61995A0213

1 Ansvar uden for kontraktforhold - betingelser - retsstridighed - tab - aarsagsforbindelse - bevisbyrde

(EF-traktaten, art. 215, stk. 2)

2 Konkurrence - administrativ procedure - Kommissionens pligter - overholdelse af en rimelig frist

(Raadets forordning nr. 17, art. 2, art. 3, stk. 1, og art. 4, stk. 1)

3 Konkurrence - administrativ procedure - overholdelse af retten til kontradiktion - meddelelse af klagepunkter - pligt til at fremsende en supplerende meddelelse af klagepunkter i tilfaelde af aendring af indholdet af den anfaegtede overtraedelse

(Raadets forordning nr. 17, art. 19, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 99/63, art. 2 og 4)

4 Konkurrence - administrativ procedure - undersoegelse af klager - Kommissionens prioritering af de sager, den er forelagt

5 Faellesskabsret - fortolkning - institutionernes retsakter - begrundelse - hensyntagen hertil

6 Konkurrence - faellesskabsregler - virksomhed - begreb - privatretligt organ, som udoever oekonomisk virksomhed med hensyn til certificering af kranudlejningsvirksomheder - omfattet

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

7 Konkurrence - aftaler - konkurrencebegraensning - certificeringsordning for kranudlejningsvirksomheder - forbud mod leje hos ikke-godkendte virksomheder - vurdering ud fra systemets karakter - Kommissionens fastlaeggelse af de relevante kriterier

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

8 Konkurrence - aftaler - konkurrencebegraensning - fastsaettelse af priser - ordning med vejledende priser og modregningspriser udarbejdet af en organisation - ordning, der indebaerer, at der paalaegges priser

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

9 Konkurrence - aftaler - paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater - kriterier - aftale, som omfatter hele en medlemsstats omraade

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

10 Konkurrence - aftaler - forbud - fritagelse - betingelser - bevisbyrde - domstolskontrol - graenser

(EF-traktaten, art. 85, stk. 3)

11 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - beslutning i henhold til konkurrencereglerne

(EF-traktaten, art. 190)

12 Konkurrence - boeder - Kommissionens skoensmaessige befoejelse

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

13 Konkurrence - boeder - stoerrelse - udmaaling - kriterier - overtraedelsernes grovhed - skoensfaktorer

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

14 Konkurrence - boeder - stoerrelse - udmaaling - den relevante omsaetning - omsaetningen for alle de virksomheder, som er medlemmer af en virksomhedssammenslutning - tilladt

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

15 Faellesskabet kan kun ifalde ansvar uden for kontraktforhold efter traktatens artikel 215, stk. 2, dersom en raekke betingelser er opfyldt, nemlig at den adfaerd, som faellesskabsinstitutionen haevdes at have udvist, er retsstridig, at der reelt foreligger et tab, og at der er aarsagsforbindelse mellem denne adfaerd og det tab, der haevdes at vaere lidt.

Der foreligger en aarsagsforbindelse efter traktatens artikel 215, stk. 2, naar der er en direkte forbindelse mellem den fejl, der er begaaet af den paagaeldende institution, og det tab, der paaberaabes, og det paahviler sagsoegerne at foere bevis for denne forbindelse.

16 Naar en part forelaegger Kommissionen en anmodning om en negativattest i henhold til artikel 2 i forordning nr. 17 eller indgiver en anmeldelse med henblik paa at opnaa en fritagelse i henhold til forordningens artikel 4, stk. 1, kan Kommissionen ikke udskyde sin stillingtagen indtil videre. Af hensyn til retssikkerheden og den retslige beskyttelse maa den inden for en rimelig frist traeffe en beslutning eller fremsende en administrativ skrivelse (et saakaldt »comfort letter«), saafremt der er fremsat begaering herom. Tilsvarende maa Kommissionen, naar der i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 indgives en klage over overtraedelse af traktatens artikel 85 og/eller 86, inden for en rimelig frist traeffe en endelig beslutning vedroerende klagen. Det maa saaledes anses for et almindeligt faellesskabsretligt princip, at Kommissionen handler inden for en rimelig frist, naar den traeffer afgoerelser i forbindelse med administrative procedurer inden for konkurrencepolitikken.

Det maa vurderes ud fra hver enkelt sag, om varigheden af den administrative procedure kan anses for rimelig, herunder navnlig den sammenhaeng, hvori sagen indgaar, de forskellige led i den administrative procedure ved Kommissionen, parternes adfaerd under sagens behandling, sagens kompleksitet og dens betydning for de involverede parter.

17 Det fremgaar af artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17 og af artikel 2 og 4 i Kommissionens forordning nr. 99/63, som er i overensstemmelse med princippet om retten til kontradiktion, at de virksomheder, der er omfattet af en procedure vedroerende overtraedelser af konkurrencereglerne, under den administrative procedure skal saettes i stand til paa hensigtsmaessig maade at tage stilling til de klagepunkter, der laegges til grund i beslutningen.

Naar Kommissionen agter i beslutningen at laegge et klagepunkt til grund, som ikke var omhandlet i den foerste meddelelse af klagepunkter, er den i overensstemmelse hermed forpligtet til at fremsende en anden meddelelse af klagepunkter til de paagaeldende virksomheder.

18 Kommissionen har ret til at prioritere de sager, den er forelagt. Finder Kommissionen efter at have modtaget en anmeldelse af en aftale, at den praksis, der er anmeldt, ikke vil kunne fritages i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, kan den ved vurderingen af, hvilken prioritet der skal tillaegges behandlingen af anmeldelsen, tage hensyn til, at en national domstol har bragt de paagaeldende overtraedelser til ophoer.

19 Der maa noedvendigvis tages hensyn til begrundelsen for en retsakt, naar dennes noejagtige betydning skal fastlaegges.

20 Et privatretligt organ, som har etableret en frivillig certificeringsordning for kranudlejningsvirksomheder, som selvstaendigt bestemmer, hvilke betingelser de godkendte virksomheder skal opfylde, og som kun udsteder certifikater mod vederlag, maa anses for en virksomhed i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1. Inden for konkurrenceretten omfatter begrebet virksomhed enhver enhed, som udoever oekonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmaade.

21 Spoergsmaalet om, hvorvidt en adfaerd er forenelig med traktatens artikel 85, stk. 1, maa vurderes ud fra sagens oekonomiske og retlige sammenhaeng.

Naar Kommissionen undersoeger en certificeringsordning for kranudlejningsvirksomheder, som indebaerer, at det ikke er tilladt for de godkendte virksomheder at leje kraner hos ikke-godkendte virksomheder, er den derfor berettiget til at fastlaegge, hvilke kriterier ordningen skal opfylde for at kunne anses for at vaere i overensstemmelse med traktatens artikel 85, stk. 1.

Kriteriet vedroerende aabenhed i certificeringsordningen og kriteriet vedroerende anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier er i denne forbindelse relevante kriterier, paa grundlag af hvilke Kommissionen kan fastslaa, at lejeforbuddet er konkurrencefordrejende. For det foerste paavirker forbuddet i vaesentlig grad de ikke-godkendte virksomheders konkurrencemaessige muligheder, saafremt det er vanskeligt at faa adgang til certificeringsordningen. For det andet er lejeforbuddet, der forhindrer godkendte virksomheder i at benytte ikke-godkendte virksomheder, selv om de kan fremvise garantier svarende til garantierne i certificeringsordningen, ikke objektivt begrundet i et oenske om at opretholde den garanti for produkternes og tjenesteydelsernes kvalitet, som ligger i certificeringsordningen. Tvaertimod medfoerer den manglende anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier en beskyttelse af de godkendte virksomheder mod konkurrence fra ikke-godkendte virksomheder.

Endvidere indebaerer det omhandlede lejeforbud ikke kun en begraensning i de godkendte virksomheders handlefrihed, men ogsaa og navnlig en paavirkning af ikke-godkendte virksomheders konkurrencemuligheder.

22 En ordning med priser, der fastsaettes af en brancheorganisation for kranudlejningsvirksomheder i en medlemsstat, og som bestaar i vejledende priser til brug i forbindelse med udlejning af kraner til entreprenoervirksomheder, og modregningspriser, der gaelder ved medlemsvirksomhedernes indbyrdes leje og udlejning af kraner, maa anses for et prissystem, der er paalagt organisationens medlemmer, naar priserne, hvis overholdelse kontrolleres, er en konkretisering af begrebet vejledende priser, som medlemmerne skal anvende, idet de ellers ekskluderes af organisationen. Et saadant system, som goer det muligt for organisationens medlemmer med en vis grad af sikkerhed at forudse de oevrige medlemmers prispolitik, selv om visse af medlemmerne ikke altid overholder de fastsatte priser, og hvis formaal bevisligt er en forhoejelse af markedspriserne, begraenser konkurrencen som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1.

23 Det er en betingelse for, at en vedtagelse, en aftale eller en samordning kan paavirke handelen mellem medlemsstater, at den paa grundlag af samtlige retlige eller faktiske forhold goer det muligt med tilstraekkelig sandsynlighed at forudsige, at den, direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan oeve en saadan indvirkning paa handelen mellem medlemsstater, at det kan befrygtes, at den kan hindre virkeliggoerelsen af et enhedsmarked mellem medlemsstaterne.

En konkurrencebegraensende praksis, som omfatter hele omraadet i en medlemsstat, styrker ifoelge selve sin natur opdelingen i nationale markeder, hvorved den haemmer den oekonomiske integration, som tilstraebes med traktaten.

24 Det kan kun besluttes at meddele en individuel fritagelse for en aftale mellem virksomheder, hvis aftalen opfylder alle fire betingelser i traktatens artikel 85, stk. 3, saaledes at en anmodning om fritagelse skal afslaas, naar blot en af de fire betingelser ikke er opfyldt. Det paahviler de virksomheder, der har anmeldt aftalen, over for Kommissionen at godtgoere, at betingelserne i artikel 85, stk. 3, er opfyldt.

Faellesskabets retsinstansers efterproevelse af de komplicerede oekonomiske vurderinger, som Kommissionen har foretaget som led i sin skoensbefoejelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, vedroerende hver af de heri indeholdte fire betingelser, skal begraense sig til kontrol af, om de noedvendige formforskrifter er overholdt, om begrundelsen er tilstraekkelig, om de faktiske omstaendigheder er materielt rigtige, samt om der foreligger et aabenbart fejlskoen eller magtfordrejning.

25 Forpligtelsen til at begrunde en individuel beslutning har til formaal at give den beroerte virksomhed de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes, samt at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget. Naar Kommissionen vedtager en beslutning som led i sin beslutningspraksis, paahviler det den, saafremt den gaar vaesentlig laengere end i tidligere beslutninger, udfoerligt at goere rede for sin argumentation.

Selv om det i medfoer af traktatens artikel 190 paahviler Kommissionen at begrunde sine beslutninger og i den forbindelse at angive de faktiske omstaendigheder, som ligger til grund for dens beslutning, og de retlige betragtninger, som har foranlediget den til at traeffe denne, kraeves det ikke i forbindelse med en beslutning i henhold til konkurrencereglerne, at Kommissionen behandler alle de faktiske og retlige spoergsmaal, som er blevet behandlet under den administrative procedure.

26 Der kan paalaegges sanktioner for overtraedelser af konkurrencereglerne, naar de er begaaet forsaetligt eller uagtsomt. Det er i denne forbindelse tilstraekkeligt, at virksomheden ikke kunne vaere uvidende om, at dens adfaerd kunne vaere konkurrencebegraensende.

Kommissionen tager i hver enkelt sag som led i sin skoensmaessige befoejelse stilling til, om det er hensigtsmaessigt at fastsaette en boede med henblik paa at paalaegge en sanktion for den fastslaaede overtraedelse og sikre effektiviteten i konkurrenceretten.

27 Den boede, der paalaegges for en overtraedelse af konkurrencereglerne, skal fastsaettes paa grundlag af omstaendighederne i forbindelse med overtraedelsen og dennes grovhed, og der skal ved vurderingen af overtraedelsens grovhed bl.a. tages hensyn til konkurrencebegraensningernes art.

28 Anvendelsen af begrebet »overtraedelse« i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, der uden forskel omfatter aftaler, samordnet praksis og vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder, viser, at de i bestemmelsen fastsatte maksimumsbeloeb gaelder ens for aftaler og samordnet praksis saavel som for vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder. Heraf foelger, at maksimumsbeloebet paa 10% af omsaetningen skal beregnes paa grundlag af omsaetningen for hver af de virksomheder, som har deltaget i aftalerne eller den samordnede praksis, eller for samtlige de virksomheder, som er medlemmer af de paagaeldende sammenslutninger, i hvert fald naar sammenslutningen efter sine interne regler kan handle med bindende virkning for sine medlemmer. Rigtigheden af denne opfattelse bekraeftes af, at den indflydelse, som en sammenslutning af virksomheder har kunnet udoeve paa markedet, ikke beror paa dens egen »omsaetning«, som hverken er udtryk for dens stoerrelse eller oekonomiske styrke, men paa medlemsvirksomhedernes omsaetning, hvilket er et udtryk for dens stoerrelse og oekonomiske styrke.

I de forenede sager T-213/95 og T-18/96,

Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf (SCK), Culemborg (Nederlandene),

Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven (FNK), Culembourg (Nederlandene),

ved advokaterne Martijn van Empel, Amsterdam, og Thomas Janssens, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Marc Loesch, 11, rue Goethe,

sagsoegere,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Wouter Wils, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

i sag T-18/96 stoettet af

Van Marwijk Kraanverhuur BV, Zoetermeer (Nederlandene),

Kraanbedrijf Nijdam BV, Groningen (Nederlandene),

Kranen, Transport & Montage's Gilde NV, Geldermalsen (Nederlandene),

Wassink Transport Arnhem BV, Arnhem (Nederlandene),

Koedam Kraanverhuur BV, Vianen (Nederlandene),

Firma Huurdeman Kraanwagenhuurbedrijf, Hoevelaken (Nederlandene),

Datek NV, Genk (Belgien),

Thom Hendrickx, Turnhout (Belgien),

ved advokat August Braakman, Rotterdam, og advokat Willem Sluiter, Haag, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Michel Molitor, 14A, rue des Bains,

intervenienter,

angaaende, i sag T-213/95, en paastand om, at Kommissionen i medfoer af EF-traktatens artikel 178 og 215 tilpligtes at erstatte sagsoegerne det tab, de har lidt som foelge af en retsstridig handling, og, i sag T-18/96, en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 95/551/EF af 29. november 1995 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/34.179, IV/34.202, IV/34.216 - Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf og Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven, EFT L 312, s. 79),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Fjerde Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne P. Lindh, J. Azizi, J.D. Cooke og M. Jaeger,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio Gonzáles,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 4. juni 1997,

afsagt foelgende

Dom

Sagsfremstilling

1 Naervaerende sager vedroerer sektoren for udlejning af mobilkraner i Nederlandene. Mobilkraner er kraner, der frit kan flyttes rundt paa en byggeplads. Derved adskiller de sig fra en taarndrejekran, der er monteret paa faste skinner, og som kun kan flyttes frem og tilbage. Mobilkraner anvendes hovedsagelig i byggesektoren, den petrokemiske industri og transportsektoren.

2 Af tekniske grunde er mobilkraners aktionsradius begraenset til 50 km. Det er endvidere karakteristisk for sektoren for mobilkraner, at der indgaas aftaler, lige foer arbejdet skal udfoeres (»overnight contracting«). Naar en udlejningsvirksomhed med kort varsel anmodes om at udfoere et arbejde, beslutter den ud fra, hvor byggepladsen er beliggende, og hvilke kraner den selv har til raadighed, om den vil benytte en af sine egne kraner eller leje en kran hos en anden virksomhed, der er beliggende i naerheden af byggepladsen.

3 Fonden Keuring Bouw Machines (herefter »Keboma«), som blev oprettet i 1982 af den nederlandske socialminister, kontrollerer, inden en kran foerste gang tages i brug i Nederlandene, om den er i overensstemmelse med de sikkerhedskrav, som er fastsat i Arbeidsomstandighedenwet (»arbejdsmiljoelov«, herefter »Arbowet«), Veiligheidsbesluit voor fabrieken of werkplaatsen (bekendtgoerelse om sikkerheden i fabrikker og vaerksteder), Veiligheidsbesluit restgroepen (bekendtgoerelse om sikkerheden paa de arbejdspladser, som ikke er omfattet af andre bekendtgoerelser) og forskellige ministerielle bekendtgoerelser og orienteringer fra arbejdstilsynet. Keboma er den eneste kontrolinstans, som myndighederne har udpeget og godkendt til at foretage kontrol og afproevning af mobilkraner. Siden den 1. januar 1993 har der i overensstemmelse med Raadets direktiv 89/392/EOEF af 14. juni 1989 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om maskiner ikke laengere skullet gennemfoeres lovpligtig kontrol inden den foerste ibrugtagning af mobilkraner, der i overensstemmelse med dette direktiv er forsynet med EF-maerke og EF-overensstemmelsesattest. Kranerne skal underkastes en kontrol ved Keboma tre aar efter den foerste ibrugtagning og derefter hvert andet aar.

4 Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven (herefter »FNK«), der er stiftet den 13. marts 1971, er brancheorganisationen for de nederlandske kranudlejningsvirksomheder. Ifoelge vedtaegterne har FNK til formaal at varetage kranudlejningsvirksomhedernes interesser, i saerdeleshed FNK-medlemmernes, og fremme kontakt og samarbejde mellem medlemmerne i videste forstand. FNK's medlemmer har i alt 1 552 kraner ud af et samlet antal kraner, der udlejes i Nederlandene, paa ca. 3 000. Artikel 3 i FNK's interne reglement indeholdt fra den 15. december 1979 til den 28. april 1992 en bestemmelse, hvorefter FNK's medlemmer var forpligtet til foerst og fremmest at goere brug af andre medlemmer ved leje og udlejning af kraner (herefter »forrangsbestemmelsen«), samt en bestemmelse, hvorefter FNK's medlemmer skulle anvende »acceptable« priser. FNK offentliggjorde vejledende priser og omkostningskalkuler til brug i forbindelse med udlejning af kraner til entreprenoervirksomheder. Endvidere gjaldt der modregningspriser ved kranudlejningsvirksomhedernes indbyrdes leje og udlejning af kraner, som blev fastlagt ved regelmaessige forhandlinger mellem kranudlejningsvirksomheder.

5 Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf (herefter »SCK«) er en fond, som blev stiftet i 1985 af repraesentanter for kranudlejningsvirksomheder og entreprenoervirksomheder. Ifoelge fondens vedtaegter er dens formaal at fremme og opretholde kvaliteten af kranudlejningsvirksomheder. Med henblik herpaa har SCK oprettet et certificeringsordning, der indebaerer, at fonden udsteder certifikater til de virksomheder, som opfylder en raekke betingelser vedroerende ledelsen af en kranudlejningsvirksomhed og anvendelsen og vedligeholdelsen af kraner. Som foelge af dette system kan entreprenoervirksomhederne gaa ud fra, at den paagaeldende virksomhed opfylder de omhandlede betingelser, og skal ikke selv kontrollere dette. Ifoelge artikel 7, andet led, i reglementet vedroerende certificering af kranudlejningsvirksomheder gaelder der for de af SCK godkendte virksomheder et forbud mod at leje kraner hos virksomheder, der ikke er godkendt af SCK (herefter »lejeforbuddet«). Den 20. januar 1989 blev SCK godkendt af Raad vor de Certificatie (»Certificeringsraadet«), som i Nederlandene godkender certificeringsvirksomheder. Certificeringsraadet fastslog, at SCK opfyldte betingelserne ifoelge europaeisk standard EN 45011, der fastlaegger de betingelser, som certificeringsvirksomheder skal opfylde. I henhold til artikel 2, nr. 5, i Certificeringsraadets betingelser skal det organ, som udsteder certifikater, sikre, at betingelserne herfor ogsaa er opfyldt ved underentreprise. Organet har foelgende muligheder: Enten kontrollerer det selv underleverandoeren (artikel 2, nr. 5, A 1), eller ogsaa foretager det en efterproevelse af den kontrol, som den godkendte virksomhed har foretaget hos underleverandoeren (artikel 2, nr. 5, A 2 og A 3).

6 Den 13. januar 1992 indgav W.C.M. van Marwijk (herefter »Van Marwijk«) og ti andre virksomheder en klage samt en anmodning om foreloebige foranstaltninger til Kommissionen. De anfoerte, at sagsoegerne overtraadte EF-traktatens konkurrenceregler ved at udelukke virksomheder, der ikke er godkendt af SCK, fra udlejning af mobilkraner og ved at foreskrive faste priser ved udlejning af kraner.

7 SCK's vedtaegter og reglement vedroerende certificering af kranudlejningsvirksomheder blev anmeldt til Kommissionen den 15. januar 1992. FNK's vedtaegter og interne reglement blev anmeldt den 6. februar 1992. I begge tilfaelde blev der anmodet om negativattest, subsidiaert fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3.

8 Klagerne anlagde sag ved de nederlandske domstole, og ved kendelse om foreloebige forholdsregler af 11. februar 1992 paalagde praesidenten for Arrondissementsrechtsbank, Utrecht, FNK ikke at anvende forrangsbestemmelsen samt systemet med vejledende priser (gaeldende for leje af kraner i forhold til entreprenoervirksomhederne) og modregningspriser (gaeldende for leje mellem udlejningsvirksomhederne). SCK blev paalagt ikke at anvende lejeforbuddet. Den 9. juli 1992 blev denne afgoerelse ophaevet af Gerechtshof, Amsterdam, som bl.a. udtalte, at det ikke paa forhaand var indlysende og haevet over enhver tvivl, at de paagaeldende bestemmelser ikke ville kunne fritages af Kommissionen. Som foelge heraf genindfoerte SCK samme dag lejeforbuddet. Derimod deltog FNK ikke herefter i fastsaettelsen af vejledende priser eller modregningspriser.

9 Den 16. december 1992 fremsendte Kommissionen en meddelelse af klagepunkter til sagsoegerne. Kommissionen meddelte heri sagsoegerne, at den i overensstemmelse med artikel 15, stk. 6, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt »forordning nr. 17«), ville ophaeve den i forordningens artikel 15, stk. 5, omhandlede boedeimmunitet.

10 Den 3. februar 1993 besvarede sagsoegerne Kommissionens meddelelse af klagepunkter. I svaret anmodede de bl.a. om, at der blev afholdt en hoering.

11 Ved skrivelse af 4. juni 1993 meddelte Kommissionen sagsoegerne, at proceduren i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17 kun ville kunne afsluttes, hvis lejeforbuddet blev ophaevet.

12 Klagerne rettede paa ny henvendelse til praesidenten for Arrondissementsrechtsbank, Utrecht, som i en kendelse om foreloebige forholdsregler af 6. juli 1993 fastslog, at lejeforbuddet ikke laengere maatte anvendes, idet Kommissionen i mellemtiden havde tilkendegivet en holdning til de paagaeldende bestemmelser, og at det paa grundlag heraf var klart, at lejeforbuddet ikke ville have mulighed for at blive fritaget af Kommissionen.

13 Ved skrivelse af 29. september 1993 meddelte Kommissionen sagsoegerne, at den som oensket ville gennemfoere en hoering, foer den traf en endelig beslutning i henhold til traktatens artikel 85, men at det ikke var noedvendigt at afholde en hoering i forbindelse med en beslutning i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17.

14 Den af Arrodissementsrechtbank, Utrecht, afsagte kendelse af 6. juli 1993 blev bekraeftet ved dom afsagt af Gerechtshof, Amsterdam, den 28. oktober 1993. I dommen henvistes der navnlig til en udateret skrivelse fra F. Giuffrida i Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence (GD IV) til klagerne med kopi til sagsoegernes advokater. Sagsoegerne har oplyst at have modtaget skrivelsen den 22. september 1993. Det anfoeres i skrivelsen: »Jeg kan bekraefte, at der maa forventes ved slutningen af denne uge at blive forelagt Kommissionen et forslag til beslutning i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17 med henblik paa vedtagelse ved skriftlig procedure. Forslaget vil blive forelagt, saa snart de noedvendige sproglige versioner foreligger. Der foreligger allerede en godkendelse fra de beroerte tjenestegrene ... Herfra forventer man at kunne meddele beslutningen officielt [til sagsoegerne] i foerste halvdel af oktober 1993.«

15 Den 4. november 1993 udsendte SCK en meddelelse om, at lejeforbuddet var suspenderet, indtil Kommissionen havde truffet en endelig afgoerelse.

