61996J0117

Socialpolitik - tilnaermelse af lovgivningerne - beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens - direktiv 80/987 - den kompetente garantiinstitution - arbejdstager, der har bopael og udoever loennet beskaeftigelse i en anden medlemsstat end den, hvor arbejdsgiveren er etableret - kompetence for institutionen i den medlemsstat, paa hvis omraade der enten er truffet afgoerelse om indledning af den procedure, der sigter mod en samlet fyldestgoerelse af arbejdsgiverens kreditorer, eller det er konstateret, at arbejdsgiverens virksomhed eller bedrift er lukket

(Raadets direktiv 80/987, art. 2, stk. 1, og art. 3)

Saafremt arbejdsgiveren er etableret i en anden medlemsstat end den, paa hvis omraade arbejdstageren har bopael og udoevede loennet beskaeftigelse, er den institution, der i medfoer af artikel 3 i direktiv 80/987 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens er kompetent med hensyn til betalingen af arbejdstagerens tilgodehavender i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens, den, paa hvis omraade der, jf. direktivets artikel 2, stk. 1, enten er truffet afgoerelse om indledning af den procedure, der sigter mod en samlet fyldestgoerelse af arbejdsgiverens kreditorer, eller det er konstateret, at arbejdsgiverens virksomhed eller bedrift er lukket.

I sag C-117/96,

angaaende en anmodning, som OEstre Landsret i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Danmarks Aktive Handelsrejsende som mandatar for Carina Mosbaek

mod

Loenmodtagernes Garantifond,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 3 i Raadets direktiv 80/987/EOEF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens (EFT L 283, s. 23),

har

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.C. Moitinho de Almeida, og dommerne L. Sevón, D.A.O. Edward, P. Jann og M. Wathelet (refererende dommer),

generaladvokat: G. Cosmas

justitssekretaer: assisterende justitssekretaer H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Loenmodtagernes Garantifond ved advokaterne U. Andersen og A. Rubach-Larsen, Koebenhavn

- den tyske regering ved afdelingschef E. Roeder og ekspeditionssekretaer B. Kloke, begge Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtigede

- den franske regering ved kontorchef C. de Salins og ekspeditionssekretaer C. Chavance, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- Det Forenede Kongeriges regering ved S. Ridley, Treasury Solicitor's Department, som befuldmaegtiget, bistaaet af barrister N. Green

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved H. Stoevlbaek og M. Patakia, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 24. april 1997 er afgivet mundtlige indlaeg af Danmarks Aktive Handelsrejsende som mandatar for Carina Mosbaek ved advokat C. Elmquist-Clausen, Koebenhavn, af Loenmodtagernes Garantifond ved advokat U. Andersen, af den franske regering ved C. Chavance, af Det Forenede Kongeriges regering ved S. Ridley, bistaaet af N. Green, og af Kommissionen ved H. Stoevlbaek,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 29. maj 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 27. marts 1996, indgaaet til Domstolen den 12. april 1996, har OEstre Landsret i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 3 i Raadets direktiv 80/987/EOEF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens (EFT L 283, s. 23, herefter »direktivet«).

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag mellem Carina Mosbaek og Loenmodtagernes Garantifond, der i Danmark er den kompetente garantiinstitution i henhold til direktivet (herefter »Garantifonden«). Hun har nedlagt paastand om udbetaling af loentilgodehavender som foelge af hendes arbejdsgivers insolvens.

3 Carina Mosbaek, der har bopael i Danmark, blev med virkning fra den 1. juni 1993 ansat af det engelske selskab Colorgen Ltd (herefter »Colorgen«) som »commercial manager« for Danmark, Norge, Sverige, Finland og siden Tyskland.

4 Colorgen, der havde registreret hjemsted i Warrington (England), var hverken etableret eller paa nogen maade registreret som en virksomhed i Danmark, heller ikke hos told- og skattemyndighederne. Colorgen var kun repraesenteret i Danmark gennem Carina Mosbaek. Til brug for hendes arbejde havde Colorgen lejet et kontorlokale.

