EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61994TJ0161

Dom afsagt af Retten i Første Instans (Første Udvidede Afdeling) den 11. juli 1996.
Sinochem Heilongjiang mod Rådet for Den Europæiske Union.
Antidumping - Annullationssøgsmål - Formaliteten - Undersøgelsens forløb - Skade.
Sag T-161/94.

Samling af Afgørelser 1996 II-00695

ECLI identifier: ECLI:EU:T:1996:101

61994A0161

Dom afsagt af Retten i Første Instans (Første Udvidede Afdeling) den 11. juli 1996. - Sinochem Heilongjiang mod Rådet for Den Europæiske Union. - Antidumping - Annullationssøgsmål - Formaliteten - Undersøgelsens forløb - Skade. - Sag T-161/94.

Samling af Afgørelser 1996 side II-00695


Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


++++

1. Annullationssoegsmaal ° soegsmaalskompetence ° juridiske personer ° begreb ° status som juridisk person efter national ret eller anerkendelse fra faellesskabsinstitutionernes side af status som selvstaendig juridisk enhed

[EOEF-traktaten, art. 173; Domstolens procesreglement, art. 38, stk. 5, litra a); Rettens procesreglement, art. 44, stk. 5, litra a)]

2. Annullationssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° retsakter, som beroerer dem umiddelbart og individuelt ° forordning om indfoerelse af en antidumpingtold ° eksporterende virksomhed i et tredjeland omfattet af undersoegelsen, der som den eneste har deltaget i denne

(EOEF-traktaten, art. 173, stk. 2)

3. Faelles handelspolitik ° beskyttelse mod dumping ° dumpingmargen ° fastlaeggelse af eksportprisen ° beregning paa grundlag af de tilgaengelige oplysninger ° anvendelse i mangel af andre realistisk anvendelige oplysninger alene af oplysningerne i den til grund for undersoegelsen liggende klage ° lovligt

[Raadets forordning nr. 2423/88, art. 2, stk. 8, litra a), og art. 7, stk. 7, litra b)]

4. Faellesskabsret ° principper ° retten til kontradiktion ° overholdelse under administrative procedurer ° antidumping ° institutionernes forpligtelse til at efterkomme anmodninger om oplysninger fra de beroerte virksomheder ° graenser ° for sent fremsat anmodning

[Raadets forordning nr. 2423/88, art. 7, stk. 4, litra c), nr. i), underlitra cc), og nr. 2833/91, art. 3]

5. Faelles handelspolitik ° beskyttelse mod dumping ° skade ° den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet ° begreb ° fastlaeggelse af skaden alene i henseende til den klagende virksomhed i Faellesskabet ° lovligt i tilfaelde af en virksomhed repraesenterende mere end 25% af produktionen i Faellesskabet

(Raadets forordning nr. 2423/88, art. 4, stk. 1)

Sammendrag


1. Afgoerelsen om, hvorvidt et annullationssoegsmaal indbragt af en retlig enhed under henvisning til traktatens artikel 173 kan antages til realitetsbehandling, beror i foerste raekke paa, om den retlige enhed har status som juridisk person. I henhold til den faellesskabsretlige domstolsordning har en sagsoeger status som juridisk person, saafremt status som saadan efter det retssystem, der finder anvendelse for saa vidt angaar spoergsmaalet om den paagaeldende retlige enheds stiftelse, er opnaaet senest paa tidspunktet for udloebet af soegsmaalsfristen, eller saafremt faellesskabsinstitutionerne har anset den retlige enhed for en uafhaengig retlig enhed.

Artikel 38, stk. 5, litra a), i Domstolens procesreglement og artikel 44, stk. 5, litra a), i Rettens procesreglement indeholder herved bestemmelse om, at er sagsoegeren en privatretlig juridisk person, skal staevningen vaere ledsaget af dennes vedtaegter, et nyere udskrift af handelsregistret, et nyere udskrift af selskabs- eller foreningsregistret eller andet bevis for, at sagsoegeren bestaar som juridisk person. Et registreringsbevis, hvorefter sagsoegeren er registreret som virksomhed med en egenkapital og et selvstaendig regnskab, udgoer et bevis for, at den paagaeldende enhed bestaar som juridisk person, som forudsat i de naevnte bestemmelser.

I oevrigt savner det grundlag at bestride, at en juridisk person har status som selvstaendig juridisk person, naar den paagaeldende af faellesskabsinstitutionerne er blevet anset for en saadan under den administrative procedure, der er gaaet forud for udstedelsen af den anfaegtede retsakt.

2. Selv om forordninger om antidumpingtold bedoemt i forhold til traktatens artikel 173, stk. 2, efter deres art og raekkevidde er almengyldige, idet de finder anvendelse paa de paagaeldende erhvervsdrivende i al almindelighed, kan det ikke udelukkes, at bestemmelserne beroerer visse erhvervsdrivende individuelt.

Retsakter om indfoerelse af antidumpingtold er saaledes i stand til umiddelbart og individuelt at beroere import- og eksportvirksomheder, der kan godtgoere, at det er dem selv, der er tale om i Kommissionens eller Raadets retsakter, eller som har vaere inddraget i de forudgaaende undersoegelser, og, mere generelt, enhver erhvervsdrivende, som kan godtgoere at have visse egenskaber, som er saerlige for ham, og som i forhold til den paagaeldende foranstaltning adskiller ham fra alle andre erhvervsdrivende.

Dette er tilfaeldet med en virksomhed, der i vid udstraekning har deltaget i den forudgaaende undersoegelse, og hvis stillingtagen er blevet vurderet af Kommissionen under den procedure, der har foert til indfoerelsen af antidumpingtold, ogsaa selv om det i sidste instans er blevet besluttet ikke at laegge de oplysninger til grund angaaende realiteten i sagen, som virksomheden har forelagt. Den omstaendighed, at der er tale om den eneste virksomhed i det paagaeldende land, der har deltaget i undersoegelsen, stoetter endvidere, at virksomheden i forhold til den foranstaltning, der er blevet resultatet af undersoegelsen, er i en saerlig situation, som adskiller den fra alle andre erhvervsdrivende.

3. Det er med foeje, at faellesskabsinstitutionerne med henblik paa fastlaeggelsen af eksportprisen anvender bestemmelsen i artikel 7, stk. 7, litra b), i grundforordningen om antidumping nr. 2423/88 og anlaegger en vurdering udelukkende paa grundlag af oplysningerne fra den klagende virksomhed, som faellesskabsinstitutionerne anser for de eneste tilgaengelige oplysninger, der realistisk kan anvendes, naar de oplysninger, der er forelagt af den eneste eksportvirksomhed i det af undersoegelsen omfattede tredjeland, som har indvilget i at samarbejde ved undersoegelsen, ikke kan anses for repraesentative, og naar en anvendelse af oplysninger fra andre kilder som f.eks. toldstatistiske oplysninger og oplysninger forelagt af virksomheder, der videresaelger det paagaeldende produkt paa markedet i Faellesskabet, ikke kan antages at skabe grundlag for et realistisk skoen.

4. I forbindelse med en administrativ procedure som f.eks. den, der gaar forud for indfoerelsen af en antidumpingtold, er kravene i henhold til princippet om retten til kontradiktion overholdt, naar den paagaeldende virksomhed under proceduren har haft mulighed for at give udtryk for sin stillingtagen til, om de fremfoerte faktiske forhold og andre omstaendigheder virkelig foreligger, og hvilken betydning de da har, og i givet fald til de dokumenter, der laegges vaegt paa. Naar en virksomhed er blevet opfordret til skriftligt at redegoere for sin stillingtagen og til at anmode om at blive hoert, men virksomheden foerst efter udloebet af den i artikel 3 i den midlertidige forordning nr. 2833/91 fastsatte frist for at fremsaette bemaerkninger og af fristen i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra c), nr. i), underlitra cc), for at fremsaette anmodninger om oplysninger har fremsat en anmodning om oplysninger vedroerende beregningen af margenen i forbindelse med den midlertidige told, kan virksomheden herved ikke med foeje goere gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af artikel 7, stk. 4, litra c) i grundforordningen om antidumping nr. 2423/88.

5. Det kan ikke anfaegtes, at faellesskabsinstitutionerne har indfoert en antidumpingtold i henseende til en skade lidt af den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet, som alene er fastlagt i forhold til den klagende virksomhed i Faellesskabet, naar dennes produktion i undersoegelsesperioden har udgjort 35% af den samlede produktion i Faellesskabet af det paagaeldende produkt.

