61993B0460

++++

Annullationssoegsmaal ° afgoerelser truffet af Den Europaeiske Investeringsbank ° soegsmaal indgivet af en fysisk eller juridisk person i henhold til traktatens artikel 180, litra c) ° afvisning ° retsbeskyttelse sikret ved erstatningssoegsmaal

[EF-traktaten, art. 178 og 180, litra c)]

Ifoelge traktatens artikel 180, litra c), kan kun medlemsstaterne eller Kommissionen indgive annullationssoegsmaal vedroerende afgoerelser truffet af Den Europaeiske Investeringsbanks bestyrelse. Denne bestemmelse, hvoraf en lempeligere fortolkning vil overskride de graenser for Faellesskabets retsinstanser, som er fastlagt i selve bestemmelsens ordlyd, udelukker derfor indgivelse af soegsmaal fra fysiske eller juridiske personer. Dette indebaerer imidlertid ikke, at denne gruppe sagsoegere beroeves en effektiv retsbeskyttelse, da de er sikret en saadan retsbeskyttelse i kraft af kompetencen for Faellesskabets retsinstanser til at paadoemme tvistigheder om Den Europaeiske Investeringsbanks ansvar uden for kontraktforhold i henhold til traktatens artikel 178.

Faktiske omstaendigheder og sagens baggrund

1 Ved en afgoerelse af 12. november 1991 godkendte Den Europaeiske Investeringsbanks bestyrelse ydelsen af et laan til Communauté Urbaine de Lyon til finansiering af dens bidrag til anlaeg af boulevard périphérique nord i Lyons byomraade. Den 15. september 1992 blev der indgaaet en kontrakt om finansiering af dette projekt mellem Investeringsbanken og Communauté Urbaine de Lyon. Samme dag udsendte Investeringsbanken en pressemeddelelse om kontraktens indgaaelse.

Parternes paastande og retsforhandlinger

2 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 18. november 1992 har de ovennaevnte sagsoegere samt Raymond Puget, Vaulx-en-Velin (Frankrig), anlagt sag med paastand om annullation dels af Investeringsbankens afgoerelse om godkendelse af laanet, dels af kontrakten om selve laanet. Sagsoegerne har fremfoert fire anbringender, hvorefter der haevdes at vaere sket en tilsidesaettelse af en raekke bestemmelser i EOEF-traktaten og protokollen vedroerende vedtaegterne for Investeringsbanken.

3 Ved skrivelse af 11. februar 1993 til Domstolens justitssekretaer har sagsoegernes advokat erklaeret, "at Raymond Puget skal slettes blandt sagsoegernes navne" og foelgelig betragtes, som om "han har haevet sagen". Formanden for Rettens Foerste Afdeling har taget dette til efterretning ved en kendelse afsagt samme dag som den foreliggende kendelse.

4 Ved dokument af 8. marts 1993 har Investeringsbanken paastaaet sagen afvist under henvisning til, at betingelserne i henhold til EOEF-traktatens artikel 180 for at fremme den til realitetsbehandling ikke er opfyldt, og at EOEF-traktatens artikel 173 ikke finder anvendelse paa Investeringsbankens retsakter. Subsidiaert har Investeringsbanken gjort gaeldende, at sagsoegerne ikke har godtgjort at have en umiddelbar og individuel soegsmaalsinteresse, og at sagen er for sent anlagt.

5 Sagsoegerne har i deres bemaerkninger om formalitetsindsigelsen indgivet den 14. april 1993 fastholdt, at sagen boer fremmes til realitetsbehandling.

6 Ved begaering indleveret til Domstolens Justitskontor den 19. marts 1993 har Kommissionen anmodet om at intervenere i sagen til stoette for Investeringsbankens paastande.

7 Ved kendelse af 14. maj 1993 har Domstolens praesident givet Kommissionen tilladelse til at intervenere til stoette for Investeringsbankens paastand.

8 Den 14. juni 1993 har Kommissionen indgivet et skriftligt indlaeg om intervention, hvori den har gjort gaeldende, at sagen boer afvises.

