61994A0290

1 Retspleje - intervention - afvisningspaastand, der ikke er nedlagt af sagsoegte - kan ikke admitteres

(EF-statutten for Domstolen, art. 37, stk. 4; Rettens procesreglement, art. 116, stk. 3)

2 Konkurrence - fusioner - Kommissionens undersoegelse - Det Raadgivende Udvalg for Kontrol med Fusioner og Virksomhedsovertagelser - frist for indkaldelse

(Raadets forordning nr. 4064/89, art. 19, stk. 5)

3 Konkurrence - fusioner - Kommissionens undersoegelse - Kommissionens forpligtelser over for udenforstaaende virksomheder, som har en retlig interesse - udenforstaaende virksomheder, som er konkurrenter til parterne i fusionen - ret til at blive hoert - raekkevidde

(Raadets forordning nr. 4064/89, art. 18; Kommissionens forordning nr. 2367/90, art. 15)

4 Konkurrence - fusioner - Kommissionens undersoegelse - Kommissionens forpligtelser over for udenforstaaende virksomheder, som har en retlig interesse - ingen specifik forpligtelse med hensyn til laengden af fristen for indgivelse af bemaerkninger

(Raadets forordning nr. 4064/89, art. 18, stk. 4; Kommissionens forordning nr. 2367/90, art. 15, stk. 2)

5 Konkurrence - fusioner - Kommissionens undersoegelse - Kommissionens forpligtelser over for udenforstaaende virksomheder, som har en retlig interesse - fremsendelse af den endelige version af de forpligtelser, som de deltagende virksomheder har paataget sig, til udtalelse - ingen forpligtelse

[Raadets forordning nr. 4064/89, art. 6, stk. 1, litra c), art. 8, stk. 2, og art. 18, stk. 4]

6 Konkurrence - fusioner - Kommissionens undersoegelse - aendringer i den anmeldte fusionsplan - pligt til at anmode om en ny anmeldelse - foreligger ikke

[Raadets forordning nr. 4064/89, art. 6, stk. 1, litra c), og art. 8, stk. 2; Kommissionens forordning nr. 2367/90, afsnit I]

7 Konkurrence - fusioner - Kommissionens undersoegelse - aendringer i den anmeldte fusionsplan - ingen bestemt frist - aendring, som angiveligt er indgivet for sent - forpligtelse for Kommissionen til at afbryde fristen for vedtagelse af en beslutning - foreligger ikke

(Raadets forordning nr. 4064/89, art. 10; Kommissionens forordning nr. 2367/90, art. 9)

8 Institutionernes retsakter - begrundelse - forpligtelse - raekkevidde - beslutning i henhold til reglerne om fusioner og virksomhedsovertagelser

(EF-traktaten, art. 190)

9 Konkurrence - fusioner - vurdering af, om en fusion er forenelig med det faelles marked - fusion, der ikke skaber eller styrker en dominerende stilling - hensyntagen til de deltagende virksomheders position paa markedet og deres adgang til afsaetningsmarkeder

(Raadets forordning nr. 4064/89, art. 2)

10 Konkurrence - fusioner - Kommissionens undersoegelse - hensyntagen til valget af en udenforstaaende virksomhed, som skal overtage en aktivitet, der skal udskilles fra en af de i fusionen deltagende virksomheder, naar denne er godkendt - manglende kompetence for Kommissionen - krav til erhververen af aktiviteten - Kommissionens kompetence i henhold til artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 4064/89 - omfanget af den retslige proevelse

(Raadets forordning nr. 4064/89, art. 8, stk. 2)

11 Paastande, der fremsaettes i en begaering om intervention, kan i henhold til artikel 37, stk. 4, i EF-statutten for Domstolen, der i henhold til artikel 46, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse paa rettergangsmaaden ved Retten, kun gaa ud paa at understoette en af parternes paastande. Endvidere indtraeder intervenienten efter artikel 116, stk. 3, i Rettens procesreglement i sagen, som den foreligger ved interventionen. Intervenienten kan saaledes ikke nedlaegge en afvisningspaastand, som ikke er indeholdt i sagsoegtes paastande.

12 I forbindelse med kontrollen med fusioner og virksomhedsovertagelser i henhold til forordning nr. 4064/89 kan en manglende overholdelse af fristen for indkaldelse af Det Raadgivende Udvalg for Kontrol med Fusioner og Virksomhedsovertagelser ikke i sig selv medfoere, at Kommissionens endelige beslutning er ulovlig, heller ikke selv om der ikke forelaa ekstraordinaere omstaendigheder, der kunne indebaere risiko for alvorlig skade som omhandlet i artikel 19, stk. 5. Fjortendagesfristen i denne bestemmelse udgoer en rent intern sagsbehandlingsforskrift svarende til den frist, som i henhold til artikel 10, stk. 5, i forordning nr. 17 gaelder for indkaldelse af Det Raadgivende Udvalg for Monopol- og Kartelspoergsmaal. Manglende overholdelse af en saadan regel kan kun medfoere, at Kommissionens endelige beslutning bliver ulovlig, saafremt overtraedelsen er tilstraekkelig vaesentlig og har skadet den retlige og faktiske situation for den part, som goer gaeldende, at der foreligger en procedurefejl.

Dette er ikke tilfaeldet, hvis det raadgivende udvalg faktisk har haft tilstraekkelig tid til at saette sig ind i de vaesentligste forhold i sagen og har kunnet afgive sin udtalelse med fuldt kendskab hertil, dvs. at udvalget ikke er blevet vildledt paa et afgoerende punkt paa grund af unoejagtigheder eller undladelser. I saa fald har den manglende overholdelse af indkaldelsesfristen ikke nogen indflydelse paa hoeringens udfald og i givet fald paa den endelige beslutnings indhold.

13 Det fremgaar klart af bestemmelserne i artikel 18 i forordning nr. 4064/89 vedroerende »udtalelser fra de deltagende parter og tredjemand« i forbindelse med fusioner og virksomhedsovertagelser, at udenforstaaende virksomheder ikke har de samme proceduremaessige rettigheder som de deltagende personer, virksomheder og sammenslutninger af virksomheder. En i forhold til proceduren udenforstaaende virksomhed kan ikke paaberaabe sig de samme rettigheder som dem, der indroemmes de deltagende personer, navnlig ikke de rettigheder, de har i henhold til forordningens artikel 18, stk. 1 og 3, hvorefter Kommissionen, forinden der traeffes beslutning i henhold til artikel 8, stk. 2, andet afsnit, bl.a. skal give disse virksomheder »lejlighed til paa alle stadier af proceduren indtil hoeringen af det raadgivende udvalg at udtale sig om de punkter, der fremfoeres imod dem«, og hvorefter »Kommissionen [alene] bygger ... sine beslutninger paa punkter, med hensyn til hvilke de deltagende parter har haft lejlighed til at fremsaette deres bemaerkninger«.

Selv om udenforstaaende virksomheders proceduremaessige rettigheder ikke er saa vidtgaaende som de rettigheder, der indroemmes de deltagende personer med henblik paa at sikre deres ret til kontradiktion, gaelder imidlertid, at udenforstaaende virksomheder, der godtgoer at have en berettiget interesse deri, i henhold til artikel 18, stk. 4, i forordning nr. 4064/89 har ret til at blive hoert, hvis de anmoder herom, og det er i artikel 15 i Kommissionens forordning nr. 2367/90 naermere fastlagt, hvorledes denne ret udnyttes.

Det foelger af disse bestemmelser, at udenforstaaende virksomheder, som er konkurrenter til parterne i fusionen, har ret til at blive hoert af Kommissionen, hvis de anmoder herom, med henblik paa, at de kan fremsaette deres bemaerkninger til de skadelige virkninger af den paataenkte fusion, som de er blevet orienteret om. Denne ret maa forvaltes i overensstemmelse med retten til kontradiktion og hovedformaalet med forordningen, der er at skabe grundlag for en effektiv kontrol og at fremme retssikkerheden for de virksomheder, der er omfattet af dens anvendelsesomraade.

14 Naar henses til, at der ikke i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 2367/90 i forbindelse med kontrollen med fusioner og virksomhedsovertagelser stilles specifikke krav til laengden af den frist, Kommissionen fastsaetter, for udenforstaaende virksomheders indgivelse af deres bemaerkninger, er den omstaendighed, at en udenforstaaende virksomhed kun maatte have haft to hverdage til at fremsaette sine bemaerkninger til de aendringer til den paataenkte fusion, der blev foreslaaet under sagens behandling, ikke i sig selv tilstraekkelig til, at Kommissionen har tilsidesat den ret til at blive hoert, der i henhold til artikel 18, stk. 4, tilkommer virksomheden. Denne fortolkning underbygges af, at selv om de udenforstaaende virksomheder, der har ret til at blive hoert, har en berettiget interesse i, at de indroemmes en tilstraekkelig frist hertil, maa dette ses i sammenhaeng med det krav om hurtighed, der generelt karakteriserer forordning nr. 4064/89, og som indebaerer, at Kommissionen har pligt til at overholde strenge tidsfrister for udstedelsen af den endelige beslutning, idet fusionen anses for at vaere erklaeret forenelig med faellesmarkedet i tilfaelde af, at fristerne ikke overholdes.

15 I forbindelse med kontrollen med fusioner og virksomhedsovertagelser er der fuldt ud taget hensyn til den berettigede interesse for udenforstaaende virksomheder, der har en retlig interesse i at kunne fremfoere deres synspunkter vedroerende fusionens skadelige virkninger paa konkurrencen, naar de paa grundlag af de oplysninger, Kommissionen fremsendte til dem under den procedure, som var indledt i henhold til artikel 6, stk. 1, litra c), i forordning nr. 4064/89, navnlig oplysninger om de forpligtelser, de deltagende virksomheder havde tilbudt at paatage sig, kunne fremsaette deres bemaerkninger til de aendringer, som agtedes foretaget i forslaget til fusion med henblik paa at fjerne den alvorlige tvivl, der var med hensyn til, om fusionen var forenelig med faellesmarkedet. Det er i saa fald i tilstraekkelig grad sikret, at Kommissionen kan tage hensyn til de bemaerkninger, der fremsaettes af udenforstaaende konkurrerende virksomheder, ved vurderingen af, om fusionen er i overensstemmelse med faellesskabsretten, og navnlig, om de af de deltagende virksomheder foreslaaede forpligtelser i denne forbindelse er tilstraekkelige.

Kommissionen kan ikke herudover vaere forpligtet til i henhold til artikel 18, stk. 4, i forordning nr. 4064/89 at anmode de udenforstaaende virksomheder, som har en retlige interesse, om en udtalelse vedroerende den endelige version af forpligtelserne, som de deltagende virksomheder har paataget sig for at tage hensyn til de indsigelser, Kommissionen har fremsat, bl.a. paa grundlag af de udenforstaaende virksomheders bemaerkninger til de af de paagaeldende virksomheder foreslaaede forpligtelser. Saaledes er det kun de deltagende personer, der efter forordningens artikel 18, stk. 1, skal have lejlighed til paa alle stadier af proceduren indtil hoeringen af det raadgivende udvalg at udtale sig om de punkter, der fremfoeres imod dem, navnlig naar Kommissionen agter at knytte betingelser og paabud til sin beslutning med henblik paa at sikre, at de paagaeldende virksomheder overholder de forpligtelser, som de har paataget sig, jf. forordningens artikel 8, stk. 2, andet afsnit. Heraf foelger, at kun de deltagende virksomheder og andre beroerte personer, der som udgangspunkt alene er adressat for den paalagte forpligtelse, skal have mulighed for paa hensigtsmaessig maade at fremsaette deres bemaerkninger til de indsigelser, der er fremsat over for de foreslaaede forpligtelser, saaledes at de i givet fald kan foretage de noedvendige aendringer, og saaledes at deres ret til kontradiktion sikres.

16 Naar der i henhold til artikel 6, stk. 1, litra c), i forordning nr. 4064/89 indledes en procedure, er det bl.a. en anledning for de deltagende parter til at aendre den oprindelige fusionsplan med henblik paa at fjerne den alvorlige tvivl, Kommissionen har med hensyn til, om fusionen er forenelig med faellesmarkedet. Det fremgaar udtrykkeligt af forordningens artikel 8, stk. 2, at de deltagende parter paa denne maade har mulighed for at aendre den anmeldte fusionsplan.

Heraf foelger, at artikel 6 i forordning nr. 4064/89, hvorefter Kommissionen »behandler anmeldelsen« med henblik paa bl.a. at fastslaa, om den anmeldte fusion rejser alvorlig tvivl med hensyn til, om den er forenelig med faellesmarkedet, ikke kan fortolkes derhen, at Kommissionen er forpligtet til at afvise aendringer, som de deltagende virksomheder foretager i den anmeldte fusionsplan, og henvise dem til at indgive en ny anmeldelse, heller ikke selv om der er tale om vaesentlige aendringer. Det er saaledes i sig selv uden betydning, om aendringerne i en anmeldelse maatte vaere vaesentlige, idet muligheden heraf udtrykkeligt er forudsat i bestemmelserne i afsnit I i forordning nr. 2367/90.

17 I forbindelse med kontrollen med fusioner og virksomhedsovertagelser er det hverken ifoelge forordning nr. 4064/89 eller Kommissionens gennemfoerelsesforordning nr. 2367/90 en betingelse for, at de deltagende virksomheder kan foreslaa forpligtelser med henblik paa at aendre den anmeldte fusionsplan, at de overholder en bestemt frist. Da der ikke findes specifikke bestemmelser herom, kan Kommissionen ikke afvise at undersoege forslag, der fremsaettes umiddelbart foer udloebet af den frist paa fire maaneder, der i forordning nr. 4064/89 er fastsat for vedtagelsen af beslutningen, naar forpligtelserne svarer til et vaesentligt krav, Kommissionen har stillet under proceduren, for at godkende den anmeldte fusion, det raadgivende udvalg har kunnet afgive sin udtalelse med fuldt kendskab til den aendrede fusionsplan, og de udenforstaaende virksomheder, som havde en retlig interesse, har haft mulighed for at fremsaette deres bemaerkninger til de foreslaaede forpligtelser. Kommissionen er ikke herved gaaet ud over, hvad der er noedvendigt og hensigtsmaessigt for at naa det forfulgte maal, der med hensyn til forordning nr. 4064/89 er at sikre kontrollens effektivitet og de deltagende virksomheders retssikkerhed og i denne forbindelse at overholde strenge tidsfrister.

Endvidere fremgaar det af artikel 10 i forordning nr. 4064/89 og artikel 9 i Kommissionens forordning nr. 2367/90, at fristen kun kan brydes, hvis Kommissionen ikke mener at have tilstraekkelige oplysninger til at vedtage beslutningen. Naar Kommissionen inden for rammerne af den skoensmaessige befoejelse, den har, finder, at den har disse oplysninger, kan den ikke uden at tilsidesaette artikel 10, stk. 4, i forordning nr. 4064/89 afbryde den firemaanedersfrist, den er undergivet, alene fordi forslag til forpligtelser skulle vaere fremsat for sent, men Kommissionen er derimod forpligtet til at vedtage beslutningen, naar den alvorlige tvivl med hensyn til fusionen efter dens opfattelse er fjernet.

18 Selv om Kommissionen i henhold til traktatens artikel 190 er forpligtet til at begrunde sine beslutninger og herved anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som er afgoerende for foranstaltningens lovlighed, samt de betragtninger, der har foert til dens beslutning, kraeves det dog ikke, at den i forbindelse med en beslutning i henhold til reglerne om fusioner og virksomhedssammenslutninger imoedegaar samtlige faktiske og retlige indsigelser, der er rejst af hver enkelt af de beroerte parter under den administrative procedure. Endvidere skal spoergsmaalet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter traktatens artikel 190, ikke blot vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhaeng, hvori den indgaar, samt under hensyn til alle de retsregler, som gaelder paa det paagaeldende omraade.

19 Det fremgaar af bestemmelserne i artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 4064/89, at Kommissionen er forpligtet til at erklaere en fusion forenelig med faellesmarkedet, naar fusionen ikke skaber eller styrker en dominerende stilling, og konkurrencen paa markedet ikke haemmes betydeligt paa grund af, at der skabes en saadan stilling, eller at den styrkes. Saafremt der ikke skabes en dominerende stilling, eller en saadan stilling ikke styrkes, skal fusionen derfor tillades, uden at det er noedvendigt at undersoege dens virkninger for den effektive konkurrence.

I sin vurdering skal Kommissionen i henhold til forordningens artikel 2, stk. 1, bl.a. tage hensyn til de deltagende virksomheders position paa markedet og deres adgang til afsaetningsmarkeder. I denne forbindelse kan markedsandelene for de produkter, som en i en fusion deltagende virksomhed fremstiller for forhandlernes regning, og som herefter af disse saelges under deres eget maerke, principielt ikke medregnes helt eller delvis i denne virksomheds markedsandele for saa vidt angaar tilsvarende produkter, den saelger under eget maerke. Da forhandlerne saelger produkterne under deres eget maerke med henblik paa at konkurrere med de produkter, der saelges under producentens maerke, skal den markedsandel, de har i kraft af dette salg, normalt henregnes til dem i forbindelse med vurderingen af den konkurrence, som producenterne af maerkevarer eller varer, der saelges under sekundaere maerker, udsaettes for.

20 Kommissionen har ikke i henhold til forordning nr. 4064/89 kompetence til at tage stilling til valget af den udenforstaaende virksomhed, som skulle overtage en del af en af de deltagende virksomheders aktiviteter, selv om valget efter den udenforstaaende virksomheds opfattelse kunne vanskeliggoere opretholdelsen af en effektiv konkurrence. Disse aktiviteter skulle saaledes udskilles fra den paagaeldende virksomhed og saelges, naar fusionen var godkendt, og var derfor ikke omfattet af den fusionsplan, som blev forelagt Kommissionen til vurdering. Der er i saa fald ikke tale om en fusion, som kan foere til, at der skabes en dominerende stilling, eller at en saadan stilling styrkes paa de relevante produktmarkeder.

Af samme grund kan Kommissionen heller ikke i henhold til artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 4064/89 fastsaette krav til erhververen af disse aktiviteter. Det tilkommer ikke Faellesskabets retsinstanser i forbindelse med et annullationssoegsmaal at saette sin egen vurdering i stedet for Kommissionens og tage stilling til, om Kommissionen i henhold til den naevnte bestemmelse skulle have knyttet betingelser eller paabud til beslutningen, navnlig da bestemmelsen drejer sig om realitetsvurderingen af den planlagte fusions forenelighed med faellesmarkedet.

I sag T-290/94,

Kaysersberg SA, Kaysersberg (Frankrig), ved advokaterne Dominique Voillemot og Jacques-Philippe Gunther, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Jacques Loesch, 11, rue Goethe,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, foerst ved Francisco Gonzáles Díaz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Géraud de Bergues, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, og derefter ved ledende juridisk konsulent Giuliano Marenco og Guy Charrier, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Goméz de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

stoettet af

Procter & Gamble GmbH, Schwalbach (Tyskland), ved advokaterne Mario Siragusa, Rom, og Giuseppe Scasselati-Sforzolini, Bologna, og barrister Nicholas Levy, Bar of England and Wales, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Elvinger & Hoss, 2, place Winston Churchill,

intervenient,

angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 94/893/EF af 21. juni 1994 vedroerende en procedure i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 4064/89, hvorved en fusion erklaeres forenelig med faellesmarkedet og aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade (IV/M.430 - Procter & Gamble/VP Schickedanz (II), EFT L 354, s. 32),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Anden Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.W. Bellamy, og dommerne C.P. Briët, A. Kalogeropoulos, A. Potocki og M. Jaeger,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio Gonzáles,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 23. april 1997,

afsagt foelgende

Dom

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

Generelt vedroerende fusionen

1 Den fusion, som er genstand for Kommissionens beslutning 94/893/EF af 21. juni 1994 om en fusions forenelighed med faellesmarkedet og EOES-aftalen (IV/M.430 - Procter & Gamble/VP Schickedanz (II), EFT L 354, s. 32, herefter »den anfaegtede beslutning« eller »beslutningen«) (jf. nedenfor, praemis 41 ff.), vedroerer Procter & Gamble GmbH's (herefter »P & G«) koeb af Vereinigte Papierwerke Schickedanz AG (herefter »VPS«).

2 P & G er et 100%-ejet datterselskab af det amerikanske selskab Procter & Gamble Company. Koncernens samlede omsaetning androg i 1992/1993 23,626 mia. ECU, heraf 7,814 mia. ECU inden for Faellesskabet. Ud over hygiejneartikler og vaskemidler, foede- og drikkevarer driver P & G virksomhed inden for omraaderne papirprodukter og menstruationsbeskyttelsesartikler.

3 Paa det for sagen relevante tidspunkt var P & G den stoerste virksomhed paa markedet for hygiejnebind i Vesteuropa med skoennede markedsandele i 1993 paa 42% efter vaerdi og 33,5% efter maengde i hele Faellesskabet og landene i Den Europaeiske Frihandelssammenslutning. Hvad saerligt angaar det tyske marked medfoerte P & G's markedsandele, der opgjort efter vaerdi ifoelge den anfaegtede beslutning (119. betragtning) laa paa mellem 35 og 40%, at selskabet i kraft af Always-maerket var den foerende producent af hygiejnebind. I Spanien havde P & G i 1993 i kraft af Ausonia- og Evax-maerkerne markedsandele paa mellem 75 og 80% efter vaerdi og mellem 65 og 70% efter maengde (119. betragtning til den anfaegtede beslutning).

