61996C0253

1 De seks praejudicielle forelaeggelser fra Landesarbeitsgericht Hamm, som vedroerer lige saa mange verserende sager, som hver indeholder fem reelt identiske spoergsmaal, giver Domstolen anledning til for foerste gang at fortolke Raadets direktiv 91/533/EOEF af 14. oktober 1991 om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkaarene for arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet (1) (herefter »direktivet«).

De relevante retsregler

2 Direktivet er et instrument til at naa den faelles socialpolitiks maal (2) og til at anvende faellesskabspagten om arbejdstagernes grundlaeggende arbejdsmarkedsmaessige og sociale rettigheder, som blev vedtaget i Strasbourg den 9. december 1989 (3).

Direktivet bestemmer, for saa vidt det er relevant i denne sag, at arbejdstageren har ret til at blive fuldt ud underrettet om de punkter, der karakteriserer hans kontraktlige situation, og som altsaa udgoer indholdet af de oevrige rettigheder og forpligtelser, der foelger for ham af den omstaendighed, at han er part i et arbejdsforhold. Raekkevidden af arbejdsgiverens forpligtelse til at sikre arbejdstageren korrekte oplysninger fremgaar af listen over »de vaesentlige punkter i arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet«, som findes i direktivets artikel 2, stk. 2. Blandt disse er de punkter, der er relevante for de praejudicielle spoergsmaal, som Domstolen skal besvare, dem, der er angivet i litra c), nemlig

»i) arbejdstagerens titel, rang, stilling eller jobkategori, eller

ii) en kortfattet karakteristik eller beskrivelse af arbejdet« (4).

3 I henhold til direktivets artikel 3 skal arbejdsgiveren opfylde sin informationsforpligtelse ved senest to maaneder efter, at arbejdstageren har paabegyndt arbejdet, at udlevere et eller flere skriftlige dokumenter til ham, som indeholder de i artikel 2 naevnte punkter. Arbejdstageren skal ligeledes underrettes paa samme maade, saafremt de paagaeldende punkter aendres. For arbejdskontrakter eller ansaettelsesforhold, der allerede eksisterede paa det tidspunkt, hvor bestemmelserne for direktivets gennemfoerelse traadte i kraft i de forskellige medlemsstater, bestemmer artikel 9, at arbejdsgiveren giver den arbejdstager, der anmoder herom, de i artikel 3 omhandlede dokumenter (5).

Skoent direktivet paalaegger en pligt til at give oplysning om arbejdskontrakten, griber det, som udtrykkeligt bestemt i artikel 6, ikke ind i de nationale bestemmelser, der gaelder for arbejdskontraktens eller ansaettelsesforholdets form, eller som vedroerer bevisfoerelse for arbejdskontraktens eller ansaettelsesforholdets eksistens og indhold. Direktivet paalaegger desuden i artikel 8 medlemsstaterne at sikre arbejdstageren ret til at goere sine rettigheder gaeldende for retslige instanser, naar han anser sine rettigheder for kraenkede som foelge af manglende overholdelse af kravene i direktivet, hvilket klart har til formaal at sikre oplysningspligtens effektivitet.

4 Medlemsstaterne skulle have gennemfoert direktivet senest den 30. juni 1993 (6). Forbundsrepublikken Tyskland har gennemfoert det ved lov af 20. juli 1995 (7). De relevante bestemmelser i den tyske lov er § 2, stk. 1, nr. 5, som gennemfoerer direktivets artikel 2, stk. 2, litra c), og bestemmer, at oplysningsdokumentet skal indeholde betegnelsen for eller en generel beskrivelse af det arbejde, arbejdstageren skal udfoere, og § 4, stk. 2, som gennemfoerer direktivets artikel 9, stk. 2, som, naar arbejdsforholdet allerede bestod ved lovens ikrafttraeden, fritager arbejdsgiveren for pligten til at underrette arbejdstageren, selv paa dennes anmodning, naar de vaesentlige punkter fremgaar af den skriftlige arbejdskontrakt eller andre skriftlige dokumenter (8).

De faktiske omstaendigheder og spoergsmaalene

5 I sag C-253/96 - C-256/96 er sagsoegerne i hovedsagerne ansat hos Landschaftsverband Westfalen-Lippe (herefter »Landschaftsverband«). Hver af dem er blevet skriftligt underrettet af arbejdsgiveren om den loenramme og det arbejdsniveau, som de befandt sig paa. Alle sagsoegerne ansoegte i 1991 og 1992 Landschaftsverband om forfremmelse til den umiddelbart hoejere loenramme, da de bl.a. allerede havde tilbagelagt den hertil foreskrevne beskaeftigelsesperiode paa det umiddelbart lavere niveau. Landschaftsverband svarede, at de skriftlige oplysninger om deres indplacering ikke var korrekte, fordi de i virkeligheden havde udfoert arbejdsopgaver svarende til et lavere niveau end det meddelte, saaledes at betingelserne for en forfremmelse til et hoejere niveau ikke var opfyldt.

