61996C0377

A - Indledning

1 De spoergsmaal, som skal besvares i disse forenede sager er rejst i otte forelaeggelseskendelser fra Belgiens Cour de cassation. Det oenskes oplyst, om og i hvilket omfang artikel 7 i direktiv 79/7/EOEF (1) om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring tillader, at der indtil videre opretholdes en forskellig pensionsalder for maend og kvinder. I denne forbindelse har definitionen af begrebet »pensionsalder« saerlig betydning og i tilknytning hertil ogsaa beregningsmetoden.

2 Beregningen af pensionerne sker efter den relevante nationale lovgivning forskelligt for maend og kvinder, idet den foretages paa grundlag af et formodet beskaeftigelsesforloeb paa henholdsvis 45 og 40 aar. Efter et faktisk beskaeftigelsesforloeb paa 40 aar for kvinder og 45 aar for maend har de paagaeldende krav paa fuld pension. Hvis det bidragspligtige beskaeftigelsesforloeb er kortere, beregnes pensionen paa grundlag af en broek med naevneren 40 henholdsvis 45 pr. beskaeftigelsesaar.

3 Parterne i de otte hovedsager er pensionsberettigede maend og Office national des pensions (2) (herefter »ONP«). De pensionsberettigede er af den opfattelse, at den pension, som hver enkelt af dem har krav paa, i henhold til ligebehandlingsprincippet skal beregnes paa grundlag af et formodet fuldt beskaeftigelsesforloeb med naevneren 40, en metode som i medfoer af loven anvendes ved beregning af pension til kvindelige pensionsberettigede. ONP er imidlertid af den opfattelse, at eftersom der endnu ikke endeligt er indfoert samme pensionsalder, skal pensionsberegningen for mandlige pensionsberettigede fortsat ske paa grundlag af et formodet beskaeftigelsesforloeb med naevneren 45.

4 Parterne i hovedsagerne har alle anlagt sag ved de kompetente domstole (3), som er naaet til materielt forskellige afgoerelser. Arbeidshof, Gent, har frifundet sagsoegte, mens Arbeidshof, Antwerpen, og Cour du travail de Liège har givet sagsoegerne medhold i deres paastande.

5 Det problem, som har foert til, at Belgiens Cour de cassation har rejst de praejudicielle spoergsmaal, har sin oprindelse i en lov af 20. juli 1990 om indfoerelse af en fleksibel pensionsalder for arbejdstagere og om tilpasning af arbejdstagerpensionerne til udviklingen i den generelle velfaerd (4). Denne lov tillader alle arbejdstagere, saavel maend som kvinder, at gaa paa pension, naar de fylder 60 aar. Herved er det omtvistede spoergsmaal opstaaet, nemlig om pensionsalderen ved loven generelt er blevet den samme for maend og kvinder.

6 Ved loven fastholdes for saa vidt angaar beregningen af pensionens stoerrelse de ved kongelig anordning nr. 50 (5) indfoerte regler, som medfoerer, at den broekdel, som laegges til grund, og som svarer til et kalenderaar (af den paagaeldendes beskaeftigelse) som taeller har tallet et, og som naevner 45 eller 40, alt efter om der er tale om en mand eller en kvinde.

7 Opretholdelsen af denne beregningsmetode for pensionerne har tidligere foert til, at Arbeidsrechtbank, Antwerpen, har forelagt praejudicielle spoergsmaal for Domstolen (6), idet retten spurgte, om anvendelse af forskellige beregningsmetoder var i overensstemmelse med artikel 4 i direktiv 79/7 efter indfoerelse af samme pensionsalder.

8 Domstolen fastslog i Van Cant-dommens praemis 13:

»Saafremt den nationale lovgivning har ophaevet forskellen i pensionsalder mellem mandlige og kvindelige arbejdstagere - en faktisk omstaendighed, som skal afgoeres af den nationale ret - kan artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7 ikke laengere paaberaabes som begrundelse for at fastholde en forskel i beregningsmetoden for arbejdsophoerspensionen, som var knyttet til forskellen i pensionsalderen« (7).

