61995J0136

Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - adgang til beskaeftigelse samt arbejdsvilkaar - ligebehandling - national ordning, som fratager en kvinde retten til at blive underkastet en faglig bedoemmelse som foelge af, at hun har vaeret fravaerende fra tjenesten paa grund af barselsorlov - retsstridig

(Raadets direktiv 76/207, art. 2, stk. 3, og art. 5, stk. 1)

Artikel 2, stk. 3, og artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar er til hinder for en national ordning, som fratager en kvinde retten til at blive underkastet en faglig bedoemmelse og dermed muligheden for at opnaa en forfremmelse, fordi hun har vaeret fravaerende fra tjenesten paa grund af barselsorlov.

I sag C-136/95,

angaaende en anmodning, som Frankrigs Cour de cassation i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Caisse nationale d'assurance vieillesse des travailleurs salariés (CNAVTS)

mod

velyne Thibault,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (EFT L 39, s. 40),

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, H. Ragnemalm, og dommerne R. Schintgen, G.F. Mancini, J.L. Murray (refererende dommer) og G. Hirsch,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- den franske regering ved kontorchef Catherine de Salins og fuldmaegtig Anne de Bourgoing, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- Det Forenede Kongeriges regering ved Assistant Treasury Solicitor John E. Collins, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Marie Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 5. december 1996 er afgivet mundtlige indlaeg af den franske regering ved Anne de Bourgoing, af Det Forenede Kongeriges regering ved John E. Collins, bistaaet af David Pannick, QC, og af Kommissionen ved Marie Wolfcarius,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 9. januar 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved dom af 28. marts 1995, indgaaet til Domstolen den 28. april 1995, har Frankrigs Cour de cassation i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (EFT L 39, s. 40, herefter »direktivet«).

2 Spoergsmaalet er rejst under en tvist mellem Caisse nationale d'assurance vieillesse des travailleurs salariés (herefter »CNAVTS«) og Évelyne Thibault vedroerende CNAVTS's afslag paa at foretage en bedoemmelse af Évelyne Thibault for 1983.

3 Direktivet tilsigter ifoelge dets artikel 1, stk. 1, gennemfoerelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til adgang til beskaeftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkaar. Princippet betegnes »ligebehandlingsprincippet«. Ifoelge artikel 2, stk. 1, indebaerer dette princip, at der ikke maa finde nogen forskelsbehandling sted paa grundlag af koen, hverken direkte eller indirekte, under henvisning saerlig til aegteskabelig eller familiemaessig stilling. I artikel 2, stk. 3, praeciseres det, at direktivet ikke er til hinder for bestemmelser vedroerende beskyttelse af kvinder, saerlig i forbindelse med graviditet og moderskab.

4 Ifoelge artikel 2, stk. 4, er direktivet ikke til hinder for foranstaltninger til fremme af lige muligheder for maend og kvinder, saerlig ved at afhjaelpe de faktiske uligheder, som paavirker kvindernes muligheder paa de i artikel 1, stk. 1, anfoerte omraader.

5 Ifoelge direktivets artikel 5, stk. 1, »[indebaerer] anvendelsen af princippet om ligebehandling for saa vidt angaar arbejdsvilkaar, herunder afskedigelsesvilkaar ... at maend og kvinder sikres samme vilkaar uden forskelsbehandling paa grundlag af koen.«

6 Artikel L 123-1, litra c), i den franske code du travail bestemmer:

»Medmindre andet foelger af denne lov, eller et arbejde eller erhvervsvirksomhed kun kan udoeves af et bestemt koen, maa ingen:

...

c) paa nogen maade tage hensyn til udoeverens koen, isaer for saa vidt angaar loen, faglig uddannelse, egnethed, indplacering, forfremmelse eller forflyttelse.«

7 I Frankrig har kvindelige arbejdstagere, som har vaeret ansat ved en social sikringsinstitution i en vis minimumsperiode, i overensstemmelse med artikel 45 i den kollektive overenskomst for ansatte ved sociale sikringsinstitutioner (herefter »den kollektive overenskomst«), ret til seksten ugers barselsorlov med fuld loen. Denne periode kan forlaenges til 28 uger. Ifoelge den kollektive overenskomsts artikel 46 kan den kvindelige arbejdstager efter barselsorlovens udloeb faa bevilget »tre maaneders tjenestefrihed med halv loen eller halvanden maaneds tjenestefrihed med fuld loen«.