5 I hele ansaettelsesperioden udbetalte Colorgen Carina Mosbaek's vederlag direkte til hende uden indeholdelse af skat, pensionsbidrag eller andre sociale ydelser, som en arbejdsgiver i henhold til dansk lovgivning skal foretage.

6 I juli 1994 blev Colorgen erklaeret konkurs, og selskabets ansatte, herunder Carina Mosbaek, blev opsagt. Med henvisning til direktivets artikel 3 anmeldte hun et tilgodehavende paa 471 996 DKR i loen, provision og godtgoerelse af udlaeg i forbindelse med sit arbejde baade over for Garantifonden og over for den engelske kurator i selskabets konkursbo.

7 Garantifonden naegtede at daekke kravet under henvisning til, at dette paahvilede garantiinstitutionen i det land, hvor arbejdsgiveren havde hjemsted, dvs. National Insurance Fund.

8 Den 19. december 1994 anlagde Carina Mosbaek sag mod Garantifonden ved retten i Hilleroed.

9 Sagen er efterfoelgende paa Garantifondens begaering blevet henvist til OEstre Landsret, som har fundet det noedvendigt at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»I den situation, hvor arbejdsgiveren ikke er etableret i den medlemsstat, hvori arbejdstageren har bopael, og udelukkende er repraesenteret i arbejdstagerens bopaelsstat gennem den naevnte arbejdstagers arbejde, der bl.a. udfoeres fra et af arbejdsgiveren til brug for arbejdstageren lejet kontorlokale, er det da garantiinstitutionen i det land, hvor arbejdsgiveren er etableret, eller garantiinstitutionen i det land, hvor arbejdstageren har bopael, der ved arbejdsgiverens insolvens ifoelge direktiv 80/987/EOEF, artikel 3, skal sikre arbejdstageren betaling af tilgodehavender, der hidroerer fra det omhandlede ansaettelsesforhold?«

10 Indledningsvis bemaerkes, at formaalet med direktivet er paa faellesskabsplan at sikre arbejdstagerne en minimumsbeskyttelse i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens, idet direktivet dog ikke afskaerer medlemsstaterne fra at anvende gunstigere bestemmelser. Med henblik herpaa skal medlemsstaterne i henhold til direktivet oprette en institution, som sikrer arbejdstagere, hvis arbejdsgiver er blevet insolvent, betaling af deres tilgodehavender.

11 Direktivets artikel 1, stk. 1, bestemmer:

»Dette direktiv finder anvendelse paa krav, som arbejdstagere i medfoer af en arbejdsaftale eller et ansaettelsesforhold har erhvervet i forhold til arbejdsgivere, der er insolvente i henhold til artikel 2, stk. 1.«

12 I artikel 2, stk. 1, hedder det videre:

»I henhold til dette direktiv anses en arbejdsgiver for at vaere insolvent:

a) naar der er indgivet begaering om indledning af en procedure med hjemmel i de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser i den paagaeldende medlemsstat, som vedroerer arbejdsgiverens bo og sigter mod en samlet fyldestgoerelse af hans kreditorer, og som aabner mulighed for at tage de i artikel 1, stk. 1, omhandlede krav i betragtning,

og

b) naar den myndighed, som har kompetence i henhold til naevnte administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser,

- enten har truffet afgoerelse om indledning af proceduren

- eller har konstateret, at arbejdsgiverens virksomhed eller bedrift er lukket endeligt, og at de foreliggende aktiver ikke er tilstraekkelige til at berettige indledning af proceduren.«

13 I henhold til direktivets artikel 3 skal medlemsstaterne traeffe de noedvendige foranstaltninger for, at garantiinstitutioner sikrer arbejdstagerne betaling af tilgodehavender, der hidroerer fra arbejdsaftaler eller ansaettelsesforhold, og som vedroerer loen for perioden inden en bestemt dato.

