61996J0200

1 Tilnaermelse af lovgivningerne - ophavsret og beslaegtede rettigheder - direktiv 92/100 - udlejnings- og udlaansaktiviteter vedroerende originalvaerker og eksemplarer af ophavsretligt beskyttede vaerker - eneret til udlejning indfoert ved direktivet - tilsidesaettelse af princippet om udtoemmelse af spredningsretten - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 36; Raadets direktiv 92/100)

2 Faellesskabsret - principper - grundrettigheder - ejendomsret - ret til fri erhvervsudoevelse - begraensninger - direktiv 92/100, som indfoerer en eneret til udlejning og som tilkender fremstillere af lydbaerere en saadan ret - begraensning begrundet i almenhedens interesse - tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 36 og 128, Raadets direktiv 92/100)

3 Indfoerelsen ved direktiv 92/100 om udlejnings- og udlaansrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslaegtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret af en eneret til udlejning af ophavsretligt beskyttede vaerker udgoer ikke en overtraedelse af princippet om udtoemmelse af spredningsretten, hvis genstand og anvendelsesomraade er forskellig fra enerettens.

Princippet om, at spredningsretten udtoemmes, naar vaerker, som er beskyttet af ophavsretten, udbydes til salg af rettighedshaveren eller med dennes tilladelse, foelger af Domstolens faste praksis, hvorefter den ved en medlemsstats lovgivning om industriel og kommerciel ejendomsret sikrede eneret har udtoemt sine virkninger, naar en vare lovligt er bragt paa markedet i en anden medlemsstat af rettens indehaver selv eller med dennes samtykke. Imidlertid kan litteraere og kunstneriske vaerker udnyttes kommercielt paa anden maade end ved salg af de fysiske baerere, som de er fremstillet af.

I denne forbindelse er det ikke muligt at sikre ophavsmaend til vaerker et vederlag, som staar i forhold til det faktiske antal udlejninger, og som sikrer disse ophavsmaend en tilfredsstillende del af udlejningsmarkedet, saafremt de kun har ret til honorar i forbindelse med deres samtykke til salg til saavel almindelige privatpersoner som udlejere af disse baerere. Det forhold, at fysiske baerere er bragt i omsaetning, kan saaledes per definition ikke lovliggoere andre former for udnyttelse af det beskyttede vaerk, saasom udlejning, som efter sin natur adskiller sig fra salg og fra enhver anden lovlig spredningshandling. Paa samme maade som retten til offentlig fremfoerelse af et vaerk er udlejningsretten en af de befoejelser, der tilkommer ophavsmanden og producenten paa trods af salget af de fysiske baerere, som indeholder vaerket.

4 Ligesom ejendomsretten er retten til fri erhvervsudoevelse et led i de almindelige faellesskabsretlige grundsaetninger. De naevnte rettigheder er imidlertid ikke absolutte rettigheder, men skal ses i sammenhaeng med deres funktion i samfundet. Ejendomsretten og retten til fri erhvervsudoevelse kan derfor underlaegges begraensninger, forudsat at saadanne begraensninger er noedvendige for at tilgodese almene hensyn, som Faellesskabet forfoelger, og forudsat at begraensningerne ikke, naar henses til deres formaal, indebaerer et uforholdsmaessigt og uantageligt indgreb over for det centrale indhold af den beskyttede rettighed.

Formaalene med direktiv 92/100 er i overensstemmelse med de formaal af almen interesse, som Faellesskabet forfoelger. Saaledes er paa den ene side beskyttelsen af den litteraere og kunstneriske ejendomsret, som er omfattet af den industrielle og kommercielle ejendomsret, jf. traktatens artikel 36, et af de hensyn af almen interesse, som kan begrunde en indskraenkning i varernes frie bevaegelighed, og paa den anden side er Faellesskabets kulturelle udvikling et af de formaal, der er opregnet i traktatens artikel 128, som affattet ved traktaten om Den Europaeiske Union, og som saerligt har til formaal at stoette kunstneriske og litteraere frembringelser.

