61994O0026

++++

1. Appel ° anbringender ° fejlagtig bedoemmelse af faktiske omstaendigheder ° formalitetsmangel ° lagt til grund

(Statutten for EOEF-Domstolen, art. 51)

2. Appel ° anbringender ° simpel gentagelse af de for Retten paaberaabte anbringender og argumenter ° formalitetsmangel ° lagt til grund

[Statutten for EOEF-Domstolen, art. 49 og 51; Domstolens procesreglement, art. 112, stk. 1, litra c)]

1. I henhold til artikel 51 i statutten for EOEF-Domstolen er appel af en afgoerelse truffet af Retten begraenset til retsspoergsmaal og skal stoettes paa, at Retten savner kompetence, at der er begaaet rettergangsfejl, som kraenker appellantens interesser, eller at faellesskabsretten er overtraadt. Et anbringende, der blot anfaegter Rettens afgoerelse vedroerende de faktiske omstaendigheder, kan saaledes ikke antages til realitetsbehandling.

2. Det fremgaar af artikel 51 i statutten for Domstolen sammenholdt med procesreglementets artikel 112, stk. 1, litra c), at en appel praecist skal angive, hvilke elementer der anfaegtes i en af Retten afsagt dom, som paastaas ophaevet, samt de retlige argumenter, der saerligt stoetter denne paastand.

En appel, der blot gentager eller noejagtigt gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremfoert for Retten, herunder de anbringender og argumenter, der var stoettet paa faktiske omstaendigheder, som Retten udtrykkeligt har afvist at laegge til grund, opfylder ikke dette krav. En saadan appel har i realiteten kun til formaal at opnaa, at de i staevningen til Retten fremsatte paastande paadoemmes endnu en gang, hvilket i henhold til artikel 49 i statutten for Domstolen falder uden for dennes kompetence.

I sag C-26/94 P,

X, tjenestemand i Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, St. Gilles, Bruxelles, foerst ved advokat Carine Thiel, Luxembourg, senere ved advokat Jean-Marie Flagothier, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Thiel, 3, rue de la Loge,

appellant,

angaaende appel af dom afsagt den 25. november 1993 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (Tredje Afdeling) i sag T-89/91, T-21/92 og T-89/92, X mod Kommissionen, hvori der er nedlagt paastand om ophaevelse af ovennaevnte dom,

den anden part i appelsagen er:

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved ledende juridisk konsulent Gianluigi Valsesia og Ana Maria Alves Vieira, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Georgios Kremlis, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, O. Due, afdelingsformaendene G. F. Mancini, J. C. Moitinho de Almeida, M. Diez de Velasco og D. A. O. Edward samt dommerne C. N. Kakouris (refererende dommer), R. Joliet, F. A. Schockweiler, G. C. Rodríguez Iglesias, M. Zuleeg og P. J. G. Kapteyn,

generaladvokat: F. G. Jacobs

justitssekretaer: R. Grass,

paa grundlag af den refererende dommers rapport,

efter at have hoert generaladvokaten,

afsagt foelgende

Kendelse

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 25. januar 1994, har X i henhold til artikel 49 i statutten for EOEF-Domstolen og de tilsvarende bestemmelser i statutten for EKSF-Domstolen og statutten for Euratom-Domstolen ivaerksat appel til proevelse af dom afsagt af Retten i Foerste Instans den 25. november 1993 (sag T-89/91, T-21/92 og T-89/92, X mod Kommissionen, Sml. II, s. 1235), hvorved Retten dels fandt, at det ikke var fornoedent at traeffe afgoerelse i sagerne T-89/91 og T-21/92, dels frifandt sagsoegte i sag T-89/92.

2 Det fremgaar af sagen, at X i sag T-89/91 havde nedlagt paastand om annullation af Forfremmelsesudvalgets afgoerelse om ikke at opfoere hende paa listen over de tjenestemaend, der var mest egnede til forfremmelse i regnskabsaaret 1991. I sag T-21/92 havde sagsoegeren nedlagt paastand om annullation af en skrivelse af 17. december 1991 fra generaldirektoeren for personale og administration, hvorved sagsoegeren blev underrettet om, at forfremmelsesproceduren blev genoptaget for sagsoegerens vedkommende. I sag T-89/92 havde sagsoegeren nedlagt paastand om annullation af de afgoerelser om forfremmelse af visse tjenestemaend til loenklasse B3, som Kommissionen havde truffet for regnskabsaaret 1991.

3 Det fremgaar af den appellerede dom, at sagsoegeren under sagen erklaerede, at hun ansaa de paastande, som hun havde nedlagt i sagerne T-89/91 og T-21/92, for "absorberet" af dem, som hun nedlagde i sag T-89/92. Under disse omstaendigheder fastslog Retten, at det var ufornoedent at traeffe afgoerelse i de naevnte sager, da de nu var blevet uden genstand (praemis 22 i den appellerede dom). Appellen omfatter ikke denne del af dommen.

4 Med hensyn til sag T-89/92 fremgaar det af den appellerede dom, at sagsoegeren til stoette for annullationssoegsmaalet havde gjort et anbringende gaeldende, der faldt i to dele, da det dels vedroerte en tilsidesaettelse af artikel 45 i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"), saavel som "gennemfoerelsesbestemmelserne i Kommissionens afgoerelse af 21. december 1970, som aendret ved afgoerelse af 14. juli 1991" [angivet ved en fejl i stedet for 1971], for saa vidt som sagsoegte havde afvist at foretage en sammenligning af de tjenestemaends fortjenester, der kunne komme i betragtning ved forfremmelsen, dels anlaeggelse af et aabenbart fejlskoen (praemis 23).