14 Endelig har artikel 5 foelgende ordlyd:

»Medlemsstaterne fastsaetter de naermere bestemmelser vedroerende garantiinstitutionernes opbygning, finansiering og virksomhed, navnlig under iagttagelse af foelgende principper:

a) institutionernes aktiver skal vaere uafhaengige af arbejdsgivernes driftskapital og foreligge paa en saadan maade, at der ikke kan goeres udlaeg under en procedure i tilfaelde af insolvens

b) arbejdsgiverne skal bidrage til finansieringen, medmindre denne sikres fuldstaendigt af offentlige myndigheder

c) institutionernes betalingspligt bestaar uanset om forpligtelserne til at bidrage til finansieringen er opfyldt.«

15 Med spoergsmaalet oensker den forelaeggende ret reelt oplyst, hvilken garantiinstitution der i henhold til direktivets artikel 3 skal sikre en arbejdstager betaling af tilgodehavender i tilfaelde af hans arbejdsgivers insolvens, naar arbejdsgiveren er etableret i en anden medlemsstat end den, paa hvis omraade arbejdstageren har bopael og udoevede loennet beskaeftigelse.

16 Hertil bemaerkes foerst, at direktivet ikke indeholder bestemmelser, der udtrykkeligt omhandler den situation, der er beskrevet i den praejudicielle anmodning. Heraf foelger imidlertid ikke, at direktivet ikke finder anvendelse paa tilgodehavender, naar arbejdstageren har bopael og udoever eller har udoevet erhvervsmaessig beskaeftigelse i en anden medlemsstat end den, hvor arbejdsgiveren er etableret.

17 Direktivet har saaledes til formaal at sikre arbejdstagere, hvis arbejdsgiver bliver insolvent, en minimumsbeskyttelse, og direktivet indeholder ikke og navnlig ikke i artikel 1, stk. 1, der afgraenser dets anvendelsesomraade, begraensninger, saafremt det sted, hvor arbejdstageren har bopael, eller det sted, hvor han udoever loennet beskaeftigelse, ikke er det samme som det sted, hvor arbejdsgiveren er etableret.

18 Ogsaa den effektive virkning af faellesskabsretten, der garanterer arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet og foelgelig tilsigter at fremme situationer, der som hovedsagen har tilknytning til udlandet, forudsaetter en saadan fortolkning af direktivet, i hvis anden betragtning det hedder, at der boer udfoldes bestraebelser for at mindske de forskelle, der stadig er mellem medlemsstaterne, og »som kan have en direkte indvirkning paa, hvorledes det faelles marked fungerer«.

19 Det maa derfor fastlaegges, hvilken garantiinstitution der er kompetent med hensyn til betaling af tilgodehavender, naar arbejdsgiveren er etableret i en anden medlemsstat end den, hvor arbejdstageren har bopael eller udoevede loennet beskaeftigelse.

20 I denne henseende tilsiger direktivets opbygning, at det er garantiinstitutionen i den stat, paa hvis omraade der, jf. direktivets artikel 2, stk. 1, er truffet afgoerelse om indledning af den procedure, der sigter mod en samlet fyldestgoerelse af kreditorerne, eller det er konstateret, at arbejdsgiverens virksomhed eller bedrift er lukket endeligt.

21 Det maa herved bemaerkes, at i henhold til direktivets artikel 2, stk. 1, skal to begivenheder vaere indtraadt, for at direktivet finder anvendelse: for det foerste skal der vaere indgivet en begaering til den kompetente nationale myndighed om indledning af en procedure, som sigter mod en samlet fyldestgoerelse af arbejdsgiverens kreditorer, og for det andet skal der enten vaere truffet afgoerelse om indledning af proceduren, eller det skal i tilfaelde, hvor virksomhedens aktiver ikke er tilstraekkelige, vaere konstateret, at den er lukket (jf. domme af 10.7.1997, forenede sager C-94/95 og C-95/95, Bonifaci m.fl. og Berto m.fl., Sml. I, s. 3969, praemis 35, og sag C-373/95, Maso m.fl., Sml. I, s. 4051, praemis 45).

22 Som Garantifonden, den franske regering, Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen har fremhaevet, er gennemfoerelsen af den garantiordning, der er indfoert ved direktivet, og dermed ogsaa garantiinstitutionens indtraeden betinget af, at der foerst indgives en begaering om indledning af en procedure, som sigter mod en samlet fyldestgoerelse af arbejdsgiverens kreditorer, og som aabner mulighed for at tage de omtvistede loenkrav i betragtning.

