61994A0175

++++

Internationale aftaler ° den tredje Lomé-konvention AVS-EOEF ° bestemmelser vedroerende det finansielle og tekniske samarbejde ° fremgangsmaade ved indgaaelse af offentlige bygge- og anlaegskontrakter ° AVS-statens respektive Kommissionens opgaver ° AVS-statens befoejelse med hensyn til indgaaelse af kontrakter ° Kommissionens kontrolbefoejelse ° tvivl vedroerende varers faellesskabsoprindelse ° ansvar for Faellesskabet som foelge af Kommissionens anmodning om beviser ° udelukket

(Den tredje Lomé-konvention AVS-EOEF af 8.12.1984)

Inden for rammerne af det ved den tredje Lomé-konvention AVS-EOEF etablerede finansielle og tekniske samarbejde er offentlige kontrakter, der finansieres af Den Europaeiske Udviklingsfond, nationale kontrakter, som det alene henhoerer under AVS-staterne at udarbejde, forhandle og indgaa. De virksomheder, der afgiver tilbud, eller som tildeles de paagaeldende kontrakter, staar uden for de saerlige forbindelser, der for omraadet bestaar mellem Kommissionen og AVS-staterne.

Kommissionen har imidlertid ikke blot ret, men ogsaa pligt til at sikre sig, at der ikke sker udbetaling af faellesskabsmidler, medmindre betingelserne herfor er opfyldt. Den har herunder navnlig pligt til at soege fremskaffet de oplysninger, der er noedvendige for at sikre en oekonomisk forsvarlig forvaltning af Den Europaeiske Udviklingsfonds midler, og til at afslaa at give betalingspaategning paa regninger, den faar forelagt, naar den har solide grunde til at betvivle, at betingelserne for faellesskabsfinansiering er blevet overholdt.

Naar én af disse betingelser er, at de omhandlede varer hidroerer fra Faellesskabet, hvilket tilslagsmodtageren maa bevise, kan Kommissionen ikke kritiseres for at have handlet retsstridigt eller culpoest ved at stille krav til tilslagsmodtageren om fremskaffelse af dokumenter eller oplysninger, af hvilke det fremgaar, at varerne hidroerte fra Faellesskabet.

I sag T-175/94,

International Procurement Services SA, Bruxelles, ved advokat Peter De Troyer, Audenarde, og advokat Lydie Lorang, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos sidstnaevnte, 6, rue Heine,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Étienne Lasnet, som befuldmaegtiget, bistaaet af advokat Hervé Lehman, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om erstatning for et tab paa 14 797 706 BFR, som sagsoegeren paastaar at have lidt som foelge af nedsaettelsen af den oekonomiske stoette, der var blevet ydet selskabets medkontrahent i forbindelse med et projekt, der finansieres af Den Europaeiske Udviklingsfond,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Femte Afdeling)

sammensat af praesidenten, R. Schintgen, og dommerne R. García-Valdecasas og J. Azizi,

justitssekretaer: H. Jung,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 7. maj 1996,

afsagt foelgende

Dom

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Den 21. marts 1990 udboed Unidade de Coordenação dos Programas de Importação (Afdeling for Samordning af Indfoerselsprogrammer, herefter "UCPI") ved Republikken Mozambiques Handelsministerium i licitation levering af elleve varepartier inden for rammerne af et projekt, som blev finansieret af Det Europaeiske Faellesskab gennem Den Europaeiske Udviklingsfond (herefter "EUF") (EFT S 56 af 21.3.1990, s. 5). I udbudsbekendtgoerelsen var det udtrykkeligt anfoert, at varerne obligatorisk skulle have oprindelse i stater tilhoerende Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab eller i stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (herefter "AVS-stater"), som har undertegnet den tredje Lomé-konvention den 8. december 1984 (EFT 1986 L 86, s. 3).

2 For ét af disse varepartier, omfattende levering af 7 400 tons staalbjaelker, antog UCPI sagsoegerens, selskabet International Procurement Services' , tilbud og tilstillede den 13. juli 1990 selskabet en kontraktskrivelse under referencen LC 25/90/EOEF.

