61996J0253

I de forenede sager C-253/96 - C-258/96,

angaaende en anmodning, som Landesarbeitsgericht Hamm (Tyskland) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i de for naevnte ret verserende sager,

Helmut Kampelmann m.fl.

mod

Landschaftsverband Westfalen-Lippe (sagerne C-253/96 - C-256/96),

og

Stadtwerke Witten GmbH

mod

Andreas Schade (sag C-257/96),

og

Klaus Haseley

mod

Stadtwerke Altena GmbH (sag C-258/96),

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 2, stk. 2, litra c), i Raadets direktiv 91/533/EOEF af 14. oktober 1991 om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkaarene for arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet (EFT L 288, s. 32),

har

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

sammensat af formanden for Foerste Afdeling, M. Wathelet (refererende dommer), som fungerende afdelingsformand, og dommerne J.C. Moitinho de Almeida, D.A.O. Edward, P. Jann og L. Sevón,

generaladvokat: G. Tesauro

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Heinrich Schmidt, sagsoeger i hovedsagen i sagerne C-253/96 - C-256/96, ved advokat H. Geil, Bielefeld

- Landschaftsverband Westfalen-Lippe ved advokat K. Hahn, Koeln

- Stadtwerke Witten GmbH og Stadtwerke Altena GmbH ved sekretaer A. de Vivie, Kommunaler Arbeitgeberverband Nordrhein-Westfalen, som befuldmaegtiget

- Andreas Schade og Klaus Haseley ved D. Krause, sekretaer i fagforeningen OETV,

- den tyske regering ved afdelingschef Ernst Roeder, Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtiget

- Det Forenede Kongeriges regering ved L. Nicoll, Treasury Solicitor's Department, som befuldmaegtiget, bistaaet af barrister S. Moore

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved M. Patakia, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, bistaaet af advokat G.M. Berrisch, Hamburg og Bruxelles,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at Wilfried Tilsch, sagsoeger i hovedsagen i sagerne C-253/96 - C-256/96, ved advokat R. Bloemke, Witten, Landschaftsverband Westfalen-Lippe ved K. Hahn, Stadtwerke Witten GmbH og Stadtwerke Altena GmbH ved A. de Vivie, A. Schade og K. Haseley ved D. Krause og Kommissionen ved G.M. Berrisch har afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 1. juli 1997,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 9. oktober 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelser af 9. juli 1996, indgaaet til Domstolen den 23. juli s.aa., har Landesarbeitsgericht Hamm i henhold til EF-traktatens artikel 177 forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 2, stk. 2, litra c), i Raadets direktiv 91/533/EOEF af 14. oktober 1991 om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkaarene for arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet (EFT L 288, s. 32, herefter »direktivet«).

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en raekke sager mellem Kampelmann, Tilsch, Klingelhoefer og Schmidt paa den ene side og paa den anden side Landschaftsverband Westfalen-Lippe (herefter »Landschaftsverband«) i sagerne C-253/96 - C-256/96, Stadtwerke Witten GmbH (herefter »Stadtwerke Witten«) og Schade i sag C-257/96 samt Haseley og Stadtwerke Altena GmbH (herefter »Stadtwerke Altena«) i sag C-258/96, vedroerende deres arbejdsgivers afslag paa at forfremme dem til en hoejere loenramme med den begrundelse, at de ikke havde bevist at have den noedvendige anciennitet i udoevelsen af arbejdsopgaver svarende til det relevante niveau og de relevante kvalifikationer, paa trods af skriftlige oplysninger om det modsatte, som deres arbejdsgiver havde tilsendt dem flere aar tidligere.

Direktivet

3 Ifoelge den anden betragtning til direktivet har dette til formaal »at yde arbejdstagerne en bedre beskyttelse mod en eventuel tilsidesaettelse af deres rettigheder og at goere arbejdsmarkedet mere gennemsigtigt«.

4 Med dette formaal for oeje bestemmer direktivets artikel 2, stk. 1, at arbejdsgiveren har pligt til at oplyse en arbejdstager, som er omfattet af dette direktiv, om de vaesentlige punkter i arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet. I stk. 2 naevnes de punkter, som oplysningerne skal indeholde. Blandt disse punkter er foelgende,

»c) i) arbejdstagerens titel, rang, stilling eller jobkategori, eller

ii) en kortfattet karakteristik eller beskrivelse af arbejdet

...

h) begyndelsesgrundloen, de andre komponenter i den loen, som arbejdstageren har ret til,

...«.

