61995A0119

Landbrug - faelles markedsordning - maelk og mejeriprodukter - tillaegsafgift paa maelk - nedsaettelse af afgiftsfritagne referencemaengder uden godtgoerelse - ejendomsret - princippet om beskyttelse af den berettigede forventning - lighedsprincippet - tilsidesaettelse - foreligger ikke

[EF-traktaten, art. 39, stk. 1, litra b), og art. 40, stk. 3, andet afsnit; Raadets forordning nr. 816/92]

Nedsaettelsen i forordning nr. 816/92 af referencemaengderne, der er fritaget for tillaegsafgift paa maelk i perioden 1992/1993, uden godtgoerelse er hverken i strid med ejendomsretten eller med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning eller lighedsprincippet.

For det foerste var denne foranstaltning begrundet i oensket om at fortsaette saneringen af markedet for maelk i forlaengelse af andre tilsvarende foranstaltninger, der var truffet for de foregaaende aar, og den paagaeldende nedsaettelse oversteg ikke med sit omfang graenserne for et taaleligt indgreb, hvorfor den ikke beroerer selve kernen af ejendomsretten. Raadet var i oevrigt berettiget til inden for rammerne af sine vide skoensbefoejelser paa den faelles landbrugspolitiks omraade at give maalsaetningen om at stabilisere markedet midlertidig forrang, naar de paagaeldende foranstaltninger gennem en rationel udvikling af produktionen ville bidrage til at opretholde en rimelig levestandard for landbrugsbefolkningen, jf. traktatens artikel 39, stk. 1, litra b).

For det andet kan disse producenter, eftersom Raadet og Kommissionen ikke har skabt en situation, som har givet maelkeproducenterne en berettiget forventning om, at de indtil da suspenderede referencemaengder ville komme til at gaelde igen, og varigheden af den midlertidige suspensionsordning saaledes allerede ved ordningens indfoerelse og i forbindelse med dens forlaengelse reelt var bundet til varigheden af tillaegsafgiftsordningen, ikke goere gaeldende, at institutionerne skulle have fremkaldt en berettiget forventning hos dem.

For det tredje kan ordningen om midlertidig suspension, da den er tilrettelagt saaledes, at de suspenderede maengder er proportionale med referencemaengderne, og saaledes er truffet paa grundlag af objektive kriterier valgt med henblik paa, at den faelles markedsordning som helhed skal fungere tilfredsstillende, ikke anses for at indebaere en forskelsbehandling mellem producenter.

Dette resultat beroeres ikke af, at den paagaeldende erhvervsdrivende ud over den oprindeligt ydede referencemaengde ogsaa har erhvervet supplerende referencemaengder hos de nationale myndigheder.

I sag T-119/95,

Alfred Hauer, Niederweiler (Tyskland), ved advokaterne Matthias François og Heinz Neuhaus, Bitburg, og med valgt adresse hos advokat Annick Wurth, 100, Boulevard de la Pétrusse,

sagsoeger,

mod

Raadet for Den Europaeiske Union ved juridisk konsulent Arthur Brautigam, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektoer Alessandro Morbilli, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

og

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Klaus-Dieter Borchardt, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegte,

angaaende en paastand om annullation af Raadets forordning (EOEF) nr. 816/92 af 31. marts 1992 om aendring af forordning (EOEF) nr. 804/68 om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter (EFT L 86, s. 83) og en paastand om erstatning af det tab, der er forvoldt sagsoegeren ved anvendelsen af forordningen,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Foerste Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, B. Vesterdorf, og dommerne C.W. Bellamy og R.M. Moura Ramos,

justitssekretaer: fuldmaegtig A. Mair,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 4. marts 1998,

afsagt foelgende

Dom

De relevante retsforskrifter

1 I 1984 udstedte Raadet med henblik paa at modvirke overproduktionen af maelk i Faellesskabet forordning (EOEF) nr. 856/84 af 31. marts 1984 om aendring af forordning (EOEF) nr. 804/68 om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 10). Ved forordningen blev der indsat en ny artikel 5c i Raadets forordning (EOEF) nr. 804/68 af 27. juni 1968 (EFT 1968 I, s. 169, herefter »forordning nr. 804/68«), hvorved der i fem paa hinanden foelgende tidsrum, hvert paa tolv maaneder, fra den 1. april 1984 blev indfoert en tillaegsafgift paa de maengder maelk, der blev leveret og oversteg en referencemaengde (»kvote«), som skulle fastsaettes for enhver producent eller opkoeber (stk. 1 i den nye artikel 5c) inden for rammerne af en for hver enkelt medlemsstat fastsat »samlet garantimaengde« svarende til summen af de maengder maelk, der var leveret i kalenderaaret 1981, forhoejet med 1% (stk. 3), og eventuelt suppleret med en yderligere maengde fra »faellesskabsreserven« (stk. 4). Tillaegsafgiften kunne efter medlemsstatens eget valg afkraeves enten producenterne paa grundlag af de af dem leverede maengder (»formel A«) eller opkoeberne paa grundlag af de maengder, som var leveret til dem af producenter, idet afgiften i saa fald blev vaeltet over paa producenterne i forhold til deres leveringer (»formel B«).

