61995A0077

1 Konkurrence - administrativ procedure - undersoegelse af klager - pligt for Kommissionen til at traeffe en beslutning om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse - foreligger ikke - hensyntagen til interessen for Faellesskabet i behandlingen af en sag

(EF-traktaten, art. 85, 86 og 189; forordning nr. 17, art. 3)

2 Konkurrence - administrativ procedure - undersoegelse af klager - hensyntagen til interessen for Faellesskabet i behandlingen af en sag - bedoemmelseskriterier - de kritiserede former for praksis bragt til ophoer

[EF-traktaten, art. 3, litra g), art. 86, art. 89, stk. 1, og art. 155]

3 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - beslutning fra Kommissionen om at afvise en klage, fordi sagen ikke har tilstraekkelig interesse for Faellesskabet

(EF-traktaten, art. 190)

4 Annullationssoegsmaal - anbringender - magtfordrejning - begreb

(EF-traktaten, art. 173)

1 Artikel 3 i forordning nr. 17 giver ikke den, der har fremsat en begaering i henhold til denne bestemmelse, krav paa, at Kommissionen traeffer en beslutning efter traktatens artikel 189 om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse af traktatens artikel 85 og/eller artikel 86. Desuden er Kommissionen berettiget til at prioritere behandlingen af de klager, den modtager, forskelligt, og til at afvise en klage, saafremt den konstaterer, at sagen ikke har tilstraekkelig interesse for Faellesskabet til, at det kan begrunde en videre behandling af sagen. Selv hvis det antages, at Kommissionen har foretaget en foreloebig undersoegelse af de anmeldte forhold paa grundlag af de relevante bestemmelser i traktaten, er det ikke udelukket, at dens beslutning alene er begrundet i, at sagen ikke har tilstraekkelig interesse for Faellesskabet.

2 Vurderingen af faellesskabsinteressen i at behandle en begaering, der indgives til Kommissionen i medfoer af artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17, maa noedvendigvis foretages ud fra en undersoegelse af det enkelte konkrete tilfaeldes saerlige omstaendigheder, som er undergivet Rettens kontrol.

I betragtning af det almindelige maal for Faellesskabets virksomhed, som omhandles i traktatens artikel 3, litra g), nemlig at der skal gennemfoeres en ordning, der sikrer, at konkurrencen inden for Faellesskabet ikke fordrejes, og den overvaagningsfunktion, som i henhold til traktatens artikel 89, stk. 1, og artikel 155 er tillagt Kommissionen, kan Kommissionen, forudsat at den giver en begrundelse for en saadan beslutning, lovligt beslutte, at det ikke er hensigtsmaessigt at behandle en klage over nogle former for praksis, der senere er bragt til ophoer. Dette gaelder navnlig, naar de er bragt til ophoer som foelge af Kommissionens indgriben. Det har herved ikke nogen betydning, med hvilken hjemmel en beslutning, der bringer de kritiserede former for praksis til ophoer, er truffet, idet det alene er beslutningens virkning, der skal tages i betragtning.

I et saadant tilfaelde ville en behandling af sagen og en konstatering af nogle tidligere overtraedelser ikke laengere tjene til at sikre, at konkurrencen inden for faellesmarkedet ikke fordrejes, og saaledes ikke vaere i overensstemmelse med den opgave, der er tildelt Kommissionen ved traktaten. Formaalet med en saadan procedure ville i det vaesentlige vaere at goere det lettere for klagerne for de nationale domstole at paavise et ansvarsgrundlag med henblik paa at opnaa erstatning.

3 Begrundelsespligten i henhold til traktatens artikel 190 bestaar i, at det klart og utvetydigt skal angives, hvilke betragtninger den faellesskabsmyndighed, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, dels saaledes, at de beroerte parter kan faa kendskab til grundlaget for den trufne beslutning, for at de kan forsvare deres rettigheder, dels saaledes, at Faellesskabets retsinstanser kan udoeve deres proevelsesret. Saafremt Kommissionen traeffer en beslutning om at afvise en klage, fordi sagen ikke har tilstraekkelig interesse for Faellesskabet, kan den ikke noejes med at give en abstrakt henvisning til faellesskabsinteressen. Den har pligt til at redegoere for, ud fra hvilke retlige og faktiske betragtninger den har konkluderet, at sagens interesse for Faellesskabet ikke var tilstraekkelig til, at det kunne begrunde en naermere undersoegelse.

4 Der foreligger kun magtfordrejning, saafremt der er objektive, relevante og overensstemmende tegn paa, at en beslutning udelukkende eller dog i det mindste overvejende er truffet med det formaal at forfoelge andre maal end dem, der er angivet.

I sag T-77/95,

Syndicat français de l'express international, Roissy-en-France (Frankrig),

DHL International, Roissy-en-France,

Service CRIE, Paris,

May Courier, Paris,

ved advokat Éric Morgan de Rivery, Paris, og advokat Jacques Derenne, Bruxelles og Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Alex Schmitt, 62, avenue Guillaume,

sagsoegere,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, foerst ved Francisco Enrique González Díaz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Jean-Francis Pasquier, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, siden ved Richard Lyal, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Jean-Francis Pasquier, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning SG (94) D/19144 af 30. december 1994 om afvisning af Syndicat français de l'express international's klage af 21. december 1990,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, B. Vesterdorf, og dommerne C.P. Briët og A. Potocki,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 14. november 1996,

afsagt foelgende

Dom

Faktiske omstaendigheder

1 Den 21. december 1990 indgav Syndicat français de l'express international (herefter »SFEI«), som de tre andre sagsoegere er medlem af, en klage til Kommissionen med henblik paa at faa fastslaaet, at den franske stat havde tilsidesat artikel 92 ff. i EOEF-traktaten (nu EF-traktaten, herefter »traktaten«).

2 Den 18. marts 1991 blev der afholdt et uformelt moede i Bruxelles mellem repraesentanter for klageren og for Kommissionen. Senest ved denne lejlighed blev det gjort gaeldende, at det franske postvaesen (herefter »La Poste«) havde tilsidesat traktatens artikel 86 i sin egenskab af virksomhed, og at den franske stat havde tilsidesat dels artikel 90, dels artikel 3, litra g), artikel 5 og artikel 86 i traktaten.

3 Meningsudvekslingerne kan - i overensstemmelse med sagsoegernes redegoerelse, som ikke er blevet bestridt af Kommissionen - sammenfattes paa foelgende maade.

4 For saa vidt angaar artikel 86 klagede sagsoegerne over den logistiske og kommercielle bistand, som La Poste haevdedes at yde sit datterselskab, Société française de messageries internationales (siden 1992 GDEW France) (herefter »SFMI«), som opererer paa markedet for international kurertjeneste.

5 Med hensyn til den logistiske bistand kritiserede sagsoegerne, at La Poste's infrastruktur blev stillet til raadighed med henblik paa indsamling, sortering, transport, omdeling og overbringelse af posten til kunden, at der blev anvendt en saerlig gunstig toldprocedure, som normalt er forbeholdt La Poste, og at der blev givet saerlig gunstige oekonomiske vilkaar. Med hensyn til den kommercielle bistand henviste sagsoegerne dels til, at der bl.a. blev overdraget kundekreds og goodwill, dels til markedsfoerings- og reklametiltag, som La Poste gennemfoerte til fordel for SFMI.

6 Ifoelge sagsoegerne bestod misbruget i, at La Poste lod datterselskabet SFMI drage fordel af sin infrastruktur paa unormalt fordelagtige vilkaar med henblik paa at udvide den dominerende stilling, La Poste havde paa markedet for almindelig postbefordring, til ogsaa at omfatte det hermed forbundne marked for international kurertjeneste. Misbruget gav sig udslag i krydssubsidiering til fordel for SFMI.

7 For saa vidt angaar traktatens artikel 90, artikel 3, litra g), artikel 5 og artikel 86 anfoerte sagsoegerne, at baggrunden for La Poste's ulovlige bistand til datterselskabet var en raekke instrukser og anvisninger fra den franske stat.

8 Ved skrivelse af 10. marts 1992 til klagerens advokat afviste Kommissionen den klage, der var indgivet i medfoer af traktatens artikel 86.