5 Artikel 2, stk. 3, fastsaetter, at »de i stk. 1, litra f), g), h) og i), omhandlede oplysninger i givet fald [kan] angives ved en henvisning til de love, administrative eller vedtaegtsmaessige bestemmelser eller kollektive overenskomster, der gaelder for de paagaeldende forhold«.

6 Artikel 3, stk. 2, bestemmer foelgende:

»De i artikel 2, stk. 2, omhandlede oplysninger kan gives ved, at arbejdstageren, senest to maaneder efter, at han har paabegyndt arbejdet, faar udleveret:

a) en skriftlig arbejdskontrakt og/eller

b) et ansaettelsesbrev og/eller

c) et eller flere andre skriftlige dokumenter paa betingelse af, at et af disse dokumenter mindst indeholder samtlige de oplysninger, der er naevnt i artikel 2, stk. 2, litra a), b), c), d), h) og i)«.

7 Artikel 6 er saalydende:

»Dette direktiv beroerer ikke national lovgivning og/eller praksis vedroerende

- arbejdskontraktens eller ansaettelsesforholdets form

- bevisfoerelse for arbejdskontraktens eller ansaettelsesforholdets eksistens og indhold

- gaeldende procesregler paa omraadet.«

8 Endelig fremgaar det af direktivets artikel 9, stk. 1, at medlemsstaterne skulle vedtage de noedvendig love og administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktiv senest den 30. juni 1993. Artikel 9, stk. 2, tilfoejer:

»For saa vidt angaar arbejdskontrakter eller ansaettelsesforhold, der eksisterer paa det tidspunkt, hvor de af medlemsstaterne vedtagne bestemmelser traeder i kraft, traeffer medlemsstaterne de noedvendige foranstaltninger til at sikre, at arbejdsgiveren giver den arbejdstager, der anmoder herom, og senest to maaneder efter, at han har modtaget denne anmodning, det eller de i artikel 3 omhandlede dokumenter, i givet fald suppleret i henhold til artikel 4, stk. 1.«

Tysk ret

9 Direktivet er gennemfoert i tysk ret ved Nachweisgesetz af 20. juli 1995 (lov om underretning om de vaesentlige vilkaar for et arbejdsforhold, BGBl. I, s. 946, idet den snart betegnes »gennemfoerelsesloven«, snart »loven«, snart »lov af 20.juli 1995«).

10 I henhold til lovens artikel 2, stk. 1, nr. 5, som gennemfoerer direktivets artikel 2, stk. 2, litra c), skal dokumentationen indeholde »betegnelsen for eller en generel beskrivelse af det arbejde, som arbejdstageren skal udfoere«.

11 Endvidere bestemmer den tyske lovs artikel 4, som gennemfoerer direktivets artikel 9, stk. 2, at »hvis arbejdsforholdet allerede bestod ved denne lovs ikrafttraeden, skal et dokument som det i artikel 2 naevnte overgives til arbejdstageren paa dennes anmodning inden for en frist paa to maaneder«. I samme bestemmelse tilfoejes det dog, at »arbejdsgiveren er fritaget for denne forpligtelse, hvis et tidligere udarbejdet dokument eller en skriftlig arbejdskontrakt indeholder de kraevede oplysninger«.

Sagerne C-253/96 - C-256/96

12 Kampelmann, Tilsch, Klingelhoefer og Schmidt er tekniske medarbejdere og ansat ved Landschaftsverband, som bl.a. er ansvarligt for anlaeg og vedligeholdelse af veje i regionen Westfalen-Lippe og omfatter en raekke vejbygningsinspektorater i delstaten.

13 Hver af dem blev skriftligt underrettet af arbejdsgiveren om den loenramme og det arbejdsniveau, som de befandt sig paa. Efter flere aar ansoegte de paagaeldende i 1991 og 1992 om forfremmelse til en hoejere loenramme, men fik afslag fra Landschaftsverband med den begrundelse, at den vurdering af deres arbejdes vaerdi, som var blevet meddelt dem tidligere, var ukorrekt, og at deres arbejdsopgaver ifoelge arbejdsgiveren i virkeligheden henhoerte under et lavere arbejdsniveau, som ikke kunne give grundlag for oprykning til en hoejere loenramme ifoelge de gaeldende kollektive overenskomster.

