61994J0319

1 Socialpolitik - tilnaermelse af lovgivningerne - overfoersel af virksomheder - varetagelse af arbejdstagernes rettigheder - direktiv 77/187 - anvendelsesomraade - overfoersel af en virksomhed i retslig likvidation samtidig med virksomhedens fortsaettelse - omfattet

(Raadets direktiv 77/187, art. 1, stk. 1)

2 Socialpolitik - tilnaermelse af lovgivningerne - overfoersel af virksomheder - varetagelse af arbejdstagernes rettigheder - direktiv 77/187 - arbejdstagere, som er blevet afskediget kort tid foer overfoerslen, og som ikke overtages af erhververen - mulighed for, over for erhververen at paaberaabe sig, at afskedigelsen er retsstridig - tilladt

(Raadets direktiv 77/187, art. 4, stk. 1)

3 Artikel 1, stk. 1, i direktiv 77/187 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter skal fortolkes saaledes, at direktivet finder anvendelse paa overfoersel af en virksomhed i retslig likvidation, naar virksomhedens aktiviteter viderefoeres under likvidationsproceduren.

4 Artikel 4, stk. 1, i direktiv 77/187, som har til formaal at sikre beskyttelsen af arbejdstagere mod afskedigelser, der alene begrundes med overfoerslen, saavel i forhold til overdrageren som i forhold til erhververen, skal fortolkes saaledes, at befoejelsen til at foretage afskedigelser af oekonomiske, tekniske eller organisatoriske aarsager tilkommer saavel overdrageren som erhververen.

Arbejdstagere, som retsstridigt er blevet afskediget af overdrageren kort tid foer overfoerslen af virksomheden, og som ikke overtages af erhververen, kan over for erhververen paaberaabe sig, at afskedigelsen er retsstridig, idet deres arbejdskontrakt i forhold til erhververen skal betragtes som om den stadig bestaar. Arbejdstagere, som i strid med direktivets artikel 4, stk. 1, er blevet afskediget af overdrageren foer overfoerslen af virksomheden, skal saaledes for det foerste betragtes som om de stadig var ansat i virksomheden paa overfoerselstidspunktet, og for det andet maa direktivets regler, navnlig om beskyttelse af arbejdstagerne mod afskedigelse som foelge af overfoerslen, betragtes som praeceptive i den forstand, at de ikke kan fraviges til ugunst for arbejdstagerne.

I sag C-319/94,

angaaende en anmodning, som Cour du travail de Liège (Belgien) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Jules Dethier Équipement SA

mod

Jules Dassy,

Sovam SPRL i likvidation,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (EFT L 61, s. 26),

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, H. Ragnemalm, og dommerne G.F. Mancini (refererende dommer) og J.L. Murray,

generaladvokat: C.O. Lenz

justitssekretaer: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- den belgiske regering ved kommitteret J. Devadder, Ministeriet for Udenrigsanliggender, Udenrigshandel og Udviklingssamarbejde, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Marie Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Horstpeter Kreppel, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 11. juli 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved dom af 1. december 1994, indgaaet til Domstolen den 8. december 1994, har Cour du travail de Liège i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (EFT L 61, s. 26, herefter »direktivet«).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem Jules Dethier Équipement SA (herefter »Dethier«) og henholdsvis Jules Dassy og Sovam SPRL (herefter »Sovam«) i likvidation vedroerende udbetaling af en fratraedelsesgodtgoerelse samt visse andre godtgoerelser.

3 Det fremgaar af direktivets artikel 1, stk. 1, at det finder anvendelse paa overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter til en anden indehaver som foelge af overdragelse eller fusion.

4 Ifoelge direktivets artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, overgaar overdragerens rettigheder og forpligtelser i henhold til en arbejdskontrakt, som bestod paa tidspunktet for overfoerslen, som foelge af denne overfoersel til erhververen.