Indholdet af begrebet "erhvervsgren i Faellesskabet" i artikel 4, stk. 1, i grundforordningen om antidumping nr. 2423/88 er naermere fastlagt i artikel 4, stk. 5, idet begrebet skal forstaas som samtlige producenter i Faellesskabet eller de af dem, hvis samlede produktion af det paagaeldende produkt udgoer en betydelig del af den samlede produktion, hvorved dette udtryk ikke kan fortolkes saaledes, at det er en forudsaetning, at der er tale om en andel paa 50% eller mere, idet det snarere maa forudsaettes, at der er tale om en andel paa 25% eller mere.

Parter


I sag T-161/94,

Sinochem Heilongjiang, Harbin (Kina), ved Barrister Izzet M. Sinan, Bar of England and Wales, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Arendt og Medernach, 8-10, rue Mathias Hardt,

sagsoeger,

mod

Raadet for Den Europaeiske Union ved de juridiske konsulenter Erik H. Stein og Ramon Torrent, som befuldmaegtigede, bistaaet af advokat Hans-Juergen Rabe, Hamburg og Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektoer Bruno Eynard, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

sagsoegt,

stoettet af

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Eric L. White, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, bistaaet af Claus-Michael Happe, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

intervenient,

angaaende en paastand om annullation af Raadets forordning (EOEF) nr. 3434/91 af 25. november 1991 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af oxalsyre med oprindelse i Indien og Den Kinesiske Folkerepublik (EFT L 326, s. 6),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Foerste Udvidede Afdeling)

sammensat af praesidenten, A. Saggio, og dommerne C.W. Bellamy, A. Kalogeropoulos, V. Tiili og R.M. Moura Ramos,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 23. januar 1996

afsagt foelgende

Dom

Dommens præmisser


Sagens baggrund

1 I 1982 indfoerte Raadet en endelig antidumpingtold paa importen til Faellesskabet af oxalsyre med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og traf bestemmelse om endelig opkraevning af de beloeb, der var stillet som sikkerhed i form af midlertidig told paa oxalsyre med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og Tjekkoslovakiet (forordning (EOEF) nr. 1283/82 af 17.5.1982, EFT L 148, s. 37).

2 Den fornyede undersoegelse af disse antidumpingforanstaltninger blev indledt i 1987 og afsluttet den 12. december 1988 ved Kommissionens afgoerelse 88/623/EOEF om godtagelse af tilsagn i forbindelse med den fornyede undersoegelse vedroerende importen af oxalsyre med oprindelse i Kina og Tjekkoslovakiet (EFT L 343, s. 34). Tilsagnet vedroerende importen af oxalsyre med oprindelse i Kina blev afgivet af selskabet Sinochem Beijing. Faellesskabsinstitutionerne opfattede tilsagnet saaledes, at det omfattede al eksport af oxalsyre med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik.

3 I 1990 modtog Kommissionen en klage fra selskabet Destilados Agricolos Vimbodi SA (herefter "DAVSA") med krav om, at der blev ivaerksat en fornyet undersoegelse af antidumpingforanstaltningerne vedroerende importen af oxalsyre med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og Tjekkoslovakiet og indledt en procedure vedroerende importen af oxalsyre med oprindelse i Indien.

4 Efter denne klage fremsendte Kommissionen et spoergeskema til de kinesiske, tjekkoslovakiske og indiske eksportoerer, som den havde kendskab til. Med spoergeskemaet fulgte bl.a. en skrivelse, hvori det blev meddelt eksportoererne, at Kommissionen, saafremt de ikke gav de forlangte oplysninger, kunne traeffe afgoerelse paa grundlag af de "tilgaengelige oplysninger", jf. artikel 7, stk. 7, litra b), i Raadets forordning (EOEF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 209, s. 1, herefter "grundforordningen").

5 De eneste to kinesiske eksportoerer, som Kommissionen var bekendt med, var China National Medicine and Health Products Import/Export Corporation og Sinochem Beijing. Foerstnaevnte selskab tilbagesendte ikke spoergeskemaet. Hvad angaar Sinochem Beijing meddelte selskabet Kommissionen, at det ikke havde tilsidesat sit tilsagn fra 1988, og at en lang raekke eksportoerer efter en aendring af den kinesiske udenrigshandelsordning fra begyndelsen af 1988 ikke laengere havde henhoert under selskabet og kunne eksportere oxalsyre til Faellesskabet til priser, som kunne vaere lavere end den i tilsagnet fastlagte.

6 Sinochem Beijing afslog en anmodning fra Kommissionen om at fremsende spoergeskemaet til de oevrige eksportoerer og foreslog Kommissionen, at denne rettede henvendelse til det kinesiske handelskammer for importoerer og eksportoerer af metaller, mineraler og kemiske produkter. Kommissionen indhentede fra handelskammeret en fortegnelse over eksportoerer og producenter af oxalsyre, som den tilsendte et spoergeskema og en skrivelse svarende til, hvad der var blevet fremsendt til Sinochem Beijing.

7 Sagsoegeren var den eneste kinesiske eksportoer, der, ved skrivelse af 24. december 1990, reagerede. Kommissionen fremsendte herefter den 27. februar 1991 et telex med foelgende indhold: "Da Deres svar i anledning af spoergeskemaet ... er meget ufuldstaendigt og utilstraekkeligt, isaer hvad angaar det afgoerende spoergsmaal vedroerende Deres afsaetning i form af salg til Faellesskabet i de foerste otte maaneder af 1990 og Deres salgsvilkaar, meddeler Kommissionen Dem herved, at den agter at basere sine resultater paa de tilgaengelige oplysninger, jf. artikel 7, stk. 7, litra b), i [grundforordningen]." Sagsoegeren reagerede ikke paa dette telex.

8 Ved forordning (EOEF) nr. 1472/91 af 29. maj 1991 indfoerte Kommissionen en midlertidig antidumpingtold paa importen af oxalsyre med oprindelse i Indien og Kina (EFT L 138, s. 62, herefter "forordning nr. 1472/91"). I 13. betragtningerne til denne forordning anfoerte Kommissionen under henvisning til grundforordningens artikel 2, stk. 5, at den havde maattet tage hensyn til, at Den Kinesiske Folkerepublik ikke var et land med markedsoekonomi. I 22. betragtning til forordning nr. 1472/91 anfoertes det, at "da Kommissionen ikke opnaaede tilfredsstillende svar paa sit spoergeskema, anvendte den for Kinas vedkommende de tilgaengelige oplysninger som grundlag for sin foreloebige afgoerelse, nemlig oplysningerne i klagen; de anvendte priser stemte overens med, hvad den eneste importoer, som havde samarbejdet, havde opgivet", og at "Kommissionen [paa dette grundlag havde fastslaaet] en gennemsnitlig underbydning paa 25,05% i loebet af de foerste otte maaneder af 1990". I 43. betragtning hed det endvidere, at "Kommissionen har for Kinas vedkommende taget hensyn til, at dette land til trods for et tilsagn har fortsat sin dumpingpraksis, der har bidraget til at paafoere den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet vaesentlig skade". Paa det naevnte grundlag blev der ved artikel 1 i forordning nr. 1472/91 fastsat bestemmelse om en midlertidig antidumpingtold paa 20,3% ved import af oxalsyre med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik. I henhold til artikel 3 kunne "parterne inden for en maaned fra tidspunktet for denne forordnings ikrafttraeden tilkendegive deres mening skriftligt og anmode om at blive hoert mundtligt af Kommissionen, jf. dog artikel 7, stk. 4, litra b), i [grundforordningen]". Efter artikel 4 traadte forordning nr. 1472/91 i kraft den 2. juni 1991.

9 Ved telex af 8. juli 1991 til Kommissionen anmodede sagsoegeren om, at der, senest i september, blev afholdt en hoering. Sagsoegeren anmodede endvidere om at kunne fremsaette skriftlige bemaerkninger foer denne hoering og om aktindsigt, for saa vidt der ikke var tale om fortrolige oplysninger, med henblik paa at blive gjort bekendt med de oplysninger, paa grundlag af hvilke Kommissionen havde fastlagt margenen i forbindelse med den midlertidige antidumpingtold.

