61995B0208

++++

Annullationssoegsmaal ° sag anlagt til proevelse af en forordning, hvorved det fastslaas, at der er sket en misligholdelse af et pristilsagn, og der indfoeres en midlertidig antidumpingtold ° senere udstedelse af en forordning om endelig antidumpingtold ° foelger for retlig interesse i soegsmaalet

(EF-traktaten, art. 173; Raadets forordning nr. 2423/88, art. 10, stk. 6)

Naar de beloeb, for hvilke der er blevet stillet sikkerhed i form af midlertidig antidumpingtold, fuldt ud er blevet opkraevet i henhold til den paagaeldende forordning om endelig antidumpingtold, har den midlertidige forordning ikke nogen retsvirkninger, som en importoer, der har maattet erlaegge tolden, kan paaberaabe sig, saaledes at importoeren som udgangspunkt ikke laengere har nogen retlig interesse i at anfaegte den midlertidige forordning.

Den omstaendighed, at det ved den midlertidige forordning er blevet fastslaaet, at importoeren har misligholdt sit pristilsagn, og godtagelsen af dette er blevet trukket tilbage, godtgoer ikke, at importoeren har en retlig interesse i at anfaegte den midlertidige forordning.

Kommissionens rolle er saaledes et led i Raadets beslutningsproces. Det fremgaar af bestemmelserne i grundforordning nr. 2423/88 om antidumping, at det paahviler Kommissionen at foretage undersoegelser og paa grundlag af disse at beslutte at afslutte proceduren eller at fortsaette den og traeffe foreloebige foranstaltninger, hvorefter den kan foreslaa Raadet at traeffe endelige foranstaltninger. Det tilkommer imidlertid Raadet at traeffe den endelige afgoerelse, idet Raadet kan undlade at traeffe beslutning, hvis det er uenig med Kommissionen, eller alternativt traeffe en beslutning paa grundlag af dennes forslag.

En afgoerelse fra Kommissionen om ikke at godtage et forslag om tilsagn er herefter ikke en foranstaltning med bindende retsvirkninger, der kan paavirke den paagaeldende importoers interesser, da Kommissionen kan omgoere sin beslutning, og Raadet kan beslutte ikke at indfoere en antidumpingtold, idet en saadan afgoerelse er udtryk for en midlertidig foranstaltning, hvis formaal er at forberede den endelige beslutning, og derfor ikke er en anfaegtelig retsakt.

Heller ikke den omstaendighed, at artikel 10, stk. 6, i forordning nr. 2423/88 ° i hvert fald udtrykkeligt ° alene tillaegger Kommissionen befoejelse til at afgoere, hvorvidt et tilsagn er blevet misligholdt, medfoerer, at en afgoerelse, hvorefter en godtagelse af et tilsagn skal traekkes tilbage, faar karakter af en anfaegtelig retsakt.

Under alle omstaendigheder har en afgoerelse om, at en godtagelse af tilsagn skal traekkes tilbage, principielt for de beroerte erhvervsdrivende de samme foelger som en afgoerelse om at afslaa at godtage forslag om tilsagn, dvs. den foelge, at der bliver indfoert en midlertidig antidumpingtold. I begge tilfaelde er der blot tale om en foreloebig foranstaltning, hvis formaal er at forberede den endelige afgoerelse, som Raadet skal traeffe.

I sag T-208/95,

Miwon Co. Ltd, Dongdaemun-Ku (Seoul, Sydkorea), ved advokat Jean-François Bellis, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Freddy Brausch, 8, rue Zithe,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Nicholas Khan, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om annullation af Kommissionens forordning (EF) nr. 1754/95 af 18. juli 1995 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af mononatriumglutamat med oprindelse i Indonesien, Republikken Korea, Taiwan og Thailand (EFT L 170, s. 4), for saa vidt forordningen angaar Miwon Co. Ltd,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Femte Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, R. Schintgen, og dommerne R. García-Valdecasas, V. Tiili, J. Azizi og R. Moura Ramos,

justitssekretaer: H. Jung,

afsagt foelgende

Kendelse

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Ved forordning (EOEF) nr. 547/90 af 2. marts 1990 (EFT L 56, s. 23) indfoerte Kommissionen en midlertidig antidumpingtold paa importen af visse typer glutaminsyre og salte deraf med oprindelse i Indonesien, Republikken Korea, Taiwan og Thailand, mens Kommissionen godtog de tilsagn om minimumspriser, som var blevet afgivet af samtlige de eksportoerer, der som sagsoegeren, Miwon Co. Ltd, havde samarbejdet under undersoegelsens forloeb.

