61995J0024

Statsstoette - tilbagesoegning af en ulovlig stoette - anvendelse af national ret - stoette ydet i strid med procedurereglerne i traktatens artikel 93 - retssikkerhed - eventuel berettiget forventning hos modtagerne af stoetten - beskyttelse - betingelser og begraensninger - hensyntagen til Faellesskabets interesse

(EF-traktaten, art. 93)

Tilbagesoegning af en ulovlig stoette skal principielt ske i henhold til de herfor gaeldende bestemmelser i national ret, hvorved det dog er en betingelse, at disse bestemmelser anvendes paa en saadan maade, at den efter faellesskabsretten kraevede tilbagesoegning ikke goeres praktisk umulig. Navnlig skal der fuldt ud tages hensyn til Faellesskabets interesse ved anvendelsen af en bestemmelse, der goer tilbagekaldelsen af en ulovlig forvaltningsakt afhaengig af en vurdering af de forskellige involverede interesser.

Det kan ikke anses for stridende mod Faellesskabets retsorden, at nationale retsregler beskytter den berettigede forventning og retssikkerheden i forbindelse med tilbagesoegning, men da den kontrol, som Kommissionen i medfoer af traktatens artikel 93 foerer med statsstoette, har sit grundlag i ufravigelige principper, kan der principielt ikke hos stoettemodtagerne bestaa en berettiget forventning om, at den stoette, de har modtaget, er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af den i naevnte artikel fastlagte procedure. En paapasselig erhvervsdrivende maa nemlig normalt vaere i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt, selv om den paagaeldende medlemsstat har et saadant ansvar for, at afgoerelsen om at yde stoetten er ulovlig, at en tilbagekaldelse for stoettemodtageren maa fremstaa som stridende mod redelig handlemaade.

Endvidere er de nationale myndigheders opgave i sager om statsstoette, der er kendt uforenelig med faellesmarkedet, begraenset til gennemfoerelsen af enhver beslutning, Kommissionen har truffet. Da den nationale myndighed ikke raader over et skoen, er modtageren af en ulovlig ydet stoette ikke, selv om myndigheden overskrider en praeklusiv frist i national ret for stoettebevillingsafgoerelsens tilbagekaldelse, stedt i uvished, naar Kommissionen har vedtaget en beslutning, der kender denne stoette uforenelig og stiller krav om tilbagesoegning af den.

Den kompetente nationale myndighed er derfor efter faellesskabsretten forpligtet til at tilbagekalde den bevillingsafgoerelse, hvorved der ydes en ulovlig stoette, i henhold til en endelig kommissionsbeslutning, som kender stoetten uforenelig og stiller krav om tilbagesoegning af den, selv om myndigheden

- har overskredet den frist herfor, der af retssikkerhedsgrunde er fastsat i national ret

- har et saadant ansvar for, at afgoerelsen er ulovlig, at tilbagekaldelsen for stoettemodtageren maa fremstaa som stridende mod redelig handlemaade, idet stoettemodtageren ikke, da den i traktatens artikel 93, stk. 3, fastlagte procedure ikke er blevet fulgt, kan have nogen berettiget forventning om stoettens lovlighed, og selv om

- tilbagesoegning efter national ret er udelukket, fordi berigelsen er gaaet til grunde, og der ikke foreligger ond tro hos stoettemodtageren, idet det i tilfaelde, hvor der foreligger statsstoette, der saedvanligvis ydes til virksomheder i vanskeligheder, hvis regnskab paa tidspunktet for en tilbagesoegning ikke baerer spor af den forbedrede oekonomiske situation, som stoetten utvivlsomt har givet anledning til, naermest er hovedreglen, at berigelsen er gaaet til grunde.

I sag C-24/95,

angaaende en anmodning, som Bundesverwaltungsgericht i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Land Rheinland-Pfalz

mod

Alcan Deutschland GmbH,

tilvarslet:

Oberbundesanwalt beim Bundesverwaltungsgericht,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 92 og artikel 93, stk. 3, for saa vidt angaar de nationale myndigheders pligt til at tilbagesoege ulovlig statsstoette i tilfaelde af vanskeligheder som foelge af nationale bestemmelser, der beskytter stoettemodtageren,

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene J.C. Moitinho de Almeida og J.L. Murray samt dommerne P.J.G. Kapteyn, C. Gulmann, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet, G. Hirsch, P. Jann (refererende dommer), H. Ragnemalm og M. Wathelet,

generaladvokat: F.G. Jacobs

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Land Rheinland-Pfalz ved professor Siegfried Magiera, Hochschule fuer Verwaltungswissenschaften, Speyer

