61995J0088

1 Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - faellesskabsbestemmelser - materielt anvendelsesomraade - angivelse eller manglende angivelse af en national lov eller ordning i den erklaering, en medlemsstat har afgivet i medfoer af artikel 5 i forordning nr. 1408/71 - virkninger

(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 4, stk. 1)

2 Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - arbejdsloeshed - lovgivning, hvorefter tildeling af ydelser er betinget af tilbagelaeggelse af forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder - sammenlaegning af forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder - hensyntagen til beskaeftigelses- eller forsikringsperioder tilbagelagt efter lovgivningen i en anden medlemsstat - alene artikel 67 i forordning nr. 1408/71 finder anvendelse

(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 48 og 67)

3 Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - arbejdsloeshed - lovgivning, hvorefter tildeling af ydelser er betinget af tilbagelaeggelse af forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder - sammenlaegning af forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder - hensyntagen til beskaeftigelses- eller forsikringsperioder tilbagelagt efter lovgivningen i en anden medlemsstat - betingelser - senest tilbagelaeggelse af forsikringsperioder i den omhandlede medlemsstat - den nationale rets afgoerelse i henhold til den nationale lovgivning

(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 67, stk. 3)

4 Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - ligebehandling - national bestemmelse, hvorefter det som betingelse for udbetaling af en arbejdsloeshedsunderstoettelse kraeves, at den beroerte person i en periode paa 15 aar har betalt bidrag til en alderspensionsordning i en eller flere medlemsstater - ingen forskelsbehandling - lovlighed

(EF-traktaten, art. 48 og 51; Raadets forordning nr. 1408/71)

5 Skoent den omstaendighed, at en national lov eller ordning ikke er angivet i den erklaering vedroerende anvendelsesomraadet for forordning nr. 1408/71, som en medlemsstat har afgivet i medfoer af forordningens artikel 5, ikke i sig selv beviser, at denne lov eller ordning ikke falder ind under forordningens anvendelsesomraade, maa paa den anden side den omstaendighed, at en medlemsstat har angivet en lov i sin erklaering, anses som bevis for, at ydelser, som tildeles i henhold til denne lov, er sociale sikringsydelser i den i forordning nr. 1408/71 forudsatte betydning.

Da den lov, hvorved den i Spanien hjemlede understoettelse til arbejdsloese personer, der er fyldt 52 aar, er angivet i den af Spanien afgivne erklaering, skal den paagaeldende understoettelse betragtes som en ydelse ved arbejdsloeshed i den i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 forudsatte betydning.

6 Da kapitel 6 med overskriften »Arbejdsloeshed« i afsnit III i forordning nr. 1408/71 ikke indeholder nogen henvisning til forordningens artikel 48, der hoerer under kapitel 3 med overskriften »Alderdom og doedsfald (pensioner)« i samme afsnit og vedroerer forsikrings- eller bopaelsperioder paa mindre end et aar, finder denne artikel ikke anvendelse paa ydelser ved arbejdsloeshed, hvorfor spoergsmaalet om en medlemsstats hensyntagen til beskaeftigelses- eller forsikringsperioder, som er tilbagelagt efter lovgivningen i en anden medlemsstat, med henblik paa udbetaling af en ydelse ved arbejdsloeshed, alene skal afgoeres paa grundlag af forordningens artikel 67.

7 Da forordning nr. 1408/71 ikke omfatter betingelserne for tilvejebringelsen af beskaeftigelses- eller forsikringsperioderne, fastlaegges disse betingelser udelukkende i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor der ansoeges om ydelserne. Det tilkommer herefter den nationale ret paa grundlag af den nationale lovgivning at vurdere, om den i artikel 67, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 opstillede betingelse, hvorefter en person, der har tilbagelagt forsikringsperioder i en anden medlemsstat, kun kan paaberaabe sig disse perioder med henblik paa at opnaa en ydelse ved arbejdsloeshed i den omhandlede medlemsstat, hvis han senest har tilbagelagt forsikringsperioder i denne medlemsstat efter dennes lovgivning, er opfyldt, saafremt den beroerte person aldrig har udoevet loennet virksomhed dér, men den kompetente arbejdsloeshedsinstitution har betalt bidrag paa hans vegne til ordningerne for sygeforsikring og boernetilskud.

