61995O0019

++++

1. Appel ° anbringender ° anbringender og argumenter, som blot gentager det for Retten paaberaabte ° urigtig bedoemmelse af faktum ° formalitetsmangel ° afvisning

[EF-traktaten, art. 168 A, EF-statutten for Domstolen, art. 51, Domstolens procesreglement, art. 112, stk. 1, litra c)]

2. Appel ° anbringender ° urigtig bedoemmelse af beviser, der er forskriftsmaessigt tilvejebragt ° formalitetsmangel ° afvisning

(EF-statutten for Domstolen, art. 51)

3. Appel ° anbringender ° anbringende, der fremsaettes foerste gang under appellen ° afvisning

(EF-statutten for Domstolen, art. 51)

1. Det fremgaar af EF-traktatens artikel 168 A, artikel 51 i EF-statutten for Domstolen og procesreglementets artikel 112, stk. 1, litra c), at et appelskrift praecist skal angive, hvilke elementer der anfaegtes i den dom, som paastaas ophaevet, samt de retlige argumenter, der saerligt stoetter denne paastand.

Dette krav er ikke opfyldt, naar appelskriftet blot gentager eller noejagtigt gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremfoert for Retten, herunder de anbringender og argumenter, der er stoettet paa faktiske omstaendigheder, som Retten udtrykkeligt har afvist at laegge til grund. En saadan appel har i realiteten kun til formaal at opnaa, at de i staevningen for Retten fremsatte paastande paadoemmes endnu en gang, hvilket falder uden for Domstolens kompetence.

Appel kan kun stoettes paa, at Retten har overtraadt visse retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket. Det er saaledes alene Retten, der er kompetent til dels at fastlaegge de faktiske omstaendigheder i sagen, naar bortses fra tilfaelde, hvor den indholdsmaessige urigtighed af dens konstateringer foelger af akterne i den sag, den har behandlet, dels til at tage stilling til disse faktiske omstaendigheder. Domstolen har i henhold til traktatens artikel 168 A kompetence til at gennemfoere en kontrol med den retlige vurdering af disse faktiske omstaendigheder og de retlige konsekvenser, Retten har draget.

2. Det fremgaar af artikel 113, stk. 2, i Domstolens procesreglement og artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, at Domstolen under en appel ikke har kompetence til at fastlaegge de faktiske omstaendigheder og i princippet heller ikke til at bedoemme de beviser, Retten har lagt til grund ved fastlaeggelsen af de faktiske omstaendigheder. Naar disse beviser er blevet forskriftsmaessigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsaetninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisfoerelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at afgoere, hvilken bevisvaerdi der skal tillaegges de oplysninger, den har faaet forelagt.

3. Et anbringende, der fremfoeres for foerste gang under en appel for Domstolen, maa afvises. Hvis man gav en part adgang til foerst for Domstolen at fremfoere et anbringende, der ikke er blevet fremfoert for Retten, ville det vaere ensbetydende med en adgang til at forelaegge Domstolen ° der har en begraenset kompetence i appelsager ° en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Under en appel har Domstolen saaledes kun kompetence til at proeve Rettens bedoemmelse af anbringender, der er blevet behandlet af Retten.

I sag C-19/95 P,

San Marco Impex Italiana Srl, Modena (Italien), ved advokat Lucette Defalque, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Alex Schmitt, 62, avenue Guillaume,

appellant,

angaaende appel af dom afsagt den 16. november 1994 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (Femte Afdeling) i sag T-451/93, San Marco mod Kommissionen (Sml. II, s. 1061), hvori der er nedlagt paastand om ophaevelse af dommen og om erstatning af det tab, appellanten goer gaeldende at have lidt i forbindelse med en offentlig bygge- og anlaegskontrakt, som appellanten havde indgaaet med regeringen for Den Demokratiske Republik Somalia,

den anden part i appelsagen er:

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Hans Peter Hartvig og Claire Bury, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, ligeledes Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

har

DOMSTOLEN (Foerste Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, D.A.O. Edward (refererende dommer), og dommerne P. Jann og L. Sevón,

generaladvokat: N. Fennelly

justitssekretaer: R. Grass,

efter at have hoert generaladvokaten,

afsagt foelgende

Kendelse

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 26. januar 1995 har selskabet San Marco Impex Italiana (herefter "San Marco") i medfoer af artikel 49 EF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af Rettens dom af 16. november 1994 (sag T-451/93, San Marco mod Kommissionen, Sml. II, s. 1061), hvorved Retten frifandt Kommissionen i en sag, hvorunder der var nedlagt paastand om erstatning i medfoer af EOEF-traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, af det tab, som sagsoegeren gjorde gaeldende at have lidt i forbindelse med en offentlig bygge- og anlaegskontrakt, som sagsoegeren havde indgaaet med regeringen for Den Demokratiske Republik Somalia.

