61995A0232

Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - fornyet undersoegelse - antidumpingtoldens anvendelsesperiode - Raadets skoensmaessige befoejelse

(Raadets forordning nr. 2423/88, art. 15, stk. 1, 2, 3 og 4, og forordning nr. 535/87 og 3283/94)

Naar henses til ordlyden af artikel 15, stk. 1, i grundforordning nr. 2423/88 om antidumping, bestemmelsens forhistorie, den maade, hvorpaa den er opbygget, og dens formaal, maa den fortolkes saaledes, at Raadet har en skoensmaessig befoejelse til at fastsaette en kortere anvendelsesperiode end fem aar for den endelige antidumpingtold, der fastsaettes efter en fornyet undersoegelse af tidligere fastsatte foranstaltninger, hvis en saadan begraensning paa grund af saerlige omstaendigheder er den bedste maade at tage hensyn til de involverede parters modstridende interesser og at opretholde den ligevaegt mellem disse interesser, som soeges skabt ved grundforordningen.

Den unormalt lange tid, der er medgaaet til den fornyede undersoegelse, og som paavirker retstillingen for parterne i proceduren paa en maade, som er til ugunst for de virksomheder, der er paalagt antidumpingforanstaltninger, maa i denne forbindelse anses for et forhold, der kan begrunde en begraensning af anvendelsesperioden for de endelige antidumpingforanstaltninger, som vedtages ved afslutningen af denne procedure.

Raadet overskred derfor ikke graenserne for sit skoen, da det under hensyn til varigheden af den fornyede undersoegelse ansaa det for rimeligt at begraense gyldighedsperioden for forordning nr. 2380/95 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa PPC-fotokopieringsmaskiner med oprindelse i Japan til to aar.

Endvidere har begraensningen af gyldighedsperioden for forordning nr. 2380/95 til to aar ikke medfoert en indskraenkning i de rettigheder, virksomhederne i Faellesskabet har med henblik paa at imoedegaa absorbering eller omgaaelse af antidumpingtolden.

Der kan ikke efter forordning nr. 3283/94 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske Faellesskab, vedtages endelige antidumpingforanstaltninger, som er gaeldende i mere end fem aar, og det er derfor uundgaaeligt, at i hvert fald naar der er gaaet tre aar, vil de endelige antidumpingforanstaltninger bortfalde efter en frist paa hoejst to aar, hvis der ikke fremsaettes en anmodning om fornyet undersoegelse. Selv om det antages, at det i praksis vil vaere vanskeligt for virksomhederne i Faellesskabet at anvende de procedurer, der er fastsat med henblik paa beskyttelse mod absorbering og/eller omgaaelse af antidumpingtolden, naar antidumpingforanstaltningerne udloeber inden for en frist paa to aar, beror denne situation paa den retlige ordning, der er indfoert ved grundforordningen.

I sag T-232/95,

Committee of European Copier Manufacturers (Cecom), Koeln (Tyskland), ved advokaterne Dietrich Ehle og Volker Schiller, Koeln, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Marc Lucius, 6, rue Michel Welter,

sagsoeger,

mod

Raadet for Den Europaeiske Union ved Antonio Tanca, Raadets Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, bistaaet af advokaterne Hans-Juergen Rabe og Georg M. Berrisch, Hamburg, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektoer Alessandro Morbilli, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

sagsoegt,

angaaende en paastand om annullation af artikel 3, stk. 2, i Raadets forordning (EF) nr. 2380/95 af 2. oktober 1995 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af PPC-fotokopieringsmaskiner med oprindelse i Japan (EFT L 244, s. 1),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Foerste Udvidede Afdeling)

sammensat af praesidenten, B. Vesterdorf, og dommerne C.W. Bellamy og R.M. Moura Ramos,

justitssekretaer: H. Jung,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 25. november 1997,

afsagt foelgende

Dom

Sagsfremstilling

1 I juli 1985 blev der indgivet en klage af Committee of European Copier Manufacturers (sammenslutning af europaeiske producenter af fotokopieringsmaskiner, herefter »Cecom«), og efter behandling af klagen vedtog Kommissionen forordning (EOEF) nr. 2640/86 af 21. august 1986 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af PPC-fotokopieringsmaskiner med oprindelse i Japan (EFT L 239, s. 5).

2 Den 23. februar 1987 vedtog Raadet forordning (EOEF) nr. 535/87 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af PPC-fotokopieringsmaskiner med oprindelse i Japan (EFT L 54, s. 12, herefter »forordning nr. 535/87«).

3 Efter at Kommissionen den 27. august 1991 havde offentliggjort en meddelelse i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (EFT C 222, s. 2) om forestaaende ophoer af visse antidumpingforanstaltninger vedroerende import af PPC-fotokopieringsmaskiner fra Japan, indgav Cecom i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 15, stk. 3, i Raadets forordning (EOEF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 209, s. 1, herefter »grundforordningen fra 1988«), en anmodning om fornyet undersoegelse af disse foranstaltninger til Kommissionen.

4 Ved meddelelse offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende den 11. februar 1992 (EFT C 33, s. 4) oplyste Kommissionen, at den havde til hensigt at foretage en fornyet undersoegelse af den antidumpingtold, som var indfoert ved forordning nr. 535/87.

5 Den 16. juli 1992 anmodede Cecom om, at undersoegelsen blev udvidet til ogsaa at omfatte PPC-fotokopieringsmaskiner, som kan kopiere med en hastighed paa over 75 A4-ark pr. minut. Disse fotokopieringsmaskiner var ikke omfattet af den antidumpingtold, som var indfoert ved forordning nr. 535/87 (forordningens artikel 1, stk. 4, foerste led).

6 Ved meddelelse offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende den 14. august 1992 (EFT C 207, s. 16) oplyste Kommissionen, at den havde indledt en undersoegelse i henhold til artikel 14 og 15 i grundforordningen fra 1988. I henhold til forordningens artikel 15, stk. 3, skulle antidumpingforanstaltningerne forblive i kraft, indtil resultatet af den fornyede undersoegelse forelaa.

7 Paa grundlag den foretagne undersoegelse, som omfattede perioden fra den 1. juli 1991 til den 30. juni 1992, vedtog Raadet paa forslag af Kommissionen forelagt efter konsultation i Det Raadgivende Udvalg forordning (EF) nr. 2380/95 af 2. oktober 1995 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af PPC-fotokopieringsmaskiner med oprindelse i Japan (EFT L 244, s. 1, herefter »forordning nr. 2380/95«). Den ved forordning nr. 2380/95 indfoerte antidumpingtold gaelder ligeledes for PPC-fotokopieringsmaskiner, som kan kopiere med en hastighed paa over 75 A4-ark pr. minut.

8 Ifoelge artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 2380/95 udloeber forordningen »to aar efter dens ikrafttraeden, dog saaledes, at hvis en fornyet undersoegelse af de foranstaltninger, der vedtages ved denne forordning, endnu ikke er afsluttet paa det paagaeldende tidspunkt, forbliver forordningen i kraft, indtil den fornyede undersoegelse er afsluttet«.

9 Det anfoeres i denne forbindelse i 103. betragtning til forordningen:

»Hvad angaar foranstaltningernes gyldighedsperiode, fastslog Raadet, at som foelge af, at en raekke aspekter i denne sag var usaedvanligt komplicerede, indtraadte der betydelige forsinkelser i sagsbehandlingen. For det foerste forloeb der naesten seks maaneder mellem Kommissionens meddelelse om, at den agtede at foretage en fornyet undersoegelse af foranstaltningerne, og den faktiske ivaerksaettelse af denne undersoegelse. Derefter varede selve den fornyede undersoegelse, som indledtes den 14. august 1992, mere end tre aar. I henhold til artikel 15, stk. 3, i [grundforordningen fra 1988] forblev den oprindelige antidumpingtold paa importen af PPC[-fotokopieringsmaskiner] fra Japan i kraft i hele denne periode. Raadet finder det derfor rimeligt, at anvendelsesperioden for de nye foranstaltninger under disse saerlige omstaendigheder begraenses, saaledes at gyldighedsperioden herfor udloeber to aar efter deres ikrafttraeden, jf. dog gaeldende bestemmelser om fornyede undersoegelser.«

Retsforhandlinger og parternes paastande

10 Sagsoegeren har paa denne baggrund anlagt naervaerende sag ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. december 1995.

