61995J0066

1 Socialpolitik - ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring - for sen udbetaling af sociale sikringsydelser som foelge af forskelsbehandling i strid med direktiv 79/7 - krav paa renter af de til slut udbetalte beloeb - foreligger ikke

(Raadets direktiv 79/7, art. 6)

2 Faellesskabsret - borgernes rettigheder - en medlemsstats tilsidesaettelse heraf - forpligtelse til at erstatte skade forvoldt borgerne - betingelser - vilkaarene for ydelsen af erstatningen - anvendelse af national ret - graenser

3 Artikel 6 i direktiv 79/7 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring foreskriver ikke, at en borger skal kunne faa tilkendt renter af efterbetalinger af sociale sikringsydelser, naar den for sene udbetaling af ydelserne skyldes en forskelsbehandling, der ifoelge direktivet ikke maa finde sted.

Skyldige sociale sikringsydelser, der udbetales de ydelsesberettigede af de kompetente institutioner, som det bl.a. paahviler at undersoege, om de i henhold til de relevante bestemmelser gaeldende betingelser er opfyldt, har saaledes paa ingen maade karakter af erstatning for et tab, hvorfor det af Domstolen i dommen af 2. august 1993 i sag C-271/91, Marshall, anfoerte raesonnement vedroerende en erstatning med henblik paa at genoprette en reel ligebehandling - og hvorefter tilkendelse af renter i overensstemmelse med de relevante nationale bestemmelser skal anses for et vaesentligt element i erstatningen - ikke kan vaere gaeldende. Medlemsstaterne er i henhold til artikel 6 i direktiv 79/7 forpligtet til at traeffe de noedvendige foranstaltninger til, at enhver, der mener sig udsat for en forskelsbehandling, som ifoelge direktivet ikke maa finde sted, i forbindelse med tilkendelse af sociale sikringsydelser, har mulighed for at faa fastslaaet, at en saadan forskelsbehandling er retsstridig, og for at faa gennemfoert et krav om udbetaling af de ydelser, som den paagaeldende ville have haft ret til, saafremt der ikke har vaeret tale om en saadan forskelsbehandling, men renter af efterbetalinger af ydelserne kan herefter ikke anses for et afgoerende element i den saaledes afgraensede ret.

4 En medlemsstat er erstatningsansvarlig for tab, som er forvoldt borgerne paa grund af tilsidesaettelser af faellesskabsretten, der maa tilregnes medlemsstaten. Denne forpligtelse bestaar, naar tre betingelser er opfyldt, nemlig at den bestemmelse, der er overtraadt, har til formaal at tillaegge borgerne rettigheder, at overtraedelsen er tilstraekkeligt kvalificeret, og at der er en direkte aarsagsforbindelse mellem statens overtraedelse af sin forpligtelse og de skadelidtes tab.

Med det forbehold, at retten til erstatning foelger direkte af faellesskabsretten, naar de naevnte tre betingelser er opfyldt, gennemfoeres statens erstatningsansvar for det forvoldte tab efter nationale erstatningsregler, dog saaledes at betingelserne i medlemsstaternes nationale lovgivning for erstatning af tab ikke maa vaere mindre gunstige end de betingelser, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og ikke maa vaere udformet saaledes, at de i praksis goer det umuligt eller urimeligt vanskeligt at opnaa erstatning.

I sag C-66/95,

angaaende en anmodning, som High Court of Justice of England and Wales, Queen's Bench Division, i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

The Queen

mod

Secretary of State for Social Security, ex parte: Eunice Sutton,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af faellesskabsretten for saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt der bestaar et krav paa renter af efterbetalinger af en social sikringsydelse, der er omfattet af anvendelsesomraadet for Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24),

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene G.F. Mancini (refererende dommer), J.C. Moitinho de Almeida og L. Sevón samt dommerne P.J.G. Kapteyn, C. Gulmann, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet, G. Hirsch, P. Jann og H. Ragnemalm,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Eunice Sutton ved Richard Drabble, QC, for Carolyn George, Child Poverty Action Group

- Det Forenede Kongeriges regering ved Assistant Treasury Solicitor John E. Collins, som befuldmaegtiget, bistaaet af barrister Christopher Vajda

- den tyske regering ved afdelingschef Ernst Roeder, Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtiget

- den svenske regering ved afdelingschef Lotty Nordling, Udenrigsministeriets Handelsafdeling, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Christopher Docksey og Marie Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 25. juni 1996 er afgivet mundtlige indlaeg af Eunice Sutton ved Richard Drabble, af Det Forenede Kongeriges regering ved John E. Collins og barrister Stephen Richards, af den svenske regering ved ekspeditionssekretaer Erik Brattgaard, Udenrigsministeriets Handelsafdeling, og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 19. september 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 12. oktober 1994, indgaaet til Domstolen den 13. marts 1995, har High Court of Justice of England and Wales, Queen's Bench Division, i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af faellesskabsretten for saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt der bestaar et krav paa renter af efterbetalinger af en social sikringsydelse, der er omfattet af anvendelsesomraadet for Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24, herefter »direktiv 79/7«).

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en tvist mellem Eunice Sutton og Secretary of State for Social Security (herefter »Secretary of State«) om, hvorvidt der skal betales renter af efterbetalinger af en social sikringsydelse, den saakaldte »Invalid Care Allowance« (plejevederlag, herefter »ICA«).

Direktiv 79/7

3 I henhold til artikel 1 i direktiv 79/7 tilsigter dette en gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar social sikring og visse andre former for social beskyttelse, der er opregnet i direktivets artikel 3.

4 I henhold til artikel 2 finder direktivet anvendelse paa den erhvervsaktive befolkning, herunder selvstaendige erhvervsdrivende, arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, der midlertidigt er uden arbejde paa grund af sygdom, ulykke eller ufrivillig arbejdsloeshed, og personer, der soeger arbejde, samt paa arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, der er fratraadt med alders- eller invalidepension.

5 Ifoelge artikel 4 indebaerer princippet om ligebehandling, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted paa grundlag af koen, hverken direkte eller indirekte, under henvisning saerlig til aegteskabelig eller familiemaessig stilling, isaer for saa vidt angaar anvendelsesomraadet for ordningerne samt betingelserne for adgang til disse, bidragspligt og beregning af bidrag, beregningen af ydelserne og betingelserne for varigheden og bevarelsen af retten til ydelserne.

6 I henhold til artikel 6 skal medlemsstaterne i deres nationale retsordener indfoere de noedvendige bestemmelser for, at enhver person, der mener sig kraenket ved, at princippet om ligebehandling tilsidesaettes, kan goere sine rettigheder gaeldende for retslige instanser efter eventuelt at have indbragt sagen for andre kompetente instanser.

7 Ifoelge artikel 7, stk. 1, litra a), er direktivet ikke til hinder for, at medlemsstaterne fra direktivets anvendelsesomraade kan undtage spoergsmaalet om fastsaettelse af pensionsalderen for ydelse af arbejdsophoerspensioner og eventuelle foelger heraf for andre ydelser.

De relevante nationale bestemmelser

8 I henhold til section 37(1) i Social Security Act 1975 (lov om social sikring, herefter »loven«), som aendret, har en person ret til ICA for hver dag, hvor han er beskaeftiget med pleje af en alvorligt invalideret person, hvis han regelmaessigt og overvejende er beskaeftiget hermed og ikke har loennet beskaeftigelse, og den alvorligt invaliderede person er en slaegtning af ham i den i lovgivningen forudsatte betydning. I henhold til section 37(5) har en person, der har naaet pensionsalderen, ikke ret til ICA, medmindre han havde ret hertil eller i hvert fald anses for at have vaeret berettiget hertil, umiddelbart inden han naaede pensionsalderen. I Det Forenede Kongerige er pensionsalderen fastsat til 60 aar for kvinder og til 65 aar for maend.

9 Efter engelsk ret betales der ikke renter af efterbetalinger af sociale sikringsydelser for tidsrummet foer den kompetente institutions afgoerelse herom over for den ydelsesberettigede.

Hovedsagen

10 Eunice Sutton, hvis datter blev ramt af sygdom i 1968, har passet hende siden da. Den 19. februar 1987 ansoegte Sutton, der dengang var 63 aar gammel, Adjudication Officer (herefter »Officer«), der er den kompetente nationale myndighed, om ICA. Officer afslog denne ansoegning under henvisning til, at Sutton havde naaet pensionsalderen og ikke kunne anses for at have vaeret berettiget til ICA foer dette tidspunkt.