3 Kontraktsummen vedroerende leverancen (herefter "leverancen") var paa 97 561 461 BFR, dvs. 13 320 BFR pr. ton.

4 Transporten af varen begyndte i marts 1991, og varen blev endelig leveret den 24. april 1991.

5 Den 17. og den 30. april 1991 udstedte den sydafrikanske virksomhed Société générale de surveillance (herefter "SGS"), der efter anmodning foretager vareanalyser, i Johannesburg analyse af tester for de leverede varer, hvorved anfoertes, at disse var blevet kontrolleret i marts og april 1991.

6 Den 20. juni 1991 modtog UCPI fra selskabet Cifel, der var den endelige bruger af staalbjaelkerne, et brev, hvori det oplystes, at de leverede varer efter de tilhoerende ledsagedokumenter hidroerte fra ("proveniente da") det sydafrikanske selskab Iscor og var bestemt for ("consignatario") det sydafrikanske selskab John Palmer Steel.

7 UCPI tilstillede den 2. juli 1991 sagsoegeren et telex, hvori det oplystes, at ledsagedokumenterne for varen angav selskabet Iscor som leverandoer ("supplier") og John Palmer Steel som koeber ("buyer"). Sagsoegeren anmodedes om yderligere oplysninger vedroerende disse angivelser, idet der ikke forelaa transportdokumenter.

8 Den 20. juli 1991 udfaerdigede Handelskammeret i Lugano efter anmodning fra et schweizisk selskab, som sagsoegeren angav som sin leverandoer, en oprindelsesattest, der naevnte sagsoegerens navn, UCPI (efter de engelske ord "to") og Cifel (efter forkortelsen "imp") samt licitationsnummeret for den omtvistede kontrakt og angav, at varen bestod af tre partier staalbjaelker med en samlet vaegt paa 7 324 434 kg. Ifoelge attesten var Italien oprindelseslandet.

9 UCPI anmodede ved telex af 25. juli 1991 selskabet RIH, der forhandler Iscor-produkter, om at bekraefte, at de 7 400 tons staalbjaelker, der var leveret til Cifel i april samme aar af selskabet John Palmer Steel, var produceret i Sydafrika af Iscor.

10 Den 2. august 1991 svarede RIH, at selskabet fra det i London hjemmehoerende selskab Gover, Horowitz & Blunt havde modtaget en ordre paa 7 400 tons staalbjaelker med instruks om at levere varen til UCPI i Maputo. Selskabet oplyste desuden, at den angivne pris vedroerte sydafrikanske varer.

11 Ved fax af 20. august 1991 anmodede sagsoegte SGS om at tilstille selskabet de "work certificates of tests and analysis" (attester for varetester og -analyser) og de "rail consignment notes" (jernbanetransportdokumenter), som var naevnt i de af det sidstnaevnte selskab udfaerdigede kontrolattester af 17. og 30. april 1991. Sagsoegte anmodede desuden selskabet om at oplyse, hvem der var varens producent.

12 SGS meddelte den samme dag sagsoegte, at de dokumenter, der var anmodet om, var blevet tilstillet selskabets ordregiver, Gover, Horowitz & Blunt. Dagen efter oplyste SGS, at selskabet, foer det tilstillede tredjemand de naevnte dokumenter, foerst maatte have sin ordregivers accept.

13 Den 22. august 1991 anmodede sagsoegte i en fax til sagsoegeren denne om straks at skaffe sig en kopi af attesterne for varetester og -analyser samt jernbanetransportdokumenterne hos det selskab, der stod for kontrollen forud for varernes forsendelse. Sagsoegeren svarede dagen efter, at man ville bede saelgeren om disse dokumenter.

14 UCPI anmodede i telex af 19. september 1991 efter forslag fra sagsoegte sagsoegeren om et "bona fide"-dokument med angivelse af producenten samt varens bevaegelser fra produktionsstedet til Cifel' s lager. UCPI oplyste endvidere, at man, saafremt sagsoegeren undlod at fremlaegge et saadant dokument, ville anse kontraktbestemmelsen vedroerende varernes oprindelse for tilsidesat.

