61995J0114

1 Fiskale bestemmelser - interne afgifter - importtillaeg til en havneafgift - forskelsbehandling mellem indenlandske produkter og produkter indfoert fra en anden medlemsstat - forbud

(EOEF-traktaten, art. 95)

2 Internationale aftaler - overenskomsten EOEF-Sverige - forbud mod enhver afgiftsmaessig forskelsbehandling i relation til aftaleparternes varer - importtillaeg til en havneafgift - forbud

(Overenskomsten EOEF-Sverige, art. 18)

3 Fiskale bestemmelser - interne afgifter - opkraevning for varer, der er indfoert direkte fra tredjelande - traktatens artikel 95 uanvendelig

(EOEF-traktaten, art. 95)

4 Faellesskabsret - direkte virkning - nationale afgifter i strid med faellesskabsretten - tilbagebetaling - afgift, der er fastsat eller godkendt af en medlemsstat - tildeling af afgiftsprovenuet til andre forvaltningssubjekter - bestemmelse i national ret af det tilbagebetalingspligtige forvaltningssubjekt - lovlig - betingelser

5 Fiskale bestemmelser - interne afgifter - afgifter i strid med faellesskabsretten - tilbagebetaling - foraeldelsesfrist - anvendelse af national ret - lovligt - betingelser

(EOEF-traktaten, art. 95)

6 Traktatens artikel 95 er til hinder for, at en medlemsstat ved indfoersel af varer med skib fra en anden medlemsstat opkraever et importtillaeg paa 40% af den generelt opkraevede vareafgift paa varer, der losses, indlades eller paa anden maade soe- eller landsaettes i havnene i den foerstnaevnte medlemsstat eller i de uddybede loeb til disse havne.

7 Artikel 18 i overenskomsten mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Kongeriget Sverige indeholder for de kontraherende parter et forbud mod afgiftsmaessig forskelsbehandling, som gaelder, naar blot det konstateres, at varer, der er omfattet af en bestemt afgiftsordning, er lignende varer, og som er til hinder for enhver forskelsbehandling opnaaet ved en foranstaltning eller praksis, der direkte eller indirekte oever indflydelse paa fastsaettelsen af og opkraevningsmaaden for de afgifter, som paalaegges varer fra den anden kontraherende part. En vareafgift, der er en del af en generel, intern afgiftsordning, der systematisk omfatter forskellige kategorier af varer efter objektive kriterier, der anvendes uden hensyn til varernes oprindelse, udgoer foelgelig en intern foranstaltning af fiskal art i den forstand, udtrykket er anvendt i artikel 18 i den naevnte overenskomst.

Et importtillaeg paa 40%, der opkraeves ved indfoersel af varer med skib, af den generelt opkraevede vareafgift paa varer, der losses, indlades eller paa anden maade soe- eller landsaettes i havnene i en medlemsstat eller i de uddybede loeb til disse havne, er derfor i strid med faellesskabsretten, for saa vidt som det finder anvendelse paa varer, der indfoeres fra et tredjeland, med hvilket Faellesskabet har indgaaet en overenskomst, der indeholder bestemmelser svarende til artikel 18 i overenskomsten mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Kongeriget Sverige.

8 Traktatens artikel 95 finder kun anvendelse paa varer, der hidroerer fra medlemsstaterne, og i givet fald paa varer, der hidroerer fra tredjelande, naar disse varer er bragt i fri omsaetning i medlemsstaterne. Heraf foelger, at denne traktatbestemmelse ikke kan anvendes paa produkter, der er indfoert direkte fra tredjelande. I oevrigt indeholder traktaten vedroerende handelen med tredjelande ingen bestemmelse svarende til artikel 95 om opkraevning af interne afgifter.

9 Saafremt en medlemsstat har fastsat eller godkendt en afgift, som er i strid med faellesskabsretten, er staten principielt forpligtet til at tilbagebetale de afgifter, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten. Saafremt provenuet af afgiften er tilfaldet selvstaendige forvaltningssubjekter under kommunal styrelse, er faellesskabsretten ikke til hinder for, at et soegsmaal om tilbagesoegning af disse afgifter anlaegges mod et af disse forvaltningssubjekter, dog saaledes, at de processuelle regler for et saadant soegsmaal ikke maa vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og heller ikke i praksis maa goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at tilbagesoege de urigtigt erlagte afgifter.

10 Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at den nationale foraeldelsesfrist, der gaelder for et krav om tilbagebetaling af afgifter, der er opkraevet i strid med traktatens artikel 95 eller med en bestemmelse svarende til artikel 18 i overenskomsten mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Kongeriget Sverige, loeber fra et tidligere tidspunkt end det, hvor afgifterne blev ophaevet.

En fastsaettelse af rimelige frister for indgivelse af soegsmaal som udtryk for et grundlaeggende retssikkerhedsprincip kan nemlig ikke antages i praksis at goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til faellesskabsretten.

