61995J0052

++++

1. Fiskeri ° bevarelse af havets ressourcer ° kvoteordning for fiskeriet ° medlemsstaternes kontrolforpligtelser ° praktiske vanskeligheder ° ingen betydning ° foreloebigt forbud mod fiskeri i rimelig tid inden kvoterne overskrides

(Raadets forordning nr. 2241/87, art. 11, stk. 2)

2. Fiskeri ° bevarelse af havets ressourcer ° kvoteordning for fiskeriet ° kontrolforanstaltninger ° medlemsstaternes sanktionsforpligtelse ° interne vanskeligheder uden betydning

(Raadets forordning nr. 2241/87, art. 1, stk. 2)

1. En medlemsstat kan ikke henvise til praktiske vanskeligheder som f.eks. svagheder ved det statistiske system som begrundelse for en manglende gennemfoerelse af passende kontrolforanstaltninger til overholdelse af fiskekvoterne. Tvaertimod paahviler det medlemsstaterne, som skal gennemfoere faellesskabsbestemmelserne inden for rammerne af den faelles markedsordning for fiskerivarer, at loese disse vanskeligheder ved at traeffe passende foranstaltninger.

I medfoer af artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 2241/87 om fastsaettelse af visse foranstaltninger til kontrol af fiskeri er medlemsstaterne navnlig forpligtede til at traeffe bindende foranstaltninger med henblik paa et foreloebigt forbud mod enhver fiskerivirksomhed allerede inden kvoterne er opbrugt, da der ellers er fare for, at de naevnte kvoter overskrides.

2. Ifoelge artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 2241/87 om fastsaettelse af visse foranstaltninger til kontrol af fiskeri skal en medlemsstats kompetente myndigheder anlaegge straffesag eller traeffe administrative foranstaltninger i tilfaelde, hvor de konstaterer, at reglerne vedroerende bevarelses- og kontrolforanstaltninger for fiskeriet ikke er overholdt. Hvis en medlemsstats myndigheder systematisk kunne afholde sig fra at forfoelge dem, der er ansvarlige for overtraedelser af denne art, ville det skade saavel bevarelsen og forvaltningen af fiskeressourcerne som den ensartede anvendelse af den faelles fiskeripolitik. Heraf foelger, at en medlemsstat ° naar Kommissionen har fastsat en dato for et forbud mod en bestemt type fiskeri ° er forpligtet til at anlaegge straffesag eller traeffe administrative foranstaltninger mod de ansvarlige for fortsaettelsen af den omhandlede fiskerivirksomhed og den hermed forbundne virksomhed ud over denne dato, saaledes som omhandlet i faellesskabslovningen. I den henseende kan en simpel frygt for interne vanskeligheder, i form af vanskelige socio-oekonomiske problemer, ikke begrunde manglende anvendelse af den paagaeldende ordning.

I sag C-52/95,

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent G. Rozet, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos C. Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoeger,

mod

Den Franske Republik ved directeur adjoint E. Belliard og sécretaire des affaires étrangères G. Mignot samt sécretaire des affaires étrangères I. Latournarie, alle Udenrigsministeriets direction des affaires juridiques, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg paa Den Franske Ambassade, 9, boulevard du Prince Henri,

sagsoegt,

angaaende en paastand om, at det fastslaas, at Den Franske Republik ved ikke at have nedlagt foreloebigt forbud mod franske fartoejers fiskeri af fisk af ansjosbestanden i ICES-omraade VIII med henblik paa at sikre overholdelsen af de kvoter, den havde faaet tildelt i 1991 og 1992, og ved ikke at have forfulgt de ansvarlige for det fiskeri og den virksomhed forbundet med fiskeri af samme bestand, som fandt sted efter de af Kommissionen i 1991 og 1992 nedlagte forbud mod fiskeri, har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 11, stk. 2, og artikel 1 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2241/87 af 23. juli 1987 om fastsaettelse af visse foranstaltninger til kontrol af fiskeri (EFT L 207, s. 1), som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3483/88 af 7. november 1988 (EFT L 306, s. 2), sammenholdt med artikel 3 i og bilagene til Raadets forordning (EOEF) nr. 3926/90 af 20. december 1990 om fastsaettelse for 1991 af de samlede tilladte fangstmaengder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande samt af visse betingelser for fiskeri af disse fangstmaengder (EFT L 378, s. 1) og Raadets forordning (EOEF) nr. 3882/91 af 18. december 1991 om fastsaettelse for 1992 af de samlede tilladte fangstmaengder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande samt af visse betingelser for fiskeri af disse fangstmaengder (EFT L 367, s. 1),