9 Selv om Domstolen betegnede spoergsmaalet om en ensartet pensionsalder for maend og kvinder som en faktisk omstaendighed, som skulle afgoeres af den nationale ret, tog den i formuleringen af domskonklusionen udgangspunkt i, at den forskellige pensionsalder for maend og kvinder allerede var blevet ophaevet i henhold til de gaeldende lovbestemmelser.

10 Generaladvokaten lagde ogsaa denne forudsaetning til grund i sit forslag til afgoerelse, idet han udtalte: »Paa en vis maade indfoerer den nye tekst ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til pensionsalderen derved, at der alene fastsaettes en undergraense ...« (8).

11 Domstolens henvisning til, at det er den nationale ret, der har kompetencen til at afgoere, om det kan laegges til grund, at den forskellige pensionsalder for maend og kvinder er ophaevet, er til en vis grad i modstrid med domskonklusionen, hvor dette forbehold ikke tages. Denne uoverensstemmelse har foert til en uensartet retspraksis i Belgien. Eftersom der ikke har kunnet gives noget entydigt svar paa, om den forskellige pensionsalder for maend og kvinder er blevet ophaevet, har det resulteret i divergerende beregningsmetoder for pensionerne. De retssager, som herefter er blevet anlagt, har foert til, at sagerne er blevet indbragt for den forelaeggende ret.

12 Mens hovedsagerne har verseret for den forelaeggende ret, har man i Belgien vedtaget en lov af 19. juni 1996 (9) om fortolkning af lov af 20. juli 1990. Det bestemmes i denne lovs artikel 2:

»Ved anvendelsen af artikel 2, stk. 1, 2 og 3, og artikel 3, stk. 1, 2, 3, 5, 6 og 7, i lov af 20. juli 1990 om indfoerelse af en fleksibel pensionsalder for arbejdstagere og om tilpasning af arbejdstagerpensionerne til udviklingen i den generelle velfaerd forstaas ved ordet 'arbejdsophoerspension' det indtaegtssubstitut, som tildeles en berettiget, der anses for at vaere blevet uarbejdsdygtig paa grund af alderdom, hvilken tilstand for mandlige berettigede anses for at indtraede ved det fyldte 65. aar og for kvindelige berettigede ved det fyldte 60. aar.«

13 Den forelaeggende ret er i tvivl om, hvorvidt denne definition og den heraf foelgende konsekvens for beregningen af arbejdsophoerspensionerne, er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i artikel 7 i direktiv 79/7 og saaledes er i overensstemmelse med direktivets artikel 4.

14 I henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 indebaerer princippet om ligebehandling, »at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted paa grundlag af koen, hverken direkte eller indirekte ... isaer for saa vidt angaar:

- ...

- ...

- beregningen af ydelserne ...«

15 Ifoelge direktivets artikel 7 kan der goeres undtagelser fra dette princip. Den undtagelse, som er relevant i den foreliggende sag, er formuleret paa foelgende maade i artikel 7, stk. 1, litra a):

»1. Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan undtage foelgende fra direktivets anvendelsesomraade:

a) fastsaettelse af pensionsalderen for ydelse af alders- og arbejdsophoerspensioner og eventuelle foelger heraf for andre ydelser.«

16 Den forelaeggende ret har i de otte forelaeggelseskendelser stillet enslydende praejudicielle spoergsmaal med foelgende ordlyd:

»1) Skal artikel 7 i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 fortolkes saaledes, at medlemsstaterne i henhold til denne artikel fortsat kan fastsaette den alder, ved hvilken maend henholdsvis kvinder anses for uarbejdsdygtige paa grund af alderdom i forbindelse med arbejdstageres krav paa arbejdsophoerspension, forskelligt alt efter koen og i tilslutning hertil ogsaa foretage en differentieret beregning af pensionerne som beskrevet i denne dom?

2) Skal denne artikel fortolkes saaledes, at den er til hinder for, at maend og kvinder, der anses for uarbejdsdygtige paa grund af alderdom ved en alder paa henholdsvis 65 og 60 aar, og som ogsaa fra denne alder mister deres ret til sociale sikringsydelser som f.eks. ydelser ved arbejdsloeshed, kan goere en ubetinget ret til pension gaeldende fra deres fyldte 60. aar, hvorved stoerrelsen af deres pension beregnes forskelligt, alt efter om der er tale om en mand eller en kvinde?