Hvad naermere angaar tilkendelsen af en eneret til udlejning til fremstillere af lydbaerere, forekommer denne at vaere begrundet i hensynet til at beskytte de saerdeles store og risikobehaeftede investeringer, som kraeves for at fremstille saadanne baerere, og som er af afgoerende betydning for, at ophavsmaendene kan hellige sig skabelsen af nye vaerker. Saaledes udgoer tilkendelsen af en eneret til producenterne formentlig den mest effektive beskyttelse, navnlig henset til udviklingen af nye teknologier og til den stigende trussel fra piratvirksomhed, som fremmes af den ekstremt lette adgang til at kopiere lydbaerere. Uden denne eneret ville vederlaget til dem, som investerer i skabelsen af produkterne, ikke laengere kunne sikres paa betryggende vis, hvilket uvaegerligt ville faa konsekvenser for skabelsen af nye vaerker.

Desuden er forpligtelsen til at indfoere en eneret for fremstillere af lydbaerere og alle andre rettighedshavere til saadanne, til at tillade eller naegte erhvervsmaessig udlejning af disse produkter, i overensstemmelse med de kombinerede betingelser i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (»TRIPS«), som er indeholdt i et bilag til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen.

Da det ikke fremgaar, at de forfulgte formaal skulle kunne naas gennem foranstaltninger, som i hoejere grad beskytter den frie erhvervsudoevelse for personer eller virksomheder, som har specialiseret sig inden for erhvervsmaessig udlejning af lydbaerere, kan konsekvenserne af indfoerelsen af en eneret til udlejning ikke antages at vaere uforholdsmaessige eller uantagelige.

I sag C-200/96,

angaaende en anmodning, som Landgericht Koeln (Tyskland) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Metronome Musik GmbH

mod

Music Point Hokamp GmbH,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende gyldigheden af artikel 1, stk. 1, i Raadets direktiv 92/100/EOEF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlaansrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslaegtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (EFT L 346, s. 61),

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene C. Gulmann, H. Ragnemalm, M. Wathelet og R. Schintgen samt dommerne G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida, P.J.G. Kapteyn, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet (refererende dommer), G. Hirsch, P. Jann og L. Sevón,

generaladvokat: G. Tesauro

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Metronome Music GmbH ved advokat Hartwig Ahlberg, Hamburg

- Music Point Hokamp GmbH ved advokat Martin Matzat, Muenster

- den tyske regering ved kontorchef Alfred Dittrich, Forbundsjustitsministeriet, bistaaet af fuldmaegtig Sabine Maass, Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtigede

- den franske regering ved kontorchef Catherine de Salins og ekspeditionssekretaer Philippe Martinet, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- den italienske regering ved afdelingschef, professor Umberto Leanza, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, bistaaet af statens advokat, Giorgio Ferri

- Det Forenede Kongeriges regering ved Lindsey Nicoll, Treasury Solicitor's Department, som befuldmaegtiget, bistaaet af barrister Eleanor Sharpston

- Raadet for Den Europaeiske Union ved juridisk konsulent Bjarne Hoff-Nielsen og Stephan Marquardt, Raadets Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Juergen Grunwald og Berend Jan Drijber, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 21. oktober 1997 af Metronome Musik GmbH, af Music Point Hokamp GmbH, af den tyske regering, af den italienske regering, af Raadet og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 22. januar 1998,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 18. april 1996, indgaaet til Domstolen den 13. juni 1996, har Landgericht Koeln i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende gyldigheden af artikel 1, stk. 1, i Raadets direktiv 92/100/EOEF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlaansrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslaegtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (EFT L 346, s. 61, herefter »direktivet«).

2 Dette spoergsmaal er blevet rejst under en sag mellem Metronome Musik GmbH (herefter »Metronome«), som fremstiller lydbaerere og navnlig compact discs, og Music Point Hokamp GmbH (herefter »Hokamp«), som navnlig driver virksomhed med udlejning af compact discs.

