61993B0549

++++

Saerlige rettergangsformer ° udsaettelse af gennemfoerelsen ° udsaettelse af gennemfoerelsen af en disciplinaersanktion ° betingelser ° forholdsreglen skal forekomme umiddelbart berettiget ° alvorligt og uopretteligt tab ° ikke-oekonomisk tab ° afvejning af samtlige interesser i sagen ° oekonomisk tab

(EOEF-traktaten, art. 185, Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Ved staevning indgivet til Rettens Justitskontor den 25. oktober 1993 har sagsoegeren i medfoer af artikel 91, stk. 4, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber anlagt sag med paastand om annullation af ansaettelsesmyndighedens afgoerelse af 30. september 1993 om som disciplinaersanktion at fjerne sagsoegeren fra tjenesten uden frakendelse af retten til alderspension i henhold til vedtaegtens artikel 86, stk. 2, litra f).

2 Ved saerskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor samme dag har sagsoegeren endvidere indgivet begaering om foreloebige forholdsregler i medfoer af vedtaegtens artikel 91, stk. 4, med henblik paa at opnaa udsaettelse af gennemfoerelsen af den anfaegtede afgoerelse.

3 Kommissionen har fremsat skriftlige bemaerkninger den 11. november 1993. Parterne har fremsat mundtlige bemaerkninger den 17. november 1993.

4 Inden Retten tager stilling til, om begaeringen om foreloebige forholdsregler skal tages til foelge, skal der kort redegoeres for sagens baggrund, saaledes som den fremgaar af parternes indlaeg og deres forklaringer under retsmoedet.

5 Den 28. april 1988 blev sagsoegeren udnaevnt til leder af Kommissionens delegation i (udelades), hvor han gjorde tjeneste til november 1991. Fra 1. december 1991 fik sagsoegeren stillingen som Kommissionens delegationsleder i (udelades). Forinden havde han arbejdet foerst som konsulent ved Kommissionens delegationer i (udelades) fra 1981 til 1984 og i (udelades) fra 1984 til 1987 og siden som delegationsleder i (udelades) fra januar til april 1988.

6 Under en undersoegelse i februar 1993, som Kommissionens Generalinspektorat for Delegationerne foretog af delegationen paa (udelades), fik inspektoererne kendskab til visse beskyldninger mod sagsoegeren angaaende den periode, hvor han havde virket som delegationsleder. Disse beskyldninger drejede sig i det vaesentlige om seksuel chikane, som det kvindelige personale paa delegationen havde vaeret udsat for, samt om tjenstlige forseelser, der bl.a. bestod i ubegrundede betalinger til visse medlemmer af personalet, hvorved der tillige var sket forskelsbehandling, og i almindelighed om mislig og urimelig forvaltning af Kommissionens personale og goder.

7 Den 4. maj 1993 meddelte ansaettelsesmyndigheden sagsoegeren, at der var indledt disciplinaersag mod ham. Efter at have hoert sagsoegeren den 26. maj 1993 suspenderede ansaettelsesmyndigheden ham ved afgoerelse af 28. maj 1993 fra tjenesten uden tilbageholdelse af vederlag i medfoer af artikel 88 i vedtaegten.

8 Den 2. juni 1993 udpegede ansaettelsesmyndigheden O.B. Petersen, en konsulent i Generaldirektoratet for Personale og Administration, til paa sine vegne at "foretage en afhoering af de vidner, der var traadt frem, og som befandt sig paa (...), og til at foretage en inspektion paa stedet". Klagerne og andre lokaltansatte afgav forklaring mellem den 7. og 13. juni 1993. Andre tjenestemaend og ansatte, som tidligere havde arbejdet sammen med sagsoegeren, blev afhoert mellem den 18. juni og den 2. juli 1993.