11 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Foerste Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

12 Parterne afgav mundtlige indlaeg og besvarede Rettens spoergsmaal i retsmoedet den 25. november 1997.

13 Retten blev i dette retsmoede beklaedt af Foerste Udvidede Afdeling sammensat af praesidenten, A. Saggio, og dommerne B. Vesterdorf, C.W. Bellamy, R.M. Moura Ramos og J. Pirrung. Efter at A. Saggio den 4. marts 1998 blev udnaevnt til generaladvokat ved Domstolen, er raadslagningen og afstemningen om naervaerende dom foregaaet under medvirken af de tre dommere, der har underskrevet denne, jf. procesreglementets artikel 32, stk. 1.

14 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Kommissionen og Raadet tilpligtes at fremlaegge referaterne af moederne i Antidumpingudvalget og Raadet vedroerende vedtagelsen af forordning nr. 2380/95.

- Artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 2380/95 annulleres.

- Om noedvendigt bestemmes det, at den ved artikel 1 i forordning nr. 2380/95 indfoerte antidumpingtold opretholdes, indtil de kompetente institutioner har truffet de foranstaltninger, som er noedvendige for at opfylde Rettens dom.

- Raadet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

15 Raadet har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Paastanden om annullation af artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 2380/95

Anbringendet om, at Raadet ikke har kompetence til at vedtage antidumpingforanstaltninger med en varighed paa under fem aar

Parternes argumenter

16 Anbringendet bestaar af to led.

17 Med det foerste led har sagsoegeren gjort gaeldende, at der foreligger en tilsidesaettelse af artikel 15, stk. 1, i grundforordningen fra 1988. Det fremgaar af bestemmelsens klare og ubetingede ordlyd, hvorefter »antidumping[...]told [bortfalder] .. efter en frist paa fem aar fra den dato, paa hvilken den paagaeldende foranstaltning traadte i kraft eller senest blev aendret eller bekraeftet«, at det herved bindende fastlaegges, hvor laenge antidumpingforanstaltninger er gaeldende, og hvornaar de traeder i kraft, herunder i tilfaelde, hvor antidumpingtolden bekraeftes i forbindelse med en fornyet undersoegelse. Det er derfor ulovligt, at Raadet i artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 2380/95 har begraenset antidumpingtoldens anvendelsesperiode til to aar, idet Raadet ikke har kompetence til ved en aendring eller bekraeftelse af antidumpingforanstaltningerne i forbindelse med en fornyet undersoegelse at fravige femaarsperioden.

18 Ifoelge sagsoegeren bekraeftes denne fortolkning af artikel 15, stk. 1, i grundforordningen fra 1988 af forhistorien til og formaalet med bestemmelsen. For saa vidt forhistorien kan paaberaabes til stoette for fortolkningen af denne entydige bestemmelse, har sagsoegeren henvist til, at der i den tidligere aftale om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (herefter »den tidligere antidumpingkodeks«), som paa Faellesskabets vegne blev godkendt ved Raadets afgoerelse 80/271/EOEF af 10. december 1979 om indgaaelse af de multilaterale aftaler, der er resultatet af handelsforhandlingerne 1973-79 (EFT 1980 L 71, s. 1), ganske vist ikke er fastsat en bestemt periode for anvendelse af antidumpingtold, men det anfoeres i aftalens artikel 9, at en »antidumpingtold [kun] forbliver ... i kraft, saa laenge og i det omfang det er noedvendigt for at modvirke dumping, der forvolder skade«. Det maa derfor laegges til grund, at faellesskabslovgiver har fastsat den periode, der anses for noedvendig for at fjerne de uheldige konsekvenser ved dumping og genskabe en normal konkurrencesituation, til fem aar. Dette bekraeftes af 28. betragtning til grundforordningen fra 1988, hvorefter »det er noedvendigt at fastslaa, at antidumping- og udligningsforanstaltninger vil bortfalde efter en vis tid, medmindre det kan godtgoeres, at de fortsat boer finde anvendelse«.

19 Sagsoegeren udleder heraf, at der i artikel 15, stk. 1, i grundforordningen fra 1988 fastsaettes saavel en minimums- som en maksimumsvarighed af en antidumpingforanstaltning. For saa vidt angaar minimumsvarigheden er formaalet hermed at sikre beskyttelsen, herunder den retlige beskyttelse, af virksomhederne i Faellesskabet, der som udgangspunkt allerede har lidt et betydeligt tab inden indfoerelsen af antidumpingforanstaltningerne. Det er paa samme maade noedvendigt, at beskyttelsen har en varighed paa fem aar, naar det efter fristens udloeb viser sig, at importoererne ikke har opgivet deres dumpingpraksis, og at der fortsat opstaar tab.

20 Endvidere har sagsoegeren anfoert, at Raadet i sin hidtidige praksis i overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, i grundforordningen fra 1988 altid har fastsat antidumpingforanstaltningernes varighed til fem aar, naar de er blevet bekraeftet efter en langvarig fornyet undersoegelse (jf. bl.a. den forordning, der var genstand for Rettens dom af 2.5.1995, forenede sager T-163/94 og T-165/94, NTN Corporation og Koyo Seiko mod Raadet, Sml. II, s. 1381).

21 Naar det i artikel 15, stk. 3, i grundforordningen fra 1988 bestemmes, at den oprindelige antidumpingtold fortsat er gaeldende, indtil resultatet af den fornyede undersoegelse foreligger, indebaerer dette en risiko, og det har vaeret faellesskabslovgivers udtrykkelige hensigt, at denne risiko skal baeres af de eksportoerer, som er ansvarlige for dumping. Det samme gaelder i henhold til artikel 15, stk. 4, i grundforordningen fra 1988 for saa vidt angaar en fornyet undersoegelse, der er i gang ved udloebet af antidumpingforanstaltningernes oprindelige anvendelsesperiode. I modsaetning til, hvad der er anfoert i 103. betragtning til forordning nr. 2380/95 kan en antidumpingforanstaltnings anvendelsesperiode ikke vaere afhaengig af varigheden af den fornyede undersoegelse, idet den afhaenger af en raekke forhold, som virksomhederne i Faellesskabet ikke har nogen indflydelse paa.

22 Endelig har sagsoegeren anfoert, at de »saerlige omstaendigheder«, Raadet har paaberaabt sig, under ingen omstaendigheder kan begrunde den begraensning i anvendelsesperioden for antidumpingforanstaltningerne for fotokopieringsmaskiner, som kan kopiere med en hastighed paa over 75 A4-ark pr. minut, idet antidumpingtolden med hensyn til disse fotokopieringsmaskiner er indfoert for foerste gang ved forordning nr. 2380/95.

23 Med anbringendets andet led har sagsoegeren gjort gaeldende, at nedsaettelsen af antidumpingforanstaltningernes anvendelsesperiode indebaerer en tilsidesaettelse af de retsregler, der er fastsat i grundforordningerne om antidumping, navnlig for saa vidt angaar forholdet mellem rettigheder og pligter for virksomhederne i Faellesskabet og de dumpingudoevende virksomheder. Sagsoegeren har i denne forbindelse henvist til bestemmelserne i Raadets forordning (EF) nr. 3283/94 af 22. december 1994 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske Faellesskab (EFT L 349, s. 1, herefter »grundforordningen fra 1994«), men har samtidig understreget, at de tidligere grundforordninger indeholdt tilsvarende bestemmelser.

24 Sagsoegeren har naermere redegjort for de processuelle rettigheder, der er indroemmet virksomhederne i Faellesskabet, og som indebaerer, at de kan indgive klage (artikel 5 i grundforordningen fra 1994) og anmode om fornyet undersoegelse (artikel 11 i grundforordningen fra 1994). En klage og/eller en anmodning om fornyet undersoegelse skal indeholde tilstraekkeligt bevis for, at det er berettiget at indlede en procedure, og initiativet og bevisbyrden paahviler saaledes virksomhederne i Faellesskabet. Naar der foerst er indfoert en endelig antidumpingtold, fremgaar det af artikel 11, stk. 2, i grundforordningen fra 1994, at virksomhederne i Faellesskabet er beskyttet mod dumping i en periode paa fem aar, medmindre der indledes en fornyet undersoegelse.

