61995J0170

++++

Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° arbejdsloeshed ° arbejdsloes, som rejser til en anden medlemsstat ° bevarelse af ret til ydelser ° saerlig bestemmelse gaeldende for arbejdsloese, der er omfattet af den belgiske lovgivning ° generhvervelse af ret til ydelser ° betingelser ° ikke anvendelige for saa vidt angaar erhvervelse af fornyet ret til ydelser efter de betingelser, der er fastsat i den nationale lovgivning

(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 69, stk. 4)

Artikel 69, stk. 4, i forordning nr. 1408/71, som aendret og ajourfoert ved forordning nr. 2001/83, vedroerer ikke erhvervelse, men generhvervelse af ret til ydelser for en arbejdsloes, som vender tilbage til Belgien efter udloebet af den tremaanedersfrist, der er fastsat i samme artikels stk. 1, litra c). Bestemmelsen giver ikke hjemmel for at naegte en arbejdsloes ret til ydelser, naar han paa tidspunktet for ansoegningens indgivelse opfyldte de betingelser, som er fastsat i den belgiske lovgivning for at erhverve en saadan ret. Saafremt man nemlig gjorde erhvervelsen af retten til arbejdsloeshedsydelser for en arbejdstager, som har gjort brug af sin mulighed efter artikel 69 til at soege arbejde i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat og samtidig fortsaette med at oppebaere arbejdsloeshedsydelser fra den kompetente medlemsstat, afhaengig af, at han opfyldte de betingelser for at generhverve ret til saadanne ydelser, som er fastsat for det tilfaelde, at den paagaeldende har opholdt sig mere end tre maaneder uden for den kompetente medlemsstats omraade, selv om de arbejdstagere, som ikke har forladt dette omraade, ikke skal opfylde disse betingelser for at erhverve en saadan ret, ville man forskelsbehandle vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende og dermed haemme de arbejdssoegendes mobilitet, som det netop er formaalet med artikel 69 at fremme.

I sag C-170/95,

angaaende en anmodning, som Belgiens Cour de cassation i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Office national de l' emploi

mod

Calogero Spataro,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 69, stk. 4, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6),

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.-P. Puissochet (refererende dommer), og dommerne J.C. Moitinho de Almeida og C. Gulmann,

generaladvokat: C.O. Lenz

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

° Office national de l' emploi ved advokat Georges Lewalle, Liège

° den belgiske regering ved directeur d' administration Jan Devadder, Ministeriet for Udenrigsanliggender, Udenrigshandel og Udviklingssamarbejde, som befuldmaegtiget

° den franske regering ved sous-directeur Catherine de Salins, Direction des affaires juridiques, Udenrigsministeriet, og secrétaire des affaires étrangères Claude Chavance, samme direktorat, som befuldmaegtigede

° Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Maria Patakia, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 7. marts 1996 af Office national de l' emploi ved advokat Georges Lewalle, af den belgiske regering ved Jan Devadder, af den franske regering ved Claude Chavance og af Kommissionen ved Maria Patakia,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 25. april 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved dom af 15. maj 1995, indgaaet til Domstolen den 6. juni 1995, har Belgiens Cour de cassation i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 69, stk. 4, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6, herefter "forordningen").

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag mellem Office national de l' emploi (herefter "Onem") og Calogero Spataro om tildeling af ydelser ved arbejdsloeshed.

3 Spataro, som var arbejdsloes i Belgien og fik udbetalt arbejdsloeshedsydelser dér, forlod i juli 1985 landet for at soege beskaeftigelse i Italien. I overensstemmelse med forordningens artikel 69, stk. 1, bevarede han retten til arbejdsloeshedsydelser fra Belgien i en periode paa tre maaneder.

4 Da Spataro ikke fandt beskaeftigelse i Italien, vendte han efter tremaanedersperiodens udloeb tilbage til Belgien, hvor han fandt arbejde i begyndelsen af 1986. Nogle uger senere blev han imidlertid paa ny arbejdsloes og ansoegte om arbejdsloeshedsydelser. Onem afslog at udbetale ham disse ydelser med den begrundelse, at han ikke paa ny havde vaeret beskaeftiget i Belgien i en periode paa tre maaneder, saaledes som det kraeves efter forordningens artikel 69, stk. 4. Endvidere fandt Onem, at Spataro ikke opfyldte de betingelser vedroerende den forud tilbagelagte arbejdsperiode, som er fastsat i den belgiske lovgivning (artikel 118 ff. i kongelig anordning af 20.12.1963 om beskaeftigelse og arbejdsloeshed, herefter "den kongelige anordning").