2 Ved forordning (EOEF) nr. 1798/90 af 27. juni 1990 (EFT L 167, s. 1), som senest aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2455/93 af 2. september 1993 (EFT L 225, s. 1), indfoerte Raadet en endelig antidumpingtold paa importen af mononatriumglutamat med oprindelse i de naevnte lande, bortset fra produkter fremstillet af de producenter, hvis tilsagn var blevet godtaget.

3 Efter en anmodning fra den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet gav Kommissionen meddelelse (meddelelse offentliggjort i EFT 1994 C 187, s. 13) om indledningen af en fornyet undersoegelse af antidumpingforanstaltningerne i medfoer af artikel 14 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 209, s. 1, herefter "grundforordningen"). I klagen var det navnlig blevet gjort gaeldende, at mononatriumglutamat med oprindelse i de paagaeldende lande var blevet importeret til Faellesskabet til lavere priser end de efter de bestaaende tilsagn gaeldende.

4 Under forloebet af undersoegelsen fandt Kommissionen, at det maatte laegges til grund, at pristilsagnene, herunder det af sagsoegeren afgivne, var blevet misligholdt, hvorefter Kommissionen den 18. juli 1995 i medfoer af grundforordningens artikel 10, stk. 6, udstedte forordning (EF) nr. 1754/95, hvorved godtagelsen af pristilsagnene blev trukket tilbage, og der blev indfoert en midlertidig antidumpingtold paa importen af mononatriumglutamat med oprindelse i Indonesien, Republikken Korea, Taiwan og Thailand (EFT L 170, s. 20, herefter "forordning nr. 1754/95"). Gyldighedsperioden for denne told blev ved Raadets forordning (EF) nr. 2685/95 af 17. november 1995 (EFT L 275, s. 22) i medfoer af grundforordningens artikel 11, stk. 5, forlaenget med to maaneder.

5 Den 19. januar 1996 udstedte Raadet forordning (EF) nr. 81/96 om aendring af forordning nr. 2455/93 af 2. september 1993 og om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af mononatriumglutamat med oprindelse i de paagaeldende lande (EFT L 15, s. 20, herefter "forordning nr. 81/96"). Sagsoegeren har den 12. april 1996 anlagt endnu en sag (sag T-51/96) til proevelse af sidstnaevnte forordning.

Retsforhandlinger

6 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 3. november 1995 har sagsoegeren anlagt sag med paastand om annullation af forordning nr. 1754/95.

7 Ved saerskilt processkrift af 29. januar 1996 har Kommissionen i medfoer af procesreglementets artikel 114, stk. 2, rejst en formalitetsindsigelse og gjort gaeldende, at det efter udstedelsen af Raadets forordning nr. 81/96 nu er ufornoedent at traeffe afgoerelse i sagen.

8 Sagsoegeren har indgivet indlaeg vedroerende formalitetsindsigelsen den 27. marts 1996.

Parternes anbringender og argumenter

9 Kommissionen har gjort gaeldende, at det foelger af fast retspraksis, at genstanden for den til proevelse af Kommissionens forordning nr. 1754/95 om indfoerelse af midlertidig told anlagte sag efter udstedelsen af Raadets forordning nr. 81/96 om indfoerelse af endelig told er bortfaldet (Domstolens domme af 5.10.1988, sag 56/85, Brother mod Kommissionen, Sml. s. 5655, og forenede sager 294/86 og 77/87, Technointorg mod Kommissionen og Raadet, Sml. s. 6077, og Domstolens dom af 11.7.1990, forenede sager C-305/86 og C-160/87, Neotype Techmashexport mod Kommissionen og Raadet, Sml. I, s. 2945).