3 I direktivets artikel 1, stk. 1, paalaegges det medlemsstaterne at indfoere ret til at tillade eller forbyde udlejning og udlaan af originalvaerker og eksemplarer af ophavsretligt beskyttede vaerker samt af andre frembringelser. I henhold til artikel 1, stk. 4, medfoerer salg eller anden form for distribution ikke, at de omhandlede rettigheder udtoemmes. Endelig bestemmes det i artikel 2, stk. 1, at eneretten til at tillade eller forbyde udlejning og udlaan tilkommer ophavsmanden, for saa vidt angaar hans originalvaerk eller eksemplarer heraf, den udoevende kunstner, for saa vidt angaar optagelsen af hans fremfoerelse, fremstilleren af fonogrammer, for saa vidt angaar hans fonogrammer, og producenten af den foerste optagelse af en film, for saa vidt angaar den originale film eller eksemplarer heraf.

4 Det fremgaar af direktivets artikel 9, at spredningsretten, som er en eneret til at goere en af de omhandlede genstande tilgaengelige for almenheden ved salg eller paa anden maade, foerst udtoemmes, naar genstanden for foerste gang saelges i Faellesskabet af rettighedshaveren eller med dennes tilladelse, idet spredningsretten ikke beroerer de saerlige bestemmelser om udlejnings- og udlaansrettigheder, saerlig artikel 1, stk. 4.

5 Endelig aabner artikel 13, som vedroerer direktivets tidsmaessige anvendelse, mulighed for, jf. dens stk. 3, at medlemsstaterne kan bestemme, at rettighedshaverne anses for at have givet tilladelse til udlejning eller udlaan af en frembringelse, som er blevet stillet til raadighed for tredjemand eller er erhvervet inden den 1. juli 1994, som var datoen for direktivets ivaerksaettelse.

6 Direktivet er i Tyskland blevet gennemfoert ved lov af 23. juni 1995 (BGBl. I, s. 842), som aendrede Urhebergesetz af 9. september 1965 (lov om ophavsret, BGBl. I, s. 1273, herefter »UrhG«). Denne lov ophaevede navnlig muligheden for udlejning af »viderespredninger«, som var lovlige i det omfang, det oprindelige vaerk eller eksemplarer heraf var blevet bragt i omsaetning med tilladelse fra indehaveren af spredningsretten.

7 Metronome, som har fremstillet compact disc'en »Planet Punk«, der er indspillet af gruppen »Die AErzte« og udgivet den 15. september 1995, anmodede, med henvisning til de nye bestemmelser i UrhG, Landgericht Koeln om at nedlaegge forbud mod Hokamp's udlejning af denne compact disc.

8 Den 4. december 1995 afsagde Landgericht Koeln en foreloebig kendelse, som forboed sagsoegte at udleje eller udlaane compact disc'en i Tyskland.

9 Hokamp rejste imidlertid indsigelse mod dette forbud og gjorde herved gaeldende, at de naevnte bestemmelser i direktivet og i UrhG, som gennemfoerer direktivet, er i strid med de grundrettigheder, som foelger af faellesskabsretten og af forfatningsretten, herunder saerligt retten til fri erhvervsudoevelse.

10 Ved gennemgangen af dette anbringende har Landgericht Koeln vaeret i tvivl om gyldigheden af at indfoere en eneret til udlejning, som navnlig kunne risikere at hindre udoevelsen af et erhverv, som hidtil havde vaeret frit. Paa denne baggrund har den nationale ret forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Er indfoerelsen ved artikel 1, stk. 1, i Raadets direktiv 92/100/EOEF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlaansrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslaegtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret af en eneret til udlaan under tilsidesaettelse af princippet om udtoemmelse af spredningsretten forenelig med faellesskabsretten, navnlig Faellesskabets grundrettigheder?«

11 Metronome, den tyske, den franske, den italienske og Det Forenede Kongeriges regering, samt Raadet og Kommissionen er af den opfattelse, at direktivet er gyldigt. De har i det vaesentlige gjort gaeldende, at eneretten til udlejning, som i oevrigt foelger af en raekke internationale konventioner indgaaet af Faellesskabet og medlemsstaterne, opfylder formaal af almen interesse inden for den intellektuelle ejendomsret og ikke strider mod selve indholdet af retten til fri erhvervsudoevelse.