14 Kampelmann, Tilsch, Klingelhoefer og Schmidt indbragte dernaest sagen for Arbeitsgericht og nedlagde paastand om, at det blev fastslaaet, at de var indplaceret i en hoejere loenramme.

15 De fik ikke medhold, i det vaesentlige med den begrundelse, at sagsoegerne ikke havde bevist, at de faktisk havde den noedvendige anciennitet i den loenramme og paa det arbejdsniveau, der kraevedes for at kunne goere krav paa avancement til den kraevede loenramme. Den indplacering, som Landschaftsverband tidligere havde foretaget, blev anset for at vaere uden betydning.

16 Sagsoegerne ankede dernaest disse domme til Landesarbeitsgericht Hamm.

Sagerne C-257/96 og C-258/96

17 Schade og Haseley er ansat henholdsvis ved Stadtwerke Witten og ved Stadtwerke Altena, offentlige virksomheder, som omfatter de respektive byers energiforsyning.

18 Haseley blev i 1987 og Schade i 1991 skriftligt underrettet af deres arbejdsgivere om, at de var blevet forfremmet til en hoejere loenramme. Alligevel afslog deres arbejdsgivere i 1992 paa grundlag af den saaledes meddelte indplacering at oprykke de paagaeldende efter fortjeneste, og man angav som begrundelse, at deres arbejdsopgaver ikke var blevet korrekt vurderet, og at de ikke kunne berettige en indplacering i en hoejere loenramme.

19 De paagaeldende arbejdstagere anlagde derefter sag ved Arbeitsgericht for at opnaa en indplacering i en hoejere loenramme.

20 Schade fik medhold, da Arbeitsgericht fandt, at de arbejdsopgaver, som han havde udfoert, ikke blot kraevede solide og alsidige fagkundskaber, men ogsaa selvstaendigt arbejde, og at han derfor opfyldte betingelserne for at blive forfremmet til en hoejere loenramme.

21 Derimod fik Haseley ikke medhold, fordi han ikke havde bevist, at de opgaver, som han udfoerte, opfyldte kriterierne om arbejde, der var relevant for den paagaeldende loenramme.

22 I begge sager blev dommene anket til Landesarbeitsgericht Hamm.

De praejudicielle spoergsmaal

23 Under henvisning til direktivets artikel 2, stk. 2, finder Landesarbeitsgericht Hamm det tvivlsomt, om faellesskabsretten ikke indebaerer en omvendt bevisbyrde, saaledes at det er arbejdsgiveren, som det i tvisterne i hovedsagen paahviler at bevise, at den tidligere skriftligt meddelte indplacering var fejlagtig. I mangel af et saadant bevis skal arbejdstageren ifoelge denne opfattelse ikke laengere bevise, at hans arbejdsopgaver faktisk svarede til den loenramme og det arbejdsniveau, som oprindeligt blev meddelt, men han skal kun bevise, at de oevrige betingelser for indplacering i en hoejere loenramme, navnlig den noedvendige mindste anciennitet, er opfyldt.

24 Paa baggrund af det foregaaende har Landesarbeitsgericht Hamm besluttet at forelaegge Domstolen foelgende spoergsmaal i sagerne C-253/96 - C-256/96:

»1) Tilsigter bestemmelserne i artikel 2 i Raadets direktiv om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkaarene for arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet (direktiv 91/533/EOEF - EFT L 288 af 18.10.1991, s. 32) - naar henses til den i den anden betragtning til direktivet anfoerte maalsaetning, nemlig 'at yde arbejdstagerne en bedre beskyttelse mod en eventuel tilsidesaettelse af deres rettigheder og at goere arbejdsmarkedet mere gennemsigtigt' - at lette arbejdstagerens bevisbyrde, idet de i artikel 2, stk. 2, i direktiv 91/533/EOEF opstillede mindstekrav skal skabe sikkerhed for, at arbejdstageren paa de i bestemmelsen anfoerte punkter ikke mangler beviser, naar han i arbejdsretlige tvister vil gennemtvinge sine kontraktmaessige krav?