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, D.A.O. Edward (refererende dommer), og dommerne J.-P. Puissochet, J.C. Moitinho de Almeida, C. Gulmann og M. Wathelet,

generaladvokat: N. Fennelly

justitssekretaer: R. Grass,

paa grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 17. oktober 1995,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 28. februar 1995 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i henhold til EF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Den Franske Republik

° ved ikke at have nedlagt foreloebigt forbud mod franske fartoejers fiskeri af fisk af ansjosbestanden i ICES-omraade VIII (herefter "omraadet") med henblik paa at sikre overholdelsen af de kvoter, den havde faaet tildelt i 1991 og 1992, og

° ved ikke at have forfulgt de ansvarlige for det fiskeri og den virksomhed forbundet med fiskeri af samme bestand, som fandt sted efter de af Kommissionen i 1991 og 1992 nedlagte forbud mod fiskeri,

har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 11, stk. 2, og artikel 1 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2241/87 af 23. juli 1987 om fastsaettelse af visse foranstaltninger til kontrol af fiskeri (EFT L 207, s. 1), som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3483/88 af 7. november 1988 (EFT L 306, s. 2), sammenholdt med artikel 3 i og bilagene til Raadets forordning (EOEF) nr. 3926/90 af 20. december 1990 om fastsaettelse for 1991 af de samlede tilladte fangstmaengder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande samt af visse betingelser for fiskeri af disse fangstmaengder (EFT L 378, s. 1) og Raadets forordning (EOEF) nr. 3882/91 af 18. december 1991 om fastsaettelse for 1992 af de samlede tilladte fangstmaengder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande samt af visse betingelser for fiskeri af disse fangstmaengder (EFT L 367, s. 1).

2 I medfoer af artikel 2, 3, og 4 i Raadets forordning (EOEF) nr. 170/83 af 25. januar 1983 om en faellesskabsordning for bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne (EFT L 24, s. 1) kan Raadet begraense fangsterne af de enkelte fiskebestande, hvis det viser sig paakraevet. De fangstmaengder, der staar til raadighed, fordeles i form af kvoter mellem medlemsstaterne. Efter samme forordnings artikel 5, stk. 1, kan medlemsstaterne dog helt eller delvis udveksle de kvoter, de har faaet tildelt.

3 I medfoer af artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 170/83 skal medlemsstaterne i henhold til gaeldende faellesskabsbestemmelser fastsaette de naermere regler for udnyttelsen af deres kvoter.

4 Kontrollen med denne bevaringsordning er reguleret ved forordning nr. 2241/87. I henhold til denne forordnings artikel 1, stk. 1, skal hver medlemsstat paa sit omraade og inden for sine farvande kontrollere fiskerfartoejer og alle aktiviteter, hvor inspektion kan goere det muligt at efterproeve, at alle gaeldende regler vedroerende bevarelses- og kontrolforanstaltninger overholdes.

5 Hvis der konstateres en overtraedelse skal de kompetente myndigheder, jf. artikel 1, stk. 2, anlaegge straffesag eller traeffe administrative foranstaltninger mod det paagaeldende fartoejs skipper eller enhver anden ansvarshavende person.

6 I henhold til samme forordnings artikel 9, stk. 2, er medlemsstaterne forpligtet til inden den 15. i hver maaned at give Kommissionen meddelelse om de maengder af en bestand eller grupper af bestande, der er undergivet kvoter, og som er landet i loebet af den foregaaende maaned.

7 Samme forordnings artikel 11, stk. 1, bestemmer, at alle fangster af en kvoteret bestand, som tages af fiskerfartoejer, der foerer en medlemsstats flag eller er registreret i en medlemsstat, afskrives paa den kvote, der for den paagaeldende bestand er tildelt denne stat.

