61996C0210

1 Raadets forordning (EOEF) nr. 2771/75 af 29. oktober 1975 om den faelles markedsordning for aeg (1) bestemmer, at der fastsaettes handelsnormer, som bl.a. kan vedroere inddeling i kvalitets- og vaegtklasser, emballering, oplagring, transport, praesentation og maerkning af aegprodukter.

2 Paa grundlag af denne forordning har Raadet den 26. juni 1990 udstedt forordning (EOEF) nr. 1907/90 om handelsnormer for aeg (2). I denne fastsaettes i artikel 10 den ordning, der gaelder for de paaskrifter, der kan anvendes paa de pakninger, hvori aeggene forhandles. Denne bestemmelse lyder saaledes:

»1. Store pakninger og smaa pakninger, ogsaa naar de smaa pakninger er indeholdt i store pakninger, skal med klart synlig og let laeselig skrift paa en af ydersiderne angive:

a) navn eller firmabetegnelse samt adresse paa den virksomhed, der har pakket aeggene eller foranlediget dem pakket; det navn, firmanavn eller firmamaerke som anvendes af virksomheden - der kan vaere tale om et firmamaerke, der anvendes af flere virksomheder i faellesskab - kan anfoeres, hvis det ikke indeholder nogen angivelser, der er uforenelige med denne forordning med hensyn til aeggenes kvalitet eller friskhed, det produktionssystem, hvorunder de er produceret, eller aeggenes oprindelse

...

2. Baade store og smaa pakninger kan paa en eller flere inder- eller ydersider baere foelgende oplysninger:

a) ...

e) erklaeringer, der skal fremme salget, naar saadanne erklaeringer og den maade, de er fremsat paa, ikke vil kunne vildlede forbrugeren.

3. Yderligere datoer samt oplysninger om produktionssystem og aeggenes oprindelse maa kun anvendes ifoelge regler, der fastsaettes efter fremgangsmaaden i artikel 17 i forordning (EOEF) nr. 2771/75. Disse regler skal isaer daekke de udtryk, der anvendes i angivelserne af produktionssystem, og kriterierne for aeggenes oprindelse.«

3 I artikel 14 i forordning nr. 1907/90 praeciseres det, at pakningerne kun maa forsynes med de i denne forordning omhandlede angivelser.

4 Gennemfoerelsesbestemmelserne hertil er udstedt af Kommissionen ved forordning (EOEF) nr. 1274/91 af 15. maj 1991 (3), hvis artikel 18 opregner de paaskrifter vedroerende produktionssystem, der er naevnt i artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 1907/90.

5 Gut Springenheide GmbH, sagsoegeren i hovedsagen (herefter »Gut Springenheide«), forhandler aeg i pakninger med paaskriften »6 Korn - 10 frische Eier« (6 korn - 10 friske aeg) med en indlaegsseddel i hver aegpakning.

Denne lyder saaledes:

»6-korns aeg, fra hoens, som fodres med seks forskellige naturlige kornsorter. Vegetabilsk protein er ligeledes en naturlig bestanddel af dette foder - en kernesund aegnydelse. Hver af de seks kornsorter ... indeholder specielt vigtige vitaminer, mineraler og sporstoffer. For at drage fuld nytte heraf er hoensefoderet sammensat i overensstemmelse hermed. 6-korns aeg udmaerker sig ved en fremragende smag og naturlig kvalitet.«

6 Efter gentagne gange at have meddelt Gut Springenheide sine betaenkeligheder med hensyn til paaskriften »6-korns aeg« og indlaegssedlen, paalagde den tyske levnedsmiddelkontrol den 24. juli 1989 selskabet gennem dettes forretningsfoerer Rudolf Tusky at ophoere med at anvende den paagaeldende paaskrift og indlaegsseddel. Der blev i oevrigt paalagt Tusky en boede den 5. september 1990.

7 Gut Springenheide og dets forretningsfoerer anlagde dernaest sag ved Verwaltungsgericht med paastand om, at det blev fastslaaet, at den paagaeldende paaskrift og indlaegsseddel ikke var i strid med gaeldende bestemmelser. Da de ikke fik medhold i foerste instans eller under appellen, indgav de revisionsanke til Bundesverwaltungsgericht.

8 Bundesverwaltungsgericht fandt, at sagens udfald afhaenger af en fortolkning af artikel 10, stk. 2, litra e), i forordning nr. 1907/90. Den besluttede derfor at udsaette sagen og at stille Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Skal det ved den ifoelge artikel 10, stk. 2, litra e), i forordning (EOEF) nr. 1907/90 noedvendige vurdering af, om erklaeringer, der skal fremme salget, kan vildlede forbrugeren, fastslaas, hvad der er den faktiske forventning hos de forbrugere, som erklaeringen henvender sig til, eller er bestemmelsen baseret paa et mere objektivt forbrugerbegreb, som alene skal fortolkes juridisk?

2) Saafremt den faktiske forbrugerforventning er afgoerende, opstaar der foelgende spoergsmaal:

a) Er det den opmaerksomme gennemsnitsforbrugers opfattelse eller den overfladiske forbrugers opfattelse, der er afgoerende?

b) Kan det procentvis fastslaas, hvor stor en andel af forbrugere der er noedvendige for at begrunde en afgoerende forbrugerforventning?

3) Saafremt det afgoerende kriterium er et objektivt forbrugerbegreb, som alene skal fortolkes juridisk, hvorledes skal dette begreb da bestemmes?«

Indledende betragtninger

9 Den franske regering har anfoert, at det af to grunde ikke er fornoedent, at Domstolen besvarer disse spoergsmaal.

10 Den franske regering har for det foerste anmodet Domstolen om at undersoege sin kompetence. Den har med rette anfoert, at de faktiske omstaendigheder i dette tilfaelde alle er indtruffet foer den 1. oktober 1990, som er den dato, da forordning nr. 1907/90 traadte i kraft, jf. forordningens artikel 24.

11 Det fremgaar imidlertid af sagen, at det soegsmaal, der er anlagt ved den forelaeggende ret, ikke direkte drejer sig om annullation af de foranstaltninger, som de nationale myndigheder har truffet, men om, at det fastslaas, at sagsoegeren i hovedsagens adfaerd er i overensstemmelse med de gaeldende bestemmelser. Det kan ikke bestrides, at de spoergsmaal, der er stillet af den forelaeggende ret, faktisk vedroerer de bestemmelser, der var gaeldende paa tidspunktet for soegsmaalet. Jeg mener derfor, at der i dette tilfaelde ikke opstaar noget problem med hensyn til at antage det praejudicielle spoergsmaal til realitetsbehandling.