4 Paa markedet for babybleer havde P & G ligeledes en staerk stilling, navnlig i kraft af Pampers-maerket, med en markedsandel i Faellesskabet i 1993 paa mellem 45 og 50% efter maengde (25. betragtning til beslutningen). Mens P & G var den foerende virksomhed paa det amerikanske marked, havde koncernen derimod indtil 1994 ingen aktiviteter i Europa inden for omraadet papirartikler til husholdningsbrug, som bl.a. omfatter papirlommetoerklaeder, toiletpapir, koekkenruller og ansigtsservietter.

5 Foer fusionen med P & G var VPS et 100%-ejet datterselskab af det tyske interessentskab Gustav und Grete Schickedanz (herefter »GGS«). Interessentskabets konsoliderede omsaetning var i 1992/1993 paa 681 mio. ECU, heraf 645 mio. inden for Faellesskabet. VPS' aktiviteter omfattede hygiejneartikler til kvinder, papirartikler til husholdningsbrug, babybleer samt inkontinensprodukter til voksne, vatartikler og visse parfumerivarer.

6 For saa vidt specielt angaar hygiejneartikler til kvinder var VPS, navnlig i Tyskland, aktivt paa markedet for hygiejnebind i kraft af maerkevaren Camelia og de sekundaere maerker Bluemia og Femina og som producent af produkter, der saelges under forhandlermaerker. I 1993 var VPS' markedsandele for Camelia-produkter paa det tyske marked for hygiejnebind paa mellem 20 og 25% (efter vaerdi og maengde), mens de andele, som Bluemia- og Femina-maerkerne havde tilsammen, var paa 5-10% efter vaerdi og 10-15% efter maengde (119. betragtning til beslutningen). VPS markedsfoerte ligeledes Camelia-produkterne i Spanien, hvor markedsandelene dog laa under 5% i 1993, samt i OEstrig, Italien og Schweiz. Endelig fremstillede VPS tamponer, som selskabet markedsfoerte under navnet Tampona.

7 Ud over hygiejneartikler til kvinder var VPS aktivt paa markedet for babybleer med maerkerne Moltex og Born, og selskabets markedsandel i Faellesskabet laa i 1993 paa mellem 1 og 5% (25. betragtning til beslutningen).

8 Inden for omraadet papirartikler til husholdningsbrug havde VPS beskedne markedsandele i hele Faellesskabet, idet markedsandelen dog androg mellem 15 og 20% (efter maengde) paa det tyske marked i 1993 (13. betragtning til beslutningen).

Proceduren ved Kommissionen

9 Den 9. december 1993 indgav P & G en anmeldelse til Kommissionen i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (berigtiget udgave offentliggjort i EFT 1990 L 257, s. 13, herefter »forordning nr. 4064/89«) om et planlagt koeb af hele aktiekapitalen i VPS.

10 Som led i denne foerste anmeldelse besvarede Kaysersberg SA den 21. december 1993 en raekke spoergsmaal, Kommissionen havde stillet selskabet den 17. december 1993, og gav visse oplysninger vedroerende den franske sektor for hygiejneartikler til kvinder og inkontinensprodukter til voksne. Selskabet fremsatte samtidig bemaerkninger til betydningen af den paataenkte fusion.

11 Kaysersberg er et fransk aktieselskab og indgaar i den nederlandske koncern Jamont NV, som kontrolleres af James River Corporation og Cragnotti & Partners. Denne koncerns samlede omsaetning androg i 1993 4,818 mia. FF. Kaysersberg er aktivt inden for sektoren for hygiejneartikler til kvinder, navnlig i Frankrig og Belgien. Sammen med datterselskabet Vania Expansion, som saelger hygiejnebind og tamponer, var Kaysersberg i 1993 den stoerste virksomhed i Frankrig med en samlet markedsandel paa mere end 30% efter vaerdi. Kaysersberg driver ogsaa virksomhed inden for sektoren for papir til husholdningsbrug, navnlig under maerket Lotus, inden for sektoren for inkontinensprodukter til voksne samt inden for omraadet babybleer.

12 Den 17. januar 1994 trak P & G sin oprindelige anmeldelse tilbage og indgav i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 4064/89 en ny anmeldelse af en paataenkt fusion, hvorved P & G agtede at erhverve hele aktiekapitalen i VPS og andre af GGS' datterselskaber, der driver virksomhed inden for beslaegtede omraader.

13 Som led i den nye fusion skal VPS i henhold til den koebsaftale, der er indgaaet mellem P & G og GGS, og den tillaegsaftale, der er indgaaet mellem P & G, GGS og VPS, foer fusionens gennemfoerelse udskille sine aktiviteter vedroerende babybleer og overfoere dem til et saerskilt selskab, og umiddelbart efter koebet af VPS skal P & G overdrage aktierne i det saerskilte selskab til en trustee, som P & G udpegede den 22. december 1993, og som har til opgave at finde en endelig koeber til disse aktier (5. og 6. betragtning til beslutningen).

14 I anmeldelsen tilboed P & G endvidere at forpligte sig til ikke at overtage kontrollen med VPS' »non-Camelia-aktiviteter« inden for omraadet »menstruationsbeskyttelsesartikler«, dvs. de materielle og immaterielle aktiver, der er knyttet til de tre maerker Bluemia, Femina og Tampona, og til de VPS-artikler, der saelges under forhandlermaerker (herefter »non-Camelia-aktiviteterne«) (8. betragtning til beslutningen).

15 Den 22. januar 1994 offentliggjorde Kommissionen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende den i artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 4064/89 omhandlede meddelelse (EFT C 19, s. 15). I punkt 4 i meddelelsen opfordrede Kommissionen »andre interesserede parter til at fremsaette deres eventuelle bemaerkninger til den planlagte fusion«.

16 Den 24. januar 1994 besvarede Kaysersberg en raekke spoergsmaal, som Kommissionen havde fremsendt til selskabet den 19. januar, og gav samtidig de oenskede oplysninger vedroerende det geografiske marked og konkurrencesituationen inden for omraadet hygiejneartikler til kvinder. Selskabet meddelte samtidig Kommissionen sine bemaerkninger vedroerende betydningen af den paataenkte fusion.

17 Kaysersberg fremsendte yderligere skrivelser til Kommissionen den 14. marts, den 29. april og den 18. og den 31. maj 1994.

18 Efter at have behandlet anmeldelsen besluttede Kommissionen den 17. februar 1994 i henhold til artikel 6, stk. 1, litra c), i forordning nr. 4064/89 at indlede proceduren for saa vidt angaar hygiejnebind, idet den anmeldte fusion rejste alvorlig tvivl med hensyn til, om den var forenelig med faellesmarkedet.

19 Den 30. marts 1994 fremsendte Kommissionen meddelelse af klagepunkter til P & G.

20 Ved skrivelse af 12. april 1994 fremsendte Kommissionen en kopi af meddelelsen af klagepunkter til Kaysersberg i overensstemmelse med artikel 15 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2367/90 af 25. juli 1990 om anmeldelser, frister og udtalelser i henhold til forordning nr. 4064/89 (EFT L 219, s. 5, herefter »forordning nr. 2367/90«) med henblik paa at underrette selskabet om procedurens art og indhold og opfordre det til at fremsaette sine bemaerkninger.

21 Meddelelsen af klagepunkter havde i det vaesentlige foelgende indhold.

22 Indledningsvis henviste Kommissionen til, at VPS' aktiviteter vedroerende »babybleer« i henhold til koebsaftalen skulle overfoeres til et saerskilt selskab, og at en trustee, som P & G havde udpeget den 22. december 1993, havde til opgave at overdrage aktiviteterne til en ny koeber. Kommissionen udledte heraf, at denne forpligtelse var en integreret del af anmeldelsen, og at uanset hvilke klagepunkter den maatte fremsaette over for koebet, omfattede de ikke denne aktivitet (7. betragtning til meddelelsen af klagepunkter). Endvidere anfoerte Kommissionen, at P & G ensidigt havde tilbudt at forpligte sig til ikke at overtage kontrollen med VPS' non-Camelia-aktiviteter. Efter indledningen af proceduren i henhold til artikel 6, stk. 1, litra c), i forordning nr. 4064/89 havde P & G bekraeftet, at disse forpligtelser fortsat var gaeldende under forudsaetning af, at Kommissionen i henhold til artikel 8 i forordning nr. 4064/89 ville erklaere hele den anmeldte fusion forenelig med faellesmarkedet (punkt 8, 9 og 10 i meddelelsen af klagepunkter).

23 Kommissionen anfoerte endvidere, at den anmeldte fusion var af faellesskabsdimension, og at proceduren var indledt for saa vidt angaar hygiejnebind. De faktiske omstaendigheder, Kommissionen lagde til grund i meddelelsen af klagepunkter, kan sammenfattes paa foelgende maade.

24 For saa vidt angaar det relevante marked fandt Kommissionen, at der er et saerskilt marked for hver enkelt hygiejneartikel til kvinder, dvs. for trusseindlaeg, tamponer og hygiejnebind. For saa vidt angaar definitionen af det geografiske marked fandt Kommissionen, at markedet for hygiejnebind var et nationalt marked. Kommissionen henviste i denne forbindelse til den hoeje koncentration i Tyskland og Spanien, forbrugernes loyalitet over for maerket, vanskeligheder i forbindelse med adgang til distributionskanalerne, de store investeringer i markedsfoering, der er noedvendige for at etablere et nyt maerke, og fejlslagne forsoeg paa at komme ind paa markedet i de senere aar.

25 I sin vurdering af fusionen henviste Kommissionen til, at omsaetningen paa markedet for bind i Vesteuropa var steget, efter at der fra begyndelsen af 1990'erne var introduceret nye, mere avancerede produkter, som f.eks. Always, for hvilke der kunne beregnes hoejere priser end for de traditionelle produkter. Ved vurderingen af parternes markedsandele fandt Kommissionen, at det var mest korrekt at tage udgangspunkt i markedsandel efter vaerdi, navnlig paa grund af prisforskellene, der vurderedes til mellem 50% og 100% mellem maerkevarerne og de sekundaere maerker og forhandlermaerker, og under henvisning til, at maerkevarerne, der blev markedsfoert med en stor reklameindsats, var dominerende paa markedet, og at det var noedvendigt at tage hensyn til selskabernes oekonomiske stilling, idet maerkevarerne udgjorde vaekstsektoren paa markedet.

26 Ifoelge Kommissionen kunne markedsandelene paa de nationale markeder for hygiejnebind, som i foerste raekke er beroert af fusionen, opgoeres saaledes for 1993 (punkt 93 i meddelelsen af klagepunkter):$

Tyskland

Spanien

OEstrig

Vaerdi

1993

Maengde

1993

Vaerdi

1993

Maengde

1993

Vaerdi

1993

Maengde

1993

P & G

VP Camelia

P & G + Camelia

VP andre maerker

Johnson & Johnson

Moelnlycke

Kimberly-Clark

Rauscher

Private maerker

Andre

36,3%

24,5%

60,8%

6,9%

13,4%

-

0,9%

-

12,5%

5,1%

20,4%

21,6%

42%

12%

9,2%

-

0,8%

-

23,7%

12,3%

79,8%

1,4%

81,2%

-

1,1%

-

-

-

10,6%

7,1%

65,9%

1,1%

67%

0,1%

0,8%

-

-

-

18,6%

13,5%

24,6%

13,9%

38,5%

2,9%

30,1%

-

-

17,8%

9,2%

1,5%

17,6%

12,6 %

30,2 %

2,4 %

24,8 %

-

-

27,6 %

2,2 %

12,81 %

27 Kommissionen anfoerte, at markedet for hygiejnebind navnlig i Tyskland er karakteriseret ved betydelige hindringer for adgang til markedet, hvilket bl.a. skyldes, at forbrugerne er meget loyale over for maerkerne, at det noedvendigt at udvikle produkter, som indebaerer en reel nyskabelse, og at ivaerksaette en stor reklameindsats, og at det er vanskeligt at faa adgang til detailhandelen. Endvidere var der allerede inden fusionen en meget hoej koncentration i Tyskland og Spanien.

28 Kommissionen tog ligeledes hensyn til P & G's stilling paa markedet for hygiejnebind, der navnlig er staerk med hensyn til supertynde bind, som er et hurtigt voksende markedssegment, den forretningsmaessige stilling, selskabet, der er storudbyder af dagligvarer, har over for forhandlerne, og dets oekonomiske stilling i forhold til konkurrenterne inden for omraadet hygiejnebind. Det er ikke saerlig sandsynligt, at potentielle konkurrenter vil kunne anfaegte P & G's dominerende stilling i Tyskland og Spanien, naar henses til de mislykkede forsoeg paa at komme ind paa det tyske marked, som Moelnlycke og Kimberly Clark har gjort i de sidste ti til femten aar og Kaysersberg mellem 1970 og 1985.

29 Paa denne baggrund og navnlig, naar henses til de markedsandele, P & G vil have efter fusionen, hindringerne for adgang til markederne og den mulige konkurrence, fandt Kommissionen, at P & G's koeb af VPS paa grund af de saerlige forhold paa det tyske, det spanske og det oestrigske marked for hygiejnebind ogsaa efter salget af VPS' aktiviteter vedroerende »babybleer« vil goere det muligt for P & G at handle uafhaengigt af selskabets kunder og konkurrenter paa disse markeder, ogsaa selv om der tages hensyn til P & G's forpligtelse til ikke at erhverve kontrollen over non-Camelia-aktiviteterne (punkt 145 i meddelelsen af klagepunkter). Hvad saerligt angaar det tyske marked var det Kommissionens opfattelse, at erhvervelsen af VPS og af selskabets store tyske maerke, Camelia, som er det sidste store uafhaengige nationale maerke, vil goere det vanskeligt for andre virksomheder, som maatte oenske det, at komme ind paa det tyske marked, idet de vil vaere henvist til at etablere sig direkte paa markedet i stedet for at erhverve en allerede eksisterende virksomhed (punkt 146 i meddelelsen af klagepunkter).

30 Kommissionen fastslog herefter, at den anmeldte fusion kunne vaere uforenelig med faellesmarkedet, idet den ville kunne medfoere, at der skabes en dominerende stilling paa det tyske og det oestrigske marked for hygiejnebind, og foere til en styrkelse af en dominerende stilling i Spanien med den virkning, at den effektive konkurrence ville blive haemmet betydeligt inden for faellesmarkedet eller en vaesentlig del heraf som omhandlet i artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 4064/89 (punkt 151 i meddelelsen af klagepunkter).

31 Den 25. og 26. april 1994 gennemfoerte Kommissionen i henhold til artikel 13, 14 og 15 i forordning nr. 2367/90 en foerste hoering af parterne i fusionen og af udenforstaaende virksomheder, herunder Kaysersberg, og den 6. maj 1994 blev der gennemfoert en anden hoering af parterne i fusionen og af udenforstaaende virksomheder. Den 9. maj 1994 fremsendte Kaysersberg til Kommissionen en kopi af selskabets administrerende direktoers indlaeg ved den foerste hoering.

32 Den 27. maj 1994 moedtes Det Raadgivende Udvalg for Kontrol med Fusioner og Virksomhedsovertagelser for foerste gang og udtalte sig imod den anmeldte fusion (udtalelse afgivet af Det Raadgivende Udvalg for Kontrol med Fusioner og Virksomhedsovertagelser paa dets 20. og 22. moede den 27.5. og 20.6.1994 om et revideret foreloebigt udkast til beslutning i sag IV/M.430 - Procter & Gamble/VP Schickedanz (II), EFT 1994 C 379, s. 34, punkt 1-8).

33 Den 10. juni 1994 tilboed P & G over for Kommissionen yderligere at forpligte sig til at afhaende VPS' aktiviteter vedroerende hygiejneartikler til kvinder af maerket Camelia (herefter »Camelia-aktiviteterne«) med henblik paa at fjerne de indsigelser, Kommissionen havde vedroerende den paataenkte fusions forenelighed med faellesmarkedet.

34 Ved skrivelse af 13. juni 1994 anmodede Kommissionen P & G om at foretage visse aendringer i selskabets forslag. Med henblik herpaa fremsendte Kommissionen et aendret forslag til forpligtelser til P & G, hvorved der blev taget hensyn til de oenskede aendringer, og anmodede samtidig selskabet om at udarbejde en ikke-fortrolig version af dokumentet, saaledes at Kommissionen kunne hoere udenforstaaende virksomheder. Ved skrivelse af 14. juni 1994 accepterede P & G de foreslaaede aendringer.

35 Onsdag den 15. juni 1994 fremsendte Kommissionen til Kaysersberg en skrivelse fra P & G af 15. juni 1994 med den ikke-fortrolige version af det accepterede forslag til forpligtelser, og meddelte selskabet, at det i henhold til artikel 18, stk. 4, i forordning nr. 4064/89 og artikel 15 i forordning nr. 2367/90 kunne fremsaette sine skriftlige bemaerkninger, der skulle vaere Kommissionen i haende senest mandag den 20. juni 1994 om morgenen, saaledes at bemaerkningerne kunne meddeles det raadgivende udvalg.

36 I henhold til den ikke-fortrolige version, der blev fremsendt til Kaysersberg, foreslog P & G forpligtelser vedroerende Camelia-aktiviteterne, omfattende a) Forschheim-fabrikken og de produktionsanlaeg, der benyttes til fremstilling af hygiejneartikler til kvinder, b) varemaerket Camelia og c) alle andre aktiver og passiver, der indgaar i eller er noedvendige for Camelia-aktiviteterne. P & G paatog sig foelgende forpligtelser:

»1. P & G forpligter sig til, saa hurtigt som muligt efter at Kommissionen har vedtaget en positiv beslutning efter forordning (EOEF) nr. 4064/89, og under alle omstaendigheder senest den 1. juli 1994, at udpege Goldman Sachs International Limited (Goldman Sachs) til paa selskabets vegne at foere forhandlinger i overensstemmelse med god forretningsskik med interesserede tredjeparter med henblik paa afhaendelse af Camelia-aktiviteterne. P & G traeffer aftale med Goldman Sachs om vederlag, idet en del af Goldman Sachs' vederlag skal bestaa af et beloeb beregnet i forhold til salgsprovenuet.

2. P & G forpligter sig til at give Goldman Sachs uigenkaldelig fuldmagt til at finde en koeber til Camelia-aktiviteterne senest ... En saadan koeber skal vaere en levedygtig bestaaende eller potentiel konkurrent til P & G, som er uafhaengig af og uden tilknytning til P & G, og som er i stand til at opretholde og videreudvikle Camelia-aktiviteterne som aktiv konkurrent paa det relevante marked. P & G skal tage ethvert rimeligt skridt til at tilskynde det personale, der for oejeblikket er beskaeftiget med Camelia-aktiviteter, herunder ogsaa salgs- og administrativt personale, til at soege ansaettelse hos en saadan uafhaengig tredjepart. P & G skal anses for at have indfriet dette tilsagn, naar selskabet inden for en frist ... har afgivet en bindende hensigtserklaering om salg af disse aktiviteter, hvis dette salg afsluttes inden for en frist ... P & G forpligter sig til paa normalt forretningsgrundlag at yde Goldman Sachs enhver bistand, selskabet maatte oenske forud for afhaendelsen af Camelia-aktiviteterne til en tredjepart.

3. P & G skal frit kunne antage ethvert tilbud eller udvaelge det tilbud, selskabet finder bedst, saafremt der er afgivet flere. Vaerdien af ethvert tilbud udgoeres af den tilbudte pris samt andre forpligtelser, der kan paavirke tilbuddets vaerdi.

4. P & G forpligter sig til inden for en frist ... at goere Forschheim-fabrikken klar til at blive overdraget til en uafhaengig tredjepart og specielt til at sikre, at Forschheim-fabrikkens drift kan udskilles fra P & G.

5. Foer afslutningen af salget af Camelia-aktiviteterne til en tredjepart skal P & G sikre, at disse aktiviteter drives som en saerskilt, salgbar enhed med egne driftsregnskaber og en salgsorganisation, der er adskilt fra P & G's aktiviteter inden for hygiejneartikler til kvinder. P & G forpligter sig desuden til at sikre, at aktiviteterne henlaegges under en saerskilt ledelse, der efter givne instrukser skal forestaa driften paa et uafhaengigt grundlag, saaledes at disse aktiviteters fortsatte rentabilitet og markedsvaerdi sikres, og til at stille tilstraekkelige oekonomiske ressourcer til raadighed herfor inden for rammerne af normal drift. P & G maa ikke foer afslutningen af salget til en tredjepart inddrage Camelia-aktiviteterne i nogen af P & G's aktiviteter. P & G skal desuden afstaa fra at foretage nogen strukturaendring i aktiviteterne uden forudgaaende godkendelse fra Kommissionen.

6. P & G maa ikke fra Camelia-ledelsen faa videregivet nogen forretningshemmelighed, oplysning om knowhow, kommerciel oplysning eller anden forretningsmaessig oplysning eller nogen anden fortrolig eller ejendomsretligt beskyttet viden angaaende Camelia-aktiviteterne.