16 Den 13. april 1994 traf Kommissionen en beslutning i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17.

17 Ved skrivelse af 3. juni 1994 opfordrede sagsoegerne Kommissionen til at traeffe en endelig afgoerelse senest den 3. august 1994.

18 Ved skrivelse af 27. juni 1994 meddelte C.D. Ehlermann, der paa davaerende tidspunkt var generaldirektoer i GD IV, sagsoegerne, at »datoen den 3. august 1994, der er sat for vedtagelsen af den endelige beslutning, er absolut urealistisk«, men at »vedtagelsen af den endelig beslutning har prioritet«.

19 I besvarelse af en skrivelse fra sagsoegerne af 3. august 1994 meddelte Kommissionen ved skrivelse af 9. august 1994, at meddelelsen af klagepunkter fra december 1992 kun omfattede indledningen af en procedure med henblik paa vedtagelse af en beslutning i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17. Kommissionen oplyste, at der inden vedtagelsen af en endelig beslutning ville blive fremsendt en ny meddelelse af klagepunkter, som sagsoegerne ville faa lejlighed til at udtale sig om.

20 Den 21. oktober 1994 fremsendte Kommissionen en ny meddelelse af klagepunkter til sagsoegerne vedroerende en procedure i henhold til traktatens artikel 85.

21 Den 21. december 1994 besvarede sagsoegerne Kommissionens meddelelse af klagepunkter. I svaret opfordrede sagsoegerne paa ny Kommissionen til uopholdeligt at handle og gav afkald paa afholdelsen af en hoering.

22 Den 27. november 1995 anlagde sagsoegerne et erstatningssoegsmaal ved Retten (sag T-213/95). Sagsoegerne fremsatte samtidig ved saerskilt dokument en begaering om foreloebige forholdsregler (sag T-213/95 R). Sagsoegerne frafaldt senere denne begaering, og ved kendelse afsagt af praesidenten den 24. januar 1996 blev sag T-213/95 R slettet af registret. Afgoerelsen om sagens omkostninger blev udsat.

23 Den 29. november 1995 vedtog Kommissionen beslutning 95/551/EF om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/34.179, IV/34.202, IV/34.216 - Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf og Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven, EFT L 312, s. 79, herefter »den anfaegtede beslutning«). Det fastslaas i beslutningen, at FNK har overtraadt EF-traktatens artikel 85, stk. 1, ved i tidsrummet fra den 15. december 1979 til den 28. april 1992 at anvende et system med vejledende priser og modregningspriser, hvorved medlemmerne fik mulighed for at forudsige hinandens prispolitik (artikel 1). Det fastslaas ligeledes, at SCK har overtraadt EF-traktatens artikel 85, stk. 1, ved i tidsrummet fra den 1. januar 1991 til den 4. november 1993 (med undtagelse af perioden mellem den 17.2. og den 9.7.1992) at forbyde de tilsluttede virksomheder at leje kraner hos virksomheder, der ikke er tilsluttet SCK (artikel 3). Endvidere paalaegges det sagsoegerne straks at bringe overtraedelserne til ophoer (artikel 2 og 4), og FNK paalaegges en boede paa 11 500 000 ECU og SCK en boede paa 300 000 ECU (artikel 5).

24 Ved skrivelse af 11. januar 1996 anmodede sagsoegerne om aktindsigt med henblik paa anlaeggelse af en sag til proevelse af beslutningen, hvilket Kommissionen afslog ved skrivelse af 15. januar 1996.

25 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 6. februar 1996 har sagsoegerne anlagt en sag til proevelse af den anfaegtede beslutning (sag T-18/96). Ved saerskilt dokument har de endvidere fremsat begaering om foreloebige forholdsregler (sag T-18/96 R).

26 Den 25. marts 1996 naaede sagsoegerne og Kommissionen til enighed om en aftale, der skal gaelde, indtil Retten har afsagt dom i sag T-18/96, om tilpasning af bestemmelsen om lejeforbud. I henhold til den tilpassede udgave af artikel 7, andet led, i reglementet vedroerende certificering af kranudlejningsvirksomheder kan de af SCK godkendte virksomheder kun anvende »kraner, der er forsynet med et gyldigt certificeringsmaerke paa grundlag af en forudgaaende godkendelse, der er foretaget enten af SCK eller af et andet - nederlandsk eller udenlandsk - certificeringsorgan, som er godkendt til at certificere kranudlejningsvirksomheder, og som anvender klart identiske betingelser, medmindre det paa grundlag af det skriftlige materiale (herunder telefaxmeddelelser) kan fastslaas, at entreprenoervirksomheden ikke har tillagt det nogen betydning i forbindelse med tildelingen af ordren, om den (udenforstaaende) kranudlejningsvirksomhed, han har rettet henvendelse til, er godkendt« (Kommissionens skrivelse til sagsoegerne af 25.3.1996).

27 Ved kendelse af 4. juni 1996 tog Rettens praesident ikke begaeringen om foreloebige forholdsregler i sag T-18/96 R til foelge (Sml. II, s. 407). Afgoerelsen om omkostningerne i forbindelse med sagen om foreloebige forholdsregler blev udsat. Ved Domstolens praesidents kendelse af 14. oktober 1996 blev appellen af Rettens kendelse forkastet (Sml. I, s. 4971).

28 Ved skrivelse af 9. juli 1996 til Rettens praesident har sagsoegerne i sag T-18/96 anmodet om, at Retten i medfoer af procesreglementets artikel 65, litra b), eller subsidiaert i medfoer af artikel 64, stk. 3, litra d), paalaegger Kommissionen at fremlaegge sine sagsakter i SCK- og FNK-sagerne, IV/34.179, IV/34.202 og IV/34.216, herunder Kommissionens interne dokumenter vedroerende de forhandlinger, der har vaeret mellem Generaldirektoratet for Industri (GD III) og GD IV vedroerende sagerne, og eventuelle andre dokumenter, som ligger til grund for den anfaegtede beslutning.

29 Ved kendelse af 4. oktober 1996 har formanden for Fjerde Udvidede Afdeling givet Van Marwijk og syv andre udlejere af mobilkraner tilladelse til at indtraede i sag T-18/96 til stoette for Kommissionens paastande.

30 Formanden for Fjerde Udvidede Afdeling har ved kendelse af 12. marts 1996 i medfoer af procesreglementets artikel 50 besluttet at forene de to sager med henblik paa den mundtlige forhandling.

31 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har dog opfordret sagsoegerne og sagsoegte til at fremlaegge visse dokumenter inden retsmoedet.

32 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal i retsmoedet den 4. juni 1997.

33 Efter at have hoert parterne i retsmoedet finder Retten (Fjerde Udvidede Afdeling), at de to sager ligeledes skal forenes med henblik paa domsafsigelsen.

Parternes paastande

34 I sag T-213/95 har sagsoegerne nedlagt foelgende paastande:

- Det fastslaas, at Det Europaeiske Faellesskab er ansvarligt for det tab, sagsoegerne lider og vil lide som foelge af Kommissionens retsstridige adfaerd.

- Det Europaeiske Faellesskab tilpligtes at erstatte tabet og at opgoere dets omfang efter aftale med sagsoegerne, og det fastslaas, at saafremt parterne ikke kan naa til enighed om opgoerelsen af tabets stoerrelse, skal dette fastsaettes af Retten, om noedvendigt efter indhentelse af en sagkyndig erklaering med henblik paa en noejagtig opgoerelse af tabet.

- Det Europaeiske Faellesskab tilpligtes at betale sagens omkostninger.

35 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegerne tilpligtes in solidum at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreloebige forholdsregler.

36 I sag T-18/96 har sagsoegerne nedlagt foelgende paastande:

- Principalt fastslaas det, at beslutningen er en nullitet, idet det ganske vist konstateres i dens dispositive del, at EF-traktatens artikel 85, stk. 1, finder anvendelse, og der paalaegges i denne forbindelse SCK og FNK en boede, men der tages ikke stilling til den af SCK og FNK indgivne begaering om fritagelse i henhold til artikel 85, stk. 3.

- Subsidiaert erklaeres beslutningen i det hele ugyldig og annulleres.

- Mere subsidiaert annulleres beslutningen, idet den er i strid med EF-traktatens artikel 85, artikel 6 i konventionen af 4. november 1950 om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder (herefter »den europaeiske menneskerettighedskonvention«), almindelige retsgrundsaetninger og begrundelsespligten (EF-traktatens artikel 190).

- Mest subsidiaert annulleres beslutningen delvis, saaledes at der ikke paalaegges SCK og FNK nogen boede.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

- Intervenienterne tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med interventionen.

37 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

38 Intervenienterne har nedlagt foelgende paastande:

- Der gives Kommissionen medhold i dens paastande.

- Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder intervenienternes.

Erstatningssoegsmaalet (sag T-213/95)

39 Efter fast retspraksis kan Faellesskabet kun ifalde ansvar uden for kontrakt efter traktatens artikel 215, stk. 2, dersom en raekke betingelser er opfyldt, nemlig at den adfaerd, som faellesskabsinstitutionen haevdes at have udvist, er retsstridig, at der reelt foreligger et tab, og at der er aarsagsforbindelse mellem denne adfaerd og det tab, der haevdes at vaere lidt (jf. f.eks. Domstolens dom af 15.9.1994, sag C-146/91, KYDEP mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 4199, praemis 19, og Rettens dom af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941, praemis 80).

1. Kommissionens paastaaede retsstridige adfaerd

40 Sagsoegerne har fremfoert fire anbringender til stoette for, at Kommissionen har udvist en retsstridig adfaerd i forbindelse med den procedure, den indledte efter indgivelsen af klagen den 13. januar 1992 og sagsoegernes anmeldelser af 15. januar og 6. februar 1992. Anbringenderne stoettes paa en tilsidesaettelse af den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 2, af retssikkerhedsprincippet, af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og af retten til kontradiktion.

Foerste anbringende: tilsidesaettelse af den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 6

Sammenfatning af parternes argumentation

41 Sagsoegerne har anfoert, at Kommissionen skal overholde bestemmelserne i den europaeiske menneskerettighedskonvention. De har i denne forbindelse henvist til retspraksis (Domstolens dom af 17.12.1970, sag 11/70, Internationale Handelsgesellschaft, Sml. s. 235; org. ref.: Rec. s. 1125, af 21.9.1989, forenede sager 46/87 og 227/88, Hoechst mod Kommissionen, Sml. s. 2859, og af 18.10.1989, sag 374/87, Orkem mod Kommissionen, Sml. s. 3283), artikel F, stk. 2, i traktaten om Den Europaeiske Union og faelleserklaeringen fra Europa-Parlamentet, Raadet og Kommissionen af 5. april 1977 (EFT C 103, s. 1).

42 Ifoelge sagsoegerne finder den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 6 anvendelse paa den administrative procedure ved Kommissionen i henhold til traktatens artikel 85. Det fremgaar saaledes af Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstols og -kommissions praksis, at denne bestemmelse finder anvendelse paa forvaltningsretlige tvister (Stenuit mod Frankrig, 1992, 14 EHRR 509, og Niemitz mod Tyskland, 1993, 16 EHRR 97).

43 Sagsoegerne har anfoert, at Kommissionen ikke har overholdt kravet om en »rimelig frist« i den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1. Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol har fastslaaet, at en sagsbehandlingstid paa 17 maaneder ligger uden for, hvad der forstaas ved en rimelig frist (dom 9.12.1994, Schouten og Meldrum mod Nederlandene, Series A, nr. 304). Den administrative procedure ved Kommissionen varede sammenlagt mere end 45 maaneder. Kommissionen har saaledes klart tilsidesat den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1.

44 Videre har sagsoegerne anfoert, at Kommissionen har misbrugt proceduren i henhold til forordning nr. 17, idet den udarbejdede den foerste meddelelse af klagepunkter alene med henblik paa at vedtage en beslutning i henhold til forordningens artikel 15, stk. 6. Endvidere er det uforstaaeligt, hvorfor der i Kommissionen medgik 22 maaneder fra vedtagelsen af den foerste meddelelse af klagepunkter til fremsendelsen af den anden meddelelse af klagepunkter, hvori den grundlaeggende argumentation var fuldstaendig identisk med den foerste. Det var unoedvendigt at udarbejde den anden meddelelse af klagepunkter, hvilket Kommissionen alene gjorde med henblik paa at forlaenge sagsbehandlingen.

45 Sagsoegerne har henvist til, at den dom, Gerechtshof, Amsterdam, afsagde den 28. oktober 1993, kun udgjorde en foreloebig foranstaltning, der skulle vaere gaeldende, indtil Kommissionen havde vedtaget en beslutning. Kommissionen skulle derfor hurtigt have truffet en endelig beslutning. Kommissionen behandlede denne sag ud fra den overbevisning, at det var tilstraekkeligt at paavirke den nationale domstol og at traeffe en afgoerelse i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17. Kommissionen tillagde aldrig denne sag prioritet.

46 Ifoelge sagsoegerne har de aldrig bidraget til, at Kommissionens sagsbehandling blev forsinket. De fremsatte konstruktive forslag med henblik paa, at der kunne opnaas en hurtig loesning, men forslagene blev afvist af Kommissionen. Sagsoegerne har henvist til, at de frafaldt en hoering efter at have modtaget den anden meddelelse af klagepunkter for at fremme vedtagelsen af den endelige beslutning. Kommissionen kan ikke bebrejde sagsoegerne, at de ogsaa henvendte sig til GD III, som i Kommissionen er ansvarlig for certificering. GD III skulle have vaeret inddraget, selv om sagsoegerne ikke havde anmodet herom. Endvidere kan det ikke over for sagsoegerne goeres gaeldende, at Nederlandenes faste repraesentation ved Den Europaeiske Union og Certificeringsraadet intervenerede, idet dette skete inden for en periode paa ikke over to uger (fra den 13.-27.10.1993).

47 Hertil kommer ifoelge sagsoegerne, at sagens kompleksitet ikke kan begrunde, at der ikke traeffes en beslutning inden for en rimelig frist (ovennaevnte dom i sagen Schouten og Meldrum mod Nederlandene). For saa vidt angaar den forsinkelse, som skyldes, at der ikke forelaa en finsk og svensk oversaettelse af udkastet til beslutning, har sagsoegerne anfoert, at strukturbestemte forsinkelser ikke kan paaberaabes til stoette for overskridelsen af en rimelig frist (Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstols dom af 6.5.1981, Buchholz, Series A, nr. 42).

48 Kommissionen har anfoert, at der ved vurderingen af, om sagsbehandlingstiden har vaeret urimelig lang, maa tages hensyn til alle sagens omstaendigheder. Det er ikke kun Kommissionens adfaerd, der er vigtig, men ogsaa sagsoegernes adfaerd, ligesom der maa tages hensyn til sagens kompleksitet og alle andre saerlige omstaendigheder. Kommissionen har erkendt, at den i perioden fra januar til juli 1992 ikke tillagde sagen prioritet, idet den ogsaa verserede ved de nederlandske domstole, og idet overtraedelserne blev bragt til ophoer, da Arrondissementsrechtbank, Utrecht, afsagde kendelse den 11. februar 1992 (jf. i denne forbindelse Rettens dom af 18.9.1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223, praemis 77 og 85). Kommissionen fremmede sagens behandling, efter at Gerechtshof, Amsterdam, den 9. juli 1992 havde afsagt dom, der gav SCK mulighed for at genindfoere lejeforbuddet (jf. ovenfor, praemis 8).

49 Den foreloebige gennemgang af sagen viste ifoelge Kommissionen, at betingelserne for at anvende artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17 var opfyldt. Inden for fem maaneder efter den af Gerechtshof, Amsterdam, afsagte dom havde Kommissionen fremsendt en meddelelse af klagepunkter i henhold til denne artikel til sagsoegerne (meddelelsen af klagepunkter af 16.12.1992, jf. ovenfor, praemis 9).

50 Kommissionen har anfoert, at da udkastet til beslutning i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17 var faerdigbehandlet, anmodede GD III GD IV om, at der blev afholdt et moede, inden forslaget blev forelagt kommissaerkollegiet. At GD III intervenerede i sagen, hvilket var den vaesentligste aarsag til, at sagens behandling i de foelgende maaneder blev forsinket, skyldtes imidlertid direkte sagsoegernes henvendelse hertil. Beslutningen i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17 blev endeligt vedtaget den 13. april 1994.

51 Herefter fremsendte Kommissionen den 21. oktober 1994 meddelelsen om klagepunkter til sagsoegerne med henblik paa vedtagelsen af den endelige beslutning. Genstanden for denne meddelelse, som var udformet paa grundlag af artikel 3 og artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, og retsvirkningerne heraf adskiller sig imidlertid fra genstanden for og retsvirkningerne af en beslutning, der er vedtaget i henhold til artikel 15, stk. 6. En maaned efter modtagelsen af sagsoegernes svar paa den anden meddelelse af klagepunkter havde GD IV allerede udarbejdet et udkast til beslutning. Efter Finlands og Sveriges tiltraedelse af Den Europaeiske Union den 1. januar 1995 var der imidlertid store forsinkelser i oversaettelsen til finsk og svensk. Kommissionen vedtog den anfaegtede beslutning den 29. november 1995.

52 Ifoelge Kommissionen kan det saaledes ikke goeres gaeldende, at den i dette tilfaelde har kraenket princippet om overholdelse af en rimelig frist under den administrative procedure.

Rettens bemaerkninger

53 Det fremgaar af fast retspraksis, at grundrettighederne hoerer til de almindelige retsgrundsaetninger, som Faellesskabets retsinstanser skal beskytte (jf. bl.a. Domstolens udtalelse 2/94 af 28.3.1996, Sml. I, s. 1759, praemis 33, og Domstolens dom af 29.5.1997, sag C-299/95, Kremzow, Sml. I, s. 2629, praemis 14). I den forbindelse laegger Domstolen og Retten de faelles forfatningsmaessige traditioner i medlemsstaterne til grund samt de anvisninger i form af internationale traktater om beskyttelse af menneskerettighederne, som medlemsstaterne har vaeret med til at udarbejde, eller som de senere har tiltraadt. den europaeiske menneskerettighedskonvention er herved af saerlig betydning (Domstolens dom af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, praemis 18, og Kremzow-dommen, praemis 14). Endvidere fremgaar det af artikel F, stk. 2, i traktaten om Den Europaeiske Union, at »Unionen respekterer de grundlaeggende rettigheder, saaledes som de garanteres ved [den europaeiske menneskerettighedskonvention] ... og saaledes som de foelger af medlemsstaternes faelles forfatningsmaessige traditioner, som generelle principper for faellesskabsretten«.

54 Sagsoegerne har anfoert, at da Van Marwijk m.fl. indgav klage den 13. januar 1992, og SCK indgav anmeldelser den 15. januar 1992 og FNK den 6. februar 1992 (jf. ovenfor, praemis 6 og 7), er den anfaegtede beslutning, der er dateret den 29. november 1995, ikke vedtaget inden for en »rimelig frist« som omhandlet i den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1, hvori det bestemmes, at »enhver har ret til en retfaerdig og offentlig rettergang inden for en rimelig frist for en uafhaengig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov ...«.

55 Det maa antages, at naar en part forelaegger Kommissionen en anmodning om en negativattest i henhold til artikel 2 i forordning nr. 17 eller indgiver en anmeldelse med henblik paa at opnaa en fritagelse i henhold til forordningens artikel 4, stk. 1, kan Kommissionen ikke udskyde sin stillingtagen indtil videre. Af hensyn til retssikkerheden og den retslige beskyttelse maa den inden for en rimelig frist traeffe en beslutning eller fremsende en administrativ skrivelse (et saakaldt »comfort letter«), saafremt der er fremsat begaering herom. Tilsvarende maa Kommissionen, naar der i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 indgives en klage over overtraedelse af traktatens artikel 85 og/eller 86, inden for en rimelig frist traeffe en endelig beslutning vedroerende klagen (Domstolens dom af 18.3.1997, sag C-282/95 P, Guérin automobiles mod Kommissionen, Sml. I, s. 1503, praemis 38).

56 Det maa saaledes anses for et almindeligt faellesskabsretligt princip, at Kommissionen handler inden for en rimelig frist, naar den traeffer afgoerelser i forbindelse med administrative procedurer inden for konkurrencepolitikken (jf. for saa vidt angaar afslag paa klager ovennaevnte dom i sagen Guérin automobiles mod Kommissionen, praemis 38, for saa vidt angaar statsstoette Domstolens dom af 11.12.1973, sag 120/73, Lorenz, Sml. s. 1471, praemis 4, og af 24.11.1987, sag 223/85, RSV mod Kommissionen, Sml. s. 4617, praemis 12-17). Det er saaledes ikke noedvendigt at tage stilling til, om den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1, som saadan finder anvendelse paa de administrative procedurer ved Kommissionen inden for konkurrencepolitikken, men det maa undersoeges, om Kommissionen i dette tilfaelde har overtraadt princippet om, at den skal handle inden for en rimelig frist, i forbindelse med den procedure, som gik forud for vedtagelsen af den anfaegtede beslutning.

57 Den administrative procedure har i denne sag varet ca. 46 maaneder. Som Kommissionen imidlertid med rette har anfoert, maa det vurderes ud fra hver enkelt sag, om varigheden af den administrative procedure kan anses for rimelig, herunder navnlig den sammenhaeng, hvori sagen indgaar, de forskellige led i den administrative procedure, parternes adfaerd under sagens behandling, sagens kompleksitet og dens betydning for de involverede parter (jf. analogt Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23.4.1987, Erkner, Series A, nr. 117, s. 62, afsnit 66, af 25.6.1987, Milasi, Series A, nr. 119, s. 46, afsnit 15, og ovennaevnte dom i sagen Schouten og Meldrum mod Nederlandene, s. 25, afsnit 63).

58 Hvad angaar den sammenhaeng, sagen indgaar i, maa det fastslaas, at FNK's interne reglement fra den 15. december 1979 havde indeholdt en bestemmelse, hvorefter FNK's medlemmer var forpligtet til foerst og fremmest at goere brug af andre medlemmer ved leje og udlejning af kraner [det interne reglement, artikel 3, litra a) og b)]. For saa vidt angaar SCK traadte den i beslutningen omhandlede bestemmelse i reglementet vedroerende certificering af virksomheder, dvs. lejeforbuddet (certificeringsreglementet, artikel 7, andet led), i kraft den 1. januar 1991. Sagsoegerne fandt det aabenbart ikke noedvendigt at anmode om Kommissionens vurdering af deres vedtaegter og reglementer, foer Van Marwijk og ti andre virksomheder den 13. januar 1992 indgav en klage. SCK's vedtaegter og reglementet vedroerende certificering af kranudlejningsvirksomheder blev foerst anmeldt til Kommissionen den 15. januar 1992 og FNK's vedtaegter og interne reglement foerst den 6. februar 1992.

59 Dernaest bemaerkes, at der i perioden paa 46 maaneder fra indgivelsen af klagen og anmeldelserne og til vedtagelsen af den anfaegtede beslutning har vaeret forskellige led i den administrative procedure. Efter gennemgang af klagen og anmeldelserne fremsendte Kommissionen den 16. december 1992 en meddelelse af klagepunkter med henblik paa vedtagelse af en beslutning i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17, og den traf en saadan beslutning den 13. april 1994. Herefter fremsendte Kommissionen en ny meddelelse af klagepunkter den 21. oktober 1994 med henblik paa vedtagelsen af den anfaegtede beslutning, som er udstedt den 29. november 1995.

60 Det maa vurderes, om varigheden af hvert af leddene i den administrative procedure kan anses for rimelig.

61 Kommissionen foerste, foreloebige stillingtagen til sagsoegernes anmeldelser fremgaar af meddelelsen af klagepunkter af 16. december 1992. Varigheden af denne foerste del af proceduren, ca. 11 maaneder, var rimelig og kan endog anses for relativ kort, naar henses til sagens omstaendigheder. Det bemaerkes, at Kommissionen i denne periode samtidig undersoegte sagsoegernes anmeldelser og klagen fra Van Marwijk m.fl., som netop vedroerte den af sagsoegerne anmeldte praksis. Endvidere kunne Kommissionen med rimelighed gaa ud fra, at den af sagsoegerne forelagte sag ikke var hastende. Sagsoegerne havde saaledes ikke i deres anmeldelser anmodet om en hurtig behandling af sagen, selv om parterne i punkt 7.4 i bilaget til skema A/B (bilag til Kommissionens forordning nr. 27 af 3.5.1962, foerste forordning om gennemfoerelse af Raadets forordning nr. 17 (EFT 1959-1962, s. 123), senere erstattet af Kommissionens forordning (EF) nr. 3385/94 af 21.12.1994 om form, indhold og andre enkeltheder i forbindelse med begaeringer og anmeldelser indgivet i henhold til Raadets forordning nr. 17 (EFT L 377, s. 28)) opfordres til at angive, om sagen oenskes behandlet som hastesag. Endvidere havde de dele af den anmeldte praksis, som efter Kommissionens opfattelse ikke kunne fritages i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, vaeret bragt til ophoer i en periode paa ca. fem maaneder, fra den 11. februar 1992 til den 9. juli 1992 (jf. ovenfor, praemis 8), efter at klagerne havde anlagt sag ved de nederlandske domstole.