2 Indledningsvis skal der kort redegoeres for sagens baggrund, saaledes som den fremgaar af den appellerede dom.

3 Den 3. marts 1987 indgik Kommissionen paa Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs vegne en aftale med Den Demokratiske Republik Somalia, hvorved den paatog sig at finansiere et projekt, der var fremlagt af den somaliske regering, vedroerende projektering og bygning af fem broer over Shebelli-floden og en bro over Juba-floden samt anlaeg af dermed forbundne tilkoerselsveje. Denne aftale blev indgaaet inden for rammerne af den anden AVS/EOEF-konvention, undertegnet i Lomé den 31. oktober 1979 (EFT 1980 L 347, herefter "den anden Lomé-konvention"), og Den Femte Europaeiske Udviklingsfond (herefter "EUF") stillede de finansielle midler til raadighed (praemis 1).

4 Efter udbud i licitation blev der den 22. februar 1988 indgaaet kontrakt mellem San Marco og den somaliske udenrigsminister i dennes egenskab af national anvisningsberettiget, paa vegne af det somaliske Ministry of Public Works and Housing. Kontrakten blev godkendt af Kommissionens delegerede i Somalia (herefter "den delegerede") og Consulint International (herefter "Consulint"), et raadgivende ingenioerfirma, som den somaliske regering havde givet til opgave at foere tilsyn med bygge- og anlaegsarbejdet (praemis 2).

5 Arbejdet paabegyndtes i maj 1988 (praemis 5).

6 Der opstod derefter to problemer. Det ene vedroerte den af Consulint foreslaaede aendring af et af materialerne til tilkoerselsvejens underbygning, idet det ikke kunne skaffes tilstraekkeligt taet paa arbejdsstederne. Denne aendring medfoerte en stigning i enhedsprisen paa materialerne. Det andet problem skyldtes den delegeredes afslag af at paategne to fakturaer, der indeholdt prisstigninger paa visse materialer (cement, staal, dieselbraendstof og arbejdsloen), fordi aendringerne kun var stoettet paa fakturaer og ikke var godtgjort ved en stigning i markedspriserne paa de paagaeldende materialer (praemis 6, 7 og 8).

7 Den 23. august 1989 indgav den nationale anvisningsberettigede gennem den delegerede en anmodning om en yderligere bevilling paa 750 000 ECU til Kommissionen saerligt til loesning af disse to problemer. I forventning om, at bevillingen ville blive givet, blev et tillaeg nr. 1 til kontrakten udarbejdet af Consulint og undertegnet af San Marco, den nationale anvisningsberettigede og den somaliske Minister of Public Works and Housing den 28. august 1989 og fremsendt til den delegerede til paategning (praemis 13 og 14).

8 Den 21. december 1989 meddelte Kommissionen gennem sin delegerede den nationale anvisningsberettigede sin beslutning om at tildele en yderligere bevilling paa 750 000 ECU. Ved skrivelse af 25. december 1989 meddelte Department of Highways Consulint, at "tillaeg nr. 1 (flere midler) er blevet godkendt". Consulint fremsendte kopi af denne skrivelse til San Marco den 27. december 1989 og anfoerte, at den yderligere bevilling af 750 000 ECU var blevet godkendt "jf. tillaeg nr. 1" (praemis 15 og 16).

9 Ved skrivelse af 6. februar 1990 meddelte den delegerede det somaliske Department of Highways, at han ikke kunne paategne det fremsendte tillaeg. Den 1. marts 1990 foreslog han myndigheden en aendret udgave og vedlagde denne til underskrift. Da den nye udgave af tillaegget var blevet underskrevet af San Marco, det somaliske Ministry of Public Works and Housing og den nationale anvisningsberettigede, meddelte Kommissionens delegerede i skrivelse af 1. marts 1990 Ministry of Public Works and Housing, at han ikke kunne paategne tillaegget. San Marco havde efter hans opfattelse ikke krav paa en aendring af enhedsprisen paa underbygningsmaterialerne og havde ikke afgivet de detaljerede oplysninger, selskabet var blevet anmodet om, som begrundelse for aendringerne i priserne for cement og staal. Denne skrivelse blev bekraeftet den 6. juni 1990 (praemis 17-20).

10 I december 1990 udbroed der borgerkrig i Somalia. Ved skrivelse af 1. marts 1991 skrev Kommissionens generaldirektoer for udvikling i sin egenskab af ledende anvisningsberettiget, den myndighed, der i henhold til artikel 121, stk. 1, i den anden Lomé-konvention er den oeverste ansvarlige for forvaltningen af EUF' s midler, til sagsoegeren og meddelte, at han midlertidigt havde paataget sig den nationale anvisningsberettigedes opgaver i medfoer af artikel 60 i finansforordningen for den femte EUF, idet han var af den opfattelse, at den nationale anvisningsberettigede ikke laengere var i stand til at udfoere sit hverv. I den naevnte egenskab meddelte den ledende anvisningsberettigede sagsoegeren, at han i henhold til artikel 93, stk. 1, i de almindelige bestemmelser opsagde sagsoegerens kontrakt til den 1. marts 1991 (praemis 22 og 23).