12 Hokamp har derimod gjort gaeldende, at indfoerelsen af en saadan ret i medfoer af direktivet skal betragtes som ugyldig, eftersom den strider mod de grundrettigheder, som tilkommer virksomheder, der driver udlejningsvirksomhed, herunder retten til fri erhvervsudoevelse, og idet den fordrejer konkurrencen i de medlemsstater, hvor denne aktivitet er uafhaengig af fremstillere af fonogrammer.

13 Det bemaerkes for det foerste, at det fremgaar saavel af forelaeggelseskendelsens praemisser som af ordlyden af det forelagte spoergsmaal, at den nationale ret rejser tvivl om, hvorvidt der ved indfoerelsen af eneretten til udlejning er sket en tilsidesaettelse af princippet om, at spredningsretten udtoemmes, naar vaerker, som er beskyttet af ophavsretten, udbydes til salg af rettighedshaveren eller med dennes tilladelse.

14 Dette princip fremgaar af Domstolens faste praksis, hvorefter EF-traktatens artikel 36 kun tillader, at princippet om frie varebevaegelser fraviges af hensyn til de i medlemsstaternes lovgivninger anerkendte industrielle og kommercielle ejendomsrettigheder, i det omfang disse fravigelser er begrundet i hensynet til beskyttelse af de rettigheder, der udgoer denne ejendomsrets saerlige genstand. Derimod har den ved en medlemsstats lovgivning om industriel og kommerciel ejendomsret sikrede eneret netop udtoemt sine virkninger, naar en vare lovligt er bragt paa markedet i en anden medlemsstat af rettens indehaver selv eller med dennes samtykke (jf. navnlig domme af 20.1.1981, forenede sager 55/80 og 57/80, Musik-Vertrieb Membran og K-tel International, Sml. s. 147, praemis 10 og 15, og af 22.1.1981, sag 58/80, Dansk Supermarked, Sml. s. 181, praemis 11).

15 Imidlertid har Domstolen i dommen af 17. maj 1988 (sag 158/86, Warner Brothers og Metronome Video, Sml. s. 2605) udtalt, at litteraere og kunstneriske vaerker kan udnyttes kommercielt paa anden maade end ved salg af de fysiske baerere, som de er fremstillet af. Dette gaelder saaledes for udlejningen af videokassetter, som henvender sig til et andet publikum end salgspublikummet, og som udgoer en vaesentlig potentiel indtaegtskilde for ophavsmaend til film.

16 I denne forbindelse har Domstolen udtalt, at det ikke er muligt at sikre ophavsmaend til film et vederlag, som staar i forhold til det faktiske antal udlejninger, og som sikrer disse ophavsmaend en tilfredsstillende del af udlejningsmarkedet, saafremt de kun har ret til honorar i forbindelse med deres samtykke til salg til saavel almindelige privatpersoner som udlejere af videogrammer. Lovgivninger, som indfoerer en saerlig beskyttelse af retten til udlejning af videogrammer, forekommer derfor begrundet i hensynet til beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret, jf. traktatens artikel 36 (dommen i sagen Warner Brothers og Metronome Video, a.st., praemis 15 og 16).

17 I samme dom tilbageviste Domstolen endvidere argumentet om, at en ophavsmand, som havde udbudt et videogram med en film til salg i en medlemsstat, hvor lovgivningen ikke gav ham nogen eneret til udlejning, maatte acceptere konsekvenserne af sit valg og konsumptionen af sin ret til at modsaette sig udlejning af videogrammet i en hvilken som helst anden medlemsstat. I tilfaelde, hvor en national lovgivning giver ophavsmaend en saerlig ret til udlejning af videogrammer, ville denne ret saaledes miste sit indhold, hvis rettighedsindehaveren ikke kunne bestemme over udlejning (praemis 17 og 18).

