61995J0097

1 De oversoeiske landes og territoriers associering - indfoersel til Faellesskabet med toldfritagelse af varer hidroerende fra de oversoeiske lande og territorier - varernes oprindelse - bevis ved EUR.1-certifikatet - efterfoelgende kontrol, som viser, at certifikatet ikke er blevet behoerigt udstedt - meddelelse af »resultatet af undersoegelsen« fra eksportmedlemsstatens myndigheder til importmedlemsstatens myndigheder - naermere regler og foelger - efteropkraevning af manglende told

(Raadets forordning nr. 1697/79, art. 2, stk. 1; Raadets afgoerelse 86/283, bilag II, art. 25, stk. 3)

2 De oversoeiske landes og territoriers associering - indfoersel til Faellesskabet med toldfritagelse af varer hidroerende fra de oversoeiske lande og territorier - varernes oprindelse - bevis ved EUR.1-certifikatet - certifikatet udstedt paa grundlag af eksportoerens urigtige oplysning om varernes oprindelse og annulleret efter en efterfoelgende kontrol - opkraevning af manglende told - fastsaettelse af den for toldskylden ansvarlige person

[Raadets forordning nr. 2144/87, art. 2, stk. 1, litra a), og art. 3, litra a); Raadets direktiv 79/623, art. 2, litra a), og art. 3, litra a); Raadets afgoerelse 86/283, bilag II, art. 10, stk. 1]

3 De oversoeiske landes og territoriers associering - indfoersel til Faellesskabet med toldfritagelse af varer hidroerende fra de oversoeiske lande og territorier - varernes oprindelse - bevis ved EUR.1-certifikatet - certifikatet udstedt paa grundlag af eksportoerens urigtige oplysning om varernes oprindelse og annulleret efter en efterfoelgende kontrol - opkraevning af manglende told - den for betaling af toldskylden ansvarlige importoer i god tro - eksportstatens myndigheders undladelse af at gennemfoere en forudgaaende undersoegelse af varernes faktiske oprindelse - uden betydning

(Raadets afgoerelse 86/283, bilag II, art. 8, stk. 2)

4 En meddelelse til importstatens myndigheder fra eksportstatens myndigheder efter en efterfoelgende kontrol af et EUR.1-certifikat, og hvori de sidstnaevnte myndigheder alene fastslaar, at det paagaeldende certifikat ikke er blevet behoerigt udstedt og derfor maa annulleres uden naermere angivelse af grundene hertil, maa betegnes som »resultatet af en undersoegelse« som omhandlet i artikel 25, stk. 3, i bilag II til afgoerelse 86/283 om de oversoeiske landes og territoriers associering med Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab. Importstatens myndigheder har ret til at ivaerksaette en sag om efteropkraevning af manglende told alene paa grundlag af en saadan meddelelse uden at soege at fastslaa de importerede varers faktiske oprindelse.

5 Eksportoerens ansvar for fremsaettelse af anmodningen om udstedelse af EUR.1-certifikatet, i givet fald ledsaget af enhver fornoeden dokumentation, som omhandlet i artikel 10, stk. 1, i bilag II til afgoerelse 86/283 om de europaeiske landes og territoriers associering med Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, vedroerer kun proceduren med henblik paa erhvervelsen af EUR.1-certifikatet. Bestemmelsen omfatter ikke told, som viser sig at skulle betales for indfoersel til Det Europaeiske Faellesskab af varer, som er omfattet af et EUR.1-certifikat, selv om certifikatet er blevet udstedt paa grundlag af eksportoerens urigtige oplysning om varernes oprindelse, og det annulleres efter en efterfoelgende kontrol.

6 Det forhold, under saerlige omstaendigheder, at kraeve betaling af en importoer i god tro af den told, der skal opkraeves for en vare, i forbindelse med hvilken eksportoeren har begaaet en toldovertraedelse, selv om importoeren ikke har medvirket i denne overtraedelse, er ikke i strid med almindelige retsprincipper, saasom proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet, hvis overholdelse Domstolen skal sikre. Det paahviler nemlig de erhvervsdrivende selv i deres kontraktforhold at traeffe de foranstaltninger, der er noedvendige for at undgaa risikoen for en efteropkraevningssag.

Den omstaendighed, at eksportstatens myndigheder har udstedt et EUR.1-certifikat i henhold til afgoerelse 86/283 uden at have foretaget nogen forudgaaende kontrol for at fastslaa de paagaeldende varers faktiske oprindelse, udgoer ikke force majeure, der er til hinder for efteropkraevning af told, der paahviler en importoer i god tro. I henhold til artikel 8, stk. 2, i bilag II til afgoerelse 86/283 har eksportstatens myndigheder ret, men ikke pligt til at gennemfoere en saadan forudgaaende kontrol. Under disse omstaendigheder kan det forhold, at myndighederne i et konkret tilfaelde har besluttet ikke at udnytte deres ret, ikke vaere til hinder for efteropkraevning af en told, som senere viser sig at skulle betales.