2) Saafremt spoergsmaal 1 besvares bekraeftende: Har bestemmelserne i artikel 2, stk. 2, litra c), nr. ii), i direktiv 91/533/EOEF siden den 1. juli 1993 vaeret umiddelbart anvendelige over for staten som privatretlig arbejdsgiver, fordi

- Forbundsrepublikken Tyskland ikke (fuldstaendigt) har gennemfoert dokumentationsdirektivet inden den 30. juni 1993, hvor fristen for gennemfoerelse udloeb,

- de naevnte bestemmelser i direktivet efter deres indhold er ubetingede og saaledes kan anvendes uden yderligere gennemfoerelsesforanstaltninger, og

- direktivet indroemmer den enkelte arbejdstager rettigheder over for staten som arbejdsgiver?

3) Saafremt spoergsmaal 2 besvares bekraeftende: Skal der ved de oplysninger om arbejdstagerens 'stilling eller jobkategori', som arbejdsgiveren skal give i medfoer artikel 2, stk. 2, litra c), nr. ii), i direktiv 91/533/EOEF forstaas oplysninger om stillingens vaerdi, saaledes at arbejdstageren - naar hans indplacering efter det overenskomstmaessige loensystem ubetinget forudsaetter, at betingelserne i et bestemt arbejdsniveau inden for en loenramme er opfyldt - ud fra den indplacering i en bestemt loenramme eller tilfaeldegruppe, som han har faaet meddelelse om, skal kunne se, om han har ret til oprykning paa grundlag af tilfredsstillende tjeneste i en vis periode?

4) Saafremt spoergsmaal 3 besvares bekraeftende: Har meddelelsen i henhold til artikel 2, stk. 2, litra c), nr. ii), i direktiv 91/533/EOEF en saadan bindende virkning, at arbejdsgiveren er bundet af den meddelelse om stillingens vaerdi, som han har givet arbejdstageren, indtil han har foert bevis for, at indplaceringen var fejlagtig, eller i hvert fald indtil han - f.eks. ved hjaelp af en samlet vurdering af arbejdspladsen - over for arbejdstageren har godtgjort, at dennes fejlagtige indplacering beror paa en misforstaaelse, eller at vaerdien af arbejdsopgaverne er blevet forringet i tidens loeb eller gennem overenskomstaendringer?

5) Saafremt spoergsmaal 4 besvares bekraeftende: Er den tyske gennemfoerelse af bestemmelsen i artikel 9, stk. 2, i direktiv 91/533/EOEF ved lov af 20. juli 1995 (BGBl. I, s. 946), hvorefter arbejdsgiverens pligt til at give arbejdstageren en dokumentationsmeddelelse bortfalder ved et arbejdsforhold, som allerede bestod ved lovens ikrafttraeden, 'for saa vidt en tidligere skrivelse eller en skriftlig arbejdskontrakt indeholder de kraevede oplysninger' (lovens § 4, andet punktum), i overensstemmelse med faellesskabsretten, saaledes at saadanne tidligere dokumenter, som opfylder kravene i det gennemfoerte eller - ved manglende gennemfoerelse - umiddelbart anvendelige direktiv, fortsat er gyldige, hvorfor arbejdsgiveren, naar han senere giver en meddelelse, som strider mod den oprindelige - in concreto under retssagen - skal bevise, at indholdet af den nyere meddelelse er korrekt?«

25 I sagerne C-257/96 og C-258/96 har Landesarbeitsgericht Hamm ligeledes forelagt Domstolen fem spoergsmaal, hvoraf de tre foerste er identiske med de tre foerste spoergsmaal, der er gengivet ovenfor.