8 Artikel L 122-26-2 i code du travail bestemmer, at »den periode, hvorunder den kvindelige arbejdstager har barselsorlov, ligestilles ved fastsaettelsen af hendes rettigheder som foelge af anciennitet med perioder, hvorunder hun har vaeret i aktiv tjeneste.«

9 Artikel 3 i tillaegget af 13. november 1975 til den kollektive overenskomst bestemmer, at der i forbindelse med klassifikation af stillinger ved bestemmelsen af i den periode, der medregnes som faglig erfaring, ud over perioden for den ansattes faktiske tilstedevaerelse i tjenesten, skal medregnes visse former for fravaer, nemlig aarlig ferie, individuel og ekstraordinaer ferie, kortvarig ferie, tidsrum anvendt til hverv som fagforeningsrepraesentant, samt visse andre former for fravaer inden for det maksimum paa fem dage, som gaelder for hver periode paa seks maaneder. Artikel 3a, som er indsat i den kollektive overenskomst ved et tillaeg af 15. december 1983, bestemmer, at ogsaa barselsorlov indgaar i den periode, der medregnes som faglig erfaring, paa samme maade som de former for fravaer, der er naevnt i artikel 3.

10 Artikel 29 til 31 i den kollektive overenskomst indeholder bestemmelser om tildeling af loenforhoejelse til ansatte, som hoejst kan udgoere 40% af loennen. Det fremgaar af overenskomstens artikel 29, at de ansatte fra toaarsdatoen efter deres ansaettelse hvert aar faar tildelt en loenforhoejelse paa 2% af deres loen, som udelukkende afhaenger af ancienniteten. Fra treaarsdatoen efter deres ansaettelse kan de ansattes loenforhoejelse stige fra 2 til 4% af loennen, dog hoejst 24%, hvoraf de supplerende 2% afhaenger af de overordnedes aarlige bedoemmelse af den ansatte under hensyn til kvaliteten af vedkommendes arbejde og adfaerd. Loenforhoejelsen efter overenskomsten fra 24% til 40% af loennen sker med 2% om aaret.

11 Kapitel XIII i CNAVTS's interne standardvedtaegt gennemfoerer og praeciserer artikel 29 til 31 i den kollektive overenskomst. Hvad angaar den supplerende fakultative loenforhoejelse paa 2% bestemmer artikel 31, at enhver ansat, som i aarets loeb har vaeret mindst seks maaneder til stede i tjenesten, skal bedoemmes af sine overordnede.

12 Évelyne Thibault blev i 1973 ansat som teknisk medhjaelper af CNAVTS og blev forfremmet til juridisk redaktoer i 1983. I samme aar var hun fravaerende paa grund af sygdom i perioden fra den 4. til den 13. februar, fra den 3. til den 16. marts og fra den 16. maj til den 12. juni. Hun havde herefter barselsorlov fra den 13. juni til den 1. oktober 1983 i overensstemmelse med artikel 45 i den kollektive overenskomst og derpaa barselsorlov med halv loen fra den 3. oktober til den 16. november 1983 i overensstemmelse med overenskomstens artikel 46.

13 CNAVTS afslog at foretage en bedoemmelse af Évelyne Thibault for 1983 under henvisning til kapitel XIII i de interne standardvedtaegter og med den begrundelse, at hun efter CNAVTS's opfattelse ikke paa grund af sit fravaer opfyldte betingelsen i dette kapitel om, at hun skulle have vaeret mindst seks maaneder til stede i tjenesten.