I de forenede sager C-114/95 og C-115/95,

angaaende anmodninger, som OEstre Landsret i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i de for naevnte ret verserende sager,

Texaco A/S

mod

Middelfart Havn,

AArhus Havn,

Struer Havn,

AAlborg Havn,

Fredericia Havn,

Noerre Sundby Havn,

Hobro Havn,

Randers Havn,

AAbenraa Havn,

Esbjerg Havn,

Skagen Havn,

Thyboroen Havn,

og

Olieselskabet Danmark a.m.b.a.

mod

Trafikministeriet,

Fredericia Kommune,

Koege Havn,

Odense Havnevaesen,

Holstebro-Struer Havn,

Vejle Havn,

AAbenraa Havn,

AAlborg Havnevaesen,

AArhus Havnevaesen,

Frederikshavn Havn,

Esbjerg Havn,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 9-13, artikel 18-29 og artikel 84, 86, 90 og 95, af Raadets forordning (EOEF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet (EFT L 378, s. 1), af Raadets forordning (EOEF) nr. 4056/86 af 22. december 1986 om fastsaettelse af de naermere retningslinjer for anvendelsen af traktatens artikel 85 og 86 paa soetransport (EFT L 378, s. 4) og af artikel 6 og 18 i overenskomsten mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Kongeriget Sverige, undertegnet i Bruxelles den 22. juli 1972 og godkendt og bekraeftet paa Faellesskabets vegne ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2838/72 af 19. december 1972 (EFT 1972, 31. december, s. 98),

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, G.F. Mancini, og dommerne J.L. Murray og P.J.G. Kapteyn (refererende dommer),

generaladvokat: F.G. Jacobs

justitssekretaer: assisterende justitssekretaer H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Texaco A/S ved advokat Jan-Erik Svensson, Koebenhavn

- Middelfart Havn, AArhus Havn, Struer Havn, AAlborg Havn, Fredericia Havn, Noerre Sundby Havn, Hobro Havn, Randers Havn, AAbenraa Havn, Fredericia Kommune, Koege Havn, Odense Havnevaesen, Holstebro-Struer Havn, Vejle Havn, AAlborg Havnevaesen og AArhus Havnevaesen, alle ved advokat Per Magid, Koebenhavn

- Olieselskabet Danmark a.m.b.a. ved advokat Andreas Fischer, Koebenhavn

- Trafikministeriet, Esbjerg Havn, Skagen Havn, Thyboroen Havn og Frederikshavn Havn, alle ved advokat Karsten Hagel-Soerensen, Koebenhavn

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Hans Peter Hartvig, Anders Christian Jessen og Enrico Traversa, alle Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 9. januar 1997 er afgivet mundtlige indlaeg af Texaco A/S ved advokat Jan-Erik Svensson, af Olieselskabet Danmark a.m.b.a. ved advokat Andreas Fischer, af Middelfart Havn, AArhus Havn, Struer Havn, AAlborg Havn, Fredericia Havn, Noerre Sundby Havn, Hobro Havn, Randers Havn, AAbenraa Havn, Fredericia Kommune, Koege Havn, Odense Havnevaesen, Holstebro-Struer Havn, Vejle Havn, AAlborg Havnevaesen og AArhus Havnevaesen, alle ved advokat Per Magid og advokat Jeppe Skadhauge, Koebenhavn, af Trafikministeriet, Esbjerg Havn, Skagen Havn, Thyboroen Havn og Frederikshavn Havn, alle ved advokat Karsten Hagel-Soerensen, og af Kommissionen ved Hans Peter Hartvig, Anders Christian Jessen, Enrico Traversa og Richard Lyal, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 27. februar 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved to beslutninger af 24. marts 1995, indgaaet til Domstolen den 3. april 1995, har OEstre Landsret i medfoer af EF-traktatens artikel 177 stillet en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 9-13, artikel 18-29 og artikel 84, 86, 90 og 95, af Raadets forordning (EOEF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet (EFT L 378, s. 1), af Raadets forordning (EOEF) nr. 4056/86 af 22. december 1986 om fastsaettelse af de naermere retningslinjer for anvendelsen af traktatens artikel 85 og 86 paa soetransport (EFT L 378, s. 4) og af artikel 6 og 18 i overenskomsten mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Kongeriget Sverige, undertegnet i Bruxelles den 22. juli 1972 og godkendt og bekraeftet paa Faellesskabets vegne ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2838/72 af 19. december 1972 (EFT 1972, 31. december, s. 98, herefter »overenskomsten mellem EOEF og Sverige«).

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under to retssager mellem henholdsvis Texaco A/S (herefter »Texaco«) og Olieselskabet Danmark a.m.b.a. (herefter »Olieselskabet Danmark«) - to i Danmark registrerede selskaber med begraenset haeftelse, som importerer raffinerede olieprodukter saasom gasolie og benzin samt, for Texaco's vedkommende, fast braendsel - og en raekke trafikhavne vedroerende de sidstnaevntes opkraevning af et importtillaeg, som indtil den 31. marts 1990 opkraevedes for varer, der indfoertes fra udlandet. Tillaegget udgjorde 40% af den vareafgift, der i Danmark betales for alle varer, der losses, indlades eller paa anden maade soe- eller landsaettes i de danske trafikhavne eller i de uddybede loeb til disse havne.

3 I Danmark meddeles tilladelse til at oprette en trafikhavn - dvs. en havn, der anvendes til erhvervsmaessig ekspedition af gods, koeretoejer og personer - af trafikministeren. Paa grundlag af ejer- og styreforhold kan der sondres mellem havne, der er selvstaendige forvaltningssubjekter under kommunal styrelse, Koebenhavns Havn, der hviler paa et saerligt retsgrundlag, statshavnene, der henhoerer under Trafikministeriet, og de private havne, der styres af havneejerne i overensstemmelse med de vilkaar, der er anfoert i den paagaeldende tilladelse.

4 En del af havnenes indtaegter hidroerer fra afgifter, som brugerne betaler for at benytte dem. Der skal saaledes betales skibs- og vareafgifter for anloeb af havnen og for ud- og indskibning af gods, koeretoejer og personer. Der opkraeves saerlige afgifter for brug af kraner, pakhuse og oplagspladser.

