61993B0278

++++

Foreloebige forholdsregler - retssikrende forholdsregler - betingelser - et alvorligt og uopretteligt tab - pligt for visse maelkeproducenter, der ikke har faaet tildelt referencemaengder fritaget for tillaegsafgiften, til at vaelge mellem at acceptere en fast erstatning, som ikke daekker deres tab fuldt ud, og at afvente en erstatning i en ubestemt periode - foreloebige forholdsregler tilsyneladende ikke noedvendige efter en undersoegelse af konsekvenserne af en accept af tilbuddet om den faste erstatning

(Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2; Raadets forordning nr. 2187/93)

Spoergsmaalet om, hvorvidt en foreloebig forholdsregel er uopsaettelig, skal vurderes ud fra, om det er noedvendigt at traeffe en foreloebig afgoerelse for at undgaa, at der paafoeres den part, der har indgivet begaeringen, et alvorligt og uopretteligt tab. Det paahviler denne at godtgoere, at det vil have alvorlige og uoprettelige konsekvenser for den paagaeldende, saafremt man afventer afgoerelsen i hovedsagen.

Den omstaendighed, at de maelkeproducenter, der kraever erstatning for den skade, de har lidt som foelge af, at det er blevet afvist at tildele dem referencemaengder fritaget for tillaegsafgiften efter udloebet af deres ikke-markedsfoeringsforpligtelse - hvilket er kendt ulovligt af Domstolen - enten skal acceptere tilbuddet om den faste erstatning i henhold til forordning nr. 2187/93, og herved give afkald paa ethvert yderligere krav, eller maa afvente udfaldet af de erstatningssager, de har anlagt ved EF' s retsinstanser, for at opnaa en fuld erstatning, indebaerer ikke, at de risikerer at lide et saadant tab.

Selv om en producent, der er forgaeldet og udsat for retsforfoelgning fra sine kreditorer, ganske vist ikke kan vente paa at faa udbetalt erstatning i en ubestemt periode, er en accept af tilbuddet om den faste erstatning paa de i den foernaevnte forordning opstillede betingelser ikke noedvendigvis ensbetydende med, at de beroerte producenter definitivt mister retten til en stoerre erstatning, som de mener sig berettiget til. Dette skyldes, at hvis ordningen med den faste erstatning, saaledes som den er fastlagt i forordningen, som anfoert af de beroerte producenter er ulovlig, vil en annullation af de anfaegtede bestemmelser i forbindelse med en af de sager, der ikke bliver haevet, skabe en ny situation, der - som det udtrykkeligt er anerkendt af de sagsoegte institutioner under sagen om foreloebige forholdsregler - giver alle beroerte producenter mulighed for at kraeve en erstatning, som vil blive beregnet paa grundlag af en laengere periode end den, der er lagt til grund for den faste erstatning. Erstatningen vil i saa fald ganske vist eventuelt blive beregnet paa grundlag af de faktiske tab, men dette udgoer ikke et indgreb i de beroerte producenters rettigheder.

Det foelger heraf, at begaeringen om foreloebige forholdsregler ikke kan tages til foelge, da sagsoegernes accept af tilbuddet om den faste erstatning i henhold til forordning nr. 2187/93 ikke i sig selv kan paafoere dem et alvorligt og uopretteligt tab.

Faktiske omstaendigheder

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 18. maj 1992 (sag C-202/92) har David Jones og Mary Jones i henhold til EOEF-traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, anlagt sag mod Raadet og Kommissionen med paastand om erstatning for den skade, de mener at have lidt som foelge af anvendelsen af Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter (herefter benaevnt "forordning nr. 857/84", EFT L 90, s. 13).

2 Ved Domstolens kendelse af 14. september 1993 blev behandlingen af sagen udsat, indtil der er afsagt dom til endelig afgoerelse af de forenede sager C-104/89, Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen, og C-37/90, Heinemann mod Raadet og Kommissionen, hvori der er nedlagt tilsvarende paastande, og som angaar gyldigheden af de samme retsakter.

3 Ved kendelse af 27. september 1993 har Domstolen i henhold til artikel 47 i protokollen vedroerende statutten for EOEF-Domstolen (herefter benaevnt "statutten") henvist sagen til Retten, jf. artikel 3 i Raadets afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1), som aendret ved Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 (EFT L 144, s. 21). Sagen er registreret ved Retten under nummer T-278/93.