10 Med Kommissionens indforstaaelse fremsatte sagsoegeren skriftlige bemaerkninger den 2. september 1991, og den 4. september 1991 fandt en hoering sted. Kommissionen afslog derimod at give sagsoegeren adgang til de oplysninger, selskabet havde forlangt, under henvisning til, at anmodningen herom ikke var blevet modtaget inden udloebet af fristen i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra c). Kommissionen meddelte endvidere, at den ikke formelt var forpligtet til at tage hensyn til de skriftlige bemaerkninger, idet disse ikke var blevet modtaget inden udloebet af den i artikel 3 i forordning nr. 1472/91 fastsatte frist. Paa forslag af sagsoegerens advokat indvilgede Kommissionen dog i at betragte de skriftlige bemaerkninger som et "relevant aktstykke".

11 Under hoeringen og i forbindelse med den brevveksling, der fandt sted fra midten af september til slutningen af november 1991, fastholdt sagsoegeren og Kommissionen deres respektive opfattelser. Sagsoegeren fastholdt, at selskabet havde meddelt samtlige de oplysninger, der med rimelighed kunne forventes i forbindelse med spoergeskemaet, herunder oplysninger om samtlige fakturaer, der gav et billede af selskabets eksport til Faellesskabet i den af undersoegelsen omfattede periode (1.4.1989-31.8.1990). Kommissionen fastholdt derimod, at sagsoegerens oplysninger i spoergeskemaet var ufuldstaendige, og at sagsoegeren saaledes havde undladt at opfylde sin forpligtelse til at samarbejde.

12 Ved forordning (EOEF) nr. 2833/91 af 23. september 1991 traf Raadet bestemmelse om en forlaengelse i hoejst to maaneder af gyldighedsperioden for den midlertidige antidumpingtold paa importen af oxalsyre med oprindelse i Indien og Den Kinesiske Folkerepublik (EFT L 272, s. 2).

13 Den 5. november 1991 stillede Kommissionen forslag til Raadet om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af oxalsyre med oprindelse i Indien og Den Kinesiske Folkerepublik (dok. KOM(91) 437 endelig udg.).

14 Den 25. november 1991 indfoerte Raadet ved den anfaegtede forordning en endelig antidumpingtold paa importen af oxalsyre med oprindelse i Indien og Den Kinesiske Folkerepublik, idet Raadet herved fuldt ud for saa vidt angaar importen af oxalsyre med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik tiltraadte, hvad Kommissionen havde lagt til grund i forordning nr. 1472/91.

Retsforhandlinger

15 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 27. februar 1992 anlagde sagsoegeren herefter sag. Denne blev registreret under nr. C-61/92.

16 Ved kendelse af 30. september 1992 tog Domstolens praesident en begaering fra Kommissionen om at maatte intervenere i sagen til stoette for sagsoegtes paastande til foelge.

17 Ved skrivelse af 20. januar 1994 fremsendte sagsoegeren en sagkyndig udtalelse fra et kinesisk universitet vedroerende selskabets retlige status. Sagsoegeren fremsatte begaering til Domstolen om, at udtalelsen blev fremlagt i sagen.

18 I henhold til Raadets afgoerelse 94/149/EKSF, EF af 7. marts 1994 om aendring af afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 66, s. 29) har Retten med virkning fra den 15. marts 1994 kompetence til at paakende sager, som indbringes af fysiske eller juridiske personer i medfoer af EF-traktatens artikel 173, 175 og 178, og som vedroerer beskyttelsesforanstaltninger, der traeffes mod dumping og subsidieordninger. Paa dette grundlag henviste Domstolen ved kendelse af 18. april 1994 sag C-61/92 til Retten. Sagen er blevet registreret paa Rettens Justitskontor under nr. T-161/94.

19 Retten har givet tilladelse til, at den af sagsoegeren vedroerende selskabets retlige status fremsendte sagkyndige udtalelse fremlaegges i sagen.

20 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Parterne er dog i form af foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse blevet opfordret til inden den mundtlige forhandling skriftligt at besvare en raekke spoergsmaal.

21 I det offentlige retsmoede den 23. januar 1996 har parterne afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens mundtlige spoergsmaal. Ved retsmoedets afslutning har Retten anmodet sagsoegeren om til Justitskontoret at fremsende en genpart af selskabets registreringsbevis paa tidspunktet for sagens anlaeg. Efter at have modtaget denne genpart samt bemaerkninger fra sagsoegte og intervenienten herom har Retten erklaeret retsforhandlingerne for afsluttet.

Parternes paastande

22 I staevningen har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:

° Raadets forordning nr. 3434/91 af 25. november 1991 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af oxalsyre med oprindelse i Indien og Den Kinesiske Folkerepublik (EFT L 326, s. 6, herefter "forordning nr. 3434/91") annulleres.

° Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

23 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

° Afvisning.

° Frifindelse.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

24 I replikken har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:

° Sagen antages til realitetsbehandling.

° Forordning nr. 3434/91 annulleres i det hele eller i det omfang, den beroerer sagsoegeren.

° Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

25 Intervenienten har nedlagt foelgende paastand:

° Sagen afvises, subsidiaert frifindes sagsoegte.

Formaliteten

26 Sagsoegte og intervenienten har i det vaesentlige fremsat to anbringender til stoette for, at sagen boer afvises. Det foerste anbringende angaar sagsoegerens status som juridisk person. Ved det andet anbringende goeres det gaeldende, at sagsoegeren ikke er umiddelbart beroert.

Det foerste anbringende til stoette for sagens afvisning

Parternes argumenter

27 Raadet og Kommissionen har gjort gaeldende, at sagen maa afvises, i foerste raekke fordi sagsoegeren ikke kan antages at vaere en juridisk person, som forudsat i EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2. At sagsoegeren ikke er en juridisk person, fremgaar af, at selskabet blot er en lokal filial af Sinochem. Sagsoegeren er dermed en del af Sinochem Beijing og saaledes ikke en selvstaendig retlig enhed.

28 Raadet og Kommissionen goer endvidere gaeldende, at sagsoegeren paa tidspunktet for sagens anlaeg ikke fremlagde et registreringsbevis, der godtgjorde, at selskabet efter kinesisk ret er en juridisk person. Hvad herefter angaar det registreringsbevis, som sagsoegeren har fremsendt til Retten paa dennes anmodning, maa det formodes, at selskabet var i besiddelse af dette paa tidspunktet for sagens anlaeg, idet dette registreringsbevis i oevrigt ikke kan antages at dokumentere, at sagsoegeren er en juridisk person. Registreringsbeviset stammer herved fra et tidspunkt foer udstedelsen af den nye kinesiske lov om registrering af virksomheder som juridiske personer.

29 Sagsoegeren har bestridt rigtigheden af det af Raadet og Kommissionen anfoerte, hvorefter selskabet ikke har en saadan uafhaengighed, at det kan traeffe beslutninger om kommercielle spoergsmaal. Sagsoegeren anfoerer, at der i Den Kinesiske Folkerepublik er indtruffet grundlaeggende oekonomiske aendringer, hvorved der er sket en ophaevelse af den kontrol, som staten udoevede over for kommercielle virksomheder. Hvad naermere angaar Sinochem-gruppen er denne blevet omstruktureret, saaledes at der nu findes en raekke uafhaengige selskaber i de forskellige provinser, idet sagsoegeren selv er et saadant selskab, der paa uafhaengig maade eksporterer de produkter, der fremstilles af fabrikkerne i provinsen Heilongjiang, til egne kunder, til priser, som selskabet selv fastsaetter, og i konkurrence med andre selskaber. Det fremgaar da ogsaa af den administrative procedure, der ligger til grund for sagen, at Kommissionen ansaa sagsoegeren for en individuel erhvervsdrivende.

30 At sagsoegeren er en uafhaengig retlig enhed, fremgaar endvidere klart af selskabets vedtaegter og af det registreringsbevis, som er blevet fremlagt for Retten paa dennes anmodning, og som er dateret den 15. april 1988, dvs. lang tid foer sagens anlaeg.

