61995J0362

1 Appel - anbringender - fejlagtig bedoemmelse af faktiske omstaendigheder - afvisning

(EF-traktaten, art. 168 A; statutten for EF-Domstolen, art. 51, stk. 1)

2 Appel - anbringender - anbringende mod en doms praemis, der ikke er noedvendig som begrundelse for domskonklusionen - uvirksomt

(Statutten for EF-Domstolen, art. 51, stk. 1)

3 Appel - anbringender - fejlagtig bedoemmelse af lovligt fremlagte beviser - formalitetsmangel - afvisning

(Statutten for EF-Domstolen, art. 51, stk. 1)

4 Ansvar uden for kontraktforhold - betingelser - tab - aarsagsforbindelse - bevisbyrde

(EF-traktaten, art. 178 og 215)

5 Ifoelge traktatens artikel 168 A og artikel 51 i statutten for Domstolen kan appel kun stoettes paa, at Retten har overtraadt visse retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket.

6 Under en appel kan et anbringende, der er rettet mod en praemis, som ex tuto er anfoert i en dom afsagt af Retten, hvis konklusion retligt er tilstraekkeligt begrundet af andre praemisser, ikke laegges til grund.

7 Det tilkommer alene Retten at afgoere, hvilken bevisvaerdi der skal tillaegges de oplysninger, den har faaet forelagt. Denne vurdering udgoer foelgelig ikke - medmindre beviserne er gengivet forkert - et retsspoergsmaal, som dermed er undergivet Domstolens proevelsesret.

8 Det paahviler i foerste raekke den part, som goer gaeldende, at Faellesskabet har paadraget sig ansvar, at fremlaegge afgoerende beviser for det paaberaabte tabs eksistens og omfang, og at godtgoere, at der er en aarsagsforbindelse mellem dette tab og faellesskabsinstitutionernes paaklagede adfaerd.

I sag C-362/95 P,

Blackspur DIY Ltd, Unsworth, Bury (Det Forenede Kongerige),

Steven Kellar, J.M.A. Glancy og Ronald Cohen, Manchester (Det Forenede Kongerige),

ved K.P.E. Lasok, QC, for solicitor C. Khan, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat M. Dennewald, 12, avenue de la Porte Neuve,

appellanter,

angaaende appel af dom afsagt den 18. september 1995 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (Foerste Udvidede Afdeling) i sag T-168/94, Blackspur m.fl. mod Raadet og Kommissionen (Sml. II, s. 2627), hvori der er nedlagt paastand om ophaevelse af denne dom samt om, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Retten i Foerste Instans, de andre parter i appelsagen: Raadet for Den Europaeiske Union ved juridisk konsulent Y. Crétien, som befuldmaegtiget, bistaaet af advokaterne H.-J. Rabe og G.M. Berrisch, Hamburg, og med valgt adresse hos direktoer B. Eynard, Direktoratet for Juridiske Anliggender, Den Europaeiske Investeringsbank, 100, boulevard Konrad Adenauer, og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved N. Khan, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, bistaaet af H.-J. Rabe og G.M. Berrisch, og med valgt adresse i Luxembourg hos C. Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

har

DOMSTOLEN

(Foerste Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, L. Sevón, og dommerne D.A.O. Edward og M. Wathelet (refererende dommer),

generaladvokat: G. Tesauro

justitssekretaer: fuldmaegtig L. Hewlett,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 24. april 1997 af appellanterne ved K.P.E. Lasok, af Raadet ved juridisk konsulent A. Tanca, som befuldmaegtiget, bistaaet af G.M. Berrisch, og af Kommissionen ved N. Khan, bistaaet af G.M. Berrisch,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 5. juni 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 27. november 1995 har Blackspur DIY Ltd (herefter »Blackspur«) samt Steven Kellar, J.M.A. Glancy og Ronald Cohen i medfoer af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af dom afsagt af Retten i Foerste Instans den 18. september 1995 i sag T-168/94, Blackspur DIY Ltd m.fl. mod Raadet og Kommissionen (Sml. II, s. 2627, herefter »den anfaegtede dom«), hvorved Retten frifandt Raadet og Kommissionen for paastanden om, at de i henhold til EOEF-traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, doemtes til at erstatte det tab, som appellanterne haevdede at have lidt paa grund af disse institutioners handlinger og undladelser som led i indfoerelsen af en antidumpingtold paa import af visse malerpensler, -boerster og lignende med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik.

2 Det fremgaar af den anfaegtede dom, at i juli 1988 afgav det engelske selskab, Blackspur, som netop var blevet stiftet og havde en kapital paa 750 000 UKL, og hvis selskabsformaal var salg og forhandling af hobbyvaerktoej (»goer det selv«-markedet), en foerste ordre paa indfoersel af pensler hidroerende fra Kina. Fortoldningen af dette parti fandt sted den 5. oktober 1988 (praemis 4).

