Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61995TO0011

    Kendelse afsagt af Retten i Første Instans (Anden Udvidede Afdeling) den 26. juni 1996.
    BP Chemicals Ltd mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.
    Intervention - Regler om sprog - Vedlagte dokumenter affattet på et andet sprog end processproget - Anmodning om fravigelse af kravet om oversættelse.
    Sag T-11/95.

    Samling af Afgørelser 1996 II-00599

    ECLI identifier: ECLI:EU:T:1996:91

    RETTENS KENDELSE (Anden Udvidede Afdeling)

    26. juni 1996 ( *1 )

    I sag T-l 1/95,

    BP Chemicals Ltd, London, ved Solicitor James Flynn, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Loesch & Wolter, 11, rue Goethe,

    sagsøger,

    støttet af

    Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ved Lindsey Nicoli, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af Kenneth Parker, QC, Bar of England and Wales, og med valgt adresse i Luxembourg på Det Forenede Kongeriges Ambassade, 14, boulevard Roosevelt,

    intervenient,

    mod

    Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, først ved Jean-Paul Keppenne og Paul Nemitz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, siden alene ved Paul Nemitz, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

    sagsøgt,

    støttet af

    ENI SpA, Rom,

    Enichem SpA, Milano (Italien),

    ved advokat Mario Siragusa, Rom, advokat Giuseppe Scassellati-Sforzolini, Bologna, og Nicholas Levy, Bar of England and Wales, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Elvinger & Hoss, 14, côte d'Eich,

    og

    Den Italienske Republik ved professor Umberto Leanza, som befuldmægtiget, og avvocato dello Stato Maurizio Fiorilli, og med valgt adresse i Luxembourg på Italiens Ambassade, 5, rue Marie-Adélaïde,

    intervenienter,

    angående en påstand om annullation af den beslutning, der blev offentliggjort ved meddelelse 94/C 330/06 fra Kommissionen, jf. artikel 93, stk. 2, i EF-traktaten, til de øvrige medlemsstater og andre interesserede parter angående den støtte, som Italien har besluttet at yde til Enichem SpA (EFT 1994 C 330, s. 7),

    har

    DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

    (Anden Udvidede Afdeling)

    sammensat af afdelingsformanden, H. Kirschner, og dommerne B. Vesterdorf, C.W. Bellamy, A. Kalogeropoulos og A. Potocki,

    justitssekretær: H. Jung,

    afsagt følgende

    Kendelse

    1

    I sine bemærkninger til ENI SpA (herefter »ENI«) og Enichem SpA's (herefter »Enichem«) skriftlige indlæg, indleveret til Rettens Justitskontor den 14. marts 1996, har sagsøgeren anmodet om, at det pålægges ENI og Enichem at fremlægge oversættelser til processproget af nogle dokumenter, der er affattet på italiensk og vedlagt som bilag til intervenienternes skriftlige indlæg, jf. procesreglementets artikel 35, stk. 3, andet afsnit.

    2

    Veď skrivelse af 4. april 1996 til Retten har ENI og Enichem taget til genmæle mod sagsøgerens anmodning og anmodet Retten om at fravige kravet om anvendelse af processproget i medfør af procesreglementets artikel 35, stk. 2, litra b). De har gjort gældende, at det er urimeligt at kræve en oversættelse af de omhandlede bilag til processproget, eftersom: i) engelsk ikke har nogen tilknytning til nærværende sag, bortset fra at sagsøgeren har valgt at affatte stævningen på engelsk, idet den omtvistede beslutning er affattet på italiensk og meddelt den italienske regering efter en administrativ procedure gennemført på italiensk vedrørende to italienske selskaber; ii) de fleste af de omhandlede dokumenter indgår i akterne fra sagens administrative behandling, og hvis de var blevet fremlagt som bilag til den italienske regerings skriftlige indlæg, ville de eventuelt være blevet oversat på Rettens foranledning; iii) det ville være urimeligt at pålægge intervenienterne den yderligere byrde at oversætte dokumentbeviser, som de har måttet fremlægge for at forsvare deres interesser, ud over den byrde, det er at skulle udarbejde et omfattende indlæg på et for dem fremmed sprog, når sagsøgeren ikke har fremført beviser til støtte for sine anbringender vedrørende sagens realitet.

    3

    ENI og Enichem har tilføjet, at det under alle omstændigheder ikke er nødvendigt at oversætte bilagene til deres indlæg, da der for visse dokumenters vedkommende allerede foreligger en officiel oversættelse, og da de øvrige dokumenter allerede kan forstås, enten fordi deres indhold er gengivet på engelsk i intervenienternes indlæg, eller fordi der blot er tale om letforståelige tabeller.

    4

    De har subsidiært anmodet Retten om at præcisere, hvilke bilag de skal oversætte, og om disse bilag skal oversættes i deres helhed eller i uddrag, jf. procesreglementets artikel 35, stk. 3, tredje afsnit.

