Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61996CC0342

    Forslag til afgørelse fra generaladvokat La Pergola fremsat den 9. juli 1998.
    Kongeriget Spanien mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.
    Statsstøtte - Anvendelse af den lovbestemte rentesats på aftaler om tilbagebetaling af løn og på betaling af skyldige bidrag til social sikring.
    Sag C-342/96.

    Samling af Afgørelser 1999 I-02459

    ECLI identifier: ECLI:EU:C:1998:341

    61996C0342

    Forslag til afgørelse fra generaladvokat La Pergola fremsat den 9. juli 1998. - Kongeriget Spanien mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Statsstøtte - Anvendelse af den lovbestemte rentesats på aftaler om tilbagebetaling af løn og på betaling af skyldige bidrag til social sikring. - Sag C-342/96.

    Samling af Afgørelser 1999 side I-02459


    Generaladvokatens forslag til afgørelse


    1 Kongeriget Spanien har i den foreliggende sag nedlagt paastand om, at Kommissionens beslutning 97/21/EKSF, EF af 30. juli 1996 om statsstoette til Compañía Española de Tubos por Extrusión SA, Llodio (Álava) (1) annulleres.

    De faktiske omstaendigheder og den nationale lovgivning

    2 La Compañía Española de Tubos por Extrusión SA (herefter »Tubacex«) er et privat selskab med hjemsted i Llodio (Álava), hvis speciale er fremstilling af soemloese staalroer. Det har et datterselskab i Amurrio (Álava), Acería de Álava, der fremstiller staal.

    Efter laengere tids alvorlige finansielle problemer erklaerede Tubacex sig i juni 1992 for midlertidigt insolvent og standsede sine betalinger i overensstemmelse med gaeldende spansk lov paa omraadet (2). Derefter henvendte arbejdstagerne i begge virksomheder sig til Fondo de Garantía Salarial (herefter »Fogasa«) med anmodning om betaling af deres loentilgodehavender. Fogasa er et uafhaengigt organ under Arbejds- og Socialministeriet og finansieres af virksomhederne. Det er dette organs opgave at udbetale loen til loenmodtagere, der ikke har faaet betaling paa grund af virksomhedens konkurs eller oekonomiske vanskeligheder (3). De paagaeldende virksomheder skal senere tilbagebetale disse beloeb til Fogasa (4). I artikel 32, stk. 1, i det kongelige dekret 505/1985 bestemmes det: »For at fremme inddrivelse af udestaaende skyldige beloeb, bemyndiges loenmodtagernes garantifond til at indgaa aftaler om tilbagebetaling, der naermere fastlaegger form, frister og garantier, idet gennemfoerelsen af arbejdstagernes krav skal ske under hensyn til virksomhedens fortsatte eksistens og bevarelse af arbejdspladser. Tilbagebetalinger kan omlaegges mod tillaeg af renter efter den gaeldende lovbestemte rentesats.«

    De kriterier, der gaelder for Fogasa's virke, er fastlagt i Arbejds- og Socialministeriets bekendtgoerelse af 20. august 1995, hvorefter dets indsats skal ske »inden for rammerne af den noedvendige handlefrihed under hensyntagen til det enkelte tilfaeldes saerlige omstaendigheder«. Bekendtgoerelsens artikel 2, stk. 1, fastsaetter, inden for hvilke frister Fogasa kan fordele virksomhedernes udestaaender. artikel 3 om sikkerhedsstillelse bestemmer, at der boer kraeves en »tilstraekkelig garanti«. Ifoelge artikel 6, stk. 3, kan Fogasa ligeledes afvise en ansoegning om afdragsordning og ratemaessig tilbagebetaling.

    3 Inden for de retlige rammer, som jeg her har beskrevet, indgik Fogasa paa den ene side og Tubacex og Acería de Álava paa den anden side den 10. juli 1992 en aftale, hvorefter Fogasa udbetalte skyldig loen til virksomhedernes ansatte, i alt 444 327 300 ESP, mens Tubacex og Acería de Álava forpligtede sig til at tilbagebetale dette beloeb med tillaeg af 211 641 186 ESP i rente. Tilbagebetalingsperioden var aftalt til otte aar, og rentesatsen var fastsat til 10%. Aftalen blev revideret to gange (5), og blev den 10. marts 1994 erstattet af en ny aftale, der igen blev aendret den 3. oktober 1994 (6).

