Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61994CC0233

Forslag til afgørelse fra generaladvokat Léger fremsat den 10. december 1996.
Forbundsrepublikken Tyskland mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union.
Direktiv om indskudsgarantiordninger - Hjemmel - Begrundelsespligt - Subsidiaritetsprincip - Proportionalitet - Forbrugerbeskyttelse - Hjemlandstilsyn.
Sag C-233/94.

Samling af Afgørelser 1997 I-02405

ECLI identifier: ECLI:EU:C:1996:478

61994C0233

Forslag til afgørelse fra generaladvokat Léger fremsat den 10. december 1996. - Forbundsrepublikken Tyskland mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union. - Direktiv om indskudsgarantiordninger - Hjemmel - Begrundelsespligt - Subsidiaritetsprincip - Proportionalitet - Forbrugerbeskyttelse - Hjemlandstilsyn. - Sag C-233/94.

Samling af Afgørelser 1997 side I-02405


Generaladvokatens forslag til afgørelse


1 Forbundsrepublikken Tyskland har anlagt sag med paastand om annullation af Europa-Parlamentets og Raadets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger (1) (herefter »direktivet« eller »det anfaegtede direktiv«) med den begrundelse dels, at EF-traktatens artikel 57, stk. 2, paa grundlag af hvilken direktivet er vedtaget, ikke er tilstraekkelig hjemmel for direktivet, dels at direktivet ikke er begrundet i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 190.

2 Subsidiaert har sagsoegeren nedlagt paastand om annullation af tre af direktivets bestemmelser:

- Artikel 4, stk. 1, andet afsnit, som forhindrer »udfoersel« af garantier ved at bestemme, at den daekning, der ydes indskydere i filialer, som kreditinstitutter har oprettet i andre medlemsstater, ikke maa overstige den daekning, der tilbydes af den tilsvarende garantiordning paa vaertslandets omraade.

- Artikel 4, stk. 2, hvorefter den medlemsstat, hvis indskudsgarantiordning overstiger stoerrelsen og/eller raekkevidden af daekningen i en anden medlemsstat, skal oprette en indskudsgarantiordning, som filialer af godkendte kreditinstitutter i denne anden stat kan tilslutte sig for at supplere deres garanti.

- Artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, andet punktum, som forpligter kreditinstitutterne til at vaere medlem af en indskudsgarantiordning.

3 Raadet og Parlamentet - stoettet af Kommissionen - har paastaaet frifindelse.

I - Direktivets vedtagelse

4 Som led i opbygningen af det europaeiske banksystem og for at supplere det arbejde, der allerede er gjort i den forbindelse, har Kommissionen vedtaget henstilling 87/63/EOEF (2), som skal tilskynde medlemsstaterne til at indfoere indskudsgarantiordninger.

5 Da henstillingen efter Kommissionens opfattelse ikke havde givet de oenskede resultater, fremlagde den den 14. april 1992 et forslag til direktiv »om indskudsgarantiordninger« (3), hvis principper blev godkendt af Parlamentet den 10. marts 1993. Parlamentet fremsatte anmodninger om aendringer, som for en stor dels vedkommende blev optaget i forslaget, som f.eks. forhoejelsen af daekningen (4). Kommissionen forelagde den 7. juni 1993 Raadet et aendret forslag (5), som Raadet i det vaesentlige bekraeftede i en faelles holdning af 25. oktober 1993.

6 Parlamentet blev paa ny hoert om direktivudkastet i henhold til den faelles beslutningsprocedure mellem Parlamentet og Raadet, der er fastsat i artikel 189 B, som for nylig er blevet indfoejet i Rom-traktaten ved traktaten om Den Europaeiske Union, og som finder anvendelse paa direktiver vedtaget i medfoer af traktatens artikel 57, stk. 2, tredje punktum. Parlamentet vedtog ved beslutning af 9. marts 1994 (6) en raekke aendringer til Raadets faelles holdning. Paa grund af uenighed mellem de to institutioner moedtes Forligsudvalget med henblik paa udarbejdelse af et faelles udkast, hvorefter det var muligt at vedtage direktivet den 30. maj 1994.

7 Direktiv 94/19 er et af de foerste, der er vedtaget efter artikel 189 B-proceduren. Navnlig er det, saa vidt jeg ved, det foerste direktiv, der er vedtaget efter den forligsprocedure, der er fastsat i artikel 189 B.

8 Et af de vigtigste traek ved artikel 189 B er, at den goer det muligt at vedtage retsakter, uden at der er opnaaet enighed. Inden for rammerne af denne nye procedure traeffer Raadet nemlig afgoerelse med kvalificeret flertal undtagen i de tilfaelde, hvor det skal tage stilling til aendringsforslag fra Parlamentet, hvorom Kommissionen har afgivet negativ udtalelse. I saa fald skal Raadet traeffe enstemmig afgoerelse.

9 Da Forbundsrepublikken Tysklands stemmeafgivelse ikke var tilstraekkelig til at forhindre direktivets vedtagelse, har den tyske regering anlagt den foreliggende sag.

10 Den forfaegter i det vaesentlige det synspunkt, at dens egen indskudsgarantiordning goer det muligt at opfylde direktivets maal uden at stille lignende krav.

II - Generelt om direktiv 94/19

11 Hovedformaalet med direktivet er at indfoere en indskudsgarantiordning i samtlige medlemsstater og at harmonisere de gaeldende garantier beregnet efter et minimumsniveau.

12 Direktivets artikel 3, stk. 1 og 4, bestemmer:

»1. Hver medlemsstat sikrer, at der paa dens omraade indfoeres en eller flere indskudsgarantiordninger, som bliver officielt anerkendt. Undtagen under de omstaendigheder, der er naevnt i andet afsnit samt i stk. 4, maa intet kreditinstitut, der har faaet tilladelse i den paagaeldende medlemsstat i henhold til artikel 3 i direktiv 77/780/EOEF, tage imod indskud, medmindre det er medlem af en saadan ordning.

En medlemsstat kan dog fritage et kreditinstitut for kravet om at vaere tilsluttet en indskudsgarantiordning, hvis det paagaeldende institut er tilsluttet en ordning, der beskytter selve kreditinstituttet isaer ved at garantere dets likviditet og solvens, saaledes at indskyderne derved sikres en beskyttelse, der mindst svarer til den, som en indskudsgarantiordning yder, og som efter de kompetente myndigheders opfattelse opfylder foelgende betingelser:

- Ordningen eksisterer og er officielt anerkendt paa tidspunktet for dette direktivs vedtagelse.

- Ordningen har til formaal at undgaa, at indskud i kreditinstitutter, der er omfattet af ordningen, bliver indisponible, og den raader med henblik herpaa over tilstraekkelige midler.

- Ordningen bestaar ikke af en garanti, der ydes et kreditinstitut af medlemsstaterne selv eller af deres lokale eller regionale myndigheder.

- Ifoelge ordningen er indskyderne sikret oplysninger paa de i artikel 9 fastlagte vilkaar.

Medlemsstater, som goer brug af denne mulighed, underretter Kommissionen herom; de meddeler isaer garantiordningernes karakteristika, hvilke kreditinstitutter der er omfattet af ordningerne, samt eventuelle senere aendringer af de fremsatte oplysninger. Kommissionen underretter Det Raadgivende Udvalg for Banklovgivning herom.

...

4. Hvis det er tilladt ifoelge national lovgivning, og hvis de kompetente myndigheder, der meddelte tilladelsen, har givet deres udtrykkelige samtykke, kan et kreditinstitut, der er ekskluderet af en indskudsgarantiordning, fortsat tage imod indskud, saafremt det foer eksklusionen har indfoert alternative garantiordninger, der sikrer indskyderne en beskyttelse af mindst samme stoerrelse og raekkevidde som den officielt anerkendte ordning« (7).

13 Artikel 4, stk. 1 og 2, bestemmer:

»1. Indskudsgarantiordninger, der indfoeres og officielt anerkendes i en medlemsstat i henhold til artikel 3, stk. 1, skal omfatte indskydere i filialer, som kreditinstitutter har oprettet i andre medlemsstater.

Indtil den 31. december 1999 maa hverken stoerrelsen eller raekkevidden, inklusive procentsatsen, af den ydede daekning overstige den maksimale stoerrelse og den maksimale raekkevidde af den daekning, som tilbydes af den tilsvarende garantiordning paa vaertslandets omraade.

Inden denne dato skal Kommissionen udarbejde en rapport paa grundlag af den indhoestede erfaring med anvendelsen af andet afsnit og skal vurdere behovet for at fortsaette disse arrangementer. Kommissionen skal i givet fald fremlaegge et forslag til direktiv for Europa-Parlamentet og Raadet om en forlaengelse af arrangementernes gyldighed.

2. Naar stoerrelsen og/eller raekkevidden, inklusive procentsatsen, af den daekning, der tilbydes af garantiordningen i vaertslandet, overstiger stoerrelsen og/eller raekkevidden af daekningen i den medlemsstat, hvor kreditinstituttet har faaet meddelt tilladelse, paaser vaertslandet, at der paa dets omraade findes en officielt anerkendt indskudsgarantiordning, som en filial kan tilslutte sig paa frivilligt grundlag for at supplere den garanti, som indskyderne allerede har i kraft af filialens medlemskab af hjemlandets ordning.

Den ordning, som filialen tilslutter sig, skal daekke den kategori af institutter, som filialen tilhoerer eller bedst kan henfoeres til i vaertslandet« (8).

14 I artikel 7 fastsaettes minimumsgarantien. Stk. 1 og 3 indeholder bl.a. foelgende bestemmelser:

»1. Indskudsgarantiordningerne sikrer, at en given indskyders samlede indskud er daekket op til 20 000 ECU, saafremt indskud bliver indisponible.

Indtil den 31. december 1999 kan medlemsstater, hvor indskud paa tidspunktet for direktivets vedtagelse ikke er daekket op til 20 000 ECU, opretholde det maksimumsbeloeb, som er fastsat i deres garantiordninger, idet dette beloeb dog skal vaere paa mindst 15 000 ECU.

3. Denne artikel er ikke til hinder for viderefoerelse eller vedtagelse af bestemmelser, der indebaerer en hoejere eller mere omfattende daekning af indskud« (9).