3) Skal navnlig begrebet 'pensionsalderen' (paa fransk: 'L'âge de la retraite'; paa engelsk: 'pensionable age') i artikel 7 i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 fortolkes saaledes, at det betyder den alder, ved hvilken der kan tildeles en arbejdsophoerspension, eller den alder, ved hvilken en arbejdstager ifoelge de nationale kriterier anses for uarbejdsdygtig paa grund af alderdom og oppebaerer et indkomstsubstitut, som udelukker andre sociale sikringsydelser, der defineres som indkomstsubstitutter?

Kan dette begreb fortolkes saaledes, at det kan omfatte begge de to ovenfor angivne definitioner?«

17 De parter i hovedsagerne, som har deltaget i retsforhandlingerne for Domstolen, er ONP og kassationsindstaevnte i sag C-380/96. Desuden er der afgivet indlaeg af den belgiske regering og af Kommissionen. I det foelgende gennemgaas de anbringender, der er fremfoert.

B - Gennemgang

18 Kassationsindstaevnte i sag C-380/96, som har deltaget i den skriftlige forhandling, har gjort gaeldende, at den belgiske lovgiver med loven af 20. juli 1990 har indroemmet maend paa lige fod med kvinder mulighed for at faa udbetalt deres pension fra det fyldte 60. aar. Herefter haevdes der ikke at vaere nogen forskel paa udbetalingsbetingelserne efter de ydelsesberettigedes koen. Tidspunktet for, hvornaar maend og kvinder faar et ubetinget krav paa pension, er det samme. Der er saaledes ikke grundlag for at anvende forskellige beregningsmetoder.

19 De andre parter, dvs. ONP, den belgiske regering og Kommissionen, er af en anden opfattelse. De forsvarer hovedsagelig samme synspunkt, som kan sammenfattes med, at den belgiske lovgiver, da den vedtog loven af 20. juli 1990, - selv om den indfoerte en fleksibel pensionsalder - i virkeligheden ikke indfoerte samme pensionsalder for maend og kvinder. Dette synspunkt bekraeftes af fortolkningsloven fra 1996. Den belgiske lovgiver kan saaledes fortsat paaberaabe sig undtagelsesbestemmelsen i artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7. Heraf foelger ogsaa, at det maa vaere berettiget at anvende en forskellig beregningsmetode for alderspensionen alt efter den paagaeldendes koen.

20 Det er utvivlsomt, at udgangspunktet for de belgiske pensionsregler i henhold til den kongelige anordning nr. 50 af 24. oktober 1967 var en forskellig pensionsalder for maend og kvinder. Ifoelge disse regler var pensionsalderen for maend fastsat til 65 aar og for kvinder til 60 aar. I tilknytning hertil gik man ud fra, at maend havde gennemfoert et fuldt beskaeftigelsesforloeb efter 45 aar og kvinder efter 40 aar. Disse parametre dannede grundlag for pensionsberegningen, saaledes at de faktiske bidragspligtige aar for maend blev sat i forhold til 45, hvorimod de bidragspligtige aar af kvinders beskaeftigelse blev medregnet med naevneren 40. Den samme bidragspligtige beskaeftigelsesperiode kunne saaledes alt andet lige foere til en hoejere pension for en kvinde end for en mand.

21 Dette stive system med en forskellig pensionsalder efter koen blev aendret ved loven af 20. juli 1990. I Van Cant-sagen fastslog Domstolen da ogsaa, at princippet om ligebehandling af maend og kvinder er til hinder for, at der opretholdes en forskel paa grundlag af koen med hensyn til beregning af pensionen, naar der gaelder samme pensionsalder for mandlige og kvindelige arbejdstagere (10).