5 I henhold til lov nr. 239 af 12. maj 1976 om trafikhavne (Lovtidende A, 1976, s. 587), der gjaldt til den 31. december 1990, paahvilede det vedkommende minister - senest trafikministeren - at fastsaette taksterne for skibs- og vareafgifterne efter forhandling med trafikhavnenes bestyrelser. Efter ministeriets praksis blev afgifternes takster beregnet paa grundlag af de oekonomiske vilkaar i de trafikalt bedoemt 22 mest betydende provinstrafikhavne, og de blev udmaalt med sigte paa at skaffe daekning for udgifterne til havnenes drift og vedligeholdelse samt til en rimelig grad af selvfinansiering af noedvendige udvidelser og moderniseringer.

6 Skibs- og vareafgifterne blev optaget i et regulativ for den enkelte havn, der var udfaerdiget i overensstemmelse med et faelles regulativ, der var udarbejdet af vedkommende minister for samtlige trafikhavne.

7 I henhold til de regulativbestemmelser, der gjaldt paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i hovedsagerne, betaltes skibsafgiften af alle skibe, fartoejer og alt flydende materiel, der henligger i havnen eller i de uddybede loeb til havnen. Afgiften blev beregnet med et fast beloeb pr. bruttoregisterton (brt.) eller bruttoton (bt.) enten pr. anloeb af havnen eller som en maanedsafgift. Skibe paa under 100 brt./bt. var fritaget for betaling af skibsafgift.

8 Vareafgiften skulle betales for alle varer, der blev losset, indladet eller paa anden maade soe- eller landsat i havnen eller i de uddybede loeb til havnen. Den udgjorde et bestemt beloeb pr. ton. Der var fastsat fritagelser og saerlige afgiftstakster for naermere angivne varer. Ifoelge regulativerne skulle vareafgiften betales af skibet eller dets lokale agent inden skibets afsejling, men den paahvilede varemodtageren, respektive vareafsenderen, over for hvilke der kunne goeres regres for afgiften.

9 I den i hovedsagerne omhandlede periode blev vareafgiften paa varer, der indfoertes fra udlandet, opkraevet med et tillaeg paa 40%. Det fremgaar af forelaeggelsesbeslutningerne, at dette importtillaeg paa 40% blev indfoert i tilknytning til en i 1956 foretaget generel justering af havnenes takstniveau paa baggrund af en betaenkning fra den af Ministeriet for Offentlige Arbejder i 1954 nedsatte havne- og brotakstkommission.

10 Ifoelge havne- og brotakstkommissionen burde den takstforhoejelse, som fandtes noedvendig, omfatte baade skibs- og vareafgifterne, men skulle »foretages paa en saadan maade, at oejemedet - indtaegtsforoegelse for havnene - ikke modvirkes derved, at trafikken helt eller delvis fordrives fra havnene, idet godset gaar over til at blive forsendt ad landevej eller med bane«. Foelgelig foreslog havne- og brotakstkommissionen for vareafgifternes vedkommende, »at man maa koncentrere sig om udenrigsomsaetningen, idet stoerstedelen af de varer, der indkommer fra eller udfoeres til udlandet, naturligst befordres ad soevejen, og risikoen for, at omsaetningen alene ved forhoejelse af vareafgiften vil gaa bort fra havnene, kan derfor i nogen grad lades ude af betragtning«. Kommissionen fandt yderligere, at »det maa derfor anses for rettest, at den del af merindtaegten, som skal skaffes gennem vareafgifterne, alene tilvejebringes ved en forhoejelse af afgiften af importerede varer«, idet en afgift paa importerede varer, saasom goedningsstoffer og foderstoffer til landbruget og raastoffer til industrien, ville vaere lavere end en afgift paa de deraf fremstillede varer, og at virkningen af en forhoejelse af afgiften paa importen derfor ville vaere langt mere begraenset for de paagaeldende erhverv end virkningen af en afgiftsforhoejelse paa eksporten. Af hensyn til risikoen for, at den indenrigske vareomsaetning blev flyttet fra havnene til landtransport, foreslog havne- og brotakstkommissionen endelig dels, at man undtog smaaskibene fra den paataenkte forhoejelse af skibsafgifterne, dels, at fartoejer paa til og med 100 tons kom til at drage fordel af de lavere afgifter, som normalt kun blev indroemmet fartoejer paa indtil 100 tons.

11 Importtillaegget paa 40% blev ophaevet af trafikministeren med virkning fra den 1. april 1990.

12 De af Texaco og Olieselskabet Danmark importerede produkter stammer hovedsagelig fra tredjelande, med hvilke Faellesskabet har indgaaet en frihandelsaftale, men ogsaa fra andre medlemsstater samt fra tredjelande, der ikke havde en frihandelsaftale med Faellesskabet. Denne import sker for Texaco's vedkommende gennem havnene i Middelfart, AArhus, Struer, Esbjerg, AAlborg, Skagen, Fredericia, Noerre Sundby, Hobro, Randers, AAbenraa og Thyboroen. Havnene i Esbjerg, Skagen og Thyboroen er statshavne, mens de oevrige er under kommunal styrelse. For Olieselskabet Danmark's vedkommende sker importen gennem havnene i Fredericia, Koege, Odense, Holstebro-Struer, Vejle, AAbenraa, AAlborg, AArhus, Frederikshavn og Esbjerg. De to sidstnaevnte er statshavne, mens de oevrige otte er under kommunal styrelse. Texaco og Olieselskabet Danmark har for alle disse indfoersler maattet betale de til enhver tid gaeldende vareafgifter, forhoejet med importtillaegget paa 40%.