5 Det bestemmes i direktivets artikel 4, stk. 1, at overfoersel af en virksomhed, bedrift eller del af en bedrift ikke i sig selv giver overdrageren eller erhververen nogen begrundelse for at foretage afskedigelser. Denne bestemmelse er dog ikke til hinder for, at der kan ske afskedigelser af oekonomiske, tekniske eller organisatoriske aarsager, der medfoerer beskaeftigelsesmaessige aendringer.

6 Direktivet er gennemfoert i belgisk ret ved kapitel 2 i kollektiv overenskomst nr. 32a af 7. juni 1985 om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder over for en ny arbejdsgiver som foelge af overfoersel af en virksomhed ved aftale og om fastlaeggelse af rettigheder for fortsat ansatte arbejdstagere i forbindelse med overtagelse af aktiverne efter konkurs eller tvangsakkord eller efter afstaaelse af aktiverne til kreditorerne. Overenskomsten er tillagt bindende virkning ved kongelig anordning af 25. juli 1985 (Moniteur belge af 9.8.1985, s. 11527) og er aendret ved kollektiv overenskomst nr. 32c. Den sidstnaevnte overenskomst er tillagt bindende virkning ved kongelig anordning af 6. marts 1990.

7 Proceduren for likvidation af selskaber med hjemsted i Belgien er fastlagt i artikel 178-188 i de samordnede love om erhvervsdrivende selskaber (herefter de »samordnede love«). Proceduren finder anvendelse efter det tidspunkt, hvor et erhvervsdrivende selskab er oploest, og skal sikre, at selskabet kan afslutte de opgaver, det har paabegyndt, som hovedregel dog uden at kunne gennemfoere nye opgaver. Ifoelge artikel 178 i de samordnede love anses oploeste erhvervsdrivende selskaber for at bestaa efter deres oploesning med henblik paa deres afvikling, selv om de allerede har indstillet hele deres virksomhed.

8 Med oploesningen ophoerer alle selskabsorganernes funktioner uden videre, og i stedet for selskabsorganerne indtraeder en eller flere likvidatorer. Den likvidator, som repraesenterer selskabet i forhold til omverdenen, kan allerede vaere udpeget i selskabets vedtaegter. Medmindre andet er bestemt, udnaevnes likvidatorerne af selskabets generalforsamling, eller hvis der ikke opnaas det flertal, som kraeves ifoelge loven, af retten. I det foerstnaevnte tilfaelde siges likvidationen at vaere »frivillig«, mens den i det andet tilfaelde siges at vaere »retslig«.

9 Selv om den nationale ret har anfoert, at en likvidation, hvad enten den er frivillig eller retslig, i overvejende grad har samme formaal som en konkurs, dvs. en realisation af selskabets aktiver, indeholder forelaeggelsesdommen en opregning af en raekke punkter, paa hvilke de to procedurer er forskellige. Disse kan sammenfattes paa foelgende maade:

- Beslutningen om selskabets likvidation, udnaevnelse af likvidatorer og fastlaeggelse af deres befoejelser traeffes af generalforsamlingen. Kun hvis det noedvendige flertal blandt selskabsdeltagerne ikke kan opnaas, maa selskabet henvende sig til retten for at faa indledt likvidation, idet retten da udnaevner likvidatorerne i henhold til vedtaegterne eller generalforsamlingens beslutning, medmindre det maa anses for givet, at uenigheden mellem selskabsdeltagerne hindrer generalforsamlingen i at tage stilling, i hvilket fald retten udnaevner en retslig likvidator. I konkurstilfaeldet kan selskabet erklaere sig konkurs, men det kan ogsaa blive erklaeret konkurs paa initiativ af en kreditor eller som foelge af konkursafvaergelseskommissionens arbejde, idet retten da udnaevner kurator og loven angiver dennes befoejelser.

- Det erhvervsdrivende handelsselskab bestaar fortsat til opfyldelse af likvidationens formaal (artikel 178 i de samordnede love). Dette er ikke tilfaeldet ved et selskabs konkurs.

- Selskabet bevarer sin stilling som et erhvervsdrivende selskab under hele likvidationen. I tilfaelde af, at der senere indtraeder betalingsstandsning, og at selskabet mister sin kreditvaerdighed, kan det saaledes erklaeres konkurs, og i saa fald er likvidationen en procedure forud for konkurs.