8 Det er ikke i strid med traktatens artikel 48 og 51 eller forordning nr. 1408/71, at det i henhold til en national lovgivning som betingelse for udbetaling af en arbejdsloeshedsunderstoettelse til personer, der er fyldt 52 aar, kraeves, at den beroerte person i en periode paa 15 aar har betalt bidrag til en alderspensionsordning i en eller flere medlemsstater. Medlemsstaterne har nemlig fortsat kompetence til at fastlaegge betingelserne for tilkendelse af sociale sikringsydelser, selv om de herved skaerpes, blot de fastsatte betingelser ikke medfoerer nogen aabenlys eller skjult forskelsbehandling af EF-arbejdstagere.

I de forenede sager C-88/95, C-102/95 og C-103/95,

angaaende tre anmodninger, som Juzgado de lo Social de Santiago de Compostela (Spanien) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i de for naevnte ret verserende sager,

Bernardina Martínez Losada, Manuel Fernández Balado, José Paredes

mod

Instituto Nacional de Empleo (Inem), Instituto Nacional de la Seguridad Social (INSS),

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 4, 48 og 67 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6), og som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1248/92 af 30. april 1992 (EFT L 136, s. 7), og af EF-traktatens artikel 48 og 51,

har

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.C. Moitinho de Almeida, og dommerne C. Gulmann, D.A.O. Edward (refererende dommer), J.-P. Puissochet og M. Wathelet,

generaladvokat: C.O. Lenz

justitssekretaer: assisterende justitssekretaer H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Bernardina Martínez Losada m.fl. ved advokaterne A. Vázquez Conde, R. Méndez Robleda og B. Mayo Martínez, Orense

- den spanske regering ved direktoer A.J. Navarro González, Direktoratet for EF-spoergsmaal, bistaaet af statens advokat, M. Bravo-Ferrer Delgado, som befuldmaegtigede

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved M. Patakia og I. Martínez del Peral, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 11. juli 1996 er afgivet mundtlige indlaeg af Bernardina Martínez Losada m.fl. ved advokat A. Vázquez Conde, af den spanske regering ved statens advokat, L. Pérez de Ayala Becerril, som befuldmaegtiget, og af Kommissionen ved M. Patakia og I. Martínez del Peral,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 12. september 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelser af 9. marts 1995 (sag C-88/95) og 13. marts 1995 (sag C-102/95 og C-103/95), indgaaet til Domstolen den 23. marts 1995 (sag C-88/95) og den 31. marts 1995 (sag C-102/95 og C-103/95), har Juzgado de lo Social de Santiago de Compostela i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 4, 48 og 67 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6), og som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1248/92 af 30. april 1992 (EFT L 136, s. 7) (herefter »forordning nr. 1408/71«), og af EF-traktatens artikel 48 og 51.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under nogle sager, som Bernardina Martínez Losada (sag C-88/95), Manuel Fernández Balado (sag C-102/95) og José Paredes (sag C-103/95) har anlagt mod Instituto Nacional de Empleo (herefter »Inem«) og Instituto Nacional de la Seguridad Social angaaende udbetaling af en arbejdsloeshedsunderstoettelse, som i henhold til den spanske lovgivning ydes til personer, der er fyldt 52 aar.

3 I henhold til artikel 215, stk. 3, i Ley General de la Seguridad Social (lov om social sikring), som kodificeret ved kongeligt lovdekret nr. 1/94 af 20. juni 1994 (BOE nr. 154 af 29.6.1994), ydes understoettelsen til arbejdsloese, der har betalt bidrag til arbejdsloeshedsforsikringen i seks aar, og som opfylder alle betingelserne - bortset fra aldersbetingelsen - for at opnaa en alderspension baseret paa bidragsbetaling i henhold til den sociale sikringsordning.

4 I henhold til artikel 161 i Ley General de la Seguridad Social forudsaetter en saadan pension, at den paagaeldende har tilbagelagt en bidragsperiode paa mindst 15 aar, hvoraf mindst to skal ligge inden for de sidste otte aar, der ligger umiddelbart forud for pensionsbegivenhedens indtraeden.