15 I artikel 9 hedder det, at kreditinstitutterne har pligt til at oplyse indskyderne om, hvilken garantiordning der finder anvendelse.

16 I artikel 10 fastsaettes den frist, inden for hvilken indskudsgarantiordningerne skal udbetale indisponible indskud, til tre maaneder.

III - Den tyske bankgarantiordning

17 Den tyske regering har i sine indlaeg og i sin besvarelse af Domstolens spoergsmaal under retsmoedet beskrevet den tyske indskudsgarantiordning som foelger:

18 Bundesverband der deutschen Banken's indskudsgarantifond, som blev oprettet i 1976, er et frivilligt, ikke-statsligt forsikringsorgan, som Bundesverband selv har oprettet. Der findes ogsaa andre garantiordninger, f.eks. andelsbankernes eller sparekassernes.

19 Saa godt som alle kreditinstitutter, der er etableret i Tyskland, er tilsluttet en garantiordning. I oktober 1993 var der kun fem kreditinstitutter, som havde hjemsted i Tyskland og som havde faaet tilladelse til at tage imod indskud, herunder fra smaasparere, der ikke var tilsluttet.

20 Den tyske garantiordning yder en saerlig effektiv beskyttelse, idet den daekker naesten samtlige indskud, hvilket goer det tyske beskyttelsesniveau til det hoejeste i Faellesskabet.

21 I Tyskland har alle kreditinstitutter, som ikke er tilsluttet et godkendt indskudsgarantiorgan, pligt til at underrette deres kunder herom, inden der aabnes en konto.

22 De nationale tilsynsmyndigheder kan forbyde et kreditinstitut at modtage indskud, saafremt det ikke er medlem af en garantiordning og trues af konkurs.

23 Bundesverband der deutschen Banken's indskudsgarantifond er af de tilsluttede virksomheder bemyndiget til at indhente alle noedvendige oplysninger hos Bundesaufsichtsamt fuer das Kreditwesen og Deutsche Bundesbank, saaledes at den kan kontrollere de af bankerne indsendte oplysninger. Indskudsgarantifonden har endvidere ret til indsigt i de tilsluttede bankers selskabsdokumenter og til at kontrollere dokumenterne paa stedet.

24 Kreditinstitutterne skal tilstille de nationale tilsynsmyndigheder de af garantiordningen udfaerdigede kontrolrapporter.

IV - Den principale paastand

A - Direktivets hjemmel

25 Faellesskabslovgiver har som hjemmel for direktivet valgt artikel 57, stk. 2, ifoelge hvilken Raadet skal udstede direktiver om samordning af medlemsstaternes love og administrativt fastsatte bestemmelser om adgangen til at optage og udoeve selvstaendig erhvervsvirksomhed. Bestemmelsen er affattet saaledes:

»[For at lette adgangen til at optage og udoeve selvstaendig erhvervsvirksomhed] udsteder Raadet inden overgangsperiodens udloeb direktiver om samordning af medlemsstaternes love og administrativt fastsatte bestemmelser om adgangen til at optage og udoeve selvstaendig erhvervsvirksomhed. Raadet, der traeffer afgoerelse med enstemmighed paa forslag af Kommissionen og efter hoering af Europa-Parlamentet, udsteder direktiver, hvis gennemfoerelse i mindst én af medlemsstaterne medfoerer en aendring af bestaaende lovgivningsprincipper for erhvervsreguleringen, der vedroerer uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer. I andre tilfaelde traeffer Raadet afgoerelse efter fremgangsmaaden i artikel 189 B« (10).

26 Artikel 57, stk. 2, er en af de i artikel 7 A omhandlede bestemmelser, der tjener som hjemmel for de foranstaltninger, som Faellesskabet vedtager med henblik paa gradvis oprettelse af det indre marked.

27 Forbundsrepublikken Tyskland har gjort gaeldende, at traktatens artikel 57, stk. 2, ikke kan vaere eneste hjemmel for direktivet, da dette mere tager sigte paa at styrke indskydernes beskyttelse end paa at muliggoere oprettelsen af et indre bankmarked.

28 Forbrugerbeskyttelse er ifoelge sagsoegeren hovedformaalet, og den kan kun opnaas ved anvendelse af EF-traktatens artikel 235, idet artikel 100 A og 129 A ikke finder anvendelse. Artikel 57 og 235 skal saaledes finde anvendelse samtidig. Sagsoegeren har heraf udledt, at direktivet ikke er forskriftsmaessigt vedtaget, idet det ikke er vedtaget enstemmigt som kraevet i artikel 235 (11).

29 Raadet, Parlamentet og Kommissionen finder derimod, at hovedformaalet med direktivet er gennemfoerelse af det indre bankmarked, styrkelse af banksystemets stabilitet og lige konkurrencevilkaar, mens forbrugerbeskyttelse blot er et accessorisk aspekt, der ligger i dette formaal.

30 Der er derfor atter tale om at afgraense de respektive anvendelsesomraader for to bestemmelser, der kan tjene som hjemmel for en faellesskabsretsakt, med henblik paa at fastsaette proceduren for vedtagelsen af denne.

31 Ifoelge Domstolens faste praksis (12) skal valget af hjemmel for en retsakt foretages paa grundlag af objektive forhold, som Domstolen kan efterproeve, som f.eks. den omtvistede retsakts formaal og indhold.

32 For saa vidt harmoniseringen pr. definition tager sigte paa en indbyrdes tilnaermelse af de gaeldende lovgivninger, maa det afklares, hvilken karakter foranstaltningen har, for at finde frem til den rette hjemmel.

33 Den indbyrdes tilnaermelse af nationale lovgivninger har til formaal baade at sikre, at der stilles sammenlignelige krav til alle medlemsstater, naar disse krav er berettigede, og at fastsaette faelles regler og maal. Ved alle harmoniseringsforanstaltninger sammenkaedes foranstaltningernes hovedformaal, dvs. indbyrdes tilnaermelse af lovgivningerne, med selve lovgivningernes formaal. Det er derfor naturligt at anvende to bestemmelser som hjemmel for foranstaltningerne, nemlig en bestemmelse, som tillader harmoniseringen, og en, der vedroerer lovgivningens formaal. Det kan saaledes umiddelbart forekomme noedvendigt systematisk at kraeve, at retsakter om harmonisering af lovgivninger har hjemmel i to bestemmelser.

34 Domstolen har udtalt sig om, hvorledes man kan forene to bestemmelser, der anvendes som hjemmel for en retsakt, der forfoelger et dobbelt formaal. Domstolen har sondret mellem de tilfaelde, hvor det ikke er muligt at adskille de to formaal (13), hvilket berettiger til »... [at] anvende begge disse bestemmelser som hjemmel, naar [institutionen] udsteder retsakter paa omraadet« (14), og de tilfaelde, hvor et af disse formaal maa betragtes som accessorisk til det andet, saaledes at sidstnaevnte bestemmelse udgoer den eneste hjemmel for den paagaeldende retsakt (15). Det er paa baggrund af disse principper, at det paaberaabte klagepunkt skal undersoeges.

35 Hvad angaar det forfulgte formaal fremgaar det, at etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser i banksektoren paa den ene side og banksystemets stabilitet og indskyderbeskyttelse paa den anden side klart udgoer direktivets to formaal. Dette er i oevrigt ikke bestridt af parterne, som dog ikke har samme opfattelse af, hvilket af de to formaal der er det vigtigste og derfor boer danne grundlag for valget af hjemmel.

36 Det anfaegtede direktivs dobbelte formaal kommer til udtryk i foelgende bestemmelser:

»I overensstemmelse med de i traktaten fastsatte maal boer der tilstraebes en harmonisk udvikling af kreditinstitutters virksomhed i hele Faellesskabet gennem ophaevelse af enhver begraensning af etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser, samtidig med at stabiliteten i banksystemet og beskyttelsen af opsparerne styrkes« (16).

37 Men det er vanskeligt alene paa grundlag af betragtningerne at fastslaa, hvilket formaal der er det vigtigste. Begge formaal naevnes i mange af betragtningerne (jf. bl.a. betragtning 1, 2, 5, 8, 13, 14, 23 og 25 om harmonisering og betragtning 3, 9, 11 og 16 om forbrugerbeskyttelse), hvilket synes at pege i retning af et dobbelt retsgrundlag.

38 Vanskeligheden ved at afgoere, hvilket af de to formaal der er det vigtigste, fremgaar ogsaa tydeligt af direktivets indhold. Vanskeligheden skyldes, at en lang raekke af de principper, der opstilles i alle bestemmelser om harmonisering af indskudsgarantiordninger noedvendigvis, i kraft af deres formaal, ogsaa vedroerer beskyttelsen af indskydere. I foerste omgang ser det ud til, at naar lovgiver har sikret harmonisering af indskudsgarantiordningerne, har han gjort det lige saa meget, for ikke at sige mere, for at sikre beskyttelsen af indskyderne, som indtil da ikke var omfattet af nogen beskyttelse eller ikke noed optimal beskyttelse, som for at sikre, at samtlige kreditinstitutter paa dette omraade moedes af identiske krav for at stille dem lige i retlig henseende, naar de udoever deres virksomhed. Direktivets indhold peger i denne retning, idet alle kreditinstitutter forpligtes til at vaere medlem af en garantiordning (artikel 3, stk. 1). Det er ogsaa med tanke paa indskyderne, at lovgiver f.eks. saetter fristen for udbetalingen af garantien til tre maaneder fra det tidspunkt, hvor indskuddet er blevet indisponibelt (artikel 10, stk. 1).

39 Selv om beskyttelseskravet tidsmaessigt gaar forud for harmoniseringen, finder jeg ikke, at man kan betragte harmoniseringen som et sekundaert formaal. Tvaertimod maa harmonisering i direktiv 94/19's tilfaelde betragtes som hovedformaalet.

40 Dels forudsaetter etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser, som er betingelser for gennemfoerelsen af det indre bankmarked, at adgangen til at optage og udoeve selvstaendig erhvervsvirksomhed lettes ved samordning af medlemsstaternes love og administrativt fastsatte bestemmelser, der skal fjerne de forskelle, som udgoer uberettigede hindringer. Det bekraeftes i traktatens artikel 57, stk. 2, at dette samordningskrav er et selvstaendigt maal, hvis betydning i henhold til samme bestemmelse kraever, at det opfyldes inden for en bestemt frist. Denne samordning er led i gennemfoerelsen af det indre marked, som er omhandlet i traktatens artikel 7 A.