23 I praksis begaeres denne procedure normalt indledt i den stat, paa hvis omraade arbejdsgiveren er etableret. Det maa antages, at ikrafttraedelsen af konventionen om insolvensbehandling, der blev undertegnet i Bruxelles den 23. november 1995 (endnu ikke offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende), i hvis artikel 3, stk. 1, det hedder, at hovedkriteriet ved afgoerelsen af kompetencespoergsmaalet er centret for skyldnerens hovedinteresser, vil forstaerke denne generelle tendens.

24 Desuden bemaerkes, at i henhold til direktivets artikel 5, litra b), finansieres den garantiordning, der tilsigtes gennemfoert ved direktivet, af arbejdsgiverne, medmindre den sikres fuldstaendigt af offentlige myndigheder. Da direktivet ikke indeholder bestemmelser om det modsatte, er det i overensstemmelse med dets opbygning, at den garantiinstitution, der er kompetent med hensyn til betalingen af arbejdstagernes loentilgodehavender, er den, som har opkraevet eller i det mindste burde have opkraevet bidrag fra den insolvente arbejdsgiver. Dette kan ikke vaere institutionen i den medlemsstat, paa hvis omraade arbejdstageren har bopael og udoever loennet beskaeftigelse, naar hans arbejdsgiver ikke er etableret paa nogen maade eller er handelsmaessigt til stede dér.

25 Direktivets artikel 5, litra b), er saaledes en bekraeftelse paa sammenhaengen mellem den betalingspligt, der paahviler garantiinstitutionen, og etableringsstedet for den arbejdsgiver, som normalt bidrager til finansieringen af institutionen. Som det allerede er blevet understreget i naervaerende doms praemis 23, er arbejdsgiverens etableringsstat normalt den, paa hvis omraade proceduren begaeres indledt.

26 Endelig maa den omstaendighed, at direktivet ikke indeholder bestemmelser om udligning eller tilbagebetaling mellem de forskellige medlemsstaters garantiinstitutioner, naermest ses som en bekraeftelse af, at faellesskabslovgiver i tilfaelde af en arbejdsgivers insolvens har oensket, at kun en enkelt medlemsstats garantiinstitution skal indtraede, og dette for at undgaa unoedige forviklinger mellem de nationale ordninger og navnlig situationer, hvor en arbejdstager kunne goere gaeldende i flere medlemsstater, at han var omfattet af direktivet.

27 Det forelagte spoergsmaal maa herefter besvares med, at saafremt arbejdsgiveren er etableret i en anden medlemsstat end den, paa hvis omraade arbejdstageren har bopael og udoevede loennet beskaeftigelse, er den institution, der i medfoer af direktivets artikel 3 er kompetent med hensyn til betalingen af arbejdstagerens tilgodehavender i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens, den, paa hvis omraade der, jf. direktivets artikel 2, stk. 1, enten er truffet afgoerelse om indledning af den procedure, der sigter mod en samlet fyldestgoerelse af arbejdsgiverens kreditorer, eller det er konstateret, at arbejdsgiverens virksomhed eller bedrift er lukket.

Sagens omkostninger

28 De udgifter, der er afholdt af den tyske og franske regering, af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af OEstre Landsret ved kendelse af 27. marts 1996, for ret:

Saafremt arbejdsgiveren er etableret i en anden medlemsstat end den, paa hvis omraade arbejdstageren har bopael og udoevede loennet beskaeftigelse, er den institution, der i medfoer af artikel 3 i Raadets direktiv 80/987/EOEF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens er kompetent med hensyn til betalingen af arbejdstagerens tilgodehavender i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens, den, paa hvis omraade der, jf. direktivets artikel 2, stk. 1, enten er truffet afgoerelse om indledning af den procedure, der sigter mod en samlet fyldestgoerelse af arbejdsgiverens kreditorer, eller det er konstateret, at arbejdsgiverens virksomhed eller bedrift er lukket.