61994J0334

++++

1. Fri bevaegelighed for personer ° etableringsfrihed ° registrering af et skib i en medlemsstat ° krav om, at ejerne skal vaere statsborgere eller have hovedsaede i medlemsstaten ° ikke tilladt

(EF-traktaten, art. 6, 48, 52, 58 og 221; Kommissionens forordning nr. 1251/70, art. 7; Raadets direktiv 75/34, art. 7)

2. Medlemsstater ° forpligtelser ° traktatbrud ° opretholdelse af en med faellesskabsretten uforenelig national bestemmelse ° begrundelse med henvisning til gaeldende forvaltningspraksis til sikring af traktatens anvendelse ° ikke tilladt

3. Traktatbrudssoegsmaal ° dom for traktatbrud ° frist for opfyldelse

(EF-traktaten, art. 171)

1. En medlemsstat tilsidesaetter sine forpligtelser i henhold til faellesskabsretten, naar den opretholder bestemmelser i love eller andre administrative forskrifter, der begraenser retten til indregistrering af skibe i det nationale skibsregister og til at foere det paagaeldende nationale flag til skibe, som tilhoerer:

° for mere end halvdelens vedkommende, fysiske personer med statsborgerskab i den paagaeldende medlemsstat

° juridiske personer med hjemsted i denne medlemsstat

° juridiske personer, hvis ledelse for en bestemt andels vedkommende skal vaere statsborgere i denne medlemsstat, eller

° juridiske personer, hvis selskabskapital, for saa vidt angaar anpartsselskaber, kommanditselskaber, interessentskaber eller selskaber i henhold til civilretten, for mere end halvdelens vedkommende skal vaere ejet af statsborgere i denne medlemsstat eller for hele kapitalens vedkommende skal vaere ejet af statsborgere i denne medlemsstat, som opfylder saerlige betingelser.

For saa vidt angaar skibe, der anvendes til udoevelse af oekonomisk virksomhed, gaelder det mere konkret, at det baade strider mod EF-traktatens artikel 6 og 52 at forbeholde den omhandlede ret til skibe, der for mere end halvdelens vedkommende tilhoerer fysiske personer med statsborgerskab i flagstaten, og at kraeve, at kontrollen med eller driften af juridiske personer, der ejer skibe, reelt skal udoeves af statsborgere i medlemsstaten, samt at kraeve at kapitalen i visse juridiske personer, der ejer skibe, i et bestemt forholdstal skal kontrolleres af statsborgere i medlemsstaten. Sidstnaevnte betingelse er ligeledes i strid med traktatens artikel 221, idet betingelsen begraenser kapitalanbringelse i de omhandlede juridiske personer foretaget af statsborgere fra de andre medlemsstater. Endelig er den paagaeldende lovgivning i strid med traktatens artikel 52 og 58, i det omfang den stiller krav om, at juridiske personer, der ejer skibe, skal have hovedsaede paa medlemsstatens omraade, og i det omfang lovgivningen saaledes udelukker indregistrering eller drift af et skib fra en sekundaer etablering som f.eks. et agentur, en filial eller et datterselskab.

For saa vidt angaar skibe, der ikke anvendes til udoevelse af oekonomisk virksomhed, henhoerer en indregistring i vaertsmedlemsstaten foretaget af en statborger fra en anden medlemsstat under faellesskabsrettens bestemmelser om den frie bevaegelighed for personer, og den paagaeldende lovgivning er, i det omfang kun statsborgere i medlemsstaten har ret til at indregistrere et fritidsfartoej, som de ejer for mere end halvdelens vedkommende, i strid med traktatens artikel 6, 48 og 52 samt artikel 7 i forordning nr. 1251/70 om arbejdstageres ret til at blive boende paa en medlemsstats omraade efter at have haft beskaeftigelse dér, og artikel 7 i direktiv 75/34 om retten for statsborgere i en medlemsstat til at blive boende paa en anden medlemsstats omraade efter dér at have udoevet selvstaendig erhvervsvirksomhed.