62 Den periode paa ca. 16 maaneder, som forloeb mellem meddelelsen af klagepunkter den 16. december 1992 og vedtagelsen den 13. april 1994 af beslutningen i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17, var ogsaa rimelig. Det bemaerkes, at sagsoegernes advokat i retsmoedet ved Retten erkendte, at SCK i sin skrivelse af 21. oktober 1993 til Kommissionen (til Dubois i GD IV) for foerste gang anmodede om, at sagen blev behandlet som hastesag. Hvad angaar FNK fremsatte sammenslutningen ikke foer vedtagelsen af beslutningen af 13. april 1994 en saadan anmodning. Sagsoegernes advokats opfordring til Kommissionen i skrivelsen af 3. juni 1994 til at traeffe en afgoerelse er foerste gang, FNK udtrykker oenske om en hurtig behandling af sagen. Endvidere er det ikke bestridt, at da SCK for foerste gang anmodede GD IV om en hurtig behandling af sagen, anmodede sagsoegerne GD III om at rette henvendelse til GD IV vedroerende sagen med henblik paa at udvirke, at sagsoegerne kunne opnaa en fritagelse (jf. bl.a. sagsoegernes advokats skrivelse af 5.10.1993 til chefen for enhed III.B.3, McMillan). Selv om sagsoegernes henvendelse var fuldt ud legitim, maatte det have staaet dem klart, at oensket om, at GD III intervenerede, ville forsinke sagens behandling, ogsaa naar henses til, at GD III ikke skal hoeres i forbindelse med en begaering om fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, eller i forbindelse med, at der fastslaas en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

63 Det naeste led i proceduren var fremsendelsen til sagsoegerne af meddelelsen af klagepunkter med henblik paa vedtagelsen af den anfaegtede beslutning. Dette skete den 21. oktober 1994, dvs. seks maaneder efter vedtagelsen af beslutningen i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17.

64 Retten finder, at en sagsbehandlingstid paa seks maaneder ikke er urimelig.

65 Sagsoegerne har imidlertid anfoert, at det var unoedvendigt at fremsende den anden meddelelse af klagepunkter, og at Kommissionen alene gjorde dette med henblik paa at forlaenge sagsbehandlingen. Dette argument kan ikke tiltraedes. For det foerste var formaalet med de to meddelelser af klagepunkter forskelligt. Den foerste meddelelse vedroerte tilbagekaldelse af boedeimmuniteten i henhold til artikel 15, stk. 5, i forordning nr. 17 ved en beslutning i medfoer af artikel 15, stk. 6, mens formaalet med den anden meddelelse var at forberede en beslutning vedroerende overtraedelser og paalaeggelse af boeder i henhold til artikel 3, stk. 1, og artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17. For det andet blev der i den anden meddelelse fremsat klagepunkter vedroerende alle de i den anfaegtede beslutning omhandlede overtraedelser, dvs. lejeforbuddet, de vejledende priser og modregningspriserne, mens der i den foerste meddelelse kun var en gennemgang af lejeforbuddet i forhold til traktatens artikel 85. Det fremgaar af artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17, og af artikel 2 og 4 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42), som er i overensstemmelse med princippet om retten til kontradiktion, at de virksomheder, der er omfattet af en procedure vedroerende overtraedelser, under den administrative procedure skal saettes i stand til paa hensigtsmaessig maade at tage stilling til de klagepunkter, der laegges til grund i beslutningen (Domstolens dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, praemis 9, Rettens dom af 18.12.1992, forenede sager T-10/92, T-11/92, T-12/92 og T-15/92, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2667, praemis 39, og af 23.2.1994, forenede sager T-39/92 og T-40/92, CB og Europay mod Kommissionen, Sml. II, s. 49, praemis 47). Kommissionen var saaledes forpligtet til at fremsende en anden meddelelse af klagepunkter til sagsoegerne, ikke alene fordi formaalet med de to meddelelser af klagepunkter var forskelligt, men ogsaa fordi der i den anfaegtede beslutning laegges et klagepunkt til grund, som ikke var omhandlet i den foerste meddelelse af klagepunkter. Hvis Kommissionen ikke havde fremsendt den anden meddelelse af klagepunkter, ville den anfaegtede beslutning med andre ord klart have vaeret vedtaget i strid med sagsoegernes ret til kontradiktion.

66 Det maa endvidere fastslaas, at Kommissionen traf den endelige beslutning den 29. november 1995, dvs. ca. 11 maaneder efter modtagelsen af sagsoegernes svar paa den anden meddelelse af klagepunkter den 21. december 1994. Uanset de problemer med oversaettelse, som parterne har omtalt i deres processkrifter, kan det ikke anses for at vaere i strid med princippet om, at Kommissionen skal handle inden for en rimelig frist i forbindelse med en administrativ procedure inden for konkurrencepolitikken, at det tog 11 maaneder fra modtagelsen af svaret paa meddelelsen af klagepunkter at forberede en endelig beslutning paa alle Faellesskabets officielle sprog.

67 Med hensyn til argumentet om, at Kommissionen aldrig har tillagt sagen prioritet og fandt det tilstraekkeligt at paavirke de nationale domstole og at traeffe en beslutning i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17, bemaerkes, at Kommissionen har ret til at prioritere de sager, den er forelagt (ovennaevnte dom i sagen Automec mod Kommissionen, praemis 77). Endvidere kan Kommissionen, hvis den finder, at den praksis, der er anmeldt, ikke vil kunne fritages i henhold til artikel 85, stk. 3, ved vurderingen af, hvilken prioritet der skal tillaegges behandlingen af anmeldelsen, tage hensyn til, at en national domstol har bragt de paagaeldende overtraedelser til ophoer.

68 Endelig bemaerkes vedroerende et argument, sagsoegerne fremfoerte i retsmoedet, angaaende de skadelige virkninger, som i sidste ende vil kunne knytte sig til en beslutning i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17, at Domstolen i dom af 15. marts 1967, forenede sager 8/66-11/66, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen (Sml. 1965-1968, s. 337, paa s. 342; org. ref.: Rec. s. 93, paa s. 118), antog et annulationssoegsmaal til proevelse af en saadan beslutning til realitetsbehandling bl.a. med den begrundelse, at »hvis den foreloebige afgoerelse var unddraget enhver domstolskontrol ... ville [dette] i praksis medfoere, at Kommissionen ved hjaelp af den blotte trussel om boede kunne undgaa at traeffe en endelig afgoerelse«. I naervaerende sag, hvor sagsoegerne ikke har anlagt sag til proevelse af beslutningen af 13. april 1994, der er vedtaget med hjemmel i artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17, kan de ikke paaberaabe sig de skadelige virkninger, som i sidste ende knytter sig til denne beslutning.

69 Det maa herefter fastslaas, at Kommissionen har overholdt princippet om, at den skal handle inden for en rimelig frist, i forbindelse med den procedure, som gik forud for vedtagelsen af den anfaegtede beslutning.

70 Det foerste anbringende maa herefter forkastes.

Andet anbringende: tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet

Sammenfatning af parternes argumentation

71 Sagsoegerne har anfoert, at det i 45 maaneder var usikkert for dem, om de ville faa den ansoegte fritagelse. Retssikerhedsprincippet gaelder med saerlig styrke, naar der er tale om bestemmelser, der kan have oekonomisk betydning (Domstolens dom af 15.12.1987, sag 325/85, Irland mod Kommissionen, Sml. s. 5041, praemis 18). En beslutning, som traeffes i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17, kan umuligt indebaere den samme sikkerhed som en endelig beslutning (Domstolens ovennaevnte dom i sagen Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen). Det er endvidere bemaerkelsesvaerdigt, at Kommissionen anfoerer, at sagsoegerne kunne foele sig bestyrket i deres situation efter de nederlandske domstoles afgoerelser, idet der herved alene blev skabt en foreloebig ordning, indtil Kommissionens endelige afgoerelse forelaa. Hertil kommer, at den af Gerechtshof, Amsterdam, afsagte dom af 28. oktober 1993 navnlig stoettes paa Giuffrida's skrivelse fra september 1993 (jf. ovenfor, praemis 14), hvori det ukorrekt anfoeres, at »der [allerede] forel[aa] ... en godkendelse fra de beroerte tjenestegrene«. GD III havde endnu ikke taget stilling til sagen paa dette tidspunkt.

72 Kommissionen har bestridt, at sagsoegerne i 45 maaneder befandt sig i en usikker retlig situation. Kommissionen har henvist til den af Arrondissementsrechtbank, Utrecht, afsagte kendelse af 6. juli 1993. I duplikken har Kommissionen endvidere anfoert, at meddelelsen af klagepunkter af 16. december 1992 og dens skrivelse af 4. juni 1993 (jf. ovenfor, praemis 9 og 11) gav sagsoegerne et klart signal for saa vidt angaar en eventuel fritagelse. Ifoelge Kommissionen omfatter udtrykket »de beroerte tjenestegrene« i Giuffrida's skrivelse fra september 1993 kun GD IV's tjenestegrene og Kommissionens Juridiske Tjeneste. GD III blev foerst inddraget i sagen, efter at det udtrykkeligt havde anmodet herom som foelge af en henvendelse fra sagsoegerne. Inddragelsen af GD III i sagen medfoerte, at beslutningen i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17 blev truffet nogle maaneder senere, end Giuffrida med rimelighed kunne forvente den 22. september 1993.

Rettens bemaerkninger

73 Anbringendet kan opdeles i to led.

74 Foerste led vedroerer spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen efter retssikkerhedsprincippet er forpligtet til at vedtage en beslutning inden for en rimelig frist, naar der i henhold til artikel 2 og/eller artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 17 anmeldes aftaler. Hermed er foerste led sammenfaldende med det foerste anbringende og maa af disse grunde forkastes.

75 Hvad angaar det andet led goer sagsoegerne gaeldende, at Giuffrida's skrivelse fra september 1993 (jf. ovenfor, praemis 14) indeholdt en ukorrekt oplysning om, at »der [allerede] forel[aa] ... en godkendelse fra de beroerte tjenestegrene«. Det samme goeres gaeldende i forbindelse med tredje anbringende vedroerende en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Dette argument maa forkastes af de samme grunde som anfoert nedenfor i praemis 82.

76 Anbringendet om tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet kan herefter ikke tiltraedes.

Tredje anbringende: tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

Sammenfatning af parternes argumentation

77 Sagsoegerne har anfoert, at Kommissionen afgav loefter, som den imidlertid ikke holdt. For det foerste har sagsoegerne henvist til Giuffrida's skrivelse (jf. ovenfor, praemis 14) fra september 1993, hvori det anfoertes, at vedtagelsen af beslutningen i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17 var naert forestaaende. Endvidere har sagsoegerne henvist til Ehlermann's skrivelse af 27. juni 1994 (jf. ovenfor, praemis 18), hvorefter vedtagelsen af den endelige beslutning var tillagt prioritet. Da Gerechtshof, Amsterdam, i dommen af 28. oktober 1993 gik ud fra Kommissionens loefter om, at den snart ville traeffe en beslutning, finder sagsoegerne, at de med rette kunne gaa ud fra, at Kommissionen ville holde loefterne.

78 I replikken har sagsoegerne endvidere anfoert vedroerende Giuffrida's skrivelse, at GD III er ansvarligt for certificeringspolitikken, og at naervaerende sag ifoelge Kommissionen er det foerste tilfaelde, hvor artikel 85 anvendes paa en certificeringsordning. Sagsoegerne er derfor af den opfattelse, at da skrivelsen blev affattet, var der i hvert fald én »beroert tjenestegren«, nemlig GD III, som ikke havde givet sin godkendelse. Naar henses til den betydning, skrivelsen havde for dommen afsagt af Gerechtshof, Amsterdam, maa det fastslaas, at Kommissionen ved sine ukorrekte oplysninger har handlet i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

79 Kommissionen har anfoert, at skrivelsen af 22. september 1993 ikke indeholdt en forkert beskrivelse af situationen paa dette tidspunkt. Den har henvist til den argumentation, der er gengivet ovenfor i praemis 72. Det er ligeledes Kommissionens opfattelse, at skrivelsen af 27. juni 1994 ikke indeholder urigtigheder.

Rettens bemaerkninger

80 Begrebet berettiget forventning forudsaetter, at der hos den paagaeldende foreligger forventninger, som faellesskabsadministrationen har givet anledning til ved afgivelse af praecise loefter (Rettens dom af 19.5.1994, sag T-465/93, Consorzio gruppo di azione locale »Murgia Messapica« mod Kommissionen, Sml. II, s. 361, praemis 67, og Rettens kendelse af 11.3.1996, sag T-195/95, Guérin automobiles mod Kommissionen, Sml. II, s. 171, praemis 20).

81 I naervaerende sag har sagsoegerne henvist til to skrivelser fra Kommissionen, som ifoelge sagsoegerne indeholdt loefter, som viste sig ikke at vaere korrekte.

82 Hvad for det foerste angaar Giuffrida's skrivelse er den skrevet enten den 21. eller den 22. september 1993. Skrivelsen er et svar paa en skrivelse fra klagerne af 21. september 1993, og sagsoegerne har anfoert at have modtaget skrivelsen den 22. september 1993. Det anfoeres i skrivelsen, at der i loebet af den foelgende uge ville blive forelagt kommissaerkollegiet et forslag til beslutning i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17, og at man forventede at kunne meddele beslutningen officielt til sagsoegerne i foerste halvdel af oktober 1993. Selv om denne skrivelse eventuelt vil kunne anses for at indeholde praecise loefter om, at Kommissionen snarest ville traeffe en beslutning, har sagsoegerne ikke bestridt, at da de fik kendskab til skrivelsen, rettede de henvendelse til GD III med henblik paa, at generaldirektoratet skulle intervenere over for GD IV (jf. bl.a. sagsoegernes advokats skrivelse af 5.10.1993 til chefen for enhed III.B.3, McMillan, hvori der henvises til en samtale mellem McMillan og advokaten den 28.9.1993). Under disse omstaendigheder kunne sagsoegerne ikke forvente, at Kommissionen kunne overholde de eventuelle loefter, den havde fremsat i den skrivelse, som blev fremsendt den 22. september 1993.

83 Hvad angaar Ehlermann's skrivelse af 27. juni 1994 bekraeftedes det heri, at vedtagelsen af en endelig beslutning i denne sag havde prioritet i GD IV. Da der er tale om en almindeligt holdt udtalelse, kan der ikke vaere tale om saadanne praecise loefter fra Kommissionens side, at de har kunnet give sagsoegeren en begrundet formodning om tidspunktet for vedtagelsen af en endelig beslutning i naervaerende sag. Under alle omstaendigheder bekraeftes rigtigheden af Ehlermann's udtalelse af, at Kommissionen den 21. oktober 1994 fremsendte en meddelelse af klagepunkter med henblik paa vedtagelse af en endelig beslutning.

84 Det foelger af det anfoerte, at det tredje anbringende ligeledes maa forkastes.

Fjerde anbringende: tilsidesaettelse af retten til kontradiktion

Sammenfatning af parternes argumentation

85 Sagsoegerne har henvist til, at de i flere tilfaelde har anmodet om at blive hoert under den procedure, som foerte til vedtagelsen af beslutningen i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17. Det er i strid med retten til kontradiktion, at Kommissionen ikke har imoedekommet sagsoegernes anmodninger. Retten til kontradiktion indebaerer, at sagsoegerne under en mundtlig procedure, der opfyldte alle formelle krav, skulle have haft ret til at udtale sig om alle nye omstaendigheder, som maatte vaere fremkommet under den administrative procedure, og om Kommissionens afslag paa at soege sagen loest i mindelighed. Sagsoegernes interesse i en saadan hoering kunne have begrundet en eventuelt forsinkelse i proceduren, i hvert fald i den periode, som gik forud for vedtagelsen af beslutningen i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17.

86 Kommissionen har anfoert, at den har givet sagsoegerne adgang til at fremsaette deres synspunkt med hensyn til klagepunkterne. Der kan derfor ikke vaere tale om en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion. Da der ikke i lovgivningen findes bestemmelser, hvorefter de beroerte virksomheder eller sammenslutninger skal hoeres mundtligt, inden Kommissionen traeffer en beslutning i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17, og da der ikke forelaa saerlige omstaendigheder, som i dette tilfaelde gjorde, at retten til kontradiktion kun kunne sikres effektivt ved en hoering, var Kommissionen paa ingen maade forpligtet til mundtligt at hoere sagsoegerne, efter at de var blevet hoert skriftligt.

Rettens bemaerkninger

87 Ifoelge sagsoegerne skyldtes deres tab, at Kommissionen paa det tidspunkt, hvor de anlagde sag, endnu ikke havde truffet en endelig afgoerelse vedroerende sagsoegernes anmeldelser, og at den saaledes i naesten fire aar havde ladet henstaa som usikkert, om de anmeldte vedtaegter og reglementer var lovlige. Kommissionens adfaerd medfoerte, at Certificeringsraadet truede SCK med at tilbagekalde SCK's tilladelse, at lejerne af kraner ikke i saa hoej grad overholdt FNK's almindelige betingelser, og at sagsoegernes omdoemme var paavirket.

88 Det maa fastslaas, at Kommissionens adfaerd saaledes som beskrevet i forbindelse med dette anbringende, dvs. den manglende gennemfoerelse af en hoering foer vedtagelsen af en beslutning i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17, ikke har kunnet fremkalde eller oege det tab, der paastaas at vaere lidt i staevningen.

89 Der er saaledes ingen forbindelse mellem dette anbringende og tabet.

90 Endvidere vedroerer det udelukkende lovligheden af beslutningen af 13. april 1994, som blev truffet i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17. Under den her behandlede sag oensker sagsoegerne at faa erstatning for det tab, de har lidt, fordi der ikke blev truffet en endelig beslutning inden for en rimelig frist, og sagen vedroerer ikke spoergsmaalet om, hvorvidt beslutningen af 13. april 1994 - som sagsoegerne under alle omstaendigheder ikke har anfaegtet inden for den fastsatte frist - er ulovlig.

91 Det fjerde anbringende maa herefter forkastes.

92 Det foelger af det anfoerte, at gennemgangen af sagsoegernes anbringender ikke har vist, at Kommissionen har udvist en ulovlig adfaerd, som kan paafoere Faellesskabet et ansvar.

93 Retten finder alligevel at maatte undersoege, om der er en aarsagsforbindelse mellem den paastaaede ulovlige adfaerd og det af sagsoegerne paastaaede tab.

2. rsagsforbindelsen

Sammenfatning af parternes argumentation

94 Sagsoegerne har anfoert, at Kommissionen er ansvarlig for det tab, de har lidt. SCK risikerer at miste sin godkendelse, fordi Certificeringsraadet er af den opfattelse, at lejeforbuddet er den eneste maade, hvorpaa betingelserne for godkendelsen kan opfyldes, selv om dette lejeforbud netop blev suspenderet, indtil den anfaegtede beslutning foreligger. For saa vidt angaar FNK er sammenslutningens omdoemme og generelle situation paavirket, navnlig paa grund af Kommissionens adfaerd. I replikken har sagsoegerne endvidere anfoert, at Gerechtshof, Amsterdam, paa grund af en ukorrekt udtalelse fra Kommissionen afsagde en foreloebig dom, hvorved lejeforbuddet blev suspenderet, indtil der forelaa en endelig afgoerelse (jf. ovenfor, praemis 14). Ifoelge sagsoegerne medfoerte Kommissionens uacceptabelt lange passivitet, at den af Gerechtshof, Amsterdam, afsagte dom af 28. oktober 1993 fik en tidsmaessig raekkevidde, som langt overskred, hvad der havde vaeret rettens intention.

95 Kommissionen har anfoert, at der ikke er den noedvendige og direkte aarsagsforbindelse mellem Kommissionens handling og den langvarige suspension af lejeforbuddet. Det er ikke Kommissionen, men den nederlandske domstol, der som en foreloebig forholdsregel suspenderede lejeforbuddet. Hvis SCK efter en vis tid var af den opfattelse, at de foreloebige forholdsregler ikke laengere var berettigede, fordi vedtagelsen af Kommissionens endelige beslutning trak laengere ud end forudsat, kunne SCK have rettet henvendelse til den nationale domstol for at faa de foreloebige forholdsregler ophaevet eller aendret.

Rettens bemaerkninger

96 Traktatens artikel 85, stk. 1, har umiddelbare virkninger i forholdet mellem borgerne og fremkalder umiddelbart rettigheder for borgerne, som de nationale domstole skal beskytte (jf. f.eks. Domstolens dom af 28.2.1991, sag C-234/89, Delimitis, Sml. I, s. 935, praemis 45).

97 Gerechtshof, Amsterdam, forboed i sin dom af 28. oktober 1993 under henvisning til traktatens artikel 85, stk. 1, SCK at anvende »lejeforbuddet« (artikel 7, andet led, i SCK's reglement vedroerende certificering af kranudlejningsvirksomheder). Selv om Gerechtshof, Amsterdam, maatte have vaeret paavirket af Kommissionens holdning, dvs. Giuffrida's skrivelse fra september 1993 (jf. ovenfor, praemis 14), hvoraf fremgik, at der ville blive truffet en beslutning i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17, var denne stillingtagen imidlertid ikke bindende for den nationale domstol. Giuffrida's opfattelse af dette forbud var saaledes kun et forhold, som Gerechtshof, Amsterdam, kunne tage i betragtning ved proevelsen af, om den paagaeldende praksis var i strid med traktatens artikel 85 (Domstolens dom af 10.7.1980, forenede sager 253/78, 1/79, 2/79 og 3/79, Giry og Guerlain m.fl., Sml. s. 2327, praemis 13, og Rettens dom af 9.1.1996, sag T-575/93, Koelman mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, praemis 43). Hertil kommer, at som det vil fremgaa af gennemgangen af annullationssoegsmaalet, var den opfattelse, Kommissionen gav udtryk for under den administrative procedure, og som ligger til grund for den anfaegtede beslutning, baseret paa en korrekt fortolkning af traktatens artikel 85, stk. 1. Hvis der var en fare for, at SCK's tilladelse ville blive tilbagekaldt, skyldtes det saaledes, at SCK var forpligtet til at bringe en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, til ophoer. Kommissionen kan ikke anses for ansvarlig for et saadant »tab«.

98 For saa vidt angaar FNK har sagsoegerne ikke redegjort for, hvorledes FNK's omdoemme og generelle situation blev paavirket af Kommissionens adfaerd, selv om det efter fast retspraksis paahviler sagsoegerne at bevise, at der er direkte aarsagsforbindelse mellem den af institutionen begaaede fejl og det paaberaabte tab (jf. f.eks. Domstolens dom af 30.1.1992, forenede sager C-363/88 og C-364/88, Finsider m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 359, praemis 25, og Rettens dom af 18.9.1995, sag T-168/94, Blackspur m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. II, s. 2627, praemis 40). Den eneste adfaerd fra FNK's side, som er blevet anfaegtet under den administrative procedure, er systemet med vejledende priser og modregningspriser og den saakaldte »forrangsbestemmelse«, hvorefter FNK's medlemmer var forpligtet til foerst og fremmest at goere brug af andre medlemmer ved leje og udlejning af kraner [artikel 3, litra a) og b), i FNK's interne reglement]. Sagsoegerne har imidlertid under den administrative procedure, under den skriftlige forhandling ved Retten og i retsmoedet anfoert, at FNK frivilligt ophoerte med disse former for praksis, efter at Gerechtshof, Amsterdam, den 9. juli 1992 havde ophaevet den af praesidenten for Arrondissementsrechtbank, Utrecht, afsagte kendelse af 11. februar 1992, dvs. paa et tidspunkt (juli 1992), hvor Kommissionen endnu ikke havde taget stilling, end ikke foreloebigt, til FNK's anmeldelse og Van Marwijk's klage. Det af FNK paaberaabte tab kan derfor paa ingen maade vaere fremkaldt af Kommissionens adfaerd under den administrative procedure.

