61994A0167

++++

1. Erstatningssoegsmaal ° soegsmaalsfrister ° femaarig foraeldelse ° erstatningskrav rettet til institutionerne uden efterfoelgende annullations- eller passivitetssoegsmaal ° ingen betydning

(EOEF-traktaten, art. 173 og 175; EOEF-statutten for Domstolen, art. 43)

2. Erstatningssoegsmaal ° forudgaaende udtoemning af de nationale retsmidler ° efterfoelgende sagsanlaeg ved Faellesskabets retsinstanser med henblik paa at opnaa erstatning for det tab, der er en foelge af en angiveligt utilstraekkelig godtgoerelse af omkostninger tilkendt af den nationale domstol ° den nationale domstols enekompetence ved anvendelsen af national ret ° afvisning

(EOEF-traktaten, art. 178 og art. 215, stk. 2; Domstolens procesreglement, art. 104, stk. 5)

3. Erstatningssoegsmaal ° forudgaaende udtoemning af de nationale retsmidler ° undtagelse ° ikke muligt at opnaa erstatning ved den nationale domstol ° paastand om godtgoerelse af tab paa grund af et laan optaget til betaling af antidumpingtold indfoert med en forordning, der er blevet kendt ugyldig ° antagelse til realitetsbehandling

(EOEF-traktaten, art. 178 og art. 215, stk. 2)

4. Ansvar uden for kontraktforhold ° betingelser ° generel retsakt, der bygger paa et oekonomisk-politisk valg ° retsakt, der indgaar i en antidumpingprocedure ° tilstraekkeligt kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private

(EOEF-traktaten, art. 215, stk. 2)

5. Ansvar uden for kontraktforhold ° betingelser ° generel retsakt ° utilstraekkelig begrundelse ° intet ansvar

(EOEF-traktaten, art. 190 og art. 215, stk. 2)

6. Faellesskabsret ° principper ° kontradiktionsprincippet ° overholdelse under de administrative procedurer ° antidumping ° berettigede, som kan paaberaabe sig tilsidesaettelse heraf for retten ° uafhaengig importoer ° ikke omfattet

7. Faellesskabsret ° principper ° princippet om omsorgspligt ° overholdelse under de administrative procedurer ° antidumping ° Kommissionens pligt til serioest og mere indgaaende at undersoege argumenter fremsat af en uafhaengig importoer, hvem det er blevet tilladt at deltage i proceduren i egenskab af "beroert part"

8. Ansvar uden for kontraktforhold ° betingelser ° generel retsakt, der bygger paa et oekonomisk-politisk valg ° retsakt, der indgaar i en antidumpingprocedure ° tilstraekkeligt kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private ° retsstridig bedoemmelse af omfanget af de forpligtelser, der under en antidumpingprocedure foelger af princippet om omsorgspligt ° ansvar ikke paadraget

(EOEF-traktaten, art. 215, stk. 2)

1. Naar et krav om skadeserstatning, som er rettet til faellesskabsinstitutionerne, ikke foelges af anlaeg af et annullations- eller passivitetssoegsmaal inden for de frister, der efter tilfaeldets art omhandles i traktatens artikel 173 og 175, kan et erstatningssoegsmaal fortsat antages til realitetsbehandling, saafremt det indbringes inden for den femaarsfrist, som er foreskrevet i artikel 43 i EOEF-statutten for Domstolen, da formaalet med denne artikel er at udsaette udloebet af fristen paa fem aar, og ikke at forkorte den i artiklen fastsatte femaarige foraeldelse.

2. En sagsoeger, som mener, at en faellesskabsforordning om indfoerelse af antidumpingtold er ulovlig, og som med rette har anfaegtet de nationale myndigheders anvendelse heraf i hans tilfaelde ved en national domstol, der efter anvendelse af den praejudicielle forelaeggelsesprocedure har givet ham medhold, men som ikke af den nationale domstol har faaet tilkendt det beloeb til daekning af omkostninger, som han anser sig berettiget til, har ikke adgang til at anlaegge erstatningssag ved Faellesskabets retsinstanser med paastand om godtgoerelse af beloebet under paaberaabelse af mangler i forbindelse med vedtagelsen af den paagaeldende forordning.

For det foerste skal sagsoegeren i tilfaelde, hvor hans rettigheder kan sikres effektiv beskyttelse ved de nationale domstole, foerst indbringe sagen dér; tvisten og accessoriske spoergsmaal med tilknytning dertil, herunder spoergsmaalet om omkostninger, skal afgoeres ved anvendelse af national ret for saa vidt faellesskabsretten ikke regulerer forholdet.

For det andet foreskriver artikel 104, stk. 5, i Domstolens procesreglement, at det tilkommer den nationale ret, der har gjort brug af den praejudicielle procedure, at traeffe afgoerelse om den praejudicielle sags omkostninger.

3. I det omfang der ikke findes noget internt retsmiddel, som goer det muligt for en virksomhed at opnaa erstatning for tab paa grund af betaling af bankrenter af beloeb, som virksomheden har laant for at betale den antidumpingtold, der blev indfoert ved en faellesskabsforordning, som er kendt ugyldig, i kraft af, at den paagaeldende forordnings ugyldighed skyldes faellesskabsinstitutionernes retsstridige adfaerd, og at en fastlaeggelse af de nationale myndigheders ansvar forudsaetter, at det fastslaas, at den nationale myndighed har begaaet en fejl, kan sagsanlaeg for en national domstol ikke sikre effektiv beskyttelse af de subjektive rettigheder, som sagsoegeren har udledt af faellesskabsretten.

Derfor kan den sag, som sagsoegeren har anlagt ved Retten med paastand om erstatning fra Faellesskabet for det ovennaevnte tab, der haevdes at vaere foraarsaget af den ovennaevnte forordning, antages til realitetsbehandling.

4. Raadets og Kommissionens retsakter under en procedure med henblik paa eventuel vedtagelse af antidumpingforanstaltninger er generelle retsakter, der bygger paa et oekonomisk-politisk valg. Faellesskabet ifalder kun ansvar paa grund af saadanne retsakter, naar der foreligger en tilstraekkeligt kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private.

5. En utilstraekkelig begrundelse af en forordning kan ikke begrunde, at Faellesskabet ifalder ansvar.

6. Antidumpingproceduren og de beskyttelsesforanstaltninger, som eventuelt vedtages i den anledning, er alene rettet mod producenter og udenlandske eksportoerer i tredjelande, samt efter omstaendighederne forbundne importoerer, og ikke mod uafhaengige importoerer. Det foelger heraf, at en uafhaengig importoer ikke kan paaberaabe sig kontradiktionsprincippet eller for den nationale domstol kan fremfoere et anbringende om, at dette princip er blevet tilsidesat; denne mulighed er forbeholdt den kreds af personer, som kan blive adressater for en bebyrdende retsakt under proceduren.

7. Naar faellesskabsinstitutionerne besidder en vid skoensbefoejelse, maa der laegges endnu stoerre vaegt paa overholdelsen af de garantier, som faellesskabsretten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling. Disse garantier omfatter bl.a. kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersoege alle relevante forhold i den enkelte sag, den paagaeldendes ret til at fremfoere sine synspunkter, samt kravet om, at afgoerelsen skal vaere forsynet med en tilstraekkelig begrundelse.

Selv om de rettigheder, som er tillagt de parter, der er involveret i en antidumpingprocedure, afhaenger dels af den paagaeldende fase i proceduren, dels af i hvilken egenskab en part optraeder samt af forskellige bestemmelser i grundforordningen, staar det fast, at naar en uafhaengig importoer goer en tilstraekkelig interesse gaeldende, i sin egenskab af "beroert part", i relation til sin deltagelse i en antidumpingprocedure, tilsidesaetter Kommissionen i den henseende omsorgsprincippet, som er en regel til beskyttelse af private, naar den afholder sig fra serioest og mere indgaaende at undersoege, hvorvidt dens egne argumenter eller forslag er velbegrundede, trods den tvivl, som importoeren har fremfoert vedroerende valget af et hensigtsmaessigt referenceland.

8. I sammenhaeng med det vide skoen, som faellesskabsinstitutionerne besidder til gennemfoerelse af den faelles handelspolitik, kan den omstaendighed, at disse som led i en antidumpingprocedure ikke totalt har tilsidesat deres omsorgspligt og deres pligt til at foelge god forvaltningsskik over for en uafhaengig importoer, som har interesse i den paagaeldende procedure, men i forbindelse med valget af referenceland blot har fejlvurderet raekkevidden af deres forpligtelser efter disse principper, ikke betegnes som en tilstraekkeligt kvalificeret kraenkelse eller en aabenbar og grov tilsidesaettelse af naevnte princip, og derfor ifalder Faellesskabet ikke ansvar.

