61996J0186

Landbrug - faelles markedsordning - maelk og mejeriprodukter - tillaegsafgift paa maelk - midlertidig suspension af en procentdel af de afgiftsfritagne referencemaengder - konvertering til en definitiv nedsaettelse uden godtgoerelse - foranstaltning, som tillige rammer de supplerende maengder erhvervet af producenterne - ejendomsret - proportionalitetsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning - tilsidesaettelse - foreligger ikke

(Raadets forordning nr. 3950/92, art. 3, stk. 1, og art. 4, stk. 1)

For saa vidt artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 3950/92 har aendret den midlertidige suspension af den referencemaengde som omhandlet i forordning nr. 775/87, der er fritaget for tillaegsafgiften paa maelk, til en definitiv nedsaettelse heraf, er disse bestemmelser, saerlig hvad angaar de supplerende maengder, der tildeles mod betaling, hverken i strid med faellesskabsrettens almindelige grundsaetninger eller mod den grundlaeggende rettighed, som ejendomsretten udgoer.

De supplerende referencemaengder, som paa ny tildeles ved omfordelingen til andre producenter, efter at de er blevet trukket tilbage fra markedet, adskiller sig nemlig ikke fra de oprindelige referencemaengder, idet begge referencemaengder er undergivet den samme ordning for midlertidig suspension og definitiv nedsaettelse, og det ville vaere i strid med tillaegsafgiftsordningens aand og formaal at undtage de foerstnaevnte referencemaengder fra denne ordning.

Hvad angaar ejendomsretten beroerer den paagaeldende ordning, som opfylder almene formaal med henblik paa at afhjaelpe overskudssituationen paa maelkemarkedet, ikke ejendomsrettens egentlige indhold.

I betragtning af overskuddets vedvarende karakter fremtraeder den endelige tilbagetraekning af den omhandlede procentdel af den supplerende referencemaengde som et egnet og noedvendigt middel til at opfylde denne foranstaltnings formaal, som er at sikre en varig nedsaettelse af overskuddene.

Hvad angaar princippet om beskyttelse af den berettigede forventning giver de ovennaevnte bestemmelser ikke grundlag for at antage, at producenter, som havde opnaaet supplerende referencemaengder mod betaling, kunne have en legitim forventning om, at saadanne supplerende referencemaengder ville blive behandlet anderledes paa grund af omstaendighederne i forbindelse med deres erhvervelse og derfor skulle vaere undtaget fra den omtvistede foranstaltning.

I sag C-186/96,

angaaende en anmodning, som Bundesfinanzhof (Tyskland) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Stefan Demand

mod

Hauptzollamt Trier,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende gyldigheden af artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillaegsafgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 405, s. 1),

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af formanden for Anden Afdeling, G. Hirsch (refererende dommer), som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne G.F. Mancini, H. Ragnemalm, R. Schintgen og K.M. Ioannou,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Stefan Demand ved advokat Mechtild Duesing, Muenster

- Raadet for Den Europaeiske Union ved Jan-Peter Hix og Claudia Fischer, Raadets Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Klaus-Dieter Borchardt, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 11. juni 1998 er afgivet mundtlige indlaeg af Stefan Demand ved advokat Mechtild Duesing, af den tyske regering ved afdelingschef Ernst Roeder, Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtiget, af Raadet ved Jan-Peter Hix og af Kommissionen ved Klaus-Dieter Borchardt,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 7. juli 1998,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 19. marts 1996, indgaaet til Domstolen den 3. juni 1996, har Bundesfinanzhof i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et spoergsmaal vedroerende gyldigheden af artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillaegsafgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 405, s. 1).

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en tvist mellem maelkeproducenten Stefan Demand og Hauptzollamt Trier vedroerende nedsaettelsen af dennes referencemaengde ved leverancer med 4,74% med virkning fra den 1. april 1993.

3 Stefan Demand fik nedsat sin individuelle referencemaengde i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 3950/92, jf. § 4, stk. 1, i den tyske bekendtgoerelse om garantimaengder for maelk (Milch-Garantiemengen-Verordnung), som aendret ved den 27. aendringsbekendtgoerelse (BGBl. 1993 I, s. 374).

Faellesskabsretten

4 Ved artikel 1 i forordning nr. 3950/92 blev ordningen for tillaegsafgiften paa maelk forlaenget for yderligere en periode paa syv aar. Denne ordning var blevet indfoert den 1. april 1984 for fem paa hinanden foelgende perioder af hver 12 maaneder ved Raadets forordning (EOEF) nr. 856/84 af 31. marts 1984 om aendring af forordning (EOEF) nr. 804/68 om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 10) og udloeb den 31. marts 1993 efter at vaere blevet forlaenget flere gange.