- Alcan Deutschland GmbH ved advokat Reiner Kurschat, Frankfurt-am-Main

- den tyske regering ved afdelingschef Ernst Roeder og sekretaer Gereon Thiele, begge Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtigede

- den oestrigske regering ved ambassadoer i Forbundsudenrigsministeriet, Franz Cede, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Anders Jessen og Paul Nemitz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 10. september 1996 af Land Rheinland-Pfalz ved professor Siegfried Magiera og afdelingschef Monika Hentges-Kraetzer, Land Rheinland-Pfalz' OEkonomi-, Kommunikations-, Landbrugs- og Vindyrkningsministerium, af Alcan Deutschland GmbH ved advokat Reiner Kurschat, af den franske regering ved fuldmaegtig Jean-Marc Belorgey, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, og af Kommissionen ved Paul Nemitz,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 12. november 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 28. september 1994, indgaaet til Domstolen den 2. februar 1995, har Bundesverwaltungsgericht i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 92 og artikel 93, stk. 3, for saa vidt angaar de nationale myndigheders pligt til at tilbagesoege en ulovlig statsstoette i tilfaelde af vanskeligheder som foelge af nationale bestemmelser, der beskytter stoettemodtageren.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, som Land Rheinland-Pfalz (herefter »delstaten«) har anlagt mod Alcan Deutschland GmbH (herefter »Alcan«).

3 Alcan drev fra 1979 til 1987 et aluminiumsvaerk i Ludwigshafen, hvis virksomhed blev vanskeliggjort i 1982 som foelge af store stigninger i elektricitetsprisen. Da Alcan oenskede at lukke vaerket og afskedige de 330 ansatte, meddelte delstatens regering selskabet, at den ville yde selskabet en midlertidig stoette paa 8 mio. DM for at neutralisere omkostningsstigningerne som foelge af de hoejere elektricitetspriser.

4 Da Kommissionen gennem pressen var blevet bekendt med disse planer, anmodede den ved telex af 7. marts 1983 forbundsregeringen om yderligere oplysninger.

5 Ved afgoerelse af 9. juni 1983 bevilgede delstaten en stoette paa 4 mio. DM.

6 Ved telex af 25. juli 1983 bekraeftede forbundsregeringen over for Kommissionen, at delstaten agtede at yde stoette, hvorefter den som svar paa en forespoergsel fra Kommissionen af 3. august gav forskellige oplysninger vedroerende andre punkter.

7 Kommissionen bekraeftede den 7. november 1983, at den havde modtaget de naevnte oplysninger fra den tyske regering med tilfoejelse om, at »30 dages-fristen for sagens undersoegelse begynder saaledes at loebe fra den 11. oktober 1983«. Ved telex af 24. november, der blev modtaget i Kommissionen den 28. november, oplyste den tyske regering, at den, da fristen for sagens undersoegelse var udloebet, antog, at den midlertidige stoette kunne ydes.

8 Ved skrivelse af 25. november 1983 oplyste Kommissionen over for forbundsregeringen, at den havde besluttet at indlede proceduren i henhold til EOEF-traktatens artikel 93, stk. 2, foerste afsnit.

9 Delstaten fik underretning herom den 28. november 1983. Den udbetalte alligevel ved afgoerelse af 30. november 1983 det resterende stoettebeloeb paa 4 mio. DM til Alcan.

10 Den 13. december 1983 oplyste de nationale myndigheder over for Alcan, at Kommissionen ikke var blevet underrettet om stoetten.

11 Ved beslutning 86/60/EOEF af 14. december 1985 vedroerende den stoette, delstaten Rheinland-Pfalz i Forbundsrepublikken Tyskland har ydet til en virksomhed i Ludwigshafen, der fremstiller primaere aluminiumsprodukter (EFT 1986 L 72, s. 30), fastslog Kommissionen, at den stoette, der var blevet ydet, var ulovlig, da den blev ydet under tilsidesaettelse af bestemmelserne i EOEF-traktatens artikel 93, stk. 3, og var uforenelig med faellesmarkedet i henhold til traktatens artikel 92, hvorfor den skulle tilbagebetales. Alcan fik underretning om denne beslutning den 15. januar 1986.

