61996C0351

I - Indledning

1 I denne sag, som er forelagt af Frankrigs Cour de cassation, er Domstolen blevet anmodet om at fortolke begrebet »de samme parter« i Bruxelles-konventionens artikel 21 (1). Spoergsmaalet er, om der foreligger litispendens i artikel 21's forstand i et tilfaelde, hvor et forsikringsselskab for en fransk ret har fremsat krav i forbindelse med et groshavari, og der forinden er anlagt sag mod den forsikrede ved en nederlandsk ret med paastand om, at det fastslaas, at der ikke bestaar et saadant ansvar. Spoergsmaalet er derfor i virkeligheden, om den forsikrede skal anses for »samme part« som forsikreren.

II - Den retlige og faktiske baggrund for forelaeggelsen

A - De relevante bestemmelser i konventionen

2 Konventionens afsnit II behandler spoergsmaalet om »kompetence«. Hovedreglerne findes i afdeling 1, mens der i afdeling 2-9 er fastsat forskellige specielle kompetenceregler, der modificerer hovedreglerne.

3 Afdeling 8 baerer overskriften »Litispendens og indbyrdes sammenhaengende krav« og bestaar af artikel 21-23. Foer artikel 21 blev aendret ved San Sebastián-konventionen, var den affattet saaledes:

»Saafremt krav, der har samme genstand og hviler paa samme grundlag, fremsaettes mellem de samme parter for retter i forskellige kontraherende stater, skal enhver anden ret end den, ved hvilken sagen foerst er anlagt, paa embeds vegne erklaere sig inkompetent til fordel for denne ret.

Den ret, som herefter skulle erklaere sig inkompetent, kan udsaette afgoerelsen, saafremt den anden rets kompetence bestrides.«

4 Ved »indbyrdes sammenhaengende krav« er reglen i henhold til konventionens artikel 22, at enhver anden ret end den, ved hvilken sagen foerst er anlagt, kan udsaette afgoerelsen. Indbyrdes sammenhaengende krav defineres som krav, der »er saa snaevert forbundne, at det er oenskeligt at behandle og paakende dem samtidigt for at undgaa uforenelige afgoerelser i tilfaelde af, at kravene blev paakendt hver for sig«.

5 Konventionens afsnit III omhandler »anerkendelse og fuldbyrdelse«. I overensstemmelse med konventionens generelle formaal (2) er hovedprincippet i henhold til artikel 26, at »retsafgoerelser, der er truffet i en kontraherende stat, skal anerkendes i de oevrige kontraherende stater, uden at der stilles krav om anvendelse af en saerlig fremgangsmaade«. Imidlertid fastsaettes der i artikel 27 en raekke grunde til at naegte anerkendelse. I den foreliggende sag er det kun artikel 27, nr. 3, der kan vaere relevant:

»3. saafremt afgoerelsen er uforenelig med en afgoerelse mellem de samme parter truffet i den stat, som begaeringen rettes til«.

B - Den faktiske baggrund for sagen og retsforhandlingerne for den forelaeggende ret

6 Consolidated metallurgical industries (herefter »CMI«) havde overladt det til en person ved navn Velghe at transportere en ladning ferrochrom med en flodpram ved navn »Sequana« fra Rotterdam i Nederlandene til Garlinghem-Aire-la-Lys i Frankrig (3). Skibet, som var begyndt at tage vand ind, sank i Nederlandenes indre farvande tidligt paa dagen den 4. august 1989, men foerst efter, at det tilsyneladende var lykkedes kaptajnen at styre det vaek fra sejlrenden. Drouot assurances SA (herefter »Drouot«), som var forsikrer af skibet, lod det haeve for egen regning og bjaergede saaledes CMI's ladning. Drouot anlagde den 11. og 13. december 1990 sag ved Tribunal de commerce de Paris (4) mod CMI, Protea assurance (herefter »Protea«, et sydafrikansk selskab), hvori ladningen var forsikret, og mod Protea's repraesentant i Europa, Groupement d'intérêt économique (GIE) Réunion européenne (herefter »GIE«) (5), med paastand om betaling af 99 485,53 NLG, som af dispachoeren var fastsat som det beloeb, hvormed CMI og Protea skulle bidrage til groshavariet (6). Imidlertid fremsatte CMI og Protea under sagen i Frankrig en indsigelse om litispendens under henvisning til en sag, de forinden havde anlagt mod Walbrecq og Velghe (7) ved Arrondissementsrechtbank, Rotterdam, den 31. august 1990 (8). Ifoelge akterne og de indlaeg, der er indgivet til Domstolen, nedlagde CMI og Protea under sagen i Nederlandene paastand om, at det blev fastslaaet, at de ikke var forpligtet til at bidrage til groshavariet. Denne paastand, som tilsyneladende ikke kunne have vaeret nedlagt, hvis sagen var blevet anlagt i Frankrig, var subsidiaer i forhold til et krav om, at Velghe blev kendt ansvarlig for ulykken paa grund af, at han som kaptajn havde tilladt, at flodprammen blev usoedygtig, ved at overlaste den i Rotterdam.

7 Indsigelsen om litispendens blev den 11. marts 1992 forkastet af Tribunal de commerce med den begrundelse, at parterne i de to sager ikke var de samme; Drouot var nemlig ikke part i sagen i Nederlandene, og Velghe og Walbrecq var ikke parter i sagen for Tribunal de commerce. Desuden var stridspunkterne i de to sager efter rettens opfattelse ikke de samme. De sagsoegte appellerede til Cour d'appel de Paris.