- Hvor der i tilfaelde af konkurs eksisterer en saerlig fremgangsmaade for opgoerelsen af fordringerne under rettens kontrol, gaelder dette ikke i tilfaelde af likvidation, hvad enten denne er frivillig eller retslig, idet likvidator uden nogen andens samtykke og paa eget ansvar kan anerkende en fordring. Det er ikke noedvendigt, at hans afgoerelse stadfaestes af retten.

- Hvor kreditor i tilfaelde af en konkurs kun kan anmelde fordringen, kan han ved likvidation opnaa dom mod selskabet.

- Kreditor kan ivaerksaette tvangsfuldbyrdelse over for selskabet i likvidation, og likvidator kan ikke hindre dette, medmindre det paagaeldende skridt indebaerer en kraenkelse af andre kreditorers rettigheder. Saadanne fuldbyrdelsesskridt er derimod udelukket i tilfaelde af konkurs, idet lovgivningen regulerer forvaltningen og realiseringen af aktiverne, gennem hvilke kreditorerne skal fyldestgoeres.

- Den af generalforsamlingen foretagne udnaevnelse af likvidator kan tilbagekaldes, men en af retten udnaevnt likvidator kan, ligesom et konkursbo's kurator, kun afsaettes af retten. Paa dette punkt maa der saaledes sondres mellem paa den ene side en frivillig likvidation og paa den anden side en retslig likvidation eller en konkurs.

- Likvidator er selskabsorgan under likvidationens gennemfoerelse, medens kurator har stilling som tredjepart. Kurator repraesenterer ud over selskabet ogsaa kreditorerne, medens likvidator kun repraesenterer selskabet, selv om han skal varetage kreditorernes interesser.

- I modsaetning til kurator kan likvidator ikke anfaegte en raekke betalinger, idet der ikke findes en »omstoedelsesperiode« forud for likvidationen, og likvidator kan anlaegge erstatningssag mod selskabets ledelse eller goere stifteransvar gaeldende.

- Kurator gennemfoerer salget af aktiverne under rettens tilsyn og i visse tilfaelde efter rettens tilladelse, hvorimod selskabets likvidator gennemfoerer salget under generalforsamlingens kontrol, saaledes at en overfoersel af virksomheden ikke kraever rettens godkendelse.

- Sammenfattende yder konkursbehandling kreditorerne stoerre sikkerhed end en likvidationsbehandling paa grund af rettens tilsyn med kurator og den mere direkte kreditorrepraesentation.

10 Jules Dassy havde siden 1974 vaeret ansat i Sovam. Den 15. maj 1991 traf Tribunal de commerce de Huy afgoerelse om retslig likvidation og udnaevnte en likvidator. Den 5. juni 1991 blev Jules Dassy afskediget af likvidator.

11 Den 27. juni 1991 overdrog likvidator Sovam's aktiver til Dethier i medfoer af en aftale, som Tribunal de commerce godkendte den 10. juli 1991.

12 Den 22. maj 1992 anlagde Jules Dassy sag ved Tribunal du travail de Huy med paastand om, at Sovam og Dethier var solidarisk ansvarlige for betalingen af hans tilgodehavender i form af fratraedelsesgodtgoerelse, feriegodtgoerelse og nytaarsgratiale. Til stoette herfor gjorde han gaeldende, at overfoerslen af virksomheden var sket ved aftale, og at Dethier dermed haeftede solidarisk for betalingen.

13 Ved dom af 17. december 1993 paalagde Tribunal du travail de Huy Sovam i likvidation og Dethier at betale Jules Dassy 1 643 726 BFR. Retten fandt saerligt, at kapitel 2 i kollektiv overenskomst nr. 32 bis skulle finde anvendelse, da en retslig likvidation ikke kunne sidestilles med konkurs, naar overfoerslen, som i den konkrete sag, var resultatet af en overtagelsesplan, der var udarbejdet inden likvidationen. Retten fandt endvidere, at der forelaa solidarisk haeftelse, selv om ansaettelseskontrakten var opsagt inden overfoerslen, idet Domstolen har fastslaaet, at ansatte, som er blevet uberettiget afskediget inden overfoerslen, skal betragtes, som om de stadig er ansat i virksomheden paa tidspunktet for overfoerslen.