Rettens bemaerkninger

31 Det bemaerkes, at afgoerelsen om, hvorvidt et annullationssoegsmaal indbragt af en retlig enhed under henvisning til EOEF-traktatens artikel 173 kan antages til realitetsbehandling, i foerste raekke beror paa, om den retlige enhed har status som juridisk person. Det fremgaar af Domstolens praksis, at en sagsoeger i henhold til den faellesskabsretlige domstolsordning har status som juridisk person, saafremt status som saadan efter det retssystem, der finder anvendelse for saa vidt angaar spoergsmaalet om den paagaeldende retlige enheds stiftelse, er opnaaet senest paa tidspunktet for udloebet af soegsmaalsfristen (Domstolens dom af 27.11.1984, sag 50/84, Bensider m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3991, praemis 7 og 8), eller saafremt faellesskabsinstitutionerne har anset den retlige enhed for en uafhaengig retlig enhed (Domstolens domme af 8.10.1974, sag 175/73, Union syndicale, Massa og Kortner mod Raadet, Sml. s. 917, praemis 11, 12 og 13, og sag 18/74, Syndicat général du personnel mod Kommissionen, Sml. s. 933, praemis 7, 8 og 9).

32 Det bemaerkes herefter, at artikel 38, stk. 5, litra a), i Domstolens procesreglement og artikel 44, stk. 5, litra a), i Rettens procesreglement indeholder bestemmelse om, at er sagsoegeren en privatretlig juridisk person, skal staevningen vaere ledsaget af dennes vedtaegter, en nyere udskrift af handelsregisteret, en nyere udskrift af selskabs- eller foreningsregisteret eller andet bevis for, at sagsoegeren bestaar som juridisk person.

33 Sagsoegeren har paa Rettens anmodning fremlagt et registreringsbevis af 15. april 1988, hvorefter sagsoegeren af myndighederne i provinsen Heilongjiang er registreret som virksomhed med en egenkapital og et selvstaendigt regnskab. Retten finder, at dette dokument har karakter af en udskrift, der beviser, at sagsoegeren bestaar som juridisk person, som forudsat i de ovennaevnte bestemmelser.

34 Selv om det i overensstemmelse med det af sagsoegte og intervenienten anfoerte antages, at kun virksomheder, som er registreret i henhold til den nye kinesiske lov, der blev udstedt den 3. juni 1988, og som traadte i kraft den 1. juli 1988, har status som juridiske personer, maa sagsoegeren alligevel anses for at have status som juridisk person i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, idet faellesskabsinstitutionerne ansaa sagsoegeren for en uafhaengig retlig enhed under den administrative procedure. Kommissionen gennemfoerte saaledes en omfattende korrespondance med sagsoegeren og accepterede sagsoegeren som part under hoeringen. Under disse omstaendigheder kan sagsoegte og intervenienten ikke med foeje goere gaeldende, at sagsoegeren ikke under den retssag, der har fulgt den administrative procedure, kan anses for at have status som selvstaendig juridisk person.

35 Det maa herefter fastslaas, at sagsoegeren paa tidspunktet for sagens anlaeg var en juridisk person, som forudsat i EOEF-traktatens artikel 173.

Det andet anbringende til stoette for sagens afvisning

Parternes argumenter

36 Raadet og Kommissionen har gjort gaeldende, at sagsoegeren ikke er individuelt beroert af den anfaegtede forordning, jf. EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2.

37 Til stoette herfor anfoerer sagsoegte og intervenienten, at forholdet i lande, der ikke har en markedsoekonomi, er det, at eksportoererne henhoerer under staten for saa vidt angaar kommercielle beslutninger, saaledes at antidumpingprocedurer og antidumpingforordninger i saadanne tilfaelde er rettet mod den paagaeldende stat og ikke mod de forskellige eksportoerer. Indfoerelsen og beregningen af en antidumpingtold over for produkter med oprindelse i lande, der ikke har en markedsoekonomi, er herved ikke baseret paa de saerlige forhold hos de enkelte eksportoerer, men udelukkende paa de saerlige forhold i de paagaeldende lande. Saafremt man fastlaegger antidumpingtolden for hver enkelt eksportoers vedkommende, vil den paagaeldende stat straks begynde udelukkende at eksportere gennem den eksportoer, der betaler den laveste antidumpingtold. For saa vidt der ikke gaelder en ordning rettet mod de enkelte eksportoerer, er det alene staten eller de statslige organer eller virksomheder, der er ansvarlige for eksporten af det paagaeldende produkt, som kan anses for individuelt beroert af indfoerelsen af en antidumpingtold.

38 Det anfoerte maa ogsaa gaelde sagsoegeren, medmindre sagsoegeren godtgoer, at selskabet paa uafhaengig maade traeffer kommercielle beslutninger. De dokumenter, sagsoegeren har fremlagt i sagen, peger i den modsatte retning. Det fremgaar herved navnlig af artikel 2 i sagsoegerens vedtaegter, at selskabets formaal i foerste raekke er at bringe udenlandsk valuta til Den Kinesiske Folkerepublik. Sagsoegeren udfoerer dermed sine opgaver inden for et socialistisk samfund, hvorimod selskabet ikke administreres ud fra markedsoekonomiske overvejelser.

39 Kommissionen har herudover gjort gaeldende, at sagsoegerens deltagelse i antidumpingproceduren ikke er tilstraekkelig til, at sagsoegeren kan indbringe et direkte soegsmaal for Faellesskabets retsinstanser. Til stoette herfor henviser Kommissionen til kendelsen af 8. juli 1987 (sag 279/86, Sermes mod Kommissionen, Sml. s. 3109, praemis 19), hvori Domstolen heller ikke kunne tiltraede det sagsoegende selskabs argument om, at det havde deltaget i de forskellige faser af Kommissionens undersoegelse, og at soegsmaalet derfor skulle realitetsbehandles, idet sondringen mellem en forordning og en beslutning kun kan gennemfoeres paa grundlag af selve retsaktens beskaffenhed og de retsvirkninger, den har, men ikke paa grundlag af de naermere regler for dens udstedelse.

40 Raadet har gjort gaeldende, at selv om sagsoegeren maatte vaere et statsligt organ, ville sagsoegeren alligevel ikke vaere individuelt beroert, idet selskabet, saaledes som det selv har erkendt, kun er en kommerciel mellemmand, der eksporterer produkter, som fremstilles af andre selskaber. Som mellemmand er sagsoegeren uafhaengig, for saa vidt selskabet ikke herved er bundet til en saerlig producent. Det ville ikke tjene noget formaal at paalaegge antidumpingtold individuelt for virksomheder, der ikke i egentlig forstand er producenter-eksportoerer, da der ville vaere en risiko for omgaaelse. Producenterne ville saaledes straks benytte sig af den mellemmand, for hvilken der gjaldt den laveste told.

41 Endelig anfoerer Raadet, at sagen herudover maa afvises, for saa vidt sagsoegeren har nedlagt paastand om annullation af forordning nr. 3434/91 i dennes helhed, selv om der ved forordningen er indfoert en raekke forskellige antidumpingtoldforanstaltninger, navnlig antidumpingtold paa importen af oxalsyre med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og paa importen af oxalsyre med oprindelse i Indien. Det fremgaar herved af fast retspraksis, at en forordning, der paalaegger en raekke virksomheder forskellig antidumpingtold, kun beroerer den enkelte af disse virksomheder individuelt i kraft af netop de bestemmelser, hvorved virksomheden paalaegges en saerlig antidumpingtold, og hvorved denne stoerrelse fastsaettes (Domstolens dom af 10.3.1992, sag C-174/87, Ricoh mod Raadet, Sml. I, s. 1335). Sagsoegeren har end ikke subsidiaert nedlagt paastand om annullation af forordningen i det omfang, sagsoegeren rammes af antidumpingtolden paa importen af oxalsyre med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik.

42 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at selskabet er umiddelbart og individuelt beroert af forordning nr. 3434/91. Sagsoegeren henviser herved til dommen af 21. februar 1984 (forenede sager 239/82 og 275/82, Allied Corporation m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1005, praemis 12), hvori Domstolen fastslog, at retsakter om indfoerelse af antidumpingtold er i stand til umiddelbart og individuelt at beroere de producent- og eksportvirksomheder, der kan godtgoere, at det er dem selv, der er tale om i Kommissionens eller Raadets retsakter, eller som har vaeret inddraget i de forudgaaende undersoegelser. Det er rigtigt, at de af den paagaeldende virksomhed forelagte oplysninger i den naevnte sag var blevet anvendt af Kommissionen og Raadet med henblik paa fastlaeggelsen af antidumpingtoldens stoerrelse, hvilket ikke er tilfaeldet i naervaerende sag. Sagsoegeren blev dog under hele forloebet af proceduren af vedkommende embedsmaend i Kommissionen anset for part, ligesom baggrunden for sagen netop er, at Kommissionen og Raadet ikke ville anvende de af sagsoegeren forelagte oplysninger. Det ville herved vaere uantageligt, saafremt faellesskabsinstitutionerne kunne drage fordel af en beslutning om ikke at ville anvende saadanne oplysninger i form af, at der ikke ville kunne ske nogen proevelse ved den paagaeldende EF-retsinstans af den endelige retsakt, for hvilken denne beslutning har vaeret afgoerende.

