61993B0281

++++

Retspleje ° sagsomkostninger ° sagens ophaevelse ikke begrundet i den anden parts adfaerd

(Rettens procesreglement, art. 87, stk. 5)

1 Ved staevninger indleveret til Domstolens Justitskontor mellem den 23. februar og den 26. april 1993 har Finbarr Walsh og de andre sagsoegere, der er anfoert i bilaget til denne kendelse, i henhold til EOEF-traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, anlagt sag mod Raadet og Kommissionen med paastand om erstatning for det tab, de mener at have lidt som foelge af anvendelsen af Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13), for saa vidt forordningen ikke indeholder en bestemmelse om tildeling af en repraesentativ referencemaengde til producenter, som i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 1078/77 af 17. maj 1977 om indfoerelse af en praemieordning for ikke-markedsfoering af maelk og mejeriprodukter og for omstilling af malkekvaegsbesaetninger (EFT L 131, s. 1, herefter benaevnt "forordning nr. 1078/77") havde paataget sig en forpligtelse til ikke at levere maelk i en afgraenset periode.

2 Ved afgoerelse truffet af Domstolens praesident den 23. april 1993 blev behandlingen af disse sager udsat til den 19. maj 1993. Ved afgoerelse truffet af Domstolens praesident den 14. september 1993 blev behandlingen af sagerne udsat, indtil der er afsagt dom til endelig afgoerelse af de forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen.

3 Ved kendelser af 27. september 1993 har Domstolen i henhold til artikel 47 i protokollen vedroerende EOEF-statutten for Domstolen (herefter benaevnt "statutten") henvist sagerne til Retten, jf. artikel 3 i Raadets afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1), som aendret ved Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 (EFT L 144, s. 21).

4 Sagsoegerne er ligeledes parter i sag T-541/93, McCutcheon m.fl. mod Raadet, hvori der er nedlagt paastand om annullation af Raadets forordning (EOEF) nr. 2187/93 af 22. juli 1993 om tilbud om erstatning til visse producenter af maelk og mejeriprodukter, som midlertidigt har vaeret forhindret i at udoeve deres virksomhed (EFT L 196, s. 6, herefter benaevnt "forordning nr. 2187/93"). De var ligeledes parter i sag T-541/93 R, hvori de havde begaeret udsaettelse af gennemfoerelsen af den naevnte forordning. Denne begaering blev ved kendelse afsagt af Rettens praesident den 1. februar 1994 ikke taget til foelge (sagerne T-278/93 R, T-555/93 R, T-280/93 R og T-541/93 R, Jones m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. II, s. 11).

5 Ved skrivelser indgaaet til Rettens Justitskontor mellem den 25. februar og den 18. april 1994 har sagsoegerne meddelt, at de haever de omhandlede sager.

I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 5, foerste punktum, paalaegges det den part, som haever sagen, at betale sagens omkostninger, saafremt den anden part har nedlagt paastand herom. I denne sag har sagsoegerne imidlertid anmodet Retten om at bestemme, at procesreglementets artikel 87, stk. 5, andet punktum, finder anvendelse, hvorefter en anden part skal betale sagens omkostninger, hvis dette findes berettiget som foelge af denne parts forhold.

6 Raadet og Kommissionen har i skriftlige indlaeg, indgivet til Justitskontoret henholdsvis den 10. og 11. maj 1994, modsat sig sagsoegernes anmodning om afgoerelsen af sagsomkostningerne.

7 Sagsoegerne har til stoette for deres anmodning gjort tre hovedargumenter gaeldende.

For det foerste har de anfoert, at de sagsoegte institutioner maa baere ansvaret for foroegelsen af antallet af retssager paa maelkekvoteomraadet, idet de i meddelelsen af 5. august 1992 (EFT C 198, s. 4) og i forordning nr. 2187/93 har indfoert en foraeldelsesfrist for producenter, der befinder sig i en tilsvarende situation som sagsoegerne. Efter deres opfattelse er konsekvensen heraf, at de fratages deres ret til erstatning for en del af de tab, de mener at have lidt.

For det andet har sagsoegerne gjort gaeldende, at Kommissionen, naar den i forordning (EOEF) nr. 2648/93 af 28. september 1993 om gennemfoerelsesbestemmelser til forordning (EOEF) nr. 2187/93 (EFT L 243, s. 1, herefter benaevnt "forordning nr. 2648/93") har accepteret at betale et bestemt beloeb som honorar til de advokater, som handlede for maelkeproducenterne foer meddelelsen af 5. august 1992, ogsaa paa samme maade boer betale de advokatomkostninger, der er paaloebet efter den 5. august 1992, idet inddragelsen af advokater viste sig at vaere noedvendig for at forbedre producenternes situation.

For det tredje har sagsoegerne gjort gaeldende, at det foelger af ovennaevnte kendelse i sagerne Jones m.fl. mod Raadet og Kommissionen, navnlig dens grund 52, at saafremt de i hovedsagerne anfaegtede bestemmelser i forordning nr. 2187/93 kendes ulovlige, lider de ikke skade derved, at de i mellemtiden har accepteret det tilbud om erstatning, der er indeholdt i forordningen. Grund 52 er en foelge af den erklaering herom, som de sagsoegte institutioners befuldmaegtigede fremsatte under hoeringen af parterne, og som er anfoert i kendelsens grund 51. Sagsoegerne har anfoert, at de nu paa grundlag af den foroegede retssikkerhed, som for dem foelger af kendelsen, kan haeve sagerne.