14 Det fremgaar af akterne i hovedsagen, at Évelyne Thibault i 1983 var til stede i tjenesten i ca. fem maaneder. Hvis hun ikke havde haft barselsorlov mellem den 13. juni og den 1. oktober 1983, ville hun have kunnet vaere til stede i de seks maaneder, som var noedvendige efter kapitel XIII for at kunne rejse krav om at blive underkastet en bedoemmelse.

15 Évelyne Thibault indbragte som foelge heraf sagen for Conseil de prud'hommes de Paris, hvorunder hun gjorde gaeldende, at afslaget paa at foretage en bedoemmelse af hende paa grund af hendes fravaer som foelge af barselsorlov var en diskriminerende foranstaltning, som indebar, at hun havde fortabt muligheden for en forfremmelse. Ved afgoerelse af 17. december 1985 fik Évelyne Thibault medhold i sin paastand med den foelge, at hendes arbejdsgiver blev doemt til at betale hende det tab, som hun havde lidt. CNAVTS ivaerksatte appel til proevelse af denne afgoerelse.

16 Den 9. februar 1989 ophaevede Cour de cassation afgoerelsen med den begrundelse, at artikel 31 i den kollektive overenskomst ikke foreskriver nogen ret til en automatisk optagelse paa forfremmelseslisten over ansatte ved CNAVTS og hjemviste sagen til Conseil de prud'hommes de Melun.

17 Ved afgoerelse af 24. januar 1990 fastslog Conseil de prud'hommes de Melun, at Évelyne Thibault var blevet frataget muligheden for en forfremmelse som foelge af, at hun ikke var blevet bedoemt. Conseil de prud'hommes sluttede heraf, at hendes fravaer paa grund af barselsorlov maatte medregnes som en periode, hvorunder hun havde vaeret til stede i tjenesten, og at det var en ulovlig forskelsbehandling i strid med artikel L 123-1, litra c), i code du travail ikke at medregne denne periode. Conseil de prud'hommes fastslog som foelge heraf, at Évelyne Thibault burde have vaeret bedoemt i 1983, og at hun paa grund af denne forsoemmelse havde fortabt muligheden for en forfremmelse. CNAVTS blev herefter doemt til at foretage en efterbetaling af loen til hende for 1984.

18 CNAVTS ivaerksatte appel til proevelse af denne afgoerelse under henvisning til, at artikel 31 i den kollektive overenskomst ikke foreskriver nogen ret til en automatisk optagelse paa den saakaldte liste over »forfremmelser efter fortjeneste« af ansatte, som opfylder de noedvendige betingelser herefter, at den samlede periode, som en ansat efter overenskomsten godskrives som faglig erfaring, maa holdes adskilt fra den periode, hvorunder en ansat faktisk har vaeret til stede i tjenesten - og som skal tages i betragtning ved bestemmelsen af, om der skal foretages en faglig bedoemmelse af vedkommende - og at den omstaendighed, at Évelyne Thibault ikke var blevet bedoemt, ikke beroede paa noget hensyn til hendes koen, da princippet om faglig ligebehandling kun gaelder for saadanne rettigheder, som ansatte af de to koen kan goere krav paa efter artikel L 123-1, litra c), i code du travail.