Naar pensionsalderen er den samme for maend og kvinder, skal beregningsmetoden ogsaa vaere den samme. Forskelle i pensionernes stoerrelse som foelge af forskellige beregningsmetoder er saaledes ikke laengere tilladte, selv om de (oekonomisk) er af langt mindre betydning end de forskelle i pensionernes stoerrelse, som skyldes opretholdelse af en forskellig pensionsalder, hvilket indtil videre stadig er tilladt i henhold til direktivets artikel 7.

Saaledes bemaerkede generaladvokaten i Van Cant-sagen: »Man ville kunne anfoere, at det er paradoksalt og endda stoedende at anfaegte et skridt i den rigtige retning i lovgivningen, mens direktivet tillader en mere omfattende forskelsbehandling, naar blot den ligger inden for rammerne af undtagelsen i artikel 7« (11).

Der boer saaledes foretages en gennemgang af formaalene med og den saerlige karakter af loven af 20. juli 1990 ud fra fortolkningsloven af 19. juni 1996 med henblik paa at vurdere dens overensstemmelse med faellesskabsretten.

22 Formelt maa man tage udgangspunkt i, at der er indfoert en fleksibel pensionsalder, som det fremgaar af selve titlen paa 1990-loven (12). Ifoelge lovens artikel 2, stk. 1, bestaar fleksibiliteten i, at pensionen udbetales til saavel maend som kvinder fra den foerste dag i den maaned, der foelger efter den maaned, hvori den paagaeldende har anmodet om udbetaling af pension, og tidligst fra den foerste dag i den maaned, der foelger efter den maaned, hvori den paagaeldende fylder 60 aar.

23 Spoergsmaalet er saaledes, om pensionsalderen i kraft af denne tilsyneladende ligestilling ogsaa materielt er den samme, nemlig det fyldte 60. aar. I den forbindelse skal der ogsaa tages hensyn til, at den beregningsmetode for pensionerne, som de paagaeldende kan goere gaeldende - i medfoer af lovens artikel 3, stk. 1, litra b), og paa samme maade som det var tilfaeldet efter kongelig anordning nr. 50 - er forskellig for maend og for kvinder, alt efter om det formodede beskaeftigelsesforloeb beregnes med en naevner paa 40 eller paa 45.

24 I forhold til den tidligere lovgivning bestaar nyskabelsen for maend i, at de - som det ogsaa var tilfaeldet tidligere - har krav paa en foertidspension uden en nedsaettelse af pensionen med 5% for hvert aars foertidspensionering. De potentielle tab som foelge af en foertidspensionering er saaledes vaesentligt mindre efter 1990-loven, end det var tilfaeldet under den tidligere lovgivning (13).

25 Den ved 1990-loven indfoerte nyskabelse bestaar for kvinderne i, at de - saafremt de stadig er aktive paa arbejdsmarkedet ved det fyldte 60. aar - kan fortsaette som erhvervsaktive og dermed kan tilbagelaegge et laengere pensionsgivende beskaeftigelsesforloeb. Hvis en kvinde, som har naaet denne alder, ikke laengere har beskaeftigelse og eventuelt modtager erstatningsydelser fra andre sociale sikringsgrene (14), har hun naaet den lovbestemte pensionsalder og har kun krav paa arbejdsophoerspension.

26 De til de forskellige pensionsmuligheder knyttede oekonomiske konsekvenser viser tydeligt, at det ikke er muligt at indfoere samme pensionsalder for maend og kvinder, uden at der aendres ved den bestaaende oekonomiske ligevaegt. Denne betingelse for, at maend og kvinder faar samme pensionsalder, er anerkendt i Domstolens faste praksis (15). Det er ubestridt, at den belgiske lovgiver, ved at vedtage lov af 20. juli 1990, ikke har taget saa vidtraekkende konsekvenser.

27 Det er ogsaa utvivlsomt, at der efter vedtagelsen af loven af 20. juli 1990 stadig er forskelle mellem maend og kvinder for saa vidt angaar deres muligheder for at gaa paa pension og beregningen af pensionerne. Spoergsmaalet er saaledes, hvorledes man skal forstaa begrebet »pensionsalder« - hvilket den forelaeggende ret i oevrigt udtrykkeligt oensker oplyst med sit tredje spoergsmaal - med henblik paa at bedoemme, om pensionsalderen for maend og for kvinder efter vedtagelsen af 1990-loven er den samme, eller om den fortsat maa antages at vaere forskellig.