9 Efter at have underrettet sagsoegeren herom den 29. juni 1993 rejste ansaettelsesmyndigheden sagen for disciplinaerraadet ved indgivelse af en indberetning den 7. juli 1993. I denne indberetning anfoertes det, at sagsoegeren havde oevet seksuel chikane over for kvindelige lokaltansatte ved Kommissionens delegation paa (udelades), mens han var Kommissionens delegerede. Indberetningen vedroerte derimod ikke de "alvorlige tjenstlige forseelser", som der tidligere var fremsat beskyldninger om, idet ansaettelsesmyndigheden bemaerkede, at ... "in view of the nature of the allegations and of the evidence relating to them (it) does not consider it appropriate, at this stage, to seize the Disciplinary Board in respect of them" ["paa baggrund af anklagerne og de beviser, der er fremfoert herfor, finder (ansaettelsesmyndigheden) sig ikke foranlediget til paa dette stadium at rejse dette spoergsmaal for disciplinaerraadet"].

10 Efter at have gjort sig bekendt med samtlige sagens bilag og hoert sagsoegeren og O.B. Petersen anbefalede disciplinaerraadet i sin udtalelse af 27. juli 1993 ansaettelsesmyndigheden "at anvende disciplinaersanktionen i vedtaegtens artikel 86, stk. 2, litra f), paa D., dvs. fjernelse fra tjenesten uden frakendelse af retten til alderspension". Under afhoeringen i disciplinaerraadet anmodede sagsoegeren om, at der blev foranstaltet en supplerende, kontradiktorisk undersoegelse omfattende bl.a. en konfrontation og en laegeundersoegelse. Disciplinaerraadet afslog denne anmodning.

11 Da ansaettelsesmyndigheden paa ny havde hoert sagsoegeren den 29. juli 1993, meddelte den ham ved skrivelse af 30. juli 1993, at den havde besluttet at "efterkomme (hans) anmodning om ... at der blev foranstaltet en konfrontation mellem (ham) selv og hver enkelt klager, inden der bliver truffet afgoerelse i disciplinaersagen imod (ham). Resultaterne af disse konfrontationer, der vil finde sted i de kommende uger, skal supplere disciplinaerraadets udtalelse af 27. juli 1993 og vil indgaa i sagen."

12 Konfrontationen mellem sagsoegeren og de tre klagere bistaaet af deres respektive advokater fandt sted den 7. september 1993. Den 15. september 1993 foretog ansaettelsesmyndigheden et sidste forhoer af sagsoegeren i overensstemmelse med artikel 7 i bilag IX til vedtaegten.

13 Herefter paalagde ansaettelsesmyndigheden ved afgoerelse af 30. september 1993 sagsoegeren sanktionen fjernelse fra tjenesten uden frakendelse af retten til alderspension med virkning fra den 1. december 1993. I afgoerelsen anfoerte ansaettelsesmyndigheden i det vaesentlige, at de paaklagede forhold, saaledes som de fremgik af klagernes forklaringer, udgjorde en meget alvorlig forseelse og en overtraedelse af almindelige retsregler, som hverken sagsoegerens helbredstilstand eller andre omstaendigheder paa nogen maade kunne undskylde.

De retlige regler

14 I medfoer af bestemmelserne i EOEF-traktatens artikel 185 og 186 sammenholdt har sager indbragt for Retten ikke opsaettende virkning. Retten kan dog, hvis den skoenner, at forholdene kraever det, udsaette gennemfoerelsen af den anfaegtede retsakt eller foreskrive de noedvendige foreloebige forholdsregler.

15 I medfoer af artikel 104, stk. 2, i Rettens procesreglement skal begaeringen angive de omstaendigheder, der medfoerer uopsaettelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den begaerede foreloebige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget.

Parternes argumenter

16 Med hensyn til spoergsmaalet, om det umiddelbart forekommer berettiget at udsaette gennemfoerelsen af den anfaegtede afgoerelse, har sagsoegeren i det vaesentlige anfoert, at en raekke faktiske omstaendigheder viser, at tvisten i det mindste er reel, og at sagsoegerens synspunkter stoettes paa vaegtige argumenter.