12 Hverken den tyske regering eller Alcan har anfaegtet beslutning 86/60.

13 Den 12. februar og den 21. april 1986 oplyste den tyske regering over for Kommissionen, at der var store politiske og juridiske vanskeligheder forbundet med at tilbagesoege stoetten. Ved skrivelse af 27. juni 1986 stillede Kommissionen krav om, at stoetten blev tilbagesoegt, hvorefter den, da fristerne for anlaeggelse af sag til proevelse af beslutning 86/60 var udloebet, anlagde sag i medfoer af EOEF-traktatens artikel 93, stk. 2, andet afsnit.

14 Ved dom af 2. februar 1989, sag 94/87, Kommissionen mod Tyskland (Sml. s. 175), fastslog Domstolen, at Forbundsrepublikken Tyskland havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktaten, idet den ikke havde efterkommet beslutning 86/60.

15 Delstaten tilbagekaldte ved afgoerelse af 26. september 1989 bevillingsafgoerelserne af 9. juni og 30. november 1983 og stillede krav om tilbagebetaling af de beloeb, der var ydet i stoette. Alcan anlagde herefter sag med paastand om ophaevelse af denne afgoerelse og fik medhold ved Verwaltungsgericht Mainz. Oberverwaltungsgericht Rheinland-Pfalz forkastede sagsoegtes appel af denne dom, og delstaten har herefter ivaerksat revisionsanke ved den forelaeggende ret til proevelse af denne dom.

16 Alcan har til stoette for paastanden om fritagelse for at opfylde tilbagebetalingskravet henvist til § 48 i Verwaltungsverfahrensgesetz (den i delstaten i henhold til § 1 i Landesverwaltungsverfahrensgesetz gaeldende forvaltningslov, herefter »VwVfG«), der indeholder foelgende bestemmelser:

»1) En ulovlig forvaltningsakt kan ogsaa efter at vaere blevet endelig tilbagekaldes helt eller delvis ex nunc eller ex tunc. En forvaltningsakt, der skaber eller konstaterer en ret eller en retlig fordel (retsstiftende forvaltningsakt), kan ikke tilbagekaldes, jf. dog bestemmelserne nedenfor i stk. 2, 3 og 4.

2) En ulovlig forvaltningsakt, der bevilger dels en oekonomisk ydelse, som kapital eller periodisk udbetaling, eller dels en delelig naturalydelse, eller som er en forudsaetning for at udrede saadanne ydelser, kan ikke tilbagekaldes, saafremt den begunstigede har haft en forventning om, at afgoerelsen var korrekt, og saafremt denne forventning paa grundlag af en afvejning af det offentliges interesse i tilbagekaldelse er beskyttelsesvaerdig. Forventningen er i reglen berettiget, naar den begunstigede har forbrugt de praesterede ydelser eller truffet en formuedisposition, som han ikke laengere eller kun med uforholdsmaessig stor opofrelse kan lade gaa tilbage. Den begunstigede kan dog ikke paaberaabe sig sin forventning om afgoerelsens rigtighed,

1. saafremt afgoerelsen er fremkaldt ved svig, tvang eller bestikkelse

2. saafremt afgoerelsen er opnaaet paa grundlag af urigtige eller ufuldstaendige oplysninger vedroerende forhold af vaesentlig betydning

3. saafremt den af afgoerelsen beroerte person vidste, at afgoerelsen var ulovlig, eller saafremt hans uvidenhed herom skyldtes grov uagtsomhed.

I de under nr. 3 naevnte tilfaelde tilbagekaldes forvaltningsakten i reglen ex tunc. Saafremt forvaltningsakten er blevet tilbagekaldt, skal de foer tilbagekaldelsen udbetalte ydelser tilbagebetales. Bestemmelserne i BGB om ugrundet berigelse finder tilsvarende anvendelse ved fastsaettelse af det beloeb, der skal tilbagebetales. Den, der har pligt til at tilbagebetale ydelser, kan ikke goere gaeldende, at berigelsen er gaaet til grunde, naar de ovenfor i nr. 3 naevnte betingelser er opfyldt, og han saaledes havde kendskab til de forhold, der bevirkede, at forvaltningsakten var ulovlig, eller som foelge af grov uagtsomhed var uvidende herom. Den paagaeldende forvaltningsmyndighed fastsaetter det beloeb, der skal tilbagebetales i forbindelse med afgoerelsen om, at forvaltningsakten skal tilbagekaldes.

...

4) Tilbagekaldelse af en ulovlig forvaltningsakt skal ske inden et aar, efter at myndighederne har faaet kendskab til de omstaendigheder, der begrunder tilbagekaldelsen. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse i det i stk. 2, nr. 3, foerste afsnit, omhandlede tilfaelde.