8 Ifoelge Cour d'appel's dom gjorde CMI og Protea for denne ret gaeldende, at de to sagers genstand var den samme, og at den eneste grund til, at Drouot ikke var part i sagen i Nederlandene, var, at de processuelle regler i Nederlandene ikke gav mulighed for at adcitere forsikringsselskaberne. I sin dom af 29. april 1994 indtog Cour d'appel det standpunkt, at det var ubestridt, at de processuelle regler i Nederlandene ikke giver mulighed for, at en forsikrer kan deltage i en sag, den forsikrede er involveret i. Retten anfoerte, at sagen i Nederlandene var mere omfattende (da der ogsaa var nedlagt paastand om, at ejeren kendtes ansvarlig for skibets manglende soedygtighed), men fandt ikke desto mindre, at den omfattede genstanden for sagen i Frankrig. Desuden fastslog retten, at Drouot kunne anses for part i sagen i Nederlandene »via den forsikrede«. Foelgelig blev indsigelsen om litispendens taget til foelge.

9 Drouot ankede Cour d'appel's dom til Cour de cassation, idet selskabet primaert gjorde gaeldende, at Cour d'appel ikke burde have taget indsigelsen om litispendens til foelge, eftersom sagerne hverken var af samme art, eller parterne i de to sager var de samme, og at den anfaegtede dom var uforenelig med konventionens artikel 21 (9).

10 Da Cour de cassation var af den opfattelse, at appellen afhang af fortolkningen af begrebet »de samme parter« i konventionens artikel 21 (10), besluttede den i medfoer af artikel 1-3 i protokollen af 3. juni 1971 vedroerende fortolkningen af konventionen (11), at forelaegge Domstolen spoergsmaalet om:

»hvorvidt der, navnlig i henseende til det selvstaendige begreb 'de samme parter', som anvendes i artikel 21 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, foreligger international litispendens i denne bestemmelses forstand, naar der ved en ret i en kontraherende stat anlaegges sag af forsikreren af et skib, som er forlist, med paastand om, at ejeren og forsikreren af den ombordvaerende ladning tilpligtes som bidrag til groshavariet delvis at godtgoere udgifterne til at haeve skibet, mens der forinden ved en ret i en anden kontraherende stat af ejeren og forsikreren af ladningen er anlagt sag mod ejeren og befragteren af skibet med paastand om, at det tvaertimod fastslaas, at de ikke skal bidrage til groshavariet, i en situation, hvor den ret, ved hvilken sagen senest er anlagt, med henblik paa at kunne erklaere sig inkompetent - til trods for, at den omstaendighed, at parterne i de to sager ikke formelt er de samme, er til hinder herfor - anfoerer, at de processuelle regler, der finder anvendelse ved den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, 'begraenser muligheden for, at en forsikrer kan deltage i den sag, den forsikrede er involveret i', og hvor det fremgaar, at forsikreren af skibet faktisk ogsaa via den/de forsikrede deltager i den foerst anlagte sag«.

III - Indlaeg

11 Der er indgivet skriftlige og mundtlige indlaeg af Drouot, Den Franske Republik og Kommissionen. GIE og Forbundsrepublikken Tyskland har kun indgivet skriftlige indlaeg, mens CMI og Protea har afgivet faelles mundtlige indlaeg. Disse indlaeg kan sammenfattes saaledes.

12 Under retsmoedet paapegede Drouot's advokat, at soerettens almindelige principper finder anvendelse paa transport paa Rhinen og Mosel, og han gjorde gaeldende, at Drouot's forsikringskontrakt i henhold hertil skal anses for kun at daekke selve skibet, hvis andet ikke udtrykkeligt er bestemt. Forsikring af skibet daekker kun ansvar for skader, som skibet har forvoldt paa andre skibe eller paa havneanlaeg eller anlaeg ved floden. Drouot gjorde ogsaa gaeldende, at soerettens regler om groshavari (se endvidere punkt 17, 18 og 19 nedenfor) gaelder for sejlads paa Rhinen og Mosel. Paa grundlag af Domstolens praksis vedroerende konventionens artikel 21 (12) har Drouot gjort gaeldende, at der ikke kan foreligge litispendens, medmindre de samme parter optraeder i begge sager. De i artikel 21 anfoerte kriterier skal fortolkes selvstaendigt ud fra beslaegtede begreber i de respektive retsordener i de kontraherende stater. Baade dommen og generaladvokatens forslag til afgoerelse i Tatry-sagen stoetter det synspunkt, at der kun foreligger litispendens, naar parterne i de to sager formelt er de samme. Under retsmoedet har Drouot gjort gaeldende, at for at parterne kan vaere de samme, maa de have en faelles interesse at forsvare eller i det mindste et faelles argument at goere gaeldende, hvilket efter Drouot's opfattelse ikke kan vaere tilfaeldet med hensyn til Velghe's paastaaede repraesentation af selskabet under sagen i Nederlandene. Selskabet goer gaeldende, at det som forsikrer af selve skibet ikke haeftede for ejerens paastaaede almindelige ansvar. I sit skriftlige indlaeg har Drouot gjort gaeldende, at en persons status som part ved en ret, hvor sagen angivelig foerst er anlagt, skal afgoeres efter den lovgivning, der er gaeldende for retten paa det sted, hvor indsigelsen om litispendens fremsaettes, dvs. i den foreliggende sag efter fransk lovgivning (13). Drouot har endelig gjort gaeldende, at selskabet - bortset fra, at det hverken frivilligt eller ufrivilligt var part i sagen i Nederlandene - ikke havde nogen interesse i denne sag, eftersom det som forsikrer af »Sequana« var forpligtet til at skadesloesholde Velghe for hans bidrag til groshavariet, uanset at han muligvis var ansvarlig for ulykkens indtraeden.