13 Ved staevning indgivet til OEstre Landsret den 30. april 1993 har Texaco paastaaet de paagaeldende havne tilpligtet at tilbagebetale selskabet den del af vareafgiften, der udgjorde importtillaegget paa 40% for perioden 1. maj 1988 - 31. marts 1990, svarende til et beloeb paa ca. 3,2 mio. DKR.

14 Ved staevning indgivet til OEstre Landsret den 25. juni 1993 har Olieselskabet Danmark paastaaet de paagaeldende havne tilpligtet in solidum med Trafikministeriet at tilbagebetale selskabet de i perioden 1. januar 1988 - 1. april 1990 opkraevede importtillaeg, svarende til ca. 2,5 mio. DKR, samt tilpligtet at anerkende at vaere forpligtet til at tilbagebetale de i perioden 1. juli 1977 - 31. december 1987 opkraevede tillaegsafgifter, idet det endnu ikke havde vaeret muligt at opgoere hele det opkraevede beloeb for den sidstnaevnte periode.

15 Til stoette for paastandene har Texaco og Olieselskabet Danmark fremfoert forskellige argumenter for, at importtillaegget var uforeneligt med faellesskabsretten, navnlig med traktatens artikel 9-13, artikel 18-29 og artikel 86, 90 og 95 og med artikel 6 og 18 i overenskomsten mellem EOEF og Sverige og i overenskomsten mellem Faellesskabet og Kongeriget Norge (jf. Raadets forordning (EOEF) nr. 1691/73 af 25.6.1973 om indgaaelse af en overenskomst mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Kongeriget Norge samt om fastsaettelse af bestemmelserne for dens anvendelse (EFT L 171, s. 1)).

16 Trafikhavnene og Trafikministeriet har bestridt, at importtillaegget var uforeneligt med disse faellesskabsbestemmelser, og har saerligt anfoert, at da tillaegget ikke blev paalagt varerne som saadan, men blev opkraevet som betaling for en raekke ydelser, der blev leveret af havnene, skal det bedoemmes i henhold til EOEF-traktatens artikel 84, stk. 2, vedroerende transport og forordning nr. 4055/86.

17 De kommunale havne har subsidiaert gjort gaeldende, at saafremt importtillaegget findes at vaere uforeneligt med faellesskabsretten, er Trafikministeriet som ansvarlig for afgiftsfastsaettelsen forpligtet til at skadesloesholde dem for ethvert beloeb, som de maatte blive tilpligtet at tilbagebetale eller betale som erstatning i anledning af den skete afgiftsfastsaettelse. Statshavnene og Trafikministeriet har hertil gjort gaeldende, at det ikke foelger direkte af faellesskabsretten, at en medlemsstat, der har fastsat eller godkendt en afgift, der findes at vaere i strid med faellesskabsretten, er ansvarlig for tilbagebetalingen. Hvad saerligt angaar spoergsmaalet, om staten i den foreliggende sag er forpligtet til at skadesloesholde de kommunale havne for ethvert beloeb, som disse maatte blive tilpligtet at tilbagebetale, skal afgoerelsen efter disse parters opfattelse traeffes i henhold til gaeldende national ret og dermed af den nationale domstol.

18 OEstre Landsret har paa denne baggrund besluttet at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

I sag C-114/95:

»1) Skal foreneligheden med faellesskabsretten af et tillaeg paa 40% af en generel vareafgift, der opkraeves af en medlemsstat ved indfoersel af varer med skib fra en anden medlemsstat, bedoemmes efter

A: - artiklerne 9-13, eventuelt i forbindelse med artiklerne 18-29 og den med hjemmel heri af Raadet vedtagne forordning nr. 2658/87? eller - artikel 95?

eller i det omfang det laegges til grund, at der er tale om ydelser, for hvilke der betales vederlag efter

B: - artikel 84 og Raadets forordning nr. 4055/86 om fri udveksling af tjenesteydelser? eller

- artiklerne 90 og 86 om misbrug af dominerende stilling, i hvilken sammenhaeng spoerges, om Raadets forordning nr. 4056/86 er relevant for vurderingen af tillaeggets forenelighed med faellesskabsretten?

2) Er det i overensstemmelse med de(n) i svaret til spoergsmaal 1 fastlagte bestemmelse(r) i faellesskabsretten, at der opkraeves et tillaeg paa 40% af en generel vareafgift ved indfoersel af varer med skib fra en anden medlemsstat?

3) Vil besvarelsen af spoergsmaal 2 vaere den samme, hvis varerne indfoeres med skib til en medlemsstat fra et tredjeland, med hvilket Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab har en overenskomst, der indeholder bestemmelser svarende til artikel 6 og artikel 18 i overenskomsten mellem Kongeriget Sverige og Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, og bedoemmelsen skulle ske efter en saadan overenskomst (frihandelsaftale)?