5 I det foreliggende tilfaelde fremgaar det af sagsakterne, at sagsoegerne i hovedsagerne har udoevet loennet virksomhed i flere medlemsstater, hvor de har erhvervet ret til alderspension.

6 De har derimod aldrig arbejdet i Spanien, og de har saaledes ikke tilbagelagt nogen bidragsperioder i forbindelse med en loennet virksomhed i henhold til den spanske sociale sikringsordning. De har ikke desto mindre alle tre i medfoer af den spanske lovgivning oppebaaret en arbejdsloeshedsunderstoettelse i seks maaneder. I Martínez Losada's tilfaelde skulle ydelsen udligne forsoergerbyrder, mens der i Fernández Balado's og Paredes' tilfaelde var tale om en ydelse til arbejdstagere, der efter emigration flytter tilbage til Spanien.

7 I de seks maaneder, hvor sagsoegerne modtog arbejdsloeshedsunderstoettelsen, betalte den kompetente spanske institution paa deres vegne bidrag til ordningerne for sygeforsikring og boernetilskud.

8 Ved skrivelser af 30. juli 1993, 10. september 1993 og 26. november 1993 ansoegte sagsoegerne Inem om den arbejdsloeshedsunderstoettelse, der er hjemlet for personer, der er fyldt 52 aar. Ansoegningerne blev afvist med den begrundelse, at sagsoegerne ifoelge de af Instituto Nacional de la Seguridad Social indhentede oplysninger ikke opfyldte kravet om en mindstebidragsperiode for at vaere berettiget til alderspension efter den spanske sociale sikringsordning.

9 Ifoelge den forelaeggende ret fremgaar det af sagsakterne, at Inem som betingelse for den omhandlede arbejdsloeshedsunderstoettelse kraever, at den arbejdstager, der ansoeger herom, naar han opnaar den fornoedne alder, kan faa udbetalt alderspension fra den spanske sociale sikringsordning, og at understoettelsen ikke udbetales, saafremt den fremtidige ret til pension er erhvervet i en anden medlemsstat.

10 Sagsoegerne anlagde derfor sag ved Juzgado de lo Social de Santiago de Compostela, som skal tage stilling til, om artikel 48, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 finder anvendelse i det foreliggende tilfaelde, og hvorledes forordningens artikel 67 skal fortolkes.

11 I henhold til artikel 48, stk. 1, har den kompetente institution i en medlemsstat ikke pligt til at anerkende en ret til alderspension, hvis de bidragsperioder, der er tilbagelagt efter denne stats lovgivning, er paa under et aar, eller hvis der slet ikke er betalt bidrag.

12 Artikel 67, der vedroerer ydelser ved arbejdsloeshed, har foelgende ordlyd:

»1. Den kompetente institution i en medlemsstat, efter hvis lovgivning erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til ydelser er betinget af, at der er tilbagelagt forsikringsperioder, skal i fornoedent omfang medregne forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder, der er tilbagelagt som arbejdstager efter enhver anden medlemsstats lovgivning, som om det drejede sig om forsikringsperioder, der var tilbagelagt efter den for denne institution gaeldende lovgivning, dog forudsat at beskaeftigelsesperioderne ville vaere blevet anset for forsikringsperioder, hvis de havde vaeret tilbagelagt efter denne lovgivning.

...

3. ... anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1 og 2 [er] betinget af, at den paagaeldende senest har tilbagelagt:

- forsikringsperioder i det i stk. 1 omhandlede tilfaelde, ...

efter den lovgivning, i henhold til hvilken ydelserne begaeres.

...«

13 Den forelaeggende ret er i tvivl om, hvorledes forordning nr. 1408/71 skal anvendes. Den henviser til, at Tribunal Supremo i en dom af 28. februar 1994 har udtalt, at »ydelserne fra den sociale sikring ikke [kan] modtages af personer, der hverken er tilsluttet eller har betalt bidrag til den spanske sociale sikringsordning, idet de er uden for denne ordning«. Det hedder videre i dommen, at i artikel 48 i forordning nr. 1408/71 anerkendes noedvendigheden af, at den person, der goer krav paa en ydelse, i en vis mindsteperiode har vaeret tilsluttet den sociale sikringsordning i den stat, hvor ydelsen betales.