11 Sutton anlagde sag til proevelse af denne afgoerelse ved Social Security Appeal Tribunal (herefter »Tribunal«), idet hun gjorde gaeldende, at lovens section 37(5) stred mod direktiv 79/7 derved, at bestemmelsen paa grund af hendes alder var til hinder for, at hun kunne oppebaere sociale ydelser, som en mand paa samme alder ville have haft ret til.

12 Tribunal gav ikke Sutton medhold, idet retten fandt, at lovens section 37(5) ikke stred mod direktiv 79/7, da forskellen mellem maends og kvinders retsstilling med hensyn til tilkendelse af de paagaeldende sociale ydelser udsprang af fastsaettelsen af forskellige pensionsaldre for maend og kvinder og derfor havde tilstraekkeligt retsgrundlag i direktivets artikel 7, stk. 1, litra a). Endvidere var Sutton ikke omfattet af anvendelsesomraadet for direktiv 79/7, saaledes som dette er fastlagt i direktivets artikel 2, idet hun sidst havde haft beskaeftigelse i 1957.

13 Sutton indbragte afgoerelsen for Social Security Commissioner (herefter »Commissioner«), der udsatte sagen, indtil en raekke hoejere retsinstanser og Domstolen havde truffet afgoerelse i tilsvarende sager. Efter Domstolens dom af 30. marts 1993 (sag C-328/91, Thomas m.fl., Sml. I, s. 1247) fandt Commissioner, at Officer ikke paa grundlag af artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7 kunne afslaa at tilkende kvinder over 60 aar ICA i henhold til lovens section 37(5).

14 Under et retsmoede den 21. januar 1994 for Commissioner godtgjorde Sutton, at hun var omfattet af direktivets anvendelsesomraade, idet hun var deltidsbeskaeftiget, da hendes datter blev syg. Paa grundlag af sin befoejelse til at traeffe bestemmelse om udbetaling af ICA med tilbagevirkende gyldighed i et aar forud for tidspunktet for ansoegningen om ICA traf Commissioner herefter afgoerelse om, at Sutton havde ret til ICA fra den 19. februar 1986 indtil det tidspunkt, hvor hun afgaar ved doeden, og om, at der i efterbetalingerne af ICA skulle ske modregning af beloeb, som tidligere var udbetalt for meget i andre former for ydelser, der ikke kan kumuleres med ICA. Sutton fik paa dette grundlag udbetalt 5 588,60 UKL i form af efterbetalinger af ICA.

15 Ved skrivelse af 8. februar 1994 til Secretary of State fremsatte Child Poverty Action Group paa Sutton's vegne krav om betaling af renter af de efterbetalinger, som Sutton var blevet tilkendt. Secretary of State afviste kravet under henvisning til, at der i henhold til national ret ikke betales renter af sociale sikringsydelser.

16 Sutton anlagde sag til proevelse af denne afgoerelse ved High Court of Justice, Queen's Bench Division, idet hun under henvisning til Domstolens dom af 19. november 1991 (forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357) gjorde gaeldende, at hun havde krav paa erstatning for det tab, hun havde lidt som foelge af Det Forenede Kongeriges tilsidesaettelse af direktivet. Sutton gjorde for det andet gaeldende, at der af direktivets artikel 6 foelger en forpligtelse til at betale renter af efterbetalinger af ydelser, ligesom der af artikel 6 i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (EFT L 39, s. 40) foelger en forpligtelse til at betale renter af det beloeb, der betales i erstatning for en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling (dom af 2.8.1993, sag C-271/91, »Marshall II«, Sml. I, s. 4367).

17 Den nationale ret har herefter udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Naar en ansoeger har krav paa en national social sikringsydelse, fordi vedkommende er omfattet af anvendelsesomraadet for Raadets direktiv 79/7/EOEF, foelger det da af faellesskabsretten, at den paagaeldende under omstaendigheder som i denne sag har krav paa renter af ydelsen, og i bekraeftende fald:

i) Fra hvilket tidspunkt?

ii) Efter hvilken rentesats?

iii) Skal der kun beregnes renter af det skyldige beloeb, som fremkommer efter modregning i overensstemmelse med nationale antikumulationsregler af andre ydelser, som er blevet udbetalt for samme periode?«

Det praejudicielle spoergsmaal

18 Med sit spoergsmaal oensker den nationale ret reelt oplyst, hvorvidt faellesskabsretten foreskriver, at en borger skal kunne faa tilkendt renter af efterbetalinger af sociale sikringsydelser som ICA, naar den for sene udbetaling af ydelserne skyldes en forskelsbehandling, der ifoelge direktiv 79/7 ikke maa finde sted. I bekraeftende fald oensker den nationale ret en afgoerelse fra Domstolen om de naermere vilkaar for udbetalingen af renterne.