13 I deres mundtlige indlaeg gjorde CMI og Protea for det foerste gaeldende, at Drouot ikke blot, som det haevdede, var forsikrer af skibet, men ogsaa havde ansvarsforsikret kaptajnen og ejeren, nemlig Velghe. For det andet anfoerte CMI's og Protea's advokat, at hans klienter oprindelig havde anlagt sag mod Velghe og Drouot i Frankrig ved Tribunal de commerce, Béthune (hvor Velghe havde bopael), hvorunder Drouot ifoelge advokaten skulle have gjort gaeldende, at sagen mod selskabet skulle have vaeret anlagt i Rotterdam. Som foelge heraf anlagde CMI og Protea sagen i Nederlandene, men indstaevnede ikke Drouot paa grund af de nederlandske processuelle regler, som angiveligt er til hinder for, at forsikreren kan deltage i en sag mod den forsikrede. Med hensyn til fortolkningen af konventionens artikel 21 gjorde CMI og Protea gaeldende, at det vigtigste var at undgaa, at der blev truffet uforenelige afgoerelser af retter i forskellige kontraherende stater. De paaberaabte sig navnlig, at det i Gubisch-dommen var fastslaaet, at to sager, der dels vedroerte ophaevelse af en kontrakt, dels opfyldelse af kontrakten, havde samme genstand.

14 Den franske regering har gjort gaeldende, at de selvstaendige betingelser, som efter konventionens artikel 21 skal vaere opfyldt, for at der er tale om litispendens, ville blive undermineret, hvis saeregenhederne ved de processuelle regler i en kontraherende stat skulle vaere afgoerende for, om der er tale om »de samme parter« (14). Den lagde saerlig vaegt paa noedvendigheden af at respektere den forsikredes ret til kontradiktion. En forsikrer repraesenteres ikke af den forsikrede under en sag for en national ret. Forsikreren har ikke adgang til at fremsaette sine argumenter eller forsvare sine synspunkter under en sag, som den forsikrede er involveret i, og forsikrerens og den forsikredes rettigheder og interesser er ofte forskellige. Selv om det antages, at der er identitet mellem forsikreren og den forsikrede, ville forsikringsselskabernes ret til at varetage deres rettigheder derfor kun effektivt kunne sikres, hvis konventionens artikel 21 blev fortolket saaledes, at det var en forudsaetning for at tage en indsigelse om litispendens til foelge, at de, der angiveligt deltager i begge sager, faktisk er involveret i sagerne som egentlige parter.

15 Den tyske regering har ogsaa understreget, at det er vigtigt at anlaegge en selvstaendig fortolkning, men har argumenteret for en vid fortolkning af begrebet »de samme parter« med henblik paa at undgaa, at der traeffes uforenelige afgoerelser i den forstand, hvori udtrykket anvendes i konventionens artikel 27, nr. 3. I betragtning af forholdet mellem begreberne litispendens og retskraft har den tyske regering gjort gaeldende, at parterne i den anden sag, som ikke formelt er de samme som dem, der er involveret i den foerste sag, ikke boer betragtes som »de samme«, medmindre de ville vaere bundet af den dom, der blev afsagt af den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, saaledes at der var risiko for uforenelige afgoerelser, hvis indsigelsen ikke blev taget til foelge. Med henblik herpaa boer den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, anvende de materielle eller processuelle regler, der er gaeldende for den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, saavel som sine egne regler, ved afgoerelsen af, om der i givet fald ville blive tillagt den foerste rets dom virkninger, der er bindende for tredjemand. Endelig har den tyske regering understreget noedvendigheden af at sikre, at artikel 21 anvendes paa en saadan maade, at kravet om en effektiv retsbeskyttelse overholdes. Naar en indsigelse om litispendens tages til foelge, men den foerst anlagte sag ikke foerer til noget resultat, maa den part, hvis sidst anlagte sag blev beroert af denne indsigelse, senere kunne genoptage sagen for den ret, ved hvilken den sidst er anlagt.

16 Kommissionen har - selv om den anerkender, at det forelagte spoergsmaal kun drejer sig om begrebet »de samme parter« - gjort gaeldende, at de to sager kan anses for at have samme genstand og hvile paa samme grundlag (15). Med hensyn til spoergsmaalet, om der er identitet mellem parterne, har Kommissionen anfoert, at det forelagte spoergsmaal rejser det nye problem, om en ret, for hvilken der fremsaettes indsigelse om litispendens, efter konventionens artikel 21 kan saette sig ud over den formelle identifikation af parterne i sagen for den ret, ved hvilken den foerst er anlagt. Begrebet »de samme parter« boer efter Kommissionens opfattelse fortolkes snaevert. Ud over noedvendigheden af at opretholde dette begrebs selvstaendighed i forhold til lovgivningen i den kontraherende stat vedroerende saadanne spoergsmaal som subrogation er der en raekke andre grunde, der taler imod at sidestille forsikreren med den forsikrede. Den forsikredes og forsikrerens interesser er ikke noedvendigvis sammenfaldende; det kan taenkes, at hensynet til en ordnet retspleje ikke tilgodeses ved, at forsikreren tvinges til at afvente udfaldet af den foerste sag, som selskabet ikke er part i, naar det under en anden sag f.eks. vil goere gaeldende, at der faktisk ikke er sket subrogation. Efter Kommissionens opfattelse stoettes dette synspunkt af artikel 21's ordlyd, idet artiklen henviser til de samme parter, ikke til andre parter, som kan have rettigheder eller forpligtelser, der foelger af de egentlige parters rettigheder eller forpligtelser. Under retsmoedet satte Kommissionens befuldmaegtigede spoergsmaalstegn ved det praktiske i den fremgangsmaade, den tyske regering foreslog. Hvis den ret, ved hvilken sagen sidst var anlagt, var forpligtet til systematisk at tage stilling til den bindende virkning af en dom, som den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, muligvis ville afsige, foer den tager en indsigelse til foelge, ville det blive overordentlig vanskeligt at anvende begrebet litispendens i artikel 21 i praksis.

IV - Analyse

A - Indledning

17 Det omtvistede krav i sagen i Frankrig vedroerer bidraget til et groshavari. Selv om Domstolen - som den franske regering med rette har paapeget - ikke er blevet anmodet om at tage stilling til ligheden mellem denne sags genstand og genstanden for sagen i Nederlandene, ville det efter min mening alligevel vaere nyttigt at goere sig klart, hvad et krav om bidrag til et groshavari indebaerer. En kort oversigt over de saeregne regler om groshavari vil efter min opfattelse i den foreliggende sag vaere en hjaelp ved anvendelsen af begrebet identitet mellem parterne i konventionens artikel 21.