28 Det kunne taenkes, at der ved pensionsalderen skal forstaas det tidspunkt, fra hvilket der foreligger en abstrakt mulighed for at opnaa en pension. Med en saadan vid fortolkning ville det vaere vanskeligt at fastsaette pensionsalderen til en bestemt alder, eftersom det f.eks. er muligt at paaberaabe sig regler om foertidspensionering. Begrebet »pensionsalder« ville saaledes indholdsmaessigt vaere lige saa variabelt som mulighederne for i det foreliggende tilfaelde at gaa paa pension i medfoer af loven af 20. juli 1990.

29 Foelgende forhold taler imod at anskue spoergsmaalet paa denne maade: For det foerste vil en saa vid fortolkning af begrebet »pensionsalder« medfoere betydelig retsusikkerhed. Dette er aarsagen til, at den lovbestemte pensionsalder saedvanligvis er fastlagt i lovdefinitioner, saaledes som det er tilfaeldet i Belgien i fortolkningsloven af 1996. Det eneste spoergsmaal, der herefter opstaar, er, om denne lovdefinition er forenelig med den opfattelse af begrebet »pensionsalder«, som i faellesskabsretten er lagt til grund for direktiv 79/7.

30 Domstolen har allerede haft lejlighed til at tage stilling til begrebet »pensionsalder« i forbindelse med fortolkningen af artikel 7, stk. 1, i direktiv 79/7. I dommen i sagen Equal Opportunities Commission (16) udtalte Domstolen, at eftersom undtagelsesbestemmelsen henviser til »fastsaettelse af pensionsalderen for ydelse af alders- og arbejdsophoerspensioner«, er det klart, at den vedroerer »det tidspunkt, fra hvilket pensionen kan komme til udbetaling« (17). I samme dom udtales det i oevrigt: »Foelgelig ville enhver fortolkning af direktivets artikel 7, stk. 1, der gik ud paa at begraense omraadet for de undtagelser, som er anfoert i litra a), til kun at tillade medlemsstaterne at fastsaette bestemmelser om, at maend og kvinder ikke opnaar ret til en pension paa samme tidspunkt, og samtidig at udelukke forskelsbehandling med hensyn til bidragsperioderne, foere til, at pensionsordningernes oekonomiske ligevaegt blev forstyrret« (18).

31 Selv om udtalelsen angik et andet sagsforhold, er der i den foreliggende sag grundlag for at fastslaa, at »pensionsalderen« i den paagaeldende bestemmelses forstand er det tidspunkt, fra hvilket retten til pension opstaar.

32 Kommissionen har med rette henvist til, at den nationale lovgiver frit kan bestemme, at der i princippet skal vaere tale om en ret til fuld pension. Paa denne maade udskilles de kriterier fra definitionen af begrebet »pensionsalder«, som udgoer en usikkerhedsfaktor ved fastsaettelsen af et bestemt tidspunkt.

33 Naar disse kriterier anvendes under ét, kan »pensionsalder« i den paagaeldende bestemmelses forstand forstaas som det tidspunkt, hvor retten til fuld pension - naar de oevrige materielle betingelser er opfyldt - i princippet opstaar. Denne fortolkning giver plads til, at der i de lovbestemte ordninger fastsaettes undtagelser, f.eks. om foertidspensionering eller muligheden for eventuelt at forblive erhvervsaktiv efter at have naaet den paagaeldende alder, uden at der stilles spoergsmaal ved fastsaettelsen af en normal pensionsalder.

34 De her omhandlede nye belgiske bestemmelser, som udformet ved fortolkningsloven af 19. juni 1996, falder inden for disse faellesskabsretlige rammer. Lovens artikel 2 tager udgangspunkt i, at en person fra et bestemt tidspunkt ikke laengere er arbejdsdygtig paa grund af alder. Paa den baggrund tildeles den paagaeldende saaledes en »arbejdsophoerspension« som indtaegtssubstitut. Dette tidspunkt er i kraft af en i loven opstillet fiktion fastsat til en forskellig alder for mandlige og kvindelige arbejdstagere, dvs. henholdsvis til 65 og 60 aar, hvorved der ved pensionsberegningen tages udgangspunkt i et fuldt beskaeftigelsesforloeb paa henholdsvis 40 og 45 aar.