15 Ved fax af 6. november 1991 paalagde sagsoegte sin repraesentation i Mozambique at meddele dette lands myndigheder, at sagsoegeren ikke havde vaeret i stand til at bevise, at den leverede vare var fremstillet i Faellesskabet eller i et AVS-land, og at UCPI derfor enten kunne annullere kontrakten eller betale varerne til markedsprisen i deres formodede oprindelsesland.

16 Ved skrivelse af 25. november 1991 oplyste sagsoegte som svar paa en skrivelse fra sagsoegeren af 24. oktober 1991, at restkoebesummen efter kontrakten foerst kunne udbetales, naar UCPI havde givet sin tilladelse hertil, hvilket endnu ikke var sket. Sagsoegte anbefalede endvidere sagsoegeren at fremsaette krav om betaling af dette beloeb over for UCPI, saafremt sagsoegeren mente at have opfyldt alle sine forpligtelser.

17 Ved telex af 6. december 1991 til sagsoegeren oplyste UCPI, at det "bona fide"-dokument, der var anmodet om, ikke var modtaget, og at man derfor maatte gaa ud fra, at de leverede varer hidroerte fra Sydafrika, hvorfor de ville blive betalt til den paa dette marked gaeldende pris.

18 Ved fax af 11. marts 1992 anmodede sagsoegte sin delegation i Mozambique om at meddele de lokale myndigheder, at Kommissionen i betragtning af de modstridende dokumenter, som sagsoegeren og Cifel havde fremlagt, var enige med disse myndigheder i, at den samlede kontraktsum skulle beregnes paa grundlag af den pris, der var gaeldende paa det sydafrikanske marked.

19 Ved telex af 9. juni 1992 erklaerede sagsoegeren, at selskabet var i en saadan oekonomisk situation, at det ikke havde anden mulighed end at vaere enig med UCPI. Sagsoegeren fremhaevede dog, at den betaling, der skulle ske, ville blive anset for et afdrag. Selskabet oplyste, at det ville indhente en voldgiftsafgoerelse af spoergsmaalet vedroerende forskellen mellem den aftalte pris og det beloeb, der fremkom ved beregning paa grundlag af den sydafrikanske pris.

20 Dagen efter svarede UCPI sagsoegeren, at sagsoegte ikke kunne acceptere at anvise et beloeb som delvis betaling, saafremt restbeloebet skulle goeres til genstand for voldgift, og foerst ville foretage betalingen ved sagens afslutning. UCPI anfoerte, at det var afdelingens opfattelse, at sagsoegeren kunne vaelge mellem enten at bringe tvisten til ophoer ved at aftale en prisnedsaettelse eller straks indlede voldgiftssag.

21 Den 17. juli 1992 indgik sagsoegeren og UCPI aftale om levering af varen, nedsaettelse af prisen paa grundlag af den paa det sydafrikanske marked gaeldende pris, der blev fastsat til 12 000 BFR pr. ton, og frafaldt kravet om voldgift (herefter "aftalen").

Retsforhandlinger

22 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 20. april 1994 har sagsoegeren i medfoer af EF-traktatens artikel 215, stk. 2, anlagt naervaerende sag.

23 Den refererende dommer er blevet knyttet til Femte Afdeling, som sagen derefter er blevet henvist til.

24 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Parterne er som et led i sagens tilrettelaeggelse blevet anmodet om skriftligt at besvare en raekke spoergsmaal foer retsmoedet og om at fremlaegge visse dokumenter.

25 Parterne har afgivet indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten i det offentlige retsmoede den 7. maj 1996.

Parternes paastande

26 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Sagsoegte doemmes til at betale sagsoegeren 14 797 706 BFR eller det andet ° eventuelt hoejere ° beloeb, der fastsaettes af Retten efter ret og rimelighed eller af en sagkyndig, i erstatning for den skade, sagsoegeren har lidt, med tillaeg af morarenter, der fastsaettes af Retten.