9 Den 16. maj 1992 anlagde SFEI, DHL International, Service Crie og May Courier annullationssoegsmaal til proevelse af denne beslutning. Retten afviste sagen (kendelse af 30.11.1992, sag T-36/92, SFEI m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2479). Kendelsen blev appelleret til Domstolen, som ophaevede den og hjemviste sagen til Retten (dom af 16.6.1994, sag C-39/93 P, SFEI m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 2681).

10 Ved skrivelse af 4. august 1994 trak Kommissionen den beslutning, der var genstand for sag T-36/92, tilbage. Retten fastslog herefter, at det var ufornoedent at traeffe afgoerelse i sagen (kendelse af 3.10.1994, sag T-36/92, SFEI m.fl. mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser).

11 Den 29. august 1994 opfordrede SFEI Kommissionen til at handle, jf. traktatens artikel 175.

12 Den 28. oktober 1994 sendte Kommissionen SFEI en skrivelse i medfoer af artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter »forordning nr. 99/63«), hvori den gav udtryk for, at den agtede at afvise klagen.

13 Ved skrivelse af 28. november 1994 fremsatte SFEI sine bemaerkninger over for Kommissionen og opfordrede denne til at traeffe en endelig beslutning.

14 Den 30. december 1994 traf Kommissionen den beslutning, der er genstand for naervaerende sag (herefter »den anfaegtede beslutning« eller »beslutningen«). Beslutningen blev meddelt SFEI den 4. januar 1995.

15 Beslutningen, der har form af en skrivelse underskrevet af Karel Van Miert, medlem af Kommissionen, har foelgende ordlyd (nummerering af afsnit udeladt):

»Der henvises til den klage, De har indgivet til Kommissionens tjenestegrene den 21. december 1990, og som var vedlagt en kopi af en saerskilt klage indgivet den 20. december 1990 til det franske konkurrenceraad. De to klager drejer sig om det franske postvaesens internationale kurertjenester.

Den 28. oktober 1994 sendte Kommissionens tjenestegrene Dem en skrivelse i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63, hvori det blev meddelt, at de oplysninger, der var tilvejebragt under behandlingen af sagen, ikke gav Kommissionen grundlag for at tage Deres klage stoettet paa traktatens artikel 86 til foelge, og De blev opfordret til at fremkomme med Deres bemaerkninger hertil.

I Deres skrivelse af 28. november 1994 har De fastholdt Deres opfattelse, hvorefter der foreligger et misbrug af en dominerende stilling fra det franske postvaesen og SFMI's side.

Kommissionen skal derfor paa baggrund af Deres sidstnaevnte skrivelse hermed meddele Dem sin endelige beslutning vedroerende Deres klage af 21. december 1990 med hensyn til spoergsmaalet om indledning af en procedure i henhold til artikel 86.

Kommissionen finder under henvisning til de udfoerlige grunde, der er anfoert i Kommissionens skrivelse af 28. oktober 1994, at det i det foreliggende tilfaelde ikke er godtgjort, at de paastaaede overtraedelser fortsat finder sted, saaledes at Deres begaering vil kunne imoedekommes. Det bemaerkes herved, at Deres skrivelse af 28. november 1994 ikke indeholder nye oplysninger, der giver Kommissionen grundlag for at aendre denne konklusion, som stoettes af de nedenfor anfoerte grunde.

For det foerste behandler groenbogen om udvikling af det indre marked for posttjenester (KOM(93) 247 endelig udg. af 2.6.1993) bl.a. de vaesentligste af de problemer, der rejses i SFEI's klage. Selv om den kun indeholder forslag de lege ferenda, skal de ogsaa tages i betragtning med henblik paa at vurdere, om Kommissionen anvender sine begraensede ressourcer hensigtsmaessigt, og navnlig om dens tjenestegrene bestraeber sig paa at udarbejde regler vedroerende fremtiden for markedet for posttjenester i stedet for paa eget initiativ at undersoege paastaaede overtraedelser, som den goeres opmaerksom paa.

For det andet har Kommissionen paa baggrund af en undersoegelse i medfoer af forordning nr. 4064/89 hos det joint venture (GD Net), der er oprettet af TNT, La Poste og fire andre postvaesener, offentliggjort sin beslutning af 2. december 1991 i sag IV/M.102. Ved sin beslutning af 2. december 1991 besluttede Kommissionen ikke at modsaette sig den anmeldte fusion og at erklaere den forenelig med faellesmarkedet. Den paaviste saerlig i relation til joint venturet, at 'den foreslaaede transaktion hverken skaber eller forstaerker en dominerende stilling, som i betydelig grad kan begraense konkurrencen paa faellesmarkedet eller paa en vaesentlig del heraf'.

Beslutningen drejer sig paa nogle vigtige punkter om den indflydelse, det tidligere SFMI's aktiviteter kunne have paa konkurrencen: SFMI's eksklusive adgang til La Poste's faciliteter var blevet begraenset og skulle bortfalde to aar efter fusionens gennemfoerelse, saaledes at selskabet helt blev afskaaret fra at benytte La Poste som underleverandoer. Enhver adgang, som La Poste lovligt gav SFMI, skulle paa tilsvarende maade tilbydes enhver anden kurervirksomhed, som La Poste indgik aftale med.

Dette resultat svarer fuldstaendig til de loesninger, som De med henblik paa fremtiden foreslog den 21. december 1990. De kraevede, at SFMI skulle forpligtes til at betale samme pris for PTT's tjenester, som hvis man koebte dem af et privat selskab, saafremt SFMI maatte vaelge fortsat at benytte sig af disse tjenester. De kraevede endvidere, at 'enhver form for stoette og forskelsbehandling bringes til ophoer', og at 'SFMI tilpasser sine priser ud fra den reelle vaerdi af de af La Poste tilbudte tjenester'.

Det er herefter aabenbart, at de problemer vedroerende den aktuelle og fremtidige konkurrence paa omraadet for international kurertjeneste, som De henviser til, er blevet loest paa passende vis ved de foranstaltninger, Kommissionen allerede har truffet.

Saafremt De finder, at de betingelser, der blev paalagt La Poste i sag IV/M.102, ikke er blevet overholdt, f.eks. paa omraaderne for transport og reklame, er det saaledes op til Dem - saa vidt muligt - at foere bevis herfor og eventuelt indgive en klage i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17/62. Udtalelser om, at 'SFMI's aktuelle takster (uden hensyn til eventuelle rabatter) fortsat ligger langt under dem, der anvendes af SFEI's medlemmer' (s. 3 i Deres skrivelse af 28.11.), eller at 'Chronopost har reklameskilte paa P & T's lastvogne' (erklaering fra staevningsmand, vedlagt som bilag til Deres skrivelse), skal imidlertid stoettes af faktiske elementer, der kan begrunde, at Kommissionens tjenestegrene foretager en undersoegelse.

De foranstaltninger, Kommissionen traeffer i henhold til traktatens artikel 86, har til formaal at sikre en reel konkurrence paa det indre marked. Paa faellesmarkedet for internationale kurertjenester ville der, naar henses til ovenstaaende detaljerede redegoerelse, skulle frembringes nye oplysninger om eventuelle overtraedelser af artikel 86, for at Kommissionen skulle kunne begrunde en undersoegelse af de naevnte aktiviteter.

I oevrigt finder Kommissionen, at den ikke har pligt til at undersoege eventuelle overtraedelser af konkurrencereglerne, som tidligere har fundet sted, hvis en saadan undersoegelses eneste formaal eller virkning er at tjene parternes individuelle interesser. Kommissionen ser ikke nogen interesse i at indlede en saadan undersoegelse i henhold til traktatens artikel 86.

Af ovennaevnte grunde skal jeg saaledes meddele Dem, at Deres klage maa afvises.«

Retsforhandlinger

16 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 6. marts 1995 har sagsoegerne anlagt naervaerende sag.

17 Den 2. oktober 1996 har Rettens plenum i medfoer af artikel 14 og 51 i Rettens procesreglement besluttet at henvise sagen, som oprindelig var henvist til Tredje Udvidede Afdeling, til Tredje Afdeling.

18 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har dog med henblik paa sagens tilrettelaeggelse anmodet parterne om at besvare bestemte skriftlige spoergsmaal, hvilket de hver isaer har gjort ved skrivelse af 30. oktober 1996.

19 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret mundtlige spoergsmaal i det offentlige retsmoede den 14. november 1996.