14 Dethier ankede dommen til Cour du travail de Liège og gjorde for appelinstansen gaeldende, at likvidationen af Sovam maatte sidestilles med en konkurs. Dethier gjorde endvidere gaeldende, at en eventuel solidarisk haeftelse for erhververen alene kunne gaelde for arbejdstagere, der var overtaget af erhververen, og ikke for arbejdstagere, som var afskediget inden overfoerslen.

15 Cour du travail de Liège fandt, at den paagaeldende enhed havde bevaret sin identitet efter tidspunktet for overtagelsen, jf. dommen af 18. marts 1986 i Spijkers-sagen, (sag 24/85, Sml. s. 1119), og at der saaledes forelaa en overfoersel af virksomheden i direktivets forstand. Retten rejste dog spoergsmaal om, hvorvidt overfoerslen kunne anses for at vaere sket ved aftale, og i saerdeleshed om, hvorvidt likvidationen af et selskab kunne betragtes som en procedure svarende til konkurs, hvorved den ville falde uden for direktivets anvendelsesomraade.

16 For saa vidt angaar Jules Dassy's afskedigelse har den nationale ret rejst spoergsmaal om, hvorledes direktivets artikel 4 skal fortolkes i den situation, hvor en arbejdstager er blevet afskediget af likvidator kort tid foer overfoerslen og ikke efterfoelgende er blevet genansat af erhververen.

17 Paa denne baggrund har Cour du travail de Liège besluttet at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende spoergsmaal:

»1) Finder Raadets direktiv 77/187 anvendelse ved overfoersel af et selskab i frivillig likvidation, som ikke tilsigter virksomhedens fortsaettelse, men en likvidation gennem en realisering af aktiverne? Gaelder det samme, naar overdrager er et selskab i en af retten besluttet likvidation?

2) Naar arbejdskontrakterne med alle ansatte er blevet opsagt af likvidator, og kun enkelte ansatte er blevet genansat for at kunne gennemfoere likvidationen, kan afskedigelsen af de ikke senere af erhververen genansatte ansatte da betragtes som sket af oekonomiske, tekniske eller organisatoriske aarsager, jf. direktivets artikel 4, stk. 1, eller er det kun erhververen, der kan foretage afskedigelse af de naevnte aarsager?

Kan de af erhververen ikke genansatte ansatte, blot fordi der foreligger en overfoersel af en oekonomisk enhed kort tid efter deres afskedigelse af oekonomiske, tekniske eller organisatoriske aarsager, over for erhververen goere gaeldende, at overdragerens fremgangsmaade i forhold til dem er retsstridig, hvis de i henhold til aftalen om overfoerslen ikke skal genansaettes?«

Foerste spoergsmaal

18 Med det foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret naermere bestemt oplyst, om direktivets artikel 1, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at direktivet finder anvendelse paa overfoersel af en virksomhed i retslig eller frivillig likvidation.

19 Indledningsvis bemaerkes, at det foelger af fast praksis, at Domstolen ikke anser sig for kompetent til at traeffe afgoerelse i en praejudiciel sag, naar de spoergsmaal, den har faaet forelagt, savner enhver forbindelse med de faktiske omstaendigheder i hovedsagen eller dennes genstand og saaledes ikke er udtryk for, at der objektivt er brug for en besvarelse, paa grundlag af hvilken hovedsagen kan afgoeres (jf. bl.a. dom af 16.6.1981, sag 126/80, Salonia, Sml. s. 1563, praemis 6, af 16.7.1992, sag C-343/90, Lourenço Dias, Sml. I s. 4673, praemis 20, af 17.5.1994, sag C-18/93, Corsica Ferries, Sml. I, s. 1783, praemis 14, og af 5.10.1995, sag C-96/94, Centro Servizi Spediporto, Sml. I, s. 2883, praemis 45).