I alle de sager, der blev anlagt ved Arbeitsgericht, blev de sagsoegte frifundet med den begrundelse, at sagsoegerne ikke havde bevist, at de i den kraevede periode havde udfoert arbejdsopgaver svarende til det niveau og den loenramme, der var fastsat for at kunne goere krav paa forfremmelse til et hoejere niveau. Den nationale underinstans fandt, at meddelelsen fra arbejdsgiveren om den da anerkendte indplacering, som dernaest af arbejdsgiveren blev anset for ikke at svare til virkeligheden, var uden betydning som bevis. Underinstansens domme blev anket til Landesarbeitsgericht Hamm.

6 I sagerne C-257/96 og C-258/96 er sagsoegerne ansat henholdsvis i det anpartsselskab, som omfatter byen Witten's energiforsyning (Stadtwerke Witten GmbH) og den kommunale energiforsyningsvirksomhed, der forsyner byen Altena (Stadtwerke Altena GmbH). I begge tilfaelde blev arbejdstagerne paa det paagaeldende tidspunkt underrettet af deres arbejdsgiver om, at de var blevet forfremmet til en hoejere loenramme. I 1992 og i 1993 praeciserede de samme arbejdsgivere imidlertid over for de paagaeldende ansatte, at de ikke kunne tage de tidligere meddelte indplaceringer i betragtning, da de skyldtes en fejlvurdering: Foelgelig blev de naegtet indplacering i en hoejere loenramme.

Efter at de ansatte havde anlagt sag, gav en af retterne sagsoegeren medhold og doemte arbejdsgiveren til at loenne arbejdstageren paa det niveau, som denne gjorde krav paa; den anden frifandt derimod sagsoegte af mangel paa bevis for, at sagsoegeren faktisk havde udfoert arbejdsopgaver paa et hoejere niveau. De tabende parter har ogsaa anket disse to domme til Landesarbeitsgericht Hamm.

7 For den nationale ret diskuteres det altsaa paa baggrund af direktivet, navnlig artikel 2, hvilken betydning med hensyn til deres bevisvaerdi de oplysninger har, som arbejdsgiveren giver arbejdstageren om hans indplacering og om hans loen. I det foreliggende tilfaelde goer de paagaeldende arbejdsgivere gaeldende, at de oplysninger, der er givet de ansatte, ikke svarer til de arbejdsopgaver, som disse faktisk udfoerer.

8 Da Landesarbeitsgericht finder, at afgoerelsen af de tvister, der verserer for den, afhaenger af fortolkningen af de relevante bestemmelser i direktivet, har den forelagt Domstolen fem praejudicielle spoergsmaal. De kan sammenfattes saaledes:

»1) Skal direktivets artikel 2, stk. 2, fortolkes saaledes, at den har til formaal at lette den bevisbyrde, som paahviler arbejdstageren, naermere bestemt at undgaa, at han under en tvist om hans beskaeftigelse skal bevise de punkter i arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet, som er blevet meddelt ham skriftligt af hans arbejdsgiver?

2) Saafremt det foerste spoergsmaal besvares bekraeftende, skal bestemmelsen i direktivets artikel 2, stk. 2, litra c), nr. i) (9), anses for at vaere umiddelbart anvendelig fra den 1. juli 1993 over for et offentligt organ?

3) Saafremt det andet spoergsmaal besvares bekraeftende, skal de punkter, der bestaar i 'stilling eller jobkategori', som er meddelt arbejdstageren i henhold til direktivets artikel 2, stk. 2, litra c), nr. i) (10), forstaas saaledes, at arbejdstageren skal vaere i stand til at vide ud fra indplaceringen paa det niveau og i den kategori, som er blevet meddelt ham, om han har ret til en forfremmelse?

4) Er den i direktivets artikel 2, stk. 2, litra c), naevnte meddelelse bindende for arbejdsgiveren med den foelge, at denne er bundet af den meddelte indplacering, saa laenge han ikke beviser, at den er fejlagtig, eller i hvert fald saa laenge han ikke godtgoer, at arbejdstageren ikke er blevet korrekt indplaceret, eller at vaerdien af arbejdsopgaverne er blevet forringet i tidens loeb (11)?

5) Er den nationale gennemfoerelseslov endelig i overensstemmelse med direktivet, navnlig med artikel 9, i den del, hvor den bestemmer for det tilfaelde, at et arbejdsforhold bestod ved lovens ikrafttraeden, at arbejdsgiveren er fritaget for forpligtelsen til at overgive arbejdstageren et skriftligt dokument, selv paa dennes anmodning, hvis et tidligere udarbejdet dokument eller en skriftlig arbejdskontrakt indeholder de kraevede oplysninger, hvilket indebaerer, at den tidligere meddelelse forbliver gyldig, hvilket desuden har den foelge, at en arbejdsgiver, som foretager en ny meddelelse, der er i strid med den foerste, skal bevise, at den nye meddelelse er sand?«

Det foerste og det fjerde spoergsmaal

9 Jeg finder det hensigtsmaessigt at behandle det foerste og det fjerde spoergsmaal under ét, da de begge drejer sig om, hvilken bevismaessig betydning den meddelelse har, som arbejdsgiveren er forpligtet til at give arbejdstageren. Den nationale ret spoerger naermere bestemt med det foerste spoergsmaal, om en arbejdstager, som har til hensigt at goere sit kontraktforhold gaeldende for retten, saaledes som det fremgaar af de af arbejdsgiveren afgivne skriftlige oplysninger, kan begraense sig til at fremlaegge de modtagne dokumenter, saaledes at bevisbyrden for, at de eventuelt er urigtige, derimod paahviler arbejdsgiveren. Med det fjerde spoergsmaal oensker den forelaeggende ret ligeledes at vide, om arbejdsgiveren er bundet af den meddelelse, som han har givet arbejdstageren i henhold til direktivets artikel 2, medmindre han beviser, at de punkter, som den indeholder, er urigtige.