5 Spataro anlagde sag til proevelse af denne afgoerelse ved Tribunal du travail de Liège, som tog hans paastand til foelge. Appelretten, Cour du travail de Liège, stadfaestede denne dom, idet den bl.a. anfoerte, at mens forordningens artikel 69, stk. 4, kraever, at den arbejdsloese, som vender tilbage til Belgien, paa ny skal vaere beskaeftiget dér i tre maaneder for at generhverve ret til ydelser i denne stat, stiller den ikke denne betingelse for at erhverve ret til ydelser paa ny. I den forbindelse fastslog Cour du travail, at Spataro havde godtgjort at have tilbagelagt mere end 450 arbejdsdage eller hermed ligestillede dage i loebet af perioden paa 27 maaneder forud for hans ansoegning om ydelser, hvilket er de betingelser vedroerende den forud tilbagelagte arbejdsperiode, som stilles efter den kongelige anordning.

6 Onem appellerede herefter til Belgiens Cour de cassation, som har besluttet at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Skal artikel 69, stk. 4, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som affattet ved forordning (EOEF) nr. 2001/83, fortolkes saaledes, at betingelsen om, at en arbejdsloes efter at vaere vendt tilbage til Belgien skal have vaeret beskaeftiget i mindst tre maaneder, finder anvendelse, naar den arbejdsloese ikke goer gaeldende, at han har bevaret retten til arbejdsloeshedsydelser, under henvisning til artikel 123 i kongelig anordning af 20. december 1963, men godtgoer, at han paa tidspunktet for ansoegningens indgivelse opfyldte betingelserne for at erhverve ret til disse ydelser?"

7 Indledningsvis bemaerkes, at en arbejdsloes arbejdstager, efter forordningens artikel 69 har mulighed for i en bestemt periode at unddrage sig den forpligtelse, som er fastsat i den kompetente medlemsstats lovgivning, til at staa til raadighed for arbejdsformidlingen i denne stat, uden at han af den grund mister retten til arbejdsloeshedsydelser dér, saaledes at han kan soege beskaeftigelse i en anden medlemsstat. Ifoelge artikel 69, stk. 1, litra c), er denne mulighed for arbejdstageren begraenset til en periode paa tre maaneder regnet fra det tidspunkt, da den paagaeldende er ophoert med at staa til raadighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat.

8 Det bemaerkes, at Domstolen i dom af 19. juni 1980 (forenede sager 41/79, 121/79 og 796/79, Testa, Sml. s. 1979) kendte for ret, at en arbejdstager, som vender tilbage til den kompetente medlemsstat efter udloebet af tremaanedersfristen, ifoelge artikel 69, stk. 2, ikke laengere er berettiget til ydelser i den kompetente stat, medmindre fristen er forlaenget i henhold til samme bestemmelse.

9 Artikel 69, stk. 4, som den forelaeggende ret anmoder om en fortolkning af, er en saerregel, som vedroerer generhvervelse af retten til ydelser for en arbejdsloes, som vender tilbage til Belgien efter tremaanedersfristens udloeb. Efter denne bestemmelse skal arbejdstageren for at generhverve denne ret have vaeret beskaeftiget i Belgien i mindst tre maaneder efter at vaere vendt tilbage dertil.

10 I dommen af 10. maj 1990 i Di Conti-sagen (sag C-163/89, Sml. I, s. 1829) anfoerte Domstolen, at sidstnaevnte bestemmelse ikke kan fortolkes saaledes, at der skal ses bort fra den belgiske lovgivnings saeregenheder, navnlig artikel 123 i den naevnte kongelige anordning, hvorefter en arbejdstager, som er blevet arbejdsloes, bevarer sin status som ydelsesberettiget med hensyn til ydelser ved arbejdsloeshed, naar udbetalingen heraf ikke er blevet afbrudt i mere end tre aar. Domstolen fastslog derfor, at en arbejdsloes, som vender tilbage til Belgien efter udloebet af den tremaanedersfrist, der er fastsat i forordningens artikel 69, stk. 1, litra c), generhverver retten til arbejdsloeshedsydelser efter den belgiske ordning paa to betingelser, nemlig dels, at han har bevaret sin status som ydelsesberettiget i henhold til belgisk lovgivning, dels at han har vaeret beskaeftiget i mindst tre maaneder efter atter at vaere vendt tilbage til Belgien.