I sag T-167/94,

Detlef Noelle, der driver virksomhed under firmanavnet "Eugen Noelle", med bopael i Remscheid (Tyskland), ved advokaterne Frank Montag og Hans-Joachim Priess, Bruxelles,

sagsoeger,

mod

Raadet for Den Europaeiske Union ved juridisk konsulent Jorge Monteiro og juridisk konsulent Juergen Huber, som befuldmaegtigede, bistaaet af advokaterne Hans-Juergen Rabe og Georg Berrisch, Hamburg og Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos direktoer Bruno Eynard, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

og

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Eric L. White, Kommissionens Juridiske Tjeneste, bistaaet af Claus-Michael Happe, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegte,

hvori der i henhold til EOEF-traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, er nedlagt paastand om erstatning for det tab, som sagsoegeren angiver at have lidt i kraft af vedtagelsen af Raadets forordning (EOEF) nr. 725/89 af 20. marts 1989 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af pensler og boerster til maling, kalkning, lakering o.l. med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og om endelig opkraevning af den midlertidige antidumpingtold, der paalagt denne import, hvilken forordning blev kendt ugyldig ved Domstolens dom af 22. oktober 1991, sag C-16/90, Noelle (Sml. I, s. 5163),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Foerste Udvidede Afdeling)

sammensat af praesidenten, J.L. Cruz Vilaça, og dommerne D.P.M. Barrington, H. Kirschner, A. Kalogeropoulos og V. Tiili,

justitssekretaer: H. Jung,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 18. maj 1995,

afsagt foelgende

Dom

Sagens baggrund

1 Paa grundlag af en klage indgivet i april 1986 af Den Europaeiske Sammenslutning af Boerste- og Penselfabrikanter (herefter "FEIBP") blev der indledt en antidumpingprocedure vedroerende importen af visse typer boerster og pensler med oprindelse i Kina. Kommissionens undersoegelse blev afsluttet foreloebigt, efter at den kinesiske virksomhed China National Native Produce & Animal By-Products Import & Export Corporation (herefter "China National") havde afgivet et tilsagn om at begraense sin eksport til Faellesskabet. Raadet godtog dette tilsagn ved afgoerelse 87/104/EOEF af 9. februar 1987 (EFT L 46, s. 45, herefter "afgoerelse 87/104").

2 Den saaledes foreloebigt afsluttede procedure blev genoptaget af Kommissionen efter en fornyet klage fra FEIBP, hvori det haevdedes, at betingelserne i det af China National afgivne tilsagn ikke blev overholdt. De beroerte parter blev informeret herom ved offentliggoerelse af en meddelelse om genoptagelse af antidumpingproceduren vedroerende importen i Faellesskabet af visse malerpensler, hvidtekoste, lakpensler o.lign. med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik (EFT 1988 C 257, s. 5). Efter at have konstateret, at importen alene til Forbundsrepublikken Tyskland og Det Forenede Kongerige af de paagaeldende produkter med oprindelse i Kina vaesentligt havde oversteget den samlede importmaengde, som var fastsat i tilsagnet, indfoerte Kommissionen ved forordning (EOEF) nr. 3052/88 af 29. september 1988 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af visse malerpensler, hvidtekoste, lakpensler o.lign. med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik (EFT L 272, s. 16, herefter "forordning nr. 3052/88") en midlertidig antidumpingtold i form af en vaerditold paa 69% af netto-stykprisen paa de omhandlede varer.

3 Den 20. marts 1989 bekraeftede Raadet den midlertidige antidumpingtold, som Kommissionen havde indfoert, og ved forordning (EOEF) nr. 725/89 af samme dato om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af pensler og boerster

til maling, lakering o.l. med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og om endelig opkraevning af den midlertidige antidumpingtold, der er paalagt denne import (EFT L 79, s. 24, herefter "forordning nr. 725/89") indfoerte Raadet en endelig told af samme stoerrelse som den midlertidige told.

4 Den 21. november 1988, 8. februar og 14. februar 1989 lod virksomheden Eugen Noelle (herefter "Noelle") tre partier boerster, og maler- og rensepensler ekspedere til fri omsaetning i Faellesskabet; Hauptzollamt Bremen-Freihafen (herefter "Hauptzollamt") kraevede betaling af den midlertidige antidumpingtold, som fastsat i forordning nr. 3052/88. I overensstemmelse med artikel 1, stk. 4, i denne forordning stillede Noelle sikkerhed for det skyldige beloeb, stort 52 400 DM. Ved tre afgoerelser af 14. april 1989 kraevede Hauptzollamt, at Noelle skulle betale et beloeb paa 51 217,40 DM svarende til den med forordning nr. 725/89 indfoerte endelige antidumpingtold.

5 Noelle ansaa de tre afgoerelser for retsstridige ud fra den antagelse, at den forordning, som laa til grund for disse, var blevet vedtaget i strid med trinhoejere faellesskabsregler, og klagede til Hauptzollamt; denne klage blev afvist, hvorefter Noelle anlagde sag til proevelse af disse afgoerelser ved Finanzgericht Bremen med paastand om annullation.

6 Den 22. januar 1990 forelagde Finanzgericht Bremen et praejudicielt spoergsmaal for Domstolen vedroerende gyldigheden af forordning nr. 725/89. I forbindelse med forelaeggelsen for Domstolen i henhold til EOEF-traktatens artikel 177 blev gennemfoerelsen af de anfaegtede afgoerelser udsat.

7 Domstolen kendte i sin dom af 22. oktober 1991 forordning nr. 725/89 ugyldig med den begrundelse, at normalvaerdien af de paagaeldende varer ikke var fastsat paa en "hensigtsmaessig og ikke urimelig maade" i den forstand, som fremgaar af artikel 2, stk. 5, litra a), i Raadets forordning (EOEF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 209, s. 1, herefter "grundforordningen"). I denne dom fandt Domstolen, at Noelle i loebet af antidumpingproceduren havde fremdraget tilstraekkelige forhold "til at rejse tvivl om, hvorvidt valget af Sri Lanka som referenceland var hensigtsmaessigt og ikke urimeligt" med henblik paa fastsaettelse af normalvaerdien, og at Kommissionen og Raadet ikke havde gjort "en tilstraekkelig serioes indsats for at undersoege, om Taiwan kunne anses for et passende referenceland" saaledes som Noelle havde foreslaaet (jf. sag C-16/90, Noelle, Sml. I, s. 5163).

8 Efter afsigelsen af Domstolens dom afsluttede Finanzgericht Bremen sagen ved kendelse af 21. januar 1992, og ved kendelse af 31. juli 1992 tilpligtedes Hauptzollamt at betale sagens omkostninger. Sagens omkostninger blev i henhold til de efter tysk ret gaeldende regler fastsat til 10 941,40 DM med tillaeg af renter 4% p.a. fra sagens anlaeg.

9 Med skrivelse af 30. juni 1992 til Raadet og Kommissionen kraevede Noelle erstatning for det tab, som virksomheden angav at have lidt som foelge af vedtagelsen af forordning nr. 725/89, der blev kendt ugyldig. Det paastaaede tab bestaar dels af betaling af bankrenter med et beloeb paa 50 188,15 DM af de beloeb, som virksomheden laante for at kunne betale antidumpingtold i henhold til visse andre administrative toldafgoerelser, der ikke har vaeret genstand for sagsanlaeg fra virksomhedens side, dels af udgifter til at foere retssager, opgjort til 39 424,88 DM. Ved skrivelser af henholdsvis 22. juli og 30. november 1992 afviste Raadet og Kommissionen dette krav.

10 Paa denne baggrund anlagde Noelle naervaerende sag ved Domstolen den 25. juni 1993, som blev registreret under nr. C-326/93.

11 I henhold til artikel 4 i Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21) blev sagen ved Domstolens kendelse af 18. april 1994 henvist til Retten, hvor den blev registeret under nr. T-167/94.

12 Ved beslutning af 2. juni 1994 blev den refererende dommer tilknyttet Foerste Udvidede Afdeling, hvortil sagen efterfoelgende blev henvist. Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Foerste Udvidede Afdeling) besluttet at aabne den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har dog anmodet parterne om at besvare visse skriftlige spoergsmaal. Parterne har imoedekommet Rettens anmodning, idet sagsoegeren indgav sit svar den 19. april 1994, mens de sagsoegte gjorde dette den 20. april 1994. Parterne har afgivet indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal i retsmoedet den 18. maj 1995.

Parternes paastande

13 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab tilpligtes at betale et beloeb, stort 79 834,45 DM, med renter 8% fra den 3. juli 1992 at regne.

° De sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

14 Raadet har nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

15 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

° Afvisning.

° Subsidiaert, frifindelse.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Formaliteten

Sammenfatning af parternes argumenter

16 Kommissionen og Raadet har i deres svarskrifter anfoert, at sagen boer afvises.

17 Ifoelge Raadet opfylder staevningen ikke kravene i artikel 19 i EOEF-statutten for Domstolen og artikel 38, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement, der foreskriver, at staevningen bl.a. skal angive soegsmaalets genstand og indeholde en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene.

18 Raadet har henvist til Rettens dom af 10. juli 1990 i sag T-64/89, Automec mod Kommissionen (Sml. II, s. 367), i hvilken Retten fastslog, at en staevning, hvori der nedlaegges paastand om erstatning for skader forvoldt af en faellesskabsinstitution, skal indeholde en saadan angivelse af de faktiske omstaendigheder, at det kan fastslaas, hvilken adfaerd fra institutionens side, der sigtes til, samt grundene til, at sagsoegeren mener, at der bestaar en aarsagsforbindelse mellem institutionens adfaerd og den skade, der paastaas at vaere lidt. Raadet finder, at det i den foreliggende sag hverken fremgaar klart, paa hvilken handling eller undladelse fra faellesskabsinstitutionernes side sagsoegeren stoetter sit krav paa erstatning og renter, eller paa hvilken maade, der er aarsagsforbindelse mellem den paastaaede handling eller undladelse og det lidte tab. Mere konkret angiver staevningen ikke klart og praecist, om det paastaaede tab skyldes vedtagelsen af den annullerede forordning eller det fejlagtige valg af Sri Lanka som referenceland, eller Kommissionens undladelse af at undersoege, om Taiwan eventuelt kunne have vaeret et mere passende referenceland.