26 Derimod lyder det fjerde spoergsmaal i disse sager saaledes:

»Saafremt spoergsmaal 3 besvares bekraeftende: Medfoerer meddelelsen i henhold til artikel 2, stk. 2, litra c), nr. i), i direktiv 91/533/EOEF om, at arbejdstageren indplaceres i en bestemt loenramme i et loensystem med saakaldt 'supplerende' arbejdsniveauer, som alle kraever solide og alsidige fagkundskaber og kun adskiller sig fra hinanden ved graden af selvstaendigt arbejde, at arbejdstageren kan stoette ret paa arbejdsgiverens meddelelse om indplaceringen, saaledes at han ikke skal paaberaabe sig og foere bevis for, at han har solide og alsidige fagkundskaber, men kun at han opfylder de krav til graden af selvstaendigt arbejde, som stilles i forbindelse med den oprykning, han har anmodet om, naar hans indplacering i den loenramme, arbejdsgiveren har meddelt, kraever, at han er i besiddelse af solide og alsidige fagkundskaber?«

27 Hvad angaar det femte spoergsmaal er det i sag C-258/96 identisk med det femte spoergsmaal, der er gengivet ovenfor, mens det i sag C-257/96 er affattet i vendinger, der er lidt anderledes end i de oevrige sager:

»Saafremt spoergsmaal 4 besvares bekraeftende: Er gennemfoerelsen i tysk ret af bestemmelsen i artikel 9, stk. 2, i direktiv 91/533/EOEF ved loven af 20. juli 1995 (BGBl. I, s. 946), hvorefter arbejdsgiverens pligt til at give arbejdstageren et skriftligt dokument bortfalder ved et arbejdsforhold, som allerede bestod ved lovens ikrafttraeden, 'for saa vidt en tidligere skrivelse eller en skriftlig arbejdskontrakt indeholder de kraevede oplysninger' (lovens § 4, andet punktum), i overensstemmelse med faellesskabsretten, saaledes at saadanne tidligere dokumenter, som opfylder kravene i det gennemfoerte eller - ved manglende gennemfoerelse - umiddelbart anvendelige direktiv, fortsat er gyldige, hvorfor arbejdsgiveren, naar han senere giver en meddelelse, som strider mod den oprindelige - in concreto en meddelelse om, at den kraevede periode loeber fra et andet tidspunkt - skal bevise, at indholdet af den nyere meddelelse er korrekt?«

28 Det fremgaar af sagen, at de paagaeldende sager, med undtagelse af sag C-257/96, har deres oprindelse i arbejdsgiverens afslag paa at forfremme de paagaeldende arbejdstagere, hvilket skete paa en dato, der ligger foer udloebet af fristen for direktivets gennemfoerelse, paa trods af de skriftlige oplysninger om deres loenramme og arbejdsniveau, som var blevet tilsendt dem flere aar tidligere. Ligeledes er sagerne, med undtagelse af sagerne C-254/96 og C-257/96, ogsaa blevet anlagt ved den nationale ret foer udloebet af denne frist. Under disse omstaendigheder paahviler det den forelaeggende ret paa baggrund af national lovgivning at undersoege, om tvisterne i hovedsagen kan eller skal afgoeres under anvendelse af direktivet.

Det foerste og det fjerde spoergsmaal

29 Med sit foerste og sit fjerde spoergsmaal, som skal behandles under ét, oensker den forelaeggende ret oplyst, om den i direktivets artikel 2, stk. 1, omhandlede meddelelse, for saa vidt den oplyser arbejdstageren om de vaesentlige punkter i arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet, og navnlig de punkter, der er naevnt i artikel 2, stk. 2, litra c), har den virkning, at den er bindende for arbejdsgiveren, saa laenge han ikke har bevist, at den er fejlagtig.

30 Indledningsvis bemaerkes, at det foelger af direktivets artikel 6, at national lovgivning vedroerende bevisbyrde ikke som saadan beroeres af direktivet.

31 Det skal dog fremhaeves, at direktivets artikel 2, stk. 1, med de formaal, der naevnes i den anden betragtning, paalaegger arbejdsgiveren en forpligtelse til at oplyse en arbejdstager om de vaesentlige punkter i arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet, som naevnes i stk. 2.

32 Et saadant formaal ville imidlertid ikke blive opnaaet, hvis arbejdstageren ikke havde adgang til at anvende oplysningerne i den i artikel 2, stk. 1, naevnte meddelelse som bevis for de nationale retter, navnlig i en tvist vedroerende de vaesentlige punkter i arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet.

33 Det foelger heraf, at det paahviler de nationale retter at anvende og fortolke de nationale bestemmelser om bevisbyrde i lyset af direktivets formaal ved at tillaegge den i dettes artikel 2, stk. 1, naevnte meddelelse beviskraft, saaledes at den kan anses for en omstaendighed, der kan godtgoere, at de vaesentlige punkter i arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet faktisk foreligger, og at der derfor er en formodning for dens sandhedsvaerdi, som kan sammenlignes med den, der i den nationale retsorden er knyttet til et lignende dokument, som arbejdsgiveren har udarbejdet og meddelt arbejdstageren.