19 I betragtning af, at artikel L 123-1, litra a), i code du travail, gennemfoerer direktivet i fransk ret, har Cour de cassation besluttet at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende spoergsmaal:

»Skal artikel 1, stk. 1, artikel 2, stk. 1, artikel 5, stk. 1, og i givet fald artikel 2, stk. 4, i direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 fortolkes saaledes, at de indeholder et forbud mod at fratage en kvinde retten til at blive underkastet en faglig bedoemmelse og dermed muligheden for at opnaa en forfremmelse, fordi hun har vaeret fravaerende fra tjenesten paa grund af barselsorlov?«

20 Den franske regering har gjort gaeldende, at forskelsbehandlingen af Évelyne Thibault ikke skyldes de nationale retsforskrifter, men den fortolkning, som CNAVTS har anlagt af dem. Den finder, at artikel 3 i tillaegget af 13. november 1975 til den kollektive overenskomst og artikel 3a i tillaegget af 15. december 1983 ganske vist vedroerer klassifikationen af stillinger for ansatte ved de sociale sikringsinstitutioner og ikke de naermere regler for faglig bedoemmelse af de ansatte i henhold til artikel 31 i den kollektive overenskomst, men klart vidner om viljen hos arbejdsmarkedets parter til ikke at forskelsbehandle kvinder, som har barselsorlov.

21 Herom bemaerkes, at det efter den kompetencefordeling mellem Domstolen og de nationale retter, som ligger til grund for traktatens artikel 177, tilkommer den nationale ret at fastslaa de omstaendigheder, som har givet anledning til tvisten, samt at fortolke de nationale retsregler og traeffe afgoerelse om deres anvendelse i sagen (jf. dom af 3.6.1986, sag 139/85, Kempf, Sml. s. 1741, praemis 12, og af 13.3.1986, sag 296/84, Sinatra, Sml. s. 1047, praemis 11).

22 Som anfoert af den franske regering tilkommer det imidlertid den nationale ret under fuld udnyttelse af det skoen, den raader over i henhold til national ret, at fortolke og anvende loven om gennemfoerelse af direktivet i overensstemmelse med faellesskabsrettens krav (jf. dom af 10.4.1984, sag 14/83, Von Colson & Kamann, Sml. s. 1891, praemis 28).

23 Det maa dog fremhaeves, at den forelaeggende ret i denne sag anmoder Domstolen om at fortolke naermere angivne forskrifter i faellesskabsretten med henblik paa en situation som den, der foreligger i hovedsagen. Den franske regerings bemaerkninger vedroerende artikel 3 i tillaegget af 13. november 1975 og artikel 3a i tillaegget af 15. december 1983 er derfor ikke relevante.

24 Endvidere bemaerkes, at direktivet tillader udfaerdigelse af nationale bestemmelser, der sikrer kvinder saerlige rettigheder i forbindelse med graviditet og moderskab, som f.eks. barselorlov (jf. dom af 8.11.1990, sag C-179/88, Handels- og Kontorfunktionaerernes Forbund i Danmark, Sml. I, s. 3979, praemis 15).

25 I oevrigt bemaerkes, at direktivets artikel 2, stk. 3, giver medlemsstaterne ret til at opretholde eller indfoere bestemmelser til beskyttelse af kvinder i forbindelse med »graviditet og moderskab«, og at det herved anerkendes, at det i forhold til princippet om ligebehandling er berettiget at beskytte kvinder i to henseender, nemlig for det foerste kvindens fysiske tilstand under graviditeten og efter foedslen, og for det andet det saerlige forhold mellem moderen og barnet i perioden efter graviditeten og foedslen (jf. herom bl.a. dom af 12.7.1984, sag 184/83, Hofmann, Sml. s. 3047, praemis 25, af 5.5.1994, sag C-421/92, Habermann-Beltermann, Sml. I, s. 1657, praemis 21, og af 14.7.1994, sag C-32/93, Webb, Sml. I, s. 3567, praemis 20).

26 Den herved i direktivet anerkendte beskyttelse har til formaal at sikre gennemfoerelsen af princippet om ligebehandling af maend og kvinder saavel for saa vidt angaar adgang til stillinger (artikel 3, stk. 1) som for saa vidt angaar arbejdsvilkaar (artikel 5, stk. 1). Kvinders udnyttelse af deres rettigheder efter artikel 2, stk. 3, maa derfor ikke medfoere, at de stilles ringere i deres adgang til stillinger eller i deres arbejdsvilkaar. Direktivet tilsigter paa dette punkt en reel og ikke en formel ligestilling.