19 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at Sutton har gjort gaeldende, at et krav paa renter i et saadant tilfaelde enten kan foelge af artikel 6 i direktiv 79/7 eller af princippet om medlemsstatens ansvar for en tilsidesaettelse af faellesskabsretten. Disse to muligheder boer undersoeges i den naevnte raekkefoelge.

Artikel 6 i direktiv 79/7

20 Hvad angaar den foerste mulighed har Sutton og Kommissionen gjort gaeldende, at Domstolen i dommen i sagen »Marshall II«, jf. ovenfor, har fastslaaet, at artikel 6 i direktiv 76/207 skal fortolkes saaledes, at bestemmelsen er til hinder for, at erstatningen for det tab, som er paafoert en person som foelge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, begraenses ved, at der ikke tilkendes renter med henblik paa at erstatte den berettigedes tab som foelge af den tid, der gaar indtil den faktiske udbetaling af det tilkendte erstatningsbeloeb.

21 Sutton og Kommissionen har for det foerste anfoert, at ordlyden af artikel 6 i direktiv 79/7 naesten er den samme som ordlyden af artikel 6 i direktiv 76/207, som dommen i sagen »Marshall II« drejede sig om. Endvidere forfoelger de to direktiver den samme maalsaetning, nemlig en virkelig ligebehandling af maend og kvinder. Endelig er direktiv 79/7 et led i gennemfoerelsen af det lovgivningsprogram, der blev indledt ved udstedelsen af direktiv 76/207, hvis fjerde betragtning og artikel 1, stk. 2, naevner de senere retsakter, der gradvis skal gennemfoere princippet om ligebehandling med hensyn til social sikring. Herefter maa der anlaegges samme fortolkning af artikel 6 i direktiv 76/207 og artikel 6 i direktiv 79/7.

22 Heraf foelger efter Sutton's og Kommissionens opfattelse, at artikel 6 i direktiv 79/7 foreskriver, at der skal betales renter af efterbetalinger af sociale ydelser, naar den for sene udbetaling af ydelserne skyldes en forskelsbehandling paa grundlag af koen, der ifoelge direktivet ikke maa finde sted.

23 Denne fortolkning kan ikke tiltraedes. Det bemaerkes herved, at dommen i sagen »Marshall II« angik tilkendelse af renter af en erstatning for tab paafoert den paagaeldende som foelge af en afskedigelse, der var udtryk for forskelsbehandling. Som Domstolen fastslog i dommens praemis 31, kan fuld erstatning for det paafoerte tab i den naevnte sammenhaeng ikke udelade faktorer som f.eks. den tid, der er gaaet, hvorved vaerdien af erstatningen reelt kan blive reduceret. Tilkendelse af renter i overensstemmelse med de relevante nationale bestemmelser skal derfor anses for et vaesentligt element i erstatningen med henblik paa at genoprette en reel ligebehandling.

24 Hvad derimod angaar naervaerende hovedsag drejer denne sig om, hvorvidt der bestaar et krav paa renter af skyldige sociale sikringsydelser. Saadanne ydelser udbetales de ydelsesberettigede af de kompetente institutioner, som det bl.a. paahviler at undersoege, om de i henhold til de relevante bestemmelser gaeldende betingelser er opfyldt. Foelgelig har de udbetalte beloeb paa ingen maade karakter af erstatning for et tab, hvorfor det af Domstolen i dommen i sagen »Marshall II« anfoerte raesonnement ikke gaelder i denne situation.