    4 De aftaler, der blev indgaaet mellem Tubacex og Acería de Álava paa den ene side og socialsikringshovedkassen paa den anden side for saa vidt angaar gaeldsomlaegning og opdeling af kassens tilgodehavende hos virksomhederne for skyldige sociale bidrag, skal herefter betragtes naermere.

    Aftalerne har hjemmel i artikel 20 i den generelle lov om social sikring (Ley General de la Seguridad Social), hvori det hedder:

    »1. Der kan bevilges en afdragsordning eller en ratemaessig betaling af skyldige socialsikringsbidrag, eller det kan bestemmes, at disse bidrag forhoejes.

    ...

    3. En afdragsordning eller en ratemaessig betaling af skyldige socialsikringsbidrag kan indroemmes i de former og paa de vilkaar, som fastsattes af Arbejds- og Socialministeriet, under hensyn til hver enkelt sags saerlige omstaendigheder.«

    Skyldige afdrag skal tilbagebetales med tillaeg af morarente, 20% (7).

    Vilkaarene for en afdragsordning eller en ratemaessig betaling er fastsat i det kongelige dekret 1517/1991 af 11. oktober 1991. Artikel 39 i dekretet, der baerer overskriften »Forvaltningens skoensmaessige befoejelser«, bestemmer: »Tilladelse til at afdrage skyldige sociale sikringsbeloeb meddeles efter forvaltningens skoen, hvorved der kan stilles krav om en tilstraekkelig sikkerhed paa de betingelser, der er fastsat i artikel 30 i naervaerende kongelige dekret ...«

    Dekretets artikel 41, der har overskriften »Former, betingelser og virkemaader« bestemmer:

    »1. De gaeldsomlaegninger og opdeling af bidragene, som artikel 40 omhandler, kan indroemmes i den form og paa de vilkaar og under de betingelser, som fastsaettes af Arbejds- og Socialministeriet.

    2. Under alle omstaendigheder sker afdragsordningen eller den ratemaessige gaeldsindfrielse til socialsikringskassen mod tilskrivning af renter efter den gaeldende lovbestemte rentesats fra den dato, hvor afdragsordningen eller den ratemaessige gaeldsindfrielse traeder i kraft, indtil betaling sker ...«

    Gennemfoerelsesbestemmelserne til det kongelige dekret 1517/1991 blev fastsat ved bekendtgoerelse af 8. april 1992. Til brug for naervaerende gennemgang skal jeg herved navnlig henlede opmaerksomheden paa bekendtgoerelsens artikel 11, hvorefter: »Socialsikringshovedkassen kan skoensmaessigt indroemme afdragsordninger eller opdeling af gaeld vedroerende skyldige beloeb til forvaltningsorganer eller almindelige tjenestegrene inden for den sociale sikringsordning.«

    5 Tubacex havde i forhold til socialsikringskassen en laengere raekke gaeldsposter, der blev reguleret ved aftalen om ophaevelse af betalingsstandsningen i oktober 1993 (8). Inden for rammerne af denne aftale blev ogsaa betalingsstandsningen haevet. Efter indgaaelsen af aftalen stoppede virksomhederne betalingen af bidrag til socialsikringskassen, hvorved der blev oparbejdet en ny gaeld for Tubacex paa 1 156 601 560 ESP og for Acería de Álava paa 255 325 925 ESP. I henhold til artikel 27 i den generelle lov om social sikring forhoejedes gaelden med morarenter (9).

    Den 25. marts og 2. april 1994 indgik socialsikringshovedkassen aftaler med Tubacex og med Acería de Álava om tilbagebetaling af de anfoerte beloeb. Parterne enedes om en naermere afdragsordning og ratemaessig tilbagebetaling af gaelden i overensstemmelse med de foernaevnte bestemmelser. Ved de to aftaler var det fastsat, at der skulle betales 9% i rente af hovedstolen (10).

