61994J0092

++++

Socialpolitik ° ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring ° direktiv 79/7 ° undtagelse for saa vidt angaar eventuelle foelger for andre ydelser af fastsaettelsen af en pensionsalder, der er forskellig for maend og kvinder ° raekkevidde ° begraenset til forskelsbehandling, som noedvendigvis og objektivt er knyttet til forskellen i pensionsalder ° forskelsbehandling med hensyn til invaliditetsydelser

[Raadets direktiv 79/7, art. 7, stk. 1, litra a)]

Artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring skal fortolkes saaledes, at bestemmelsen ikke blot tillader fastsaettelse af en lovbestemt pensionsalder for ydelse af alders- og arbejdsophoerspensioner, der er forskellig for de to koen, men ogsaa den forskelsbehandling, som forekommer i de andre ordninger vedroerende ydelser, og som noedvendigvis og objektivt er knyttet til forskellen i pensionsalder. Naar en medlemsstat i henhold til denne bestemmelse har fastsat pensionsalderen til 60 aar for kvinder og 65 aar for maend, kan den derfor ogsaa dels beslutte, at den invalidepension, der tilkommer personer, der er blevet uarbejdsdygtige, foer de naar pensionsalderen, for kvinders vedkommende fra de fylder 60 aar og for maends vedkommende fra de fylder 65 aar, skal vaere begraenset til det beloeb, de paagaeldende faktisk ville have faaet udbetalt i arbejdsophoerspension, dels bestemme, at et invaliditetstillaeg, som udbetales ud over invalidepensionen, skal vaere forbeholdt personer, som for kvinders vedkommende er under 55 aar og for maends vedkommende under 60 aar paa det tidspunkt, hvor de bliver uarbejdsdygtige. Der er nemlig tale om forskelsbehandling, som noedvendigvis og objektivt er knyttet til forskellen i pensionsalder. Hvis denne forskelsbehandling blev forbudt, ville sammenhaengen mellem ordningen vedroerende arbejdsophoerspensioner og ordningen vedroerende andre ydelser blive bragt i fare.

I sag C-92/94,

angaaende en anmodning, som Court of Appeal (Civil Division), London, i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i de for naevnte ret verserende sager,

Secretary of State for Social Security,

Chief Adjudication Officer

mod

Rose Graham,

Mary Connell,

Margaret Nicholas,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 7, stk. 1, litra a), i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, F.A. Schockweiler (refererende dommer), og dommerne P.J.G. Kapteyn, C.N. Kakouris, J.L. Murray og H. Ragnemalm,

generaladvokat: C.O. Lenz

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

° indstaevnte i hovedsagen, Rose Graham, ved Barrister R. Drabble for Solicitor P. Shiner

° Det Forenede Kongerige ved S.L. Hudson, Treasury Solicitor' s Department, som befuldmaegtiget, bistaaet af D. Pannick, QC, og Barrister M. Shaw

° Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved M. Wolfcarius og N. Khan, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 6. april 1995 af Rose Graham, af Det Forenede Kongerige ved L. Nicoll, Treasury Solicitor' s Department, som befuldmaegtiget, bistaaet af D. Pannick og M. Shaw og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 15. juni 1995,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 18. januar 1994 indgaaet til Domstolen den 17. marts 1994 har Court of Appeal (Civil Division) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 7, stk. 1, litra a), i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24, herefter benaevnt "direktiv 79/7").

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under sager anlagt af Rose Graham, Mary Connell og Margaret Nicholas mod Chief Adjudication Officer i anledning af den nedsaettelse af deres invalidepension, der blev foretaget, da de naaede den saedvanlige pensionsalder, og ° for saa vidt angaar Rose Graham ° afslaget paa invaliditetstillaeg.

3 I Det Forenede Kongerige bestemmes det i Social Security Contributions and Benefits Act 1992 (herefter benaevnt "1992-loven") i det vaesentlige, at naar en person har modtaget ydelser i anledning af sygdom i en periode paa 168 dage paa grund af uarbejdsdygtighed eller har modtaget moderskabsydelse eller i samme periode har modtaget lovbestemte sygedagpenge, og samtidig har opfyldt bidragsbetingelserne for at faa udbetalt ydelser i anledning af sygdom, er denne person berettiget til invalidepension for hver af de foelgende dage, hvor han/hun er uarbejdsdygtig, hvis han/hun er under den saedvanlige pensionsalder, som er fastsat til 65 aar for maend og 60 aar for kvinder, eller er mindre end fem aar over pensionsalderen, og ville have vaeret berettiget til en arbejdsophoerspension, hvis denne ikke var blevet opsat, eller den paagaeldende ikke havde valgt ikke at modtage den.

4 Invalidepensionen til personer under pensionsalderen udbetales med samme beloeb som den fulde arbejdsophoerspension fra staten. Invalidepensionen til personer over pensionsalderen, som har valgt at faa opsat udbetalingen af deres arbejdsophoerspension, udbetales med det beloeb, deres arbejdsophoerspension faktisk ville udgoere, som igen afhaenger af det antal aar, de paagaeldende har vaeret erhvervsaktive og har indbetalt de fornoedne bidrag.

5 Invaliditetstillaeg udbetales i medfoer af section 34 i 1992-loven ud over invalidepensionen til en person, som var mere end fem aar under pensionsalderen den foerste dag, den paagaeldende var uarbejdsdygtig i den periode, hvor beskaeftigelsen var afbrudt. Jo yngre den ydelsesberettigede er paa dette tidspunkt, jo hoejere er invaliditetstillaegget.

6 Rose Graham, Mary Connell og Margaret Nicholas maatte alle ophoere med deres erhvervsarbejde af helbredsgrunde, foer de naaede pensionsalderen. De modtog foerst ydelser i anledning af sygdom, derefter invalidepension svarende til den fulde arbejdsophoerspension. Da de naaede pensionsalderen, valgte de alle fortsat at modtage invalidepension frem for arbejdsophoerspensionen, som i modsaetning til invalidepensionen er skattepligtig. Da ingen af dem opfyldte bidragsbetingelserne for at opnaa fuld arbejdsophoerspension, blev deres invalidepension nedsat til det beloeb, de ville have faaet udbetalt i arbejdsophoerspension, hvis de ikke havde valgt ikke at modtage denne. Desuden fik Rose Graham, som var over 55 aar, da hun blev uarbejdsdygtig, af den grund afslag paa invaliditetstillaeg.

7 Da Court of Appeal, som sagerne til sidst er blevet indbragt for, fandt, at lovligheden af afgoerelserne om nedsaettelse af invalidepensionerne og ° i Rose Graham' s tilfaelde ° afslaget paa invaliditetstillaeg afhaenger af fortolkningen af artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7 og af, om section 33 og 34 i 1992-loven er forenelige med direktivet, besluttede den at udsaette sagen paa Domstolens besvarelse af foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"I medfoer af de relevante bestemmelser i Social Security Contributions and Benefits Act 1992 gaelder foelgende:

a) Invalidepension og invaliditetstillaeg er sociale sikringsydelser, som i en laengere periode udbetales til personer, som er uarbejdsdygtige.

b) Der er tale om sociale sikringsydelser, som er betinget af, at der er indbetalt bidrag, og som kun udbetales til personer, der har opfyldt de relevante bidragsbetingelser.

c) Invalidepension udbetales til maend og kvinder under pensionsalderen (65 aar for maend og 60 aar for kvinder), og til maend og kvinder, som ikke er mere end fem aar over pensionsalderen, og som har faaet deres pension fra staten opsat eller har valgt ikke at modtage den.

d) For personer under pensionsalderen er det beloeb, der udbetales i invalidepension, det samme som arbejdsophoerspensionens grundbeloeb. Retten til invalidepension er i de fleste tilfaelde en foelge af, at den paagaeldende har ret til eller anses for at have ret til ydelser i anledning af sygdom, som er ydelser, der udbetales i en kortere periode. Bidragsbetingelserne for ydelser i anledning af sygdom og for arbejdsophoerspension er imidlertid forskellige.

e) For personer over pensionsalderen, som ikke er mere end fem aar over denne alder, og som modtager invalidepension, er denne ydelse begraenset til det beloeb, de ville have modtaget i pension fra staten (som foelge af deres bidrag), hvis denne pension ikke var blevet opsat, eller de ikke havde valgt ikke at modtage den.

f) Invaliditetstillaegget udbetales kun til personer, som var mere end fem aar under pensionsalderen (for maends vedkommende altsaa under 60 aar og for kvinders vedkommende under 55 aar) paa det tidspunkt, hvor tillaegget kunne opnaas, dvs. da de begyndte at vaere uarbejdsdygtige.

Under disse omstaendigheder oenskes foelgende spoergsmaal besvaret:

1) Hvilke kriterier boer den nationale ret laegge til grund ved afgoerelsen af, om de ovenfor skitserede forskelle i behandlingen af maend og kvinder er lovlige i medfoer af artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7/EOEF?

2) Er de relevante kriterier opfyldt under de omstaendigheder, der foreligger i naervaerende sag, for saa vidt angaar

a) forskellen i det beloeb, der udbetales i invalidepension til maend og kvinder, som er mellem 60 og 65 aar, og

b) forskellen mellem de tidspunkter, hvor invaliditetstillaegget kan opnaas?"

8 Inden disse spoergsmaal besvares, bemaerkes det indledningsvis, at den nationale ret har anfoert, at en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede er diskriminerende, dels for saa vidt som kvinders invalidepension, fra de fylder 60 aar, er begraenset til det beloeb, de ville vaere berettiget til i arbejdsophoerspension, hvis de ikke havde valgt at faa denne pension opsat, mens dette foerst gaelder for maends vedkommende fra de fylder 65 aar, dels for saa vidt som kvinder ikke kan opnaa invaliditetstillaeg ud over invalidepensionen, naar de er blevet uarbejdsdygtige, efter at de er fyldt 55 aar, mens dette foerst gaelder for maends vedkommende, naar de er blevet uarbejdsdygtige, efter at de er fyldt 60 aar.

9 Det bemaerkes desuden, at medlemsstaterne i henhold til artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7 ikke blot kan undtage fastsaettelse af pensionsalderen for ydelse af alders- og arbejdsophoerspensioner fra direktivets anvendelsesomraade, men ogsaa eventuelle foelger heraf for andre ydelser.

10 Under disse omstaendigheder maa de praejudicielle spoergsmaal forstaas saaledes, at det oenskes praeciseret, om en medlemsstat, saafremt den i henhold til artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7 har fastsat pensionsalderen til 60 aar for kvinder og 65 aar for maend, ifoelge denne bestemmelse ogsaa dels kan beslutte, at den invalidepension, der tilkommer personer, der er blevet uarbejdsdygtige, foer de naar pensionsalderen, for kvinders vedkommende fra de fylder 60 aar og for maends vedkommende fra de fylder 65 aar, skal vaere begraenset til det beloeb, de paagaeldende faktisk ville have faaet udbetalt i arbejdsophoerspension, dels kan bestemme, at et invaliditetstillaeg, som udbetales ud over invalidepensionen, skal vaere forbeholdt personer, som for kvinders vedkommende er under 55 aar og for maends vedkommende under 60 aar paa det tidspunkt, hvor de bliver uarbejdsdygtige.

11 I dom af 30. marts 1993, sag C-328/91, Thomas m.fl. (Sml. I, s. 1247) kendte Domstolen for ret, at saafremt en medlemsstat i medfoer af artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7 fastsaetter en pensionsalder, der er forskellig for maend og kvinder, for saa vidt angaar ydelse af alders- og arbejdsophoerspensioner, omfatter den undtagelse, der kan goeres i medfoer af ordene "eventuelle foelger heraf for andre ydelser" i artikel 7, stk. 1, litra a), kun den forskelsbehandling, som forekommer i de andre ordninger vedroerende ydelser, og som noedvendigvis og objektivt er knyttet til forskellen i pensionsalder.

12 Det er tilfaeldet, hvis denne forskelsbehandling er objektivt noedvendig med henblik paa at undgaa, at den oekonomiske ligevaegt i den sociale sikringsordning forstyrres, eller med henblik paa at sikre sammenhaengen mellem ordningen vedroerende arbejdsophoerspensioner og ordningen vedroerende andre ydelser (ovennaevnte dom i sagen Thomas m.fl., praemis 12).

13 Med hensyn til den forskelsbehandling, hovedsagen drejer sig om, maa det konstateres, at den objektivt er knyttet til fastsaettelsen af en pensionsalder, der er forskellig for maend og kvinder, for saa vidt som den er en direkte foelge af, at pensionsalderen er fastsat til 60 aar for de foerstnaevnte og 65 aar for de sidstnaevnte.

14 Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt denne forskelsbehandling ogsaa noedvendigvis er knyttet til forskellen mellem maends og kvinders pensionsalder, skal det foerst og fremmest bemaerkes, at da invaliditetsydelserne skal traede i stedet for erhvervsindkomsten, er der intet til hinder for, at en medlemsstat bestemmer, at de ikke laengere skal udbetales, men skal afloeses af arbejdsophoerspensionen paa det tidspunkt, hvor modtagerne under alle omstaendigheder holder op med at arbejde, fordi de naar pensionsalderen.

15 Dernaest bemaerkes, at hvis man forboed en medlemsstat, som har fastsat en pensionsalder, der er forskellig for maend og kvinder, at begraense de invaliditetsydelser, som fra pensionsalderens indtraeden tilkommer personer, der er blevet uarbejdsdygtige, foer de naar pensionsalderen, til den arbejdsophoerspension, de faktisk ville vaere berettiget til i henhold til ordningen vedroerende arbejdsophoerspensioner, ville man ogsaa ° i samme omfang ° begraense selve den mulighed, en medlemsstat har for at fastsaette en pensionsalder, der er forskellig for maend og kvinder, i henhold til artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7.

16 Et saadant forbud ville ogsaa skade sammenhaengen mellem ordningen vedroerende arbejdsophoerspensioner og ordningen vedroerende invaliditetsydelser i mindst to henseender.

17 For det foerste ville den paagaeldende medlemsstat vaere afskaaret fra at yde maend, der bliver uarbejdsdygtige, men som endnu ikke har naaet pensionsalderen, invaliditetsydelser, som er hoejere end de arbejdsophoerspensioner, der faktisk ville tilkomme dem, hvis de var fortsat med at arbejde, til de naaede pensionsalderen, medmindre den ydede kvinder over pensionsalderen hoejere arbejdsophoerspensioner, end de faktisk er berettiget til.

18 Hvis kvinder foerst fik en invalidepension nedsat til samme niveau som deres arbejdsophoerspension, naar de fyldte 65 aar, ligesom maend, ville dette for det andet indebaere, at kvinder mellem 60 og 65 aar, altsaa over pensionsalderen, ville modtage en invalidepension svarende til den fulde arbejdsophoerspension, hvis de er blevet uarbejdsdygtige foer pensionsalderens indtraeden, og en arbejdsophoerspension svarende til den, der faktisk tilkommer dem, hvis dette ikke er tilfaeldet.

19 Efter det anfoerte maa det konkluderes, at undtagelsen i artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7 ogsaa omfatter forskelle mellem den invalidepension, maend og kvinder modtager fra det tidspunkt, hvor de naar pensionsalderen..

20 Paa grund af sammenhaengen mellem invalidepensionen og invaliditetstillaegget, som udbetales ud over invalidepensionen og dermed kun til personer, som er berettiget til denne, gaelder det samme ogsaa med hensyn til forskellen mellem de tidspunkter, hvor invaliditetstillaegget kan opnaas.

21 De af Court of Appeal forelagte spoergsmaal maa derfor besvares med, at saafremt en medlemsstat i henhold til artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7 har fastsat pensionsalderen til 60 aar for kvinder og 65 aar for maend, kan den ifoelge denne bestemmelse ogsaa dels beslutte, at den invalidepension, der tilkommer personer, der er blevet uarbejdsdygtige, foer de naar pensionsalderen, for kvinders vedkommende fra de fylder 60 aar og for maends vedkommende fra de fylder 65 aar, skal vaere begraenset til det beloeb, de paagaeldende faktisk ville have faaet udbetalt i arbejdsophoerspension, dels bestemme, at et invaliditetstillaeg, som udbetales ud over invalidepensionen, skal vaere forbeholdt personer, som for kvinders vedkommende er under 55 aar og for maends vedkommende under 60 aar paa det tidspunkt, hvor de bliver uarbejdsdygtige.

Sagens omkostninger

22 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Court of Appeal (Civil Division) ved kendelse af 18. januar 1994, for ret:

Saafremt en medlemsstat i henhold til artikel 7, stk. 1, litra a), i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring har fastsat pensionsalderen til 60 aar for kvinder og 65 aar for maend, kan den ifoelge denne bestemmelse ogsaa dels beslutte, at den invalidepension, der tilkommer personer, der er blevet uarbejdsdygtige, foer de naar pensionsalderen, for kvinders vedkommende fra de fylder 60 aar og for maends vedkommende fra de fylder 65 aar, skal vaere begraenset til det beloeb, de paagaeldende faktisk ville have faaet udbetalt i arbejdsophoerspension, dels bestemme, at et invaliditetstillaeg, som udbetales ud over invalidepensionen, skal vaere forbeholdt personer, som for kvindernes vedkommende er under 55 aar og for maendenes vedkommende under 60 aar paa det tidspunkt, hvor de bliver uarbejdsdygtige.