61994C0321

1 Naervaerende sager vedroerer strafferetlig forfoelgning i Frankrig af fire personer, som har solgt forskellige varer, der er fremstillet af svinekoed, og som var paasat maerkater med ordene »montagne« (»bjergomraade«) og »Monts de Lacaune«. De franske myndigheder har gjort gaeldende, at de tiltalte ikke forinden havde faaet den i fransk ret kraevede tilladelse til at benytte disse angivelser. Frankrigs Cour de cassation, Kriminalafdelingen, oensker oplyst, om kravet om en tilladelse er i strid med Raadets forordning (EOEF) nr. 2081/92 af 14. juli 1992 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler (1) (herefter »forordningen«) eller med EF-traktatens artikel 30. Der er ikke forelagt spoergsmaal vedroerende Raadets direktiv 83/189/EOEF af 28. marts 1983 om meddelelse af tekniske standarder og forskrifter (2) eller Raadets direktiv 79/112/EOEF om maerkning af og praesentationsmaader og reklame for levnedsmidler (3).

Faktiske omstaendigheder og relevante retsregler

2 Det fremgaar af forelaeggelsesdommene, at alle fire sager vedroerer franske statsborgere og franske produkter. Den franske regering har bekraeftet, at de fire tiltalte i hovedsagerne - J. Pistre, Y. Milhau, D. Oberti og M. Barthes - alle er franske statsborgere, at de er ledere af selskaber med hjemsted i Lacaune i Frankrig, og at de omhandlede produkter fremstilles af disse selskaber i Frankrig og kun saelges paa fransk omraade.

3 De produkter, sagen vedroerer, er kogt koed. De saelges under forskellige betegnelser, der alle paa en eller anden maade henviser til ordet »montagne« eller til et bestemt bjergomraade, f.eks. »saucisson de montagne pur porc ... séché à la montagne« og »saucisson Monts de Lacaune«. De fire tiltalte er alle sat under tiltale af de franske myndigheder for i 1991 at have solgt produkterne uden at have den tilladelse, som i fransk lovgivning kraeves for, at saadanne betegnelser maa anvendes.

4 De omhandlede nationale bestemmelser er artikel 11 og 13 i loven af 1. august 1905 (4), artikel 3 i dekret nr. 84-1147 af 7. december 1984 (herefter »dekret nr. 84-1147«) (5), lov nr. 85-30 af 9. januar 1985 om udvikling og beskyttelse af bjergomraader (6) (herefter »lov nr. 85-30«) og dekret nr. 88-194 af 26. februar 1988 om betingelserne for anvendelse af oprindelsesangivelsen »montagne« for landbrugsprodukter og levnedsmidler (7) (herefter »dekret nr. 88-194«). Paa det for sagerne relevante tidspunkt havde bestemmelserne foelgende indhold:

5 Det fremgik bl.a. af artikel 3 i dekret nr. 84-1147, at maerkningen af levnedsmidler ikke maatte vaere udformet saaledes, at den kunne vildlede koeberne eller forbrugerne, navnlig ikke med hensyn til levnedsmidlernes egenskaber, saerlig deres art, karakter, kvalitet, sammensaetning, maengde, holdbarhed, opbevaring, oprindelse og herkomst samt fremstillingsmaaden.

6 Ved lov nr. 85-30 og dekret nr. 88-194 blev der indfoert en ordning, hvorefter der kraevedes en tilladelse til at benytte henvisninger til bjergomraader i forbindelse med maerkningen af produkter. I artikel 3 i lov nr. 85-30 defineredes begrebet bjergomraader. Det fremgik i det vaesentlige af artikel 3, at bjergomraader er karakteriseret ved betydelige ulemper, som skyldes vanskelige klimaforhold og/eller haeldninger, som vanskeliggoer udnyttelsen af jorden. Det bestemtes, at hvert omraade skulle fastlaegges ved faellesministeriel bekendtgoerelse. I artikel 4 defineredes bjergomraaderne i de franske oversoeiske departementer ud fra beliggenhed og stigningsgrad.

7 I artikel 5 var det for saa vidt angaar det franske hovedland bestemt, at hvert bjergomraade og de umiddelbart omkringliggende omraader, der sammen med bjergomraadet udgoer én geografisk, oekonomisk og social enhed, udgoer et bjergparti. Som bjergpartier blev angivet »Alpes du Nord, Alpes du Sud, Corse, Massif central, Massif jurassien, Pyrénées et Massif vosgien«. Afgraensningen af de enkelte bjergpartier skulle ske ved dekret.

8 Af artikel 34 fremgik i det vaesentlige, at oprindelsesangivelsen »montagne« og specifikke geografiske henvisninger til bjergomraader var beskyttet. Endvidere var det bestemt, at saadanne oprindelsesangivelser og henvisninger for produkter, der markedsfoeres, kun kunne anvendes paa betingelser, der skulle fastsaettes i et dekret. I dekretet skulle bl.a. fastsaettes bestemmelser om, hvilke krav der stilles til fremstillingsmaader og -steder samt raavarernes oprindelse.