19 Raadet finder endelig, at staevningen ikke indeholder blot den ringeste paavisning af eksistensen af en aarsagsforbindelse mellem faellesskabsinstitutionernes adfaerd og det tab, som paastaas lidt, samt at sagsoegeren foerst i forbindelse med replikken paaberaabte sig omstaendigheder, der sandsynliggoer en saadan aarsagsforbindelse, hvilket er i strid med artikel 42, stk. 2, foerste afsnit, i Domstolens procesreglement, hvorfor sagen boer afvises.

20 Ogsaa Kommissionen finder, at staevningen ikke opfylder kravene i artikel 38, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement. Ifoelge Kommissionen redegoer sagsoegeren intetsteds i staevningen for, praecis hvorledes den tilsidesaettelse af en retsregel, som er begrundelsen for, at Domstolen kendte forordning nr. 725/89 ugyldig, har foraarsaget det paastaaede tab. Kommissionen har bemaerket, at sagsoegeren foerst i forbindelse med replikken har paaberaabt sig omstaendigheder, der sandsynliggoer en aarsagsforbindelse mellem det paastaaede tab og de fejl, som de sagsoegte kritiseres for, hvilket er i strid med bestemmelsen i artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement.

21 Kommissionen har fremfoert et yderligere anbringende til stoette for sin afvisningspaastand, idet den har anfoert, at de beloeb, som sagsoegeren har inkluderet i det lidte tab, ikke kan indtales i forbindelse med et soegsmaal efter EOEF-traktatens artikel 215, stk. 2. Ifoelge Kommissionen kan et erstatningssoegsmaal i henhold til denne artikel ikke antages til realitetsbehandling, medmindre sagsoegeren forinden har udtoemt de retsmidler, som er fastsat i den nationale lovgivning. Kommissionen har anfoert, at dette maa gaelde saa meget mere i tilfaelde, hvor faellesskabsretten henviser endeligt til national lovgivning, hvilket er tilfaeldet i den foreliggende sag.

22 Mere konkret har Kommissionen i relation til begaeringen om erstatning for de udgifter, som Noelle har afholdt for den nationale ret, paaberaabt sig artikel 104, stk. 5, i Domstolens procesreglement, der bestemmer, at det tilkommer den nationale ret at traeffe afgoerelse om den praejudicielle sags omkostninger. Kommissionen har anfoert, at spoergsmaalet om sagsomkostninger saaledes er blevet afgjort endeligt af den tyske ret. Kommissionen understreger, hvilket fremgaar af sagens akter, at sagsoegeren faktisk har modtaget tilbagebetaling af omkostninger paa 10 941,40 DM fra Hauptzollamt, hvorfor udgifter, som ligger ud over dette, og som ikke godtgoeres i henhold til den nationale retsplejelovgivning, ikke kan udgoere et tab, der kan goeres gaeldende under et erstatningssoegsmaal efter traktatens artikel 215, idet artikel 104, stk. 5, i Domstolens procesreglement i saa fald ville blive beroevet sit indhold.

23 Kommissionen har anfoert, at denne argumentation maa finde tilsvarende anvendelse i forhold til tabet i form af renter, som sagsoegeren har maattet betale til sin bank som betaling for de kreditter, denne stillede til raadighed for sagsoegeren med henblik paa betaling af den ved forordning nr. 725/89 indfoerte antidumpingtold. Som det fremgaar af Raadets forordning (EOEF) nr. 1430/79 af 2. juli 1979 om godtgoerelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter, skal ethvert spoergsmaal vedroerende betaling af renter i forbindelse med godtgoerelse af beloeb, som er opkraevet med urette, afgoeres udelukkende efter national ret. Ifoelge Kommissionen er denne grundlaeggende lovgivningsmaessige bestemmelse et eksempel paa en situation, hvor samme rettighed ikke laengere kan forfoelges paa faellesskabsniveau. Da forordning nr. 1430/79 ikke bestemmer, at der skal betales renter, finder Kommissionen i mangel af konkrete bestemmelser i faellesskabsretten, at bestemmelserne i national ret maa finde anvendelse i den foreliggende sag (Domstolens dom af 12.6.1980, sag 130/79, Express Dairy Foods, Sml. s. 1887).

24 Endelig har Kommissionen anfoert, at generelle hensyn er hinder til for, at sagsoegeren i den foreliggende sag kan indbringe et soegsmaal. Det forhold, at erstatningssagen blev anlagt den 25. juni 1993, naesten seks maaneder efter, at Kommissionen havde afvist kravet om erstatning for de paastaaede tab (skrivelse modtaget 17.12.1992), rejser tvivl om, hvorvidt sagen kan antages til realitetsbehandling, naar der henses til bestemmelserne i artikel 43 i EOEF-statutten for Domstolen. Kommissionen har understreget, at selv om Domstolen tidligere har tilladt en anden fortolkning af naevnte artikel 43 (dom af 5.4.1973, sag 11/72, Giordano mod Kommissionen, Sml. s. 417), har en mere nylig retspraksis dog med eftertryk understreget den formelle og bindende karakter af bestemmelserne om soegsmaalsfrist (kendelse af 15.5.1991, sag C-122/90, Emsland-Staerke mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser, og af 5.2.1992, sag C-59/91, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 525). Kommissionen finder, at artikel 43 i EOEF-statutten for Domstolen sammenholdt med EOEF-traktatens artikel 173, stk. 3, der foreskriver en frist paa to maaneder for anlaeg af annullationssoegsmaal, indebaerer, at sagsoegerens mulighed for at anlaegge sag er praekluderet. Denne loesning er ifoelge Kommissionen i overensstemmelse med retssikkerhedprincippet, eftersom loesningen stiller sagsoegeren i samme situation som enhver anden importoer, hvis begaering om godtgoerelse af antidumpingtold er blevet afslaaet af Kommissionen paa grundlag af grundforordningens artikel 16, og som kun kan anfaegte afslaget ved Faellesskabets retsinstanser inden for den i traktatens artikel 173, stk. 3, fastsatte frist paa to maaneder.

25 Sagsoegeren har anfoert, at staevningen er fri for enhver tvetydighed for saa vidt angaar fastlaeggelsen af fejlen fra faellesskabsmyndighedernes side. Det fremgaar klart af staevningen, at den paastaaede fejl relaterer sig til vedtagelsen af forordning nr. 725/89, som er kendt ugyldig af Domstolen. Hvad angaar aarsagsforbindelsen goer sagsoegeren gaeldende, at det i staevningen er angivet paa klar og utvetydig vis, at der bestaar en aarsagsforbindelse mellem den paastaaede fejl og det lidte tab.

26 Desuden er spoergsmaalet om, hvorvidt de i staevningen opregnede omstaendigheder i tilstraekkelig grad godtgoer, at der bestaar en aarsagsforbindelse, et spoergsmaal, som henhoerer under behandlingen af sagens realitet og ikke under formaliteten.

27 For saa vidt angaar den af Kommissionen nedlagte paastand om afvisning af kravet om godtgoerelse af de sagsomkostninger, som virksomheden har afholdt, samt af de bankrenter, som denne har betalt, med den begrundelse, at den nationale ret allerede har truffet afgoerelse paa dette punkt, har sagsoegeren svaret, at der i det foreliggende tilfaelde er tale om et spoergsmaal henhoerende under sagens realitet og ikke formaliteten. Under alle omstaendigheder kan den nationale ret ikke endeligt afgoere, hvilke rettigheder sagsoegeren har efter traktatens artikel 215, stk. 2.

28 Endvidere har sagsoegeren i replikken understreget, at de beloeb, for hvilke der er nedlagt paastand om erstatning, ikke paa nogen maade kan betegnes som udelukkende vaerende udgifter til at foere retssager, for saa vidt som det fremgaar af de regninger, der er vedlagt staevningen, at virksomhedens advokat ligeledes har haft kontakt til en lang raekke toldkontorer.

29 Hvad angaar anbringendet om, at sagen er anlagt for sent, har sagsoegeren bemaerket ° hvilket Kommissionen har anerkendt ° at et anbringendet herom strider mod Domstolens praksis paa omraadet, hvorfor det skal forkastes.

Rettens bemaerkninger

30 Retten bemaerker for det foerste, at hvad angaar Kommissionens paastand om afvisning under henvisning til, at sagsoegeren ikke kunne anlaegge denne sag seks maaneder efter afvisning af kravet om erstatning for de tab, som sagsoegeren mener at have lidt, foelger det af artikel 43 i EOEF-statutten for Domstolen, at krav mod Faellesskabet, der stoettes paa ansvar uden for kontraktforhold, foraeldes fem aar efter, at den omstaendighed, der ligger til grund for kravet, er indtraadt. Denne foraeldelse afbrydes enten ved indgivelse af staevning til Domstolen, eller ved, at den skadelidte forud goer sit krav gaeldende over for vedkommende institution i Faellesskabet, i sidstnaevnte tilfaelde dog under forudsaetning af, at sag anlaegges inden for den frist af to maaneder, der omhandles i EOEF-traktatens artikel 173, eller af fire maaneder, der omhandles i artikel 175. Ifoelge Domstolens faste praksis har artikel 43 alene til formaal at udsaette udloebet af fristen paa fem aar, naar en staevning eller forudgaaende rejsning af krav inden for denne frist faar fristerne efter artikel 173 eller 175 til at loebe, men ikke at forkorte den femaarige foraeldelse, der er fastsat i denne artikel, naar kravet om skadeserstatning, som er rettet til faellesskabsinstitutionerne, ikke foelges af anlaeg af et annullations- eller passivitetssoegsmaal inden for de frister, der efter tilfaeldets art omhandles i traktatens artikel 173 og 175 (Domstolens dom af 14.7.1967, forenede sager 5/66, 7/66 og 13/66 til 24/66, Kampffmeyer m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 381, org. ref.: Rec. s. 317, og ovennaevnte dom i sagen Giordano mod Kommissionen).