4) Vil besvarelsen af spoergsmaal 2 vaere den samme, hvis varerne indfoeres til en medlemsstat direkte fra et tredjeland, med hvilket Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab ikke har en overenskomst (frihandelsaftale)?«

I sag C-115/95:

»1) Skal foreneligheden med faellesskabsretten af et tillaeg paa 40% af en generel vareafgift, der opkraeves af en medlemsstat ved indfoersel af varer med skib fra en anden medlemsstat, bedoemmes efter traktatens

A: - regler om Toldunionen, herunder artiklerne 9-13, eventuelt i forbindelse med artiklerne 18-29 og de med hjemmel heri af Raadet vedtagne forordninger nr. 950/68 og nr. 2658/87? eller - artikel 95?

eller

B: - artikel 84 og Raadets forordning nr. 4055/86 om fri udveksling af tjenesteydelser? eller

- artiklerne 90 og 86 om misbrug af dominerende stilling, i hvilken sammenhaeng spoerges, om Raadets forordning nr. 4055/86 er relevant for vurderingen af tillaeggets forenelighed med faellesskabsretten?

2) Er det i overensstemmelse med de(n) i svaret til spoergsmaal 1 fastlagte bestemmelse(r) i faellesskabsretten, at der opkraeves et tillaeg paa 40% af en generel vareafgift ved indfoersel af varer med skib fra en anden medlemsstat?

3) Vil besvarelsen af spoergsmaal 2 vaere den samme, hvis varerne indfoeres med skib til en medlemsstat fra et tredjeland, med hvilket Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab havde en overenskomst, der indeholder bestemmelser svarende til artikel 6 og artikel 18 i overenskomsten mellem Kongeriget Sverige og Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, og bedoemmelsen skulle ske efter en saadan overenskomst (frihandelsaftale)?

4) Vil besvarelsen af spoergsmaal 2 vaere den samme, hvis varerne indfoeres til en medlemsstat direkte fra et tredjeland, med hvilket Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab ikke havde en overenskomst (frihandelsaftale)?

5) Foelger det af faellesskabsretten, at en medlemsstat, der har fastsat eller godkendt en afgift, som er i strid med faellesskabsretten, er ansvarlig for afgiftens tilbagebetaling, selv om provenuet af afgiften er tilfaldet selvstaendige forvaltningssubjekter under kommunal styrelse?

6) Paa baggrund af, at det af Domstolens faste praksis fremgaar, at tilbagebetaling af afgifter, opkraevet i strid med faellesskabsretten, skal ske i henhold til de materielle og formelle betingelser, der er fastsat i de nationale lovgivninger, og at det i praemis 12 i sag 199/82, San Giorgio, fastslaas, at retten til at opnaa tilbagebetaling af afgifter, opkraevet af en medlemsstat i strid med faellesskabsretten, er en virkning af og et supplement til de rettigheder, der er tillagt de retsundergivne ved faellesskabsbestemmelserne om forbud mod afgifter med tilsvarende virkning som told, eller efter omstaendighederne mod en diskriminerende anvendelse af interne afgifter, spoerges,

om Domstolens praksis skal forstaas saaledes, at faellesskabsretten indebaerer en ubetinget forpligtelse til tilbagebetaling af afgifter, der ifoelge besvarelse af spoergsmaal 1-4 maatte vaere i strid med faellesskabsretten, dog saaledes at de naermere betingelser for selve behandlingen af tilbagebetalingskravet afhaenger af den relevante nationale lovgivning inden for visse graenser, som er fastlagt i Domstolens praksis?

7) Saafremt det fastslaas, at tillaegget paa 40% af den generelle vareafgift er i strid med faellesskabsretten, herunder indgaaede overenskomster (frihandelsaftaler), er det da foreneligt med faellesskabsretten, at en i national ret fastsat foraeldelsesfrist for krav paa tilbagebetaling loeber fra et tidligere tidspunkt end tidspunktet for den paagaeldende medlemsstats ophaevelse af den faellesskabsstridige afgift?«

19 Ved kendelse af 11. maj 1995 har Domstolens praesident bestemt, at disse to sager forenes med henblik paa den skriftlige forhandling, den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

Det foerste og det andet spoergsmaal i de to sager

20 Med det foerste og det andet spoergsmaal, som behandles sammen, anmoder den nationale ret for det foerste om en fortolkning af begrebet afgift med tilsvarende virkning som told i traktatens artikel 9-13 saavel som af begrebet diskriminerende intern afgift i traktatens artikel 95 med henblik paa den situation, at en medlemsstat ved indfoersel af varer med skib fra en anden medlemsstat opkraever et importtillaeg paa 40% af den generelt opkraevede vareafgift paa varer, der losses, indlades eller paa anden maade soe- eller landsaettes i havnene i den foerstnaevnte medlemsstat eller i de uddybede loeb til disse havne. Den oensker for det andet oplyst, om et saadant tillaeg i givet fald er forbudt i henhold til forordning nr. 4055/86 eller i henhold til traktatens artikel 90 og 86.

21 For saa vidt angaar den foerste del af disse spoergsmaal er det tilstraekkeligt at bemaerke, at det fremgaar af dommen af dags dato i Haahr Petroleum-sagen (sag C-90/94, trykt i dette bind af Samling af Afgoerelser), at saavel den generelle vareafgift som importtillaegget, som udgoer en integrerende del heraf, er omfattet af traktatens artikel 95, og at denne bestemmelse er til hinder for, at en medlemsstat anvender et saadant tillaeg paa varer, der indfoeres med skib fra en anden medlemsstat.

22 Da importtillaegget saaledes er i strid med traktatens artikel 95, er det ufornoedent at fortolke forordning nr. 4055/86 eller traktatens artikel 90 og 86, der naevnes i den anden del af det foerste og det andet spoergsmaal.