11 Med foelgeskrivelse af 7. februar 1992 fremsendte sagsoegerens advokater til Kommissionen en fuldstaendig opgoerelse af de beloeb, der fremsattes krav om, i alt 4 389 498,40 ECU, isaer vedroerende ubetalte fakturaer og beloeb, der fremsattes krav om betaling af paa grundlag af Kommissionens skrivelse af 1. marts 1991. Ved skrivelse af 15. april 1992, som blev bekraeftet ved skrivelse af 11. maj 1992, afviste Kommissionen det af San Marco' s advokater fremsatte krav (praemis 28 og 29).

12 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder henvises til praemis 1-29 i den appellerede dom.

13 Den 7. juli 1992 anlagde San Marco sag ved Retten med paastand om erstatning af de tab, selskabet gjorde gaeldende at have lidt i forbindelse med den offentlige bygge- og anlaegskontrakt.

14 Ved dom af 16. november 1994 frifandt Retten Kommissionen.

15 I det vaesentlige fastslog Retten for det foerste, at den ikke havde kompetence til at traeffe afgoerelse om, hvorvidt San Marco havde et kontraktmaessigt krav paa beloebene i fakturaerne. Ifoelge Retten skulle dette spoergsmaal afgoeres ved voldgift i overensstemmelse med artikel 132 og bilag XIII til den anden Lomé-konvention (praemis 42).

16 For det andet fandt Retten, at Kommissionens delegerede har ret til og endog skal afslaa at paategne fakturaer fremsendt af entreprenoerer, naar han har vaegtige grunde til at betvivle, at betingelserne for faellesskabsfinansiering er opfyldt (praemis 50).

17 For det tredje fastslog Retten, at San Marco ikke havde fremlagt noget bevis for, at den delegeredes afslag paa at paategne de paagaeldende fakturaer ikke var berettiget, og at San Marco heller ikke havde godtgjort, at selskabet paa baggrund af Kommissionens adfaerd kunne have haft en berettiget forventning om, at den delegerede ville paategne de omtvistede fakturaer (praemis 56, 73 og 74).

18 For det fjerde fandt Retten med hensyn til spoergsmaalet om stigningen i enhedsprisen paa materialerne til tilkoerselsvejens underbygning, at det var berettiget, at den delegerede afslog at paategne de paagaeldende fakturaer. San Marco havde givet tilbud paa en fast enhedspris uden at foretage en tilbundsgaaende undersoegelse, inden selskabet afgav tilbud. Selskabet havde saaledes klart undervurderet, i hvilket omfang ét af de noedvendige materialer forefandtes naer stedet, hvor bygge- og anlaegsarbejdet skulle udfoeres (praemis 57-62).

19 For det femte bemaerkede Retten, at sagsoegeren heller ikke havde godtgjort ved en kompetent retsinstans, at selskabet faktisk havde en fordring paa den somaliske regering (praemis 67).

20 For det sjette paahvilede der ifoelge Retten ikke Kommissionen nogen forpligtelse til at efterkomme kravet om betaling af visse udgifter, der blev afholdt forud for opsigelsen af kontrakten (praemis 93).

21 For det syvende fandt Retten, at der ikke forelaa en kraenkelse af sagsoegerens berettigede forventninger eller af retssikkerhedsprincippet. San Marco kunne ikke stoette sin paastand paa et loefte om betaling, der skulle vaere indeholdt i en skrivelse, som blev afsendt, efter at de paagaeldende udgifter var afholdt (praemis 95-98).

22 For det ottende fastslog Retten, at San Marco ikke havde godtgjort, at den skade, som selskabet haevdede at have lidt, skyldtes den ledende anvisningsberettigedes opsigelse af kontrakten (praemis 107).

23 Endelig kunne ordlyden af skrivelsen af 1. marts 1991 efter Rettens opfattelse ikke have givet anledning til, at San Marco fik en berettiget forventning om, at Kommissionen ville yde selskabet erstatning for tab som foelge af kontraktens opsigelse (praemis 112).

24 Den 20. januar 1995 ivaerksatte San Marco naervaerende appel af denne dom.

Anbringender under appellen

25 I appellen har San Marco nedlagt paastand om, at Rettens dom ophaeves, at Domstolen proever sagen paa ny, og at Kommissionen tilpligtes at betale selskabet i alt 4 389 498,40 ECU, subsidiaert i alt 2 504 280,07 ECU til daekning af en saldo paa 148 192,09 ECU i forbindelse med urigtig behandling af fakturaer, en saldo paa 483 830,65 ECU, som er ubestridt, for udestaaende fakturaer og 1 922 258 ECU i erstatning for opsigelse af kontrakten.

26 San Marco' s anbringender vedroerer dels manglende betaling af en raekke fakturaer, dels Kommissionens undladelse af at betale erstatning for kontraktens opsigelse.