° Sagsoegte tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

27 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

° Afvisning.

° Sagsoegeren tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

Sammenfatning af parternes anbringender og argumenter

28 Sagsoegeren har rejst kritik af, at Kommissionen kun accepterede en finansiering af kontrakten med 92,49% af det samlede kontraktbeloeb, selv om sagsoegeren fuldt ud opfyldte kontrakten.

29 Ifoelge sagsoegeren har sagsoegte handlet retsstridigt ved ikke at hindre, at Cifel brugte varerne, foer disse var modtaget af sagsoegerens medkontrahent, og foer ejendomsretten var overgivet; desuden har sagsoegte spillet en aktiv rolle ved at stille krav om attester for varetester og -analyser og jernbanetransportdokumenter, der efter kontrakten ikke skulle fremlaegges, samt om et "bona fide"-dokument, hvis beskaffenhed ikke paa noget tidspunkt er blevet naermere angivet; endelig er sagsoegte uden grund naaet til det resultat, at betingelserne for finansieringen ikke var opfyldt, uden herved at tillaegge den af Handelskammeret i Bruxelles udfaerdigede oprindelsesattest nogen betydning.

30 Med hensyn til oprindelsesattesten har sagsoegeren anfoert, at et saadant dokument i fornoedent omfang beviser en vares oprindelse, idet handelskamrene kun udsteder saadanne attester mod fremlaeggelse af dokumentation. Oprindelsesattesten, der blev fremsendt i bekraeftet original, indeholder i modsaetning til de dokumenter, Cifel fremlagde, og som forstaerkede sagsoegtes tvivl om den leverede vares oprindelse, en udfoerlig beskrivelse af den deri omhandlede vare. De dokumenter, som Cifel forelagde, er vanskeligt laeselige fotokopier af attester vedroerende en stoebejernstype, der ofte anvendes i Mozambique, og deres aegthed er ikke bekraeftet. Disse dokumenter, der blev udfaerdiget otte maaneder efter leveringen, giver ikke grundlag for at fastslaa, at de vedroerer det staal, der blev anvendt til den leverede vare.

31 Sagsoegeren haevder at have lidt et tab, der udgoeres af forskellen mellem den oprindelige kontraktsum og det beloeb, som sagsoegeren faktisk modtog (9 668 253 BFR), med tillaeg af finansielle omkostninger (5 129 453 BFR), som sagsoegeren maatte afholde som foelge af sagsoegtes afvisning af at betale hele den oprindeligt aftalte pris, dvs. i alt 14 797 706 BFR.

32 Skaden er forvoldt ved, at sagsoegte fandt, at betingelserne for kontraktens finansiering ikke var fuldt ud opfyldt, og at det beloeb, der skulle betales, maatte beregnes paa grundlag af de paa det sydafrikanske marked gaeldende priser.

33 Sagsoegte har henvist til Domstolens praksis, hvorefter de kontrakter, der finansieres gennem EUF er nationale kontrakter, som Kommissionen ikke deltager i, og har paa grundlag heraf fastslaaet, at soegsmaalet savner konsekvens, idet hensigten er at fastslaa ansvar uden for kontraktforhold for Kommissionen, mens sagsoegeren kritiserer Kommissionen for ensidigt at have aendret kontraktvilkaarene.

34 Sagsoegte har i oevrigt anfoert, at betingelserne for at fastslaa ansvar uden for kontraktforhold ikke i nogen henseende er opfyldt.