14 Juzgado de lo Social de Santiago de Compostela har paa denne baggrund udsat sagerne og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

1) »Udgoer den arbejdsloeshedsunderstoettelse til personer, der er fyldt 52 aar, som sagsoegeren har ansoegt om, og som er hjemlet i artikel 13, stk. 2, i lov nr. 31/84 af 2. august 1984, som aendret ved kongeligt lovdekret nr. 3/89 af 31. marts 1989 (nu artikel 215, stk. 3, i kongeligt lovdekret nr. 1/94 af 20.6.1994), en ydelse ved arbejdsloeshed i den i artikel 4, stk. 1, i forordning (EOEF) nr. 1408/71 forudsatte betydning?« (sag C-102/95 og C-103/95)

2) »Skal artikel 67, stk. 1, i forordning (EOEF) nr. 1408/71 (i den gaeldende affattelse) for saa vidt angaar bestemmelsens materielle anvendelsesomraade fortolkes saaledes, at der med henblik paa udbetaling af den arbejdsloeshedsunderstoettelse til personer, der er fyldt 52 aar, som er hjemlet i artikel 215, stk. 3, i kongeligt lovdekret nr. 1/94 af 20. juni 1994 om stadfaestelse af Texto Refundido de la Ley General de la Seguridad Social, skal ske medregning af de forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder, der er tilbagelagt efter enhver anden medlemsstats lovgivning, i det omfang der paa grundlag af saadanne bidragsperioder kan opnaas ret til alderspension, forudsat pensionsalderen naas, i en anden medlemsstat end den, hvor den kompetente institution er beliggende?« (sag C-88/95, C-102/95 og C-103/95)

3) »Kan de naevnte perioder tages i betragtning, selv om arbejdstageren ikke har betalt bidrag i Spanien eller har betalt bidrag der i mindre end et aar, naar blot han har ret til alderspension i en medlemsstat?« (sag C-88/95, C-102/95 og C-103/95)

4) »Er det i strid med EF-traktatens artikel 48, stk. 2, og artikel 51 at kraeve, at vandrende arbejdstagere for at kunne oppebaere arbejdsloeshedsunderstoettelsen til personer, der er fyldt 52 aar, skal bevise, at de, forudsat pensionsalderen naas, er berettiget til alderspension fra den spanske sociale sikringsordning, saaledes at personer, der godtgoer at have en saadan ret i en anden medlemsstat, ikke kan oppebaere understoettelsen?« (sag C-88/95, C-102/95 og C-103/95)

15 Ved kendelse afsagt af Domstolens praesident den 9. juni 1995 er sag C-88/95, C-102/95 og C-103/95 blevet forenet med henblik paa den skriftlige og mundtlige forhandling samt domsafsigelsen.

16 Domstolen skal foerst besvare spoergsmaal 1 og dernaest spoergsmaal 3, spoergsmaal 2 og endelig spoergsmaal 4.

Spoergsmaal 1

17 Med sit foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret at faa oplyst, om en understoettelse som den, der er hjemlet i Ley General de la Seguridad Social for arbejdsloese personer, der er fyldt 52 aar, udgoer en ydelse ved arbejdsloeshed i den i artikel 4, stk. 1, litra g), i forordning nr. 1408/71 forudsatte betydning.

18 I henhold til sidstnaevnte bestemmelse finder forordning nr. 1408/71 anvendelse paa enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedroerer »ydelser ved arbejdsloeshed«. Artikel 4, stk. 2, fastslaar, at forordning nr. 1408/71 finder anvendelse paa alle almindelige og saerlige sociale sikringsordninger med eller uden bidragspligt.

19 Ifoelge forordningens artikel 5 skal medlemsstaterne i erklaeringer, der meddeles og offentliggoeres i overensstemmelse med reglerne i artikel 97, angive deres lovgivning og ordninger, der omfattes af artikel 4, stk. 1 og 2.

20 Med henblik paa besvarelsen af spoergsmaalet skal det bemaerkes, at den spanske regering - som naevnt i Domstolens dom af 15. juni 1995 i sagen Zabala Erasun m.fl. (forenede sager C-422/93, C-423/93 og C-424/93, Sml. I, s. 1567) - har aendret den erklaering, den havde afgivet i overensstemmelse med artikel 5 i forordning nr. 1408/71, saaledes at den bl.a. kom til at omfatte den her omhandlede understoettelse. Den har saaledes udtrykkeligt anerkendt, at understoettelsen udgoer en ydelse ved arbejdsloeshed i den i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 forudsatte betydning.