25 Endvidere har sagsoegeren anfoert, at initiativet og bevisbyrden i perioden paa fem aar fra tidspunktet for de endelige antidumpingforanstaltningers ikrafttraeden i henhold til artikel 11, stk. 3, i grundforordningen fra 1994 paahviler de dumpingudoevende virksomheder.

26 Endelig har sagsoegeren anfoert, at Raadet ved at nedsaette antidumpingforanstaltningernes anvendelsesperiode til to aar har aendret ved den ligevaegt, som ved grundforordningen er skabt mellem rettigheder og pligter for virksomhederne i Faellesskabet og de dumpingudoevende virksomheder. Virksomhederne i Faellesskabet er saaledes efter ca. et aars forloeb tvunget til paa ny at tage initiativ til en anmodning om fornyet undersoegelse, nedsaettelsen af antidumpingforanstaltningernes anvendelsesperiode indebaerer et indgreb i den retlige beskyttelse af de europaeiske virksomheder, og pligten til at indgive en anmodning og bevisbyrden paalaegges uberettiget disse virksomheder.

27 Raadet har bestridt den af sagsoegeren foreslaaede fortolkning af ordlyden af artikel 15, stk. 1, i grundforordningen fra 1988. Da det kun fremgaar af bestemmelsens ordlyd, at antidumpingtolden bortfalder senest efter fem aar, kan den ikke fortolkes saaledes, at der fastsaettes en minimumsvarighed af antidumpingtolden.

28 Ifoelge Raadet bekraeftes denne fortolkning af bestemmelsens forhistorie. Foer vedtagelsen af Raadets forordning (EOEF) nr. 2176/84 af 23. juli 1984 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 201, s. 1, herefter »grundforordningen fra 1984«), indeholdt grundforordningerne ikke specifikke bestemmelser vedroerende antidumpingforanstaltningernes varighed, saaledes at Raadet frit kunne fastsaette varigheden heraf. Ved anvendelsen af de tidligere gaeldende regler var det Raadets normale praksis ikke at begraense varigheden af antidumpingforanstaltninger, der saaledes var gaeldende, indtil eksportoererne anmodede om en fornyet undersoegelse. Imidlertid glemte visse eksportoerer at anmode om en fornyet undersoegelse, eller de havde ikke nogen interesse heri, idet de ikke laengere eksporterede til Faellesskabet. Det var grunden til, at der i artikel 15, stk. 1, i grundforordningen fra 1984 for foerste gang blev indsat en bestemmelse svarende til bestemmelsen i artikel 15, stk. 1, i grundforordningen fra 1988. Baggrunden herfor var i henhold til 34. betragtning til grundforordningen fra 1984, der svarer til 28. betragtning til grundforordningen fra 1988, at det fandtes »noedvendigt at fastslaa, at antidumping- og udligningsforanstaltninger vil bortfalde efter en vis tid, medmindre det kan godtgoeres, at de fortsat boer finde anvendelse«.

29 Raadet har anfoert, at der af hensyn til retssikkerheden og for at sikre virksomhederne i Faellesskabet en minimumsbeskyttelse konsekvent boer fastsaettes en anvendelsesperiode paa fem aar i forbindelse med den foerste vedtagelse af antidumpingforanstaltninger, saaledes at virksomhederne i Faellesskabet i hvert fald er beskyttet i denne periode, hvortil normalt kommer anvendelsesperioden for de foreloebige antidumpingforanstaltninger. De samme hensyn goer sig ikke gaeldende ved indledningen af en fornyet undersoegelse, idet virksomhederne i Faellesskabet i denne situation allerede har vaeret beskyttet i en vis periode. Endvidere er de oprindelige antidumpingforanstaltninger stadig gaeldende, mens denne undersoegelse foregaar, og virksomhederne i Faellesskabet er saaledes ligeledes beskyttet i hele denne periode. Ved indfoerelsen af antidumpingtolden ved forordning nr. 2380/95 er den antidumpingtold, der blev indfoert ved forordning nr. 535/87, i virkeligheden blevet forlaenget med fem aar og otte maaneder.

30 Endvidere har Raadet anfoert, at faellesskabsinstitutionernes tidligere praksis med hensyn til fastsaettelse af anvendelsesperioden for antidumpingforanstaltninger, der er fastsat efter en fornyet undersoegelse, i modsaetning til, hvad sagsoegeren har anfoert, ikke kan binde Raadet.

31 Endelig har Raadet anfoert, at den omstaendighed, at der ved forordning nr. 2380/95 for foerste gang indfoeres en antidumpingtold paa PPC-fotokopieringsmaskiner, som kan kopiere med en hastighed paa over 75 A4-ark pr. minut, heller ikke er til hinder for, at der fastsaettes en kortere gyldighedsperiode for forordningen end fem aar (jf. 15. betragtning til forordningen).

32 Hvad angaar anbringendets andet led har Raadet anfoert, at i modsaetning til, hvad sagsoegeren har gjort gaeldende, er der ikke ved fastsaettelsen af en anvendelsesperiode paa to aar for den antidumpingtold, der indfoeres ved forordning nr. 2380/95, skabt en situation, hvor de japanske eksportoerer og virksomhederne i Faellesskabet ikke stilles lige.

33 Med hensyn til situationen for virksomhederne i Faellesskabet er disse blevet yderligere beskyttet, idet antidumpingtolden er forblevet i kraft i hele den periode, hvori den fornyede undersoegelse er foregaaet.

34 For saa vidt angaar de japanske eksportoerer har opretholdelsen af den ved forordning nr. 535/87 indfoerte antidumpingtold under hele den fornyede undersoegelse derimod vaeret en ikke ubetydelig ulempe, idet de foerst maatte afvente udfaldet af undersoegelsen og derefter vente yderligere et aar, foer de selv har kunnet indgive en anmodning om fornyet undersoegelse.

Rettens bemaerkninger

35 Det bemaerkes indledningsvis, at selv om forordning nr. 2380/95 er udstedt, efter at grundforordningen fra 1994 traadte i kraft den 1. januar 1995, fremgaar det af sidstnaevnte forordnings artikel 24, at grundforordningen fra 1988 fortsat finder anvendelse paa fornyede undersoegelser, der er indledt foer den 1. september 1994. Da forordning nr. 2380/95 er vedtaget efter en fornyet undersoegelse, som blev indledt i august 1992, skal spoergsmaalet om forordningens lovlighed saaledes vurderes paa grundlag af bestemmelserne i grundforordningen fra 1988.

36 Det bestemmes i artikel 15, stk. 1, i grundforordningen fra 1988, at »antidumping[...]told [bortfalder] ... efter en frist paa fem aar fra den dato, paa hvilken den paagaeldende foranstaltning traadte i kraft eller senest blev aendret eller bekraeftet«.

37 Det fremgaar for det foerste af en ordret fortolkning af bestemmelsen, at denne ved at foreskrive, at antidumpingtolden »bortfalder« efter fem aar, fastsaetter et tidspunkt, hvor tolden automatisk ophoerer, men ikke en obligatorisk minimumsperiode for anvendelsen af antidumpingtolden.

38 I modsaetning til, hvad sagsoegeren har anfoert, kan den ordrette fortolkning af denne bestemmelse ikke paavirkes af dens forhistorie.

39 En bestemmelse svarende til artikel 15, stk. 1, i grundforordningen fra 1988 blev for foerste gang indfoert i antidumpingbestemmelserne ved artikel 15, stk. 1, i grundforordningen fra 1984. 34. betragtning til denne forordning, der er identisk med 28. betragtning til grundforordningen fra 1988, og hvori anfoeres, at »det er noedvendigt at fastslaa, at antidumping- og udligningsforanstaltninger vil bortfalde efter en vis tid, medmindre det kan godtgoeres, at de fortsat boer finde anvendelse«, bekraefter i virkeligheden kun, at der i denne bestemmelse fastsaettes et tidspunkt for, hvornaar antidumpingtolden automatisk ophoerer.