43 Hvad angaar det af Raadet anfoerte, hvorefter uafhaengige kommercielle mellemmaend ikke beroeres individuelt af antidumpingforordninger, goer sagsoegeren gaeldende, at noget saadant i forbindelse med en ordning, hvor producenterne og eksportoererne ikke er indbyrdes forbundne, ville indebaere, at ingen erhvervsdrivende ville kunne anlaegge sag ved Faellesskabets retsinstanser, bortset fra erhvervsdrivende, der er naevnt i den paagaeldende forordning, eller hvis oplysninger faellesskabsinstitutionerne har anvendt. Der gaelder ikke noget saadant princip, hvilket da ogsaa fremgaar af, at Raadet ikke til stoette for det anfoerte har henvist til noget fortilfaelde.

44 Hvad angaar det af Raadet anfoerte om, at sagsoegeren har nedlagt paastand om annullation af forordning nr. 3434/91 i dennes helhed, goer sagsoegeren gaeldende, at den ovenfor naevnte sag Ricoh mod Raadet, som Raadet har henvist til, angik nogle japanske selskaber, for hvilke Raadet havde truffet bestemmelse om antidumpingtold beregnet saerskilt for de enkelte selskabers vedkommende. Det af Domstolen omtalte princip, hvorefter et selskab kun kan paastaa annullation af bestemmelser, hvorved det paalaegges en saerlig antidumpingtold, er logisk og antageligt i forbindelse med en sag som den naevnte, hvorimod dette princip savner grundlag i et tilfaelde, hvor en antidumpingtold beroerer selskaber i et land med planoekonomi som Den Kinesiske Folkerepublik. I tilfaelde, hvor der har vaeret spoergsmaal om produkter med oprindelse i lande, der ikke har en markedsoekonomi, er antidumpingtolden naesten aldrig blevet beregnet og paalagt paa individuel basis. Saafremt det princip, som Domstolen anvendte i sagen Ricoh mod Raadet, fandt anvendelse paa selskaber i lande, der ikke har en markedsoekonomi, ville dette foere til det uantagelige resultat, at ingen af de paagaeldende selskaber ville kunne indbringe et direkte soegsmaal for Faellesskabets retsinstanser. Ved sin paastand soeger sagsoegeren alene opnaaet, at der traeffes bestemmelse om en aendring af forordning nr. 3434/91 i det omfang, denne beroerer sagsoegeren.

Rettens bemaerkninger

45 Det bemaerkes indledningsvis, at selv om forordninger om antidumpingtold bedoemt i forhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, efter deres art og raekkevidde er almengyldige, idet de finder anvendelse paa de paagaeldende erhvervsdrivende i al almindelighed, kan det ikke udelukkes, at bestemmelserne beroerer visse erhvervsdrivende individuelt (jf. Domstolens dom af 16.5.1991, sag C-358/89, Extramet Industrie mod Raadet, Sml. I, s. 2501, praemis 13).

46 Det er saaledes blevet fastslaaet, at retsakter om indfoerelse af antidumpingtold er i stand til umiddelbart og individuelt at beroere producent- og eksportvirksomheder, der kan godtgoere, at det er dem selv, der er tale om i Kommissionens eller Raadets retsakter, eller som har vaeret inddraget i de forudgaaende undersoegelser (jf. Domstolens dom i sagen Allied Corporation m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 12, af 23.5.1985, sag 53/83, Allied Corporation m.fl. mod Raadet, Sml. s. 1621, praemis 4, og i sagen Extramet Industrie mod Raadet, a.st., praemis 15), og, mere generelt, enhver erhvervsdrivende, som kan godtgoere at have visse egenskaber, som er saerlige for ham, og som i forhold til den paagaeldende foranstaltning adskiller ham fra alle andre erhvervsdrivende (jf. dommen i sagen Extramet Industrie mod Raadet, a.st., praemis 16 og 17).

47 Det maa herved fastslaas, at sagsoegeren i vid udstraekning deltog i den forudgaaende undersoegelse. Navnlig udfyldte selskabet Kommissionens spoergeskema og fremsatte skriftlige bemaerkninger. Herudover sendte sagsoegeren repraesentanter for at kunne varetage sine interesser under den hoering, som Kommissionen afholdt med henblik herpaa. Endelig foerte sagsoegeren regelmaessigt en korrespondance med Kommissionen. Alle de paagaeldende oplysninger og argumenter blev endvidere registreret og vurderet af Kommissionen. Det maa herefter vaere aabenbart, at sagsoegeren saavel efter egen opfattelse som efter Kommissionens opfattelse var deltager i den forudgaaende undersoegelse, og at selskabets stillingtagen blev vurderet af Kommissionen under den procedure, der foerte til indfoerelsen af antidumpingtolden. I modsaetning til, hvad Raadet har gjort gaeldende under den mundtlige forhandling, afsvaekkes denne antagelse ikke af, at Kommissionen i sidste instans besluttede ikke at laegge de oplysninger til grund, som sagsoegeren havde forelagt, og som angaar realiteten i sagen.

48 Det maa herefter fastslaas, at sagsoegeren, som forudsat i den ovennaevnte retspraksis, var beroert af de forudgaaende undersoegelser. Dertil kommer, at sagsoegeren er den eneste kinesiske virksomhed, der deltog i undersoegelsen, hvilket stoetter, at sagsoegeren i forhold til den foranstaltning, der blev resultatet af undersoegelsen, er i en saerlig situation, som adskiller sagsoegeren fra alle andre erhvervsdrivende.

49 Foelgelig maa sagsoegeren anses for umiddelbart og individuelt beroert af forordning nr. 3434/91. Denne antagelse kan ikke afsvaekkes af, at sagsoegeren i staevningen ikke udtrykkeligt har begraenset genstanden for soegsmaalet til kun at omfatte forordning nr. 3434/91, for saa vidt denne angaar import af produkter med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik. Det bemaerkes herved, at ingen af sagsoegerens anbringender og argumenter kan have nogen betydning for forordning nr. 3434/91, for saa vidt denne angaar import af produkter med oprindelse i Indien. Formaalet med soegsmaalet maa herefter forudsaetningsvis, men klart, alene antages at vaere en annullation af forordning nr. 3434/91, for saa vidt sagsoegeren rammes af antidumpingtolden paa importen af oxalsyre med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik.

50 Sagen maa foelgelig antages til realitetsbehandling.

Realiteten

51 Sagsoegeren har i det vaesentlige fremsat tre anbringender. Ved det foerste anbringende goeres det gaeldende, at Kommissionen og Raadet har tilsidesat grundforordningens artikel 2, stk. 8, litra a), og artikel 7, stk. 7, litra b). Ved det andet anbringende goer sagsoegeren gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra c), og handlet i strid med selskabets ret til kontradiktion. Med det tredje anbringende goeres det gaeldende, at Kommissionen og Raadet har tilsidesat grundforordningens artikel 4, stk. 1.

Foerste anbringende vedroerende tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 2, stk. 8, litra a), og artikel 7, stk. 7, litra b)

Parternes argumenter

52 I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 8, litra a), er "eksportprisen den pris, der faktisk er betalt, eller som skal betales, for den vare, der saelges til eksport til Faellesskabet". Grundforordningens artikel 7, stk. 7, litra b), bestemmer foelgende: "Saafremt en af de beroerte parter ... naegter at give adgang til de noedvendige oplysninger eller paa anden maade undlader at stille saadanne til raadighed inden for en rimelig frist eller laegger vaesentlige hindringer i vejen for undersoegelsen, kan foreloebige eller endelige, positive eller negative afgoerelser traeffes paa grundlag af de tilgaengelige oplysninger. Konstaterer Kommissionen, at beroerte parter ... har meddelt urigtige eller vildledende oplysninger, kan den se bort fra saadanne oplysninger og afvise krav, der har tilknytning hertil."