25 Det maa herefter fastslaas, at medlemsstaterne i henhold til artikel 6 i direktiv 79/7 er forpligtet til at traeffe de noedvendige foranstaltninger til, at enhver, der mener sig udsat for en forskelsbehandling, som ifoelge direktivet ikke maa finde sted, i forbindelse med tilkendelse af sociale sikringsydelser, har mulighed for at faa fastslaaet, at en saadan forskelsbehandling er retsstridig, og for at faa gennemfoert et krav om udbetaling af de ydelser, som den paagaeldende ville have haft ret til, saafremt der ikke har vaeret tale om en saadan forskelsbehandling, men at renter af efterbetalinger af ydelserne ikke kan anses for et afgoerende element i den saaledes afgraensede ret.

26 Man kan ikke som Kommissionen heroverfor henvise til dommen af 16. juli 1992 (forenede sager C-63/91 og C-64/91, Jackson og Cresswell, Sml. I, s. 4737) og dommen af 13. juli 1995 (sag C-116/94, Meyers, Sml. I, s. 2131), hvoraf det fremgaar, at sociale sikringsydelser, der har sammenhaeng med beskaeftigelsen, kan vaere omfattet af anvendelsesomraadet for direktiv 76/207. Kommissionen goer gaeldende, at naar det paa grund af en forskelsbehandling, som ifoelge direktiv 76/207 ikke maa finde sted, for sent fastslaas, at der foreligger et krav paa saadanne ydelser, skal der i overensstemmelse med det i dommen i sagen »Marshall II« fastlagte princip betales renter af efterbetalingerne af ydelserne. Der foreligger intet til stoette for, at ligebehandlingsprincippet for saa vidt angaar en social sikringsydelse, der er omfattet af direktiv 79/7, maa tillaegges en snaevrere raekkevidde, end hvad der gaelder efter direktiv 76/207, hvorfor loesningen maa vaere den samme i forbindelse med begge direktiver.

27 Dette raesonnement hviler paa en forkert forudsaetning. Det er rigtigt, at det fremgaar af dommen i sagen Jackson og Cresswell, jf. ovenfor, og af dommen i Meyers-sagen, jf. ovenfor, at visse former for sociale sikringsydelser er omfattet af direktiv 76/207, men dette indebaerer ikke, at artikel 6 i dette direktiv, som fortolket i dommen i sagen »Marshall II«, foreskriver, at der skal betales renter af efterbetalinger af ydelser, naar den for sene udbetaling af disse skyldes en forskelsbehandling paa grundlag af koen, der ifoelge direktivet ikke maa finde sted. Uanset hvilket direktiv der finder anvendelse, har beloeb udbetalt i form af sociale sikringsydelser ikke karakter af erstatning, hvorfor det i saadanne tilfaelde hverken paa grundlag af artikel 6 i direktiv 76/207 eller af artikel 6 i direktiv 79/7 kan foreskrives, at der skal betales renter.

Princippet om en medlemsstats ansvar for en tilsidesaettelse af faellesskabsretten

28 Der boer herefter tages stilling til den anden mulighed, der naevnes i forelaeggelseskendelsen, hvorefter et krav paa renter af efterbetalinger af sociale sikringsydelser kan foelge af princippet om en medlemsstats ansvar for en tilsidesaettelse af faellesskabsretten.

29 Sutton har herom gjort gaeldende, at Det Forenede Kongerige ikke har gennemfoert direktiv 79/7 paa fyldestgoerende maade, og at hun har lidt et tab som foelge af den forsinkede udbetaling af den ICA, hun havde krav paa. Inflationen har saaledes udhulet den reelle vaerdi af det beloeb, hun havde ret til. Foelgelig maa Det Forenede Kongerige vaere forpligtet til i form af udbetaling af et beloeb svarende til de forfaldne renter at erstatte det tab, Det Forenede Kongerige har paafoert hende som foelge af tilsidesaettelsen af direktivet.

30 Det Forenede Kongeriges regering har heroverfor gjort gaeldende, at princippet om en medlemsstats ansvar for en tilsidesaettelse af faellesskabsretten ikke kan finde anvendelse i hovedsagen. I modsaetning til, hvad der var tilfaeldet i sagen Francovich m.fl., jf. ovenfor, er det maal, der tilsigtes med direktivet, nemlig udbetaling af de paagaeldende sociale sikringsydelser, naaet.