9 Dekret nr. 88-194 blev vedtaget med henblik paa at gennemfoere lov nr. 85-30. I dekretets artikel 2 var det fastlagt, at de forskellige led i fremstillingen som udgangspunkt skulle finde sted i bjergomraaderne, og at raavarerne skulle komme herfra. I artikel 3 var der imidlertid fastsat undtagelser fra kravet om, hvor fremstillingen skulle finde sted. F.eks. accepteredes det, at raavarerne kunne komme fra andre omraader, hvis de af naturlige aarsager ikke blev fremstillet i bjergomraader. I artikel 4 var det i det vaesentlige bestemt, at produkterne skulle vaere fremstillet i overensstemmelse med fremstillingsmaader, som skulle fastlaegges ved faelles bekendtgoerelse fra landbrugsministeren og ministeren for forbrugerbeskyttelse. Bekendtgoerelse kunne foerst udstedes efter hoering af Commission nationale des labels (»det nationale udvalg for maerkning«) og Commissions régionales des produits alimentaires de qualité (»de regionale udvalg for kvalitetslevnedsmidler«). For saa vidt angaar kogt koed skulle det i bekendtgoerelsen fastlaegges, hvilke raavarer der kunne anvendes, hvorledes udskaering, udbening, hakning og beskaering skulle finde sted, hvorledes saltning, toerring og rygning skulle ske, samt hvorledes blandingen af ingredienser og kogning skulle gennemfoeres.

10 I artikel 5 var det bestemt, at tilladelse til at anvende angivelsen »provenance de montagne« (»hidroerer fra et bjergomraade«) og specifikke geografiske henvisninger til bjergomraader skulle gives ved faelles bekendtgoerelse fra landbrugsministeren og ministeren for forbrugerbeskyttelse efter hoering af Commission régionale des produits alimentaires de qualité. Endvidere var det i artikel 5 bestemt, at den, der opnaaede tilladelsen, paa produkterne skulle saette et saerligt tegn, der skulle fastsaettes af landbrugsministeren.

11 Den franske regering har erkendt, at denne lovgivning teoretisk kunne anvendes paa importerede varer, men at det i praksis ikke er sket.

Sagens behandling ved de nationale domstole

12 De tiltalte blev sat under tiltale ved Tribunal de police de Castres for at have markedsfoert varer med en maerkning, »der kunne vildlede koeberne eller forbrugerne, navnlig med hensyn til levnedsmidlernes egenskaber, saerlig ... deres kvalitet, i strid med artikel 3 i dekret nr. 84-1147 af 7. december 1984 om maerkning af levnedsmidler og deres praesentationsmaade« (8) og i strid med lov nr. 85-30 og dekret nr. 88-194. Tribunal de police fandt ikke grundlag for at domfaelde de tiltalte. Retten fandt, at kravet om, at der skulle foreligge en tilladelse til at anvende oprindelsesangivelsen »montagne«, var en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion og dermed i strid med traktatens artikel 3, 5 og 30, og at der heller ikke kunne kraeves en tilladelse for indenlandske produkter paa grund af faren for omvendt forskelsbehandling. Retten frifandt derfor de tiltalte. Anklagemyndigheden ivaerksatte imidlertid anke til Cour d'appel, der var af den opfattelse, at de omhandlede bestemmelser, hvorefter oprindelsesangivelsen »montagne« kun maa anvendes for visse indenlandske produkter, ikke kunne antages at ville vanskeliggoere import, selv om indenlandske og importerede produkter blev behandlet forskelligt. Cour d'appel kunne derfor ikke tiltraede, at der var tale om omvendt forskelsbehandling.

13 De tiltalte indbragte herefter sagen for Cour de cassation. Cour de cassation fandt, at Cour d'appel fejlagtigt havde antaget, at artikel 30 ikke var tilsidesat, idet a) Cour d'appel fejlagtigt havde lagt til grund, at formaalet med de franske bestemmelser var at sikre producenterne mod illoyal konkurrence og forbrugerne mod vildledende angivelser, uden samtidig at undersoege, om dette maal kunne naas ved en kontrol af, om maerkningen var korrekt, og b) det i henhold til traktaten er forbudt medlemsstaterne at fastsaette bestemmelser, hvorved importerede varer stilles ringere, og Cour d'appel havde udtrykkeligt fastslaaet, at der med hensyn til de omhandlede regler var tale om forskelsbehandling. Cour de cassation bemaerkede ogsaa, at der i forordningen, som traadte i kraft den 26. juli 1993, var fastsat en saerlig procedure for godkendelse paa faellesskabsniveau af eksisterende geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser. Retten var i tvivl om, hvorvidt lov nr. 85-30 og dekret nr. 88-194 er forenelige med forordningen, og udtalte i denne forbindelse, at grundbetingelserne for beskyttelse i henhold til forordningen oejensynligt er mere vidtgaaende end de betingelser, der stilles for en fransk tilladelse.