3 Den 5. marts 1990 afkraevede Det Forenede Kongeriges toldmyndigheder Blackspur betaling af en midlertidig antidumpingtold paa 69% af nettoprisen pr. pensel i henhold til Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3052/88 af 29. september 1988 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af visse malerpensler, hvidtekoste, lakpensler og lignende med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik (EFT L 272, s. 16) (praemis 2 og 4).

4 Den 20. marts 1989 udstedte Raadet ved forordning (EOEF) nr. 725/89 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af pensler og boerster til maling, kalkning, lakering og lignende med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og om endelig opkraevning af den midlertidige antidumpingtold, der er paalagt denne import (EFT L 79, s. 24), en endelig antidumpingtold, hvis sats var identisk med satsen for den midlertidige told.

5 I august 1990 blev Blackspur sat under tilsyn (receivership) og derefter taget under konkursbehandling (praemis 4).

6 Den 22. oktober 1991 har Domstolen i besvarelse af et praejudicielt spoergsmaal i henhold til EOEF-traktatens artikel 177 fra Finanzgericht Bremen fastslaaet, at forordning nr. 725/89 er ugyldig, fordi de paagaeldende varers normalvaerdi ikke var blevet fastsat paa en hensigtsmaessig og ikke-urimelig maade, saaledes som det foelger af artikel 2, stk. 5, litra a), i Raadets forordning (EOEF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 209, s. 1) (sag C-16/90, Noelle, Sml. I, s. 5163). I denne dom udtalte Domstolen, at den tyske virksomhed Noelle, som var en uafhaengig importoer af boerster og pensler, under antidumpingproceduren havde fremdraget en tilstraekkelig raekke omstaendigheder til »at rejse tvivl om, hvorvidt valget af Sri Lanka som referenceland var hensigtsmaessigt og ikke urimeligt« ved fastsaettelsen af normalvaerdien, og at Kommissionen og Raadet ikke havde gjort »en tilstraekkelig serioes indsats for at undersoege, om Taiwan kunne anses for et passende referenceland«, som Noelle havde foreslaaet. Efter afsigelsen af denne dom genoptog Kommissionen undersoegelsen, og ved afgoerelse 93/325/EOEF af 18. maj 1993 om afslutning af antidumpingproceduren vedroerende importen af pensler og boerster til maling, kalkning, lakering og lignende med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik (EFT L 127, s. 15) afsluttede den endeligt proceduren uden at indfoere en antidumpingtold (praemis 3).

7 Det var paa denne baggrund, at Blackspur samt dets direktoerer, aktionaerer og kautionister, Kellar, Glancy og Cohen, ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 10. august 1993 anlagde sag i henhold til EOEF-traktatens artikel 215, stk. 2, for at opnaa erstatning for tabt fortjeneste og for det tab, som de haevdede at have lidt paa grund af Faellesskabets ulovlige adfaerd i forbindelse med indfoerelsen af en antidumpingtold (praemis 5).

8 I henhold til artikel 4 i Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21) blev sagen ved Domstolens kendelse af 18. april 1994 henvist til Retten.

Den anfaegtede dom

9 I den anfaegtede dom frifandt Retten Raadet og Kommissionen.

10 Retten bemaerkede indledningsvis, at ifoelge Domstolens faste praksis forudsaetter Faellesskabets ansvar i henhold til traktatens artikel 215, stk. 2, opfyldelse af en raekke betingelser vedroerende retsstridigheden af den adfaerd, som institutionerne haevdes at have udvist, og eksistensen af en skade samt vedroerende aarsagsforbindelsen mellem adfaerden og den paaberaabte skade (praemis 38).

11 Efter at have fremhaevet, at det efter Domstolens praksis anerkendes, at der er en aarsagsforbindelse efter traktatens artikel 215, stk. 2, naar der er en direkte aarsagsforbindelse mellem den fejl, der er begaaet af den paagaeldende institution, og det tab, der paaberaabes, hvilken sammenhaeng sagsoegerne skal bevise (praemis 40), fastslog Retten derefter, at sagsoegerne i det foreliggende tilfaelde ikke havde godtgjort, at der var en saadan aarsagsforbindelse (praemis 53).

12 I denne forbindelse udtalte Retten foelgende vedroerende det af Blackspur lidte tab:

»41 I den foreliggende sag har sagsoegerne anfoert, at det tab, som sagsoegeren Blackspur har lidt, og som de anslaar til 586 000 UKL, bestaar i tab af den fortjeneste, som selskabet ville have kunnet opnaa ved salg af pensler hidroerende fra Kina, som udgjorde halvdelen af dets omsaetning, hvis det ikke var taget under konkurs paa grund af faellesskabsinstitutionernes angiveligt fejlagtige adfaerd, navnlig paa grund af indfoerelsen af en antidumpingtold med en hoejere sats end satsen for den fortjeneste, som selskabet havde paa dette salg ...