31 Da den omstaendighed, der ligger til grund for naervaerende sag, indtraadte den 20. marts 1989, nemlig datoen for vedtagelsen af forordning nr. 725/89, dvs. mindre end fem aar foer anlaeggelsen af sagen, kan sagen antages til realitetsbehandling for saa vidt angaar spoergsmaalet om, inden for hvilken frist sagen er anlagt (ovennaevnte dom i sagen Kampffmeyer m.fl. mod Kommissionen, og i sagen Giordano mod Kommissionen, praemis 6).

32 For det andet bemaerkes, at hvad angaar anbringendet om tilsidesaettelse af artikel 19, stk. 1, i EOEF-statutten for Domstolen, der finder anvendelse for Retten i medfoer af artikel 46, stk. 1, i naevnte statut samt tilsidesaettelse af artikel 38, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement, skal staevningen i henhold til disse bestemmelser bl.a. indeholde en angivelse af soegsmaalets genstand og en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene. Saerligt skal en staevning, hvori der nedlaegges paastand om erstatning for skader forvoldt af en faellesskabsinstitution, for at overholde disse krav indeholde en saadan angivelse af omstaendighederne, at det kan fastslaas, hvilken adfaerd fra institutionens side der sigtes til, grundene til, at sagsoegeren mener, at der bestaar en aarsagsforbindelse mellem institutionernes adfaerd og den skade, der paastaas at vaere lidt, samt skadens karakter og omfang (Domstolens dom af 2.12.1971, sag 5/71, Zuckerfabrik Schoeppenstedt mod Raadet, Sml. 1971, s. 275, org. ref.: Rec. s. 975, og ovennaevnte dom i sagen Automec mod Kommissionen, praemis 73).

33 For saa vidt angaar den foreliggende sag konstaterer Retten, at sagsoegeren i staevningen har givet en retligt fyldestgoerende fremstilling af, at den ulovlige adfaerd fra de sagsoegtes side, der sigtes til, udspringer af vedtagelsen af forordning nr. 725/89, som blev kendt ugyldig af Domstolen, samt, at det er det sidstnaevnte forhold, der udgoer aarsagen til det paaberaabte tab. Det maa saaledes konstateres, at sagsoegeren i staevningen har gjort gaeldende, at den paagaeldende forordning var den reelle aarsag til det paastaaede tab. Paa denne maade har sagsoegeren, ganske vist i kort form, angivet den paaberaabte aarsagsforbindelse, som berettiger sagsoegerens erstatningskrav. Som foelge heraf maa Retten afvise den af Raadet fremsatte afvisningspaastand, der stoettes paa dels, at sagsoegeren ikke har praeciseret, hvilken handling eller undladelse fra faellesskabsinstitutionernes side der er aarsag til det paaberaabte tab, dels, at sagsoegeren ikke har fremdraget en eneste omstaendighed, der kunne tjene til at paavise en aarsagsforbindelse mellem den anfaegtede adfaerd og det lidte tab.

34 For det tredje skal Retten bemaerke, at hvad angaar den af Kommissionen nedlagte paastand om afvisning af sagen, fordi de beloeb, som sagsoegeren har opgivet ved angivelsen af den lidte skade, ikke kan kraeves erstattet i medfoer af traktatens artikel 215, stk. 2, da boer der sondres mellem ° paa den ene side ° det tab, som sagsoegeren har lidt i kraft af betalte retssagsomkostninger, der ikke fuldt ud er blevet godtgjort i medfoer af den nationale rets afgoerelse til afslutning af sagen, og ° paa den anden side ° det tab, som denne har lidt i kraft af betalte bankrenter af de beloeb, sagsoegeren haevder at have laant for at kunne betale den med forordning nr. 725/89 indfoerte antidumpingtold.

35 For saa vidt angaar formalitetsproevelsen af paastanden om godtgoerelse af tabet bestaaende af retssagsomkostninger, som sagsoegeren har maattet afholde efter afgoerelsen fra den nationale ret, der behandlede tvisten mellem sagsoegeren og Hauptzollamt, skal Retten paapege, at selv om erstatningssoegsmaalet i henhold til traktatens artikel 178 og 215 ifoelge Domstolens faste praksis er et selvstaendigt retsmiddel, som har sin saerlige funktion inden for det gaeldende system af retsmidler, og som er undergivet en raekke betingelser, der er afpasset efter dettes saerlige formaal, maa denne soegsmaalsform imidlertid vurderes paa baggrund af det samlede system som helhed, der er indfoert ved traktaten til beskyttelse af privates rettigheder. En privat, der mener at have lidt skade ved anvendelsen af en generel faellesskabsretsakt, kan, saafremt han anser retsakten for retsstridig, og det paahviler de nationale myndigheder at gennemfoere den, goere indsigelse mod retsaktens gyldighed under en sag ved de nationale domstole mod den nationale myndighed, der gennemfoerer retsakten. Den nationale ret kan, eller skal endog, herefter paa de i artikel 177 naevnte betingelser forelaegge Domstolen et spoergsmaal vedroerende gyldigheden af den paagaeldende retsakt. Dette soegsmaal kan imidlertid kun sikre en effektiv beskyttelse af de privates rettigheder, saafremt det foerer til erstatning for det paastaaede tab (Domstolens dom af 25.10.1972, sag 96/71, Haegeman mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 269, org. ref. Rec. s. 1005, af 12.4.1984, sag 281/82, Unifrex mod Kommissionen og Raadet, Sml. s. 1969, af 29.9.1987, sag 81/86, De Boer Buizen mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3677, og af 13.3.1992, sag C-282/90, Vreugdenhil mod Kommissionen, Sml. I, s. 1937).

36 I denne henseende skal Retten paapege, at Domstolen har fastslaaet, at i de tilfaelde, hvor et erstatningssoegsmaal indbragt for Faellesskabets retsinstanser er undergivet et krav om forudgaaende udtoemning af de interne retsmidler, som staar til raadighed med henblik paa at bestride gyldigheden af en faellesskabsretlig afgoerelse, skal tvister henhoerende under de nationale domstoles kompetence afgoeres af disse ved anvendelse af deres nationale ret, for saa vidt faellesskabsretten ikke regulerer forholdet, og at det i mangel af bestemmelser i faellesskabsretten herom tilkommer de nationale myndigheder at afgoere alle yderligere spoergsmaal vedroerende hovedsagen (Domstolens dom af 21.5.1976, sag 26/74, Roquette frères mod Kommissionen, Sml. s. 677).

37 Det fremgaar af ovennaevnte retspraksis, at spoergsmaalet om godtgoerelse af udgifter, der er et accessorisk spoergsmaal under hovedsagen mellem sagsoegeren og Hauptzollamt angaaende betaling af den antidumpingtold, som indfoertes med forordning nr. 725/89, der senere blev kendt ugyldig, henhoerer under den nationale rets enekompetence, hvorfor denne i mangel af foranstaltninger om harmonisering paa faellesskabsniveau paa dette omraade skal afgoere spoergsmaal herom, hvilket denne i oevrigt i den foreliggende sag havde gjort, under anvendelse af de gaeldende nationale regler.

38 Det boer tilfoejes, at ifoelge artikel 104, stk. 5, i Domstolens procesreglement tilkommer det den nationale ret at traeffe afgoerelse om den praejudicielle sags omkostninger. I den foreliggende sag drejer det sig om et krav om erstatning for et tab bestaaende af den andel af sagsomkostningerne, der ikke er blevet godtgjort i henhold til den nationale rets afgoerelse til afslutning af sagen ved denne instans efter modtagelsen af Domstolens svar paa det praejudicielle spoergsmaal, som var blevet forelagt i henhold til traktatens artikel 177. Retten finder derfor, at i det omfang, hvor sagsoegeren ikke har gjort gaeldende, at retsmidlerne efter den nationale lovgivning ikke kunne sikre sagsoegeren effektiv beskyttelse af hans rettigheder, tilkommer det ikke Retten ° via paakendelse af en erstatningssag ° at anfaegte den nationale rets enekompetence og dennes udoevelse i henhold artikel 104, stk. 5, i Domstolens procesreglement, og saaledes ophaeve den tilsigtede virkning af denne bestemmelse.

39 Foelgelig skal sagen afvises for saa vidt angaar kravet om erstatning for den del af sagsomkostningerne, som ikke er blevet godtgjort i medfoer af Finanzgericht Bremens afgoerelse til afslutning af tvisten vedroerende gyldigheden af forordning nr. 725/89, idet Retten ikke, i henhold til traktatens artikel 215, stk. 2, har kompetence til at traeffe afgoerelse om et saadant krav.