17 Sagsoegeren har hertil for det foerste gjort gaeldende, at ansaettelsesmyndigheden har tilsidesat procedurereglerne i disciplinaersager, idet den har vedtaget en endelig afgoerelse efter udloebet af henholdsvis fristen paa en maaned efter disciplinaerraadets udtalelse i artikel 7, stk. 3, i bilag IX til vedtaegten og fristen paa fire maaneder fra den dag, afgoerelsen om suspension traadte i kraft, i vedtaegtens artikel 88, stk. 3.

18 Sagsoegeren har for det andet anfoert, at ansaettelsesmyndigheden ikke var i besiddelse af en forskriftsmaessig udtalelse fra disciplinaerraadet, da den traf den anfaegtede afgoerelse, idet disciplinaerraadet havde afgivet sin udtalelse uden at have samtlige oplysninger i sagen og navnlig ikke havde resultaterne af den kontradiktoriske undersoegelse, som siden var blevet foretaget. Under disse omstaendigheder finder sagsoegeren, at sagen er blevet behandlet i strid med bestemmelserne, og at hans ret til kontradiktion tilmed er blevet tilsidesat, idet han ikke har haft mulighed for at fremfoere samtlige sine argumenter for det organ, der har til opgave at afgive en begrundet udtalelse forud for ansaettelsesmyndighedens afgoerelse.

19 For det tredje har sagsoegeren gjort gaeldende, at ansaettelsesmyndigheden ikke har foert bevis for de faktiske omstaendigheder, der paaberaabes, idet den har noejedes med at betragte klagernes forklaringer som bevis for de omtvistede omstaendigheder og derved har tilsidesat retten til kontradiktion og det almindelige princip "in dubio pro reo", som anerkendes i retsordenen i alle medlemsstaterne. Saerligt er sagsoegeren af den opfattelse, at den anfaegtede afgoerelse hverken indeholder en begrundelse for, at de faktiske omstaendigheder skal laegges til grund, eller for den retlige bedoemmelse af dem, og at den er i strid med baade Raadets resolution 90/C 157/02 af 29. maj 1990 om beskyttelse af kvinders og maends vaerdighed paa arbejdspladsen (EFT C 157, s. 3) og henstilling 92/131/EOEF, som sagsoegte selv har vedtaget den 27. november 1991 om beskyttelse af maends og kvinders vaerdighed paa arbejdspladsen, herunder saerligt bilaget hertil, der indeholder en adfaerdskodeks vedroerende foranstaltninger til bekaempelse af seksuel chikane (EFT 1992 L 49, s. 1).

20 For det fjerde har sagsoegeren anfoert, at de forhold, som han kritiseres for, er anmeldt mellem to og fem aar efter, at de skulle vaere begaaet, og femten maaneder efter, at han havde forladt delegationen, hvor disse forhold skulle have fundet sted, hvilket ikke harmonerer med selve begrebet seksuel chikane. Sagsoegeren er i oevrigt af den opfattelse, at der er en aabenbar uforholdsmaessighed mellem de kritiserede forhold og den paalagte sanktion i betragtning af, at forholdene ikke klart og uafviseligt er godtgjort af ansaettelsesmyndigheden, og denne har undladt at tage hensyn til en lang raekke vidneudsagn og oplysninger i sagen, som kunne bevise, at den omtvistede adfaerd ikke havde fundet sted. Det foelger ifoelge sagsoegeren heraf, at ansaettelsesmyndigheden, da den vedtog den sanktion, som i praksis er den strengeste, idet han ikke kan modtage pension, har tilsidesat den ovennaevnte henstilling, der indeholder et princip om en straffeskala.

21 Endelig har sagsoegeren anfoert, at den anfaegtede afgoerelse er i strid med princippet om, at et forhold kun kan straffes, hvis det er begaaet af en person, som kan anses for at vaere ansvarlig for sine handlinger. Sagsoegeren har hertil anfoert, at disciplinaerraadet afslog den laegeundersoegelse, som han havde anmodet om, blev foretaget med henblik paa at fastslaa, i hvilken grad han kunne anses for at vaere ansvarlig, med den begrundelse, at der ikke var tegn paa mental forvirring. Hvis de forhold, han kritiseres for, var rigtige, ville de imidlertid snarere vaere bevis for det modsatte.