4 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 29. oktober 1993 har de samme sagsoegere og 25 andre maelkeproducenter, som tidligere havde anlagt tilsvarende erstatningssager, i henhold til EOEF-traktatens artikel 173 anlagt sag mod Raadet med paastand om annullation af artikel 8, stk. 2, litra a), og artikel 14, stk. 4, i Raadets forordning (EOEF) nr. 2187/93 af 22. juli 1993 om tilbud om erstatning til visse producenter af maelk og mejeriprodukter, som midlertidigt har vaeret forhindret i at udoeve deres virksomhed (herefter benaevnt "forordning nr. 2187/93", EFT L 196, s. 6).

5 Ved saerskilt dokument registreret paa Rettens Justitskontor samme dag har David Jones og Mary Jones fremsat begaering om foreloebige forholdsregler, saaledes at Raadet og Kommissionen i det vaesentlige tilpligtes at traeffe de noedvendige foranstaltninger med henblik paa, at sagsoegerne kan faa udbetalt den faste erstatning i henhold til forordning nr. 2187/93 uden at skulle haeve de sager, de har anlagt ved Retten.

6 Raadet og Kommissionen har henholdsvis den 18. og 19. november 1993 indgivet skriftlige bemaerkninger vedroerende begaeringen om foreloebige forholdsregler.

7 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 10. august 1992 (sag C-337/92) har Brian Garrett i henhold til EOEF-traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, anlagt sag mod Raadet og Kommissionen med paastand om erstatning for den skade, han mener at have lidt som foelge af anvendelsen af forordning nr. 857/84.

8 Ved Domstolens kendelse af 14. september 1993 blev behandlingen af sagen udsat, indtil der er afsagt dom til endelig afgoerelse af de forenede sager C-104/89, Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen, og C-37/90, Heinemann mod Raadet og Kommissionen, hvori der er nedlagt tilsvarende paastande, og som angaar gyldigheden af de samme retsakter.

9 Ved kendelse af 27. september 1993 har Domstolen i henhold til artikel 47 i statutten henvist sagen til Retten i henhold til de foernaevnte afgoerelser af henholdsvis 24. oktober 1988 og 8. juni 1993. Sagen er registreret ved Retten under nummer T-280/93.

10 Ved saerskilt dokument registreret paa Rettens Justitskontor den 26. november 1993 har sagsoegeren fremsat begaering om foreloebige forholdsregler, saaledes at Raadet og Kommissionen i det vaesentlige tilpligtes dels inden for en frist paa en maaned at indgaa forlig med sagsoegeren om stoerrelsen af den erstatning, der skal betales til ham i relation til hans to bedrifter, idet behandlingen af hovedsagen ellers vil blive genoptaget, dels straks at udbetale et forskud paa 329 000 UKL.

11 Raadet og Kommissionen har henholdsvis den 9. og 10. december 1993 indgivet skriftlige bemaerkninger vedroerende denne begaering om foreloebige forholdsregler.

12 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. oktober 1993 har Norman McCutcheon og 246 andre maelkeproducenter i henhold til EOEF-traktatens artikel 173 anlagt sag mod Raadet med paastand om annullation af forordning nr. 2187/93, navnlig forordningens artikel 8 og 14. Sagen er registreret under nummer T-541/93. De samme producenter havde tillige i henhold til EOEF-traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, anlagt sager mod Raadet og Kommissionen med paastand om erstatning for den skade, de mener at have lidt som foelge af anvendelsen af forordning nr. 857/84.

13 Ved saerskilt dokument registreret paa Rettens Justitskontor den 19. november 1993 har Norman McCutcheon og de 246 andre sagsoegere i sag T-541/93 fremsat begaering om foreloebige forholdsregler dels med henblik paa udsaettelse af gennemfoerelsen af forordning nr. 2187/93, navnlig forordningens artikel 14, stk. 4, dels med henblik paa at faa fastslaaet, at sagsoegerne kan faa udbetalt den faste erstatning i henhold til forordning nr. 2187/93 uden at skulle haeve de erstatningssager, der er anlagt ved Retten.

14 Raadet har den 9. december 1993 indgivet skriftlige bemaerkninger vedroerende denne begaering om foreloebige forholdsregler.

15 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 5. januar 1993 har Kommissionen anmodet om tilladelse til at intervenere i sag T-541/93 R til stoette for Raadets paastande. Begaeringen om intervention er forkyndt for hovedsagens parter i overensstemmelse med artikel 116, stk. 1, i Rettens procesreglement.