20 For saa vidt som hovedsagen vedroerer overfoersel af en virksomhed i retslig likvidation, er der ikke grundlag for, at Domstolen traeffer afgoerelse om fortolkningen af direktivet set i forhold til overfoersel af en virksomhed i frivillig likvidation, hvilket er uden betydning for tvisten i hovedsagen, uanset hvilke ligheder, der i oevrigt maatte vaere mellem procedurerne for henholdsvis retslig og frivillig likvidation.

21 Endvidere bemaerkes, som Domstolen har fastslaaet i dommen af 7. februar 1985 i Abels-sagen (sag 135/83, Sml. s. 469), at direktivet ikke finder anvendelse paa overfoersel af en virksomhed, en bedrift eller en del af en bedrift i forbindelse med en konkursbehandling.

22 Imidlertid foelger det af dommen i Abels-sagen, praemis 28 og 29, at direktivet finder anvendelse paa en procedure som »surséance van betaling« (betalingshenstand), selv om den frembyder visse faelles traek med konkursbehandling. Domstolen har saaledes udtalt, at de grunde, som er til hinder for at anvende direktivet paa overfoersler af virksomheder i forbindelse med en konkursbehandling, ikke gaelder, naar proceduren omfatter en dommerkontrol af mere begraenset omfang end i konkurssituationen, og naar dens formaal i foerste raekke er at bevare aktiverne og i givet fald at fortsaette virksomhedens drift gennem en kollektiv betalingshenstand med henblik paa at opnaa en ordning, der goer det muligt at sikre driften i fremtiden.

23 Endvidere har Domstolen i dommen af 25. juli 1991 i sagen D'Urso m.fl. (sag C-362/89, Sml. I, s. 4105) udtalt, at direktivet ikke finder anvendelse paa overfoersel af en virksomhed, en bedrift eller en del af en bedrift inden for rammerne af en kreditorforfoelgningsprocedure som den i italiensk lovgivning omhandlede tvungne administrative likvidation, hvis virkninger er identiske med virkningerne af konkurs (praemis 28, 31 og 34). Derimod finder direktivet anvendelse, naar det inden for rammerne af en i lovgivningen fastlagt ordning som ordningen om saerlig administration af stoerre kriseramte virksomheder er vedtaget at fortsaette en virksomheds drift, saa laenge vedtagelsen herom er i kraft. I saadanne tilfaelde er formaalet med proceduren for saerlig administration i foerste raekke at opnaa en balance i virksomheden, der kan give sikkerhed for den fremtidige drift. Det hermed tilstraebte oekonomiske og sociale formaal kan hverken give en forklaring paa eller en begrundelse for, at arbejdstagerne i virksomheden, naar denne helt eller delvist overfoeres, skulle miste de rettigheder, som de har ifoelge direktivet paa de deri fastsatte betingelser (praemis 29, og 32-34).

24 I en senere dom af 7. december 1995 i sagen Sano m.fl. (sag C-472/93, Sml. I, s. 4321) har Domstolen fundet, at direktivet finder anvendelse paa overfoersel af en virksomhed som en virksomhed, der i overensstemmelse med den italienske lov nr. 675 af 12. august 1977 er konstateret at befinde sig i en krisesituation. Domstolen udtalte bl.a., at den akt, hvorved der for en virksomhed traeffes afgoerelse om, at der foreligger en virksomhedskrise, har til formaal at goere det muligt at genoprette virksomhedens oekonomiske og finansielle situation og navnlig at opretholde beskaeftigelsen, at den paagaeldende procedure saaledes har til formaal at begunstige en fortsaettelse af dens aktiviteter med henblik paa en senere overtagelse, og at afgoerelsen om, at der foreligger en virksomhedskrise, i modsaetning til konkursprocedurer hverken medfoerer, at virksomheden underkastes retslig kontrol, oekonomisk saettes under administration eller opnaar henstand med betalingerne (praemis 26, 28 og 29).