53 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den af selskabet afgivne besvarelse i forbindelse med Kommissionens spoergeskema indeholdt samtlige de fornoedne oplysninger, herunder oplysninger om fakturaerne for afsaetningen i loebet af den del af 1989, der var omfattet af undersoegelsen, idet det blev angivet, at der ikke havde vaeret nogen afsaetning i 1990. Foelgelig burde Kommissionen og Raadet have fastlagt eksportprisen paa grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 8, litra a), og ikke dennes artikel 7, stk. 7, litra b), der kun finder anvendelse, saafremt det paagaeldende selskab ikke samarbejder i tilstraekkeligt omfang under undersoegelsen.

54 Sagsoegeren anfoerer, at alle eksportoerer, der har deltaget i undersoegelsen, har krav paa en individuel fastlaeggelse paa grundlag af netop deres eksportsalg. Den omstaendighed, at Den Kinesiske Folkerepublik ikke har nogen markedsoekonomi, medfoerer ikke, at der ikke bestaar en saadan ret. Kommissionen er saaledes aldrig ved en retsakt udstedt af Raadet paa grundlag af traktatens artikel 113 blevet bemyndiget til at foere en anden politik over for lande med planoekonomi, bortset fra hvad angaar beregningen af den normale vaerdi, hvorved grundforordningens artikel 2, stk. 5, fastlaegger et andet princip. Saafremt Kommissionen traeffer bestemmelse paa ikke-individuel basis, kan dette medfoere, at nogle eksportoerer bringes i en situation, der strider mod grundforordningens artikel 13, stk. 3, hvorefter den endelige antidumpingtold ikke maa vaere hoejere end den fastlagte dumpingmargen.

55 Sagsoegeren goer herefter gaeldende, at de "tilgaengelige oplysninger", som Kommissionen og Raadet baserede sig paa, dvs. oplysningerne i klagen, var unoejagtige og udtryk for en forud fastlagt opfattelse. Ud over oplysningerne fra sagsoegeren havde faellesskabsinstitutionerne fra flere kilder adgang til mere noejagtige og objektive oplysninger end de i klagen indeholdte, nemlig statistiske oplysninger fra Eurostat, oplysninger fra en importoer, Hunan Bremen, der havde tilbagesendt et spoergeskema rettet til importoererne, samt oplysninger fra en kunde, Metallurgie Hoboken Overpelt, der havde tilbagesendt det samme spoergeskema.

56 Raadet har gjort gaeldende, at spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegeren maa anses for at have samarbejdet, er irrelevant, idet faellesskabsinstitutionerne under alle omstaendigheder ikke kunne anvende oplysningerne fra sagsoegeren med henblik paa fastlaeggelsen af eksportprisen.

57 Det fremgaar saaledes af de statistiske oplysninger fra Eurostat, at der i 1990 var en betydelig eksport af oxalsyre fra Den Kinesiske Folkerepublik til Faellesskabet, og at denne eksport blev gennemfoert til vaesentligt lavere priser end i 1989. Da sagsoegeren angiveligt ikke havde gennemfoert nogen eksport i 1990, og da ingen oevrige kinesiske eksportoerer havde tilbagesendt spoergeskemaet, havde faellesskabsinstitutionerne ingen anden mulighed end at fastlaegge eksportprisen paa grundlag af oplysninger fra en ikke-kinesisk kilde. Det maa i oevrigt anses for sandsynligt, at mange eksportoerer besluttede ikke at tilbagesende spoergeskemaet, fordi de haabede, at faellesskabsinstitutionerne alene ville basere sig paa svaret fra sagsoegeren. Det er herved tvivlsomt, om oplysningerne fra sagsoegeren var korrekte.

58 Hvad naermere angaar spoergsmaalet om, hvilke oplysninger der burde anvendes, goer Raadet gaeldende, at faellesskabsinstitutionerne raader over et vidt skoen med hensyn til, hvilke oplysninger der skal anses for de "tilgaengelige oplysninger". Endvidere er ingen af de kilder, som sagsoegeren henviser til, trovaerdige. Prisangivelserne i de statistiske oplysninger fra Eurostat svarer ikke til de faktiske priser, saaledes som det fremgaar af den dokumentation, Kommissionen raader over. Oplysningerne fra Hunan Bremen er heller ikke repraesentative, da dette selskab kun har en enkelt kinesisk leverandoer, idet denne sammen med selskabet udgoer en faelles virksomhed. Hvad angaar de priser, der blev oplyst af Metallurgie Hoboken Overpelt kan disse heller ikke anses for eksportpriser, da dette selskab ikke koeber direkte fra de kinesiske eksportoerer, men fra andre importoerer i Faellesskabet.

59 Kommissionen har i foerste raekke gjort gaeldende, at der kun var meget lidt grundlag for at henholde sig til sagsoegerens oplysninger i forbindelse med spoergeskemaet, naar henses til, at dette svar paa en lang raekke punkter var selvmodsigende. Kommissionen henviser herved naermere til indholdet af sin skrivelse af 8. november 1991.

60 For det andet har Kommissionen fremlagt nogle yderligere talangivelser, der stoetter det af Raadet anfoerte om, at oplysningerne fra sagsoegeren ikke var repraesentative. I undersoegelsesperioden eksporterede kinesiske selskaber 3 505 tons oxalsyre til Faellesskabet. Ifoelge sagsoegerens egne oplysninger eksporterede sagsoegeren kun 500 tons. Det er herved ikke muligt at foretage beregninger paa grundlag af en saa lille del af den samlede maengde.

61 Hvad endelig angaar spoergsmaalet om, hvilken kilde der burde anvendes, anfoerer Kommissionen ud over at henvise til Raadets argumenter, at talangivelserne i de statistiske oplysninger fra Eurostat vedroerende vaerdien af den paagaeldende oxalsyre ikke kunne anvendes, da disse angivelser ogsaa daekkede over andre produkter end oxalsyre.

Rettens bemaerkninger

62 Det bemaerkes indledningsvis, at Kommissionen fremsendte et spoergeskema til samtlige de kinesiske eksportoerer af oxalsyre, der var opfoert i den fortegnelse, som Kommissionen havde indhentet fra det kinesiske handelskammer for importoerer og eksportoerer af metaller, mineraler og kemiske produkter, og at det kun var sagsoegeren, der tilbagesendte et udfyldt spoergeskema til Kommissionen.

63 Det bemaerkes herefter, at sagsoegerens eksport i loebet af undersoegelsesperioden, der blev angivet i selskabets svar i forbindelse med spoergeskemaet, kun havde et begraenset omfang i forhold til den samlede eksport, der blev gennemfoert af kinesiske virksomheder i samme periode. Sagsoegeren angav saaledes at have eksporteret 500 tons til Faellesskabet i den del af 1989, der var omfattet af undersoegelsesperioden, hvorimod selskabet oplyste, at det ikke havde haft nogen eksport i 1990. Naar henses til, at den samlede kinesiske eksportmaengde i undersoegelsesperioden androg flere tusinde tons, finder Retten, at de af sagsoegeren forelagte oplysninger ikke var tilstraekkeligt repraesentative til, at faellesskabsinstitutionerne paa dette grundlag kunne anlaegge et realistisk skoen.

64 I betragtning af, at samtlige kinesiske eksportoerer, bortset fra sagsoegeren, naegtede at samarbejde i forbindelse med undersoegelsen, og naar henses til den manglende repraesentativitet af de af sagsoegeren forelagte oplysninger, finder Retten, at det var med foeje, at faellesskabsinstitutionerne anvendte bestemmelsen i grundforordningens artikel 7, stk. 7, litra b), og anlagde en vurdering udelukkende paa grundlag af de oplysninger, der realistisk kunne anvendes. Det fremgaar herudover af de naevnte forhold, at faellesskabsinstitutionerne ikke kunne beregne og indfoere en antidumpingtold individuelt for hver kinesisk eksportoer. Selv om det antages, at det havde vaeret muligt at fastsaette en individuel antidumpingtold for sagsoegerens vedkommende, var det som foelge af risikoen for omgaaelse ikke muligt i den anfaegtede forordning samtidig at traeffe bestemmelse om en individuel antidumpingtold for sagsoegerens vedkommende og om en anden og hoejere antidumpingtold for samtlige oevrige kinesiske eksportoerers vedkommende.