Parternes paastande

20 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastand:

- Kommissionens beslutning SG (94) D/19144 af 30. december 1994 annulleres.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

I replikken har sagsoegerne endvidere nedlagt foelgende paastand:

- Det paalaegges om fornoedent Kommissionen at fremlaegge samtlige dokumenter, som maatte godtgoere, a) at de tilsagn, der blev givet i GD Net-sagen, er blevet opfyldt, og at krydssubsidieringen er blevet bragt til ophoer, og b) at Kommissionen bevidst (f.eks. for at fremme en generel politisk loesning paa problemet med liberalisering af postsektoren) afviste at drage konsekvenserne af de overtraedelser af konkurrencereglerne, der var anmeldt af sagsoegerne og konstateret af Kommissionen.

21 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Det foerste anbringende: tilsidesaettelse af traktatens artikel 86

Parternes argumenter

22 Sagsoegerne har anfoert, at sagens forloeb, herunder moedet den 18. marts 1991, Kommissionens foernaevnte skrivelser af 10. marts 1992, 4. august 1994, 28. oktober 1994 og 30. december 1994, Kommissionens indlaeg i sag T-36/92 og Domstolens dom af 16. juni 1994, jf. ovenfor, giver et sikkert grundlag for at fastslaa, at Kommissionen har foretaget en undersoegelse af de faktiske omstaendigheder, sagsoegerne kritiserer i deres klage i henhold til traktatens artikel 86, og ikke blot - saaledes som den nu haevder - har set paa, om der forelaa en faellesskabsinteresse i at indlede en undersoegelse. Kommissionen har saaledes klart anvendt traktatens artikel 86 og tilsidesat denne bestemmelse i to henseender.

23 Sagsoegerne har som det foerste led i dette anbringende gjort gaeldende, at Kommissionen ved at basere sin afvisning af klagen paa nogle konklusioner, der var draget i en beslutning i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (herefter »forordning nr. 4064/89«) (Kommissionens beslutning 91/C 322/14 af 2.12.1991 i sag nr. IV/M.102, TNT/Canada Post, DBP Postdienst, La Poste, PTT Post and Sweden Post, EFT 1991 C 322, s. 19, herefter »GD Net-beslutningen«), har tilsidesat artikel 86 af foelgende tre grunde.

24 For det foerste hviler Kommissionens beslutning paa en urigtig retsopfattelse, idet metoderne og kriterierne for vurderingen af de faktiske omstaendigheder, Kommissionen skal undersoege, er forskellige, alt efter om det er artikel 86 eller forordning nr. 4064/89, der finder anvendelse.

25 For det andet kan Kommissionen ikke henvise til GD Net-beslutningen, eftersom parterne og de faktiske omstaendigheder adskiller sig fra dem, der sigtes til i klagen.

26 For det tredje hviler Kommissionens beslutning paa en urigtig retsopfattelse, fordi Kommissionen ikke har overholdt de principper, den selv havde opstillet med henblik paa at vurdere lovligheden af krydssubsidieringer saasom den, der henvises til i klagen i henhold til traktatens artikel 86, og fordi den har baseret sig paa irrelevante retlige raesonnementer.

27 Sagsoegerne har som anbringendets andet led gjort gaeldende, at Kommissionen, selv om den anerkendte, at der forelaa forskellige situationer, der var uforenelige med traktatens artikel 86, foerst og fremmest af politiske grunde besluttede at undlade at ivaerksaette sanktioner i den anledning og saaledes indroemmede en fritagelse i relation til den overtraedelse, den skulle fastslaa.

28 Kommissionen har anfoert, at dette anbringende boer forkastes, idet den i det vaesentlige har henvist til, at den ikke har anvendt traktatens artikel 86, men blot afvist klagen, fordi der ikke forelaa en tilstraekkelig faellesskabsinteresse i en undersoegelse heraf.

Rettens bemaerkninger

29 Ifoelge fast retspraksis giver artikel 3 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter »forordning nr. 17«), ikke den, der har fremsat en begaering i henhold til denne bestemmelse, krav paa, at Kommissionen traeffer en beslutning efter traktatens artikel 189 om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse af traktatens artikel 85 og/eller 86 (jf. f.eks. Rettens dom af 24.1.1995, sag T-114/92, BEMIM mod Kommissionen, Sml. II, s. 147, praemis 62). Desuden er Kommissionen berettiget til at afvise en klage, saafremt den konstaterer, at sagen ikke har tilstraekkelig interesse for Faellesskabet til, at det kan begrunde en videre behandling af sagen (dommen i sagen BEMIM mod Kommissionen, praemis 80).

30 I det foreliggende tilfaelde hviler sagsoegernes foerste anbringende paa en fortolkning af den anfaegtede beslutning, som bestrides af Kommissionen. Kommissionen har nemlig anfoert, at afvisningen af klagen udelukkende er baseret paa, at sagen ikke havde tilstraekkelig interesse for Faellesskabet. Det skal derfor afgoeres, hvad der var begrundelsen for at afvise klagen.

31 Det bemaerkes i denne forbindelse, at der, som anfoert af sagsoegerne, alene i den anfaegtede beslutnings naestsidste afsnit vedroerende de tidligere overtraedelser henvises til sagens interesse for Faellesskabet - i oevrigt kun stiltiende, idet der alene tales om sagens interesse.

32 Retten finder imidlertid, at hele beslutningen er baseret paa, at der ikke er nogen interesse for Faellesskabet i en videre behandling af klagen. Det naestsidste afsnit er uloeseligt forbundet med resten af beslutningen. Der erindres saaledes i beslutningen indledningsvis om, at markedet for posttjenester er genstand for en samlet undersoegelse i groenbogen om posttjenester (KOM(91) 476 endelig udg. af 11.6.1992, herefter »groenbogen«) og i retningslinjerne for udvikling af EF's posttjenester (KOM(93) 247 endelig udg. af 2.6.1993, herefter »retningslinjerne«), som skal tages i betragtning ved vurderingen af, om Kommissionen anvender sine begraensede ressourcer hensigtsmaessigt. Det anfoeres videre i beslutningen, at problemet med de paastaaede overtraedelser af traktatens artikel 86 saerligt i relation til international kurertjeneste er blevet undersoegt og loest af Kommissionen i forbindelse med GD Net-beslutningen, der saaledes har givet Kommissionen mulighed for at udfoere sin opgave med hensyn til beskyttelse af konkurrencen. Det understreges i oevrigt i beslutningen, at klagerne ikke har godtgjort, at overtraedelserne fortsat finder sted, og at Kommissionen ikke skal beskaeftige sig med tidligere overtraedelser alene af hensyn til parternes individuelle interesse. Kommissionen konkluderer, at den ikke ser nogen interesse i at gribe ind. Hele beslutningen er saaledes dikteret af en undersoegelse af, om det er hensigtsmaessigt at gribe ind paa et omraade, hvor Kommissionen allerede har udoevet sin myndighed. Efter Kommissionens opfattelse er problemerne i oejeblikket og med henblik paa fremtiden loest paa passende vis, idet klagerne ikke har foert bevis for det modsatte.

33 Desuden bemaerkes, at de enkelte dele af den anfaegtede beslutning ikke ville give nogen mening, hvis de skulle betragtes som en retlig vurdering paa grundlag af traktatens artikel 86, idet beslutningen ikke indeholder nogen definition af det relevante marked, hverken det geografiske marked eller produktmarkedet, og heller ikke indeholder en vurdering af postvaesenets stilling paa dette marked eller en stillingtagen til, om de paagaeldende former for praksis falder ind under traktatens artikel 86.

34 Retten maa derfor konkludere, at afvisningen af klagen alene er begrundet i, at sagen under de foreliggende omstaendigheder ikke havde tilstraekkelig interesse for Faellesskabet.

35 Kommissionens foernaevnte skrivelser og Domstolens dom af 16. juni 1994 i sagen SFEI m.fl. mod Kommissionen, a.st., taler ikke imod denne konklusion. Selv hvis det antages, at Kommissionen foretog en foreloebig undersoegelse af de anmeldte forhold paa grundlag af traktatens artikel 86, er det ikke udelukket, at den anfaegtede beslutning alene er begrundet i, at sagen ikke havde tilstraekkelig interesse for Faellesskabet (dommen i sagen BEMIM mod Kommissionen, a.st., praemis 81).