2. En national lovgivnings uoverensstemmelse med traktatens bestemmelser, ogsaa naar disse sidste er umiddelbart anvendelige, kan kun ophaeves helt ved bindende interne regler med samme retlige karakter som de regler, de aendrer. En simpel administrativ praksis, der efter sin art kan aendres efter forvaltningens forgodtbefindende, og som ikke er bragt til offentlighedens kundskab paa passende maade, kan ikke anses for at udgoere en gyldig gennemfoerelse af traktatens bestemmelser.

3. Selv om traktatens artikel 171 ikke fastsaetter en frist for opfyldelse af en dom for en medlemsstats traktatbrud, kraever hensynet til en oejeblikkelig og ensartet anvendelse af faellesskabsretten, at foranstaltninger til opfyldelse af dommen ivaerksaettes med oejeblikkelig virkning og gennemfoeres hurtigst muligt.

I sag C-334/94,

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Gérard Rozet og Xavier Lewis, begge Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoeger,

mod

Den Franske Republik ved directeur-adjoint Edwige Belliard og secrétaire des affaires étrangères Hubert Renié, begge direction des affaires juridiques, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg paa Den Franske Ambassade, 9, boulevard du Prince Henri,

sagsoegt,

angaaende en paastand om, at det fastslaas, at:

° Den Franske Republik har undladt at overholde de forpligtelser, der paahviler den i henhold til EF-traktatens artikel 6, 48, 52, 58 og 221 samt artikel 7 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1251/70 af 29. juni 1970 om arbejdstageres ret til at blive boende paa en medlemsstats omraade efter at have haft beskaeftigelse dér (EFT 1970 II, s. 348) og artikel 7 i Raadets direktiv 75/34/EOEF af 17. december 1974 om retten for statsborgere i en medlemsstat til at blive boende paa en anden medlemsstats omraade efter dér at have udoevet selvstaendig erhvervsvirksomhed (EFT 1975 L 14, s. 10), ved at opretholde en raekke bestemmelser i love eller andre administrative forskrifter, der begraenser retten til indregistrering af skibe i det nationale skibsregister og til at foere fransk flag til skibe, som for mere end halvdelens vedkommende ejes af fysiske personer med fransk statsborgerskab, af juridiske personer med hjemsted i Frankrig eller af juridiske personer, hvis ledelse for en bestemt andels vedkommende skal vaere franske statsborgere, eller hvis selskabskapital for saa vidt angaar anpartsselskaber, kommanditselskaber, interessentskaber eller selskaber i henhold til civilretten for mere end halvdelens vedkommende skal vaere ejet af franskmaend, eller for hele kapitalens vedkommende skal vaere ejet af franske statsborgere, som opfylder saerlige betingelser

° Den Franske Republik har undladt at overholde sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 171 ved ikke at have truffet de foranstaltninger, som er noedvendige for at opfylde Domstolens dom af 4. april 1974 i sag 167/73, Kommissionen mod Frankrig (Sml. s. 359),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.N. Kakouris (refererende dommer), og dommerne G.F. Mancini, F.A. Schockweiler, J.L. Murray og H. Ragnemalm,

generaladvokat: N. Fennelly

justitssekretaer: R. Grass,

paa grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 16. november 1995,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 22. december 1994 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i henhold til EF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at:

° Den Franske Republik har undladt at overholde de forpligtelser, der paahviler den i henhold til EF-traktatens artikel 6, 48, 52, 58 og 221 samt artikel 7 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1251/70 af 29. juni 1970 om arbejdstageres ret til at blive boende paa en medlemsstats omraade efter at have haft beskaeftigelse dér (EFT 1970 II, s. 348) og artikel 7 i Raadets direktiv 75/34/EOEF af 17. december 1974 om retten for statsborgere i en medlemsstat til at blive boende paa en anden medlemsstats omraade efter dér at have udoevet selvstaendig erhvervsvirksomhed (EFT 1975 L 14, s. 10), ved at opretholde en raekke bestemmelser i love eller andre administrative forskrifter, der begraenser retten til indregistrering af skibe i det nationale skibsregister og til at foere fransk flag til skibe, som for mere end halvdelens vedkommende ejes af fysiske personer med fransk statsborgerskab, af juridiske personer med hjemsted i Frankrig eller af juridiske personer, hvis ledelse for en bestemt andels vedkommende skal vaere franske statsborgere, eller hvis selskabskapital for saa vidt angaar anpartsselskaber, kommanditselskaber, interessentskaber eller selskaber i henhold til civilretten for mere end halvdelens vedkommende skal vaere ejet af franskmaend, eller for hele kapitalens vedkommende skal vaere ejet af franske statsborgere, som opfylder saerlige betingelser