5 Der skal betales tillaegsafgift for alle de maengder maelk, som overstiger en vis referencemaengde, der skal fastlaegges for hver enkelt producent eller opkoeber inden for den samlede maengde, som er garanteret den enkelte medlemsstat. Ifoelge artikel 2 i Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13) svarede den referencemaengde, der var fritaget for tillaegsafgiften, til den maengde maelk eller maelkeaekvivalent, som var leveret eller opkoebt - alt efter hvilken ordning der blev anvendt - i referenceaaret. Som referenceaar kunne medlemsstaterne vaelge mellem 1981, 1982 og 1983. Forbundsrepublikken Tyskland valgte 1983.

6 Paa grund af den fortsatte overskudsproduktion blev Faellesskabet tvunget til yderligere at nedsaette den samlede maengde, medlemsstaterne oprindeligt blev garanteret. For at gennemfoere de forskellige nedsaettelser over for de enkelte producenter anvendte Faellesskabet forskellige foranstaltninger inden for rammerne af tillaegsafgiftsordningen, saasom definitivt ophoer med maelkeproduktionen eller tvungen nedsaettelse af den oprindeligt tildelte referencemaengde, eller en kombination af disse foranstaltninger.

7 Ud over en nedsaettelse af den samlede garantimaengde til gengaeld for udbetalingen af de godtgoerelser, som blev besluttet i 1986, blev henholdsvis 4% og 5,5% af referencemaengderne for produktionsaaret 1987/88 og for det foelgende produktionsaar midlertidigt suspenderet ved Raadets forordning (EOEF) nr. 775/87 af 16. marts 1987 om midlertidig suspension af en del af referencemaengderne som omhandlet i artikel 5c, stk. 1, i forordning nr. 804/68 (EFT L 78, s. 5). Til gengaeld for denne midlertidige suspension blev der for hver af de naevnte perioder udbetalt en godtgoerelse paa 10 ECU pr. 100 kg.

8 I forbindelse med den foerste forlaengelse af den oprindelige tillaegsafgiftsordning blev denne suspension for perioderne mellem 1989 og 1992 indtil den 31. marts 1992 fastholdt paa 5,5% ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1111/88 af 25. april 1988 om aendring af forordning (EOEF) nr. 775/87 (EFT L 110, s. 30), idet kompensationens karakter dog blev aendret. Denne bestod fremover i, at der blev udbetalt en direkte godtgoerelse til producenten, som var gradvis faldende. Godtgoerelsen blev saaledes nedsat til 8 ECU pr. 100 kg for produktionsaaret 1989/90, til 7 ECU pr. 100 kg for det efterfoelgende produktionsaar og til 6 ECU pr. 100 kg for produktionsaaret 1991/92.

9 Som led i en nedsaettelse af den samlede garantimaengde med 1% blev den midlertidige suspension af referencemaengderne nedsat til 4,5% samtidig med, at godtgoerelsen i henhold til forordning nr. 1111/88 blev forhoejet. Saaledes blev godtgoerelsen nedsat fra 10 ECU pr. 100 kg. for produktionsaaret 1989/90 til 8,5 ECU pr. 100 kg for det efterfoelgende produktionsaar og til 7 ECU pr. 100 kg for produktionsaaret 1991/92.

10 Efter en yderligere nedsaettelse af de samlede garantimaengder med 2%, som skete ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1630/91 af 13. juni 1991 om aendring af Raadets forordning nr. 804/68 (EFT L 150, s. 19), blev tillaegsafgiftsordningen, som udloeb den 31. marts 1992, forlaenget ved Raadets forordning (EOEF) nr. 816/92 af 31. marts 1992 om aendring af forordning nr. 804/68 (EFT L 86, s. 83). Forlaengelsen gjaldt dog kun for et produktionsaar, da Raadet agtede at vedtage en ny ordning, som skulle gaelde indtil aar 2000 som led i en reform af den faelles landbrugspolitik.

11 I overensstemmelse med artikel 1 i forordning nr. 816/92, hvorved artikel 5c, stk. 3, litra g), blev indsat i Raadets forordning (EOEF) nr. 804/68 af 27. juni 1968 (EFT 1968 I, s. 169), blev de referencemaengder, som var midlertidigt suspenderet, ikke medtaget i de samlede garantimaengder. Dette medfoerte i praksis, at de individuelle referencemaengder blev nedskaaret uden godtgoerelse. Det var dog Raadets hensigt som led i reformen af den faelles landbrugspolitik at traeffe en endelig afgoerelse for fremtiden vedroerende de suspenderede referencemaengder.