7. P & G forpligter sig til at paalaegge Goldman Sachs at udarbejde en skriftlig rapport hver ... om udviklingen i forhandlingerne med interesserede koebere af Camelia-aktiviteterne, og denne rapport skal sammen med relevante bilag indsendes til Kommissionen. Saadanne relevante bilag skal omfatte en rapport fra Camelia-ledelsen om den loebende forretningsdrift.

8. Enhver tvist, som maatte opstaa mellem P & G og den tredjepart, der koeber Camelia-aktiviteterne, som foelge af eller i tilknytning til disse forpligtelser, afgoeres af uafhaengige voldgiftsmaend udpeget af P & G og den paagaeldende tredjepart i faellesskab.«

[»P & G hereby gives the following undertakings to the Commission with respect to VP's Camelia-branded feminine hygiene products business, which comprises: (i) the Forschheim plant and the production lines dedicated to the manufacture of feminine hygiene products; (ii) the Camelia brand name; and (iii) all other assets and liabilities that form part of or are necessary for the operation of VP's Camelia-branded feminine hygiene products business (hereafter referred to as the 'Business').

1. P & G undertakes that, as soon as practicable after the Commission has adopted a favourable decision under the Regulation 4064/89 and in any event no later than July 1, 1994, it shall appoint Goldman Sachs International Limited ('Goldman Sachs') to act on its behalf in conducting good faith negotiations with interested third parties with a view to selling the Business. P & G and Goldman Sachs shall agree on the latter's remuneration, it being understood that part of such remuneration shall consist of a fee related to the consideration of the sale.

2. P & G undertakes that it shall give Goldman Sachs an irrevocable mandate to find a purchaser for the Business within [confidential] of its appointment, it being understood that such purchaser shall be a viable existing or prospective competitor independent of and unconnected to P & G and capable of maintaining and developing the Business as an active competitive force on the market concerned. P & G shall take all reasonable steps to encourage the relevant personnel currently employed in the Business, including sales and administrative personnel, to take up employment with such independent third party. P & G shall be deemed to have complied with this undertaking if, within [confidential], it has entered into a binding letter of intent for the sale of the Business, provided that such sale is completed within [confidential]. P & G undertakes to give, on an arm's length basis, all assistance requested by Goldman Sachs prior to the sale to the third party.

3. P & G alone shall be free to accept any offer or to select the offer it considers best in case of a plurality of offers. The value of any such offers shall be determined by the price offered plus other obligations affecting the value of such offers.

4. P & G undertakes that, within [confidential], the Forscheim plant shall be rendered capable of being transferred to an independent third party and, most particularly, that the Forcheim plant is capable of being managed separately from P & G.

5. Prior to the completion of the sale of the Business to a third party, P & G shall ensure that the Business is managed as a distinct and saleable entity with its own management, accounts and a sales distribution effort for the Business that is separate from P & G's catamenials business. P & G further undertakes that the Business shall have its own management that shall be under instructions to manage it on an independent basis in order to ensure its continued viability and market value, and that P & G shall provide sufficient financial resources to this end in the ordinary course of business. Prior to the completion of the sale of the Business to a third party, P & G shall not integrate the Business into any P & G business unit. P & G further undertakes that it shall make no structural changes to the Business without prior Commission approval.

6. P & G shall not obtain from the Business management any business secrets, know-how, commercial information, or any other industrial information of a confidential or proprietary nature relating to the Business.

7. P & G undertakes that it shall cause Goldman Sachs to provide a written report on a [confidential] basis on any relevant developments in its negotiations with third parties interested in purchasing the Business, and that such reports, together with supporting documentation, shall be furnished to the Commission. Such supporting documentation shall include a report prepared by the management of the Business on its on-going commercial operations.

8. Any dispute between P & G and the third party purchasing the Business arising out of or in the connection with the implementation of these undertakings shall be submitted to independent arbitration to be mutually agreed between P & G and such third party.«]

37 Den 16. juni 1994 fremsendte P & G en skrivelse til Kommissionen, hvori selskabet bekraeftede, at de forpligtelser, det havde paataget sig den 14. juni 1994, aendrede og traadte i stedet for de forpligtelser, selskabet havde tilbudt at paatage sig den 17. januar 1994 vedroerende VPS' hygiejneartikler til kvinder, og at selskabet derfor, saafremt Kommissionen traf en positiv beslutning, ville vaere berettiget til at erhverve og beholde kontrollen over VPS' non-Camelia-aktiviteter.

38 Fredag den 17. juni 1994 fremsendte Kaysersberg sine bemaerkninger til Kommissionen. Kaysersberg anfoerte for det foerste i sin skrivelse, at de af P & G foreslaaede forpligtelser ikke burde tages under behandling, idet de var fremsendt for sent, og idet der kun var indroemmet udenforstaaende virksomheder en kort frist til at fremsaette deres bemaerkninger, og redegjorde herudover for grundene til, at selskabet ikke ansaa forpligtelserne for tilfredsstillende, og for de aendringer, det oenskede.

39 Den 20. juni 1994 moedtes Det Raadgivende Udvalg for Kontrol med Fusioner og Virksomhedsovertagelser for anden gang. Udvalget anfoerte i sin udtalelse foelgende:

»9. Under hensyn til oplysninger fra Kommissionen angaaende de forslag til loesning af de konkurrenceproblemer, den planlagte transaktion rejser, som Procter & Gamble fremsatte i skrivelse af 15. juni 1994, er udvalget enig med Kommissionen i, at fusionen kan erklaeres forenelig med faellesmarkedet og EOES-aftalens funktion paa betingelse af, at alle aktiviteter vedroerende hygiejneartikler af Camelia-maerket udskilles.

10. ... dette er tilstraekkeligt ... forudsat at foelgende betingelser opfyldes:

a) Procter & Gamble udpeger en uafhaengig administrator til at forestaa afhaendelsen af de aktiviteter inden for hygiejneartikler, der udoeves under Camelia-maerket, og disse aktiviteter administreres uafhaengigt af Procter & Gamble, indtil afhaendelsen har fundet sted.

b) Afhaendelsen skal finde sted inden for en kort frist.

c) Den potentielle koeber skal vaere i besiddelse af de fornoedne oekonomiske ressourcer og den fornoedne ekspertise inden for forbrugsvarer til at kunne opretholde og aktivt udvikle Camelia-aktiviteterne i konkurrence med Procter & Gamble.

d) Camelia-aktiviteterne skal holdes adskilt fra Procter & Gamble, indtil de afhaendes.

e) Kommissionen skal have ret til forinden at undersoege de potentielle koebere, uanset Procter & Gamble's ret til selv at vaelge den endelige koeber.

f) Kommissionen boer have tilstraekkelige kontrol- og beslutningsbefoejelser til at kunne sikre en korrekt opfyldelse af disse forpligtelser.

11. Et mindretal af udvalgets medlemmer finder desuden, at Procter & Gamble boer paalaegges pligt til at afhaende VP Schickedanz' sekundaere maerker og forhandlermaerker.«

40 Efter moedet i det raadgivende udvalg udarbejdede Kommissionen den endelige version af P & G's forpligtelser, som blev godkendt af selskabet.

Den anfaegtede beslutning af 21. juni 1994

41 Den 21. juni 1994 vedtog Kommissionen paa grundlag af de forpligtelser, P & G havde paataget sig over for Kommissionen, den anfaegtede beslutning, hvorved fusionen blev erklaeret forenelig med faellesmarkedet og EOES-aftalen.

42 Det anfoeres i beslutningens artikel 1:

»Artikel 1

Paa betingelse af, at P & G fuldt ud opfylder alle de forpligtelser og betingelser, der er indeholdt i P & G's tilsagn til Kommissionen angaaende VPS' aktiviteter inden for hygiejneartikler af maerket Camelia som anfoert i 186. betragtning, erklaeres den fusion, P & G anmeldte den 17. januar 1994 i form af overtagelse af VP Schickedanz AG, forenelig med faellesmarkedet og med EOES-aftalens funktion.«

43 Beslutningen blev fremsendt til Kaysersberg til orientering den 27. juni 1994.

44 Beslutningen kan sammenfattes paa foelgende maade.

45 Kommissionen har indledningsvis anfoert, at forpligtelsen til ikke at overtage VPS' aktiviteter vedroerende babybleer indgaar som en fast bestanddel af anmeldelsen, og uanset hvilke indsigelser Kommissionen kunne rejse mod en saadan overtagelse, omfatter beslutningen derfor ikke markedet for babybleer (7. betragtning til beslutningen). Hvad angaar den forpligtelse, P & G oprindeligt tilboed at paatage sig i anmeldelsen, til ikke at overtage VPS' non-Camelia-aktiviteter, har Kommissionen anfoert, at efter de indsigelser, Kommissionen fremsatte, foretog P & G derefter vaesentlige aendringer, baade med hensyn til, hvilke maerker der skulle udskilles, og hvordan denne udskillelse skulle foregaa, og VPS' non-Camelia-aktiviteter blev i denne forpligtelse erstattet med VPS' hygiejneartikler af maerket Camelia (8. betragtning til beslutningen).

46 Kommissionen fastslaar for det foerste, at den anmeldte transaktion har faellesskabsdimension, og henviser herefter til, at fusionen omfatter foelgende af VPS' produkter: papirprodukter til husholdningsbrug, hygiejneartikler til kvinder, inkontinensprodukter til voksne, vatartikler samt visse parfumerivarer (personlig pleje), og at proceduren er indledt for saa vidt angaar hygiejnebind.

47 Hvad angaar papirprodukter til husholdningsbrug anfoerer Kommissionen, at P & G, der er markedsfoerende i USA og Canada, ikke er aktivt i Europa i denne sektor, og at det strategiske formaal med den planlagte fusion ifoelge P & G er at komme ind paa det europaeiske marked for disse produkter. Endvidere fastslaas det, at VPS' markedsandele i hele denne sektor er ret beskedne i EU og ligger paa mellem 15 og 20% i Tyskland. For de enkelte produkters vedkommende ligger VPS' markedsandele i Tyskland paa mellem 35 og 40% af markedet for papirlommetoerklaeder og paa mellem 15 og 20% af markedet for toiletpapir.

48 Paa baggrund heraf konkluderer Kommissionen:

»I betragtning af mangelen paa overlapning mellem P & G og VPS inden for denne produktgruppe og VPS' begraensede markedsandele rejser transaktionen ingen konkurrenceproblemer for disse produkter« (13. betragtning til beslutningen).

49 For saa vidt angaar inkontinensartikler til voksne, vatartikler og parfumerivarer fastslaar Kommissionen ligeledes paa grundlag af en gennemgang af bl.a. P & G's og VPS' stilling paa disse markeder, at fusionen ikke rejser alvorlig tvivl med hensyn til dens forenelighed med faellesmarkedet (14.-23. betragtning til beslutningen).

50 Med hensyn til babybleer anfoerer Kommissionen, at i betragtning af P & G's markedsandele, der ligger paa mellem 45 og 50%, oekonomiske ressourcer, avancerede teknologi og staerke position i detailhandelen ville transaktionen uden den forpligtelse, P & G paatog sig i anmeldelsen, og selv om stigningen i markedsandele kun er beskeden, bevirke, at P & G kom til at indtage en dominerende stilling (24., 25. og 26. betragtning til beslutningen).

51 Hvad angaar hygiejneartikler til kvinder fastslaas det for det foerste i beslutningen paa grundlag af en gennemgang, der i det vaesentlige er baseret paa de forhold, som er omtalt i meddelelsen af klagepunkter (27.-182. betragtning til beslutningen), at fusionen, saaledes som den er anmeldt med P & G's oprindelige tilbud om at afhaende VPS' non-Camelia-aktiviteter, vil bevirke, at P & G herefter vil vaere i stand til at handle uafhaengigt af sine kunder og konkurrenter paa det tyske og det spanske marked for hygiejnebind (183. betragtning til beslutningen). Efter fusionen vil P & G faa en markedsandel i Tyskland paa mellem 60 og 65% efter vaerdi og mellem 40 og 45% efter maengde, mens den naermeste konkurrent kun vil have en markedsandel paa mellem 10 og 15% efter vaerdi og mellem 5 og 10% efter maengde. P & G's overtagelse af VPS' Camelia-maerke vil goere det endnu vanskeligere for andre at komme ind paa det tyske marked, idet de vil vaere henvist til at etablere sig direkte paa markedet i stedet for at erhverve en allerede eksisterende virksomhed (184. betragtning til beslutningen).

52 Endvidere anfoerer Kommissionen, at P & G har tilbudt at aendre den oprindelige fusionsplan, saaledes som den blev anmeldt til Kommissionen, ved at indfoeje en raekke forpligtelser for saa vidt angaar VPS' Camelia-aktiviteter (186. betragtning til beslutningen).

53 De forpligtelser, P & G har paataget sig, og som indgaar i beslutningen, har bl.a. foelgende indhold:

»P & G paatager sig foelgende forpligtelser over for Kommissionen med hensyn til de af VPS' aktiviteter inden for hygiejneartikler, der udoeves under Camelia-maerket, omfattende: 1) Forschheim-fabrikken og de produktionsanlaeg, der benyttes til fremstilling af hygiejneartikler til kvinder, 2) varemaerket Camelia og 3) alle andre aktiver og passiver, der indgaar i eller er noedvendige for VPS' aktiviteter inden for hygiejneartikler af maerket Camelia (herefter benaevnt 'Camelia-aktiviteterne').

1) P & G forpligter sig til, saa hurtigt som muligt efter at Kommissionen har vedtaget en positiv beslutning efter forordning (EOEF) nr. 4064/89, og under alle omstaendigheder senest ved afslutningen af sin overtagelse af aktierne i VPS, at udpege en af Kommissionen godkendt uafhaengig administrator, der paa P & G's vegne skal foere tilsyn med den loebende drift af Camelia-aktiviteterne for at sikre deres fortsatte rentabilitet og markedsvaerdi og reelle udskillelse fra P & G's oevrige aktiviteter (i det foelgende benaevnt 'administratoren'). Administratoren skal samtidig antage Goldman Sachs International Limited ('Goldman Sachs') til paa P & G's vegne at foere forhandlinger i overensstemmelse god forretningsskik med interesserede tredjeparter med henblik paa afhaendelse af Camelia-aktiviteterne ...

2) P & G forpligter sig til at give administratoren uigenkaldelig fuldmagt til at finde en serioes koeber til Camelia-aktiviteterne senest ... En saadan koeber skal vaere en levedygtig bestaaende eller potentiel konkurrent til P & G, som er uafhaengig af og uden tilknytning til P & G, og som er i besiddelse af de fornoedne oekonomiske ressourcer og erfaring paa dagligvaremarkedet og dermed i stand til at opretholde og videreudvikle Camelia-aktiviteterne som aktiv konkurrent til P & G's aktiviteter inden for hygiejneartikler til kvinder paa de forskellige relevante markeder ...

8) P & G maa ikke inddrage VPS' sekundaere aktiviteter inden for hygiejneartikler og aktiviteterne inden for forhandlermaerker i P & G's egen salgs- og produktionsorganisation for hygiejneartikler til kvinder, foer salget af Camelia-aktiviteterne er afsluttet.

...« (186. betragtning til beslutningen).

54 Kommissionen anfoerer i tilknytning hertil:

»Kommissionen er overbevist om, at P & G's tilbud om at udskille aktiviteterne vedroerende Camelia-bindet vil forhindre P & G i at komme til at indtage en dominerende stilling i Tyskland og i at styrke sin dominerende stilling i Spanien. Efter fusionen og efter afhaendelsen af Camelia vil markedsstrukturen i Tyskland og Spanien blive som foelger under hensyn til, at P & G i stedet bibeholder VPS' non-Camelia-aktiviteter (de noejagtige markedsandele er ikke medtaget, idet der er tale om forretningshemmeligheder):$

Tyskland

Spanien

Vaerdi

1993

Maengde

1993

Vaerdi

1993

Maengde

1993

P & G

VP andre maerker

Total P & G

VP Camelia

J & J

Kimberly-Clark

Forhandlermaerker

Andre

35-40%

5-10%

40-45%

20-25%

10-15%

" 1%

10-15%

5-10%

20-25%

10-15%

30-35%

20-25%

5-10%

" 1%

20-25%

10-15%

75-80%

0%

75-80%

1-5%

1-5%

-

10-15%

5-10%

65-70%

" 1%

65-70%

1-5%

" 1%

-

15-20%

10-15%

Som det fremgaar af ovenstaaende tabel, vil P & G oege sin markedsandel i Tyskland med 6,9% til en samlet markedsandel paa 43,2% efter vaerdi, mens Camelia vil tegne sig for 24,5% og J & J for 13,4%. Denne foroegelse af P & G's markedsandel vil alene bero paa P & G's overtagelse af VPS' sekundaere maerker og forhandlermaerker (dvs. i den lavere priskategori), mens P & G's eksisterende Always-aktiviteter vil blive udsat for konkurrence fra to store udbydere af topmaerker. I Spanien vil P & G faa oeget sin markedsandel med under 0,1%. Kommissionen har derfor draget den konklusion, at de forpligtelser, P & G har paataget sig med hensyn til VPS' Camelia-aktiviteter, er tilstraekkelige til at forhindre skabelse eller styrkelse af en dominerende stilling paa det tyske og det spanske marked og inden for EOES som helhed« (187. betragtning til beslutningen).

Opfoelgning af beslutningen

55 Ved skrivelse af 5. juli 1994 meddelte P & G Kommissionen, at der paagik forhandlinger vedroerende salg af VPS' Camelia-aktiviteter med Kimberly Clark, og at afhaendelsen ville kunne ske samtidig eller umiddelbart efter den endelige afslutning af P & G's koeb af VPS' aktier.

56 Den 20. juli 1994 meddelte Kommissionen i en pressemeddelelse, at P & G's koeb af VPS var blevet endeligt afsluttet den 16. juli 1994, at alle VPS' aktiviteter inden for omraadet hygiejneartikler til kvinder (bl.a. Camelia-aktiviteterne) var overdraget til Kimberly Clark, og at VPS' aktiviteter vedroerende babybleer var solgt til Wirths-koncernen.

57 Ifoelge oplysninger fra intervenienten, P & G, er Camelia- og Tampona-maerkerne samt de private maerker solgt og Bluemia-maerket givet i licens til Kimberly Clark den 16. juli 1994. Med hensyn til VPS' Femina-maerke har Kommissionen og intervenienten oplyst, at maerket er koebt af den tyske grossistvirksomhed Rewe.

Retsforhandlinger og parternes paastande

58 Kaysersberg har paa denne baggrund ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. september 1994 anlagt naervaerende sag.

59 Ved begaering indleveret til Rettens Justitskontor den 8. januar 1995 har P & G anmodet om tilladelse til at indtraede i sagen til stoette for Kommissionens paastande og har under henvisning til artikel 35, stk. 2, litra b), i Rettens procesreglement anmodet om tilladelse til at anvende engelsk baade under den skriftlige og den mundtlige procedure.

60 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 1. februar 1995 har sagsoegeren anmodet om fortrolig behandling af visse dokumenter for det tilfaelde, at begaeringen om intervention imoedekommes.

61 Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Foerste Udvidede Afdeling den 19. maj 1995 har P & G faaet tilladelse til at indtraede i sagen, og sagsoegerens anmodning om fortrolig behandling er imoedekommet for visse dokumenter i sagen.

62 Ved kendelse af 16. august 1995 (sag T-290/94, Kaysersberg mod Kommissionen, Sml. II, s. 2249) forkastede Retten P & G's anmodning om fravigelse af reglerne om sprog for saa vidt angaar den skriftlige procedure, men gav P & G tilladelse til at anvende engelsk i forbindelse med den mundtlige procedure.

63 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Som en foranstaltning med henblik paa sagens tilrettelaeggelse i henhold til procesreglementets artikel 64 er Kommissionen dog den 24. januar 1997 blevet anmodet om at besvare en raekke skriftlige spoergsmaal og at fremlaegge en ikke-fortrolig version af visse dokumenter. Kommissionen har besvaret Rettens skriftlige spoergsmaal og fremlagt de oenskede dokumenter den 19. februar 1997.

64 Sagsoegeren, sagsoegte og intervenienten har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens mundtlige spoergsmaal i retsmoedet den 23. april 1997.

65 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Kommissionens beslutning af 21. juni 1994 annulleres.

- Kommissionens tilpligtes at betale sagens omkostninger.

66 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

67 Intervenienten har nedlagt foelgende paastande:

- Sagen afvises, uden at behandlingen af sagens realitet indledes, idet sagsoegeren ikke har paavist nogen retlig interesse.

- Kommissionen frifindes.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder intervenientens.

68 I bemaerkningerne til interventionsindlaegget har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:

- De af intervenienten fremsatte anbringender forkastes.

- Intervenienten tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med interventionen.