° Den Franske Republik har undladt at overholde sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 171 ved ikke at have truffet de foranstaltninger, som er noedvendige for at opfylde Domstolens dom af 4. april 1974 i sag 167/73, Kommissionen mod Frankrig (Sml. s. 359).

Soegsmaalets foerste del

2 Artikel 217 i code des douanes (den franske toldlov) bestemmer foelgende:

"Et skib opnaar ret til at foere Den Franske Republiks flag med de dertil knyttede fordele ved registrering som fransk. Denne administrative handling gennemfoeres paa grundlag af et nationalitetscertifikat."

3 Samme lovs artikel 219, der indeholder bestemmelser, som er identiske med artikel 3 og artikel 3, stk. 1, i lov nr. 67-5 af 3. januar 1967 om skibes og andre fartoejers status, som aendret ved lov nr. 75-300 af 20. april 1975, bestemmer foelgende:

"I. For at kunne registreres som fransk skal skibet opfylde foelgende betingelser:

1. ...

2. A. Enten for mere end halvdelens vedkommende tilhoere franske statsborgere, der i tilfaelde af, at de er bosat i Frankrig i mindre end seks maaneder om aaret, skal vaelge hjemsted i Frankrig i forhold til alle administrative og retlige spoergsmaal angaaende skibets ejerskab og tilstand.

B. Eller fuldt ud tilhoere selskaber med hovedsaede paa Den Franske Republiks omraade.

Dog kan hovedsaedet vaere beliggende i en fremmed stat, naar selskaber, der er stiftet efter fransk lovgivning, i henhold til en aftale indgaaet mellem Frankrig og denne stat, har tilladelse til at udoeve virksomhed paa den fremmede stats omraade og til at have hovedsaede dér, og naar selskabet vaelger hjemsted i Frankrig i forhold til alle administrative og retlige spoergsmaal angaaende skibets ejerskab og tilstand.

Desuden, og uafhaengigt af placeringen af selskabets hovedsaede, skal foelgende personer vaere franske statsborgere:

a) I aktieselskaber: bestyrelsesformanden, de administrerende direktoerer og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne, eller, efter omstaendighederne, medlemmerne af direktionen og flertallet af medlemmerne af repraesentantskabet.

b) I kommanditaktieselskaber: ledelsen og flertallet af medlemmerne i bestyrelsen.

c) I kommanditselskaber, anpartsselskaber, interessentskaber og selskaber i henhold til civilretten: ledelsen og selskabsdeltagere, der besidder mere end halvdelen af selskabskapitalen.

C. Eller fuldt ud, og uden betingelser vedroerende den forholdsmaessige fordeling af ejendomsretten, tilhoere franske statsborgere, der opfylder betingelserne i henhold til stk. A ovenfor, og selskaber, der opfylder betingelserne i henhold til stk. B.

D. Vaere paataenkt, efter udoevelse af retten til at erhverve ejendomsret i henhold til en leasingaftale, at tilhoere:

a) For mere end halvdelens vedkommende, og uafhaengigt af hvem, der besidder den resterende del, franske statsborgere, der opfylder betingelserne i henhold til stk. A ovenfor.

b) Eller fuldt ud selskaber, der opfylder betingelserne i henhold til stk. B ovenfor.

c) Eller fuldt ud, og uden betingelser vedroerende den forholdsmaessige fordeling af ejerskabet, franske statsborgere, der opfylder betingelserne i henhold til stk. B.