36 Da Kommissionen konkluderede, at sagen ikke havde tilstraekkelig interesse for Faellesskabet, og da den derfor ikke bedoemte de kritiserede former for praksis paa grundlag af traktatens artikel 86, kan anbringendet om en tilsidesaettelse af denne bestemmelse saaledes i det hele ikke foere til det resultat, som det tilsigter.

37 Paa denne baggrund finder Retten det hensigtsmaessigt at aendre raekkefoelgen af sagsoegernes anbringender og foerst behandle anbringendet om en tilsidesaettelse af reglerne om vurderingen af Faellesskabets interesse, som kun er gjort gaeldende som et subsidiaert anbringende.

Det andet anbringende: tilsidesaettelse af reglerne om vurderingen af faellesskabsinteressen

Parternes argumenter

38 Sagsoegerne har for det foerste anfoert, at muligheden for at afvise en klage paa grund af sagens manglende interesse for Faellesskabet i retspraksis er blevet undergivet strenge betingelser (Rettens dom af 18.9.1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223, praemis 86) med hensyn til den paastaaede overtraedelses betydning for det faelles markeds funktion, sandsynligheden for at kunne godtgoere dens eksistens og raekkevidden af de noedvendige undersoegelsesforanstaltninger med henblik paa bedst muligt at opfylde Kommissionens opgave, som bestaar i at overvaage overholdelsen af traktatens artikel 85 og 86. Kommissionen har imidlertid ikke taget hensyn til disse faktorer, og i oevrigt er ingen af betingelserne opfyldt i det foreliggende tilfaelde.

39 Sagsoegerne finder for det andet, at dokumenter som groenbogen og retningslinjerne ikke kunne tages i betragtning ved vurderingen af faellesskabsinteressen, da de hidtil ikke er resulteret i nogen form for regler. Desuden kan argumentet om en optimal udnyttelse af Kommissionens begraensede ressourcer ikke accepteres, eftersom udarbejdelse af regler og behandling af klager paa konkurrenceomraadet henhoerer under to forskellige generaldirektorater.

40 Ifoelge sagsoegerne hviler henvisningen til GD Net-beslutningen og de i bilaget hertil omhandlede tilsagn i forbindelse med vurderingen af faellesskabsinteressen ogsaa paa en urigtig retsopfattelse, dels fordi denne beslutning blev truffet paa grundlag af forordning nr. 4064/89, dels fordi begrebet dominerende stilling er et objektivt begreb, hvis anvendelse ikke kan afhaenge af de af virksomhederne afgivne tilsagn. Under alle omstaendigheder er GD Net-beslutningen ikke relevant i det foreliggende tilfaelde. De paagaeldende tilsagn sigter nemlig kun til den hypotetiske situation, at postvaesenerne modtager en anmodning om adgang til nettet. Med andre ord kan La Poste, saa laenge selskabet ikke modtager en saadan anmodning, fortsaette med at give sit datterselskab saerligt gunstige vilkaar. Desuden daekker tilsagnene ikke alle de paastaaede overtraedelser, ligesom de ikke vedroerer de samme parter som de i klagen omhandlede. Endvidere finder sagsoegerne, at Kommissionen med urette lagde til grund, at de af sagsoegerne fremfoerte beviser for, at overtraedelserne fortsat fandt sted paa omraaderne for reklame og transport, var utilstraekkelige. Endelig har Kommissionen ikke forklaret, hvordan den kunne vaere sikker paa, at de omhandlede former for praksis var bragt til ophoer, naar den ikke undersoegte, om tilsagnene blev opfyldt.

41 Sagsoegerne har paa den baggrund konkluderet, at Kommissionens eneste begrundelse for at fastslaa sagens manglende interesse for Faellesskabet er, at den ikke har pligt til at undersoege tidligere overtraedelser, hvis en saadan undersoegelses eneste formaal eller virkning er at tjene klagernes saerlige interesser (den anfaegtede beslutnings naestsidste afsnit).

42 En saadan begrundelse kan imidlertid efter sagsoegernes opfattelse ikke accepteres. Det skoen, Kommissionen raader over i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17, kan nemlig ikke give grundlag for at handle i strid med de maalsaetninger, der er opstillet i traktatens artikel 3, litra g), artikel 89, stk. 1, og artikel 155. Eftersom artikel 86 i oevrigt ifoelge sagens natur drejer sig om tidligere, dvs. foretagne handlinger, hvad enten de er bragt til ophoer eller ej, er det ensbetydende med at frakende artiklen enhver effektiv virkning, hvis Kommissionen som begrundelse for at afvise en klage blot fastslaar, at en overtraedelse af artikel 86 er bragt til ophoer. Sagsoegerne har i denne forbindelse henvist til retspraksis vedroerende traktatens artikel 169, hvorefter det fortsat er af interesse at faa fastslaaet, om der foreligger et traktatbrud, selv om virkningerne heraf er bragt til ophoer. Endelig kan den omstaendighed, at Kommissionen kan indlede en procedure, saafremt en virksomhed ikke opfylder de tilsagn, den har givet, ikke begrunde en afvisning af en klage i medfoer af traktatens artikel 86.

43 Sagsoegerne har for det tredje gjort gaeldende, at den eneste loesning, som ville have sikret en effektiv beskyttelse af faellesskabsinteressen, ville have vaeret at traeffe en beslutning og herved ivaerksaette sanktioner i anledning af de i klagen kritiserede former for praksis.

44 Sagsoegerne har herved henvist til, at arbejdet med at udarbejde et saet regler - som i oevrigt fortsat ikke er vedtaget - ikke kan foere til de samme resultater som en procedure i henhold til forordning nr. 17, nemlig at overtraedelserne af artikel 86 bringes til ophoer (Rettens dom af 18.5.1994, sag T-37/92, BEUC og NCC mod Kommissionen, Sml. II, s. 285, praemis 50-61). Desuden vil en national ret, der maatte blive stillet over for denne sag, blive konfronteret med faellesskabsretlige principper, der endnu ikke har fundet konkret anvendelse. En beslutning om at anvende disse ville saaledes have udgjort en vigtig udvikling af retstilstanden paa omraadet, hvilket helt ville vaere i overensstemmelse med faellesskabsinteressen.

45 Kommissionen har gjort gaeldende, at det paagaeldende anbringende boer forkastes, idet den har anfoert, at den har udnyttet sin skoensbefoejelse med hensyn til faellesskabsinteressen korrekt.

Rettens bemaerkninger

46 Indledningsvis bemaerkes, at selv om Retten har anfoert de faktorer, Kommissionen bl.a. skal afveje ved vurderingen af faellesskabsinteressen, er Kommissionen ikke desto mindre berettiget til at laegge vaegt paa andre relevante faktorer i forbindelse med den paagaeldende vurdering. Vurderingen af faellesskabsinteressen maa nemlig noedvendigvis foretages ud fra en undersoegelse af det enkelte konkrete tilfaeldes saerlige omstaendigheder, som er undergivet Rettens kontrol (dommen i sagen Automec mod Kommissionen, a.st., praemis 86).

47 Paa baggrund af Rettens bemaerkninger vedroerende det foerste anbringende skal undersoegelsen af vurderingen af faellesskabsinteressen i det foreliggende tilfaelde omfatte hele den anfaegtede beslutning. I modsaetning til, hvad sagsoegerne har anfoert, foretages den paagaeldende vurdering nemlig ikke alene i beslutningens naestsidste afsnit.

48 Som naevnt omfatter Kommissionens vurdering i den anfaegtede beslutning to dele.

49 I den foerste del henviser Kommissionen til groenbogen og retningslinjerne. Det fremgaar af beslutningen, at formaalet med denne henvisning var at fastlaegge den generelle sammenhaeng, sagen indgaar i, idet der erindres om Kommissionens bestraebelser paa at indfoere regler, der bl.a. regulerer den her omhandlede virksomhed. Dette led i Kommissionens begrundelse er saaledes af supplerende karakter, selv om det formelt fremfoeres som det foerste. Det skal bemaerkes, at Kommissionen paa intet tidspunkt har haevdet, at de i klagen kritiserede former for praksis blev bragt til ophoer paa grund af groenbogen og retningslinjerne, idet den har understreget, at der her er tale om forslag de lege ferenda.