21 Det fremgaar af Domstolens praksis, at skoent den omstaendighed, at en national lov eller ordning ikke er angivet i de i artikel 5 i forordning nr. 1408/71 omhandlede erklaeringer, ikke i sig selv beviser, at denne lov eller ordning ikke falder ind under forordningens anvendelsesomraade, maa paa den anden side den omstaendighed, at en medlemsstat i sin erklaering har angivet en bestemt lov, anses som bevis for, at ydelser, som tildeles i henhold til denne lov, er sociale sikringsydelser i den i forordning nr. 1408/71 forudsatte betydning (jf. f.eks. dom af 29.11.1977, sag 35/77, Beerens, Sml. s. 2249).

22 Spoergsmaal 1 skal herefter besvares med, at en understoettelse som den, der er hjemlet i Ley General de la Seguridad Social for arbejdsloese personer, der er fyldt 52 aar, udgoer en ydelse ved arbejdsloeshed i den i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 forudsatte betydning.

Spoergsmaal 3

23 Med sit tredje spoergsmaal oensker den forelaeggende ret reelt at faa oplyst, om artikel 48, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i en medlemsstat, og som i denne medlemsstat giver ret til alderspension, kan tages i betragtning i en anden medlemsstat med henblik paa udbetaling af en arbejdsloeshedsunderstoettelse, selv om de beroerte personer i sidstnaevnte medlemsstat ikke har betalt bidrag eller har betalt bidrag i mindre end et aar.

24 Det skal i denne forbindelse bemaerkes, at artikel 48, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 hoerer under kapitel 3 med overskriften »Alderdom og doedsfald (pensioner)« i forordningens afsnit III.

25 I sin dom af 14. december 1988 i Ventura-sagen (sag 269/87, Sml. s. 6411) udtalte Domstolen, at da kapitel 8 med overskriften »Ydelser til boern, der forsoerges af pensionister eller rentemodtagere, samt til boern, der har mistet begge foraeldre eller en af dem« i afsnit III ikke indeholder nogen henvisning til artikel 48 i forordning nr. 1408/71, finder denne bestemmelse ikke anvendelse paa ydelser til boern, der har mistet begge foraeldre eller en af dem.

26 Den samme konklusion kan drages for saa vidt angaar de ydelser ved arbejdsloeshed, der er omhandlet i kapitel 6 med overskriften »Arbejdsloeshed« i afsnit III, som heller ikke indeholder nogen henvisning til artikel 48.

27 Sidstnaevnte bestemmelse finder saaledes ikke anvendelse paa ydelser ved arbejdsloeshed som de i hovedsagerne omhandlede, hvorfor spoergsmaalet om en medlemsstats hensyntagen til beskaeftigelses- eller forsikringsperioder, som de beroerte personer har tilbagelagt efter lovgivningen i en anden medlemsstat, med henblik paa udbetaling af en ydelse ved arbejdsloeshed, alene skal afgoeres paa grundlag af artikel 67 i forordning nr. 1408/71, som er genstand for spoergsmaal 2.

28 Spoergsmaal 3 skal herefter besvares med, at artikel 48 i forordning nr. 1408/71 ikke finder anvendelse paa ydelser ved arbejdsloeshed.

Spoergsmaal 2

29 Med sit andet spoergsmaal oensker den nationale ret reelt at faa oplyst, om artikel 67 i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at en person, der har tilbagelagt forsikringsperioder i én medlemsstat, kan paaberaabe sig disse perioder med henblik paa at opnaa ret til en ydelse ved arbejdsloeshed i en anden medlemsstat, saafremt han ikke har udoevet loennet virksomhed i sidstnaevnte medlemsstat, men den kompetente arbejdsloeshedsinstitution har betalt bidrag paa hans vegne til ordningerne for sygeforsikring og boernetilskud.