40 Hvad angaar de udgifter, som sagsoegeren har afholdt i forbindelse med forskellige henvendelser hos et stort antal toldkontorer, som virksomhedens advokater foretog, finder Retten, at undersoegelsen af dette spoergsmaal boer udskydes til behandlingen af sagens realitet, uafhaengigt af, om sagsoegeren har ret til at fremsaette krav om godtgoerelse af et saadant tab i forbindelse med replikken eller ej.

41 For saa vidt angaar sagsoegerens paastand om erstatning for tab i form af betalte bankrenter af de beloeb, som sagsoegeren haevder at have laant for at kunne betale den med forordning nr. 725/89 indfoerte antidumpingtold, skal Retten bemaerke, at intet retsmiddel efter den interne lovgivning ville kunne sikre sagsoegeren erstatning for det paagaeldende tab, hvilket sagsoegeren ogsaa oplyste i staevningen og i retsmoedet den 18. maj 1995 uden, at der af de sagsoegte blev fremfoert noget til at modsige dette. Saaledes forudsaetter muligheden for at paalaegge myndighederne i Forbundsrepublikken Tyskland et ansvar, at det fastslaas, at den ansvarlige myndighed har begaaet en fejl, og da Domstolen erklaerede forordning nr. 725/89 ugyldig paa grund af retsstridig adfaerd fra faellesskabsinstitutionernes og ikke fra de tyske myndigheders side, kan en forudgaaende udtoemning af retsmidlerne efter den interne lovgivning i den foreliggende sag ikke sikre effektiv beskyttelse af de subjektive rettigheder, som sagsoegeren har udledt af faellesskabsretten (jf. den ovennaevnte dom i sagen Unifrex mod Kommissionen og Raadet, praemis 12, og Domstolens dom af 6.6.1990, sag C-119/88, AERPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 2189, praemis 13).

42 Under disse omstaendigheder har Retten, saaledes som Domstolen fastslog i ovennaevnte dom i sagen Vreugdenhil mod Kommissionen (praemis 11 til 15), i det omfang det er Raadet, som har udstedt den forordning, der er blevet kendt ugyldig, og som anses at vaere aarsagen til den paastaaede skade, enekompetence til at traeffe afgoerelse efter traktatens artikel 178 og 215 i sager om erstatning, hvori der er nedlagt paastand om erstatning for en skade, som kan tillaegges Faellesskabet. Herefter kan sagen antages til realitetsbehandling for saa vidt angaar paastanden om erstatning for det tab, der skyldes bankrenter af beloeb, som er laant i anledning af anvendelsen af forordning nr. 725/89, som blev kendt ugyldig (se ogsaa Domstolens dom af 8.4.1992, sag C-55/90, Cato mod Kommissionen, Sml. I, s. 2533, praemis 17).

43 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at sagen skal antages til realitetsbehandling for saa vidt angaar paastanden om erstatning for det tab, som sagsoegeren haevder at have lidt i form af bankrenter, som sagsoegeren angiveligt har afholdt i anledning af betalingen af den ved forordning nr. 725/89 indfoerte antidumpingtold, mens den i oevrigt maa afvises.

Realiteten

Grundlaget for Faellesskabets ansvar uden for kontraktforhold

Sammenfatning af parternes argumenter

44 Sagsoegeren opstiller en sondring mellem, paa den ene side, faellesskabsretsakter af lovgivningsmaessig karakter og, paa den anden side, af administrativ karakter, og sagsoegeren finder, at antidumpingforanstaltninger, der ganske vist vedtages i form af en forordning, reelt befinder sig mellem disse to kategorier. Ifoelge sagsoegeren boer der foretages en tilsvarende sondring for saa vidt angaar grundlaget for Faellesskabets ansvar paa grund af vedtagelsen af ulovlige antidumpingforanstaltninger. Sagsoegeren har saaledes gjort gaeldende, at naar en antidumpingforordning er ulovlig paa grund af en tilsidesaettelse af regler, som er meget taet knyttet til vurderinger af komplekse oekonomiske forhold, er det de strengere krav for at paalaegge Faellesskabet ansvar, som skal anvendes, dvs. reglerne for ansvar paa grund af generelle retsakter. Skyldes ulovligheden derimod en tilsidesaettelse af procedurekrav eller krav af administrativ karakter, finder de saakaldt "simple" regler anvendelse. Ifoelge sagsoegeren henhoerer den foreliggende sag principielt under den anden af disse grupper. Fejlen fra Kommissionens side bestaar i tilsidesaettelse af den procedureregel, som er opstillet i grundforordningens artikel 2, stk. 5, litra a), om fastlaeggelse af et referenceland.

45 I den henseende har sagsoegeren understreget, at ifoelge Domstolens dom af 28. november 1989, sag C-122/86, Epicheiriseon Metalleftikon Viomichanikon kai Naftiliakon m.fl. mod Kommissionen og Raadet (Sml. s. 3959), er det ganske vist de strengere krav for at paalaegge Kommissionen ansvar paa grund af generelle retsakter, der bygger paa et oekonomisk-politisk valg, der finder anvendelse ved gennemfoerelse af grundforordningen, men den sag omhandlede da ogsaa en beslutning fra Kommissionen om afslutning af en antidumpingprocedure, hvis karakter af retsakt, der bygger paa et oekonomisk-politisk valg, ikke kan naegtes. I den foreliggende sag indebaerer anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 5, litra a), derimod naeppe, at der skal udoeves et skoen af oekonomisk-politisk karakter, men blot, at visse krav til de administrative procedurer skal overholdes, bl.a. princippet om fornoeden omhu, krav om begrundelse i henhold til EOEF-traktatens artikel 190 og forbuddet mod magtfordrejning.

46 Ud fra disse betragtninger vil sagsoegeren kun subsidiaert undersoege betingelserne for at paalaegge Faellesskabet ansvar paa grund af en generel retsakt.

47 Kommissionen har anfoert, at sagsoegeren forsoeger at paavise eksistensen af et andet kriterium for ansvar uden for kontrakt end det, der ellers gaelder i forbindelse med generelle retsakter. Ifoelge Kommissionen er sagsoegere paa omraadet for antidumpingforanstaltninger alene beroert af den endelige antidumpingforordning, og en fejl ved udarbejdelsen af denne forordning skal kunne genfindes i denne, for at et erstatningssoegsmaal skal kunne anlaegges med succes (Domstolens dom af 5.10.1988, forenede sager 294/86 og 77/87, Technointorg mod Kommissionen og Raadet, Sml. s. 6077). I betragtning af, at det kun er den endelige forordning, som kan vaere aarsag til tabet, er det derfor kun muligt for Faellesskabet at ifalde ansvar i den foreliggende sag paa grund af en generel retsakt.

48 Raadet har anfoert, at eftersom sagsoegeren kraever erstatning for den skade, som virksomheden haevder at have lidt paa grund af vedtagelsen af forordning nr. 725/89, skal spoergsmaalet om Faellesskabets ansvar vurderes i lyset af principperne for ansvar paa grund af generelle retsakter. Raadet har understreget, at sagsoegerens teori om, at Faellesskabets ansvar ikke afgoeres paa grundlag af karakteren af den retsakt, som har foraarsaget den paastaaede skade, men paa grundlag af karakteren af den paastaaede overtraedelse, strider mod Domstolens praksis (dom af 19.5.1992, forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 3061). Raadet medgiver ikke desto mindre, at hvis faellesskabsinstitutionerne i forbindelse med den administrative procedure forud for vedtagelsen af en antidumpingforordning begaar en konkret overtraedelse af de gaeldende regler, saa har en beroert person mulighed for at anlaegge erstatningssag, dog paa betingelse af, at det alene er denne retsstridige adfaerd, som har foraarsaget den paaberaabte skade. Ifoelge Raadet har sagsoegeren i den foreliggende sag imidlertid ikke haevdet, at det var selve valget af Sri Lanka som referenceland eller undladelsen fra faellesskabsinstitutionernes side af naermere at undersoege, om Taiwan kunne fungere som et mere passende referenceland, som i sig selv medfoerte det paastaaede tab.

49 Endelig har Raadet understreget, at saafremt Faellesskabet i den foreliggende sag paalaegges ansvar paa grundlag af en forvaltningsakt, vil der udelukkende vaere tale om en retsstridig adfaerd fra Kommissionens side, hvorfor dette sagsanlaeg ikke burde vaere rettet mod Raadet.

Rettens bemaerkninger

50 Retten bemaerker, at sagsoegeren har nedlagt paastand om erstatning for det tab, som denne paastaar at have lidt paa grund af vedtagelsen af forordning nr. 725/89, der er blevet kendt ugyldig af Domstolen.

51 I den henseende boer det ° saaledes som Domstolen fastslog i ovennaevnte dom i sagen Epicheiriseon Metalleftikon Viomichanikon kai Naftiliakon m.fl. mod Kommissionen og Raadet ° erindres, at Raadets og Kommissionens retsakter under en procedure med henblik paa eventuel vedtagelse af antidumpingforanstaltninger er generelle retsakter, der bygger paa et oekonomisk-politisk valg, og at ifoelge fast retspraksis ifalder Faellesskabet kun ansvar paa grund af saadanne retsakter, naar der foreligger en tilstraekkeligt kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private (ovennaevnte dom i sagen Zuckerfabrik Schoeppenstedt mod Raadet, Domstolens dom af 2.6.1976, forenede sager 56/74 til 60/74, Kampffmeyer m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 711, praemis 13, af 25.5.1978, forenede sager 83/76 og 94/76, 4/77, 15/77, 40/77, HNL m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 1209, praemis 4, og af 4.10.1979, sag 238/78, Ireks-Arkady mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 2955, praemis 9; Rettens dom af 15.12.1994, sag T-489/93, Unifruit Hellas mod Kommissionen, Sml. II, s. 1201, praemis 35, og dom af 21.2.1995, sag T-472/93, Campo Ebro m.fl. mod Raadet, Sml. II, s. 421).