50 Endvidere bemaerkes, at Kommissionen, da den i oevrigt konkluderede, at de kritiserede former for praksis var bragt til ophoer, var berettiget til at antage, at bestraebelserne paa at udarbejde et saet regler med henblik paa fremtiden ville vaere en mere hensigtsmaessig udnyttelse af Kommissionens begraensede ressourcer end en undersoegelse af en klage over nogle tidligere forekommende former for praksis, der var bragt til ophoer, selv om de to arbejdsgange som anfoert af sagsoegerne i det vaesentlige henhoerer under to forskellige generaldirektorater.

51 Sagsoegerne kan derfor ikke med foeje kritisere Kommissionen for at henvise til de to dokumenter, naar henses til formaalet med henvisningen.

52 I beslutningens anden del anfoerer Kommissionen, at de i klagen kritiserede former for praksis er bragt til ophoer som foelge af GD Net-beslutningen, og at klagerne ikke har foert bevis for det modsatte. Den konkluderer paa den baggrund, at en undersoegelse af klagen over en tidligere adfaerd alene ville have til formaal eller til foelge at tjene klagernes individuelle interesser.

53 Det skal foerst undersoeges, om Kommissionen principielt er berettiget til at afvise en klage over et misbrug af en dominerende stilling under henvisning til sagens manglende interesse for Faellesskabet med den begrundelse, at de i klagen kritiserede former for praksis efterfoelgende er bragt til ophoer, saaledes at en undersoegelse alene ville have til formaal eller til foelge at tjene klagernes individuelle interesser.

54 Hertil bemaerkes, at omfanget af Kommissionens forpligtelser paa konkurrencerettens omraade maa vurderes paa grundlag af traktatens artikel 89, stk. 1, der specifikt for dette omraade fastslaar den overvaagningsfunktion, som i henhold til traktatens artikel 155 generelt er tillagt Kommissionen (Rettens dom af 14.7.1994, sag T-77/92, Parker Pen mod Kommissionen, Sml. II, s. 549, praemis 63).

55 Som naevnt ovenfor (jf. praemis 29) giver artikel 3 i forordning nr. 17 ikke den, der har fremsat en begaering i henhold til denne bestemmelse, krav paa, at Kommissionen traeffer en beslutning efter traktatens artikel 189 om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse af traktatens artikel 85 og/eller artikel 86. Kommissionen er saaledes berettiget til at prioritere behandlingen af de klager, den modtager, forskelligt, og det er legitimt, at den som kriterium for prioriteringen anvender en sags interesse for Faellesskabet. Den kan afvise en klage, fordi sagen ikke har tilstraekkelig interesse for Faellesskabet til, at det kan begrunde en videre behandling af sagen.

56 Endelig har Domstolen fastslaaet, at traktatens artikel 86 er et konkret udtryk for det almindelige maal for Faellesskabets virksomhed, som omhandles i traktatens artikel 3, litra g), nemlig at der skal gennemfoeres en ordning, der sikrer, at konkurrencen inden for faellesmarkedet ikke fordrejes (Domstolens dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, paa s. 520).

57 I betragtning af dette almindelige maal og den opgave, der er tillagt Kommissionen, finder Retten, at Kommissionen, forudsat at den giver en begrundelse for en saadan beslutning, lovligt kan beslutte, at det ikke er hensigtsmaessigt at behandle en klage over nogle former for praksis, der senere er bragt til ophoer. Dette gaelder navnlig, naar de - som i det foreliggende tilfaelde - er bragt til ophoer som foelge af Kommissionens indgriben. Det bemaerkes herved, at det ikke har nogen betydning, med hvilken hjemmel en beslutning, der bringer de kritiserede former for praksis til ophoer, er truffet, idet det alene er beslutningens virkning, der skal tages i betragtning.

58 I et saadant tilfaelde ville en behandling af sagen og en konstatering af nogle tidligere overtraedelser ikke laengere tjene til at sikre, at konkurrencen inden for faellesmarkedet ikke fordrejes, og saaledes ikke vaere i overensstemmelse med den opgave, der er tildelt Kommissionen ved traktaten. Formaalet med en saadan procedure ville i det vaesentlige vaere at goere det lettere for klagerne for de nationale domstole at paavise et ansvarsgrundlag med henblik paa at opnaa erstatning.

59 I det foreliggende tilfaelde var Kommissionen derfor, efter at den havde bragt de kritiserede former for praksis til ophoer gennem vedtagelsen af en anden beslutning og saaledes havde udfoert sin opgave med at overvaage, at traktaten anvendes korrekt, berettiget til at indtage det standpunkt, at en fortsat behandling af klagen alene med det formaal at vurdere nogle tidligere foreliggende omstaendigheder i forhold til traktatens artikel 86 ikke ville udgoere en hensigtsmaessig udnyttelse af Kommissionens begraensede ressourcer, navnlig ikke naar henses til, at den i oevrigt bestraeber sig paa at udarbejde et saet regler for den paagaeldende sektor. Den af Kommissionen anlagte vurdering var saa meget mere berettiget, som de nationale retsinstanser - eftersom der foreligger en endelig beslutning fra Kommissionens side om ikke at fortsaette behandlingen af en klage over en overtraedelse af traktatens artikel 86 - er kompetente til at traeffe afgoerelse vedroerende den paastaaede overtraedelse, saafremt sagsoegerne maatte indbringe sagen for dem.

60 Selv hvis det antages, at Domstolens praksis vedroerende anvendelse af traktatens artikel 169, som anfoert af sagsoegerne, kan overfoeres til den her omhandlede situation, kan den ikke aendre ved ovenstaaende konklusion. Domstolen har ganske vist fastslaaet, at det selv i tilfaelde af, at et traktatbrud er blevet bragt ud af verden efter udloebet af den i artikel 169, stk. 2, fastsatte frist, har betydning, at sagen fortsaettes med henblik paa at fastlaegge grundlaget for det ansvar, en medlemsstat som foelge af sit traktatbrud vil kunne have paadraget sig (jf. f.eks. Domstolens dom af 2.12.1992, sag C-280/89, Kommissionen mod Irland, Sml. I, s. 6185), men dette indebaerer ikke, at Kommissionen har pligt til at fortsaette en saadan sag.

61 Det skal dernaest undersoeges, om Kommissionen i det foreliggende tilfaelde med foeje kunne konkludere, at de i klagen kritiserede former for praksis var bragt til ophoer som foelge af vedtagelsen af GD Net-beslutningen.

62 Det skal indledningsvis bemaerkes, at Kommissionen i GD Net-beslutningen foerst konstaterede, at de anmeldte aftaler indeholdt en klausul, hvorefter en tjeneste, som et postvaesen skulle levere som underleverandoer for det faelles datterselskab, ville blive leveret mod betaling paa normale handelsvilkaar. Kommissionen bemaerkede imidlertid, at postvaesenerne - saaledes som det var blevet gjort gaeldende af konkurrerende tredjemaend - paa tidspunktet for beslutningen ikke havde indfoert ordninger, der gjorde det muligt at beregne de noejagtige priser for hver enkelt af de leverede tjenester. Den fandt derfor, at konkurrencefordrejninger ikke kunne udelukkes. Den skoennede ikke desto mindre, at postvaesenerne ikke havde nogen oekonomisk begrundelse for at lade datterselskabet faa fordel af krydssubsidiering, idet deres individuelle andel af det faelles datterselskabs overskud ikke ville kunne modsvare den eventuelle subsidiering, hver enkelt deltager maatte yde. Desuden gav de postvaesener, der deltog i transaktionen, tilsagn om at levere de samme tjenester til tredjemand paa samme vilkaar, saa laenge de ikke kunne godtgoere, at der ikke skete krydssubsidiering.

63 Retten skal paa denne baggrund undersoege de argumenter, sagsoegerne har fremfoert med henblik paa at godtgoere, at GD Net-beslutningen ikke bragte de i klagen kritiserede overtraedelser til ophoer.

64 Hertil bemaerkes for det foerste, at klagen og GD Net-beslutningen ganske vist, som anfoert af sagsoegerne, ikke vedroerer alle de samme parter, men at klagen, for saa vidt som den drejede sig om en overtraedelse af traktatens artikel 86, var rettet mod La Poste's misbrug af en dominerende stilling, saaledes som det fremgaar af den redegoerelse for klagen - som ikke foreligger i skriftlig form (jf. ovenfor, praemis 1 og 2) - sagsoegerne har givet i deres skriftlige indlaeg i denne sag. GD Net-beslutningen angik bl.a. La Poste, som dermed ikke alene er retligt bundet af bestemmelserne i de anmeldte aftaler og navnlig af bestemmelserne vedroerende betalingen for de tjenester, selskabet leverer som underleverandoer, men ogsaa af de i bilaget til beslutningen omhandlede tilsagn. Det skal i oevrigt understreges, at La Poste som foelge af fusionen trak sig tilbage fra markedet for internationale kurertjenester, saaledes at selskabet ikke opretholdt egne aktiviteter inden for denne sektor, som gav det mulighed for at unddrage sig de tilsagn, der blev givet.