40 Endvidere fremgik det af artikel 9 i den tidligere antidumpingkodeks, som var gaeldende, da grundforordningen fra 1984 blev vedtaget, at en »antidumpingtold [kun] forbliver ... i kraft, saa laenge og i det omfang det er noedvendigt for at modvirke dumping, der forvolder skade«. Denne bestemmelse omfatter efter sin ordlyd kun antidumpingtoldens maksimale anvendelsesperiode.

41 Det maa herefter undersoeges, om det - saaledes som sagsoegeren har anfoert - fremgaar af den maade, hvorpaa grundforordningen fra 1988 er opbygget, og dens formaal, at artikel 15, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at der herved fastsaettes en obligatorisk minimumsperiode for anvendelsen af antidumpingtolden.

42 Det bemaerkes i denne forbindelse for det foerste, at der i artikel 15, stk. 2, 3 og 4, i grundforordningen fra 1988 implicit henvises til den i stk. 1 omhandlede femaarsperiode. Det er bl.a. tilfaeldet i artikel 15, stk. 4, der lyder saaledes:

»Hvis en fornyet undersoegelse i henhold til artikel 14 er i gang ved udloebet af den paagaeldende femaarsperiode, forbliver foranstaltningen ligeledes i kraft, indtil resultatet af den fornyede undersoegelse foreligger. En meddelelse herom offentliggoeres i De Europaeiske Faellesskabers Tidende inden udloebet af den paagaeldende femaarsperiode.«

43 Selv om disse henvisninger viser, at artikel 15, stk. 2, 3 og 4, i grundforordningen fra 1988 bygger paa den forudsaetning, at femaarsperioden er den normale anvendelsesperiode for den endelige antidumpingtold, kan bestemmelserne ikke fortolkes saaledes, at denne periode i modsaetning til, hvad der fremgaar af en ordret fortolkning af forordningens artikel 15, stk. 1, skal anses for en obligatorisk minimumsperiode for anvendelsen af den endelige antidumpingtold.

44 For saa vidt angaar forholdet mellem rettigheder og pligter for de dumpingudoevende virksomheder og virksomhederne i Faellesskabet, saaledes som dette er fastlagt i grundforordningen, bemaerkes, at Raadet selv har anfoert, at der konsekvent boer fastsaettes en anvendelsesperiode paa fem aar i forbindelse med den foerste vedtagelse af de endelige antidumpingforanstaltninger med henblik paa at sikre virksomhederne i Faellesskabet en tilstraekkelig beskyttelse.

45 Der er imidlertid ikke holdepunkter for at antage, at den retlige ordning, der er fastlagt ved grundforordningen, saaledes som sagsoegeren har anfoert i forbindelse med anbringendets andet led, er til hinder for, at Raadet i saerlige tilfaelde, og naar det er objektivt begrundet, kan fastsaette en kortere gyldighedsperiode end fem aar for en forordning om indfoerelse af en endelig antidumpingtold, i hvert fald ikke naar det drejer sig om en endelig antidumpingtold, som fastsaettes efter en fornyet undersoegelse af tidligere vedtagne foranstaltninger. Den ret til at fastsaette antidumpingforanstaltninger, som Raadet har i henhold til grundforordningen, maa anses for forudsaetningsvis at indebaere en ret til at fastsaette en tidsmaessig begraensning af anvendelsen af saadanne foranstaltninger, hvis det er i overensstemmelse med de maal, der forfoelges med forordningen, og det forhold mellem rettigheder og pligter for de involverede parter, som er fastlagt heri.

46 Artikel 15, stk. 1, i grundforordningen fra 1988 maa herefter fortolkes saaledes, at Raadet har en skoensmaessig befoejelse til at fastsaette en kortere anvendelsesperiode end fem aar for den endelige antidumpingtold, der fastsaettes efter en fornyet undersoegelse af tidligere fastsatte foranstaltninger, hvis en saadan begraensning paa grund af saerlige omstaendigheder er den bedste maade at tage hensyn til de involverede parters modstridende interesser og at opretholde den ligevaegt mellem disse interesser, som soeges skabt ved grundforordningen.

47 Det bemaerkes i denne forbindelse, at det er uden betydning, at Raadet ikke foer vedtagelsen af forordning nr. 2380/95 i andre tilfaelde maatte have gjort brug af sin skoensmaessige befoejelse til at fastsaette en kortere anvendelsesperiode end fem aar for den endelige antidumpingtold, der fastsaettes efter en fornyet undersoegelse af tidligere fastsatte foranstaltninger, navnlig fordi Raadet selv har anfoert, at der er tale om en skoensmaessig befoejelse, som kun kan anvendes, naar der foreligger saerlige omstaendigheder.

48 Endvidere bemaerkes, at for saa vidt sagsoegerens argumenter gaar ud paa at bestride, at Raadet konkret var berettiget til at begraense anvendelsesperioden for den ved forordning nr. 2380/95 indfoerte antidumpingtold til to aar, maa dette undersoeges i forbindelse med sagsoegerens oevrige anbringender. Da naervaerende anbringende stoettes paa, at Raadet principielt ikke har kompetence til at fastsaette varigheden af antidumpingtolden til mindre end fem aar, er de paagaeldende argumenter uden betydning i denne sammenhaeng.

49 Anbringendet maa herefter forkastes.

Anbringenderne om et aabenbart urigtigt skoen og en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190

Parternes argumenter

50 Sagsoegeren har anfoert, at selv om det antages, at Raadet havde en skoensmaessig kompetence i forbindelse med fastsaettelsen af anvendelsesperioden for en antidumpingforanstaltning, hvilket sagsoegeren bestrider, har Raadet anlagt et aabenbart urigtigt skoen ved at begraense anvendelsesperioden for forordning nr. 2380/95.

51 Endvidere har sagsoegeren anfoert, at den fornyede undersoegelse ikke kan vaere en »saerlig omstaendighed«, som begrunder, at anvendelsesperioden for antidumpingforanstaltningen begraenses. Naar henses til, hvor kompleks proceduren vedroerende antidumpingtolden paa fotokopieringsmaskiner var, og til de undersoegelser, Kommissionen maatte gennemfoere, kan en undersoegelsesperiode paa tre aar ikke anses for ekstraordinaer lang. Endvidere er det uden betydning, om en undersoegelse med en varighed paa mere end tre aar er unormal, idet det afgoerende er, at det i sidste ende afgoeres af faellesskabsinstitutionerne, hvor laenge en fornyet undersoegelse varer.

52 For saa vidt Raadet goer gaeldende, at producenterne i Faellesskabet er beskyttet i hele den periode, hvor den fornyede undersoegelse foregaar, vurderer det den retlige karakter af denne procedure forkert. Naar det bestemmes i artikel 15, stk. 3, i grundforordningen fra 1988, at foranstaltningen fortsat er gaeldende, indtil resultatet af den fornyede undersoegelse foreligger, goeres opretholdelsen af foranstaltningen afhaengig af udfaldet af den fornyede undersoegelse. Hvis undersoegelsen f.eks. munder ud i, at det fastslaas, at der ikke foreligger dumping fra eksportoerernes side, ophaeves foranstaltningerne, og eksportoererne kan som udgangspunkt efter anmodning faa tilbagebetalt den antidumpingtold, de har betalt, mens undersoegelsen paagik.

53 Endvidere har sagsoegeren bestridt det af Raadet anfoerte, hvorefter varigheden af undersoegelsen og opretholdelsen af den ved forordning nr. 535/87 indfoerte antidumpingtold i denne periode har vaeret en ikke ubetydelig ulempe for eksportoererne. Eksportoererne har saaledes ved deres henvendelser gjort, hvad de kunne for at forlaenge undersoegelsesperioden, idet en hurtigere sagsbehandling kun ville have indebaaret ulemper for dem. Eksportoererne vidste, at antidumpingtolden sandsynligvis ville blive udvidet til ogsaa at omfatte PPC-fotokopieringsmaskiner, som kan kopiere med en hastighed paa over 75 A4-ark pr. minut, og at antidumpingtolden ville blive forhoejet. Derimod var fabrikanterne af fotokopieringsmaskiner i Faellesskabet navnlig interesseret i, at undersoegelsen hurtigt blev afsluttet, og at der blev truffet nye antidumpingforanstaltninger.