    Den anfaegtede beslutning

    6 Efter en foreloebig undersoegelse traf Kommissionen den 30. juli 1996 den anfaegtede beslutning. Artikel 1 i denne beslutning lyder:

    »De foranstaltninger, Kongeriget Spanien traf til fordel for Compañía Española de Tubos por Extrusión SA (Tubacex) og Acería de Álava, indeholdt elementer af ulovlig statsstoette og er uforenelige med faellesmarkedet i henhold til EF-traktatens artikel 92 og beslutning nr. 3855/91/EKSF, eftersom den anvendte rentesats var lavere end den gaeldende markedsrente. Der er tale om foelgende foranstaltninger:

    1) den kreditaftale, der blev indgaaet den 10. juli 1992 mellem Fondo de Garantía Salarial (FOGASA), Tubacex og Acería de Álava, om en hovedstol paa i alt 444 327 300 ESP, aendret ved aftaler af 8. februar 1993 og 16. februar 1994 (der omfattede en hovedstol paa henholdsvis 376 194 872 ESP og 372 000 000 ESP)

    2) den kreditaftale, der blev indgaaet den 10. marts 1994 mellem FOGASA, Tubacex og Acería de Álava, om en hovedstol paa i alt 465 727 750 ESP, aendret ved aftale af 3. oktober 1994 om en hovedstol paa i alt 469 491 521 ESP

    3) den aftale, der blev indgaaet den 25. marts 1994 mellem socialsikringskassen (Seguridad Social) og Acería de ¶lava, om omlaegning af gaeld paa 274 409 604 ESP

    4) den aftale, der blev indgaaet den 12. april 1994 mellem socialsikringskassen og Tubacex, om omlaegning af gaeld paa 1 409 957 329 ESP.«

    Ifoelge artikel 2 i den anfaegtede beslutning »fjerner [Kongeriget Spanien] de stoetteelementer i foranstaltningerne, der er indeholdt i de i artikel 1 naevnte foranstaltninger, ved at traekke dem tilbage eller anvende den normale markedsrente med virkning fra det tidspunkt, hvor FOGASA oprindelig ydede laanene, og hvor omlaegningen af gaelden til socialsikringskassen efter betalingsstandsningen blev bevilget, og kraever det beloeb tilbagebetalt, der svarer til forskellen mellem denne rentesats og den rentesats, der faktisk blev anvendt frem til datoen for stoettens ophoer ...«

    Kongeriget Spanien har med naervaerende soegsmaal anfaegtet denne beslutning. Navnlig kritiseres Kommissionens vurdering, i det omfang den har anset de betingelser, som Fogasa har indroemmet ved tilbagebetalingen, samt virksomhedernes ratemaessige tilbagebetaling til socialsikringskassen, for statsstoette.

    Den paastaaede tilsidesaettelse af EF-traktatens artikel 118

    7 Kongeriget Spanien har for det foerste gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning er i strid med traktatens artikel 118 (11): De foranstaltninger, som Kommissionen har anset for statsstoette, er efter Spaniens opfattelse i virkeligheden ordninger af arbejdsretlig art, naermere bestemt vedroerende den sociale sikringsordning, der er et omraade, der henhoerer under medlemsstaternes enekompetence, og hvor Kommissionen alene udoever en forslagsstillende og samordnende funktion. Saerligt er Fogasa's opgaver begraenset til at udbetale arbejdstagerne de loenninger, som ikke er blevet betalt af virksomheden, hvorved den virker som »loengaranti« og indgaar som en integreret del af arbejdsaftalens betingelser. Hvad angaar inddrivelsen af virksomhedernes gaeld til socialsikringshovedkassen reguleres spoergsmaalet i den generelle lov om social sikring; det drejer sig foelgelig om en socialsikringsordning, der regulerer, hvorledes de forpligtelser, som foelger af denne lov, skal betales.

    Kongeriget Spanien goer saaledes i det vaesentlige gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 118, idet den har sidestillet foranstaltninger, der henhoerer under omraadet for social sikring, med statsstoette. Denne argumentation finder jeg imidlertid ikke overbevisende. Som Kommissionen med rette har anfoert i sine skriftlige indlaeg vedroerer de elementer, der i den anfaegtede beslutning fastslaas at udgoere statsstoette, saaledes ikke Fogasa's eller socialsikringshovedkassens intervention som saadan, men de betingelser for tilbagebetaling af de beloeb, som virksomhederne skal udrede til disse organer, herunder naermere den omstaendighed, at hovedstolene forrentes med den lovpligtige rente og ikke med markedsrenten. Som medgivet af Kommissionen er forholdet med andre ord det, at hverken Fogasa's udlaeg af loen eller afdragsordningen i forhold til socialsikringshovedkassen i sig selv er blevet anset for statsstoette. Stoetteelementet ligger derimod i den omstaendighed, at virksomhederne begunstiges i forbindelse med deres tilbagebetaling af de udlagte beloeb eller indroemmelsen af afdragsordningen, idet de har fordelen af en rentesats, der er fastsat til den lovbestemte rente, dvs. en rentesats, der er lavere end markedsrenten.