12 Den nye ordning, der blev indfoert ved forordning nr. 3950/92, kodificerer bestemmelserne om referencemaengder og tillaegsafgifter. Forordningen indeholder dog ingen bestemmelser om den endelige ordning for de midlertidigt suspenderede referencemaengder, der var bebudet som led i reformen af den faelles landbrugspolitik.

13 Artikel 3 i forordning nr. 3950/92 indeholder foelgende bestemmelser vedroerende de suspenderede maengder:

»Summen af de individuelle referencemaengder af samme art kan ikke overstige de samlede tilsvarende maengder, der skal fastsaettes for hver medlemsstat.

...«

14 Artikel 4 i forordning nr. 3950/92 bestemmer:

»1. Den individuelle referencemaengde, der er til raadighed paa bedriften, er lig med den maengde, der er til raadighed den 31. marts 1993 og tilpasset, eventuelt for hver af de paagaeldende perioder, saa summen af de individuelle referencemaengder af samme art ikke overstiger den tilsvarende samlede maengde i artikel 3, idet der tages hoejde for eventuelle nedsaettelser med henblik paa at forsyne den nationale reserve, der er naevnt i artikel 5.

...«

15 Heller ikke ved Raadets forordning (EOEF) nr. 748/93 af 17. marts 1993 om aendring af forordning (EOEF) nr. 3950/92 (EFT L 77, s. 16) blev der ved fastsaettelsen af de samlede garantimaengder for produktionsaaret 1993/94 taget hensyn til de 4,5%, hvormed referencemaengderne for det foregaaende produktionsaar allerede var blevet nedskaaret ved forordning nr. 816/92.

16 Ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1560/93 af 14. juni 1993 om aendring af forordning nr. 3950/92 (EFT L 154, s. 30) blev de samlede garantimaengder herefter fastsat for hver enkelt medlemsstat, hvorved det fastsloges i forordningens anden betragtning, at »den midlertidige suspension af en del af referencemaengderne ... i henhold til forordning (EOEF) nr. 775/87 har vaeret paakraevet som foelge af markedssituationen; der er blevet ydet en gradvist nedsat godtgoerelse til producenterne i fem aar for de saaledes suspenderede maengder; ved forordning (EOEF) nr. 816/92, der ... viderefoerte ... tillaegsafgiftsordning[en] ... blev de tidligere suspenderede maengder ikke medtaget i de samlede garantimaengder ... paa baggrund af den vedvarende overskudssituation, som kraevede, at suspensionen paa 4,5% af referencemaengderne for leverancer blev stadfaestet som en endelig nedsaettelse af de samlede garantimaengder; i forordningerne om ivaerksaettelsen af reformen af den faelles landbrugspolitik paa omraadet for maelk og mejeriprodukter ... er de paagaeldende maengder ikke blevet medtaget«.

17 Den individuelle referencemaengde, som sagsoegeren i hovedsagen raader over, og hvis definitive nedsaettelse er omtvistet i hovedsagen, omfatter bl.a. en supplerende referencemaengde, som gav sagsoegeren mulighed for at forhoeje sin oprindelige referencemaengde. Sagsoegeren fik tildelt denne supplerende referencemaengde i loebet af produktionsaaret 1990/91 til en pris paa 1,60 DEM pr. kg maelk, hvilket skete som et led i en aktion paa nationalt, herunder regionalt plan med henblik paa nedskaering af de individuelle referencemaengder.

Tyske retsforskrifter og den nationale procedure

18 Reglerne for den naevnte aktion var indeholdt i en bekendtgoerelse (»Verwaltungsvorschrift«) af 19. marts 1991 fra Ministeriet for Land- og Skovbrug samt Vinavl i delstaten Rheinland-Pfalz om tildeling af en godtgoerelse for definitivt ophoer med maelkeproduktionen med henblik paa markedsfoering og om tildeling af supplerende referencemaengder ved leverance (MinBl. Rheinland-Pfalz 1991, s. 163, herefter »bekendtgoerelsen«). Som det fremgaar af bekendtgoerelsens punkt 1.1, blev denne navnlig udstedt i henhold til artikel 4, stk. 1, litra a) og c), i forordning nr. 857/84, som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1183/90 af 7. maj 1990 (EFT L 119, s. 27).