8 Ifoelge artikel 11, stk. 2, skal medlemsstaterne fastsaette den dato, paa hvilken fangsterne af en kvoteret bestand, taget af deres respektive fiskerfartoejer, maa antages at have udtoemt den paagaeldende kvote. Fra denne dato skal medlemsstaterne nedlaegge foreloebigt forbud mod fiskeri af fisk af denne bestand for de naevnte fartoejer samt forbud mod opbevaring om bord, omladning og landing, saafremt fangsterne er taget efter denne dato. Denne foranstaltning skal straks meddeles Kommissionen.

9 Efter en saadan meddelelse eller paa eget initiativ fastsaetter Kommissionen, i medfoer af bestemmelsens stk. 3, den dato paa hvilken fangster af en bestand maa antages at have udtoemt den beroerte medlemsstats kvote. Ifoelge samme stykkes tredje afsnit skal medlemsstatens fiskerfartoejer fra denne dato ophoere med at fiske arten henhoerende under den paagaeldende bestand. Disse fartoejer skal ligeledes ophoere med at omlade eller lande, lade omlade eller lande eller beholde disse fangster om bord, saafremt de er taget efter denne dato.

10 Saafremt myndighederne i en medlemsstat konstaterer, at et fiskerfartoej fra denne stat ikke har overholdt bevarings- eller kontrolforanstaltningerne, kan medlemsstaten, efter artikel 11b i denne forordning, som aendret, fastsaette yderligere kontrolforanstaltninger for det paagaeldende fartoej.

11 Paa grundlag af forordning nr. 170/83 udstedte Raadet forordning nr. 3926/90 og forordning nr. 3882/91. Ved disse forordningers artikel 3 og deres respektive bilag tildeltes Den Franske Republik kvoter af ansjosbestanden i omraadet, der saavel for 1991 som for 1992 androg 3 000 tons.

12 Forordningernes artikel 5, stk. 1, indebar et forbud mod at beholde om bord eller lande fangster af bestande, for hvilke der var fastsat kvoter, medmindre fangsterne var taget af fartoejer fra en medlemsstat, der har en kvote, og denne kvote ikke er opbrugt.

13 Ifoelge de statistikker, som de franske myndigheder har leveret til Kommissionen, androg de fangster af ansjosbestanden i omraadet, der var taget af fartoejer, der foerer fransk flag eller er registreret i Frankrig (herefter "franske fartoejer"), i loebet af de to foerste maaneder af 1991 3 397,2 tons, uden at Den Franske Republik derved havde truffet kontrolforanstaltninger.

14 Ved artikel 1, stk. 2, i forordning nr. (EOEF) nr. 1326/91 af 21. maj 1991 om indstilling af fiskeri efter ansjos fra fartoejer, som foerer fransk flag (EFT L 127, s. 11) forboed Kommissionen paa eget initiativ det paagaeldende fiskeri fra den 24. maj 1991.

15 Ifoelge de data, som i slutningen af regnskabsaaret 1991 var blevet indsamlet af de franske myndigheder, beloeb de samlede fangster af den paagaeldende art, som var taget af franske fartoejer forud for det af Kommissionen udstedte forbud, sig til 6 020,6 tons, mens fangsterne for resten af de aaret beloeb sig til 89 tons for juni, 116 tons for juli, 62 tons for august, 36 tons for september, 63 tons for oktober og mindre maengder for november og december, saaledes at summen for 1991 androg 6 402 tons.

16 For saa vidt angaar 1992 meddelte de franske myndigheder ved note af 2. april 1992 Kommissionen, at fangsterne af ansjos i samme omraade for perioden fra 1. januar til 29. marts beloeb sig til 3 473 tons.

17 Da Den Franske Republik ikke havde truffet kontrolforanstaltninger, forboed Kommissionen ved artikel 1, stk. 2, i forordning nr. (EOEF) nr. 942/92 af 13. april 1992 om indstilling af fiskeri efter ansjos fra fartoejer, som foerer fransk flag (EFT L 101, s. 42) det paagaeldende fiskeri fra den 16. april 1992.

18 De endelige tal fra de franske myndigheder viste, at de omtvistede fangster beloeb sig til 5 213,9 tons ved udgangen af maj 1992 og til 5 559,4 tons ved udgangen af juli 1992.