31 Det bemaerkes herom indledningsvis, at det fremgaar af Domstolens faste praksis, at der af selve traktatens system foelger et princip om, at staten er erstatningsansvarlig for tab, som er forvoldt borgerne paa grund af tilsidesaettelser af faellesskabsretten, der maa tilregnes staten (dom af 19.11.1991, Francovich m.fl., a.st., praemis 35, af 5.3.1996, forenede sager C-46/93 og C-48/93, Brasserie du pêcheur og Factortame, Sml. I, s. 1029, praemis 31, af 26.3.1996, sag C-392/93, British Telecommunications, Sml. I, s. 1631, praemis 38, af 23.5.1996, sag C-5/94, Hedley Lomas, Sml. I, s. 2553, praemis 24, og af 8.10.1996, forenede sager C-178/94, C-179/94, C-188/94, C-189/94 og C-190/94, Dillenkofer m.fl., Sml. I, s. 4845, praemis 20).

32 Hvad herefter angaar de betingelser, hvorunder en medlemsstat er forpligtet til at erstatte saaledes forvoldte tab, fremgaar det af den anfoerte retspraksis, at tre betingelser skal vaere opfyldt, nemlig at den bestemmelse, der er overtraadt, har til formaal at tillaegge borgerne rettigheder, at overtraedelsen er tilstraekkeligt kvalificeret, og at der er en direkte aarsagsforbindelse mellem statens overtraedelse af sin forpligtelse og de skadelidtes tab (dommen i sagen Brasserie du pêcheur og Factortame, a.st., praemis 51, dommen i sagen British Telecommunications, a.st., praemis 39, dommen i sagen Hedley Lomas, a.st., praemis 25, og dommen i sagen Dillenkofer m.fl., a.st., praemis 21). Bedoemmelsen af, om disse betingelser er opfyldt, afhaenger af hver type situation (dommen i sagen Dillenkofer m.fl., praemis 24).

33 Endelig bemaerkes, at det fremgaar af fast retspraksis siden dommen i sagen Francovich m.fl., jf. ovenfor, praemis 41, 42 og 43, at med det forbehold, at retten til erstatning foelger direkte af faellesskabsretten, naar de ovenfor naevnte tre betingelser er opfyldt, gennemfoeres statens erstatningsansvar for det forvoldte tab efter nationale erstatningsregler, dog saaledes at betingelserne i medlemsstaternes nationale lovgivning for erstatning af tab ikke maa vaere mindre gunstige end de betingelser, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og ikke maa vaere udformet saaledes, at de i praksis goer det umuligt eller urimeligt vanskeligt at opnaa erstatning.

34 Det henhoerer under den nationale domstol i lyset af Domstolens ovenfor anfoerte bemaerkninger at vurdere, om Sutton i hovedsagen og efter de nationale regler om gennemfoerelse af et saadant krav har et krav paa erstatning for den skade, hun har lidt som foelge af en medlemsstats tilsidesaettelse af faellesskabsretten, og i givet fald at traeffe afgoerelse om erstatningens stoerrelse.

35 Spoergsmaalet fra den nationale ret maa herefter besvares med, at artikel 6 i direktiv 79/7 ikke foreskriver, at en borger skal kunne faa tilkendt renter af efterbetalinger af sociale sikringsydelser som ICA, naar den for sene udbetaling af ydelserne skyldes en forskelsbehandling, der ifoelge direktiv 79/7 ikke maa finde sted. En medlemsstat er dog forpligtet til at yde erstatning for tab, som er forvoldt en borger som foelge af en tilsidesaettelse af faellesskabsretten. Er betingelserne for, at der foreligger en saadan forpligtelse, opfyldt, skal den nationale ret traeffe afgoerelse i overensstemmelse med dette princip.

Sagens omkostninger

36 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering, den tyske regering, den svenske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af High Court of Justice of England and Wales, Queen's Bench Division, ved kendelse af 12. oktober 1994, for ret:

Artikel 6 i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring foreskriver ikke, at en borger skal kunne faa tilkendt renter af efterbetalinger af sociale sikringsydelser som Invalid Care Allowance, naar den for sene udbetaling af ydelserne skyldes en forskelsbehandling, der ifoelge direktiv 79/7 ikke maa finde sted. En medlemsstat er dog forpligtet til at yde erstatning for tab, som er forvoldt en borger som foelge af en tilsidesaettelse af faellesskabsretten. Er betingelserne for, at der foreligger en saadan forpligtelse, opfyldt, skal den nationale ret traeffe afgoerelse i overensstemmelse med dette princip.