65 Hvad herefter naermere angaar spoergsmaalet om oplysninger fra ikke-kinesiske kilder findes faellesskabsinstitutionerne ikke at have gjort sig skyldig i en aabenbar fejlvurdering ved at antage, at der ikke kunne anlaegges realistiske vurderinger paa grundlag af de statistiske oplysninger fra Eurostat og oplysningerne fra Hunan Bremen og Metallurgie Hoboken Overpelt. Det bemaerkes herved, at faellesskabsinstitutionerne naermere undersoegte de naevnte statistiske oplysninger og oplysningerne fra de naevnte to selskaber og fastslog dels, at de statistiske oplysninger ikke indeholdt selvstaendige talangivelser for det paagaeldende produkt og endvidere ikke afspejlede koebspriserne hos de kinesiske eksportoerer, men videresalgspriserne i Faellesskabet, dels at oplysningerne fra Hunan Bremen og Metallurgie Hoboken Overpelt ikke angik direkte transaktioner med kinesiske eksportoerer. Under disse omstaendigheder kunne faellesskabsinstitutionerne med rette laegge til grund, at oplysningerne i klagen var de eneste "tilgaengelige oplysninger", jf. grundforordningens artikel 7, stk. 7, litra b).

66 Det maa foelgelig fastslaas, at faellesskabsinstitutionerne ved at basere deres beregninger paa oplysningerne fra den klagende virksomhed og ikke paa sagsoegerens besvarelse i forbindelse med spoergeskemaet og de hertil knyttede fakturaer hverken tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 8, litra a), eller artikel 7, stk. 7, litra b).

67 Det foerste anbringende maa herefter forkastes.

Andet anbringende vedroerende tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra c), og af sagsoegerens ret til kontradiktion

Parternes argumenter

68 I henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra b), kan "eksportoerer ... af den vare, der er omfattet af undersoegelsen ... anmode om at blive underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, paa grundlag af hvilke det paataenkes at anbefale paalaeggelse af endelig told ..." Ifoelge artikel 7, stk. 4, litra c), nr. i), underlitra aa), skal anmodninger om oplysninger forelaegges skriftligt for Kommissionen. Endvidere indeholder artikel 7, stk. 4, litra c), nr. i), underlitra cc), bestemmelse om, at anmodninger om oplysninger i tilfaelde, hvor der er paalagt en midlertidig told, skal vaere modtaget senest en maaned efter offentliggoerelsen af en saadan tolds indfoerelse. Endelig fastlaegger artikel 7, stk. 4, litra c), nr. ii) og iii), regler om, hvorledes Kommissionen skal give de paagaeldende oplysninger, og om fristen herfor.

69 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen ved at afslaa at give nogen oplysninger vedroerende beregningen af margenen i forbindelse med den midlertidige antidumpingtold har tilsidesat de naevnte bestemmelser i grundforordningen. Sagsoegeren henviser herved til Domstolens dom af 27. juni 1991 (sag C-49/88, Al-Jubail Fertilizer og Saudi Arabian Fertilizer mod Raadet, Sml. I, s. 3187, praemis 15, 16 og 17), hvori Domstolen fastslog, at der "med henblik paa fortolkningen af grundforordningens artikel 7, stk. 4, [bl.a.] skal ... tages hensyn til de krav, der foelger af overholdelsen af kontradiktionsprincippet, hvis grundlaeggende karakter Domstolen har fastslaaet adskillige gange".

70 Paa trods af, at sagsoegeren anmodede herom, fik selskabet ikke meddelt nogen oplysninger, hverken vedroerende eksportprisen eller vedroerende den normale vaerdi, hvorfor det i realiteten var umuligt for sagsoegeren at fremfoere noget bevis med henblik paa paa formaalstjenlig maade at varetage sine interesser.

71 Hvad angaar spoergsmaalet om den for anmodninger om oplysninger gaeldende frist, der er paa en maaned fra tidspunktet for offentliggoerelsen af indfoerelsen af den midlertidige antidumpingtold, er det urealistisk at gaa ud fra, at kinesiske selskaber rent faktisk faar kendskab til en faellesskabsretlig retsakt paa tidspunktet for dennes offentliggoerelse.

72 Raadet har gjort gaeldende, at hensynet til, at det paagaeldende selskab skal kunne varetage sine interesser, maa afvejes i forhold til faellesskabsinstitutionernes interesse i at gennemfoere antidumpingprocedurer paa effektiv maade og i, at disse kan afsluttes inden for rimelige frister. Den i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra c), nr. i), underlitra cc), gaeldende frist maa anses for et formkrav, der netop har til formaal at sikre, at procedurerne afsluttes inden for en rimelig frist.

73 Raadet anfoerer endvidere, at de af sagsoegeren forlangte oplysninger ikke kunne gives, da de var fortrolige.

74 I replikken har sagsoegeren bekraeftet, at selskabets anmodning om oplysninger blev fremsat efter udloebet af fristen i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra c), nr. i), underlitra cc). Kommissionen burde dog allerede af billighedsgrunde have meddelt sagsoegeren de paagaeldende oplysninger, navnlig naar henses til den store geografiske afstand, som goer det vanskeligt at overholde korte frister.

Rettens bemaerkninger

75 Det bemaerkes, at det fremgaar af fast retspraksis, at kravene i henhold til princippet om retten til kontradiktion er overholdt, naar den paagaeldende virksomhed under en administrativ procedure har haft mulighed for at give udtryk for sin stillingtagen til, om de fremfoerte faktiske forhold og andre omstaendigheder virkelig foreligger, og hvilken betydning de da har, og i givet fald til de dokumenter, der laegges vaegt paa (jf. f.eks. Domstolens dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, praemis 11, af 7.5.1991, sag C-69/89, Nakajima mod Raadet, Sml. I, s. 2069, praemis 108, og Rettens domme af 29.6.1995, sag T-30/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 1775, praemis 59, og sag T-36/91, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1847, praemis 69).

76 Det fremgaar herved af sagens akter, at sagsoegeren fik mulighed for at give udtryk for sin stillingtagen. Navnlig fastlagde artikel 3 i forordningen om midlertidig told bestemmelse om, at de beroerte parter inden for en maaned fra tidspunktet for forordningens ikrafttraedelse, dvs. den 2. juni 1991, kunne tilkendegive deres mening skriftligt og anmode Kommissionen om at blive hoert mundtligt.

77 Hvad angaar sagsoegerens anmodning til Kommissionen om oplysninger vedroerende beregningen af margenen i forbindelse med den midlertidige told bemaerkes, at sagsoegeren efter indfoerelsen af den midlertidige told paa importen af oxalsyre med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik foerst tog fornyet kontakt med Kommissionen den 8. juli 1991, dvs. efter udloebet af den i artikel 3 i forordningen om midlertidig told fastsatte frist for at fremsaette bemaerkninger og af fristen i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra c), nr. i), underlitra cc), for at fremsaette anmodninger om oplysninger. Under disse omstaendigheder kan en virksomhed ikke med foeje goere gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra c) (jf. dommen i sagen Nakajima mod Raadet, a.st., praemis 112).

78 Det andet anbringende maa herefter ligeledes forkastes.

Tredje anbringende vedroerende tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 4, stk. 1

Parternes argumenter

79 Grundforordningens artikel 4, stk. 1, bestemmer: "En konstatering af, om der foreligger skade, foretages kun, saafremt dumpingimporten eller den subsidierede import gennem virkningerne af dumping eller subsidier forvolder skade, dvs. faktisk forvolder eller truer med at forvolde vaesentlig skade for en erhvervsgren i Faellesskabet eller i vaesentlig grad forsinker oprettelsen af en saadan erhvervsgren ..."

80 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at det savner grundlag, naar Kommissionen og Raadet har antaget, at importen af oxalsyre med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik har forvoldt DAVSA en skade som angivet. Til stoette herfor anfoerer sagsoegeren for det foerste, at faellesskabsinstitutionerne ekstrapolerede ud fra talangivelserne i de statistiske oplysninger fra Eurostat vedroerende de foerste otte maaneder af 1990, selv om der paa tidspunktet for indfoerelsen af den endelige antidumpingtold forelaa statistiske oplysninger fra Eurostat med talangivelser for hele 1990, hvorefter der havde vaeret et stoerre fald i eksporten fra Kina. Endvidere anfoerte Kommissionen i sin skrivelse af 20. september 1991, at "skaden alene fastlaegges i henseende til den del af erhvervsgrenen i Faellesskabet, der har indgivet klage, og ikke i henseende til hele denne erhvervsgren". Denne praecisering fra Kommissionens side rejser alvorlig tvivl om, hvorvidt aarsagssammenhaengen er blevet fastlagt noejagtigt, idet klageren kun repraesenterer 20,8% af den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet og kun har en europaeisk markedsandel paa 8,5%, mens klagerens to stoerste konkurrenter, selskaberne Hoechst og Rhône-Poulenc, ikke indgav klage. I virkeligheden skyldes den af DAVSA lidte skade i det vaesentlige den meget store stigning i Hoechst France' s afsaetning.