Formaliteten

Sammenfatning af parternes argumentation

69 I staevningen har sagsoegeren anfoert, at selskabet i henhold til EF-traktatens artikel 173, stk. 4, kan anlaegge sag til proevelse af beslutningen. Selskabet har for det foerste anfoert, at det deltog aktivt i den procedure, der gik forud for vedtagelsen af beslutningen. Endvidere er selskabet, der er en foerende virksomhed i Frankrig og Belgien inden for omraaderne hygiejneartikler til kvinder, papirprodukter og hygiejneartikler til babyer, umiddelbart og individuelt beroert, idet fusionen yderligere vil kunne begraense adgangen til det tyske marked, navnlig med hensyn til hygiejnebind. Der er allerede tale om et lukket marked, som selskabet har forsoegt at komme ind paa, men uden held, selv om selskabet vedvarende har foretaget forretningsmaessige investeringer, og selskabets produktionsanlaeg ligger inden for rimelig afstand. Endelig er selskabet ved beslutningen blevet afskaaret fra at koebe Camelia-aktiviteterne, idet beslutningen aabnede mulighed for, at P & G kunne saelge aktiviteterne til Kimberly Clark paa uigennemskuelige betingelser.

70 Kommissionen har ikke fremfoert bemaerkninger vedroerende spoergsmaalet om sagens antagelse til realitetsbehandling.

71 Intervenienten, P & G, har anfoert, at annullationssoegsmaalet boer afvises. Selv om Kommissionen ikke har bestridt, at sagen kan antages til realitetsbehandling, og selv om selskabet som intervenient ikke kan nedlaegge en afvisningspaastand, har Domstolen allerede i et tilsvarende tilfaelde af egen drift undersoegt, om en sag skulle antages til realitetsbehandling (dom af 15.6.1993, sag C-225/91, Matra mod Kommissionen, Sml. I, s. 3203, praemis 13).

72 Ifoelge intervenienten har beslutningen i dette tilfaelde ingen naevnevaerdig betydning for sagsoegerens konkurrencesituation, hvorfor selskabet ikke kan anses for umiddelbart og individuelt beroert i henhold til traktatens artikel 173 (Domstolens dom af 10.12.1969, forenede sager 10/68 og 18/68, Eridania m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1969, s. 117; org. ref.: Rec. s. 459). Intervenienten har i denne forbindelse anfoert, at selskabet ikke har faaet yderligere markedsandele inden for omraadet hygiejneartikler til kvinder, idet selskabet samtidig med erhvervelsen af VPS i overensstemmelse med beslutningen har afhaendet Camelia-aktiviteterne, og herudover har selskabet afhaendet non-Camelia-aktiviteterne. Endvidere har intervenienten ikke erhvervet nogen af VPS' aktiviteter paa markedet for babybleer. Hvad angaar omraadet papirartikler til husholdningsbrug er de markedsandele, selskabet har faaet, ubetydelige.

73 Endvidere har intervenienten anfoert, at sagsoegeren ikke ved beslutningen er blevet afskaaret fra at koebe Camelia-aktiviteterne, og det har i oevrigt aldrig udtrykt interesse for koeb heraf, selv om P & G havde forpligtet sig til at saelge aktiviteterne.

74 Endelig har sagsoegeren ifoelge intervenienten ingen retlig interesse, idet selskabet ved en eventuel annullation af beslutningen ikke faar nogen kompensation, og navnlig vil det ikke goere det muligt for selskabet at erhverve Camelia-aktiviteterne. Endvidere har Kommissionen i stoerst muligt omfang taget hensyn til de indvendinger, sagsoegeren fremsatte under den administrative procedure.

Rettens bemaerkninger

75 Det bemaerkes, at sagsoegte ikke har nedlagt paastand om sagens afvisning, men kun har paastaaet sig frifundet. Der henvises herved til, at paastande, der fremsaettes i en begaering om intervention, i henhold til artikel 37, stk. 4, i statutten for Domstolen, der i henhold til artikel 46, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse paa rettergangsmaaden ved Retten, kun kan gaa ud paa at understoette en af parternes paastande. Endvidere indtraeder intervenienten efter artikel 116, stk. 3, i Rettens procesreglement i sagen, som den foreligger ved interventionen.

76 Intervenienten kan saaledes ikke nedlaegge en afvisningspaastand, og Retten er derfor ikke forpligtet til at undersoege de anbringender, selskabet har fremfoert til stoette for sagens afvisning (Domstolens dom af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, praemis 20, 21 og 22, og ovennaevnte dom i sagen Matra mod Kommissionen, praemis 12, samt Rettens dom af 22.10.1996, sag T-266/94, Skibsvaerftsforeningen m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1399, praemis 39, og af 12.12.1996, sag T-19/92, Leclerc mod Kommissionen, Sml. II, s. 1851, praemis 50).

77 Retten finder ikke i naervaerende sag, at den af egen drift boer undersoege, om sagen kan antages til realitetsbehandling.

Realiteten

78 Til stoette for sine paastande har sagsoegeren fremfoert fem anbringender, der stoettes paa, at vaesentlige formforskrifter er tilsidesat, og et sjette anbringende, der stoettes paa, at der er tale om aabenbart urigtige skoen.

79 Det foerste anbringende stoettes paa, at der i strid med artikel 19, stk. 5 og 6, i forordning nr. 4064/89 ikke har vaeret tale om en reel og serioes hoering af Det Raadgivende Udvalg for Kontrol med Fusioner og Virksomhedsovertagelser. Det andet anbringende stoettes paa en tilsidesaettelse af artikel 18 i forordning nr. 4064/89, idet sagsoegeren ikke har kunnet fremsaette sine bemaerkninger til indholdet af de af P & G paatagne forpligtelser. Det tredje anbringende gaar ud paa, at Kommissionen med urette har accepteret en vaesentlig aendring af anmeldelsen, hvilket er i strid med artikel 6 og 8 i forordning nr. 4064/89 og afsnit I i forordning nr. 2367/90. Det fjerde anbringende stoettes paa en tilsidesaettelse af almindelige faellesskabsretlige principper, bestemmelserne i forordning nr. 4064/89 og forordning nr. 2367/90, idet Kommissionen ikke fastsatte tilstraekkelig lange og rimelige frister inden vedtagelsen af beslutningen. Det femte anbringende stoettes paa, at der i strid med EF-traktatens artikel 190 ikke er givet en tilstraekkelig begrundelse. Endelig stoettes det sjette anbringende paa en tilsidesaettelse af artikel 2 og 8 i forordning nr. 4064/89, idet Kommissionen har anlagt et aabenbart urigtigt skoen i forbindelse med vurderingen af fusionens virkninger paa flere markeder.

Foerste anbringende om en manglende reel og serioes hoering af det raadgivende udvalg

Sammenfatning af parternes argumentation

80 Sagsoegeren har anfoert, at hoeringen af det raadgivende udvalg ikke er sket i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i artikel 19, stk. 5 og 6, i forordning nr. 4064/89. Det raadgivende udvalg havde ikke tilstraekkelig tid til at undersoege P & G's forslag til forpligtelser med hensyn til afhaendelse af Camelia og afgive en reel og serioes udtalelse om den paataenkte fusion. Det raadgivende udvalg blev indkaldt af Kommissionen den 15. juni 1994 og moedtes rent faktisk den 20. juni 1994, dvs. mindre end 14 dage efter indkaldelsens fremsendelse, hvilket er i strid med bestemmelserne i artikel 19, stk. 5. Kommissionen har ikke paavist, at den i denne sag undtagelsesvis har afkortet fristen med henblik paa at hindre, at P & G blev udsat for at lide en alvorlig skade.

81 Endvidere fik det raadgivende udvalg ifoelge sagsoegeren ikke i kraft af de fremsendte dokumenter et korrekt og noejagtigt kendskab til den paataenkte fusion. Udvalget afgav saaledes for det foerste udtalelse uden at have kendskab til det reelle omfang af VPS' non-Camelia-aktiviteter, selv om den oprindelige forpligtelse til at saelge disse aktiviteter stadig var med i P & G's forslag til forpligtelser af 15. juni, som blev forelagt udvalget. For det andet blev den maade, hvorpaa Camelia-aktiviteterne skulle afhaendes, vaesentligt aendret i forhold til forslaget af 15. juni efter udvalgets moede, idet det oprindeligt var forudsat, at P & G skulle afhaende disse aktiviteter til en af selskabet valgt tredjemand, mens de endelige forpligtelser var mere praecise.

82 Kommissionen har anfoert, at en tilsidesaettelse af fristen paa 14 dage efter retspraksis ikke i sig selv kan medfoere, at en beslutning i henhold til forordning nr. 4064/89 er ulovlig, naar indkaldelsen er fremsendt saaledes, at udvalget har kunnet afgive udtalelse med fuldt kendskab til sagen (Rettens dom af 10.7.1991, sag T-69/89, RTE mod Kommissionen, Sml. II, s. 485). Endvidere maa der med hensyn til fusioner tages hensyn til de korte frister, der generelt er kendetegnende for forordning nr. 4064/89 (Rettens dom af 28.10.1993, sag T-83/92, Zunis Holding m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1169, praemis 38). Kommissionen har i denne forbindelse henvist til, at den i henhold til artikel 19, stk. 5, sidste punktum, i forordning nr. 4064/89 undtagelsesvis kan afkorte 14-dagesfristen med henblik paa at hindre, at en eller flere af de i en fusion deltagende virksomheder paafoeres alvorlig skade. Kommissionen vil ikke goere gaeldende, at der var risiko for, at P & G blev paafoert en alvorlig skade, men der var grund til at frygte en vaesentlig forringelse af VPS' situation, hvis der ikke hurtigt blev truffet en beslutning.

83 Efter Kommissionens opfattelse var den frist, der blev indroemmet det raadgivende udvalg til at vurdere P & G's forslag til forpligtelser af 15. juni, der gik ud paa endeligt at afhaende Camelia-aktiviteterne, under alle omstaendigheder tilstraekkelig til, at udvalget kunne afgive udtalelse med fuldt kendskab til sagen. De nationale myndigheder blev hele tiden noeje orienteret om proceduren, bl.a. gennem fremsendelse af de vigtigste dokumenter og gennem afholdelse af to formelle hoeringer, og udvalget moedtes for foerste gang den 27. maj 1994.

84 Endvidere har Kommissionen anfoert, at indholdet af den forpligtelse, P & G i sidste ende paatog sig, og som gik ud paa, at selskabet ikke erhvervede Camelia-aktiviteterne, ikke var vaesentlig forskelligt fra de forslag, der den 15. juni blev fremsendt til det raadgivende udvalg. Det er kun de naermere vilkaar for gennemfoerelsen heraf, som blev skaerpet efter afgivelsen af udtalelsen. Med hensyn til P & G's oprindelige forpligtelse til ikke at erhverve non-Camelia-aktiviteterne har Kommissionen anfoert, at denne forpligtelse ikke var opgivet, da det raadgivende udvalg moedtes, og det var kun et mindretal i udvalget, som fandt, at P & G ligeledes burde afhaende disse aktiviteter. I overensstemmelse med flertallets opfattelse besluttede Kommissionen ikke at paalaegge P & G at gennemfoere denne forpligtelse.

85 Intervenienten har anfoert, at de seneste aendringer til selskabets forslag af 15. juni 1994, som det accepterede efter udvalgets moede, i det vaesentlige er af formel karakter, og Kommissionen foretog aendringerne for at tage hensyn til bemaerkningerne fra de nationale myndigheder og udenforstaaende virksomheder. Kommissionen fulgte saaledes i det hele udtalelsen fra det raadgivende udvalg, selv om den ikke er bundet af saadanne udtalelser. Endvidere har intervenienten anfoert, at det raadgivende udvalg ikke gjorde indsigelser med hensyn til indkaldelsesfristen.

Rettens bemaerkninger

86 Det bemaerkes indledningsvis, at Det Raadgivende Udvalg for Kontrol med Fusioner og Virksomhedsovertagelser i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 4064/89 skal hoeres, inden der traeffes beslutning bl.a. i henhold til forordningens artikel 8, stk. 2. Ifoelge artikel 19, stk. 5, moedes udvalget tidligst 14 dage efter fremsendelse af indkaldelse. Kommissionen kan undtagelsesvis afkorte denne frist i fornoedent omfang med henblik paa at hindre, at en eller flere af de i en fusion deltagende virksomheder paafoeres alvorlig skade. Det bestemmes endvidere i artikel 19, stk. 6, at Kommissionen »i videst mulig udstraekning [tager] hensyn til udvalgets udtalelse«.

87 Det er i naervaerende sag ubestridt, at indkaldelsen af det raadgivende udvalg til det andet moede den 20. juni 1994 ikke skete under overholdelse af 14-dagesfristen i artikel 19, stk. 5, i forordning nr. 4064/89. Endvidere bemaerkes, at Kommissionen, der har anfoert, at den frygtede en forringelse af VPS' situation, hvis der ikke hurtigt blev truffet en beslutning, ikke har gjort gaeldende, at den afkortede fristen for indkaldelse af det raadgivende udvalg med henblik paa at hindre, at VPS eller P & G blev paafoert alvorlig skade. Det fremgaar endvidere af sagsoegerens bemaerkninger, der ikke er blevet bestridt, at ingen af de to virksomheder anmodede Kommissionen om under den administrative procedure at anvende forordningens artikel 7, stk. 4, hvorefter Kommissionen undtagelsesvis kan tillade, at en fusion gennemfoeres, mens sagen behandles, ligeledes med henblik paa at forhindre, at en eller flere af de i fusionen deltagende virksomheder paafoeres alvorlig skade.

88 Retten finder imidlertid, at den manglende overholdelse af fristen for indkaldelse af det raadgivende udvalg ikke i sig selv kan medfoere, at Kommissionens endelige beslutning er ulovlig, heller ikke selv om der ikke forelaa ekstraordinaere omstaendigheder, der kunne indebaere risiko for alvorlig skade som omhandlet i artikel 19, stk. 5, i forordning nr. 4064/89. Det bemaerkes i denne forbindelse, at 14-dagesfristen udgoer en rent intern sagsbehandlingsforskrift svarende til den frist, som i henhold til artikel 10, stk. 5, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter »forordning nr. 17«), gaelder for indkaldelse af Det Raadgivende Udvalg for Monopol- og Kartelspoergsmaal. Det fremgaar ligeledes af denne bestemmelse, at moedet i udvalget »afholdes tidligst 14 dage efter indkaldelsens fremsendelse«. Ifoelge fast retspraksis kan manglende overholdelse af en saadan regel kun medfoere, at Kommissionens endelige beslutning bliver ulovlig, saafremt overtraedelsen er tilstraekkelig vaesentlig og har skadet den retlige og faktiske situation for den part, som goer gaeldende, at der foreligger en procedurefejl (dommen i sagen RTE mod Kommissionen, praemis 27). Det er ikke tilfaeldet, hvis det raadgivende udvalg faktisk har haft tilstraekkelig tid til at saette sig ind i de vaesentligste forhold i sagen og har kunnet afgive sin udtalelse med fuldt kendskab hertil, dvs. at udvalget ikke er blevet vildledt paa et afgoerende punkt paa grund af unoejagtigheder eller undladelser. I saa fald har den manglende overholdelse af indkaldelsesfristen ikke nogen indflydelse paa hoeringens udfald og i givet fald paa den endelige beslutnings indhold.

89 Det bemaerkes i denne forbindelse for det foerste, at det raadgivende udvalg ikke selv har gjort indsigelser mod, at moedet fandt sted paa det af Kommissionen fastsatte tidspunkt, dvs. mindre end 14 dage efter indkaldelsen.

90 Endvidere fremgaar det af selve udtalelsen fra det raadgivende udvalg, at det trods den korte frist, det blev indroemmet, har kunnet udtale sig med fuldt kendskab til sagen om de af P & G foreslaaede forpligtelser og dermed om Kommissionens forslag til beslutning. Det bemaerkes herved, at udvalget, som erklaerede sig enigt med Kommissionen i, at forpligtelserne vedroerende afhaendelse af Camelia-aktiviteterne var tilstraekkelige til at sikre, at fusionen var forenelig med faellesmarkedet og EOES-aftalen, ligeledes udtalte, at visse forhold vedroerende udpegelse af en trustee, fastsaettelse af en kort frist for afhaendelsen, kravene til en mulig koeber, sikring af Camelia's ledelses uafhaengighed indtil gennemfoerelse af afhaendelsen og Kommissionens mulighed for at undersoege mulige koebere og sikre overholdelsen af forpligtelserne skulle afklares og faktisk gennemfoeres (jf. ovenfor, praemis 39). Selv om fristen for indkaldelse ikke blev overholdt, havde det raadgivende udvalg saaledes tilstraekkelig tid til at fremfoere praecise anbefalinger med hensyn til, hvorledes den foreslaaede afhaendelse af VPS' Camelia-aktiviteter ifoelge udvalget skulle gennemfoeres.

91 Herudover bemaerkes, at udvalgets anbefalinger vedroerende fremgangsmaaden for afhaendelse af Camelia-aktiviteterne i det vaesentlige fuldt ud er medtaget i den endelige version af forpligtelserne, som blev udarbejdet efter moedet. Ifoelge den endelige version, saaledes som denne er gengivet i 186. betragtning til beslutningen, udpeger P & G en trustee, som godkendes af Kommissionen, paa tidspunktet for koebet af VPS, saaledes at det sikres, at Camelia-aktiviteterne afhaendes til en levedygtig koeber, og det fremgaar endvidere, at koeberen skal vaere i stand til at videreudvikle Camelia-aktiviteterne som konkurrent »til P & G's aktiviteter inden for hygiejneartikler til kvinder paa de forskellige relevante markeder« (jf. ovenfor, praemis 53). Sagsoegerens argument om, at kravene til den maade, hvorpaa Camelia-aktiviteterne skulle afhaendes, blev vaesentlig aendret i skaerpende retning efter udvalgets moede, viser derfor ikke, at udvalget blev vildledt paa et afgoerende punkt. Da aendringerne netop blev gennemfoert paa grundlag af det raadgivende udvalgs anbefalinger med henblik paa yderligere at understrege den maade, hvorpaa P & G's forpligtelse til at saelge aktiviteterne skulle gennemfoeres, viser aendringerne saaledes ikke, at udvalget ikke kunne traeffe afgoerelse med fuldt kendskab til sagen, men derimod, at Kommissionen i overensstemmelse med artikel 19, stk. 6, i forordning nr. 4064/89 i videst mulig udstraekning tog hensyn til udvalgets udtalelse.

92 Retten kan heller ikke tiltraede sagsoegerens argument om, at det raadgivende udvalg ikke kunne vurdere det reelle omfang af VPS' non-Camelia-aktiviteter, idet det ikke fremgik af P & G's forslag til forpligtelser af 15. juni 1994, som blev fremsendt til udvalget sammen med indkaldelsen, at den oprindelige forpligtelse til at saelge disse aktiviteter var opgivet.

93 Ganske vist indeholdt P & G's forslag til forpligtelser, som blev fremsendt til det raadgivende udvalg, ikke en udtrykkelig bestemmelse om, hvad der skulle ske med hensyn til VPS' non-Camelia-aktiviteter, og P & G tilkendegav foerst ved skrivelse af 16. juni, dvs. efter indkaldelsen af det raadgivende udvalg, over for Kommissionen, at selskabet agtede at bibeholde disse aktiviteter.

94 Retten finder imidlertid for det foerste, at hverken det forhold, at der ikke i P & G's forslag til forpligtelser, som blev fremsendt til det raadgivende udvalg den 15. juni, var en bestemmelse vedroerende non-Camelia-aktiviteterne, eller det forhold, at P & G udtrykkeligt meddelte Kommissionen, at selskabet agtede at bibeholde disse aktiviteter, efter indkaldelsen af det raadgivende udvalg, var til hinder for, at udvalget kunne tage stilling til, om P & G ligeledes skulle forpligtes til at afhaende non-Camelia-aktiviteterne. Dette bekraeftes af, at det ifoelge det raadgivende udvalgs udtalelse kun var et mindretal, der ved moedets slutning fandt, at »Procter & Gamble boer paalaegges pligt til at afhaende VP Schickedanz' sekundaere maerker og forhandlermaerker« (jf. ovenfor, praemis 39, punkt 11 i det raadgivende udvalgs udtalelse). Heraf foelger, at saaledes som det fremgaar af Kommissionens ubestridte oplysninger, blev det raadgivende udvalg under alle omstaendigheder orienteret om P & G's planer vedroerende non-Camelia-aktiviteterne ved moedets start.

95 For det andet er der ikke noget i sagen, der tyder paa, at det raadgivende udvalg ikke skulle have haft alle de oplysninger, som var noedvendige i forbindelse med vurderingen af omfanget af VPS' non-Camelia-aktiviteter. Det fremgaar derimod, at medlemsstaternes regeringer hele tiden var noeje orienteret om proceduren vedroerende undersoegelsen af den paataenkte fusion, og deres repraesentanter i det raadgivende udvalg kendte derfor paa tidspunktet for det andet moede alle vigtige forhold i sagen, bl.a. vedroerende disse aktiviteters markedsandel. Medlemsstaternes deltagelse i proceduren indebaerer i henhold til artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 4064/89, at de modtager anmeldelsen og de vigtigste dokumenter, men herudover fremgaar det af oplysningerne i sagen, at medlemsstaternes repraesentanter i dette tilfaelde deltog i de formelle hoeringer, Kommissionen gennemfoerte den 25. og 26. april og den 6. maj 1994, hvorunder de deltagende virksomheder og udenforstaaende virksomheder blev hoert, og de moedtes for foerste gang i det raadgivende udvalg den 27. maj 1994 med henblik paa at afgive en udtalelse om det foerste forslag til kommissionsbeslutning. Selv om udvalget paa dette tidspunkt afgav sin udtalelse paa grundlag af et forslag om ikke at tillade fusionen, indebar vurderingen af den oprindeligt anmeldte fusion noedvendigvis, at udvalget skulle vurdere omfanget af den forpligtelse, P & G paa dette tidspunkt havde foreslaaet, til at saelge VPS' non-Camelia-aktiviteter, herunder en vurdering af disse aktiviteters betydning paa det relevante marked.