35 I det omfang denne fortolkning af pensionsalderen falder inden for rammerne af det i direktivets artikel 7, stk. 1, anvendte begreb, kan den nationale definition af pensionsalderen ikke anfaegtes ud fra et faellesskabsretligt synspunkt.

36 Paa denne baggrund maa det antages, at den forskellige pensionsalder for maend og kvinder er blevet opretholdt ogsaa efter vedtagelsen af loven af 20. juli 1990, og at dette er blevet praeciseret og bekraeftet ved loven af 19. juni 1996.

37 Denne konstatering rejser et yderligere faellesskabsretligt spoergsmaal, nemlig om den som udgangspunkt berettigede opretholdelse af en forskellig pensionsalder i henhold til direktivets artikel 7, stk. 1, litra a), er tilladt med de heraf foelgende konsekvenser for beregningsmetoderne for pensionerne, ogsaa efter aendringen af den tidligere retstilstand.

38 Baade overskriften, foerste betragtning og selve direktivbestemmelserne viser, at direktivet har til formaal at sikre en gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling. Navnlig fremgaar det af artikel 7, stk. 2 (19), og af artikel 8, stk. 2, andet afsnit (20), at de grunde, som berettiger de i direktivets artikel 7, stk. 1, omtalte undtagelsesbestemmelser, fortsat kan bestaa, men at undtagelserne dog ikke kan opretholdes, uden at de tages op til overvejelse.

39 Domstolen har allerede i dommen af 7. juli 1994 i Bramhill-sagen (21) taget stilling til mulighederne og graenserne for, at en medlemsstat fortsat kan paaberaabe sig undtagelsesbestemmelserne i artikel 7, stk. 1, i direktiv 79/7. Saaledes udtalte Domstolen i dommens praemis 21:

»En fortolkning af direktivet ... [som ... ville foere til, at en medlemsstat ... ikke laengere ville kunne anvende undtagelsen i denne bestemmelse, saafremt den traf en foranstaltning, der ... bevirker, at raekkevidden af en ulige behandling paa grundlag af koen begraenses] er derfor uforenelig med dette formaal og risikerer at bringe gennemfoerelsen af det naevnte princip i fare« (22).

40 I sit forslag til afgoerelse i sagen udtalte generaladvokaten ogsaa, at en opfattelse, som resulterer i, at fremskridt forhindres, er i strid med formaalet om en gradvis gennemfoerelse af ligebehandling, og at den med stor sandsynlighed vil foere til en styrkelse af status quo (23).

41 Som det anfoeres af den forelaeggende ret med henvisning til forarbejderne til loven af 20. juli 1990 har den paagaeldende belgiske lovgivning to formaal, hvoraf det ene er at foere en arbejdsmarkedspolitik, der fremmer beskaeftigelsen. Det andet og vigtigste formaal er at modvirke forskelsbehandlingen af maend og kvinder. Saaledes er det i henhold til 1990-loven ikke alene muligt for maend at gaa paa pension fra det fyldte 60. aar uden at maatte acceptere en nedsaettelse af deres pension med 5% for hvert aars foertidspensionering inden det fyldte 65. aar, men erhvervsaktive kvinder kan ogsaa fortsat vaere erhvervsaktive efter det fyldte 60. aar samtidig med, at de optjener pensionsrettigheder.