12 Det maa dog praeciseres, at forordning nr. 1907/90 er blevet aendret i 1993 (4) og 1994 (5). Kun den foerste af disse aendringer interesserer os her, fordi den anden ikke vedroerte artikel 10. Efter denne aendring lyder artikel 10, stk. 1, litra a), saaledes:

»a) Navn eller firmabetegnelse samt adresse paa den virksomhed, der har pakket aeggene eller foranlediget dem pakket; det navn, firmanavn eller firmamaerke, som anvendes af virksomheden - der kan vaere tale om et firmamaerke, der anvendes af flere virksomheder i faellesskab - kan anfoeres, hvis dette udsagn eller symbol ikke indeholder nogen angivelse, der er uforenelig med denne forordning med hensyn til aeggenes kvalitet eller friskhed, det produktionssystem, hvorunder de er produceret, eller aeggenes oprindelse.«

Artikel 10, stk. 2, litra e), lyder nu saaledes:

»e) erklaeringer og symboler, der skal fremme salget af aeg eller andre varer, paa betingelse af at erklaeringerne og symbolerne og den maade, de er udformet paa, ikke vil kunne vildlede koeberne«.

Disse aendringer har imidlertid ingen indflydelse paa ordlyden af Bundesverwaltungsgericht's spoergsmaal.

13 Den franske regering har anfoert endnu en grund til, at den mener, at det ikke er fornoedent, at Domstolen besvarer de stillede spoergsmaal.

14 Den har gjort gaeldende, at paaskriften »6-korns aeg« under alle omstaendigheder er forbudt i henhold til artikel 10, stk. 1, litra a), og stk. 3, samt artikel 14 i forordning nr. 1907/90. Derfor opstaar der endog ikke noget spoergsmaal om fortolkningen af begrebet »vildlede koeberne« i forordningens artikel 10, stk. 2, litra e).

15 Den franske regerings raesonnement er foelgende: Den omtvistede paaskrift vedroerer produktionsmetoden, fordi den har til formaal at henlede koebernes opmaerksomhed paa laeggehoensenes foder, som er en af de faktorer, der karakteriserer dyrenes produktionsmetode. Den franske regering erkender, at forordning nr. 1907/90 ikke selv definerer begrebet produktionsmetode, men mener at kunne henvise til Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1538/91 af 5. juni 1991 om gennemfoerelsesbestemmelser til Raadets forordning (EOEF) nr. 1906/90 om handelsnormer for fjerkraekoed (6), hvoraf det fremgaar, at paaskrifterne om foder er blandt de paaskrifter, som knytter sig til produktionsmetoden for fjerkrae.

16 Forordning nr. 1907/90 bestemmer imidlertid i artikel 10, stk. 3, at oplysninger om produktionssystem kun maa anvendes ifoelge regler, der fastsaettes efter fremgangsmaaden i artikel 17 i forordning nr. 2771/75. Paa denne baggrund har Kommissionen udstedt den naevnte forordning (EOEF) nr. 1274/91.

17 I denne forordnings artikel 18 opregnes udtoemmende de paaskrifter, som de pakninger, aeggene forhandles i, kan forsynes med. Paaskriften »6-korn« figurerer ikke blandt de paaskrifter, der er optaget i forordningen, og det er derfor ifoelge den franske regering ulovligt at bruge den. Foelgelig er det endog ikke laengere noedvendigt at besvare de af Bundesverwaltungsgericht stillede spoergsmaal.

18 Den franske regering praeciserer, at selv om den paagaeldende paaskrift er et firmamaerke, er det omfattet af artikel 10, stk. 1, litra a), der bestemmer, at »... det navn, firmanavn eller firmamaerke, som anvendes af virksomheden ... kan anfoeres, hvis dette udsagn eller symbol ikke indeholder nogen angivelse, der er uforenelig med denne forordning med hensyn til aeggenes kvalitet eller friskhed, det produktionssystem, hvorunder de produceres, eller aeggenes oprindelse«, og de tidligere anfoerte betragtninger maa derfor ligeledes gaelde her.

19 I denne sammenhaeng synes det faktisk at fremgaa af sagen, at den paagaeldende paaskrift ogsaa er et firmamaerke. Den forelaeggende ret spoerger imidlertid ikke Domstolen om fortolkningen af artikel 10, stk. 1, litra a), der er forordningens bestemmelse om firmamaerker. Dette kunne imidlertid skyldes, at spoergsmaalet, om paaskriften »6-korn« anvendes som firmamaerke i dette tilfaelde, som den franske regering med fuld ret har fremhaevet, er uden betydning for, hvilke retsregler der finder anvendelse paa denne paaskrift: Den skal under alle omstaendigheder vaere forenelig med forordningen, navnlig med de oevrige bestemmelser i artikel 10.

20 Det er ubestrideligt, at paaskriften »6-korn« ikke hoerer til de paaskrifter om produktionsmetoden, som bestemmelserne tillader. Skal det derfor noedvendigvis konkluderes, at det er ulovligt at anvende den?

21 Den ved forordning nr. 1907/90 indfoerte ordning er baseret paa en sondring mellem tre kategorier paaskrifter, som skal figurere paa de pakninger, som aeggene forhandles i.

22 I forordningens artikel 10, stk. 1, opregnes de paaskrifter, hvis brug er obligatorisk. Det drejer sig om supplerende oplysninger samt paaskrifter om produktionsmetoden og aeggenes oprindelse. De paaskrifter, der naevnes i stk. 3, maa kun anvendes under overholdelse af strenge betingelser, der fastsaettes i Kommissionens forordning nr. 1274/91. Endelig opregner artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 1907/90 en raekke paaskrifter, hvis brug er tilladt, heriblandt »erklaeringer, der skal fremme salget, naar saadanne erklaeringer og den maade, de er fremsat paa, ikke vil kunne vildlede forbrugeren«, der er genstand for denne sag.

23 Denne bestemmelse suppleres af artikel 14 i forordning nr. 1907/90, der bestemmer, at »pakningerne maa kun forsynes med de i denne forordning omhandlede angivelser«.