2 I 1986 blev de samlede garantimaengder, da der fortsat var tale om overproduktion inden for maelkesektoren, nedsat med 2% for perioden 1987/1988 og med 1% for perioden 1988/1989 uden godtgoerelse, jf. Raadets forordning (EOEF) nr. 1335/86 af 6. maj 1986 om aendring af forordning nr. 804/68 (EFT L 119, s. 19) og Raadets forordning (EOEF) nr. 1343/86 af 6. maj 1986 om aendring af forordning (EOEF) nr. 857/84 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 119, s. 34). Nedsaettelsen blev ledsaget af en ordning med en godtgoerelse for at ophoere med at producere, som blev indfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1336/86 af 6. maj 1986 om fastsaettelse af en godtgoerelse for definitivt ophoer med maelkeproduktion (EFT L 119, s. 21).

3 I 1987 blev der ved Raadets forordning (EOEF) nr. 775/87 af 16. marts 1987 om midlertidig suspension af en del af referencemaengderne som omhandlet i artikel 5c, stk. 1, i forordning nr. 804/68 (EFT L 78, s. 5, herefter »forordning nr. 775/87«) indfoert en midlertidig suspension af 4% af hver referencemaengde for perioden 1987/1988 og af 5,5% for perioden 1988/1989. Til opvejelse heraf fik producenterne en godtgoerelse paa 10 ECU pr. 100 kg for hver periode.

4 Derefter opretholdt Raadets forordning (EOEF) nr. 1111/88 af 25. april 1988 om aendring af forordning nr. 775/87 (EFT L 110, s. 30, herefter »forordning nr. 1111/88«) den midlertidige suspension af 5,5% af de i forordning nr. 775/87 omhandlede referencemaengder for yderligere tre perioder paa tolv maaneder (1989/1990, 1990/1991 og 1991/1992). I henhold til forordningens artikel 1, stk. 2, skulle der som kompensation for suspensionen direkte udbetales en gradvis faldende godtgoerelse paa 8 ECU pr. 100 kg for 1989/1990, 7 ECU pr. 100 kg for 1990/1991 og 6 ECU pr. 100 kg for 1991/1992.

5 I 1989 blev de samlede garantimaengder nedsat med 1% ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3879/89 af 11. december 1989 om aendring af forordning nr. 804/68 (EFT L 378, s. 1) med henblik paa at foroege faellesskabsreserven og dermed goere det muligt at tildele supplerende referencemaengder til visse daarligt stillede producenter. For at opretholde de ikke-suspenderede referencemaengders niveau uforandret blev satsen for de midlertidigt suspenderede referencemaengder samtidig nedsat fra 5,5 til 4,5% ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3882/89 af 11. december 1989 om aendring af forordning nr. 775/87 (EFT L 378, s. 6), der ogsaa forhoejede godtgoerelsen i henhold til forordning nr. 1111/88 til henholdsvis 10 ECU, 8,50 ECU og 7 ECU pr. 100 kg for hver af perioderne.

6 I 1991 blev der ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1630/91 af 13. juni 1991 om aendring af forordning nr. 804/68 (EFT L 150, s. 19) foretaget endnu en nedsaettelse paa 2% af de samlede garantimaengder, for hvilken der i et naermere bestemt omfang blev betalt en godtgoerelse i henhold til artikel 1 og 2 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1637/91 af 13. juni 1991 om fastsaettelse af en godtgoerelse i forbindelse med nedsaettelsen af de i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 omhandlede referencemaengder og af en godtgoerelse for definitivt ophoer med maelkeproduktion (EFT L 150, s 30).

7 Derefter forlaengede Raadets forordning (EOEF) nr. 816/92 af 31. marts 1992 om aendring af forordning nr. 804/68 (EFT L 86, s. 83, herefter »forordning nr. 816/92«) nedsaettelsen af referencemaengderne med satsen 4,5% for perioden fra den 1. april 1992 til den 31. marts 1993 uden tildeling af godtgoerelse.

8 De to foerste betragtninger til forordning nr. 816/92 har foelgende ordlyd:

»Gyldighedsperioden for tillaegsafgiftsordningen i henhold til artikel 5c i Raadets forordning (EOEF) nr. 804/68 ... udloeber den 31. marts 1992; inden for rammerne af reformen af den faelles landbrugspolitik boer der vedtages en ny ordning, der skal finde anvendelse indtil aar 2000; i mellemtiden boer den nuvaerende ordning derfor viderefoeres i en niende tolvmaanedersperiode; i overensstemmelse med Kommissionens forslag vil den samlede maengde, der fastsaettes i henhold til naervaerende forordning, kunne forventes at blive nedsat for naevnte periode mod en godtgoerelse for at fortsaette den allerede paabegyndte saneringsindsats;

den midlertidige suspension af en del af referencemaengderne for fjerde til ottende tolvmaanedersperiode i henhold til forordning (EOEF) nr. 775/87 ... har vaeret paakraevet som foelge af markedssituationen; den vedvarende situation med overskud kraever, at 4,5 % af referencemaengderne for leverancer i niende periode ikke medtages i de samlede garantimaengder; Raadet vil i forbindelse med reformen af den faelles landbrugspolitik traeffe endelig afgoerelse om, hvad der skal ske med disse maengder; paa denne baggrund boer stoerrelsen af de paagaeldende maengder fastsaettes for hver medlemsstat.«

9 Forordningens artikel 1, nr. 3, aendrer artikel 5c, stk. 3, i forordning nr. 804/68 ved at tilfoeje foelgende litra:

»g) For tolvmaanedersperioden 1. april 1992 til 31. marts 1993 fastsaettes den samlede garantimaengde saaledes i tusind tons, dog med forbehold af, at der paa baggrund af Kommissionens forslag som led i reformen af den faelles landbrugspolitik kan ske en nedsaettelse i periodens loeb paa 1%, der beregnes paa grundlag af den maengde, der er omhandlet i andet afsnit:

...