41 Dels er visse bestemmelser i det anfaegtede direktiv dikteret af hensyn, der ikke har noget at goere med forbrugerbeskyttelse, og som maaske endog traekker i den modsatte retning.

42 Dette gaelder f.eks. det i direktivets artikel 7, stk. 1, fastsatte garantiniveau, som i henhold til 16. betragtning forklares ved, at det ikke er hensigtsmaessigt »at fastsaette et beskyttelsesniveau i hele Faellesskabet, der i visse tilfaelde kunne tilskynde til en uforsvarlig ledelse af kreditinstitutterne«. Selv om det staar medlemsstaterne frit for at fastsaette et hoejere niveau, udtrykker bestemmelsen klart lovgivers oenske om delvis paa bekostning af indskyderne at opnaa en ligevaegt, der kan sikre stabiliteten i hele systemet, hvis eksistens kan bringes i fare, hvis kunderne skal sikres en for stor beskyttelse.

43 Det i artikel 4, stk. 1, andet afsnit, fastsatte »udfoerselsforbud« er ogsaa et eksempel paa den betydning, der i direktivet tillaegges formaalene harmonisering og et stabilt banksystem. I praksis foerer forbuddet til en begraensning af saavel stoerrelsen som raekkevidden af den daekning, der ydes af et kreditinstitut i en medlemsstat, som har en filial i en anden medlemsstat, der tilbyder en mindre garanti. Ogsaa her ofres indskyderbeskyttelsen - om end kun midlertidigt - paa den gradvise harmoniserings alter.

44 Det samme gaelder den i direktivets artikel 4, stk. 2, fastsatte regel, ifoelge hvilken det er vaertsmedlemsstaten og ikke oprindelsesmedlemsstaten, som skal soerge for, at der paa dens omraade oprettes en garantiordning, som en filial kan tilslutte sig frivilligt for at supplere den garanti, som dens indskydere allerede tilbydes i oprindelsesmedlemsstaten. Selv om det er givet, at begrebet supplerende daekning sikrer en bedre beskyttelse af forbrugerne, har man ved at bestemme, at ordningen skal oprettes i vaertsmedlemsstaten og ikke i oprindelsesmedlemsstaten, ikke vaeret styret af et saadant hensyn.

45 I oevrigt er der i artikel 8 tale om en begraensning i anvendelsen af bankgarantien, idet det i artiklen bestemmes, at de fastsatte graenser for garantien finder anvendelse ikke paa hvert indskud, men paa de samlede indskud i et og samme kreditinstitut, uanset indskuddenes antal.

46 Derimod kan hver bestemmelse i direktivet, der er til fordel for indskyderne, henfoeres under det oprindelige formaal, at harmonisere lovgivningerne med henblik paa oprettelse af det indre marked. De artikler, som sagsoegeren har citeret (17) for at paavise, at der er et hovedformaal, nemlig beskyttelse, fastsaetter regler, som man ikke kan se bort fra ved en harmonisering, der har til formaal at virkeliggoere det indre marked, da denne harmonisering i modsat fald ville vaere ufuldstaendig.

47 Saaledes stilles der i direktivets artikel 3 krav om indfoerelse af i hvert fald én garantiordning paa hver medlemsstats omraade, hvilket da ogsaa er det mindste, man kan forlange, hvis man oensker en harmoniseret mindstegaranti i forbindelse med oprettelsen af det indre bankmarked.

48 Det samme kan siges om artikel 7, hvori der er fastsat en mindstedaekning, der som naevnt bevidst er holdt paa et mellemniveau (18).

49 Endvidere udgoer kreditinstitutternes oplysningspligt, jf. artikel 9, en generel mindsteforpligtelse. Sagsoegeren har ikke godtgjort, at der ikke allerede var fastsat en mindsteforpligtelse ved lov i visse af de medlemsstater, der havde en garantiordning foer vedtagelsen af det anfaegtede direktiv (19), saaledes at udvidelsen af forpligtelsen til de oevrige medlemsstater blot er en foelge af den tilstraebte harmonisering af ordningen.

50 Endelig er der i artikel 10 fastsat den frist, som er faelles for alle medlemsstaterne, inden for hvilken garantiordningerne skal tilbagebetale indskydernes tilgodehavender. Heller ikke her er der noget, der tyder paa, at den fastsatte frist er gunstigere for indskyderne, end den, der eventuelt er fastsat i de medlemsstater, som allerede har indskudsgarantiordninger. Desuden kunne fristen under alle omstaendigheder have vaeret endnu kortere end den fastsatte. I virkeligheden synes der navnlig at have vaeret tale om at fastsaette en enkelt frist, der er faelles for alle.

51 Det er endvidere ganske naturligt, at harmoniseringsformaalet, der som naevnt manifesterer sig ved en begraensning af den garanti, der ydes visse indskydere, giver sig udslag i en tilsvarende styrkelse af beskyttelsen af andre indskydere, hvilket er tilfaeldet, naar der i direktivet stilles krav om en beskyttelsesordning i lande, hvor der ikke har vaeret saadanne ordninger i forvejen, eller fastsaetter en mindstegaranti. Denne styrkelse af beskyttelsen i visse medlemsstater kunne betragtes som et princip, der kraever selvstaendig hjemmel, hvis ikke den set i sammenhaeng med direktivet som helhed og i den stoerre faellesskabssammenhaeng snarere synes at vaere indfoert for at samordne lovgivningerne og kun som en ekstra bonus medfoerer en forbedring af situationen for visse indskydere.

52 Men hvis det antages, at direktivets to formaal som haevdet af Forbundsrepublikken Tyskland er lige vigtige og goer det noedvendigt at anvende to bestemmelser som hjemmel, finder bestemmelserne i artikel 129 A efter min opfattelse anvendelse.

53 I lighed med sagsoegeren og Raadet finder jeg ikke traktatens artikel 129 A, stk. 1, litra a), velegnet. Denne bestemmelse vedroerer nemlig de foranstaltninger, som Faellesskabet vedtager i henhold til artikel 100 A for at bidrage til virkeliggoerelsen af et hoejt forbrugerbeskyttelsesniveau som led i gennemfoerelsen af det indre marked. Selv om traktatens artikel 100 A og artikel 57, stk. 2, har det til faelles, at de fastsaetter regler for gennemfoerelsen af det indre marked, idet foerstnaevnte bestemmelse henviser til traktatens artikel 7 A, hvori dette begreb defineres, mens sidstnaevnte bestemmelse udtrykkeligt citeres i artikel 7 A, finder artikel 100 A alene anvendelse, »medmindre andet er bestemt i denne traktat«. Heraf foelger, at artikel 57, stk. 2, hvis anvendelsesomraade er snaevrere, da det er begraenset til samordning af reglerne om adgangen til at optage og udoeve selvstaendig erhvervsvirksomhed, udelukker anvendelsen af artikel 100 A og foelgelig af artikel 129 A, stk. 1, litra a).

54 Derimod finder jeg, at artikel 129 A, stk. 1, litra b), finder anvendelse, hvis denne hypotese holder stik. Ved denne bestemmelse paalaegges det Faellesskabet at »[bidrage] til virkeliggoerelsen af et hoejt forbrugerbeskyttelsesniveau ved saerlige aktioner, som stoetter og supplerer den politik, medlemsstaterne foerer med henblik paa at beskytte forbrugernes sundhed, sikkerhed og konomiske interesser og sikre en passende forbrugeroplysning« (20).

55 Sagsoegeren har bestridt anvendeligheden af denne bestemmelse. Sagsoegeren finder, at artikel 129 A, stk. 1, litra b), ved kun at tillade saerlige aktioner alene goer det muligt at vedtage foranstaltninger, som ikke henhoerer under de i artikel 189 omhandlede kategorier, i modsaetning til de foranstaltninger, der er omhandlet i litra a). Ifoelge sagsoegeren er der formentlig tale om handlingsplaner og -programmer, der ikke omfatter de retsakter, der er anfoert i denne bestemmelse (21).

56 Sagsoegeren har tilfoejet, at artikel 129 A, stk. 1, litra b), alene kan styrke og supplere medlemsstaternes politik. Betingelserne for disse aktioner er imidlertid ikke opfyldt i den foreliggende sag, da to medlemsstater endnu ikke har indfoert nogen indskudsgarantiordning (22).

57 Men der er intet i teksten, der tyder paa en begraensning af bestemmelsens anvendelsesomraade. Tvaertimod udtrykker lovgiver sig klart, naar han har til hensigt at begraense en kompetence til gennemfoerelsen af ikke-bindende aktioner, som f.eks. i traktatens artikel 126, 128 og 129, hvor de foranstaltninger, der tager sigte paa at naa uddannelsesmaessige, kulturelle og folkesundhedsmaessige maal, betegnes som »tilskyndelsesforanstaltninger«. Lovgiver goer ogsaa udtrykkeligt opmaerksom paa, at der ikke er tale om nogen form for harmonisering paa de omraader, der er omfattet af disse bestemmelser (23), idet saadanne harmoniseringer i princippet kraever vedtagelse af praeceptive regler.

58 Naar der i artikel 129 A tales om saerlige aktioner, som »stoetter og supplerer den politik, medlemsstaterne foerer med henblik paa at beskytte forbrugernes ... oekonomiske interesser og sikre en passende forbrugeroplysning«, er det i oevrigt ikke ensbetydende med, at disse aktioner er knyttet til den politik, som hver medlemsstat foerer paa et bestemt interventionsomraade.

59 Den restriktive karakter, som den tyske regering tillaegger litra b), fremgaar ikke af bestemmelsens ordlyd. Tvaertimod maa litra b) opfattes som en angivelse af de saerlige aktioner, som stoetter og supplerer den politik, som samtlige medlemsstater generelt foerer med henblik paa at beskytte forbrugernes oekonomiske interesser.

60 Derfor har det ikke stor betydning, at visse af medlemsstaterne ikke har indfoert nogen indskudsgarantiordning. Det er tilstraekkeligt, at medlemsstaten internt foerer en samlet forbrugerbeskyttelsespolitik, hvilket der ikke er grund til at betvivle.