14 Cour de cassation forelagde herefter foelgende spoergsmaal for Domstolen: »Er bestemmelserne i EF-traktatens artikel 30 og 36, jf. artikel 2 i Raadets forordning nr. 2081/92 af 14. juli 1992, til hinder for, at der anvendes en national lovgivning som den, der fremgaar af lov nr. 85-30 af 9. januar 1985 og gennemfoerelsesdekret nr. 88-194 af 26. februar 1988?«

Forordningen

15 Formaalet med forordningen, der er vedtaget med hjemmel i traktatens artikel 43, er ifoelge praeamblen at fastsaette saerlige bestemmelser i forhold til direktiv 79/112, der vedroerer maerkning af og praesentationsmaader og reklame for levnedsmidler (9). I sidstnaevnte direktiv harmoniseres bestemmelserne om maerkning med henblik paa at lette den frie bevaegelighed for levnedsmidler mellem medlemsstater. Medlemsstaterne kan ikke forbyde handel med levnedsmidler, som er i overensstemmelse med direktivet, bortset fra visse undtagelser, herunder af hensyn til beskyttelse af angivelser af det sted, varen kommer fra, og oprindelsesbetegnelser (artikel 15). Medlemsstaterne skal dog i henhold til direktivet fastsaette bestemmelser med henblik paa at undgaa vildledende oplysninger, herunder oplysninger om oprindelsessted eller det sted, hvor levnedsmidlet kommer fra (artikel 2). Foer udstedelsen af den omhandlede forordning var der ikke i faellesskabslovgivningen regler om oprindelses- og herkomstbetegnelser, og indfoersel af varer kunne kun hindres med henblik paa beskyttelse af saadanne betegnelser paa grundlag af traktatens artikel 30 og 36.

16 I henhold til forordningens artikel 2, stk. 1, er det vaesentligste formaal hermed at fastsaette regler, hvorefter der kan opnaas »faellesskabsbeskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler«.

17 I artikel 2, stk. 2, defineres det generelt, hvad der i forordningen forstaas ved »oprindelsesbetegnelser« og »geografiske betegnelser« (10):

»a) oprindelsesbetegnelse: navnet paa et omraade, et bestemt sted eller i undtagelsestilfaelde et land, der betegner et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel:

- som har oprindelse i dette omraade, dette bestemte sted eller dette land, og

- hvis egenskaber eller andre kendetegn hovedsageligt eller fuldstaendigt kan tilskrives det geografiske miljoe med dets naturbetingede og menneskelige faktorer, og som er fremstillet, forarbejdet og tilvirket i det afgraensede geografiske omraade

b) geografisk betegnelse: navnet paa et omraade, et bestemt sted eller i undtagelsestilfaelde et land, der betegner et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel:

- som har oprindelse i dette omraade, dette bestemte sted eller dette land, og

- hvis bestemte egenskaber, omdoemme eller andre kendetegn kan tilskrives den geografiske oprindelse, og som er fremstillet og/eller forarbejdet og/eller tilvirket i det afgraensede geografiske omraade.«

18 I artikel 5, stk. 1, fastlaegges det, hvem der kan ansoege om registrering:

»Kun en sammenslutning eller paa visse betingelser, der skal fastlaegges efter fremgangsmaaden i artikel 15, en fysisk eller juridisk person er befoejet til at indgive ansoegninger om registrering.

I denne artikel forstaas ved 'sammenslutning' enhver organisation, uanset dens retlige status eller faktiske sammensaetning, af producenter og/eller forarbejdere, der beskaeftiger sig med samme landbrugsprodukt eller samme levnedsmiddel. Andre interesserede parter kan deltage i sammenslutningen.«

19 I artikel 1 i Kommissionens gennemfoerelsesforordning (11) bestemmes det imidlertid, at en fysisk eller juridisk person »i saerlige, velbegrundede tilfaelde [kan] indgive ansoegning om registrering ... hvis det, naar ansoegningen indgives, drejer sig om den eneste eksisterende producent i det afgraensede geografiske omraade«.

20 Ansoegning om registrering indgives via medlemsstaterne til Kommissionen (12). Hvis Kommissionen finder, at en anmeldt betegnelse opfylder betingelserne for beskyttelse, offentliggoer den i De Europaeiske Faellesskabers Tidende naermere oplysninger om ansoegningen (13). Enhver medlemsstat og »enhver retmaessigt beroert fysisk eller juridisk person« kan goere indsigelse mod registreringen (14). Der er fastlagt detaljerede regler om den procedure, der skal foelges, hvis der fremsaettes indsigelser (15).

21 I henhold til forordningens artikel 8 maa »angivelserne 'BOB' [beskyttet oprindelsesbetegnelse] og 'BGB' [beskyttet geografisk betegnelse] eller de tilsvarende traditionelle nationale angivelser ... kun forekomme paa landbrugsprodukter og levnedsmidler, der omfattes af ... forordning[en]«.