...«

17 Den forelaeggende ret er af den opfattelse, at revisionsanken skal forkastes paa grundlag af de naevnte bestemmelser. For det foerste er nemlig den i VwVfG's § 48, stk. 4, foerste punktum, anfoerte frist udloebet, idet stoettens ulovlighed blev konstateret ved beslutning 86/60, der blev truffet den 14. december 1985, eller senest ved Kommissionens skrivelse af 27. juni 1986, mens afgoerelsen om tilbagekaldelse foerst blev truffet den 26. september 1989. National ret er saaledes til hinder for en saadan tilbagekaldelse. Imidlertid gaelder der muligvis efter faellesskabsretten en regel om begraensning i de nationale bestemmelser med henblik paa at undgaa, at forvaltningen misbruger fristen for tilbagekaldelse for at umuliggoere den af faellesskabsretten kraevede tilbagesoegning. Bundesverwaltungsgericht henviser i den forbindelse til Domstolens dom af 21. september 1983, forenede sager 205/82-215/82, Deutsche Milchkontor m.fl. (Sml. s. 2633), hvoraf det fremgaar, at med hensyn til tilbagebetaling af ulovligt udbetalt stoette skal de nationale retsregler anvendes paa en saadan maade, at de ikke goer tilbagesoegningen af ulovligt ydede beloeb praktisk umulig, og saaledes at der fuldt ud tages hensyn til Faellesskabets interesse.

18 Bundesverwaltungsgericht anfoerer dernaest, at stoettemodtageren i henhold til national ret kan modsaette sig tilbagekaldelse af stoettebevillingsafgoerelsen, naar den statslige myndighed har udoevet sit skoen paa ulovlig maade. Saaledes forholder det sig sandsynligvis i det i hovedsagen omhandlede tilfaelde, for saa vidt som stoetten naesten blev paatvunget Alcan for at redde arbejdspladser i tiden forud for vigtige politiske valg. Delstaten er dermed saa ansvarlig for ulovligheden af stoettebevillingen, at magtfordrejningssynspunktet efter national ret laegger sig i vejen for at tilbagekalde denne afgoerelse. Dog vil anvendelse af de i naevnte Deutsche Milchkontor m.fl.-dom fastlagte principper kunne medfoere, at sagen vurderes paa en anden maade paa faellesskabsplan.

19 Bundesverwaltungsgericht har endelig naevnt, at Alcan efter national ret ogsaa kan paaberaabe sig, at berigelsen er gaaet til grunde, som omhandlet i VwVfG's § 48, stk. 2, sjette og syvende punktum, sammenholdt med BGB's § 818, stk. 3, hvorefter tilbagebetalings- eller erstatningspligten bortfalder, naar den opnaaede berigelse er gaaet til grunde.

20 Bundesverwaltungsgericht har paa baggrund heraf forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Er den kompetente myndighed paa grund af kravet om, at nationale bestemmelser skal 'anvendes paa en saadan maade, at den efter faellesskabsretten kraevede tilbagesoegning ikke goeres praktisk umulig, og saaledes, at der fuldt ud tages hensyn til Faellesskabets interesse', forpligtet til i henhold til en beslutning fra EF-Kommissionen om tilbagebetaling, der ikke laengere kan goeres til genstand for sagsanlaeg, at tilbagekalde den paagaeldende bevillingsafgoerelse, selv om myndigheden har overskredet den frist herfor, der af retssikkerhedsmaessige grunde findes i national ret?

2) Saafremt spoergsmaal 1) besvares bekraeftende, er den kompetente myndighed da paa grund af det naevnte krav forpligtet til i henhold til en beslutning fra EF-Kommissionen om tilbagebetaling, der ikke laengere kan goeres til genstand for sagsanlaeg, at tilbagekalde den paagaeldende bevillingsafgoerelse, selv om den kompetente myndighed har et saadant ansvar for, at bevillingsafgoerelsen er ulovlig, at tilbagekaldelsen for den begunstigede forekommer at vaere i strid med redelig handlemaade?