65 Det foelger heraf, at Kommissionen ikke begik nogen fejl ved at henvise til GD Net-beslutningen, selv om beslutningen og klagen ikke vedroerte de samme parter.

66 For det andet fremgaar det af GD Net-beslutningen, at det alene er det faelles datterselskab, der skal afgoere, hvilke tjenester det vil lade postvaesenerne levere som underleverandoerer, idet moderselskaberne blot har angivet, hvilke tjenester der i foerste raekke kunne forventes at blive tale om. Naar henses til formuleringerne »kunne forventes« og »i foerste raekke« i GD Net-beslutningen, finder Retten, at ingen bestemt tjeneste er udelukket, saaledes at samtlige tjenester, som det faelles datterselskab faktisk beslutter at lade postvaesenerne levere som underleverandoerer - selv tjenester, der ikke er udtrykkeligt naevnt - vil blive leveret mod betaling paa normale handelsvilkaar og vaere omfattet af det i bilaget til beslutningen omhandlede tilsagn.

67 Det foelger heraf, at Kommissionen ikke begik nogen fejl ved at laegge til grund, at de i klagen kritiserede former for praksis, for saa vidt som de vedroerte tjenester paa omraaderne for transport og reklame, ikke faldt uden for de omraader, der er daekket af GD Net-beslutningen.

68 For det tredje bemaerkes med hensyn til Kommissionens vished om, at de paagaeldende former for praksis var bragt til ophoer, at eftersom La Poste var bundet af de anmeldte aftaler og af de afgivne tilsagn, kunne Kommissionen efter gennemfoerelsen af fusionen, dvs. den 18. marts 1992 ifoelge de for Retten frembragte oplysninger, med rette antage, at reglerne var overholdt, idet der ikke var holdepunkter for en overtraedelse heraf.

69 Sagsoegerne har i deres skrivelse af 28. november 1994 som svar paa Kommissionens skrivelse af 28. oktober 1994 fremfoert to beviser med henblik paa at godtgoere, at de omtvistede former for praksis fortsat finder sted, nemlig dels en erklaering fra en staevningsmand, hvorefter der er konstateret et reklameskilt vedroerende tjenesten »Chronopost« paa et af La Poste's koeretoejer, dels en udtalelse i sagsoegernes skrivelse om, at »SFMI's aktuelle takster (uden hensyn til eventuelle rabatter) fortsat ligger langt under dem, der anvendes af SFEI's medlemmer«. Denne paastand er i oevrigt ikke underbygget. Disse beviser kan ganske vist give grundlag for at fastslaa, at der faktisk findes underleveranceaftaler, men de kan derimod ikke give grundlag for en formodning om, at der foreligger krydssubsidiering.

70 Retten finder derfor, at Kommissionen ikke begik nogen fejl ved at laegge til grund, at de paagaeldende beviser ikke var tilstraekkelige til at begrunde en undersoegelse.

71 Denne konklusion paavirkes ikke af den omstaendighed, at Kommissionen - som anfoert af sagsoegerne under retsmoedet - i juli 1996 har besluttet at indlede en procedure i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, vedroerende stoette, som Frankrig skal have ydet selskabet SFMI-Chronopost (EFT 1996 C 206, s. 3). Den omstaendighed, at der indledes en saadan procedure, giver nemlig ikke grundlag for at fastslaa, at Kommissionen paa tidspunktet for vedtagelsen af den anfaegtede beslutning raadede over oplysninger, der var tilstraekkelige til at begrunde, at der blev indledt en undersoegelse i henhold til traktatens artikel 86, for saa vidt angaar perioden efter vedtagelsen af GD Net-beslutningen.

72 For det fjerde hviler argumentet om, at de af bl.a. La Poste afgivne tilsagn kun sigter til en hypotetisk situation, for saa vidt som intet forhindrer La Poste i fortsat at lade sit datterselskab faa fordel af krydssubsidiering, saafremt tredjemand ikke anmoder om adgang til postvaesenernes net, paa en ufuldstaendig laesning af GD Net-beslutningen. Parterne i den anmeldte fusion er uafhaengigt af de paagaeldende tilsagn fortsat bundet af bestemmelserne i deres aftale, herunder bestemmelsen om, at enhver tjeneste, som et postvaesen leverer som underleverandoer, skal leveres mod betaling paa normale handelsvilkaar. Desuden fremgaar det af GD Net-beslutningen, at postvaesenerne ikke vil have nogen oekonomisk begrundelse for at lade det faelles datterselskab faa fordel af krydssubsidiering. Denne vurdering i GD Net-beslutningen, som ikke er blevet indbragt for Retten, er ikke blevet bestridt af sagsoegerne i deres skriftlige indlaeg. Tilsagnene udgoer i realiteten en yderligere bebyrdende foranstaltning for postvaesenerne, idet disse forpligtes til at give de samme vilkaar i forbindelse med lignende tjenester til andre virksomheder, der udfoerer internationale kurertjenester, saa laenge de ikke kan bevise, at der ikke sker krydssubsidiering.

73 Retten finder saaledes, at sagsoegerne med urette haevder, at intet forhindrer La Poste i at lade sit datterselskab faa fordel af krydssubsidiering, saafremt tredjemand ikke anmoder om adgang til La Poste's net. I oevrigt har sagsoegerne som naevnt ikke vaeret i stand til at foere noget bevis for, at der fortsat forelaa krydssubsidiering, saaledes at der var grundlag for at indlede en undersoegelse.

74 For det femte har sagsoegerne i forbindelse med besvarelsen af Rettens skriftlige spoergsmaal stoettet sig til det forhold, at La Poste efter vedtagelsen af den anfaegtede beslutning er udtraadt af selskabet GD Net (Kommissionens beslutning af 24.7.1996, sag IV/M.787 - PTT Post/TNT - GD Net). Dette argument kan ikke tiltraedes. Denne nye situation kan nemlig ikke paavirke lovligheden af den anfaegtede beslutning, som skal vurderes paa tidspunktet for dennes vedtagelse (jf. senest Rettens dom af 22.10.1996, forenede sager T-79/95 og T-80/95, SNCF og BR mod Kommissionen, trykt i naervaerende bind af Samling af Afgoerelser, praemis 48).

75 Ud fra disse betragtninger boer det andet anbringende forkastes.

76 Der er under disse omstaendigheder ikke grund til at imoedekomme sagsoegernes begaering om, at det paalaegges Kommissionen at fremlaegge samtlige dokumenter, der maatte godtgoere, at de tilsagn, der blev givet i GD Net-sagen, er blevet opfyldt, og at krydssubsidieringen er blevet bragt til ophoer.

Det tredje anbringende: tilsidesaettelse af traktatens artikel 190

Parternes argumenter

77 Som det foerste led i dette anbringende har sagsoegerne gjort gaeldende, at begrundelsen er praeget af uoverensstemmelse paa to punkter.

78 For det foerste fremgaar det baade af den anfaegtede beslutning, at Kommissionen besluttede ikke at indlede en undersoegelse i henhold til traktatens artikel 86 (beslutningens naestsidste afsnit), og at de under behandlingen af sagen tilvejebragte oplysninger ikke gav grundlag for at tage klagen til foelge (andet afsnit), hvilket i forbindelse med naervaerende sag er ensbetydende med, at Kommissionen har foretaget en undersoegelse og besluttet at afslutte denne ved at afvise klagen. Begrundelsen indeholder saaledes en selvmodsigelse, som de paastaaede forskellige opfattelser af begrebet »undersoegelse« ikke kan forklare.

79 For det andet er der modstrid mellem den anfaegtede beslutning og svarskriftet med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt de i GD Net-sagen afgivne tilsagn daekker de dele af klagen, der vedroerer omraaderne for reklame og transport.

80 Som anbringendets andet led har sagsoegerne anfoert, at den anfaegtede beslutning hverken goer det muligt at fastslaa, om Kommissionen har behandlet argumentet om en overtraedelse af traktatens artikel 86, eller hvorfor denne bestemmelse ikke var blevet overtraadt.