16 Parterne har fremsat mundtlige bemaerkninger i retsmoedet den 6. januar 1994.

17 Rettens praesident har under dette retsmoede anmodet parterne om at fremsaette deres mundtlige bemaerkninger vedroerende en eventuel forening af naervaerende sager med henblik paa afgoerelsen om begaeringerne om foreloebige forholdsregler og vedroerende Kommissionens begaering om intervention i sag T-541/93 R. Parterne har hverken gjort indsigelse mod en saadan forening eller mod, at Kommissionen intervenerer i sag T-541/93 R til stoette for Raadets paastande.

18 Da genstandene for sagerne T-278/93 R og T-555/93 R, T-280/93 R og T-541/93 R angaar det samme problem, boer sagerne forenes med henblik paa afgoerelsen om begaeringerne om foreloebige forholdsregler. Paa denne baggrund findes Kommissionen ligeledes at have en retlig interesse i at intervenere i sag T-541/93 R til stoette for Raadets paastande.

19 Inden der tages stilling til, om de til Retten indgivne begaeringer boer tages til foelge, skal der kort henvises til sagernes sammenhaeng, herunder de faktiske omstaendigheder, der ligger til grund for de ved Retten anlagte sager, saaledes som de fremgaar af parternes skriftlige indlaeg og de mundtlige forklaringer under retsmoedet.

20 Ved domme af 28. april 1988 i sagerne Mulder (sag 120/86, Sml. s. 2321, herefter benaevnt "Mulder I") og von Deetzen (sag 170/86, Sml. s. 2355) fastslog Domstolen, at forordning nr. 857/84, som suppleret ved Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1371/84 af 16. maj 1984 om gennemfoerelsesbestemmelser for den tillaegsafgift, der er omhandlet i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 (herefter benaevnt "forordning nr. 1371/84", EFT L 132, s. 11), er ugyldig, for saa vidt disse forordninger ikke indeholder nogen bestemmelse om tildeling af en referencemaengde til producenter, som ikke har leveret maelk i det af den paagaeldende medlemsstat valgte referenceaar efter at have paataget sig en forpligtelse i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 1078/77 af 17. maj 1977 om indfoerelse af en praemieordning for ikke-markedsfoering af maelk og mejeriprodukter og for omstilling af malkekvaegsbesaetninger (EFT L 131, s. 1).

21 Ved dom af 19. maj 1992 i sagen Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen (forenede sager C-104/89 og C-37/90, Sml. I, s. 3061, herefter benaevnt "Mulder II") doemte Domstolen Raadet og Kommissionen til at erstatte de tab, som sagsoegerne har lidt ved anvendelsen af forordning nr. 857/84, som suppleret ved forordning nr. 1371/84.

22 Paa baggrund af denne dom fra Domstolen anerkendte Raadet og Kommissionen i en meddelelse offentliggjort i EF-Tidende den 5. august 1992 (EFT C 198, s. 4), at det resultat, Domstolen var naaet frem til i Mulder II-dommen, jf. ovenfor, gjaldt alle personer, der befandt sig i en tilsvarende situation som sagsoegerne i de forenede sager C-104/89 og C-37/90, og institutionerne forpligtede sig til, indtil der blev truffet de noedvendige foranstaltninger til opfyldelse af Domstolens dom, over for krav indgivet efter den 5. august 1992 ikke at paaberaabe sig statuttens artikel 43, hvorefter krav mod Faellesskabet, der stoettes paa ansvar uden for kontraktforhold, foraeldes fem aar efter, at den omstaendighed, der ligger til grund for kravet, er indtraadt.

23 Det var under disse omstaendigheder, at Raadet den 22. juli 1993 - paa forslag fra Kommissionen og efter at have indhentet udtalelser fra Europa-Parlamentet og Det OEkonomiske og Sociale Udvalg - udstedte forordning nr. 2187/93, som giver hjemmel til tilbud om en fast erstatning til visse producenter af maelk og mejeriprodukter, som midlertidigt har vaeret forhindret i at udoeve deres virksomhed, og fastsaetter de naermere regler om og betingelser for ydelse af en saadan erstatning.

24 En del af de beroerte producenter, herunder sagsoegerne, finder, at de har lidt skade som foelge af visse af forordningens bestemmelser, navnlig reglerne om foraeldelsesfristen, og har derfor anlagt annullationssoegsmaal ved Retten med paastand om delvis annullation af forordning nr. 2187/93, ligesom de har fremsat naervaerende begaeringer om foreloebige forholdsregler.

Retlige bemaerkninger

25 I henhold til EOEF-traktatens artikel 185 og 186, sammenholdt med artikel 4 i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988, jf. ovenfor, kan Retten, hvis den skoenner, at forholdene kraever det, udsaette gennemfoerelsen af den anfaegtede retsakt eller foreskrive de noedvendige foreloebige forholdsregler.