52 Under disse omstaendigheder finder Retten, at sagsoegerens argument, hvorefter Faellesskabets ansvar i den foreliggende sag boer afgoeres paa grundlag af karakteren af den paastaaede overtraedelse (tilsidesaettelse af procedureregler), og ikke paa grundlag af arten af den faellesskabsretsakt, som er aarsagen til det paastaaede tab, ikke kan laegges til grund, og at det derfor maa undersoeges, om de sagsoegte institutioner har begaaet en tilstraekkeligt kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private.

Spoergsmaalet om Faellesskabets ansvar som foelge af generelle retsakter

Spoergsmaalet om fejl

53 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at faellesskabsinstitutionerne i forbindelse med gennemfoerelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 5, litra a), har begaaet fire fejl, som kan begrunde, at Faellesskabet ifalder ansvar, nemlig for det foerste en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190, for det andet en tilsidesaettelse af kontradiktionsprincippet, for det tredje magtfordrejning, og for det fjerde en overtraedelse af principperne om omsorgspligt og god forvaltningsskik.

Tilsidesaettelse af traktatens artikel 190

° Sammenfatning af parternes argumenter

54 Sagsoegeren har anfoert, at Domstolen i ovennaevnte Noelle-dom fastslog, at institutionernes udsagn om det taiwanske markeds karakteristika ikke blev stoettet af nogen form for praecisering eller henvisning til nogen som helst faktisk omstaendighed. Sagsoegeren har ligeledes henvist til forslaget til afgoerelse i samme sag fra generaladvokaten, som desuden fandt, at forordning nr. 725/89 ikke var tilstraekkeligt begrundet, da denne i tavshed forbigik spoergsmaalet om, hvorvidt faellesskabsproducenterne for deres vedkommende havde bidraget til den skade, som industrien i Faellesskabet havde lidt, ved at saelge boerster med oprindelse i Kina.

55 Kommissionen har anfoert, at sagsoegerens argumentation ikke kan laegges til grund, da en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190 ifoelge Domstolens faste praksis ikke medfoerer, at Faellesskabet ifalder ansvar (Domstolens dom af 15.9.1982, sag 106/81, Kind mod EOEF, Sml. s. 2885).

56 Raadet har anfoert, at Domstolen i ovennaevnte Noelle-dom, i modsaetning til hvad sagsoegeren har gjort gaeldende, ikke fastslog, at forordning nr. 725/89 tilsidesatte traktatens artikel 190, eller at denne ikke var tilstraekkeligt begrundet.

° Rettens bemaerkninger

57 Retten skal bemaerke, at Domstolen i ovennaevnte Noelle-dom ikke kendte for ret, at faellesskabsinstitutionerne havde tilsidesat traktatens artikel 190, eller at den omtvistede forordning ikke var tilstraekkeligt begrundet. Endvidere skal Retten paapege, at selv om man antog, at der kunne udledes en saadan tilsidesaettelse af den naevnte dom, kan en utilstraekkelig begrundelse af en retsakt ifoelge Domstolens og Rettens faste praksis under alle omstaendigheder ikke begrunde, at Faellesskabet ifalder ansvar (ovennaevnte dom i sagen Kind mod EOEF, praemis 14, ovennaevnte dom i sagen AERPO m.fl. mod Kommissionen, praemis 20, og ovennaevnte dom i sagen Unifruit Hellas mod Kommissionen, praemis 41).

58 Herefter boer det foerste anbringende om den manglende begrundelse af forordning nr. 725/89 forkastes.

Tilsidesaettelse af kontradiktionsprincippet

° Sammenfatning af parternes argumenter

59 Sagsoegeren har anfoert, at det klart fremgaar af generaladvokatens forslag til afgoerelse i ovennaevnte Noelle-dom, at tilsidesaettelsen af omsorgsprincippet, af traktatens artikel 190 og af forbuddet mod magtfordrejning i sidste ende udgoer en tilsidesaettelse af borgerens ret til en retfaerdig rettergang, hvilket er en grundlaeggende betingelse, som er indskrevet i artikel 6 i den europaeiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder. Sagsoegeren har i den henseende bemaerket, at ifoelge Domstolens praksis udgoer grundrettighederne en integrerende del af de almindelige retsgrundsaetninger, som Domstolen skal beskytte (dom af 27.6.1991, sag C-49/88, Al Jubail Fertilizer mod Raadet, Sml. I, s. 3187).

60 Kommissionen har anfoert, at de parter, som beroeres af en antidumpingprocedure, ikke alle nyder samme beskyttelse efter kontradiktionsprincippet, da raekkevidden af beskyttelsen er naert knyttet til personernes stilling i forhold til proceduren. Kommissionen har paapeget, at ifoelge Domstolens praksis kan kun personer, som beroeres af en bebyrdende retsakt, paaberaabe sig beskyttelse efter dette princip. Imidlertid vedtages der i forbindelse med en antidumpingprocedure ikke retsakter af denne type rettet til eksportoerer eller importoerer som sagsoegeren.

61 Raadet bestrider, at sagsoegeren skulle nyde beskyttelse efter kontradiktionsprincippet, og goer gaeldende, at i den foreliggende sag omfatter faellesskabsinstitutionernes forpligtelse til at overholde de almindelige retsgrundsaetninger om god forvaltningsskik ikke beskyttelse af sagsoegerens interesser, men almenhedens interesser. Raadet har tilfoejet, at den omstaendighed, at tilsidesaettelse af dette princip kunne medfoere annullation af en retsakt, ikke indebaerer, at disse principper har til formaal at beskytte private.

° Rettens bemaerkninger

62 Retten skal bemaerke, at ifoelge Domstolens praksis er antidumpingproceduren og de beskyttelsesforanstaltninger, som maatte blive vedtaget i den anledning, alene rettet mod producenter og udenlandske eksportoerer i tredjelande, samt efter omstaendighederne forbundne importoerer, og ikke mod uafhaengige importoerer som sagsoegeren (Domstolens dom af 28.11.1991, sag C-170/89, BEUC mod Kommissionen, Sml. I, s. 5709).

63 Retten konstaterer, at i den foreliggende sag blev antidumpingproceduren ikke indledt over for sagsoegeren, og den kan foelgelig ikke lede frem til retsakter med bebyrdende i forhold til sagsoegeren, da der ikke er blevet lagt sagsoegeren noget til last. Herefter kan sagsoegerens anbringende om, at kontradiktionsprincippet er tilsidesat for hans vedkommende ikke tages til foelge (ovennaevnte dom i sagen BEUC mod Kommissionen, praemis 20-23, domme af 10.7.1986, sag 234/84, Belgien mod Kommissionen, Sml. s. 2263, og sag 40/85, Belgien mod Kommissionen, Sml. s. 2321, praemis 28).

Spoergsmaalet om magtfordrejning

° Sammenfatning af parternes argumenter

64 Sagsoegeren har anfoert, at i det omfang Domstolen i den ovennaevnte Noelle-doms praemis 36 fastslog, at faellesskabsinstitutionerne havde foretaget et urimeligt og uhensigtsmaessigt valg ved fastsaettelsen af normalvaerdien, er det ligeledes fastslaaet, at samme adfaerd fra faellesskabsinstitutionernes side ogsaa udgjorde magtfordrejning.

65 De sagsoegte har ikke fremsat bemaerkninger til dette punkt.

° Rettens bemaerkninger

66 Retten skal erindre om, at det foelger af fast retspraksis, at en beslutning eller faellesskabsretsakt ikke kan anses for udtryk for magtfordrejning, medmindre det af objektive, relevante og indbyrdes sammenhaengende omstaendigheder fremgaar, at den tjener til at fremme andre formaal end de angivne (Domstolens dom af 4.7.1989, sag 198/87, Kerzmann mod Revisionsretten, Sml. s. 2083, punkt 2 i sammendraget til dommen, og af 11.7.1990, sag C-323/88, Sermes, Sml. I, s. 3027, praemis 33).

67 Retten bemaerker, at sagsoegeren har begraenset sig til et enkelt udsagn, uden saa meget som et forsoeg paa at bestyrke dettes berettigelse, og uden at fremsaette noget argument eller nogen form for bevis til stoette herfor. Under disse omstaendigheder finder Retten, at anbringendet om magtfordrejning ikke kan tages til foelge (se ovennaevnte Sermes-dom, praemis 35 og 36).