3. Uanset de i stk. 2 omhandlede tilfaelde, kan et skib i det to nedenfor angivne tilfaelde registreres som fransk efter saerlig tilladelse fra ministeren for handelsflaaden og budgetministeren:

1 I tilfaelde, som omhandlet i stk. 2-B, 2-C, 2-D b) eller 2-D c), naar rettighederne for fysiske eller juridiske personer, der opfylder betingelserne om nationalitet, hjemsted eller hovedsaede i henhold til de naevnte bestemmelser, ikke omfatter skibet fuldt ud, men mere end halvdelen, og desuden under forudsaetning af, at driften af skibet varetages af disse personer selv eller er overdraget til andre personer, der opfylder betingelserne i henhold til stk. 2-A eller 2-B ovenfor.

2 Naar skibet er taget i totalbefragtning af en fransk reder, der kontrollerer, udruster, udnytter og varetager driften af skibet, og under forudsaetning af, at flagstatens lovgivning under tilsvarende omstaendigheder tillader opgivelse af det fremmede flag.

II. Fremmede skibe kan ligeledes registreres som franske, naar de efter forlis paa kysten af det omraade, hvori registreringen som fransk skal finde sted, i det hele er blevet fransk ejendom og bemandes af franske statsborgere, efter reparationer, der andrager mindst fire gange skibets koebspris."

4 Kommissionen har udformet sine klagepunkter under hensyntagen til disse bestemmelser, idet den har foretaget en sondring mellem en situation, hvor skibene udgoer et middel til udoevelse af oekonomisk virksomhed, og en situation, hvor skibene ikke udgoer et saadant middel.

5 Hvad angaar den foerste situation har Kommissionen gjort gaeldende, at Den Franske Republik ved at forbeholde retten til at indregistrere et skib i det franske skibsregister og til at foere fransk flag til skibe, der for mere end halvdelens vedkommende tilhoerer fysiske personer af fransk nationalitet, har opretholdt en lovgivning, der indebaerer en forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet i strid med traktatens artikel 6, og som udgoer en hindring af etableringsfriheden i strid med artikel 52. Kommissionen har herved henvist til dom af 25. juli 1991, sag C-221/89, Factortame m.fl. (Sml. I, s. 3905, praemis 30), samt domme af 4. oktober 1991, sag C-246/89, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige (Sml. I, s. 4585), og sag C-93/89, Kommissionen mod Irland (Sml. I, s. 4569).

6 Kommissionen har desuden anfoert, at kravet om, at juridiske personer, der ejer skibe, skal have deres hovedsaede paa fransk omraade, og at deres selskabskapital efter et bestemt forholdstal skal kontrolleres af franske statsborgere strider mod traktatens artikel 52 (jf. dommen i sagen Factortame m.fl., praemis 33 og 35). Det samme gaelder lovens krav om, at kontrollen og ledelsen reelt skal udoeves af franske statsborgere.

7 Endvidere udgoer forpligtelsen for juridiske personer til at have hovedsaede i Frankrig en hindring for udoevelsen af retten til at stifte og lede et selskab, hvis formaal er drift af et skib gennem et agentur, en filial eller et datterselskab, hvilket strider mod traktatens artikel 58.

8 Endelig strider begraensningen i adgangen for statsborgere fra andre medlemsstater til at foretage kapitalanbringelser i de selskaber, som er omhandlet i den franske lovgivning, mod traktatens artikel 221, hvorved der er indfoert en forpligtelse til at indroemme national behandling for saa vidt angaar saadanne kapitalanbringelser i selskaber (jf. dommen i ovennaevnte sag Factortame m.fl., praemis 31).

9 Hvad angaar en situationen, hvor skibene ikke udgoer et middel til udoevelse af oekonomisk virksomhed, finder Kommissionen, at de begraensninger, der er foreskrevet i de anfaegtede nationale bestemmelser, er i strid med traktatens artikel 6, 48 og 52. Bestemmelserne er ifoelge Kommissionen desuden i strid med artikel 7 i forordning nr. 1251/70 og artikel 7 i direktiv 75/34, der inden for deres respektive anvendelsesomraade tillaegger statsborgerne fra en medlemsstat ret til samme behandling som den, der gaelder for vaertslandets statsborgere.