B - Begrebet groshavari

18 Begrebet groshavari er centralt for baade den sag, Drouot har anlagt i Frankrig, og Protea's og CMI's subsidiaere paastand i Nederlandene (16). Det er et meget gammelt soeretligt begreb. Det har sin oprindelse i soeretten paa Rhodos, og fandt ogsaa senere udtryk i romerretten; begrebet indebaerer, at ejeren af en ladning, som kastes over bord (jactus factus levandae navis gratia) for at redde et skib, kan fordele sit tab ved at kraeve et bidrag af ejeren af skibet og andre ladningsejere (17). Med tiden kom det til at omfatte krav, der stoettedes paa andre skadestyper og de udgifter, der paaloeb for at undgaa dem. I vore dage sker der saedvanligvis i praksis det, at de vedtagne regler, York-Antwerpen-reglerne, inkorporeres i fragtaftaler og forsikringspolicer. Disse regler, som med regelmaessige mellemrum er blevet revideret, siden de foerste internationale regler om groshavari blev vedtaget i York i 1864, synes at vaere traadt i kraft i fransk ret i henhold til en lov af 1967 (18). Den begivenhed, der gav anledning til de omtvistede krav for de nederlandske og franske retter, fandt imidlertid ikke sted til soes, men paa en del af det sejlbare flodsystem, som Rhinen og Mosel udgoer. Drouot's advokat forklarede under retsmoedet, at soeretten i henhold til en lov af 1895, som blev vedtaget i den periode, hvor Alsace hoerte til Tyskland, fandt anvendelse paa sejlads paa Rhinen og Mosel. De regler, der udtrykkeligt fandt anvendelse i henhold til certepartiet i denne sag, var reglerne for Rhinen, Antwerpen og Rotterdam, og som det fremgaar af sagens akter, defineres groshavari heri som de opofrelser og udgifter, der med rimelighed udvises eller paadrages for at redde et skib og dets ladning fra en faelles fare.

19 Kernen i begrebet groshavari er derfor, at deltagerne i en faelles handelstransaktion boer betale et rimeligt bidrag til den skade eller det tab, der er paafoert en af deltagerne, som til gavn for alle har bragt et offer eller - i videre forstand - har afholdt rimelige udgifter for at undgaa tab. Forsikrerne af skibet og ladningen betragtes som deltagere og kan kraeve eller haefte for bidrag til groshavariet. Et krav om bidrag til groshavariet fremsaettes derfor ikke noedvendigvis af forsikreren.

20 Denne konklusion forekommer mig at have betydning for spoergsmaalet om Velghe's (og Walbrecq's) status under sagen for den nederlandske ret. Ganske vist kan en forsikrer, som har skadesloesholdt den forsikrede fuldt ud, under visse omstaendigheder i kraft af en ret til subrogation faktisk traede i den forsikredes sted med henblik paa at goere grav gaeldende (herunder krav om bidrag til et groshavari) mod tredjemand. Denne ret kan - alt efter hvilken lovgivning der finder anvendelse - udoeves enten paa den forsikredes vegne eller af forsikreren paa egne vegne, men kun for at goere den forsikredes rettigheder gaeldende og kun efter, at betaling er sket. Dette er helt klart ikke tilfaeldet i sagen i Nederlandene og heller ikke i sagen i Frankrig, hvor Drouot's krav ikke bygger paa subrogation i Velghe's rettigheder, men paa dets fordring i forbindelse med groshavariet. Den noejagtige karakter af sagen for den nederlandske ret kendes kun indirekte, men der er almindelig enighed om, at et element i sagen er et krav om, at det fastslaas, at CMI og Protea ikke er forpligtet til at bidrage til groshavariet. Saaledes er det i den saerlige sammenhaeng, hvor der foreligger et krav i forbindelse med et groshavari, vanskeligt at se, hvordan den - for en umiddelbar betragtning - manglende identifikation mellem Velghe og Drouot skulle kunne blive til sammenfaldende interesser.

21 Imidlertid er der andre, mere praktiske problemer, der skal tages stilling til, naar det overvejes, om en part skal anses for at repraesentere forsikreren i relation til Bruxelles-konventionens artikel 21. Det maa kraeves, at retten i den kontraherende stat, hvor spoergsmaalet om litispendens i konventionens artikel 21's forstand rejses, og som underrettes om, at der foreligger en tidligere anlagt sag - angiveligt mellem de samme parter - i en anden kontraherende stat, kommer til det resultat, at en forsikret, en ved navn angivet part i den anden kontraherende stat, boer anses for samme part som sit forsikringsselskab. For det foerste maa retten undersoege forholdet mellem forsikreren og den forsikrede. Det er almindelig bekendt, at der er mange forskellige former for tvister mellem forsikreren og den forsikrede. Jeg skal blot naevne nogle faa af dem. Selve policens eksistens kan vaere omtvistet; hvis det er godtgjort eller anerkendes, at den eksisterer, kan dens gyldighed anfaegtes med den begrundelse, at der foreligger svig, urigtige oplysninger eller undladelse af at give oplysninger; der kan vaere tvivl om, hvorvidt den gaelder med hensyn til et bestemt tab, ligesom der kan vaere tvivl om tabets stoerrelse, maaden at bevise det paa eller betalingstidspunktet. Selv i den foreliggende sag er der tvist mellem SMI og Protea paa den ene side og Drouot paa den anden (men ikke, saa vidt jeg ved, mellem Drouot og Velghe) om, hvad der er daekket i henhold til Drouot's forsikringspolice. Den anden nationale ret ville ud fra min hypotese kunne komme i den situation, at den skulle afgoere et af disse muligvis komplicerede spoergsmaal ved at henvise til den lovgivning, der finder anvendelse i den anden eller endog i en tredje kontraherende stat.