35 Kommissionen goer gaeldende, at den ikke har handlet retsstridigt. Den havde begrundet tvivl med hensyn til de leverede varers faellesskabsoprindelse, dels som foelge af indholdet af den skrivelse fra Cifel, som UCPI modtog den 20. juli 1991, og det telex, der den 2. august 1991 blev afsendt af RIH, og dels ° som den har naevnt i retsmoedet ° som foelge af, at de kontrolattester, der var udfaerdiget af SGS, omhandlede kontrol, der var gennemfoert i Sydafrika. Sagsoegte rettede i anledning heraf flere henvendelser til sagsoegeren med anmodning om fremlaeggelse af dokumenter, der utvetydigt viste, at den leverede vare hidroerte fra Faellesskabet. Sagsoegte fastslaar, at sagsoegeren alligevel ikke fremlagde saadanne dokumenter og heller ikke den i artikel IX.5 i de saerlige licitationsbetingelser omhandlede kontrolrapport, der udfaerdiges foer afskibning. Det er imidlertid sagsoegeren, som skulle foere beviset for, at varerne hidroerte fra Faellesskabet.

36 Kommissionen har rejst tvivl om trovaerdigheden af den af sagsoegeren fremlagte oprindelsesattest; denne er nemlig udfaerdiget af Handelskammeret i Bruxelles flere maaneder efter, at de omtvistede varer blev leveret, og er baseret paa en attest, der var udstedt af Handelskammeret i Lugano, der ikke var i stand til eventuelt at gennemfoere kontrol paa stedet i Italien.

37 Kommissionen har endelig fremhaevet, at sagsoegeren har vaeret ude af stand til at give den oplysninger om den rute, den i sagen omtvistede vare fulgte, og end ikke har kunnet oplyse navnet paa det skib, den blev transporteret paa, eller fremlaegge de bevisdokumenter, der laa til grund for udfaerdigelsen af oprindelsesattesterne, skoent det i al fald ville have vaeret let for sagsoegeren at rydde tvivlen om eventuelle kontraktmaessige forbindelser med de sydafrikanske selskaber Iscor og John Palmer Steel af vejen.

38 Kommissionen har under henvisning til Domstolens dom af 10. juli 1984 (sag 126/83, STS mod Kommissionen, Sml. s. 2769) samt dom af 10. juli 1985 (sag 118/83, CMC m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2325) anfoert, at den var befoejet til at undersoege, om finansieringsvilkaarene og navnlig vilkaaret vedroerende varens oprindelse var opfyldt, og til herved at anmode om yderligere oplysninger om varens oprindelse for at rydde tvivlen som foelge af uoverensstemmelserne i den dokumentation, som den var i besiddelse af, af vejen.

39 Sagsoegte har bestridt, at sagsoegeren har lidt noget tab overhovedet. Forskellen mellem den oprindelige kontraktsum og det beloeb, som sagsoegeren faktisk modtog, er blot en foelge af den aftale om nedsaettelse af varens pris og afkald paa at benytte voldgift, som sagsoegeren og UCPI frivilligt indgik den 17. juli 1992. Kommissionen har i oevrigt afvist, at der bliver tale om noget tab i forbindelse med finansielle omkostninger, for den udbetalte efter afslutningen af naevnte aftale restbeloebet ifoelge kontrakten rettidigt.

40 Kommissionen har ogsaa bestridt, at der er aarsagssammenhaeng mellem den retsstridige adfaerd og den paastaaede skade. Forskellen mellem den oprindelige pris og den pris, der til sidst blev betalt, foelger ikke saa meget af dens adfaerd som af aftalen af 17. juli 1992 mellem UCPI og sagsoegeren. Den kan heller ikke goeres ansvarlig for de omtvistede finansielle omkostninger, idet den ifoelge artikel 8.2 i kontraktskrivelsen var forpligtet til at afvente den betalingstilladelse, som UCPI gav. Ansvaret for denne del af tabet paahviler sagsoegeren, der paa forskellig maade i 1991 og 1992 forhalede sagen i stedet for at foere bevis for, at varerne hidroerte fra Faellesskabet.

41 Sagsoegeren har i replikken gjort gaeldende, at den aftale, der blev truffet med UCPI den 17. juli 1992, kun har virkning inter partes, og intet har at goere med et eventuelt soegsmaal om ansvar uden for kontraktforhold. Selskabet har fremhaevet, at det var sagsoegte, der foreslog at laegge den sydafrikanske pris til grund. For sagsoegerens vedkommende var afslutningen af denne aftale en foelge af selskabets behov for likvide midler, og det havde i realiteten kun valget mellem at acceptere en nedsaettelse af prisen eller ikke at blive betalt straks.