10 Intet forhold i forbindelse med naervaerende tilfaelde kan begrunde, at der i sagen sker en afvigelse af denne faste praksis. Den eneste saerlige omstaendighed i det foreliggende tilfaelde er, at den midlertidige told blev indfoert som foelge af en misligholdelse af et tilsagn og ikke var den foerste foranstaltning truffet som led i en oprindelig procedure.

11 Naar en told traeder i stedet for et tilsagn, er dette ikke udtryk for en sanktion, men blot for, at én form for antidumpingforanstaltning afloeses af en anden.

12 Kommissionen goer endelig gaeldende, at det ved forordning nr. 81/96 er blevet bekraeftet, hvad Kommissionen lagde til grund, nemlig at sagsoegeren havde misligholdt sit tilsagn, idet det i punkt 25-28 i betragtningerne til forordningen er angivet, at den omstaendighed, at tilsagnet var blevet misligholdt, begrundede, at der for saa vidt angaar sagsoegerens eksportpris blev lagt en stoerrelse i form af en beregnet pris til grund, jf. herved grundforordningens artikel 2, stk. 8, litra b). Det maa herefter antages, at spoergsmaalet om en misligholdelse af tilsagnet nu er uden sammenhaeng med den anfaegtede forordning, idet det herefter angaar forordning nr. 81/96, og at alle anbringender og argumenter vedroerende spoergsmaalet vil kunne fremsaettes som led i en sag anlagt til proevelse af forordning nr. 81/96. Foelgelig er det nu ufornoedent at traeffe afgoerelse i naervaerende sag.

13 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at det af Kommissionen anfoerte ° hvorefter spoergsmaalet om en misligholdelse af tilsagnene nu er uden sammenhaeng med den anfaegtede forordning og herefter angaar forordning nr. 81/96, og Raadets konklusioner paa dette punkt kan anfaegtes under en sag til proevelse af sidstnaevnte forordning ° er uforeneligt med grundforordningen.

14 Den anfaegtede forordning er blevet udstedt paa grundlag af grundforordningens artikel 10, stk. 6, som tillaegger Kommissionen en enekompetence til at fastslaa, at et tilsagn er blevet misligholdt, saaledes at godtagelsen af det boer traekkes tilbage. Naar Kommissionen herved fastslaar, at et tilsagn er blevet misligholdt, og godtagelsen af det boer traekkes tilbage, er dette udtryk for noget endeligt.

15 Raadet har i denne forbindelse ikke i forordning nr. 81/96 taget stilling til spoergsmaalet, om godtagelsen af tilsagnet burde traekkes tilbage med den begrundelse, at det angiveligt var blevet misligholdt, for saa vidt Raadet blot har taget den afgoerelse i den anfaegtede forordning fra Kommissionen til efterretning, hvorefter godtagelsen af tilsagnet burde traekkes tilbage, idet Raadet derefter aendrede den endelige antidumpingtold, der var blevet paalagt ved forordning nr. 1798/90 af 27. juni 1990, som senest aendret ved forordning nr. 2455/93 af 2. september 1993.

16 Den omstaendighed, at visse af de forhold, som Raadet lagde vaegt paa som begrundelse for at anvende en beregnet eksportpris i forordning nr. 81/96, er de samme som dem, Kommissionen lagde vaegt paa i den anfaegtede forordning, giver ikke grundlag for den antagelse, at spoergsmaalet om en misligholdelse af tilsagnet ved forordning nr. 81/96 har vaeret genstand for en fornyet vurdering. I oevrigt har Raadet paa visse punkter valgt at se bort fra de forhold, som Kommissionen lagde vaegt paa, idet det delvis har baseret sin afgoerelse paa andre betragtninger.

17 De forhold, som Raadet har lagt til grund i punkt 25-28 i betragtningerne til forordning nr. 81/96, er vaesentligt forskellige fra dem, Kommissionen lagde til grund i den anfaegtede forordning, idet Kommissionen efter grundforordningens artikel 10, stk. 6, fandt, at sagsoegeren havde misligholdt sit tilsagn, mens Raadet skoennede, at der for sagsoegerens vedkommende i medfoer af grundforordningens artikel 2, stk. 8, litra b), burde anvendes en eksportpris i form af en beregnet pris. Det savner derfor ganske grundlag at haevde, at den samme antagelse vedroerende spoergsmaalet om en misligholdelse af tilsagnet som den, der blev lagt til grund i den anfaegtede forordning, er blevet lagt til grund i forordning nr. 81/96.