22 Sammenligningen mellem den egenskab, i hvilken Drouot har fremsat kravet om bidrag til groshavariet ved den franske ret, og den egenskab, Velghe optraeder i i sagen i Nederlandene, er noeglen til anvendelsen af konventionens artikel 21. Drouot's krav er fremsat i selskabets egenskab af den part i transaktionen, som har bragt et offer. Selskabet har ikke fremsat kravet som repraesentant for Velghe. Ethvert krav, der blev fremsat af ejeren af et skib, som var sunket, over for ejeren af den beskadigede ladning, ville mildest talt blive moedt med forbavselse, medmindre det selv stoettedes paa groshavariet, dvs. paa en opofrelse. Imidlertid synes Velghe ikke i den foreliggende sag at have deltaget i bjaergningen af skibet, og han ville saaledes naeppe have bragt et saadant offer.

23 Naar sagen udelukkende ses i lyset af det foreliggende krav om bidrag til groshavariet, har Drouot og Velghe derfor ikke saadanne sammenfaldende interesser, at det - selv om dette var muligt - ville vaere berettiget at se bort fra de nominelle og reelle forskelle i identiteten mellem dem og anse dem for »samme part«.

C - De samme parter

24 Da Cour d'appel tog indsigelsen om litispendens til foelge i den foreliggende sag, stoettede den sig ved afgoerelsen om, at der var identitet mellem parterne i sagen i Nederlandene, paa et princip, som efter dens opfattelse indgaar i de processuelle regler i Nederlandene. Det maa understreges, at konventionens bestemmelser ikke blev paaberaabt ved Cour d'appel. Ikke desto mindre er den fremgangsmaade, Cour d'appel anvendte, efter min mening uforenelig med Domstolens afgoerelser i Gubisch-sagen og i Tatry-sagen, hvori Domstolen utvetydigt udtalte, at de »materielle betingelser« i konventionens artikel 21, der skal vaere opfyldt, for at en indsigelse om litispendens kan tages til foelge, »maa betragtes som selvstaendige« (19). Disse materielle betingelser er udtryk for et velovervejet valg og en indirekte afvisning af muligheden for at henvise til begrebet litispendens, saaledes som det anvendes i de forskellige nationale retssystemer i de kontraherende stater (20). Anvendelsen af begrebet »de samme parter« i konventionen kan efter min mening ikke afhaenge af eksistensen og raekkevidden af det princip i nederlandsk ret, som Cour d'appel har paaberaabt sig, eftersom dette ville indebaere, at der blev taget hensyn til den lovgivning, der er gaeldende for den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt.

25 Dernaest er det noedvendigt at tage stilling til, hvilke retningslinjer der i Domstolens praksis gives med hensyn til det selvstaendige begreb »de samme parter« i konventionen. Zelger-dommen er ikke relevant, fordi den kun vedroerte de processuelle formaliteter, der var afgoerende for, paa hvilket tidspunkt en sag kan anses for at vaere anlagt (21). I Gubisch-dommen behandlede Domstolen et tilfaelde, hvor det var »karakteristisk«, at »en part [havde] anlagt sag ved en ret i foerste instans med paastand om erlaeggelse af en ydelse i henhold til en international koebekontrakt, og at der senere af den anden part [blev anlagt] sag mod ham i en anden kontraherende stat med paastand om, at samme kontrakt [erklaeredes] ugyldig eller [ophaevedes]« (22). Domstolen fastslog, at betingelserne i artikel 21 er udtoemmende; bestemmelsen finder anvendelse, »naar parterne i de to sager er de samme, og naar de to krav har samme genstand og hviler paa samme grundlag« (23). Domstolen fandt dernaest - under omstaendigheder, hvor der ikke som her var tvivl om identiteten mellem parterne - at begrebet samme genstand »ikke kan begraenses til tilfaelde, hvor de to krav formelt er identiske« (24). At Domstolen klart lod sig lede af noedvendigheden af at undgaa uforenelige afgoerelser fremgaar af dens udtalelse om, at der i et tilfaelde som det, der forelaa for den (25):

»... [ikke kan] vaere tvivl om, at anerkendelse af en retsafgoerelse, som er afsagt i en kontraherende stat, og som giver dom for, at en kontrakt skal opfyldes, vil blive naegtet i den stat, som begaeringen rettes til, hvis der foreligger en retsafgoerelse truffet af en ret i sidstnaevnte stat, hvorefter samme kontrakt er erklaeret ugyldig eller ophaevet. Et saadant resultat, der medfoerer, at den enkelte retsafgoerelse kun faar virkning i den stat, hvor den er afsagt, ville vaere i modstrid med konventionens formaal, som er at styrke retsbeskyttelsen inden for hele Faellesskabet og at lette anerkendelsen i den enkelte kontraherende stat af retsafgoerelser truffet i andre kontraherende stater«.

26 CMI og Protea har paa grundlag af Gubisch-dommen argumenteret for en vid og smidig fortolkning af begrebet »samme genstand« og, i udvidet forstand, »de samme parter«, saaledes som disse udtryk anvendes i konventionens artikel 21. Ganske vist fastslog Domstolen i Gubisch-dommen, at begrebet »samme genstand«, som den faktisk indfortolkede i den engelske tekst ved at henvise til de oevrige sproglige versioner, ikke kunne »begraenses til tilfaelde, hvor de to krav formelt er identiske« (26). Domstolen anvendte dette raesonnement i praksis paa de to sager, hvoraf der i den ene var nedlagt paastand om opfyldelse af kontrakten og i den anden om, at samme kontrakt blev erklaeret ugyldig eller ophaevet. Herved lagde den stor vaegt paa det formaal, der bl.a. er givet udtryk for i konventionens artikel 27, nr. 3, nemlig at undgaa uforenelige afgoerelser mellem de samme parter, og paa, hvordan saadanne afgoerelser kunne opstaa, hvis de konkurrerende krav skulle vaere »formelt identiske«, foer en indsigelse om litispendens kunne tages til foelge. Dette raesonnement kan imidlertid ikke i samme grad finde anvendelse paa begrebet »de samme parter«, eftersom det i dommen er lagt til grund, at parterne er de samme, uanset hvilke forskelle der er med hensyn til sagens genstand. Der er intet i dommen, i artikel 21's ordlyd eller i konventionens formaal, der goer det noedvendigt at anvende en smidig fremgangsmaade i dette tilfaelde. Det forholder sig snarere modsat. Domme er efter min mening kun virkelig uforenelige, hvis de er indbyrdes modstridende og afsiges i sager mellem de samme parter.