61 Endnu en omstaendighed taler til fordel for anvendelsen af artikel 129 A, stk. 1, litra b). Ved at fastsaette, at »Faellesskabet bidrager til virkeliggoerelsen af et hoejt forbrugerbeskyttelsesniveau ...« understreger artikel 129 A, at den kompetence, som traktaten tillaegger Faellesskabet paa forbrugerbeskyttelsesomraadet, har supplerende karakter. Af aarsager, som jeg allerede har vaeret inde paa (24), er det ikke berettiget at anvende artikel 129 A, stk. 1, litra a). Derimod er det paa sin plads at anvende artikel 129 A, stk. 1, litra b), hvilket bekraeftes af, at den forbrugerbeskyttelse, der forfoelges som maal paa indskudsgarantiomraadet, ifoelge faellesskabslovgiver endnu ikke er opnaaet. I direktivets femte betragtning hedder det nemlig: »medlemsstaternes opfoelgning af Kommissionens henstilling 87/63/EOEF af 22. december 1986 om indfoerelse af indskudsgarantiordninger i Faellesskabet har ikke helt givet det oenskede resultat« (25).

62 Hele den maade, hvorpaa de i traktaten fastsatte maal og procedurer til at naa maalene er beskrevet, giver ligeledes nyttige fingerpeg om, hvilken hjemmel der skal vaelges. Den omstaendighed, at der er fastsat samme procedure i artikel 57, stk. 2, artikel 100 A og 129 A, beviser, at de omraader, der er omfattet af disse bestemmelser (henholdsvis fastsaettelse af regler vedroerende selvstaendig erhvervsvirksomhed, harmonisering af lovgivningerne i forbindelse med det indre markeds oprettelse og funktion samt Faellesskabets bidrag til virkeliggoerelsen af et hoejt forbrugerbeskyttelsesniveau) fra et institutionelt synspunkt betragtes som havende samme betydning, hvorfor der boer vaere tale om den samme beslutningsproces, som indebaerer, at Parlamentet skal medvirke efter den faelles beslutningsprocedure.

63 Det vil foelgelig vaere vanskeligt at bevise, at direktivets bestemmelser er af en saerlig art, som berettiger til at anvende en strengere vedtagelsesprocedure, selv om de henhoerer under et af disse omraader.

64 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at det er muligt at vedtage bindende bestemmelser med hjemmel i artikel 129 A, stk. 1, litra b), og at det er denne bestemmelse, der skal udgoere hjemmelen i tilfaelde af, at det er noedvendigt at anvende endnu en bestemmelse som hjemmel for at lovliggoere det anfaegtede direktiv.

65 Da den artikel 189 B-procedure, der er anvendt ved vedtagelsen af direktivet, ogsaa er den procedure, der gaelder i henhold til artikel 129 A, udgoer undladelsen af at angive sidstnaevnte bestemmelse som hjemmel en rent formel mangel, som ikke kan anfaegte den retsaktens gyldighed (26). Ganske vist er der ifoelge artikel 129 A pligt til at hoere Det OEkonomiske og Sociale Udvalg, selv om dette ikke stilles som krav i artikel 57, stk. 2. Det bestrides imidlertid ikke, at hoeringen har fundet sted (27), saaledes at der ikke reelt er sket noget retsstridigt, som berettiger til at annullere direktiv 94/19.

66 Paa baggrund af disse betragtninger foreslaar jeg Domstolen at se bort fra traktatens artikel 235, som paa grund af sin subsidiaere karakter kun kan anvendes, saafremt der ikke findes anden hjemmel.

67 Endvidere kan det ikke med rimelighed haevdes, at hensynet til banksystemets stabilitet retfaerdiggoer anvendelse af artikel 235 som hjemmel for direktivet, med den begrundelse, at dette formaal ikke er omfattet af artikel 57, stk. 2 (28), naar det betaenkes, at samordningen af de nationale regler om indskudsgarantiordninger netop har til formaal at forebygge de voldsomme og massive overfoersler af midler fra en medlemsstat til en anden, som vil vaere konsekvensen, saafremt der er for stor forskel mellem de foreslaaede garantiers stoerrelse.

68 Anbringendet om manglende hjemmel maa derfor forkastes.

B - Begrundelsespligten

69 Forbundsrepublikken Tyskland har tilfoejet, at direktiv 94/19 ikke er tilstraekkelig begrundet i henhold til traktatens artikel 190. Af ordlyden fremgaar det ikke, at der er taget hensyn til subsidiaritetsprincippet, saaledes som dette er anfoert i traktatens artikel 3 B, stk. 2. Forbundsrepublikken har gjort gaeldende, at dette princip er underkastet Domstolens kontrol, og at det ikke er godtgjort, at de to betingelser for at se bort fra medlemsstaternes kompetence er opfyldt (29) (30).

70 Jeg finder ikke, at de kompetente myndigheder har tilsidesat begrundelsespligten, selv om Raadet og Parlamentet efter min opfattelse - og under hensyntagen til, at Faellesskabets kompetence er en enekompetence - ikke var forpligtet til at dokumentere noedvendigheden af at anvende subsidiaritetsprincippet.

71 Det fremgaar af Domstolens praksis vedroerende artikel 190, at for at begrundelsespligten kan anses for opfyldt, »er det ... noedvendigt, at faellesskabsretsakter indeholder en angivelse af de faktiske og retlige forhold, som har bevaeget institutionen til at vedtage dem, saaledes at Domstolen kan udoeve sin kontrolbefoejelse, og saaledes at saavel medlemsstaterne som de beroerte borgere faar kendskab til de betingelser, under hvilke faellesskabsinstitutionerne har anvendt traktaten« (31). Domstolen har endvidere fastslaaet, at »manglende henvisning til en konkret bestemmelse i traktaten ... ikke noedvendigvis (udgoer) en vaesentlig mangel, saafremt hjemmelen for en retsakt kan fastlaegges paa grundlag af andre dele af retsakten«, men at »en saadan udtrykkelig henvisning ... imidlertid (er) ubetinget noedvendig, naar de personer, der beroeres af retsakten, og Domstolen ellers vil svaeve i uvished med hensyn til den konkrete hjemmel« (32).

72 Allerede i direktivets foerste betragtning peger lovgiver paa noedvendigheden af, at »... der tilstraebes en harmonisk udvikling af kreditinstitutters virksomhed i hele Faellesskabet ...«, hvorefter han i anden betragtning drager den konklusion, at »det er noedvendigt, at der sikres et harmoniseret minimumsniveau for beskyttelse af indskud, uanset hvor i Faellesskabet indskuddet er foretaget«.

73 Lovgiver anfoerer i femte betragtning, at medlemsstaternes opfoelgning af henstillingen af 1986 (33) »... ikke helt (har) givet det oenskede resultat« og at »... denne situation kan vise sig at vaere til skade for det indre marked«.

74 Faellesskabsmyndighederne har saaledes fastslaaet, at de nationale aktioner paa indskudsgarantiomraadet er utilstraekkelige trods Kommissionens henstilling, og har fremhaevet noedvendigheden af at harmonisere de nationale ordninger. De begrunder saaledes noedvendigheden af en aktion paa faellesskabsplan, som er mere bindende end en simpel henstilling, med, at der skal raades bod paa medlemsstaternes forsoemmelighed.

75 Selv om faellesskabsmyndighedernes begrundelse for, at deres indgreb er berettigede ogsaa i henhold til subsidiaritetsprincippet, er fyldestgoerende, hvis man ser paa bestemmelserne i artikel 190, bygger begrundelsen efter min opfattelse dog paa en forkert vurdering af faellesskabskompetencen.

76 Kommissionen har forfaegtet det synspunkt, at Faellesskabets aktion vedroerer et omraade, hvor medlemsstaterne ikke har en konkurrerende kompetence, saaledes at subsidiaritetsprincippet overhovedet ikke kommer paa tale (34).

77 Raadet og Parlamentet, som har gjort gaeldende, at subsidiaritetsprincippet er overholdt, synes at vaere af den opfattelse, at kompetencen er delt (35).

78 Sagsoegeren har ligeledes bestridt, at Faellesskabet er enekompetent for saa vidt angaar gennemfoerelsen af det indre marked (36).

79 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at medlemsstaten paa dette omraade har ret til at traeffe de foranstaltninger, den skoenner noedvendige, saa laenge Faellesskabet ikke har udoevet sin befoejelse til at harmonisere lovgivningerne paa et bestemt omraade. Det modsatte synspunkt vil ifoelge sagsoegeren foere til det uacceptable resultat, at medlemsstaterne ikke har ret til foer harmoniseringen at ivaerksaette foranstaltninger, som fjerner hindringer for det indre marked og saaledes selv medvirke til at fremme faellesskabsintegrationen. Sagsoegeren har tilfoejet, at en anerkendelse af, at Faellesskabet har enekompetence for saa vidt angaar det indre marked, er ensbetydende med, at Faellesskabet tillaegges enekompetence paa naesten alle sine virkeomraader, naar blot den foranstaltning, der er tale om, fjerner hindringer for det indre marked (37).

80 Det er rigtigt, at gennemfoerelsen af det indre marked ikke altid henhoerer under Faellesskabets enekompetence. De gaeldende bestemmelser giver mulighed for forskellige fremgangsmaader paa dette omraade. I artikel 100 A, stk. 4, har lovgiver f.eks. givet medlemsstaterne mulighed for paa visse betingelser »at anvende nationale bestemmelser«, efter at der er vedtaget harmoniseringsforanstaltninger.

81 Traktaten udelukker heller ikke systematisk medlemsstaternes kompetence paa det mere generelle harmoniseringsomraade, hvilket fremgaar af artikel 118 A om harmonisering af vilkaarene paa arbejdsmiljoeomraadet (38). I den foreliggende sag er det medlemsstaterne, der skal udfoere stoerstedelen af harmoniseringsarbejdet.

82 Men, som man kan se, er den delte kompetence i disse tilfaelde klart angivet. Derimod er der paa intet tidspunkt tale om medlemsstaternes kompetence i artikel 57. I denne artikel er det alene Faellesskabet, der tillaegges opgaven at samordne de nationale regler paa dette omraade. Dette viser, at traktatens faedre allerede fra begyndelsen har fundet, at samordningen af adgangen til at optage og udoeve selvstaendig erhvervsvirksomhed bedre kan opnaas ved en faellesskabsaktion end ved en aktion paa nationalt plan.