Tyskland 27 154,205 ...

De i forordning (EOEF) nr. 775/87 naevnte maengder, som ikke er medtaget i foerste afsnit, udgoer i tusind tons foelgende:

...

Tyskland 1 360,215

...

Raadet traeffer endelig afgoerelse om disse maengder i forbindelse med reformen af den faelles landbrugspolitik.«

Sagens faktiske omstaendigheder

10 Sagsoegeren er maelkeproducent i Tyskland. I overensstemmelse med reglerne om den faelles markedsordning for maelk og maelkeprodukter var hans maelkeproduktion paa tidspunktet for sagens faktiske omstaendigheder begraenset til en referencemaengde, den nationale forvaltning havde fastsat paa grundlag af den maengde, der var leveret i et referenceaar. Han havde endvidere en supplerende referencemaengde, han havde koebt af de tyske myndigheder i loebet af aarene 1990 og 1991.

11 Ved afgoerelse af 29. juni 1992 suspenderede mejeriet Erbeskopf eG i Thalfang (Tyskland) uden godtgoerelse 4,74% af sagsoegerens referencemaengde i overensstemmelse med bestemmelserne i § 4b, VI, og § 4c, VI, i Milch-Garantiemengen-Verordnung (de tyske bestemmelser om referencemaengder, der gengiver de gaeldende faellesskabsbestemmelser).

12 Sagsoegeren paaklagede afgoerelsen, men klagen blev afvist af de kompetente tyske myndigheder den 17. august 1993. Afvisningen blev begrundet under henvisning til forordning nr. 816/92.

13 Ved skrivelse af 16. marts 1995 anmodede sagsoegeren Kommissionen om delvis annullation af forordningen og om udbetaling af erstatning.

Retsforhandlinger og parternes paastande

14 Ved staevning indleveret den 12. maj 1995 har sagsoegeren anlagt naervaerende sag.

15 Han har nedlagt foelgende paastande:

- Forordning nr. 816/92 annulleres, for saa vidt som den ikke indeholder bestemmelse om godtgoerelse for den del af referencemaengden, der suspenderes.

- Sagsoegeren tilkendes 59 827,21 DEM i erstatning.

- Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

16 Raadet har som sagsoegt nedlagt foelgende paastande:

- Afvisning, subsidiaert frifindelse for annullationspaastanden.

- Frifindelse for erstatningspaastanden.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

17 Kommissionen har som sagsoegt nedlagt foelgende paastande:

- Annullationspaastanden afvises i det omfang, den angaar Kommissionen.

- Frifindelse for saa vidt angaar erstatningspaastanden.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

18 Sagsoegeren og Kommissionen har afgivet mundtlige indlaeg under retsmoedet den 4. marts 1998. Raadet gav ikke moede under dette retsmoede.

Annullationspaastanden

Formaliteten

Parternes argumenter

19 Raadet har gjort gaeldende, at annullationspaastanden maa afvises, idet den anfaegtede forordning ikke beroerer sagsoegeren umiddelbart og individuelt (Domstolens dom af 11.7.1968, sag 6/68, Zuckerfabrik Watenstedt mod Raadet, Sml. 1965-1968, s. 531; org. ref.: Rec. s. 595, og af 18.5.1994, sag C-309/89, Codorníu mod Raadet, Sml. I, s. 1853). Sagsoegeren er kun beroert af retsakten i sin objektive egenskab af maelkeproducent som enhver anden erhvervsdrivende i samme situation.

20 Kommissionen har gjort gaeldende, at den ikke kan optraede som sagsoegt i en retssag angaaende paastand om annullation af en retsakt som forordning nr. 816/92, der er udstedt af Raadet. Annullationspaastanden boer derfor afvises i det omfang, den vedroerer Kommissionen.

21 Sagsoegeren har ikke taget stilling til disse argumenter. Rettens bemaerkninger

22 Det bemaerkes indledningsvis, at soegsmaalsfristerne ifoelge fast retspraksis hverken er undergivet Rettens eller parternes raadighed, men er ufravigelige regler (Rettens dom af 15.3.1995, sag T-514/93, Cobrecaf m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 621, praemis 40). I henhold til artikel 113 i procesreglementet tilkommer det Retten af egen drift at undersoege, om soegsmaalsfristen er overholdt (Rettens dom af 18.9.1997, forenede sager T-121/96 og T-151/96, Mutual Aid Administration Services mod Kommissionen, Sml. II, s. 1355, praemis 39), selv om parterne som i den foreliggende sag ikke har taget stilling hertil.

23 For saa vidt som sagsoegeren har nedlagt paastand om annullation af en forordning, er fristen for anlaeggelse af sagen den i traktatens artikel 173, stk. 5, fastsatte paa to maaneder. Da sagen er anlagt til proevelse af en retsakt, der er offentliggjort den 1. april 1992, skal fristen i medfoer af artikel 102, stk. 1, i Rettens procesreglement regnes fra den 16. april 1992. Da fristen i medfoer af bestemmelsens stk. 2 under hensyn til afstanden skal forlaenges med seks dage, udloeb den i juni maaned samme aar.

24 Da staevningen blev indleveret den 12. maj 1995, dvs. naesten tre aar senere, er sagen anlagt for sent.

25 Herefter maa annullationspaastanden afvises, uden at det er fornoedent at tage stilling til de af de sagsoegte paaberaabte afvisningsgrunde.