3) Saafremt spoergsmaal 1) og 2) besvares bekraeftende, er den kompetente myndighed da paa grund af det naevnte krav forpligtet til i henhold til en beslutning fra EF-Kommissionen om tilbagebetaling, der ikke laengere kan goeres til genstand for sagsanlaeg, at kraeve den ydede stoette tilbagebetalt, selv om dette efter national ret er udelukket, fordi berigelsen er gaaet til grunde, og der ikke foreligger ond tro?«

21 De tre praejudicielle spoergsmaal vedroerer fortolkningen af faellesskabsretten paa baggrund af forskellige nationale procedureregler for tilbagesoegningen i henhold til en kommissionsbeslutning af en ulovligt ydet statsstoette, der er kendt uforenelig med faellesmarkedet. Indledningsvis skal derfor faellesskabsrettens regler paa dette omraade omtales.

22 Ifoelge traktatens artikel 93, stk. 2, traeffer Kommissionen, saafremt den finder, at en stoette, som ydes af en stat eller med statsmidler, ikke er forenelig med faellesmarkedet, beslutning om, at den paagaeldende stat skal ophaeve eller aendre stoetteforanstaltningen inden for den tidsfrist, som Kommissionen fastsaetter. Naar den paataenkte stoette i strid med traktatens artikel 93, stk. 3, allerede er blevet udbetalt, kan denne beslutning ske i form af et paabud til de nationale myndigheder om at kraeve stoetten tilbagebetalt (dom af 24.2.1987, sag 310/85, Deufil mod Kommissionen, Sml. s. 901, praemis 24, og af 14.9.1994, forenede sager C-278/92, C-279/92 og C-280/92, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4103, praemis 78).

23 Forpligtelsen for staten til at ophaeve en stoette, som af Kommissionen er fundet uforenelig med faellesmarkedet, har til formaal at genoprette den oprindelige situation (jf. bl.a. dom af 4.4.1995, sag C-348/93, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 673, praemis 26).

24 Tilbagesoegningen af stoetten skal principielt ske i henhold til de herfor gaeldende bestemmelser i national ret, hvorved det dog er en betingelse, at disse bestemmelser anvendes paa en saadan maade, at den efter faellesskabsretten kraevede tilbagesoegning ikke goeres praktisk umulig (dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, praemis 61, og af 20.9.1990, sag C-5/89, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3437, praemis 12; jf. endvidere vedroerende tilbagesoegning af faellesskabsstoette den tidligere naevnte Deutsche Milchkontor m.fl.-dom). Navnlig skal der fuldt ud tages hensyn til Faellesskabets interesse ved anvendelsen af en bestemmelse, der goer tilbagekaldelsen af en ulovlig forvaltningsakt afhaengig af en vurdering af de forskellige involverede interesser (naevnte dom af 2.2.1989, Kommissionen mod Tyskland, praemis 12).

25 Det bemaerkes i den forbindelse, at det ikke kan anses for stridende mod Faellesskabets retsorden, at nationale retsregler beskytter den berettigede forventning og retssikkerheden i forbindelse med tilbagesoegning, men at der, da den kontrol, som Kommissionen i medfoer af traktatens artikel 93 foerer med statsstoette, har sit grundlag i ufravigelige principper, ikke hos stoettemodtagerne principielt kan bestaa en berettiget forventning om, at den stoette, de har modtaget, er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af den i naevnte artikel fastlagte procedure. En paapasselig erhvervsdrivende maa nemlig normalt vaere i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt (jf. den naevnte dom af 20.9.1990, Kommissionen mod Tyskland, praemis 13 og 14, samt dom af 14.1.1997, sag C-169/95, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 135, praemis 51).

26 Den nationale rets spoergsmaal skal besvares under hensyntagen til den omtalte retspraksis.

Det foerste spoergsmaal

27 Den forelaeggende ret oensker med det foerste spoergsmaal oplyst, om den kompetente myndighed er forpligtet til at tilbagekalde sin afgoerelse om at bevilge en stoette, der er ulovlig, i henhold til en endelig kommissionsbeslutning, hvori stoetten erklaeres for uforenelig og kraeves tilbagebetalt, selv om den har overskredet den frist herfor, der af retssikkerhedsgrunde er fastsat i national ret.

28 Det er den nationale rets opfattelse, at denne frist begyndte at loebe paa datoen for vedtagelsen af Kommissionens beslutning, der kendte stoetten uforenelig og stillede krav om tilbagesoegning, eller senest paa den dato, hvor Kommissionen gentog kravet herom i en til medlemsstaten stilet skrivelse.