9 I medfoer af artikel 4 i Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21) har Domstolen ved kendelse af 27. september 1993 henvist sagen til Retten.

10 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande ved Retten:

° Investeringsbankens afgoerelse om godkendelse af laanet og kontrakten om selve laanet annulleres.

° Investeringsbanken tilpligtes at betale alle sagsomkostninger tillige med 5 000 ECU i oevrige udgifter med henblik paa sagens behandling.

Sagsoegte, Den Europaeiske Investeringsbank, har nedlagt foelgende paastande:

° Sagen afvises.

° Subsidiaert frifindes Investeringsbanken, og sagsoegerne paalaegges at betale alle sagens omkostninger in solidum.

Intervenienten, Kommissionen, har nedlagt foelgende paastande:

° Sagen afvises.

° Sagsoegerne paalaegges at betale alle sagens omkostninger in solidum.

11 Retten skal traeffe afgoerelse om formalitetsindsigelsen efter de betingelser, der er fastsat i procesreglementets artikel 114, stk. 3 og 4. I den foreliggende sag finder Retten dels, at den er tilstraekkeligt oplyst om sagen ved gennemgangen af sagens akter, og at der ikke er grund til at afholde mundtlig forhandling, dels at den foerst boer undersoege den formalitetsindsigelse, som stoettes paa, at EF-traktatens artikel 180 er til hinder for at fremme sagen til realitetsbehandling, og at sagsoegerne ikke er umiddelbart beroert af den anfaegtede beslutning.

Formalitetsindsigelsen, som stoettes paa, at EF-traktatens artikel 180 er til hinder for at fremme sagen til realitetsbehandling, og at sagsoegerne ikke er umiddelbart beroert af den anfaegtede beslutning

Sagsoegernes argumenter

12 Sagsoegerne har anfoert, at EF-traktatens artikel 180 ikke har til formaal at forbyde en tredjemand, som mener at have lidt skade paa grund af en afgoerelse, der er truffet af Investeringsbanken, at indgive annullationssoegsmaal. Domstolen har i en situation, som efter sagsoegernes opfattelse kan sammenlignes med den foreliggende, nemlig hvor Europa-Parlamentet har udstedt en retsakt, som er bestemt til at have retsvirkninger i forhold til tredjemand, ved dom af 23. april 1986 (sag 294/83, Les Verts mod Parlamentet, Sml. s. 1339, praemis 25) anerkendt, at et annullationssoegsmaal vedroerende en saadan retsakt kan antages til realitetsbehandling. Domstolens betragtninger i naevnte dom maa ogsaa have gyldighed for den foreliggende sag. Foelgelig boer EF-traktatens artikel 180, litra c), efter sagsoegernes opfattelse fortolkes udelukkende som en begraensning af medlemsstaternes og Kommissionens processuelle befoejelser. Hverken Raadet eller tredjemand er derfor afskaaret fra at indgive annullationssoegsmaal vedroerende Investeringsbankens afgoerelser. En modsat fortolkning vil indebaere, at Investeringsbanken ustraffet ville kunne tilsidesaette traktaten.

13 Denne fortolkning bekraeftes ifoelge sagsoegerne af artikel 29 i Investeringsbankens vedtaegter, hvorefter "tvistigheder mellem paa den ene side Banken og paa den anden side dens laangivere, laantagere eller tredjemand [afgoeres, med forbehold af den kompetence, som er tillagt Domstolen], af de kompetente nationale domsmyndigheder". Hvis ikke tredjemand havde nogen mulighed for at anlaegge sag ved Domstolen, ville den i artikel 29 indeholdte bestemmelse om afgoerelsen af tvistigheder mellem Investeringsbanken og tredjemand ikke have nogen mening.