10 Selv om registrering af et fritidsfartoej ikke i streng forstand drejer sig om udoevelse af oekonomisk virksomhed, er muligheden for at udoeve fritidsaktiviteter i en medlemsstat ifoelge Kommissionen en naturlig foelge af den frie bevaegelighed. Kommissionen har herved henvist til dom af 2. februar 1989, sag 186/87, Cowan (Sml. s. 195, praemis 20), og af 15. marts 1994, sag C-45/93, Kommissionen mod Spanien (Sml. I, s. 911).

11 Den franske regering har ikke bestridt det traktatbrud, som foreholdes den af Kommissionen.

12 Indledningsvis maa situationen for skibe, der anvendes til udoevelse af oekonomisk virksomhed, undersoeges.

13 Domstolen har herom allerede udtalt, at det almindelige, principielle forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, som opstilles i EOEF-traktatens artikel 7, er gennemfoert ved traktatens artikel 52 for det af denne artikel saerligt regulerede omraade, og at enhver forskrift, som er uforenelig med denne bestemmelse, derfor ogsaa er uforenelig med traktatens artikel 7 (jf. dom i ovennaevnte sag Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, praemis 18). EOEF-traktatens artikel 7 er blevet til EF-traktatens artikel 6.

14 I dommen i ovennaevnte sag Factortame m.fl. udtalte Domstolen, at enhver medlemsstat under udoevelsen af sin kompetence til at fastsaette betingelserne for at tildele et skib sin "nationalitet" skal overholde forbuddet mod forskelsbehandling af medlemsstaternes statsborgere paa grundlag af deres nationalitet (praemis 29), og at traktatens artikel 52 er til hinder for en betingelse, hvorefter fysiske personer, som er ejere eller befragtere af et skib, og ° saafremt der er tale om et selskab ° selskabsdeltagere og bestyrelsesmedlemmer skal have en bestemt nationalitet (praemis 30).

15 Domstolen paapegede dernaest, at det samme gaelder traktatens artikel 221, hvorefter medlemsstaterne skal indroemme de oevrige medlemsstaters statsborgere national behandling for saa vidt angaar kapitalanbringelser i de i artikel 58 naevnte selskaber (praemis 31).

16 Endelig fastslog Domstolen i samme dom, at en betingelse for registrering af et skib, der gaar ud paa, at skibet skal bestyres, og dets drift ledes og kontrolleres fra den medlemsstat, hvor registreringen skal finde sted, i det vaesentlige er sammenfaldende med selve etableringsbegrebet, jf. traktatens artikel 52 ff., som forudsaetter en fast indretning (praemis 34). Domstolen praeciserede imidlertid, at en saadan betingelse dog ikke vil vaere forenelig med de naevnte bestemmelser, hvis den maa fortolkes saaledes, at den udelukker registrering i tilfaelde af en sekundaer etablering, hvor det sted i registreringsstaten, hvorfra skibets drift ledes, handler efter instrukser fra et beslutningscenter i den medlemsstat, hvor den primaere etablering har fundet sted (praemis 35).

17 Heraf foelger, at den franske lovgivning, der forbeholder retten til at indregistrere et skib i det franske skibsregister og til at foere fransk flag til skibe, der for mere end halvdelens vedkommende tilhoerer fysiske personer af fransk nationalitet, strider mod EF-traktatens artikel 6 og 52. Det samme gaelder betingelsen om, at kapitalen hos visse juridiske personer, der ejer skibe, efter et bestemt forholdstal skal kontrolleres af franske statsborgere samt betingelsen om, at kontrollen eller driften reelt skal udoeves af franske statsborgere.

18 Herudover er betingelsen om kontrol af kapitalen hos visse juridiske personer, der ejer skibe, i strid med traktatens artikel 221, for saa vidt som betingelsen begraenser kapitalanbringelse hos saadanne juridiske personer foretaget af statsborgere fra de andre medlemsstater.