Tilsidesaettelse af omsorgsprincippet og princippet om god forvaltningsskik

° Sammenfatning af parternes argumenter

68 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Domstolen i ovennaevnte Noelle-dom fastslog, at faellesskabsinstitutionerne havde undladt at tage alle vaesentlige omstaendigheder i betragtning, og at de ikke havde undersoegt sagen med den fornoedne omhu. Ifoelge sagsoegeren udgoer en saadan adfaerd en tilsidesaettelse af omsorgsprincippet, der indgaar i de garantier, som i Faellesskabets retsorden gaelder for administrativ sagsbehandling (dom af 21.11.1991, C-269/90, Technische Universitaet Muenchen, Sml. I, s. 5469), samt en tilsidesaettelse af "officialmaksimen", som kendes fra tysk ret, og ifoelge hvilken den paagaeldende myndighed traeffer afgoerelse som led i proceduren paa en saadan maade, som her ville indebaere, at Kommissionen var forpligtet til ved gennemfoerelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 5, litra a), at respektere de proceduremaessige garantier, som tilkommer borgeren. Desuden indebar tilsidesaettelsen af omsorgsprincippet i den foreliggende sag en tilsidesaettelse af retten til at blive hoert, som fastsat i grundforordningens artikel 7, stk. 1, litra b), og artikel 7, stk. 2, litra a), samt artikel 7, stk. 4 og 5, derved, at Kommissionen ignorerede sagsoegeren argumenter vedroerende valget af referenceland.

69 Hvad angaar raekkevidden af den beskyttelse, som foelger af de principper, som paastaas overtraadt, har sagsoegeren isaer paaberaabt sig Domstolens og Rettens praksis (Domstolens dom af 4.2.1987, sag 324/85, Bouteiller mod Kommissionen, Sml. s. 529, af 11.10.1990, sag C-200/89, FUNOC mod Kommissionen, Sml. I, s. 3669; Rettens dom af 27.2.1992, forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 315), ifoelge hvilken de regler i faellesskabsretten, som ikke blot regulerer vilkaarene for institutionernes interne forhold, men som tillige skal sikre overholdelse af principperne om legalitet, retssikkerhed og god forvaltningsskik, der kan paaberaabes af fysiske og juridiske personer, "skaber rettigheder for borgerne" og har betydning for de beroerte personers retssikkerhed, og sagsoegeren udleder heraf, at faellesskabsinstitutionerne ved en fejlagtig anvendelse af grundforordningens artikel 2, stk. 5, litra a), har overtraadt en raekke regler, som skal sikre privates processuelle garantier (omsorgsprincippet) og som udgoer grundlaget for de subjektive rettigheder, som private kan goere gaeldende over for forvaltningen.

70 Kommissionen bestrider, at den paastaaede tilsidesaettelse af omsorgsprincippet udgoer en tilsidesaettelse af en retsregel til individuel beskyttelse af sagsoegeren og finder, at sagsoegerens henvisning til ovennaevnte dom i sagen Technische Universitaet Muenchen er irrelevant for den foreliggende sag, da den rolle, som en importoer spiller ved fastlaeggelsen af referencelandet er forskellig fra den, som en importoer af videnskabelige apparater spiller, eftersom den uafhaengige importoer ikke spiller en afgoerende rolle i forbindelse med antidumpingproceduren og ikke er umiddelbart beroert af den trufne afgoerelse.

71 Kommissionen har medgivet, at "officialmaksimen" indebaerer, at denne er forpligtet til at overholde omsorgsprincippet, men Kommissionen har gjort gaeldende, at det for at afgoere, om princippet om overholdelse af pligten til omsorg kan skabe subjektive rettigheder, er noedvendigt at undersoege, om en privat har ret til ° inden for anvendelsesomraadet af grundforordningens artikel 2, stk. 5, litra a) ° at fremsaette krav, der tillaegger ham ret til at styre forvaltningens aktivitet i den kraevede retning, eller om det er forvaltningen selv, som afgoer forloebet af den paagaeldende procedure ("officialmaksimen"). Ifoelge Kommissionen er det faktisk forvaltningsmyndigheden, som alene traeffer afgoerelse om gennemfoerelsen af den paagaeldende bestemmelse, hvorefter sagsoegeren i den foreliggende sag ikke besidder nogen subjektiv rettighed. Kommissionen har endvidere bestridt, at grundforordningens artikel 7 indeholder processuelle garantier til fordel for sagsoegeren, og Kommissionen understregede i den forbindelse, at denne bestemmelse alene, og i oevrigt ikke udtoemmende, opregner de informationskilder, som faellesskabsinstitutionerne kan goere brug af, naar der indledes og gennemfoeres en antidumpingundersoegelse, idet importoererne i den henseende blot er en af disse kilder, der saaledes ikke besidder rettigheder ud over de, som er fastsat i grundforordningen (ovennaevnte dom i sagen BEUC mod Kommissionen).

72 Raadet har henholdt sig til Kommissionens argumentation og har anfoert, at selv om det antages, at Domstolen havde anerkendt, at institutionerne havde tilsidesat omsorgsprincippet, foelger det ikke heraf, at disse har tilsidesat en retsregel til beskyttelse af sagsoegerens interesser. I den henseende har Raadet gjort gaeldende, at man i foerste omgang ° for at fastslaa om omsorgsprincippet udgoer en regel til beskyttelse af private ° maa undersoege, om den bestemmelse, hvis anvendelse ligger til grund for den paastaaede tilsidesaettelse af dette princip, er af beskyttende karakter. Raadet konkluderer herom, at i det omfang hvor grundforordningens artikel 2, stk. 5, litra a), dvs. den her omhandlede bestemmelse, ikke beskytter sagsoegerens interesser, goer omsorgsprincippet det heller ikke.

° Rettens bemaerkninger

73 Retten bemaerker, at det fremgaar af Domstolens praksis, at naar faellesskabsinstitutionerne besidder en vid skoensbefoejelse, maa der laegges endnu stoerre vaegt paa overholdelsen af de garantier, som faellesskabsretten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling, og at disse garantier bl.a. omfatter kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersoege alle relevante forhold i den enkelte sag, den paagaeldendes ret til at fremfoere sine synspunkter, samt kravet om, at afgoerelsen skal vaere forsynet med en tilstraekkelig begrundelse (ovennaevnte dom i sagen Technische Universitaet Muenchen, praemis 14).

74 Retten konstaterer, at det fremgaar af ovennaevnte Noelle-doms praemis 30, 31 og 32, at Domstolen kendte forordning nr. 725/89 ugyldig, fordi Kommissionen havde undladt at tage vaesentlige omstaendigheder i betragtning ved sin afgoerelse af, om det valgte referenceland var passende, og ikke naermere havde undersoegt sagsoegerens forslag vedroerende valget af Taiwan samt dennes argumenter om det fejlagtige ved valget af Sri Lanka som referenceland. Navnlig fastslog Domstolen i ovennaevnte doms praemis 34, at Kommissionen ikke havde fremfoert nogen form for praecisering eller henvisning til nogen som helst faktisk omstaendighed til stoette for sine konstateringer af, at Taiwan ikke blev taget i betragtning som referenceland med den begrundelse, at produkternes fysiske egenskaber og produktionsomkostningerne var forskellige, og at de taiwanske producenter, som Kommissionen havde henvendt sig til, havde afslaaet at samarbejde.

75 Paa grundlag af disse konstateringer finder Retten, at faellesskabsinstitutionernes adfaerd i forbindelse med fastlaeggelsen af et referenceland, der blev underkendt af Domstolen i ovennaevnte Noelle-dom, idet forordning nr. 725/89 blev kendt ugyldig, kan betragtes som en tilsidesaettelse af omsorgsprincippet.

76 Retten finder endvidere, at det saaledes tilsidesatte princips beskyttende karakter ikke kan anfaegtes i den foreliggende sag. Selv om de rettigheder, som er tillagt de parter, der er involveret i en antidumpingprocedure, afhaenger dels af den paagaeldende fase i proceduren, dels af, i hvilken egenskab en part optraeder (beroert eksportoer, forbundet importoer, uafhaengig importoer) samt af forskellige bestemmelser i grundforordningen, staar det fast, at naar en uafhaengig importoer goer en tilstraekkelig interesse gaeldende, i sin egenskab af "beroert part", i relation til sin deltagelse i en antidumpingprocedure, og naar Kommissionen, trods den tvivl, som importoeren har fremfoert vedroerende valget af et hensigtsmaessigt referenceland, afholder sig fra serioest og mere indgaaende at undersoege, hvorvidt dens egne argumenter eller forslag er velbegrundede, da tilsidesaetter Kommissionen omsorgsprincippet, som er en regel til beskyttelse af private.

77 Retten finder, at det herefter maa undersoeges, om der i den foreliggende sag er tale om en aabenbar og grov tilsidesaettelse af denne regel, idet det er ufornoedent at undersoege om omsorgsprincippet udgoer en hoejere retsregel.

Er tilsidesaettelsen af omsorgsprincippet og princippet om god forvaltningsskik aabenbar og grov?

° Sammenfatning af parternes argumenter

78 Sagsoegeren har bemaerket, at Domstolen i ovennaevnte Noelle-dom fastslog, at sagsoegeren under proceduren til fastlaeggelse af et referenceland havde fremlagt oplysninger for Kommissionen, som kunne begrunde en klar tvivl med hensyn til valget af Sri Lanka som referenceland. I det omfang Kommissionen valgte at ignorere disse oplysninger uden at opgive en passende grund, var faellesskabsinstitutionernes holdning saaledes fejlagtig og uundskyldelig, og den udgjorde et aabenlyst magtmisbrug, hvis grovhed foelger af, at de saaledes tilsidesatte principper er grundlaeggende principper (Rettens dom af 27.6.1991, sag T-120/89, Stahlwerke Peine-Salzgitter mod Kommissionen, Sml. II, s. 279, praemis 111).