14 Desuden viser Domstolens dom af 2. december 1992 (sag C-370/89, SGEEM og Etroy mod EIB, Sml. I, s. 6211), hvori Domstolen traf afgoerelse vedroerende et erstatningssoegsmaal, som var anlagt mod Investeringsbanken, og korrigerede den forglemmelse, som bestod i, at Investeringsbanken ikke var naevnt i EOEF-traktatens artikel 215, at det er noedvendigt at anlaegge en vid fortolkning af traktaten. Sagsoegerne tilfoejer, at EOEF-traktatens artikel 173, som efter deres opfattelse finder anvendelse paa den af dem anlagte sag, blev aendret ved traktaten om Den Europaeiske Union. Efter den nye bestemmelse i EF-traktatens artikel 173 kan fysiske og juridiske personer indgive annullationssoegsmaal vedroerende de af Den Europaeiske Centralbank trufne beslutninger. Man har glemt at naevne Investeringsbanken saavel i EF-traktatens artikel 173 som i artikel 215, selv om dennes beslutninger ogsaa kan have retsvirkninger over for tredjemand.

15 Sagsoegerne anfoerer, at de har en direkte soegsmaalsinteresse. Det laan, der er ydet Communauté Urbaine de Lyon, fremmer anlaegget af boulevard périphérique nord. Det forpligter endvidere tredjemaend, nemlig de skattepligtige, til at betale det tilbage. Communauté Urbaine de Lyon, som i forvejen er staerkt forgaeldet, er blevet haemmet i sin fremtidige handlefrihed med hensyn til forvaltningen af sit budget, hvilket indebaerer en risiko for demokratiet. Det ydede laan, som efter sagsoegernes opfattelse er ulovligt, fordi Investeringsbanken har overskredet sin kompetence ved tildelingen heraf, begraenser Bankens mulighed for at yde laan til opfyldelse af dens egentlige opgave. Til godtgoerelse af, at laanet er ulovligt, henviser sagsoegerne til de forslag, som Kommissionen fremsatte i 1993 om oprettelse af en Europaeisk Investeringsfond.

Rettens bemaerkninger

16 Det bemaerkes for det foerste, at kun medlemsstaterne eller Kommissionen ifoelge EF-traktatens artikel 180, litra c) [som er identisk med den tidligere bestemmelse i EOEF-traktatens artikel 180, litra c)], kan indgive annullationssoegsmaal vedroerende afgoerelser truffet af Investeringsbankens bestyrelse. Denne bestemmelse udelukker foelgelig, at private kan anlaegge en sag som den foreliggende.

17 Det skal imidlertid undersoeges, om denne traktatbestemmelse boer fortolkes som anfoert af sagsoegerne, der til stoette herfor har henvist til ovennaevnte dom i sagen Les Verts mod Parlamentet. Herom bemaerkes, at den loesning, som Domstolen valgte i denne dom, var begrundet i, at den oprindelige version af EOEF-traktaten kun tillagde Parlamentet raadgivende befoejelser og befoejelser til at udoeve politisk kontrol, men ikke til at udstede retsakter, som har til formaal at have retsvirkninger i forhold til tredjemand. Da Parlamentet senere fik oegede befoejelser, som gav mulighed for at vedtage saadanne retsakter, var det noedvendigt, at Domstolen kunne udoeve retslig kontrol hermed (jf. ovennaevnte dom i sagen Les Verts mod Parlamentet, praemis 22-25).

18 I den foreliggende sag har sagsoegerne ikke godtgjort, at Investeringsbankens befoejelser har gennemgaaet en tilsvarende udvikling indtil tidspunktet for vedtagelsen af den i sagen anfaegtede afgoerelse. Investeringsbanken har nemlig beholdt sin oprindelige opgave, som er at yde laan og garantier (jf. EOEF-traktatens artikel 129 og 130 og EF-traktatens artikel 198 D og 198 E). Over for de tredjemaend, som hverken modtager laan eller garantier fra banken vedtager Investeringsbanken derfor ikke afgoerelser med nogen retsvirkning for dem. Kommissionens forslag fra 1993 om oprettelse af en Europaeisk Investeringsfond, som sagsoegerne har henvist til, bekraefter denne fortolkning af Investeringsbankens nuvaerende befoejelser.