54 Da formaalet med at fjerne virkningerne af dumping var at genskabe rimelige og gennemskuelige markedsvilkaar og at bringe de konkurrenceforstyrrelser til ophoer, som var en foelge af en ulovlig forretningspolitik, var det eneste afgoerende i forbindelse med Raadets udoevelse af dets skoen, naar henses til resultatet af den fornyede undersoegelse, om (nye) antidumpingforanstaltninger var noedvendige for at opveje en dumping, som medfoerte en skade. Raadet skulle i denne forbindelse have vurderet, om de maal, der forfoelges med antidumpingforanstaltningerne, kunne naas, hvis anvendelsesperioden blev nedsat til to aar.

55 Paa grundlag af alle de foreliggende forhold skulle Raadet have fastsat en ny anvendelsesperiode paa fem aar fra tidspunktet for ikrafttraedelsen af forordning nr. 2380/95. Sagsoegeren har i denne forbindelse fremfoert tre grupper af argumenter.

56 Med den foerste gruppe argumenter goer sagsoegeren gaeldende, at faellesskabsmyndighederne paa grundlag af den fornyede undersoegelse fastslog, at de japanske eksportoerer havde forstaerket deres dumpingpraksis, at den skade, dumpingen medfoerte for virksomhederne i Faellesskabet, var blevet stoerre, og at der derfor var en oeget interesse i at bevare virksomhederne i Faellesskabet.

57 Ifoelge sagsoegeren fremgaar det af det, faellesskabsmyndighederne fastslog, at dumpingmargenerne for hver af de involverede eksportoerer var vaesentlig hoejere end satserne for den oprindelige antidumpingtold, idet den vejede gennemsnitlige dumpingmargen var paa 41% (jf. 76. og 78. betragtning til forordning nr. 2380/95). De japanske eksportoerer havde saaledes forstaerket deres dumpingpraksis, hvorfor Raadet burde have fastsat en antidumpingtold under hensyntagen hertil.

58 Endvidere var den skade, dumpingen medfoerte for virksomhederne i Faellesskabet, ifoelge sagsoegeren tiltaget. For saa vidt angaar alle de fotokopieringsmaskiner, som blev anset for at vaere samme varer, er det saaledes godtgjort, at de vaesentligste noegletal for virksomhederne i Faellesskabet forringedes vaesentligt fra 1988 og til udgangen af undersoegelsesperioden, baade for saa vidt angaar produktionen (en nedgang paa 16%), markedsandelen (en nedgang fra 15,4% til 12,4%) og rentabiliteten ved salg af PPC-fotokopieringsmaskiner (en nedgang fra 11,1% til 2,7%) (33., 34. og 35. betragtning til forordning nr. 2380/95). Trods nedgangen i eksporten fra Japan fastslog Kommissionen endvidere, at der var tale om betydelige underbudsmargener (42. og 43. betragtning til forordningen). Paa baggrund heraf konkluderede Raadet, at hvis den gaeldende antidumpingtold bortfaldt, ville der igen blive forvoldt vaesentlig skade (jf. navnlig 81. og 87. betragtning til forordningen).

59 Endelig har Raadet fastslaaet, at Faellesskabet havde en oeget interesse i at bibeholde en europaeisk produktion af fotokopieringsmaskiner, og at et bortfald af tolden ville vaere et incitament for de japanske eksportoerer til at reducere deres produktion i Faellesskabet for at nedbringe de betydelige lagerbeholdninger i Japan og for at oege kapacitetsudnyttelsen dér (betragtning 88 ff.).

60 Efter sagsoegerens opfattelse kan det heraf udledes, at det, faellesskabsmyndighederne fastslog i forbindelse med den fornyede undersoegelse, klart taler imod enhver begraensning af antidumpingforanstaltningernes anvendelsesperiode. Sammenhaengen mellem det, der er fastslaaet, og antidumpingforanstaltningernes anvendelsesperiode fremgaar ikke kun af artikel 15, stk. 1, i grundforordningen fra 1988, men underbygges ogsaa af, at dumpingen og den skade, der er paafoert virksomhederne i Faellesskabet, ikke er fjernet, men derimod er vaesentlig oeget i den periode, hvor forordning nr. 535/87 fandt anvendelse.

61 Med den anden gruppe af argumenter goer sagsoegeren gaeldende, at Raadet ikke har taget hensyn til de saerlige forhold vedroerende fotokopieringsmaskiner, som kan kopiere med en hastighed paa over 75 A4-ark pr. minut, og som for foerste gang er beskyttet mod dumpingimport ved forordning nr. 2380/95. De japanske eksportoerer foerte en saerlig aggressiv politik med hensyn til fotokopieringsmaskiner i dette hoejere segment, og det maa under disse omstaendigheder anses for at vaere i strid med det, faellesskabsmyndighederne selv fastslog, at der for dette segment af fotokopieringsmaskiner kun blev indfoert en antidumpingtold for en periode paa to aar.

62 Sagsoegeren har i denne forbindelse anfoert, at markedet for PPC-fotokopieringsmaskiner, som kan kopiere med en hastighed paa over 75 A4-ark pr. minut, var saerlig vigtigt for producenterne i Faellesskabet. I forordning nr. 2380/95 (42. og 46. betragtning) har Raadet og Kommissionen fastslaaet, at dette marked baade er karakteriseret ved en betydelig stigning i importen og et stoerre underbud.

63 Sagsoegeren oensker ikke »saerlige regler« for de omtalte maskiner, men alene, at den normale regel i artikel 15, stk. 1, i grundforordningen fra 1988 anvendes. Raadet har saaledes selv erkendt, at der af hensyn til retssikkerheden og for at sikre en minimumsbeskyttelse boer fastsaettes en anvendelsesperiode paa fem aar for foranstaltninger, der vedtages for foerste gang.

64 Endvidere har sagsoegeren anfoert, at der ikke er givet nogen begrundelse for, at Raadet ogsaa har begraenset anvendelsesperioden for antidumpingforanstaltningerne vedroerende disse fotokopieringsmaskiner til to aar, hvilket ligeledes er i strid med traktatens artikel 190.

65 Endelig har sagsoegeren anfoert, at visse japanske producenter foer ikrafttraedelsen af forordning nr. 2380/95 havde opbygget store lagre af denne type fotokopieringsmaskiner, saaledes at de kan hindre opfyldelsen af formaalet med antidumpingforanstaltningerne.

66 Med den tredje gruppe af argumenter goer sagsoegeren gaeldende, at der er fare for, at begraensningen af gyldighedsperioden for forordning nr. 2380/95 til to aar danner praecedens, hvilket vil kunne foere til, at antidumpinginstrumentet mister en vaesentlig del af sin vaerdi. Dette gaelder navnlig, naar faellesskabsinstitutionerne trods en situation, hvor dumpingen forstaerkes, skaden oeges, og hvor Faellesskabet har en betydelig interesse i at opretholde en vigtig industrisektor, reducerer varigheden af antidumpingforanstaltningerne. I modsaetning til, hvad Raadet har anfoert, bygger denne argumentation ikke kun paa rent politiske overvejelser.

67 Raadet har indledningsvis anfoert, at det udtrykkeligt fremgaar af 103. betragtning til forordning nr. 2380/95, at grunden til, at det undtagelsesvis fastsatte forordningens gyldighedsperiode til to aar var den ekstraordinaert lange tid, der medgik til den fornyede undersoegelse, og at antidumpingtolden forblev i kraft under hele proceduren. Herved blev anvendelsesperioden for antidumpingtolden i virkeligheden ved forordning nr. 2380/95 forlaenget til fem aar og otte maaneder, og sagsoegeren er derfor bedre stillet nu, end hvis Raadet umiddelbart havde forlaenget den oprindelige antidumpingtold i fem aar.