11 Med det forelagte spoergsmaal oenskes det oplyst, om denne sidstnaevnte betingelse, som er fastsat i forordningens artikel 69, stk. 4, ogsaa finder anvendelse, naar den arbejdsloese ikke goer gaeldende at have bevaret sin ret til arbejdsloeshedsydelser efter den belgiske lovgivning (den kongelige anordnings artikel 123), men paa tidspunktet for ansoegningens indgivelse opfylder de betingelser, som er fastsat i den belgiske lovgivning (den kongelige anordnings artikel 118) for at erhverve en saadan ret.

12 Onem og den belgiske regering har foreslaaet, at spoergsmaalet besvares bekraeftende. De goer i det vaesentlige gaeldende, at artikel 69, stk. 4, ville vaere uden mening, saafremt den forpligtelse til paa ny at vaere beskaeftiget i mindst tre maaneder efter tilbagekomsten til Belgien, som bestemmelsen udtrykkeligt foreskriver, ikke fandt anvendelse i en situation som den, der er beskrevet af den nationale ret.

13 Den franske regering og Kommissionen har derimod foreslaaet, at spoergsmaalet besvares benaegtende. De goer navnlig gaeldende, at den omtvistede bestemmelse, som kun vedroerer generhvervelse af retten til ydelser for en arbejdsloes, som vender tilbage til Belgien, ikke boer kunne goere det vanskeligere for en vandrende arbejdstager at erhverve ret til ydelser end for en arbejdstager, der udelukkende er omfattet af den belgiske lovgivning.

14 Denne sidste argumentation maa tiltraedes.

15 For det foerste bemaerkes, som Domstolen fremhaevede i praemis 12 i foernaevnte dom i Di Conti-sagen, at forordningens artikel 69, stk. 4, alene kraever, at en arbejdsloes, som vender tilbage til Belgien for at erhverve ret til ydelser paa ny, har beskaeftigelse dér i tre maaneder. Bestemmelsen vedroerer derfor generhvervelse og ikke erhvervelse af ret til ydelser. Bestemmelsen er i oevrigt ikke blevet fastsat som led i betingelserne for erhvervelse af ret til arbejdsloeshedsydelser efter den belgiske lovgivning, men som modstykke til muligheden efter belgisk lovgivning for at bevare retten til ydelser i en temmelig lang periode, uden at de arbejdsloese fortsat behoever at staa til raadighed for arbejdsformidlingen i Belgien (jf. foernaevnte dom i Di Conti-sagen, praemis 16).

16 For det andet bemaerkes, at selv om den vandrende arbejdstager, som naevnt ovenfor i naervaerende doms praemis 7, mister retten til ydelser i henhold til den kompetente stats lovgivning, hvis ikke han vender tilbage til denne stat inden tremaanedersfristens udloeb, betyder dette dog ikke, at han samtidig afskaeres fra paa ny at erhverve ret hertil efter de normale betingelser, som er fastsat i denne stats lovgivning. Hvis dette var udelukket, ville han nemlig blive stillet ringere, end hvis han ikke havde paaberaabt sig bestemmelserne i forordningens artikel 69. Den fortolkning, som Onem og den belgiske regering har anlagt, ville derfor haemme de arbejdssoegendes mobilitet, som det netop er formaalet med disse bestemmelser at fremme, ved at goere det vanskeligere at opnaa ydelser ved arbejdsloeshed for den arbejdstager, som har gjort brug af sin mulighed i henhold til forordningens artikel 69, end for arbejdstagere i Belgien som helhed (jf. foernaevnte dom i Di Conti-sagen, praemis 13).

17 Det praejudicielle spoergsmaal maa derfor besvares med, at forordningens artikel 69, stk. 4, ikke vedroerer erhvervelse, men generhvervelse af ret til ydelser for en arbejdsloes, som vender tilbage til Belgien efter udloebet af den tremaaneders frist, som er fastsat i samme artikels stk. 1, litra c). Bestemmelsen giver derfor ikke hjemmel for at naegte en arbejdsloes ret til ydelser, naar han paa tidspunktet for ansoegningens indgivelse opfyldte de betingelser, som er fastsat i den belgiske lovgivning for at erhverve en saadan ret.

Sagens omkostninger

18 De udgifter, der er afholdt af den belgiske og den franske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Belgiens Cour de cassation ved dom af 15. maj 1995, for ret:

Artikel 69, stk. 4, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, vedroerer ikke erhvervelse, men generhvervelse af ret til ydelser for en arbejdsloes, som vender tilbage til Belgien efter udloebet af den tremaanedersfrist, der er fastsat i samme artikels stk. 1, litra c). Bestemmelsen giver ikke hjemmel for at naegte en arbejdsloes ret til ydelser, naar han paa tidspunktet for ansoegningens indgivelse opfyldte de betingelser, som er fastsat i den belgiske lovgivning for at erhverve en saadan ret.