Efter hvad der fremgaar af sagen, drejer det sig i begge tilfaelde om at fastslaa, hvilken betydning som bevis den meddelelse har, ved hvilken arbejdsgiveren skriftligt underretter arbejdstageren om de vaesentlige punkter i arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet. Jeg skal tilfoeje, selv om den nationale ret ikke naevner det, at svaret paa de spoergsmaal ogsaa noedvendiggoer en fortolkning af direktivets artikel 6, hvorefter direktivet »[ikke] beroerer ... national lovgivning og/eller praksis vedroerende arbejdskontraktens eller ansaettelsesforholdets form, bevisfoerelse for arbejdskontraktens eller ansaettelsesforholdets eksistens og indhold og gaeldende procesregler paa omraadet« (12).

10 Jeg vil straks sige, at der ved en korrekt fortolkning af direktivets relevante bestemmelser ikke kan ses bort fra dets helt grundlaeggende formaal. Mens direktivet som allerede naevnt er udstedt i henhold til traktatens artikel 100, udgoer det, paa grund af den aabenbare betydning, som de nationale lovgivninger paa omraadet har for det faelles markeds funktion, et instrument til gennemfoerelse af faellesskabspagten om de grundlaeggende arbejdsmarkedsmaessige og sociale rettigheder i overensstemmelse med den faelles socialpolitiks formaal (fjerde og femte betragtning). Navnlig har faellesskabslovgiver villet harmonisere de nationale bestemmelser om underretning af arbejdstagere og tilslutter sig saaledes det formaal »at yde [dem] en bedre beskyttelse mod en eventuel tilsidesaettelse af deres rettigheder« (13).

Det er netop paa denne baggrund, at man skal vurdere dels vaerdien af arbejdsgiverens forpligtelse til at meddele arbejdstageren de vaesentlige punkter i arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet, og dels denne forpligtelses manglende betydning i henhold til direktivets artikel 6 for arbejdskontraktens form og bevisfoerelsen for dens eksistens.

Navnlig har faellesskabslovgiver, ved at udelukke, at de ved direktivet fastsatte forpligtelser til at give skriftlige oplysninger kan have betydning for saavel arbejdskontraktens eller ansaettelsesforholdets form som for bestemmelserne om bevisfoerelse, saaledes som de er fastsat i national ret, villet goere det muligt for arbejdstageren ved ethvert middel, altsaa selv uden skriftlig form, at goere arbejdsforholdets eksistens og de naermere bestemmelser for dets forloeb gaeldende (14).

11 Dette betyder naturligvis ikke, at meddelelsen ikke har nogen vaerdi som bevis for de udfoerte arbejdsopgaver. En saadan konklusion ville i oevrigt beroeve den paagaeldende meddelelse dens formaal og dens berettigelse, som er at underrette arbejdstagerne om de vaesentlige punkter i arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet, men ogsaa og isaer at sikre, at deres rettigheder bliver effektive og i givet fald kan goeres gaeldende ved de nationale domstole.

Skoent direktivet altsaa ikke beroerer national lovgivning vedroerende bevisfoerelse med hensyn til arbejdskontraktens eller ansaettelsesforholdets eksistens og indhold, maa det alligevel erkendes, at de punkter, som arbejdsgiveren anfoerer i sin meddelelse, ikke kan vaere uden en vis betydning, ogsaa til bevisformaal.

12 Naar det er sagt, vil jeg naevne, at den manglende afvisning af nogle former for bevis betyder, at arbejdstageren har mulighed for at bevise arbejdsforholdets eksistens og naermere indhold ved ethvert middel, altsaa ogsaa ved for retten at fremlaegge det dokument, som arbejdsgiveren har givet ham i henhold til direktivets gennemfoerelsesbestemmelser. Det er naturligvis overladt til retten at vurdere dette dokuments betydning og bevisvaerdi efter national rets processuelle regler.

Netop fordi man ikke med direktivet har oensket at goere indgreb i bevisreglerne, kan det ikke udledes af direktivet, at den bevisbyrde, som normalt paahviler sagsoegeren efter det velkendte princip onus probandi incumbit ei qui dicit, er vendt om. Mere forenklet sagt, de arbejdstagere, der er sagsoegere i tvister for nationale retter, faar hjaelp til at loefte den byrde, som paahviler dem, ved, at de har mulighed for at fremlaegge det paagaeldende dokument for retten, men det er ikke ensbetydende med, at den blotte fremlaeggelse af oplysningsdokumentet, uanset det af modparten eventuelt foerte modbevis, er tilstraekkeligt til i alle tilfaelde at bevise de punkter, det indeholder.