27 Dommen i Tatry-sagen bekraefter dette synspunkt og har den fordel, at den behandler spoergsmaalet om identiteten mellem parterne, om end ikke saa klart, som den foreliggende sag giver anledning til. Domstolen skulle tage stilling til, om konventionen kunne anses for at finde anvendelse i et tilfaelde, hvor der var to sagskomplekser, der havde samme genstand og hvilede paa samme grundlag, og hvor nogle, men ikke alle parterne var de samme, dvs. hvor mindst en af sagsoegerne og en af de sagsoegte i den foerst anlagte sag var blandt sagsoegerne og de sagsoegte i den senere anlagte sag eller omvendt (27). Domstolen erklaerede sig foerst enig i generaladvokatens forslag om, at kravet om, at parterne skal vaere de samme, »skal fortolkes uafhaengigt af parternes stilling i hver af de to sager, saaledes at sagsoegeren i den foerst anlagte sag kan vaere sagsoegt under den senere anlagte sag« (28). Under hensyntagen til artikel 21's ordlyd og formaal, som er »at undgaa ... parallelle sager« (29), fastslog Domstolen, at artikel 21 »skal fortolkes saaledes, at den som betingelse for, at den ret, ved hvilken der senest er anlagt sag, har pligt til at erklaere sig inkompetent, kraever, at parterne i de to sager er identiske« (30). Heraf foelger, at dette krav skal fortolkes snaevert.

28 I Tatry-dommen fastslog Domstolen saaledes, at »for det tilfaelde, at parterne til dels er de samme som parterne i en tidligere anlagt sag, kraever artikel 21 foelgelig kun, at den ret, ved hvilken sag senest er anlagt, erklaerer sig inkompetent i det omfang, parterne i den for retten verserende sag ligeledes er parter i den sag, der tidligere er anlagt ved en ret i en anden kontraherende stat« (31). Jeg er enig med Kommissionen i, at anvendelsen af konventionens artikel 21 ikke kan afhaenge af, at den ret, for hvilken der fremsaettes indsigelse om litispendens, foretager en undersoegelse af, hvilken status parterne for retten i en anden kontraherende stat egentlig har.

29 Det er derfor min opfattelse, at begrebet »samme parter« skal fortolkes bogstaveligt og snaevert. Domstolen har anvendt ordet »identisk«. Det betyder, at parterne i de to sager ikke blot skal vaere de samme i den bogstavelige forstand, at der skal vaere tale om den samme fysiske eller juridiske person, men ogsaa at de skal optraede i samme egenskab. Det er navnlig aabenbart, at en person, som anlaegger sag i eget navn og for egen regning, ikke skal sidestilles med den samme person, der blot anlaegger sag eller sagsoeges i sin egenskab af repraesentant, f.eks. som repraesentant efter loven for en person, der er afgaaet ved doeden, eller for en person, der er inhabil, eller i et af de mange tilfaelde, hvor en person efter loven skal repraesentere juridiske personer eller deres kreditorer i tilfaelde af insolvens.

30 Efter min mening er disse rammer for anvendelsen af konventionens artikel 21 ikke for snaevre. Tvaertimod er de i overensstemmelse med formaalet »forenkling af formaliteter vedroerende gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser ...« i EF-traktatens (tidligere EOEF-traktaten) artikel 220, som bl.a. tillod medlemsstaterne at indgaa konventionen. Enkle og transparente regler, som kan anvendes paa grundlag af objektive og let tilgaengelige faktorer, tjener dette formaal bedst. Tilfaelde, hvor der kraeves et videre skoen for at udsaette sagen, naar der fremsaettes indbyrdes sammenhaengende krav for retterne i forskellige kontraherende stater, behandles i konventionens artikel 22. Som generaladvokat Tesauro anfoerte i sit forslag til afgoerelse i Tatry-sagen, skal udtrykket »uforenelige afgoerelser« i artikel 22 ikke »fortolkes paa samme restriktive maade« som i artikel 27, nr. 3 (32). Efter generaladvokatens opfattelse har artikel 22 »snarere til formaal at sikre en bedre koordinering af domstolenes judicielle funktion inden for Faellesskabet samt at undgaa usammenhaengende og indbyrdes modstridende afgoerelser, ogsaa i tilfaelde, hvor afgoerelserne vil kunne fuldbyrdes saerskilt«; eller med andre ord: »Artikel 22 har foelgelig til formaal at fremme en harmonisering af domstolenes judicielle funktion for herigennem at undgaa, at der er risiko for indbyrdes modstridende afgoerelser, ogsaa med hensyn til begrundelsen« (33). Ved en urimeligt vid fortolkning af kravene i artikel 21 ville der vaere risiko for at blande indbyrdes sammenhaengende krav sammen med litispendens. Der er imidlertid ikke i denne sag blevet forelagt Domstolen spoergsmaal om udoevelsen af skoennet i henhold til artikel 22.