29 Delstaten, den tyske og den oestrigske regering samt Kommissionen har i den forbindelse anfoert, at kravet om en hensyntagen til Faellesskabets interesser, der er formuleret i naevnte Deutsche Milchkontor m.fl.-dom, maa have forrang for kravet om, at en saadan frist anvendes. Alcan har omvendt gjort gaeldende, den retssikkerhed, som fastsaettelsen af denne frist skaber, er udtryk for et grundlaeggende princip, som faellesskabsretten ligesom de nationale retsordener skal sikre. Der kan altsaa ikke efter udloebet af en saadan frist blive tale om tilbagesoegning af en ulovlig statsstoette.

30 Det fremgaar af hovedsagen, at stoetten blev udbetalt, uden at Kommissionen paa forhaand fik underretning herom, og at den saaledes var ulovlig i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3. Det foerste stoettebeloeb blev saaledes udbetalt den 9. juni 1983 uden forudgaaende underretning til Kommissionen, mens det andet stoettebeloeb blev udbetalt den 30. november 1983, efter at Kommissionen i en skrivelse af 20. november 1983 over for forbundsregeringen havde anfoert, at ydelsen af det foerste stoettebeloeb var ulovlig, og at det andet ikke maatte udbetales.

31 Stoettemodtageren kunne saaledes ikke i overensstemmelse med det i praemis 25 i naervaerende dom omtalte princip have en berettiget forventning om, at stoetten var lovligt ydet.

32 Beslutning 86/60, der kendte stoetten uforenelig og uden forbehold af nogen art paaboed, at de udbetalte beloeb skulle tilbagebetales, blev vedtaget den 14. december 1985 og kom i al fald til Alcan's kundskab den 15. januar 1986.

33 Det fremgaar endvidere af hovedsagen, at den nationale forvaltning overskred etaarsfristen i henhold til national ret, der var begyndt at loebe den dag, den blev bekendt med Kommissionens beslutning.

34 Det maa, som fremhaevet af generaladvokaten i punkt 27 i forslaget til afgoerelse, fastslaas, at de nationale myndigheders opgave i sager om statsstoette, der er kendt uforenelig med faellesmarkedet, er begraenset til gennemfoerelsen af enhver beslutning, Kommissionen har truffet. Disse myndigheder raader ikke ved afgoerelsen om tilbagekaldelse af en bevillingsafgoerelse over noget skoen. Naar Kommissionen saaledes ved en beslutning, der ikke er blevet anfaegtet ved et sagsanlaeg, paabyder, at ulovligt udbetalte beloeb skal tilbagesoeges, har den nationale myndighed ikke befoejelse til i den forbindelse at foretage supplerende konstateringer.

35 Saafremt den nationale myndighed alligevel overskrider den praeklusive frist ifoelge national ret for bevillingsafgoerelsens tilbagekaldelse, foreligger der ikke dermed en situation, som kan ligestilles med den situation, i hvilken en erhvervsdrivende er ubekendt med, om den kompetente forvaltningsgren vil traeffe afgoerelse, saaledes at det efter retssikkerhedsprincippet er paakraevet, at denne uvished inden en vis frist bringes til ophoer.

36 Da den nationale myndighed ikke raader over et skoen, er modtageren af en ulovligt ydet stoette ikke stedt i uvished, naar Kommissionen har vedtaget en beslutning, der kender denne stoette uforenelig og stiller krav om tilbagesoegning af den.

37 Retssikkerhedsprincippet kan altsaa ikke vaere til hinder for stoettens tilbagebetaling med den begrundelse, at de nationale myndigheder for sent har efterkommet den beslutning, hvori der stilles krav om denne tilbagebetaling. Kunne det det, ville tilbagesoegning af ulovligt udbetalte beloeb i praksis blive umuliggjort og faellesskabsbestemmelserne om statsstoette ganske miste deres effektive virkning.

38 Det foerste spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at den kompetente myndighed efter faellesskabsretten er forpligtet til at tilbagekalde den bevillingsafgoerelse, hvorved der ydes en ulovlig stoette, i henhold til en endelig kommissionsbeslutning, som kender stoetten uforenelig og kraever tilbagesoegning af den, selv om den har overskredet den frist herfor, der af retssikkerhedsmaessige grunde er fastsat i national ret.

Det andet spoergsmaal

39 Den forelaeggende ret oensker med sit andet spoergsmaal reelt en afgoerelse af, om den kompetente myndighed er forpligtet til at tilbagekalde en bevillingsafgoerelse om en ulovlig stoette i henhold til en endelig kommissionsbeslutning, hvorved stoetten kendes uforenelig og kraeves tilbagebetalt, selv om den naevnte myndighed har et saadant ansvar for bevillingsafgoerelsens ulovlighed, at tilbagekaldelsen for stoettemodtageren maa fremstaa som stridende mod redelig handlemaade.