34 Da der ikke er fastsat nogen bevisordning i direktivet selv, skal det tilfoejes, at beviset for de vaesentlige punkter i arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet ikke alene kan afhaenge af arbejdsgiverens meddelelse i henhold til direktivets artikel 2, stk. 1. Det maa derfor vaere tilladt arbejdsgiveren at foere ethvert modbevis ved at godtgoere, enten at oplysningerne i meddelelsen er urigtige i sig selv, eller at de dementeres af de faktiske omstaendigheder.

35 Det foerste og det fjerde spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at der for den i direktivets artikel 2, stk. 1, omhandlede meddelelse, for saa vidt den oplyser arbejdstageren om de vaesentlige punkter i arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet, navnlig de i artikel 2, stk. 2, litra c), naevnte omstaendigheder, gaelder en formodning for, at den er sand, som svarer til den, der i den nationale retsorden er knyttet til et saadant dokument, som er udarbejdet af arbejdsgiveren og meddelt arbejdstageren. Det skal dog vaere tilladt arbejdsgiveren at foere ethvert modbevis ved at godtgoere, enten at oplysningerne i denne meddelelse er urigtige i sig selv, eller at de dementeres af de faktiske omstaendigheder.

Det andet spoergsmaal

36 Det fremgaar af det andet spoergsmaal, at den forelaeggende ret reelt oensker oplyst, om direktivets artikel 2, stk. 2, litra c), kan paaberaabes umiddelbart for de nationale retter af private.

37 Det bemaerkes, at ifoelge fast retspraksis har en bestemmelse i et direktiv direkte virkning, hvis den ud fra et indholdsmaessigt synspunkt fremstaar som ubetinget og tilstraekkeligt praecis (dom af 19.1.1982, sag 8/81, Becker, Sml. s. 53).

38 I det foreliggende tilfaelde bemaerkes, at direktivets artikel 2, stk. 2, litra c), klart og utvetydigt opregner nogle vaesentlige punkter i kontrakten, som arbejdstageren er forpligtet til at goere sagsoegeren bekendt med, nemlig »arbejdstagerens titel, rang, stilling eller jobkategori« eller »en kortfattet karakteristik eller beskrivelse af arbejdet«.

39 Den omstaendighed, at denne bestemmelse giver medlemsstaten mulighed for at vaelge mellem to kategorier oplysninger, der skal meddeles arbejdstageren, udelukker ikke, at det er muligt med tilstraekkelig sikkerhed alene paa grundlag af direktivets bestemmelser at fastslaa indholdet af de rettigheder, der saaledes gives private, og hvis omfang for hver af de to alternativer ikke giver plads for noget skoen hos medlemsstaten (jf. dom af 19.11.1991, forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357, praemis 17).

40 Det maa foelgelig fastslaas, at de paagaeldende bestemmelser er ubetingede og tilstraekkeligt praecise til, at private kan paaberaabe sig dem umiddelbart for de nationale retter, enten naar staten har undladt at gennemfoere direktivet i national ret inden for de fastsatte frister, eller naar den har gennemfoert det ukorrekt.

41 I dette tilfaelde maa det fastslaas, at direktivet er blevet gennemfoert i den tyske retsorden ved lov af 20. juli 1995. Fra udloebet af fristen for gennemfoerelse og indtil sidstnaevnte dato havde private foelgelig ret til umiddelbart at paaberaabe sig de paagaeldende bestemmelser i direktivet for de nationale retter for som mindstegaranti at opnaa de rettigheder, direktivet knytter til den ene eller den anden af de kategorier oplysninger, der skal meddeles arbejdstageren, og som naevnes i direktivets artikel 2, stk. 2, litra c).

42 Hvad angaar perioden efter direktivets gennemfoerelse kan private kun paaberaabe sig de paagaeldende bestemmelser med retsvirkning, saafremt de nationale gennemfoerelsesbestemmelser ikke er korrekte eller tilstraekkelige set i forhold til direktivet.