I sag C-97/95,

angaaende en anmodning, som Tribunal Tributário de Segunda Instância (Portugal) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Pascoal & Filhos Ld.°

mod

Fazenda Pública,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af Raadets afgoerelse 86/283/EOEF af 30. juni 1986 om de oversoeiske landes og territoriers associering med Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 175, s. 1) og af Raadets forordning (EOEF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indfoerelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1),

har

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.C. Moitinho de Almeida, og dommerne L. Sevón, D.A.O. Edward (refererende dommer), P. Jann og M. Wathelet,

generaladvokat: G. Cosmas

justitssekretaer: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Pascoal & Filhos Ld.° ved advokat Adriano Garçao Soares, Porto

- den portugisiske regering ved direktoer Luis Fernandes og juridisk konsulent Maria Luisa Duarte, begge Juridisk Tjeneste, Direktoratet for EF-spoergsmaal, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- den franske regering ved kontorchef Catherine de Salins og ekspeditionssekretaer Claude Chavance, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- Raadet for Den Europaeiske Union ved juridisk konsulent Amadeu Lopes Sabino, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Franciso de Sousa Fialho, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 14. november 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 29. november 1994, indgaaet til Domstolen den 27. marts 1995, har Tribunal Tributário de Segunda Instância i henhold til EF-traktatens artikel 177 forelagt syv praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets afgoerelse 86/283/EOEF af 30. juni 1986 om de oversoeiske landes og territoriers associering med Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 175, s. 1) og af Raadets forordning (EOEF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indfoerelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1, herefter »toldkodeksen«).

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en sag, som det portugisiske selskab Pascoal & Filhos Ld.° (herefter »Pascoal«) har anlagt mod Fazenda Pública »statskassen« vedroerende efteropkraevning af told for indfoersel af torsk.

Faellesskabsretlige bestemmelser

3 I henhold til artikel 70, stk. 1, i afgoerelse 86/283 kan fiskeriprodukter med oprindelse i Groenland fritages for told ved indfoersel i Det Europaeiske Faellesskab.

4 Det fremgaar af artikel 6, stk. 1, litra a), i bilag II til denne afgoerelse (herefter »bilag II«), at varers oprindelsesstatus dokumenteres ved fremlaeggelse for importmedlemsstatens toldmyndigheder af et varecertifikat EUR.1 (herefter »certifikat EUR.1«).

5 I henhold til artikel 10, stk. 1, i bilag II, paahviler det eksportoeren paa eget ansvar at fremsaette anmodning til eksportlandes toldmyndigheder om udstedelse af et certifikat EUR.1. I henhold til artiklens stk. 2 fremlaegger eksportoeren med anmodningen enhver fornoeden dokumentation for, at de varer, der skal udfoeres, opfylder betingelserne for udstedelse af certifikatet.

6 I henhold til artikel 8, stk. 1, i bilag II udstedes certifikat EUR.1 af toldmyndighederne i eksportlandet hvis de varer, som certifikatet omhandler, kan anses for varer med oprindelsesstatus i det paagaeldende oversoeiske land. Med henblik paa undersoegelse heraf har toldmyndighederne i henhold til artikel 8, stk. 2, ret til at kraeve enhver form for dokumentation og foretage enhver kontrol, som de maatte finde hensigtsmaessig.

7 Artikel 25, stk. 1, i bilag II bestemmer, at naar toldmyndighederne i importmedlemsstaten naerer begrundet tvivl om aegtheden af certifikat EUR.1 eller om rigtigheden af oplysningerne vedroerende de omhandlede varers faktisk oprindelse, kan de anmode toldmyndighederne i eksportlandet om at gennemfoere en efterfoelgende kontrol af det paagaeldende certifikat.

8 I henhold til artikel 25, stk. 3, underrettes toldmyndighederne i importmedlemsstaten om resultatet af undersoegelsen. Dette resultat skal goere det muligt at afgoere, om det paagaeldende certifikat EUR.1 kan finde anvendelse for de faktisk udfoerte varer, og om disse varer virkeligt er berettigede til anvendelsen af praeferenceordningen.

9 Artikel 2, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1697/79 af 24. juli 1979 om efteropkraevning af import- eller eksportafgifter, der ikke er opkraevet hos debitor for varer, der er angivet til en toldprocedure, som medfoerer en forpligtelse til at betale saadanne afgifter (EFT L 197, s. 1), bestemmer, at saafremt de kompetente myndigheder i en medlemsstat konstaterer, at hele eller en del af den import- eller eksportafgift, der forskriftsmaessigt skulle have vaeret opkraevet, ikke er opkraevet hos debitor, kan disse foretage en efteropkraevning af det manglende afgiftsbeloeb.

10 I henhold til artikel 2, litra a), i Raadets direktiv 79/623/EOEF af 25. juni 1979 om harmonisering af de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om toldskyld (EFT L 179, s. 31) opstaar toldskyld ved indfoersel, naar en importafgiftspligtig vare overgaar til fri omsaetning i Det Europaeiske Faellesskabs toldomraade. Direktivet artikel 3, litra a), bestemmer, at denne toldskyld bl.a. opstaar paa det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder antager angivelsen til varens overgang til fri omsaetning.

11 Med virkning fra 1. januar 1989 blev direktiv 79/623 ophaevet ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2144/87 af 13. juli 1987 om toldskyld (EFT L 201, s. 15), som dog i artikel 2, stk. 1, litra a), og artikel 3, litra a), genoptog de samme bestemmelser, der var indeholdt i naevnte direktivs artikel 2, litra a), og artikel 3, litra a).