79 Herudover foelger graden af grovhed af tilsidesaettelsen ifoelge sagsoegeren tillige af omfanget af faellesskabsinstitutionernes skoen ved gennemfoerelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 5, litra a), idet procedurereglerne, hvori indgaar principperne om omsorgspligt og god forvaltningsskik, saa meget mere maa respekteres, som faellesskabsinstitutionerne raader over et vidt skoen i den foreliggende sag. Hvis der saaledes burde tillaegges de regler, som er blevet tilsidesat ved vedtagelsen af forordning nr. 725/89, en saerligt hoej rang, fordi grundforordningens artikel 2, stk. 5, litra a), overlader faellesskabsinstitutionerne et vidt skoen, ville dette ifoelge sagsoegeren medfoere, at tilsidesaettelsen af principperne om omsorgspligt og god forvaltningsskik burde betragtes som grov. Endelig har sagsoegeren anfoert, at ifoelge en senere praksis fra Domstolen udgoer den omstaendighed, at den paagaeldende tilsidesaettelse graenser til det vilkaarlige, ikke en noedvendig betingelse for, at Faellesskabet kan ifalde ansvar (dom af 18.5.1993, sag C-220/91 P, Kommissionen mod Stahlwerke Peine-Salzgitter, Sml. I, s. 2393).

80 Kommissionen har anfoert, at Domstolen i Noelle-dommen alene henviste til, at Noelle havde forelagt Kommissionen tilstraekkelige omstaendigheder til at rejse tvivl ved det hensigtsmaessige og ikke urimelige i valget af Sri Lanka som referenceland. For at Faellesskabet skal kunne ifalde ansvar paa grund af en generel retsakt, skal der dog ifoelge Kommissionen foreligge en tilstraekkeligt kvalificeret kraenkelse, dvs. aabenbar og grov og graensende til det vilkaarlige. Ifoelge Kommissionen er det, som er tvivlsomt, imidlertid det modsatte af det, som er aabenbart og vilkaarligt.

81 Kommissionen bestrider ligeledes, at den paastaaede tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 2, stk. 5, litra a), kan betegnes som grov. Kommissionen har paapeget, at ifoelge Domstolens praksis afhaenger raekkevidden af beskyttelsen af de processuelle rettigheder, som de private, der er involveret i en antidumpingprocedure, har, af deres stilling i forhold til proceduren. Kommissionen finder, at sagsoegeren ikke kan goere en grov tilsidesaettelse af sine processuelle rettigheder gaeldende under paaberaabelse af en naer forbindelse mellem Kommissionens skoensmargen ved gennemfoerelsen af grundforordningens bestemmelser og den strenge overholdelse af de beroerte parters processuelle rettigheder, som Kommissionen er pligtig at sikre, da sagsoegeren ifoelge Domstolens praksis ikke kan anses som en beroert part (ovennaevnte dom i sagen BEUC mod Kommissionen).

82 Raadet har anfoert, at sagsoegerens argument om, at en adfaerd, der graenser til det vilkaarlige, ikke laengere er en noedvendig betingelse for, at Faellesskabet kan ifalde ansvar, faktisk ikke har stoette i retspraksis.

83 Raadet har bemaerket, at faellesskabsinstitutionerne ikke har handlet vilkaarligt, men simpelt hen har fejlbedoemt deres undersoegelsespligt ved gennemfoerelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 5, litra a).

84 Raadet har ligeledes forkastet sagsoegerens argument om, at tilsidesaettelsen af en retsregel knyttet til udoevelsen af et relativt vidt skoen automatisk skal betragtes som grov. Ifoelge Raadet afhaenger en saadan vurdering af den paagaeldende sags konkrete omstaendigheder. Imidlertid har sagsoegeren ikke forklaret, hvorfor tilsidesaettelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 5, litra a), boer anses for grov. Endelig har Raadet anfoert, at der heller ikke kan konkluderes noget om grovheden af tilsidesaettelsen af den paagaeldende bestemmelse ud fra en tilsidesaettelse af grundlaeggende principper, som indgaar i grundlaget for dennes gennemfoerelse, da deri den foreliggende sag ikke er sket en tilsidesaettelse af saadanne principper.

° Rettens bemaerkninger

85 Retten skal paapege, at ifoelge fast retspraksis indebaerer en tilstraekkeligt kvalificeret kraenkelse i en retsanordnende sammenhaeng som den foreliggende, der er kendetegnet ved udoevelsen af et vidt skoen, som er noedvendig for gennemfoerelsen af den faelles handelspolitik, at Faellesskabet kun kan ifalde ansvar, saafremt den paagaeldende institution aabenbart og groft har overtraadt graenserne for udoevelsen af sine befoejelser (ovennaevnte dom i sagen HNL m.fl. mod Raadet og Kommissionen, i sagen Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen, og i sagen Campo Ebro m.fl mod Raadet).

86 Retten bemaerker, at Domstolen i Noelle-dommen fastslog, at "Noelle har fremdraget en tilstraekkelig raekke omstaendigheder, som Kommissionen og Raadet allerede kendte under antidumpingproceduren, til at rejse tvivl om, hvorvidt valget af Sri Lanka som referenceland var hensigtsmaessigt og ikke urimeligt", og at "selv om institutionerne ikke skal tage alle de referencelande i betragtning, som foreslaas af parterne i en antidumpingprocedure, burde den tvivl, som i det foreliggende tilfaelde var rejst med hensyn til valget af Sri Lanka, have faaet Kommissionen til at undersoege sagsoegerens forslag naermere" (praemis 30 og 32).

87 Som det fremgaar af Domstolens bemaerkninger i ovennaevnte Noelle-dom, kan det derfor konstateres, at Domstolen ikke udtalte, at valget af Sri Lanka som referenceland i sig selv var fejlagtigt, men at Domstolen blot fastslog, at Kommissionen i lyset af den af sagsoegeren rejste tvivl burde have gennemfoert en mere indgaaende forespoergsel for at undersoege, om Taiwan ° som sagsoegeren gjorde gaeldende ° kunne have vaeret et passende valg. Som Kommissionen imidlertid med rette har understreget, er det, som er tvivlsomt, langt fra aabenbart og vilkaarligt.

88 Det boer i den forbindelse bemaerkes, at Kommissionen i lyset af den tvivl, som blev rejst i kraft af sagsoegerens argumenter angaaende spoergsmaalet om, hvorvidt Sri Lanka var et hensigtsmaessigt valg som referenceland, ikke undlod at undersoege, om Taiwan derimod kunne fungere som et passende referenceland; en saadan adfaerd ville i en sag som den foreliggende kunne have givet anledning til at konstatere en grov tilsidesaettelse af Kommissionens pligt til god forvaltning over for de parter, som deltager i antidumpingproceduren, men Kommissionen havde blot ikke foretaget sig serioese og tilstraekkelige anstrengelser i denne henseende. Dette fremgaar klart af Noelle-dommens praemis 34, hvor Domstolen fastslog, at den skrivelse, som Kommissionen havde rettet til Taiwans to stoerste producenter med henblik paa fastlaeggelse af referencelandet, ikke kunne anses for en tilstraekkelig indsats for at indhente oplysninger i betragtning af ordlyden og den yderst korte frist til at svare, som faktisk gjorde det umuligt for de paagaeldende producenter at samarbejde.

89 Heraf foelger, at i det omfang faellesskabsinstitutionerne ikke totalt har tilsidesat deres omsorgspligt og pligt til at foelge god forvaltningsskik over for sagsoegeren, men blot har fejlvurderet raekkevidden af deres forpligtelser efter disse principper, kan tilsidesaettelsen af omsorgsprincippet i den foreliggende sag ikke betegnes som en tilstraekkeligt kvalificeret kraenkelse eller en aabenbar og grov tilsidesaettelse i henhold til Domstolens praksis (jf. ovennaevnte dom i sagen HNL m.fl. mod Raadet og Kommissionen, og domme af 5.12.1979, forenede sager 116/77 og 124/77, Amylum og Tunnel Refineries mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3497, og sag 143/77, Koninklijke Scholten-Honig mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3583).

90 Under alle omstaendigheder boer det tilfoejes, at selv om Kommissionen havde gennemfoert en mere serioes undersoegelse af, hvorvidt Taiwan kunne fungere som et passende referenceland, er det intet til hinder for, at Sri Lanka ved afslutningen af en saadan undersoegelse kunne fremstaa som et hensigtsmaessigt og rimeligt valg i den forstand, som er indeholdt i grundforordningens artikel 2, stk. 5, litra a).

91 Da der derfor ikke foreligger nogen tilstraekkeligt kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private, boer de sagsoegte frifindes, uden at det er fornoedent at undersoege, hvorvidt de oevrige betingelser for at paalaegge Faellesskabet ansvar i den foreliggende sag er opfyldt; dette gaelder saavel paastanden om erstatning for de bankrenter, som sagsoegeren har maattet betale af de beloeb, som denne har laant til betaling af den med forordning nr. 725/89 indfoerte antidumpingtold, som paastanden om erstatning for de udgifter, sagsoegeren har afholdt i anledning af de henvendelser, som dennes advokater har foretaget til visse toldkontorer.

Sagens omkostninger

92 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har tabt sagen og boer derfor betale sine egne samt Raadets og Kommissionens omkostninger, da disse har nedlagt paastand herom.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Foerste Udvidede Afdeling)

1) Raadet og Kommissionen frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.