42 Loven af 20. juli 1990 udgoer saaledes reelt et skridt i retning af ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til pensionsrettigheder. For fuldstaendighedens skyld bemaerkes, at der i mellemtiden er taget andre skridt af lovgivningsmaessig karakter i belgisk ret. Den belgiske regering har beskrevet denne videre udvikling. Grundlaget for flere nye regler findes i en rammelov af 26. juli 1996 (24). Til gennemfoerelse af loven har man udstedt kongelig anordning af 23. december 1996 (25), som foreskriver, at kvinders pensionsalder gradvist i en overgangsperiode paa 13 aar fra den 1. juli 1997 skal forhoejes til 65 aar. Denne gradvise tilpasning ledsages af en aendring af beregningsgrundlaget for pensionerne, som ikke laengere skal vaere en broek med naevneren 40, men med naevneren 45. I aar 2009 vil man saaledes have naaet en ensartet pensionsalder paa 65 aar for baade maend og kvinder. I oevrigt foretages der ved den kongelige anordning tilsvarende tilpasninger inden for andre sociale sikringsgrene.

43 Loven af 20. juli 1990 indgaar saaledes i en udvikling, hvorefter maends og kvinders forskellige pensionsalder gradvist erstattes af samme pensionsalder. Under denne proces kan den nationale lovgiver fortsat paaberaabe sig undtagelsesbestemmelsen i artikel 7, stk. 1, i direktiv 79/7 med henblik paa at begrunde en forskellig pensionsalder for maend og kvinder.

44 Opretholdelse af en forskellig pensionsalder indebaerer, at man anvender forskellige beregningsmetoder for pensionsydelserne. Det foelger ganske vist udtrykkeligt af undtagelsesbestemmelsen i direktivets artikel 7, stk. 1, litra a), at den kun vedroerer henholdsvis fastsaettelsen af pensionsalderen og dens eventuelle foelger for andre ydelser, men forskellige beregningsmetoder er en noedvendig konsekvens af fastsaettelsen af pensionsalderen.

45 I tilknytning til udtalelserne i dommen i sag C-9/91 (26) maa det fastslaas, at det ikke er muligt at opretholde en forskellig pensionsalder for maend og kvinder uden at aendre den bestaaende oekonomiske ligevaegt, hvis man ikke ogsaa opretholder forskelsbehandlingen med hensyn til beregningen af ydelsen (27), saa meget desto mere som beregningsmetoden for pensionerne i det foreliggende tilfaelde staar i forhold til bidragsperioderne. Det maa saaledes antages, at den midlertidige opretholdelse af en forskellig pensionsalder for maend og kvinder i overensstemmelse med direktiv 79/7 ogsaa goer det berettiget at opretholde forskellige beregningsmetoder.$

C - Forslag til afgoerelse

46 Sammenfattende skal jeg foreslaa Domstolen foelgende besvarelse af de forelagte spoergsmaal:

»1) Artikel 7, stk. 1, litra a), i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring skal fortolkes saaledes, at medlemsstaterne indtil videre fortsat kan fastsaette den alder, ved hvilken maend og kvinder anses for at vaere blevet uarbejdsdygtige paa grund af alderdom i forbindelse med arbejdstageres krav paa arbejdsophoerspension, forskelligt alt efter koen, hvis og i det omfang en lovaendring, som har fundet sted i mellemtiden som helhed udgoer et skridt henimod ligebehandling af maend og kvinder paa omraadet for social sikring.

2) Artikel 7, stk. 1, litra a), skal fortolkes saaledes, at det er tilladt, at maend og kvinder, som ved det fyldte 65., henholdsvis det fyldte 60. aar anses for at vaere blevet uarbejdsdygtige paa grund af alderdom, og som fra dette tidspunkt ogsaa mister deres ret til sociale sikringsydelser som f.eks. ydelser ved arbejdsloeshed, fra det fyldte 60. aar kan goere en ubetinget ret til pension gaeldende, hvorved stoerrelsen af deres pension beregnes forskelligt, alt efter om der er tale om en mand eller en kvinde, og i forhold til, hvornaar de anses for at vaere blevet uarbejdsdygtige paa grund af alderdom.

3) Ved begrebet 'pensionsalder' i denne bestemmelses forstand skal forstaas det tidspunkt, fra hvilket retten til fuld pension principielt opstaar, og den nationale lovgiver kan inden for disse rammer fastsaette 'pensionsalderen' som den alder, ved hvilken arbejdstageren anses for at vaere blevet uarbejdsdygtig paa grund af alderdom i henhold til nationale kriterier og modtager et indtaegtssubstitut, som udelukker andre sociale sikringsydelser, som ogsaa maa betragtes som indtaegtssubstitutter.«

(1) - Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19.12.1978 (EFT 1979 L 6, s. 24).