    5

    Ved skrivelse af 23. april 1996 har sagsøgeren fastholdt sin anmodning, dog ikke for så vidt angår bilag 1 og 3a til ENI og Enichem's indlæg, idet der i mellemtiden er blevet offentliggjort en engelsk oversættelse heraf i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

    6

    Den anmodning, ENI og Enichem har fremsat i deres skrivelse af 4. april 1996, rejser efter Rettens opfattelse et processuelt stridsspørgsmål, som bør afgøres uden mundtlig forhandling, jf. procesreglementets artikel 114, stk. 3.

    7

    Procesreglementets artikel 35, stk. 2, lyder således:

    »Sagsøgeren vælger processproget, hvor ikke andet nedenfor er bestemt:

    a)

    efter fælles anmodning fra parterne kan Retten tillade, at et andet af de i stk. 1 nævnte sprog anvendes under hele sagen eller en del af denne

    b)

    efter anmodning fra en af parterne og efter at den anden part og generaladvokaten er blevet hørt, kan Retten fravige bestemmelserne i litra a) og tillade, at et andet af de i stk. 1 nævnte sprog helt eller delvis anvendes som processprog; en sådan anmodning kan ikke fremsættes af en af institutionerne.«

    8

    Procesreglementets artikel 35, stk. 3, lyder således:

    »Processproget anvendes særlig i parternes skriftlige og mundtlige indlæg, herunder de vedlagte dokumenter, samt i Rettens protokollater og afgørelser.

    Ethvert dokument, der er affattet på et andet sprog end processproget, skal være vedlagt en oversættelse til processproget.

    Hvor der er tale om omfangsrige dokumenter, kan der fremlægges oversættelser i uddrag. Retten kan dog til enhver tid af egen drift eller efter anmodning fra en part forlange en mere omfattende eller en fuldstændig oversættelse.

    ...«

    9

    Det fremgår af disse bestemmelser, at sagsøgeren har ret til at vælge processproget, og at alle de dokumenter, der fremlægges som bilag til de andre parters indlæg, herunder intervenienternes, som udgangspunkt skal oversættes til processproget. Bestemmelserne har bl.a. til formål at beskytte en part, som vil anfægte lovligheden af en forvaltningsakt fra Fællesskabets institutioner, uanset hvilket sprog den pågældende institution har anvendt i denne forbindelse, navnlig under den administrative procedure.

    10

    Mens andre hensyn kan gøre sig gældende for så vidt angår den mundtlige forhandling (jf. Rettens kendelse af 17.11.1995, sag T-330/94, Salt Union mod Kommissionen, Sml. II, s. 2881), skal sagsøgerens valg af processprog derfor respekteres nøje under den skriftlige forhandling for Retten. Retten kan kun under helt særlige omstændigheder i medfør af procesreglementets artikel 35, stk. 2, litra b), fravige reglen i artikel 35, stk. 3, andet afsnit, hvorefter ethvert dokument, der er affattet på et andet sprog, skal være vedlagt en oversættelse til processproget.

    11

    Det er i det konkrete tilfælde ikke godtgjort, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder. De argumenter, ENI og Enichem har fremført, giver ikke i sig selv grundlag for at antage, at det er umuligt eller vanskeligt for selskaberne selv at tilvejebringe en oversættelse af de omhandlede bilag. Det kan ikke på baggrund af de pågældende argumenter konkluderes, at der gøres indgreb i selskabernes rettigheder under den skriftlige forhandling, såfremt reglen om anvendelse af processproget ikke fraviges. Deres anmodning bør derfor ikke tages til følge (jf. Rettens kendelse af 12.6.1995, sag T-394/94, British Midland Airways mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser).

    12

    For så vidt angår ENI og Enichem's subsidiære anmodning (jf. ovenfor, præmis 4) bemærkes, at forpligtelsen i henhold til procesreglementets artikel 35, stk. 3, andet afsnit, i princippet gælder for alle dokumenter, der fremlægges eller vedlægges parternes indlæg, undtagen de i artikel 35, stk. 3, tredje afsnit, omhandlede omfangsrige dokumenter, af hvilke der kan fremlægges oversættelser i uddrag, medmindre Retten bestemmer andet. I det foreliggende tilfælde er ingen af de omhandlede dokumenter, der er fremlagt som bilag til ENI og Enichem's indlæg, omfangsrige i sidstnævnte bestemmelses forstand. De skal derfor oversættes til processproget.

     

    Af disse grunde

    bestemmer

    RETTEN (Anden Udvidede Afdeling)

     

    1)

    Intervenienterne ENI og Enichem's anmodning om en fravigelse i medfør af procesreglementets artikel 35, stk. 2, litra b), af kravet om oversættelse til processproget af bilagene til deres skriftlige indlæg tages ikke til følge.

     

    2)

    Der indrømmes ENI og Enichem en frist til at fremlægge en oversættelse af de bilag til deres skriftlige indlæg, som ikke er affattet på processproget, med undtagelse af bilag 1 og 3a.

     

    3)

    Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

     

    Således bestemt i Luxembourg den 26. juni 1996.

    H. Jung

    Justitssekretær

    H. Kirschner

    Afdelingsformand


    ( *1 ) – Proccssprog: engelsk.

    Top