18 Den omstaendighed, at visse af de forhold, som Kommissionen og Raadet har lagt til grund, er de samme, er herved alene udtryk for en tilfaeldighed og skyldes den af Kommissionen anlagte vurdering, hvorefter de i forhold til sagsoegeren uafhaengige importoerers forholdsvis lave videresalgspriser kun kunne bero paa, at sagsoegeren havde ydet skjult kompensation til disse importoerer. Raadet har baseret sig paa den naevnte betragtning for at anvende artikel 2, stk. 8, litra b), med henblik paa beregningen af den endelige antidumpingtold, men det er ikke vanskeligt at forestille sig situationer, i hvilke ingen af de betragtninger, Kommissionen har baseret sig paa i forbindelse med en antagelse om, at en eksportoer har misligholdt sit tilsagn, er relevante for beregningen af den endelige antidumpingtold for den paagaeldende eksportoers vedkommende. Spoergsmaalet om, hvorvidt et annullationssoegsmaal til proevelse af en afgoerelse fra Kommissionen i medfoer af artikel 10, stk. 6, kan realitetsbehandles, kan ikke afhaenge af, om en raekke forhold, som Kommissionen har lagt vaegt paa, ogsaa inddrages som grundlag for en afgoerelse fra Raadet af en ganske anden karakter.

19 Den af Kommissionen forfaegtede opfattelse, hvorefter en eksportoer maa afvente, at Raadet udsteder en forordning om indfoerelse af en endelig antidumpingtold, for at anfaegte, at Kommissionen har lagt til grund, at den paagaeldende har misligholdt et tilsagn, ville foere til en uantagelig retsstilling i tilfaelde, hvor Raadet, af den ene eller den anden grund, beslutter ikke at paalaegge nogen endelig antidumpingtold. I saadanne tilfaelde ville den paagaeldende eksportoer saaledes som foelge af udloebet af soegsmaalsfristen ikke laengere have mulighed for at anlaegge sag til proevelse af lovligheden af Kommissionens antagelse om en misligholdelse af tilsagnet, selv om denne antagelse senere ville kunne goeres gaeldende over for den paagaeldende, ogsaa som led i andre procedurer vedroerende andre produkter, som begrundelse for at afslaa et tilbud fra vedkommende om et tilsagn. En eksportoer maa derfor have en retlig interesse i at kunne anfaegte lovligheden af en antagelse fra Kommissionen paa grundlag af artikel 10, stk. 6, om, at der er sket en misligholdelse af et tilsagn, uden at dette kan bero paa, om Raadet beslutter at indfoere en endelig antidumpingtold.

Rettens bemaerkninger

20 Det bemaerkes i foerste raekke, at det fremgaar af fast retspraksis (Domstolens domme i sagen Brother mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 6, og i sagen Technointorg mod Kommissionen og Raadet, jf. ovenfor, praemis 12, Domstolens dom af 11.7.1990, forenede sager C-304/86 og C-185/87, Enital mod Kommissionen og Raadet, Sml. I, s. 2939, og Domstolens dom i sagen Neotype Techmashexport mod Kommissionen, jf. ovenfor), at den midlertidige forordning ikke har nogen retsvirkninger, som sagsoegeren kan paaberaabe sig, idet de beloeb, for hvilke der blev stillet sikkerhed i form af midlertidig antidumpingtold, fuldt ud er blevet opkraevet i henhold til den endelige forordnings artikel 2. Det foelger heraf, at sagsoegeren efter udstedelsen af Raadets endelige forordning som udgangspunkt ikke laengere har nogen retlig interesse i at anfaegte den midlertidige forordning.

21 Det maa dog fastslaas, at naervaerende sag er anlagt til proevelse af den midlertidige forordning, navnlig for saa vidt det heri fastslaas, at sagsoegeren har misligholdt sit pristilsagn, og der blev truffet bestemmelse om, at godtagelsen af dette skulle traekkes tilbage.