83 Det er i oevrigt logisk, at harmoniseringen af lovgivningerne gennemfoeres ved bestemmelser, der er faelles for de forskellige medlemsstater. Som Domstolen har fastslaaet i en nylig afsagt dom (39), forudsaetter et saadant formaal noedvendigvis »en faellesskabsforanstaltning«.

84 Det skal endvidere bemaerkes, at Faellesskabets enekompetence, jf. artikel 57, stk. 2, i den foreliggende sag navnlig vedroerer samordningen af lovgivningerne om adgang til optagelse og udoevelse af selvstaendig erhvervsvirksomhed. Den udelukker ikke fuldstaendig medlemsstaternes kompetence paa selve omraadet.

85 Naar Faellesskabets enekompetence som i det foreliggende tilfaelde er begraenset til harmoniseringen af lovgivningerne, fratager den ikke af den grund medlemsstaterne deres kompetence til at udstede nye regler paa det paagaeldende omraade. Ganske vist foerer harmoniseringen noedvendigvis til en aendring af en del af de materielle regler, der gaelder i visse medlemsstater. Men alligevel bevarer medlemsstaterne deres fulde handlefrihed, saa laenge faellesskabsmyndighederne ikke har foretaget en indbyrdes tilnaermelse af de nationale lovgivninger. Der er ej heller noget, der forhindrer medlemsstaterne i at vedtage regler, der straks fra vedtagelsen tager hensyn til regler udstedt af de oevrige medlemsstater. Naar foerst faellesskabsharmoniseringen har fundet sted, kan medlemsstaterne endvidere endnu gribe ind, forudsat at det ikke gaar ud over de harmoniserede regler. Saaledes er deres handlefrihed naturligvis afhaengig af harmoniseringsomfanget.

86 Det foelger af det ovenfor anfoerte, at Faellesskabet paa det af direktivet omfattede omraade ikke blot har en subsidiaer kompetence, men har enebefoejelser, saaledes at faellesskabsmyndighederne ikke behoevede at anfoere grunde til, at de i artikel 3 B, stk. 2, fastsatte betingelser var opfyldt.

87 Paa et mere generelt plan finder jeg det hensigtsmaessigt over for Domstolen at paapege den interesse, der efter min opfattelse kan vaere i med henblik paa en korrekt anvendelse af subsidiaritetsprincippet at kraeve en meget streng overholdelse af den i traktatens artikel 190 fastsatte begrundelsespligt, hver gang faellesskabslovgiver vil udstede nye regler.

88 Subsidiaritetsprincippet eller naerhedsprincippet er i traktaten om Den Europaeiske Union opstillet som en almindelig faellesskabsretlig grundsaetning, jf. medlemsstaternes stillingtagen under Det Europaeiske Raads moede i Edinburgh (40). I den interinstitutionelle erklaering om demokrati, aabenhed og naerhedsprincip har Faellesskabets myndigheder konkluderet, at hver enkelt myndighed skal begrunde overholdelsen af dette princip (41).

89 I betragtning af den betydning, subsidiaritetsprincippet har for kompetencefordelingen mellem medlemsstaterne og Faellesskabet, og for at goere det muligt for Domstolen at udoeve kontrol med de omstaendigheder, hvorunder faellesskabsinstitutionerne har gennemfoert traktaten, synes det ikke at vaere for meget at forlange, at disse institutioner i fremtiden systematisk begrunder deres afgoerelser ud fra et subsidiaritetssynspunkt.

90 Enhver retsakt, der vedtages af Faellesskabet, skal saaledes indeholde en stiltiende eller udtrykkelig, men altid klar, angivelse af grundene til, at den kompetente myndighed har udstedt den, ogsaa selv om der kun er tale om en angivelse af, at subsidiaritetsprincippet ikke spiller ind.

V - Den subsidiaere paastand

91 Forbundsrepublikken Tyskland har subsidiaert for det tilfaelde, at dens principale paastand om annullation af hele direktivet ikke tages til foelge, paastaaet annullation af artikel 4, stk. 1, andet afsnit (»udfoerselsforbud«), artikel 4, stk. 2 (supplerende daekning) og artikel 3, stk. 1, andet punktum (pligtmedlemskab).

A - Bestemmelsen om, at der ikke maa ske overskridelse af den daekning, der tilbydes af vaertslandets garantiordning, det saakaldte »udfoerselsforbud«

92 I direktivets artikel 4, stk. 1, hedder det, at indskudsgarantiordningerne skal omfatte indskydere i filialer, som kreditinstitutter har oprettet i andre medlemsstater, og at hverken stoerrelsen eller raekkevidden af den ydede daekning indtil den 31. december 1999 maa overstige den maksimale stoerrelse og raekkevidde af den daekning, som tilbydes af den tilsvarende garantiordning paa vaertslandets omraade.

93 Den tyske regering finder, at Raadets og Parlamentets grunde til at indfoere et saadant forbud ikke er klart angivet, og at denne bestemmelse foelgelig er i strid med traktatens artikel 190 (42).

94 I betragtning af de af Domstolen opstillede principper (43) finder jeg ikke at kunne laegge dette argument til grund. En gennemgang af indholdet af direktivets betragtninger viser efter min opfattelse klart grundene til, at det er besluttet at forbyde udfoersel af mere omfattende garantier.

95 Saaledes henvises der i direktivets 14. betragtning til de markedsforstyrrelser, der kan forekomme som foelge af en konfrontation mellem garantiordningerne, og det anfoeres, at stoerrelsen og raekkevidden af daekningen ikke boer bruges som konkurrencemiddel.

96 Burde direktivets betragtninger indeholde en mere noejagtig angivelse af, hvad der skal forstaas ved disse udtryk? Det mener jeg ikke. Uanset hvad man mener om relevansen af begrundelsen for den anfaegtede bestemmelse, er dens noejagtige betydning helt klar.

97 Det fremgaar ogsaa klart af direktivets indhold, at lovgiver ved at angive, at udfoerselsforbuddet har til formaal at forhindre markedsforstyrrelser som foelge af, at der tilbydes hoejere daekning end den, der tilbydes i vaertslandet, har oensket at undgaa, at indskyderne i dette land, naar de har hoert om den nye mulighed for at opnaa en bedre indskudsgaranti, der tilbydes af et kreditinstitut fra en anden medlemsstat, pludselig og paa én gang flytter deres indskud fra de nationale banker med fare for at destabilisere det nationale banksystem ved at fjerne en vaesentlig del af dets kundegrundlag.

98 Det fremgaar ogsaa ganske klart af den anfaegtede bestemmelse, at forbuddet skyldes et oenske om i hvert fald midlertidigt at begraense konkurrencen paa garantiordninger.

99 I betragtning af disse tilstraekkeligt klare bestemmelser, som viser det maal, der forfoelges af faellesskabsmyndighederne, forekommer ethvert krav om yderligere praecisering at vaere grundloes.

100 Sagsoegeren har i oevrigt haevdet, at direktivet vanskeliggoer, eller endog umuliggoer, den frie etableringsret i strid med det maal, der er fastsat i artikel 57, stk. 2, nemlig at lette adgangen til at optage og udoeve selvstaendig erhvervsvirksomhed (44).

101 Det er givet, at Forbundsrepublikken Tyskland, hvis indskudsgarantiordning synes at vaere saerlig gunstig for indskyderne, i medfoer af direktivet vil skulle give en af de konkurrencefordele fra sig, som den nu nyder fordel af, naar den udvider de tyske bankers aktiviteter uden for Tyskland. Men opnaaelsen af et i traktaten fastsat maal kan ikke maales med udgangspunkt i en enkelt medlemsstat, navnlig naar maalet er en harmonisering, der som led i den indbyrdes tilnaermelse af lovgivningerne kraever indroemmelser fra medlemsstaternes side, forudsat at indroemmelserne ikke er uforholdsmaessigt store, og at det i bestemmelserne fastsatte maal helt kan naas paa faellesskabsplan.

102 I den foreliggende sag maa det erindres, at forbuddet i direktivets artikel 4, stk. 1, andet afsnit, er indfoert for en femaarsperiode, dvs. at det er midlertidigt. Denne bestemmelse forhindrer ikke i al fremtid visse medlemsstaters kreditinstitutter i at udnytte et middel til at udvikle deres aktiviteter paa Faellesskabets omraade.

103 Forbuddet skyldes derimod et legitimt oenske om at undgaa en for hurtig harmonisering, der kan svaekke de nationale ordninger, som, fordi de foerst for nylig er indfoert, ikke har haft tilstraekkelig tid til at mindske forskellen mellem de forskellige garantiordninger. Ganske vist er Forbundsrepublikken Tyskland ikke den eneste medlemsstat, der skal underkaste sig »udfoerselsforbuddet«. Men foreloebig er der endnu flere lande, der vil kunne have gavn af et saadant forbud, hvilket efter min opfattelse retfaerdiggoer den anfaegtede foranstaltning.

104 Yderligere maa den reelle raekkevidde af dette forbud, som er tidsbegraenset og kun vedroerer kreditinstitutter, der er etableret i en medlemsstat, hvis banker er underkastet lempeligere garantivilkaar, vurderes paa baggrund af det anfaegtede direktivs generelle opbygning. Direktivet vil nemlig bl.a. foere til, at der i to medlemsstater indfoeres en garantiordning, at garantien i fem andre medlemsstater ifoelge den tyske regering selv (45) vil blive haevet til det minimumsniveau (20 000 ECU), der er fastsat i direktivet, og at der kan aabnes filialer i en hvilken som helst medlemsstat, uden at filialerne er noedt til at foelge vaertslandets ordning.

105 Endelig kan det ikke haevdes, at opfyldelsen af dette maal er bragt i fare ved det af sagsoegeren kritiserede krav om indfoerelse af forskellige bidragssatser, idet det ikke er godtgjort, at dette krav kan give anledning til uoverstigelige vanskeligheder.

106 Paa baggrund af denne raekke omstaendigheder, som endda ikke er udtoemmende for saa vidt angaar det anfaegtede direktivs konsekvenser, finder jeg ikke, at begraensningen i artikel 4 giver anledning til at antage, at direktivet vil begraense adgangen til at optage og udoeve selvstaendig erhvervsvirksomhed.