22 Med hensyn til uopsaettelighed har sagsoegeren gjort gaeldende, at den anfaegtede afgoerelse alvorligt og uopretteligt medfoerer et oekonomisk tab, skader hans omdoemme og kraenker hans aere og vaerdighed.

23 Med hensyn til det oekonomiske tab har sagsoegeren for det foerste anfoert, at han fra den 1. december 1993 vil vaere uden arbejde og uden nogen form for loen. Da han endvidere ikke har vaeret tjenestemand i Kommissionen i ti aar, vil han ikke vaere berettiget til pension, men kan kun faa tilbagebetalt sine personlige bidrag til pensionsordningen. Ifoelge sagsoegerens egne oplysninger andrager disse omkring 1 000 000 BFR. Paa grund af de mange udgifter han har, saerligt advokatomkostninger i forbindelse med naervaerende sag og udgifter til en af hans soenners studier i Det Forenede Kongerige, mener sagsoegeren, at han snart vil vaere helt uden midler og derfor vil vaere noedsaget til at realisere en del af familiens ejendom under vilkaar, der noedvendigvis vil vaere daarlige.

24 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at hvis den afgoerelse, som han har begaeret udsaettelse af gennemfoerelsen af, straks skulle faa virkning den 1. december 1993, ville det naesten vaere umuligt for ham at blive genindsat efter flere maaneder, endsige aar, i sin nuvaerende stilling, baade fordi hans stilling noedvendigvis vil vaere besat med en anden, som vil blive udnaevnt, og fordi han vil have mistet sin trovaerdighed i forhold til tredjelande og sin egen delegation.

25 Med hensyn til skaden paa hans omdoemme og kraenkelsen af hans aere og vaerdighed goer sagsoegeren gaeldende, at der er paafoert ham en fuldstaendig uoprettelig skade, for selv om den anfaegtede afgoerelse senere annulleres, vil samtlige tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber og lederne af de oevrige delegationer ° og endog personer uden for Faellesskabets institutioner ° vide, at han er blevet fjernet fra tjenesten, og kende grundene dertil.

26 Kommissionen har heroverfor anfoert, at de retlige betingelser for at tage begaeringen om den foreloebige forholdsregel til foelge, ikke er opfyldt i den foreliggende sag.

27 Med hensyn til spoergsmaalet, om det forekommer sandsynligt, at sagsoegeren vil faa medhold i hovedsagen ("fumus boni juris"), har Kommissionen anfoert, at dette ikke umiddelbart paa grundlag af de anbringender og argumenter, som sagsoegeren har fremfoert, kan antages at vaere tilfaeldet. Kommissionen har saerligt anfoert, at fristen paa en maaned i artikel 7 i bilag IX til vedtaegten ifoelge Domstolens og Rettens faste praksis ikke er en ufravigelig frist, og at ansaettelsesmyndighedens endelige afgoerelse under hensyn til sagens omstaendigheder blev truffet inden for en rimelig frist. For saa vidt angaar anbringendet om, at den endelige afgoerelse blev truffet mere end fire maaneder efter, at sagsoegeren blev suspenderet, har Kommissionen anfoert, at dette ikke udgoer en vaesentlig mangel, der kan medfoere annullation af den omtvistede afgoerelse. Kommissionen er af den opfattelse, at den eneste retsfoelge af fristoverskridelse i henhold til vedtaegtens artikel 88, stk. 3 og 4, bestaar i, at den paagaeldende igen faar sin loen og de beloeb, der er tilbageholdt. I afgoerelsen om at suspendere sagsoegeren fra tjenesten var det imidlertid udtrykkeligt bestemt, at han fortsat skulle oppebaere loen under suspensionen. Kommissionen har anfoert, at den under alle omstaendigheder ikke kan kritiseres for at have vaeret for laenge om at traeffe den endelige afgoerelse, naar overskridelsen af fristen for det foerste kun var paa tre dage, og overskridelsen for det andet skyldtes, at Kommissionen ville sikre den stoerst mulige beskyttelse af kontradiktionsretten, herunder ved at foranstalte den konfrontation, som sagsoegeren havde anmodet om.