    Den anfaegtede beslutning er foelgelig paa ingen maade i strid med traktatens artikel 118: Den angaar ikke Fogasa's eller socialsikringshovedkassens intervention og griber heller ikke ind i den »sociale funktion«, som paahviler disse organer, men vedroerer blot de finansielle forhold mellem disse og virksomhederne. For det andet har Domstolen allerede anset nationale foranstaltninger paa omraadet social sikring for stoette. Det er saaledes fast praksis, at »artikel 92, stk. 1, saaledes ikke sondrer under hensyn til grundende til eller hensigten med de statslige interventioner, men definerer dem i kraft af deres virkninger (dom af 2.7.1974, sag 173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. s. 709, praemis 27). Den omstaendighed, at [...] interventioner har et socialt formaal, kan derfor ikke uden videre medfoere, at de falder uden for begrebet statsstoette i traktatens artikel 92« (12). Det fremgaar saaledes af den anfoerte praksis, at den omstaendighed, at Fogasa's og socialsikringshovedkassens interventioner angiveligt har social karakter, i modsaetning til Kongeriget Spaniens argumentation, ikke er tilstraekkelig til at udelukke, at traktatens artikel 92 kan finde anvendelse.

    De anfaegtede foranstaltningers generelle karakter

    8 Kongeriget Spanien har endvidere gjort gaeldende, at betingelserne i traktatens artikel 92 for at anse Fogasa's og socialsikringshovedkassens interventioner for statsstoette ikke er opfyldt. Dette sigter navnlig paa paastanden om, at stoetteelementerne ligger i, at den lovbestemte rentesats finder anvendelse paa virksomhedernes tilbagebetalingsforpligtelse i stedet for den saedvanligt anvendte markedsrente. Det er den spanske regerings opfattelse, at denne rente, der er fastsat ved lov, udgoer en generel bestemmelse, der kan finde anvendelse paa enhver virksomhed, der kontraherer med Fogasa og socialsikringshovedkassen. Med andre ord ville den foreliggende statslige intervention kunne ske i forhold til en hvilken som helst virksomhed, og begunstiger derfor ikke »visse virksomheder eller visse produktioner«, som det kraeves efter traktatens artikel 92, stk. 1.

    Denne argumentation finder jeg imidlertid heller ikke overbevisende. Det er ubestridt, at foranstaltninger af generel karakter ikke er omfattet af anvendelsesomraadet for traktatens artikel 92. Domstolen har imidlertid allerede tidligere fastslaaet, at selv foranstaltninger, der umiddelbart forekommer anvendelige paa alle virksomheder, i et vist omfang kan vaere selektive, og foelgelig maa anses for foranstaltninger, der har til formaal at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner. Dette vil navnlig vaere tilfaeldet, naar den forvaltning, der skal anvende en generel bestemmelse, er tillagt et vist frit skoen ved anvendelsen af retsakten. I dommen i sagen Frankrig mod Kommissionen fandt Domstolen saaledes, at den omtvistede nationale ordning »kan stille visse virksomheder gunstigere end andre og dermed opfylder betingelserne for, at der foreligger en statsstoette i traktatens artikel 92, stk. 1's forstand, da det paagaeldende nationale organ raader [...] over en skoensbefoejelse, som giver den mulighed for at afpasse den finansielle intervention efter forskellige hensyn« (13).