27 Med hensyn til den manglende betaling af en raekke fakturaer har San Marco fremfoert otte anbringender vedroerende henholdsvis:

° Rettens urigtige bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder, hvilket har foert til en urigtig retsanvendelse

° San Marco' s forpligtelse til noeje at foelge de instrukser, Consulint gav selskabet

° Kommissionens urigtige anvendelse af kontraktens bestemmelser ved behandling af fakturaerne

° Kommissionens og den delegeredes tilsidesaettelse af San Marco' s berettigede forventning ved at afslaa at paategne de omtvistede fakturaer

° Kommissionens tilsidesaettelse af San Marco' s berettigede forventning ved at afslaa at underskrive tillaeg nr. 1

° den delegeredes tilsidesaettelse af San Marco' s berettigede forventning ved at afslaa at betale den del af fakturaerne, der skulle betales i Somalia

° Rettens urigtige bedoemmelse af San Marco' s paastand og uberettigede frifindelse for saa vidt angaar paastanden vedroerende korrekt fakturerede beloeb og

° mangelfuld tilrettelaeggelse af Kommissionens tjenestegrene.

28 Med hensyn til Kommissionens undladelse af at betale erstatning for kontraktens opsigelse har San Marco fremfoert fire anbringender vedroerende henholdsvis:

° Kommissionen forpligtelse til at begrunde sine afgoerelser

° fejlagtig fortolkning og anvendelse af artikel 60 i finansforordningen vedroerende den femte EUF og artikel 93, stk. 1, i de almindelige bestemmelser for kontrakter vedroerende bygge- og anlaegsarbejder (herefter "de almindelige bestemmelser")

° Kommissionens tilsidesaettelse af dens bistandspligt over for de virksomheder i Faellesskabet, der udfoerer arbejde i henhold til EUF-kontrakter og

° Rettens fejlagtige bedoemmelse af Kommissionens fejl.

29 I svarskriftet har Kommissionen nedlagt paastand om, at appelsagen afvises i medfoer af procesreglementets artikel 119, subsidiaert om, at den forkastes.

30 Ifoelge Kommissionen kan ingen af San Marco' s anbringender antages til realitetsbehandling af tre grunde.

31 For det foerste fremgaar det af EF-traktatens artikel 168 A og artikel 51 i EF-statutten for Domstolen, at appel til Domstolen er begraenset til retsspoergsmaal. For det andet skal appelskriftet til Domstolen i henhold til artikel 112, stk. 1, i Domstolens procesreglement indeholde de retlige anbringender og argumenter, der paaberaabes. For det tredje maa der i henhold til procesreglementets artikel 113, stk. 2, ikke foretages nogen aendring af sagsgenstanden, som den har foreligget for Retten, i appelskriftet. Efter Kommissionens opfattelse opfylder den foreliggende appel imidlertid ingen af disse tre krav.

32 For saa vidt angaar sagens realitet har Kommissionen gjort gaeldende, at Retten har anlagt en fuldstaendig rigtig faktisk og retlig vurdering, og at samtlige San Marco' s anbringender, hvis de blev antaget til realitetsbehandling, skulle forkastes.

33 I medfoer af procesreglementets artikel 119 kan Domstolen, hvis det er aabenbart, at appellen helt eller delvis skal afvises eller forkastes, naar som helst ved begrundet kendelse beslutte at afvise eller forkaste appellen.

Manglende betaling af en raekke fakturaer

Foerste anbringende

34 San Marco er af den opfattelse, at Retten har anlagt en urigtig bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder, hvilket har foert til en urigtig retsanvendelse. Dette anbringende kan inddeles i tre led.

35 For det foerste har San Marco anfoert, at Retten med urette fandt, at selskabet ikke havde afgivet oplysninger om de fakturaer, som den delegerede havde afslaaet at paategne, og som indeholdt prisstigninger paa cement, staal og asfalt. San Marco har dernaest under henvisning til Consulint' s skrivelse af 13. juni 1990, hvori det var anfoert, at "enhedsprisen paa underbygningsmaterialerne ikke er steget", gjort gaeldende, at Retten har anlagt en urigtig vurdering af de faktiske omstaendigheder, da den fandt, at San Marco undervurderede, i hvilket omfang et af de noedvendige materialer forefandtes naer stedet, hvor bygge- og anlaegsarbejdet skulle udfoeres. Endelig er San Marco af den opfattelse, at Retten ikke har anlagt en rigtig vurdering af de faktiske omstaendigheder, da den fandt, at de tre fakturaer, som San Marco udstedte efter Kommissionens beslutning om at bevilge flere midler (der blev meddelt sagsoegeren den 27.12.1989), vedroerte udgifter, der blev afholdt, efter at San Marco havde faaet meddelelse om den paagaeldende beslutning.

36 Det bemaerkes, at i medfoer af artikel 49, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen skal en appel vedroere en af Retten truffen afgoerelse. I henhold til traktatens artikel 168 A og statuttens artikel 51, er appel begraenset til retsspoergsmaal og skal vaere stoettet paa, at Retten savner kompetence, at der er begaaet rettergangsfejl, som kraenker appellantens interesser, eller at Retten har overtraadt faellesskabsretten. I artikel 112, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement bestemmes det, at appelskriftet skal indeholde de retlige anbringender og argumenter, der paaberaabes.