30 Kommissionen har anfoert, at i et tilfaelde som det i hovedsagerne omhandlede skal de beroerte personer kunne paaberaabe sig de perioder, hvor den kompetente spanske institution har betalt dem ydelser ved arbejdsloeshed og bidrag til ordningerne for sygeforsikring og boernetilskud. Som fastslaaet i dom af 12. maj 1989 i sagen Warmerdam-Steggerda (sag 388/87, Sml. s. 1203), er det uden betydning, at de beroerte personer har betalt bidrag til en anden social sikringsgren.

31 Den spanske regering finder derimod, at eftersom sagsoegerne aldrig har vaeret tilsluttet den spanske sociale sikringsordning og aldrig personligt har betalt bidrag hertil, opfylder de ikke den i artikel 67, stk. 3, opstillede betingelse for, at de kan paaberaabe sig forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder, der er tilbagelagt i andre medlemsstater.

32 Det er efter regeringens opfattelse i overensstemmelse med artikel 67 i forordning nr. 1408/71 og traktatens artikel 48, stk. 2, og artikel 51 at kraeve, at sagsoegerne har betalt mindst ét bidrag til den spanske sociale sikringsordning paa egne vegne, og at den sidste bidragsperiode er tilbagelagt i denne medlemsstat. Det kan nemlig ikke accepteres, at en hvilken som helst arbejdstager, der er fyldt 52 aar og har erhvervet ret til pension efter lovgivningen i en anden medlemsstat, kan flytte til Spanien for dér at oppebaere en arbejdsloeshedsunderstoettelse uden nogen sinde at have betalt bidrag til den spanske sociale sikringsordning.

33 Det bemaerkes i denne forbindelse, at traktatens artikel 51 opstiller et princip om sammenlaegning af alle tidsrum, der i de forskellige nationale lovgivninger tages i betragtning, og om »eksport« af ydelser, uden dog at definere begrebet »forsikringsperioder«.

34 I artikel 1, litra r), i forordning nr. 1408/71 defineres sidstnaevnte som »bidrags- eller beskaeftigelsesperioder eller perioder med selvstaendig virksomhed, der i den lovgivning, hvorefter de er tilbagelagt eller anses for at vaere tilbagelagt, betegnes eller anerkendes som forsikringsperioder, samt alle dermed ligestillede perioder, for saa vidt de efter denne lovgivning anses for ligestillet med forsikringsperioder«.

35 Det fremgaar af dommen i sagen Warmerdam-Steggerda, a.st., praemis 10, 17 og 19, at forordning nr. 1408/71 ikke omfatter betingelserne for tilvejebringelsen af beskaeftigelses- eller forsikringsperioderne. Disse betingelser fastlaegges udelukkende i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor der ansoeges om ydelserne.

36 En medlemsstat er derfor berettiget til som betingelse for betaling af en arbejdsloeshedsunderstoettelse at kraeve, at de beroerte personer senest har tilbagelagt perioder, der kan betegnes som »forsikringsperioder« eller »beskaeftigelsesperioder«, i henhold til medlemsstatens egen lovgivning.

37 Det tilkommer saaledes den forelaeggende ret at afgoere, om de perioder, hvor den kompetente spanske institution betalte bidrag til ordningerne for sygeforsikring og boernetilskud paa sagsoegernes vegne, udgoer forsikringsperioder i henhold til den nationale lovgivning.

38 Spoergsmaal 2 skal herefter besvares med, at det tilkommer den nationale ret at vurdere, om den i artikel 67, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 opstillede betingelse, hvorefter en person, der har tilbagelagt forsikringsperioder i en anden medlemsstat, kun kan paaberaabe sig disse perioder med henblik paa at opnaa en ydelse ved arbejdsloeshed i den omhandlede medlemsstat, hvis han senest har tilbagelagt forsikringsperioder i denne medlemsstat efter dennes lovgivning, er opfyldt, saafremt den beroerte person aldrig har udoevet loennet virksomhed dér, men den kompetente arbejdsloeshedsinstitution har betalt bidrag paa hans vegne til ordningerne for sygeforsikring og boernetilskud.

Spoergsmaal 4

39 Det fjerde spoergsmaal er kun relevant, saafremt den forelaeggende ret maatte finde, at de perioder, hvor den kompetente spanske institution betalte bidrag til ordningerne for sygeforsikring og boernetilskud paa sagsoegernes vegne, udgoer forsikringsperioder i henhold til den nationale lovgivning.