Erstatningspaastanden

26 Faellesskabet kan kun ifalde ansvar uden for kontrakt i medfoer af traktatens artikel 215, stk. 2, for skade, der er forvoldt af institutionerne, hvis betingelserne om, at der er udvist retsstridig adfaerd, at der er lidt et tab, og at der er aarsagsforbindelse mellem den retsstridige adfaerd og det paaberaabte tab, samtidig er opfyldt. For at Faellesskabet kan ifalde ansvar for generelle retsakter, skal dets adfaerd ifoelge fast retspraksis (Domstolens dom af 2.12.1971, sag 5/71, Zuckerfabrik Schoeppenstedt mod Raadet, Sml. 1971, s. 275; org. ref.: Rec. s. 975, praemis 11, og Rettens dom af 15.4.1997, sag T-390/94, Schroeder m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 501, praemis 52) indebaere en kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af borgerne. Hvis institutionen har vedtaget retsakten under udoevelse af en vid skoensbefoejelse, som det er tilfaeldet i forbindelse med den faelles landbrugspolitik, skal kraenkelsen endvidere vaere tilstraekkeligt kvalificeret, dvs. aabenbar og grov (jf. bl.a. Domstolens dom af 19.5.1992, forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 3061, praemis 12, og Rettens dom af 9.12.1997, forenede sager T-195/94 og T-202/94, Quiller og Heusmann mod Raadet og Kommissionen, Sml. II, s. 2247, praemis 48 og 49).

27 Retten skal herefter for det foerste undersoege, om institutionerne har udvist retsstridig adfaerd.

Spoergsmaalet, om der foreligger en retsstridig retsakt, der kunne have forvoldt det paastaaede tab

28 Sagsoegeren har med hensyn til annullationspaastanden fremfoert tre anbringender til stoette for, at forordning nr. 816/92 skulle vaere retsstridig, nemlig henholdsvis kraenkelse af ejendomsretten, tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og overtraedelse af lighedsprincippet.

Foerste anbringende, kraenkelse af ejendomsretten

- Parternes argumenter

29 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at ejendomsretten er et af de almindelige principper, som Domstolen sikrer overholdelsen af (Domstolens dom af 13.12.1979, sag 44/79, Hauer, Sml. s. 3727, praemis 17). Naar den anfaegtede forordning ikke giver hjemmel til at yde en godtgoerelse for nedsaettelsen af referencemaengden, har det i det foreliggende tilfaelde en tilsvarende virkning som ekspropriation, for saa vidt som der opkraeves en tillaegsafgift af den maelk, der saelges ud over kvoten. Det har saaledes virkning som et forbud mod salg. Selv om ekspropriation har hjemmel i en lovbestemmelse, kan den imidlertid i henhold til national ret kun foretages, hvis bestemmelsen herom regulerer, hvordan og i hvilket omfang erstatning skal ydes. Hvis der ikke ydes erstatning, foreligger der en kraenkelse af ejendomsretten.

30 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at hans situation paa et afgoerende punkt adskiller sig fra situationen i de forenede sager T-466/93, T-469/93, T-473/93, T-474/93 og T-477/93, hvor Retten afsagde sin dom den 13. juli 1995 (O'Dwyer m.fl. mod Raadet, Sml. II, s. 2071), som de sagsoegte har stoettet sig paa til imoedegaaelse af hans anbringender. Han har anfoert, at han har koebt referencemaengder af de nationale myndigheder. De sagsoegtes argumenter kan derfor ikke anvendes paa disse maengder, som er erhvervet mod betaling og derfor er omfattet af beskyttelsen af ejendomsretten. Sagsoegeren har fremhaevet, at hvis han havde vidst, da han koebte maengderne, at de kunne blive taget tilbage uden erstatning, ville han ikke have indgaaet en saadan handel, som i sidste ende kun kom den nationale forvaltning til gode.

31 Denne begraensning i ejendomsretten er ikke berettiget af hensyn til almenhedens interesse. At fratage producenterne deres indtaegter ville vaere i skarp modstrid med formaalene med traktatens artikel 39 og staa i et urimeligt forhold til de tilsigtede resultater.

32 Raadet har gjort gaeldende, at maelkekvoter ikke kan vaere genstand for en saerskilt ejendomsret uafhaengigt af den jord, de er knyttet til. Den i det foreliggende tilfaelde gennemfoerte nedsaettelse af referencemaengderne kan saaledes principielt ikke indebaere en kraenkelse af den beroertes ejendomsret (Domstolens dom af 22.10.1991, sag C-44/89, von Deetzen, Sml. I, s. 5119, praemis 27).

33 Ejendomsretten er ikke en absolut forrettighed i henhold til faellesskabsretten. Saerligt i forbindelse med en faelles markedsordning er den kun beskyttet mod uforholdsmaessige og uacceptable indgreb, der kraenker selve ejendomsrettens kerne (Domstolens dom af 11.7.1989, sag 265/87, Schraeder, Sml. s. 2237, praemis 15). Der er i det foreliggende tilfaelde ikke tale om et saadant indgreb, og den anfaegtede begraensning er klart i overensstemmelse med et formaal af almen interesse. Under alle omstaendigheder er sagsoegerens bedrift i betragtning af den omhandlede nedsaettelses beskedne omfang ikke truet paa en saadan maade, at det beroerer kernen i hans ejendomsret.