40 Delstaten, den tyske og den oestrigske regering samt Kommissionen har anfoert, at ogsaa dette spoergsmaal skal besvares bekraeftende, mens Alcan navnlig har anfoert, at forholdene i hovedsagen er meget specielle, idet de nationale myndigheder saa at sige paatvang selskabet den omtvistede stoette for at undgaa en standsning af virksomheden. En afvisning af tilbagebetalingskravet, der bygger paa et redelighedssynspunkt i forbindelse med sagens meget specielle omstaendigheder, kan saaledes ikke foere til, at gennemfoerelsen af faellesskabsretten automatisk eller naesten altid bliver umulig.

41 Idet der henvises til praemis 30 og 31 i naervaerende dom - hvorved det samtidig er ufornoedent at give en vurdering de tyske myndigheders adfaerd i hovedsagen, som alene de nationale retter og ikke Domstolen har kompetence til at gennemfoere inden for rammerne af en sag paa grundlag af traktatens artikel 177 - maa det fastslaas, at stoettemodtageren ikke kunne have en berettiget forventning om, at stoetten var lovligt ydet. Stoettemodtagerens forpligtelse til at forvisse sig om, at proceduren ifoelge traktatens artikel 93, stk. 3, er blevet fulgt, kan ikke afhaenge af den statslige myndigheds adfaerd, selv om denne har et saadant ansvar for, at afgoerelsen er ulovlig, at tilbagekaldelsen maa fremstaa som stridende mod redelig handlemaade.

42 Den omstaendighed, at bevillingsafgoerelsen vedroerende stoetten under omstaendigheder som de i hovedsagen foreliggende ikke tilbagekaldes, er til stor skade for Faellesskabets interesser og umuliggoer i praksis den af Faellesskabet kraevede tilbagesoegning.

43 Det andet spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at den kompetente myndighed efter faellesskabsretten er forpligtet til at tilbagekalde den bevillingsafgoerelse, hvorved der ydes en ulovlig stoette i henhold til en endelig kommissionsbeslutning, som kender stoetten uforenelig og kraever tilbagesoegning af den, selv om denne myndighed har et saadant ansvar for, at afgoerelsen er ulovlig, at tilbagekaldelsen for stoettemodtageren maa fremstaa som stridende mod redelig handlemaade, idet stoettemodtageren ikke, da den i traktatens artikel 93, stk. 3, fastlagte procedure ikke er blevet fulgt, kan have nogen berettiget forventning om stoettens lovlighed.

Det tredje spoergsmaal

44 Den forelaeggende ret oensker med sit tredje spoergsmaal reelt oplyst, om den kompetente myndighed er forpligtet til at tilbagekalde bevillingsafgoerelsen vedroerende ulovligt ydet stoette i henhold til en endelig kommissionsbeslutning, hvorved stoetten kendes uforenelig og kraeves tilbagebetalt, selv om dette efter national ret er udelukket, idet berigelsen er gaaet til grunde, og der ikke foreligger ond tro hos stoettemodtageren.

45 Alcan har i den forbindelse anfoert, at stoetten blev anvendt i overensstemmelse med det angivne formaal til daekning af en del af de ekstra elektricitetsomkostninger i tidsrummet fra marts 1983 til februar 1984, saaledes at de bestemmelser, der i national ret er anvendelige, naar berigelsen er gaaet til grunde, kan finde anvendelse.

46 Selskabet har desuden anfoert, at det af den naevnte Deutsche Milchkontor m.fl.-dom fremgaar, at det princip, der bygger paa, at berigelsen er gaaet til grunde, og som foelge af proportionalitetsprincippet ogsaa findes i faellesskabsretten og derfor skal overholdes. I oevrigt er, naar der er tale om statsstoette, de tilfaelde, hvor en berigelse er gaaet til grunde, meget sjaeldne, eftersom stoetten i de fleste tilfaelde fortsat indvirker paa stoettemodtagerens formuestatus. I det foreliggende tilfaelde har der vaeret tale om meget specielle omstaendigheder af en saadan art, at de ikke i praksis umuliggoer gennemfoerelsen af faellesskabsretten.

47 Delstaten, den tyske og den oestrigske regering samt Kommissionen mener derimod, at Domstolens praksis, som den foelger af naevnte dom af 20. september 1990, Kommissionen mod Tyskland, ogsaa finder anvendelse i hovedsagen, og at stoettemodtageren derfor ikke kan goere gaeldende, at berigelsen er gaaet til grunde.