(2) - Eller Rijksdienst voor Pensioenen.

(3) - I sag C-377/96 (Arbeidshof, Gent, afdeling Brugge), i sagerne C-378/96, C-379/96, C-380/96 og C-381/96 (Arbeidshof, Antwerpen), i sagerne C-382/96, C-383/96 og C-384/96 (Cour du travail de Liège).

(4) - Moniteur belge af 15.8.1990.

(5) - Kongelig anordning af 24.10.1967, Moniteur belge af 27.10.1967, s. 11258.

(6) - Jf. dom af 1.7.1993, sag C-154/92, Van Cant, Sml. I, s. 3811.

(7) - Van Cant-dommen, jf. note 6, min fremhaevelse.

(8) - Forslag til afgoerelse fra generaladvokat Darmon af 25.5.1993 i sag C-154/92, Van Cant, jf. note 6, paa s. 3820, punkt 9.

(9) - Moniteur belge af 20.7.1996, s. 19579.

(10) - Dom naevnt i note 6.

(11) - Forslag til afgoerelse fra generaladvokat Darmon i sag C-154/92 (jf. note 6, punkt 23).

(12) - Lov om indfoerelse af en fleksibel pensionsalder for arbejdstagere og om tilpasning af arbejdstagerpensionerne til udviklingen i den generelle velfaerd.

(13) - Hvis en mand saaledes soeger pension fra det fyldte 60. aar, vil pensionsbeloebet hoejst kunne reduceres med 5/45 af den fulde pension, hvorimod han efter den tidligere ordning ville have mistet et beloeb svarende til 5 gange 5%.

(14) - F.eks. ydelser i anledning af sygdom, invaliditet eller arbejdsloeshed.

(15) - Dom af 7.7.1992, sag C-9/91, Equal Opportunities Commission, Sml. I, s. 4297, praemis 15, af 30.3.1993, sag C-328/91, Thomas m.fl., Sml. I, s. 1247, praemis 9 og 12, af 11.8.1995, sag C-92/94, Graham m.fl., Sml. I, s. 2521, praemis 12, og af 19.10.1995, sag C-137/94, Richardson, Sml. I, s. 3407, praemis 9.

(16) - Dom naevnt i note 15.

(17) - Jf. ovenfor i note 15, praemis 13.

(18) - Jf. ovenfor i note 15, praemis 17, min fremhaevelse.

(19) - Bestemmelsen har foelgende ordlyd: »Medlemsstaterne foretager regelmaessigt en undersoegelse af de omraader, der er undtaget i henhold til stk. 1, med henblik paa at efterproeve, om det under hensyn til den sociale udvikling paa et omraade er berettiget at opretholde de paagaeldende undtagelser.«

(20) - Bestemmelsen har foelgende ordlyd: »De meddeler Kommissionen de grunde, der berettiger den eventuelle opretholdelse af de gaeldende bestemmelser paa de i artikel 7, stk. 1, naevnte omraader, og mulighederne for en senere revision af disse.«

(21) - Dom af 7.7.1994, sag C-420/92, Sml. I, s. 3191.

(22) - Jf. ovenfor i note 21.

(23) - Jf. forslag til afgoerelse fra generaladvokat Lenz af 14.4.1994 i sag C-420/92 (note 21, paa s. 3193, punkt 28).

(24) - Moniteur belge af 1.8.1996.

(25) - Moniteur belge af 17.1.1997.

(26) - Dom af 7.7.1992 i sag C-9/91 (naevnt ovenfor i note 15).

(27) - Jf. i denne retning vedroerende forskelsbehandling med hensyn til bidragsperioder dommen i sag C-9/91 (jf. ovenfor i note 15, praemis 16 og 17). Domstolen tog i sin argumentation baade hensyn til bidragspligten og beregningen af pensionerne (jf. praemis 13).