22 Det boer herefter undersoeges, hvorvidt det forhold, at Kommissionen i den anfaegtede forordning har fastslaaet, at sagsoegeren har misligholdt sit pristilsagn, og Kommissionen paa dette grundlag har truffet bestemmelse om, at godtagelsen af dette skulle traekkes tilbage, bevirker, at sagsoegeren har bevaret en retlig interesse i at opnaa en annullation af den anfaegtede forordning.

23 Sagsoegeren goer herved gaeldende, at da grundforordningens artikel 10, stk. 6, tillaegger Kommissionen en enekompetence til at afgoere, hvorvidt et tilsagn er blevet misligholdt, saaledes at godtagelsen af det boer traekkes tilbage, er Kommissionens afgoerelse herom udtryk for noget endeligt, som ikke kan anfaegtes under en sag anlagt til proevelse af Raadets forordning.

24 Der kan ikke gives sagsoegeren medhold heri.

25 Som Domstolen har fastslaaet i dom af 14. marts 1990 (sag C-156/87, Gestetner Holdings mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 781, praemis 6-9, jf. endvidere dom af samme dato, forenede sager C-133/87 og C-150/87, Nashua Corporation m.fl. mod Kommissionen og Raadet, Sml. I, s. 719), er Kommissionens rolle et led i Raadets beslutningsproces. Det fremgaar saaledes af bestemmelserne i grundforordningen, at det paahviler Kommissionen at foretage undersoegelser og paa grundlag af disse at beslutte at afslutte proceduren eller at fortsaette den og traeffe foreloebige foranstaltninger, hvorefter den kan foreslaa Raadet at traeffe endelige foranstaltninger. Det tilkommer imidlertid Raadet at traeffe den endelige afgoerelse. Raadet kan undlade at traeffe beslutning, hvis det er uenig med Kommissionen, eller alternativt traeffe en beslutning paa grundlag af dennes forslag.

26 Domstolen har i de naevnte domme paa dette grundlag antaget, at en afgoerelse fra Kommissionen om ikke at godtage et forslag om tilsagn ikke er en foranstaltning med bindende retsvirkninger, der kan paavirke den paagaeldende sagsoegers interesser, da Kommissionen kan omgoere sin beslutning, og Raadet kan beslutte ikke at indfoere en antidumpingtold, idet en saadan afgoerelse er udtryk for en midlertidig foranstaltning, hvis formaal er at forberede den endelige beslutning, og derfor ikke er en anfaegtelig retsakt.

27 Det bemaerkes, at Domstolen fastslog dette princip, selv om grundforordningen, jf. dennes artikel 10, stk. 1, ligesom hvad angaar en afgoerelse om at traekke en godtagelse af et tilsagn tilbage, alene udtrykkeligt tillaegger Kommissionen befoejelse til at godtage et forslag om et tilsagn.

28 I modsaetning til, hvad sagsoegeren goer gaeldende, kan det ikke antages at fremgaa af den omstaendighed, at grundforordningens artikel 10, stk. 6 ° i hvert fald udtrykkeligt ° alene tillaegger Kommissionen befoejelse til at afgoere, hvorvidt et tilsagn er blevet misligholdt, at en afgoerelse, hvorefter en godtagelse af et tilsagn skal traekkes tilbage, faar karakter af en anfaegtelig retsakt.

29 Det bemaerkes endvidere, at en afgoerelse om, at en godtagelse af tilsagn skal traekkes tilbage, principielt for de beroerte erhvervsdrivende har de samme foelger som en afgoerelse om at afslaa at godtage forslag om tilsagn, dvs. den foelge, at der bliver indfoert en midlertidig antidumpingtold. I begge tilfaelde er der dog tale om en foreloebig foranstaltning, hvis formaal er at forberede den endelige afgoerelse, som Raadet skal traeffe.

30 Det bemaerkes herefter, at det i punkt 13 i betragtningerne til den anfaegtede forordning hedder, at "alle konklusioner i forbindelse med denne forordning er foreloebige og kan genovervejes i forbindelse med enhver endelig told, som Kommissionen maatte foreslaa".