99 Det foelger af det anfoerte, at der ikke kan gives sagsoegerne medhold i erstatningssoegsmaalet, og det er i denne forbindelse ufornoedent at undersoege, om den anden betingelse for, at Faellesskabet ifalder ansvar, nemlig at der foreligger et tab, er opfyldt.

Soegsmaalet til proevelse af, om beslutning 95/551 er en nullitet eller skal annulleres (sag T-18/96)

1. Paastanden om, at det fastslaas, at den anfaegtede beslutning er en nullitet

Sammenfatning af parternes argumentation

100 Sagsoegerne har fremfoert ét anbringende til stoette for deres paastand. Ifoelge sagsoegerne er den anfaegtede beslutning en nullitet, idet Kommissionen har undladt i den dispositive del at tage stilling til deres begaering om en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3. Det var noedvendigt at tage stilling til begaeringen i den dispositive del, idet spoergsmaalet om, hvorvidt et forhold er i overensstemmelse med Faellesskabets konkurrenceregler, maa vurderes i forhold til artikel 85 set under ét (Rettens dom af 11.7.1996, forenede sager T-528/93, T-542/93, T-543/93 og T-546/93, Métropole télévision m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 649), og det er alene en retsakts dispositive del, der kan have retsvirkninger (Rettens dom af 17.9.1992, sag T-138/89, NBV og NVB mod Kommissionen, Sml. II, s. 2181, praemis 31, og af 8.6.1993, sag T-50/92, Fiorani mod Parlamentet, Sml. II, s. 555, praemis 38). Kommissionens beslutning af 13. april 1994, der er truffet i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17, er i denne forbindelse uden betydning. En saadan beslutning traeffes efter en foreloebig vurdering og kan derfor ikke sidestilles med en endelig beslutning. Selv om den kunne anses for en endelig beslutning, maa det alligevel i dette tilfaelde fastslaas, at den kun vedroerer SCK's lejeforbud, og der tages ikke stilling til den af FNK anmeldte praksis, hvorfor der endnu ikke er truffet en beslutning om, hvorvidt traktatens artikel 85, stk. 3, finder anvendelse paa denne praksis.

101 Kommissionen har heroverfor anfoert, at det klart fremgaar af 32.-39. betragtning til den anfaegtede beslutning, at den har undersoegt og forkastet sagsoegernes argumenter til stoette for at faa en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3. Der ville ikke have vaeret nogen begrundelse for at tilfoeje en yderligere artikel i den dispositive del, hvorved begaeringen om en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, udtrykkeligt blev forkastet, idet det forhold, at det i artikel 1 og 3 fastslaas, at SCK og FNK har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, og at der i artikel 2 og 4 gives paabud, noedvendigvis indebaerer, at begaeringen om en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, forkastes.

Rettens bemaerkninger

102 I den anfaegtede beslutnings dispositive del har Kommissionen fastslaaet, at FNK's system med vejledende priser og modregningspriser (artikel 1) og SCK's lejeforbud (artikel 3) er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, og det paalaegges FNK (artikel 2) og SCK (artikel 4) straks at bringe overtraedelserne til ophoer. Endvidere paalaegges der ved den anfaegtede beslutning sagsoegerne boeder (artikel 5).

103 Selv om der ikke i den dispositive del udtrykkeligt tages stilling til de begaeringer om en fritagelse, som sagsoegerne havde indgivet i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, maa det fastslaas, at Kommissionen i forhold til traktatens artikel 85 set under ét har vurderet, om den i den anfaegtede beslutnings artikel 1 og 3 omhandlede praksis var i overensstemmelse med konkurrencereglerne. Det fremgaar saaledes af en udfoerlig begrundelse i den anfaegtede beslutning (32.-39. betragtning), at Kommissionen har undersoegt, om traktatens artikel 85, stk. 1, kunne erklaeres uanvendelig paa denne praksis i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3. Paa grundlag af denne vurdering har Kommissionen i 35. betragtning udtalt vedroerende FNK's vejledende priser og modregningspriser, at »en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3 ... saaledes [er] udelukket«. Endvidere fastslaas det udtrykkeligt i 39. betragtning, at »en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, for saa vidt angaar SCK's lejeforbud saaledes [er] udelukket«.

104 Det bemaerkes, at der noedvendigvis maa tages hensyn til begrundelsen for en retsakt, naar dennes noejagtige betydning skal fastlaegges (Domstolens dom af 26.4.1988, forenede sager 97/86, 99/86, 193/86 og 215/86, Asteris m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2181, praemis 27, og af 15.5.1997, sag C-355/95 P, TWD mod Kommissionen, Sml. I, s. 2549, praemis 21, samt Rettens dom af 5.6.1992, sag T-26/90, Finsider mod Kommissionen, Sml. II, s. 1789, praemis 53). Selv om der ikke i beslutningens dispositive del udtrykkeligt tages stilling til de begaeringer om en fritagelse, som sagsoegerne havde indgivet i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, indebaerer det forhold, at det i den dispositive del fastslaas, at traktatens artikel 85, stk. 1, er overtraadt, og at overtraedelserne skal bringes til ophoer, naar henses til betragtningerne til beslutningen (32.-39. betragtning), noedvendigvis, at begaeringerne forkastes.

105 Endelig kan sagsoegerne ikke paaberaabe sig dommene i sagerne NBV og NVB mod Kommissionen og Fiorani mod Parlamentet. I ingen af disse sager, som paa ingen maade vedroerte spoergsmaalet om, hvorvidt en beslutning fra en faellesskabsinstitution var en nullitet, var den anfaegtede beslutnings dispositive del bebyrdende i forhold til sagsoegerne. Kun nogle af betragtningerne til beslutningen kunne anses for ikke at vaere til fordel for sagsoegerne. Annullationssoegsmaalene blev derfor afvist, idet sagsoegerne alene oenskede begrundelsen annulleret. I dette tilfaelde er den anfaegtede beslutnings dispositive del bebyrdende i forhold til sagsoegerne, idet de goeres ansvarlige for overtraedelser af traktatens artikel 85, stk. 1, de paalaegges at bringe disse til ophoer, paalaegges boeder, og implicit, men utvetydigt, forkastes deres begaeringer om en fritagelse.

106 Anbringendet maa herefter forkastes.

107 I konsekvens heraf frifindes Kommissionen for paastanden om, at det fastslaas, at den anfaegtede beslutning er en nullitet.

2. Paastanden om annullation af den anfaegtede beslutning

108 Sagsoegerne har fremfoert fem anbringender til stoette for paastanden om annullation af den anfaegtede beslutning. Disse stoettes paa en tilsidesaettelse af artikel 3, 4, 6 og 9 i forordning nr. 17, af traktatens artikel 85, stk. 1, af traktatens artikel 85, stk. 3, af retten til kontradiktion og af traktatens artikel 190.

Foerste anbringende: tilsidesaettelse af artikel 3, 4, 6 og 9 i forordning nr. 17

Sammenfatning af parternes argumentation

109 Sagsoegerne har uden naermere forklaring og med henvisning til deres argumentation til stoette for, at den anfaegtede beslutning er en nullitet, anfoert, at Kommissionens undladelse af at tage stilling til deres begaeringer om en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, er i strid med artikel 3, 4, 6 og 9 i forordning nr. 17, og at Kommissionen ligeledes har begaaet en alvorlig formel fejl, saaledes at beslutningen ikke opfylder formkravene og derfor maa annulleres.

110 Kommissionen har henvist til sin argumentation vedroerende paastanden om, at det fastslaas, at den anfaegtede beslutning er en nullitet.

Rettens bemaerkninger

111 Dette anbringende stoettes paa de samme argumenter som dem, der er fremfoert i forbindelse med anbringendet til stoette for paastanden om, at det fastslaas, at den anfaegtede beslutning er en nullitet.

112 Det bemaerkes, at Kommissionen i beslutningen utvetydigt har taget stilling til sagsoegernes begaeringer om en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3 (jf. ovenfor, praemis 103 og 104).

113 Det foerste anbringende maa herefter forkastes.

Andet anbringende: tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1

114 Paa grundlag af retsmoederapporten og efter den mundtlige forhandling kan anbringendet opdeles i fire led.

115 Det foerste led stoettes paa, at SCK fejlagtigt er blevet anset for en virksomhed i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1. Det andet led kan yderligere opdeles i to argumenter. Det foerste argument gaar ud paa, at der foreligger en retlig fejl med hensyn til anvendelsen af kriterierne om gennemskuelighed, aabenhed, uafhaengighed og anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier i forbindelse med vurderingen af, om certificeringsordningen er i overensstemmelse med traktatens artikel 85, stk. 1. Det andet argument gaar ud paa, at der var tale om et fejlskoen, da Kommissionen antog, at lejeforbuddet havde til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1. Det tredje led stoettes paa, at der var tale om et fejlskoen, da Kommissionen antog, at systemet med vejledende priser og modregningspriser havde til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1. Endelig stoettes det fjerde led paa en fejlagtig vurdering af paavirkningen af handelen mellem medlemsstater.

Foerste led gaaende ud paa, at SCK fejlagtigt anses for en virksomhed i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1

- Sammenfatning af parternes argumentation

116 Sagsoegerne har anfoert, at SCK ikke er en virksomhed i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, idet et certificeringsorgan, som udelukkende er beskaeftiget med en neutral og objektiv kontrol med virksomheder i en bestemt branche, ikke udoever en oekonomisk aktivitet (jf. Domstolens dom af 23.4.1991, sag C-41/90, Hoefner og Elser, Sml. I, s. 1979, og af 17.2.1993, forenede sager C-159/91 og C-160/91, Poucet og Pistre, Sml. I, s. 637, samt generaladvokat Slynn's forslag til afgoerelse i sag C-123/83, BNIC, Domstolens dom af 30.1.1985, Sml. s. 391). SCK kan heller ikke anses for en sammenslutning af virksomheder i henhold til denne bestemmelse.

117 Kommissionen har anfoert, at det forhold, at et organ, uanset hvilken retlig status det har, udoever en aktivitet af oekonomisk karakter, som i princippet kan udoeves af en privat virksomhed med gevinst for oeje, er tilstraekkeligt til, at det kan anses for en virksomhed i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1. I dette tilfaelde er udstedelsen af et certifikat mod betaling en aktivitet af denne karakter. SCK maa derfor anses for en virksomhed i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1.

- Rettens bemaerkninger

118 I den anfaegtede beslutning har Kommissionen anset SCK for en virksomhed i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1 (17. betragtning, andet afsnit).

119 Det maa undersoeges, om Kommissionen herved har anlagt et forkert skoen eller begaaet en retlig fejl.

120 Inden for konkurrenceretten »omfatter begrebet virksomhed enhver enhed, som udoever oekonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmaade« (Hoefner og Elser-dommen, praemis 21).

121 SCK er et privatretligt organ, som har etableret en certificeringsordning for kranudlejningsvirksomheder, som er frivillig. SCK bestemmer selvstaendigt, hvilke betingelser de godkendte virksomheder skal opfylde. SCK udsteder kun certifikater mod vederlag.

122 Dette viser, at SCK udoever en oekonomisk aktivitet. SCK maa derfor anses for en virksomhed i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1.

123 Da Kommissionen korrekt har anset SCK for en virksomhed, er sagsoegernes argument om, at SCK ikke er en sammenslutning af virksomheder, uden betydning.

124 Herefter maa foerste led af andet anbringende forkastes.

Andet led gaaende ud paa, at der foreligger en retlig fejl med hensyn til anvendelsen af kriterierne om gennemskuelighed, aabenhed, uafhaengighed og anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier i forbindelse med vurderingen af, om certificeringsordningen er i overensstemmelse med traktatens artikel 85, stk. 1, og at der var tale om et fejlskoen, da Kommissionen antog, at lejeforbuddet havde til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1

- Sammenfatning af parternes argumentation

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 695A0213.1

125 Sagsoegerne har henvist til, at Kommissionen i den anfaegtede beslutning har antaget, at saafremt lejeforbuddet »er knyttet til et certificeringssystem, som er fuldstaendig aabent, uafhaengigt og gennemskueligt, og som indebaerer anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier, kan det goeres gaeldende, at forbuddet ikke har nogen begraensende indvirkning paa konkurrencen, men udelukkende tager sigte paa en fuldstaendig garanti af kvaliteten af de certificerede varer eller tjenesteydelser« (23. betragtning, foerste afsnit). Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 85, stk. 1, ved selv at fastsaette generelle betingelser i forbindelse med vurderingen af, om denne bestemmelse finder anvendelse paa certificeringsordninger, idet saadanne betingelser ikke findes i traktatens artikel 85, stk. 1.

126 Sagsoegerne har endvidere anfoert, at lejeforbuddet i forbindelse med SCK's certificeringsordning ikke har til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen. Ved vurderingen af, om saadanne klausuler falder inden under forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1, maa det undersoeges, hvorledes konkurrenceforholdene ville vaere uden dem (dom af 11.7.1985, sag 42/84, Remia m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2545, praemis 18). SCK's certificeringsordning styrker konkurrencen. Den medvirker til at skabe et gennemskueligt marked, idet det ud fra en objektiv og upartisk standard kan vurderes, hvilken kvalitet og sikkerhed de forskellige udbydere af produktet kan tilbyde. Det er noedvendigt at forbyde leje hos ikke-godkendte virksomheder, idet det er den eneste maade, hvorpaa det kan sikres, at en ordre, der placeres hos en godkendt virksomhed, udfoeres af en virksomhed, som opfylder de samme sikkerheds- og kvalitetskrav. Paa denne maade indebaerer lejeforbuddet en beskyttelse svarende til den, der knytter sig til et varemaerke, og Domstolen har anerkendt, at varemaerker er forenelige med Faellesskabets konkurrenceregler (Domstolens dom af 17.10.1990, sag C-10/89, CNL-SUCAL, Sml. I, s. 3711, praemis 13). Lejeforbuddet er ligeledes noedvendigt, fordi det er den eneste maade, hvorpaa betingelsen i artikel 2, stk. 5, i Certificeringsraadets betingelser kan opfyldes (jf. ovenfor, praemis 5). Det fremgaar heraf, at det organ, der udsteder certifikatet, selv skal kontrollere, at kvalitetskravene er opfyldt, naar et arbejde udfoeres af en underleverandoer. Med hensyn til Kommissionens forslag om at give de godkendte virksomheder mulighed for ved hjaelp af nogle paa forhaand udarbejdede lister at godtgoere, at ikke-godkendte virksomheder, som de anvender, alligevel opfylder kvalitetskravene, har sagsoegerne anfoert, at en saadan ad hoc-kontrolordning direkte udelukker en certificeringsordning, der bygger paa systematisk kontrol. Endelig maa lejeforbuddet ogsaa opretholdes i de tilfaelde, hvor ordregiveren udtrykkeligt giver tilladelse til, at der lejes kraner hos en ikke-godkendt virksomhed. Trovaerdigheden i certificeringsordningen forudsaetter saaledes, at alle de produkter og tjenesteydelser, der udbydes af godkendte virksomheder, opfylder de stillede krav.

127 Sagsoegerne har anfoert, at den omhandlede ordning under alle omstaendigheder opfylder de kriterier, Kommissionen har opstillet. For det foerste er systemet karakteriseret ved at vaere fuldstaendig aabent, idet man ikke kun accepterer FNK's medlemmer, men ogsaa alle andre virksomheder, der oensker det. SCK har saaledes udstedt certifikater til tolv virksomheder, som ikke var medlemmer af FNK. Betingelserne for at opnaa et certifikat er objektive og indebaerer ikke forskelsbehandling. Den gebyrnedsaettelse, som FNK's medlemmer opnaaede indtil den 1. januar 1992, var alene en kompensation for den sekretariatsbistand, FNK ydede SCK. Ordningen var ogsaa aaben for virksomheder fra de oevrige medlemsstater, hvilket bekraeftes i en beretning fra Certificeringsraadet af 11. januar 1993 og i en skrivelse af 11. marts 1994 fra sammenslutningen af belgiske kranudlejningsvirksomheder. SCK har altid anerkendt, at en registrering i udlandet var tilstraekkelig til at opfylde den betingelse om registrering i handelsregistret, der stilles til virksomheder, som ansoeger SCK om et certifikat. De vanskeligheder, som udenlandske virksomheder staar over for, naar de oensker at komme ind paa det nederlandske marked, skyldes saaledes alene forskellene i landenes regler.

128 Endelig har sagsoegerne anfoert, at selv om det ikke fremgaar af reglementet, anerkender SCK andre certificeringsordninger som ligestillede, saafremt de indebaerer de samme garantier som den omhandlede ordning. SCK's certificeringsordning indebaerer i virkeligheden en gevinst i forhold til den lovbestemte ordning, baade indholdsmaessigt og sagsbehandlingsmaessigt. For saa vidt angaar det indholdsmaessige stiller SCK saavel tekniske betingelser som betingelser vedroerende ledelsen af virksomheden, der gaar laengere end de lovbestemte betingelser. SCK foerer en meget mere aktiv kontrolpolitik end Keboma. Baggrunden for, at en certificeringsordning har en saadan yderligere opgave, er en bevidst politik i Nederlandene, der gaar ud paa i stoerst muligt omfang at overlade kontrol med overholdelsen af lovbestemte betingelser til virksomhederne. GD III har i et notat af 18. august 1994 til GD IV anerkendt, at SCK's certificeringsordning indebaerer en yderligere gevinst. Under disse omstaendigheder kan SCK ikke tillade udlejning af kraner, som ikke opfylder de lovbestemte betingelser, uden at forstyrre certificeringsordningens indre sammenhaeng. Det forhold, at der ikke findes andre private organer, som har en certificeringsordning svarende til SCK's, indebaerer ikke, at SCK ikke ville anerkende en tilsvarende ordning, hvis der fandtes en saadan. I oevrigt goer Kommissionens argument det umuligt at skabe en certificeringsordning paa et omraade, hvor en saadan ikke allerede findes, idet den foerste ordning, der etableres, ikke har mulighed for at anerkende andre lignende ordninger.

129 Kommissionen har heroverfor anfoert, at den i 23.-30. betragtning til beslutningen har foretaget en detaljeret gennemgang af lejeforbuddet ud fra den retlige og oekonomiske sammenhaeng, det indgaar i, med henblik paa at tage stilling til, om et saadant forbud er foreneligt med traktatens artikel 85, stk. 1 (jf. Domstolens dom af 30.6.1966, sag 56/65, Société technique minière, Sml. 1965-1968, s. 211; org. ref.: Rec. s. 337).

130 Ifoelge Kommissionen er lejeforbuddet ikke noedvendigt for at sikre sammenhaengen i den omhandlede certificeringsordning. Med henblik paa at paavise, at forbuddet gaar laengere end paakraevet, har Kommissionen henvist til, at det indebaerer, at der ikke maa anvendes kraner, som er godkendt af andre organer, og det er ikke muligt for en hovedentreprenoer at godtgoere, at ikke-godkendte underentreprenoerer opfylder alle de af SCK stillede krav, heller ikke ved hjaelp af en paa forhaand udarbejdet liste. Endvidere goer forbuddet det umuligt for en hovedentreprenoer at benytte en ikke-godkendt underentreprenoer, selv om ordregiveren udtrykkeligt har givet afkald paa de kvalitetsgarantier, der knytter sig til SCK's certifikat, og har givet tilladelse til, at der benyttes ikke-godkendte kraner.

131 Endvidere har Kommissionen anfoert, at SCK ikke opfylder de kriterier, der opstilles i den anfaegtede beslutnings 23. betragtning, foerste afsnit. For det foerste havde ordningen fra starten og i hvert fald delvis indtil den 21. oktober 1993 de kendetegn, som er karakteristiske for en lukket ordning (24. betragtning til den anfaegtede beslutning). I modsaetning til, hvad sagsoegerne har anfoert, anerkendte man ikke andre garantiordninger. Den aendring i den oprindelige udgave af artikel 7, andet led, i certificeringsreglementet, som sagsoegerne foreslog med henblik paa at aabne mulighed for anerkendelse af andre privatretlige organers certificering (skrivelse fra sagsoegernes advokat til Kommissionen (att. Dubois) af 12.7.1993), havde ingen praktisk betydning, idet saadanne organer ikke findes, hverken i Nederlandene eller i de omkringliggende lande, og der anerkendes ikke andre garantier end private certifikater. Det er saaledes ikke muligt at anerkende Keboma-maerket, og det samme gaelder med hensyn til lignende officielle erklaeringer fra de belgiske og tyske myndigheder.

- Rettens bemaerkninger

132 I henhold til artikel 7, andet led, i SCK's reglement vedroerende certificering af kranudlejningsvirksomheder er det forbudt for virksomheder, der er godkendt af SCK, at leje kraner hos ikke-godkendte virksomheder.

133 For saa vidt angaar det foerste argument i dette led af anbringendet, der gaar ud paa, at der foreligger en retlig fejl med hensyn til anvendelsen af kriterierne om gennemskuelighed, aabenhed, uafhaengighed og anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier i forbindelse med vurderingen af, om certificeringsordningen er forenelig med traktatens artikel 85, stk. 1, bemaerkes, at Kommissionen i den anfaegtede beslutning (23. betragtning) fandt, at spoergsmaalet om, hvorvidt lejeforbuddet er konkurrencebegraensende, kun kunne vurderes i forhold til karakteren af den godkendelsesordning, som forbuddet er forbundet med. Med henblik herpaa opstillede Kommissionen fire kriterier - aabenhed, uafhaengighed, gennemskuelighed og anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier - som certificeringsordningen skulle opfylde, for at lejeforbuddet eventuelt kunne falde uden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 85, stk. 1.

134 Efter fast retspraksis maa spoergsmaalet om, hvorvidt en adfaerd er forenelig med traktatens artikel 85, stk. 1, vurderes ud fra sagens oekonomiske og retlige sammenhaeng (jf. f.eks. Société technique minière-dommen og Rettens dom af 14.5.1997, sag T-77/94, VGB m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s.759, praemis 140). Da Kommissionen saaledes er berettiget til at fastlaegge kriterier, hvorved kravene i traktatens artikel 85, stk. 1, i en saerlig juridisk og retlig situation konkretiseres naermere, maa det undersoeges, om de kriterier, der opstilles i den anfaegtede beslutnings 23. betragtning, foerste afsnit, er relevante.

135 Da Kommissionen imidlertid alene ud fra den manglende aabenhed i SCK's certificeringsordning og den manglende anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier fastslaar, at lejeforbuddet i dette tilfaelde er konkurrencefordrejende (den anfaegtede beslutning, 23. betragtning, andet afsnit, og artikel 3), er det tilstraekkeligt at vurdere disse to kriteriers relevans.

136 Der er ingen tvivl om, at kriteriet vedroerende aabenhed i certificeringsordningen er relevant ved vurderingen af lejeforbuddet i forhold til traktatens artikel 85, stk. 1. Forbuddet mod leje hos ikke-godkendte virksomheder paavirker saaledes i vaesentlig grad disse virksomheders konkurrencemaessige muligheder, saafremt det er vanskeligt at faa adgang til certificeringsordningen.

137 Det andet kriterium vedroerende anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier er ligeledes relevant. Lejeforbuddet, der forhindrer godkendte virksomheder i at benytte ikke-godkendte virksomheder, selv om de kan fremvise garantier svarende til garantierne i certificeringsordningen, er saaledes ikke objektivt begrundet i et oenske om at opretholde den garanti for produkternes og tjenesteydelsernes kvalitet, som ligger i certificeringsordningen. Tvaertimod medfoerer den manglende anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier en beskyttelse af de godkendte virksomheder mod konkurrence fra ikke-godkendte virksomheder.

138 Det foerste argument i anbringendets andet led vedroerende en retlig fejl maa herefter forkastes.

139 For saa vidt angaar det andet argument i dette led, hvorved sagsoegerne goer gaeldende, at der var tale om et fejlskoen, da Kommissionen antog, at SCK's lejeforbud havde til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1, bemaerkes, at da oprettelsen af SCK blev droeftet i FNK's Noord Holland-region den 27. september 1983, var moededeltagernes tanke ikke at styrke konkurrencen, men snarere at gennemfoere en forhoejelse af markedsprisen. I referatet fra dette moede (som sagsoegerne har fremlagt ved skrivelse af 10.4.1997) gengives udtalelserne fra en af deltagerne saaledes: »Et saadant [certificerings]organ vil vaere en god ting. Det maa forventes, at hvis projektet gennemfoeres korrekt, vil det have en virkning paa priserne.« En anden deltager i moedet udtalte, at certificeringsprojektet var en »god idé«. Han tilfoejede, at »i en virksomhed er den realiserede omsaetning vigtigere end maskinernes udnyttelsesgrad«. En kranudlejningsvirksomhed, som ikke oeger maskinernes udnyttelsesgrad, kan kun opnaa en stigning i omsaetningen ved en prisforhoejelse.