81 Som anbringendets tredje led har sagsoegerne gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning ikke indeholder nogen begrundelse for afvisningen af klagen, for saa vidt som denne drejede sig om en overtraedelse af traktatens artikel 3, litra g), artikel 5, stk. 2, og artikel 86, og om en overtraedelse af traktatens artikel 90.

82 Som anbringendets fjerde led har sagsoegerne anfoert, at i det omfang Kommissionens argument stoettet paa GD Net-sagen ikke kan tiltraedes, er sagens manglende interesse for Faellesskabet den eneste mulige begrundelse for afvisningen af klagen. En saadan begrundelse kan imidlertid paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin ikke antages at indgaa i en fast beslutningspraksis, hvorfor det boer vaere udelukket at give en kortfattet begrundelse, isaer naar der, som i det foreliggende tilfaelde, staar vigtige interesser paa spil.

83 Kommissionen har gjort gaeldende, at den har begrundet den anfaegtede beslutning tilstraekkelig klart og sammenhaengende. Den finder derfor, at anbringendet boer forkastes.

Rettens bemaerkninger

84 Som anbringendets foerste led har sagsoegerne gjort gaeldende, at begrundelsen er praeget af uoverensstemmelse paa to punkter.

85 De finder for det foerste, at det er selvmodsigende at fastslaa, at der ikke vil blive indledt en undersoegelse, naar Kommissionen allerede havde foretaget en undersoegelse af de kritiserede former for praksis i forhold til artikel 86. Selv hvis det antages, at sagsoegernes opfattelse er korrekt, ville dette imidlertid blot indebaere, at Kommissionen formulerede sig upraecist, da den konkluderede, at den ikke saa nogen interesse i at indlede en undersoegelse, idet den i realiteten skulle have udtalt, at den ikke saa nogen interesse i at fortsaette undersoegelsen. En saadan terminologisk fejl kan ikke vaere tilstraekkelig til at udgoere en selvmodsigelse i begrundelsen, der kan paavirke forstaaelsen af de betragtninger, Kommissionen har lagt til grund.

86 Sagsoegerne finder for det andet, at der er modstrid mellem den anfaegtede beslutning og det svarskrift, Kommissionen har indgivet i naervaerende sag. Retten finder imidlertid, at det kun er en modstrid mellem de enkelte punkter i begrundelsen for den anfaegtede retsakt, der vil kunne medfoere, at retsakten er ulovlig.

87 Anbringendets foerste led maa herefter forkastes.

88 Med hensyn til anbringendets andet led vedroerende manglende begrundelse i forhold til traktatens artikel 86 bemaerkes, at afvisningen af klagen alene er baseret paa sagens manglende interesse for Faellesskabet, uden at Kommissionen har vurderet de omhandlede former for praksis i forhold til den naevnte artikel. Dette led i anbringendet kan derfor ikke foere til det resultat, som det tilsigter.

89 Med hensyn til anbringendets tredje led angaaende klagen over den franske stats tilsidesaettelse af dels artikel 90, dels artikel 3, litra g), artikel 5 og artikel 86 i traktaten, bemaerkes, at den anfaegtede beslutning, saaledes som det fremgaar af dennes andet, fjerde og naestsidste afsnit, kun vedroerer den del af klagen, der drejer sig om traktatens artikel 86. Der er derfor ikke grund til at behandle anbringendets tredje led.

90 Med hensyn til anbringendets fjerde led vedroerende begrundelsen for den anfaegtede beslutning under henvisning til sagens interesse for Faellesskabet, bemaerkes, at begrundelsespligten efter fast retspraksis bestaar i, at det klart og utvetydigt skal angives, hvilke betragtninger den faellesskabsmyndighed, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund, dels saaledes at sagsoegeren kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at han kan forsvare sine rettigheder, dels saaledes at Faellesskabets retsinstanser kan udoeve deres proevelsesret (Rettens dom af 9.1.1996, sag T-575/93, Koelman mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, praemis 83). Begrundelseskravet indebaerer naermere, at Kommissionen ikke kan noejes med at give en abstrakt henvisning til faellesskabsinteressen. Den har pligt til at redegoere for, ud fra hvilke retlige og faktiske betragtninger den har konkluderet, at sagens interesse for Faellesskabet ikke var tilstraekkelig til, at det kunne begrunde en naermere undersoegelse (dommen i sagen Automec mod Kommissionen, a.st., praemis 77).

91 Det fremgaar af Rettens ovenstaaende bemaerkninger vedroerende det foerste og det andet anbringende, at det i den anfaegtede beslutning klart og utvetydigt er angivet, hvilke betragtninger Kommissionen har lagt til grund, saaledes at Retten har vaeret i stand til at udoeve sin proevelsesret.

92 Det her omhandlede anbringendes fjerde led maa derfor forkastes.

93 Ud fra alle disse betragtninger maa det tredje anbringende forkastes.

Det fjerde anbringende: tilsidesaettelse af almindelige faellesskabsretlige principper

Parternes argumenter

94 Som dette anbringendes foerste led har sagsoegerne gjort gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik, idet den hverken undersoegte eller tog hensyn til et af de vaesentligste bilag til SFEI's klage, nemlig en oekonomisk redegoerelse udarbejdet af et revisionsfirma (dommen i sagen Automec mod Kommissionen, a.st., praemis 79, og dommen i sagen Parker Pen mod Kommissionen, a.st., praemis 63).

95 Som anbringendets andet led har sagsoegerne anfoert, at Kommissionen har tilsidesat det grundlaeggende forbud mod forskelsbehandling. Kommissionen kan i medfoer af princippet om retsreglernes trinfoelge ikke forsoege at begrunde sin beslutning med en henvisning til sin skoensbefoejelse inden for rammerne af forordning nr. 17.

96 Kommissionen har ifoelge sagsoegerne i det foreliggende tilfaelde indtaget en holdning, der i to henseender adskiller sig fra den holdning, den har indtaget i andre sager.

97 For det foerste har Kommissionen besluttet at afvise klagen med den begrundelse, at der alene er tale om tidligere begaaede overtraedelser, og at en undersoegelse kun ville tjene parternes individuelle interesser. En saadan begrundelse strider mod adskillige tidligere beslutninger fra Kommissionen, bl.a. i sager, hvor overtraedelsen var konstateret paa baggrund af en klage fra en konkurrerende tredjemand.

98 For det andet har Kommissionen hverken anvendt det af Domstolen fastslaaede princip om, at det udgoer en tilsidesaettelse af artikel 86, at en virksomhed, som har en dominerende stilling paa et bestemt marked, uden objektiv begrundelse udvider sin dominerende stilling til fordel for et datterselskab paa et beslaegtet, men selvstaendigt marked, med fare for, at enhver konkurrence fra andre virksomheder paa dette marked udelukkes (Domstolens dom af 13.12.1991, sag C-18/88, GB-Inno-BM, Sml. I, s. 5941), eller princippet om, at artikel 86, sammenholdt med artikel 3, litra g), og artikel 5, stk. 2, paalaegger medlemsstaterne ikke ved lov eller administrativt at indfoere eller opretholde foranstaltninger, som kan ophaeve den effektive virkning af de for virksomhederne gaeldende konkurrenceregler (Domstolens dom af 21.9.1988, sag 267/86, Van Eycke, Sml. s. 4769).

99 Kommissionen har bestridt, at der er sket en tilsidesaettelse af princippet om god forvaltningsskik eller af forbuddet mod forskelsbehandling.

Rettens bemaerkninger

100 I betragtning af at Kommissionen ved den anfaegtede beslutning afviste klagen med den begrundelse, at sagen ikke havde tilstraekkelig interesse for Faellesskabet, navnlig fordi de kritiserede former for praksis var bragt til ophoer som foelge af GD Net-beslutningen af 2. december 1991, findes det ikke at kunne udgoere en tilsidesaettelse af princippet om god forvaltningsskik, at Kommissionen ikke benyttede sig af en sagkyndig rapport af 6. december 1990, som skulle paavise de paagaeldende former for praksis frem til 1989, dvs. i en periode, der ligger forud for vedtagelsen af GD Net-beslutningen.