12 Endelig bemaerkes, at forordning nr. 2144/87 blev ophaevet ved EF-toldkodeksen, som traadte i kraft den 22. oktober 1992, og som har fundet anvendelse siden den 1. januar 1994. Artikel 201 i toldkodeksen bestemmer foelgende:

»1. Toldskyld ved indfoersel opstaar, naar en importafgiftspligtig vare

a) overgaar til fri omsaetning

b) henfoeres under proceduren for midlertidig indfoersel med delvis fritagelse for importafgifter.

2. Toldskylden opstaar paa tidspunktet for antagelsen af den paagaeldende toldangivelse.

3. Debitor er klarereren. Ved indirekte repraesentation er debitor ogsaa den person, for hvis regning toldafgivelsen er afgivet.

Udfaerdiges en toldangivelse for en af de i stk. 1 naevnte toldprocedurer paa basis af oplysninger, som foerer til, at de efter lovgivningen skyldige afgifter helt eller delvis ikke opkraeves, kan tillige personer, der har meddelt de for toldangivelsen fornoedne oplysninger, anses for debitorer, i overensstemmelse med gaeldende nationale bestemmelser, hvis de var eller havde rimelig grund til at vaere bekendt med, at de paagaeldende oplysninger var forkerte.«

Tvisten i hovedsagen

13 Pascoal importerede fire partier torsk til Portugal, to i 1988 og to i 1989. For hvert enkelt parti blev der udstedt et EUR.1-certifikat, som angav, at varerne hidroerte fra Groenland. De portugisiske toldmyndigheder lod herefter alle partierne blive indfoert uden betaling af told.

14 De portugisiske toldmyndigheder anmodede dog de groenlandske myndigheder om i samarbejde med Kommissionen at foretage en efterfoelgende kontrol af de fire EUR.1-certifikater, som var fremlagt ved indfoerslen.

15 Efter denne kontrol udfaerdigede de groenlandske myndigheder og Kommissionen sammen en rapport (herefter »undersoegelsesrapporten«), som bl.a. med hensyn til de fire EUR.1-certifikater indeholdt foelgende konklusion:

»... Det er blevet godtgjort, at de partier frisk groenlandsk torsk, der er indladet til senere forarbejdning om bord paa de paagaeldende fabriksskibe, ifoelge det om resultatet af forarbejdningen oplyste ikke er tilstraekkelige til, at der kan opnaas de maengder faerdige varer, som blev indfoert til EOEF i henhold til de paagaeldende varecertifikater.«

16 Paa grundlag af denne rapport fremsendte de groenlandske myndigheder til de portugisiske myndigheder en meddelelse (herefter »meddelelsen«), som loed saaledes:

»As control examinations - carried out in collaboration with representatives from EEC Commission - have proved that some goods certificates issued on EUR.1 in Greenland do not comply with the regulations laid down in OLT-Agreement's [decision 86/283] annex no II regarding attainment of status of origin, you are kindly asked to arrange that the following goods certificates are revoked and cancelled.«

(»Da kontrolundersoegelser - gennemfoert i samarbejde med repraesentanter for EOEF - har godtgjort, at visse EUR.1-varecertifikater, der er udstedt i Groenland, ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag II til OLT-Aftalen [afgoerelse 86/283] vedroerende oprindelsesstatus, skal man anmode om, at de nedenfor anfoerte varecertifikater tilbagekaldes og annulleres.«)

Undersoegelsesrapporten, som denne meddelelse var baseret paa, blev ikke tilsendt de portugisiske myndigheder.

17 Idet de ansaa sig for bundet af denne meddelelse - og uden at soege at fastslaa varernes faktiske oprindelse - fremsatte de portugisiske myndigheder fire krav om efterbetaling over for Pascoal, i hvis navn importangivelsen var udfaerdiget, paa i alt 61 709 940 ESC. Disse krav blev fremsat, inden de portugisiske myndigheder havde modtaget en kopi af undersoegelsesrapporten.

18 Saa snart Pascoal var blevet bekendt med meddelelsen, gennemgik selskabet de portugisiske myndigheders sagsakter vedroerende de naevnte opkraevninger. Paa dette tidspunkt fandtes undersoegelsesrapporten ikke i disse akter. I henhold til den nationale ret fik Pascoal foerst kendskab til rapporten, da svarskriftet blev indgivet under sagen for naevnte ret; selskabet har desuden ifoelge den nationale ret altid handlet i god tro og overholdt gaeldende regler.

19 Da Pascoal dels fandt, at opkraevningerne ikke var tilstraekkeligt begrundet, og dels, at de var blevet fastsat i strid med loven, anlagde selskabet sag ved Tribunal Fiscal Aduaneiro de Porto og paastod dem annulleret. Denne retsinstans fastslog dog, at meddelelsen, selv uden undersoegelsesrapporten udgjorde en tilstraekkelig begrundelse, og at de portugisiske myndigheder havde handlet lovligt.

20 Pascoal ivaerksatte herefter appel ved Tribunal Tributário de Segunda Instância. Da denne var i tvivl om fortolkningen af visse faellesskabsretlige bestemmelser, besluttede den at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende syv praejudicielle spoergsmaal:

»1) Omfatter eksportoerens ansvar, jf. artikel 10, stk. 1, i bilag II til Raadets afgoerelse 86/283/EOEF af 30. juni 1986, told, der skal betales som foelge af, at varecertifikater EUR.1, der er udstedt paa grundlag af urigtige oplysninger om varernes oprindelsesstatus, annulleres?