42 Sagsoegte har anfoert, at sagsoegeren enten frivilligt har indgaaet aftalen om nedsaettelse af varens pris, saaledes at selskabet ikke kan haevde at have lidt skade, eller har afsluttet naevnte aftale under tvang, i hvilket tilfaelde det maatte anfaegte denne aftale, hvad selskabet ikke har gjort.

Rettens bemaerkninger

43 Retten skal foerst bemaerke, at ifoelge fast retspraksis er offentlige kontrakter, der finansieres af EUF, nationale kontrakter, og at det alene henhoerer under AVS-staternes ansvar at udarbejde, forhandle og indgaa dem. Hvad angaar de virksomheder, der afgiver tilbud, eller som tildeles de paagaeldende kontrakter, staar disse uden for de saerlige forbindelser, der paa omraadet bestaar mellem Kommissionen og AVS-staterne (Domstolens ovennaevnte domme, STS mod Kommissionen, praemis 18, CMC m.fl. mod Kommissionen, praemis 28, samt dom af 14.1.1993, sag C-257/90, Italsolar mod Kommissionen, Sml. I, s. 9, praemis 22; Rettens dom af 16.11.1994, sag T-451/93, San Marco mod Kommissionen, Sml. II, s. 1061, praemis 42).

44 Det bemaerkes dernaest, at ansvar for Faellesskabet forudsaetter, at sagsoegeren beviser, at den adfaerd, der laegges den beroerte institution til last, har vaeret retsstridig, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er aarsagssammenhaeng mellem denne adfaerd og det paastaaede tab (Domstolens dom af 17.12.1981, forenede sager 197/80, 198/80, 199/80, 200/80, 243/80, 245/80 og 247/80, Ludwigshafener Walzmuehle m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3211, praemis 18, og den naevnte dom i sagen Italsolar mod Kommissionen, praemis 33; Rettens dom af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2945, praemis 80).

45 Endelig bemaerkes, at Kommissionen ikke blot har ret, men ogsaa pligt til at sikre sig, at der ikke sker udbetaling af faellesskabsmidler, medmindre betingelserne herfor er opfyldt (ovennaevnte dom i sagen CMC mod Kommissionen, praemis 44). Den har herved navnlig pligt til at soege fremskaffet de oplysninger, der er noedvendige for at sikre en oekonomisk forsvarlig forvaltning af EUF' s midler (samme dom, praemis 47, samt dom af 25.5.1993, sag C-370/89, SGEEM og Etroy mod EIB, Sml. I, s. 2583, praemis 31), og til at afslaa at give betalingspaategning for regninger, den faar forelagt, naar den har solide grunde til at betvivle, at betingelserne for faellesskabsfinansiering er blevet overholdt (den naevnte dom i sagen San Marco mod Kommissionen, praemis 50).

46 Undersoegelsen af, om sagsoegte har handlet retsstridigt eller culpoest, maa gennemfoeres i lyset af disse faktorer.

47 Det var i det foreliggende tilfaelde sagsoegte, der bl.a. skulle paase, at den betingelse for finansiering, at den leverede vare hidroerte fra Faellesskabet eller en AVS-stat, var opfyldt.

48 Sagsoegeren kan ikke laste sagsoegte for ikke at have forhindret forbrug af varen foer dennes modtagelse og ejendomsrettens overgang. For da kontrakter, der finansieres af EUF, er nationale kontrakter med AVS-staten og den paagaeldende virksomhed som eneste parter, var sagsoegte ikke paa nogen maade befoejet til at beskaeftige sig med disse spoergsmaal, der er af rent kontraktmaessig natur.