42 Retten finder, at det af sagsoegerne anfoerte om, at salget af billige pensler hidroerende fra Kina udgjorde halvdelen af Blackspur's omsaetning, og at tabet af denne afsaetningsmulighed har vaeret hovedaarsagen til de daarlige oekonomiske resultater, som selskabet har haft, og som har foert til dets konkurs, ikke kan laegges til grund.

43 Retten skal i denne forbindelse indledningsvis bemaerke, at sagsoegerne i besvarelse af Rettens anmodning om fremlaeggelse af Blackspur's regnskaber for 1988-1989 og 1989-1990 med henblik paa at godtgoere rigtigheden af disse anbringender har anfoert, at de ikke 'laengere var i besiddelse af dokumenter vedroerende Blackspur's omsaetning'. Retten finder, at selv om Blackspur's direktoerer og selskabsdeltagere eventuelt kunne goere gaeldende, at de ikke laengere var i besiddelse af relevante dokumenter vedroerende Blackspur's omsaetning for de paagaeldende aar i betragtning af udpegningen af tilsyn og konkursprocedurens forloeb, gaelder det samme ikke for sagsoegeren Blackspur. Retten skal bemaerke, at det advokatkontor, som varetog afviklingen af Blackspur, ved skrivelse af 25. marts 1993 havde samtykket i, at dets advokater som likvidator for Blackspur anlagde naervaerende sag i selskabets navn. I dette tilfaelde kan det ikke accepteres, at sagsoegeren Blackspur's likvidator ikke har vaeret i stand til at fremlaegge dokumenterne vedroerende sagsoegerens oekonomiske forhold, og det kan ikke paahvile Retten at saette sig i dennes sted og anordne fremlaeggelse af saadanne bevismidler.

44 Retten konstaterer imidlertid, at sagsoegerne derimod har fremlagt en skrivelse vedroerende Blackspur's oekonomiske resultater for perioderne 1988-1989 og 1989-1990, som er udarbejdet af et revisionsfirma for den anden sagsoeger, Kellar, som er direktoer i Blackspur. Idet det erkendes, at dette dokument kan anses for paalideligt at beskrive Blackspur's oekonomiske situation i de paagaeldende perioder, saaledes som de fremgaar af et behoerigt og forskriftsmaessigt udarbejdet regnskab, maa det undersoeges, om sagsoegernes anbringender vedroerende aarsagen til det tab, som Blackspur haevdes at have lidt, underbygges tilstraekkeligt af dette dokuments indhold.

45 Hvad for det foerste angaar det anfoerte om, at salget af pensler indfoert fra Kina skulle have repraesenteret halvdelen af Blackspur's omsaetning, skal Retten fastslaa, at det fremgaar af bilag 22 til replikken, som bestaar i en sammenfatning af Blackspur's regnskabsposter vedroerende selskabets indfoersler fra Kina, at dels havde Blackspur mellem sin stiftelsesdato i juli 1988 og august 1990, datoen for indledningen af den procedure, der foerte til dets konkurs, kun indfoert et enkelt parti pensler fra Kina, nemlig i juli 1988, til en samlet vaerdi af 40 948,38 UKL, for hvilket den midlertidige antidumpingtold, der skulle betales, androg 18 116,83 UKL. Dels havde Blackspur, som det fremgaar af den naevnte skrivelse fra revisionsfirmaet, i perioden fra den 1. juli 1988 til den 31. august 1989 haft en omsaetning paa 1 435 384 UKL.

46 Det fremgaar saaledes af dokumenterne i sagen, at Blackspur ikke har indfoert pensler fra Kina, foer den omtvistede antidumpingtold blev indfoert, og at det af sagsoegeren anfoerte om, at indfoerslerne af pensler fra Kina i perioden, foer antidumpingtolden blev indfoert, udgjorde halvdelen af dennes omsaetning, ikke stoettes af noget som helst bevis. Herefter kan det ikke antages, at det er det haevdede tab af afsaetningsmuligheder - som repraesenteres af salget af pensler med oprindelse i Kina - som har vaeret hovedaarsagen til de daarlige oekonomiske resultater, der har foert til Blackspur's ophoer.