31 Det maa herefter antages, at en afgoerelse fra Kommissionen om, at en godtagelse af et pristilsagn skal traekkes tilbage som foelge af misligholdelse af tilsagnet, ikke er udtryk for en anfaegtelig retsakt, og at det er ved at anfaegte den paagaeldende forordning om indfoerelse af endelig antidumpingtold, at de erhvervsdrivende i givet fald vil kunne goere gaeldende, at der er fejl behaeftet med, at Kommissionen har fastslaaet, at de paagaeldendes tilsagn er blevet misligholdt.

32 Foelgelig kan den omstaendighed, at det i den anfaegtede midlertidige forordning fastslaas, at sagsoegeren har misligholdt sit tilsagn, ikke antages at godtgoere, at sagsoegeren har en retlig interesse i en retlig proevelse af denne midlertidige forordning.

33 Det maa i oevrigt fastslaas, at spoergsmaalet om en misligholdelse af tilsagnet under alle omstaendigheder nu alene angaar forordning nr. 81/96. I modsaetning til, hvad sagsoegeren goer gaeldende, har Raadet i forordning nr. 81/96 foretaget en fornyet vurdering af, eller har i hvert fald taget stilling til, spoergsmaalet om en misligholdelse af tilsagnet. I punkt 25-28 i betragtningerne til forordning nr. 81/96, jf. navnlig punkt 26, tillige med punkt 57 og 69 i betragtningerne, har Raadet angivet de omstaendigheder, paa grundlag af hvilke det ifoelge Raadet maa anses for godtgjort, at der er sket en misligholdelse af de paagaeldende tilsagn.

34 Den omstaendighed, at visse af de betragtninger, som Raadet har baseret sig paa med henblik paa at fastslaa, at der er sket en misligholdelse af tilsagnet, ikke er de samme som dem, Kommissionen har baseret sig paa, maa antages at stoette rigtigheden af det af sagsoegte anfoerte, hvorefter der rent faktisk ved Raadets forordning skete en fornyet vurdering af spoergsmaalet om en misligholdelse af tilsagnet.

35 Sagsoegeren vil derfor under den til proevelse af den endelige forordning anlagte sag kunne fremsaette ethvert hensigtsmaessigt anbringende til stoette for, at det retsstridigt er blevet fastslaaet, at sagsoegeren har misligholdt sit tilsagn, hvorfor sagsoegeren ikke paa dette punkt laengere har nogen retlig interesse i en retlig proevelse af den midlertidige forordning.

36 Det er ligeledes med urette, at sagsoegeren har gjort gaeldende, at de forhold, som henholdsvis Raadet og Kommissionen har lagt til grund, er vaesentligt forskellige, idet Kommissionen har taget stilling paa grundlag af grundforordningens artikel 10, stk. 6, mens Raadet, jf. punkt 25-28 i betragtningerne til raadsforordningen, har fundet, at der burde ske en anvendelse af en beregnet eksportpris, jf. artikel 2, stk. 8, litra b). Naar Raadet fandt, at der burde ske en fornyet fastlaeggelse af eksportpriserne i medfoer af artikel 2, stk. 8, litra b), var det netop, fordi Raadet i foerste raekke antog, at andre overbevisende aarsager end kompensationsordninger ikke kunne forklare, hvorfor importoererne alle havde videresolgt det paagaeldende produkt med tab, og Raadet skoennede, at det ved kontrolundersoegelserne var blevet godtgjort, at de af Miwon Co. Ltd afgivne tilsagn var blevet misligholdt.

37 Det maa herefter fastslaas, at den til proevelse af den midlertidige forordning anlagte sag efter udstedelsen af den endelige forordning ikke laengere har nogen genstand, hvorfor det vil vaere ufornoedent at traeffe afgoerelse i denne.

Sagens omkostninger

38 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 6, er Retten frit stillet i sin afgoerelse vedroerende sagens omkostninger, naar det er ufornoedent at traeffe afgoerelse om sagens genstand. Retten finder efter omstaendighederne i sagen, at hver part boer baere sine omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

RETTEN (Femte Udvidede Afdeling)

1) Det er ufornoedent at traeffe afgoerelse i sagen.

2) Hver part baerer sine omkostninger.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 10. juli 1996.