37 Det foelger af disse bestemmelser, at et appelskrift praecist skal angive, hvilke elementer der anfaegtes, i den dom, som paastaas ophaevet, samt de retlige argumenter, der saerligt stoetter denne paastand (jf. hertil kendelse af 14.12.1995, sag C-173/95 P, Hogan mod Domstolen, Sml. I, s. 4905, praemis 20).

38 Ifoelge fast retspraksis er dette krav ikke opfyldt, naar appelskriftet blot gentager eller noejagtigt gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremfoert for Retten, herunder de anbringender og argumenter, der var stoettet paa faktiske omstaendigheder, som Retten udtrykkeligt har afvist at laegge til grund. En saadan appel har i realiteten kun til formaal at opnaa, at de i staevningen for Retten fremsatte paastande paadoemmes endnu en gang, hvilket i henhold til artikel 49 i EF-statutten for Domstolen falder uden for dennes kompetence (jf. bl.a. kendelse af 24.4.1996, sag C-87/95 P, CNPAAP mod Raadet, Sml. I, s. 2003, praemis 30).

39 Det fremgaar endvidere af ovennaevnte bestemmelser, at appel kun kan stoettes paa, at Retten har overtraadt visse retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket. Det er saaledes alene Retten, der er kompetent til dels at fastlaegge de faktiske omstaendigheder i sagen, naar bortses fra tilfaelde, hvor den indholdsmaessige urigtighed af dens konstateringer foelger af akterne i den sag, den har behandlet, dels til at tage stilling til disse faktiske omstaendigheder. Naar Retten har fastlagt eller vurderet de faktiske omstaendigheder, har Domstolen i henhold til traktatens artikel 168 A kompetence til at gennemfoere en kontrol med den retlige vurdering af disse faktiske omstaendigheder og de retlige konsekvenser, Retten har draget (jf. hertil dom af 1.6.1994, sag C-136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, praemis 48 og 49).

40 Domstolen har saaledes ikke kompetence til at fastlaegge de faktiske omstaendigheder og i princippet heller ikke til at bedoemme de beviser, Retten har lagt til grund ved fastlaeggelsen af de faktiske omstaendigheder. Naar disse beviser er blevet forskriftsmaessigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsaetninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisfoerelse er blevet overholdt er det alene Retten, der har kompetence til at afgoere, hvilken bevisvaerdi der skal tillaegges de oplysninger, den har faaet forelagt (jf. hertil ovennaevnte dom i sagen Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., praemis 66).

41 Det skal med hensyn til foerste anbringendes tre led blot bemaerkes, at San Marco dels ikke har fremfoert argumenter for, at Retten skulle have tilsidesat reglerne ved sin bedoemmelse, dels ikke praecist har angivet, hvilke elementer der anfaegtes i den dom, som paastaas ophaevet. San Marco har ikke paaberaabt sig en retsregel, der skulle vaere tilsidesat, og har kun bestridt Rettens vurdering af de faktiske omstaendigheder.

42 Det er derfor aabenbart, at det foerste anbringende maa afvises.

Andet anbringende

43 Med stoette i artikel 56 i de saerlige kontraktbestemmelser, som vedroerer forholdet mellem ingenioeren og entreprenoeren, har San Marco gjort gaeldende, at selskabet noeje skulle foelge de instrukser, som det fik fra Consulint, heriblandt Consulint' s beslutning om at aendre underbygningens sammensaetning af tekniske grunde. Det var saaledes med rette, at San Marco over for Retten havde gjort gaeldende, at den delegerede havde overskredet sine befoejelser, da han afslog at paategne fakturaerne vedroerende tilkoerselsvejene til broerne over Juba-floden og Shebelli-floden paa grund af aendringen af underbygningen.

44 Med hensyn til dette anbringende skal det blot konstateres, at San Marco gengiver de argumenter, som selskabet allerede har fremfoert for Retten, og at det ikke har fremfoert nogen argumenter for, at Retten skulle have anlagt en urigtig retlig vurdering. Retten fastslog i praemis 63 i den appellerede dom, at Consulint "paa ingen maade (kunne) anses for at have optraadt som Kommissionens befuldmaegtigede", og i praemis 62, at "det var berettiget, at den delegerede afslog at paategne de paagaeldende fakturaer". San Marco har imidlertid ikke anfaegtet denne retlige bedoemmelse.

45 Det er derfor aabenbart, at det andet anbringende maa afvises.

Tredje og sjette anbringende

46 San Marco har gjort gaeldende, at Kommissionen ikke har foretaget betalingerne inden for kontraktens frister, og at selskabet derfor i henhold til kontrakten har krav paa renter. Kommissionen har efter San Marco' s opfattelse heller ikke overholdt artikel 33 i de saerlige bestemmelser ° hvorefter betalinger i Somalia skulle ske i ecu ° eller i Somalia betalt de 12% af en raekke fakturaer, hvoraf de 88% allerede var betalt i Italien. Da fakturaerne af 7. februar 1989, 5. marts 1989, 5. april 1989, 8. maj 1989 og 31. august 1989 var blevet godkendt, var det ligeledes berettiget, at San Marco regnede med betaling af disse fakturaer, baade for saa vidt angaar den del, der skulle betales i Somalia, og den, der skulle betales i Italien. Da den del, der skulle betales i Italien, var blevet betalt til tiden, kraenkede den delegerede San Marco' s berettigede forventning ved ikke at betale den del, der skulle betales i Somalia.