47 Selv hvis det imidlertid antages, at det af sagsoegeren herom anfoerte kunne laegges til grund med henblik paa fortsaettelsen af Rettens raesonnement, skal Retten dog fastslaa, saaledes som det fremgaar af ovennaevnte skrivelse fra revisionsfirmaet, at 40,44% af den omsaetning, som Blackspur havde i perioden fra den 1. juli 1988 til den 31. august 1989 (1 435 389 UKL), hidroerte fra salg af pensler til en samlet vaerdi af 580 503 UKL. Det bemaerkes, at denne konstatering modsiger det af sagsoegerne anfoerte om, at Blackspur, fordi antidumpingtolden blev indfoert, ikke har kunnet finde andre alternative forsyningskilder og derfor blev tvunget til at traekke sig ud af markedet for salg af billige pensler. Det fremgaar ligeledes af den naevnte skrivelse, at skoent den procentvise stoerrelse af salget af pensler i den foelgende periode (1.9.1989-31.7.1990) faldt fra 40,44% til 3,01%, steg Blackspur's omsaetning til gengaeld betydeligt med 30% og naaede 1 864 016 UKL.

48 Det foelger af det foregaaende, at det haevdede tab af afsaetningsmuligheder, som repraesenteres af salget af pensler med oprindelse i Kina, selv hvis det har kunnet bevirke et fald i omsaetningen af denne vare i regnskabsaaret 1989/1990, faktisk paa ingen maade har forhindret Blackspur i at udoeve sin handelsmaessige virksomhed og endog foroege sin omsaetning betydeligt i regnskabsaaret 1989/1990, en periode, som laa umiddelbart forud for indledningen af den procedure, som foerte til selskabets konkurs. Retten fastslaar, at den naevnte skrivelse fra revisionsfirmaet ikke indeholder nogen henvisning, oplysning eller forklaring af en saadan art, at den kan give Retten grundlag for at afgoere, i hvilket omfang Blackspur's oekonomiske resultater i perioden 1988-1989, som selskabet har haevdet, har vaeret paavirket af tabet af markedet for billige pensler, eller grundene til, at Blackspur's omsaetning i 1988/1989 og 1989/1990 ikke har vaeret tilstraekkelig til at give selskabet mulighed for at gennemfoere den oekonomiske plan, som var godkendt af dets bankforbindelse, og saaledes undgaa, at denne kraevede, at der blev udpeget tilsyn. Derfor, og da sagsoegerne ikke har foert noget andet bevis, hvoraf det fremgaar, hvad der er aarsagerne til de daarlige oekonomiske resultater, som Blackspur haevdes at have haft, samt de praecise grunde til, at der i august 1990 paa selskabets bankforbindelses begaering blev indledt en procedure, der foerte til Blackspur's konkurs, kan det ikke antages, at selskabets konkurs skyldtes daarlige oekonomiske resultater, som blev foraarsaget af, at dets salg af pensler med oprindelse i Kina ophoerte, hvilket beroevede det en fortjeneste, som sagsoegerne har anslaaet til 586 000 UKL, efter at der blev indfoert en antidumpingtold paa disse pensler, og endnu mindre at konkursen skyldtes de sagsoegte institutioners angiveligt fejlagtige adfaerd i forbindelse med indfoerelsen af denne told.

49 Endelig kan det ikke i alvor haevdes, at der kan vaere en direkte aarsagsforbindelse mellem toldskylden paa 18 116,83 UKL som foelge af den antidumpingtold, der blev paalagt det parti pensler, som Blackspur indfoerte i juli 1988 fra Kina, og selskabets konkurs, da sagsoegerne ikke under retsforhandlingerne for Retten har givet nogen plausibel forklaring paa, at denne toldskyld paa et ringe beloeb har kunnet foere til, at et selskab, som var blevet stiftet ved kapitalindskud, som udgjorde ca. 0,75 mio. UKL, blev taget under konkurs ...«

13 Med hensyn til det tab, som de oevrige sagsoegere haevder at have lidt i deres egenskab af direktoerer for Blackspur paa grund af tab af deres kapitalindskud i selskabet, samt i deres egenskab af kautionister, fordi de har skullet opfylde de personlige garantier, som blev indroemmet deres selskab, og som deltagere i dette, fordi deres deltagelse i dets kapital mistede vaerdi, har Retten udtalt foelgende i den anfaegtede doms praemis 52:

»For saa vidt det, som netop fastslaaet, ikke er godtgjort, at Blackspur's konkurs staar i direkte aarsagsforbindelse med de sagsoegte institutioners angiveligt retsstridige adfaerd, kan der heller ikke vaere en direkte aarsagsforbindelse mellem det tab, som de naevnte sagsoegere goer gaeldende, og den retsstridige adfaerd, som institutionerne haevdes at have udvist. Det skal tilfoejes, at som det i oevrigt fremgaar af Domstolens praksis, er tab som foelge af en betalingsstandsning en indirekte og fjern skade, hvorfor Faellesskabet ikke er forpligtet til at genoprette enhver foelge heraf [Domstolens dom af 4.10.1979, Dumortier m.fl. mod Raadet (forenede sager 64/76 og 113/76, 167/78 og 239/78, 27/79, 28/79 og 45/79, Sml. s. 3091), praemis 21].«

Appellen

14 Til stoette for deres appel har appellanterne i det vaesentlige paaberaabt sig en raekke anbringender, som i foerste raekke vedroerer arten af den skade, der tages i betragtning ved vurderingen af, om der foreligger en aarsagsforbindelse, for det andet vurderingen af beviserne for, at der foreligger en aarsagsforbindelse, og for det tredje afslaget paa direktoerernes krav om erstatning.