26 Artikel 104, stk. 2, i Rettens procesreglement foreskriver, at begaeringer, der vedroerer de i EOEF-traktatens artikel 185 og 186 omhandlede foreloebige forholdsregler, skal angive de omstaendigheder, der medfoerer uopsaettelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den begaerede forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget. De begaerede forholdsregler skal vaere af midlertidig karakter, idet de ikke maa foregribe afgoerelsen i hovedsagen.

27 I henhold til artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2187/93 tilbydes den faste erstatning kun for den periode, for hvilken retten til erstatning ikke er foraeldet. Artikel 8, stk. 2, litra a), bestemmer, at den foraeldelsesfrist paa fem aar med hensyn til Faellesskabets erstatningsansvar uden for kontraktforhold, som er fastsat i artikel 43 i statutten, betragtes som afbrudt paa datoen for fremsaettelsen af kravet fra den producent, der mener at vaere blevet tilfoejet skade af en af Faellesskabets institutioner, paa datoen for sagsanlaegget ved Domstolen eller paa datoen for meddelelsen af 5. august 1992, jf. ovenfor.

28 I henhold til artikel 10, stk. 1 og 2, i forordning nr. 2187/93 skulle erstatningskravet i hver medlemsstat rettes til den myndighed, som medlemsstaten har udpeget med henblik herpaa, og vaere myndigheden i haende senest den 30. september 1993. Myndigheden har herefter ifoelge artikel 14, stk. 1, en frist paa hoejst fire maaneder regnet fra kravets modtagelse til paa Raadets og Kommissionens vegne og for disses regning at fremsaette et tilbud om erstatning til producenten, ledsaget af en kvittering for fuld og endelig afgoerelse.

29 Det foelger af artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2187/93, at hvis tilbuddet ikke accepteres inden for en frist paa to maaneder fra dets modtagelse, er det ikke laengere bindende for de beroerte faellesskabsinstitutioner, dvs. Raadet og Kommissionen. Desuden er det i artikel 14, stk. 4, bestemt, at en accept af tilbuddet ved returnering til myndigheden inden for ovennaevnte frist paa to maaneder af kvitteringen i behoerigt godkendt og underskrevet stand indebaerer et afkald paa enhver form for yderligere krav mod faellesskabsinstitutionerne for det tab, der ligger til grund for tilbuddet om erstatning.

Parternes argumenter

30 De af parternes argumenter, der er relevante for afgoerelsen vedroerende naervaerende begaering om foreloebige forholdsregler, kan sammenfattes som nedenfor anfoert.

31 Hvad angaar de faktiske og retlige grunde til, at de begaerede forholdsregler umiddelbart forekommer berettigede, har sagsoegerne Jones og McCutcheon i det vaesentlige gjort gaeldende, at Raadets anvendelse af statuttens artikel 43 i forbindelse med artikel 8, stk. 2, litra a), i forordning nr. 2187/93 er ulovlig, da den dels hviler paa en urigtig retsopfattelse, dels strider mod princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og lighedsprincippet.

32 Det foelger efter sagsoegernes opfattelse af statuttens artikel 43, saaledes som bestemmelsen er fortolket af Domstolen i dom af 27. januar 1982 (forenede sager 256/80, 257/80, 265/80, 267/80 og 5/81, Birra Wuehrer m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 85) og af 13. november 1984 (forenede sager 256/80, 257/80, 265/80, 267/80, 5/81, 51/81 og 282/82, Birra Wuehrer m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3693, herefter benaevnt "Birra Wuehrer II"), at den foraeldelsesfrist, der gaelder i relation til Faellesskabets erstatningsansvar uden for kontraktforhold, foerst begynder at loebe fra det tidspunkt, hvor alle de betingelser, som er en forudsaetning for erstatningspligten, er opfyldt, og navnlig foerst naar det tab, der skal erstattes, er indtraadt. I det foreliggende tilfaelde var betingelserne for erstatningspligten ifoelge sagsoegerne foerst opfyldt den 28. april 1988, dvs. datoen for afsigelsen af Mulder I-dommen, jf. ovenfor, da de beroerte maelkeproducenter foerst paa dette tidspunkt kunne vide, om de havde ret til en referencemaengde.