23 Det foerste og det andet spoergsmaal skal derfor besvares med, at traktatens artikel 95 er til hinder for, at en medlemsstat ved indfoersel af varer med skib fra en anden medlemsstat opkraever et importtillaeg paa 40% af den generelt opkraevede vareafgift paa varer, der losses, indlades eller paa anden maade soe- eller landsaettes i havnene i den foerstnaevnte medlemsstat eller i de uddybede loeb til disse havne.

Det tredje spoergsmaal i de to sager

24 Med det tredje spoergsmaal oensker den nationale ret reelt oplyst, om et importtillaeg som det i hovedsagerne omhandlede ogsaa er i strid med faellesskabsretten, for saa vidt som det finder anvendelse paa varer, der indfoeres fra et tredjeland, med hvilket Faellesskabet har indgaaet en overenskomst, der indeholder bestemmelser svarende til artikel 6 og 18 i overenskomsten mellem EOEF og Sverige.

25 Artikel 6, stk. 1, i overenskomsten mellem EOEF og Sverige bestemmer: »Ingen ny afgift med tilsvarende virkning som importtold indfoeres i samhandelen mellem Faellesskabet og Sverige.« Ifoelge artikel 6, stk. 3, skal de eksisterende afgifter med tilsvarende virkning som importtold afskaffes pr. 1. juli 1977.

26 Overenskomstens artikel 18, stk. 1, bestemmer: »Parterne afholder sig fra enhver foranstaltning eller intern afgiftspraksis af fiskal art, der direkte eller indirekte bevirker en forskelsbehandling mellem varer fra én af de kontraherende parter og lignende varer, der har oprindelse hos den anden kontraherende part.«

27 Med henblik paa besvarelsen af den nationale rets spoergsmaal bemaerkes, at det foelger af dommen af 16. juli 1992 (sag C-163/90, Legros m.fl., Sml. I, s. 4625), at begrebet »afgift med tilsvarende virkning som importtold« i artikel 6 i overenskomsten mellem EOEF og Sverige skal fortolkes paa samme maade som det tilsvarende begreb i traktatens artikel 9-13.

28 Endvidere bemaerkes, at Domstolen i dom af 26. oktober 1982 (sag 104/81, Kupferberg, Sml. s. 3641) og af 1. juli 1993 (sag C-312/91, Metalsa, Sml. I, s. 3751) vedroerende bestemmelser, der havde samme indhold som artikel 18, stk. 1, i overenskomsten mellem EOEF og Sverige, og som var indeholdt i overenskomster af samme art indgaaet med henholdsvis Den Portugisiske Republik og Republikken OEstrig, fastslog, at de fortolkninger, der var anlagt af traktatens artikel 95, ikke i kraft af en ren analogi kunne anvendes i forbindelse med en frihandelsaftale, hvorfor de relevante bestemmelser i en saadan aftale ikke alene skulle fortolkes paa grundlag af deres ordlyd, men ogsaa under hensyntagen til det maal bestemmelserne forfulgte inden for rammerne af den frihandelsordning, der var oprettet ved overenskomsten.

29 Det bemaerkes i denne forbindelse, at overenskomsten mellem EOEF og Sverige ligesom de i Kupferberg- og Metalsa-dommene omhandlede frihandelsaftaler har som formaal at oprette en frihandelsordning, inden for hvilken restriktive bestemmelser vedroerende handelen fjernes for hovedparten af samhandelen med varer med oprindelse i de kontraherende parters omraader, bl.a. ved afskaffelse af told og afgifter med tilsvarende virkning samt ved afskaffelse af kvantitative restriktioner og foranstaltninger med tilsvarende virkning.

30 Set i denne sammenhaeng tilsigter artikel 18 i overenskomsten mellem EOEF og Sverige at undgaa, at den liberalisering af varehandelen, der opnaas ved at afskaffe told og afgifter med tilsvarende virkning samt kvantitative restriktioner og foranstaltninger med tilsvarende virkning, goeres illusorisk paa grund af kontraherende parters afgiftspraksis. Som Domstolen udtrykkeligt fastslog i praemis 25 i Kupferberg-dommen, ville dette vaere tilfaeldet, hvis en vare importeret fra en af parterne blev beskattet hoejere end lignende indenlandske varer, som den konkurrerer med paa markedet i den anden parts omraade.

31 Under hensyn til disse maal, og naar henses til dens ordlyd, skal artikel 18 i overenskomsten mellem EOEF og Sverige derfor fortolkes saaledes, at den for de kontraherende parter indeholder et forbud mod afgiftsmaessig forskelsbehandling, som gaelder, naar blot det konstateres, at varer, der er omfattet af en bestemt afgiftsordning, er lignende varer, og som er til hinder for enhver forskelsbehandling opnaaet ved en foranstaltning eller praksis, der direkte eller indirekte oever indflydelse paa fastsaettelsen af og opkraevningsmaaden for de afgifter, som paalaegges varer fra den anden kontraherende part.

32 Det maa fastslaas, at en vareafgift, der, saaledes som Domstolen har fastslaaet i praemis 20-24 i ovennaevnte dom i Haahr Petroleum-sagen, er en del af en generel, intern afgiftsordning, der systematisk omfatter forskellige kategorier af varer efter objektive kriterier, der anvendes uden hensyn til varernes oprindelse, udgoer en intern foranstaltning af fiskal art i den forstand, udtrykket er anvendt i artikel 18 i overenskomsten mellem EOEF og Sverige, og at det er i strid med det i denne bestemmelse fastsatte forbud mod forskelsbehandling alene paa indfoerte varer at anvende et tillaeg til den afgift, der gaelder for indenlandske og indfoerte varer.