19 Den 3. juli 1992 var Den Franske Republik i stand til fra Kongeriget Spanien at opnaa en overfoersel paa 6 000 tons af dettes kvote, saaledes at den franske aarlige kvote androg 9 000 tons. Denne overfoersel indebar, at Kommissionen ved forordning (EOEF) nr. 2265/92 af 31. juli 1992 (EFT L 220, s. 5) kunne ophaeve forordning nr. 942/92 og saaledes genaabne det paagaeldende fiskeri.

20 Ved udgangen af september 1992 beloeb fangsterne sig til 8 995,4 tons, mens de androg 12 781 tons ved udgangen af november 1992 og 14 013 tons ved udgangen af 1992. De franske myndigheder traf imidlertid ingen foranstaltninger med henblik paa afbrydelse af det paagaeldende fiskeri i loebet af dette aar.

21 Kommissionen finder derfor, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 11, stk. 2, og artikel 1 i forordning nr. 2241/87 ved ikke at have truffet de noedvendige foranstaltninger til at forbyde fiskeri af ansjosbestanden i omraadet i 1991 og 1992, og ved ikke at have forfulgt de ansvarlige for den fiskerivirksomhed af samme bestand, som fandt sted efter de af Kommissionen nedlagte forbud.

Det foerste klagepunkt

22 Til stoette for sit foerste klagepunkt har Kommissionen gjort gaeldende, at artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 2241/87 kraever, at medlemsstaterne foregriber, at deres kvoter bliver opbrugt, og at de traeffer de noedvendige foranstaltninger for at nedlaegge foreloebigt forbud mod enhver fiskerivirksomhed, allerede foer en kvote er opbrugt.

23 For saa vidt angaar 1991 finder Kommissionen, at Den Franske Republik senest i loebet af februar 1991 burde have nedlagt et foreloebigt forbud mod franske fartoejers fiskeri af den omhandlede bestand.

24 For saa vidt angaar 1992 burde Den Franske Republik inden udloebet af februar have vedtaget kontrolforanstaltninger for at sikre, at den oprindelige kvote ikke ville blive overskredet. Tillige burde der have vaeret nedlagt forbud for franske fartoejer mod det paagaeldende fiskeri fra det oejeblik, hvor det var umiddelbart forestaaende, at den forhoejede kvote ville vaere opbrugt.

25 Den franske regering har hverken bestridt, at de omhandlede fangster overskred de kvoter, som var tildelt Den Franske Republik, eller, at de franske myndigheder hverken for 1991 eller for 1992 havde truffet nogen kontrolforanstaltninger, som det kraeves efter artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 2241/87.

26 Hvad angaar 1991 har den franske regering derimod gjort gaeldende, at den forsinkede afbrydelse af fiskeriet skyldtes svagheder ved det davaerende statistiske system.

27 Dette klagepunkt kan ikke tages til foelge.

28 For saa vidt angaar det statistiske system, der var i kraft i 1991, fremgaar det af fast retspraksis (jf. dom af 20.3.1990, sag C-62/89, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 925, praemis 23), at en medlemsstat ikke kan henvise til praktiske vanskeligheder som begrundelse for en manglende gennemfoerelse af passende kontrolforanstaltninger. Tvaertimod paahviler det i henhold til denne praksis medlemsstaterne, som skal gennemfoere faellesskabsbestemmelserne inden for rammerne af den faelles markedsordning for fiskerivarer, at loese disse vanskeligheder ved at traeffe passende foranstaltninger.

29 Dernaest bemaerkes, at Domstolen i sin dom af 8. juni 1993 (sag C-52/91, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 3069, praemis 26) udtalte, at artikel 10, stk. 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 2057/82 af 29. juni 1982 om fastsaettelse af visse foranstaltninger til kontrol med fiskeri fra fartoejer hjemmehoerende i medlemsstaterne (EFT L 220, s. 1), der er blevet ophaevet, men hvis ordlyd var den samme som i artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 2241/87, forpligtede medlemsstaterne til at traeffe bindende foranstaltninger med henblik et foreloebigt forbud mod enhver fiskerivirksomhed, allerede inden kvoterne er opbrugt.

30 Det antages, at artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 2241/87 paalaegger medlemsstaterne en identisk forpligtelse.

31 Det boer derfor fastslaas, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 2241/87 ved ikke i 1991 og 1992 at have nedlagt foreloebigt forbud mod det omhandlede fiskeri, foer den kvote var opbrugt, som var tildelt republikken for disse aar.