47 Det bemaerkes, at i henhold til artikel 113, stk. 2, i Domstolens procesreglement maa der ikke i appellen foretages nogen aendring af sagsgenstanden, som den har foreligget for Retten.

48 Endvidere maa i medfoer af artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement nye anbringender ikke fremsaettes under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

49 En parts adgang til foerst for Domstolen at fremfoere et anbringende, der ikke er blevet fremfoert for Retten, er ensbetydende med en adgang til at forelaegge Domstolen ° der har en begraenset kompetence i appelsager ° en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Under en appel har Domstolen saaledes kun kompetence til at proeve Rettens bedoemmelse af anbringender, der er blevet behandlet af Retten. (jf. hertil ovennaevnte dom i sagen Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., praemis 59).

50 Det skal i den foreliggende sag blot konstateres, at San Marco' s argumenter for det tredje og sjette anbringende ikke blev fremfoert for Retten.

51 San Marco har endvidere ikke fremfoert nogen argumenter for, at Retten skulle have tilsidesat reglerne ved sin bedoemmelse, eller praecist angivet, hvilke elementer af dommen der anfaegtes.

52 Det er herefter aabenbart, at det tredje og sjette anbringende maa afvises.

Fjerde anbringende

53 Igen med stoette i artikel 56 i de saerlige kontraktbestemmelser har San Marco gjort gaeldende, at naar Kommissionen uden forbehold havde betalt fakturaerne for de foerste fire broer, hvor der var anvendt den samme aendrede underbygning, kunne den delegerede ikke afslaa at paategne fakturaerne for de to sidste broer, og Kommissionen og dens delegerede kunne ikke afslaa at betale de paategnede fakturaer paa grund af problemet med underbygningen. Ved alligevel at goere dette kraenkede Kommissionen San Marco' s berettigede forventning.

54 Dette anbringende har San Marco ikke fremfoert for Retten.

55 San Marco har ganske vist som sit foerste anbringende ved Retten (for saa vidt det saerligt vedroerte Kommissionens tredje fejl uden for kontrakt) gjort gaeldende, at Kommissionen havde kraenket selskabets berettigede forventning, men selskabet anfoerte kun, at de handlinger eller undtagelser, der havde givet anledning til den, kun var de forhold, at Kommissionen bevilgede flere midler til at betale for de aendringer, som den nationale anvisningsberettigede havde anmodet om, og foretog aendringer i tillaeg nr. 1 og sendte det til underskrift.

56 San Marco har endvidere ikke fremfoert nogen argumenter for, at Retten skulle have tilsidesat reglerne ved sin bedoemmelse, eller praecist angivet, hvilke elementer af dommen der anfaegtes.

57 Det er herefter aabenbart, at det fjerde anbringende maa afvises.

Femte anbringende

58 San Marco har gjort gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, da den afslog at paategne tillaeg nr. 1, som den havde udformet efter at have meddelt, at midlerne ville blive bevilget. San Marco har anfoert, at den delegerede ved sin adfaerd og saerligt ved at godkende aendringen af underbygningen paa de fire foerste broer og anmodningen om flere midler samt ved at udforme tillaegget uden at omtale problemet med underbygningen lod appellanten tro, at tillaeg nr. 1 ville blive underskrevet, og at der ville blive udbetalt flere midler.

59 Det skal hertil blot bemaerkes, at San Marco paa den ene side kun gentager de for Retten fremfoerte argumenter og paa den anden side ikke fremkommer med nogen argumenter for, at Retten skulle have anlagt en urigtig retlig vurdering.

60 I det femte anbringende gentages der blot en del af det foerste anbringende, som San Marco fremfoerte for Retten. Som det fremgaar af praemis 36 i den appellerede dom, gjorde San Marco ved Retten gaeldende, at "da Kommissionen bevilgede flere midler til at betale for de aendringer, som den nationale anvisningsberettigede havde anmodet om, og da den foretog aendringer i tillaeg nr. 1 og sendte det til underskrift, handlede den paa en saadan maade, at sagsoegeren fik en berettiget forventning om, at Kommissionen ville underskrive tillaegget og betale de dermed forbundne fakturaer". Det femte anbringende har i realiteten til formaal at opnaa en ny proevelse af denne del af det foerste anbringende, som San Marco fremfoerte for Retten, og som Retten forkastede i dommens praemis 70-75, samt af de faktiske omstaendigheder, som ifoelge San Marco gav anledning til en berettiget forventning hos selskabet.