2) Hvad er det naermere indhold og raekkevidde af adverbiet 'tillige' i artikel 201, stk. 3, andet afsnit, i EF-toldkodeksen, saerligt med henblik paa det tilfaelde, at den, der er ansvarlig for en toldovertraedelse, ifoelge nationale afgiftsregler alene haefter for toldskyld for varer, med hensyn til hvilke overtraedelsen har fundet sted?

3) Kan det princip, som foelger af Domstolens dom af 17.12.1993 i sag C-12/92, E. Huygen (Sml. I, s. 6381), offentliggjort paa s. 5 og 6 i Arbejdet ved De Europaeiske Faellesskabers Domstol og Retten i Foerste Instans, nr. 35/93, og som vedroerte frihandelsaftalen EOEF-OEstrig, anvendes paa naervaerende sag, der vedroerer fortolkningen og anvendelsen af Raadets afgoerelse 86/283/EOEF?

4) Hvad er indholdet, omfanget og raekkevidden af udtrykket resultatet af undersoegelsen i artikel 25, stk. 3, i bilag II til Raadets afgoerelse 86/283/EOEF?

5) Kan en sag om efteropkraevning i importmedlemsstaten ivaerksaettes og afsluttes, inden toldmyndighederne i eksportlandet har fremsendt resultaterne af undersoegelsen til toldmyndighederne i importlandet, og uden at importoeren er blevet gjort bekendt med resultaterne af undersoegelsen?

6) Er det i strid med retfaerdighedsprincippet og med princippet om forbud mod ugrundet berigelse paa en andens bekostning, proportionalitetsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om god tro, saafremt en importoer i god tro paalaegges at svare told af varer, med hensyn til hvilke der er blevet begaaet en toldovertraedelse af eksportoeren, uden at importoeren paa nogen maade har vaeret involveret?

7) Saafremt toldmyndighederne i eksportlandet har undladt at udfoere en praeventiv kontrol af eksportoerens lagre, inden varecertifikat EUR.1 blev udstedt, og den portugisiske importoer ikke har vidst dette, foreligger der da force majeure, saaledes at der ikke kan ske efteropkraevning hos importoeren?«

21 Det findes hensigtsmaessigt foerst at behandle det andet spoergsmaal; dernaest vil det tredje, fjerde og femte spoergsmaal blive besvaret samlet, og derefter behandles det foerste, det sjette og endelig det syvende spoergsmaal.

Andet spoergsmaal

22 Den nationale rets andet spoergsmaal vedroerer fortolkningen af artikel 201, stk. 3, andet afsnit, i toldkodeksen. Tribunal Tributário de Segunda Instância finder nemlig, at skoent toldkodeksen endnu ikke var i kraft ved importen af de fire paagaeldende partier, er den dog relevant for loesningen af tvisten i hovedsagen, fordi den gentager de tidligere bestemmelser, som er blevet ophaevet.

23 Den portugisiske regering har under henvisning til dom af 16. juli 1992, sag C-343/90, Lourenço Dias (Sml. I, s. 4673), anfoert, at Domstolen ikke er kompetent til at besvare dette spoergsmaal, idet toldkodeksen ikke var gaeldende paa tidspunktet for omstaendighederne for tvisten i hovedsagen.

24 Kommissionen har af samme grund anfoert, at andet spoergsmaal maa afvises fra realitetsbehandling.

25 Det bemaerkes alene hertil, at selv om toldkodeksens indhold for en stor dels vedkommende udgoeres af faellesskabslovgivning, som var gaeldende inden dens vedtagelse, er artikel 201, stk. 3, andet afsnit, som det andet praejudicielle spoergsmaal vedroerer, en ny bestemmelse i forhold til den tidligere ordning. Da den sidste af de fire omtvistede importangivelser blev udfaerdiget den 25. juli 1989, kan den af den nationale ret oenskede fortolkning af denne bestemmelse ikke vaere relevant for tvistens realitet eller genstand.

26 Det findes derfor ufornoedent at besvare det andet praejudicielle spoergsmaal.

Tredje, fjerde og femte spoergsmaal (ivaerksaettelse af en efteropkraevningssag paa grundlag af undersoegelsens resultater

27 Det staar fast, at de groenlandske myndigheder efter den efterfoelgende kontrol af EUR.1-certifikaterne til de portugisiske myndigheder alene fremsendte en meddelelse, hvori de fastslog, at disse certifikater ikke var behoerigt udstedt og derfor burde annulleres. De portugisiske myndigheder ivaerksatte herefter en efteropkraevningssag mod selskabet Pascoal uden at have modtaget undersoegelsesrapporten, uden at anmode de groenlandske myndigheder om at angive grundene til en saadan annullation og uden at soege at fastslaa varernes faktiske oprindelse. Den nationale ret mener, at toldmyndighederne i importstaten inden ivaerksaettelse af en saadan sag skulle »foretage alle de undersoegelser, der er noedvendige for at fastslaa en vares faktiske oprindelsesstatus«. Hvis de herefter naerer tvivl om den indfoerte vares faktiske oprindelsesstatus, skal myndighederne undlade at opkraeve den anfaegtede told.