33 Sagsoegerne mener tillige, at det er i strid med det grundlaeggende princip om beskyttelse af den berettigede forventning, at man i det foreliggende tilfaelde paaberaaber sig artikel 43 i statutten, da hverken Raadet eller Kommissionen rejste spoergsmaalet om foraeldelse i Mulder II-sagen, selv om erstatningskravet fra en af sagsoegerne i denne sag delvis - for saa vidt angaar lidt over to maaneder - vedroerte en periode, der var omfattet af foraeldelsen. Under disse omstaendigheder maa Raadet og Kommissionen efter sagsoegernes opfattelse anses for at have givet afkald paa retten til at goere foraeldelsen gaeldende for saa vidt angaar alle de beroerte maelkeproducenters erstatningskrav.

34 Ifoelge sagsoegerne strider anvendelsen af statuttens artikel 43 desuden mod det grundlaeggende ligebehandlingsprincip, idet der er tale om en forskelsbehandling mellem de producenter, hvis ikke-markedsfoerings- eller omstillingsordninger udloeb i 1983 eller 1984, og de producenter, hvis ordninger udloeb i 1987, idet sidstnaevnte stort set ikke rammes af foraeldelsen.

35 Hvad angaar spoergsmaalet om uopsaettelighed har sagsoegerne gjort gaeldende, at de vil lide et alvorligt og uopretteligt tab, hvis deres begaeringer om foreloebige forholdsregler ikke imoedekommes. De har understreget, at det valg, de har i henhold til den omtvistede forordning, bestaar i enten at acceptere tilbuddet om den faste erstatning og saaledes give afkald paa deres krav paa en fuldstaendig erstatning for det tab, de har lidt, eller at afvise tilbuddet om den faste erstatning og foelgelig blive noedsaget til at vente adskillige aar, indtil Retten og eventuelt Domstolen i tilfaelde af appel afsiger deres domme i de sager, der verserer i oejeblikket. Sagsoegerne kan imidlertid efter eget udsagn ikke afvente disse sagers udfald, da deres bedrifters eksistens i oejeblikket er truet, fordi kreditorerne forbereder sig paa at blive indsat i besiddelsen af bedrifterne og saelge disse. Sagsoegerne finder saaledes, at de i begge tilfaelde vil lide et alvorligt og uopretteligt tab, som kun kan afhjaelpes, saafremt der traeffes de begaerede foreloebige forholdsregler, da tilbuddet om erstatning i henhold til artikel 14, stk. 1 og 3, i forordning nr. 2187/93 skal vaere dem i haende senest den 31. januar 1994 og skal accepteres inden for to maaneder fra modtagelsen af tilbuddet.

36 Sagsoegeren Brian Garrett har gjort gaeldende, at hans banker, saafremt begaeringen om foreloebige forholdsregler ikke bliver taget til foelge, i betragtning af, at den faste erstatning i henhold til forordning nr. 2187/93 udgoer under halvdelen af hans gaeld til bankerne, vil lade sig indsaette i besiddelsen af de pantsatte dele af hans bedrift, og at han som foelge heraf ikke blot vil miste den faste erstatning med hensyn til disse dele, men ogsaa de referencemaengder, som er eller vil blive tildelt ham i henhold til artikel 4 i Raadets forordning (EOEF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillaegsafgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 405, s. 1).

37 Raadet og Kommissionen finder i foerste raekke, at begaeringerne om foreloebige forholdsregler boer afvises, da sagsoegerne ikke er umiddelbart og individuelt beroert af forordning nr. 2187/93. De sagsoegte har anfoert, at de anfaegtede bestemmelser kun beroerer sagsoegerne i deres egenskab af maelkeproducenter, der har deltaget i ikke-markedsfoeringsordningen, og at den omtvistede forordning ikke har retlig bindende virkninger for de beroerte personer, da den ikke aendrer deres juridiske situation mod deres vilje. Raadet og Kommissionen har henvist til, at tilbuddet om den faste erstatning i henhold til forordningen paa ingen maade er bindende, idet de beroerte personer frit kan vaelge, om de vil acceptere eller afslaa tilbuddet.

38 Hvad angaar de faktiske og retlige grunde til, at de af sagsoegerne begaerede foreloebige forholdsregler umiddelbart forekommer berettigede, finder Raadet og Kommissionen, at der ikke er saadanne grunde til de paagaeldende forholdsregler. I relation til anbringendet om en forkert anvendelse af statuttens artikel 43 har de sagsoegte gjort gaeldende, at reglerne om foraeldelse i artikel 8, stk. 2, litra a) og b), i forordning nr. 2187/93 er noejagtig de samme som dem, Domstolen naaede frem til i dommen Birra Wuehrer II, og at de sagsoegte derfor ikke kan siges at have handlet i strid med Domstolens praksis.