34 Raadet har endvidere anfoert, at maalsaetningen i traktatens artikel 39, stk. 1, litra b), om at sikre indkomsterne inden for landbruget, skal bringes i overensstemmelse med maalsaetningen i artikel 39, stk. 1, litra c), om at stabilisere markederne, som midlertidigt kan gives forrang under visse betingelser (jf. Domstolens dom af 11.3.1987, sag 265/85, Van den Bergh en Jurgens og Van Dijk Food Products mod Kommissionen, Sml. s. 1155, praemis 20, og af 19.3.1992, sag C-311/90. Hierl, Sml. I, s. 2061, praemis 13). En saadan forrang var berettiget i det foreliggende tilfaelde.

35 Kommissionen har gjort gaeldende, at Retten i ovennaevnte sag, O'Dwyer m.fl. mod Raadet, allerede har forkastet det af sagsoegeren fremfoerte anbringende, idet den udtalte, at suspensionen af referencemaengden uden godtgoerelse i medfoer af forordning nr. 816/92 var berettiget af hensyn til stabilisering af markedet for maelk og nedbringelse af det strukturbetingede overskud. Suspensionen kunne derfor ikke i sig selv udgoere en kraenkelse af ejendomsretten.

36 De sagsoegte har gjort gaeldende, at enkelte af sagsoegerne i de sager, hvori O'Dwyer-dommen blev afsagt, ogsaa havde koebt supplerende referencemaengder. De har fremhaevet, at Retten afviste, at der med hensyn til nedsaettelse eller suspension af referencemaengderne skulle sondres paa grundlag af deres oprindelse. Efter de sagsoegtes opfattelse er det uforeneligt med hensynet til stabilisering af markedet at foretage en saadan sondring.

37 Kommissionen har anfoert, at koeb af referencemaengder fra nationale myndigheder ikke er tilladt i henhold til de gaeldende regler, og at de eneste handler af denne art, der er tilladt, er salg mellem maelkeproducenter. Kommissionen har bemaerket, at sagsoegeren ikke har oplyst det juridiske grundlag for hans erhvervelse af de supplerende maengder. Sagsoegerens argument er derfor uden relevans. Hvis alle de supplerende maengder, producenterne har koebt, ikke skulle medtages ved nedsaettelsen, er deres omfang i oevrigt saadant, at det ville blive umuligt at gennemfoere maalene med forordning nr. 816/92.

- Rettens bemaerkninger

38 Indledningsvis bemaerkes det, at forordning nr. 816/92 blev vedtaget i forlaengelse af en raekke andre retsakter, der ogsaa indeholdt begraensninger i referencemaengderne. Domstolen har i dom af 20. september 1988 (sag 203/86, Spanien mod Raadet, Sml. s. 4563, praemis 15) og i ovennaevnte dom i Hierl-sagen (praemis 21) fastslaaet, at dels forordning nr. 1335/86 og nr. 1343/86, der nedsatte den samlede garantimaengde til hver medlemsstat med 3%, dels bestemmelsen i forordning nr. 775/87 om suspension af en del af hver referencemaengde ikke var i strid med nogen faellesskabsretlig regel. I oevrigt har Retten i dommen i sagen O'Dwyer m.fl. mod Raadet, der ligesom den foreliggende sag angik paastand om erstatning for tab forvoldt paa grund af forordning nr. 816/92, frifundet sagsoegte. Endelig fandt Domstolen i dom af 15. april 1997 (sag C-22/94, Irish Farmers Association m.fl., Sml. I, s. 1809, praemis 42) ikke noget, der kunne rejse tvivl om forordningens gyldighed, for saa vidt angik forordningens bestemmelse om den omtvistede nedsaettelse. Det er paa baggrund af denne retspraksis, at der skal tages stilling til naervaerende erstatningspaastand.

39 Ejendomsretten, som sagsoegeren har gjort gaeldende er blevet kraenket, er beskyttet i Faellesskabets retsorden. Den er imidlertid ikke en absolut forrettighed, men skal ses i sammenhaeng med sin funktion i samfundet. Faellesskabet kan saaledes underkaste ejendomsretten begraensninger under varetagelsen af de formaal, det skal forfoelge i almenhedens interesse, navnlig inden for rammerne af en faelles markedsordning, forudsat at saadanne begraensninger er i virkelig overensstemmelse med disse formaal og ikke, naar henses til det forfulgte maal, indebaerer et uforholdsmaessigt og uacceptabelt indgreb (Domstolens ovennaevnte domme i Hauer-sagen, praemis 23, Schraeder-sagen, praemis 15, dom af 10.1.1992, sag C-177/90, Kuehn, Sml. I, s. 35, praemis 16, ovennaevnte dom i sagen Irish Farmers Association m.fl., praemis 27, og Rettens dom i ovennaevnte sag O'Dwyer m.fl. mod Raadet, praemis 98).

40 Ved forfoelgelsen af den faelles landbrugspolitiks maal foelger der vide skoensmaessige befoejelser med det politiske ansvar, som faellesskabslovgiver er tillagt ved traktaten. Disse befoejelser skal bl.a. goere det muligt for faellesskabsinstitutionerne til stadighed at soerge for at udjaevne en eventuel indbyrdes modstrid mellem disse maal betragtet saerskilt samt, om noedvendigt, give det ene eller det andet af dem midlertidig forrang, hvis de oekonomiske forhold eller omstaendigheder, med henblik paa hvilke de traeffer afgoerelse, kraever det (ovennaevnte domme i sagen Spanien mod Raadet, praemis 10, og Hierl-sagen, praemis 13). Det kan saaledes vaere lovligt at nedsaette referencemaengder, hvis det har til formaal at genoprette ligevaegten mellem udbud og efterspoergsel og at stabilisere markedet for maelk.