68 For saa vidt angaar varigheden af den fornyede undersoegelse var denne ifoelge Raadet usaedvanlig lang, hvilket bekraeftes af, at den sagsbehandling, som foerte frem til indfoerelsen af antidumpingtolden ved forordning nr. 535/87, kun varede ca. halvandet aar.

69 For saa vidt sagsoegeren paaberaaber sig andre forhold end varigheden af undersoegelsen til stoette for, at gyldighedsperioden for forordning nr. 2380/95 ikke skulle have vaeret begraenset, kan disse ikke paavirke Raadets vurdering paa dette punkt.

70 Sagsoegerens argumenter vedroerende oegningen af dumpingen og den skade, der herved paafoeres virksomhederne i Faellesskabet, og Faellesskabets oegede interesse bygger i det vaesentlige paa de betragtninger, der er anfoert i forordning nr. 2380/95. Der er imidlertid ingen forbindelse mellem disse faktorer og fastsaettelsen af anvendelsesperioden for den antidumpingtold, der er indfoert ved forordningen.

71 Endvidere har Raadet anfoert, at den i 15. betragtning til forordning nr. 2380/95 har redegjort for grundene til, at der ikke kunne fastsaettes saerlige regler for fotokopieringsmaskiner, som kan kopiere med en hastighed paa over 75 A4-ark pr. minut. Da der derfor ikke kunne fastsaettes en afvigende anvendelsesperiode for antidumpingtolden for disse maskiner, var det heller ikke noedvendigt, at forordning nr. 2380/95 indeholdt en saerlig begrundelse paa dette punkt.

Rettens bemaerkninger

72 Det bemaerkes indledningsvis, at sagsoegeren ikke med foeje kan goere gaeldende, at den tid, der medgik til den fornyede undersoegelse, ikke i dette tilfaelde var unormalt lang. Det er tilstraekkeligt i denne forbindelse at bemaerke, at det fremgaar af artikel 7, stk. 9, i grundforordningen fra 1988, at en »undersoegelse indstilles enten ved, at den afsluttes, eller ved at der traeffes endelige foranstaltninger. Den indstilles normalt inden for en frist paa et aar efter procedurens ivaerksaettelse«. Kommissionen gav foerst meddelelse om, at der ville blive indledt en fornyet undersoegelse den 14. august 1992, dvs. ca. seks maaneder efter offentliggoerelsen af meddelelsen den 11. februar 1992 om, at den agtede at indlede en fornyet undersoegelse. Den fornyede undersoegelse varede herefter fra august 1992 til oktober 1995, dvs. ca. 38 maaneder.

73 Det maa paa denne baggrund foerst undersoeges, om den unormalt lange tid, der medgik til den fornyede undersoegelse, var et forhold, som Raadet lovligt kunne tage hensyn til ved fastsaettelsen af anvendelsesperioden for den endelige antidumpingtold, som blev fastsat ved afslutningen af undersoegelsen. I denne forbindelse maa det fastlaegges, hvilke konsekvenser den unormalt lange sagsbehandlingstid havde for de virksomheder, som er paalagt antidumpingtolden, og for virksomhederne i Faellesskabet.

74 Med hensyn til de virksomheder, som er paalagt antidumpingtolden, bemaerkes, at de endelige antidumpingforanstaltninger, der er indfoert ved forordning nr. 535/87, var gaeldende under hele den fornyede undersoegelse, jf. artikel 15, stk. 3, i grundforordningen fra 1988. Selv om den fornyede undersoegelse omfattede perioden fra den 1. juli 1991 til den 30. juni 1992, medfoerte indfoerelsen af nye endelige foranstaltninger ved forordning nr. 2380/95, at de virksomheder, som blev paalagt antidumpingforanstaltninger, foerst i oktober 1996 kunne anmode om en fornyet undersoegelse. Det fremgaar saaledes af artikel 14, stk. 1, i grundforordningen fra 1988, at der kun kan fremsaettes en begaering om fornyet undersoegelse »under forudsaetning af, at der er forloebet mindst et aar, efter at undersoegelsen er indstillet«.

75 Virksomhederne i Faellesskabet var dermed paa grund af varigheden af den fornyede undersoegelse sikret en beskyttelse mod dumping i hvert fald indtil oktober 1996.

76 Raadet findes derfor med rette at have antaget, at den unormalt lange tid, der medgik til den fornyede undersoegelse, paavirkede retstillingen for parterne i proceduren paa en maade, som var til ugunst for de virksomheder, der var paalagt antidumpingforanstaltninger.

77 Den unormalt lange tid, der medgik til den fornyede undersoegelse, maa herefter anses for et forhold, der kunne begrunde en begraensning af anvendelsesperioden for de endelige antidumpingforanstaltninger, som blev vedtaget ved afslutningen af denne procedure. Endvidere findes Raadet ikke at have overskredet graenserne for sit skoen, da det under hensyn til varigheden af den fornyede undersoegelse ansaa det for rimeligt at begraense gyldighedsperioden for forordning nr. 2380/95 til to aar. Saaledes indebar indfoerelsen af nye endelige foranstaltning ved forordning nr. 2380/95, at virksomhederne i Faellesskaber ville vaere beskyttet mod dumping indtil oktober 1997, dvs. i mere end fem aar fra udloebet af den oprindelige antidumpingtold, medmindre der blev indgivet en anmodning om fornyet undersoegelse af de ved forordningen indfoerte foranstaltninger.

78 Det maa herefter undersoeges, om de oevrige forhold, sagsoegeren har paaberaabt sig, burde have medfoert, at Raadet ikke begraensede gyldighedsperioden for forordning nr. 2380/95 til to aar trods den unormalt lange tid, der medgik til den fornyede undersoegelse.

79 I denne forbindelse bemaerkes for det foerste, at sagsoegeren ikke har fremlagt noget bevis for, at de virksomheder, der er paalagt antidumpingtolden, forhalede den fornyede undersoegelse.

80 For det andet finder Retten at maatte forkaste sagsoegerens argumentation om, at det, faellesskabsmyndighederne fastslog i forbindelse med undersoegelsen med hensyn til dumping, den heraf foraarsagede skade og Faellesskabets interesse, skulle have medfoert, at Raadet havde forlaenget antidumpingtolden i en ny femaarsperiode.

81 Det bemaerkes i denne forbindelse, at den fornyede undersoegelse omfattede perioden fra den 1. juli 1991 til den 30. juni 1992. Endvidere henvises til, at de antidumpingforanstaltninger, som blev indfoert ved forordning nr. 535/87, forblev i kraft under hele undersoegelsen. Paa grundlag af det, faellesskabsmyndighederne lagde til grund i forbindelse med undersoegelsen med hensyn til dumping, den heraf foraarsagede skade og Faellesskabets interesse, fastslog Raadet, at der ikke var grundlag for at lade de antidumpingforanstaltninger, som var indfoert ved forordning nr. 535/87, udloebe, og at den sats for antidumpingtolden, der var fastsat heri, skulle opretholdes. Da varigheden af den endelige antidumpingtold, som blev indfoert ved forordning nr. 2380/95, var fastsat til to aar, var virksomhederne i Faellesskabet saaledes beskyttet mod dumping i en periode paa mere end fem et halvt aar efter det tidspunkt, hvor den ved forordning nr. 535/87 indfoerte antidumpingtold ville vaere udloebet i februar 1992, hvis der ikke var indledt en fornyet undersoegelse.

82 Sagsoegeren kan under disse omstaendigheder ikke med foeje goere gaeldende, at der skulle vaere taget hensyn til de omhandlede forhold i forbindelse med fastsaettelsen af anvendelsesperioden for de nye endelige antidumpingforanstaltninger. Det bemaerkes i denne forbindelse, at selv om disse forhold ville vaere relevante ved vurderingen af den sats for antidumpingtolden, som er fastsat i forordning nr. 2380/95, har sagsoegeren imidlertid ikke nedlagt paastand om annullation af denne sats.