81 Det maa paa dette grundlag antages, at Kommissionen har misbrugt den skoensmaessige befoejelse, som den er tillagt med henblik paa fastlaeggelsen af aarsagssammenhaengen.

82 Raadet har gjort gaeldende, at importen af oxalsyre med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik faldt i loebet af undersoegelsesperioden, men at forholdet er det, at forbruget i Faellesskabet af oxalsyre faldt endnu mere i loebet af denne periode. Under disse omstaendigheder kunne faellesskabsinstitutionerne med foeje antage, at de kinesiske eksportoerer i undersoegelsesperioden havde vaeret i stand til at opnaa en stigende markedsandel i Faellesskabet. Endvidere fastslog faellesskabsinstitutionerne, at de kinesiske eksportoerer samtidig solgte til priser, der var udtryk for underbud, saaledes at erhvervsgrenen i Faellesskabet var noedsaget til at saelge med tab.

83 Det er rigtigt, at faellesskabsinstitutionerne ekstrapolerede ud fra talangivelserne for de foerste otte maaneder af 1990, saaledes at disse var grundlag for angivelserne for hele aaret. Dette var alene for at kunne sammenligne resultaterne heraf med resultaterne fra andre aar. Under alle omstaendigheder skulle der ikke tages hensyn til angivelserne for de sidste fire maaneder af 1990, da disse maaneder ikke var omfattet af undersoegelsesperioden. Faellesskabsinstitutionerne kan ikke tage hensyn til omstaendigheder, der indtraeffer efter undersoegelsesperioder, idet de i saa fald hele tiden ville skulle tage deres vurderinger vedroerende spoergsmaalene om dumping, skade og aarsagssammenhaeng op til fornyet overvejelse. Af samme grund kunne faellesskabsinstitutionerne ikke basere deres vurderinger paa de statistiske oplysninger fra Eurostat, der omfattede angivelser for hele 1990.

84 Endelig goer Raadet gaeldende, at faellesskabsinstitutionerne noeje undersoegte, hvorvidt Hoechst' s og Rhône-Poulenc' s virksomhed havde bidraget til den af DAVSA lidte skade, og at de anfoerte deres vurdering af dette spoergsmaal i henholdsvis 40. betragtning til forordningen om midlertidig told og 22. betragtning til forordningen om endelig told. Kommissionen redegjorde endvidere over for sagsoegeren for baggrunden for denne vurdering i sine skrivelser af 20. september og 11. oktober 1991. Sagsoegeren har misforstaaet de oplysninger om Hoechst' s afsaetning og produktion, der var indeholdt i den ikke-fortrolige udgave af Hoechst' s besvarelse i forbindelse med spoergeskemaet. Sagsoegeren mente saaledes, at de af Hoechst meddelte talangivelser omfattede aaret 1990, mens de i realiteten omfattede de 17 maaneder, som undersoegelsesperioden udgjorde. I virkeligheden fremgaar det af angivelserne, at Hoechst' s afsaetning faldt, mens selskabets produktion steg meget svagt.

85 Hvad angaar spoergsmaalet om DAVSA' s betydning var selskabets markedsandel i undersoegelsesperioden 16%. Kommissionen har i et svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten naermere angivet, at DAVSA repraesenterede 35% af den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet.

Rettens bemaerkninger

86 Det bemaerkes indledningsvis, at Raadet og Kommissionen ved fastlaeggelsen af skaden i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 1, er forpligtet til at undersoege, om den skade, de oensker at goere gaeldende, rent faktisk skyldes dumpingimporten, og til at se bort fra enhver skade, der skyldes andre faktorer, herunder isaer den skade, der eventuelt maa tilskrives faellesskabsproducenternes egen adfaerd (jf. Domstolens dom af 11.6.1992, sag C-358/89, Extramet Industrie mod Raadet, Sml. I, s. 3813, praemis 15 og 16).

87 Det fremgaar herved af 40. betragtning til forordningen om midlertidig told og af 22. betragtning til den omtvistede forordning, at faellesskabsinstitutionerne i hvert fald tog hensyn til den virksomhed, der i undersoegelsesperioden blev udoevet af producenterne i Faellesskabet. Det bekraeftes endvidere af Hoechst France' s besvarelse i forbindelse med det spoergeskema, som Kommissionen fremsendte til producenterne i Faellesskabet, at dette selskabs afsaetning og produktion af oxalsyre ikke steg vaesentligt i loebet af undersoegelsesperioden. Hvad angaar Hoechst' s afsaetning af selskabets egen produktion inden for Faellesskabet skete der endog et relativt fald, fra 160 tons i 1988 til 190 tons i de 17 maaneder, undersoegelsesperioden omfattede. Disse oplysninger imoedegaar rigtigheden af det af sagsoegeren anfoerte, hvorefter den af klageren lidte skade i det vaesentlige skyldtes en stigning i Hoechst France' s virksomhed.

88 Hvad herefter angaar den ekstrapolering, der er omhandlet i 19., 20., 25., 26., 27., 33. og 37. betragtning til forordningen om midlertidig told, og som i oevrigt er gentaget i den omtvistede forordning, maa det for det foerste fastslaas, at denne fremgangsmaade alene har til formaal at skabe grundlag for en fremlaeggelse af og sammenligning mellem de paagaeldende talangivelser paa aarsbasis, og at fremgangsmaaden ikke bevirker, at de beregninger, der foretages paa grundlag af oplysninger vedroerende undersoegelsesperioden, bliver unoejagtige. Det kan i denne forbindelse ikke bebrejdes faellesskabsinstitutionerne, at de ikke anvendte de faktiske tal for de sidste fire maaneder af 1990. Det bemaerkes herved, at det ikke kan paahvile faellesskabsinstitutionerne i beregningerne at inddrage oplysninger vedroerende en periode, der ligger efter undersoegelsesperioden, medmindre det fremgaar af de paagaeldende oplysninger, at der er sket en ny udvikling, som goer det aabenbart, at den paataenkte indfoerelse af antidumpingtold ikke er paa sin plads. I den foreliggende sag er det ikke blevet godtgjort, at der skete en udvikling af saa stor betydning i loebet af de fire maaneder, der fulgte efter undersoegelsesperioden.

89 Endelig savner det grundlag for sagsoegeren at goere gaeldende, at faellesskabsinstitutionerne fastlagde skaden alene i henseende til den del af den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet, der havde indgivet klage, og ikke i henseende til samtlige producenter i Faellesskabet. Det bemaerkes herved, at indholdet af begrebet "erhvervsgren i Faellesskabet" i grundforordningens artikel 4, stk. 1, er naermere fastlagt i artikel 4, stk. 5, idet begrebet skal forstaas som "samtlige faellesskabsproducenter ... eller de af dem, hvis samlede produktion af de paagaeldende varer udgoer en betydelig del af den samlede faellesskabsproduktion". Som parterne har anfoert under den mundtlige forhandling, kan udtrykket "betydelig del" ikke fortolkes saaledes, at det er en forudsaetning, at der er tale om en andel paa 50% eller mere, idet det snarere maa forudsaettes, at der er tale om en andel paa 25% eller mere. Det fremgaar herved af den oversigt over produktionen i Faellesskabet af oxalsyre, som er vedlagt Kommissionens svar paa Rettens skriftlige spoergsmaal, at den klagende virksomhed i undersoegelsesperioden fremstillede 35% af den samlede produktion af oxalsyre i Faellesskabet. Faellesskabsinstitutionerne var paa denne baggrund berettiget til at fastlaegge skaden, og dermed aarsagssammenhaengen, alene i henseende til den del af den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet, der havde indgivet klage.

90 Det maa herefter fastslaas, at det ikke ved nogen af sagsoegerens argumenter er blevet godtgjort, at den af faellesskabsinstitutionerne i forbindelse med den omtvistede forordning anlagte vurdering er behaeftet med nogen faktiske eller retlige fejl.

91 Foelgelig maa det tredje anbringende forkastes.

92 Raadet maa herefter frifindes.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

93 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har tabt sagen og boer derfor doemmes til at betale sagens omkostninger.

Afgørelse


Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Foerste Udvidede Afdeling)

1) Raadet for Den Europaeiske Union frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.

Top