41 I den foreliggende sag opfylder den i forordning nr. 816/92 fastsatte nedsaettelse af referencemaengderne disse krav. Som det fremgaar af betragtningerne til forordningen, var nedsaettelsen af referencemaengderne begrundet i oensket om at fortsaette saneringen af markedet for maelk i forlaengelse af andre tilsvarende foranstaltninger, der var truffet for de foregaaende aar (jf. ovenfor i praemis 2-7).

42 Den paagaeldende nedsaettelse oversteg ikke med sit omfang graenserne for et taaleligt indgreb og beroerte derfor ikke selve kernen af ejendomsretten. Som Domstolen fastslog i ovennaevnte domme i Hierl-sagen (praemis 13, 14 og 15) og sagen Spanien mod Raadet (praemis 10 og 11), kraenker midlertidige nedsaettelser af referencemaengderne, der foretages med det formaal at opnaa en stabilisering af de markeder, hvor der er overproduktion, ikke ejendomsretten. I oevrigt foelger det af ovennaevnte dom i sagen Irish Farmers Association m.fl. (praemis 29), at selv hvis den midlertidige nedsaettelse af referencemaengderne paa 4,5% goeres permanent, uden at der ydes godtgoerelse derfor, indebaerer dette ikke en kraenkelse af ejendomsretten.

43 I oevrigt skal det bemaerkes, at hvis sagsoegeren - som han har haevdet - fik meddelelse om en procentvis nedsaettelse paa 4,74% og ikke paa 4,5% som fastsat i forordning nr. 816/92, paahviler ansvaret for denne forskel de nationale myndigheder.

44 Herefter maa sagsoegerens argument for, at der skulle vaere sket en tilsidesaettelse af traktatens artikel 39, ligeledes forkastes. Raadet var saaledes berettiget til inden for rammerne af sine vide skoensbefoejelser paa den faelles landbrugspolitiks omraade at give maalsaetningen om at stabilisere markedet for mejeriprodukter midlertidig forrang, naar de paagaeldende foranstaltninger gennem en rationel udvikling af produktionen ville bidrage til at opretholde en rimelig levestandard for landbrugsbefolkningen, jf. traktatens artikel 39, stk. 1, litra b) (jf. ovennaevnte dom i sagen O'Dwyer m.fl. mod Raadet, praemis 82, og med hensyn til tillaegsafgiftsordningen generelt Domstolens dom af 17.5.1988, sag 84/87, Erpelding, Sml. s. 2647, praemis 26).

45 Med hensyn til de supplerende referencemaengder, sagsoegeren havde koebt hos de nationale myndigheder, har han ikke fremfoert noget argument, der kan godtgoere en sondring mellem de supplerende maelkemaengder og den oprindelige referencemaengde. Det ville imidlertid vaere i strid med logikken bag den anfaegtede forordning, der skal styre en overskudsproduktion, ikke at medtage supplerende maengder i nedsaettelsen i henhold til forordning nr. 816/92 alene, fordi de er erhvervet ud over den oprindeligt ydede referencemaengde.

46 Under alle omstaendigheder havde visse sagsoegere i ovennaevnte sager O'Dwyer m.fl. mod Raadet i modsaetning til, hvad sagsoegeren har haevdet, ogsaa erhvervet supplerende referencemaengder hos de nationale myndigheder (jf. dommens praemis 119-130). Naar producenterne koeber disse supplerende referencemaengder, traeffer de et oekonomisk valg, der giver dem mulighed for at foroege deres leveringer. Disse producenter bidrager dermed til foroegelsen af det strukturbetingede overskud paa markedet, og det er derfor rimeligt, at de har pligt til at deltage i et stoerre omfang i den indsats for at nedsaette produktionen, der kraeves af producenterne. Nedsaettelsen i henhold til forordning nr. 816/92 skal derfor anvendes procentvis paa samtlige referencemaengder uanset deres oprindelse (jf. ovennaevnte dom i sagerne O'Dwyer m.fl. mod Raadet, praemis 128).

47 Idet det er ufornoedent at tage stilling til, om koebet af de paagaeldende supplerende maengder, som haevdet af Kommissionen, var i strid med den dagaeldende lovgivning, maa sagsoegerens argument, for saa vidt som det angaar beskyttelsen af ejendomsretten, herefter forkastes.

48 Det foerste anbringende maa herefter forkastes i sin helhed.

Andet anbringende, tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

- Parternes argumenter

49 Sagsoegeren har anfoert, at der blev ydet godtgoerelse for suspensionen af referencemaengderne indtil vedtagelsen af den anfaegtede forordning. Han var derfor berettiget til at gaa ud fra, at han kunne bevare og regne med disse dele af sin formue. Han havde endvidere foretaget investeringer med henblik paa at udnytte de maengder, han havde koebt af de nationale myndigheder. Hvis han havde haft nogen anelse om, at der ville blive foretaget et saadant indgreb, ville han ikke have koebt de supplerende maengder eller foretaget investeringerne.