22 I artikel 13, stk. 1, er det fastsat, hvad den beskyttelse, der opnaas ved registrering i henhold til forordningen, indebaerer. Det bestemmes bl.a.:

»Registrerede betegnelser er beskyttet mod:

a) enhver direkte eller indirekte kommerciel brug af en registreret betegnelse for produkter, der ikke er omfattet af registreringen, for saa vidt disse produkter kan sammenlignes med de produkter, der er registreret under denne betegnelse, eller for saa vidt anvendelse af betegnelsen indebaerer udnyttelse af den beskyttede betegnelses omdoemme

b) enhver uretmaessig brug, efterligning eller antydning, selv hvis produktets virkelige oprindelse er angivet, eller hvis den beskyttede betegnelse er anvendt i oversaettelse eller ledsaget af udtryk saasom 'art', 'type', 'maade', 'som fremstillet i', 'efterligning' eller lignende

c) enhver anden form for falsk eller vildledende angivelse af produkternes herkomst, oprindelse, art og hovedegenskaber paa pakningen eller emballagen, i reklamerne eller i dokumenterne for de paagaeldende produkter samt anvendelse af emballager, der kan give et fejlagtigt indtryk af oprindelsen

d) enhver anden form for praksis, som kan vildlede offentligheden med hensyn til produktets virkelige oprindelse

...«

23 I henhold til forordningens artikel 17, stk. 1, skulle medlemsstaterne »inden seks maaneder efter datoen for ... forordning[en]s ikrafttraeden underrette ... Kommissionen om, hvilke ved lov beskyttede betegnelser eller i de medlemsstater, hvor der ikke findes nogen beskyttelsesordning, hvilke haevdvundne betegnelser de oensker at registrere i henhold til forordningen«. Endvidere bestemmes det i artikel 17, stk. 3, at: »Medlemsstaterne kan bibeholde den nationale beskyttelse af de betegnelser, der er meddelt i henhold til stk. 1, indtil den dato, hvor der traeffes afgoerelse om registreringen.«

24 Forordningen traadte i kraft den 26. juli 1993.

25 Der er tre mulige grunde til, at forordningen ikke skulle vaere til hinder for, at de omhandlede bestemmelser i fransk ret anvendes:

- For det foerste, fordi forordningen foerst er traadt i kraft den 26. juli 1993, dvs. efter, at de paastaaede overtraedelser blev begaaet.

- For det andet, hvis forordningen, saaledes som den italienske regering har anfoert, kun indeholder en yderligere, frivillig ordning for beskyttelse paa faellesskabsniveau, saaledes at en medlemsstat ikke er afskaaret fra at vedtage eller opretholde nationale foranstaltninger.

- For det tredje, hvis de franske bestemmelser ikke falder inden for forordningens materielle anvendelsesomraade.

26 Det kan ikke udelukkes, at forordningen finder anvendelse, blot fordi den ikke var traadt i kraft paa det relevante tidspunkt. Det skyldes, at der kan blive tale om anvendelse af en bestemmelse i fransk ret om, at en ny, for tiltalte lempeligere lov, som vedtages efter, at den paastaaede strafbare handling er begaaet, kan tillaegges tilbagevirkende gyldighed til fordel for tiltalte. I besvarelse af et skriftligt spoergsmaal fra Domstolen har den franske regering under naervaerende sager bekraeftet, at det forholder sig saaledes i fransk ret (16). Regeringen oplyste, at forordningens ikrafttraeden vil have samme virkning som indfoerelsen af lempeligere straffebestemmelser, hvis forordningens ikrafttraeden medfoerer, at lov nr. 85-30 og dekret nr. 88-194 er uforenelige med faellesskabsretten. Det maa derfor vurderes, hvilken virkning forordningen har (17).

27 Hvad angaar det andet punkt gaaende ud paa, at den nationale beskyttelse kan opretholdes, henvises til forordningens artikel 17. Som anfoert ovenfor i punkt 23 bestemmes det i denne artikel, at medlemsstaterne inden seks maaneder efter forordningens ikrafttraeden skulle anmode om registrering af de betegnelser, som var beskyttet i henhold til national ret, og at den nationale beskyttelse kan bibeholdes, indtil der traeffes afgoerelse om registreringen. Det er Kommissionens opfattelse, at dette indebaerer, at der ikke efter forordningen er mulighed for nationale foranstaltninger. I Kommissionens meddelelse vedroerende forordningen (18) anfoeres, at: »De paa nationalt plan beskyttede betegnelser, der ikke meddeles inden fristens udloeb, og betegnelser, der er meddelt, men som efter beslutning herom ikke EF-registreres, ophoerer med at vaere beskyttede.« Den italienske regering er imidlertid af den modsatte opfattelse. I en kommentar til forordningen anfoeres, at: »the relationship between the Regulation and national protection of geographical indications is not dealt with in the Regulation and remains open« (19).

28 Jeg finder det imidlertid ikke noedvendigt at tage stilling hertil i naervaerende sager og skal begraense mig til at anfoere, at efter min opfattelse medfoerer forordningen ikke uden videre, at enhver form for geografisk angivelse, som ikke falder ind under forordningens definition af »oprindelsesbetegnelse« og »geografisk betegnelse«, er ulovlig. Det er efter min opfattelse klart - og den franske regering og Kommissionen deler denne opfattelse - at de franske bestemmelser ikke er omfattet af forordningens materielle anvendelsesomraade, idet de ikke svarer til nogen af definitionerne.

29 Ordene »montagne« og »provenance montagne« er af helt generel karakter. De kan derfor ikke sidestilles med et saerligt omraade (med forordningens ordvalg »et omraade, et bestemt sted eller i undtagelsestilfaelde et land«). Endvidere kan ordene »montagne« og »provenance montagne« efter fransk lovgivning anvendes for alle former for landbrugsprodukter og levnedsmidler. Dekret nr. 88-194 omfatter koedprodukter af enhver art, mejeriprodukter af enhver art, alkoholiske drikke, frugt, groentsager og planter samt honning. Det er korrekt, at tilladelse efter bestemmelserne meddeles for saerskilte produkter, men betegnelsen »montagne« og »provenance montagne« er stadig af generel karakter. Der er saaledes tale om en betegnelse, der ligger langt fra, hvad der er forudsat i forordningen, saaledes som det fremgaar af den foerste liste over betegnelser, der blev registreret i henhold til forordningen (20). Alle betegnelserne er meget specifikke, f.eks. i tilfaeldig raekkefoelge Orkney beef (Det Forenede Kongerige), jambon d'Ardennes (Belgien), Roquefort-ost (Frankrig) og Jersey Royal potatoes (Det Forenede Kongerige). Ordet »montagne« passer ikke ind i denne liste, heller ikke selv om det anvendes for saerlige kategorier af produkter.

30 Som Kommissionen og den franske regering har anfoert, synes den franske lovgivning snarere at maatte anses for en foranstaltning med henblik paa kvalitetskontrol end en foranstaltning vedroerende oprindelsen i traditionel forstand. Ganske vist er betegnelsen »Monts de Lacaune« navnet paa et specifikt bjergomraade og ville derfor kunne registreres i henhold til forordningen, hvis der var den i forordningen forudsatte sammenhaeng mellem et saerligt produkts egenskaber og omraadet (21). En saadan sammenhaeng synes imidlertid ikke at have vaeret en betingelse for at opnaa en tilladelse til at benytte en saadan betegnelse i henhold til fransk lovgivning. Betegnelsen »Monts de Lacaune« synes saaledes ikke i sig selv at vaere beskyttet, men kun for saa vidt der heri ligger en henvisning til, at produkterne hidroerer fra et bjergomraade.

31 Det er herefter min opfattelse, at forordningen ikke finder anvendelse i naervaerende sag.

Artikel 30

32 Den nationale domstol oensker ogsaa oplyst, om den i naervaerende sager omhandlede lovgivning er i strid med traktatens artikel 30. Den franske regering har anerkendt, at de franske bestemmelser i teorien, men ikke i praksis finder anvendelse paa importerede produkter. Kommissionen har anfoert, at den maade, hvorpaa bestemmelserne er indrettet, goer det umuligt at opnaa de noedvendige tilladelser for produkter med oprindelse uden for Frankrig. Kommissionen har henvist til, at en administrativ praksis ikke kan afhjaelpe det forhold, at bestemmelser i lovgivningen er i strid med faellesskabsretten.

33 Jeg vil gerne indledningsvis bemaerke, at de faktiske omstaendigheder i naervaerende sager alene synes at vedroere det franske omraade. I hver af de fire sager er en fransk statsborger sat under tiltale for ikke at have indhentet den kraevede tilladelse med henblik paa at saelge varer, der er fremstillet i Frankrig, og som alene markedsfoeres paa det franske omraade. Som den franske regering anfoerte i retsmoedet, er der ikke noget, der tyder paa, at nogle af de bestanddele, der indgaar i fremstillingen, er importeret fra andre medlemsstater. Der er fast retspraksis for, at artikel 30 ikke er tilsidesat ved rent interne forhold. I Waterkeyn-dommen (22) fastslog Domstolen, at det, den tidligere havde fastslaaet i sagen Kommissionen mod Frankrig (23), hvorefter en fransk lov var i strid med artikel 30, kun gjaldt, for saa vidt loven fandt anvendelse paa importerede varer, og at artikel 30 var uden betydning, for saa vidt loven fandt anvendelse paa franske produkter. I Oosthoek's Uitgeversmaatschappij-dommen (24), som vedroerte leksika, der var udarbejdet og fremstillet dels af Oosthoek i Nederlandene, dels af et soesterselskab til Oosthoek i Belgien, udtalte Domstolen, at »anvendelsen af den nederlandske lovgivning paa salg i Nederlandene af leksika fremstillet i Nederlandene ganske rigtigt ikke har nogen forbindelse med import eller eksport af varer og foelgelig ikke falder ind under artikel 30 og 34. I tilfaelde af salg i Nederlandene af leksika fremstillet i Belgien og salg i andre medlemsstater af leksika fremstillet i Nederlandene er der imidlertid tale om transaktioner i samhandelen inden for Faellesskabet« (25).

34 Da naervaerende sager alene vedroerer indenlandske produkter, maa det undersoeges, om Domstolen skal besvare spoergsmaalet vedroerende artikel 30, for saa vidt angaar bestemmelsens anvendelse paa importerede varer. Det er klart, at Domstolen kan og boer udtale, at artikel 30 ikke finder anvendelse paa forhold, der er rent interne i den forstand, at de kun vedroerer indenlandske produkter, som markedsfoeres paa nationalt omraade. Det af den nationale domstol forelagte spoergsmaal er imidlertid affattet generelt og er ikke udtrykkeligt begraenset til de saerlige forhold i naervaerende sager. Domstolen vil derfor kunne besvare spoergsmaalet paa samme maade som i Waterkeyn- og Oosthoek's Uitgeversmaatschappij-dommene, dvs. tage stilling til, om artikel 30 finder anvendelse i forhold til baade indenlandske og importerede produkter. I modsaetning til, hvad der var tilfaeldet i disse sager, er ingen af produkterne i naervaerende sager importerede. I naervaerende sager synes spoergsmaalet at vaere stillet, fordi den nationale domstol skal tage stilling til de tiltaltes argument om omvendt forskelsbehandling, dvs. deres argument om, at hvis de nationale bestemmelser ikke kan goeres gaeldende over for importerede produkter, fordi de er i strid med artikel 30, kan de heller ikke paaberaabes over for indenlandske produkter, idet indenlandske produkter ellers ville blive stillet ringere end importerede produkter.

35 Det er aabenbart, at faellesskabsretten ikke er til hinder for en saadan omvendt forskelsbehandling. Som Domstolen udtalte i Mathot-dommen (26), er »en ordning, som indebaerer, at indenlandsk fremstillede varer stilles ringere end importerede varer, og som en medlemsstat har indfoert inden for en sektor, der hverken er omfattet af faellesskabsretlige bestemmelser eller er genstand for en harmonisering af nationale lovgivninger ... ikke omfattet af faellesskabsrettens anvendelsesomraade«. Det argument, de tiltalte har fremfoert for den nationale domstol, bygger muligvis paa et princip i national ret om forbud mod forskelsbehandling. Selv om der ikke i forelaeggelsesdommene er naermere oplysninger om argumentet om omvendt forskelsbehandling, synes princippet at vaere fastslaaet i en tidligere dom, som Cour de cassation, Kriminalafdelingen, selv har afsagt (27). Der maa herefter tages stilling til, om Domstolen skal besvare spoergsmaal, naar der kun kan blive tale om at anvende traktatbestemmelsen indirekte, og sagen er af rent intern karakter.

36 I Smanor-dommen (28) udtalte Domstolen sig faktisk om spoergsmaalet om anvendelse af artikel 30 paa importerede varer under omstaendigheder, som er sammenlignelige med naervaerende sager. Som Domstolen bemaerkede i dommens praemis 7, havde den franske regering anfoert, at traktatens artikel 30 ikke fandt anvendelse i hovedsagen, hvorfor det ikke var noedvendigt at besvare spoergsmaalet vedroerende artikel 30. Domstolen udtalte, at dette argument tog udgangspunkt i, at sagen vedroerte anvendelsen af fransk ret paa et fransk selskab, som fremstillede og markedsfoerte dybfrosne yoghurter paa det franske marked. Domstolen fandt imidlertid, at det ikke kunne udelukkes, at saadanne produkter ogsaa ville blive importeret til Frankrig og dermed undergivet fransk lovgivning (29). Domstolen udtalte i denne forbindelse, at: »Hvad angaar spoergsmaalet om, hvorvidt selskabet Smanor ved den nationale domstol kan paaberaabe sig, at de franske retsforskrifter indebaerer en hindring for import af dybfrosne yoghurter, henvises til Domstolens faste praksis, hvorefter de nationale retter efter proceduren i traktatens artikel 177 selv maa bedoemme, i hvilket omfang de spoergsmaal, retterne forelaegger Domstolen til praejudiciel afgoerelse, er relevante for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen« (30). Domstolen besluttede herefter at undersoege spoergsmaalet vedroerende artikel 30 og udtalte, at bestemmelsen var til hinder for nationale bestemmelser som de omhandlede, for saa vidt de fandt anvendelse paa varer importeret fra andre medlemsstater.

37 Domstolen synes kun at have naegtet at undersoege spoergsmaal vedroerende artikel 30 med henvisning til, at der er tale om rent interne forhold, i tilfaelde, hvor den nationale bestemmelse udelukkende vedroerer indenlandske varer og ikke finder anvendelse paa importerede varer (31).

38 Efter min opfattelse boer Domstolen imidlertid naegte at tage stilling til, om artikel 30 finder anvendelse paa importerede varer, naar det klart fremgaar af de faktiske omstaendigheder, at disse fuldt ud er begraenset til det nationale omraade. Som generaladvokat Cosmas anfoerte i forslaget til afgoerelse i Belgapom-sagen (32), kan det goeres gaeldende, at »det element, der forbinder en bestemt situation med anvendelsen af traktatens artikel 30, [burde] ... soeges i oprindelsen af de varer, der i det konkrete tilfaelde haevdes at blive ramt af en bestemt national foranstaltning. Det ville saaledes vaere udelukket at anvende artikel 30, hvis den situation, der har foert til den for den nationale ret verserende tvist, udelukkende vedroerte varer, som er produceret eller fremstillet i den medlemsstat, hvor de er blevet solgt, og hvor den paagaeldende tvist er opstaaet« (33).

39 Jeg er opmaerksom paa, at generaladvokat Elmer i forslaget til afgoerelse i CIA Security International-sagen (34) udtalte, at en vare er ofte meget sammensat, og at dens forskellige komponenter derfor vil kunne vaere importeret fra en raekke andre medlemsstater, selv om den er samlet i den paagaeldende medlemsstat. I visse tilfaelde kan det ikke udledes af forelaeggelseskendelsen, om varerne er fremstillet i det paagaeldende land eller er importeret, og endnu mindre, hvor de enkelte komponenter kommer fra. Naar det som i naervaerende sager ikke goeres gaeldende, at artikel 30 er tilsidesat i forhold til de varer, sagerne direkte vedroerer, eller de komponenter, der indgaar i varerne, men kun at bestemmelsen vil kunne blive tilsidesat, for saa vidt de nationale foranstaltninger anvendes eller maatte blive anvendt paa andre, importerede varer, mener jeg, at Domstolen boer anse situationen for rent intern og fastslaa, at artikel 30 derfor ikke finder anvendelse.

40 Efter min opfattelse er dette ogsaa den korrekte fremgangsmaade, selv om det forelagte spoergsmaal klart er relevant, f.eks. fordi den forelaeggende ret anfoerer, at en national bestemmelse er til hinder for omvendt forskelsbehandling. Det er efter min opfattelse vigtigt, at det, naar Domstolen traeffer afgoerelse i henhold til traktatens artikel 177, sker i den rette faktiske sammenhaeng, saaledes som jeg har anfoert i mit forslag til afgoerelse i Leur-Bloem- og Giloy-sagerne (35). Jeg er klar over, at det i visse tilfaelde kan synes let for Domstolen at tage stilling til et faellesskabsretligt spoergsmaal, der nok er relevant i forhold til national ret, men som ikke direkte vedroerer de faktiske omstaendigheder i en bestemt sag, f.eks. i de sager, der her er forelagt Domstolen, og hvor lovgivningen synes klart at vaere i strid med artikel 30, for saa vidt den finder anvendelse paa produkter, der er importeret fra andre medlemsstater. Det kan synes, som om Domstolen udviser en unoedig mangel paa samarbejdsvilje, hvis den i saa fald ikke vil bistaa den nationale domstol. Af de grunde, jeg har fremfoert i mit forslag til afgoerelse i Leur-Bloem- og Giloy-sagerne vil det imidlertid ofte vaere for risikabelt at behandle et faellesskabsretligt spoergsmaal uden for den rette sammenhaeng. Det er let at se, at der selv i sager som de foreliggende vil kunne opstaa komplicerede problemer. Lad os f.eks. antage, at en medlemsstat gjorde gaeldende, at en bestemt oprindelsesangivelse skulle beskyttes mod import fra andre medlemsstater. Det vil kunne rejse vanskelige spoergsmaal, saasom 1) om oprindelsesangivelsen falder inden for forordningens anvendelsesomraade, 2) om forordningen i saa fald indebaerer, at traktatens artikel 36 ikke kan paaberaabes, og 3) om det efter omstaendighederne i sagen i al fald er berettiget at paaberaabe sig artikel 36. Det er aabenbart for mig, at saadanne spoergsmaal kun kan og boer behandles i den faktiske sammenhaeng, hvori de reelt opstaar.

41 Det er vigtigt, at Domstolen har en fast opfattelse af, hvornaar den skal tage stilling til et spoergsmaal. Efter min opfattelse vil det mest konsekvente vaere, at Domstolen naegter at tage stilling til et faellesskabsretligt spoergsmaal i alle de tilfaelde, hvor spoergsmaalene opstaar, fordi faellesskabsregler i national ret overfoeres til en rent internretlig sammenhaeng, hvor de ikke gaelder som en del af faellesskabsretten. Det er uden betydning, om reglerne overfoeres ved en specifik national lovgivning, der afspejler eller udvider raekkevidden af faellesskabsreglerne, saaledes som det er tilfaeldet i Leur-Bloem- og Giloy-sagerne, eller ved en generel regel i national ret, hvorefter omvendt forskelsbehandling eller illoyal konkurrence er forbudt, saaledes som det kan vaere tilfaeldet i naervaerende sager.

42 Jeg mener saaledes, at Domstolen boer afstaa fra at tage stilling til et hypotetisk spoergsmaal og udtale foelgende: »Traktatens artikel 30 finder ikke anvendelse paa nationale bestemmelser, for saa vidt de gaelder for indenlandske produkter.«

Forslag til afgoerelse

43 Det er herefter min opfattelse, at det spoergsmaal, Cour de cassation, Kriminalafdelingen, har forelagt, boer besvares saaledes:

»1) Raadets forordning (EOEF) nr. 2081/92 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler er ikke til hinder for, at der anvendes nationale bestemmelser, hvorefter der gaelder en beskyttelse af betegnelsen 'montagne' eller 'origine montagne' for landbrugsprodukter og levnedsmidler.

2) Traktatens artikel 30 finder ikke anvendelse paa nationale bestemmelser, for saa vidt de gaelder for indenlandske produkter.«

(1) - EFT L 208, s. 1.

(2) - Raadets direktiv af 28.3.1983 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter, EFT L 109, s. 8.

(3) - Raadets direktiv af 18.12.1978 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om maerkning af og praesentationsmaader for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for saadanne levnedsmidler, EFT 1979 L 33, s. 1.

(4) - Ved lov nr. 93-949 af 26.7.1993, Journal officiel de la République française af 27.7.1993, medtaget i code de la consommation (»foedevarelov«).

(5) - Journal officiel de la République française af 21.12.1984, s. 3925.

(6) - Journal officiel de la République française af 10.1.1985, s. 320.

(7) - Journal officiel de la République française af 27.2.1988, s. 2747.

(8) - Naevnt ovenfor i note 5.

(9) - Naevnt ovenfor i note 3.

(10) - Sammenlign med hensyn til betydningen af oprindelses- og herkomstbetegnelser dom af 10.11.1992, sag C-3/91, Exportur, Sml. I, s. 5529, praemis 11.

(11) - Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2037/93 af 27.7.1993 om gennemfoerelsesbestemmelser til Raadets forordning (EOEF) nr. 2081/92 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler, EFT L 185, s. 5.

(12) - Forordningens artikel 5.

(13) - Forordningens artikel 6.

(14) - Forordningens artikel 7.

(15) - Forordningens artikel 7, stk. 5, og artikel 15.

(16) - Regeringen har henvist til domme fra Cour de cassation, Kriminalafdelingen, af 25.1.1988, 8.2.1988, 10.10.1988, 13.2.1989 og 8.3.1993.

(17) - Det forhold, at en bestemmelse i faellesskabsretten saaledes tillaegges tilbagevirkende gyldighed i henhold til national ret, er ikke til hinder for, at Domstolen besvarer et spoergsmaal om fortolkningen af bestemmelsen. Domstolen anmodes ikke derved om at fortolke bestemmelsen uden for dens rette sammenhaeng, jf. nedenfor punkt 32-42. At Domstolen er kompetent til at besvare spoergsmaalet bekraeftes af dom af 23.2.1995, forenede sager C-358/93 og C-416/93, Bordessa m.fl., Sml. I, s. 361, praemis 8, 9 og 10, og af 14.12.1995, forenede sager C-163/94, C-165/94 og C-250/94, Sanz de Lera m.fl., Sml. I, s. 4821, praemis 13, 14 og 15. Jf. ogsaa dom af 26.9.1996, sag C-341/94, Allain, Sml. I, s. 4631, praemis 9-13.

(18) - Meddelelse til erhvervsdrivende, der beroeres af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler for saa vidt angaar den forenklede fremgangsmaade for EF-registrering i henhold til artikel 17 i forordning (EOEF) nr. 2081/92, EFT 1993 C 273, s. 4.

(19) - Beier og Knaak: »The Protection of Direct and Indirect Geographical indications of source in Germany and the European Community«, IIC, Vol. 25, nr. 1/1994.

(20) - Bilag til Kommissionens forordning (EF) nr. 1107/96 af 12.6.1996 om registrering af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser efter proceduren i artikel 17 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2081/92, EFT L 148, s. 1.

(21) - Jf. f.eks. registreringen af »Cerezas de la Montaña de Alicante« (BGB), EFT 1996 L 148, s. 8.

(22) - Dom af 14.12.1982, forenede sager 314/81, 315/81, 316/81 og 83/82, Waterkeyn m.fl., Sml. s. 4337.

(23) - Dom af 10.7.1980, sag 152/78, Sml. s. 2299.

(24) - Dom af 15.12.1982, sag 286/81, Sml. s. 4575.

(25) - Praemis 9.

(26) - Dom af 18.2.1987, sag 98/86, Sml. s. 809, praemis 9.

(27) - Se referatet i RJDA 1/95, nr. 96, der er fremlagt som bilag til Pistre's indlaeg.

(28) - Dom af 14.7.1988, sag 298/87, Sml. s. 4489.

(29) - Praemis 8.

(30) - Praemis 9.

(31) - Jf. generaladvokat Cosmas' forslag til afgoerelse i sag C-63/94, Domstolens dom af 11.8.1995, Belgapom, Sml. I, s. 2467, forslagets punkt 13.

(32) - Naevnt i note 31.

(33) - Forslagets punkt 14 (fremhaevelserne er i originalteksten).

(34) - Forslag til afgoerelse fremsat den 24.10.1995 i sag C-194/94, Domstolens dom af 30.4.1996, Sml. I, s. 2201, forslagets punkt 28.

(35) - Forslag til afgoerelse fremsat den 17.9.1996, sagerne C-28/95 og C-130/95.