96 Herefter, og idet bemaerkes, at det ikke er gjort gaeldende, at det raadgivende udvalg blev forholdt vigtige eller nye oplysninger om omfanget af non-Camelia-aktiviteterne, finder Retten, at udvalget kunne afgive sin udtalelse med fuldt kendskab til sagen for saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt det var noedvendigt, at P & G afhaendede disse aktiviteter.

97 Det foerste anbringende skal saaledes forkastes.

Det andet anbringende om manglende hoering af udenforstaaende virksomheder med hensyn til de af P & G paatagne forpligtelser

Sammenfatning af parternes argumentation

98 Sagsoegeren har anfoert, at proceduren med hoering af »beroerte konkurrenter« ikke er gennemfoert i overensstemmelse med artikel 18, stk. 1, 3 og 4 i forordning nr. 4064/89. Med henvisning til Domstolens dom af 13. februar 1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen (Sml. s. 461) har sagsoegeren gjort gaeldende, at selskabet ikke fik mulighed for paa hensigtsmaessig maade at fremfoere sine synspunkter vedroerende P & G's forpligtelser, idet Kommissionen kun indroemmede selskabet en frist paa to hverdage til at fremkomme med sine bemaerkninger til P & G's forslag og undlod at fremsende den endelige version af P & G's forpligtelser til sagsoegeren til udtalelse, selv om der efterfoelgende blev foretaget aendringer i forslagene. Selskabet kunne derfor ikke udtale sig om den situation, der opstod som foelge af P & G's koeb af VPS' non-Camelia-aktiviteter, idet det ikke af P & G's forslag til forpligtelser, som blev fremsendt til udenforstaaende virksomheder den 15. juni 1994, kunne udledes, at den oprindelige forpligtelse til at saelge non-Camelia-aktiviteterne ville blive frafaldet.

99 Sagsoegeren bestrider Kommissionens argument om, at udenforstaaende virksomheder kun kan paaberaabe sig artikel 18, stk. 4, i forordning nr. 4064/89. Den retspraksis vedroerende udenforstaaende virksomheders proceduremaessige rettigheder i forbindelse med anvendelsen af forordning nr. 17, som Kommissionen har henvist til, er ifoelge sagsoegeren ikke relevant i denne sag, idet det tilgrundliggende raesonnement ikke kan overfoeres til forordning nr. 4064/89, og de faktiske omstaendigheder i de naevnte sager var forskellige.

100 Selv om det antages, at der er en forskel i behandlingen i forhold til de i artikel 18, stk. 1, 2 og 3, i forordning nr. 4064/89 omhandlede virksomheder, er det sagsoegerens opfattelse, at artikel 18, stk. 4, forudsatte, at selskabet blev hoert i rette tid af Kommissionen paa grundlag af fuldstaendige oplysninger. Udenforstaaende virksomheder har ret til at blive inddraget i den administrative procedure med henblik paa at varetage deres berettigede interesser (Rettens dom af 15.7.1994, sag T-17/93, Matra Hachette mod Kommissionen, Sml. II, s. 595). Konkurrenternes ret til at intervenere i proceduren skal saa meget mere respekteres, naar der er tale om fusionskontrol, idet det er vanskeligt efterfoelgende at genetablere den situation, som forelaa foer fusionen. Den begraensning i udenforstaaende virksomheders rettigheder, der er et resultat af, at der ikke er en klageprocedure, maa opvejes af, at de faar kendskab til alle de forpligtelser, parterne paatager sig under proceduren. Endvidere bliver klagerne i henhold til forordning nr. 17 orienteret om resultatet af de forpligtelser, de i klagen naevnte virksomheder paatager sig, og Kommissionen vedtager ikke en endelig beslutning, foer den har modtaget deres bemaerkninger hertil (Domstolens dom af 17.11.1987, forenede sager 142/84 og 156/84, BAT og Reynolds mod Kommissionen, Sml. s. 4487).

101 Kommissionen har anfoert, at artikel 18, stk. 1, 2 og 3, i forordning nr. 4064/89 kun omfatter de virksomheder, som deltager i en fusion, i dette tilfaelde P & G, GGS og VPS, og ikke udenforstaaende virksomheder, som f.eks. sagsoegeren, som derfor alene kan paaberaabe sig artikel 18, stk. 4 (Rettens dom af 24.3.1994, sag T-3/93, Air France mod Kommissionen, »Dan Air-dommen«, Sml. II, s. 121, praemis 81). Endvidere har Domstolen og Retten i flere tilfaelde henvist til den forskel, der er i de forskellige proceduremaessige bestemmelser inden for konkurrenceomraadet, mellem de deltagende virksomheders ret til at blive hoert og udenforstaaende virksomheders rettigheder (Domstolens dom af 9.7.1987, sag 43/85, Ancides mod Kommissionen, Sml. s. 3131, og dommene i sagerne BAT og Reynolds mod Kommissionen og Matra Hachette mod Kommissionen). Med hensyn til argumentet om, at fusionskontrolproceduren og proceduren i henhold til artikel 85 og 86 ikke kan sammenlignes, har Kommissionen anfoert, at de kontrolfunktioner, den har i henhold til traktatens artikel 85, 86 og 92, 93 og 94 og i henhold til forordning nr. 4064/89, alle har til formaal at sikre, at konkurrencen inden for det indre marked ikke fordrejes. Med hensyn til det forhold, at der ikke i forbindelse med fusionskontrollen er en klageprocedure, har Kommissionen anfoert, at der er tale om et valg fra faellesskabslovgivers side, og under alle omstaendigheder paalaegges det i artikel 4, stk. 1 og 3, i forordning nr. 4064/89 parterne i en fusion af faellesskabsdimension at anmelde denne, ligesom Kommissionen paalaegges at offentliggoere i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, at anmeldelsen har fundet sted.

102 Kommissionen har vedroerende denne sag for det foerste anfoert, at den ikke tilsidesatte artikel 18, stk. 4, i forordning nr. 4064/89, da den kun indroemmede Kaysersberg en frist paa to hverdage til at undersoege de af P & G foreslaaede forpligtelser. Da selskabet havde deltaget i hele proceduren, vidste det, at spoergsmaalet om videresalg af Camelia var den vaesentligste hindring for godkendelse af fusionen, og selskabet kunne derfor ikke vaere overrasket over P & G's forslag til forpligtelser. Endvidere viser det forhold, at sagsoegeren fremsendte sine bemaerkninger til Kommissionen allerede den 17. juni og ikke foerst den 20. juni, at selskabet paa hensigtsmaessig maade kunne fremfoere sine synspunkter.

103 For det andet har Kommissionen anfoert, at den ikke har tilsidesat sagsoegerens proceduremaessige rettigheder ved ikke at fremsende den endelige version af P & G's forpligtelser med henblik paa, at sagsoegeren kunne udtale sig herom. I modsaetning til de virksomheder, som er omfattet af artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 4064/89, har udenforstaaende virksomheder ikke ret til at blive hoert paa alle stadier af en procedure vedroerende undersoegelse af en fusion. Endvidere tages der i P & G's endelige forpligtelser i hoej grad hensyn til bemaerkningerne fra de udenforstaaende virksomheder, navnlig fra sagsoegeren, idet kravene til fremgangsmaaden for afhaendelsen af Camelia blev skaerpet, og endvidere havde de udenforstaaende virksomheder under hele proceduren gjort gaeldende, at P & G's oprindelige forpligtelse til at afhaende VPS' non-Camelia-aktiviteter var utilstraekkelig. Det var derfor Kommissionens opfattelse, at den ikke var forpligtet til at hoere de udenforstaaende virksomheder om den endelige version af forpligtelserne, idet den bl.a. paa grundlag af virksomhedernes tidligere udtalelser gik ud fra, at man med disse forpligtelser undgik enhver risiko for skabelse af en dominerende stilling. Hvis Kommissionen havde valgt en anden loesning, var der risiko for, at den ikke ville kunne overholde de i forordning nr. 4064/89 fastsatte frister.

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0290.1

104 Intervenienten har anfoert, at de udenforstaaende virksomheder i henhold til artikel 18, stk. 4, i forordning nr. 4064/89 kun har ret til at modtage summariske oplysninger om den anmeldte fusion, og Kommissionen er paa ingen maade forpligtet til at fremsende de forslag til forpligtelser, der fremsaettes under proceduren, til virksomhederne med henblik paa at faa en udtalelse fra dem. Kommissionen har dermed givet de udenforstaaende virksomheder adgang til at fremsaette deres synspunkter i stoerre omfang, end det kraeves efter forordning nr. 4064/89. Endvidere har sagsoegeren ikke paavist, at hvis hoeringsproceduren var gennemfoert paa anden maade, ville beslutningen have faaet et andet indhold, og det er saaledes ikke godtgjort, at der foreligger en sagsbehandlingsfejl.

Rettens bemaerkninger

105 Det bemaerkes indledningsvis, at det klart fremgaar af bestemmelserne i artikel 18 i forordning nr. 4064/89 vedroerende »udtalelser fra de deltagende parter og tredjemand«, at udenforstaaende virksomheder som sagsoegeren ikke har de samme proceduremaessige rettigheder, som de deltagende personer, virksomheder og sammenslutninger af virksomheder har i henhold til artikel 18, stk. 1, 2 og 3. Mens de personer, der deltager i den omhandlede fusion, hvilket vil sige parterne i den planlagte fusion, som er forelagt Kommissionen til godkendelse, i henhold til disse bestemmelser er indroemmet specifikke rettigheder med henblik paa at sikre overholdelsen af deres ret til kontradiktion under den administrative procedure, har de udenforstaaende virksomheder, der kun udsaettes for eventuelle indirekte foelger af beslutningen, derimod efter artikel 18, stk. 4, alene ret til at blive hoert af Kommissionen, hvis de har fremsat begaering herom, og hvis de kan godtgoere, at de har en tilstraekkelig interesse heri (Rettens dom af 27.4.1995, sag T-96/92, CCE de la Société générale des grandes sources m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1213, praemis 56, og Dan Air-dommen, praemis 81).

106 I modsaetning til, hvad sagsoegeren har anfoert, bekraeftes denne fortolkning af dommen i sagen Ancides mod Kommissionen, hvori det blev fastslaaet, at tredjemaend, der har en berettiget interesse, ikke kan ligestilles med de direkte beroerte parter i relation til forordning nr. 17, hvori det i artikel 19, stk. 2, udtrykkeligt bestemmes - i samme formulering, som paa dette punkt er anvendt i artikel 18, stk. 4, i forordning nr. 4064/89 - at tredjemaend, der godtgoer at have en berettiget interesse deri, kun skal have lejlighed til at udtale sig, hvis de anmoder om det (jf. ligeledes dommen i sagen CCE de la Société générale des grandes sources m.fl. mod Kommissionen, praemis 56). Den omstaendighed, at den udenforstaaende virksomhed i denne sag ikke havde anmodet om at blive hoert under proceduren ved Kommissionen, er uden betydning for, hvilke bestemmelser der finder anvendelse paa udenforstaaende virksomheder i relation til forordning nr. 4064/89. Tilsvarende kan sagsoegerens argument om, at dommene i sagerne BAT og Reynolds mod Kommissionen og Matra Hachette mod Kommissionen vedroerte tredjemands ret til aktindsigt, ikke aendre ved, at udenforstaaende virksomheder i forordning nr. 4064/89 kun er omhandlet i artikel 18, stk. 4.

107 Sagsoegeren kan derfor som en i forhold til proceduren udenforstaaende virksomhed ikke paaberaabe sig de samme rettigheder som dem, der indroemmes de deltagende personer, navnlig ikke de rettigheder, de har i henhold til artikel 18, stk. 1 og 3, hvorefter Kommissionen, inden der traeffes beslutning i henhold til artikel 8, stk. 2, andet afsnit, bl.a. skal give disse virksomheder »lejlighed til paa alle stadier af proceduren indtil hoeringen af det raadgivende udvalg at udtale sig om de punkter, der fremfoeres imod dem«, og hvorefter »Kommissionen [alene] bygger ... sine beslutninger paa punkter, med hensyn til hvilke de deltagende parter har haft lejlighed til at fremsaette deres bemaerkninger«.

108 Selv om udenforstaaende virksomheders proceduremaessige rettigheder ikke er saa vidtgaaende som de rettigheder, der indroemmes de deltagende personer med henblik paa at sikre deres ret til kontradiktion, gaelder imidlertid, at udenforstaaende virksomheder, der godtgoer at have en berettiget interesse deri, i henhold til artikel 18, stk. 4, har ret til at blive hoert, hvis de anmoder herom. I denne forbindelse bestemmes det i artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2367/90, at hvis udenforstaaende virksomheder, som kan godtgoere en berettiget interesse heri, anmoder om at maatte afgive udtalelser i henhold til artikel 18, stk. 4, i forordning nr. 4064/89, »underretter Kommissionen dem skriftligt om procedurens art og indhold og fastsaetter en frist, inden for hvilken de kan fremsaette deres bemaerkninger«. I henhold til artikel 15, stk. 2, fremsaetter »de i stk. 1 omhandlede personer ... deres bemaerkninger skriftligt eller mundtligt inden for den fastsatte frist. De kan bekraefte deres mundtlige udtalelser skriftligt«. Omvendt kan Kommissionen med hensyn til en person, som har en berettiget interesse, men som ikke har anmodet om at blive hoert, give vedkommende »mulighed for at fremsaette sine bemaerkninger«, jf. artikel 15, stk. 3, men denne bestemmelse indebaerer ikke en forpligtelse for Kommissionen til at orientere udenforstaaende.

109 Det foelger af disse bestemmelser, at udenforstaaende virksomheder, som er konkurrenter til parterne i fusionen, har ret til at blive hoert af Kommissionen, hvis de anmoder herom, med henblik paa, at de kan fremsaette deres bemaerkninger til de skadelige virkninger af den paataenkte fusion, som de er blevet orienteret om. Denne ret maa forvaltes i overensstemmelse med retten til kontradiktion og hovedformaalet med forordningen, der er at skabe grundlag for en effektiv kontrol og at fremme retssikkerheden for de virksomheder, der er omfattet af dens anvendelsesomraade (jf. f.eks. kendelse afsagt af Rettens praesident den 2.12.1994, sag T-322/94 R, Union Carbide mod Kommissionen, Sml. II, s. 1159, praemis 36).

110 Paa baggrund af denne ordning for beskyttelse af de deltagende parters og udenforstaaende virksomheders rettigheder maa det herefter fastslaas, om sagsoegerens proceduremaessige rettigheder i dette tilfaelde er blevet tilsidesat paa den maade, at selskabet ikke har haft mulighed for paa hensigtsmaessig maade at fremfoere sit synspunkt vedroerende P & G's forpligtelser. Sagsoegeren har i denne forbindelse gjort gaeldende, at selskabet ikke har haft tilstraekkelig tid til at fremsaette bemaerkninger til de forslag, P & G fremlagde den 15. juni 1994, og at selskabet ikke er blevet hoert om den endelige version af forpligtelserne, hvoraf fremgaar, at P & G kunne bibeholde non-Camelia-aktiviteterne.

111 Det maa indledningsvis fastslaas, at som det fremgaar af sagen, var sagsoegeren, der var en udenforstaaende virksomhed, men som havde en berettiget interesse i sagen, foer selskabet den 15. juni 1994 blev orienteret af Kommissionen om de forslag til forpligtelser, P & G havde fremlagt, noeje orienteret om proceduren, og efter at selskabet i overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2367/90 havde anmodet om at blive hoert, modtog det en kopi af meddelelsen af klagepunkter til P & G, hvoraf fremgik, at P & G's koeb af VPS og af Camelia-maerket kunne medfoere, at der blev skabt en dominerende stilling paa det tyske marked for hygiejnebind. Sagsoegeren korresponderede med Kommissionen og deltog herudover i de formelle hoeringer, der fandt sted den 25. og 26. april og den 6. maj 1994, og i forbindelse med den foerste hoering understregede sagsoegeren farerne ved, at P & G koebte Camelia.

112 Endvidere bemaerkes, at det fremgaar heraf, at P & G's koeb af VPS' Camelia-aktiviteter saavel efter Kommissionens som efter sagsoegerens opfattelse var den vaesentligste hindring for godkendelsen af den paataenkte fusion, og at det er paa denne baggrund, at Kommission den 15. juni 1994 pr. telefax i henhold til artikel 15 i forordning nr. 2367/90 fremsendte en ikke-fortrolig version af P & G's forslag om, at P & G forpligtede sig til ikke at erhverve VPS' Camelia-aktiviteter, til sagsoegeren og anmodede selskabet om at fremkomme med sine bemaerkninger hertil senest den 20. juni 1994. Det fremgaar af sagen, at sagsoegeren ved skrivelse af 17. juni 1994 kunne fremsaette vaesentlige bemaerkninger til den af P & G foreslaaede forpligtelse og bl.a. foreslog aendringer i den naermere fremgangsmaade for overdragelsen. Nogle af aendringsforslagene vedroerende kravene til en mulig koeber, en betingelse om, at Kommissionen paa forhaand skulle godkende koeberen, og en betingelse om, at Camelia-aktiviteternes uafhaengighed skulle sikres, blev i det vaesentlige medtaget i den endelig version af forpligtelserne.

113 Under disse omstaendigheder, og naar henses til, at der ikke i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 2367/90 stilles specifikke krav til laengden af den frist, Kommissionen fastsaetter, finder Retten, at den omstaendighed, at sagsoegeren kun havde to hverdage til at fremsaette sine bemaerkninger til de af P & G foreslaaede aendringer til den paataenkte fusion, ikke i sig selv er tilstraekkelig til, at Kommissionen har tilsidesat den ret til at blive hoert, der i henhold til artikel 18, stk. 4, i forordning nr. 4064/89 tilkommer sagsoegeren. Denne fortolkning underbygges af, at selv om de udenforstaaende virksomheder, der har ret til at blive hoert, har en berettiget interesse i, at de indroemmes en tilstraekkelig frist hertil, maa dette ses i sammenhaeng med det krav om hurtighed, der generelt karakteriserer forordning nr. 4064/89, og som indebaerer, at Kommissionen har pligt til at overholde strenge tidsfrister for udstedelsen af den endelige beslutning, idet fusionen anses for at vaere erklaeret forenelig med faellesmarkedet i tilfaelde af, at fristerne ikke overholdes (jf. Dan Air-dommen, praemis 67, og kendelse afsagt af Rettens praesident den 15.12.1992, sag T-96/92 R, CCE de la Société générale des grandes sources m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2579, praemis 30).

114 Argumentet om, at den frist, der blev indroemmet sagsoegeren til at fremsaette sine bemaerkninger til P & G's forslag til forpligtelser, var for kort, kan saaledes ikke tiltraedes.

115 For saa vidt angaar det forhold, at den endelige version af P & G's forpligtelser, som indebar en aendring i forhold til den oprindelige fusionsplan, ikke blev fremsendt til sagsoegeren til udtalelse, bemaerkes, at sagsoegeren med dette argument i det vaesentlige goer gaeldende, at selskabet ikke fik mulighed for at blive hoert om P & G's koeb af non-Camelia-aktiviteterne. I denne forbindelse maa det fastslaas, at P & G's forslag til forpligtelser, som blev fremsendt til sagsoegeren den 15. juni 1994, ikke indeholdt bestemmelser vedroerende VPS' non-Camelia-aktiviteter, og at P & G foerst ved skrivelse af 16. juni 1994 bekraeftede over for Kommissionen, at selskabet frafaldt sit oprindelige tilbud om ikke at koebe disse aktiviteter, men Kommissionen orienterede ikke sagsoegeren udtrykkeligt herom.

116 Det bemaerkes imidlertid for det foerste, at selv om der ikke i P & G's forslag til forpligtelser, som blev fremsendt til sagsoegeren den 15. juni 1994, var bestemmelser om, hvad der skulle ske med non-Camelia-aktiviteterne, kunne selskabet ikke med foeje gaa ud fra, at P & G paa dette tidspunkt fastholdt sin oprindelige forpligtelse til ikke at erhverve disse aktiviteter fra VPS, eller at Kommissionen ville goere godkendelsen af den paataenkte fusion betinget af, at denne forpligtelse blev opretholdt.