101 Endvidere bemaerkes, at forbuddet mod forskelsbehandling indebaerer, at sammenlignelige situationer ikke maa behandles forskelligt, medmindre en saadan forskellig behandling er objektivt begrundet (Rettens dom af 11.7.1996, sag T-146/95, Bernardi mod Parlamentet, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 37).

102 Sagsoegerne har paa ingen maade godtgjort, at Kommissionen i en situation, der kan sammenlignes med den foreliggende, hvor nogle omtvistede former for praksis er bragt til ophoer som foelge af en tidligere beslutning fra Kommissionens side, ikke desto mindre har indledt en undersoegelse i henhold til traktatens artikel 86 af de tidligere foreliggende faktiske omstaendigheder. Sagsoegerne har saaledes ikke foert bevis for den paastaaede overtraedelse af forbuddet mod forskelsbehandling.

103 Endvidere kan sagsoegerne efter Rettens opfattelse ikke goere gaeldende, at der er sket forskelsbehandling ved anvendelsen af traktatens artikel 86, idet den anfaegtede beslutning udelukkende er baseret paa sagens manglende interesse for Faellesskabet, hvorfor Kommissionen ikke har vurderet de kritiserede omstaendigheder i forhold til artikel 86.

104 Endelig kan sagsoegerne ikke goere gaeldende, at der er sket forskelsbehandling ved anvendelsen af traktatens artikel 3, 5 og 86, idet den anfaegtede beslutning som naevnt kun vedroerte den del af klagen, der drejede sig om traktatens artikel 86.

105 Det fjerde anbringende maa derfor ligeledes forkastes.

Det femte anbringende: magtfordrejning

Parternes argumenter

106 Sagsoegerne har som det foerste led i dette anbringende gjort gaeldende, at Kommissionen ved alene at basere sig paa nogle lovforarbejder og paa en procedure i medfoer af forordning nr. 4064/89 har omgaaet den i forordning nr. 17 foreskrevne procedure og saaledes gjort sig skyldig i procedurefordrejning (Domstolens dom af 21.2.1984, forenede sager 140/82, 146/82, 221/82 og 226/82, Walzstahl-Vereinigung og Thyssen mod Kommissionen, Sml. s. 951, praemis 28).

107 Som det andet led i anbringendet har sagsoegerne med henblik paa at paavise, at der foreligger magtfordrejning, paaberaabt sig foelgende forhold.

108 For det foerste bestod den af Kommissionen gennemfoerte procedure alene i afventende skrivelser og undvigende manoevrer.

109 For det andet greb La Poste ifoelge sagsoegerne »med stor sikkerhed« ind i undersoegelsen af sagen, ligesom selskabet havde henvendt sig til Kommissionen med henblik paa at opnaa vaesentlige aendringer i groenbogen.

110 For det tredje har Kommissionens skiftende standpunkter medfoert, at bedoemmelsen af lovligheden af dens valg er blevet forsinket, hvilket sikkert har vaeret tilsigtet.

111 For det fjerde illustrerer udtalelserne fra de forskellige konkurrencekommissaerer Kommissionens uklare holdning. Kommissionen har officielt vaeret optaget af at sikre, at konkurrencereglerne overholdes inden for postsektoren, men den har i realiteten givet efter for visse medlemsstaters og postvaeseners pression, hvilket dokumenteres af behandlingen af en anden klage, som blev indgivet i 1988 af International Express Carrier Conference vedroerende remail.

112 For det femte har Kommissionen, selv om der findes klare regler til bekaempelse af krydssubsidiering, naegtet at benytte sig af sine befoejelser i henhold til forordning nr. 17.

113 Sagsoegerne har endelig henvist til en skrivelse af 1. juni 1995 fra kommissionsmedlem Sir Leon Brittan til formanden for Kommissionen, hvoraf det skulle fremgaa, at Kommissionen har besluttet at undlade at forfoelge de i klagen omhandlede overtraedelser for at fremme Raadets gennemfoerelse af en postpolitik.

114 Kommissionen har gjort gaeldende, at anbringendet boer forkastes, idet det savner ethvert serioest grundlag.

Rettens bemaerkninger

115 For saa vidt angaar anbringendets foerste led om procedurefordrejning bemaerkes, at Kommissionen ikke er forpligtet til at foretage en undersoegelse, naar den modtager en begaering i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17. Den er imidlertid forpligtet til noeje at vurdere de faktiske og retlige omstaendigheder, som den klagende part har fremfoert (dommen i sagen Automec mod Kommissionen, a.st., praemis 79, dommen i sagen BEUC og NCC mod Kommissionen, a.st., praemis 45, og dom af 24.1.1995, sag T-74/92, Ladbroke Racing mod Kommissionen, Sml. II, s. 115, praemis 58). I det foreliggende tilfaelde har Kommissionen, som det fremgaar af Rettens bemaerkninger til det andet og det tredje anbringende, med rette afvist klagen paa grund af sagens manglende interesse for Faellesskabet. Under disse omstaendigheder har sagsoegerne ikke godtgjort, at der foreligger procedurefordrejning.

116 For saa vidt angaar anbringendets andet led bemaerkes, at der kun foreligger magtfordrejning, saafremt der er objektive, relevante og overensstemmende tegn paa, at en beslutning udelukkende eller dog i det mindste overvejende er truffet med det formaal at forfoelge andre maal end dem, der er angivet (jf. senest Domstolens dom af 12.11.1996, sag C-84/94, Det Forenede Kongerige mod Raadet, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 69).

117 I den foreliggende sag finder Retten, at La Poste's paastaaede henvendelse til Kommissionen med henblik paa at faa sagen henlagt, gisningen om formaalet med Kommissionens paastaaede skiftende standpunkter og sagsoegernes bemaerkninger vedroerende en skrivelse, som Sir Leon Brittan skulle have sendt til formanden for Kommissionen, og som ikke er fremlagt for Retten, idet der heller ikke i oevrigt er fremfoert noget, der kan bekraefte, at der findes en saadan skrivelse, alene hviler paa paastande, der ikke er underbygget, og saaledes ikke kan give grundlag for at fastslaa, at der foreligger magtfordrejning.

118 Desuden har paastanden om, at proceduren udelukkende bestod af afventende skrivelser, ingen stoette i de faktiske omstaendigheder. Det bemaerkes i denne forbindelse, at klagen af 21. december 1990 kun drejede sig om traktatens artikel 92. Foerst paa et senere tidspunkt - senest den 18. marts 1991 - blev de i klagen omtalte faktiske omstaendigheder undersoegt i forhold til traktatens artikel 86. Desuden er Kommissionen ikke ansvarlig for perioden fra maj 1992 til juni 1994, hvor sagen foerst verserede for Retten og siden for Domstolen. Retten finder paa denne baggrund, at Kommissionen i det foreliggende tilfaelde har udvist den fornoedne omhu, selv om den ikke har truffet den afgoerelse, sagsoegerne oenskede.

119 Paastanden om Kommissionens uklare holdning paa omraadet for posttjenester er heller ikke underbygget. Sagsoegernes henvisning til Kommissionens behandling af en anden klage, som er indgivet af en anden part vedroerende en anden form for virksomhed, er ikke relevant for afgoerelsen af, om Kommissionen i det foreliggende tilfaelde i forbindelse med vedtagelsen af den anfaegtede beslutning har gjort sig skyldig i magtfordrejning.

120 Af de samme grunde som dem, der er redegjort for i det foregaaende, kan den omstaendighed, at Kommissionen ikke har udnyttet sine befoejelser i henhold til forordning nr. 17, f.eks. til at fremsaette begaeringer om oplysninger, ikke udgoere et objektivt holdepunkt for, at der foreligger magtfordrejning.

121 Ud fra disse betragtninger maa det femte anbringende forkastes.

122 Retten finder paa denne baggrund, at der ikke er grund til at imoedekomme sagsoegernes begaering om, at det paalaegges Kommissionen at fremlaegge samtlige dokumenter, hvoraf det maatte fremgaa, at Kommissionen bevidst, f.eks. for at fremme en generel politisk loesning paa problemet med liberalisering af postsektoren, afviste at drage konsekvenserne af de overtraedelser af konkurrencereglerne, den haevdes at have konstateret.

123 Kommissionen boer herefter frifindes i det hele.

Sagens omkostninger

124 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegerne har tabt sagen og boer derfor paalaegges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens paastand herom.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Tredje Afdeling)

125 Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

126 Sagsoegerne betaler sagens omkostninger.