13 De foregaaende bemaerkninger goer det ogsaa muligt at besvare det fjerde spoergsmaal, hvorved den forelaeggende ret spoerger Domstolen, om arbejdsgiveren er bundet af den meddelelse, han har givet arbejdstageren i henhold til direktivets artikel 2, medmindre han beviser, at dens oplysninger er urigtige. Paa dette punkt er det tilstraekkeligt at naevne, at arbejdsgiverens forpligtelser udelukkende foelger af kontrakten og ikke af den meddelelse, der er givet i henhold til direktivet, og som kun har vaerdi som et senere dokument, der fastslaar punkterne i kontrakten, som det i oevrigt skal gengive noejagtigt. Heraf foelger paa den ene side, at arbejdsgiveren udelukkende er bundet af kontrakten og ikke af den senere meddelelse, men paa den anden side, hvis arbejdstageren agter at godtgoere, at meddelelsen er i overensstemmelse med kontraktens indhold (som fremgaar af den skriftlige kontrakt eller af den faktiske situation i mangel af denne), lettes hans opgave af, at han er i besiddelse af et bevismiddel, selv om det ikke er ubestrideligt, og ifoelge de gaeldende processuelle regler maaske heller ikke tilstraekkeligt i sig selv.

Det andet praejudicielle spoergsmaal

14 Den forelaeggende rets andet praejudicielle spoergsmaal gaar ud paa, om direktivets artikel 2, stk. 2, litra c), nr. i), (15) skal anses for at vaere umiddelbart anvendelig, og om den saaledes kan paaberaabes mod staten fra datoen for udloebet af den frist, der er givet medlemsstaterne for at gennemfoere direktivet.

Som Kommissionen allerede har anfoert, synes den nationale ret ikke med hensyn til spoergsmaalet om bestemmelsens direkte virkning at sondre mellem perioden forud for tilpasningen af den tyske retsorden, som gaar fra den 1. juli 1993 til den 20. juli 1995, og perioden efter denne dato, i hvilken den direkte virkning kan paaberaabes, saafremt den paagaeldende bestemmelse ikke er gennemfoert korrekt.

15 I mangel af bestemmelser om tilpasning, og efter udloebet af den fastsatte frist for gennemfoerelse af direktivet, afhaenger den direkte virkning som bekendt af bestemmelsens karakteristika, navnlig dens normative indhold, som skal vaere tilstraekkeligt klart og praecist, saaledes at det ikke er betinget af, at der udstedes yderligere retsakter (16).

I sagen her bestemmer direktivets artikel 2, stk. 2, litra c), at arbejdsgiveren »har pligt til at oplyse« arbejdstageren om bl.a. de vaesentlige punkter i kontrakten: »arbejdstagerens titel, rang, stilling eller jobkategori«. Over for den praecise opregning af de oplysninger, som arbejdsgiveren er forpligtet til at give arbejdstageren, er det efter min mening ikke muligt at naere tvivl om bestemmelsens klare og praecise normative indhold. Det er heller ikke til hinder for dette resultat, at direktivet giver den nationale lovgiver valget mellem at oplyse titel, rang, stilling eller jobkategori og en kortfattet karakteristik eller beskrivelse af arbejdet.

Som det nemlig fremgaar af Domstolens praksis, »udelukker den omstaendighed, at medlemsstaterne kan vaelge mellem flere forskellige midler for at naa det maal, som tilsigtes med direktivet, ikke, at private ved de nationale domstole kan goere de rettigheder gaeldende, som kan fastslaas med tilstraekkelig sikkerhed alene paa grundlag af direktivets bestemmelser« (17). Naar direktivet foreskriver, at de i artikel 2, stk. 2, litra c), naevnte punkter skal meddeles, er formaalet at sikre arbejdstagere kendskab til de grundlaeggende karakteristika ved de arbejdsopgaver, som han skal udfoere. Selv naar det valg, der gives den nationale lovgiver, tages i betragtning, er det altsaa muligt at fastslaa det mindste indhold af oplysningsforpligtelsen, som under alle omstaendigheder goer det muligt at naa maalet: meddelelsen af den kortfattede karakteristik eller beskrivelse af arbejdet.

Det maa derfor antages, at meddelelsesforpligtelsen er ubetinget og tilstraekkeligt praecis.

16 Den direkte virkning af en bestemmelse i et direktiv kan ifoelge fast retspraksis paaberaabes over for en stat, som ikke har gennemfoert direktivet inden for fristerne eller korrekt, men ikke over for private (18). I oevrigt har Domstolens praksis som bekendt tillagt den »vertikale« direkte virkning stor raekkevidde ved at udvide muligheden for at paaberaabe sig direktivet over for lokalforvaltninger (19) eller myndigheder, der tilbyder offentlige tjenesteydelser (20), og mere generelt over for »organer eller enheder, som var undergivet statslig myndighed eller kontrol, eller som havde saerlige befoejelser ud over dem, der foelger af de regler, der finder anvendelse i forholdet mellem borgerne« (21), uafhaengigt af det paagaeldende organs retlige form.