28 Kommissionen har tillige gjort gaeldende, at det ikke er ulovligt, at disciplinaerraadet ikke tog hensyn til samtlige omstaendigheder i sagen, saerlig dem, der var fremkommet ved konfrontationen mellem sagsoegeren og klagerne, da disciplinaerraadet afgav udtalelsen, og at dette derfor ikke udgoer en mangel ved sagsbehandlingen og den endelige afgoerelse. Kommissionen har hertil anfoert, at disciplinaerraadet ikke besluttede at foranstalte en konfrontation mellem parterne eller lade sagsoegeren undergaa en laegeundersoegelse, idet det fandt, at det havde tilstraekkelige oplysninger. Kommissionen tilfoejer, at ansaettelsesmyndigheden ikke havde pligt til at foranstalte en saadan konfrontation, og at konfrontationen under alle omstaendigheder ikke frembragte nye oplysninger.

29 Kommissionen har tillige imoedegaaet anbringendet om, at den adfaerd, som sagsoegeren kritiseres for, med urette er blevet anset for at vaere seksuel chikane. Bortset fra, at den retlige vurdering af den kritiserede adfaerd er af underordnet betydning i forhold til, hvad der faktisk har fundet sted, anfoerer Kommissionen, at der ikke i den foreliggende sag kan ses bort fra, at der forelaa hierarkisk pres.

30 Med hensyn til anbringendet om, at det ikke er angivet, hvilke straffe der kan anvendes i saadanne tilfaelde, har Kommissionen anfoert, at dens henstilling af 27. november 1991 ikke har bindende virkning, og gjort gaeldende dels, at vedtaegten ikke indeholder en skala af bestemte straffe for bestemte disciplinaere forseelser, dels at det, hvis der blev paalagt ansaettelsesmyndigheden en forpligtelse til at overholde en saadan under disse omstaendigheder, ville udgoere en fragaaelse af princippet om, at ansaettelsesmyndigheden skal bestemme disciplinaersanktionen, naar det er godtgjort, at tjenestemanden faktisk har begaaet de forhold, han beskyldes for.

31 Med hensyn til betingelsen om uopsaettelighed har Kommissionen anfoert, at sagsoegeren ikke har godtgjort, at der foreligger en risiko for et alvorligt og uopretteligt tab.

32 For saa vidt angaar det oekonomiske tab, som sagsoegeren har paaberaabt sig, har Kommissionen anfoert, at sagsoegeren, saafremt Retten maatte annullere den omtvistede afgoerelse, vil vaere berettiget til udbetaling af alle de beloeb, som han skulle have oppebaaret fra den 1. december 1993, indtil han bliver genindsat i stillingen. Kommissionen har endvidere anfoert, at sagsoegeren under alle omstaendigheder nu vil modtage ca. 1 300 000 BFR svarende til de bidrag, som han har indbetalt til pension i den periode, hvor han har gjort tjeneste ved Kommissionen som tjenestemand. Endvidere faar han ifoelge Kommissionen ret til pension i Belgien, naar han fylder 62 aar. Endelig er Kommissionen af den opfattelse, at sagsoegeren ikke har godtgjort, at han er noedsaget til at saelge familiens ejendom under afventning af dommen i hovedsagen. Hvad saerligt angaar udgifterne til sagsoegerens soens studier i Det Forenede Kongerige har Kommissionen anfoert, at soennen modtager et stipendium i Det Forenede Kongerige og bor paa universitetet i Sussex til en beskeden leje paa 350 UKL. Under retsmoedet har Kommissionen endvidere anfoert, at sagsoegeren ud over sine pensionsbidrag tillige vil modtage et beloeb paa ca. 1 000 000 BFR for ikke-afholdte feriedage. Ifoelge et dokument dateret den 19. november 1993, som Kommissionen har fremlagt for Retten, udgoer dette beloeb 1 086 828 BFR, svarende til 86 feriedage, som sagsoegeren ikke har holdt ved arbejdsophoeret.