19 Artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 857/84 med senere aendringer bestemmer:

»For at gennemfoere omstruktureringen af maelkeproduktionen paa nationalt plan, i regionerne eller i indsamlingsomraaderne kan medlemsstaterne i forbindelse med anvendelse af formel A og B

a) - yde producenter, der forpligter sig til definitivt at opgive hele deres maelkeproduktion, en godtgoerelse, der udbetales i én eller flere aarlige rater

- yde producenter, der forpligter sig til definitivt at opgive en del af deres maelkeproduktion, en godtgoerelse, der udbetales i én eller flere aarlige rater

b) ...

c) yde de producenter, der udoever landbrugsvirksomhed som hovederhverv, en supplerende referencemaengde, uanset om deres malkekvaegbesaetning opfylder betingelserne i stk. 1, litra b).«

20 Ifoelge bekendtgoerelsen indeholdt aktionen to elementer. For det foerste fik de producenter, som var indstillet paa at ophoere definitivt med maelkeproduktionen, tilbud om en godtgoerelse paa 1,60 DEM pr. kg af deres garanterede maengde.

21 Da aktionen medfoerte en stoerre nedskaering end den planlagte, tilboed de tyske myndigheder overskuddet til de producenter, der oenskede at forhoeje deres kvote, mod betaling af et beloeb af samme stoerrelse som det, delstaten Rheinland-Pfalz havde betalt i godtgoerelse til de producenter, der havde opgivet maelkeproduktionen. En producent, som oenskede at faa tildelt en supplerende referencemaengde, skulle efter bekendtgoerelsens punkt 3.1.2 indgaa en ophoerskontrakt med en producent, som opgav sin produktion, og betale det paagaeldende beloeb til den paagaeldende offentlige kasse.

22 Ved afgoerelse af 13. december 1993 bekraeftede Hauptzollamt Trier den nedskaering paa 4,74%, som blev anvendt af det paagaeldende mejeri, og som gjaldt uden forskel for de oprindelige og de supplerende referencemaengder, sagsoegeren i hovedsagen havde erhvervet i forbindelse med den aktion, der fandt sted i produktionsaaret 1990/91.

23 Stefan Demand anlagde herefter sag ved Finanzgericht Rheinland-Pfalz til proevelse af Hauptzollamt Trier's afgoerelse. Da Finanzgericht ved sin dom frifandt Hauptzollamt, indgav Demand revisionsanke mod denne dom ved Bundesfinanzhof.

Det praejudicielle spoergsmaal

24 Da Bundesfinanzhof fandt sagens afgoerelse afhaengig af, om artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 3950/92 er gyldige, forelagde retten Domstolen foelgende spoergsmaal:

»Er artikel 4, stk. 1, jf. artikel 3, stk. 1, i forordning (EOEF) nr. 3950/92, hvorved en del af de referencemaengder, der var tildelt producenterne, og som blev suspenderet ved artikel 5c, stk. 3, litra g), i forordning (EOEF) nr. 804/68 - som aendret ved forordning (EOEF) nr. 816/92 - blev definitivt nedskaaret uden betaling af nogen godtgoerelse, og uden at de af producenten erhvervede referencemaengder i det mindste blev undtaget fra nedskaeringen, forenelige med Faellesskabets retsorden, navnlig princippet om ejendomsrettens ukraenkelighed, ligebehandlingsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning?«

25 Dette spoergsmaal, som vedroerer gyldigheden af at aendre den midlertidige suspension af en procentdel af referencemaengden til en definitiv nedsaettelse uden godtgoerelse, har Domstolen allerede behandlet i sagen Irish Farmers Association m.fl., hvori den afsagde dom den 15. april 1997 (sag C-22/94, Sml. I, s. 1809). Denne sag verserede paa det tidspunkt, da Bundesfinanzhof indgav sin anmodning om praejudiciel afgoerelse, og Bundesfinanzhof henviste i oevrigt til den i forelaeggelseskendelsens praemisser.

26 I dommen i sagen Irish Farmers Association m.fl. kendte Domstolen for ret, at for saa vidt artikel 5c, stk. 3, litra g), i forordning nr. 804/68, som blev indsat ved artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 816/92, og artikel 3 i forordning nr. 3950/92, som aendret ved artikel 1 i forordning nr. 1560/93, har aendret den midlertidige suspension af en procentdel af referencemaengderne som omhandlet i forordning nr. 775/87 til en definitiv nedsaettelse uden godtgoerelse, har gennemgangen af de faellesskabsretlige principper om beskyttelsen af den berettigede forventning, forbuddet mod forskelsbehandling samt proportionalitetsprincippet og ejendomsrettens ukraenkelighed, intet frembragt, der kan rejse tvivl om disse bestemmelsers gyldighed.