I sagerne C-253/96 og C-256/96 er sagsoegte for den nationale ret et »Landschaftsverband«, som ifoelge den forelaeggende rets udtalelser er en lokalforvaltning, saaledes at direktivets bestemmelser afgjort kan paaberaabes mod denne. I sagerne C-257/96 og C-258/96 er arbejdsgiverne kommunale servicevirksomheder for byerne Witten og Altena, eller kontrolleres i hvert fald af disse kommuner, og i kraft af den myndighed, som den lokalforvaltning, der kontrollerer dem, udoever over dem, kan direktivet altsaa ogsaa paaberaabes mod dem.

17 For perioden efter gennemfoerelsen af direktivet kommer den direkte virkning i betragtning for det tilfaelde, at gennemfoerelsen ikke har vaeret korrekt.

Den nationale ret finder det navnlig tvivlsomt, om der er sket en korrekt gennemfoerelse af direktivets artikel 2, stk. 2, litra c), ved loven af 20. juli 1995, navnlig ved dens § 2, stk. 1, nr. 5, hvorefter arbejdsgiveren skal underrette arbejdstageren om »betegnelsen for eller en generel beskrivelse af det arbejde, som arbejdstageren skal udfoere«.

18 Jeg har allerede henvist til, at direktivet tillader den nationale lovgiver ved gennemfoerelsen at vaelge mellem at bestemme, at der skal gives oplysning om arbejdstagerens titel, rang, stilling eller jobkategori [artikel 2, stk. 2, litra c), nr. i)] eller en kortfattet karakteristik eller beskrivelse af arbejdet [samme artikel nr. ii)]. Den tyske lovgiver har altsaa lovligt valgt den anden mulighed. Ved formuleringen af den tilsvarende nationale bestemmelse har lovgiver imidlertid tilladt arbejdsgiveren at opfylde sin forpligtelse ved alene at underrette arbejdstageren om »betegnelsen« for arbejdet, mens direktivet mindst kraever underretning om dets »karakteristik« (22).

Efter min opfattelse giver forpligtelsen til blot at underrette arbejdstageren om »betegnelsen« for hans arbejde ikke mulighed for at opnaa direktivets formaal paa dette punkt, nemlig at sikre arbejdstageren kendskab til hans beskaeftigelses vigtigste karakteristika. Selv hvis man nemlig ikke vil tilslutte sig den fortolkning, der giver de fleste garantier, og hvorefter bestemmelsen kraever en analytisk individualisering af de arbejdsopgaver, der overdrages arbejdstageren (23), er det afgjort, at arbejdstageren skal saettes i stand til, selv summarisk, at faa kendskab til indholdet af den ydelse, som han skal udfoere. Selv om betegnelsen af arbejdsopgaverne i nogle tilfaelde kan opfylde dette krav, gaelder det muligvis ikke for andre typer beskaeftigelse, hvis beskrivelse goer det noedvendigt at fastslaa de vaesentligste karakteristika. Foelgelig er direktivets artikel 2, stk. 2, litra c), nr. ii), ikke blevet korrekt gennemfoert ved § 2, stk. 1, nr. 5, i loven af 20. juli 1995, saaledes at den naevnte bestemmelse i direktivet kan paaberaabes med held af private, baade for at den kan blive anvendt i stedet for den tilsvarende nationale regel, og for at fortolkningen af den nationale regel skal vaere i overensstemmelse med denne.

Det tredje praejudicielle spoergsmaal

19 Med sit tredje spoergsmaal anmoder den nationale ret Domstolen om at fortolke udtrykket »stilling eller jobkategori«, som ifoelge direktivets artikel 2, stk. 2, litra c), nr. i), er et af de punkter, som skal meddeles arbejdstageren. Den nationale ret oensker navnlig at vide, om arbejdstageren skal vaere i stand til udlede af indplaceringen paa et bestemt loenniveau og i en bestemt erhvervskategori, om han har adgang til at blive forfremmet, naar visse betingelser er opfyldt.

20 Det boer indledningsvis naevnes, at det svar, som jeg foreslaar at give paa det foregaaende spoergsmaal, bevirker, at den nationale rets spoergsmaal mister sin betydning. Da det nemlig var tilladt den nationale lovgiver at gennemfoere direktivet uden at foreskrive meddelelse af »stilling eller jobkategori«, men blot meddelelse af en kortfattet karakteristik eller beskrivelse af arbejdet, og da dette netop er den fremgangsmaade, som den tyske lovgiver har valgt i § 2, stk. 1, nr. 5, i loven af 20. juli 1995, synes besvarelsen af spoergsmaalet ikke laengere at have betydning. For det tilfaelde, at Domstolen ikke deler denne opfattelse, mener jeg under alle omstaendigheder, at jeg kan fremsaette foelgende bemaerkninger.