33 Med hensyn til den ikke-oekonomiske skade har sagsoegte gjort gaeldende, at sagen baade administrativt og hierarkisk er behandlet med omhu for at undgaa, at sagsoegerens faglige image, omdoemme og vaerdighed paa nogen maade blev skadet eller kraenket. Endvidere har Kommissionen anfoert, at der af hensyn til institutionens trovaerdighed, saerligt i forhold til de tredjelande, hvor sagsoegeren har arbejdet, ikke vil kunne ske nogen offentlig udbredelse af sagen. Endelig har Kommissionen for saa vidt angaar anbringendet om, at sagsoegeren ikke vil kunne indtage sin stilling som delegationsleder igen i tilfaelde af, at Retten giver ham medhold, anfoert, at selv om det ikke er udelukket, at sagsoegeren kan genindsaettes i sin tidligere stilling, foelger det af fast retspraksis, at en tjenestemand ikke kan goere krav paa at faa eller beholde en bestemt stilling, idet institutionerne har et vidt skoen ved tilrettelaeggelsen af deres tjenestegrene og ved placeringen af det personale, som de raader over.

Rettens bemaerkninger

Spoergsmaalet om fumus boni juris

34 Ved afgoerelsen af, om en begaering om foreloebige forholdsregler umiddelbart forekommer berettiget, tages stilling til, om de anbringender og argumenter, som sagsoegeren paaberaaber sig til stoette for sit annullationssoegsmaal for Retten, i betragtning af den konkrete sags faktiske og retlige omstaendigheder er vaegtige.

35 Det konstateres for det foerste, at det i den anfaegtede afgoerelse blot anfoeres, at sagsoegeren kritiseres for at "have oevet seksuel chikane over for kvindelige lokaltansatte, mens han var leder af Kommissionens delegation i (udelades)", uden at det paa nogen maade naermere praeciseres, paa hvilket sted, under hvilke omstaendigheder, af hvilken varighed og med hvilken hyppighed de forhold, som udgoer den tjenstlige forseelse, fandt sted.

36 Det bemaerkes for det andet, at de omtvistede forhold ifoelge den anfaegtede afgoerelse fremgaar af klagernes forklaringer og er bekraeftet af disse klagere baade under undersoegelsen i forbindelse med disciplinaersagen og ved konfrontationen med sagsoegeren. Afgoerelsen henviser imidlertid ikke til, at der skulle vaere indhentet vidneudsagn under disciplinaersagen, som kunne bekraefte eller afkraefte klagernes forklaringer.

37 For det tredje bemaerkes det, at den anfaegtede afgoerelse er yderst kortfattet med hensyn til ansaettelsesmyndighedens grunde til at vaelge den anvendte sanktion, selv om der er anvendt en af de strengeste sanktioner, nemlig fjernelse fra tjenesten uden frakendelse af retten til alderspension. I afgoerelsen anfoeres det for det foerste kun, at de omtvistede forhold udgoer en "meget alvorlig forseelse" og "en overtraedelse af almindelige retsregler", uden at det dog angives hvilken, og for det andet at kvaliteten af sagsoegerens arbejde er "uden enhver betydning for de forhold, han kritiseres for" og at "hverken hans helbredstilstand eller andre omstaendigheder paa nogen maade kunne undskylde ham".

38 Imidlertid har pligten til at begrunde enhver afgoerelse om en bestemt person, der traeffes i henhold til vedtaegten, efter fast retspraksis (jf. bl.a. Rettens dom af 13.12.1990, sag T-115/89, González Holguera mod Parlamentet, Sml. II, s. 831, praemis 42-45) til formaal dels at give afgoerelsens adressat oplysninger, som er tilstraekkelige til at fastslaa, om afgoerelsen er rigtig, dels at muliggoere den judicielle kontrol. For at Retten kan udoeve denne kontrol er det absolut noedvendigt, at de forhold, der konkret laegges tjenestemanden til last, samt overvejelserne bag ansaettelsesmyndighedens valg af en bestemt sanktion angives i begrundelsen for afgoerelsen om at anvende den paagaeldende disciplinaersanktion (jf. Domstolens dom af 29.1.1985, sag 228/83, F. mod Kommissionen, Sml. s. 275).