83 For det tredje har sagsoegeren gjort gaeldende, at anvendelsesperioden for de nye antidumpingforanstaltninger ikke skulle vaere begraenset, idet der ved forordning nr. 2380/95 for foerste gang indfoeres antidumpingtold for fotokopieringsmaskiner, som kan kopiere med en hastighed paa over 75 A4-ark pr. minut. Det er ubestridt, at disse fotokopieringsmaskiner ikke var omfattet af den antidumpingtold, som blev indfoert ved forordning nr. 535/87, idet saadanne maskiner paa dette tidspunkt ikke blev importeret fra Japan, og fotokopieringsmaskiner, som kan kopiere med en hastighed over 75 fotokopier pr. minut, blev ikke fremstillet af virksomhederne i Faellesskabet.

84 I overensstemmelse med sagsoegerens anmodning herom omfattede den fornyede undersoegelse ligeledes fotokopieringsmaskiner, som kan kopiere med en hastighed paa over 75 A4-ark pr. minut. Det anfoeres herom i 15. betragtning, tredje afsnit, til forordning nr. 2380/95:

»Det ville vaere ulogisk, vaere i strid med det system, der er fastsat ved [grundforordningen fra 1988], og ville kunne foere til ikke samstemmende resultater, hvis Kommissionen skulle gennemfoere to saerskilte procedurer vedroerende samme vare med oprindelse i samme land. For saa vidt angaar PPC[-fotokopieringsmaskiner] fra Japan blev den fornyede undersoegelse af gaeldende foranstaltninger i henhold til artikel 15 ogsaa ivaerksat og gennemfoert i henhold til artikel 14 ud fra den betragtning, at artikel 15 boer, og faktisk kun kan, laeses sammen med artikel 14. Fornyede undersoegelser af gaeldende foranstaltninger i henhold til disse bestemmelser kan eventuelt foere til aendring af foranstaltningerne. Hvis gaeldende foranstaltninger efter en fornyet undersoegelse ikke kunne aendres, saaledes at de inden for rammerne af disse foranstaltninger omfatter nye typer af samme vare, ville virkningerne af foranstaltningerne blive svaekket.«

85 Da fotokopieringsmaskinerne med stor kapacitet blev inddraget i den fornyede undersoegelse med den begrundelse, at det ville vaere ulogisk og til hinder for antidumpingforanstaltningernes effektive virkning at fastsaette to forskellige regelsaet for dumping med hensyn til ensartede varer med oprindelse i samme land, var Raadet berettiget til at bestemme, at antidumpingtolden skulle vaere gaeldende i samme tidsrum for alle de af undersoegelsen omfattede fotokopieringsmaskiner.

86 Endvidere bemaerkes, at naar henses til, at forordning nr. 2380/95 blev vedtaget efter en fornyet undersoegelse af de allerede trufne foranstaltninger, hvori fotokopieringsmaskinerne med stor kapacitet foerst blev inddraget efter sagsoegerens udtrykkelige anmodning, gik Raadet ikke uden for sin skoensmaessige befoejelse, da den fandt, at inddragelsen af disse fotokopieringsmaskiner i den fornyede undersoegelse ikke begrundede, at der blev fastsat en anvendelsesperiode for de nye endelige foranstaltninger paa mere end to aar.

87 Herudover bemaerkes, at sagsoegeren ikke har fremlagt beviser for, at visse japanske eksportoerer foer ikrafttraedelsen af forordning nr. 2380/95 skulle have opbygget betydelige lagre af fotokopieringsmaskiner med henblik paa at omgaa antidumpingtolden. Det er derfor ikke noedvendigt for Retten at undersoege, om der fandtes saadanne indicier for et forsoeg paa at omgaa den antidumpingtold, der for foerste gang blev indfoert for disse fotokopieringsmaskiner, at der burde vaere taget hensyn hertil ved fastsaettelsen af anvendelsesperioden for de nye endelige antidumpingforanstaltninger, som blev fastsat ved forordningen.

88 Med hensyn til sagsoegerens anbringende om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190 bemaerkes, at inddragelsen af fotokopieringsmaskiner, som kan kopiere med en hastighed paa over 75 A4-ark pr. minut, i den fornyede undersoegelse i 15. betragtning til forordning nr. 2380/95 er begrundet med, at sagsoegeren havde fremsat udtrykkelig anmodning herom, og at det ville vaere ulogisk at indlede to forskellige procedurer for fotokopieringsmaskiner med oprindelse i Japan. Da Raadet i 103. betragtning til forordning nr. 2380/95 (jf. ovenfor, praemis 9) har redegjort for grundene til, at forordningens gyldighedsperiode blev fastsat til to aar, var det ikke forpligtet til specifikt at begrunde begraensningen af forordningens gyldighedsperiode for saa vidt angaar fotokopieringsmaskinerne med stor kapacitet.

89 Endelig bemaerkes for det fjerde, at sagsoegerens argument om, at der er en fare for, at begraensningen af gyldighedsperioden for forordning nr. 2380/95 danner praecedens, hvilket kan foere til, at antidumpinginstrumentet mister en vaesentlig del af sin vaerdi, maa forkastes. Dette argument stoettes ikke paa en tilsidesaettelse af en retsregel. Da Raadet selv har gjort gaeldende, at dets skoensmaessige befoejelse til at fastsaette anvendelsesperioden for den endelige antidumpingtold, som indfoeres efter en fornyet undersoegelse af tidligere fastsatte foranstaltninger, til mindre end fem aar, kun kan bringes i anvendelse under saerlige omstaendigheder, er der under alle omstaendigheder ikke grundlag for at antage, at begraensningen af gyldighedsperioden for forordning nr. 2380/95 vil kunne danne praecedens og dermed kunne have indflydelse paa antidumpingforanstaltningernes effektivitet.

90 Herefter maa anbringenderne om et aabenbart urigtigt skoen og en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190 forkastes.

Anbringendet om tilsidesaettelse af de forsvarsrettigheder, der tilkommer virksomhederne i Faellesskabet, og deres rettigheder med henblik paa at sikre antidumpingforanstaltningernes effektivitet

Parternes argumenter

91 Sagsoegeren har indledningsvis anfoert, at de japanske eksportoerer kort efter indfoerelsen af den endelige antidumpingtold paa fotokopieringsmaskiner i 1987 i stor udstraekning omgik beskyttelsesforanstaltningerne ved opfoerelse af samlefabrikker i Faellesskabet (jf. bl.a. Raadets forordning (EOEF) nr. 3205/88 af 17.10.1988 om udvidelse af den antidumpingtold, der indfoertes ved forordning nr. 535/87, til ogsaa at omfatte visse PPC-fotokopieringsmaskiner, som samles i Faellesskabet, EFT L 284, s. 36). Endvidere paatog eksportoererne sig i et vist omfang at betale antidumpingtolden, saaledes at der ikke kunne konstateres nogen prisstigning paa markedet i Faellesskabet. Sagsoegeren har i denne forbindelse henvist til Kommissionens konklusioner efter den fornyede undersoegelse, paa grundlag af hvilke den fastslog, at der var tale om en oeget dumping og et oeget underbud.

92 Efter sagsoegerens opfattelse maa der paaregnes den samme adfaerd fra de japanske eksportoerer og importoerer af fotokopieringsmaskiner med henblik paa, at de kan undgaa prisstigninger og tab af markedsandele i Faellesskabet, efter at antidumpingtolden er blevet opretholdt ved forordning nr. 2380/95. Endvidere maa der tages hensyn til, at de japanske producenter af fotokopieringsmaskiner har opfoert samlefabrikker i andre asiatiske lande, navnlig Folkerepublikken Kina, idet statistikkerne viser en stigning i eksporten herfra til Faellesskabet. Sagsoegeren har bevis for en omgaaelse af antidumpingtolden paa de omhandlede fotokopieringsmaskiner.