21 Direktivet kraever blot, at arbejdsgiveren skal underrette arbejdstageren om dennes kontraktlige stilling ved hans ansaettelse og meddele ham de aendringer, der sker i kontraktens gyldighedsperiode i de i den foerste meddelelse angivne punkter i kontrakten. Jeg mener ikke, at det kan udledes af faellesskabsbestemmelsen, at arbejdsgiveren har pligt til at give oplysninger af en saadan art, at arbejdstageren paa forhaand kan udlede forloebet af sin karriere; dette afhaenger i foerste raekke af den kollektive aftale. I oevrigt er det betegnende, at direktivet ikke vil sikre arbejdstageren oplysninger om ethvert aspekt af kontrakten og om enhver af dens foelger, men kun med henvisning til de »vaesentlige punkter« i denne (artikel 2, stk. 1). Det er ligeledes betegnende, at direktivet har til formaal at give arbejdstageren »minimale« oplysninger (24), ved stiltiende at tillade, at andre oplysninger om arbejdstagerens retsstilling falder uden for arbejdsgiverens oplysningspligt.

Det femte spoergsmaal

22 Med det femte praejudicielle spoergsmaal anmoder den forelaeggende ret Domstolen om at fortolke direktivets artikel 9, stk. 2, hvorefter arbejdsgiveren, for saa vidt angaar arbejdskontrakter eller ansaettelsesforhold, der eksisterede paa det tidspunkt, da gennemfoerelsesbestemmelserne til direktivet traadte i kraft, giver arbejdstageren de i artikel 2 omhandlede dokumenter paa dennes anmodning, saaledes at arbejdsgiveren altsaa, hvis der ikke fremsaettes en saadan anmodning, ikke er forpligtet til at underrette arbejdstageren om de vaesentlige punkter i kontrakten. Navnlig anmoder den tyske ret Domstolen om at tage stilling til, om § 4 i loven af 20. juli 1995 er forenelig med den naevnte bestemmelse i direktivet, for saa vidt den fritager arbejdsgiveren fra forpligtelsen til at give arbejdstageren et skriftligt dokument i tilfaelde, hvor et tidligere udarbejdet dokument eller en tidligere arbejdskontrakt allerede indeholder de noedvendige oplysninger (25). Da den tidligere meddelelse er gyldig, skal den arbejdsgiver, som foretager en ny meddelelse, der strider mod den tidligere, i disse tilfaelde ifoelge den tyske ret bevise dens rigtighed.

23 Bestemmelsen i direktivet er et aabenbart kompromis mellem arbejdstagerens ret til at blive underrettet, en ret, med hensyn til hvilken det synes uacceptabelt at indfoere en forskelsbehandling mellem arbejdstagere, der er ansat foer, og arbejdstagere, der er ansat efter direktivets gennemfoerelse (26), og kravet om ikke at paalaegge arbejdsgiveren en for stor bureaukratisk byrde, idet denne ellers ville vaere noedsaget til inden for en temmelig kort frist at sende informationsskrivelser til et potentielt meget stort antal arbejdstagere.

Ligevaegten mellem de to forskellige interesser opnaas i direktivet ved at goere underretningen betinget af en anmodning fra arbejdstageren. Da der er tale om en fravigelse af den ved direktivet fastsatte grundlaeggende forpligtelse, mener jeg, at den nationale lovgiver ikke kan udvide dens omfang ud over, hvad der udtrykkeligt er fastsat. Den paagaeldende tyske bestemmelse bemyndiger arbejdsgiveren til ikke at underrette arbejdstageren, end ikke paa dennes anmodning, naar der foreligger allerede eksisterende dokumenter, hvoraf de ved direktivet kraevede oplysninger fremgaar. Paa denne maade foretages der et stoerre indgreb end tilladt i arbejdstagerens ret til underretning ved at noedsage denne til at rekonstruere sin retsstilling i henhold til kontrakten paa grundlag af en flerhed af tidligere dokumenter til skade for det behov for klarhed, som arbejdstageren havde tilkendegivet ved sin anmodning til arbejdsgiveren om oplysninger.

24 Jeg kommer dernaest til et andet problem, som det femte spoergsmaal rejser, og som drejer sig om, hvorvidt de skriftlige meddelelser, der er givet foer direktivets gennemfoerelse, er bindende. Lad det vaere mig tilladt i denne forbindelse at henvise til, hvad jeg allerede har bemaerket i betragtningerne vedroerende det foerste og det fjerde spoergsmaal. Meddelelsen erstatter ikke arbejdskontrakten, og parternes forpligtelser (og rettigheder) foelger kun af arbejdskontrakten. En ny meddelelse, der er forskellig fra den foregaaende, kan kun vaere berettiget ved en aendring af et punkt i kontrakten. Den, der vil paaberaabe sig denne aendring, kan ogsaa foere bevis herfor ved at fremlaegge den nye meddelelse inden for de graenser og med de virkninger, som fastsaettes herfor i national procesret.