28 Paa denne baggrund maa det fastslaas, at den nationale ret med sit tredje, fjerde og femte spoergsmaal reelt oensker oplyst dels, om en meddelelse til importstatens myndigheder, der gives af eksportstatens myndigheder efter en efterfoelgende kontrol af et EUR.1-certifikat, og hvori sidstnaevnte myndigheder alene fastslaar, at det paagaeldende certifikat ikke er behoerigt udstedt og derfor maa annulleres, uden naermere angivelse af grundene hertil, maa betegnes som »resultatet af undersoegelsen« som omhandlet i artikel 25, stk. 3, i bilag II, og dels, om myndighederne i importstaten har ret til at ivaerksaette en sag om efteropkraevning af manglende told alene paa grundlag af en saadan meddelelse uden at soege at fastslaa de importerede varers faktiske oprindelse.

29 Det bemaerkes vedroerende den foerste del af spoergsmaalet, at artikel 25, stk. 3, i bilag II skal fortolkes i lyset af den ordning om administrativ samarbejde, som bestemmelsen indgaar i.

30 Ifoelge denne ordning paahviler det de erhvervsdrivende, som oensker at drage fordel af praeferenceordningen, over for de kompetente myndigheder at godtgoere, at deres varer paa grund af deres oprindelse kan indfoeres til Det Europaeiske Faellesskab med toldfritagelse. Som det fremgaar af artikel 6, stk. 1, i bilag II, dokumenteres varers oprindelsesstatus ved fremlaeggelse af et certifikat EUR.1. Det vaesentligste formaal med proceduren til efterfoelgende kontrol er at fastslaa rigtigheden af den oprindelse, der er angivet i et saadant tidligere udstedt certifikat (jf. ovennaevnte Huygen-dom, praemis 16).

31 I dom af 12. juli 1984, sag 218/83, Les Rapides Savoyards m.fl. (Sml. s. 3105), i den tidligere naevnte Huygen-dom, samt i dom af 5. juli 1994, sag C-432/92, Anastasiou m.fl. (Sml. I, s. 3087), og af 14. maj 1996, forenede sager C-153/94 og C-204/94, Faroe Seafood m.fl. (Sml. I, s. 2465), fortolkede Domstolen bestemmelser i en administrativ samarbejdsordning som den, denne sag omhandler. Disse domme vedroerte henholdsvis frihandelsaftalen af 22. juli 1972 mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Schweiz undertegnet i Bruxelles den 22. juli 1972 (EFT 1972, 31. december, s. 190), frihandelsaftalen mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Republikken OEstrig, undertegnet i Bruxelles den 22. juli 1972 (EFT 1972, 31. december, s. 3), aftalen af 19. december 1972 om oprettelse af en associering mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Republikken Cypern (EFT 1973, L 133, s. 2) og Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3184/74 af 6. december 1974 om definitionen af begrebet »varer med oprindelsesstatus« og om metoderne for administrativt samarbejde vedroerende anvendelsen af toldordningen for visse varer med oprindelse paa og indfoert fra Faeroeerne (EFT L 344, s. 1).

32 Det fremgaar af disse domme, at fastlaeggelsen af en vares oprindelse er et spoergsmaal, hvis regulering er baseret paa en kompetencefordeling mellem udfoerselsstatens og indfoerselsstatens myndigheder, idet varernes oprindelse fastlaegges af udfoerselsstatens myndigheder, eventuelt efter anmodning fra indfoerselsstatens myndigheder, og kontrollen med, at ordningen fungerer, sker gennem et samarbejde mellem de paagaeldende myndigheder. Systemet er begrundet i den omstaendighed, at det er myndighederne i udfoerselsstaten, der bedst kan vurdere rigtigheden af de faktiske omstaendigheder, der er afgoerende for varens oprindelse (Faroe Seafood-dommen, a.st., praemis 19).

33 I disse domme har Domstolen ligeledes fastslaaet, at denne ordning kun kan fungere efter hensigten, saafremt toldmyndighederne i indfoerselsstaten laegger de afgoerelser til grund, der lovligt er truffet af myndighederne i udfoerselsstaten (Faroe Seafood-dommen, a.st., praemis 20).

34 Formaalet med »resultatet af undersoegelsen«, som omhandles i artikel 25, stk. 3, i bilag II, er at goere det muligt for myndighederne i importmedlemsstaten at afgoere, om det anfaegtede EUR.1-certifikat kan finde anvendelse paa de faktisk udfoerte varer, og om disse faktisk kan vaere omfattet af praeferenceordningen. Bestemmelsen indebaerer ingen forpligtelse for myndighederne i udfoerselsstaten til over for importoeren at begrunde deres konklusion vedroerende certifikatets gyldighed.

35 En meddelelse som den, der naevnes i det praejudicielle spoergsmaal, maa derfor betegnes som »resultatet af undersoegelsen« som omhandlet i artikel 25, stk. 3, i bilag II.

36 Det bemaerkes vedroerende anden del af spoergsmaalet, at artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1697/79 bestemmer, at saafremt de kompetente myndigheder i importstaten konstaterer, at hele eller en del af den import- eller eksportafgift, der forskriftsmaessigt skulle have vaeret opkraevet, ikke er opkraevet hos debitor, kan disse foretage en efteropkraevning af det manglende afgiftsbeloeb.