    Af denne retspraksis fremgaar foelgelig, at den omstaendighed, at forvaltningen er tillagt en skoensmaessig vurdering, udelukker, at der er tale om en foranstaltning af generel raekkevidde. Som Kommissionen med rette har anfoert, er der i den konkrete sag ligeledes tale om et saadant frit skoen. Dette fremgaar udtrykkeligt af de bestemmelser, der regulerer henholdsvis Fogasa's og socialsikringshovedkassens aktiviteter. Arbejds- og Socialministeriets bekendtgoerelse af 20. august 1995 angiver dels de generelle kriterier, som Fogasa skal respektere, samtidig med at det fastslaas, at Fogasa's indsats skal ske »inden for rammerne af den noedvendige handlefrihed under hensyntagen til det enkelte tilfaeldes saerlige omstaendigheder«. Bekendtgoerelsens artikel 2, stk. 1, fastsaetter, inden for hvilke frister Fogasa kan fordele virksomhedernes udestaaende; Fogasa kan saaledes afgoere frit, hvilken frist, der skal indroemmes virksomheden med henblik paa tilbagebetaling. Et andet aspekt af interventionens skoensmaessige karakter kan endvidere udledes af bekendtgoerelsens artikel 3, der omhandler sikkerhedsstillelse, hvorefter der boer kraeves en »passende garanti«. Endelig kan Fogasa ifoelge artikel 6, stk. 3, afslaa enhver begaering om afdragsordning eller ratemaessig tilbagebetaling af gaelden. Hvad endelig socialsikringshovedkassen angaar foelger dens frie skoen udtrykkeligt af selve den retlige ramme. Artikel 39, stk. 1, (der baerer overskriften »Forvaltningens skoensmaessige befoejelser«) i det kongelige dekret 1517/1991 bestemmer, at »indroemmelse af en afdragsordning ... sker efter et skoen« (14).

    Der er saaledes overladt Fogasa og socialsikringshovedkassen et frit skoen i deres virke; denne skoensmaessige befoejelse vedroerer ikke fastsaettelsen af rentesatsen - idet rentesatsen er den lovbestemte rente - men udformningen af de enkelte elementer i interventionen. Dette er ifoelge Domstolens praksis tilstraekkeligt til at udelukke, at der er tale om interventioner af generel karakter, der falder uden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 92, stk. 1.

    Det spanske regering har endvidere anfoert, at Kommissionen har aendret opfattelse for saa vidt angaar elementerne i den omtvistede stoette: Indledningsvis fandt den, at stoetten skyldtes den omstaendighed, at den lovbestemte rente fandt anvendelse, men den goer nu gaeldende, at stoetten ligger i den skoensmargen, der er overladt Fogasa og socialsikringshovedkassen, ved fastsaettelsen af elementerne i deres intervention. Dette er imidlertid ikke tilfaeldet. Disse to aspekter er aabenbart konnekse og komplementaere ved afgoerelsen af, om der foreligger statsstoette: Anvendelsen af den lovbestemte rentesats i stedet for markedsrenten er den fordel, der er indroemmet den begunstigede virksomhed; skoennet lader derimod fastslaa, at der er tale om en foranstaltning, der ikke har generel raekkevidde, men som maa antages at begunstige »visse virksomheder eller visse produktioner«, som det kraeves efter traktatens artikel 92, stk. 1.

    Spoergsmaalet, om stoetten er blevet ydet af statslige midler, samt om der foreligger konkurrencefordrejning

    9 Den spanske regering har gjort gaeldende, at Fogasa's og socialsikringshovedkassens interventioner ikke udgoer statsstoette, idet de hverken medfoerer udgifter eller tab af indtaegter for det offentlige.

    Dette argument kan jeg heller ikke tilslutte mig. Anvendelsen af den lovpligtige rente betyder under alle omstaendigheder et oekonomisk tab for staten, netop paa grund af forskellen mellem den saedvanlige markedsrente og den lavere, lovbestemte rente, der anvendtes i det konkrete tilfaelde.

    For saa vidt angaar den konkurrencefordrejning, der angiveligt ikke foreligger, har den spanske regering navnlig gjort gaeldende, at anvendelsen af den lovbestemte rente i sig selv var neutral, idet denne sats fandt anvendelse i forhold til samtlige virksomheder, som kontraherede med Fogasa og socialsikringshovedkassen. Under alle omstaendigheder var der tale om en ubetydelig fordrejning, idet forskellen mellem rentesatsen paa den saedvanlige bankmarkedsrente og den lovbestemte sats var ubetydelig, og det gaeldsbeloeb, der skulle forrentes, ikke var saerlig hoejt. Betydningen af den paastaaede stoette for virksomhedernes budget var foelgelig minimal. Ogsaa paa dette punkt deler jeg Kommissionens indsigelse, hvorefter udlaeg til loen og sociale bidrag er en del af de saedvanlige driftsomkostninger, som enhver virksomhed maa imoedegaa af egne midler (15). Hver gang der sker en lettelse af disse finansielle forpligtelser - og i den foreliggende sag bestaar fordelen i den omstaendighed, at der indroemmes en afdragsordning med hensyn til betalingerne til en rentesats, der ikke svarer til markedsrenten - nyder virksomheden under alle omstaendigheder en »ekstern fordel«, der fordrejer konkurrencevilkaarene.