25 Det foelger af denne praksis, at det afgoerende kriterium for bedoemmelsen af, om en overfoersel af en virksomhed, for hvilken der er ivaerksat en administrativ eller retslig procedure, er omfattet af direktivets anvendelsesomraade, er det formaal, der forfoelges med den paagaeldende procedure (dommen i sagen D'Urso m.fl., praemis 26, og i sagen Spano m.fl., praemis 24). Saaledes som det fremhaeves af generaladvokaten i punkt 31, 41 og 45 i forslaget til afgoerelse, boer der endvidere tages hensyn til de naermere regler for den paagaeldende procedure, saerligt de regler, der vedroerer spoergsmaalet om, hvorvidt virksomheden fortsaetter eller ophoerer, og til direktivets formaal.

26 I den foreliggende sag fremgaar det af oplysningerne fra den nationale ret, at den belgiske procedure for retslig likvidation tager sigte paa en likvidation gennem afhaendelse af aktiverne til fordel for selskabet selv, subsidiaert til fordel for eventuelle kreditorer. Det er ikke en betingelse for likvidationen, at passiverne overstiger aktiverne. Likvidationen kan ganske vist vaere en procedure, der gaar forud for en konkurs, men den kan, som anfoert af den belgiske regering, ogsaa benyttes, naar selskabsdeltagerne ikke laengere vil samarbejde.

27 Det foelger heraf, at selv om formaalet med den retslige likvidation undertiden kan have lighedspunkter med formaalet med en konkurs, er dette ikke noedvendigvis tilfaeldet, da retslig likvidation kan benyttes i alle de tilfaelde, hvor man oensker at bringe et selskabs virke til ophoer, uanset hvilke grunde man maatte have dertil.

28 Eftersom formaalet med den retslige likvidationsprocedure ikke giver tilstraekkelige anvisninger for bedoemmelsen, er der grund til at se naermere paa procedurens indhold.

29 I den forbindelse fremgaar det af forelaeggelsesafgoerelsen, at likvidator i forbindelse med en likvidation er et selskabsorgan, som forestaar salget af aktiverne under generalforsamlingens kontrol, selv om han udpeges af dommeren, og at der ikke findes en saerlig procedure for at opgoere passiverne under rettens kontrol. En kreditor kan saaledes som udgangspunkt faa foretaget tvangsfuldbyrdelse mod selskabet og kraeve dom over selskabet. Derimod er kurator, for saa vidt som han under en konkurs repraesenterer kreditorerne, en tredjepart i forhold til selskabet og skal realisere aktiverne under dommerens tilsyn, og selskabets passiver skal saaledes opgoeres efter en saerlig procedure, ligesom individuelle tvangsfuldbyrdelsesskridt ikke kan foretages.

30 Der er saaledes vaesentlige forskelle mellem en virksomhed i retslig likvidation og en virksomhed under konkurs, og de grunde, som har foert til, at Domstolen har fastslaaet, at direktivet ikke finder anvendelse i konkurstilfaelde, goer sig ikke noedvendigvis gaeldende i den situation, hvor der er tale om en retslig likvidation.

31 Dette er tilfaeldet, naar virksomhedens aktiviteter som i denne sag for den nationale ret fortsaetter under den retslige likvidation. I et saadant tilfaelde fortsaettes driften paa det tidspunkt, hvor virksomheden overfoeres. Som foelge heraf er der intet grundlag for at afskaere arbejdstagerne fra at goere deres rettigheder i medfoer af direktivet gaeldende paa de i direktivet fastsatte betingelser.

32 Det foerste praejudicielle spoergsmaal skal herefter besvares med, at direktivets artikel 1, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at direktivet finder anvendelse paa overfoersel af en virksomhed i retslig likvidation, naar virksomhedens aktiviteter viderefoeres.

Det andet spoergsmaal

33 Med den foerste del af det andet spoergsmaal oensker den forelaeggende ret naermere bestemt oplyst, om direktivets artikel 4, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at befoejelsen til at foretage afskedigelser af oekonomiske, tekniske eller organisatoriske aarsager udelukkende tilkommer overdrageren, eller om den ogsaa maa antages at tilkomme erhververen.