48 Det bemaerkes i denne forbindelse, at den forelaeggende ret har naevnt, at en hensyntagen i national ret til det synspunkt, at berigelsen er gaaet til grunde, i tilfaelde, hvor stoettemodtageren har vaeret i god tro, foelger af det generelle princip om beskyttelse af den berettigede forventning hos den begunstigede ifoelge en ulovlig forvaltningsakt.

49 Det fremgaar imidlertid af praemis 25 i naervaerende dom, at virksomheder, der modtager stoette, kun kan have en berettiget forventning om denne stoettes lovlighed, saafremt den er blevet ydet under iagttagelse af den i traktatens artikel 93 fastlagte procedure.

50 Dette maa ogsaa blive resultatet i tilfaelde, hvor det goeres gaeldende, at berigelsen er gaaet til grunde, idet dette synspunkt i det foreliggende tilfaelde i praksis umuliggoer den i faellesskabsretten kraevede tilbagesoegning.

51 At berigelsen er gaaet til grunde, udgoer ikke, som anfoert af Alcan, en regnskabsmaessigt utypisk omstaendighed, men er tvaertimod naermest hovedreglen i tilfaelde, hvor der foreligger statsstoette, der saedvanligvis ydes til virksomheder i vanskeligheder, hvis regnskab paa tidspunktet for en tilbagesoegning ikke baerer spor af den forbedrede oekonomiske situation, som stoetten utvivlsomt har givet anledning til.

52 I oevrigt kan, som fremhaevet af generaladvokaten i punkt 38 i forslaget til afgoerelse, en virksomhed, som har tab, efter at der er blevet ydet den en stoette, alligevel fortsat opnaa fordele ved midlertidigt at overleve, idet den bl.a. fortsat er til stede paa markedet og kan bevare sin goodwill og sin kundekreds. Det kan derfor ikke goeres gaeldende, at berigelsen er gaaet til grunde, blot fordi den oekonomiske fordel, som ydelsen af en statsstoette har givet, ikke mere fremgaar af modtagervirksomhedens regnskab.

53 Alcan's argumentation om, at Domstolen boer tage hensyn til virksomhedens specielle og utypiske situation, som haevdes at vaere en foelge af, at berigelsen er gaaet til grunde, savner foelgelig grundlag.

54 Det tredje spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at den kompetente myndighed efter faellesskabsretten er forpligtet til at tilbagekalde den bevillingsafgoerelse, hvorved der ydes en ulovlig stoette i henhold til en endelig kommissionsbeslutning, som kender stoetten uforenelig og kraever tilbagesoegning af den, selv om dette efter national ret er udelukket, fordi berigelsen er gaaet til grunde, og der ikke foreligger ond tro hos stoettemodtageren.

Sagens omkostninger

55 De udgifter, der er afholdt af den tyske, den franske og den oestrigske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Bundesverwaltungsgericht ved kendelse af 28. september 1994, for ret:

1) Den kompetente myndighed er efter faellesskabsretten forpligtet til at tilbagekalde den bevillingsafgoerelse, hvorved der ydes en ulovlig stoette, i henhold til en endelig kommissionsbeslutning, som kender stoetten uforenelig og kraever tilbagesoegning af den, selv om den har overskredet den frist herfor, der af retssikkerhedsmaessige grunde er fastsat i national ret.

2) Den kompetente myndighed er efter faellesskabsretten forpligtet til at tilbagekalde den bevillingsafgoerelse, hvorved der ydes en ulovlig stoette i henhold til en endelig kommissionsbeslutning, som kender stoetten uforenelig og kraever tilbagesoegning af den, selv om denne myndighed har et saadant ansvar for, at afgoerelsen er ulovlig, at tilbagekaldelsen for stoettemodtageren maa fremstaa som stridende mod redelig handlemaade, idet stoettemodtageren ikke, da den i traktatens artikel 93, stk. 3, fastlagte procedure ikke er blevet fulgt, kan have nogen berettiget forventning om stoettens lovlighed.

3) Den kompetente myndighed er efter faellesskabsretten forpligtet til at tilbagekalde den bevillingsafgoerelse, hvorved der ydes en ulovlig stoette i henhold til en endelig kommissionsbeslutning, som kender stoetten uforenelig og kraever tilbagesoegning af den, selv om dette efter national ret er udelukket, fordi berigelsen er gaaet til grunde, og der ikke foreligger ond tro hos stoettemodtageren.