37 Naar de kompetente myndigheder i eksportstaten efter en efterfoelgende kontrol fastslaar, at EUR.1-certifikatet ikke kan finde anvendelse paa de faktisk udfoerte varer, er dette tilstraekkeligt til, at myndighederne i importstaten kan fastslaa, at den told, der forskriftsmaessigt skulle have vaeret opkraevet, ikke er opkraevet, og derfor ivaerksaette en efteropkraevningssag. Ordningen indeholder ingen bestemmelse om, at sidstnaevnte myndigheder er forpligtet til at godtgoere rigtigheden af resultatet af undersoegelsen eller fastslaa varens faktiske oprindelse.

38 Artikel 25, stk. 3, andet afsnit, i bilag II supplerer ganske vist den administrative samarbejdsordning, idet den indeholder en procedure for behandling af tvister mellem myndighederne i eksportstaten og myndighederne i importstaten, men myndighederne i importstaten kan dog altid henholde sig til selve resultatet af undersoegelsen og er ikke forpligtet til at ivaerksaette den naevnte procedure.

39 Vedroerende det forhold, at efteropkraevningssagen er ivaerksat, inden afgiftsskyldneren er blevet gjort bekendt med grundene til annullationen af EUR.1-certifikatet, bemaerkes alene, at de paagaeldende erhvervsdrivende baerer bevisbyrden for varernes oprindelse.

40 Selv om dette bevis principielt udgoeres af EUR.1-certifikatet, kan afgiftskyldneren ikke stoette ret paa en forventning om, at certifikaterne er gyldige, fordi toldvaesenet i en medlemsstat i foerste omgang har godkendt dem, idet denne foerste godkendelse ikke er til hinder for, at der senere foretages undersoegelser (jf. bl.a. Faroe Seafood-dommen, a.st., praemis 93).

41 Afgiftsskyldneren kan foelgelig ikke ved fremlaeggelsen af et EUR.1-certifikat anses for i tilstraekkelig grad at have foert bevis for, at de paagaeldende varer hidroerte fra det land, som var angivet i certifikatet, saaledes at det i givet fald maatte paahvile myndighederne i importstaten at modbevise dette.

42 Som foelge af det anfoerte maa tredje, fjerde og femte spoergsmaal besvares saaledes, at en meddelelse til importstatens myndigheder, der gives af eksportstatens myndigheder efter en efterfoelgende kontrol af et EUR.1-certifikat, og hvori sidstnaevnte myndigheder alene fastslaar, at det paagaeldende certifikat ikke er blevet behoerigt udstedt og derfor maa annulleres, uden naermere angivelse af grundene hertil, maa betegnes som »resultatet af en undersoegelse« som omhandlet i artikel 25, stk. 3, i bilag II, og at importstatens myndigheder har ret til at ivaerksaette en sag om efteropkraevning af manglende told alene paa grundlag af en saadan meddelelse uden at soege at fastslaa de importerede varers faktiske oprindelse.

Foerste spoergsmaal (eksportoerens ansvar i henhold til artikel 10, stk. 1, i bilag II)

43 Det nationale ret oensker med det foerste spoergsmaal at faa oplyst, om eksportoerens ansvar efter artikel 10, stk. 1, i bilag II omfatter told, som skulle have vaeret betalt for indfoersel af varer til Det Europaeiske Faellesskab, som var omfattet af et EUR.1-certifikat, naar certifikatet er blevet udstedt paa grundlag af eksportoerens urigtige oplysning om varernes oprindelse, og det annulleres efter en efterfoelgende kontrol.

44 Artikel 10 i bilag II paalaegger eksportoeren ansvaret for at fremsaette anmodning om udstedelse af EUR.1-certifikatet, i givet fald ledsaget af enhver fornoeden dokumentation for, at de varer, der skal udfoeres, opfylder betingelserne for udstedelse af certifikatet.

45 Bestemmelsen vedroerer imidlertid kun proceduren med henblik paa erhvervelsen af EUR.1-certifikatet og tilsigter ikke at regulere, hvem der skal betale den toldskyld, der maatte vaere opstaaet i importstaten.

46 I henhold til de gaeldende faellesskabsbestemmelser paa tidspunktet for de omtvistede indfoersler afhang toldskyldens opstaaen ved indfoersel til Det Europaeiske Faellesskab ikke af den af eksportoeren indgivne anmodning, men af angivelsen til varens overgang til fri omsaetning. Den person, der var forpligtet til at betale toldskylden, var herefter den, i hvis navn sidstnaevnte angivelse var blevet udfaerdiget.

47 Det foerste spoergsmaal maa derfor besvares saaledes, at eksportoerens ansvar efter artikel 10, stk. 1, i bilag II ikke omfatter told, som skulle have vaeret betalt for indfoersel i Det Europaeiske Faellesskab af varer, som er omfattet af et EUR.1-certifikat, selv om certifikatet er blevet udstedt paa grundlag af eksportoerens urigtige oplysning om varernes oprindelse, og det annulleres efter en efterfoelgende kontrol.