19 I denne forbindelse skal det tilfoejes, at den fremtidige Europaeiske Centralbank vil adskille sig vaesentligt fra Investeringsbanken. EF-traktatens artikel 108 A bestemmer saaledes, at Den Europaeiske Centralbank vil udstede forordninger og vedtage beslutninger (som er bindende for adressaterne), hvilket goer det noedvendigt, at der er adgang for fysiske eller juridiske personer til at indgive annullationssoegsmaal. I betragtning af de to bankers forskellige befoejelser findes den analogi, som sagsoegerne har opstillet, ikke velbegrundet.

20 Det fremgaar af det anfoerte, at den lempeligere fortolkning af EF-traktatens artikel 180 og 173, som sagsoegerne har anlagt, overskrider de graenser for Faellesskabets retsinstanser, som er fastlagt i selve ordlyden af EF-traktatens artikel 180, litra c).

21 Det skal imidlertid tillige undersoeges, om artikel 29 i Investeringsbankens vedtaegter kan aendre dette resultat. Herom bemaerkes, at det fremgaar af ovennaevnte dom i sagen SGEEM og Etroy mod EIB, som sagsoegerne har paaberaabt sig, at Faellesskabets retsinstanser antages at have kompetence til at paadoemme tvistigheder mellem Investeringsbanken og tredjemand i sager om Faellesskabets ansvar uden for kontraktforhold. Artikel 29 kan derfor ikke med rette haevdes at vaere uden mening, saafremt det antages, at annullationssoegsmaal fra tredjemaend maa afvises fra realitetsbehandling. Det skal tilfoejes, at den kompetence, der tilkommer Faellesskabets retsinstanser til at paadoemme tvistigheder i henhold til EF-traktatens artikel 178, garanterer tredjemaend en effektiv retsbeskyttelse over for Investeringsbankens retsakter.

22 For det tilfaelde, at man ikke desto mindre antog, at EF-traktatens artikel 173, stk. 4 (som er identisk med EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2), var anvendelig paa den foreliggende sag, maatte det undersoeges, om sagsoegerne er umiddelbart beroert af den anfaegtede afgoerelse. Herom maa det fastslaas, at sagsoegernes retsstilling ikke er blevet aendret ved beslutningen om at yde Communauté Urbaine de Lyon et laan. De af sagsoegerne paaberaabte interesser hos skatteborgerne og de fremtidige folkevalgte, som skal vedtage budgetterne for Communauté Urbaine de Lyon, godtgoer nemlig ikke i tilstraekkelig grad, at sagsoegernes retsstilling er blevet beroert af den anfaegtede afgoerelse. Kun de beslutninger, som de paagaeldende franske myndigheder har truffet med henblik paa anlaegget af den omhandlede boulevard périphérique, f.eks. beslutninger om ekspropriation, vil kunne beroere sagsoegernes retsstilling.

23 Hvad angaar vedtagelsen af Parlamentets budget har Domstolen fastslaaet, at den ikke er andet end en tilladelse til at afholde udgifterne, hvorfor en fysisk eller juridisk person ikke kan vaere umiddelbart beroert af akter, der er et led i denne vedtagelse (jf. kendelse af 26.9.1984, sag 295/83, Les Verts mod Parlamentet, Sml. s. 3331, praemis 7). En fysisk eller juridisk person kan derfor heller ikke vaere umiddelbart beroert af en afgoerelse, hvorved Investeringsbanken godkender tildelingen af et laan.

24 Foelgelig maa sagen afvises, uden at det er noedvendigt at undersoege de oevrige afvisningsgrunde, som Investeringsbanken og Kommissionen har fremfoert.

Sagens omkostninger

25 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegerne har tabt sagen, og Investeringsbanken har nedlagt paastand om, at sagsoegerne paalaegges sagens omkostninger, boer disse tilpligtes in solidum at betale de af Investeringsbanken afholdte omkostninger.

26 Intervenienten har nedlagt paastand om, at sagsoegerne paalaegges "samtlige omkostninger". Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 4, boer Kommissionen imidlertid som institution tilpligtes at baere sine egne omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

RETTEN (Foerste Afdeling)

1) Sagen afvises.

2) Sagsoegerne betaler sagens omkostninger in solidum, bortset fra de af intervenienten afholdte omkostninger, som denne selv baerer.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 26. november 1993.