43 I denne forbindelse har Landschaftsverband, den tyske regering og Kommissionen fremhaevet, at den tyske lovgiver har valgt den mulighed, der naevnes i direktivets artikel 2, stk. 2, litra c), nr. ii), og paalagt arbejdsgiveren forpligtelse til skriftligt at meddele »benaevnelsen for eller en generel beskrivelse af det arbejde, som arbejdstageren skal udfoere«.

44 Det skal paapeges, at ifoelge den anden valgmulighed i direktivets artikel 2, stk. 2, litra c), er arbejdsgiveren forpligtet til at goere arbejdstageren bekendt med en kortfattet karakteristik eller beskrivelse af arbejdet. Den blotte benaevnelse af en arbejdsopgave kan imidlertid under alle omstaendigheder ikke svare til selv en kortfattet karakteristik af det arbejde, som arbejdstageren udfoerer.

45 Foelgelig kan private umiddelbart paaberaabe sig artikel 2, stk. 2, litra c), nr. ii), for de nationale retter, selv efter gennemfoerelseslovens ikrafttraeden.

46 I oevrigt skal der henvises til, at et direktiv ifoelge fast retspraksis ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for borgerne, og at en direktivbestemmelse derfor ikke som saadan kan paaberaabes over for saadanne personer (jf. bl.a. dom af 14.7.1994, sag C-91/92, Faccini Dori, Sml. I, s. 3325, praemis 20). Derimod kan den paaberaabes over for organer eller enheder, som er undergivet statens myndighed eller kontrol, eller som har uforholdsmaessigt vidtgaaende befoejelser i forhold til dem, der foelger af bestemmelser, som gaelder i forholdet til private, som f.eks. lokalforvaltninger eller organer, der, uanset deres retlige form, har til opgave i henhold til en retsakt fra den offentlige myndighed under dennes kontrol at udfoere en opgave af offentlig interesse (dom af 22.6.1989, sag 103/88, Fratelli Costanzo, Sml. s. 1839, praemis 31, og af 12.7.1990, sag C-188/89, Foster m.fl., Sml. I, s. 3313, praemis 19).

47 I betragtning af det foregaaende skal det andet spoergsmaal besvares saaledes, at private umiddelbart kan paaberaabe sig direktivets artikel 2, stk. 2, litra c), for de nationale retter mod staten og ethvert organ eller enhver enhed, der er undergivet statens kontrol, eller som har befoejelser, der er uforholdsmaessigt vidtgaaende i forhold til dem, der foelger af bestemmelser, som gaelder i forholdet mellem private, enten naar staten har undladt at gennemfoere direktivet i national ret inden for de fastsatte frister, eller naar den har gennemfoert det ukorrekt. Direktivets artikel 2, stk. 2, litra c), nr. ii), er til hinder for, at en medlemsstat, naar den gennemfoerer denne bestemmelse, tillader arbejdsgiveren i alle tilfaelde at begraense de oplysninger, der skal meddeles arbejdstageren, til den blotte benaevnelse for hans arbejdsopgave.

Det tredje spoergsmaal

48 Med det tredje spoergsmaal anmoder den forelaeggende ret Domstolen om at fortolke udtrykket »stilling« eller »jobkategori« i direktivets artikel 2, stk. 2, litra c), nr. i).

49 Da den tyske lovgiver, som det fremgaar af naervaerende doms praemis 43, har valgt den kategori oplysninger, der naevnes i direktivets artikel 2, stk. 2, litra c), nr. ii), er det ikke fornoedent at besvare det tredje spoergsmaal (jf. bl.a. af dom af 16.6.1981, sag 126/80, Salonia, Sml. s. 1563, praemis 6, og af 26.9.1985, sag 166/84, Thomasduenger, Sml. s. 3001, praemis 11).

Det femte spoergsmaal

50 Den forelaeggende rets femte spoergsmaal er reelt, om direktivets artikel 9, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at bestemmelsen bemyndiger medlemsstaterne til at fritage arbejdsgiveren fra forpligtelsen til skriftligt at oplyse arbejdstageren om de vaesentlige punkter i arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet, selv paa sidstnaevntes anmodning, naar disse oplysninger allerede naevnes i et dokument eller en arbejdskontrakt, der er oprettet, foer bestemmelserne om direktivets gennemfoerelse traadte i kraft.