Sjette spoergsmaal (almindelige principper)

48 Det sjette spoergsmaal er baseret paa den formodning, at eksportoeren er ansvarlig for toldskylden paa grund af hans svigagtige anmodning om EUR.1-certifikatet, og at importoeren, saafremt han betaler denne toldskyld, betaler tredjemands gaeld, saaledes at han lider et oekonomisk tab, hvilket strider mod retfaerdighedsprincippet, princippet om forbud mod ugrundet berigelse paa en andens bekostning, proportionalitetsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om god tro.

49 Det bemaerkes uden videre, at denne formodning er ukorrekt. Som Domstolen har fastslaaet i naervaerende doms praemis 46, er den person, som er forpligtet til betaling af toldskylden, den, i hvis navn importangivelsen er blevet udstedt. Medmindre denne person ogsaa er eksportoeren - hvilket ikke er tilfaeldet i denne sag - kan eksportoeren ikke anses for ansvarlig for toldskylden.

50 Det maa dog under de i hovedsagen foreliggende omstaendigheder undersoeges, om det forhold, at det paahviler importoeren at betale toldskylden, er foreneligt med de almindelige retsprincipper, hvis overholdelse Domstolen sikrer.

51 Den nationale ret udtaler i forelaeggelseskendelsen, at det forhold, at en importoer paalaegges en told, som »det efter loven paahviler en tredjemand at betale«, vil stride mod »retfaerdighedsprincippet« som er en del af portugisisk ret.

52 Med hensyn hertil bemaerkes - og uden at det er noedvendigt at afgoere, om dette princip hoerer til faellesskabsrettens principper - det maa fastslaas, at importoeren kun haefter for toldskylden, saafremt han har foretaget importangivelsen. Herved bliver han personligt forpligtet til at betale toldskylden, som altsaa ikke paahviler en tredjemand.

53 Den nationale ret anfoerer endvidere, at eksportoeren, som er ansvarlig for toldovertraedelsen, opnaar en ugrundet berigelse, saafremt importoeren betaler toldskylden.

54 Det maa imidlertid fastslaas, at naar betalingen af toldskylden paahviler importoeren, kan en tredjemand ikke opnaa en ugrundet berigelse alene derved, at importoeren har betalt det skyldige beloeb. Denne betaling kan dog begrunde en forpligtelse for eksportoeren eller en anden person over for importoeren, som juridisk er forskellig fra importoerens toldforpligtelse, og paa grundlag af hvilken denne kan goere regres for det beloeb, han har betalt toldmyndighederne.

55 Det forhold at lade betalingen af toldskylden paahvile klarereren af varen, selv om denne er en importoer i god tro, er heller ikke i strid med proportionalitetsprincippet (jf. herved Faroe Seafood-dommen, a.st., praemis 114).

56 Vedroerende retssikkerhedsprincippet bemaerkes alene, at den afgiftspligtiges haeftelse for toldskylden er baseret paa en klart defineret retsstilling, som goer det muligt for enhver erhvervsdrivende at kende de paa markedet gaeldende risici. Denne retsstilling maa anses for at hoere til de omstaendigheder, paa grundlag af hvilke en importoer som selskabet Pascoal har afsluttet den paagaeldende kontrakt.

57 Den omstaendighed, at importoeren er i god tro, fritager ham ikke for haeftelsen til at betale toldskylden, naar han er klarerer af den importerede vare (jf. dom af 11.12.1980, sag 827/79, Acampora, Sml. s. 3731, praemis 8). Hvis dette nemlig var tilfaeldet, ville importoeren vaere fristet til ikke laengere hverken at efterproeve rigtigheden af de oplysninger, der gives eksportstaten af eksportoeren, eller dennes gode tro, hvilket kunne foere til misbrug.

58 Det bemaerkes endvidere, at saaledes som sagen foreligger oplyst, er den omstaendighed, at det paahviler en importoer i god tro, som selskabet Pascoal, at betale den told, der skal opkraeves for en vare, i forbindelse med hvilken eksportoeren har begaaet en toldovertraedelse, ikke i strid med noget andet almindeligt retsprincip.

59 Det maa utvivlsomt anerkendes, at muligheden for at foretage en undersoegelse af EUR.1-certifikatet, efter at indfoerslen har fundet sted, og uden at importoeren forud er blevet underrettet herom, kan paafoere denne vanskeligheder, naar han i god tro, men paa grundlag af fejlagtige certifikater eller certifikater, som uden hans vidende er forfalsket, har indfoert varer i henhold til toldpraeferenceordningen. Hertil maa imidlertid for det foerste bemaerkes, at Faellesskabet ikke boer baere de skadelige foelger af ukorrekt adfaerd hos importoerernes leverandoerer, for det andet, at importoeren kan anlaegge erstatningssag mod den, der har forfalsket certifikatet, og for det tredje, at en paapasselig erhvervsdrivende, der kender de gaeldende regler, samtidig med, at han vurderer, hvilket udbytte en handel med praeferenceberettigede varer kan indbringe, maa kunne bedoemme, hvilke risici der findes paa det paagaeldende marked, og indkalkulere dem som normale ulemper i forbindelse med handelen (jf. herved Acampora-dommen, a.st., praemis 8).