Det andet klagepunkt

32 Til stoette for sit andet klagepunkt har Kommissionen anfoert, at de franske fartoejers fortsaettelse af fiskeriet af den omhandlede bestand og af virksomhed, som er forbundet hermed, efter at der ved forordning nr. 1326/91 og forordning nr. 942/92 var nedlagt forbud herimod, indebaerer, at de ansvarlige for disse fartoejer har overtraadt saavel artikel 11, stk. 3, tredje afsnit, i forordning nr. 2241/87 som artikel 5 i forordning nr. 3926/90 og forordning nr. 3882/91. I den henseende har Kommissionen gjort gaeldende, at de franske myndigheder i henhold til artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 2241/87 var forpligtet til at anlaegge straffesag eller traeffe administrative foranstaltninger mod de ansvarlige for disse overtraedelser.

33 Den franske regering har ikke bestridt, at de kompetente myndigheder ikke har taget skridt til at forfoelge de ansvarlige for de aktiviteter, der er omhandlet i denne sag.

34 Ifoelge artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 2241/87 skal en medlemsstats kompetente myndigheder anlaegge straffesag eller traeffe administrative foranstaltninger i tilfaelde, hvor de konstaterer, at reglerne vedroerende bevarelses- og kontrolforanstaltninger for fiskeriet ikke er overholdt.

35 Hvis en medlemsstats myndigheder systematisk afholder sig fra at forfoelge dem, der er ansvarlige for overtraedelser af denne art, vil det skade saavel bevarelsen og forvaltningen af fiskeressourcerne som den ensartede anvendelse af den faelles fiskeripolitik.

36 Heraf foelger, at Den Franske Republik at regne fra de datoer, som Kommissionen har fastsat for de paagaeldende fiskeriforbud, var forpligtet til at anlaegge straffesag eller traeffe administrative foranstaltninger mod de ansvarlige for fortsaettelsen af den omhandlede fiskerivirksomhed, og den hermed forbundne virksomhed, saaledes som omhandlet i artikel 11, stk. 3, tredje afsnit, i forordning nr. 2241/87 og i artikel 5 i ovennaevnte forordning nr. 3926/90 og nr. 3882/91.

37 Hvad angaar 1992 har den franske regering derimod gjort gaeldende, at produktionsaaret for fiskeri af ansjoser var forloebet under saa vanskelige socio-oekonomiske forhold, at man maatte frygte omfattende problemer, der kunne medfoere alvorlige oekonomiske vanskeligheder. De kompetente myndigheder var derfor noedt til at undlade at forfoelge de ansvarlige for overtraedelserne.

38 Dette klagepunkt kan ikke tiltraedes. En simpel frygt for interne vanskeligheder kan ikke begrunde manglende anvendelse af den paagaeldende ordning.

39 Det boer derfor fastslaas, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 1 i forordning nr. 2241/87 ved at undlade at forfoelge de ansvarlige for det fiskeri og den virksomhed forbundet med fiskeri af den omhandlede bestand, som fandt sted efter de af Kommissionen i 1991 og 1992 nedlagte forbud mod fiskeri.

Sagens omkostninger

40 Ifoelge procestk. ementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den part, der taber sagen, at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Den Franske Republik har tabt sagen, og Kommissionen har nedlagt paastand om tilkendelse af omkostninger, hvorfor foerstnaevnte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

1) Ved ikke at have nedlagt foreloebigt forbud mod franske fartoejers fiskeri af fisk af ansjosbestanden i ICES-omraade VIII med henblik paa at sikre overholdelsen af de kvoter, den havde faaet tildelt i 1991 og 1992 har Den Franske Republik tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 11, stk. 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 2241/87 af 23. juli 1987 om fastsaettelse af visse foranstaltninger til kontrol af fiskeri.

2) Ved at undlade at forfoelge de ansvarlige for det fiskeri og den virksomhed forbundet med fiskeri af den paagaeldende bestand, som fandt sted efter de af Kommissionen i 1991 og 1992 nedlagte forbud mod fiskeri, har Den Franske Republik tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 1 i ovennaevnte forordning nr. 2241/87.

2) Den Franske Republik betaler sagens omkostninger.