24 Det spoergsmaal, der foelger af den franske regerings argumentation, er, om paaskrifter, som ikke opfylder de strenge betingelser, der foelger af artikel 10, stk. 3, og gennemfoerelsesforordningen hertil, alligevel kan anses for at vaere »omhandlet i denne forordning«, jf. artikel 14, fordi de falder ind under »erklaeringer, der skal fremme salget«, som er omfattet af artikel 10, stk. 2, litra e).

25 Efter min opfattelse skal dette spoergsmaal besvares bekraeftende. Et af formaalene med bestemmelserne er nemlig at sikre, at forbrugeren oplyses bedst muligt for at saette denne i stand til at traeffe sit valg paa de bedste betingelser. Ved at tillade brug af erklaeringer, der skal fremme salget, giver bestemmelserne desuden udtrykkeligt producenterne mulighed for i forbrugernes oejne at udskille deres produkter fra deres konkurrenters. Producenterne tilskyndes saaledes til at give forbrugerne et mere forskelligartet tilbud.

26 Trettende betragtning til forordning nr. 1907/90 gaar i oevrigt i samme retning, idet det heri praeciseres, at

»den, der bringer 'friske aeg' paa markedet, boer have adgang til i reklameoejemed at anbringe andre angivelser paa disse aeg«.

27 Der er ganske vist her tale om aeg og ikke pakninger, men jeg kan vanskeligt se, hvorfor samme bemaerkning ikke skulle gaelde for de sidstnaevnte.

28 Foelgelig skal »erklaeringer, der skal fremme salget«, kunne vaere egnede til at individualisere den producents aeg, som benytter dem. Desuden maa saadanne erklaeringer antages af vaere lovlige, medmindre de gaeldende bestemmelser udtrykkeligt forbyder dem eller de vil kunne vildlede forbrugeren.

29 Forordning nr. 1274/91, som omhandler paaskrifter vedroerende produktionsmetoder, naevner imidlertid ikke fodringsmaaden. Den henviser faktisk kun en enkelt gang til produktionsmetoden i artikel 18. I denne opregnes de lovlige maader at beskrive laeggehoensenes levesteder paa, men den siger intet om fodringsmaaden for fjerkraeet.

30 Skal der heraf drages den slutning, at faellesskabslovgiver stiltiende har villet forbyde enhver henvisning til sidstnaevnte? I betragtning af de ovenfor forklarede principper mener jeg tvaertimod, at faellesskabslovgiver i disse bestemmelser kun har villet fastsaette regler for paaskrifter om de omgivelser, som fjerkraeet opdraettes i. Derimod indebaerer lovgivers tavshed med hensyn til fodringsmaaden, at producenterne frit kan oplyse forbrugerne herom under overholdelse af bestemmelserne i artikel 10, stk. 2, litra e).

31 Det vigtigste argument, der er fremfoert mod denne opfattelse, er det, som den franske regering udleder af forordning nr. 1538/91. Det er rigtigt, at denne i artikel 10 om produktionssystemet ogsaa naevner paaskrifter om fodringsmaaden. Dette er imidlertid efter min opfattelse ikke afgoerende.

32 Definitionerne i denne forordning er nemlig en foelge af, at det er noedvendigt at fastsaette normer for forhandling af fjerkrae, hvilket er en anden oekonomisk virksomhed end forhandling af aeg. Desuden bestemmer forordning nr. 1538/91 med hensyn til fjerkraeets levested, at der skal anvendes paaskrifter, der er forskellige fra dem, som vedroerende samme emne er fastsat i artikel 18 i forordning nr. 1274/91. Det er derfor klart, at man ikke uden forbehold kan henholde sig til bestemmelserne i forordning nr. 1538/91 ved fortolkningen af forordning nr. 1274/91.

33 Dette er navnlig tilfaeldet med hensyn til dyrenes fodringsmaade. Denne spiller nemlig en stor rolle for den opfattelse, som koebere af fjerkraekoed har, og som Kommissionen har fremhaevet under retsmoedet, er der tilstraekkeligt klare og indiskutable oplysninger om dyrenes foders virkninger paa koedets egenskaber. I denne sammenhaeng er det uundgaaeligt, at lovgiver vil regulere brugen af paaskrifter om dyrenes fodringsmaade for at sikre forbrugeren optimal oplysning og beskyttelse paa et omraade, der er vigtigt for denne.

34 Dette fremgaar i oevrigt af syvende betragtning til forordning nr. 1538/91, som lyder:

»blandt de angivelser, der eventuelt kan benyttes i maerkningen, er oplysninger om koelemetoder og saerlige produktionssystemer; i sidstnaevnte tilfaelde boer der af hensyn til forbrugerbeskyttelsen gaelde noeje definerede kriterier vedroerende baade driftsforhold og maengdegraenser saasom slagtealder, opfedningsperiodens laengde og indholdet af bestemte foderstoffer«.

35 Derimod fremstaar den sammenhaeng, som forhandlingen af aeg indgaar i, paa en anden maade i lovgivers oejne. Denne har fundet, at det aspekt ved produktionsmetoden, som bekymrer forbrugerne mest, og som lovgiver foerst og fremmest har villet sikre beskyttelse, var den plads, som hoensene har til raadighed. Lovgiver har foelgelig koncentreret sig om noedvendigheden af at fastsaette bestemmelser om paaskrifter vedroerende denne, og lovgiver var berettiget til at antage, at forbrugerne ville tillaegge disse paaskrifter en saerlig betydning.

36 Syttende betragtning til Kommissionens forordning nr. 1274/91, den eneste om produktionssystemer, er saerlig klar i denne henseende:

»som foelge af handelssaedvanerne syntes det ikke noedvendigt at fastsaette saerlige paaskrifter for aeg fra burhoens; for aeg fra andre hoens end burhoens boer der dog fastsaettes et begraenset antal paaskrifter for at undgaa, at forbrugerne forvirres med hensyn til de vigtigste produktionsformer af anden art end burdrift«.

37 Det fremgaar altsaa, at den bestemmelse i forordning nr. 1274/91, der handler om produktionsformer, simpelthen intet indeholder om noedvendigheden af at fastsaette regler for paaskrifter vedroerende fodringsmaaden, i modsaetning til hvad der gaelder for koed.