51 I henhold til direktivets artikel 9, stk. 2, skal medlemsstaterne traeffe de noedvendige foranstaltninger til at sikre, at arbejdstageren, for saa vidt angaar arbejdskontrakter eller ansaettelsesforhold, der eksisterer paa det tidspunkt, da bestemmelserne til gennemfoerelse af direktivet traeder i kraft, giver den arbejdstager, som anmoder herom, de dokumenter, der indeholder de i direktivets artikel 2, stk. 2, naevnte oplysninger.

52 En national bestemmelse som § 4 i den tyske lov af 20. juli 1995, som, naar der foreligger et allerede bestaaende dokument eller en allerede bestaaende kontrakt, der indeholder de i direktivet naevnte vaesentlige oplysninger, fritager arbejdsgiveren fra forpligtelsen til at give arbejdstageren oplysninger, naar denne anmoder derom, en forenelig med direktivets artikel 9, stk. 2. I betragtning af dets formaal ville det nemlig vaere omsonst at paalaegge arbejdstageren en forpligtelse til endnu en gang, efter at bestemmelserne om direktivets gennemfoerelse er traadt i kraft, at give oplysninger om de vaesentlige punkter i et allerede bestaaende arbejdsforhold eller en allerede bestaaende arbejdskontrakt, naar disse punkter, der er forblevet uaendret, allerede er blevet meddelt den paagaeldende arbejdstager.

53 Det femte spoergsmaal skal foelgelig besvares med, at direktivets artikel 9, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at det ikke er til hinder for, at medlemsstaterne kan fritage arbejdsgiveren fra forpligtelsen til skriftligt at oplyse arbejdstageren om de vaesentlige punkter i arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet, selv paa dennes anmodning, naar oplysningerne allerede naevnes i et dokument eller en arbejdskontrakt, der er oprettet, foer bestemmelserne om direktivets gennemfoerelse traadte i kraft.

Sagens omkostninger

54 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Landesarbeitsgericht Hamm ved kendelser af 9. juli 1996, for ret:

1) For den meddelelse, der omhandles i artikel 2, stk. 1, i Raadets direktiv 91/533/EOEF af 14. oktober 1991 om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkaarene for arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet, for saa vidt som den oplyser arbejdstageren om de vaesentlige elementer i kontrakten eller i ansaettelsesforholdet, navnlig om de i artikel 2, stk. 2, litra c), naevnte omstaendigheder, gaelder der en formodning for, at den er sand, som svarer til den, der i den nationale retsorden er knyttet til et saadant dokument, som er udarbejdet af arbejdsgiveren og meddelt arbejdstageren. Det skal dog vaere tilladt arbejdsgiveren at foere ethvert modbevis ved at godtgoere, enten at oplysningerne i denne meddelelse er urigtige i sig selv, eller at de dementeres af de faktiske omstaendigheder.

2) Artikel 2, stk. 2, litra c), i direktiv 91/533 kan paaberaabes umiddelbart for de nationale retter af private over for staten og ethvert organ eller enhver enhed, der er undergivet statens myndighed eller kontrol, eller som har befoejelser, der er uforholdsmaessigt vidtgaaende i forhold til dem, der foelger af bestemmelser, som gaelder i forholdet mellem private, enten naar staten har undladt at gennemfoere direktivet i national ret inden for de fastsatte frister, eller naar den har gennemfoert det ukorrekt. Artikel 2, stk. 2, litra c), nr. ii), i direktiv 91/533 er til hinder for, at en medlemsstat, naar den gennemfoerer denne bestemmelse, tillader arbejdsgiveren i alle tilfaelde at begraense de oplysninger, der skal meddeles arbejdstageren, til den blotte benaevnelse for hans arbejdsopgaver.

3) Artikel 9, stk. 2, i direktiv 91/533 skal fortolkes saaledes, at det ikke er til hinder for, at medlemsstaterne kan fritage arbejdsgiveren fra forpligtelsen til skriftligt at oplyse arbejdstageren om de vaesentlige punkter i arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet, selv paa dennes anmodning, naar oplysningerne allerede naevnes i et dokument eller en arbejdskontrakt, der er oprettet, foer bestemmelserne om direktivets gennemfoerelse traadte i kraft.