140 Endvidere befinder det andet argument i andet led sig paa et andet niveau end det niveau, hvor Kommissionen i den anfaegtede beslutning har vurderet lejeforbuddet. Kommissionen har saaledes begrundet, at der er tale om en konkurrencebegraensning, med, at forbuddet fandt anvendelse som led i en certificeringsordning, som ikke var fuldstaendig aaben, og som ikke gav mulighed for anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier (den anfaegtede beslutning, 23. betragtning, andet afsnit).

141 Lejeforbuddet i artikel 7, andet led, i SCK's reglement vedroerende certificering af kranudlejningsvirksomheder indebaerer ikke kun en begraensning i de godkendte virksomheders handlefrihed, men ogsaa og navnlig en paavirkning af ikke-godkendte virksomheders konkurrencemuligheder. Naar henses til SCK's oekonomiske styrke og til, at SCK efter egne oplysninger har ca. 37% af det nederlandske marked for udlejning af mobilkraner, kan der ikke vaere nogen tvivl om, at paavirkningen af konkurrencen som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1, er maerkbar, hvis lejeforbuddet, saaledes som Kommissionen har fastslaaet, fungerer som del af en certificeringsordning, der ikke er fuldstaendig aaben, og som ikke aabner mulighed for anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier (jf. nedenfor, praemis 143-151). I saa fald oeger lejeforbuddet certificeringsordningens lukkede karakter (den anfaegtede beslutning, 26. betragtning, foerste afsnit) og indebaerer en vaesentlig hindring for udenforstaaende virksomheders adgang til det nederlandske marked (26. betragtning, andet afsnit).

142 Det maa derfor i denne forbindelse undersoeges, om de faktuelle forudsaetninger - nemlig at SCK's certificeringsordning ikke er fuldstaendig aaben og ikke aabner mulighed for anerkendelse andre systemers tilsvarende garantier - der ligger til grund for Kommissionens beslutning, er korrekte.

143 Til grund for Kommissionens konstatering af, at SCK's certificeringsordning ikke var aaben i den omhandlede periode (fra den 1.1.1991 (hvor lejeforbuddet blev indfoert) til den 4.11.1993 (hvor beslutningen om at suspendere lejeforbuddet blev truffet), bortset fra perioden fra den 17.2. til den 9.7.1992), ligger foelgende forhold: Det var vanskeligere for virksomheder, som ikke var medlemmer af FNK, end for FNK's medlemmer at deltage i certificeringsordningen, idet det var betydeligt dyrere for ikke-medlemmer end for medlemmer. De krav, der blev stillet i certificeringsordningen, var fastsat ud fra nederlandske forhold, og det var derfor vanskeligere for udenlandske virksomheder at faa adgang. Saaledes var det indtil den 1. maj 1993 et krav i SCK's certificeringsordning, at virksomhederne skulle vaere registreret i handelsregistret, og indtil den 21. oktober 1993 skulle FNK's almindelige betingelser anvendes (24. betragtning til den anfaegtede beslutning).

144 Det maa fastslaas, at de omstaendigheder, sagsoegerne har paaberaabt sig til stoette for, at SCK's certificeringsordning skulle vaere aaben, ikke er overbevisende.

145 For det foerste bemaerkes, at Kommissionen i den anfaegtede beslutning har anfoert, at »fra september 1987 til 1. januar 1992 var det ca. tre gange saa billigt for FNK's medlemmer som for ikke-medlemmer« (9. betragtning). Sagsoegerne har hverken under den administrative procedure eller under sagens behandling ved Retten bestridt, at FNK's medlemmer indtil den 1. januar 1992 fik en vaesentlig nedsaettelse (ca. 66%) i deres bidrag til SCK. Selv om denne nedsaettelse, saaledes som sagsoegerne har anfoert, maatte vaere en kompensation for FNK's sekretariatsbistand til SCK, har denne praksis alligevel haft til foelge at goere adgangen til SCK's ordning mere vanskelig for ikke-nederlandske virksomheder end for nederlandske virksomheder, idet naesten alle de af SCK godkendte virksomheder (mere end 90% af de godkendte virksomheder) var medlemmer af FNK, og kun kranudlejningsvirksomheder, der var etableret i Nederlandene, kunne blive medlem af FNK [artikel 4, litra a), i FNK's vedtaegter]. Denne »praeklusive« virkning blev yderligere forstaerket af, at hvis virksomheder i andre medlemsstater alligevel oenskede at blive godkendt af SCK, skulle de indtil den 21. oktober 1993 anvende de almindelige betingelser, der var gaeldende for et organ, de ikke kunne blive medlem af, dvs. FNK, og som de ikke havde kunnet deltage i udarbejdelsen af. At ordningen var lukket eller i hvert fald ikke fuldstaendig aaben for virksomheder fra andre lande, fremgaar ligeledes af den ubestridte omstaendighed, at kravene i SCK's certificeringsordning var udarbejdet paa grundlag af forholdene i Nederlandene, navnlig den nederlandske lovgivning.

146 Med hensyn til sagsoegernes argument om, at det hele tiden var muligt for en i udlandet registreret virksomhed at faa et certifikat hos SCK, bemaerkes, at det fremgaar af Certificeringsraadets beretning af 11. januar 1993 (s. 5), at der ikke er hindringer for udenlandske virksomheders deltagelse i SCK's certificeringsordning. I forbindelse hermed henvises der i rapporten til en aendring af SCK's vedtaegter, som traadte i kraft den 1. januar 1992, og hvorefter SCK's formaal blev aendret saaledes, at fonden skal fremme og opretholde kvaliteten af kranudlejningsvirksomheder i almindelighed og ikke kun i Nederlandene. Selv om det ikke efter SCK's vedtaegter er udelukket for virksomheder, som ikke er etableret i Nederlandene, at faa et certifikat hos SCK, foelger det imidlertid ikke uden videre heraf, at SCK's certificeringsordning er en ordning, der er fuldstaendig aaben for virksomheder, der er etableret i en anden medlemsstat. Det beror paa andre faktorer, som naermere er beskrevet ovenfor i praemis 145, at certificeringsordningen i dette tilfaelde ikke er fuldstaendig aaben.

147 Hvad angaar skrivelsen af 11. marts 1994 fra formanden for sammenslutningen af belgiske kranudlejningsvirksomheder anfoeres det heri, at den vaesentligste hindring for handelen mellem medlemsstater inden for udlejning af mobilkraner er forskellen i regler i de forskellige medlemsstater, og at de belgiske virksomheder ved udfoerelsen af arbejder i Faellesskabet ikke foeler SCK's ordning som en hindring. SCK har i denne forbindelse anfoert i anmeldelsen, at de forpligtelser, der paalaegges ved certificeringsordningen, i det vaesentlige svarer til de forpligtelser, der paalaegges i den nederlandske lov om kranudlejningsvirksomheder, saaledes at ordningen medvirker til at sikre, at de lovmaessige krav opfyldes (punkt 26, 27 og 28 i SCK's anmeldelse). SCK har saaledes ved at overfoere flere af betingelserne i den nederlandske lovgivning til certificeringsordningen understreget og forstaerket de hindringer for handelen i Faellesskabet, som skyldes eventuelle forskelle i medlemsstaternes lovgivning. Naar der i henhold til et faellesskabsdirektiv paa et bestemt omraade er gennemfoert en gensidig anerkendelse af de forskellige nationale ordninger, har det forhold, at en privat certificeringsordning kraever den nederlandske lovgivning paa dette omraade overholdt, til foelge, at de hindringer for handelen i Faellesskabet, som faellesskabslovgiver har villet fjerne, opretholdes eller genskabes. Det er saaledes ubestridt, at SCK udfoerer visse kontrolfunktioner, som tidligere blev gennemfoert af Keboma, men som blev afskaffet af Keboma efter gennemfoerelsen af bestemmelserne i direktiv 89/392 (jf. ovenfor, praemis 3). Sagsoegerne har i denne forbindelse anfoert i punkt 114 i staevningen: »Indfoerelsen af EF-maerket for hejsekraner har yderligere reduceret den rolle, Keboma har i henhold til lovgivningen. Hejsekraner, som er forsynet med et EF-maerke og en EF-overensstemmelsesattest, kontrolleres i oevrigt ikke af Keboma foer den foerste ibrugtagning. Dette viser, at SCK's rolle er blevet styrket. I forbindelse med SCK's certificeringsordning kontrollerer man, om nye hejsekraner opfylder de gaeldende lovkrav.« Sagsoegerne kan derfor ikke goere gaeldende, at en eventuel hindring for, at ikke-nederlandske kranudlejningsvirksomheder kan komme ind paa det nederlandske marked, alene skyldes forskelle i reglerne i de forskellige medlemsstater og ikke SCK's certificeringsordning.

148 Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt der efter SCK's certificeringsordning er mulighed for anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier, maa det fastslaas, at SCK i sin skrivelse af 12. juli 1993 til Dubois i GD IV foreslog en aendring af certificeringsordningen, saaledes at SCK skulle anerkende andre certificeringsordninger, som opfylder betingelserne ifoelge den europaeiske standard EN 45011, og som indebaerer de samme garantier som SCK's ordning. Det fremgaar saaledes af dette forslag til aendring, at der oprindeligt ikke efter SCK's certificeringsordning var mulighed for anerkendelse af tilsvarende systemer. Selv om aendringen, saaledes som sagsoegerne har anfoert, kun maatte vaere en praecisering af den oprindelige udgave af artikel 7, andet led, i certificeringsreglementet, maa det endvidere fastslaas, at SCK's ordning paa ingen maade aabner mulighed for en eventuel anerkendelse af regler, der er fastsat af det offentlige, og som indebaerer de samme garantier som SCK.

149 Det foelger af det anfoerte, at der ikke var tale om et fejlskoen, da Kommissionen i 23. betragtning til den anfaegtede beslutning antog, at SCK's certificeringsordning ikke var fuldstaendig aaben (eller at det i hvert ikke var tilfaeldet indtil den 21.10.1993), og at ordningen ikke gav mulighed for anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier. Lejeforbuddet, som yderligere understregede, at certificeringsordningen ikke var aaben, og som indebar en vaesentlig hindring for adgangen for udenforstaaende virksomheder, navnlig virksomheder i en anden medlemsstat (jf. ovenfor, praemis 145-148), til det nederlandske marked, udgoer saaledes en konkurrencebegraensning i henhold traktatens artikel 85, stk. 1. Det ville ikke forholde sig anderledes, selv om sagsoegerne kunne paavise, at klausulen er noedvendig for at sikre sammenhaengen i certificeringsordningen. Paa grund af den lukkede karakter og den manglende anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier er SCK's ordning i sig selv uforenelig med traktatens artikel 85, stk. 1, selv om det, som sagsoegerne har anfoert, maatte forholde sig saaledes, at ordningen indebaerer en yderligere gevinst i forhold til den nederlandske lovgivning. En bestemt klausul i et saadant system, som f.eks. forbuddet mod leje hos ikke-godkendte virksomheder, bliver ikke forenelig med artikel 85, stk. 1, paa grund af noedvendigheden af at sikre sammenhaengen i ordningen, idet denne pr. definition er uforenelig med traktatens artikel 85, stk. 1.

150 Anbringendets andet led maa herefter forkastes.

151 I retsmoedet har intervenienterne anmodet om, at Retten ligeledes tager stilling til lovligheden af den aendring af artikel 7, andet led, i certificeringsreglementet, som sagsoegerne og sagsoegte har aftalt for tiden indtil afsigelsen af naervaerende dom (jf. ovenfor, praemis 26). Det bemaerkes i denne forbindelse, at Faellesskabets retsakter under et annullationssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 173 alene efterproever lovligheden af den anfaegtede retsakt. Det er klart, at der ikke i den her omhandlede retsakt er nogen vurdering af den nye udgave af lejeforbuddet, idet denne aendring af certificeringsreglementet ligger efter tidspunktet for beslutningen. Den anmodning, som intervenienterne fremsatte i retsmoedet, ligger saaledes uden for graenserne for den kompetence, som ved traktaten tillaegges Retten i forbindelse annullationssoegsmaal, og maa derfor afvises.

Tredje led gaaende ud paa, at der var tale om et fejlskoen, da Kommissionen antog, at systemet med vejledende priser og modregningspriser havde til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1

- Sammenfatning af parternes argumentation

152 Sagsoegerne har anfoert, at offentliggoerelsen af vejledende priser og fastsaettelsen af modregningspriser heller ikke udgoer konkurrencebegraensninger i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, idet priserne alene skulle tjene som et objektivt grundlag for konkrete forhandlinger og paa ingen maade var bindende. Situationen paa markedet ville saaledes have vaeret den samme, selv om de vejledende priser og omkostningskalkulerne ikke var blevet offentliggjort. Enhver erhvervsdrivende kan saaledes uafhaengigt tage stilling til sin forretningspolitik (Domstolens dom af 14.7.1981, sag 172/80, Zuechner, Sml. s. 2021, praemis 13). Markedspriserne laa langt under de vejledende priser, som blev offentliggjort af FNK, og var forskellige alt efter virksomhed, kunde og ordre.

153 Artikel 3, litra b), i FNK's interne reglement, hvorefter medlemmerne skal anvende acceptable priser, idet de ellers vil kunne ekskluderes i henhold til vedtaegternes artikel 10, indebaerer ifoelge sagsoegerne paa ingen maade, at FNK's medlemmer var forpligtet til at anvende de vejledende priser. I oevrigt er der ikke i den tid, FNK har eksisteret, gennemfoert nogen individuel undersoegelse af, om der blev anvendt acceptable priser, og der er ikke af denne grund gennemfoert eksklusioner. De to domme, Kommissionen har henvist til i 20. betragtning til den anfaegtede beslutning, er ikke relevante. Domstolens dom af 17. oktober 1972 i sag 8/72, Vereniging van Cementhandelaren mod Kommissionen (Sml. s. 251; org. ref.: Rec. s. 977), vedroerte anvendelse af »vejledende« priser som led i en obligatorisk ordning, hvilket ikke er tilfaeldet i denne sag. Ordningen indeholdt alvorlige sanktioner ved manglende overholdelse heraf, og deltagerne kunne derfor med en rimelig grad af sikkerhed forudse, hvilken politik konkurrenterne ville foelge. Domstolens dom af 27. januar 1987 i sag 45/85, Verband der Sachversicherer mod Kommissionen (Sml. s. 405), vedroerte en situation, hvor formaalet med den omhandlede aftale var at paavirke konkurrencen, mens formaalet med offentliggoerelsen af vejledende priser og omkostningskalkuler i dette tilfaelde er et helt andet.

154 Med hensyn til modregningspriserne har sagsoegerne ikke bestridt, at FNK som en bivirksomhed ogsaa udfoerte sekretariatsfunktioner i forbindelse med samordningen af disse priser. Det er imidlertid sagsoegernes opfattelse, at FNK's deltagelse i fastsaettelsen af modregningspriserne var saa underordnet, at FNK ikke kan anses for ansvarlig herfor. For saa vidt FNK vil kunne anses for ansvarlig for fastsaettelsen af modregningspriserne, har FNK under ingen omstaendigheder haft nogen indflydelse paa konkurrenceforholdene paa markedet. Markedet, der er karakteriseret ved den saakaldte »overnight contracting«, har af sig selv udviklet sig i retning af en situation, hvor de virksomheder, som har faste forretningsforbindelser omfattende identiske og gensidige ydelser, paa forhaand fastlaegger priserne, som de herefter benytter i forbindelse med enhver levering af ydelser. Endvidere har Kommissionen ikke paavist, at modregningspriserne var bindende.

155 Kommissionen har heroverfor anfoert, at det fremgaar af de relevante bestemmelser i FNK's interne reglement og vedtaegter, at det er en konsekvens af det forhold, at FNK's medlemmer er forpligtet til at anvende acceptable priser, og at de kan ekskluderes, hvis de ikke overholder denne forpligtelse [vedtaegternes artikel 10, stk. 1, litra d)], at de vejledende priser og modregningspriserne er bindende. Den omstaendighed, at der er tale om »overnight contracting«, goer det i oevrigt sandsynligt, at de vejledende priser faktisk blev anvendt som referencepriser.

- Rettens bemaerkninger

156 Det maa for det foerste undersoeges, om der var tale om et fejlskoen, da Kommissionen antog, at systemet med vejledende priser og modregningspriser havde til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1 [a)]. Det maa dernaest undersoeges, om FNK er ansvarlig for den paastaaede overtraedelse [b)].

a) Systemet med vejledende priser og modregningspriser

157 I den anfaegtede beslutning (20. og 21. betragtning) har Kommissionen i det vaesentlige antaget, at FNK's medlemmer var forpligtet til at overholde de af FNK foreslaaede priser. Selv om der var tale om vejledende priser, begraensede de konkurrencen, idet det var muligt med en rimelig grad af sikkerhed at forudse konkurrenternes prispolitik.

158 Det bemaerkes, at det udtrykkeligt fastslaas i traktatens artikel 85, stk. 1, litra a), at »direkte eller indirekte fastsaettelse af koebs- eller salgspriser eller andre forretningsbetingelser« er uforenelig med faellesmarkedet.

159 Det maa fastslaas, at FNK's medlemmer i den omhandlede periode i henhold til artikel 3, litra b), i FNK's interne reglement var forpligtet til at anvende »acceptable« priser, og at et medlem i henhold til vedtaegternes artikel 10, stk. 1, litra d), kan ekskluderes af FNK, hvis vedkommende overtraeder det interne reglement. FNK har bekraeftet, at de offentliggjorte vejledende priser (gaeldende i forhold til entreprenoervirksomheder) var en konkretisering af begrebet vejledende priser i det interne reglements artikel 3, litra b) (punkt 17 i FNK's anmeldelse). Det maa antages, at det samme gaelder for de modregningspriser (gaeldende i forholdet mellem FNK's medlemmer), der blev fastsat i FNK, normalt for de enkelte regioner (jf. nedenfor, praemis 167). Det kan vanskeligt ses, hvorledes FNK skulle have medvirket med fastlaeggelsen af modregningspriser, som ikke kunne anses for acceptable priser i henhold til det interne reglements artikel 3, litra b). Da de vejledende priser og modregningspriserne er en konkretisering af begrebet acceptable priser, som FNK's medlemmer i henhold til det interne reglementets artikel 3, litra b), skal anvende, var systemet med vejledende priser og modregningspriser faktisk et system, som var paalagt FNK's medlemmer.

160 Dette bekraeftes yderligere af, at FNK's prissystem, saaledes som sagsoegerne har erkendt, blev udarbejdet for at afhjaelpe en situation med et ustabilt marked, som medfoerte et stort antal konkurser. Forskellige referater af moeder i FNK's regioner, som er blevet fremlagt for Retten i forbindelse med foranstaltningen med henblik paa sagens tilrettelaeggelse (jf. ovenfor, praemis 31), understreger, at FNK's vejledende priser og modregningspriser var bindende. En af deltagerne i moedet i Noord Holland-regionen den 17. februar 1981 udtalte saaledes, at »medlemskabet af FNK medfoerer den ulempe, at man er forpligtet til at anvende den aftalte pris« (referatet, punkt 4). Tilsvarende fremgaar det af referatet af moedet i Noord Holland-regionen den 22. februar 1982 (punkt 6), at manglende overholdelse af de vejledende priser ville blive anset for en overtraedelse af FNK's interne reglement. En af moededeltagerne tilfoejede, at »der boer vaere mulighed for at sanktionere saadanne overtraedelser af reglementet ved paalaeggelse af boeder« (jf. i samme retning referatet af moedet i Oost Nederland-regionen den 16.4.1986, punkt 3).

161 Selv om der ikke er oplysninger om, at der konkret er fastsat sanktioner over for et medlem, der ikke havde overholdt de aftalte priser, var der alligevel kontrol med, at priserne blev overholdt. Det fremgaar saaledes af referaterne af moederne i FNK's regioner, at priserne blev indskaerpet. F.eks. refereres i referatet af moedet i West Brabant/Zeeland-regionen den 8. december 1980 (punkt 6) foelgende udtalelser i anledning af, at Van Haarlem ikke havde overholdt de aftalte priser: »Regionen tager afstand fra Van Haarlem's handling, og Van Haarlem erkender, at han ikke burde have handlet saaledes« (jf. ogsaa referatet af moedet i West Brabant/Zeeland-regionen den 21.2.1980, punkt 7).

162 Endvidere stoettede FNK fastsaettelsen af modregningspriser, netop for at sikre, at medlemmerne overholdt de vejledende priser (jf. nedenfor, praemis 165-170). En kranudlejningsvirksomhed, som maerkbart nedsaetter sine priser, maa forvente en kraftig efterspoergsel hos entreprenoervirksomhederne og bliver derfor noedt til at leje yderligere kraner hos konkurrenterne. Baggrunden for modregningspriserne er saaledes, at en kranudlejningsvirksomhed noedvendigvis tager hensyn til disse priser, naar virksomheden fastsaetter sin egen pris over for entreprenoervirksomhederne for at undgaa et tab, hvis det bliver noedvendigt at leje yderligere kraner (jf. f.eks. referatet af moedet i Noord Holland-regionen den 22.2.1982, punkt 6: »Det vil vaere en fordel gensidigt at fastsaette modregningspriser, idet disse priser ligeledes har en virkning paa de priser, der anvendes over for entreprenoervirksomhederne. Hvis man ved, at en kran kun kan lejes hos en kollega til en bestemt pris, taenker man sig om en ekstra gang, foer man tilbyder entreprenoervirksomheder priser, som ligger langt under modregningspriserne«; jf. i samme retning referatet af moedet i West Brabant/Zeeland-regionen den 5.10.1987, punkt 4, referatet af moedet i Oost Nederland-regionen den 10.10.1989, punkt 6, referatet af moedet i Midden Nederland-regionen den 21.2.1990, punkt 4, referatet af moedet for FNK-medlemmer, som anvender larvefodskraner, den 24.8.1989, punkt 2). Med FNK's direktoer, De Blank's ordvalg havde modregningspriserne en »paedagogisk virkning« (referatet af moedet i West Brabant/Zeeland-regionen den 30.5.1988, punkt 3).

163 Herudover bemaerkes, at det fremgaar af sagens dokumenter, at formaalet med FNK's prissystem var at oege priserne paa markedet. FNK anfoerte selv i anmeldelsen, at de vejledende priser var hoejere end markedspriserne (punkt 18 i anmeldelsen). Fastsaettelsen af modregningspriser paa grundlag af de vejledende priser havde i sig selv virkninger, nemlig en stigning i de priser, som blev anvendt i forholdet til entreprenoervirksomheder (referatet af moedet i Zuid Holland-regionen den 9.10.1990, punkt 7: Modregningspriserne »tvinger markedspriserne opad«; referatet af moedet i Noord Holland-regionen den 11.2.1987, punkt 5: »De Blank udtaler, at der i Noord-regionen har vaeret en intens samordning af priserne. I foerste omgang gruppevis og derefter faelles for de tre provins-regioner. Dette har utvivlsomt baaret frugt«; referatet af moedet i Midden Holland-regionen den 28.2.1991, punkt 4; referatet af moedet for FNK-medlemmer, der anvender larvefodskraner, den 12.11.1991, punkt 3: »Man har indtryk af, at markedspriserne ogsaa stiger paa grund af aftalerne om modregningspriser.«

164 Det foelger heraf, at systemet med vejledende priser og modregningspriser var et prissystem, der var paalagt FNK's medlemmer, og at de af denne grund med en vis grad af sikkerhed kunne forudse de oevrige FNK-medlemmers prispolitik, selv om visse af medlemmerne ikke altid overholdt de fastsatte priser. Det er endvidere bevist, at formaalet med systemet var en forhoejelse af markedspriserne. Kommissionen har derfor med rette fastslaaet, at systemet begraensede konkurrencen som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1 (dommene i sagerne Vereniging van Cementhandelaren mod Kommissionen, praemis 19 og 21, og Verband der Sachversicherer mod Kommissionen, praemis 41).

b) FNK's ansvar for fastsaettelsen af modregningspriser

165 Sagsoegerne har anfoert, at FNK ikke kan anses for ansvarlig for fastsaettelsen af modregningspriserne. FNK havde alene en birolle i forbindelse med fastsaettelsen af modregningspriserne, idet FNK fungerede som sekretariat. Priserne blev fastsat lokalt eller regionalt.