8 Raadet og Kommissionen har i deres skriftlige indlaeg bestridt sagsoegernes anbringender.

For saa vidt angaar det foerste argument har de sagsoegte institutioner givet udtryk for, at sagsanlaeggene var fuldstaendig unoedvendige efter meddelelsen af 5. august 1992 og de garantier, som Kommissionen har givet sagsoegerne. I meddelelsen forpligtede institutionerne sig til at finde en generel loesning paa spoergsmaalet om erstatning til alle beroerte maelkeproducenter; samtidig forpligtede de sig ogsaa til ikke at goere foraeldelse gaeldende over for disse producenter, for saa vidt deres erstatningskrav ikke var foraeldet den 5. august 1992. Under disse omstaendigheder, anfoerer institutionerne, vil producenterne ikke kunne lide skade ved, at de ikke har anlagt sag foer offentliggoerelsen af retsakten om gennemfoerelsesbestemmelserne til det almindelige tilbud om loesning af problemet om erstatning til maelkeproducenterne.

For saa vidt angaar de to andre argumenter har Raadet og Kommissionen anfoert, at det i den ovennaevnte kendelse i sagerne Jones m.fl. mod Raadet og Kommissionen alene fastslaas, at institutionerne skal traeffe alle de foranstaltninger, der er noedvendige til opfyldelsen af en dom, afsagt af Retten eller Domstolen, hvorved forordning nr. 2187/93 i givet fald annulleres paa grund af urigtig anvendelse af statuttens foraeldelsesregler. Kendelsen berettiger paa ingen maade til, at de beroerte maelkeproducenter hver har indgivet et erstatningssoegsmaal efter den 5. august 1992. Det tilbud, der er indeholdt i forordning nr. 2648/93, om at betale advokatomkostninger er bundet til en accept af tilbuddet om erstatning, hvis enkeltheder er fastlagt i forordning nr. 2187/93, og kan saaledes ikke finde anvendelse uden for denne sammenhaeng.

9 Hertil bemaerkes indledningsvis, at der med meddelelsen af 5. august 1992 fra Raadet og Kommissionen, saaledes som det fremgaar af dens ordlyd og indholdet af det forklarende memorandum til Raadets og Kommissionens meddelelse til producenterne af maelk og mejeriprodukter (dokument SEK(92) 1480 endelig udg.), forfoelges to formaal. Paa den ene side ville institutionerne bekendtgoere deres hensigt om at traeffe generelle foranstaltninger til opfyldelse af Domstolens dom af 19. maj 1992 (forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 3061), hvorved Faellesskabets ansvar uden for kontraktforhold er fastslaaet i forhold til de maelkeproducenter, der som foelge af deres deltagelse i ikke-markedsfoeringsordningen for maelk i henhold til forordning nr. 1078/77 ikke fik tildelt en referencemaengde til produktionen af maelk. Paa den anden side oenskede institutionerne at give de beroerte maelkeproducenter garanti for, at de ikke ville blive moedt med en foraeldelsesindsigelse frem til bekendtgoerelsen af almindelige erstatningsforanstaltninger, saafremt foraeldelsesfristen ikke allerede var udloebet paa meddelelsens dato eller et tidligere tidspunkt, hvor producenterne havde fremsat deres erstatningskrav over for institutionerne.

Kommissionen har bekraeftet denne holdning under en brevveksling med sagsoegerne efter offentliggoerelsen af meddelelsen.

10 Paa baggrund af de garantier, som institutionerne har givet, navnlig i ovennaevnte meddelelse, maa det konstateres, at de paagaeldende producenter ikke havde grund til at anlaegge sag i perioden mellem offentliggoerelsen af meddelelsen og offentliggoerelsen af forordning nr. 2187/93 for at undgaa, at deres erstatningskrav blev moedt med en indsigelse om foraeldelse.

11 Dette resultat aendres ikke af den omstaendighed, at forordning nr. 2648/93 blev offentliggjort efter udloebet af den naevnte periode, idet forordningens artikel 2 kun foreskriver betaling af advokatomkostninger, der er paaloebet foer den 5. august 1992. Resultatet aendres heller ikke af kendelsen i ovennaevnte sager, Jones m.fl. mod Raadet og Kommissionen, der blev afsagt i sammenhaeng med forordning nr. 2187/93, som kun gennemfoerte meddelelsen af 5. august 1992 (jf. ovenfor, grund 9). Denne kendelse kan derfor ikke i forbindelse med erstatningssoegsmaal, der er indgivet efter den 5. august 1992 og foer offentliggoerelsen af forordning nr. 2187/93, danne grundlag for, at de sagsoegte institutioner i henhold til artikel 87, stk. 5, andet punktum, paalaegges at betale sagsoegernes omkostninger.

12 Det vil imidlertid heller ikke vaere berettiget at paalaegge sagsoegerne de sagsoegte institutioners omkostninger, idet deres handlemaade har foert til retssagerne om maelkekvoterne, hvilket Domstolen allerede har fastslaaet, senest i ovennaevnte dom i sagen Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen.

13 Det er derfor under disse omstaendigheder rimeligt, at hver part paalaegges at betale sine egne omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

RETTENS PRAESIDENT

1) Sagerne slettes af Rettens register.

2) Hver part baerer sine egne omkostninger.

Saaledes bestemt i Luxembourg, den 15. juli 1994.