39 Raadet og Kommissionen har endvidere bestridt, at der paa nogen maade er sket en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet foraeldelsesindsigelsen navnlig - i modsaetning til det af sagsoegerne anfoerte - ikke kunne have vaeret gjort gaeldende i Mulder II-sagen, da den paagaeldende sagsoeger havde gjort sit krav gaeldende over for Raadet, som omhandlet i statuttens artikel 43, tre maaneder inden han anlagde sag ved Domstolen, og saaledes havde afbrudt foraeldelsen. Under alle omstaendigheder finder Raadet, at da der er tale om en indsigelse, der kan goeres gaeldende i hvert enkelt tilfaelde efter sagsoegtes skoen, boer Raadet bevare muligheden for at paaberaabe sig foraeldelsen i forbindelse med en senere retssag eller anvende reglerne herom i forbindelse med vedtagelsen af generel lovgivning som i det foreliggende tilfaelde.

40 Efter Raadets og Kommissionens opfattelse er anbringendet om tilsidesaettelse af lighedsprincippet ligeledes helt uberettiget, da den forskellige behandling af de beroerte producenter blot er den automatiske foelge af den objektive forskel mellem deres faktiske situationer i relation til statuttens artikel 43.

41 Hvad naermere angaar sagsoegeren Garrett' s begaering om foreloebige forholdsregler har de sagsoegte gjort gaeldende, at denne begaering er aabenbart uberettiget, idet sagsoegeren ikke har godtgjort, at det paastaaede tab skyldes en ulovlig retsakt fra Faellesskabet, og at de begaerede foreloebige forholdsregler desuden foregriber hovedsagens udfald, for saa vidt som der hermed tilsigtes betaling af et forskud paa en erstatning for et tab, hvis eksistens skal fastlaegges under hovedsagen. De sagsoegte har i oevrigt paapeget, at sagsoegeren har fremsat begaering om, at han foreloebig faar udbetalt et beloeb, som udgoer mere end det dobbelte af det tab, som han synes at goere gaeldende i hovedsagen, nemlig 136 000 UKL.

42 Hvad angaar spoergsmaalet om uopsaettelighed finder Raadet og Kommissionen i det vaesentlige, at sagsoegerne ikke er stillet over for et umuligt valg, og at de heller ikke risikerer at lide et alvorligt og uopretteligt tab. Hvis sagsoegerne accepterer tilbuddet om den faste erstatning, vil dette nemlig ifoelge de sagsoegte vaere tilstraekkeligt til at loese deres aktuelle oekonomiske vanskeligheder. Raadet og Kommissionen finder desuden, at saafremt Retten og - i sidste instans - Domstolen i de sager, der ikke bliver haevet, maatte naa frem til, at bestemmelserne om foraeldelse i artikel 8 i forordning nr. 2187/93 er ulovlige, ville sagsoegerne heller ikke noedvendigvis miste ethvert krav paa erstatning for hele den periode, for hvilken de mener at have saadanne krav. Der ville i saa fald opstaa en fuldstaendig ny situation, idet der som udgangspunkt ville skulle betales erstatning for hele den paagaeldende periode. De sagsoegte har imidlertid anfoert, at en saadan erstatning maaske ikke laengere vil blive beregnet paa grundlag af et storsindet, fast skoen, men paa grundlag af de faktiske tab.

43 Raadet og Kommissionen finder tillige, at sagsoegerne heller ikke risikerer at lide et alvorligt og uopretteligt tab, saafremt de afslaar tilbuddet om den faste erstatning. I det omfang sagsoegerne opfylder betingelserne for at faa udbetalt den faste erstatning i henhold til forordning nr. 2187/93, har de utvivlsomt krav paa erstatning for deres tab med en forrentning paa 8% p.a. Ifoelge de sagsoegte kan dette erstatningskrav, der i princippet som minimum maa svare til den faste erstatning, som sagsoegerne ville have opnaaet, hvis de havde accepteret det paagaeldende tilbud, eventuelt overdrages til sagsoegernes banker som sikkerhed for deres laan.

Retlig bedoemmelse

44 Paa baggrund af parternes argumenter skal det indledningsvis undersoeges, om der i det foreliggende tilfaelde er risiko for, at sagsoegerne lider et alvorligt og uopretteligt tab, saafremt begaeringerne om foreloebige forholdsregler ikke tages til foelge, og der derfor er grundlag for at traeffe saadanne forholdsregler.