27 Den 22. april 1997 tilsendte Domstolen Bundesfinanzhof en kopi af dommen i sagen Irish Farmers Association m.fl. og spurgte den, om den fastholdt sin praejudicielle anmodning.

28 Ved skrivelse af 30. juli 1997 meddelte Bundesfinanzhof Domstolen, at den fastholdt sin praejudicielle anmodning, navnlig under hensyn til, at sagsoegeren i hovedsagen havde paaberaabt sig princippet om ejendomsrettens ukraenkelighed og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i relation til de supplerende maelkekvoter, som han havde erhvervet ved delstaten Rheinland-Pfalz' tildeling heraf.

29 Herefter maa det forelagte spoergsmaal forstaas saaledes, at det kun vedroerer de supplerende referencemaengder, som sagsoegeren i hovedsagen erhvervede til en pris paa 1,60 DEM pr. kg maelk.

De supplerende referencemaengder

30 Som generaladvokaten har gjort gaeldende i punkt 29 i forslaget til afgoerelse, ses den foreliggende sag ikke at indeholde nye omstaendigheder, som kan aendre den konklusion, Domstolen naaede frem til i dommen i sagen Irish Farmers Association m.fl. hvad angaar den i hovedsagen omtvistede ordning om aendring af den midlertidige suspension til en definitiv nedsaettelse.

31 Gyldigheden af artikel 3 og 4 i forordning nr. 3950/92 kan heller ikke anfaegtes hvad angaar de supplerende referencemaengder, som sagsoegeren i hovedsagen alene har kunnet erhverve mod at betale 1,60 DEM pr. kg til den kompetente myndighed.

32 I den forbindelse paapeges indledningsvis, at de supplerende referencemaengder ikke blot var omhandlet i dommen i sagen Irish Farmers Association, men ogsaa i Rettens dom af 13. juli 1995 i de forenede sager T-466/93, T-469/93, T-473/93, T-474/93 og T-477/93, O'Dwyer m.fl. mod Raadet (Sml. II, s. 2071) og af 14. juli 1998 i sag T-119/95, Hauer mod Raadet og Kommissionen (Sml. II, s. 2713), hvorunder gyldigheden af forordning nr. 816/92 blev anfaegtet.

33 En medlemsstat kan kun raade over saadanne referencemaengder og omfordele dem, saafremt de andre producenter, der oprindelig fik dem tildelt, har frigjort dem. Som det nemlig fremgaar af artikel 5c, stk. 1, i forordning nr. 804/68, som indsat ved forordning nr. 856/84, danner summen af de tildelte individuelle referencemaengder den samlede garantimaengde, som ikke maa overskrides. Den kompetente tyske myndighed kunne derfor kun tildele sagsoegeren i hovedsagen referencemaengder, som andre producenter ikke laengere udnyttede.

34 Uanset om det af sagsoegeren i hovedsagen erlagte beloeb i den foreliggende sag svarer til det, den kompetente myndighed har udbetalt i godtgoerelse for opgivelse af produktionen, skaber Faellesskabets maelkekvoteordning ingen juridisk forbindelse mellem de to handlinger.

35 Selv om Faellesskabets tillaegsafgiftsordning i visse tilfaelde goer det muligt for medlemsstaterne under overholdelsen af den samlede garantimaengde at omfordele frigjorte referencemaengder, uden at der sker nogen overdragelse af de jordstykker, hvortil de er knyttet, indeholder den ikke naermere regler for en saadan omfordeling. Medlemsstaterne skal derfor, naar de udnytter denne mulighed, ved fastsaettelsen af de naermere regler for omfordelingen, overholde de almindelige principper og grundlaeggende rettigheder, som ifoelge Domstolens praksis er anerkendt at gaelde i faellesskabsretten (jf. bl.a. dom af 13.7.1989, sag 5/88, Wachauf, Sml. s. 2609, og af 24.3.1994, sag C-2/92, Bostock, Sml. I, s. 955), og de skal i denne forbindelse bestemme, om der gaelder en forpligtelse til betaling af et vist beloeb som modydelse for omfordelingen.