39 Det bemaerkes i oevrigt, at ansaettelsesmyndigheden, efter at disciplinaerraadet havde afgivet sin begrundede udtalelse, besluttede at foranstalte en konfrontation mellem sagsoegeren og klagerne. Ansaettelsesmyndigheden besluttede imidlertid ikke at indbringe sagen for disciplinaerraadet paa ny efter konfrontationen. Det foelger heraf for det foerste, at sagsoegeren ikke havde mulighed for over for disciplinaerraadet at fremkomme med sine skriftlige eller mundtlige bemaerkninger til en del af resultaterne af ansaettelsesmyndighedens undersoegelse, dels at disciplinaerraadet ikke havde samtlige oplysninger i disciplinaersagen til raadighed, da det afgav sin begrundede udtalelse.

40 Herefter findes de oplysninger, der foreligger for Retten paa dette stadium af sagen, baade om ansaettelsesmyndighedens oplysning af sagen og retlige bedoemmelse af forholdene og om overholdelsen af retten til kontradiktion under disciplinaersagen at bestyrke sagsoegerens argumenter til stoette for hans paastand om annullation af den anfaegtede afgoerelse, uden at der dog herved tages stilling til lovligheden af den omtvistede retsakt.

41 Det skal derfor undersoeges, om den anfaegtede afgoerelse kan indebaere en risiko for et alvorligt og uopretteligt tab for sagsoegeren, som kan berettige, at der sker udsaettelse af gennemfoerelsen af den anfaegtede retsakt, eller at der traeffes andre foreloebige forholdsregler.

Spoergsmaalet om risiko for et alvorligt og uopretteligt tab

42 Det fremgaar af fast retspraksis (jf. kendelse afsagt af Rettens praesident den 13.5.1993, sag T-24/93 R, CMBT mod Kommissionen, Sml. II, s. 543, praemis 31), at spoergsmaalet om, hvorvidt en foreloebig forholdsregel er uopsaettelig, skal vurderes ud fra, om det er noedvendigt at traeffe en foreloebig afgoerelse for at undgaa, at den part, der har indgivet begaeringen, lider et alvorligt og uopretteligt tab. Det paahviler den, der indgiver begaeringen om udsaettelse af gennemfoerelsen af den anfaegtede afgoerelse, at godtgoere, at det vil paafoere vedkommende et vaesentligt og uopretteligt tab, saafremt man afventer afgoerelsen i hovedsagen.

43 Med hensyn til tab som foelge af, at hans omdoemme er skadet og hans aere og vaerdighed kraenket, skal det indledningsvis bemaerkes, at det, naar det drejer sig som et ikke-oekonomisk tab, vanskeligt ses, at dette tab kan blive uopretteligt eller vanskeligt at oprette. Under disse omstaendigheder skal Retten foretage en omhyggelig afvejning af parternes interesser for at afgoere, om der skal traeffes de begaerede foreloebige foranstaltninger. I denne afvejning skal der dels inddrages det alvorlige og uoprettelige tab, som sagsoegeren har gjort gaeldende, at han vil lide, dels Kommissionens interesse i ikke at skulle fortsaette et arbejdsforhold i en situation, hvor en tjenestemand er blevet fjernet fra tjenesten som foelge af en disciplinaersag i anledning af forseelse, der anses for at vaere yderst alvorlig.