107 Den tyske regering har tilfoejet, at »udfoerselsforbuddet« ikke er foreneligt med det i traktatens artikel 3, litra s), og artikel 129 A fastsatte maal, nemlig opnaaelse af et hoejt forbrugerbeskyttelsesniveau (46).

108 Jeg er ikke enig heri. Jeg er nemlig, af grunde som jeg allerede har naevnt (47), af den opfattelse, at dette maal ikke er direktivets hovedformaal, og at direktivet derfor ikke kan underordnes dette formaal. Selv om det ikke kan bestrides, at »... Faellesskabets virke« i medfoer af artikel 3, litra s), skal »indebaere bidrag til styrkelse af forbrugerbeskyttelse«, skal dette goeres »under de betingelser« som er foreskrevet i traktaten. Disse betingelser er angivet i artikel 129 A, som er den eneste artikel i afsnit XI »Forbrugerbeskyttelse«, som jeg som allerede naevnt ikke finder egnet som hjemmel for direktivet.

109 Med hensyn til den hypotese, at forbrugerbeskyttelse er et maal, der rangerer lige saa hoejt som maalet i traktatens artikel 57, stk. 2, viser en gennemgang af direktivet, at de nye harmoniseringsregler legitimerer og bringer ligevaegt i »udfoerselsforbuddet« som er midlertidigt, gennem en varig forbedring af garantiordningerne (48).

110 Forbundsrepublikken Tyskland har endvidere gjort gaeldende, at »udfoerselsforbuddet« er i strid med proportionalitetsprincippet, idet forbuddet, selv om det er egnet til at forhindre konkurrencefordrejninger, til gengaeld hverken er uomgaengeligt noedvendigt eller rimeligt (49).

111 Det bemaerkes for det foerste, at det efter Domstolens faste praksis ved afgoerelsen af, om en faellesskabsbestemmelse er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, er afgoerende, om de midler, der bringes i anvendelse, er egnede til at virkeliggoere det tilstraebte maal og ikke gaar ud over, hvad der er noedvendigt for at virkeliggoere dette. Saafremt der er mulighed for at vaelge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning nemlig vaelges, og byrderne maa ikke vaere uforholdsmaessige i forhold til de tilsigtede maal (50).

112 Ingen bestrider forbuddets egnethed til at forebygge markedsforstyrrelser. Sagsoegeren har imidlertid gjort gaeldende, at det forfulgte maal kunne vaere naaet ved en mindre aggressiv foranstaltning, nemlig en beskyttelsesklausul, som giver den kompetente myndighed befoejelse til kun at gribe ind i krisesituationer (51).

113 Raadet har ligesom Parlamentet ved at vedtage direktivet mod den tyske regerings vilje og vaelge et forebyggende forbud som middel skoennet, at midlets effektivitet kunne retfaerdiggoere de begraensninger, som den anfaegtede foranstaltning indebaerer.

114 Sagsoegeren har derimod ved at gaa ind for det synspunkt, at en punktuel beskyttelsesforanstaltning, som udloeses ved truslen om markedsforstyrrelser, ville vaere et lige saa effektivt vaern mod farerne, oensket at paavise, at det forfulgte maal kunne vaere naaet uden at gaa saa vidt som til at udstede et »udfoerselsforbud«.

115 Domstolen skal saaledes vurdere fordelene og ulemperne ved henholdsvis den kritiserede ordning og den ordning, der foreslaas af Forbundsrepublikken Tyskland, hvilket forudsaetter en vurdering af en indviklet oekonomisk situation.

116 Men i en saadan situation, og selv om det ikke kan udelukkes, at man ved andre midler kan naa det tilsigtede maal, kan Domstolen ikke saette sin vurdering i stedet for faellesskabslovgivers vurdering af egnetheden af de foranstaltninger, han har fastsat, medmindre sagsoegeren kan bevise, at det udoevede skoen er aabenbart urigtigt, eller at der er sket magtfordrejning, eller paaviser, at lovgiver aabenbart har overskredet sine skoensbefoejelser (52).

117 Tilsvarende gaelder det, at naar faellesskabslovgiver ved fastlaeggelsen af en ordning maa vurdere dennes fremtidige virkninger, og disse ikke kan forudses med noejagtighed, kan det af faellesskabslovgiver udoevede skoen kun tilsidesaettes, saafremt det er aabenbart urigtigt, naar henses til de oplysninger, som faellesskabslovgiver raadede over paa tidspunktet for ordningens vedtagelse (53).

118 I den foreliggende sag er den anfaegtede ordnings virkninger hypotetiske og dermed ogsaa meget usikre. For at sammenholde de to ordninger kraeves en noejagtig analyse af den reelle fare for markedsforstyrrelser som foelge af forskelle i beskyttelsesniveauet, af de kompetente myndigheders evne til i tilstraekkelig god tid at opfange de signaler, der er krisens forloeber, og af deres evne til i tide at bremse uoenskede kapitalbevaegelser.

119 Den tyske regering har peget paa ulemperne ved den i direktivet fastsatte loesning, men har ikke godtgjort, at en beskyttelsesklausul kan sikre en bedre garanti eller bare en sammenlignelig garanti. Den har indskraenket sig til at haevde, at selv om det antages, at der er en reel fare for flytning af indskud i banker i en medlemsstat til udenlandske bankers filialer, som tilbyder en bedre beskyttelse, er der tilstraekkelig tid til at traeffe foranstaltninger, hvorved man kan forebygge udtraek, der kan bringe de lokale bankers eksistens i fare. Rigtigheden af denne hypotese er paa ingen maade blevet bevist.

120 De artikler i traktaten, som giver medlemsstaterne mulighed for at traeffe beskyttelsesforanstaltninger under andre omstaendigheder, indebaerer ikke, at der findes nogen teori om beskyttelsesforanstaltninger i faellesskabsretten, som systematisk begunstiger anvendelse af denne type bestemmelser, saafremt der opstaar fare for forstyrrelser paa visse markeder. Faellesskabsmyndighederne kan saaledes i medfoer af deres skoensbefoejelse beslutte, at det paa grund af forholdene paa det paagaeldende marked og usikkerheden omkring den situation, der skal forebygges, er noedvendigt med en mere effektiv og systematisk foranstaltning.

121 Sagsoegeren har endvidere ikke paavist, at de bestemmelser, som sagsoegeren citerer, fordi de indeholder beskyttelsesforanstaltninger, kan overfoeres direkte til direktivets omraade. Enten har bestemmelserne nemlig et andet maal (traktatens artikel 226 vedroerer en alvorlig forvaerring af den oekonomiske situation i et omraade, mens Raadets forordning (EOEF) nr. 3916/90 af 21.12.1990 vedroerer de foranstaltninger, der skal traeffes i tilfaelde af krise paa markedet for vejgodstransport (54)), eller formaalet er ikke blot at afvaerge faren for kapitalbevaegelser inden for samme medlemsstat (traktatens artikel 73 og Raadets direktiv 88/361/EOEF af 24.6.1988, hvorved traktatens artikel 67 gennemfoeres (55)).

122 Hertil kommer, at disse bestemmelser ikke forpligter faellesskabsmyndighederne til i fremtiden at traeffe efterfoelgende beskyttelsesforanstaltninger, hver gang markedsforstyrrelser truer. Bestemmelserne finder kun anvendelse paa de tilfaelde, der er opregnet i dem, og kan paa ingen maade binde faellesskabslovgiver.

123 Af disse grunde finder jeg ikke, at paastanden om annullation af bestemmelserne i direktivets artikel 4, stk. 1, andet afsnit, kan tages til foelge.

B - Forpligtelsen til at lade filialer tilslutte sig vaertslandets indskudsgarantiordning

124 Artikel 4, stk. 2, i direktiv 94/19 er affattet saaledes:

»Naar stoerrelsen og/eller raekkevidden, inklusive procentsatsen, af den daekning, der tilbydes af garantiordningen i vaertslandet, overstiger stoerrelsen og/eller raekkevidden af daekningen i den medlemsstat, hvor kreditinstituttet har faaet meddelt tilladelse, paaser vaertslandet, at der paa dets omraade findes en officielt anerkendt indskudsgarantiordning, som en filial kan tilslutte sig paa frivilligt grundlag for at supplere den garanti, som indskyderne allerede har i kraft af filialens medlemskab af hjemlandets ordning.

Den ordning, som filialen tilslutter sig, skal daekke den kategori af institutter, som filialen tilhoerer eller bedst kan henfoeres til i vaertslandet.«

125 Den tyske regering har gjort gaeldende, at den pligt, der saaledes paalaegges en medlemsstat til at optage filialer, der oensker at supplere daekningen i deres hjemland, i vaertsmedlemsstatens ordning er i strid med princippet om hjemlandstilsyn og proportionalitetsprincippet (56).

126 Ingen af parterne bestrider, at princippet om hjemlandstilsyn har vaeret det ledende princip under harmoniseringen af reglerne om finansielle tjenesteydelser.

127 Det er imidlertid ikke godtgjort, at faellesskabsmyndighederne har indfoert dette princip i de forskellige bestemmelser om harmonisering af banklovgivningerne i den hensigt i fremtiden systematisk at underlaegge alle andre regler paa omraadet det.

128 Hvorom alting er, vil faellesskabsmyndighederne i dette tilfaelde alene vaere bundet paa grund af noedvendigheden af at overholde princippet om den berettigede forventning, saafremt borgerne er berettiget til at forvente, at det her omhandlede princip bliver anvendt. Dette er ikke tilfaeldet i den foreliggende sag.

129 Faellesskabsmyndighederne er saaledes berettiget til at fravige princippet om hjemlandstilsyn.

130 Alligevel bygger direktivet hovedsagelig paa denne regel, jf. syvende betragtning, hvori det bemaerkes, at filialerne ikke laengere behoever tilladelse i vaertsmedlemsstaten, at det er de kompetente myndigheder i hjemlandet, der foerer tilsyn med deres solvens, og at garantiordningen »... noedvendigvis (maa) vaere den, der gaelder for den paagaeldende kategori af kreditinstitutter i vedkommende kreditinstituts hjemland, paa grund af den forbindelse, der er mellem tilsynet med en filials solvens og filialens medlemskab af en indskudsgarantiordning«.