18 Som generaladvokaten har fremhaevet i punkt 14 i forslaget til afgoerelse, kan det forhold, at fysiske baerere er bragt i omsaetning, saaledes per definition ikke lovliggoere andre former for udnyttelse af det beskyttede vaerk, saasom udlejning, som efter sin natur adskiller sig fra salg og fra enhver anden lovlig spredningshandling. Paa samme maade som retten til offentlig fremfoerelse af et vaerk (jf. dom af 13.7.1989, sag 395/87, Tournier, Sml. s. 2521, praemis 12 og 13) er udlejningsretten et af de praerogativer, der tilkommer ophavsmanden og producenten paa trods af salget af de fysiske baerere, som indeholder vaerket.

19 Det er saaledes berettiget, naar der i direktivet sondres mellem paa den ene side den i artikel 1 omhandlede saerlige udlejnings- og udlaansret og paa den anden side spredningsretten efter artikel 9, som er defineret som en eneret til at goere de omhandlede genstande tilgaengelige for almenheden, navnlig ved salg. Mens retten til udlejning ikke udtoemmes ved salg eller anden form for distribution af genstanden, udtoemmes spredningsretten ved det foerste salg i Faellesskabet af rettighedshaveren eller med dennes tilladelse.

20 Faellesskabsrettens indfoerelse af en eneret til udlejning kan saaledes ikke udgoere en overtraedelse af princippet om udtoemmelse af spredningsretten, hvis genstand og anvendelsesomraade er forskellig fra enerettens.

21 Endvidere bemaerkes, at det fremgaar af fast retspraksis, at saavel princippet om ejendomsrettens ukraenkelighed som princippet om ret til fri erhvervsudoevelse er et led i de almindelige faellesskabsretlige grundsaetninger. De naevnte rettigheder er imidlertid ikke absolutte rettigheder, men skal ses i sammenhaeng med deres funktion i samfundet. Ejendomsretten og retten til fri erhvervsudoevelse kan derfor underlaegges begraensninger, forudsat at saadanne begraensninger er noedvendige for at tilgodese almene hensyn, som Faellesskabet forfoelger, og forudsat at begraensningerne ikke, naar henses til deres formaal, indebaerer et uforholdsmaessigt og uantageligt indgreb over for det centrale indhold af den beskyttede rettighed (jf. navnlig dom af 17.10.1995, sag C-44/94, Fishermen's Organisations m.fl., Sml. I, s. 3115, praemis 55).

22 Direktivet har til formaal at indfoere en harmoniseret retsbeskyttelse i Faellesskabet for saa vidt angaar udlejnings- og udlaansretten og visse andre ophavsretsbeslaegtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret. I henhold til direktivets tre foerste betragtninger har denne harmonisering til formaal at eliminere forskellene i de nationale lovgivninger, som kan skabe hindringer for samhandelen samt konkurrencefordrejninger til skade for det indre markeds gennemfoerelse og funktion. Det fremgaar naermere af direktivets fjerde, femte og syvende betragtning, at udlejningsretten, som foelge af, at piratvirksomhed udgoer en stigende trussel, spiller en stadigt stoerre rolle for den oekonomiske og kulturelle udvikling inden for Faellesskabet, idet den skal sikre ophavsmaend og udoevende kunstnere et rimeligt vederlag og daekke de saerdeles store og risikobehaeftede investeringer navnlig til fremstilling af fonogrammer og film.

23 Saadanne formaal er i overensstemmelse med de formaal af almen interesse, som Faellesskabet forfoelger. I denne forbindelse skal det saerligt bemaerkes, at beskyttelsen af den litteraere og kunstneriske ejendomsret, som er omfattet af den industrielle og kommercielle ejendomsret, jf. traktatens artikel 36, er et af de hensyn af almen interesse, som kan begrunde en indskraenkning i varernes frie bevaegelighed (jf. dommen i sagen Warner Brothers og Metronome Video, a.st., praemis 11). Endvidere bemaerkes, at Faellesskabets kulturelle udvikling er et af de formaal, der er opregnet i EF-traktatens artikel 128, som affattet ved traktaten om Den Europaeiske Union, og som saerligt har til formaal at stoette kunstneriske og litteraere frembringelser.