38 Paa en saadan baggrund kan det ikke udledes af lovgivers tavshed, at denne har villet forbyde enhver henvisning til fodringsmaaden, mens der med hensyn til koed, hvor det blev antaget, at risikoen for vildledning af forbrugeren var stoerre, var mulighed for en saadan henvisning, om end paa strengt definerede betingelser.

39 Jeg slutter altsaa heraf, at selv om paaskriften »6-korn« faktisk henviser til fjerkraeets fodringsmaade, er den ikke noedvendigvis ulovlig i henhold til artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 1907/90, men at den tvaertimod kan falde ind under samme artikels stk. 2, litra e).

40 Det er derfor noedvendigt at undersoege de spoergsmaal, som Bundesverwaltungsgericht har forelagt Domstolen.

41 De tre spoergsmaal, som er stillet Domstolen, kan sammenfattes paa foelgende maade. Den nationale ret spoerger Domstolen, om begrebet »forbruger, der vil kunne vildledes«, som omhandlet i forordning nr. 1907/90, henviser til den faktiske forbrugerforventning, altsaa betragtet konkret, eller tvaertimod til et objektivt, abstrakt forbrugerbegreb, som alene skal fortolkes juridisk.

42 I foerstnaevnte tilfaelde spoerger den nationale ret Domstolen, om det, for at fastslaa indholdet af denne faktiske forventning, er den opmaerksomme gennemsnitsforbrugers opfattelse eller den overfladiske forbrugers opfattelse, der er afgoerende, og om det kan fastslaas, hvor stor en procentdel af forbrugerne der er noedvendige for at begrunde en referenceforbrugerforventning.

43 I sidstnaevnte tilfaelde anmoder den nationale ret Domstolen om en juridisk fortolkning af begrebet forbruger.

Det foerste spoergsmaal

44 Det drejer sig foerst og fremmest om at give den forelaeggende ret en naermere praecisering af begrebet forbruger, der vil kunne vildledes, som omhandlet i forordning nr. 1907/90.

45 Artikel 10, stk. 2, litra e), i forordning nr. 1907/90 anvender ganske vist ordet »forbrugeren« (i forordningens franske udgave: »acheteur«, dvs. koeber), og ikke ordet »forbruger«, som imidlertid er det udtryk, der anvendes i betragtningerne til forordningen. Jeg mener derfor, at de to ord kan erstatte hinanden, og henholder mig herved til Domstolens praksis vedroerende begrebet forbruger.

46 Sagsoegeren i hovedsagen har anfoert, at forbrugeren i henhold til EF-traktatens artikel 129 A skal sikres en passende forbrugeroplysning. Begrebet forbruger er altsaa ikke rent juridisk. Det er ogsaa baseret paa koebernes reelle forventninger, saaledes at forstaa, at der er tale om gennemsnitligt oplyste koebere.

47 Den franske regering mener, at det tilkommer den nationale ret at vurdere, om paaskrifterne vil kunne vildlede forbrugerne, og i denne forbindelse efter metoder, som den finder passende (f.eks., men ikke noedvendigvis, en opinionsundersoegelse), at bestemme, hvad der forstaas ved referenceforbrugeren. I Frankrig tager de nationale retter saaledes stilling til, om en angivelse er vildledende, ved at henholde sig til »gennemsnitsforbrugeren«.

48 Den oestrigske regering finder, at bestemmelserne i artikel 10, stk. 2, litra e), henviser til et objektivt forbrugerbegreb, som skal fortolkes rent juridisk. Ifoelge denne regering er udtrykket »vildlede forbrugeren« i denne bestemmelse nemlig et retligt og ikke et faktisk spoergsmaal.

49 Ifoelge den svenske regering vedroerer de omtvistede angivelser i dette tilfaelde et almindeligt forbrugsgode, og den maalgruppe, som de henvender sig til, er foelgelig gruppen af forbrugere i sin helhed. I Sverige ville disse angivelsers vildledende karakter saaledes blive vurderet under hensyntagen til den formodede betydning, som forbrugerne i almindelighed vil kunne opfatte, uden at der er behov for at foretage en rundspoerge blandt dem for at fastslaa deres faktiske forventninger. Den svenske regering er af den opfattelse, at der ikke er grund til at anvende den i hovedsagen omhandlede bestemmelse anderledes.

50 Efter Kommissionens opfattelse maa der ved vurderingen af, om de angivelser, der skal fremme salget af aeg, vil kunne vildlede forbrugeren, laegges de kriterier til grund, som findes i forordningen, under hensyntagen til Domstolens praksis vedroerende andre bestemmelser om forbud mod vildledende reklame. Det er paa denne baggrund ikke absolut noedvendigt ved hjaelp af en opinionsundersoegelse eller en sagkyndig udtalelse at fastslaa, hvorledes forbrugeren reelt opfatter den omtvistede reklamepaaskrift. Hvis den nationale ret imidlertid fortsat naerer tvivl om, hvorvidt en angivelse er vildledende for denne, kan den traeffe bestemmelse om en sagkyndig udtalelse eller om, at der skal foretages en opinionsundersoegelse blandt forbrugerne.

51 Den tyske regering har under retsmoedet anfoert, at det er af betydning, om den paagaeldende norm henvender sig til en praecis persongruppe, eller om der er tale om at beskytte Faellesskabet som helhed mod faren for at blive vildledt.

52 Det er kun naar den retlige norm paa den ene side henvender sig til alle forbrugere og har til formaal at beskytte dem mod faren for at blive vildledt, og naar det begreb, som det drejer sig om at vurdere, paa den anden side ogsaa henvender sig til alle forbrugere, at det retlige spoergsmaal har forrang for det faktiske. Retterne kan vide, om udtrykket vil kunne vaere vildledende, fordi dommerne tilhoerer den beroerte persongruppe. Men de maa fravige den almindelige opfattelse hos forbrugerne som helhed og basere sig paa et objektivt kriterium. De skal foretage en retlig vurdering af de faktiske omstaendigheder, og som led heri skal de ogsaa tage i betragtning, hvad der er den paagaeldende bestemmelses formaal og dens plads i faellesskabsrettens opbygning.

53 Ifoelge den tyske regering er det kun noedvendigt at foretage bevisoptagelse, saafremt det udtryk, der skal tages stilling til, gaelder en praecist afgraenset persongruppe, som f.eks. sagkyndige, eller personer, som let vil kunne vildledes, f.eks. boern. I et tilfaelde som det foreliggende gaelder de fastsatte normer alle forbrugere af aeg. Selve det udtryk, som retten skal tage stilling til, retter sig til alle forbrugere. Det er foelgelig ikke egentlig noedvendigt at foretage bevisoptagelse.

54 For mit vedkommende foreslaar jeg at vaelge en loesning, som naermer sig den, den franske regering og Kommissionen har gjort sig til talsmand for, og som kan opdeles i to bestanddele:

- over for reklamepaaskrifter, som henvender sig til alle forbrugere (hvilket er tilfaeldet i hovedsagen), kan den nationale ret henholde sig til et objektivt forbrugerbegreb

- imidlertid forbyder faellesskabsretten ikke, at den nationale ret foretager en undersoegelse af forbrugerens faktiske forventninger, hvis den stadig naerer tvivl om den grad af vildledning, som den omtvistede angivelse kan fremkalde hos forbrugeren.

55 Det fremgaar for det foerste ret klart af Domstolens praksis, at denne altid har henholdt sig til et abstrakt, juridisk forbrugerbegreb. Der er tale om den gennemsnitlige, »almindeligt oplyste« forbruger i henhold til de udtryk, som Domstolen har anvendt i praemis 24 i Mars-dommen (7).

56 Efter min opfattelse er denne definition i det vaesentlige identisk med den, som Bundesverwaltungsgericht har givet paa side 9 i forelaeggelseskendelsen af en »opmaerksom gennemsnitsforbruger, som modtager oplysningerne om det produkt, der skal markedsfoeres, og dermed varens samlede betegnelse« i modsaetning til den forbruger, »som kun flygtigt og ukritisk opfatter oplysninger om det produkt, der skal markedsfoeres, og de salgsfremmende erklaeringer, uden naermere at kontrollere oplysningernes indhold«.

57 Man kan i denne forbindelse ogsaa naevne Langguth-dommen (8) om anvendelse i en maerkebetegnelse af en benaevnelse, for hvis anvendelse der gjaldt naermere bestemmelser.

58 Den omstaendighed, at forbrugerbegrebet i faellesskabsretten er defineret generelt og abstrakt, foelger ikke blot af den naevnte retspraksis vedroerende traktatens artikel 30, men ogsaa af afgoerelser, der mere specifikt vedroerer tidligere gaeldende bestemmelser for forhandling af aeg (9), der er identiske med de her foreliggende.

59 Da Domstolen saaledes generelt har betragtet alle »gennemsnitlige, almindeligt oplyste forbrugere« som forbrugere, har den noedvendigvis lagt en abstrakt opfattelse af dette begreb til grund.

60 I X-dommen (eller Nissan) (10) har Domstolen imidlertid kombineret den abstrakte opfattelse af forbrugeren med den af den nationale ret givne oplysning om, at denne alligevel ogsaa havde ret til at afgoere tvisten ved at tage hensyn til et betydeligt antal forbrugeres konkrete reaktion paa en bestemt reklamering.

61 I denne doms konklusion fastslog Domstolen nemlig, at Raadets direktiv 84/450/EOEF (11) om vildledende reklame ikke var til hinder for, at koeretoejer solgt i en anden medlemsstat blev omtalt i en reklame:

- som fabriksnye, paa trods af at de var blevet registreret alene med henblik paa import, naar de aldrig havde vaeret taget i brug

- som billigere, skoent det ikke blev naevnt i reklamen, at antallet af ekstraudstyr var mindre omfattende end udstyret i koeretoejer i indfoerselsmedlemsstaten.

62 Domstolen fandt altsaa herved, at en saadan reklame i princippet ikke ville kunne vildlede og paavirke adfaerden hos en abstrakt betragtet forbruger.

63 Men i praemisserne til samme dom (12) udtalte Domstolen, at det imidlertid tilkom den nationale ret at undersoege (13) paa grundlag af omstaendighederne i sagen, om denne reklame under hensyn til de forbrugere, den henvender sig til, kan betragtes som vildledende, for saa vidt som den paa den ene side maatte have til formaal at skjule, at de koeretoejer, der i annoncen betegnes som nye, er registreret inden importen, og dette forhold, paa den anden side, kunne have afholdt et betydeligt antal forbrugere fra at koebe.

64 Hvad for det andet angaar reklamen for bilernes lavere priser har Domstolen udtalt i praemis 16, at »denne oplysning [kan] betegnes som vildledende, saafremt det godtgoeres (14), at et betydeligt antal forbrugere, som den paagaeldende reklame henvender sig til, traeffer afgoerelse om koeb uden at vaere vidende om, at den lavere pris haenger sammen med, at de biler, der saelges af parallelimportoeren, har et mindre omfattende udstyr.«

65 Domstolen har ikke praeciseret, i hvilket omfang den nationale ret skulle »undersoege« eller »godtgoere«, at forbrugernes beslutninger om koeb var blevet paavirket eller kunne blive paavirket af disse reklamer.

66 Ifoelge dette citat kunne der lige saa godt vaere tale saavel om en konstatering, som retsinstansen naaede til efter kun at have hoert parterne og i givet fald en sagkyndig, som om en konklusion, som den naaede til efter en undersoegelse blandt forbrugerne.

67 Det staar dog stadig fast, at denne dom indebaerer, at faellesskabsretten ikke forpligter en ret til at skaffe klarhed over forbrugernes reelle forventninger, hvis den naar til det resultat, at en given reklame i betragtning af den affattelsesmaade og den forudseelige reaktion hos den »rimeligt velunderrettede gennemsnitsforbruger« vil eller ikke vil kunne vildlede forbrugeren.

68 Omvendt forhindrer faellesskabsretten ikke en ret i at benytte opinionsundersoegelser, naar den finder, at reklamen ikke direkte er ukorrekt, og at dens indflydelse paa den »rimeligt velunderrettede« forbruger kan give anledning til tvivl.

69 Efter saaledes at vaere naaet til det resultat, at faellesskabsretten ikke foreskriver, at det skal undersoeges, hvad de forbrugere, som soeges paavirket, faktisk forventer, foreslaar jeg foelgelig Domstolen at svare paa det foerste spoergsmaal, at der ved afgoerelsen af, om en erklaering, der skal fremme salget, vil kunne vildlede forbrugeren, skal laegges et objektivt forbrugerbegreb til grund, som kun skal fortolkes juridisk. Den nationale ret kan dog lade foretage undersoegelser eller opinionsundersoegelser af forbrugernes forventning, hvis den finder det noedvendigt.

70 Med det tredje spoergsmaal spoerger Bundesverwaltungsgericht Domstolen, hvorledes det objektive forbrugerbegreb skal defineres.

71 Det er derfor naerliggende straks at gaa over til behandlingen af dette spoergsmaal.

Det tredje spoergsmaal

72 Bundesverwaltungsgericht mener, at saafremt det er et objektivt forbrugerbegreb, der skal laegges til grund, maa dette udledes af en ordret og formaalsbestemt fortolkning af en betingelse for anvendelse af en faellesskabsnorm, hvorunder der maa foretages en afvejning af de vaerdier, som reglen beskytter.

73 I betragtning af, hvad jeg allerede har anfoert i det foregaaende, finder jeg det berettiget at omformulere det tredje spoergsmaal paa foelgende maade.

74 Hvis det forudsaettes, at den forbruger, der skal beskyttes, er den gennemsnitlige, »rimeligt velunderrettede« koeber, ud fra hvilke kriterier skal retten da afgoere, om denne forbruger vil kunne vildledes af et givet reklameslogan?

75 Spoergsmaalet, om selv den rimeligt velunderrettede forbruger risikerer at blive vildledt, afhaenger naturligvis foerst og fremmest af indholdet af det paagaeldende reklameslogan. Ligesom Kommissionen mener jeg, at retten foerst og fremmest boer fastslaa reklameudsagnets betydning efter almindelig sprogbrug og dets overensstemmelse med virkeligheden efter denne betydning.

76 Dernaest skal retten naa til en vurdering af den genklang, som reklameudsagnet kan fremkalde hos den rimeligt velunderrettede forbruger.

77 Sagsoegeren i hovedsagen er af den opfattelse, at paaskriften »10 aeg - 6-korn« samt de angivelser, som findes paa indlaegssedlen i aegpakningen, er rigtige oplysninger, som pr. definition ikke kan vildlede forbrugeren, uanset hvilke konklusioner denne maatte drage af dem.

78 Men saa enkelt er det ikke. Jeg mener nemlig, at der boer sondres mellem

- objektivt korrekte erklaeringer

- objektivt ukorrekte erklaeringer

- erklaeringer, der er objektivt korrekte, men som kan vildlede forbrugeren, fordi de ikke fuldt ud afspejler virkeligheden.

79 Hvad angaar de objektivt korrekte erklaeringer har Domstolen, som Kommissionen har henvist til, antaget, at erklaeringer, som er i overensstemmelse med virkeligheden, i princippet ikke vil kunne vildlede forbrugeren (15).

80 Det boer dog bemaerkes, at undertiden vil selv rigtige, salgsfremmende erklaeringer kunne vildlede forbrugeren. Det kan navnlig vaere tilfaeldet, naar disse erklaeringer indebaerer en risiko for forveksling med paaskrifter, der er fastsat i forordning nr. 1907/90 (16).

81 Et andet kriterium, der skal laegges til grund, er kriteriet om, hvorvidt de paagaeldende erklaeringer kan kontrolleres. Betydningen af denne betragtning fremgaar bl.a. af Domstolens praksis vedroerende paasaetning af laeggedatoen paa aeg. I den naevnte Paris-sag fremhaevede Domstolen saaledes betydningen af, at den oplysning, der gives forbrugeren, er rigtig. I dette tilfaelde maa det dog fastslaas, at myndighederne i givet fald vil vaere i stand til at kontrollere udtalelser som de paagaeldende vedroerende foderet til det fjerkrae, der har lagt aeggene.

82 Det kan i oevrigt antages, at erklaeringer, der fungerer som blikfang, men som ikke er vaesentlige, hoerer til kategorien korrekte oplysninger, som ikke giver anledning til indvendinger. Hvis en producent f.eks. paa sine pakninger anbragte paaskriften »hoene opvokset i god bjergluft« eller »hoene opvokset under sydens sol«, ville man staa over for en oplysning, som sandsynligvis er rigtig, men uden forbindelse med aeggenes kvalitet. Den kunne paavirke den overfladiske forbruger, men ville faa den opmaerksomme forbruger til at smile.

83 Hvad angaar de objektivt ukorrekte erklaeringer er de i princippet vildledende og forbudt, hvis den vildledende virkning, som Kommissionen har anfoert, ikke bortvejres af saerlige omstaendigheder.

84 Det tilkommer den nationale ret, der er kompetent med hensyn til vurderingen af de faktiske omstaendigheder, at afgoere, om beskrivelsen af Gut Springenheide's aeg, som gives i en indlaegsseddel i pakningen, er objektivt urigtig, fordi disse aeg ikke er forskellige fra andre aeg.

85 Lad mig i denne sammenhaeng minde om artikel 2, stk. 1, litra a), i Raadets direktiv 79/112/EOEF af 18. december 1978 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om maerkning af og praesentationsmaader for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for saadanne levnedsmidler (17), der lyder saaledes:

»1. Maerkningen og dennes naermere udformning maa ikke:

a) vaere af en saadan art, at den kan vildlede koeberen, isaer:

i) ...

ii) ved at tillaegge det paagaeldende levnedsmiddel virkninger eller egenskaber, som det ikke har

iii) ved at give denne indtryk af, at det paagaeldende levnedsmiddel har saerlige egenskaber, naar alle lignende levnedsmidler har samme egenskaber.«

86 Tilbage staar endelig kategorien erklaeringer, der objektivt er korrekte, men som ikke afspejler hele virkeligheden. Det er der, de vanskeligste problemer ligger.

87 Hvis den del af oplysningerne, som er udeladt, var af en saadan art, at den ville bevirke, at den del af oplysningerne, som gives, fremstaar i et helt andet lys, maa man konkludere, at forbrugeren er blevet vildledt.

88 Paaskriften »6-korn« kunne falde ind under denne kategori, hvis det endeligt maatte fastslaas, at de seks kornsorter kun indgaar i foderet til Gut Springenheide's hoens med 60%, mens paaskriften fremkalder det indtryk, at hoensene udelukkende ernaeres ved hjaelp af disse seks kornsorter.

89 Appelretten, der citeres af Bundesverwaltungsgericht, er af den opfattelse, at denne paaskrift ligger i forlaengelse af »kornboelgen« og fremkalder det indtryk, at aeggene er noget saerligt, mens retten er overbevist om, at de ikke har nogen fordel i forhold til andre aeg (side 5 i den praejudicielle kendelse).

90 Det staar derfor tilbage at afgoere, om selv den rimeligt velunderrettede forbruger, i betragtning af den indflydelse, som »kornboelgen« udoever paa de tyske forbrugere, kan blive offer for dette indtryk og af denne grund blive foranlediget til at koebe de paagaeldende aeg.

91 Bundesverwaltungsgericht vil selv kunne afgoere dette spoergsmaal, hvis den er overbevist om, at dette er tilfaeldet. I modsat fald forbyder faellesskabsretten ikke, at der benyttes en opinionsundersoegelse af et repraesentativt udvalg af forbrugere eller en sagkyndig udtalelse.

92 Jeg foreslaar derfor at besvare det tredje spoergsmaal saaledes, at det objektive forbrugerbegreb, der skal laegges til grund, er den gennemsnitlige, rimeligt velunderrettede forbruger. Ved vurderingen af, om en erklaering, der skal fremme salget, som omhandlet i artikel 10, stk. 2, litra e), forordning nr. 1907/90, vil kunne vildlede en saadan forbruger, maa der tages hensyn til forordningens ordlyd og formaal, til, om erklaeringen faktisk er rigtig samt, om det er muligt for myndighederne at kontrollere de oplysninger, som den indeholder.

Det andet spoergsmaal

93 Dette spoergsmaal er stillet Domstolen for det tilfaelde, at svaret paa det foerste spoergsmaal viser, at det er noedvendigt konkret at fastslaa, hvad der er forbrugernes faktiske forventninger.

94 Da jeg i det foregaaende har konkluderet, at den nationale ret ikke var forpligtet til at foretage en saadan undersoegelse, men at faellesskabsretten ikke forboed den at goere det for det tilfaelde, at den fandt det passende, anser jeg det for hensigtsmaessigt at give et svar paa det andet spoergsmaal.

Det andet spoergsmaal, punkt a)

95 Den forelaeggende ret spoerger foerst Domstolen, om det er den opmaerksomme gennemsnitsforbrugers opfattelse eller den overfladiske forbrugers opfattelse, der er afgoerende.

96 Jeg foreslaar Domstolen at laegge til grund, at det, selv i det i det andet spoergsmaal naevnte tilfaelde, er den opmaerksomme gennemsnitsforbrugers opfattelse, der taeller.

97 Den overfladiske forbruger skaenker nemlig ikke paaskrifterne paa et produkt tilstraekkelig opmaerksomhed, men det er snarere sandsynligt, at han vil lade sig paavirke af emballagens farve, dennes design eller slogans, der er saa overdrevne, at det end ikke er noedvendigt at forbyde dem, som f.eks. »aegget, der bringer Dem i form for hele dagen«.

98 Vi har saaledes set i det foregaaende, at Domstolen i sin praksis altid har anvendt en fortolkning af begrebet forbruger, der svarede til det rimeligt velunderrettede individ, der med en vis grad af opmaerksomhed er i stand til at registrere de oplysninger, der findes paa de produkter, som udbydes til salg.

99 Det er med rette, at generaladvokat Tesauro i sit forslag til afgoerelse i sagen X (eller Nissan) har henvist til, at »vigilantibus, non dormientibus iura succurrunt« (18).

100 Det er i oevrigt klart, at de forskellige naevnte forordninger ligeledes forudsaetter en forbruger, der er rimeligt opmaerksom, da han er i stand til at bemaerke forskelle, der til tider er subtile, mellem forskellige paaskrifter som f.eks. »aeg fra fritgaaende hoens - intensivt system« og »fritgaaende hoens« (19).

Det andet spoergsmaal, punkt b)

101 Dette spoergsmaal lyder saaledes:

»Kan det procentvis fastslaas, hvor stor en andel af forbrugere der er noedvendig for at begrunde en afgoerende forbrugerforventning?«

102 Domstolens praksis indeholder kun en enkelt oplysning herom. Det drejer sig om dommen i sagen X (eller Nissan), hvori Domstolen anvender udtrykket »et betydeligt antal forbrugere«. Den har dog ikke, hverken i denne dom eller i andre, praeciseret, fra hvilken graense antallet af vildledte forbrugere er betydeligt.

103 Jeg er derfor ligesom Kommissionen af den opfattelse, at den nationale ret paa grundlag af omstaendighederne i hvert enkelt tilfaelde maa afgoere, om en procentdel vildledte forbrugere er betydelig.

104 Da forbrugeren, som vi har set, paa forhaand maa anses for at vaere i stand til at skelne, maa den procentdel, der soeges fastslaaet, fastsaettes til et tilstraekkeligt hoejt niveau.

105 Dette gaelder saa meget desto mere i situationer, hvor en for pessimistisk opfattelse af forbrugerens evner, som altsaa medfoerer, at der fastsaettes en for lav procentdel, giver risiko for at naa til det resultat, at den af Domstolens praksis tilstraebte ligevaegt mellem kravene til forbrugerbeskyttelse og de frie varebevaegelser fordrejes. Disse kan nemlig blive beroert, naar der er tale om indfoerte varer.

106 Kommissionen har i oevrigt anfoert, at »de tyske retter i en retspraksis, der er flere aartier gammel, bl.a. inden for konkurrenceretten, har udviklet det princip, at en procentdel paa 10-15% vildledte forbrugere - alt efter det foreliggende tilfaelde - stadig kan anses for betydelig. Der maa ganske vist anvendes strengere kriterier for reklameudsagn, som vedroerer levnedsmidler, og som beroerer sundheden, og det maa antages, at selv en procentdel paa under 10% vildledte forbrugere ikke laengere er ubetydelig«.

107 Den retningslinje, der saaledes er udviklet i tysk retspraksis, finder jeg fuldt ud passende. I betragtning af, at de paaskrifter, som tvisten i hovedsagen drejer sig om, ikke er af en saadan art, at de tilskynder forbrugeren til at koebe et produkt, der er farligt for hans sundhed, kunne man angive en procentdel paa 15%, hvis Bundesverwaltungsgericht finder det noedvendigt at soege at fastslaa, hvad der er forbrugernes reelle forventning.

108 Da jeg er helt enig med de synspunkter, som Kommissionen har fremfoert med hensyn til det andet spoergsmaal, punkt a) og b), foreslaar jeg ligeledes Domstolen at laegge de af denne foreslaaede svar til grund.

109 Tilbage staar en afsluttende bemaerkning om den nationale rets rolle. Kommissionen har nemlig ret udfoerligt rejst det spoergsmaal, om det i dette tilfaelde tilkommer Domstolen eller den nationale ret at afgoere, om den omtvistede paaskrift vil eller ikke vil kunne vildlede forbrugeren. Den har anfoert, at Domstolen i et vist antal tilfaelde selv har afgjort dette spoergsmaal (20). Det maa dog understreges, at disse tilfaelde var en del anderledes end den foreliggende situation.

110 I disse sager skulle der nemlig tages stilling til, om nationale foranstaltninger, der begraensede de frie varebevaegelser, og som haevdedes at vaere berettiget af tvingende krav som omhandlet i Domstolens praksis om frie varebevaegelser, var lovlige efter faellesskabsretten. I dette tilfaelde er det problem der opstaar, derimod et andet: Domstolen skal forsyne den nationale ret med de fortolkningselementer, der er noedvendige, for at den kan anvende en retsakt i den afledte ret paa de faktiske omstaendigheder, som er forelagt den.

111 Jeg ser foelgelig ingen grund til at afvige fra den holdning, som Domstolen altid har indtaget i sin praksis vedroerende forordning nr. 1907/90, nemlig sagerne Gutshof-Ei og Gold-Ei Erzeugerverbund, samt i Paris-sagen vedroerende tidligere, lignende bestemmelser. I alle disse sager har Domstolen begraenset sig til at praecisere de kriterier, der gjorde det muligt for den nationale ret at fastslaa, om de omtvistede paaskrifter var vildledende.

Forslag til afgoerelse

112 I betragtning af det foregaaende foreslaar jeg Domstolen at svare Bundesverwaltungsgericht saaledes:

Foerste spoergsmaal

»Raadets forordning (EOEF) nr. 1907/90 af 26. juni 1990 om handelsnormer for aeg, navnlig dens artikel 10, stk. 2, litra e), skal fortolkes saaledes, at det ved vurderingen af, om en erklaering, der skal fremme salget, vil kunne vildlede forbrugeren, er et objektivt forbrugerbegreb, som kun skal fortolkes juridisk, der er afgoerende. Faellesskabsretten er dog ikke til hinder for, at den nationale ret lader foretage undersoegelser eller opinionsundersoegelser af forbrugernes reelle forventning, hvis den finder det noedvendigt.«

Tredje spoergsmaal

»Det objektive forbrugerbegreb, der skal laegges til grund, er den gennemsnitlige, rimeligt velunderrettede forbruger. Ved afgoerelsen af, om en erklaering, der skal fremme salget, vil kunne vildlede en saadan forbruger, jf. artikel 10, stk. 2, litra e), i forordning nr. 1907/90, skal der tages hensyn til forordningens ordlyd og formaal, til, om erklaeringen faktisk er rigtig, om den ikke er tvetydig samt, om myndighederne kan kontrollere de oplysninger, som den indeholder.«

Andet spoergsmaal

»a) Det er den oplyste gennemsnitsforbruger, der er afgoerende ved vurderingen af, om en erklaering, der skal fremme salget, vil kunne vaere vildledende.

b) Det tilkommer den nationale ret, som traeffer afgoerelse om spoergsmaalet, om en erklaering kan vaere vildledende, at fastslaa under hensyntagen til omstaendighederne i hvert enkelt tilfaelde og princippet om, at faellesskabsrettens beskyttelse tager sigte paa den oplyste gennemsnitsforbruger, at fastslaa, fra hvilken procentdel en gruppe forbrugere, der er vildledt af et reklameudsagn, ikke laengere er ubetydelig, saaledes at det er berettiget at forbyde denne erklaering.«

(1) - EFT L 282, s. 49.

(2) - EFT L 173, s. 5.

(3) - EFT L 121, s. 11.

(4) - Raadets forordning (EOEF) nr. 2617/93 af 21.9.1993 (EFT L 240, s. 1).

(5) - Raadets forordning (EF) nr. 3117/94 af 12.12.1994 (EFT L 330, s. 4).

(6) - EFT L 143, s. 11.

(7) - Dom af 6.7.1995, sag C-470/93, Sml. I, s. 1923.

(8) - Dom af 29.6.1995, sag C-456/93, Sml. I, s. 1737.

(9) - Dom af 15.1.1991, sag C-372/89, Gold-Ei Erzeugerverbund, Sml. I, s. 43, af 25.2.1992, sag C-203/90, Gutshof-Ei, Sml. I, s. 1003, og af 13.12.1989, sag C-204/88, Paris, Sml. s. 4361, praemis 11.

(10) - Dom af 16.1.1992, sag C-373/90, Sml. I, s. 131.

(11) - Direktiv af 10.9.1984 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklame (EFT L 250, s. 17).

(12) - Praemis 15 og 16.

(13) - Min fremhaevelse.

(14) - Min fremhaevelse.

(15) - Dom af 7.3.1990,sag C-362/88, GB-INNO-BM, Sml. I, s. 667, praemis 17; X (eller Nissan), praemis 17; jf. ogsaa generaladvokat Léger's forslag til afgoerelse i Mars-sagen, punkt 51, som henviser til Domstolens dom i sagen X (eller Nissan) og dom af 18.5.1993, sag C-126/91, Yves Rocher, Sml. I, s. 2361.

(16) - Jf. Gutshof-Ei-dommen, praemis 17, 18 og 19.

(17) - EFT 1979 L 33, s. 1.

(18) - Sml. 1992 I, s. 145.

(19) - Bilag 2 til forordning nr. 1274/91.

(20) - Jf. dom af 13.12.1990, sag C-238/89, Pall, Sml. I, s. 4827; Yves Rocher og X (Nissan), og af 2.2.1994, sag C-315/92, Verband Sozialer Wettbewerb, Sml. I, s. 317.