19 Endelig er den franske lovgivning i strid med traktatens artikel 52 og 58, i det omfang den stiller krav om, at juridiske personer, der ejer skibe, skal have hovedsaede paa fransk omraade, og i det omfang lovgivningen derfor udelukker indregistrering eller drift af et skib fra en sekundaer etablering som f.eks. et agentur, en filial eller et datterselskab.

20 Dernaest skal situationen for skibe, der ikke anvendes til udoevelse af oekonomisk virksomhed, undersoeges.

21 I den henseende bemaerkes, at faellesskabsretten garanterer enhver statsborger fra en medlemsstat saavel retten til at rejse ind i en anden medlemsstat for dér at udoeve loennet beskaeftigelse eller selvstaendig virksomhed samt retten til at bo dér efter at have udoevet en saadan virksomhed. Imidlertid er adgangen til fritidsaktiviteter i denne medlemsstat en naturlig foelge af retten til fri bevaegelighed.

22 Det foelger heraf, at en saadan statsborgers indregistrering i vaertslandet af et fritidsfartoej henhoerer under bestemmelserne i faellesskabsretten vedroerende den frie bevaegelighed.

23 Derfor er den franske lovgivning, hvorefter kun franske statsborgere har ret til i Frankrig at indregistrere et fritidsfartoej, som de ejer for mere end halvdelens vedkommende, i strid med traktatens artikel 6, 48 og 52 samt artikel 7 i forordning nr. 1251/70 og artikel 7 i direktiv 75/34.

24 Af de anfoerte grunde maa det, for saa vidt angaar soegsmaalets foerste del, fastslaas, at Den Franske Republik har undladt at overholde de forpligtelser, der paahviler den i henhold til traktatens artikel 6, 48, 52, 58 og 221 samt artikel 7 i forordning nr. 1251/70 og artikel 7 i direktiv 75/34, ved at opretholde en raekke bestemmelser i love eller andre administrative forskrifter, der begraenser retten til indregistrering af skibe i det nationale skibsregister og til at foere fransk flag til skibe, som for mere end halvdelens vedkommende ejes af fysiske personer med fransk statsborgerskab, af juridiske personer med hjemsted i Frankrig eller af juridiske personer, hvis ledelse for en bestemt andels vedkommende skal vaere franske statsborgere, eller hvis selskabskapital for saa vidt angaar anpartsselskaber, kommanditselskaber, interessentskaber eller selskaber i henhold til civilretten for mere end halvdelens vedkommende skal vaere ejet af franskmaend, eller for hele kapitalens vedkommende skal vaere ejet af franske statsborgere, som opfylder saerlige betingelser.

Soegsmaalets anden del

25 Denne del angaar Den Franske Republiks manglende opfyldelse af dom af 4. april 1974 i sag 167/73, Kommissionen mod Frankrig (Sml. s. 359).

26 I denne dom fastslog Domstolen, at Den Franske Republik ved for saa vidt angaar statsborgere fra andre medlemsstater uforandret at have opretholdt forskriften i artikel 3, stk. 2, i lov om arbejde til soes ikke havde opfyldt de forpligtelser, der paahviler den i henhold til traktatens artikel 48 og artikel 4 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467).

27 Artikel 3, stk. 2, i den franske lov om arbejde til soes bestemmer, at "et skibs besaetning i et forhold, der fastsaettes ved anordning af ministeren for handelsflaaden, skal vaere franske statsborgere."

28 Kommissionen har anfoert, at et administrativt cirkulaere, som blev udstedt efter afsigelsen af denne dom, indeholder instrukser, der skal ophaeve anvendelsen af den anfaegtede nationale lov. Ifoelge Domstolens praksis udgoer ministerielle cirkulaerer imidlertid ikke en tilstraekkelig foranstaltning til opfyldelse af forpligtelserne i henhold til faellesskabsretten. Derfor udgoer den omstaendighed, at den nationale lovgivning endnu ikke er blevet aendret med henblik paa at bringe den i overensstemmelse med ovennaevnte dom af 4. april 1974 i sagen Kommissionen mod Frankrig, en tilsidesaettelse af den i traktatens artikel 171 fastsatte forpligtelse til at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger.