61 Det er herefter aabenbart, at dette anbringende maa afvises.

Syvende anbringende

62 Selv om Retten fandt, at det var berettiget, at den delegerede afslog at paategne fakturaerne paa grund af prisstigningen paa cement, staal og asfalt og stigningen i enhedsprisen paa underbygningsmaterialerne, har San Marco gjort gaeldende, at selskabet havde krav paa betaling af den del af fakturaerne, som ikke vedroerte disse to faktorer. Selskabet er af den opfattelse, at alle noedvendige oplysninger findes i de dokumenter, der er forelagt for Retten.

63 Dette anbringende blev ikke fremfoert for Retten, idet San Marco da udelukkende gjorde gaeldende, at den delegerede ikke havde ret til at afslaa at paategne de omtvistede fakturaer, og at det under alle omstaendigheder ikke var berettiget at afslaa paategning i disse tilfaelde (praemis 33-37).

64 Det bemaerkes endvidere, at Retten i dommens praemis 51 naevner et spoergsmaal, som blev stillet San Marco med henblik paa at faa oplyst, om anbringendet kun vedroerte prisstigningen paa cement, staal og asfalt samt stigningen i enhedsprisen paa underbygningsmaterialer, og hvis dette ikke var tilfaeldet, at give selskabet lejlighed til at fremfoere de relevante beviser. Efter San Marco' s svar fastslog Retten i praemis 52, at den kun kunne tage stilling til sagsoegerens paastand i det omfang, sagsoegeren til stoette derfor havde gjort gaeldende, at den delegerede begik en fejl, da han afslog at paategne fakturaer, der indeholdt disse prisstigninger.

65 Det er herefter aabenbart, at San Marco' s syvende anbringende maa afvises.

Ottende anbringende

66 I praemis 101 i den appellerede dom fastslog Retten, at sagsoegeren ikke havde fremfoert noget argument eller bevis for fejl ved Kommissionens administrations funktion.

67 San Marco har bestridt dette raesonnement og har bl.a. paapeget, at selskabet under sagen havde henvist til den forkerte behandling af fakturaerne, spoergsmaal vedroerende underbygningen og tillaeg nr. 1. Endvidere vidnede det haandskrevne notat, som den delegerede den 30. juni 1990 sendte til sin overordnede i Bruxelles, om, hvor daarligt Kommissionens tjenestegrene fungerede.

68 Det konstateres, at San Marco alene har anfaegtet Rettens bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder.

69 Under alle omstaendigheder bemaerkes det, at Retten i dommens praemis 100 fastslog, at da der ikke paahvilede Kommissionen en forpligtelse til at opfylde San Marco' s krav om betaling, maatte dette argument forkastes som vaerende irrelevant. San Marco har imidlertid ikke fremfoert noget argument for, at Retten derved skulle have anlagt en urigtig retlig bedoemmelse.

70 Det er herefter aabenbart, at det ottende anbringende maa afvises.

Kommissionens undladelse af at betale erstatning for kontraktens opsigelse

Foerste og tredje anbringende

71 San Marco har gjort gaeldende, at Kommissionens beslutning i skrivelserne af 15. april og 11. maj 1992 ikke var tilstraekkeligt begrundet, som kraevet i henhold til EF-traktatens artikel 190. Under henvisning til artikel 60 i finansforordningen vedroerende den femte EUF, der vedroerer forsinkelser i afviklingen af procedurerne vedroerende de af EUF finansierede projekter, har San Marco gjort gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat sin almindelige forpligtelse til at beskytte de oekonomiske interesser for virksomheder i Faellesskabet, der udfoerer arbejde i henhold til EUF-kontrakter.

72 Disse anbringender har San Marco ikke fremfoert for Retten, og det er derfor aabenbart, at de maa afvises.

Andet anbringende

73 San Marco har gjort gaeldende, at Retten har fortolket og anvendt artikel 60 i finansforordningen vedroerende den femte EUF og artikel 93, stk. 1, i de almindelige bestemmelser forkert og har fejlbedoemt den forpligtelse, der paahviler Kommissionen til at efterkomme selskabets krav.

74 I artikel 93, stk. 1, i de almindelige bestemmelser fastsaettes det, at naar administrationen ensidigt beordrer endelig standsning af kontraktens opfyldelse, ophoerer denne straks, og entreprenoeren har krav paa erstatning for ethvert tab, som dette ophoer har paafoert ham, naar dette ikke skyldes hans egne forhold.

75 Det andet anbringende kan deles i to led.

Andet anbringende, foerste led

76 San Marco har gjort gaeldende, at Kommissionen som ledende anvisningsberettiget og national anvisningsberettiget i medfoer af artikel 60 i finansforordningen vedroerende den femte EUF og som administration i henhold til artikel 93, stk. 1, i de almindelige bestemmelser i skrivelsen af 1. marts 1991 paatog sig en forpligtelse til at betale San Marco de behoerigt dokumenterede beloeb for det arbejde, der allerede var udfoert. Dette udgjorde et samlet beloeb paa 582 022,74 ECU.