50 Under retsmoedet, hvor sagsoegeren af Retten var blevet anmodet om at tage stilling til relevansen af ovennaevnte dom i sagen Irish Farmers Association m.fl., anfoerte han, at hans situation var en anden end den, Domstolen havde paadoemt i den paagaeldende dom, idet han havde koebt supplerende referencemaengder som led i foranstaltninger, de nationale myndigheder havde truffet. Han havde derfor haft en forventning om at kunne udnytte dem, men var blevet offer for den aendring i lovgivningen, der var sket et aar efter koebet.

51 Raadet har understreget, at en anerkendelse af, at maelkeproducenterne har en berettiget forventning om, at godtgoerelsen opretholdes uden tidsmaessig begraensning, ville vaere ensbetydende med at anerkende velerhvervede rettigheder i saa henseende, hvilket strider mod fast retspraksis (jf. Domstolens dom af 22.1.1986, sag 250/84, Eridania m.fl., Sml. s. 117, og ovennaevnte dom i sagen Spanien mod Raadet).

52 Der er ifoelge Raadet tidligere gennemfoert adskillige andre nedsaettelser af referencemaengderne, som ikke altid har vaeret midlertidige eller forbundet med en godtgoerelse. I oevrigt maa en fornuftig og velunderrettet erhvervsdrivende i henhold til Domstolens faste praksis forvente foranstaltninger, som er noedvendige paa baggrund af udviklingen paa markedet (jf. Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-350/88, Delacre m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 395). De foreliggende nedsaettelser var ganske paaregnelige, naar henses til denne udvikling.

53 Kommissionen har gjort gaeldende, at ifoelge fast retspraksis, der er stadfaestet ved ovennaevnte dom i sagerne O'Dwyer m.fl. mod Raadet (praemis 48 og 49), kan de erhvervsdrivende ikke have nogen berettiget forventning om opretholdelse af en bestaaende situation, som institutionerne kan aendre ved beslutninger truffet inden for rammerne af deres skoen. Den omstaendighed, at der blev betalt en godtgoerelse for enhver nedsaettelse af referencemaengderne under den foregaaende ordning, kan ikke give anledning til en berettiget forventning, naar den nye ordning, der er indfoert ved forordning nr. 816/92, falder ind under denne skoensbefoejelse.

- Rettens bemaerkninger

54 Indledningsvis bemaerkes, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan paaberaabes af enhver erhvervsdrivende, som en institution har givet visse begrundede forhaabninger. De erhvervsdrivende kan dog ikke have nogen berettiget forventning om opretholdelse af en bestaaende situation, som Faellesskabets institutioner kan aendre ved beslutninger truffet inden for rammerne af deres skoen. Dette gaelder navnlig inden for et omraade som de faelles markedsordninger for landbruget, hvor det netop er noedvendigt af hensyn til opfyldelsen af disses formaal, at der foretages en konstant tilpasning i forhold til aendringerne i den oekonomiske situation (jf. Domstolens dom i ovennaevnte sag Delacre m.fl. mod Kommissionen, praemis 33, og af 5.10.1994, sag C-280/93, Tyskland mod Raadet, Sml. I, s. 4973, praemis 80, samt Rettens dom af 15.12.1994, sag T-489/93, Unifruit Hellas mod Kommissionen, Sml. II, s. 1201, praemis 67, og af 21.2.1995, sag T-472/93, Campo Ebro m.fl. mod Raadet, Sml. II, s. 421, praemis 61, og ovennaevnte dom i sagen O'Dwyer m.fl. mod Raadet, praemis 48). Hvis det af en fornuftig og paapasselig erhvervsdrivende kan forudses, at der vil blive truffet en faellesskabsforanstaltning, der kan paavirke hans interesser, kan den erhvervsdrivende ikke paaberaabe sig beskyttelsen i et saadant princip, naar foranstaltningen traeffes (jf. ovennaevnte dom i sagen Van den Bergh en Jurgens og Van Dijk Food Products mod Kommissionen, praemis 44).

55 Som det fremgaar af ovennaevnte dom i sagen Irish Farmers Association m.fl. (praemis 22), har Raadet og Kommissionen ikke skabt en situation, som har givet maelkeproducenterne en berettiget forventning om, at de indtil da suspenderede referencemaengder ville komme til at gaelde igen paa de anfoerte datoer. Allerede inden den dato, hvor suspensionsordningen ifoelge forordning nr. 775/87 skulle udloebe, blev suspensionsordningen nemlig forlaenget ved forordning nr. 1111/88. Ved denne forordning blev der tillige truffet bestemmelse om en godtgoerelse, der i modsaetning til godtgoerelsen i henhold til forordning nr. 775/87 var gradvis faldende. Endvidere havde Kommissionen officielt fremsat et forslag om nedsaettelse af referencemaengderne uden godtgoerelse, der var blevet offentliggjort den 31. december 1991 (EFT C 337, s. 35). Endelig kunne maelkeproducenterne paa det tidspunkt, hvor de forlaengede ordninger udloeb, nemlig den 31. marts 1992, ikke vaere uvidende om, at overskudssituationen paa maelkeproduktionsomraadet stadig bestod, og at det derfor var noedvendigt at opretholde afgiftsordningen. Varigheden af den midlertidige suspensionsordning var saaledes allerede ved ordningens indfoerelse og i forbindelse med dens forlaengelse reelt bundet til varigheden af tillaegsafgiftsordningen.

56 Da sagsoegeren intet har fremfoert, der kan foere til et andet resultat, kan han herefter ikke goere gaeldende, at de sagsoegte institutioner skulle have fremkaldt en berettiget forventning hos ham.