5 Retten fastslog efter afhoering af et vidne, at det maatte anses for tilstraekkeligt godtgjort i retlig henseende, at Forfremmelsesudvalgets sammenligning var foretaget med al den omhu, som kraeves til at efterkomme bestemmelserne i vedtaegtens artikel 45 og princippet om god forvaltningsskik (praemis 47). Den fastslog endvidere, at Forfremmelsesudvalget, hvis resultater dannede grundlag for ansaettelsesmyndighedens afgoerelse, ikke havde anlagt et aabenbart fejlskoen (praemis 51).

6 Retten forkastede derfor sagsoegerens anbringende og frifandt sagsoegte i sag T-89/92.

7 Som det fremgaar af appelskriftet, har sagsoegeren nu for Domstolen nedlagt paastand om, at Rettens dom ophaeves, for saa vidt som den i sag T-89/92 frifinder sagsoegte.

8 Til stoette for appellen har appellanten gjort gaeldende, at bestemmelserne i vedtaegtens artikel 45, stk. 1, og gennemfoerelsesbestemmelserne i Kommissionens afgoerelse af 21. december 1970, som aendret ved afgoerelse af 14. juli 1971, er blevet tilsidesat, idet ansaettelsesmyndigheden dels har afvist at foretage en sammenligning af de tjenestemaends fortjenester, der kunne komme i betragtning ved forfremmelse, og de afgivne udtalelser om dem, dels har anlagt et aabenbart fejlskoen ved vurderingen af appellantens fortjenester, idet den har inddraget andre hensyn end dem, der omfattes af ovennaevnte artikel. Appellanten anfaegter herved Rettens konstatering af, at Forfremmelsesudvalget havde foretaget en sammenligning af de tjenestemaends fortjenester, som kunne komme i betragtning ved forfremmelsen, og ikke havde anlagt et aabenbart fejlskoen.

9 Kommissionen har i sit svarskrift ved Domstolen nedlagt paastand om, at det i henhold til procesreglementets artikel 119 kendes aabenbart, at appellen skal afvises, idet den blot gentager det anbringende, der blev gjort gaeldende for foersteinstansen.

10 Det bemaerkes, at efter ordlyden af artikel 49, stk. 1, i statutten for EOEF-Domstolen skal appel vedroere en afgoerelse truffet af Retten.

11 Endvidere er appel i henhold til artikel 51 i statutten for EOEF-Domstolen begraenset til retsspoergsmaal og skal stoettes paa, at Retten savner kompetence, at der er begaaet rettergangsfejl, som kraenker appellantens interesser, eller at Retten har overtraadt faellesskabsretten; i artikel 112, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement bestemmes det, at appellen skal indeholde de retlige anbringender og argumenter, der paaberaabes til stoette for appellantens paastande for Domstolen.

12 Det fremgaar af disse bestemmelser, at en appel praecist skal angive, hvilke elementer der anfaegtes i den dom, som paastaas ophaevet, samt de retlige argumenter, der saerligt stoetter denne paastand.

13 En appel, der blot gentager eller noejagtigt gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremfoert for Retten, herunder de anbringender og argumenter, der var stoettet paa faktiske omstaendigheder, som Retten udtrykkeligt har afvist at laegge til grund, opfylder ikke dette krav; en saadan appel har i realiteten kun til formaal at opnaa, at de i staevningen fremsatte paastande paadoemmes endnu en gang, hvilket i henhold til artikel 49 i statutten for EOEF-Domstolen falder uden for dennes kompetence (jf. kendelse af 26.4.1993, sag C-244/92 P, Kupka-Floridi mod Det OEkonomiske og Sociale Udvalg, Sml. I, s. 2041, grund 7-10; jf. ligeledes dom af 22.12.1993, sag C-354/92 P, Eppe mod Kommissionen, Sml. I, s. 7027, praemis 8, og kendelse af 7.3.1994, sag C-338/93 P, De Hoe mod Kommissionen, Sml. I, s. 819, grund 19).

14 I den foreliggende sag anfaegter appellanten med sit anbringende dels Rettens afgoerelse vedroerende fakta, hvori den fastslog, at udvalget havde foretaget en sammenligning af ansoegernes fortjenester og ikke havde anlagt et aabenbart fejlskoen, dels gengiver hun blot det anbringende, der allerede er fremfoert i foersteinstansen.

15 Det er derfor i henhold til procesreglementets artikel 119 aabenbart, at det fremfoerte anbringende og saaledes ogsaa appellen skal afvises.

Sagens omkostninger

16 Ifoelge procesreglementets artikel 70 baerer institutionerne i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte selv deres egne omkostninger. I artikel 122, stk. 2, i samme reglement bestemmes dog, at reglen herom ikke finder anvendelse ved appel, der ivaerksaettes af tjenestemaend eller oevrige ansatte ved en institution. Herefter finder i en saadan sag procesreglementets artikel 69, stk. 2, hvorefter det paalaegges den tabende part at betale sagens omkostninger, anvendelse. I den foreliggende sag har appellanten tabt sagen og paalaegges derfor at betale sagens omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

DOMSTOLEN

1) Appellen afvises.

2) Appellanten betaler appelsagens omkostninger.

Saaledes bestemt i Luxembourg, den 26. september 1994.