49 Sagsoegeren kan heller ikke rejse kritik af, at sagsoegte, selv om der forelaa en oprindelsesattest fra Handelskammeret i Bruxelles, af hvilken det fremgik, at varen hidroerte fra Italien og dermed fra Faellesskabet, har stillet sig tvivlende over for, om kravene med hensyn til varernes oprindelse var opfyldt. For det fremgaar af et telex fra Cifel til UCPI, at det i ledsagedokumenterne for den leverede vare var naevnt, at de hidroerte fra et sydafrikansk selskab. Sagsoegeren har i oevrigt ikke bestridt, at de for varen udstedte kontroldokumenter ikke blev fremlagt foer forsendelsen og omtalte en kontrol, som et sydafrikansk selskab havde gennemfoert. I oevrigt ankom varen til Mozambique fra Sydafrika. Men Den Sydafrikanske Republik har ikke undertegnet den tredje Lomé-konvention.

50 I betragtning af disse forhold kunne sagsoegte, eftersom beviset for varernes oprindelse skulle foeres af tilslagsmodtageren, helt retmaessigt stille krav om yderligere dokumentation eller yderligere oplysninger, der kunne bekraefte oprindelsesattesten. Det maa fastslaas, at sagsoegeren ikke fremkom med oplysninger, paa grundlag af hvilke det med bestemthed kunne fastslaas, at den leverede vare hidroerte fra Faellesskabet. Sagsoegeren har ikke en gang kunnet fremlaegge de bevisdokumenter, paa grundlag af hvilke Handelskammeret i Lugano havde udfaerdiget sin oprindelsesattest, som Handelskammeret i Bruxelles paa sin side lagde til grund, da det udfaerdigede sin attest. Sagsoegeren har imoedekommet en skriftlig anmodning fra Retten ved alene at fremlaegge en ufuldstaendig kopi af et rembursdokument, der intet oplyser om den omhandlede vares oprindelse, en udateret skrivelse fra et italiensk transportselskab til bekraeftelse af, at sagsoegeren er kendt som eksportoer, adressat, ordregiver eller kautionist for transaktioner vedroerende varer, og navnlig staal, som fra efteraaret 1989 til sommeren 1991 er blevet transporteret af firmaet Jadroplov, samt afskrifter af Lloyd' s registre om skibe, der baerer navnet Africa, som forekommer paa eksporttilladelsen. Sagsoegeren kan ikke paa nogen maade paaberaabe sig, at et "bona fide"-dokument er et meget upraecist begreb, da sagsoegeren ikke har givet oplysninger af nogen art, der underbygger den af sagsoegeren fremlagte oprindelsesattest. Sagsoegeren har i oevrigt efter Rettens opfattelse faaet saerdeles mange oplysninger vedroerende det bevis, som selskabet skulle foere (jf. ovenfor, praemis 13 og 14).

51 Heraf foelger, at sagsoegte med foeje kunne naa til det resultat, at finansieringsbetingelsen vedroerende varernes oprindelse ikke var opfyldt i det foreliggende tilfaelde.

52 Endelig har sagsoegeren ikke med foeje kunnet kritisere sagsoegte for at have indtaget en aktiv holdning ved at anmode om fremlaeggelse af dokumenter, som der ikke efter aftalen kunne stilles krav om fremlaeggelse af. Sagsoegte har nemlig blot meddelt de mozambiquiske myndigheder sit synspunkt og oplyst, hvilke muligheder de herefter havde. Hermed har institutionen ikke paa nogen maade antastet Republikken Mozambiques selvbestemmelsesret. Det fremgaar i oevrigt af sagsoegtes skrivelse af 25. november 1991 til sagsoegeren (se praemis 16) og af den telefax, som sagsoegte tilstillede sin delegation i Mozambique (se praemis 18), at den mozambiquiske regering fortsat selvstaendigt kunne traeffe afgoerelse.

53 Sagsoegeren har foelgelig ikke paavist, at sagsoegte greb ind paa retsstridig eller culpoes maade i forbindelserne mellem Republikken Mozambique og sagsoegeren.