31 Desuden er jeg, ligesom den franske regering og Kommissionen har givet udtryk for i deres indlaeg, bekymret for, at en smidigere anvendelse af betingelsen om, at parterne skal vaere de samme, for at en ret i henhold til konventionens artikel 21 kan vaere forpligtet til at erklaere sig inkompetent, for alvor kunne bringe retten til kontradiktion og i nogle tilfaelde endda hensynet til en ordnet retspleje i fare. I den foreliggende sag er det paa sin plads at erindre om, at det princip i nederlandsk procesret, som er grundlaget for, at Drouot implicit antages at deltage i sagen i Nederlandene - i det mindste, hvis Domstolen skulle godtage den beskrivelse, som Drouot's advokat har givet under retsmoedet, og som ikke er blevet modsagt - synes at have »listet sig« ind i akterne for Cour d'appel (34). Som generaladvokat Tesauro paapegede i sit forslag til afgoerelse i Tatry-sagen: »Adgangen til at henvise til de kontraherende staters interne ret, naar dette er noedvendigt som foelge af, at Bruxelles-konventionens regelsaet er ufuldstaendigt, skal give mulighed for at anvende konventionens regler, og maa under ingen omstaendigheder foere til resultater, der er i strid med selve konventionens formaal og hensigt« (35). Foelgelig mener jeg ikke, at Drouot's ret til kontradiktion ville blive tilgodeset, hvis konventionens artikel 21 blev fortolket saaledes, at den under omstaendigheder som dem, der foreligger i denne sag, paalaegger Cour d'appel en forpligtelse til at erklaere sig inkompetent med hensyn til det krav, Drouot har fremsat under sagen i Frankrig, naar selskabets ret til kontradiktion under sagen i Nederlandene faktisk ville afhaenge af Velghe's holdning.

32 Den konklusion, som efter min mening maa drages under omstaendigheder som dem, der foreligger i denne sag, er, at der ikke foreligger litispendens i konventionens artikel 21's forstand.

V - Forslag til afgoerelse

33 Efter det saaledes anfoerte skal jeg foreslaa Domstolen at besvare det af Frankrigs Cour de cassation forelagte spoergsmaal saaledes:

Der foreligger ikke litispendens som omhandlet i artikel 21 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse, naar der ved en ret i en kontraherende stat anlaegges sag af forsikreren af et skib, som er forlist, med paastand om, at ejeren og forsikreren af den ombordvaerende ladning tilpligtes som bidrag til groshavariet delvis at godtgoere udgifterne til at haeve skibet, mens der forinden ved en ret i en anden kontraherende stat af ejeren og forsikreren af ladningen er anlagt sag mod ejeren af skibet med paastand om, at det tvaertimod fastslaas, at de ikke skal bidrage til groshavariet.

(1) - Konventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9.10.1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1) og ved konventionen af 25.10.1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse (EFT L 388, s. 1), herefter »konventionen«. Artikel 21 er blevet aendret ved artikel 8 i konventionen af 26.5.1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltraedelse (herefter »San Sebastián-konventionen«, EFT 1989 L 285, s. 1), men den aendrede version traadte foerst i kraft mellem Frankrig og Nederlandene - de to kontraherende stater, som er beroert af den foreliggende sag - den 1.2.1991. Selv om de faktiske omstaendigheder i sagen gaar tilbage til 1990, er ingen af de aendringer, der skete ved San Sebastián-konventionen, af betydning for sagen.

(2) - I foerste afsnit i praeamblen til konventionen henvises der til de kontraherende staters oenske om »at tilvejebringe en forenkling af formaliteterne vedroerende gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser«.

(3) - Ifoelge forelaeggelseskendelsen ejedes skibet af en person ved navn Walbrecq og var befragtet af Velghe. Imidlertid kom det under retsmoedet frem, at Velghe faktisk var blevet ejer af »Sequana« nogen tid foer ulykken, efter at Walbrecq var afgaaet ved doeden i 1981. I deres skriftlige indlaeg gjorde Drouot og Kommissionen gaeldende, at Velghe ogsaa var kaptajn paa laegteren, da den sank, og at laegteren faktisk var blevet befragtet af et andet selskab, som ikke er indblandet i nogen af de sager, hovedsagen vedroerer. Denne opfattelse, som blev almindeligt accepteret under retsmoedet, er i overensstemmelse med Cour d'appel's dom, som findes i de akter, der er fremsendt til Domstolen.

(4) - For nemheds skyld vil jeg herefter kalde denne sag »sagen i Frankrig«.

(5) - Det fremgaar af Drouot's skriftlige indlaeg, at sagen mod GIE blev anlagt saerskilt den 11.2.1991.

(6) - Groshavari-instituttet vil blive gennemgaaet nedenfor (jf. navnlig punkt 17, 18 og 19). En dispachoer er en sagkyndig, som har specialiseret sig i at fastsaette de bidrag, hver af deltagerne i den aktion, groshavariet vedroerer, skal betale.

(7) - I betragtning af, at Walbrecq afgik ved doeden i 1981, er det muligt, at den af CMI og Protea anlagte sag nu kun vedroerer Velghe, og Walbrecq's stilling har ingen betydning for forelaeggelsen for Domstolen.

(8) - For nemheds skyld vil jeg herefter kalde denne sag »sagen i Nederlandene«. Naar der i det foelgende henvises til begge sager under ét, vil de blive betegnet som »de to sager«.

(9) - Under retsmoedet forklarede Drouot's advokat, at det efter de for Cour de cassation gaeldende processuelle regler ikke havde vaeret muligt for selskabet at anfaegte Cour d'appel's konstatering af, at selskabet deltog i sagen i Nederlandene via den forsikrede.

(10) - Domstolen modtog forelaeggelseskendelsen den 25.10.1996. Rapporten fra den refererende dommer i Cour de cassation, som findes i de akter, der er sendt til Domstolen, bidrager til en forstaaelse af de hensyn, der laa bag forelaeggelsen i den foreliggende sag. Det bemaerkes i rapporten, at det efter Domstolens praksis vedroerende konventionens artikel 21 kraeves, at bestemmelsen fortolkes selvstaendigt, og at dette synes at udelukke anvendelsen af princippet i fransk ret om, at der er identitet mellem parterne, hvis den part, der fremsaetter indsigelsen om litispendens, var »repraesenteret« af en anden part under en sag i udlandet, der haevdes at vaere sammenhaengende hermed. Selv om der i rapporten gives udtryk for tvivl om den noejagtige karakter af det princip i nederlandsk ret, som paaberaabes i Cour d'appel's dom, antydes det, at den formodede tilstedevaerelse under sagen maaske kan vaere i overensstemmelse med begrebet faktisk »repraesentation« i fransk ret.