131 Direktivet understreger saaledes, at kreditinstitutterne faktisk er underkastet princippet om hjemlandstilsyn, saaledes at den anfaegtede undtagelse synes at vaere begraenset til det bestemte tilfaelde, hvor vaertsmedlemsstaten tilbyder en filial en hoejere daekning end hjemlandet.

132 Sagsoegeren har i oevrigt bestridt noedvendigheden af den supplerende daekning i henhold til direktivet, som, selv om den er egnet til at naa det deri fastsatte maal, forgriber sig mod de rettigheder, der tilkommer vaertsmedlemsstatens indskudsgarantiordninger, og ifoelge proportionalitetsprincippet kunne have vaeret erstattet af lempeligere foranstaltninger.

133 Jeg er ikke enig i denne vurdering. For det foerste maa den byrde, der hviler paa vaertsmedlemsstatens garantiordning, saettes i det rette perspektiv. Der er navnlig tale om en supplerende garanti, som indtil den 31. december 1999 er begraenset til den del, der ligger over 15 000 ECU for de medlemsstater, hvor indskuddene paa tidspunktet for direktivets vedtagelse ikke er daekket op til 20 000 ECU, og til den del, der ligger over 20 000 ECU, for de oevrige medlemsstater.

134 Det bemaerkes, at beloebet i andre medlemsstater allerede ligger over det minimumsbeloeb, der er fastsat i direktivet, hvilket medfoerer en mindre belastning af de mest effektive garantiordninger. Endnu andre medlemsstater vil senere oenske at forbedre daekningen, hvilket er i overensstemmelse med direktivets harmoniseringsmaal.

135 For det andet forholder det sig saaledes, at saafremt en filial finder, at forskellen i daekningen ikke er tilstraekkelig stor til at retfaerdiggoere tilslutning til en supplerende ordning, eller at daekningen, uanset dens stoerrelse, ikke er afgoerende for indtagelsen af vaertsmedlemsstatens marked, har filialen ret til at undlade at tilslutte sig den supplerende daekningsordning.

136 Som paapeget af Parlamentet, er den frivillige tilslutning til den supplerende garantiordning endvidere noedvendigvis underkastet de betingelser, der er fastsat af vaertslandets ordning, og som udgoer modydelsen for den belastning, som ordningen udsaettes for, saafremt der opstaar vanskeligheder (57).

137 Dette fremgaar af:

- direktivets artikel 4, stk. 3, hvori det hedder: »En filial kan kun blive optaget, hvis den opfylder de relevante forpligtelser i forbindelse med medlemskab, herunder navnlig betaling af alle bidrag og andre afgifter«

- bilag II, punkt a), i direktivet, ifoelge hvilket »vaertslandets ordning ... fortsat (har) ubegraenset ret til at paalaegge deltagende kreditinstitutter sine objektive og almindeligt anvendte regler«

- bilag II, punkt d), hvori det bestemmes, at »vaertslandets ordning har ret til at paalaegge filialer bidrag til supplerende daekning paa et passende grundlag, idet der tages hensyn til den garanti, som hjemlandets ordning yder«.

138 Eftersom de afgifter, der betales af kreditinstituttet, fastsaettes efter objektive kriterier under hensyntagen til den risiko, filialen frembyder - hvilken risiko logisk maa afhaenge af forskellen i daekningen eller den helt manglende daekning, der tilbydes af vaertsmedlemsstatens ordning - synes det krav om supplerende daekning, der paalaegges visse vaertsmedlemsstater, ikke at medfoere en overdreven belastning af deres garantiordning.

139 Principperne i traktatens artikel 5 og i Raadets foerste direktiv 77/780/EOEF af 12. december 1977 om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udoeve virksomhed som kreditinstitut (58) og i direktivets bilag II goer det endvidere muligt at tage stilling til anbringendet om, at vaertsmedlemsstatens indskudsgarantiordning ikke har tilstraekkelig mulighed for at kontrollere solvensen eller forudse en filials betalingsvanskeligheder.

140 I henhold til traktatens artikel 5 traeffer medlemsstaterne alle almindelige eller saerlige foranstaltninger, som er egnede til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, som foelger bl.a. af retsakter foretaget af Faellesskabets institutioner. Domstolen har allerede fastslaaet, at medlemsstaterne og deres institutioner i medfoer af denne bestemmelse er »forpligtet til loyalt at samarbejde«, og at en medlemsstat for at lette anvendelsen af en faellesskabsretlig bestemmelse skal »... bistaa enhver anden medlemsstat, som er paalagt en forpligtelse i medfoer af faellesskabsretten« (59).

141 Artikel 7, stk. 1, i direktiv 77/780, som aendret ved Raadets andet direktiv 89/646/EOEF af 15. december 1989 (60), er affattet saaledes:

»Med henblik paa at foere tilsyn med virksomheden i kreditinstitutter, som udoever virksomhed i en eller flere andre medlemsstater end den, hvor de har hjemsted, navnlig dersom de dér har oprettet filialer, arbejder de kompetente myndigheder i de paagaeldende medlemsstater snaevert sammen. De meddeler hinanden alle saadanne oplysninger om ledelsen og ejerforholdet i disse kreditinstitutter, som vil kunne lette tilsynet med disse og undersoegelsen af betingelserne for meddelelse af tilladelse, samt alle oplysninger, der vil kunne lette tilsynet med disse institutter, i saerdeleshed med hensyn til likviditet, solvens, sikkerhed for indlaan, stoerre engagementer, administrativ og regnskabsmaessig praksis og intern kontrol.«

142 I direktiv 94/19, bilag II, punkt a), bestemmes det, at »vaertslandets ordning ... skal kunne kraeve meddelelse af relevante oplysninger og have ret til paa enhver maade at kontrollere saadanne oplysninger hos hjemlandets kompetente myndigheder«.

143 Vaertsmedlemsstatens kompetente myndigheder tillaegges saaledes ret til fuldstaendige oplysninger om en anden medlemsstats kreditinstitut, herunder moderselskabet.

144 Effektiviteten af denne regel over for kreditinstituttet sikres ved direktivets artikel 4, stk. 4, hvorved det er muligt for garantiordningen efter at have indhentet samtykke fra de kompetente myndigheder, der meddelte tilladelsen, at ekskludere en filial, som ikke har opfyldt de forpligtelser, der paahviler den som medlem af indskudsgarantiordningen.

145 I artikel 4, stk. 4, paalaegges der ligeledes de myndigheder, der har kompetence til at meddele tilladelsen, pligt til at traeffe alle passende foranstaltninger for at sikre, at ovennaevnte forpligtelser bliver opfyldt.

146 Hjemlandet har saaledes en forpligtelse til at samarbejde, som skal goere det muligt for vaertsmedlemsstatens ordning at faa de oplysninger, der er noedvendige, for at den kan udfoere sin opgave over for de tilsluttede udenlandske filialer.

147 Det foelger af det ovenfor anfoerte, at de af den tyske regering paaberaabte foranstaltninger ikke synes at vaere uforholdsmaessige i betragtning af det forfulgte maal, og at den tyske regering saaledes ikke med rimelighed kan paaberaabe sig tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet.

C - Pligtmedlemskabet

148 Ifoelge direktivets artikel 3, stk. 1, skal hver medlemsstat sikre, at der paa dens omraade indfoeres en eller flere indskudsgarantiordninger, som bliver officielt anerkendt. Med visse undtagelser maa intet kreditinstitut, der har faaet tilladelse i en medlemsstat, endvidere tage imod indskud, medmindre det er medlem af en saadan ordning.

149 Forbundsrepublikken Tyskland finder, at et saadant pligtmedlemskab er i strid med traktatens artikel 3 B, stk. 3, i EF-traktaten og proportionalitetsprincippet (61).

150 Forbundsrepublikken har gjort gaeldende, at den valgte loesning med pligtmedlemskab af garantiordningen er i strid med den nationale tyske ordning, som udgoer en »gaengs national praksis« i henhold til retningslinjerne fra Det Europaeiske Raads moede i Edinburgh (62), og ikke udgoer »valget mellem forskellige maader«, som tilbydes medlemsstaterne i henhold til samme retningslinjer. Det ville have vaeret tilstraekkeligt at indfoere en garantiordning i samtlige medlemsstater eller harmonisere de allerede eksisterende ordninger, og det ville da ikke have vaeret noedvendigt med pligtmedlemskab.

151 Den tyske regering har endelig tilfoejet, at det for at sikre indskyderne beskyttelse er tilstraekkeligt dels, at deres indskud er garanteret op til et vist minimumsniveau, dels, at der ved lov indfoeres pligt til foer aabningen af en konto at underrette kunderne om, hvorvidt kreditinstituttet er tilsluttet en garantiordning, dels, at banken forpligtes til at forelaegge de nationale tilsynsmyndigheder de kontrolrapporter, der udarbejdes af garantiordningen, og endelig, at de nationale myndigheder faar mulighed for at forbyde et kreditinstitut, som trues af konkurs, at modtage indskud, saafremt det ikke er medlem af en garantiordning.

152 Ovennaevnte retningslinjer, der er hentet fra konklusionerne fra Det Europaeiske Raads moede i Edinburgh, udtrykker Raadets vilje til at tage hensyn til »gaengs national praksis« og give medlemsstaterne »valget mellem forskellige maader, hvorpaa maalene med foranstaltningerne kan naas«.

153 Selv om der skal tages hensyn til gaengs national praksis, skal »faellesskabsretten overholdes«, og muligheden for at vaelge »mellem forskellige maader« afhaenger af, om omstaendighederne tillader det. Disse forbehold er klart udtryk for Raadets oenske om ikke systematisk at underkaste faellesskabsretten de nationale traditioner.

154 I den foreliggende sag viser direktivets vedtagelse og de manglende indsigelser fra medlemsstaterne, bortset fra Forbundsrepublikken Tyskland, at spoergsmaalet om hensyntagen til gaengs national praksis kun rejser sig i forbindelse med dette ene lands garantiordning.