33 Under hensyn til det anfoerte skal det tredje spoergsmaal besvares med, at et importtillaeg som det i hovedsagen omhandlede ogsaa er i strid med faellesskabsretten, for saa vidt som det finder anvendelse paa varer, der indfoeres fra et tredjeland, med hvilket Faellesskabet har en overenskomst, der indeholder bestemmelser svarende til artikel 18 i overenskomsten mellem EOEF og Sverige.

Det fjerde spoergsmaal i de to sager

34 Med det fjerde spoergsmaal spoerger den nationale ret reelt, om faellesskabsretten ogsaa er til hinder for opkraevningen af det naevnte importtillaeg, hvis varerne indfoeres til en medlemsstat direkte fra et tredjeland, med hvilket Faellesskabet ikke har en overenskomst.

35 Det skal i denne forbindelse for det foerste bemaerkes, at ifoelge Domstolens praksis finder traktatens artikel 95 kun anvendelse paa varer, der hidroerer fra medlemsstaterne, og i givet fald paa varer, der hidroerer fra tredjelande, naar disse varer er bragt i fri omsaetning i medlemsstaterne. Heraf foelger, at denne traktatbestemmelse ikke kan anvendes paa produkter, der er indfoert direkte fra tredjelande (jf. bl.a. dom af 13.7.1994, sag C-130/92, OTO, Sml. I, s. 3281, praemis 18).

36 Endvidere bemaerkes, at traktaten vedroerende handelen med tredjelande ikke indeholder nogen bestemmelse svarende til artikel 95 om opkraevning af interne afgifter (dom af 10.10.1978, sag 148/77, Hansen, Sml. s. 1787, praemis 23, og OTO-dommen, a.st., praemis 20).

37 Det fjerde spoergsmaal skal derfor besvares med, at faellesskabsretten ikke er til hinder for, at en medlemsstat opkraever et importtillaeg som det i hovedsagerne omhandlede paa varer, der indfoeres direkte fra et tredjeland, med hvilket Faellesskabet ikke har en overenskomst.

Det femte spoergsmaal i sag C-115/95

38 Den nationale ret oensker med dette spoergsmaal fastslaaet, om det foelger af faellesskabsretten, at en medlemsstat, der har fastsat eller godkendt en afgift, som er i strid med faellesskabsretten, er ansvarlig for afgiftens tilbagebetaling, selv om provenuet af afgiften er tilfaldet selvstaendige forvaltningssubjekter under kommunal styrelse.

39 Indledningsvis bemaerkes, at den omstaendighed, at en afgift eller et gebyr opkraeves af et andet offentligretligt organ end staten eller for dets regning og udgoer en saerlig afgift eller en afgift, som er bestemt til et saerligt formaal, hverken kan bevirke, at afgiften eller gebyret falder uden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 95 (jf. dom af 22.3.1977, sag 74/76, Iannelli, Sml. s. 557, praemis 19) eller i givet fald uden for det i denne bestemmelse fastsatte forbud.

40 Endvidere bemaerkes, at retten til at opnaa tilbagebetaling af afgifter opkraevet af en medlemsstat i strid med faellesskabsretten er en virkning af og et supplement til de rettigheder, der er tillagt borgerne ved faellesskabsbestemmelserne om forbud mod saadanne afgifter. Medlemsstaten er saaledes principielt forpligtet til at tilbagebetale afgifter opkraevet i strid med faellesskabsretten (dom af 14.1.1997, forenede sager C-192/95 - C-218/95, Comateb m.fl., Sml. I, s. 165, praemis 20).

41 Det foelger imidlertid ogsaa af fast retspraksis, at naar der ikke er udstedt faellesskabsbestemmelser paa omraadet, tilkommer det hver medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsaette processuelle regler for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som faellesskabsrettens direkte virkning medfoerer for borgerne, dog saaledes at disse processuelle regler ikke maa vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og heller ikke i praksis maa goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden (jf. bl.a. dom af 14.12.1995, sag C-312/93, Peterbroeck, Sml. I, s. 4599, praemis 12, og de dér naevnte domme).

42 I et tilfaelde som det, der er omtalt af den nationale ret, tilkommer det derfor den interne retsorden, under overholdelse af de to ovennaevnte betingelser, at bestemme, om soegsmaal om tilbagesoegning af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld skal anlaegges mod det selvstaendige forvaltningssubjekt under kommunal styrelse, som provenuet af afgiften er tilfaldet, eller mod staten, der har fastsat eller godkendt afgiften, eller i givet fald mod disse to myndigheder i faellesskab.

43 Det femte spoergsmaal skal derfor besvares med, at saafremt en medlemsstat har fastsat eller godkendt en afgift, som er i strid med faellesskabsretten, er staten principielt forpligtet til at tilbagebetale de afgifter, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten. Saafremt provenuet af afgiften er tilfaldet selvstaendige forvaltningssubjekter under kommunal styrelse, er faellesskabsretten ikke til hinder for, at et soegsmaal om tilbagesoegning af disse afgifter anlaegges mod forvaltningssubjektet, dog saaledes, at de processuelle regler for et saadant soegsmaal ikke maa vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og heller ikke i praksis maa goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at tilbagesoege urigtigt erlagte afgifter.