57 Sagsoegerens beslutning om at foretage investeringer efter koebet af supplerende referencemaengder hos de nationale myndigheder kan heller ikke anses for begrundet i en saadan berettiget forventning. Det bemaerkes, at han har oplyst at have koebt disse maengder i 1990 og 1991. Paa det tidspunkt var referencemaengderne imidlertid midlertidigt suspenderet i medfoer af forordning nr. 1111/88. Da han koebte de paagaeldende maengder, kunne han derfor ikke vaere uvidende om, at der var overskudsproduktion af maelk, og at der var truffet foranstaltninger til at suspendere referencemaengder, som, selv om der blev betalt en gradvis faldende godtgoerelse, viste, at markedet var i en saerlig situation. Herefter maa det, uanset om opkoebet af supplerende referencemaengder som haevdet af Kommissionen var i strid med den dagaeldende lovgivning, fastslaas, at sagsoegeren, da han koebte disse supplerende maengder, traf en oekonomisk beslutning, som han maa tage konsekvenserne af.

58 Det andet anbringende maa derfor forkastes.

Tredje anbringende, overtraedelse af lighedsprincippet

- Parternes argumenter

59 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den nedsaettelse af referencemaengderne, der er foretaget ved forordning nr. 816/92, er retsstridig, for saa vidt som den fastsaetter den samme sats for nedsaettelsen for alle bedrifter, hvilket i praksis har den virkning, at nedsaettelsen faar alvorligere konsekvenser for en mindre bedrift end for en stor. Anvendelsen af den samme sats for nedsaettelsen er derfor i strid med princippet om ligebehandling. Det udgoer tillige en tilsidesaettelse af traktatens artikel 39.

60 Raadet har fremhaevet, at Domstolen allerede har forkastet lignende argumenter i de ovennaevnte domme i sagen Spanien mod Raadet og i Hierl-sagen. I sidstnaevnte dom fandt Domstolen, at det ikke udgjorde en tilsidesaettelse af traktatens artikel 39, at suspensionen af referencemaengder anvendes paa samme maade paa baade store og mindre maelkeproducenter. Det samme resultat maa man naa frem til i den foreliggende sag.

61 Raadet har gjort gaeldende, at selv hvis den anfaegtede forordning skulle vaere retsstridig, er den under alle omstaendigheder ikke i strid med hoejere retsregler til beskyttelse af individets rettigheder. Den kan derfor ikke give grundlag for den erstatning, der er nedlagt paastand om.

62 Kommissionen har anfoert, at Domstolen i Hierl-dommen (praemis 19) udtalte, at det forhold, at en foranstaltning, der er truffet inden for rammerne af en faelles markedsordning, kan have forskellige virkninger for forskellige producenter, ikke kan anses for forskelsbehandling, naar foranstaltningen er truffet paa grundlag af objektive kriterier. Kommissionen er derfor af den opfattelse, at som Retten fandt i O'Dwyer-dommen (praemis 117), er nedsaettelsen uden godtgoerelse af den individuelle referencemaengde for perioden 1992/1993 i medfoer af forordning nr. 816/92 ikke retsstridig. Der er derfor ikke opstaaet et saadant erstatningskrav, som sagsoegeren paa dette grundlag har gjort gaeldende.

- Rettens bemaerkninger

63 Lighedsprincippet kraever, at ensartede situationer ikke behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre en saadan behandling er objektivt begrundet. De foranstaltninger, som de faelles markedsordninger indebaerer, kan derfor kun differentieres efter regioner eller andre produktions- eller forbrugsvilkaar paa grundlag af objektive kriterier, der sikrer en forholdsmaessig fordeling af fordele og ulemper mellem de beroerte (jf. ovennaevnte dom i sagen Spanien mod Raadet, praemis 25, Irish Farmers Association-dommen, praemis 34, og Rettens ovennaevnte dom i O'Dwyer-sagen, praemis 113).

64 Det forhold, at en foranstaltning, der er truffet inden for rammerne af en faelles markedsordning, kan have forskellige virkninger for forskellige producenter afhaengig af deres produktions saerlige karakter, kan derfor ikke anses for forskelsbehandling, naar foranstaltningen er truffet paa grundlag af objektive kriterier, valgt med henblik paa, at den faelles markedsordning som helhed skal fungere tilfredsstillende (jf. Domstolens dom af 9.7.1985, sag 179/84, Bozetti, Sml. s. 2301, praemis 34). Dette er tilfaeldet for saa vidt angaar ordningen om midlertidig suspension, der er tilrettelagt saaledes, at de suspenderede maengder er proportionale med referencemaengderne (jf. ovennaevnte Hierl-dom, praemis 19, og ovennaevnte O'Dwyer-dom, praemis 117).

65 Det tredje anbringende maa derfor ligeledes forkastes.

66 Det foelger heraf, at det ikke er godtgjort, at institutionerne har udstedt en retsstridig retsakt, der har forvoldt det paastaaede tab. Sagsoegeren kan derfor ikke gives medhold i erstatningspaastanden, hvorfor det er ufornoedent at undersoege, om de oevrige ansvarsbetingelser er opfyldt.

Sagens omkostninger

67 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har tabt sagen og boer derfor paalaegges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Raadets og Kommissionens paastande.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET

(Foerste Afdeling)

68 Sagen afvises for saa vidt angaar paastanden om annullation.

69 De sagsoegte frifindes for saa vidt angaar erstatningspaastanden.

70 Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.