117 Som det fremgaar af punkt 10 i meddelelsen af klagepunkter til P & G - som sagsoegeren blev anmodet om at udtale sig om - gjorde P & G udtrykkeligt opmaerksom paa, at tilbuddet om denne forpligtelse kun ville blive opretholdt, for saa vidt fusionen blev erklaeret forenelig med faellesmarkedet i den foreliggende form, saaledes at enhver senere aendring af den oprindelige fusionsplan maatte forventes at traede i stedet for den af P & G i anmeldelsen foreslaaede forpligtelse. Herudover finder Retten, at sagsoegeren ikke har foert noget bevis for, at Kommissionen under sagens behandling skulle have tilkendegivet, at den kun ville godkende fusionen paa betingelse af, at alle VPS' aktiviteter med hensyn til hygiejneartikler til kvinder blev afhaendet. Tvaertimod fremgaar det, at sagsoegeren selv over for Kommissionen fremhaevede, at det oprindelige forslag var utilstraekkeligt, idet selskabet i sine bemaerkninger af 31. januar 1994 udtalte, at »de af P & G foreslaaede tilpasninger ikke indebaerer en svaekkelse af selskabets dominerende stilling paa det tyske marked for hygiejnebind, navnlig paa grund af, at produkterne af maerkerne Bluemia og Femina har en faldende og naermest ubetydelig markedsandel«. Det fremgaar heraf, at sagsoegeren, da selskabet modtog P & G's forslag til forpligtelser af 15. juni 1994, havde de oplysninger, som var noedvendige for, at det kunne fremkomme med sine bemaerkninger, og selskabet havde saaledes mulighed for at tage stilling til, om de foreslaaede forpligtelser var tilstraekkelige.

118 For det andet bemaerkes, at sagsoegeren i skrivelsen af 17. juni 1994 faktisk udtrykte oenske om, at P & G forpligtede sig til at afhaende alle VPS' aktiviteter med hensyn til hygiejneartikler til kvinder til én koeber, saaledes at det blev sikret, at koeberen havde en tilstraekkelig stoerrelse til at kunne konkurrere effektivt paa markedet, hvilket under de foreliggende omstaendigheder noedvendigvis indebar, at sagsoegeren modsatte sig, at P & G fik tilladelse til at bibeholde VPS' non Camelia-aktiviteter. Denne fortolkning bekraeftes af sagsoegerens egne bemaerkninger i retsmoedet, hvorunder selskabet udtalte, at det saaledes havde kunnet fremsaette sine bemaerkninger til det noedvendige i, at P & G afhaendede VPS' Camelia- og non-Camelia-aktiviteter.

119 Det fremgaar saaledes, at sagsoegeren i dette tilfaelde har kunnet fremfoere sine synspunkter vedroerende raekkevidden og karakteren af de forpligtelser, P & G efter selskabets opfattelse burde paatage sig, og som Kommissionen burde paalaegge selskabet som betingelser og paabud med henblik paa, at fusionen kunne erklaeres forenelig med faellesmarkedet. Retten finder, at naar henses til de ovennaevnte principper, er der fuldt ud taget hensyn til den berettigede interesse for udenforstaaende virksomheder, der som sagsoegeren har en retlig interesse i at kunne fremfoere deres synspunkter vedroerende fusionens skadelige virkninger paa konkurrencen, naar de som i naervaerende sag paa grundlag af de oplysninger, Kommissionen fremsendte til dem under den procedure, som var indledt i henhold til artikel 6, stk. 1, litra c), i forordning nr. 4064/89, navnlig oplysninger om de forpligtelser, de deltagende virksomheder havde tilbudt at paatage sig, kunne fremsaette deres bemaerkninger til de aendringer, som agtedes foretaget i forslaget til fusion med henblik paa at fjerne den alvorlige tvivl, der var med hensyn til, om fusionen var forenelig med faellesmarkedet. Det er i saa fald i tilstraekkelig grad sikret, at Kommissionen kan tage hensyn til de bemaerkninger, der fremsaettes af udenforstaaende konkurrerende virksomheder, ved vurderingen af, om fusionen er i overensstemmelse med faellesskabsretten, og navnlig, om de af de deltagende virksomheder foreslaaede forpligtelser i denne forbindelse er tilstraekkelige.

120 I modsaetning til, hvad sagsoegeren har anfoert, kan Kommissionen ikke herudover vaere forpligtet til i henhold til artikel 18, stk. 4, i forordning nr. 4064/89 at anmode de udenforstaaende virksomheder, som har en retlige interesse, om en udtalelse vedroerende den endelige version af forpligtelserne, som de deltagende virksomheder har paataget sig for at tage hensyn til de indsigelser, Kommissionen har fremsat, bl.a. paa grundlag af de udenforstaaende virksomheders bemaerkninger til de af de paagaeldende virksomheder foreslaaede forpligtelser. Som anfoert ovenfor (praemis 107), har udenforstaaende virksomheder, som har en retlig interesse, ikke de samme rettigheder som dem, der indroemmes de deltagende personer med henblik paa at sikre deres ret til kontradiktion under sagens behandling ved Kommissionen. Saaledes er det kun de deltagende personer, der efter artikel 18, stk. 1, skal have lejlighed til paa alle stadier af proceduren indtil hoeringen af det raadgivende udvalg at udtale sig om de punkter, der fremfoeres imod dem, navnlig naar Kommissionen, som i dette tilfaelde, agter at knytte betingelser og paabud til sin beslutning med henblik paa at sikre, at de paagaeldende virksomheder overholder de forpligtelser, som de har paataget sig, jf. artikel 8, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 4064/89. Heraf foelger, at kun de deltagende virksomheder og andre beroerte personer, der som udgangspunkt alene er adressat for den paalagte forpligtelse, skal have mulighed for paa hensigtsmaessig maade at fremsaette deres bemaerkninger til de indsigelser, der er fremsat over for de foreslaaede forpligtelser, saaledes at de i givet fald kan foretage de noedvendige aendringer, og saaledes at deres ret til kontradiktion sikres.

121 Med hensyn til sagsoegerens argument om, at udenforstaaende virksomheder, der har en retlig interesse, i lighed med den ret, klageren har i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17, skal orienteres om Kommissionens forhandlinger med de deltagende virksomheder, kan dette heller ikke tiltraedes. Der henvises i denne forbindelse til, at Domstolen i dommen i sagen BAT og Reynolds mod Kommissionen, hvortil sagsoegeren har henvist, udtalte, at klagernes berettigede interesser fuldt ud er varetaget, dersom de i forbindelse med de skrivelser, de modtager i henhold til artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter benaevnt »forordning nr. 99/63«), underrettes om udfaldet af forhandlingerne, der danner baggrund for, at Kommissionen vil henlaegge sagen, saaledes at de kan fremsaette deres eventuelle supplerende bemaerkninger. Det bemaerkes herved, at forpligtelserne, saaledes som de var affattet i den version, som blev fremsendt til sagsoegeren til udtalelse, ifoelge Kommissionen ligeledes svarede til, hvad der var noedvendigt for, at fusionen kunne erklaeres forenelig med faellesmarkedet, og de efterfoelgende aendringer blev netop foretaget for at tage hensyn til de udenforstaaende virksomheders og det raadgivende udvalgs supplerende bemaerkninger. Sagsoegerens argument, der stoettes paa dommen i sagen BAT og Reynolds mod Kommissionen, viser saaledes ikke, at Kommissionen har tilsidesat selskabets proceduremaessige rettigheder. Da der ikke i forordning nr. 4064/89 er fastsat en ordning, hvorefter der kan indgives klage med henblik paa konstatering af overtraedelser af traktatens konkurrenceregler, finder Retten under alle omstaendigheder ikke, at der i naervaerende sag kan drages analogislutninger mellem de udenforstaaende virksomheders rettigheder og klageres rettigheder i henhold til forordning nr. 17 og endnu mindre mellem bestemmelserne i artikel 15 i forordning nr. 2367/90 og artikel 6 i forordning nr. 99/63.

122 Heraf foelger, at sagsoegeren ikke kan goere gaeldende, at selskabets ret til at blive hoert i henhold til artikel 18, stk. 4, i forordning nr. 4064/89 er blevet tilsidesat.

123 Det andet anbringende maa herefter forkastes.

Tredje anbringende om, at der foretaget vaesentlige aendringer i anmeldelsen

Sammenfatning af parternes argumentation

124 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen tilsidesatte artikel 6 og 8 i forordning nr. 4064/89 og afsnit I i forordning nr. 2367/90 om anmeldelser, da den accepterede, at P & G i stedet for den oprindelige forpligtelse vedroerende non-Camelia-aktiviteterne paatog sig en forpligtelse til ikke at erhverve kontrollen over VPS' Camelia-aktiviteter. Der er tale om en vaesentlig aendring af anmeldelsen, idet P & G's oprindelige forpligtelse vedroerende VPS' non Camelia-aktiviteter var en integreret del af anmeldelsen paa samme maade som forpligtelsen til ikke at erhverve kontrollen over aktiviteterne vedroerende babybleer. Endvidere var aendringen udtryk for en radikal aendring i P & G's strategi, saaledes at fusionen kunne rettes mod papirprodukter samtidig med, at P & G kunne bevare en ikke ubetydelig markedsandel inden for omraadet hygiejneartikler til kvinder. Ifoelge sagsoegeren skulle Kommissionen derfor have afvist P & G's aendringer til anmeldelsen og have henvist selskabet til at indgive en ny anmeldelse, der alene omfattede overdragelsen af Camelia-aktiviteterne. Dette ville have vaeret i overensstemmelse med forordningens artikel 6, hvorefter Kommissionen skal vurdere en fusion, saaledes som den er anmeldt.

125 Kommissionen har anfoert, at det var den, der besluttede ikke at paalaegge P & G en pligt til at videresaelge non-Camelia-aktiviteterne, og P & G aendrede saaledes ikke betingelserne for fusionen ved at frafalde de foerste forpligtelser. I henhold til artikel 8, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 4064/89 kan Kommissionen kun paalaegge de betingelser og paabud, som er absolut noedvendige for, at en fusion kan godkendes, og den kan derfor ikke goere en forpligtelse, der oprindeligt er foreslaaet af en virksomhed, til en betingelse, hvis det viser sig unoedvendigt, fordi virksomheden efterfoelgende paatager sig mere vidtgaaende forpligtelser. Dette gaelder saa meget mere i den foreliggende sag, idet Kommissionen under hele sagens behandling var af den opfattelse, at P & G's oprindelige forpligtelse vedroerende non-Camelia-aktiviteterne ikke kunne afhjaelpe konkurrenceproblemet paa det relevante marked, og konkurrenterne, herunder sagsoegeren, fremhaevede, at denne forpligtelse havde en meget begraenset betydning.

126 Intervenienten har anfoert, at anmeldelsen vedroerte P & G's koeb af alle VPS' aktiviteter inden for omraadet hygiejneartikler til kvinder og indeholdt alle noedvendige oplysninger, baade for saa vidt angaar Camelia-aktiviteterne og non-Camelia-aktiviteterne. I forbindelse med fusionen maa der endvidere foretages en klar sondring mellem aktiviteterne vedroerende »hygiejneartikler til kvinder« og vedroerende »hygiejneartikler til babyer«, idet det kun var de sidstnaevnte aktiviteter, der blev overdraget til en selvstaendig juridisk enhed, foer salget blev endeligt. Endvidere var tilbuddet i anmeldelsen om, at P & G ikke ville erhverve kontrollen over non-Camelia-aktiviteterne, udtrykkeligt betinget af, at fusionen herefter kunne godkendes i henhold til artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning nr. 4064/89, og tilbuddet bortfaldt saaledes, da der blev indledt en procedure i henhold til artikel 6, stk. 1, litra c), saaledes som det fremgaar af intervenientens skrivelse af 16. juni 1994 til Kommissionen.

Rettens bemaerkninger

127 Det bemaerkes, at naar der i henhold til artikel 6, stk. 1, litra c), i forordning nr. 4064/89 indledes en procedure, er det bl.a. en anledning for de deltagende parter til at aendre den oprindelige fusionsplan med henblik paa at fjerne den alvorlige tvivl, Kommissionen har med hensyn til, om fusionen er forenelig med faellesmarkedet. Retten henviser i denne forbindelse til, at det udtrykkeligt fremgaar af forordningens artikel 8, stk. 2, at de deltagende parter paa denne maade har mulighed for at aendre den anmeldte fusionsplan, idet det heri bestemmes, at Kommissionen traeffer en beslutning, hvorved den erklaerer fusionen for forenelig med faellesmarkedet, naar den finder, at »en anmeldt fusion, eventuelt efter at de deltagende virksomheder har foretaget aendringer, opfylder kriteriet i artikel 2, stk. 2«, og at Kommissionen »til sin beslutning [kan] knytte betingelser og paabud med henblik paa at sikre, at de paagaeldende virksomheder overholder de forpligtelser med henblik paa at aendre den oprindelige fusionsplan, som de har paataget sig over for Kommissionen«.

128 Heraf foelger, at artikel 6 i forordning nr. 4064/89, hvorefter Kommissionen »behandler anmeldelsen« med henblik paa bl.a. at fastslaa, om den anmeldte fusion rejser alvorlig tvivl med hensyn til, om den er forenelig med faellesmarkedet, ikke - saaledes som sagsoegeren i det vaesentlige har gjort gaeldende - kan fortolkes derhen, at Kommissionen er forpligtet til at afvise aendringer, som de deltagende virksomheder foretager i den anmeldte fusionsplan, og henvise dem til at indgive en ny anmeldelse.

129 Med argumentet om, at P & G's tilbagekaldelse af den ved anmeldelsen af fusionen foreslaaede forpligtelse til ikke at erhverve kontrollen over non-Camelia-aktiviteterne udgoer en vaesentlig aendring i forhold til anmeldelsen, har sagsoegeren saaledes paa ingen maade godtgjort, at Kommissionen har tilsidesat bestemmelserne i artikel 6 og 8 i forordning nr. 4064/89 og i afsnit I i forordning nr. 2367/90.

130 Det bemaerkes i denne forbindelse for det foerste, at det i sig selv er uden betydning, om aendringerne i en anmeldelse maatte vaere vaesentlige, idet muligheden heraf udtrykkeligt er forudsat i bestemmelserne i afsnit I i forordning nr. 2367/90. Det bestemmes i artikel 3, stk. 2, at »anmelderne ... uopfordret og omgaaende [skal] give Kommissionen meddelelse om vaesentlige aendringer i de forhold, der er anfoert i anmeldelsen, og som de havde eller burde have haft kendskab til«.

131 Endvidere finder Retten, at den forpligtelse, P & G foreslog i anmeldelsen for saa vidt angaar VPS' non-Camelia-aktiviteter, ikke er en uadskillelig del af den anmeldte fusionsplan i modsaetning til forpligtelsen vedroerende VPS' aktiviteter inden for babybleer. Som det fremgaar af beslutningen og af meddelelsen af klagepunkter til P & G, indgik forslaget til forpligtelse ikke i koebsaftalen mellem parterne i fusionen, og der var heller ikke tale om et led i gennemfoerelsen heraf, i modsaetning til forpligtelsen til ikke at erhverve VPS' aktiviteter vedroerende babybleer, men der er derimod tale om et ensidigt tilbud fra P & G, suppleret med en tillaegsaftale mellem parterne, der alene omfatter afgraensningen af aktiviteterne og fremgangsmaaden for den eventuelle afhaendelse. Herudover bemaerkes, at det udtrykkeligt var anfoert i forbindelse med indledningen af proceduren i henhold til artikel 6, stk. 1, litra c), i forordning nr. 4064/89, at dette forslag til forpligtelse kun ville blive opretholdt, for saa vidt fusionen blev godkendt, saaledes som den var anmeldt.

132 Endelig bemaerkes, at sagsoegeren ikke har kunnet paavise noget forhold, som kan rejse tvivl om, at Kommissionen i forbindelse med behandlingen af fusionsplanen, saaledes som den var anmeldt, havde alle de oplysninger vedroerende non-Camelia-aktiviteterne, som var noedvendige bl.a. for, at den kunne vurdere stoerrelsen af markedsandelene for disse aktiviteter, og tage stilling til, om den oprindeligt foreslaaede forpligtelse var tilstraekkelig til, at man kunne undgaa, at P & G fik en dominerende stilling paa de relevante markeder. Det bemaerkes i denne forbindelse, at P & G ved skrivelse af 14. februar 1994 til Kommissionen fremsendte praecise oplysninger om markedsandelene for disse aktiviteter, og at Kommissionen i meddelelsen af klagepunkter til P & G tog hensyn til aktiviteternes omfang paa markedet. Det forhold, at der skete en aendring med hensyn til, hvilke aktiviteter der skulle afhaendes, og aendringen i de foreslaaede forpligtelser indebar saaledes ikke en aendring af de objektive oplysninger vedroerende aktiviteternes omfang, som Kommissionen havde indsamlet i forbindelse med anmeldelsen og under proceduren vedroerende undersoegelsen af den paataenkte fusion.

133 Med hensyn til argumentet om, at det forhold, at en af P & G's forpligtelser blev erstattet af en anden forpligtelse, svarer til en vaesentlig forretningsmaessig aendring, finder Retten, at dette er uden betydning i forbindelse med naervaerende anbringende, idet formaalet med enhver aendring, som de deltagende virksomheder foretager i en fusionsplan i henhold til artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 4064/89, netop er at foretage saadanne tilpasninger med hensyn til fusionens oekonomiske betydning, at den herefter er forenelig med det faellesmarkedet. Det kan alene afgoeres i forbindelse med realitetsvurderingen af beslutningens lovlighed, om Kommissionen anlagde et aabenbart urigtigt skoen i form af en undervurdering af markedsandelene for non-Camelia-aktiviteterne, da den accepterede aendringerne i den oprindelige fusionsplan.

134 Herefter maa det tredje anbringende forkastes.

Fjerde anbringende gaaende ud paa, at der ikke blev fastsat tilstraekkelig lange og rimelige frister

Sammenfatning af parternes argumentation

135 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ikke fastsatte tilstraekkelig lange og rimelige frister inden vedtagelsen af beslutningen, og at den derfor tilsidesatte almindelige faellesskabsretlige principper og artikel 10, stk. 4, i forordning nr. 4064/89, jf. artikel 9 i forordning nr. 2367/90.

136 For det foerste har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen ikke burde have accepteret de af P & G foreslaaede forpligtelser, idet de var for sent indgivet. Med henvisning til generaladvokat Warner's forslag til afgoerelse i de forenede sager 6/73 og 7/73, Istituto chemioterapico italiano og Commercial Solvents mod Kommissionen, hvori Domstolen afsagde dom den 6. marts 1974 (Sml. s. 223), har sagsoegerne gjort gaeldende, at naar Kommissionen i forbindelse med fusionskontrolprocedurer fastsaetter frister, maa det ske i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, princippet om effektiv virkning og kontradiktionsprincippet. I dette tilfaelde staar de frister, der blev indroemmet P & G til at fremsaette nye forslag til forpligtelser, ikke i rimeligt forhold til dem, de udenforstaaende virksomheder og det raadgivende udvalg havde til at fremsaette deres bemaerkninger. Kommissionen accepterede, at P & G fremsatte nye forslag til forpligtelser naesten ved udloebet af firemaanedersfristen i forordning nr. 4064/89, den 15. og den 20. juni 1994, mens de udenforstaaende virkninger kun havde to dage til at fremsaette deres bemaerkninger til P & G's forslag. Kommissionen har i oevrigt i forbindelse med vedtagelsen af forordning (EF) nr. 3384/94 af 21. december 1994 om anmeldelser, frister og udtalelser i henhold til forordning nr. 4064/89 (EFT L 377, s. 1, herefter »forordning nr. 3384/94«) anerkendt, at den frist, der blev indroemmet P & G til gennemgang af forslaget til forpligtelser, var udtryk for misbrug.

137 For det andet har sagsoegeren anfoert, at da Kommissionen ikke afviste P & G's for sent fremsatte forslag til forpligtelser, burde den i det mindste have undladt at rykke datoen for vedtagelsen af den endelige beslutning frem fra den 27. juni til den 21. juni 1994. Kommissionens handlemaade er saa meget mere urimelig, som den efter artikel 10, stk. 4, i forordning nr. 4064/89 paa grund af omstaendigheder, der kunne tilskrives P & G, var forpligtet til at afbryde firemaanedersfristen i artikel 10, stk. 3, med henblik paa at indsamle yderlige oplysninger eller beordre en undersoegelse af de paatagne forpligtelser.

138 Kommissionen har anfoert, at P & G over for Kommissionen fremsatte de omhandlede forslag til forpligtelser den 10. juni 1994, dvs. 17 dage foer udloebet af fristen i forordningen for vedtagelse af beslutningen. Der var derfor ikke nogen tungtvejende grunde for Kommissionen til af egen drift at afvise forslagene, navnlig ikke fordi hverken forordning nr. 4064/89 eller forordning nr. 2367/90, som var gaeldende paa det for sagen relevante tidspunkt, indeholder en frist for fremsaettelse af forslag til forpligtelser. Endvidere kunne Kommissionen ikke anvende en saadan frist, foer den var traadt i kraft, idet den dermed ville kraenke P & G's berettigede forventning. Herudover er det Kommissionens opfattelse, at bestemmelserne i artikel 10, stk. 4, i forordning nr. 4064/89 ikke fandt anvendelse i naervaerende sag, idet Kommissionen fandt, at den havde tilstraekkelige oplysninger til at vedtage en beslutning, og den var derfor forpligtet til at traeffe en afgoerelse, idet den alvorlige tvivl, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra c), var fjernet.