36 Det maa i denne forbindelse fastslaas, at maelkekvoter er et af de elementer, som indgaar i vaerdifastsaettelsen af jordstykker ved erhvervelse af landbrugsjorder, da landbrugsjorder med kvoter er dyrere end uden kvoter.

37 Foelgelig har de naermere regler for tildelingen af individuelle referencemaengder ingen betydning for disses juridiske karakter. De supplerende referencemaengder adskiller sig altsaa ikke fra de oprindelige referencemaengder, men begge referencemaengder er undergivet den samme ordning for midlertidig suspension og definitiv nedsaettelse.

38 Derimod ville det vaere i strid med tillaegsafgiftsordningens aand og formaal at undtage referencemaengder fra en ordning for midlertidig suspension, efterfulgt af en definitiv nedsaettelse, naar det er muligt paa ny at tildele saadanne referencemaengder ved omfordelingen heraf til andre producenter, efter at de naevnte maengder er blevet trukket tilbage fra markedet. Da erhvervelsen af en supplerende referencemaengde er en oekonomisk beslutning, som giver producenterne mulighed for at oege deres leveringer, bidrager disse producenter til at oege det strukturelle overskud inden for sektoren. Det er derfor velbegrundet, at de paalaegges at medvirke til den nedsaettelse, som kraeves af producenterne.

39 Som generaladvokaten fastslog i punkt 34 i forslaget til afgoerelse, har sagsoegeren i hovedsagen foelgelig hvad angaar den supplerende referencemaengde de samme rettigheder og er underlagt de samme restriktioner som enhver anden producent, der raader over en oprindelig referencemaengde.

Ejendomsretten og proportionalitetsprincippet

40 Hvad saerligt angaar ejendomsretten, som sagsoegeren i hovedsagen finder kraenket for sit vedkommende, har Domstolen fastslaaet i praemis 28 og 29 i dommen i sagen Irish Farmers Association m.fl., at den anfaegtede ordning er en del af en ordning, der skal afhjaelpe overskudssituationen paa maelkemarkedet, og at den herved opfylder faellesskabsformaal, der tjener almenvellet, samt at konverteringen til en definitiv nedsaettelse uden godtgoerelse ikke beroerer ejendomsrettens egentlige indhold.

41 Det tilfoejes, uanset de supplerende referencemaengders juridiske karakter, men i betragtning af overskuddets vedvarende karakter, at en endelig tilbagetraekning af den supplerende referencemaengde paa 4,74% fremtraeder som et egnet og noedvendigt middel til at opfylde den paagaeldende foranstaltnings formaal, som er at sikre en varig nedsaettelse af overskuddene.

42 Faellesskabslovgiver har derfor ikke overskredet graenserne for sin skoensbefoejelse, da den endelige nedsaettelse paa 4,74% saavel af den oprindelige som af den supplerende maengde ikke staar i misforhold til sit formaal.

Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

43 I det omfang, sagsoegeren i hovedsagen har paaberaabt sig, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er tilsidesat, fordi den omtvistede konverteringsforanstaltning er blevet anvendt paa de supplerende referencemaengder, bemaerkes, at de paagaeldende bestemmelser ikke indeholder grundlag for at antage, at producenter, som befandt sig i samme situation som sagsoegeren i hovedsagen, kunne have en legitim forventning om, at en saadan supplerende referencemaengde ville blive behandlet anderledes paa grund af omstaendighederne i forbindelse med dens erhvervelse og derfor skulle vaere undtaget fra den omtvistede foranstaltning.

44 Det foelger af de anfoerte betragtninger, at gennemgangen af faellesskabsrettens almindelige grundsaetninger, navnlig principperne om beskyttelse af den berettigede forventning og ejendomsrettens ukraenkelighed, intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 3950/92, for saa vidt som disse bestemmelser uden godtgoerelse har aendret den midlertidige suspension af en procentdel af den supplerende referencemaengde, der er tildelt mod betaling, til en definitiv nedsaettelse.

Sagens omkostninger

45 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Bundesfinanzhof ved kendelse af 19. marts 1996, for ret:

Gennemgangen af faellesskabsrettens almindelige grundsaetninger, navnlig principperne om beskyttelse af den berettigede forventning og om ejendomsrettens ukraenkelighed, har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillaegsafgift paa maelk og mejeriprodukter, for saa vidt som disse bestemmelser uden godtgoerelse har aendret den midlertidige suspension af en procentdel af den supplerende referencemaengde, der er tildelt mod betaling, til en definitiv nedsaettelse.