29 Den franske regering har uden at have bestridt det traktatbrud, der foreholdes den, anfoert, at nationalitetskravet for saa vidt angaar beskaeftigelse som soemand efter udstedelsen af ovennaevnte cirkulaere ikke laengere goeres gaeldende over for statsborgere fra Faellesskabet. Regeringen har ligeledes henvist til, at et lovforslag om aendring af ordningen er under udarbejdelse med henblik paa at efterkomme den af Domstolen afsagte dom, og at dette vil blive vedtaget i naermeste fremtid.

30 Det bemaerkes indledningsvis, at en national lovgivnings uoverensstemmelse med traktatens bestemmelser, ogsaa hvor disse sidste er umiddelbart anvendelige, ifoelge fast praksis kun kan fjernes helt ved bindende interne regler med samme retlige karakter som de regler, de aendrer. En simpel administrativ praksis, der efter sin art kan aendres efter forvaltningens forgodtbefindende, og som ikke er bragt til offentlighedens kundskab paa passende maade, anses ikke for at udgoere en gyldig gennemfoerelse af traktatens bestemmelser (jf. dom af 15.10.1986, sag 168/85, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 2945, praemis 13).

31 Det skal herefter fremhaeves, at selv om traktatens artikel 171 ikke fastsaetter en frist for dommens opfyldelse, er det uomtvisteligt, at foranstaltninger til opfyldelse af en dom skal ivaerksaettes med oejeblikkelig virkning og gennemfoeres hurtigst muligt (jf. dom af 13.7.1988, sag 169/87, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 4093, praemis 14). Den Franske Republik har i den foreliggende sag undladt at efterkomme en dom, som blev afsagt af Domstolen for over 20 aar siden.

32 Hvad angaar soegsmaalets anden del maa det derfor fastslaas, at Den Franske Republik har undladt at overholde sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 171 ved ikke at have truffet de foranstaltninger, som er noedvendige for at opfylde ovennaevnte dom af 4. april 1974 i sagen Kommissionen mod Frankrig.

Sagens omkostninger

33 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Den Franske Republik har tabt sagen og paalaegges derfor at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

1) Den Franske Republik har undladt at overholde de forpligtelser, der paahviler den i henhold til EF-traktatens artikel 6, 48, 52, 58 og 221 samt artikel 7 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1251/70 af 29. juni 1970 om arbejdstageres ret til at blive boende paa en medlemsstats omraade efter at have haft beskaeftigelse dér og artikel 7 i Raadets direktiv 75/34/EOEF af 17. december 1974 om retten for statsborgere i en medlemsstat til at blive boende paa en anden medlemsstats omraade efter dér at have udoevet selvstaendig erhvervsvirksomhed, ved at opretholde en raekke bestemmelser i love eller andre administrative forskrifter, der begraenser retten til indregistrering af skibe i det nationale skibsregister og til at foere fransk flag til skibe, som for mere end halvdelens vedkommende ejes af fysiske personer med fransk statsborgerskab, af juridiske personer med hjemsted i Frankrig eller af juridiske personer, hvis ledelse for en bestemt andels vedkommende skal vaere franske statsborgere, eller hvis selskabskapital for saa vidt angaar anpartsselskaber, kommanditselskaber, interessentskaber eller selskaber i henhold til civilretten for mere end halvdelens vedkommende skal vaere ejet af franskmaend, eller for hele kapitalens vedkommende skal vaere ejet af franske statsborgere, som opfylder saerlige betingelser.

2) Den Franske Republik har undladt at overholde sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 171 ved ikke at have truffet de foranstaltninger, som er noedvendige for at opfylde dom af 4. april 1974 i sag 167/73, Kommissionen mod Frankrig (Sml. s. 359).

3) Den Franske Republik betaler sagens omkostninger.