Det sjette og det syvende spoergsmaal i sag C-115/95

44 Med det sjette og det syvende spoergsmaal, som behandles sammen, spoerger den nationale ret reelt, om faellesskabsretten indebaerer en ubetinget forpligtelse til tilbagebetaling af afgifter, der er opkraevet i strid med traktatens artikel 95 eller med en bestemmelse svarende til artikel 18 i overenskomsten mellem EOEF og Sverige, og navnlig, om faellesskabsretten er til hinder for, at den nationale foraeldelsesfrist, der gaelder for et krav om tilbagebetaling af saadanne afgifter, loeber fra et tidligere tidspunkt end det, hvor afgifterne blev ophaevet.

45 Indledningsvis bemaerkes, at det bl.a. foelger af dommen af 9. november 1983 (sag 199/82, San Giorgio, Sml. s. 3595, praemis 12), som den nationale ret har henvist til, at selv om retten til at opnaa tilbagebetaling af afgifter opkraevet af en medlemsstat i strid med faellesskabsretten er en virkning af og et supplement til de rettigheder, der er tillagt borgerne ved faellesskabsbestemmelserne om forbud mod saadanne afgifter, kan et krav om tilbagebetaling af afgifterne paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin kun forfoelges i henhold til de materielle og formelle betingelser, som er fastsat ved de forskellige relevante nationale lovgivninger, dog saaledes, at disse betingelser ikke maa vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og heller ikke i praksis maa goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden.

46 Det bemaerkes endvidere, at Domstolen i praemis 48 i ovennaevnte dom i Haahr Petroleum-sagen har fastslaaet, at en fastsaettelse af rimelige frister for indgivelse af soegsmaal som udtryk for et grundlaeggende retssikkerhedsprincip opfylder de to ovennaevnte betingelser og navnlig ikke kan antages i praksis at goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til faellesskabsretten, selv om saadanne frister, naar de er udloebet, medfoerer, at sagen helt eller delvis afvises.

47 Dommen af 25. juli 1991 (sag C-208/90, Emmott, Sml. I, s. 4269) kan ikke aendre dette resultat.

48 Domstolen har i den naevnte doms praemis 17 udtrykkeligt henvist til princippet om, at fastsaettelse af rimelige, praeklusive soegsmaalsfrister opfylder de betingelser, der stilles i henhold til den ovennaevnte retspraksis. Det er kun paa grund af direktivers saerlige karakter og i betragtning af de saerlige omstaendigheder i sagen, at Domstolen i praemis 23 fastslog, at indtil direktiver er korrekt gennemfoert i national ret, kan den medlemsstat, som undlader dette, ikke paaberaabe sig, at en sag, som en borger har anlagt imod den med det formaal at beskytte rettigheder, som dette giver ham, er anlagt for sent, og at en soegsmaalsfrist efter national ret foerst kan begynde at loebe fra dette tidspunkt.

49 Tilbagesoegningskravene, der omhandles i den nationale rets spoergsmaal, stoettes ikke paa den direkte virkning af en bestemmelse i et direktiv, der ikke er korrekt gennemfoert i national ret, men paa den direkte virkning af en traktatbestemmelse eller en frihandelsaftale som overenskomsten mellem EOEF og Sverige, og det sjette og det syvende spoergsmaal skal derfor besvares med, at faellesskabsretten ikke er til hinder for, at den nationale foraeldelsesfrist, der gaelder for et krav om tilbagebetaling af afgifter, der er opkraevet i strid med traktatens artikel 95 eller med en bestemmelse svarende til artikel 18 i overenskomsten mellem EOEF og Sverige, loeber fra et tidligere tidspunkt end det, hvor afgifterne blev ophaevet.

Sagens omkostninger

50 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgoer et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af OEstre Landsret ved to beslutninger af 24. marts 1995, for ret:

1) EOEF-traktatens artikel 95 er til hinder for, at en medlemsstat ved indfoersel af varer med skib fra en anden medlemsstat opkraever et importtillaeg paa 40% af den generelt opkraevede vareafgift paa varer, der losses, indlades eller paa anden maade soe- eller landsaettes i havnene i den foerstnaevnte medlemsstat eller i de uddybede loeb til disse havne.

2) Et saadant importtillaeg er ogsaa i strid med faellesskabsretten, for saa vidt som det finder anvendelse paa varer, der indfoeres fra et tredjeland, med hvilket Faellesskabet har indgaaet en overenskomst, der indeholder bestemmelser svarende til artikel 18 i overenskomsten mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Kongeriget Sverige, undertegnet i Bruxelles den 22. juli 1972 og godkendt og bekraeftet paa Faellesskabets vegne ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2838/72 af 19. december 1972.

3) Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at en medlemsstat opkraever det naevnte importtillaeg paa varer, der indfoeres direkte fra et tredjeland, med hvilket Faellesskabet ikke har en overenskomst.

4) Saafremt en medlemsstat har fastsat eller godkendt en afgift, som er i strid med faellesskabsretten, er staten principielt forpligtet til at tilbagebetale de afgifter, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten. Saafremt provenuet af afgiften er tilfaldet selvstaendige forvaltningssubjekter under kommunal styrelse, er faellesskabsretten ikke til hinder for, at et soegsmaal om tilbagesoegning af disse afgifter anlaegges mod forvaltningssubjektet, dog saaledes, at de processuelle regler for et saadant soegsmaal ikke maa vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og heller ikke i praksis maa goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at tilbagesoege urigtigt erlagte afgifter.

5) Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at den nationale foraeldelsesfrist, der gaelder for et krav om tilbagebetaling af afgifter, der er opkraevet i strid med traktatens artikel 95 eller med en bestemmelse svarende til artikel 18 i overenskomsten mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Kongeriget Sverige, loeber fra et tidligere tidspunkt end det, hvor afgifterne blev ophaevet.