45 Det fremgaar af fast retspraksis (jf. eksempelvis kendelse afsagt af Rettens praesident den 13.5.1993, sag T-24/93, CMBT mod Kommissionen, Sml. II, s. 543), at spoergsmaalet om, hvorvidt en foreloebig forholdsregel er uopsaettelig, skal vurderes ud fra, om det er noedvendigt at traeffe en foreloebig afgoerelse for at undgaa, at der paafoeres den part, der har indgivet begaeringen, et alvorligt og uopretteligt tab. Det paahviler den, der indgiver begaeringen om udsaettelse af den anfaegtede beslutning, at godtgoere, at det vil have alvorlige og uoprettelige konsekvenser for den paagaeldende, saafremt man afventer afgoerelsen i hovedsagen.

46 Med hensyn til begaeringerne fra sagsoegerne Jones og McCutcheon bemaerkes, at deres vaesentligste argument gaar ud paa, at de, saafremt Retten ikke tager begaeringerne om foreloebige forholdsregler til foelge, baade vil lide et alvorligt og uopretteligt tab, hvis de accepterer det tilbud om den faste erstatning, som de har modtaget - da de i saa fald maa give afkald paa ethvert yderligere krav mod faellesskabsinstitutionerne med henblik paa at opnaa erstatning for alle de tab, de har lidt - og hvis de afslaar det paagaeldende tilbud, da de paa baggrund af deres oekonomiske situation ikke kan afvente hovedsagens udfald.

47 Det skal paa den baggrund undersoeges, om det valg, sagsoegerne skal traeffe med hensyn til accept af eller afslag paa tilbuddet om den faste erstatning, noedvendigvis har de alvorlige og uoprettelige konsekvenser, sagsoegerne goer gaeldende.

48 Hvad angaar det tilfaelde, at sagsoegerne giver afslag paa tilbuddet om den faste erstatning, bemaerkes, at sagsoegerne i saa fald ganske vist principielt bevarer enhver mulighed for at faa erstatning for hele den periode, i hvilken de mener at have lidt et tab, men at sagsoegerne umiddelbart har godtgjort, at de ikke kan afvente hovedsagens udfald, naar der henses til deres alvorlige oekonomiske vanskeligheder og truslen om, at deres respektive kreditorer lader sig indsaette i besiddelsen af bedrifterne.

49 Hvad dernaest angaar det tilfaelde, at sagsoegerne accepterer tilbuddet om den faste erstatning, bemaerkes, at en saadan erstatning i det mindste for sagsoegerne Jones og McCutcheon ville goere det muligt at undgaa, at deres respektive kreditorer lader sig indsaette i besiddelsen af bedrifterne. Deres tab ville altsaa bestaa i, at de skulle give afkald paa deres krav paa erstatning for den periode, der i henhold til artikel 8 i forordning nr. 2187/93 er omfattet af foraeldelsen.

50 Det bemaerkes herved, at Raadet og Kommissionen i deres skriftlige indlaeg har givet udtryk for, at den omstaendighed, at sagsoegerne accepterer tilbuddet om den faste erstatning og saaledes giver afkald paa enhver form for yderligere krav mod faellesskabsinstitutionerne med hensyn til deres tab, ikke noedvendigvis indebaerer, at de mister ethvert krav paa erstatning for hele den periode, for hvilken de mener at have saadanne krav, saafremt Retten eller Domstolen i en af de sager, der ikke bliver haevet, maatte fastslaa, at bestemmelserne om foraeldelse i artikel 8 i forordning nr. 2187/93 er ulovlige. De sagsoegte finder, at der i saa fald ville opstaa en fuldstaendig ny situation, og at der som udgangspunkt ville skulle betales erstatning for hele perioden, idet erstatningen dog eventuelt vil blive beregnet paa grundlag af de faktiske tab og ikke paa grundlag af et fast skoen som omhandlet i forordning nr. 2187/93.