40 Da den understoettelse, der ydes personer, som er fyldt 52 aar, maa betegnes som en »ydelse ved arbejdsloeshed« og ikke som en »alderspensionsydelse«, maa den i den spanske lovgivning opstillede betingelse for udbetaling af understoettelsen forstaas saaledes, at det ikke kraeves, at den beroerte person har ret til en alderspension som saadan, men at han i en periode paa 15 aar har betalt bidrag til en alderspensionsordning.

41 Den spanske regering har i oevrigt i sit skriftlige indlaeg til Domstolen udtrykkeligt anerkendt, at det ikke er en betingelse for retten til understoettelsen, at den beroerte persons bidrag i den fornoedne periode er blevet betalt til alderspensionsordningen under den spanske sociale sikringsordning. Det er ifoelge regeringen tilstraekkeligt, at de beroerte personer i 15 aar har betalt bidrag til en anden medlemsstats sociale sikringsordning, eller at de i samme periode delvis har betalt bidrag til den spanske ordning og delvis til en anden medlemsstats ordning.

42 Under disse omstaendigheder maa det fjerde spoergsmaal forstaas som et spoergsmaal om, hvorvidt det er i strid med traktatens artikel 48 og 51, at det i henhold til en national lovgivning som betingelse for udbetaling af en arbejdsloeshedsunderstoettelse til personer, der er fyldt 52 aar, kraeves, at den beroerte person i en periode paa 15 aar har betalt bidrag til en alderspensionsordning i en eller flere medlemsstater.

43 Det fremgaar af fast retspraksis, at medlemsstaterne fortsat har kompetence til at fastlaegge betingelserne for tilkendelse af sociale sikringsydelser, selv om de herved skaerpes, blot de fastsatte betingelser ikke medfoerer nogen aabenlys eller skjult forskelsbehandling af EF-arbejdstagere (dom af 20.9.1994, sag C-12/93, Drake, Sml. I, s. 4337, praemis 27).

44 Spoergsmaal 4 skal herefter besvares med, at det ikke er i strid med traktatens artikel 48 og 51 eller forordning nr. 1408/71, at det i henhold til en national lovgivning som betingelse for udbetaling af en arbejdsloeshedsunderstoettelse til personer, der er fyldt 52 aar, kraeves, at den beroerte person i en periode paa 15 aar har betalt bidrag til en alderspensionsordning i en eller flere medlemsstater.

Sagens omkostninger

45 De udgifter, der er afholdt af den spanske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgoer et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Juzgado de lo Social de Santiago de Compostela ved kendelser af 9. og 13. marts 1995, for ret:

1) En understoettelse som den, der er hjemlet i Ley General de la Seguridad Social for arbejdsloese personer, der er fyldt 52 aar, udgoer en ydelse ved arbejdsloeshed i den betydning, der er forudsat i artikel 4, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, og som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1248/92 af 30. april 1992.

2) Forordningens artikel 48 finder ikke anvendelse paa ydelser ved arbejdsloeshed.

3) Det tilkommer den nationale ret at vurdere, om den i forordningens artikel 67, stk. 3, opstillede betingelse, hvorefter en person, der har tilbagelagt forsikringsperioder i en anden medlemsstat, kun kan paaberaabe sig disse perioder med henblik paa at opnaa en ydelse ved arbejdsloeshed i den omhandlede medlemsstat, hvis han senest har tilbagelagt forsikringsperioder i denne medlemsstat efter dennes lovgivning, er opfyldt, saafremt den beroerte person aldrig har udoevet loennet virksomhed dér, men den kompetente arbejdsloeshedsinstitution har betalt bidrag paa hans vegne til ordningerne for sygeforsikring og boernetilskud.

4) Det er ikke i strid med EF-traktatens artikel 48 og 51 eller ovennaevnte forordning, at det i henhold til en national lovgivning som betingelse for udbetaling af en arbejdsloeshedsunderstoettelse til personer, der er fyldt 52 aar, kraeves, at den beroerte person i en periode paa 15 aar har betalt bidrag til en alderspensionsordning i en eller flere medlemsstater.