155 Den tyske regering har gjort gaeldende, at der i oktober 1993 kun var fem ud af 300 kreditinstitutter med tilladelse til at modtage indskud, som havde hjemsted i Tyskland, der ikke var tilsluttet en garantiordning, og at de ikke-garanterede indskud kun udgjorde godt én promille af de garanterede indskud (63).

156 Heraf foelger, at det pligtmedlemskab, der er fastsat i direktivet og godkendt af de oevrige medlemsstater, ikke synes at udgoere en foranstaltning, som alvorligt forstyrrer funktionen af de kreditinstitutter, der er etableret i Tyskland.

157 Omvendt vil det, hvis medlemsstaterne faar mulighed for at vaelge princippet om frivillig tilslutning til en garantiordning, medfoere en vanskeligt maalelig risiko for, at en stor del af indskuddene ikke bliver daekket af nogen garanti overhovedet. Saafremt der ikke gennemfoeres en tilstraekkelig harmonisering, vil de nationale markeder ikke kunne tilbyde den sikkerhed, som bankkunderne har ret til at forvente.

158 En pligt for kreditinstitutterne til at underrette kunderne om, hvorvidt de er tilsluttet en garantiordning, kan efter min opfattelse ikke paa afgoerende maade styre de fremtidige indskyderes valg af bank.

159 De fremtidige kunder vil nemlig vaelge kreditinstitut efter langt mere afgoerende kriterier, navnlig naar de naar det stadium, hvor de allerede har accepteret tanken om at betro en bestemt bank deres midler og ofte ikke taenker saa meget paa bankens fremtidige insolvens, men opfatter noedvendigheden af at vaere tilsluttet en garantiordning som en overfloedig forsigtighedsregel.

160 Det skal endelig bemaerkes, at direktivets artikel 3, stk. 1, ikke indfoerer et ordning, hvorefter medlemsstaterne er helt bundet. Det staar medlemsstaterne frit for at indfoere og anerkende flere indskudsgarantiordninger paa deres omraade og saaledes give kreditinstitutterne mulighed for at vaelge den ordning, de finder mest hensigtsmaessig. Direktivet giver endvidere medlemsstaterne mulighed for under visse omstaendigheder at fritage et kreditinstitut for kravet om at vaere tilsluttet en indskudsgarantiordning, hvis det paagaeldende institut er tilsluttet en ordning, der beskytter selve kreditinstituttet isaer ved at garantere dets likviditet og solvens, saaledes at indskyderne derved sikres en beskyttelse, der mindst svarer til den, som en indskudsgarantiordning yder (64).

161 Det foelger heraf, at paastanden om annullation af direktivets artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, andet punktum, ikke boer tages til foelge.

162 Det foelger af de ovenfor anfoerte betragtninger, at jeg ikke finder den af Forbundsrepublikken Tyskland anlagte sag begrundet. Jeg finder derimod, at det anfaegtede direktiv tager sigte paa en harmonisering af banklovgivningen ved at tilstraebe en indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger paa et hoejt niveau, samtidig med at det giver respit til de medlemsstater, der endnu ikke har nogen indskudsgarantiordning, eller hvis garantiordning endnu ikke yder tilstraekkelig beskyttelse, alt sammen under overholdelse af faellesskabsreglerne.

Forslag til afgoerelse

163 Foelgelig foreslaar jeg Domstolen at traeffe foelgende afgoerelse:

- Frifindelse.

- Forbundsrepublikken Tyskland betaler sagens omkostninger.

(1) - EFT L 135, s. 5.

(2) - Henstilling af 22.12.1986 om indfoerelse af indskudsgarantiordninger i Faellesskabet (EFT 1987 L 33, s. 16).

(3) - EFT C 163, s. 6.

(4) - EFT C 115, s. 91.

(5) - EFT C 178, s. 14.

(6) - EFT C 91, s. 85.

(7) - Mine fremhaevelser.

(8) - Mine fremhaevelser.

(9) - Mine fremhaevelser.

(10) - Mine fremhaevelser.

(11) - S. 6-16 i den franske oversaettelse af staevningen.

(12) - Jf. f.eks. dom af 26.3.1987, sag 45/86, Kommissionen mod Raadet, Sml. s. 1493, praemis 11, og af 11.6.1991, sag C-300/89, Kommissionen mod Raadet, Sml. I, s. 2867, praemis 10.

(13) - Jf. ovennaevnte dom af 11.6.1991, Kommissionen mod Raadet, praemis 13.

(14) - A.st., praemis 17.

(15) - Jf. dom af 4.10.1991, sag C-70/88, Parlamentet mod Raadet, Sml. I, s. 4529, praemis 17, og af 28.6.1994, sag C-187/93, Parlamentet mod Raadet, Sml. I, s. 2857, praemis 25.

(16) - Foerste betragtning.

(17) - S. 9 og 10 i den franske oversaettelse af staevningen.

(18) - Jf. punkt ovenfor.

(19) - I oevrigt synes en tilsvarende oplysningsforpligtelse at eksistere i Tyskland ifoelge sagsoegeren: jf. s. 53, andet afsnit, i den franske oversaettelse af staevningen.

(20) - Mine fremhaevelser.

(21) - S. 12-14 i den franske oversaettelse af staevningen.

(22) - S. 11 og 12 i den franske oversaettelse af replikken.

FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694C0233.1

(23) - Hver af de naevnte artikler indeholder foelgende saetning: »... vedtager Raadet ... tilskyndelsesforanstaltninger, men uden at der er tale om nogen form for harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser«.

(24) - Jf. punkt 53 ovenfor.

(25) - Ovennaevnte henstilling 87/63.

(26) - Jf. dom af 27.9.1988, sag 165/87, Kommissionen mod Raadet, Sml. s. 5545, praemis 19.

(27) - Udtalelse fra Det OEkonomiske og Sociale Udvalg om forslag til Raadets direktiv om indskudsgarantiordninger af 22.10.1992 (EFT C 332, s. 13).

(28) - S. 13 i den franske oversaettelse af replikken.

(29) - I artikel 3 B, stk. 2, bestemmes foelgende: »Paa de omraader, som ikke hoerer ind under dets enekompetence, handler Faellesskabet, i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, kun hvis og i det omfang maalene for den paataenkte handling ikke i tilstraekkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor, paa grund af den paataenkte handlings omfang eller virkninger, bedre kan gennemfoeres paa faellesskabsplan.«

(30) - S. 16-19 i den franske oversaettelse af staevningen.

(31) - Jf. bl.a. dom af 7.7.1981, sag 158/80, Rewe, Sml. s. 1805, og ovennaevnte dom af 26.3.1987, Kommissionen mod Raadet, praemis 5.

(32) - Jf. ovennaevnte dom af 26.3.1987, Kommissionen mod Raadet, praemis 9.

(33) - Ovennaevnte henstilling 87/63.

(34) - S. 4 i den franske oversaettelse af intervenientens indlaeg.

(35) - Punkt 27 i Raadets svarskrift, punkt 24 ff. i Parlamentets svarskrift.

(36) - S. 19, andet afsnit, i den franske oversaettelse af staevningen og punkt 4, s. 16 ff. i den franske oversaettelse af replikken.

(37) - S. 6 ff. i den franske oversaettelse af sagsoegerens indlaeg vedroerende Kommissionens interventionsindlaeg.

(38) - I traktatens artikel 118 A hedder det, at »medlemsstaterne ... saetter sig som maal at harmonisere vilkaarene paa [arbejdsmiljoeomraadet] paa et stadigt stigende niveau«.

(39) - Dom af 12.11.1996, sag C-84/94, Det Forenede Kongerige mod Raadet, Sml. I, s. 5755, praemis 47.

(40) - Bulletin for De Europaeiske Faellesskaber, nr. 12, 1992, bilag 1 til del A, punkt I.15, s. 14.

(41) - »Interinstitutionel aftale mellem Europa-Parlamentet, Raadet og Kommissionen om fremgangsmaaderne for ivaerksaettelsen af naerhedsprincippet«, Bulletin for De Europaeiske Faellesskaber, nr. 10, 1993, punkt 2.2.2., s. 129.

(42) - S. 21 og 22 i den franske oversaettelse af staevningen.

(43) - Jf. punkt 71 ovenfor.

(44) - S. 23-26 i den franske oversaettelse af staevningen.

(45) - A.st., s. 25, andet afsnit.

(46) - A.st., s. 26-28.

(47) - Jf. punkt 39 ff. ovenfor.

(48) - Jf. punkt 35 ff. og punkt 104 ovenfor.

(49) - S. 28-37 i den franske oversaettelse af staevningen.

(50) - Jf. bl.a. dom af 11.7.1989, sag 265/87, Schraeder, Sml. s. 2237, praemis 21, og ovennaevnte nyere dom i sagen Det Forenede Kongerige mod Raadet, praemis 57.

(51) - Jf. bl.a. s. 31 ff. i den franske oversaettelse af staevningen.

(52) - Jf. bl.a. dom af 5.10.1994, sag C-280/93, Tyskland mod Raadet, Sml. I, s. 4973, praemis 90, og ovennaevnte nyere dom i sagen Det Forenede Kongerige mod Raadet, praemis 58.

(53) - Jf. bl.a. dom af 21.2.1990, forenede sager C-267/88-C-285/88, Wuidart m.fl., Sml. I, s. 435, praemis 14, og ovennaevnte dom af 5.10.1994, Tyskland mod Raadet, praemis 90.

(54) - Forordning om de foranstaltninger, der skal traeffes i tilfaelde af krise paa markedet for vejgodstransport (EFT L 375, s. 10).

(55) - EFT L 178, s. 5.

(56) - S. 37-49 i den franske oversaettelse af staevningen.

(57) - Punkt 62 i svarskriftet.

(58) - EFT L 322, s. 30.

(59) - Dom af 11.6.1991, sag C-251/89, Athanasopoulos m.fl., Sml. I, s. 2797, praemis 57, og af 27.9.1988, sag 235/87, Matteucci, Sml. s. 5589, praemis 19.

(60) - EFT L 386, s. 1.

(61) - S. 50-55 i den franske oversaettelse af staevningen.

(62) - Bulletin for De Europaeiske Faellesskaber, nr. 12, 1992, bilag 1 til del A, I.19, s. 15.

(63) - S. 36 i den franske oversaettelse af replikken.

(64) - Direktivets artikel 3, stk. 1, andet afsnit.

Top