166 I denne forbindelse maa det fastslaas, at for saa vidt angaar visse krantyper, nemlig kraner paa mere end 150 ton og larvefodskraner, blev modregningspriserne fastsat paa landsplan. Det fremgaar af de referater, der er fremlagt for Retten, at modregningspriserne blev fastsat under moeder, hvor alle de FNK-medlemmer, som anvendte de paagaeldende kraner, var til stede (jf. referatet af moedet for FNK-medlemmer, der anvender larvefodskraner, den 15.2.1979, punkt 4). Moederne blev normalt holdt paa FNK's kontor med deltagelse af FNK's direktoer, De Blank, og referaterne af moederne blev udarbejdet paa FNK's brevpapir.

167 Det var snarere undtagelsen end reglen, at der blev fastsat en modregningspris paa landsplan. FNK's direktion oenskede imidlertid, at modregningspriser for de oevrige kraner ogsaa blev fastsat paa landsplan (jf. referatet af moedet i Noord Holland-regionen den 4.9.1989, punkt 5: »Direktionens stoerste oenske er, at man kommer frem til én modregningspris for hele landet.«) Af praktiske grunde kunne der imidlertid ikke fastsaettes nationale modregningspriser for andre krantyper end kraner paa mere end 150 ton og larvefodskraner. FNK's direktion fastslog derfor: »... antallet af virksomheder, som anvender kraner paa mellem 100 og 150 ton, er for hoejt til, at der kan indgaas aftaler paa landsplan. Direktionen har derfor besluttet, at der ogsaa skal udarbejdes aftaler for disse kraners vedkommende paa regionsplan ...« (referatet af moedet i West Brabant/Zeeland-regionen den 15.10.1990, punkt 7; jf. ogsaa referatet af moedet for virksomheder, som anvender hydrauliske kraner paa mere end 150 ton, den 25.9.1990, punkt 6, og den 26.11.1991, punkt 6).

168 FNK besluttede saaledes selv, om der skulle fastsaettes en modregningspris paa nationalt eller regionalt plan.

169 Hvad angaar FNK's deltagelse i fastsaettelsen af regionale modregningspriser bemaerkes, at regionerne i henhold til FNK's vedtaegter udgoer divisioner i FNK (vedtaegternes artikel 16), at referaterne af moederne i regionerne blev udarbejdet paa FNK's brevpapir, og at FNK's direktoer, De Blank, deltog i alle de moeder i regionerne, med hensyn til hvilke Retten har faaet kopi af referatet, og hvorunder der blev droeftet modregningspriser. Endvidere orienterede De Blank flere gange under de regionale moeder den paagaeldende regions medlemmer om modregningspriserne i andre regioner (jf. f.eks. referatet af moedet i West Brabant/Zeeland-regionen den 4.3.1991, punkt 5, referatet af moedet i Midden Nederland-regionen den 28.2.1991, punkt 4, referatet af moedet i Noord Holland-regionen den 24.9.1990, punkt 7, referatet af moedet i Noord Holland-regionen den 26.9.1988, punkt 5). De Blank deltog saaledes aktivt i fastsaettelsen af modregningspriserne i visse regioner. Det fremgaar endvidere af referatet af moedet i Midden Nederland-regionen den 28.2.1991 (punkt 4), at en cirkulaereskrivelse fra FNK vedroerende modregningspriserne i visse tilfaelde foerte til en prisforhoejelse.

170 Det foelger heraf, at FNK aktivt deltog i fastsaettelsen af modregningspriserne, uanset om de blev fastsat for hele landet eller for en eller flere regioner. Selv om FNK som sammenslutning ikke ensidigt fastsatte priserne, men registrerede de modregningspriser, som blev aftalt mellem kranudlejningsvirksomhederne paa deres moeder (referatet af moedet i FNK's direktion den 4.4.1990, punkt 8), svarede fastsaettelsen af modregningspriser i en region eller paa landsplan til FNK's oenske om at koordinere medlemmernes adfaerd paa markedet (dommen i sagen Verband der Sachversicherer mod Kommissionen, praemis 32).

171 Kommissionen kan herefter ikke antages at have anlagt et fejlskoen, da den i den anfaegtede beslutnings artikel 1 ansaa FNK for ansvarlig for systemet med modregningspriser.

172 Tredje led af det andet anbringende maa herefter ligeledes forkastes.

Fjerde led vedroerende en fejlagtig vurdering af paavirkningen af handelen mellem medlemsstater

- Sammenfatning af parternes argumentation

173 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at de former for praksis, som er omhandlet i den anfaegtede beslutnings artikel 1 og 3, ikke kan antages at paavirke handelen mellem medlemsstater (Domstolens dom af 25.10.1979, sag 22/79, Greenwich Film Production, Sml. s. 3275, praemis 11, og Rettens dom af 24.10.1991, sag T-2/89, Petrofina mod Kommissionen, Sml. II, s. 1087, praemis 222). Ifoelge sagsoegerne er markedet for leje af mobilkraner begraenset til det nederlandske omraade paa grund af kranernes begraensede bevaegelighed og den saakaldte »overnight contracting«, saaledes at handelen mellem medlemsstater ikke kan paavirkes maerkbart (Domstolens dom af 31.5.1979, sag 22/78, Hugin mod Kommissionen, Sml. s. 1869). Den omstaendighed, at der blandt klagerne er to virksomheder, som er etableret i en anden medlemsstat, er ikke tilstraekkelig til at bevise, at handelen mellem medlemsstater kan vaere paavirket af den anfaegtede praksis. Hvad navnlig angaar SCK har sagsoegerne anfoert, at certificeringsordningen er aaben for virksomheder fra andre medlemsstater paa en maade, som ikke indebaerer forskelsbehandling, forudsat at de opfylder betingelserne i certificeringsordningen. Paa grund af ordningens aabne karakter fremmer den saaledes udenlandske virksomheders adgang til det nederlandske marked. For saa vidt angaar FNK har sagsoegerne anfoert, at sammenslutningen ikke var direkte involveret i fastsaettelsen af modregningspriser, som kun var gaeldende lokalt eller regionalt. Endvidere havde disse priser kun interesse for de virksomheder, som fastsatte dem. De har derfor ikke haft nogen virkning paa handelen mellem medlemsstater inden for mobilkransektoren.

174 Kommissionen har anfoert, at selv om mobilkraner kun kan flyttes inden for en radius paa 50 km, er det aabenbart, at handelen mellem medlemsstater kunne vaere paavirket i de belgiske og tyske graenseomraader. Den omstaendighed, at der blandt klagerne er to belgiske virksomheder, viser, at det relevante marked ikke er begraenset til det nederlandske omraade.

- Rettens bemaerkninger

175 Det fremgaar af fast retspraksis, at det er en betingelse for, at en vedtagelse, en aftale eller en samordning kan paavirke handelen mellem medlemsstater, at den paa grundlag af samtlige retlige eller faktiske forhold goer det muligt med tilstraekkelig sandsynlighed at forudsige, at den, direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan oeve en saadan indvirkning paa handelen mellem medlemsstater, at det kan befrygtes, at den kan hindre virkeliggoerelsen af et enhedsmarked mellem medlemsstaterne (jf. Domstolens dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3125, praemis 170, og af 17.7.1997, sag C-219/95 P, Ferriere Nord mod Kommissionen, Sml. I, s. 4411, praemis 20).

176 Sagsoegerne kan ikke goere gaeldende, at handelen mellem medlemsstater ikke kan paavirkes af den i den anfaegtede beslutning omhandlede praksis, med henvisning til, at der inden for sektoren for udlejning af mobilkraner ikke skulle vaere nogen handel mellem medlemsstater.

177 Det er ubestridt, at mobilkraner har en aktionsradius paa 50 km. Der kan saaledes udvikle sig en handel mellem medlemsstaterne i de nederlandske graenseregioner. Dette underbygges af, at der blandt de virksomheder, som indgav klage til Kommissionen over SCK og FNK, er to belgiske virksomheder med hjemsted naer den nederlandske graense. Det ville vaere overraskende, hvis disse virksomheder tog et saadant skridt, hvis de ikke havde mulighed for at komme ind paa det nederlandske marked.

178 De oevrige forhold, sagsoegerne har henvist til, udelukker ikke, at der kan vaere handel mellem medlemsstaterne, men det soeges herved paavist, at det er udelukket, at handelen mellem medlemsstater kan vaere maerkbart paavirket af lejeforbuddet og systemet med vejledende priser og modregningspriser.

179 Det bemaerkes i denne forbindelse, at det fremgaar af fast retspraksis, at en aftale, som omfatter hele omraadet i en medlemsstat, ifoelge selve sin natur styrker opdelingen i nationale markeder, hvorved den haemmer den oekonomiske integration, som tilstraebes med traktaten (jf. ovennaevnte domme i sagerne Vereniging van Cementhandelaren mod Kommissionen, praemis 29, og Remia m.fl. mod Kommissionen, praemis 22, samt Rettens dom af 21.2.1995, sag T-29/92, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 289, praemis 229).

180 Det er ubestridt i den foreliggende sag, at SCK's lejeforbud og FNK's vejledende priser finder anvendelse paa hele det nederlandske omraade. Det samme gaelder for nogle af modregningspriserne (jf. ovenfor, praemis 166). Disse former for konkurrencebegraensende praksis (jf. ovenfor, praemis 141-150 og 157-164) paavirker saaledes ifoelge selve deres natur handelen mellem medlemsstater. Endvidere har SCK i anmeldelsen med henblik paa at opnaa en negativattest eller en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, (jf. ovenfor, praemis 7) selv erkendt, at reglementet vedroerende certificering af kranudlejningsvirksomheder kunne paavirke handelen mellem medlemsstater i negativ retning (punkt 4.3 i anmeldelsen).

181 Med hensyn til spoergsmaalet, om de i den anfaegtede beslutnings artikel 1 og 3 omhandlede former for praksis kan paavirke handelen mellem medlemsstater maerkbart, maa det fastslaas, at selv om parterne ikke er enige om FNK-medlemmernes og de af SCK godkendte virksomheders noejagtige markedsandele, har sagsoegerne erkendt, at de af SCK godkendte virksomheder i 1991 repraesenterede 37% og FNK's medlemmer ca. 40% af det nederlandske marked for udlejning af mobilkraner. Det maa derfor antages, at selv om de af SCK godkendte virksomheder og FNK's medlemmer »kun« repraesenterede 37%, henholdsvis 40% af det nederlandske marked, havde sagsoegerne en saadan stoerrelse og oekonomisk styrke, at den i den anfaegtede beslutning omhandlede praksis (herunder lejeforbuddet og de vejledende priser, der var gaeldende paa hele det nederlandske omraade) maerkbart kunne paavirke handelen mellem medlemsstater (Domstolens dom af 1.2.1978, sag 19/77, Miller mod Kommissionen, Sml. s. 131, praemis 10).

182 Det foelger heraf, at fjerde led af det andet anbringende skal forkastes.

183 Herefter maa anbringendet vedroerende tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1, forkastes i det hele.

Tredje anbringende: tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 3

Sammenfatning af parternes argumentation

184 Sagsoegerne har subsidiaert anfoert, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 85, stk. 3, ved ikke at erklaere artikel 85, stk. 1, uanvendelig i dette tilfaelde, idet SCK's certificeringsordning, offentliggoerelsen af vejledende priser og omkostningskalkuler samt fastsaettelsen af modregningspriser opfylder alle betingelserne i stk. 3.

- Kommissionens afslag paa at fritage SCK's lejeforbud

185 Sagsoegerne har anfoert, at certificeringsordningen forbedrer situationen for virksomheder, som udlejer mobilkraner, idet ordningen medvirker til, at der skabes et gennemskueligt marked med virksomheder, som opfylder kvalitetskrav, der ligger ud over lovgivningens krav. Denne gevinst ved certificeringsordningen (jf. ovenfor, praemis 128), som yderligere styrkes af en kontrolpolitik, der er meget mere aktiv, end det er tilfaeldet med den lovbestemte kontrol, kommer i sidste ende entreprenoervirksomhederne til gode. Da entreprenoererne deltager i SCK, er det endvidere aabenbart, at brugerne sikres en rimelig andel af »fordelen« ved certificeringsordningen. Af de grunde, der allerede er redegjort for ovenfor (jf. praemis 126), er lejeforbuddet den eneste maade, hvorpaa sammenhaengen i certificeringsordningen kan sikres under de saerlige forhold, der gaelder paa det relevante marked, saaledes at en eventuel konkurrencebegraensning er noedvendig for at naa maalet med en certificeringsordning. Certificeringsordningen fjerner ikke konkurrencen, men forstaerker den, idet den muliggoer en stoerre konkurrence mellem de godkendte virksomheder paa priser og andre betingelser, og der sikres et hoejt kvalitetsniveau paa et gennemskueligt marked, uden at muligheden for konkurrence mellem de godkendte og ikke-godkendte virksomheder paavirkes.

186 Kommissionen har heroverfor anfoert, at det fremgaar af 37. betragtning til den anfaegtede beslutning, at to af de fire betingelser, der stilles i traktatens artikel 85, stk. 3, ikke var opfyldt. For saa vidt angaar betingelsen om, at den paagaeldende aftale eller praksis skal bidrage til at forbedre produktionen eller fordelingen, er det ikke godtgjort, at certificeringsordningen indebaerer en gevinst. De begraensninger, der gaelder for de godkendte virksomheder, og de ulemper, som foelger heraf for ikke-godkendte virksomheder, vejer tungere end eventuelle fordele. De fleste af betingelserne for godkendelse af en kranudlejningsvirksomhed er lovbestemte forpligtelser, hvis overholdelse kontrolleres i flere led. Endvidere bestrider Kommissionen, at SCK sagsbehandlingsmaessigt foerer en mere aktiv kontrolpolitik end Keboma. For saa vidt angaar betingelsen om, at de paalagte begraensninger skal vaere noedvendige for at naa de med SCK's certificeringsordning forfulgte maal, har Kommissionen henvist til de argumenter, som er refereret ovenfor i praemis 130, til stoette for, at et lejeforbud ikke var noedvendigt.

- Kommissionens afslag paa at fritage systemet med vejledende priser og modregningspriser

187 Sagsoegerne har anfoert, at offentliggoerelsen af vejledende priser og omkostningskalkuler ligeledes opfylder betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3. Det er saaledes anerkendt i Kommissionens praksis (jf. Kommissionens beslutning 93/174/EOEF af 24.2.1993 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/34.494 - Takststrukturer inden for kombineret godstransport, EFT L 73, s. 38, herefter »beslutning 93/174«) og Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3932/92 af 21. december 1992 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa visse kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis paa forsikringsomraadet (EFT L 398, s. 7, herefter »forordning nr. 3932/92«)), at en takststruktur bidrager til at sikre et gennemskueligt marked og den oekonomiske udvikling i den omhandlede sektor, idet brugerne bedre kan sammenligne de paagaeldende virksomheder. Brugerne faar derfor en rimelig andel af fordelen. Der kan kun ved offentliggoerelse af priserne sikres et gennemskueligt marked, hvorfor en begraensning af konkurrencen, som maatte foelge heraf, er uomgaengelig. Offentliggoerelsen indebaerer heller ikke, at en vaesentlig del af konkurrencen udelukkes, idet de offentliggjorte priser ikke er bindende, og de parter, der driver virksomhed paa markedet, kan fravige priserne og dermed konkurrere.

188 Sagsoegerne har videre anfoert, at modregningspriserne ligeledes boer fritages i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3. Situationen for udlejere af mobilkraner kan sammenlignes med situationen for banker, idet de ofte har bilaterale aftaler indbyrdes i forbindelse med leje. Da Kommissionen har erklaeret traktatens artikel 85, stk. 1, uanvendelig paa en takstaftale mellem banker for de tjenesteydelser, de praesterer over for hinanden (Kommissionens beslutning 87/103/EOEF af 12.12.1986 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.356 - ABI, EFT L 43, s. 51, herefter »forordning nr. 87/103«)), boer det samme gaelde for sagsoegerne med hensyn til fastsaettelsen af modregningspriser. Disse priser indebaerer en forbedring af produktionen, idet der opnaas en effektivitetsfordel som foelge af, at man undgaar forhandlinger om priser, hver gang kranudlejningsvirksomheder lejer en kran hos en anden godkendt virksomhed. Denne effektivitetsfordel kommer ogsaa entreprenoervirksomhederne til gode, saaledes at brugerne sikres en rimelig andel af fordelen. For saa vidt priserne maatte medfoere konkurrencebegraensninger, er disse noedvendige for at opnaa effektivitetsfordelen. Endelig udelukkes konkurrencen ikke for en vaesentlig del, idet det i forbindelse med en konkret aftale altid er muligt for de parter, der har deltaget i fastsaettelsen af modregningspriserne, at anvende en anden pris eller undlade at leje.

189 Kommissionen har henvist til 34. betragtning til den anfaegtede beslutning. FNK kan ikke hente stoette i beslutning 93/174, idet de saerlige omstaendigheder i denne sag ikke foreligger i naervaerende sag. Modregningspriserne vedroerer den samlede pris og ikke et eller flere elementer i prisen, og behovet for gennemskuelighed paa markedet for leje af mobilkraner er ikke saa stort som paa det marked, der var genstand for den naevnte beslutning. FNK kan heller ikke paaberaabe sig beslutningen om interbank-takster til stoette for, at modregningspriserne er noedvendige. Paa flere punkter adskiller situationen for kranudlejningsvirksomheder sig fra situationen for banker: Bankerne befinder sig i en situation, hvor samarbejde er noedvendigt, idet de er noedt til at samarbejde med den af deres kunde valgte bank for at foretage en overfoersel, mens virksomheder, som lejer mobilkraner, selv vaelger deres underentreprenoer. Bankerne har langt flere transaktioner. Endelig er modregningspriserne knyttet sammen med vejledende priser for entreprenoervirksomheder, mens Kommissionen i beslutning 87/103 ikke godkendte en samordning af bankernes takster over for kunderne.

Rettens bemaerkninger

190 Det fremgaar af fast retspraksis, at Rettens efterproevelse af de komplicerede oekonomiske vurderinger, som Kommissionen har foretaget som led i sin skoensbefoejelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, vedroerende hver af de heri indeholdte fire betingelser, skal begraense sig til kontrol af, om de noedvendige formforskrifter er overholdt, om begrundelsen er tilstraekkelig, om de faktiske omstaendigheder er materielt rigtige, samt om der foreligger et aabenbart fejlskoen eller magtfordrejning (Domstolens dom af 17.11.1987, forenede sager 142/84 og 156/84, BAT og Reynolds mod Kommissionen, Sml. s. 4487, praemis 62, Rettens ovennaevnte dom i sagen CB og Europay mod Kommissionen, praemis 109, Rettens dom af 15.7.1994, sag T-17/93, Matra Hachette mod Kommissionen, Sml. II, s. 595, praemis 104, samt ovennaevnte dom i sagen SPO m.fl. mod Kommissionen, praemis 288).

191 I naervaerende sag har Kommissionen afslaaet at fritage FNK's og SCK's reglementer og vedtaegter med henvisning til, at to af de fire betingelser i traktatens artikel 85, stk. 3, ikke er opfyldt. Da de fire betingelser for at indroemme fritagelse efter traktatens artikel 85, stk. 3, er kumulative (Domstolens dom af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19, praemis 61, og ovennaevnte dom i sagen SPO m.fl. mod Kommissionen, praemis 267), var Kommissionen ikke forpligtet til at undersoege hver af betingelserne i artikel 85, stk. 3.

- Kommissionens afslag paa at fritage SCK's lejeforbud

192 Det fremgaar af 37. betragtning til den anfaegtede beslutning, at Kommissionen afslog begaeringen om fritagelse for SCK's certificeringsordning, navnlig lejeforbuddet, med henvisning til, at den foerste og den tredje betingelse i traktatens artikel 85, stk. 3, ikke var opfyldt. Kommissionen fandt, at SCK's certificeringsordning ikke indebar en gevinst, hverken indholdsmaessigt eller sagsbehandlingsmaessigt. Ordningen bidrager saaledes ikke til at forbedre produktionen eller til at fremme den tekniske eller oekonomiske udvikling (foerste betingelse i traktatens artikel 85, stk. 3). Selv om det antoges, at certificeringsordningen indebaerer fordele, som vejer tungere end ulemperne for ikke-godkendte virksomheder, var lejeforbuddet ikke noedvendigt for, at ordningen kunne fungere (tredje betingelse i artikel 85, stk. 3).

193 Det er sagsoegernes opfattelse, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 85, stk. 3. SCK's certificeringsordning indebaerer en tilstraekkelig stor gevinst til at berettige den paastaaede konkurrencebegraensning, som foelger af lejeforbuddet. SCK foerer saaledes en mere aktiv kontrolpolitik for saa vidt angaar de lovbestemte krav end Keboma, som er den offentlige instans, der i Nederlandene foerer tilsyn med kraner, og endvidere stilles der i SCK's certificeringsordning betingelser, baade teknisk og vedroerende ledelsen af virksomheden, som gaar ud over de lovbestemte krav.

194 Hvad angaar for det foerste SCK's mere effektive kontrol med de lovbestemte krav (den paastaaede sagsbehandlingsmaessige gevinst) bemaerkes, at det principielt er de offentlige myndigheder og ikke private organer, som skal sikre, at lovkrav overholdes (Rettens dom af 12.12.1991, sag T-30/89, Hilti mod Kommissionen, Sml. II, s. 1439, praemis 118). En undtagelse fra denne regel kan accepteres, naar myndighederne selv har besluttet at overlade kontrollen med overholdelsen af lovkrav til et privat organ. I denne sag har SCK imidlertid etableret en kontrolordning, der er parallel med den kontrol, myndighederne foretager, og der er ikke tale om overfoersel af de offentlige myndigheders kontrolbefoejelse til SCK. Endvidere har sagsoegerne ikke reelt bestridt, hvad der anfoeres i den anfaegtede beslutnings 37. betragtning, andet afsnit, hvorefter »virksomheder, der ikke deltager i SCK's certificeringsordning, ogsaa kan bevise, at de opfylder de lovmaessige krav«. Det er saaledes ikke paavist, at der er saadanne mangler i myndighedernes kontrol med overholdelsen af lovkravene, at dette kan goere det noedvendigt at etablere en privat kontrolordning. Selv om det var paavist, at SCK's kontrol med overholdelsen af lovkravene er mere effektiv end de nederlandske myndigheders kontrol, gaelder ikke desto mindre, at sagsoegerne paa ingen maade har paavist, at den lovmaessige kontrolordning var utilstraekkelig. Det maa i denne forbindelse understreges, at SCK, der blev oprettet i 1985, foerst den 1. januar 1991 indfoerte bestemmelsen om lejeforbuddet i certificeringsreglementet. I besvarelse af et spoergsmaal, Retten stillede i retsmoedet, har sagsoegernes advokat erkendt, at SCK ikke foer indfoerelsen af lejeforbuddet havde modtaget klager fra entreprenoervirksomheder gaaende ud paa, at en godkendt virksomhed havde lejet kraner hos ikke-godkendte virksomheder, dvs. kraner, som noedvendigvis kun kunne vaere kontrolleret af myndighederne. Kommissionen kunne derfor med rette fastslaa, at »de begraensninger, der paalaegges de tilsluttede virksomheder, og de ulemper, der derved opstaar for de ikke-tilsluttede virksomheder, vejer betydelig tungere end de af SCK fremfoerte eventuelle fordele« (den anfaegtede beslutning, 37. betragtning, andet afsnit). Kommissionens vurdering, hvorefter den paastaaede sagsbehandlingsmaessige gevinst ved certificeringsordningen ikke opfylder den foerste betingelse i traktatens artikel 85, stk. 3, var derfor under ingen omstaendigheder behaeftet med en aabenbar fejl.