    10 Kongeriget Spanien har endvidere gjort gaeldende, at Kommissionen i sin definition af stoetten ikke tog hensyn til den omstaendighed, at lovgivningen paa det sociale sikringsomraade i tilfaelde af forsinket betaling af gaelden indeholder bestemmelse om en forhoejelse paa 20%. Det er regeringens opfattelse, at Kommissionen ved sin konstatering af den oekonomiske begunstigelse af virksomhederne burde have taget hensyn til denne byrde.

    Argumentet savner imidlertid relevans. Det, Kommissionen anser for element af stoette, bestaar i, at der anvendes en lovbestemt rentesats, mens de ovenfor naevnte byrder udgoer en del af det skyldige beloeb. Det er saaledes tale om to forskellige ting. Som Kommissionen i oevrigt har anfoert, ville en fritagelse for at skulle erlaegge de anfoerte tillaeg have vaeret udtryk for et yderligere element af stoette.

    En privat kreditors adfaerd

    11 Kongeriget Spanien har endelig gjort gaeldende, at Kommissionen med urette har antaget, at der forelaa stoette, idet den henviste til de betingelser, som en privat bank ville have anvendt, herunder navnlig bankmarkedsrenten. Det offentlige indroemmede saaledes i det konkrete tilfaelde ikke et laan med henblik paa gevinst, men handlede derimod som en saedvanlig privat kreditor, der soeger at opnaa daekning for sit tilgodehavende hos en insolvent debitor. Naar debitor har oekonomiske vanskeligheder, tjener de betingelser, som kreditor fastsaetter, ikke gevinstformaal, idet der herefter alene soeges opnaaet betaling af det skyldige beloeb.

    Jeg deler imidlertid ikke denne opfattelse. Det er ubestridt, at Fogasa og socialsikringshovedkassen ikke arbejder med gevinst for oeje saaledes forstaaet, at disse organer ikke soeger at realisere et overskud ved at yde de beroerte virksomheder et laan eller en afdragsordning. Men det er ifoelge Kommissionen netop heri stoetten ligger. Virksomhederne har saaledes opnaaet en »markedsfremmed« oekonomisk fordel, til trods for at bestemmelserne om statsstoette netop har til formaal at forbyde offentlige indgreb i oekonomien, saaledes at det aendrer markedsbetingelserne paa en maade, der er uforenelig med principperne om en fri, ikke fordrejet konkurrence. Desuden finder jeg, at det offentlige i den konkrete sag ligeledes ikke har soegt at opfylde det kriterium, som den spanske regering laegger til grund, hvorefter den skulle have forholdt sig som en privat kreditor, der soeger at opnaa daekning for sit tilgodehavende. Det er nemlig vanskeligt at forestille sig en privat kreditor, der indroemmer kreditter og afdragsordninger paa gunstige betingelser til virksomheder i krise. Tvaertimod er forholdet det, at naar virksomheder befinder sig i alvorlige oekonomiske vanskeligheder, er dette saedvanligvis en grund til at naegte yderligere kreditter eller gunstige betingelser ved tilbagebetalingen af eksisterende gaeldsposter.

    Forslag til afgoerelse

    12 Paa baggrund af de anfoerte betragtninger foreslaar jeg herefter Domstolen at traeffe foelgende afgoerelse:

    1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

    2) Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.

    (1) - EFT 1997 L 8, s. 14.

    (2) - Betalingsstandsningen blev ophaevet i oktober 1993 efter aftale med kreditorerne. Indholdet af aftalen var i det vaesentlige, at gaelden skulle indfries gennem udstedelse af konvertible obligationer.