Forslag til afgoerelse

25 Paa baggrund af de foregaaende betragtninger foreslaar jeg derfor Domstolen at besvare de spoergsmaal, som Landesarbeitsgericht Hamm har forelagt i forskellige verserende sager, saaledes:

»1) Artikel 2, stk. 2, i Raadets direktiv 91/533/EOEF af 14. oktober 1991 om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkaarene for arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet skal fortolkes saaledes, at den ikke har til formaal at vende bevisbyrden om, naar de punkter i arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet, der er genstand for den skriftlige meddelelse, skal goeres gaeldende for retten; skoent meddelelsen ikke er kilden til de kontraktlige forpligtelser, er den et bevismiddel, som skal bedoemmes inden for de graenser og efter de processuelle regler, der findes i den paagaeldende nationale retsorden (foerste og fjerde spoergsmaal).

2) Bestemmelserne i artikel 2, stk. 2, litra c), i direktiv 91/533 har vaeret umiddelbart anvendelige fra den 1. juli 1993, i hvert fald i det omfang, hvori de fastsaetter den minimale forpligtelse til at meddele arbejdstageren oplysninger vedroerende en kortfattet karakteristik eller beskrivelse af arbejdet; for perioden efter direktivets gennemfoerelse i den nationale retsorden kan denne bestemmelse paaberaabes for de nationale domstole i tilfaelde af ukorrekt gennemfoerelse i national ret (det andet spoergsmaal).

3) Udtrykket 'stilling eller jobkategori' i artikel 2, stk. 2, litra c), nr. i), i direktiv 91/533 skal fortolkes saaledes, at der ikke deraf kan udledes en forpligtelse for arbejdsgiveren til at give saadanne oplysninger, at arbejdstageren af disse kan udlede, hvorledes hans karriere vil forloebe (det tredje spoergsmaal).

4) Artikel 9, stk. 2, i direktiv 91/533 skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for at anvende en national bestemmelse som § 4, stk. 2, i den tyske gennemfoerelseslov, der fritager arbejdsgiveren fra forpligtelsen til at give arbejdstageren et skriftligt dokument, selv naar denne anmoder herom, naar et tidligere affattet dokument eller en tidligere skriftlig kontrakt allerede indeholder de noedvendige oplysninger (det femte spoergsmaal).«

(1) - EFT L 288, s. 32.

(2) - Den hjemmel, der er valgt for udstedelsen af direktivet, er traktatens artikel 100, men dets femte betragtning naevner ogsaa artikel 177 og den forpligtelse, der foelger heraf for medlemsstaterne til at »fremme en forbedring af arbejdernes leve- og arbejdsvilkaar for herigennem at muliggoere en udjaevning af disse vilkaar paa et stadigt stigende niveau«.

(3) - Navnlig anerkender staterne i pagtens punkt 17, at »oplysning, hoering og deltagelse af arbejdstagerne skal udvikles efter tilpassede fremgangsmaader og hensyntagen til gaeldende praksis i de forskellige medlemsstater«.

(4) - Der er tale om punkter i arbejdskontrakten eller ansaettelsesforholdet, med hensyn til hvilke direktivet ikke tillader, at oplysningspligten opfyldes ved henvisning til de love, administrative eller vedtaegtsmaessige bestemmelser eller kollektive overenskomster, der gaelder for de paagaeldende forhold, i modsaetning til de punkter, der naevnes i litra f), g), h), og i) (jf. artikel 2, stk. 3), hvilket saaledes viser, at arbejdstageren med hensyn til de paagaeldende punkter har ret til detaljerede og individuelle oplysninger.

(5) - I henhold til direktivets artikel 3 er saavel en skriftlig arbejdskontrakt som et ansaettelsesbrev eller et andet skriftligt dokument eller en skriftlig erklaering, der er underskrevet af arbejdsgiveren, midler til oplysning, paa betingelse af, at de ogsaa set i deres helhed indeholder de i artikel 2 naevnte punkter. Med andre ord, oplysningerne om de vaesentlige punkter i ansaettelseskontrakten eller arbejdsforholdet skal gives skriftligt.

(6) - Jf. direktivets artikel 9, stk. 1.

(7) - Gesetz ueber den Nachweis der fuer ein Arbeitsverhaeltnis geltenden wesentlichen Bedingungen (Nachweisgesetz - NachwG; BGBl. I, s. 946).

(8) - § 4, stk. 2, bestemmer: »Arbejdstageren er fritaget for denne pligt, hvis et tidligere udarbejdet dokument eller en skriftlig arbejdskontrakt indeholder de kraevede oplysninger.«

(9) - I dette spoergsmaal henviser den forelaeggende ret i virkeligheden ligesom i de oevrige spoergsmaal til direktivets artikel 2, stk. 2, litra c), nr. ii). Som Kommissionen og den tyske regering har naevnt i deres respektive indlaeg, refererer spoergsmaalet imidlertid til denne bestemmelses nr. i), hvilket i oevrigt bekraeftes af, at det foelgende spoergsmaal naevner »stilling eller jobkategori«, et udtryk, som findes i nr. i), men ikke i nr. ii).

(10) - Jf. mine bemaerkninger i den foregaaende note.