93 Virksomhederne i Faellesskabet maa derfor ifoelge sagsoegeren traeffe de noedvendige foranstaltninger for at undgaa, at antidumpingtolden absorberes og/eller omgaas ved samling af fotokopieringsmaskiner i Faellesskabet og/eller i tredjelande, ved at benytte de saerlige procedurer i henhold til grundforordningen om antidumping. De saerlige procedurer til imoedegaaelse af absorbering af antidumpingtolden (artikel 12 i grundforordningen fra 1994) og omgaaelse (forordningens artikel 13) forudsaetter imidlertid, at virksomhederne i Faellesskabet fremsaetter en anmodning herom. En saadan anmodning skal indeholde de noedvendige beviser eller oplysninger til stoette for, at der boer indledes en undersoegelse. Endvidere vil der i hvert fald medgaa mere end to aar til indsamling af beviser, udarbejdelse og indgivelse af en anmodning, hoering af medlemsstaterne, indledning af proceduren, Kommissionens undersoegelser og faellesskabsmyndighedernes udarbejdelse og vedtagelse af en beslutning.

94 Med begraensningen af gyldighedsperioden for forordning nr. 2380/95 til to aar fratages virksomhederne i Faellesskabet efter sagsoegerens opfattelse derfor den retsbeskyttelse, de er indroemmet ved grundforordningen om antidumping, idet en saadan periode ikke er tilstraekkelig til at sikre en effektiv varetagelse af de rettigheder, selskabet har i henhold til artikel 12 og 13 i grundforordningen fra 1994. Ved begraensningen af gyldighedsperioden sker der saaledes et vaesentligt indgreb i de rettigheder, virksomhederne i Faellesskabet har.

95 Endvidere har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen i en skrivelse af 7. april 1995 udtalte, at der maatte fastsaettes en anvendelsesperiode for antidumpingtolden, som muliggjorde en effektiv gennemfoerelse af antidumpingforanstaltningerne og eventuelt indledning af de saerlige procedurer i henhold til grundforordningen.

96 Raadet har indledningsvis anfoert, at sagsoegerens paastande vedroerende absorbering eller omgaaelse af antidumpingtolden i fremtiden er rent spekulative, og at selskabet ikke har fremlagt noget bevis for sine paastande. Det er i denne forbindelse irrelevant, at sagsoegeren henviser til, hvad der blev fastslaaet under den fornyede undersoegelse, idet dette angaar fortiden. Endvidere kan den oegede dumping skyldes ikke blot en absorbering af antidumpingtolden, men ogsaa en stigning i den normale vaerdi. Endelig beregnede Kommissionen ikke et eventuelt prisunderbuds stoerrelse i forbindelse med vedtagelsen af den oprindelige antidumpingtold ved forordning nr. 535/87, og det kan derfor ikke fastslaas, om underbuddet er oeget.

97 Under alle omstaendigheder kan begraensningen af gyldighedsperioden for forordning nr. 2380/95 til to aar efter Raadets opfattelse ikke beroeve sagsoegeren den retsbeskyttelse, selskabet har i henhold til grundforordningen fra 1994. Anmodninger, der fremsaettes i henhold til reglerne om de saerlige procedurer, kan saaledes stoettes paa begivenheder, der ligger forud for vedtagelsen af forordning nr. 2380/95, idet den antidumpingtold, som blev indfoert ved forordning nr. 535/87, stadig var i kraft under den fornyede undersoegelse. Sagsoegeren havde allerede kunnet fremsaette saadanne anmodninger under den fornyede undersoegelse.

98 Endvidere har Raadet anfoert, at begraensningen af gyldighedsperioden for forordning nr. 2380/95 til to aar var begrundet i saerlige omstaendigheder. Saafremt det antages, at denne begraensning af anvendelsesperioden for antidumpingforanstaltningerne indebaerer en indskraenkning i den adgang, virksomhederne i Faellesskabet har til at benytte procedurerne i henhold til artikel 12 og 13 i grundforordningen fra 1994, er der tale om en konsekvens, som er accepteret i forbindelse med den retlige ordning, der er indfoert ved forordningen.

99 Endelig har Raadet anfoert, at saafremt sagsoegeren paaviser, at der er tale om absorbering eller omgaaelse af antidumpingtolden, vil selskabet kunne paaberaabe sig beviserne herfor til stoette for en anmodning om en fornyet undersoegelse.

Rettens bemaerkninger

100 Det bemaerkes indledningsvis, at naervaerende anbringende maa vurderes paa grundlag af den grundforordning, som var i kraft, da forordning nr. 2380/95 blev vedtaget, dvs. grundforordningen fra 1994, idet eventuelle anmodninger om indledning af procedurer med henblik paa beskyttelse af virksomhederne i Faellesskabet mod absorbering eller omgaaelse af antidumpingtolden skulle indgives i henhold til bestemmelserne i denne forordning.

101 Det maa fastslaas, at der ikke er grundlag for at antage, at begraensningen af gyldighedsperioden for forordning nr. 2380/95 til to aar har medfoert en indskraenkning i de rettigheder, virksomhederne i Faellesskabet har med henblik paa at imoedegaa absorbering eller omgaaelse af antidumpingtolden.

102 Sagsoegeren har saaledes ikke fremfoert noget bevis for, at der paa tidspunktet for vedtagelsen af forordning nr. 2380/95 var nogen overhaengende fare for absorbering eller omgaaelse af antidumpingtolden. Under alle omstaendigheder kan der ikke efter grundforordningen fra 1994 vedtages endelige antidumpingforanstaltninger, som er gaeldende i mere end fem aar, og det er derfor uundgaaeligt, at i hvert fald naar der er gaaet tre aar, vil de endelige antidumpingforanstaltninger bortfalde efter en frist paa hoejst to aar, hvis der ikke fremsaettes en anmodning om fornyet undersoegelse. Selv om det antages, at det i praksis vil vaere vanskeligt for virksomhederne i Faellesskabet at anvende de procedurer, der er fastsat med henblik paa beskyttelse mod absorbering og/eller omgaaelse af antidumpingtolden, naar antidumpingforanstaltningerne udloeber inden for en frist paa to aar, beror denne situation paa den retlige ordning, der er indfoert ved grundforordningen.

103 Dette anbringende maa herefter ligeledes forkastes.

Paastanden om fremlaeggelse af dokumenter

104 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen havde foreslaaet, at de endelige antidumpingforanstaltninger skulle anvendes indtil august 1998. Ved droeftelserne om dette forslag i Antidumpingudvalget og i Raadet anmodede repraesentanterne for visse medlemsstater om en nedsaettelse af anvendelsesperioden for de endelige foranstaltninger. Da sagsoegeren ikke har kendskab til, hvilke argumenter der blev gjort gaeldende til stoette for nedsaettelsen, har selskabet nedlagt paastand om, at Kommissionen og Raadet paalaegges at fremlaegge referaterne af moederne i Antidumpingudvalget og Raadet vedroerende Kommissionens forslag.

105 Det bemaerkes i denne forbindelse, at en gennemgang af institutionernes interne akter for at undersoege, hvorvidt den anfaegtede retsakt er paavirket af andre overvejelser end dem, der er anfoert i retsaktens begrundelse eller fremfoert af institutionen for Retten, udgoer en bevisfoerelse af usaedvanlig karakter. Dette maa forudsaette, at omstaendighederne ved den omhandlede retsakt giver anledning til alvorlig tvivl om de egentlige bevaeggrunde og navnlig til mistanke om, at bevaeggrundene er faellesskabsrettens maalsaetninger uvedkommende og saaledes udtryk for magtfordrejning (jf. Domstolens kendelse af 18.6.1986, forenede sager 142/84 og 156/84, BAT og Reynolds mod Kommissionen, Sml. s. 1899, praemis 11).

106 Sagsoegeren har ikke i naervaerende sag fremfoert et anbringende om magtfordrejning eller redegjort for grundene til, at selskabet finder, at begrundelserne i forordning nr. 2380/95 muligvis ikke er de samme som dem, der blev fremfoert i forbindelse med vedtagelsen af forordningen.

107 Der kan derfor ikke gives sagsoegeren medhold i paastanden om fremlaeggelse af dokumenter.

108 Herefter tages Raadets frifindelsespaastand til foelge.

Sagens omkostninger

109 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har tabt sagen, og i overensstemmelse med Raadets paastand herom doemmes selskabet derfor til at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser udtaler og bestemmer

RETTEN

(Foerste Udvidede Afdeling)

1) Raadet for Den Europaeiske Union frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.