15 Raadet og Kommissionen har nedlagt paastand om afvisning af appellen, subsidiaert om, at den forkastes. Hvis Domstolen alligevel maatte antage appellen til realitetsbehandling, mener de, at det vil vaere ufornoedent at hjemvise sagen til Retten, da de faktiske omstaendigheder er tilstraekkeligt oplyst til at saette Domstolen i stand til at traeffe afgoerelse.

Domstolens bemaerkninger

16 Foer appellanternes anbringender gennemgaas, bemaerkes, at appel ifoelge Domstolens faste praksis kun kan stoettes paa, at Retten har overtraadt visse retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket (jf. bl.a. dom af 1.10.1991, sag C-283/90 P, Vidrányi mod Kommissionen, Sml. I, s. 4339, praemis 12, og kendelse af 17.9.1996, sag C-19/95 P, San Marco mod Kommissionen, Sml. I, s. 4435, praemis 39 og 40).

Den skade, der tages i betragtning ved vurderingen af, om der foreligger en aarsagsforbindelse

17 Med deres foerste anbringende har appellanterne anfoert, at Retten ikke har forstaaet det noejagtige omfang af det tab, som Blackspur og de oevrige sagsoegere har lidt, saaledes at den ikke retligt korrekt har behandlet spoergsmaalet om en aarsagsforbindelse mellem denne skade og den adfaerd, som bebrejdes de beroerte institutioner.

18 Appellanterne er navnlig af den opfattelse, at praemis 41 i den anfaegtede dom er behaeftet med en retlig fejl, idet Retten har tilskrevet appellanterne et udsagn om, at salget af kinesiske pensler udgjorde halvdelen af Blackspur's omsaetning, mens appellanterne i virkeligheden blot havde anfoert, at dette salg burde have udgjort omkring halvdelen af den af Blackspur imoedesete omsaetning. Desuden har Retten i samme praemis tillagt appellanterne et udsagn om, at tabet af fortjeneste paa 586 000 UKL skyldtes, at Blackspur var blevet oploest, mens dette tab af fortjeneste ifoelge appellanternes argumentation i virkeligheden skyldtes, at selskabet, efter at den omtvistede antidumpingtold blev indfoert, blev beroevet en vaesentlig del af sine aktiviteter i perioden fra november 1989 til juni 1990, dvs. endog foer Blackspur traadte i konkurs.

19 Det skal straks bemaerkes, at Retten forkastede appellanternes krav om erstatning med den begrundelse, at de ikke havde godtgjort, at der var en aarsagsforbindelse mellem faellesskabsinstitutionernes angiveligt ulovlige adfaerd og det paaberaabte tab.

20 Retten har i denne forbindelse i den anfaegtede doms praemis 26 korrekt gengivet appellanternes beskrivelse af det paaberaabte tab, idet den har fastslaaet, at dette svarede »til den fortjeneste, som (Blackspur) kunne have opnaaet ved at saelge pensler med oprindelse i Kina, nemlig 586 000 UKL, saafremt faellesskabsinstitutionerne ikke havde udvist den adfaerd, som bebrejdes dem«.

21 Desuden har Retten i den anfaegtede doms praemis 48 fastslaaet, at appellanterne ikke havde fremfoert noget bevis for, at de ovennaevnte daarlige oekonomiske resultater, saaledes som de haevdede, skyldtes, at salget af pensler med oprindelse i Kina var ophoert. I samme praemis har Retten tvaertimod anfoert, at tabet af afsaetningsmuligheder i form af salg af kinesiske pensler paa ingen maade havde forhindret Blackspur i at udoeve sin handelsmaessige virksomhed indtil august 1990, det tidspunkt, da den procedure blev indledt, som foerte til selskabets konkurs. Retten har nemlig i praemis 47 af en gennemgang af den af appellanterne fremlagte dokumentation udledt, at omsaetningens stoerrelse, alene i perioden fra juli 1988 til august 1989, androg 1 435 384 UKL, hvoraf 40,44% hidroerte fra salg af pensler, og at omsaetningens stoerrelse for den foelgende periode (fra september 1989 til juli 1990) var gaaet ca. 30% frem paa trods af det staerke procentvise fald i salget af pensler, som faldt fra 40,44% til 3,01%

22 I mangel af andre beviser var det berettiget, at Retten i den anfaegtede doms praemis 48 fastslog, at appellanterne ikke havde foert bevis for, at der var nogen aarsagsforbindelse mellem paa den ene side den omstaendighed, at salget af pensler med oprindelse i Kina var ophoert, efter at antidumpingtolden paa disse pensler var blevet indfoert, og paa den anden side det angivelige tab af fortjeneste, hvilket skulle have medfoert, at selskabet gik konkurs.