(11) - Det fjerde praejudicielle spoergsmaal i sag C-257/96 og C-258/96 er formuleret anderledes i betragtning af de saerlige faktiske omstaendigheder i disse sager. Den nationale ret oensker dog ogsaa i disse to sager at faa naermere oplysninger om bevisvaerdien af de oplysninger, der er meddelt arbejdstageren om hans indplacering, med henblik paa at fastslaa, i hvilket omfang det er arbejdstageren, der skal bevise, hvilke arbejdsopgaver han faktisk udfoerer. Den omstaendighed, at spoergsmaalets ordlyd er formuleret anderledes, noedvendiggoer altsaa ikke en saerskilt behandling.

(12) - Denne bestemmelse afviger delvis fra Kommissionens forslag, som meget sigende har titlen »forslag til Raadets direktiv om udstedelse af et bevis for arbejdstageres ansaettelsesforhold« (EFT 1991 C 24, s. 3) , uden dog at vaere i modstrid med dets formaal. I fjerde betragtning til forslaget blev retsakten begrundet med, at der »boer paa faellesskabsplan indfoeres et generelt krav om, at enhver arbejdstager skal modtage et dokument som bevis for de vigtigste betingelser for det ansaettelsesforhold, der knytter arbejdstageren til arbejdsgiveren«. Det erklaerede formaal med dette forslag var at sikre arbejdstageren et andet bevismiddel for de rettigheder, som han har i henhold til en arbejdskontrakt, saaledes som det i oevrigt klart fremgaar af Det OEkonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse (EFT 1991 C 159, s. 32). Om forskellene mellem forslaget og den version, der dernaest blev vedtaget, se J. Clark og M. Hall, The Cinderella Directive? Employee Rights to Information about Conditions Applicable to their Contract or Employment Relationship, i ILJ, 1992, s. 108; B. Bercusson, European Labour Law, London, 1996, s. 433 ff.

(13) - Jf. anden betragtning til direktivet.

(14) - Formaalet med Kommissionens forslag var ogsaa i overensstemmelse med denne fortolkning i en saadan grad, at Det OEkonomiske og Sociale Udvalg i sin udtalelse (jf. note 12) foreslog at aendre affattelsen af artikel 2 derhen, at: »... ansaettelsesforholdet og de gaeldende vilkaar [kan] bevises paa en hvilken som helst relevant maade«, fordi »hvis beviset for eksistensen af et ansaettelsesforhold paa nogen maade afhaenger af, om forpligtelsen til at udstede en skriftlig erklaering er blevet overholdt, vil det paa domstolsplan kunne skabe en formodning, om, at der ikke eksisterer noget ansaettelsesforhold, saafremt et saadant dokument ikke er blevet udfaerdiget. I disse tilfaelde vil arbejdstageren vaere ringere stillet, og det vil blive vanskeligere at bevise eksistensen af et ansaettelsesforhold«.

(15) - Med hensyn til hvad der er sagt i forbindelse med den paagaeldende bestemmelses nr. i), er det hensigtsmaessigt at behandle spoergsmaalet om den direkte virkning i forbindelse med hele bestemmelsen i litra c), der, som jeg allerede har naevnt og som det bedre vil fremgaa i det foelgende, repraesenterer to alternativer.

(16) - Jf. blandt saerdeles talrige domme dom af 19.1.1982, sag 8/81, Becker, Sml. s. 53, af 17.10.1989, forenede sager 231/87 og 129/88, Carpaneto Piacentino m.fl., Sml. s. 3233, af 19.11.1991, forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357, og af 23.2.1994, sag C-236/92, Comitato di coordinamento per la difesa della cara m.fl., Sml. I, s. 483.

(17) - Jf. den i forrige note naevnte Francovich-dom, praemis 17.

(18) - Jf. navnlig dom af 14.7.1994, sag C-91/92, Faccini Dori, Sml. I, s. 3325.

(19) - Jf. dom af 22.6.1989, sag 103/88, Fratelli Costanzo, Sml. s. 1839.

(20) - Jf. dom af 26.2.1986, sag 152/84, Marshall, Sml. s. 723.

(21) - Jf. dom af 12.7.1990, sag C-188/89, Foster, Sml. I, s. 3313, praemis 18.

(22) - Den tyske bestemmelse lyder ordret saaledes: »die Bezeichnung oder allgemeine Beschreibung der vom Arbeitnehmer zu leistenden Taetigkeit«, mens bestemmelsen i direktivet i den tyske version kraever oplysning om »kurze Charakterisierung oder Beschreibung der Arbeit«.

(23) - Denne fortolkning kunne maaske finde en bedre begrundelse i ordlyden af Kommissionens forslag, som kraevede meddelelse af »beskrivelse af arbejdet og jobkategori«. Jf. dog Det OEkonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse, som finder, at denne formulering »vil gaa for vidt«.

(24) - Det kan udledes af, at artikel 2, stk. 2, kraever, at oplysningerne »mindst« omfatter de i det foelgende angivne punkter, og at artikel 2, stk. 2, litra j), tillader, at arbejdsgiveren kan supplere oplysningerne med henvisning til kollektive overenskomster.

(25) - Med hensyn til ordlyden af den tyske lovs § 4, stk. 2, henviser jeg til note 8.

(26) - Kravet om ligebehandling fremhaeves af J. Clark og M. Hall: The Cinderella Directive?, naevnt i note 12, s. 111.