34 Hertil bemaerkes, at artikel 4, stk. 1, beskytter arbejdstagere mod afskedigelser, som alene begrundes med overfoerslen, saavel i forhold til overdrageren som i forhold til erhververen.

35 Endvidere har Domstolen tidligere udtalt, at de i virksomheden ansatte arbejdstagere, hvis arbejdskontrakt eller arbejdsforhold i strid med direktivets artikel 4, stk. 1, er blevet bragt til ophoer paa et tidligere tidspunkt end overfoerselstidspunktet, skal betragtes, som om de stadig var ansat i virksomheden paa overfoerselstidspunktet, hvilket bl.a. bevirker, at arbejdsgiverens forpligtelser over for arbejdstagerne uden videre overgaar fra overdrageren til erhververen (dom af 15.6.1988, Bork International m.fl., sag 101/87, Sml. s. 3057, praemis 18).

36 Heraf foelger, at selv om direktivets artikel 4, stk. 1, er til hinder for afskedigelser, som alene skyldes overfoerslen, begraenser bestemmelsen ikke overdragerens befoejelse til at foretage afskedigelser af aarsager, som direktivet anerkender, i videre omfang end erhververens.

37 Foerste del af det andet spoergsmaal skal saaledes besvares med, at direktivets artikel 4, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at befoejelsen til at foretage afskedigelser af oekonomiske, tekniske eller organisatoriske aarsager tilkommer saavel overdrageren som erhververen.

38 Med den anden del af det andet spoergsmaal oensker den nationale ret naermere bestemt oplyst, om arbejdstagere, som retsstridigt er blevet afskediget af overdrageren kort tid foer overfoerslen af virksomheden, og som ikke overtages af erhververen, over for erhververen kan paaberaabe sig, at afskedigelsen er retsstridig.

39 For det foerste foelger det af dommen i sagen Bork International m.fl., at arbejdstagere, som i strid med direktivets artikel 4, stk. 1, er blevet afskediget paa et tidligere tidspunkt end overfoerselstidspunktet, skal betragtes, som om de stadig var ansat i virksomheden paa overfoerselstidspunktet.

40 For det andet foelger det af fast praksis (jf. bl.a. dom af 10.2.1977, Daddy's Dance Hall, sag 324/86, Sml. s. 739, praemis 14), at direktivets regler, navnlig om beskyttelse af arbejdstagerne mod afskedigelse som foelge af overfoerslen, maa betragtes som praeceptive i den forstand, at de ikke kan fraviges til ugunst for arbejdstagerne.

41 Som foelge heraf skal arbejdskontrakten, i tilfaelde hvor en arbejdstager retsstridigt er blevet afskediget kort tid foer overfoerslen, i forhold til erhververen betragtes som om den stadig bestod, selv om arbejdstageren ikke er blevet overtaget af erhververen efter virksomhedens overfoersel.

42 Anden del af det andet praejudicielle spoergsmaal skal derfor besvares med, at arbejdstagere, som retsstridigt er blevet afskediget af overdrageren kort tid foer overfoerslen af virksomheden, og som ikke overtages af erhververen, over for erhververen kan paaberaabe sig, at afskedigelsen er retsstridig.

Sagens omkostninger

43 De udgifter, der er afholdt af den belgiske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Cour du travail de Liège ved dom af 1. december 1994, for ret:

1) Artikel 1, stk. 1, i Raadets direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter, skal fortolkes saaledes, at direktivet finder anvendelse paa overfoersel af en virksomhed i retslig likvidation, naar virksomhedens aktiviteter viderefoeres.

2) Artikel 4, stk. 1, i direktiv 77/87 skal fortolkes saaledes, at befoejelsen til at foretage afskedigelser af oekonomiske, tekniske eller organisatoriske aarsager tilkommer saavel overdrageren som erhververen. Arbejdstagere, som retsstridigt er blevet afskediget af overdrageren kort tid foer overfoerslen af virksomheden, og som ikke overtages af erhververen, kan over for erhververen paaberaabe sig, at afskedigelsen er retsstridig.