139 Intervenienten har i det vaesentlige tilsluttet sig Kommissionens argumentation.

Rettens bemaerkninger

140 For saa vidt angaar for det foerste argumentet om, at P & G's forslag til forpligtelser blev indleveret for sent, bemaerkes, at det hverken ifoelge forordning nr. 4064/89 eller forordning nr. 2367/90, som var gaeldende paa det for sagen relevante tidspunkt, er en betingelse for, at de deltagende virksomheder kan foreslaa forpligtelser med henblik paa at aendre den anmeldte fusionsplan, at de overholder en bestemt frist. Efter fast retspraksis skal lovligheden af den anfaegtede retsakt bedoemmes efter de faktiske og retlige omstaendigheder paa det tidspunkt, da retsakten blev udstedt (jf. Domstolens dom af 7.2.1979, forenede sager 15/76 og 16/76, Frankrig mod Kommissionen, Sml. s. 321, praemis 7, og Rettens dom af 22.10.1996, forenede sager T-79/95 og T-80/95, SNCF og British Railways mod Kommissionen, Sml. II, s. 1491, praemis 48, og af 22.1.1997, sag T-115/94, Opel Austria mod Raadet, Sml. II, s. 39, praemis 87). Argumentet om, at bestemmelserne i den senere vedtagne forordning nr. 3384/94 ville foere til, at de af P & G foreslaaede forpligtelser maatte anses for for sent indgivet, kan derfor ikke paaberaabes til stoette for, at Kommissionen var forpligtet til at afvise de aendringer, de deltagende virksomheder havde foretaget i den oprindelige fusionsplan.

141 Med hensyn til argumentet om, at der ikke er et rimeligt forhold mellem de frister, der blev indroemmet de forskellige parter i proceduren, bemaerkes indledningsvis, at P & G orienterede Kommissionen om forslaget til forpligtelser den 10. juni 1994, dvs. 17 dage foer udloebet af den frist, der er fastsat i artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 4064/89, og med hensyn til hvilken der er fastsat naermere regler om beregningen i afsnit II i forordning nr. 2367/90. Naar henses til, at de omhandlede forpligtelser, som gik ud paa, at Camelia-aktiviteterne blev afhaendet til en tredjemand, svarede til det vaesentligste krav, Kommissionen havde stillet under proceduren for at godkendte den anmeldte fusion, finder Retten, at Kommissionen ikke kunne afvise at undersoege forslagene, idet der ikke i forordning nr. 4064/89 og nr. 2367/90 findes specifikke bestemmelser om de frister, inden for hvilke de deltagende virksomheder kan fremsaette forslag til forpligtelser med henblik paa at aendre den oprindelige fusionsplan.

142 Endvidere bemaerkes, at som det er fastslaaet i forbindelse med gennemgangen af de to foerste anbringender i naervaerende sag, havde det raadgivende udvalg fuldt kendskab til den aendrede fusionsplan, da det afgav udtalelse, og sagsoegeren havde mulighed for at fremsaette sine bemaerkninger til de af P & G foreslaaede forpligtelser, saaledes at de frister, der blev indroemmet udvalget og sagsoegeren ikke kan anses for at have vaeret for korte.

143 Det fremgaar heraf, at det ikke er paavist, at Kommissionen under de foreliggende omstaendigheder er gaaet ud over, hvad der var noedvendigt og hensigtsmaessigt for at naa det forfulgte maal, der med hensyn til forordning nr. 4064/89 er at sikre kontrollens effektivitet og de deltagende virksomheders retssikkerhed og i denne forbindelse at overholde strenge tidsfrister (jf. kendelsen i sagen CCE de la Société Générale des grandes sources m.fl. mod Kommissionen, praemis 30).

144 Hvad dernaest angaar argumentet vedroerende de frister, inden for hvilke Kommissionen vedtog den anfaegtede beslutning, bemaerkes, at det bestemmes i artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 4064/89, at »beslutningerne i henhold til artikel 8, stk. 2, vedroerende anmeldte fusioner skal traeffes, saa snart den alvorlige tvivl, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra c), er fjernet, navnlig som foelge af de aendringer, som de paagaeldende virksomheder har foretaget, og senest inden for den frist, der er fastsat i stk. 3«, dvs. en frist paa hoejst fire maaneder efter datoen for procedurens indledning. Endvidere anfoeres i forordningens artikel 10, stk. 4, at »fristen i stk. 3 afbrydes ekstraordinaert, saafremt Kommissionen grundet omstaendigheder, der kan tilskrives en i fusionen deltagende virksomhed, har vaeret noedsaget til at kraeve en oplysning ved en beslutning vedtaget i henhold til artikel 11 eller til at beordre en kontrolundersoegelse ved en beslutning vedtaget i henhold til artikel 13«. I artikel 9 i forordning nr. 2367/90 er det naermere fastlagt, i hvilke tilfaelde artikel 10, stk. 4, finder anvendelse, og de naermere regler for fristens afbrydelse.

145 Det fremgaar af disse bestemmelser, at fristen kun kan brydes, hvis Kommissionen ikke mener at have tilstraekkelige oplysninger til at vedtage beslutningen. Kommissionen fandt i naervaerende sag inden for rammerne af den skoensmaessige befoejelse, den har, at den havde alle de oplysninger, som var noedvendige for at traeffe en beslutning, og Retten finder paa denne baggrund, at Kommissionen ikke uden at tilsidesaette artikel 10, stk. 4, i forordning nr. 4064/89 kunne afbryde den firemaanedersfrist, den er undergivet, alene fordi P & G efter sagsoegerens opfattelse for sent fremsatte forslag til forpligtelser. Derimod finder Retten, at Kommissionen var forpligtet til at vedtage beslutningen, da den alvorlige tvivl med hensyn til fusionen efter Kommissionens opfattelse var fjernet. Der kan derfor ikke gives medhold i sagsoegerens argument om, at Kommissionen var forpligtet til at afbryde den i artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 4064/89 fastsatte frist, eller i det mindste undlade at vedtage beslutningen seks dage foer fristens udloeb.

146 Herefter maa det fjerde anbringende forkastes.

Femte anbringende om utilstraekkelig begrundelse

Sammenfatning af parternes argumentation

147 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 190, idet den ikke i beslutningen har redegjort for grundene til, at den accepterede, at P & G's foerste forslag til forpligtelser vedroerende afhaendelse af VPS' non-Camelia-aktiviteter blev erstattet af forpligtelserne vedroerende afhaendelse af Camelia-aktiviteterne. Endvidere er der ikke i beslutningen nogen oekonomisk vurdering af virkningerne af P & G's koeb af non-Camelia-aktiviteterne, hvilket ifoelge sagsoegeren skyldes, at Kommissionen ikke tillagde oplysningerne vedroerende det tyske marked tilstraekkelig vaegt for saa vidt angaar forhandlermaerker.

148 Kommissionen har anfoert, at den efter fast retspraksis (Domstolens dom af 15.7.1970, sag 41/69, ACF Chemiafarma mod Kommissionen, Sml. s. 107; org.ref.: Rec. s. 661, og Rettens dom af 24.2.1992, sag T-44/90, La Cinq mod Kommissionen, Sml. II, s. 1) ikke er forpligtet til at imoedegaa samtlige faktiske og retlige indsigelser, der er rejst under den administrative procedure af hver enkelt af de beroerte parter - og dermed endnu mindre de indsigelser, der er rejst af udenforstaaende virksomheder, men det er tilstraekkeligt, at den redegoer for de faktiske omstaendigheder og retlige betragtninger, der har vaeret afgoerende med henblik paa beslutningens konklusion. I naervaerende sag har Kommissionen under hele den administrative procedure fastholdt, at P & G's foerste forpligtelser var utilstraekkelige og mindre relevante, og endvidere har den i beslutningen redegjort for grundene til, at den fandt forpligtelserne vedroerende afhaendelse af Camelia noedvendige og tilstraekkelige med henblik paa, at fusionen ikke var uforenelig med faellesmarkedet.

149 Intervenienten har anfoert, at Kommissionen i 187. betragtning til beslutningen i tilstraekkeligt omfang har redegjort for grundene til, at den ikke fandt det noedvendigt at kraeve af P & G, at selskabet ud over Camelia-aktiviteterne ogsaa afhaendede non-Camelia-aktiviteterne.

Rettens bemaerkninger

150 For saa vidt angaar argumentet om, at begrundelsen er utilstraekkelig for saa vidt angaar det forhold, at en af de af P & G foreslaaede forpligtelser blev erstattet af en anden forpligtelse, bemaerkes indledningsvis, at det fremgaar af fast retspraksis, at selv om Kommissionen i henhold til traktatens artikel 190 er forpligtet til at begrunde sine beslutninger og herved anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som er afgoerende for foranstaltningens lovlighed, samt de betragtninger, der har foert til dens beslutning, kraeves det dog ikke, at den imoedegaar samtlige faktiske og retlige indsigelser, der er rejst af hver enkelt af de beroerte parter under den administrative procedure (jf. Rettens dom af 19.5.1994, sag T-2/93, Air France mod Kommissionen, »TAT-dommen«, Sml. II, s. 323, praemis 92). Endvidere skal spoergsmaalet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter traktatens artikel 190, ikke blot vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhaeng, hvori den indgaar, samt under hensyn til alle de retsregler, som gaelder paa det paagaeldende omraade (Domstolens dom af 29.2.1996, sag C-56/93, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 723, praemis 86, og dommen i sagen Skibsvaerftsforeningen mod Kommissionen, praemis 230).

151 Retten finder i naervaerende sag, at det klart fremgaar af beslutningens begrundelse, hvorfor Kommissionen var af den opfattelse, at P & G's koeb af VPS' non-Camelia-aktiviteter ikke ville foere til, at P & G fik en dominerende stilling i Tyskland, eller til styrkelsen af en saadan stilling i Spanien, hvorfor den af P & G foreslaaede forpligtelse til at afhaende Camelia-aktiviteterne ifoelge Kommissionen var tilstraekkelig til, at fusionen kunne erklaeres forenelig med faellesmarkedet.

152 Retten henviser i denne forbindelse til, at Kommissionen i 187. betragtning til beslutningen (jf. ovenfor, praemis 54) foerst bemaerker, at der er sket en aendring i de maerker, P & G skal afhaende, og derefter ved hjaelp af en tabel redegoer for markedsstrukturen for hygiejnebind i Tyskland og Spanien efter fusionen, naar der tages hensyn til P & G's koeb af VPS' non-Camelia-aktiviteter og afhaendelsen af Camelia til en tredjemand. Paa denne baggrund fastslaar Kommissionen, at selv om P & G vil oege sin markedsandel i Tyskland med 6,9% til en samlet markedsandel paa 43,2% efter vaerdi, vil denne foroegelse alene bero paa P & G's overtagelse af VPS' sekundaere maerker og forhandlermaerker (dvs. i den lavere priskategori), mens P & G's eksisterende Always-aktiviteter vil blive udsat for konkurrence fra to store udbydere af topmaerker, Camelia og Johnson & Johnson, der har en markedsandel paa henholdsvis 24,5% og 13,4%. Endvidere bemaerker Kommissionen, at P & G i Spanien vil faa oeget sin markedsandel med under 0,1%, og fastslaar herefter, at »de forpligtelser, P & G har paataget sig med hensyn til VPS' Camelia-aktiviteter, er tilstraekkelige til at forhindre skabelse eller styrkelse af en dominerende stilling paa det tyske og det spanske marked og inden for EOES som helhed« (187. betragtning til beslutningen). Dette maa anses for en tilstraekkelig begrundelse for beslutningen.

153 Herudover bemaerkes, at hver del af beslutningen maa laeses i lyset af de oevrige dele (Rettens dom af 6.4.1995, sag T-150/89, Martinelli mod Kommissionen, Sml. II, s. 1165, praemis 66), og Kommissionens vurdering af, at P & G paa grund af afhaendelsen af Camelia og dermed aendringen i forpligtelserne vil vaere afskaaret fra at faa en dominerende stilling i Tyskland, er en logisk foelgeslutning til vurderingen i bl.a. 43., 44., 92., 114. og 125. betragtning til beslutningen, hvoraf fremgaar, at virksomhedernes styrke paa markedet afhaenger af, om de har og videreudvikler et etableret maerke paa omraadet for topmaerkevarer, mens konkurrencen fra sekundaere maerker og forhandlermaerker derimod er begraenset.

154 Endelig fremgaar det af sagen, at sagsoegeren under sagens behandling ved Kommissionen selv har anfoert, at de maerker, VPS benytter til sine non-Camelia-aktiviteter, dvs. de sekundaere maerker Bluemia og Femina, er af underordnet betydning. Sagsoegeren udtalte i denne forbindelse, at »Femina-maerket i Tyskland kun forhandles af Schickedanz til en meget begraenset kundekreds«, og at »naar henses til Bluemia's stilling paa markedet, maa det anses for uundgaaeligt, at maerkets betydning vil aftage« (sagsoegerens skrivelse til Kommissionen af 24.1.1994).

155 Retten finder paa denne baggrund, at det klart og utvetydigt fremgaar af beslutningens begrundelse, hvorfor Kommissionen var af den opfattelse, at det var tilstraekkeligt, at alene VPS' Camelia-aktiviteter blev afhaendet, for at fusionen kunne erklaeres forenelig med faellesmarkedet, og at det ikke var noedvendigt, at P & G ligeledes afhaendede non-Camelia-aktiviteterne.

156 Med hensyn til argumentet om, at beslutningen ikke indeholder nogen gennemgang af virkningerne af P & G's erhvervelse af VPS' non-Camelia-aktiviteter, bemaerkes, at det fremgaar af bestemmelserne i artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 4064/89, at Kommissionen er forpligtet til at erklaere en fusion forenelig med faellesmarkedet, naar to betingelser er opfyldt, nemlig at fusionen ikke skaber eller styrker en dominerende stilling, og at konkurrencen paa markedet ikke haemmes betydeligt paa grund af, at der skabes en saadan stilling, eller at den styrkes. Saafremt der ikke skabes en dominerende stilling, eller en saadan stilling ikke styrkes, skal fusionen derfor tillades, uden at det er noedvendigt at undersoege dens virkninger for den effektive konkurrence (TAT-dommen, praemis 79). Da Kommissionen i naervaerende sag i tilstraekkeligt omfang har redegjort for, hvorfor den var af den opfattelse, at P & G's koeb af non-Camelia-aktiviteterne ikke ville foere til skabelsen af en dominerende stilling i Tyskland eller til styrkelsen af en saadan stilling i Spanien, finder Retten, at det ikke over for Kommissionen kan goeres gaeldende, at begrundelsen er utilstraekkelig for saa vidt angaar de oevrige virkninger af koebet paa de relevante markeder.

157 Med hensyn til argumentet om, at Kommissionen ikke tillagde oplysningerne vedroerende det tyske marked tilstraekkelig vaegt for saa vidt angaar forhandlermaerker, bemaerkes, at sagsoegeren med dette argument i virkeligheden goer gaeldende, at Kommissionen undervurderede markedsandelene for de produkter, VPS fremstillede med henblik paa salg under forhandlermaerker, og dermed ikke begrundede, hvorfor der ikke toges hensyn hertil i forbindelse med den samlede vurdering af P & G's markedsandele efter fusionen.

158 I denne forbindelse bemaerkes, at det fremgaar af tabellen i 187. betragtning, at tallet paa 6,9%, som ifoelge Kommissionen svarer til stigningen i P & G's markedsandel paa det tyske marked efter fusionen, alene vedroerer markedsandelene for VPS' sekundaere maerker, Bluemia og Femina, og ikke omfatter den specifikke markedsandel for de produkter, VPS fremstiller for forhandlernes regning, idet markedsandelene for forhandlermaerkerne blev vurderet samlet i forbindelse med vurderingen af den konkurrence, forhandlerne kunne udoeve over for producenterne, herunder P & G.

159 Retten finder imidlertid, at der ikke er tale om en utilstraekkelig begrundelse, fordi den specifikke markedsandel for de produkter, VPS fremstillede for forhandlerne, og som blev solgt under forhandlermaerker, i naervaerende sag ikke blev medtaget i VPS' samlede markedsandel. Markedsandelene for disse produkter maa saaledes principielt henregnes til forhandlerne, idet de saelger dem paa markedet under deres egne maerker og dermed konkurrerer med de produkter, der saelges under producentmaerker. Det er saaledes kun for det tilfaelde, at Kommissionen paa grundlag af de under sagens behandling indsamlede dokumenter havde fundet, at VPS fremstillede en vaesentlig del af disse produkter paa det tyske marked, at Kommissionen naermere skulle have redegjort for grundene til, at den ikke tog hensyn til denne markedsandel ved vurderingen af den stilling, P & G fik, idet forholdet i saa fald sandsynligvis ville have haft en betydning for den faktiske styrke, P & G opnaaede ved fusionen (jf. nedenfor, praemis 174 og 175). Da Kommissionen i naervaerende sag ansaa VPS' specifikke markedsandel for ubetydelig, kan beslutningen ikke antages at vaere utilstraekkelig begrundet. Spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen, saaledes som sagsoegeren har anfoert, undervurderede markedsandel for de af VPS' produkter, som blev solgt under forhandlermaerker, maa afgoeres i forbindelse med realitetsvurderingen af den anfaegtede beslutnings lovlighed og ikke i forbindelse med vurderingen af begrundelsen.

160 Endvidere bemaerkes, at som det fremgaar af naervaerende sag, var sagsoegeren under alle omstaendigheder fuldt ud i stand til at udtale sig om rigtigheden af Kommissionens realitetsvurdering af markedsandelene for de af VPS' produkter, som blev solgt under forhandlermaerker, og dermed af den stilling, P & G fik som foelge af fusionen.

161 Anbringendet om utilstraekkelig begrundelse maa herefter forkastes.

Sjette anbringende om et aabenbart urigtigt skoen

162 Dette anbringende kan opdeles i tre led. Det foerste led gaar ud paa, at Kommissionen ifoelge sagsoegeren fejlagtigt har vurderet virkningerne af P & G's koeb af VPS' non-Camelia-aktiviteter paa det tyske marked for hygiejnebind. Det andet og tredje led gaar ud paa, at Kommissionen ikke har vurderet betydningen af den godkendte fusion paa markedet for henholdsvis papirartikler til husholdningsbrug og babybleer korrekt. Sagsoegeren har gjort gaeldende, at beslutningen derfor skal annulleres, idet den er i strid med traktaten og forordning nr. 4064/89, navnlig artikel 2 og 8.

Foerste led: fejlagtig vurdering af virkningerne af koebet af VPS' non-Camelia-aktiviteter paa markedet for hygiejnebind

- Sammenfatning af parternes argumentation

163 Sagsoegeren har anfoert, at fusionen foerer til en styrkelse af P & G's dominerende stilling paa det tyske marked for hygiejnebind, hvorfor beslutningen boer annulleres, idet den er i strid med artikel 2, stk. 1 og 3, og artikel 8 i forordning nr. 4064/89.

164 For det foerste har Kommissionen ifoelge sagsoegeren undervurderet omfanget af VPS' non-Camelia-aktiviteter og dermed den stilling, P & G efter fusionen faar paa det tyske marked for hygiejnebind, idet den ikke har taget hensyn til den specifikke markedsandel for de af VPS fremstillede produkter, der saelges under forhandlermaerker. Ifoelge sagsoegeren udgoer VPS' andel af markedet for produkter, der saelges under forhandlermaerker, 60%. Dette bekraeftes af oplysninger, Kommissionen har givet under naervaerende sag, og hvoraf fremgaar, at markedsandelen for de af VPS' produkter, der saelges under forhandlermaerker, udgoer 8,2% efter vaerdi og 13% efter maengde af hele det tyske marked for hygiejnebind i 1993, og denne markedsandel skal laegges til den markedsandel paa 43,2% (efter vaerdi), som P & G har efter fusionen. Endvidere har sagsoegeren over for argumentet om, at VPS har afhaendet Femina-maerket, og at der derfor ikke skal tages hensyn hertil, anfoert, at en saadan overdragelse foerst kan vaere sket efter den anfaegtede beslutning, idet P & G var berettiget til at beholde maerket. Ved vurderingen af den anfaegtede beslutnings lovlighed boer der imidlertid kun tages hensyn til den oekonomiske situation og forpligtelserne, saaledes som de forelaa paa tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen, og ikke efterfoelgende begivenheder.

165 For det andet har sagsoegeren anfoert, at da P & G efter beslutningen kun er forpligtet til at afhaende Camelia-maerket og den hertil svarende fabrik, vil selskabet navnlig paa grund af det salgspotentiale, der er tilbage i VPS, over for supermarkederne i stedet for de produkter, der saelges under Camelia-maerket, kunne foreslaa non-Camelia-produkter og Always-produkter. Endvidere vil P & G i kraft af koebet af VPS' non-Camelia-aktiviteter kunne faa et fuldstaendigt sortiment af hygiejneartikler til kvinder, og dette vil goere det endnu vanskeligere for en ny virksomhed at afsaette sine produkter til supermarkederne. Endvidere har Kommissionen ved at acceptere en deling af VPS' aktiviteter inden for omraadet hygiejneartikler til kvinder medvirket til en svaekkelse af Camelia-produkterne og dermed af konkurrencen over for P & G.