23 Under disse omstaendigheder kan anbringendet om, at appellanterne fejlagtigt i dommens praemis 41 tillaegges et udsagn om, at halvdelen af Blackspur's omsaetning udgjordes af salg af kinesiske pensler, ikke laegges til grund. Selv hvis det nemlig antages, at dette er godtgjort, angaar dette anbringende supplerende begrundelser for den anfaegtede dom, og kan ikke rejse tvivl om Rettens konstatering af, at appellanterne ikke har foert noget bevis for, at der er en aarsagsforforbindelse mellem de daarlige oekonomiske resultater, som appellanterne anslaar til 586 000 UKL, og ophoeret af salget af pensler med oprindelse i Kina, en konstatering, som ligger til grund for, at kravet om erstatning ikke blev taget til foelge (jf. bl.a. Domstolens kendelse af 25.3.1996, sag C-137/95 P, SPO m. fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, praemis 47).

24 Med hensyn til den anden udtalelse, som fejlagtigt skulle vaere blevet tillagt appellanterne, nemlig at tabet paa 586 000 UKL hidroerer fra den omstaendighed, at Blackspur blev taget under konkurs, bemaerkes blot, at Retten i praemis 48 in fine i den anfaegtede dom henviser til og forkaster appellanternes opfattelse, saaledes som den er blevet fremstillet for Domstolen, nemlig at det oekonomiske tab var en aarsag til selskabets konkurs og ikke en foelge af denne.

25 Det foerste anbringende maa foelgelig forkastes.

Beviserne for aarsagsforbindelsen

26 Appellanternes andet anbringende gaar ud paa, at Retten ved sin stillingtagen til beviserne for, at der er tale om en aarsagsforbindelse, har tilsidesat deres ret til en retfaerdig rettergang og til kontradiktion. De har gentaget, at Retten har grebet spoergsmaalet om aarsagsforbindelse forkert an, fordi den har opfattet kravet om erstatning forkert.

27 Med den foerste del af det andet anbringende har appellanterne anfoert, at Retten uden begrundelse har forkastet visse relevante beviser, i dette tilfaelde oplysningerne i bilag 1 til staevningen og bilag 26 til replikken, og har lagt et enkelt dokument til grund, nemlig skrivelsen fra revisionsfirmaet vedroerende Blackspur's oekonomiske resultater for regnskabsaarene 1988/89 og 1989/90, som omtales i den anfaegtede doms praemis 44. Denne skrivelse er blevet affattet specielt for at imoedekomme en anmodning om oplysninger fra Retten om Blackspur's omsaetning, og ikke for at undersoege spoergsmaalet om aarsagsforbindelse. Appellanterne har tilfoejet, at Retten skulle have truffet bestemmelse om bevisfoerelse.

28 I denne forbindelse bemaerkes blot, at der i den anfaegtede doms praemis 27 henvises til rapporten i staevningens bilag 1, som blev fremlagt af appellanterne til stoette for ansaettelsen af det paaberaabte tab, saaledes som det blev taget i betragtning ved vurderingen af, om der var en aarsagsforbindelse. Endvidere henvises der i den anfaegtede doms praemis 45 til replikkens bilag 22, og i praemis 46 til »dokumenterne i sagen«. Under disse omstaendigheder har appellanterne intet grundlag for at haevde, at Retten ved sin stillingtagen til, om der forelaa en aarsagsforbindelse, kun har taget et enkelt bevis i betragtning, nemlig den i praemis 44 naevnte skrivelse fra revisionsfirmaet.

29 Under alle omstaendigheder bemaerkes, som Domstolen allerede gentagne gange har fastslaaet, at det alene er Retten, der har kompetence til at afgoere, hvilken bevisvaerdi der skal tillaegges de oplysninger, den har faaet forelagt (dom af 1.7.1994, sag C-136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, praemis 66, og den naevnte kendelse i sagen San Marco mod Kommissionen, praemis 40). Denne vurdering udgoer foelgelig ikke - medmindre beviserne er gengivet forkert - et retsspoergsmaal, som dermed er undergivet Domstolens proevelsesret (dom af 2.3.1994, sag C-53/92 P, Hilti mod Kommissionen, Sml. I, s. 667, praemis 42).