195 Hvad dernaest angaar den paastaaede indholdsmaessige gevinst i SCK's certificeringsordning, som skyldes, at der efter ordningen stilles betingelser, baade teknisk og vedroerende ledelsen af virksomheden, som ligger ud over de lovbestemte krav, har Kommissionen i den anfaegtede beslutning fastslaaet foelgende: »... det [er] ikke paavist, at SCK's certificeringsordning rummer en vaesentlig mervaerdi ud over de gaeldende lovbestemmelser. De forpligtelser, der er paalagt de tilsluttede virksomheder, er naesten identiske med gaeldende lovgivning ...« (37. betragtning, foerste afsnit). De fleste af de sikkerhedskrav, SCK stiller, foelger saaledes af den nederlandske lovgivning. Det samme gaelder »de krav, som SCK stiller ud over de sikkerhedsmaessige krav, som f.eks. krav om betaling af skat og sociale ydelser, medlemskab af Kamer van Koophandel [handelskammer], ansvarsforsikring, kreditvaerdighed og anvendelsen af kollektive overenskomster« (37. betragtning, tredje afsnit). Endelig har Kommissionen anfoert, at »SCK ogsaa [stiller] krav til, hvorledes virksomheden skal ledes, men dette er i sig selv ikke tilstraekkeligt til at berettige til de indfoerte konkurrencebegraensninger« (37. betragtning, tredje afsnit, in fine).

196 Det bemaerkes, at lovligheden af beslutningen om afslag paa en fritagelse skal vurderes ud fra de forhold, parterne har paaberaabt sig i anmeldelsen, saaledes som disse er praeciseret under den administrative procedure (jf. f.eks. Domstolens dom af 17.1.1995, sag C-360/92 P, Publishers Association mod Kommissionen, Sml. I, s. 23, praemis 39, 40 og 41).

197 I anmeldelsen anfoerte SCK, at certificeringsordningen indebaerer tre typer forpligtelser for virksomhederne: (1) krav vedroerende mobilkraner, (2) generelle krav til virksomheden og (3) krav til virksomhedens personale.

198 Hvad angaar den foerste gruppe af krav, som svarer til »sikkerhedskravene« i den anfaegtede beslutning, har SCK i anmeldelsen udtrykkeligt anfoert, at forpligtelserne »ligeledes gaelder i henhold til nationale lovbestemmelser« (punkt 26 i anmeldelsen). Det samme gaelder i henhold til SCK for kravene til virksomhedens personale. Det anfoeres i anmeldelsen: »... der er tale om krav, som allerede stilles i lovgivningen. SCK soeger alene at opnaa, at de godkendte virksomheder kan paavise, at de opfylder disse lovmaessige krav« (punkt 28 i anmeldelsen).

199 Med hensyn til de generelle krav til virksomheden har SCK i anmeldelsen anfoert: »[De] vedroerer skattemaessige forpligtelser, forsikringsmaessige betingelser og kreditvaerdighed. Ogsaa her gaelder, at kravene i stort omfang stilles til virksomhederne i den nationale lovgivning, og certificeringen indebaerer en yderligere garanti for, at de lovbestemte krav faktisk overholdes. Dette gaelder navnlig kravene vedroerende betaling af skatter, registrering i handelsregistret og krav om forsikring« (punkt 27 i anmeldelsen). SCK naevner i anmeldelsen kun tre krav, som ikke stilles i lovgivningen: et krav om en vis kreditvaerdighed og en vis likviditet, en forpligtelse til at overholde FNK's almindelige betingelser (i mellemtiden ophaevet) og en forpligtelse til at tegne en ansvarsforsikring.

200 For saa vidt angaar spoergsmaalet om den yderligere gevinst ved den omhandlede certificeringsordning maa det fastslaas, at SCK i anmeldelsen har koncentreret sig om det noedvendige i en oeget kontrol med de gaeldende lovkrav (sagsbehandlingsmaessig gevinst) og ikke den indholdsmaessige gevinst. For saa vidt angaar den indholdsmaessige gevinst har Kommissionen i den anfaegtede beslutning (jf. ovenfor, praemis 195) loyalt gengivet den opfattelse, SCK gav udtryk for i anmeldelsen (jf. ovenfor, praemis 198 og 199), nemlig at de betingelser, der stilles i SCK's certificeringsordning, i det vaesentlige svarer til de gaeldende lovkrav. Dette er som udgangspunkt tilstraekkeligt til at forkaste argumentet om, at Kommissionen anlagde et aabenbart fejlskoen, da den antog, at SCK's certificeringsordning ikke indebaerer en reel gevinst i forhold til lovkravene.

201 Under den administrative procedure har sagsoegerne imidlertid fremhaevet den paastaaede indholdsmaessige gevinst ved ordningen. Sagsoegerne anfoerte saaledes i deres svar paa meddelelsen af klagepunkter af 16. december 1992 med henvisning til en tabel, der er vedlagt som bilag 3 til svaret, at der i certificeringsordningen stilles en raekke sikkerheds- og praestationskrav, som ikke findes i den nederlandske lovgivning (punkt 9 i svaret paa meddelelsen af klagepunkter). I sagsoegernes svar paa meddelelsen af klagepunkter af 21. oktober 1994 har de henvist til den samme tabel til stoette for, at der er tale om en indholdsmaessig gevinst (punkt 32 i svaret paa meddelelsen af klagepunkter, bilag 19 til staevningen). I tabellen opregnes de krav, der stilles i certificeringsordningen, med angivelse for hver af dem, om de findes i lovgivningen eller ej. En tilsvarende fremstilling findes i punkt 101-118 i staevningen.

202 Den opfattelse, sagsoegerne giver udtryk for i svarerne paa meddelelserne af klagepunkter og i staevningen, lader sig vanskeligt forene med den beskrivelse af kravene i certificeringsordningen, som SCK havde givet i anmeldelsen (punkt 26, 27 og 28 i anmeldelsen, jf. ovenfor, praemis 198 og 199). Der knytter sig ikke en gevinst til en certificeringsordning, blot fordi der herved stilles krav, som ikke findes i lovgivningen. Der kan saaledes kun knytte sig en gevinst til SCK's certificeringsordning, hvis de krav, der stilles i ordningen, er egnede til at naa de forfulgte maal, nemlig at sikre entreprenoervirksomhederne en stoerre sikkerhedsgaranti (jf. i denne forbindelse punkt 80-87 i staevningen). Sagsoegerne har imidlertid undladt at forklare, hvorfor og i hvilket omfang de ikke-lovbestemte krav er egnede til at naa dette maal. Da sagsoegerne saaledes under den administrative procedure og i staevningen har koncentreret sig om at paavise, at flere af betingelserne i certificeringsordningen ikke findes i lovgivningen, og at der derfor knytter sig en indholdsmaessig gevinst til ordningen, har de ikke paavist, at Kommissionen anlagde et aabenbart fejlskoen, da den antog, at »det ikke [er] paavist, at SCK's certificeringsordning rummer en vaesentlig mervaerdi ud over de gaeldende lovbestemmelser« (den anfaegtede beslutning, 37. betragtning, foerste afsnit), og at de ikke-lovbestemte krav, der stilles, ikke er tilstraekkelige »til at berettige til de indfoerte konkurrencebegraensninger« (37. betragtning, tredje afsnit, in fine).

203 Sagsoegerne kan herefter ikke antages at have godtgjort, at Kommissionens vurdering, hvorefter SCK's certificeringsordning og det hertil knyttede lejeforbud ikke opfylder den foerste af de fire betingelser i traktatens artikel 85, stk. 3, er behaeftet med en aabenbar fejl (jf. f.eks. ovennaevnte dom i sagen Van Landewyck mod Kommissionen, praemis 185). Da de fire betingelser for en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, er kumulative, er det ikke noedvendigt at undersoege, om Kommissionen har anlagt et aabenbart fejlskoen med hensyn til, at lejeforbuddet ikke var noedvendigt i forbindelse med SCK's certificeringsordning (jf. f.eks. Domstolens kendelse af 25.3.1996, sag C-137/95 P, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, praemis 48, og ovennaevnte dom i sagen CB og Europay mod Kommissionen, praemis 110 og 115).

204 Herefter skal anbringendet om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 3, forkastes, for saa vidt det angaar lejeforbuddet.

- Kommissionens afslag paa at fritage systemet med vejledende priser og modregningspriser

205 Kommissionen har begrundet afslaget paa at meddele en fritagelse for FNK's system med vejledende priser og modregningspriser med, at de to foerste betingelser i traktatens artikel 85, stk. 3, ikke var opfyldt. Kommissionen har saaledes anfoert i 34. betragtning til den anfaegtede beslutning: »Det er ikke paavist, at forpligtelsen til at foelge 'acceptable' priser - uanset den tilsigtede forbedring af gennemskueligheden paa markedet - bidrager til en forbedring af kranudlejningssektoren, og at kunderne, som i dette tilfaelde er virksomheder, der lejer hejsekraner, faar rimelig andel i de deraf opstaaede fordele. Tvaertimod laa de vejledende priser og modregningspriserne, som FNK havde fastsat med henblik paa at konkretisere begrebet 'acceptable' priser, som helhed over markedspriserne, jf. [en] uafhaengig ... virksomhedsundersoegelse. Ifoelge undersoegelsen er en af forklaringerne herpaa bl.a. det forhold, at 'der hersker konkurrence paa markedet'.«

206 Det fremgaar af fast retspraksis, at saafremt der anmodes om fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, paahviler det de virksomheder, der har anmeldt aftalen, over for Kommissionen at godtgoere, at betingelserne i artikel 85, stk. 3, er opfyldt (ovennaevnte domme i sagerne VBVB og VBBB mod Kommissionen, praemis 52, og Matra Hachette mod Kommissionen, praemis 104).

207 Hvad foerst angaar modregningspriserne maa det fastslaas, at FNK i den del af anmeldelsen, som vedroerer traktatens artikel 85, stk. 3, kun har anfoert, at disse priser ikke udelukker konkurrence (punkt 25 i anmeldelsen). Tilsvarende har sagsoegerne i deres svar paa meddelelserne af klagepunkter af 16. december 1992 og af 21. oktober 1994 ikke fremfoert nye forhold vedroerende vurderingen af modregningspriserne i forhold til traktatens artikel 85, stk. 3. Selv om sagsoegerne under den administrative procedure valgte en indfaldsvinkel, som fuldt ud passer til deres opfattelse af, at fastsaettelsen af modregningspriserne ikke vedroerte FNK (punkt 19 i FNK's anmeldelse), har de over for Kommissionen intet fremfoert, der paa overbevisende maade kan godtgoere, at de tre foerste betingelser i traktatens artikel 85, stk. 3, var opfyldt for saa vidt angaar systemet med modregningspriser. Sagsoegerne kan derfor ikke goere gaeldende, at Kommissionen anlagde et aabenbart fejlskoen, da den antog, at det »ikke [var] paavist« (34. betragtning til den anfaegtede beslutning), at systemet med modregningspriser opfyldte de to foerste betingelser i traktatens artikel 85, stk. 3.

208 For saa vidt angaar FNK's vejledende priser har sagsoegerne under sagens behandling for Retten anfoert, at et saadant system oeger gennemskueligheden paa markedet. Brugerne, dvs. entreprenoervirksomhederne, nyder godt af denne gennemskuelighed. Gennemskueligheden goer det lettere for brugerne at sammenligne konkurrerende tilbud. Ifoelge sagsoegerne er de to andre betingelser i traktatens artikel 85, stk. 3, ligeledes opfyldt, idet konkurrencebegraensningerne er noedvendige for at naa disse maal, og konkurrencen udelukkes ikke for en vaesentlig del.

209 Det maa fastslaas, at selv om FNK i anmeldelsen ikke har henvist til fordelen ved et mere gennemskueligt marked til stoette for begaeringen om en fritagelse (punkt 22, 23 og 24 i anmeldelsen), har sagsoegerne alligevel fremfoert dette argument under den administrative procedure, navnlig i svarerne paa meddelelsen af klagepunkter af 21. oktober 1994 (punkt 28 i svaret).

210 Det ligger i ethvert system med fastsatte vejledende priser, der offentliggoeres af en sammenslutning, som repraesenterer en vaesentlig del af virksomhederne paa et bestemt marked, at markedet bliver mere gennemskueligt. Det er saaledes ikke tilstraekkeligt til at paavise, at den foerste betingelse i traktatens artikel 85, stk. 3, er opfyldt, at henvise til, at markedet bliver mere gennemskueligt. Hertil kommer, at sagsoegernes argumentation og Kommissionens vurdering i 34. betragtning til den anfaegtede beslutning befinder sig paa forskellige niveauer. Kommissionen har saaledes aldrig gjort gaeldende, at systemet med vejledende priser ikke oeger gennemskueligheden paa markedet. Kommissionen har alene fastslaaet, at »uanset den tilsigtede forbedring af gennemskueligheden paa markedet«, er de to foerste betingelser i traktatens artikel 85, stk. 3, ikke opfyldt. I denne forbindelse har Kommissionen i den anfaegtede beslutning med rette fastslaaet, at det var paalagt FNK's medlemmer at overholde de vejledende priser (jf. nedenfor, praemis 159-164), idet disse priser var en konkretisering af begrebet acceptable priser, som FNK's medlemmer i henhold til det interne reglements artikel 3, litra b), var forpligtet til at foelge (20. betragtning til den anfaegtede beslutning). Det er endvidere ikke bestridt, at disse priser laa vaesentligt over markedspriserne (34. betragtning til den anfaegtede beslutning og punkt 18 i FNK's anmeldelse).

211 Kommissionen fastslaar foerst, at det var paalagt FNK's medlemmer at anvende FNK's priser, som i oevrigt var hoejere end markedspriserne, og paa denne baggrund fastslaar Kommissionen i 34. betragtning til den anfaegtede beslutning, at selv om systemet oegede gennemskueligheden - hvilket Kommissionen ikke skulle tage stilling til - kan de eventuelle fordele ved systemet, nemlig at markedet bliver mere gennemskueligt, ikke veje tungere end den konkurrencebegraensning, som er en foelge af de paalagte priser, og navnlig ikke den ulempe, der klart ligger i ordningen, nemlig at formaalet var en stigning i priserne i forhold til markedspriserne. Under disse omstaendigheder har sagsoegerne, som i deres staevning alene har anfoert, at fordelen ved systemet med vejledende priser var at oege gennemskueligheden paa markedet, ikke godtgjort, at Kommissionen anlagde et aabenbart fejlskoen, da den antog, at »uanset den tilsigtede forbedring af gennemskueligheden paa markedet« (34. betragtning til den anfaegtede beslutning) var de to foerste betingelser i traktatens artikel 85, stk. 3, ikke opfyldt.

212 Herefter skal det tredje anbringende vedroerende en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 3, forkastes i det hele.

Fjerde anbringende: tilsidesaettelse af retten til kontradiktion

Sammenfatning af parternes argumentation

213 Anbringendet kan opdeles i tre led.

214 I forbindelse med det foerste led har sagsoegerne gjort gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat den pligt, der paahviler den i henhold til den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 6, til at traeffe afgoerelse inden for en rimelig frist. Ifoelge sagsoegerne har Kommissionen bevidst ladet sagsbehandlingen vare saa laenge, idet den har erkendt, at den ikke tillagde sagen prioritet under henvisning til, at sagen ogsaa verserede ved de nederlandske domstole, og at overtraedelserne blev bragt til ophoer, da Arrondissementsrechtbank, Utrecht, afsagde kendelse den 11. februar 1992. Dette aendrede sig foerst, da Gerechtshof, Amsterdam, afsagde dom den 9. juli 1992, hvorefter SCK kunne genindfoere lejeforbuddet. Endvidere har sagsoegerne henvist til, at Kommissionen under den administrative procedure fremsendte to meddelelser af klagepunkter. Den sidste meddelelse, som blev fremsendt til sagsoegerne 22 maaneder efter den foerste, indeholdt ikke nogen aendring i Kommissionens vurdering af de faktiske omstaendigheder og den retlige subsumption. En saa langsommelig beslutningsproces udgoer et alvorligt proceduremisbrug, naar henses til, at sagsoegerne havde anmodet om hastebehandling og samtidig havde givet afkald paa deres ret til en hoering i oktober 1994.

215 I forbindelse med anbringendets andet led har sagsoegerne anfoert, at Kommissionen har tilsidesat den samme bestemmelse i den europaeiske menneskerettighedskonvention ved at vedtage en beslutning i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17 uden forinden at afholde en hoering.

216 Endelig har sagsoegerne i forbindelse med det tredje led anfoert, at Kommissionen har tilsidesat deres ret til kontradiktion ved at naegte dem aktindsigt (jf. ovenfor, praemis 24). Kommissionen kan ikke goere gaeldende, at de gav afkald paa deres ret til aktindsigt, fordi de ikke paaberaabte sig denne ret, inden de besvarede meddelelsen af klagepunkter (jf. Tolvte Beretning om Konkurrencepolitikken). Endvidere er Kommissionens holdning uforholdsmaessigt indgribende, idet den afskaerer de beroerte parter fra bedst muligt at varetage deres interesser i forbindelse med den retslige efterproevelse af Kommissionens beslutning, og det fremgaar ikke, hvilken interesse Kommissionen har heri. Endelig har sagsoegerne anfoert, at de ikke alene oensker adgang til Kommissionens aktmappe, men ligeledes til de interne notater, som i denne sag er udvekslet mellem GD III og GD IV i tiden fra den 18. november 1993 til den 27. september 1994 (jf. ovenfor, praemis 28). Selv om man som udgangspunkt ikke kan faa aktindsigt i disse dokumenter, er det rimeligt at goere en undtagelse i dette tilfaelde, idet notaterne vil kunne godtgoere, om der i denne sag er tale om magtfordrejning (generaladvokat Vesterdorf's forslag til afgoerelse i sag T-1/89, Rettens dom af 24.10.1991, Rhône-Poulenc mod Kommissionen, Sml. II, s. 867, paa s. 869 og 891).

217 Kommissionen har med hensyn til det foerste led henvist til svarskriftet i sag T-213/95. For saa vidt angaar det andet led har Kommissionen anfoert, at da der ikke i lovgivningen findes bestemmelser, hvorefter de beroerte virksomheder eller sammenslutninger skal hoeres mundtligt, og da der ikke forelaa saerlige omstaendigheder, som i dette tilfaelde gjorde, at retten til kontradiktion kun kunne sikres effektivt ved en hoering, var Kommissionen paa ingen maade forpligtet til mundtligt at hoere sagsoegerne, efter at de var blevet hoert skriftligt. Hvad angaar det tredje led har Kommissionen anfoert, at det fremgaar af retspraksis, at reglerne om aktindsigt i konkurrencesager har til formaal at give adressaterne for en meddelelse af klagepunkter mulighed for at goere sig bekendt med bevismaterialet i Kommissionens sagsakter for paa baggrund heraf at kunne tage stilling til de resultater, Kommissionen er naaet frem til i sin meddelelsen af klagepunkter (jf. Rettens dom af 29.6.1995, sag T-30/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 1775, praemis 59). Sagsoegerne benyttede sig ikke af muligheden for aktindsigt i Kommissionens sagsakter efter modtagelsen af meddelelsen af klagepunkter, og der er derfor ikke laengere grund til at give dem aktindsigt paa et senere stade i proceduren og navnlig ikke efter vedtagelsen af den anfaegtede beslutning.

Rettens bemaerkninger

218 Sagsoegerne har allerede under sag T-213/95 paaberaabt sig det foerste led af dette anbringende, der stoettes paa en tilsidesaettelse af forpligtelsen i den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 6 til at traeffe afgoerelse inden for en rimelig frist. Dette led maa forkastes af de samme grunde, som er anfoert ovenfor i praemis 53-70.

219 For saa vidt angaar det andet led, der gaar ud paa, at sagsoegerne skulle have vaeret hoert inden vedtagelsen af Kommissionens beslutning af 13. april 1994 i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17, bemaerkes, at selv om Kommissionen efter faellesskabsretten havde vaeret forpligtet til mundtligt at hoere de paagaeldende inden vedtagelsen af en saadan beslutning, ville den manglende overholdelse af en saadan forpligtelse kun kunne paavirke lovgivningen af Kommissionens beslutning af 13. april 1994 og ikke den anfaegtede beslutning, der alene er genstand for legalitetskontrol i naervaerende sag. Det er ikke bestridt, at sagsoegerne i deres svar paa meddelelsen af klagepunkter af 21. oktober 1994 gav afkald paa afholdelsen af en hoering inden vedtagelsen af den anfaegtede beslutning. Det andet led maa herefter ligeledes forkastes.

220 For saa vidt angaar det tredje led, der gaar ud paa, at Kommissionen naegtede sagsoegerne aktindsigt, bemaerkes, at sagsoegerne foerst fremsatte begaering herom efter vedtagelsen af den anfaegtede beslutning. Lovligheden af denne paavirkes derfor paa ingen maade af Kommissionens afslag paa den oenskede aktindsigt (jf. Rettens dom af 6.4.1995, sag T-145/89, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. II, s. 987, praemis 30). Endvidere har sagsoegerne ikke paaberaabt sig noget indicium for, at der i sagsakterne skulle findes diskulperende dokumenter. Sagsoegerne har heller ikke gjort gaeldende, at de ikke har haft adgang til alt belastende materiale. Endvidere har sagsoegerne ikke for saa vidt angaar meningsudvekslingerne mellem GD III og GD IV gjort gaeldende, at disse interne notater, som udenforstaaende principielt ikke har adgang til (Rettens dom af 17.12.1991, sag T-7/89, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711, praemis 54, og Domstolens dom af 6.4.1995, sag C-310/93 P, BPB Industries og Bristish Gypsum mod Kommissionen, Sml. I, s. 865, praemis 25), vil kunne vaere diskulperende. Sagsoegerne har anfoert, at notaterne vil kunne godtgoere, om der i denne sag er tale om magtfordrejning. Sagsoegerne har imidlertid ikke fundet det noedvendigt i staevningen at fremfoere et anbringende om, at der foreligger magtfordrejning, til stoette for, at den anfaegtede beslutning er ulovlig.

221 Herefter skal det tredje led ogsaa forkastes.

222 Af de samme grunde kan sagsoegernes anmodning om bevisoptagelse eller foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse af 9. juli 1996 (jf. ovenfor, praemis 28) ikke tages til foelge.

223 Det foelger af det anfoerte, at det fjerde anbringende om en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion skal forkastes i det hele.

Femte anbringende: tilsidesaettelse af traktatens artikel 190

Sammenfatning af parternes argumentation

224 Sagsoegerne har anfoert, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 190. I naervaerende sag var der en oeget begrundelsespligt, idet det var foerste gang, Kommissionen skulle tage stilling til, om en certificeringsordning var i overensstemmelse med Faellesskabets konkurrenceregler. Kommissionen har heller ikke taget hensyn til de bemaerkninger, sagsoegerne fremsatte under den administrative procedure. Navnlig finder sagsoegerne, at Kommissionen ikke tilstraekkeligt har begrundet det forhold, at SCK anses for en virksomhed i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, og det forhold, at SCK's og FNK's anfaegtede praksis begraensede konkurrencen og paavirkede handelen mellem medlemsstater.

225 Kommissionen har ikke saerskilt taget stilling til dette anbringende.

Rettens bemaerkninger

226 Ifoelge fast retspraksis har forpligtelsen til at begrunde en individuel beslutning til formaal at give den beroerte virksomhed de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes, samt at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget (jf. bl.a. Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-350/88, Delacre m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 395, praemis 15, og Rettens dom af 12.6.1997, sag T-504/93, Tiercé Ladbroke mod Kommissionen, Sml. II, s. 923, praemis 149). Naar Kommissionen vedtager en beslutning som led i sin beslutningspraksis, paahviler det den, saafremt den gaar vaesentlig laengere end i tidligere beslutninger, udfoerligt at goere rede for sin argumentation (Domstolens dom af 26.11.1975, sag 73/74, Papier Peints mod Kommissionen, Sml. s. 1491, praemis 31).

227 Hvad angaar for det foerste spoergsmaalet om, hvorvidt der i denne sag er en oeget begrundelsespligt, maa det fastslaas, at selv om Kommissionen i den anfaegtede beslutnings dispositive del kun tager stilling til lejeforbuddet og systemet med vejledende priser og modregningspriser, har den alligevel angivet, hvilke kriterier en certificeringsordning skal opfylde for at kunne anses for at vaere i overensstemmelse med traktatens artikel 85, stk. 1 - aabenhed, uafhaengighed, gennemskuelighed og anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier (23. betragtning til den anfaegtede beslutning). Sagsoegerne kan ikke med hensyn til de i den anfaegtede beslutnings dispositive del omhandlede overtraedelser (lejeforbuddet og systemet med vejledende priser og modregningspriser) goere gaeldende, at beslutningen gaar vaesentlig laengere end Kommissionens tidligere beslutninger. Under alle omstaendigheder har Kommissionen i den anfaegtede beslutning detaljeret redegjort for, hvorfor systemet med vejledende priser og modregningspriser og lejeforbuddet udgjorde overtraedelser af traktatens artikel 85, stk. 1 (20.-31. betragtning), og hvorfor disse former for praksis ikke kunne fritages i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3 (32.-39. betragtning). Endvidere har Kommissionen i tilstraekkeligt omfang redegjort for grundene til, at den ansaa SCK for en virksomhed i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1 (17. betragtning).