77 Kommissionen har gjort gaeldende, at denne argumentation maa afvises, idet San Marco i det vaesentlige kun gentager de for Retten fremfoerte argumenter.

78 Andet anbringende, foerste led, maa antages til realitetsbehandling. San Marco kritiserer derved i realiteten indirekte, men klart, at Retten i dommens praemis 93 fastslog, at artikel 60 i finansforordningen vedroerende den femte EUF giver Kommissionen mulighed for at betale en entreprenoer, hvis der paa nationalt niveau sker forsinkelse i fastsaettelsen eller anvisningen, men at den ikke paalaegger den en pligt hertil. Endvidere er San Marco af den opfattelse, at det fremgaar af ordlyden af artikel 60 sammenholdt med artikel 93, stk. 1, i de almindelige bestemmelser, at Kommissionen er forpligtet til at betale de beloeb, som selskabet i henhold til reglerne og kontrakten har krav paa, idet Kommissionen har handlet som ledende anvisningsberettiget og national anvisningsberettiget.

79 Det er imidlertid aabenbart, at andet anbringende, foerste led, maa forkastes. Det fremgaar af den klare og praecise ordlyd af artikel 60 i finansforordningen vedroerende den femte EUF, at den ledende anvisningsberettigede kan traeffe enhver egnet foranstaltning til at bringe forsinkelse i fastsaettelsen, anvisningen eller betalingen, som vil kunne saette den fulde gennemfoerelse af aftalen eller kontrakten paa spil, til ophoer. Det forhold, at Kommissionen har besluttet at opsige den paagaeldende kontrakt i henhold til artikel 93, stk. 1, i de almindelige bestemmelser, medfoerer imidlertid ikke, at denne befoejelse er blevet en forpligtelse, der paahvilede Kommissionen. Som Retten med rette har anfoert i dommens praemis 91, skal, saafremt sagsoegeren mener at have krav paa visse beloeb ifoelge kontrakten, dette spoergsmaal afgoeres ved voldgift i henhold til den anden Lomé-konventions artikel 132 og bilag XIII dertil.

Andet anbringende, andet led

80 San Marco har gjort gaeldende, at Kommissionen i medfoer af artikel 93, stk. 1, i de almindelige bestemmelser og som foelge af skrivelsen af 1. marts 1991 var forpligtet til at erstatte selskabet dets tab som foelge af kontraktens opsigelse.

81 Idet det er ufornoedent at tage stilling til denne argumentation, skal det bemaerkes, at San Marco blot bestrider den bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder, som Retten anlagde i dommens praemis 107. Retten fastslog deri, at det ikke var godtgjort, at den skade, som sagsoegeren haevdede at have lidt, skyldtes den ledende anvisningsberettigedes opsigelse af kontrakten. Det foelger heraf, at det er aabenbart, at anbringendets andet led skal afvises.

Fjerde anbringende

82 San Marco har gjort gaeldende, at Retten har anlagt en urigtig bedoemmelse, da den ikke fandt, at det tab, der forvoldtes ved kontraktens opsigelse, skyldtes Kommissionens fejl, og fastslog, at tabet ikke var godtgjort. Selskabet har hertil anfoert, at det var efter instruks fra Consulint, at det lod materialerne ligge paa stedet, hvor de to sidste broer skulle opfoeres.

83 Det skal hertil blot bemaerkes, at San Marco dels ikke har fremfoert argumenter for, at Retten skulle have anlagt en urigtig retlig bedoemmelse, dels ikke praecist har angivet, hvilke elementer der anfaegtes i den dom, som paastaas ophaevet. Selskabet har endvidere ikke gjort gaeldende, at der skulle vaere sket tilsidesaettelse af en retsregel, men har kun anfaegtet Rettens bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder.

84 Under alle omstaendigheder konkluderede Retten i dommens praemis 108, at San Marco ikke havde foert bevis for, at selskabet stadig befandt sig paa bygge- og anlaegsomraadet, da kontrakten blev opsagt, og i praemis 118, at selskabet ikke havde foert noget bevis, hverken ved fremfoerelse af argumenter eller bevismidler, for, at Kommissionen havde begaaet fejl, eller for, at det tab, som selskabet paastod at have lidt, skyldtes den paagaeldende fejl og ikke borgerkrig, tyveri eller et andet udefra kommende forhold. San Marco har ikke bestridt denne faktiske bedoemmelse. Selskabet har heller ikke fremfoert argumenter for, at Retten derved skulle have anlagt en urigtig retlig bedoemmelse.

85 Det er derfor aabenbart, at det fjerde anbringende maa afvises.

86 Det foelger af ovenstaaende, at det er aabenbart, at de af San Marco til stoette for appellen fremfoerte anbringender enten maa afvises eller forkastes. Appellen maa derfor forkastes i medfoer af procesreglementets artikel 119.

Sagens omkostninger

87 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Da San Marco har tabt sagen, paalaegges det selskabet at betale sagens omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

DOMSTOLEN (Foerste Afdeling)

1) Appellen forkastes.

2) San Marco Impex Italiana Srl baerer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 17. september 1996.