30 I dette tilfaelde er det ikke godtgjort, at Retten har gengivet beviserne forkert ved af revisionsfirmaets skrivelse, som omtales i den anfaegtede doms praemis 44, at udlede oplysninger, som skrivelsen ikke giver udtryk for. Dette dokument, som er udarbejdet af appellanterne selv, indeholder nemlig tal vedroerende Blackspur's oekonomiske situation, navnlig vedroerende omsaetningens stoerrelse og procentsatsen for penselsalgets betydning. Den omstaendighed, at det er blevet fremlagt for at besvare Rettens spoergsmaal om Blackspur's omsaetning, hindrede ikke denne i at anvende dets objektive indhold ved vurderingen af, om der forelaa en aarsagsforbindelse, eller i at fastslaa, at dette dokument ikke indeholdt noget bevis herfor.

31 I oevrigt paahviler det i foerste raekke den part, som goer gaeldende, at Faellesskabet har paadraget sig ansvar, at fremlaegge afgoerende beviser for det paaberaabte tabs eksistens og omfang, og at godtgoere, at der er en aarsagsforbindelse mellem dette tab og faellesskabsinstitutionernes paaklagede adfaerd (jf. bl.a. dom af 21.5.1976, sag 26/74, Roquette frères mod Kommissionen, Sml. s. 677, praemis 22 og 23).

32 Retten har netop fastslaaet i praemis 48 i den anfaegtede dom, at appellanterne ikke havde foert noget bevis, hvoraf det fremgik, hvad der var aarsagerne til de daarlige oekonomiske resultater, som Blackspur haevdedes at have haft, samt de praecise grunde til, at der i august 1990 paa selskabets bankforbindelses begaering blev indledt en procedure, der foerte til Blackspur's konkurs. Som generaladvokaten har anfoert i punkt 26 i sit forslag til afgoerelse, fremgaar det under alle omstaendigheder ikke af sagen, at appellanterne har fremsat tilstraekkeligt klare og praecise begaeringer om bevisfoerelse.

33 Det foelger heraf, at appellanternes argumenter for at bestride Rettens vurdering af visse beviser, som blev forelagt den, maa afvises og foelgelig maa lades ude af betragtning, eftersom appellanterne hverken har godtgjort eller blot haevdet, at Retten havde gengivet disse beviser ukorrekt.

34 Foelgelig maa foerste del af det andet anbringende forkastes.

35 Med det andet anbringendes anden del goer appellanterne gaeldende, at Retten har fejlopfattet deres erstatningskrav. Dels har Retten i den anfaegtede doms praemis 46 tilskrevet Blackspur en udtalelse om, at indfoerslerne af pensler fra Kina i perioden, foer antidumpingtolden blev indfoert, udgjorde halvdelen af selskabets omsaetning, for derefter at fastslaa, at denne udtalelse ikke blev stoettet af noget bevis. Desuden har Retten i praemis 47 ligeledes med urette tilskrevet appellanterne en udtalelse om, at Blackspur, fordi antidumpingtolden blev indfoert, ikke havde kunnet finde andre alternative forsyningskilder og derfor blev tvunget til at traekke sig ud af markedet for salg af billige pensler, for dernaest at fastslaa med hensyn til tallene for det reelle salg af pensler i perioden mellem 1. juli 1988 og 31. august 1989, at denne udtalelse var urigtig.

36 Appellanterne har tilfoejet, at deres virkelige argument for Retten var, at Blackspur, et selskab, der blev stiftet i 1988, og hvis foerste oekonomiske resultater var ringe, kunne blive saerligt paavirket af den afbrydelse af samhandelen, som kunne foelge af, at der blev indfoert en antidumpingtold paa et produktsortiment, som ifoelge selskabets driftsplan skulle have udgjort naesten halvdelen af dets omsaetning. Fortsaettelsen af dets virksomhed og dermed foroegelsen af dets omsaetning, efter at antidumpingtolden var blevet indfoert, som foelge af, at selskabet bl.a. havde soegt alternative, dvs. ikke-kinesiske forsyningskilder eller solgt visse lagre af malerpensler, var udtryk for selskabets bestraebelser paa at overleve foelgerne af antidumpingtoldens indfoerelse, men gav paa ingen maade grundlag for at slutte, at appellanterne ikke havde lidt et tab, der bestod i, at de havde mistet et marked, efter at antidumpingtolden blev indfoert. Ydermere paahviler det Raadet og Kommissionen at bevise dels, at omstaendighederne var saadanne, at appellanterne kunne eller skulle have truffet saerlige foranstaltninger for at undgaa det paaberaabte tab, dels at de foranstaltninger, som appellanterne faktisk traf, enten har forvaerret situationen, eller at det var saa sikkert, at de var uegnede, saaledes at appellanterne maatte paatage sig i hvert fald en del af ansvaret for de lidte tab.