(11) - EFT 1978 L 304, s. 31.

(12) - Selskabet har henvist til dom af 7.6.1984, sag 129/83, Zelger (Sml. s. 2397), af 8.12.1987, sag 144/86, Gubisch Maschinenfabrik (Sml. s. 4861, herefter »Gubisch-dommen«) og af 6.12.1994, sag C-406/92, Tatry (Sml. I, s. 5439).

(13) - Drouot har til stoette herfor henvist til praemis 15 i dommen i Zelger-sagen og gjort gaeldende, at selskabet efter fransk ret ikke ville kunne anses for at vaere part i sagen i Nederlandene, blot fordi selskabet er forsikrer af »Sequana«.

(14) - Den franske regering har navnlig henvist til punkt 19 i generaladvokat Tesauro's forslag til afgoerelse i Tatry-sagen, jf. ovenfor.

(15) - Under retsmoedet gav Kommissionens befuldmaegtigede dog udtryk for tvivl om, hvorvidt denne foerste vurdering var korrekt.

(16) - Det engelske udtryk »general average« kan virke forvirrende, eftersom det er noget helt andet end den normale betydning af ordet »average« (gennemsnitlig). Udtrykket er etymologisk det samme som det franske ord »avaries communes«, det nederlandske »averij grosse« og det tyske »grosse Haverei« (jf. E. Ledocte: Legal Dictionary in Four Languages, Maarten Kluwer, Antwerpen, 1982); ordet »average« betyder saaledes i denne sammenhaeng skade, som er udgangspunktet for ethvert krav i forbindelse med groshavari.

(17) - Jf. f.eks. Arnould's Law of Marine Insurance and Average, 16. udgave, Stevens and Sons, London 1981, bind 2, punkt 916; Ripert, Droit Maritime, fjerde udgave, Editions Rousseau et Cie, Paris 1953, bind III, punkt 2213 ff.

(18) - Jf., ifoelge akterne, lov nr. 67-545 af 7.7.1967 om begivenheder til soes.

(19) - Jf. Gubisch-dommen, praemis 11; jf. ogsaa Tatry-dommen, praemis 30.

(20) - Jf. fodnote 10 ovenfor om den situation, der muligvis foreligger i fransk ret.

(21) - A.st., praemis 13-16.

(22) - Jf. Gubisch-dommen, praemis 13.

(23) - Jf. Gubisch-dommen, praemis 14. Domstolen anfoerte ogsaa i praemis 14 ved en forglemmelse, at kun »den tyske version af artikel 21 (hvori det hedder: '... Klagen wegen desselben Anspruchs zwischen denselben Parteien anhaengig gemacht') ikke udtrykkeligt sondrer mellem begreberne 'genstand' og 'grundlag'«, og at den »derfor maa forstaas saaledes, at den har samme indhold som de andre sproglige versioner, som alle indeholder denne sondring« (min fremhaevelse). Faktisk indeholder i det mindste den engelske og den irske version heller ikke en saadan sondring; saaledes henvises der i den engelske version til »proceedings involving the same cause of action and between the same parties«, mens der i den irske version henvises til »... imeachtaí leis an gcúis chéanna chaingne agus idir na páirtithe céanna« (min fremhaevelse). Den danske tekst, f.eks., synes ogsaa blot at indeholde to betingelser: »... der har samme genstand og hviler paa samme grundlag« (min fremhaevelse). Imidlertid rettede Domstolen i praemis 38 i Tatry-dommen stiltiende sin lapsus i Gubisch-dommen, idet den anfoerte, at »der i den engelske version af artikel 21 ikke udtrykkeligt sondres mellem begreberne 'genstand' og 'grundlag'«. Domstolen gentog princippet i Gubisch-dommen og anfoerte, at »denne sprogversion maa imidlertid fortolkes saaledes, at den har samme indhold som de fleste af de andre sprogversioner, der indeholder denne sondring«.

(24) - Jf. Gubisch-dommen, praemis 17.

(25) - A.st., praemis 18.

(26) - Praemis 17.

(27) - Jf. praemis 29 og 30. Det femte spoergsmaal vedroerte den paastaaede identitet mellem de to sagers genstand og grundlag; der var tale om en sag anlagt af ladningsejerne i en kontraherende stat (Nederlandene) angaaende skade forvoldt paa deres gods under transporten og en sag, som tidligere var anlagt i en anden kontraherende stat (Det Forenede Kongerige) af skibets ejer med paastand om, at det fastsloges, at han ikke var ansvarlig for skaden paa ladningen. Domstolen indtog det standpunkt, at disse sager havde samme genstand, idet den omstaendighed, at paastandene var formuleret henholdsvis positivt og negativt ikke aendrede sagens genstand (nemlig fastlaeggelsen af erstatningsansvaret); jf. navnlig praemis 43.

(28) - A.st., praemis 31; jf. ogsaa punkt 14 i generaladvokat Tesauro's forslag til afgoerelse.

(29) - Jf. Tatry-dommen, praemis 32.

(30) - A.st., praemis 33 (min fremhaevelse). I det mindste paa engelsk anvendes adjektivet »identical« om noget, som »i alle detaljer« svarer til noget andet (jf. f.eks. The Concise Oxford Dictionary, Oxford, 1990, s. 585).

(31) - Jf. Tatry-dommen, praemis 34 (min fremhaevelse).

(32) - Jf. punkt 28 i forslaget.

(33) - A.st.

(34) - Det boer maaske tilfoejes - selv om dette ikke er ment som en kritik af Cour d'appel - at der ikke i sagens akter er noget, der tyder paa, at rettens konstatering med hensyn til nederlandsk ret byggede paa sagkyndige udtalelser eller paa andre paalidelige kilder.

(35) - Jf. punkt 19 i forslaget.