    (3) - Jf. artikel 33 i Estatuto de los Trabajadores (den spanske arbejdstagervedtaegt) og artikel 2, stk. 1, i det kongelige dekret 505/1985 af 6.3.1985 om Fogasa's organisation og virke.

    (4) - Jf. artikel 33, stk. 4, i arbejdstagervedtaegten og artikel 2, stk. 4, i det kongelige dekret 505/1985.

    (5) - Efter den foerste aendring den 8.2.1993 androg de skyldige beloeb henholdsvis 376 194 837 ESP i hovedstol, med tillaeg af 183 473 133 ESP i rente, der skulle tilbagebetales i seksten halvaarlige rater, der forrentedes med 9%. Ved den anden aendring af 16.2.1994 fastsattes hovedstolen til 372 000 000 ESP, med tillaeg af 154 138 830 ESP i rente, der skulle tilbagebetales med tillaeg af 9% i rente.

    (6) - Ifoelge aftalen af 10.3.1994 androg hovedstolen 465 727 750 ESP og renten 197 580 900 ESP. Renten var fastsat til 9%. I henhold til aftalen af 3.10.1994 skulle der over otte aar tilbagebetales et beloeb paa henholdsvis 469 491 521 ESP i hovedstol, med tillaeg af 205 335 378 ESP i rente. Der skulle foerst betales renter de sidste tre aar og afdrag for saa vidt angik 70% af hovedstolen skulle foerst finde sted fra den 30.12.1998 at regne.

    (7) - Jf. artikel 27 i den generelle lov om social sikring.

    (8) - Aftalen er omtalt ovenfor i fodnote 2.

    (9) - Morarenterne androg for Tubacex' vedkommende 253 335 669 ESP og for Acería de Álava's vedkommende 49 083 697 ESP. Tillagt hovedstolen giver dette i alt en samlet gaeld paa 1 409 957 329 ESP for Tubacex' vedkommende og paa 274 409 604 ESP for Acería de Álava.

    (10) - Den foerste aftale vedroerte Acería de Álava's gaeld, der beloeb sig til 274 409 604 ESP; denne gaeldspost skulle tilbagebetales progressivt over en periode paa fem aar med 51 % af beloebet til forfald det femte aar. Den anden aftale vedroerte Tubacex' gaeld paa 1 409 957 329 ESP og indeholdt tilsvarende betingelser som for Acería de Álava's vedkommende.

    (11) - Ifoelge denne bestemmelse »... fremmer Kommissionen samarbejdet mellem medlemsstaterne paa det sociale omraade, navnlig i spoergsmaal vedroerende:

    - beskaeftigelse

    - arbejdsretten og arbejdsvilkaarene

    - den almindelige og videregaaende faglige uddannelse

    - social sikring

    - forebyggelse af arbejdsulykker og erhvervssygdomme

    - sundhedsforskrifter for arbejde

    - organisationsretten og retten til kollektive forhandlinger mellem arbejdsgiverne og arbejdstagere.

    Med henblik herpaa skal Kommissionen i naer kontakt med medlemsstaterne foretage undersoegelser, afgive udtalelser og tilrettelaegge samraad baade med hensyn til spoergsmaal af national karakter og til spoergsmaal af interesse for internationale organisationer.

    Kommissionen hoerer Det OEkonomiske og Sociale Udvalg, inden den afgiver de i denne artikel omhandlede udtalelser.«

    (12) - Jf. dom af 26.9.1996, sag C-241/94, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 4551, praemis 20 og 21.

    (13) - Jf. ovennaevnte dom i sagen Frankrig mod Kommissionen, praemis 24. I denne dom bemaerkede Domstolen, at det paagaeldende nationale organ »raader (...) over en skoensbefoejelse, som giver den mulighed for at afpasse den finansielle intervention efter forskellige hensyn, saasom navnlig valget af begunstigede, stoerrelsen af beloebet for den finansielle intervention og betingelserne for interventionen« (praemis 23).

    (14) - Min fremhaevelse.

    (15) - Det fremgaar af fast retspraksis, at »stoettebegrebet omfatter de fordele, som indroemmes af offentlige myndigheder, og som under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget« (jf. dommen i sagen Frankrig mod Kommissionen, praemis 34, og dom af 15.3.1994, sag C-387/92, Banco Exterior de España, Sml. I, s. 877, praemis 12 og 13).

    Top