37 Hertil bemaerkes, at Retten i den anfaegtede doms praemis 26 har fastslaaet, at ifoelge sagsoegerne svarer »det tab, som Blackspur har lidt ... til den fortjeneste, som selskabet kunne have opnaaet ved at saelge pensler med oprindelse i Kina, nemlig 586 000 UKL, saafremt faellesskabsinstitutionerne ikke havde udvist den adfaerd, som bebrejdes dem«. Desuden hedder det i den anfaegtede doms praemis 34 og 35:

»34 Sagsoegerne har anfoert, at det er fordi den midlertidige antidumpingtold blev indfoert under de ovenfor beskrevne omstaendigheder (jf. praemis 18 og 19), at Blackspur til sidst blev elimineret fra markedet, da udviklingen i salget af selskabets oevrige varer ikke var tilstraekkeligt til at udligne de tab, som det led paa markedet for malerpensler med oprindelse i Kina, eller til at forhindre selskabets bankforbindelse i, som foelge af de daarlige resultater, som selskabet havde haft, at kraeve, at der blev udpeget tilsyn i august 1990 med henblik paa selskabets konkurs.

35 Sagsoegerne er navnlig af den opfattelse, at for saa vidt man i Blackspur's oekonomiske planlaegning regnede med en bruttofortjeneste paa 40% paa salget af pensler med oprindelse i Kina, kunne indfoerelsen af en antidumpingtold paa 69% ikke undgaa at bevirke, at disse salg gav underskud. Det paahviler derfor de sagsoegte institutioner at bevise, at der foreligger nogen anden grund, som har fremkaldt de tab, som Blackspur har lidt.«

38 Det foelger af det foregaaende, at Retten har forstaaet appellanternes synspunkt korrekt i den betydning, der angives i naervaerende doms praemis 34.

39 Selv om det desuden antages, at den beskrivelse af appellanternes argumentation, som forekommer i den anfaegtede doms praemis 41 og 46, faktisk er fejlagtig og kun ville kunne berigtiges ved at laese samme doms praemis 35, hvortil dens praemis 41 henviser, er denne argumentation, som det allerede fremgaar af praemis 23 ovenfor, uden betydning for den begrundelse i den anfaegtede doms praemis 47 og 48, som Rettens afgoerelse er baseret paa.

40 Foelgelig maa det andet anbringendes anden del forkastes.

Den omstaendighed, at direktoerernes krav om erstatning ikke er blevet taget til foelge

41 Med deres tredje anbringende goer appellanterne gaeldende, at den anfaegtede doms praemis 52 er behaeftet med en retlig fejl, da Retten ikke har begrundet sit resultat, nemlig at den godtgoerelse, som direktoererne kraevede, maatte naegtes i sin helhed. De har gjort gaeldende, at Retten ikke har taget de oplysninger i betragtning, som de afgav herom under sagens behandling, at den har vendt bevisbyrden om og har fordrejet betydningen af praemis 21 i den naevnte dom i sagen Dumortier frères m.fl. mod Raadet, som Retten henviser til.

42 Hertil bemaerkes, som det allerede er anfoert i det foregaaende, at da Retten naaede til det resultat, at det ikke var godtgjort, at der mellem afviklingen af Blackspur og den adfaerd, der bebrejdedes institutionerne, var nogen direkte aarsagsforbindelse, foretog den en vurdering af faktiske omstaendigheder, som ikke kan behandles for Domstolen. Da der ikke var nogen behoerigt godtgjort aarsagsforbindelse mellem paa den ene side det haevdede tab af indtjening og af Blackspur's konkurs og paa den anden side den adfaerd, der bebrejdedes faellesskabsinstitutionerne, kunne Retten med foeje finde, at der heller ikke var en saadan forbindelse mellem de tab, som direktoererne, kautionisterne eller selskabsdeltagerne havde lidt, og samme adfaerd.

43 Under disse omstaendigheder er det uden betydning, at Retten desuden under henvisning til dommen i sagen Dumortier frères m.fl. mod Raadet, praemis 21, har antaget, at tab som foelge af en betalingsstandsning er en indirekte og fjern skade. Da denne praemis er supplerende i denne sammenhaeng, kan de klagepunkter, der er rettet mod den, ikke foere til ophaevelse af den anfaegtede dom og kan derfor ikke have nogen virkning (den ovennaevnte kendelse i sagen SPO m.fl. mod Kommissionen, praemis 47).

44 Det tredje anbringende maa foelgelig afvises.

45 Det foelger af de foregaaende betragtninger i deres helhed, at de anbringender, som appellanterne har anfoert til stoette for deres appel, enten maa afvises eller forkastes. Appellen maa foelgelig forkastes.

Sagens omkostninger

46 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, som ifoelge artikel 118 finder anvendelse paa appelsager, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Da appellanterne har tabt sagen, paalaegges det dem at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Foerste Afdeling)

1) Appellen forkastes.

2) Blackspur DIY Ltd samt Steven Kellar, J.M.A. Glancy og Ronald Cohen betaler deres egne omkostninger og de omkostninger, der er afholdt af Raadet og Kommissionen.