44 Det bemaerkes, at i det omfang, det kan godtgoeres, at sagsoegeren lider et tab som foelge af, at hans omdoemme skades og hans aere og vaerdighed kraenkes, maa dette tab i det vaesentlige allerede siges at vaere paafoert ham. Saerligt med hensyn til sagsoegerens anbringende om, at det bliver umuligt for ham at genindtraede i sin stilling paa Kommissionens delegation i (udelades), selv hvis afgoerelsen senere annulleres, fordi det vil vaere kendt af alle, at han er blevet fjernet fra tjenesten, skal det blot bemaerkes, at sagsoegeren blev suspenderet fra tjenesten som Kommissionens delegationsleder i (udelades) med virkning fra den 28. maj 1993 og allerede har flyttet sine personlige ejendele fra (udelades) til (udelades). Under alle omstaendigheder vil en eventuel udsaettelse af gennemfoerelsen af den anfaegtede afgoerelse ikke kunne genoprette sagsoegerens omdoemme, aere og vaerdighed i hoejere grad, end en eventuel annullation af afgoerelsen vil kunne goere det senere hen efter afgoerelsen i hovedsagen.

45 Med hensyn til det oekonomiske tab, som sagsoegeren goer gaeldende at have lidt, bemaerkes det, at en rent oekonomisk skade ifoelge fast retspraksis (jf. senest kendelse afsagt af Rettens praesident den 29.9.1993, sag T-497/93 R II, Hogan mod Domstolen, Sml. II, s. 1005) principielt ikke kan antages at vaere uoprettelig eller blot vanskelig at oprette, saafremt tabet kan daekkes ved en senere oekonomisk erstatning.

46 Det konstateres, at sagsoegeren i den foreliggende sag vil have krav paa udbetaling af hele det beloeb, han skulle have modtaget fra den 1. december 1993 indtil genindsaettelsen i tjenesten, hvis Retten annullerer den anfaegtede afgoerelse.

47 Retten skal imidlertid paa grundlag af den enkelte sags omstaendigheder afgoere, om det kan paafoere sagsoegeren et alvorligt og overhaengende tab, at afgoerelsen gennemfoeres uden opsaettelse, og om dette tab end ikke kan oprettes, hvis afgoerelsen annulleres i hovedsagen.

48 Det understreges, at sagsoegeren, saa snart den anfaegtede afgoerelse faar virkning, faar udbetalt 1 326 536 BFR som tilbagebetaling af bidrag, han har indbetalt til alderspension, samt 1 086 828 BFR svarende til betaling for de ikke-afholdte feriedage, dvs. et samlet beloeb paa ca. 2 400 000 BFR.

49 Med dette beloeb, der svarer til ca. otte maaneders grundloen for en tjenestemand i sagsoegerens loenklasse og paa hans loentrin (A4, loentrin 5, 308 681 BFR), burde det vaere muligt for sagsoegeren at betale alle noedvendige udgifter til sine og sin families fornoedenheder, indtil Retten traeffer afgoerelse i hovedsagen. I modsaetning til, hvad Domstolen fastslog i kendelsen af 3. juli 1984 (kendelse afsagt af formanden for Tredje Afdeling, sag 141/84 R, De Compte mod Parlamentet, Sml. s. 2575) og af 13. april 1987 (kendelse afsagt af formanden for Fjerde Afdeling, sag 90/87 R, C.W. mod Revisionsretten, Sml. s. 1801), kan gennemfoerelsen af den anfaegtede afgoerelse derfor ikke umiddelbart anses for at paafoere sagsoegeren et alvorligt og overhaengende oekonomisk tab.

50 Det bemaerkes dog, at i medfoer af procesreglementets artikel 108 kan en kendelse vedroerende foreloebige forholdsregler efter begaering fra en af parterne til enhver tid aendres eller ophaeves paa grund af aendrede forhold. Sagsoegeren skal i saa fald rette henvendelse til Retten, hvis sagen viser sig at traekke ud, og han derfor kommer i en oekonomisk situation med overhaengende risiko for tab, som ikke kan afvente afgoerelsen i hovedsagen.

51 Begaeringen om udsaettelse af gennemfoerelsen af den anfaegtede beslutning maa derfor afvises.

Af disse grunde

bestemmer

RETTENS PRAESIDENT

1) Begaeringen tages ikke til foelge.

2) Afgoerelsen om sagens omkostninger udsaettes.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 30. november 1993.