60 Som Domstolen har fastslaaet i den tidligere naevnte dom i Faroe Seafood-sagen praemis 114, paahviler det de erhvervsdrivende selv i deres kontraktforhold at traeffe de foranstaltninger, der er noedvendige for at undgaa risikoen for en efteropkraevningssag.

61 Det fremgaar af det anfoerte, at den omstaendighed, at det paahviler en importoer i god tro at betale den told, der opkraeves for indfoersel af en vare, i forbindelse med hvilken eksportoeren har begaaet en toldovertraedelse, selv om importoeren ikke har medvirket i denne overtraedelse, ikke strider mod almindelige retsprincipper, hvis overholdelse Domstolen sikrer.

Syvende spoergsmaal (eksportstatens myndigheders forsoemmelige adfaerd)

62 Den nationale ret oensker med sit syvende spoergsmaal oplyst, om den omstaendighed, at eksportstatens myndigheder har udstedt et EUR.1-certifikat i henhold til afgoerelse 86/283 uden at have foretaget nogen forudgaaende kontrol for at fastslaa de paagaeldende varers faktiske oprindelse, udgoer force majeure, som er til hinder for efteropkraevningen af told, der paahviler en importoer i god tro.

63 Afgoerelse 86/283 indeholder ingen bestemmelser om force majeure. Da der ikke foreligger nogen udtrykkelig bestemmelse herom, skal der ved begrebet force majeure forstaas de helt usaedvanlige og uforudseelige omstaendigheder, som den paagaeldende erhvervsdrivende ikke har nogen indflydelse paa, og som han ikke har mulighed for at afvaerge, ogsaa selv om han udviser den stoerst mulige paapasselighed, saaledes at handlinger fra de offentlige myndigheders side kan udgoere et tilfaelde af force majeure (jf. naevnte Huygen-dommen, a.st., praemis 31).

64 Det fremgaar af artikel 8, stk. 2, i bilag II, at eksportstatens myndigheder med henblik paa at efterproeve varernes oprindelse »har ret ... til at kraeve enhver form for dokumentation og at foretage enhver form for kontrol, som de maatte finde hensigtsmaessig«.

65 Det foelger heraf, at eksportstatens myndigheder har ret, men pligt til at gennemfoere en saadan forudgaaende kontrol, og at de, hvis de maatte finde det hensigtsmaessigt, kan henholde sig til de oplysninger, eksportoeren anfoerer har anfoert i sin anmodning.

66 Under disse omstaendigheder kan det forhold, at myndighederne i et konkret tilfaelde har besluttet ikke at udnytte deres ret, ikke vaere til hinder for efteropkraevning af en told, som senere viser sig at skulle betales. Et saadant forhold kan heller ikke anses for force majeure, idet det hverken er usaedvanligt eller uforudseeligt.

67 Det syvende spoergsmaal maa herefter besvares med, at den omstaendighed, at eksportstatens myndigheder har udstedt et EUR.1-certifikat i henhold til afgoerelse 86/283 uden at have foretaget nogen forudgaaende kontrol for at fastslaa de paagaeldende varers faktiske oprindelse, ikke udgoer force majeure, der er til hinder for efteropkraevning af told, der paahviler en importoer i god tro.

Sagens omkostninger

68 De udgifter, der er afholdt af den portugisiske og den franske regering samt af Raadet for Den Europaeiske Union og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal Tributário de Segunda Instância ved kendelse af 29. november 1994, for ret:

1) En meddelelse til importstatens myndigheder fra eksportstatens myndigheder efter en efterfoelgende kontrol af et varecertifikat EUR.1, og hvori sidstnaevnte myndigheder alene fastslaar, at det paagaeldende certifikat ikke er blevet behoerigt udstedt og derfor maa annulleres, uden naermere angivelse af grundene hertil, maa betegnes som »resultatet af en undersoegelse« som omhandlet i artikel 25, stk. 3, i bilag II til Raadets afgoerelse 86/283/EOEF af 30. juni 1986 om de oversoeiske landes og territoriers associering med Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab. Importstatens myndigheder har ret til at ivaerksaette en sag om efteropkraevning af manglende told alene paa grundlag af en saadan meddelelse uden at soege at fastslaa de importerede varers faktiske oprindelse.

2) Eksportoerens ansvar efter i artikel 10, stk. 1, i bilag II til afgoerelse 86/283 omfatter ikke told, som viser sig at skulle betales for indfoersel i Det Europaeiske Faellesskab af varer, der er omfattet af et varecertifikat EUR.1, selv om certifikatet er blevet udstedt paa grundlag af eksportoerens urigtige oplysning om varernes oprindelse, og det annulleres efter en efterfoelgende kontrol.

3) Den omstaendighed, at det paahviler en importoer i god tro at betale den told, der opkraeves for indfoersel af en vare, i forbindelse med hvilken eksportoeren har begaaet en toldovertraedelse, selv om importoeren ikke har medvirket i denne overtraedelse, strider ikke mod almindelige retsprincipper, hvis overholdelse Domstolen sikrer.

4) Den omstaendighed, at eksportstatens myndigheder har udstedt et varecertifikat EUR.1 i henhold til afgoerelse 86/283 uden at have foretaget nogen forudgaaende kontrol for at fastslaa de paagaeldende varers faktiske oprindelse, udgoer ikke force majeure, der er til hinder for efteropkraevning af told, der paahviler en importoer i god tro.