54 Heraf foelger, at sagsoegeren ikke har godtgjort, at sagsoegte har handlet retsstridigt eller culpoest.

55 Det fremgaar endvidere af fast retspraksis, at skaden skal vaere en tilstraekkelig direkte foelge af den kritiserede adfaerd (Domstolens dom af 4.10.1979, forenede sager 64/76 og 113/76, 167/78 og 239/78, 27/79, 28/79 og 45/79, Dumortier frères m.fl. mod Raadet, Sml. s. 3091, praemis 21; jf. endvidere for saa vidt angaar EKSF-traktatens artikel 40, der er formuleret paa samme maade og saaledes er relevant i det foreliggende tilfaelde: Domstolens dom af 30.1.1992, forenede sager C-363/88 og C-364/88, Finsider m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 359, praemis 25, samt den anfoerte praksis).

56 Det fremgaar imidlertid af sagen og af retsforhandlingerne ved Retten, at det tab, som sagsoegeren haevder at have lidt, i foerste raekke skyldes to forhold, nemlig paa den ene side, at Republikken Mozambique i sidste instans afviste at betale hele den aftalte pris, og paa den anden side aftalen af 17. juli 1992, som derefter blev indgaaet, og hvorved den oprindeligt aftalte pris blev nedsat og voldgiften opgivet.

57 Det bemaerkes i den forbindelse, at selv om sagsoegte indirekte har kunnet paavirke den mozambiquiske regerings adfaerd ved at foreslaa den at indgaa sidstnaevnte aftale, staar det dog fast, at sagsoegeren ikke har godtgjort, at selskabet selv eller dets medkontrahent indgik den under tvang. I oevrigt kunne sagsoegeren i stedet for at indgaa denne aftale, som UCPI foreslog selskabet (se praemis 20), benytte voldgiftsproceduren for at loese tvisten. At sagsoegeren ikke valgte at indlede en saadan procedure, fordi selskabet havde et stort behov for likvide midler, kan ikke medfoere, at skaden kan tilregnes sagsoegte, der var aldeles uden indflydelse paa den naevnte bevaeggrund.

58 Endvidere skal der henvises til, at det i praksis er fastslaaet, at i tilfaelde, hvor en uenighed om kontraktens opfyldelse mellem den stat, der udbyder en kontrakt, der finansieres af EUF, og tilslagsmodtageren, ikke er blevet afgjort ved forlig eller voldgift, er tilslagsmodtageren efterfoelgende ude af stand til at godtgoere, at Kommissionens adfaerd har forvoldt ham et andet tab end det, som det paahviler ham at soege erstattet af den udbydende stat under anvendelse af de herfor passende retsmidler (Domstolens dom af 19.9.1985, sag 33/82, Murri frères mod Kommissionen, Sml. s. 2759, praemis 38).

59 Sagsoegeren har i den foreliggende sag kraevet erstatning for tab, der netop udgoeres af det beloeb, hvormed prisen efter aftale med UCPI blev nedsat inden for rammerne af den aftale, som sagsoegeren traf med UCPI den 17. juli 1992, med tillaeg af finansielle omkostninger, som sagsoegeren har maattet afholde i anledning af denne aftale. Sagsoegeren er, da denne aftale og den mozambiquiske regerings afvisning af at betale hele den oprindeligt aftalte pris ikke er blevet anfaegtet, ude af stand til at godtgoere, at sagsoegtes adfaerd har forvoldt selskabet en skade, der er en anden skade end den, som sagsoegeren maatte soege erstattet af naevnte stat.

60 Ogsaa af denne grund har sagsoegeren ikke godtgjort, at der er aarsagsforbindelse mellem den adfaerd, der laegges sagsoegte til last, og det paastaaede tab.

61 Af det anfoerte foelger, at der i det hele skal afsiges frifindelsesdom.

Sagens omkostninger

62 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegeren har tabt sagen, boer sagsoegeren tilpligtes at betale samtlige omkostninger i overensstemmelse med sagsoegtes paastand herom.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Afdeling)

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.