51 Paa baggrund af et spoergsmaal fra praesidenten under retsmoedet den 6. januar 1994 vedroerende raekkevidden af udtalelserne paa s. 16 i de sagsoegtes respektive skriftlige indlaeg afgav Raadets og Kommissionens befuldmaegtigede foelgende erklaering, som med de sagsoegtes accept blev tilfoert protokollatet for retsmoedet: "Raadets og Kommissionens befuldmaegtigede har under retsmoedet erklaeret, at saafremt Retten i Foerste Instans eller - i sidste instans - Domstolen skulle naa frem til, at artikel 43 i protokollen vedroerende statutten for Domstolen ikke er anvendt korrekt i forordning (EOEF) nr. 2187/93, vil der opstaa en ny situation, idet den periode, for hvilken der skal betales erstatning, i saa fald som udgangspunkt vil blive fastlagt uden hensyntagen til foraeldelsen, og at erstatningen i saa tilfaelde efter de sagsoegtes befuldmaegtigedes opfattelse eventuelt vil blive beregnet paa grundlag af de reelle tab" ("the agents for the Council and the Commission declared that if the Court of First Instance and the Court of Justice should decide that Regulation (EEC) No. 2187/93 had not correctly applied article 43 of the Protocol on the Statute of the Court of Justice this would constitute a new situation as the period of indemnisation would, then, in principle, be calculated without taking into account the effect of the prescription and that in that case, in the opinion of the agents, the forfait on the basis of which the indemnisation is calculated could be reconsidered, e.g. on the basis of real damages.")

52 Det maa herefter konkluderes, at saafremt Retten og i givet fald Domstolen i sagerne angaaende annullation af visse bestemmelser i forordning nr. 2187/93 - idet der under retsmoedet var enighed mellem parterne om, at visse af disse sager som udgangspunkt ikke vil blive haevet - kender bestemmelserne om foraeldelse i forordningens artikel 8 ulovlige, er den omstaendighed, at de beroerte producenter har accepteret tilbuddet om den faste erstatning og foelgelig har haevet de sager, de har anlagt ved Retten, ikke ensbetydende med, at de definitivt har mistet deres krav paa erstatning for hele den periode, for hvilken de mener at have saadanne krav.

53 Spoergsmaalet om, hvorvidt erstatningen i saa fald vil blive beregnet paa grundlag af de faktiske tab eller paa grundlag af et fast skoen, er ikke relevant ved afgoerelsen af, om der er risiko for et alvorligt og uopretteligt tab for sagsoegerne. Det forhold, at de sagsoegte institutioner, saafremt artikel 8 i forordning nr. 2187/93 annulleres, maatte udstede regler om erstatning paa grundlag af de tab, de beroerte producenter faktisk har lidt, i stedet for regler om en fast erstatning saasom dem, der er gaeldende i oejeblikket, kan som udgangspunkt ikke fortolkes som et indgreb i sagsoegernes ret til erstatning for hele den periode, i hvilken de mener at have lidt et tab. Sagsoegernes accept af tilbuddet om den faste erstatning i henhold til forordning nr. 2187/93 kan saaledes ikke i sig selv paafoere dem et alvorligt og uopretteligt tab.

54 Hvad saerlig angaar sagsoegeren Garrett' s begaering om foreloebige forholdsregler bemaerkes indledningsvis, at selv om det laegges til grund, at der foreligger uopsaettelighed, vil genoptagelsen af hovedsagens behandling ikke fjerne den risiko for tab, sagsoegeren har gjort gaeldende. Endvidere bemaerkes, at begaeringen om, at de sagsoegte tilpligtes at betale sagsoegeren et forskud paa 329 000 UKL, er ensbetydende med en begaering om, at de i hovedsagen nedlagte paastande allerede tages til foelge under sagen om foreloebige forholdsregler, hvorfor der er tale om en forholdsregel, som ville foregribe hovedsagens udfald. Endelig bemaerkes, at sagsoegeren under alle omstaendigheder ikke - end ikke umiddelbart - har godtgjort, at der er en direkte sammenhaeng mellem de tab, som er gjort gaeldende, men ikke opgjort, i hovedsagen, og som skulle skyldes en ulovlig retsakt fra Faellesskabet, som kan medfoere erstatningspligt for dette, og det tab, han mener at blive udsat for, saafremt begaeringen om foreloebige forholdsregler ikke tages til foelge, nemlig risikoen for, at hans kreditorer vil lade sig indsaette i besiddelsen af en del af hans bedrifter, fordi han er ude af stand til at betale afdragene paa to prioritetslaan.

55 Herefter, og uden at det er noedvendigt paa dette trin naermere at tage stilling til de sagsoegtes argumenter vedroerende formaliteten eller til det retmaessige i de anbringender, sagsoegerne har gjort gaeldende i deres staevninger i hovedsagen, maa det fastslaas, at de retlige betingelser for at traeffe de begaerede foreloebige forholdsregler ikke er opfyldt, og at begaeringerne derfor ikke kan tages til foelge.

Af disse grunde

bestemmer

RETTENS PRAESIDENT

1) Begaeringerne om foreloebige forholdsregler tages ikke til foelge.

2) Afgoerelsen om sagernes omkostninger udsaettes.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 1. februar 1994.