166 Kommissionen har anfoert, at sagsoegerens argument er ubegrundet, idet selskabet goer gaeldende, at der er tale om styrkelse af en dominerende stilling, men det paaviser ikke, paa hvilken maade Kommissionens vurdering af, at P & G's koeb af VPS ikke vil medfoere, at der skabes en dominerende stilling paa det tyske marked, er behaeftet med fejl (TAT-dommen).

167 Under alle omstaendigheder foerer P & G's koeb af VPS' non-Camelia-aktiviteter ifoelge Kommissionen ikke til skabelsen af en dominerende stilling. Femina-maerket er i sidste ende blevet solgt til en tredjemand, saaledes at den del af non-Camelia-aktiviteterne, som P & G faktisk har koebt, dvs. Bluemia og de af VPS' produkter, der saelges under forhandlermaerker, kun repraesenterer en markedsandel paa 2-3% og kun omfatter produkter af mindre hoej kvalitet, der ikke er i direkte konkurrence med de produkter, der saelges under velkendte maerker, saasom Always og Camelia. Med hensyn til argumentet om, at VPS' andel af markedet for forhandlermaerker i Tyskland er paa 60%, har Kommissionen anfoert, at VPS' non-Camelia-produkter ifoelge de statistikker, P & G fremsendte den 14. februar 1994, udgjorde 13% af det tyske marked, opgjort efter maengde, og 8,2% efter vaerdi i 1993. I besvarelse af Rettens skriftlige spoergsmaal har Kommissionen med henvisning til disse statistikker oplyst, at dette tal ikke kun vedroerer markedsandelen for de af VPS' produkter, der saelges under forhandlermaerker. Markedsandelen for disse produkter skoennes at vaere paa ca. 1,3% af det tyske marked.

168 Endvidere har Kommissionen anfoert, at det er hoejst usandsynligt, at maerkevarer vil blive erstattet af produkter, der saelges under forhandlermaerker eller sekundaere maerker, naar henses til supermarkedernes oenske om at spille forhandlerne ud mod hinanden for at kunne opretholde en politik med en meget lille avance. Hvis P & G ville forsoege at udnytte Always-maerkets fordelagtige stilling til prisforhoejelser, ville supermarkederne soege at faa produkterne fra andre producenter.

169 Intervenienten har anfoert, at sagsoegeren under den administrative procedure gjorde gaeldende, at forpligtelsen til at afhaende non-Camelia-aktiviteterne ikke havde nogen virkning paa konkurrencen. Under alle omstaendigheder har P & G ikke beholdt nogen af non-Camelia-maerkerne.

- Rettens bemaerkninger

170 Det bemaerkes indledningsvis, at selv om sagsoegeren goer gaeldende, at fusionen vil kunne styrke P & G's dominerende stilling paa det tyske marked for hygiejnebind, mens Kommissionen i beslutningen fastslog, at der ikke blev skabt en dominerende stilling paa dette marked, findes sagsoegeren herved i det mindste implicit at goere gaeldende, at Kommissionen har anlagt et urigtigt skoen, da den naaede frem til denne konklusion, saaledes at selskabet ikke er afskaaret fra at anfaegte lovligheden af Kommissionens beslutning paa dette punkt (jf. TAT-dommen, praemis 86).

171 Endvidere bemaerkes, at det bestemmes i artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 4064/89, at »fusioner, der ikke skaber eller styrker en dominerende stilling, som bevirker, at den effektive konkurrence haemmes betydeligt inden for faellesmarkedet eller en vaesentlig del heraf, skal erklaeres forenelige med faellesmarkedet«. Derimod bestemmes det i artikel 2, stk. 3, at fusioner, der skaber eller styrker en saadan stilling, skal erklaeres uforenelige med faellesmarkedet. I denne vurdering skal Kommissionen i henhold til forordningens artikel 2, stk. 1, bl.a. tage hensyn til de deltagende virksomheders position paa markedet og deres adgang til afsaetningsmarkeder.

172 I naervaerende sag goer sagsoegeren gaeldende, at Kommissionen i beslutningen har anlagt et urigtigt skoen, baade for saa vidt angaar vurderingen af VPS' non-Camelia-aktiviteters stilling paa det tyske marked for hygiejnebind, udtrykt i markedsandele, og for saa vidt angaar den gunstige adgang til supermarkederne, P & G faar i kraft af koebet af disse aktiviteter, og den angiveligt skadelige virkning af opdelingen af VPS' Camelia-aktiviteter og non-Camelia-aktiviteter.

173 Hvad for det foerste angaar argumentet om, at Kommissionen har undervurderet markedsandelene for non-Camelia-aktiviteterne, bemaerkes, at Retten ikke kan tage hensyn det forhold, at et eller alle non-Camelia-maerker i sidste ende maatte vaere blevet afhaendet til en tredjemand efter vedtagelsen af beslutningen, der aabnede mulighed for, at P & G kunne erhverve alle disse aktiviteter, idet lovligheden af en beslutning efter fast retspraksis skal vurderes i forhold til omstaendighederne paa tidspunktet for beslutningens vedtagelse (jf. bl.a. dommen i sagen SNCF og British Railways mod Kommissionen, praemis 48). Det maa derfor vurderes, om Kommissionen, saaledes som sagsoegeren goer gaeldende, anlagde et urigtigt skoen, da den i beslutningen fastslog, at P & G ville oege sin markedsandel med 6,9% efter vaerdi, hvilket alene svarer til markedsandelene for VPS' sekundaere maerker, Bluemia og Femina, og ikke tog hensyn til de specifikke markedsandele for de produkter, VPS fremstiller for forhandlernes regning.

174 Retten finder, at det forhold, at der ikke er taget hensyn til en saadan markedsandel, ikke i sig selv er tilstraekkeligt til at paavise, at Kommissionen anlagde et urigtigt skoen med hensyn til vurderingen af VPS' stilling paa markedet. I forbindelse med vurderingen af den stilling, som en i en fusion deltagende virksomhed har paa markedet, kan markedsandelene for de produkter, som den fremstiller for forhandlernes regning, og som herefter af disse saelges under deres maerke, principielt ikke medregnes helt eller delvis i denne virksomheds markedsandele for saa vidt angaar tilsvarende produkter, den saelger under eget maerke. Da forhandlerne saelger produkterne under deres eget maerke med henblik paa at konkurrere med de produkter, der saelges under producentens maerke, skal den markedsandel, de har i kraft af dette salg, normalt henregnes til dem i forbindelse med vurderingen af den konkurrence, som producenterne af maerkevarer eller varer, der saelges under sekundaere maerker, udsaettes for.

175 Saafremt det forholdt sig som anfoert af sagsoegeren, nemlig at VPS paa tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen fremstillede ca. 60% af de produkter, som i Tyskland blev solgt under forhandlermaerke, ville det, hvis der slet ikke blev taget hensyn til denne del af produktionen, foere til, at virksomhedens faktiske stilling paa markedet og dermed den stilling, P & G faar efter fusionen, blev undervurderet. I saa fald ville den omstaendighed, at VPS var forhandlernes vaesentligste forsyningskilde for saa vidt angaar de produkter, de saelger under deres eget maerke, kunne medfoere, at P & G i kraft af koebet af non-Camelia-aktiviteterne ville faa en gunstig adgang til supermarkederne, og goere det muligt for selskabet over for forhandlerne at foere en forretningspolitik baseret paa koblingssalg og betinge levering af disse produkter af, at forhandlerne foerst og fremmest koeber maerkevarebind.

176 Det maa imidlertid fastslaas, at Kommissionen under sagens behandling for Retten paa grundlag af de statistikker, P & G den 14. februar 1994 fremsendte til den i forbindelse med vurderingen af den anmeldte fusionsplan, har foert tilstraekkeligt bevis for, at de af VPS fremstillede produkter, der saelges under forhandlermaerker, har en beskeden markedsandel. Det fremgaar af oplysningerne, at markedsandelen for alle VPS' non-Camelia-aktiviteter, herunder de produkter, der saelges under forhandlermaerker, androg 8,2% (efter vaerdi) af det tyske marked for bind i 1993, dvs. en markedsandel for de af VPS' produkter, der saelges under forhandlermaerker, isoleret set paa 1,3% (efter vaerdi) (8,2 minus 6,9%). Naar endvidere henses til, at markedsandelen for alle forhandlermaerker ifoelge beslutningen og Kommissionens ikke bestridte bemaerkninger androg ca. 12,5% (efter vaerdi), var VPS' andel af produktionen af bind, som saelges under forhandlermaerker, kun paa ca. 10%.

177 Da sagsoegerens angivelser med hensyn til de specifikke markedsandele for de af VPS' produkter, som saelges under forhandlermaerker, ikke er underbygget af nogen form for bevis eller taloplysninger, som kan bringe rigtigheden af Kommissionens vurdering i tvivl, maa argumentet om, at markedsandelene for non-Camelia-aktiviteterne er undervurderet, forkastes (jf. f.eks. Rettens dom af 12.12.1991, sag T-30/89, Hilti mod Kommissionen, Sml. II, s. 1439, praemis 89).

178 Hvad dernaest angaar argumentet om et urigtigt skoen med hensyn til den gunstige adgang til supermarkederne, P & G faar i kraft af fusionen, finder Retten, at dette argument under de foreliggende omstaendigheder ikke viser, at fusionen indebaerer, at der skabes en dominerende stilling paa det relevante marked. Naar henses til de beskedne markedsandele for VPS' sekundaere maerker - Bluemia og Femina - og for de produkter, VPS fremstiller for forhandlernes regning, er der ikke holdepunkter for, at P & G i kraft af koebet af disse maerker skulle kunne afskaere konkurrenterne fra at faa adgang til supermarkederne. Endvidere har sagsoegeren ikke fremfoert noget til stoette for argumentet om, at P & G skulle kunne foreslaa forhandlerne at saelge non-Camelia-produkter i stedet for Camelia-produkter, mens Kommissionen i beslutningen har paavist, at markedet for bind er karakteriseret ved forbrugernes loyalitet over for maerket, navnlig for saa vidt angaar maerkevarer (97. og 125. betragtning til beslutningen). Herefter maa sagsoegerens argument forkastes, hvilket ogsaa gaelder det ligeledes uunderbyggede argument om, at Kommissionen skulle have aabnet mulighed for en fremtidig svaekkelse af Camelia-maerket ved at tillade en deling af VPS' aktiviteter.

179 Da sagsoegeren ikke har fremfoert noget bevis for sin argumentation, finder Retten, at naar henses til det omhandlede markeds saerlige kendetegn og den markedsandel, P & G's to stoerste konkurrenter inden for maerkevarer har, kunne Kommissionen med foeje antage, at en markedsandel paa 43,2% ikke var tilstraekkelig til at fastslaa, at der blev skabt en dominerende stilling (jf. analogt Domstolens dom af 14.2.1978, sag 27/76, United Brands mod Kommissionen, Sml. s. 207, praemis 108 og 109), og det var endvidere ikke noedvendigt naermere at undersoege fusionens bivirkninger paa konkurrencen (jf. TAT-dommen, praemis 79).

180 Herefter forkastes anbringendes foerste led.

Andet led: fejlagtig vurdering af fusionens betydning for markedet for papirartikler til husholdningsbrug- Sammenfatning af parternes argumentation181 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen fejlagtigt har undladt i forbindelse med gennemgangen af fusionens virkninger paa markedet for papirartikler at tage hensyn til P & G's stilling i USA og udviklingen i selskabets oekonomiske situation efter afhaendelsen af Camelia. Ifoelge sagsoegeren goer koebet af VPS, hvis markedsandele i Tyskland er paa 15-20%, det muligt for P & G at komme ind paa det europaeiske marked og at oege markedsandelene i kraft af selskabets oekonomiske situation og foerende rolle paa det nordamerikanske marked. Endvidere vil P & G kunne udnytte de oekonomiske ressourcer, som skulle have vaeret benyttet i forbindelse med koebet af Camelia, paa anden maade, efter at dette koeb blev opgivet. Ved ikke at foretage en saadan undersoegelse har Kommissionen tilsidesat artikel 2, stk. 1 og 3, og artikel 8 i forordning nr. 4064/89.182 Kommissionen har anfoert, at sagsoegeren alene kritiserer, at der ikke skulle vaere taget hensyn til visse forhold, men selskabet paaviser ikke, at en hensyntagen hertil ville have foert til et andet resultat, eller at Kommissionens gennemgang er behaeftet med fejl. Endvidere har Kommissionen i beslutningen undersoegt virkningen af, at P & G kommer ind paa det europaeiske marked, men den fandt, at der ikke var alvorlig tvivl, naar henses til VPS' markedsandel, til, at P & G ikke var aktivt paa dette marked i Europa, og til markedets saerlige kendetegn, herunder at der er staerke konkurrenter, markedet er i stigning, og forhandlermaerkerne har stor betydning. Med hensyn til, at P & G opgav at koebe Camelia, finder Kommissionen, at naar henses til P & G's oekonomiske ressourcer i almindelighed, vil salget af Camelia ikke direkte kunne paavirke investeringerne paa markedet for papirartikler til husholdningsbrug.183 Intervenienten har anfoert, at Kommissionen i 13. betragtning til beslutningen har taget hensyn til den mulige virkning paa det europaeiske marked af P & G's stilling paa markedet for papirartikler til husholdningsbrug i USA og Canada, og den fastslog, at der ikke var nogen overlapning mellem VPS' og P & G's aktiviteter. Under alle omstaendigheder er de markedsandele, P & G har faaet i forbindelse med fusionen, paa ca. 4%, og de rejser derfor ingen tvivl med hensyn til, om fusionen er forenelig med faellesmarkedet.- Rettens bemaerkninger184 Det bemaerkes, at sagsoegeren i naervaerende sag paaberaaber sig, at Kommissionen ikke har taget hensyn til fusionens virkninger inden for papirvaresektoren, men selskabet har ikke paavist, paa hvilken maade fusionen vil kunne foere til, at der skabes en dominerende stilling paa et af de relevante markeder inden for denne sektor. Sagsoegeren har saaledes ikke bestridt, at P & G som fastslaaet i beslutningen (jf. ovenfor, praemis 47) ikke havde aktiviteter inden for denne sektor i Europa ved anmeldelsen af fusionen, og fusionen indebar derfor ikke en foroegelse af de deltagende virksomheders markedsandele. Endvidere er det ikke gjort gaeldende, at Kommissionen anlagde et urigtigt skoen, da den fastslog, at konkurrenterne og forhandlermaerkerne havde en betydelig rolle i den paagaeldende sektor, og at fusionen derfor ikke rejste alvorlig tvivl med hensyn til, om den var forenelig med faellesmarkedet, ogsaa selv om man lagde den snaevreste definition af det relevante marked til grund, nemlig det tyske marked for papirlommetoerklaeder, hvor VPS havde en markedsandel paa mellem 35 og 40%. Saafremt en dominerende stilling ikke skabes eller styrkes, skal en fusion tillades, uden at det er noedvendigt at undersoege dens virkninger for den effektive konkurrence (jf. TAT-dommen, praemis 79). Retten finder herefter, at sagsoegeren ikke kan anfaegte lovligheden af Kommissionens undersoegelse af fusionens virkninger for saa vidt angaar papirartikler.185 Under alle omstaendigheder anfaegtes Kommissionens konklusion om, at fusionen ikke rejser alvorlig tvivl med hensyn til, om den er forenelig med faellesmarkedet, for saa vidt angaar disse produkter, ikke af sagsoegerens argumenter. Selv om det antages, at P & G i kraft af selskabets oekonomiske ressourcer og stilling paa det nordamerikanske marked kan oege VPS' markedsandele, hvilket netop er formaalet med en saadan fusion, har sagsoegeren ikke godtgjort, hvorfor disse omstaendigheder burde have foranlediget Kommissionen til at forbyde fusionen, naar der ikke var tale om, at en dominerende stilling blev skabt eller styrket paa de markeder, den ansaa for relevante (jf. TAT-dommen, praemis 87).186 Anbringendets andet led maa herefter forkastes.Tredje led: fejlagtig vurdering af fusionens betydning for markedet for babybleer- Sammenfatning af parternes argumentation187 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen burde have vurderet virkningerne i Tyskland og Spanien af afhaendelsen af VPS' aktiviteter vedroerende babybleer til en tredjemand og saaledes burde have truffet foranstaltninger med henblik paa at opretholde konkurrencen over for P & G, der allerede var dominerende paa disse markeder. Hvad saerligt angaar det tyske marked kontrollerede Kommissionen paa ingen maade, om kravene til koeberen af VPS' aktiviteter var opfyldt, og da P & G valgte en virksomhed, der ikke har de noedvendige oekonomiske og forretningsmaessige ressourcer til at blive paa markedet for forhandlermaerker i laengere tid, vil selskabet kunne eliminere VPS' produkter, der er i konkurrence med P & G's Pampers-produkter. Saafremt VPS' produkter forsvinder fra markedet, vil P & G, der har 51% af markedet, faa en dominerende stilling i forhold til konkurrenter med beskedne markedsandele paa mellem 9 og 5%. Kommissionen burde derfor have modsat sig salget og i det mindste have paalagt P & G forpligtelser med hensyn til kravene til koeberen af disse aktiviteter, saaledes at konkurrencen mellem VPS' produkter og de af P & G solgte produkter kan opretholdes. Da der ikke er truffet saadanne foranstaltninger, er beslutningen i strid med artikel 2, stk. 1 og 3, og artikel 8 i forordning nr. 4064/89.188 Kommissionen har understreget, at den kritik, sagsoegeren har fremfoert, og de mulige situationer, selskabet har beskrevet, ikke viser, at P & G's koeb af VPS foerer til skabelsen eller styrkelsen af en dominerende stilling, og argumentet kan derfor ikke tillaegges betydning (TAT-dommen). Under alle omstaendigheder har P & G ikke erhvervet kontrollen over VPS' aktiviteter vedroerende babybleer, og fusionen omfatter derfor ikke disse aktiviteter, hvorfor Kommissionen ikke kunne fastsaette krav til den tredjemand, der blev valgt som koeber af aktiviteterne.189 Intervenienten har tilsluttet sig Kommissionens argumenter og har anfoert, at Kommissionen ville have overskredet sin kompetence, hvis den havde udstrukket denne til ogsaa at omfatte kontrollen med P & G's salg af VPS' aktiviteter vedroerende babybleer, idet P & G aldrig erhvervede kontrollen herover.- Rettens bemaerkninger190 Det bemaerkes, at saaledes som det fremgaar af beslutningen og Kommissionens ubestridte bemaerkninger, har parterne i fusionen klart villet holde VPS' aktiviteter vedroerende babybleer uden for fusionen, idet disse aktiviteter skulle afhaendes til en tredjemand, naar fusionen var godkendt. Det bemaerkes i denne forbindelse, at disse aktiviteter i henhold til de koebsaftaler, der er anmeldt til Kommissionen, skulle udskilles fra VPS og overdrages til en administrator, som allerede var udpeget inden anmeldelsen, og som skulle have til opgave at forestaa salget til en tredjemand hurtigt efter afslutningen af P & G's koeb af VPS (5. og 6. betragtning til beslutningen). Heraf fremgaar, at da kontrollen over de omhandlede aktiviteter ikke faktisk og vedvarende skulle overdrages til P & G, var de ikke omfattet af den fusionsplan, som blev forelagt Kommissionen til vurdering. Naar henses til, at der ikke var tale om en fusion, som kunne foere til, at der blev skabt en dominerende stilling, eller at en saadan stilling blev styrket paa det tyske og det spanske marked for babybleer, kan sagsoegeren derfor ikke over for Kommissionen goere gaeldende, at den burde have taget stilling til valget af den udenforstaaende virksomhed, som skulle overtage denne del af VPS' aktiviteter, selv om valget efter sagsoegerens opfattelse kunne vanskeliggoere opretholdelsen af en effektiv konkurrence, idet Kommissionen ikke havde kompetence hertil i henhold til forordning nr. 4064/89.191 Af samme grund kan heller ikke argumentet om, at Kommissionen i medfoer af artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 4064/89 i det mindste skulle have fastsat krav til erhververen af disse aktiviteter, tiltraedes. Det bemaerkes i denne forbindelse, at det ikke tilkommer Retten i forbindelse med et annullationssoegsmaal at saette sin egen vurdering i stedet for Kommissionens og tage stilling til, om Kommissionen i henhold til den naevnte bestemmelse skulle have knyttet betingelser eller paabud til beslutningen, navnlig da bestemmelsen drejer sig om realitetsvurderingen af den planlagte fusions forenelighed med faellesmarkedet, som Kommissionen foretager, naar den har besluttet at indlede proceduren i henhold til artikel 6, stk. 1, litra c), i forordning nr. 4064/89 (jf. Dan Air-dommen, praemis 113).192 Anbringendets tredje led om, at Kommissionen ikke har vurderet fusionens virkninger for saa vidt angaar markederne for babybleer korrekt, skal derfor forkastes.193 Herefter tages Kommissionens frifindelsespaastand til foelge.

Sagens omkostninger

194 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har tabt sagen, og i overensstemmelse med Kommissionens og intervenientens paastande doemmes selskabet til at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Anden Udvidede Afdeling)

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger, herunder invenientens.