27 Retten for enhver ansat til at blive underkastet en aarlig bedoemmelse og dermed til at have mulighed for at blive forfremmet er et arbejdsvilkaar i direktivets artikel 5, stk. 1's forstand paa linje med de oevrige vilkaar, der gaelder ifoelge den ansattes arbejdskontrakt.

28 Undersoegelsen af, om en ordning som den i hovedsagen omtvistede sikrer mandlige og kvindelige arbejdstagere de samme vilkaar uden forskelsbehandling paa grundlag af koen, maa derfor foretages paa grundlag af direktivets artikel 5, stk. 1, sammenholdt med artikel 2, stk. 3.

29 Forbuddet mod forskelsbehandling indebaerer, at en kvindelig arbejdstager som i kraft af sin arbejdskontrakt fortsaetter med at vaere ansat hos arbejdsgiveren, mens hun har barselsorlov, ikke maa fratages retten til de af sine arbejdsvilkaar, som gaelder saavel for kvindelige som mandlige arbejdstagere, og som beror paa arbejdsforholdet til arbejdsgiveren. Saafremt en kvindelig arbejdstager under saadanne omstaendigheder, som foreligger i hovedsagen, fratages retten til at blive underkastet en aarlig bedoemmelse, vil hun foelgelig blive forskelsbehandlet alene i sin egenskab af arbejdstager, da hun ville vaere blevet bedoemt for det paagaeldende aar og dermed ville have haft mulighed for at blive forfremmet, hvis ikke hun havde vaeret gravid og havde taget den barselsorlov, som hun var berettiget til.

30 Som Det Forenede Kongeriges regering med rette har gjort gaeldende, har Domstolen ganske vist anerkendt, at der tilkommer medlemsstaterne et skoen dels med hensyn til de sociale foranstaltninger, som de traeffer inden for direktivets rammer for at beskytte kvindelige arbejdstagere i forbindelse med graviditet og moderskab, dels med hensyn til beskyttelsesforanstaltningernes karakter og de konkrete betingelser for deres gennemfoerelse (jf. bl.a. Hofmann-dommen, praemis 27).

31 En saadan skoensbefoejelse, som skal udoeves inden for direktivets rammer, kan imidlertid ikke begrunde, at en kvindelig arbejdstager behandles ringere med hensyn til sine arbejdsvilkaar.

32 Det maa derfor fastslaas, at en kvinde, som behandles ringere med hensyn til sine arbejdsvilkaar ved, at hun fratages retten til at blive underkastet en aarlig bedoemmelse og dermed fratages muligheden for at opnaa en forfremmelse, fordi hun er fravaerende paa grund af barselsorlov, forskelsbehandles paa grund af sin graviditet og sin barselsorlov. En saadan handlemaade udgoer en direkte forskelsbehandling paa grundlag af koen i direktivets forstand.

33 Det forelagte spoergsmaal skal derfor besvares med, at direktivets artikel 2, stk. 3, og artikel 5, stk. 1, er til hinder for en national ordning, som fratager en kvinde retten til at blive underkastet en faglig bedoemmelse og dermed muligheden for at opnaa en forfremmelse, fordi hun har vaeret fravaerende fra tjenesten paa grund af barselsorlov.

Sagens omkostninger

34 De udgifter, der er afholdt af den franske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Frankrigs Cour de cassation ved dom af 28. marts 1995, for ret:

Artikel 2, stk. 3, og artikel 5, stk. 1, i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar er til hinder for en national ordning, som fratager en kvinde retten til at blive underkastet en faglig bedoemmelse og dermed muligheden for at opnaa en forfremmelse, fordi hun har vaeret fravaerende fra tjenesten paa grund af barselsorlov.