228 Med hensyn til argumentet om, at Kommissionen skulle have taget hensyn til de bemaerkninger, sagsoegerne fremsatte under den administrative procedure, bemaerkes, at selv om det i medfoer af traktatens artikel 190 paahviler Kommissionen at angive de faktiske omstaendigheder, som ligger til grund for dens beslutning, og de retlige betragtninger, som har foranlediget den til at traeffe denne, kraever bestemmelsen ikke, at Kommissionen behandler alle de faktiske og retlige spoergsmaal, som er blevet behandlet under den administrative procedure (ovennaevnte domme i sagerne BAT og Reynolds mod Kommissionen, praemis 72, og Tiercé Ladbroke mod Kommissionen, praemis 150). Endvidere er der ikke noget i sagen, der tyder paa, at Kommissionen har undladt at tage hensyn til et vaesentligt forhold, som er blevet rejst under den administrative procedure (ovennaevnte dom i sagen Publishers Association mod Kommissionen, praemis 41 og 42).

229 Der kan saaledes ikke gives medhold i anbringendet om tilsidesaettelse af traktatens artikel 190.

230 Herefter skal paastanden om annullation af den anfaegtede beslutning forkastes.

3. Den subsidiaere paastand om ophaevelse eller nedsaettelse af boederne

231 Sagsoegerne har paaberaabt sig tre anbringender til stoette for den subsidiaere paastand om ophaevelse eller nedsaettelse af boederne. Det foerste anbringende stoettes paa en tilsidesaettelse af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, det andet stoettes paa en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet og det tredje paa en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190.

Foerste anbringende: tilsidesaettelse af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17

Sammenfatning af parternes argumentation

232 Sagsoegerne har anfoert, at det ikke var berettiget at paalaegge dem en boede. Ifoelge sagsoegerne er det ikke korrekt, naar det i den 44. betragtning til den anfaegtede beslutning anfoeres, at »FNK og SCK ... ikke [kan] have vaeret uvidende om, at den anfaegtede handlemaade havde til formaal eller i det mindste til foelge at begraense konkurrencen«.

233 SCK kan ikke anses for at have vaeret vidende om lejeforbuddets konkurrencebegraensende formaal eller i det mindste dets konkurrencebegraensende virkninger, idet det var antaget af Certificeringsraadet, at forbuddet var den eneste maade, hvorpaa man kunne sikre sammenhaengen i certificeringsordningen, og Kommissionen har selv erkendt i svarskriftet i sag T-213/95, at denne sag er kompleks, baade begrebsmaessigt og med hensyn til konkurrencepolitikken. Under alle omstaendigheder har Kommissionen i en tidligere beslutning accepteret, at det forhold, at den aldrig tidligere havde taget stilling til en saerlig form for overtraedelse, var tilstraekkeligt til, at den ikke paalagde boeder (Kommissionens beslutning 88/501/EOEF af 26.7.1988 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 og 86 (IV/31.043 - Tetra Pak I (BTG-licens), EFT L 272, s. 27, herefter »beslutning 88/501«).

234 For saa vidt angaar FNK har sagsoegerne vedroerende de vejledende priser henvist til artikel 5 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 4087/88 af 30. november 1988 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af franchiseaftaler (EFT L 359, s. 46, herefter »forordning nr. 4087/88«) og artikel 1, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1534/91 af 31. maj 1991 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa visse kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis paa forsikringsomraadet (EFT L 143, s. 1, herefter »forordning nr. 1534/91«) samt Domstolens dom af 28. januar 1986, sag 161/84, Pronuptia (Sml. s. 353), hvoraf fremgaar, at anvendelsen af vejledende priser, som ikke er obligatoriske, ikke i sig selv kan antages at vaere i strid med faellesskabsretten. For saa vidt FNK kan anses for ansvarlig for fastsaettelsen af modregningspriser, kunne FNK ikke med rimelighed gaa ud fra, at denne praksis var i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, idet Kommissionen i to tilfaelde havde godkendt lignende modregningsordninger i banksektoren (beslutning 87/103 og Kommissionens beslutning 89/512/EOEF af 19.7.1989 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.499 - Nederlandske banker, EFT L 253, s. 1)).

235 Kommissionen har anfoert, at det fremgaar af fast retspraksis, at det ikke er noedvendigt for, at en overtraedelse kan antages at vaere begaaet forsaetligt, at virksomheden vidste, at den overtraadte forbuddet i artikel 85. Det er tilstraekkeligt, at virksomheden ikke kunne vaere uvidende om, at formaalet med den paagaeldende adfaerd var at begraense konkurrencen (Domstolens dom af 11.7.1989, sag 246/86, Belasco m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2117, praemis 41). Dette er situationen for sagsoegerne. Hvad saerligt angaar FNK har Kommissionen anfoert, at sammenslutningen ikke kan paaberaabe sig Pronuptia-dommen, forordning nr. 4087/88 og nr. 1534/91 eller Kommissionens praksis paa bankomraadet, idet der var tale om frivillige prisordninger, mens de vejledende priser og modregningspriserne i dette tilfaelde var bindende og blev anvendt over for kunderne.

Rettens bemaerkninger

236 Det fremgaar af fast retspraksis, at der kan paalaegges sanktioner for overtraedelser af konkurrencereglerne, naar de er begaaet forsaetligt eller uagtsomt, og det er tilstraekkeligt, at virksomheden ikke kunne vaere uvidende om, at dens adfaerd kunne vaere konkurrencebegraensende (jf. Rettens dom af 7.7.1994, sag T-43/92, Dunlop Slazenger mod Kommissionen, Sml. II, s. 441, praemis 142, og den her naevnte retspraksis).

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 695A0213.2

237 SCK's argument om, at fonden var udvidende om, at lejeforbuddet var konkurrencebegraensende, kan ikke tiltraedes. For det foerste er der ikke fremlagt noget dokument, hvori Certificeringsraadet har anfoert, at lejeforbuddet var den eneste maade, hvorpaa betingelsen om sammenhaeng i certificeringsordningen, som findes i punkt 2.5 i raadets kriterier for godkendelse, kunne opfyldes. I Certificeringsraadets endelige beretning af 22. april 1992, hvortil sagsoegerne har henvist, fastslaas det alene, at SCK ikke laengere opfylder denne betingelse, efter at SCK paa grundlag af den nationale domstols afgoerelse om foreloebige forholdsregler havde tilbagekaldt lejeforbuddet [»Det maa fastslaas, at SCK i overensstemmelse med en retsafgoerelse har ophaevet den omhandlede bestemmelse (lejeforbuddet), men der findes endnu ikke andre bestemmelser, hvorved det til grundliggende maal kan naas, nemlig at sikre, at naar der anvendes kraner fra andre virksomheder, opfylder disse kraner ogsaa betingelserne. Herved tilsidesaetter SCK betingelsen i punkt 2.5 i kriterierne for godkendelse.«]

238 For det andet er Kommissionens erkendelse af, at sagen er kompleks, ikke en begrundelse for SCK's »uvidenhed«. Det kan saaledes udelukkes, at SCK var af den opfattelse, at lejeforbuddet, som indebaerer et indgreb i de godkendte virksomheders aftalefrihed, og som paavirker de ikke-godkendte virksomheders stilling, ikke kunne medfoere en konkurrencebegraensning paa markedet og skabe problemer i forhold til de faellesskabsretlige konkurrenceregler.

239 For det tredje kan Kommissionens afgoerelse i beslutning 88/501 om ikke at paalaegge en boede, fordi de fastslaaede overtraedelser var relativt nye, ikke give virksomheder, som begaar overtraedelser, for hvilke Kommissionen ikke tidligere har paalagt sanktioner, en »immunitet«. Kommissionen tager saaledes i hver enkelt sag som led i sin skoensmaessige befoejelse stilling til, om det er hensigtsmaessigt at fastsaette en boede med henblik paa at paalaegge en sanktion for den fastslaaede overtraedelse og sikre effektiviteten i konkurrenceretten. I denne forbindelse maa det fastslaas, at sagsoegerne ikke kunne vaere uvidende om de konkurrencebegraensende virkninger af et lejeforbud, som blev anvendt som led i en certificeringsordning, som ikke var aaben, og som ikke gav mulighed for anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier.

240 For saa vidt angaar FNK var systemet med vejledende priser og modregningspriser bindende (jf. ovenfor, praemis 159-164), og ordningen vedroerte ikke kun forholdet mellem FNK's medlemmer (modregningspriserne), men ogsaa forholdet mellem disse og entreprenoervirksomhederne (de vejledende priser). Herved adskiller naervaerende sag sig afgoerende fra situationen i Pronuptia-dommen, fra forordning nr. 4087/88 og forordning nr. 1534/91, som er gennemfoert ved forordning nr. 3932/92, og fra Kommissionens praksis inden for bankomraadet, hvortil sagsoegerne har henvist (jf. ovenfor, praemis 234). Det maa tilfoejes, at formaalet med systemet med vejledende priser og modregningspriser var at faa markedspriserne til at stige (jf. ovenfor, praemis 163 og 164). Det er derfor udelukket, at FNK kunne vaere uvidende om, at systemet med vejledende priser og modregningspriser ville medfoere en konkurrencebegraensning.

241 Det foerste anbringende skal herefter forkastes.

Andet anbringende: tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet

Sammenfatning af parternes argumentation

242 Sagsoegerne har anfoert, at de faktorer, Kommissionen har naevnt i 45. betragtning til den anfaegtede beslutning i forbindelse med boedeudmaalingen, ikke er relevante. For det foerste staar boeden ikke i rimeligt forhold til den paastaaede forstyrrelse af det faelles marked for udlejning af kraner. Dernaest forudsaetter Kommissionen fejlagtigt, at der er taette forbindelser mellem SCK og FNK, der sammenlagt kun repraesenterer 40% af de virksomheder, som er beskaeftiget paa markedet, og som derfor ikke har en vaesentlig del af kranudlejningsmarkedet. Endelig har FNK frivilligt fastholdt den situation, som opstod efter opfyldelsen af kendelsen af 11. februar 1992, selv om kendelsen blev ophaevet under appelsagen den 9. juli 1992. En saadan adfaerd, som ville have begrundet, at der ikke blev paalagt nogen boede (Kommissionens beslutning 79/934/EOEF af 5.9.1979 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/29.021 - BP Kemi - DDSF, EFT L 286, s. 32), er i hvert fald tilstraekkelig til at begrunde en vaesentlig nedsaettelse af boeden.

243 Hertil kommer, at boederne er abnormt store, idet FNK og SCK ikke er i stand til at betale dem. For saa vidt angaar SCK er overtraedelsens korte varighed (Kommissionens beslutning 75/75/EOEF af 19.12.1974 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 86 (IV/28.851 - General Motors Continental, EFT L 29, s. 14) og det forhold, at Kommissionen ikke tidligere havde taget stilling til anvendelsen af konkurrencereglerne paa certificeringsordninger (Domstolens dom af 3.7.1991, sag C-62/86, AKZO mod Kommissionen, Sml. I, s. 3359, praemis 163), formildende omstaendigheder, som begrunder en nedsaettelse af den paalagte boede. Hvad angaar FNK var Kommissionen ikke berettiget til at tage hensyn til FNK-medlemmernes omsaetning ved boedeudmaalingen, idet den anfaegtede beslutning er rettet til sammenslutningen og ikke til de enkelte medlemmer. Endelig boer det forhold, at Kommissionen under den administrative procedure i strid med den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 6 ikke traf en beslutning inden for en rimelig frist, foere til en nedsaettelse af den paalagte boede.

244 I deres bemaerkninger til interventionsindlaegget har sagsoegerne endvidere henvist til Kommissionens beslutning 96/438/EF af 5. juni 1996 om en procedure vedroerende anvendelse af EF-traktatens artikel 85 (IV/34.983 - FENEX, EFT L 181, s. 28, herefter »beslutning 96/438«), hvori Kommissionen kun paalagde en boede paa 1 000 ECU, selv om overtraedelsen mindede om den overtraedelse, som FNK haevdes at have begaaet.

245 Kommissionen har anfoert, at sagsoegerne ikke kan goere gaeldende, at der ikke var tale om en forstyrrelse af faellesskabsmarkedet. De to sagsoegere har til sammen en vaesentlig del af det nederlandske marked. Endvidere havde systemet med vejledende priser og modregningspriser eksisteret i mere end ti aar, da FNK bragte det til ophoer, efter at praesidenten for Arrondissementsrechtbank, Utrecht, den 11. februar 1992 havde afsagt kendelse. Med hensyn til boedens stoerrelse er denne ikke abnormt stor, idet sagsoegernes medlemmer har en omsaetning paa mere end 200 mio. ECU. Der er taget hensyn til den relativt korte varighed af SCK's overtraedelse. Endelig foreligger der ikke en overtraedelse af den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 6.

Rettens bemaerkninger

246 Det fremgaar af fast retspraksis, at boeden skal fastsaettes paa grundlag af omstaendighederne i forbindelse med overtraedelsen og dennes grovhed, og at der ved vurderingen af overtraedelsens grovhed med henblik paa boedeudmaalingen bl.a. skal tages hensyn til konkurrencebegraensningernes art (jf. Rettens dom af 14.7.1994, sag T-77/92, Parker Pen mod Kommissionen, Sml. II, s. 549, praemis 92).

247 I 45. betragtning til den anfaegtede beslutning har Kommissionen vurderet overtraedelsernes grovhed med henblik paa udmaaling af de boeder, der paalaegges sagsoegerne. Kommissionen har for det foerste anfoert, at FNK's prissystem og SCK's lejeforbud »bidrager til kunstigt at kontrollere eller begraense det nederlandske kranudlejningsmarked og forstyrrer saaledes faellesskabsmarkedet for kranudlejningserhvervet«. Endvidere har Kommissionen taget hensyn til, at sagsoegerne, »der indbyrdes har taette forbindelser, omfatter et stort antal virksomheder, der tilsammen har en vaesentlig del af kranudlejningsmarkedet«, og at »begraensningerne foerst er bragt til ophoer, efter at der blev afsagt en retskendelse herom«.

248 Der er ingen tvivl om, at der er tale om relevante kriterier i forbindelse med vurderingen af overtraedelsernes grovhed, og det maa derfor undersoeges, om det, der konstateres i forbindelse hermed, materielt er korrekt.

249 Det er allerede fastslaaet, at SCK's lejeforbud og FNK's system med vejledende priser og modregningspriser var i strid med traktatens artikel 85, stk. 1. Det bemaerkes i denne forbindelse, at lejeforbuddet, der var forbundet med en certificeringsordning, som ikke var fuldstaendig aaben, og som ikke gav mulighed for anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier, begraensede konkurrencemulighederne for ikke-godkendte virksomheder, navnlig ikke-nederlandske virksomheder. Endvidere begraensede FNK's prissystem kunstigt konkurrencen mellem sammenslutningens medlemmer. FNK's og SCK's anfaegtede praksis har saaledes i vaesentlig grad forstyrret det faelles marked for kranudlejning. For saa vidt angaar forbindelserne mellem FNK og SCK har sagsoegerne selv i staevningen anfoert, at »antallet af medlemmer i FNK og SCK er omtrent det samme, og det drejer sig i stort omfang om de samme virksomheder«. Kommissionen begik heller ikke nogen fejl, da den antog, at FNK's medlemmer og de af SCK godkendte virksomheder udgjorde en vaesentlig del af kranudlejningsmarkedet. Kommissionen antog i den anfaegtede beslutning, at FNK og SCK repraesenterede 78% og 51% af det nederlandske kranudlejningsmarked (6. betragtning). Det var i oevrigt sagsoegerne selv, der under den administrative procedure oplyste tallet paa 51%. I punkt 26 i svaret paa meddelelsen af klagepunkter af 21. oktober 1994 bestred sagsoegerne det af Kommissionen anfoerte tal paa 75% og anfoerte, at FNK's medlemmer pr. 31. december 1993 havde i alt 1 544 mobilkraner ud af et samlet antal mobilkraner i kranudlejningssektoren paa ca. 3 000, svarende til en markedsandel paa 51%. Sagsoegernes argument om, at FNK og SCK, som i det vaesentlige omfattede de samme virksomheder, »kun« repraesenterede 40% af det nederlandske kranudlejningsmarked, maa derfor forkastes. Under alle omstaendigheder udgoer en markedsandel paa 40% en vaesentlig del af det nederlandske kranudlejningsmarked. Endvidere kan FNK ikke til stoette for, at boeden skal ophaeves eller nedsaettes, henvise til, at sammenslutningen fastholdt den situation, som opstod efter opfyldelsen af kendelsen af 11. februar 1992, selv om kendelsen blev ophaevet under appelsagen den 9. juli 1992. Da boeden kun omfatter perioden indtil den 6. februar 1992 (46. betragtning til den anfaegtede beslutning), er det ikke relevant ved vurderingen af grovheden af en overtraedelse for perioden forud for den 6. februar 1992, at FNK ikke anvendte systemet med vejledende priser og modregningspriser efter den 11. februar 1992.

250 Hvad angaar anbringendet om tilsidesaettelse af den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1, henvises til, at dette ikke kan tiltraedes (jf. ovenfor, praemis 53-70). Argumentet om, at boeden boer nedsaettes paa grund af den paastaaede tilsidesaettelse af princippet om en rimelig frist, kan derfor heller ikke tiltraedes.

251 Sagsoegerne kan heller ikke paaberaabe sig beslutning 96/438. Det fremgaar af denne beslutning, at de af FENEX foreslaaede tariffer var rent vejledende tariffer. Der var saaledes ikke som i denne sag tale om et prissystem, som var paalagt sammenslutningens medlemmer i forbindelse med overholdelsen af forpligtelsen til at anvende acceptable priser (jf. ovenfor, praemis 159-164). Endvidere er det ubestridt, at FENEX i modsaetning til FNK (kendelse om foreloebige forholdsregler afsagt af praesidenten for Arrondissementsrechtbank, Utrecht, den 11.2.1992, jf. ovenfor, praemis 8) ikke i henhold til national retsafgoerelse eller af en anden offentlig myndighed var blevet paalagt af bringe udsendelsen af tariffer til ophoer. Hertil kommer, at FENEX frivilligt var ophoert med at udsende vejledende tariffer, inden Kommissionen af egen drift og ikke paa grundlag af en klage indledte en procedure mod sammenslutningen.

252 Med hensyn til den paastaaede tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet for saa vidt angaar boedens stoerrelse i forhold til sagsoegernes oekonomiske formaaen bemaerkes, at anvendelsen af begrebet »overtraedelse« i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, der uden forskel omfatter aftaler, samordnet praksis og vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder, viser, at de i bestemmelsen fastsatte maksimumsbeloeb gaelder ens for aftaler og samordnet praksis saavel som for vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder. Heraf foelger, at maksimumsbeloebet paa 10% af omsaetningen skal beregnes paa grundlag af omsaetningen for hver af de virksomheder, som har deltaget i aftalerne eller den samordnede praksis, eller for samtlige de virksomheder, som er medlemmer af de paagaeldende sammenslutninger, i hvert fald naar sammenslutningen efter sine interne regler kan handle med bindende virkning for sine medlemmer. Rigtigheden af denne opfattelse bekraeftes af, at den indflydelse, som en sammenslutning af virksomheder har kunnet udoeve paa markedet, ikke beror paa dens egen »omsaetning«, som hverken er udtryk for dens stoerrelse eller oekonomiske styrke, men paa medlemsvirksomhedernes omsaetning, hvilket er et udtryk for dens stoerrelse og oekonomiske styrke (ovennaevnte domme i sagerne CB og Europay mod Kommissionen, praemis 136 og 137, og SPO m.fl. mod Kommissionen, praemis 385).

253 Det er i denne sag ikke bestridt, at FNK er en sammenslutning af virksomheder (punkt 8 i FNK's anmeldelse). Endvidere kan FNK i henhold til artikel 6 i vedtaegterne handle med bindende virkning for sine medlemmer. Sagsoegerne kan derfor ikke goere gaeldende, at Kommissionen ikke kunne tage hensyn til FNK-medlemmernes omsaetning ved udmaalingen af den boede, som blev paalagt sammenslutningen.

254 Hvad derimod angaar den boede, der blev paalagt SCK, maa det fastslaas, at Kommissionen i den anfaegtede beslutning (17. betragtning) med foeje har anset SCK for en virksomhed og ikke for en sammenslutning af virksomheder. Kommissionen kunne derfor ikke tage hensyn til de godkendte virksomheders omsaetning ved boedeudmaalingen. Det fremgaar af SCK's aarsregnskab for 1994, at omsaetningen androg 608 231 HFL eller ca. 288 750 ECU. Selv om Kommissionen har holdt sig inden for beloebsgraensen i artikel 15, stk. 2, litra a), i forordning nr. 17, findes den boede paa 300 000 ECU, som er paalagt SCK, og som overstiger SCK's samlede omsaetning i aaret forud for vedtagelsen af beslutningen, at vaere for stor.

255 Retten, der har fuld proevelsesret, finder, at boeden boer nedsaettes til 100 000 ECU.

Tredje anbringende: tilsidesaettelse af traktatens artikel 190

Sammenfatning af parternes argumentation

256 Sagsoegerne har anfoert, at Kommissionens begrundelse for boeden er mangelfuld (Domstolens dom af 15.7.1970, sag 45/69, Boehringer Mannheim mod Kommissionen, Sml. s. 153; org. ref.: Rec. s. 769, paa s. 811, af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73, 55/73, 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, praemis 612, og af 7.6.1983, forenede sager 100/80, 101/80, 102/80 og 103/80, Musique diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, praemis 120).

257 Kommissionen har henvist til 45. og 46. betragtning til den anfaegtede beslutning.

Rettens bemaerkninger

258 Som tidligere anfoert, har forpligtelsen til at begrunde bebyrdende beslutninger til formaal at give de beroerte virksomheder de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, og at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed (jf. den ovenfor i praemis 226 naevnte retspraksis og Rettens dom af 6.4.1995, sag T-150/89, Martinelli mod Kommissionen, Sml. II, s. 1165, praemis 65).

259 I 44. betragtning til den anfaegtede beslutning har Kommissionen anfoert, at sagsoegerne ikke kunne vaere uvidende om, at den anfaegtede handlemaade havde til formaal eller i det mindste til foelge at begraense konkurrencen. I 45. og 46. betragtning har Kommissionen vurderet henholdsvis overtraedelsernes grovhed og deres varighed med henblik paa at udmaale de boeder, der er paalagt sagsoegerne. I disse to sidstnaevnte betragtninger er der givet sagsoegerne de oplysninger, der er noedvendige for at vurdere, om de boeder, som er paalagt dem, var berettigede, og paa grundlag af disse betragtninger kan Retten efterproeve lovligheden heraf.

260 Det tredje anbringende kan saaledes ikke tiltraedes.

261 Herefter skal paastanden om ophaevelse af boederne forkastes, idet dog den boede, der er paalagt SCK, skal nedsaettes.

Sagsomkostninger

262 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I henhold til artikel 87, stk. 3, kan Retten dog fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. I dette tilfaelde har sagsoegerne ikke faaet medhold i nogen af deres paastande i sag T-213/95, i deres principale paastand og de vaesentlige dele af deres subsidiaere paastande i sag T-18/96. Procesreglementets artikel 87, stk. 3, boer derfor bringes i anvendelse. Sagsoegerne doemmes herefter til at baere sagsoegtes omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagerne om foreloebige forholdsregler. Endvidere baerer sagsoegerne intervenienternes omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Fjerde Udvidede Afdeling)

263 Sag T-213/95 og T-18/96 forenes med henblik paa domsafsigelsen.

264 Den boede, der ved artikel 5, stk. 2, i Kommissionens beslutning 95/551/EF af 29. november 1995 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/34.179, IV/34.202, IV/34.216 - Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf og Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven) er paalagt Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf, nedsaettes til 100 000 ECU.

265 I oevrigt frifindes Kommissionen.

266 Sagsoegerne baerer deres egne og Kommissionens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagerne om foreloebige forholdsregler. Endvidere baerer sagsoegerne intervenienternes omkostninger.