24 Hvad naermere angaar tilkendelsen af en eneret til udlejning til fremstillere af fonogrammer, som anfaegtes af sagsoegte i hovedsagen, forekommer denne at vaere begrundet i hensynet til at beskytte de saerdeles store og risikobehaeftede investeringer, som kraeves for at fremstille fonogrammer, og som er af afgoerende betydning for, at ophavsmaendene kan hellige sig skabelsen af nye vaerker. Som generaladvokaten har anfoert i punkt 26 i forslaget til afgoerelse, udgoer tilkendelsen af en eneret til producenterne formentlig den mest effektive beskyttelse, navnlig henset til udviklingen af nye teknologier og til den stigende trussel fra piratvirksomhed, som fremmes af den ekstremt lette adgang til at kopiere lydbaerere. Uden denne eneret ville vederlaget til dem, som investerer i skabelsen af produkterne, ikke laengere kunne sikres paa betryggende vis, hvilket uvaegerligt ville faa konsekvenser for skabelsen af nye vaerker.

25 Desuden, og som det allerede er blevet fremhaevet af de fleste procesdeltagere, er forpligtelsen til at indfoere en eneret for fremstillere af fonogrammer og alle andre rettighedshavere til fonogrammer, til at tillade eller naegte erhvervsmaessig udlejning af disse produkter, i overensstemmelse med de kombinerede betingelser i artikel 11 og 14 i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (»TRIPS«), som er indeholdt i et bilag til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen, undertegnet i Marrakech den 15. april 1994 og godkendt ved Raadets afgoerelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgaaelse paa Det Europaeiske Faellesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for saa vidt angaar de omraader, der hoerer under Faellesskabets kompetence (EFT L 336, s. 1).

26 Saaledes kan det almindelige princip om fri erhvervsudoevelse ikke fortolkes uden hensyntagen til de grundlaeggende principper, som er knyttet til beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret og de internationale forpligtelser, som Faellesskabet og medlemsstaterne har indgaaet inden for dette omraade. Eftersom der ikke er grundlag for at antage, at de forfulgte formaal skulle kunne naas gennem foranstaltninger, som i hoejere grad beskytter den frie erhvervsudoevelse for personer eller virksomheder, som har specialiseret sig inden for erhvervsmaessig udlejning af fonogrammer, kan konsekvenserne af indfoerelsen af en eneret til udlejning ikke antages at vaere uforholdsmaessige eller uantagelige.

27 Det bemaerkes endvidere, at direktivet, naar der ses bort fra de overgangsforanstaltninger, som er anfoert i artikel 13, ikke foerer til afskaffelse af enhver mulighed for udlejning. Saaledes kan professionelle udlejere forhandle med rettighedshaverne om, paa betingelser, som er acceptable for begge parter, at faa tilladelse til at udleje de omtvistede genstande eller at indgaa en licensaftale.

28 Med hensyn til det anbringende, som er fremfoert af sagsoegte i hovedsagen, og hvorefter et generelt udlejningsforbud fra bestemte grupper af fremstillere af fonogrammer ville fordreje konkurrencen, skal det blot bemaerkes, at hvis dette skulle vaere tilfaeldet, ville saadanne fordrejninger ikke vaere direkte konsekvenser af de omtvistede bestemmelser, som hverken har til formaal eller til foelge at goere de paagaeldende i stand til systematisk at forbyde udlejning af deres produkter med det eneste formaal at udelukke konkurrenter fra udlejningsmarkedet.

29 Den forelaeggende ret skal derfor gives det svar, at gennemgangen af det praejudicielle spoergsmaal intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af direktivets artikel 1, stk. 1.

Sagens omkostninger

30 De udgifter, der er afholdt af den tyske, den franske, den italienske, og Det Forenede Kongeriges regering, samt af Raadet for Den Europaeiske Union og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Landgericht Koeln ved kendelse af 18. april 1996, for ret:

Gennemgangen af det praejudicielle spoergsmaal har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 1, stk. 1, i Raadets direktiv 92/100/EOEF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlaansrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslaegtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret.