61993A0514

++++

1. Retspleje ° soegsmaalsfrister ° sagsanlaeg efter fristens udloeb ° undskyldelig vildfarelse ° begreb

2. Annullationssoegsmaal ° soegsmaal anlagt til proevelse af en beslutning, der bekraefter en ikke rettidigt anfaegtet beslutning ° afvisning

(EF-traktaten, art. 173)

3. Erstatningssoegsmaal ° selvstaendig karakter i forhold til annullationssoegsmaal ° soegsmaal, hvorved der tilsigtes en ophaevelse af en individuel beslutning, der er blevet endelig ° afvisning

(EF-traktaten, art. 178 og art. 215, stk. 2)

4. Ansvar uden for kontraktforhold ° betingelser ° tjenstlig fejl ° manglende paapasselighed i forbindelse med berigtigelsen af en fejl, den kompetente tjenestegren var bekendt med

(EF-traktaten, art. 215, stk. 2)

1. Med hensyn til soegsmaalsfrister, som hverken er undergivet retsinstansernes eller parternes raadighed, men er ufravigelige regler, maa begrebet undskyldelig vildfarelse fortolkes snaevert og kan kun omfatte usaedvanlige omstaendigheder, hvor specielt den paagaeldende institution har udvist en adfaerd, der enten i sig selv eller i afgoerende omfang maa antages at kunne medfoere en vildfarelse hos en retsundergiven, som er i god tro, og som har udvist den agtpaagivenhed, der kan kraeves af en normalt paapasselig erhvervsdrivende. Selv om det blev bevist, at tjenestemaend fra Kommissionen havde givet mundtlige tilsagn som paastaaet, kan saadanne tilsagn ikke ° henset til de forpligtelser, der paahviler normalt paapasselige erhvervsdrivende ° udgoere en usaedvanlig omstaendighed, som goer det undskyldeligt, at adressaten for en beslutning, som ikke imoedekommer adressatens krav, ikke i rette tid anlaegger sag til proevelse af beslutningen.

2. Saafremt en sagsoeger lader den frist udloebe, der er fastsat for at anfaegte en afgoerelse, hvorved der utvetydigt fastsaettes en foranstaltning, hvis retsvirkninger beroerer sagsoegerens interesser og er bindende for ham, kan sagsoegeren ikke bringe fristen til at loebe paa ny ved at anmode institutionen om at tage beslutningen op til fornyet overvejelse eller ved at anlaegge sag til proevelse af den afvisning, som bekraefter en tidligere truffet beslutning.

3. Den omstaendighed, at et annullationssoegsmaal afvises, medfoerer ikke i sig selv afvisning af et erstatningssoegsmaal, idet soegsmaalet i henhold til traktatens artikel 178 og 215 inden for faellesskabsrettens retsmiddelsystem er et selvstaendigt retsmiddel. Noget andet gaelder imidlertid, saafremt der med erstatningssoegsmaalet reelt tilsigtes en ophaevelse af en individuel beslutning, der er blevet endelig, og som, hvis det blev taget til foelge, ville medfoere, at retsvirkningerne af beslutningen blev ophaevet.

4. Den klare mangel paa paapasselighed fra Kommissionens side, som er en foelge af, at Kommissionen med fuldt kendskab til den fejl, den havde begaaet ved beregningen af det investeringsbeloeb, der skulle tages i betragtning i relation til en faellesskabsstoette, foerst berigtigede fejlen femten maaneder efter og forsinkede udbetalingen af stoetten til stoettemodtageren tilsvarende, er en tjenstlig fejl, der begrunder ansvar uden for kontraktforhold for Faellesskabet.

Retlig baggrund

1 Raadets forordning (EOEF) nr. 4028/86 af 18. december 1986 om faellesskabsforanstaltninger til forbedring og tilpasning af fiskeri- og akvakulturstrukturerne (EFT L 376, s. 7, herefter benaevnt "forordning nr. 4028/86") regulerer Faellesskabets strukturpolitik med hensyn til fiskeriet og har til formaal at muliggoere fornyelse og modernisering af fiskerflaaderne.

2 Forordningens artikel 1 bestemmer, at for at lette strukturudviklingen i fiskerisektoren inden for rammerne af retningslinjerne for den faelles fiskeripolitik kan Kommissionen paa de i forordningen fastsatte betingelser yde finansiel faellesskabsstoette til omstrukturering, fornyelse og modernisering af fiskerflaaden.

3 I henhold til forordningens artikel 6, stk. 1, kan Kommissionen yde finansiel faellesskabsstoette til offentlige, halvoffentlige eller private projekter for realinvesteringer i koeb eller bygning af nye fiskerfartoejer.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

4 Sagsoegerne, Cobrecaf SA, Pêche et Froid SA og Klipper investissements SARL, udgoer en af de fem driftsenheder i den franske tunfiskerflaade og repraesenterer med fjorten tunfiskerfartoejer i drift ca. halvdelen af fangstkapaciteten i Frankrig. I 1989 bestilte fire selskaber, herunder de tre sagsoegere, i faellesskab to tunfiskerfartoejer med henblik paa at forny deres flaade ved at saelge deres tre aeldste tunfiskerfartoejer uden for Faellesskabet.

5 Sagsoegeren, Cobrecaf, indgav saaledes den 5. oktober 1989 en ansoegning om finansiel faellesskabsstoette i henhold til forordning nr. 4028/86 med henblik paa bygningen af to fiskerfartoejer, herunder fartoejet "Gueotec". Ansoegningen var ogsaa underskrevet af de to andre sagsoegere. Den paataenkte investering omfattede udgifter paa i alt 91 500 000 FF, hvoraf 25%, dvs. 22 875 000 FF, skulle finansieres ved faellesskabsstoette. Den franske tilsynsmyndighed, direction des pêches maritimes du secrétariat d' État à la Mer (direktoratet for havfiskeri) (herefter benaevnt "det franske direktorat for havfiskeri"), indstillede ansoegningen til godkendelse og fremsendte den til Kommissionen. Den 31. oktober 1989 blev ansoegningen registreret i Kommissionens Generaldirektorat for Fiskeri (GD XIV) under nr. F/0028/90/01.

6 Den 26. februar 1990 anmodede Kommissionen det franske direktorat for havfiskeri om yderligere oplysninger.

7 Den 9. marts 1990 fremsendte direktoratet til Kommissionen et tilbud udarbejdet den 6. marts 1990 af Bréheret, Leroux og Lotz-vaerftet.

8 Ved beslutning af 20. december 1990 ydede Kommissionen det paagaeldende investeringsprojekt en finansiel faellesskabsstoette paa 25% af de samlede, tilskudsberettigede udgifter. Kommissionen fandt, at der fra den samlede investering (91 500 000 FF) maatte traekkes 14 170 000 FF, svarende til ikke-tilskudsberettigede udgifter, nemlig 6 750 000 FF, som vedroerte koeb af garn, hvor udgifterne oversteg 10% af den samlede investering og ikke naermere specificerede tilbud, samt 7 600 000 FF, som vedroerte ikke naermere specificeret materiel. Kommissionen fastsatte herefter den finansielle faellesskabsstoette til 19 332 500 FF.

9 Ved skrivelse af 1. februar 1991 gjorde det franske direktorat for havfiskeri GD XIV opmaerksom paa, at der i bilag C i akterne var angivet et beloeb paa 3 500 000 FF, som vedroerte koeb af garn, dvs. 3% af den samlede investering, og at der i bilaget ikke var omtalt et beloeb paa 7 600 000 FF. Direktoratet anmodede herefter GD XIV om at oplyse, hvad de to beloeb, der ifoelge Kommissionen ikke var tilskudsberettigede, daekkede, samt begrundelsen for, at Kommissionen ikke havde fundet dem tilskudsberettigede.

10 Den 25. februar 1991 meddelte direktoeren for den franske brancheorganisation til fremme af tunfiskeri (herefter benaevnt "Siditho") sagsoegeren Cobrecaf, at lederen af den administrative enhed "fiskerflaader" i Direktoratet "Strukturer" i GD XIV under et moede havde oplyst ham om, at en redaktionel fejl var baggrunden for, at Kommissionen havde afvist at anerkende de 3 500 000 FF, der vedroerte udgifter til garn, som tilskudsberettigede, og at skrivefejlen ville blive berigtiget.

11 Den 31. maj 1991 anmodede det franske direktorat for havfiskeri GD XIV om at tage sagen op til fornyet overvejelse paa grundlag af et dokument, der var udarbejdet den 23. april 1991 af Bréheret, Leroux og Lotz-vaerftet, og som indeholdt naermere oplysninger om bygningen og indretningen af tunfiskerfartoejet samt udgifterne hertil.

12 Den 31. juli 1991 meddelte det franske direktorat for havfiskeri GD XIV, at tunfiskerfartoejet "Gueotec" ikke som oprindelig planlagt ville traede i stedet for fartoejerne C. Colomb og F. de Magellan, men for fartoejerne C. Colomb og Glenan.

13 Den 10. januar 1992 fremsendte GD XIV 19 332 500 FF til sagsoegeren Cobrecaf, som anerkendte modtagelsen af beloebet den 17. januar 1992 og samtidig anmodede om faa udbetalt resten af den forventede finansielle faellesskabsstoette, dvs. 3 542 500 FF.

14 Den 30. april 1992 vedtog Kommissionen en beslutning om aendring af beslutningen af 20. december 1990. Beslutningen meddeltes Cobrecaf den 5. maj 1992, jf. traktatens artikel 191. I beslutningen var der for det foerste taget hensyn til, at fartoejerne C. Colomb og Glenan traadte i stedet for fartoejerne C. Colomb og F. de Magellan, og for det andet til, at de tilskudsberettigede udgifter nu ogsaa omfattede ovennaevnte beloeb paa 6 570 000 FF. I beslutningen var den finansielle faellesskabsstoette herefter fastsat til 20 975 000 FF.

15 Ved skrivelse af 20. maj 1992 anerkendte sagsoegeren Cobrecaf modtagelsen af beslutningen af 30. april 1992. Selskabet meddelte endvidere, at det tog den delvise berigtigelse af den fejl, der var begaaet ved beregningen af den finansielle faellesskabsstoette, til efterretning, men anmodede Kommissionen om, at den i form af endnu en berigtigelse udbetalte selskabet resten af stoettebeloebet, svarende til den investering, det havde fremlagt dokumentation for.

16 Den 12. juni 1992 fremsendte Kommissionen 1 642 000 FF til Cobrecaf, svarende til den finansielle faellesskabsstoettes andel af de 6 570 000 FF, der i medfoer af beslutningen af 30. april 1992 indgik i de tilskudsberettigede udgifter.

17 Ved skrivelse af 21. december 1992 gjorde det franske direktorat for havfiskeri GD XIV opmaerksom paa, at der i beslutningen af 30. april 1992 ikke var taget hensyn til beloebet paa 7 600 000 FF ved fastsaettelsen af de tilskudsberettigede udgifter og den finansielle faellesskabsstoette, hvilket havde medfoert betydelige vanskeligheder for Cobrecaf. Direktoratet anmodede foelgelig GD XIV om at meddele det Kommissionens endelige beslutning.

18 Ved skrivelse af 6. april 1993 rettede Cobrecaf paa ny henvendelse til GD XIV, idet selskabet henviste til angivelige mundtlige tilsagn over for selskabet om, at den finansielle faellesskabsstoette ville blive berigtiget efterfoelgende.

19 Ved skrivelse af 2. juni 1993 meddelte GD XIV det franske direktorat for havfiskeri, at som sagen forelaa oplyst, ogsaa henset til de yderligere oplysninger, Generaldirektoratet havde anmodet om og modtaget, maatte man fastholde beslutningen af 30. april 1992.

20 Den 9. juni 1993 fremsendte det franske direktorat for havfiskeri Kommissionens skrivelse af 2. juni 1993 til Cobrecaf.

21 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 16. september 1993 anlagde sagsoegerne herefter den foreliggende sag.

22 Ved beslutning af 7. juli 1994 henviste Retten efter at have hoert parterne sagen til en afdeling bestaaende af tre dommere.

23 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har dog stillet Kommissionen et spoergsmaal, som er blevet besvaret ved skrivelse af 18. november 1994.

24 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten i retsmoedet den 1. december 1994.

Parternes paastande

25 I staevningen har sagsoegerne nedlagt foelgende paastande:

1) Den anfaegtede beslutning annulleres, med de hermed forbundne retsfoelger (dvs. udbetaling til sagsoegerne af de resterende 1 900 000 FF).

2) Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab tilpligtes at betale 825 438 FF i erstatning til det rederifaellesskab, der ejer "Gueotec", med renter fra ansoegningens indgivelse.

Subsidiaert:

3) Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab tilpligtes at betale det sagsoegende rederi 1 900 000 FF, svarende til det resterende beloeb ud over den stoette, der blev ydet ved beslutningen af 20. december 1990.

26 I replikken har sagsoegerne nedlagt foelgende paastande:

Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger samt 80 000 FF til daekning af advokatsalaer.

27 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

1) Sagsoegernes paastand om annullation af Kommissionens beslutning af 2. juni 1993 afvises.

Subsidiaert:

2) Kommissionen frifindes for sagsoegernes paastand om annullation af beslutningen.

3) Kommissionen frifindes for den af sagsoegerne principalt nedlagte paastand om erstatning for det tab, sagsoegerne haevder at have lidt.

4) Afvisning af, subsidiaert frifindelse for den af sagsoegerne subsidiaert nedlagte paastand om erstatning for det tab, sagsoegerne haevder at have lidt.

5) Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Paastandene om annullation af beslutningen af 2. juni 1993

Sammenfatning af parternes argumentation

28 Kommissionen har nedlagt paastand om afvisning af sagsoegernes paastand om annullation af den omtvistede beslutning og har til stoette herfor foerst anfoert, at skrivelsen af 2. juni 1993, som paastaas annulleret, ikke er en akt, der kan vaere genstand for annullationssoegsmaal i henhold til EOEF-traktatens artikel 173 (nu EF-traktaten, herefter benaevnt "traktaten"), idet beslutningen blot er en bekraeftelse af indholdet af den formelle beslutning, Kommissionen vedtog den 30. april 1992 efter hoering af Den Staaende Strukturkomité for Fiskeri. Kun sidstnaevnte beslutning har affoedt bindende retsvirkninger, som kan beroere sagsoegerens interesser, idet Kommissionen herved indtog sit endelige standpunkt efter aendringerne af den oprindelige beslutning af 20. december 1990.

29 Skrivelsen af 2. juni 1993 er ifoelge Kommissionen ikke en ny beslutning, der er vedtaget efter en fornyet vurdering af forholdene paa grundlag af yderligere oplysninger, som Kommissionen har anmodet om og modtaget efter den 30. april 1992. Den eneste anmodning om oplysninger, som har vaeret rettet til sagsoegerne, er anmodningen af 26. februar 1990, som det franske direktorat for havfiskeri besvarede den 9. marts 1990, og de eneste yderligere oplysninger, sagsoegerne afgav den 31. maj 1991, vedroerte enkeltheder i forbindelse med udgifterne til ikke naermere specificeret materiel. Disse omstaendigheder havde Kommissionen imidlertid allerede taget hensyn til, da den vedtog beslutningen af 30. april 1992.

30 Kommissionen har endvidere anfoert, at selv om skrivelsen af 2. juni 1991 maatte antages at vaere en beslutning, der kan vaere genstand for et annullationssoegsmaal, maa soegsmaalet af 16. september 1993 under alle omstaendigheder afvises, idet det er anlagt for sent.

31 Kommissionen er endvidere ikke enig i, at skrivelsen af 20. maj 1992 fra det franske direktorat for havfiskeri kan betragtes som et soegsmaal, der er indbragt for en institution, der ikke har kompetence, men alligevel maa admitteres paa grund af en undskyldelig fejl, der er sket paa grund af Kommissionens egen adfaerd. Kommissionen har endvidere bestridt de mundtlige tilsagn, enkelte af dens tjenestemaend haevdes at have givet, saaledes som de er fremstillet i det franske direktorat for havfiskeris skrivelse af 7. januar 1994 til Cobrecaf. Under alle omstaendigheder kan en normalt paapasselig erhvervsdrivende og saa meget desto mere en medlemsstats myndigheder ikke vaere uvidende om, at mundtlige tilsagn fra en tjenestemand ikke kan foregribe institutionens stillingtagen og end mindre vaere bindende for den.

32 Sagsoegerne har bestridt, at skrivelsen af 2. juni 1993 blot er en bekraeftelse af beslutningen af 30. april 1992. Det hedder saaledes i skrivelsen, at "efter at have anmodet om og modtaget yderligere oplysninger fra det franske direktorat for havfiskeri" har Kommissionen villet lade beslutningen af 2. juni 1993 traede i stedet for beslutningen af 30. april 1992. I oevrigt kan den blotte omstaendighed, at beslutningen opretholder en tidligere beslutning, ikke bevirke, at beslutningen af 2. juni 1993 ikke fortsat har karakter af en anfaegtelig retsakt (jf. Domstolens dom af 16.12.1987, sag 206/85, Beiten mod Kommissionen, Sml. s. 5301, praemis 8, og Rettens dom af 11.2.1992, sag T-16/90, Panagiotopoulou mod Parlamentet, Sml. II, s. 89, praemis 20).

33 Sagsoegerne har anfoert, at for saa vidt som Kommissionen i beslutningen af 30. april 1992 allerede havde berigtiget en regnefejl vedroerende udgifterne til garn, maatte sagsoegerne gaa ud fra, at naar de gav Kommissionen yderligere oplysninger, ville Kommissionen gennemgaa hele sagen paa ny og ogsaa aendre beslutningen af 30. april 1992. Sagsoegerne har naermere anfoert, at tjenestemaend fra Kommissionen ved flere lejligheder bekraeftede, at der ville blive vedtaget en ny beslutning med henblik paa at berigtige den fejl, der var begaaet i forbindelse med det beloeb 7 600 000 FF, som Kommissionen ikke havde anset for tilskudsberettiget, idet beloebet ikke var naermere specificeret. Ved ovennaevnte skrivelse af 7. januar 1994 til sagsoegeren Cobrecaf bekraeftede det franske direktorat for havfiskeri, at alle udgifterne til projektet ville blive taget i betragtning ved beregningen af den finansielle faellesskabsstoette.

34 Med hensyn til Kommissionens anbringende om, at sagen er anlagt for sent, for saa vidt som den er anlagt til proevelse af skrivelsen af 2. juni 1993, har sagsoegerne anfoert, at de foerst modtog skrivelsen omkring den 20. juli 1993, og har understreget, at Kommissionen ikke har fremfoert beviser med hensyn til datoen for modtagelsen af skrivelsen.

35 Subsidiaert har sagsoegerne endelig bemaerket, at selv om det antages, at Kommissionens skrivelse af 2. juni 1993 kun er en bekraeftelse af beslutningen af 30. april 1992, maa skrivelsen af 20. maj 1992 til Kommissionen betragtes som et soegsmaal til proevelse af beslutningen af 30. april 1992, som er indbragt for en inkompetent institution, og som maa admitteres. Det er saaledes paa grund af en undskyldelig vildfarelse, fremkaldt ved Kommissionens adfaerd, at sagsoegerne stilede skrivelsen af 20. maj 1992 til Kommissionen i stedet for at anlaegge et i formen korrekt soegsmaal til proevelse af beslutningen af 30. april 1992. Tjenestemaend i Kommissionens Juridiske Tjeneste havde mundtligt forsikret sagsoegerne om, at Kommissionen ville tage beslutningen af 30. april 1992 op til fornyet overvejelse, og at den ville yde hele den ansoegte stoette, og tilvejebragte herved en vildfarelse hos en retsundergiven, som er i god tro, og som har udvist den agtpaagivenhed, der kan kraeves af en normalt paapasselig erhvervsdrivende (jf. Rettens dom af 16.3.1993, forenede sager T-33/89 og T-74/89, Blackman mod Parlamentet, Sml. II, s. 249, praemis 32-36).

Rettens bemaerkninger

36 Indledningsvis bemaerkes, at Kommissionen ikke findes at have fremlagt bevis for, at sagsoegerne har haft kendskab til skrivelsen af 2. juni 1993 foer den 10. juli 1993. Anbringendet om, at for saa vidt som annullationssoegsmaalet er anlagt til proevelse af naevnte skrivelse, er det anlagt for sent, maa saaledes forkastes.

37 Det maa endvidere fastslaas, at baade beslutningen af 20. december 1990 og beslutningen af 30. april 1992 er meddelt sagsoegerne i overensstemmelse med traktatens artikel 191, stk. 3.

38 Som adressater for ovennaevnte beslutninger kunne sagsoegerne derfor ikke vaere uvidende om, at de i traktatens artikel 173 fastsatte frister var begyndt at loebe.

39 Som begrundelse for ikke at have anlagt sag til proevelse af de naevnte beslutninger har sagsoegerne anfoert dels, at Kommissionen allerede tidligere havde berigtiget en regnefejl, som den i den oprindelige beslutning havde begaaet i forbindelse med udgifterne til garn, dels, at tjenestemaend fra Kommissionen mundtligt havde forsikret sagsoegerne om, at resten af den ansoegte stoette ville blive udbetalt. Sagsoegerne har anfoert, at de har vaeret ofre for en undskyldelig vildfarelse som foelge af Kommissionens adfaerd og har til stoette herfor henvist til en skrivelse, som det franske direktorat for havfiskeri tilstillede dem den 7. januar 1994, og hvori den fuldmaegtig i direktoratet for havfiskeri, der behandlede sagen, som svar paa en forespoergsel fra Cobrecaf bekraeftede, "at de tjenestemaend i Kommissionen, som behandlede sagen, ved flere lejligheder mundtligt havde bekraeftet, at de samlede udgifter, dvs. 91 500 000 FF, ville blive taget i betragtning".

40 Hertil bemaerkes, at med hensyn til soegsmaalsfrister, der ifoelge fast praksis hverken er undergivet Rettens eller parternes raadighed, men er ufravigelige regler, maa begrebet undskyldelig vildfarelse fortolkes snaevert og kan kun omfatte usaedvanlige omstaendigheder, hvor specielt den paagaeldende institution har udvist en adfaerd, der enten i sig selv eller i afgoerende omfang maa antages at kunne medfoere en vildfarelse hos en retsundergiven, som er i god tro, og som har udvist den agtpaagivenhed, der kan kraeves af en normalt paapasselig erhvervsdrivende (jf. Rettens dom i sagen Blackman mod Parlamentet, praemis 34).

41 Uden at der herved er taget stilling til bevisvaerdien af skrivelsen af 7. januar 1994, som er udarbejdet paa sagsoegernes anmodning efter at Kommissionen havde indgivet svarskrift, bemaerkes, at selv om der blev foert bevis for, at de heri omtalte mundtlige tilsagn faktisk var givet, kan de ikke ° henset til de forpligtelser, der paahviler normalt paapasselige erhvervsdrivende ° udgoere en usaedvanlig omstaendighed, som goer det undskyldeligt, at der ikke er anlagt sag til proevelse af de beslutninger, Kommissionen vedtog den 20. december 1990 og den 30. april 1992. Intet var nemlig til hinder for, at sagsoegerne havde anlagt sag til proevelse af beslutningen af 30. april 1992, idet Kommissionen ikke besvarede skrivelsen af 20. maj 1992, hvori sagsoegerne kraevede resten af den ansoegte stoette udbetalt.

42 Sagsoegerne kunne saaledes ikke vaere i tvivl om, at beslutningerne af 20. december 1990 og af 30. april 1992, hvori det stoettebeloeb, der var ydet dem, blev fastsat klart og utvetydigt, var endelige.

43 Ved skrivelser af 20. maj 1992, 21. december 1992 og 6. april 1993 anmodede sagsoegerne og det franske direktorat for havfiskeri Kommissionen om at tage beslutningerne op til fornyet overvejelse.

44 Det fremgaar imidlertid af fast retspraksis, at saafremt en sagsoeger lader den frist udloebe, der er fastsat for at anfaegte en afgoerelse, hvorved der utvetydigt fastsaettes en foranstaltning, hvis retsvirkninger beroerer sagsoegerens interesser og er bindende for ham, kan sagsoegeren ikke bringe fristen til at loebe paa ny ved at anmode institutionen om at tage beslutningen op til fornyet overvejelse eller ved at anlaegge sag til proevelse af den afvisning, som bekraefter en tidligere truffet beslutning (jf. Domstolens dom af 15.12.1988, forenede sager 166/86 og 220/86, Irish Cement mod Kommissionen, Sml. s. 6473, praemis 16, og af 25.5.1993, sag C-199/91, Foyer culturel du Sart-Tilman mod Kommissionen, Sml. I, s. 2667, praemis 23 og 24).

45 Det maa herefter undersoeges, om skrivelsen af 2. juni 1993, hvori Kommissionen afviste at tage sine tidligere beslutninger op til fornyet overvejelse, blot indeholder en bekraeftelse af de tidligere trufne beslutninger, eller om der herved er sket en vaesentlig aendring af sagsoegernes retsstilling i forhold til den, de havde i henhold til beslutningen af 30. april 1992, fordi der i skrivelsen er lagt en ny omstaendighed til grund, som maa antages at affoede bindende retsvirkninger, der kan beroere sagsoegernes interesser.

46 Skrivelsen af 2. juni 1993 har foelgende ordlyd:

"Ved ovennaevnte skrivelse [skrivelse nr. 2496 af 21.12.1992 fra vicedirektoer Boyer, det franske direktorat for havfiskeri] har De udtrykt oenske om at blive gjort bekendt med Kommissionens endelige beslutning i sagen.

Som bekendt vedtog Kommissionen efter hoering af Den Staaende Strukturkomité beslutning K(92) 915 af 30. april 1992, som aendrede beslutningen af 20. december 1990 om fastsaettelse af faellesskabsstoetten til bygningen af 'Gueotec' .

Ved den aendrede beslutning er der taget hensyn til, at det fartoej, der tages ud af fiskerivirksomhed, er blevet aendret, samt til, at udgifter til garn nu indgaar i de tilskudsberettigede udgifter.

Paa baggrund af de oplysninger om de tilskudsberettigede udgifter, der forelaa for Kommissionen, efter at den havde anmodet Dem om og modtaget yderligere oplysninger, maa Kommissionen fastholde beslutningen af 30. april 1992.

(Hoeflighedsformular)."

47 Det maa fastslaas, at Kommissionen i skrivelsen klart og utvetydigt har tilkendegivet, at den fastholder beslutningen af 30. april 1992. Selv om der omtales yderligere oplysninger, som Kommissionen har anmodet om og modtaget af det franske direktorat for havfiskeri, fremgaar det dog ogsaa af de i sagen fremlagte dokumenter, hvilket sagsoegerne som svar paa et spoergsmaal fra Retten indroemmede i retsmoedet, at Kommissionen ikke skriftligt har anmodet om og sagsoegerne heller ikke skriftligt har afgivet oplysninger efter beslutningen af 30. april 1992.

48 I oevrigt bemaerkes, at skrivelsen af 7. januar 1994, som er udfaerdiget efter, at sagen er anlagt, heller ikke kan tjene som bevis for, at Kommissionen under uformelle og mundtlige kontakter skulle have anmodet om og modtaget nye oplysninger med henblik paa at traeffe afgoerelse om restbeloebet i forbindelse med den ansoegte stoette.

49 Skrivelsen af 2. juni 1993 findes herefter ikke at indeholde nogen ny omstaendighed, som kan medfoere, at den maa antages at vaere en ny beslutning i forhold til beslutningen af 30. april 1992.

50 For saa vidt som der i sagen er nedlagt paastand om annullation af beslutningen af 2. juni 1993, maa den derfor afvises.

Erstatningspaastanden

Sammenfatning af parternes argumentation

51 Sagsoegerne har principalt nedlagt paastand om, at Kommissionen i medfoer af traktatens artikel 215, stk. 2, tilpligtes at betale 825 438 FF i erstatning for det tab, de haevder at have lidt som foelge af, at Kommissionen har afhjulpet grove fejl for sent. Sagsoegerne har subsidiaert nedlagt paastand om, at Kommissionen kendes pligtig at betale 1 900 000 FF, svarende til Faellesskabets andel af de udgifter, som Kommissionen med urette ikke fandt tilskudsberettigede.

52 Kommissionen har for det foerste nedlagt paastand om afvisning af sagsoegernes subsidiaere erstatningspaastand, idet der i virkeligheden sigtes mod en ophaevelse af retsvirkningerne af den anfaegtede beslutning af 2. juni 1993, som ifoelge Kommissionen reelt kun er en bekraeftelse af beslutningen af 30. april 1992, idet det skoen, Kommissionen har i forbindelse med opfyldelsen af en dom om annullation, herved ville blive ophaevet, og sagsoegeren herved ad omveje kunne opnaa samme resultat som via et soegsmaal med paastand om annullation af beslutningen af 30. april 1992; et soegsmaal, som klart ville vaere anlagt for sent (jf. Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, paa s. 415; org. ref.: Rec. s. 197, paa s. 224 og 225, og generaladvokat Gulmann' s forslag til afgoerelse i sag C-25/91, Pesqueras Echebastar mod Kommissionen, hvor Domstolen afsagde dom den 1.4.1993, Sml. I, s. 1719, paa s. 1753 og 1754, punkt 20, 21 og 22).

53 Kommissionen har dernaest bestridt, at den har begaaet fejl, som kan begrunde et ansvar uden for kontraktforhold. Den har ganske vist begaaet en fejl i beslutningen af 20. december 1990, idet den ikke har medtaget de 6 570 000 FF blandt de tilskudsberettigede udgifter, men har fremhaevet, at fejlen blev afhjulpet i beslutningen af 30. april 1992.

54 For saa vidt angaar det tab, sagsoegerne haevder at have lidt, har Kommissionen understreget, at ydelse af stoette i henhold til forordning nr. 4028/86 ikke er en velerhvervet rettighed for sagsoegerne. Kommissionen har ogsaa bestridt, at der er aarsagssammenhaeng mellem de fejl, den haevdes at have begaaet, og det paastaaede tab. Den har anfoert, at det tab, sagsoegerne har paaberaabt sig, ikke hidroerer fra Kommissionens adfaerd, men skyldes de skadelidtes egen adfaerd og den beroerte medlemsstats adfaerd. Sagsoegerne havde saaledes indgivet en ufuldstaendig stoetteansoegning og fremlagt et tilbud vedroerende koeb af ikke naermere specificeret materiel. Ligeledes har medlemsstaten ikke reageret, hvilket er en tilsidesaettelse af den diligenspligt, der paahviler den som led i dens deltagelse i proceduren med fastsaettelse af den ansoegte stoette.

55 Heroverfor har sagsoegerne anfoert, at det fremgaar af Domstolens praksis, at erstatningssoegsmaalet i henhold til artikel 178 og artikel 215, stk. 2, er indfoert ved traktaten som et selvstaendigt retsmiddel, der har sin saerlige funktion blandt de forskellige soegsmaalstyper og er underkastet betingelser, der er afpasset efter dets saerlige formaal (jf. Domstolens dom af 28.4.1971, sag 4/69, Luetticke mod Kommissionen, Sml. s. 73, org. ref.: Rec. s. 325), og at det adskiller sig fra annullationssoegsmaalet ved, at det ikke tilsigter en ophaevelse af en bestemt foranstaltning, men derimod erstatning for tab, som er foraarsaget af en institution under udoevelsen af dens funktioner (jf. dom af 2.12.1971, sag 5/71, Zuckerfabrik Schoeppenstedt mod Raadet, Sml. s. 275, org. ref.: Rec. s. 975). I den foreliggende sag kan Kommissionen ikke haevde, at skrivelsen af 2. juni 1993 ikke er omfattet af princippet om erstatningssoegsmaalets selvstaendige karakter, jf. dommen i sagen Plaumann mod Kommissionen, og samtidig haevde, at skrivelsen ikke kan betragtes som en beslutning.

56 Med hensyn til den principale erstatningspaastand har sagsoegerne anfoert, at Kommissionen har begaaet flere tjenstlige fejl som foelge af, at grove og uundskyldelige fejl er blevet afhjulpet for sent. Det drejer sig for det foerste om en regnefejl, som Kommissionen begik ved at anvende et forkert beloeb for udgifter til garn, nemlig 6 570 000 FF i stedet for 3 500 000 FF, idet dog ingen af de naevnte beloeb overstiger 10% af investeringen paa 91 500 000 FF, og for det andet om en skoensfejl, eftersom Kommissionen betragtede materiel, som den i det mindste paa tidspunktet for beslutningen af 30. april 1992 havde tilstraekkelige oplysninger om, som "ikke naermere specificeret materiel".

57 Ifoelge sagsoegerne kunne udbetalingen af den ansoegte stoette som foelge af ovennaevnte fejl kun delvis ske den 10. januar 1992. Sagsoegerne blev herved tvunget til at laane det manglende beloeb til en rente paa 10,06%. Laanet androg 1 642 500 FF indtil den 12. juni 1992, hvor det paagaeldende beloeb blev udbetalt i henhold til beslutningen af 30. april 1992, og et beloeb paa 1 900 000 FF, som ikke blev ydet. Efter sagsoegernes opfattelse er der en aabenbar aarsagssammenhaeng mellem de begaaede fejl og det lidte tab.

Rettens bemaerkninger

58 Indledningsvis bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens og Rettens praksis, at den omstaendighed, at et annullationssoegsmaal afvises, ikke i sig selv medfoerer afvisning af et erstatningssoegsmaal, idet soegsmaalet i henhold til traktatens artikel 178 og 215 inden for faellesskabsrettens retsmiddelsystem er et selvstaendigt retsmiddel (jf. ovennaevnte dom i sagen Luetticke mod Kommissionen, Domstolens kendelse af 21.6.1993, sag C-257/93, Van Parijs m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 3335, praemis 14, og Rettens kendelse af 17.5.1994, sag T-475/93, Buralux m.fl. mod Raadet, ikke trykt i Samling af Afgoerelser).

59 Domstolen har imidlertid ogsaa fastslaaet, at som en undtagelse fra ovennaevnte princip medfoerer afvisning af annullationssoegsmaalet ogsaa afvisning af erstatningssoegsmaalet, saafremt der med erstatningssoegsmaalet reelt tilsigtes en ophaevelse af en individuel beslutning, der er blevet endelig, og som, hvis det blev taget til foelge, ville medfoere, at retsvirkningerne af beslutningen blev ophaevet (jf. dom af 26.2.1986, sag 175/84, Krohn mod Kommissionen, Sml. s. 753, praemis 32 og 33, og ovennaevnte dom i sagen Pesqueras Echebastar mod Kommissionen, praemis 15).

60 I den foreliggende sag maa det foerst fastslaas, at sagsoegerne med deres subsidiaere erstatningspaastand reelt tilsigter betaling af et beloeb, der noejagtigt svarer til, hvad sagsoegerne ikke fik udbetalt som foelge af den anfaegtede beslutning, og at der saaledes indirekte tilsigtes en annullation af den individuelle beslutning om afvisning af sagsoegernes ansoegning om finansiel stoette.

61 Sagsoegernes paastand om, at Kommissionen tilpligtes at betale 1 900 000 FF, maa herefter afvises.

62 For saa vidt som sagsoegernes principale erstatningspaastand vedroerer betaling af morarenter af det naevnte beloeb, maa den foelgelig ogsaa afvises.

63 Det bemaerkes endvidere, at sagsoegerne med den principale erstatningspaastand endvidere tilsigter at opnaa erstatning for det tab, de har lidt som foelge af, at Kommissionen for sent berigtigede den fejl, den havde begaaet ved ikke at medregne de 6 570 000 FF i den samlede investering, der fandtes berettiget til at opnaa faellesskabsstoette. Denne paastand kan fremmes til paakendelse i realiteten, idet der herved tilsigtes erstatning for en fejl, som ikke har noget at goere med beslutningen om ydelse af stoette.

64 For saa vidt angaar realiteten bemaerkes, at Retten ikke kan tiltraede Kommissionens argument om, at sagsoegerne ikke kan paaberaabe sig, at stoetten er udbetalt for sent, idet de ikke paa noget tidspunkt skulle have en velerhvervet ret til en saadan stoette. Retten til stoette opstaar paa det tidspunkt, da Kommissionen beslutter, at der til det projekt, der ansoeges om stoette til, skal ydes en stoette, som beregnes i henhold til den herom gaeldende forordning og udbetales paa de heri fastsatte betingelser.

65 Efter Domstolens faste praksis forudsaetter Faellesskabets ansvar uden for kontraktforhold efter traktatens artikel 215, stk. 2, opfyldelse af en raekke betingelser vedroerende retsstridigheden af den adfaerd, som faellesskabsinstitutionerne haevdes at have udvist, eksistensen af en skade samt vedroerende aarsagsforbindelsen mellem adfaerden og den paaberaabte skade (jf. dom af 27.3.1990, sag C-308/87, Grifoni mod Euratom, Sml. I, s. 1203, praemis 6, og af 7.5.1992, forenede sager C-258/90 og C-259/90, Pesquerías de Bermeo og Naviera Laída mod Kommissionen, Sml. I, s. 2901, praemis 42).

66 Retten konstaterer, at Kommissionen i duplikken har indroemmet at have begaaet en fejl, idet den i beslutningen af 20. december 1990 ikke ansaa beloebet paa 6 570 000 FF for tilskudsberettiget. Beloebet udgoeres af de 3 500 000 FF, der vedroerer udgifter til garn, og de 3 070 000 FF, som vedroerer ikke naermere specificerede udgifter.

67 For saa vidt sagsoegerne med disse paastande tilsigter at opnaa erstatning for det tab, de haevder at have lidt som foelge af, at Kommissionen for sent berigtigede den fejl, den havde begaaet ved ikke at anse beloebet paa 3 070 000 FF, som vedroerte ikke naermere specificerede udgifter, for berettiget til faellesskabsstoette, finder Retten, at fejlen i det mindste delvis kan tilskrives sagsoegernes adfaerd, idet de ikke i stoetteansoegningen naermere havde specificeret de enkelte dele af beloebet. Da fejlen saaledes kan tilskrives sagsoegerne, kan Kommissionens forsinkelse med at berigtige den ikke udgoere en fejl, som kan paadrage Kommissionen ansvar. I det omfang maa Kommissionen derfor frifindes for erstatningspaastandene.

68 I oevrigt tilsigter sagsoegerne med paastandene at opnaa erstatning for det tab, de haevder at have lidt som foelge af forsinkelsen med berigtigelsen af den fejl, Kommissionen havde begaaet ved ikke at anse de 3 500 000 FF, som vedroerer udgifter til garn, for berettiget til finansiel faellesskabsstoette. Det maa i den forbindelse fastslaas dels, at det fremgaar af skemaet "oversigt over udgifterne til de paataenkte arbejder", som Kommissionen har fremlagt, og som var vedlagt som bilag til stoetteansoegningen, at sagsoegerne under rubrikken "garn" havde angivet et beloeb paa 3 500 000 FF, dels, at det i en fodnote til skemaet hedder, at udgifter til garn kan anerkendes med et beloeb op til 10% af de samlede investeringsudgifter ekskl. afgifter. Den fejl, Kommissionen har begaaet, kan saaledes ikke paa nogen maade tilskrives sagsoegerne, idet Kommissionen var forpligtet til at berigtige fejlen hurtigst muligt efter at vaere blevet bekendt med den.

69 Det maa her fastslaas, at det franske direktorat for havfiskeri allerede den 1. februar 1991 gjorde Kommissionen opmaerksom paa fejlen og med hensyn til de udgifter, Kommissionen ikke havde anset for tilskudsberettigede, naermere anfoerte, at det beloeb paa 3 500 000 FF vedroerende udgifter til garn, der var angivet i bilag C3 til oversigten, ikke oversteg 10% af de samlede investeringer. Tilsvarende fremgaar det af den skrivelse, Siditho den 25. februar 1991 fremsendte til sagsoegeren Cobrecaf, at Kommissionen fuldt ud var vidende om, at den paa grund af en regnefejl ikke havde taget hensyn til udgifterne til garn ved fastsaettelsen af de beloeb, der skulle tages i betragtning ved beregningen af den ansoegte stoette. Det staar fast, at Kommissionen ventede femten maaneder, inden den i beslutningen af 30. april 1992 uden yderligere kommentarer medregnede udgiften til garn ved beregningen af faellesskabsstoetten.

70 Kommissionen findes herefter at have begaaet en tjenstlig fejl, der begrunder ansvar uden for kontraktforhold, idet den ikke inden for en rimelig frist berigtigede den fejl, den har indroemmet at have begaaet. Den omstaendighed, at Kommissionen ventede femten maaneder, inden den berigtigede en aabenbar fejl, er i relation til Kommissionen en klar mangel paa paapasselighed (jf. Domstolens dom af 30.1.1992, forenede sager C-363/88 og C-364/88, Finsider m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 359, praemis 22).

71 Fejlen har vaeret aarsag til et tab, sagsoegerne har lidt, idet den del af faellesskabsstoetten, der vedroerer udgifter til garn, dvs. 875 000 FF, foerst blev udbetalt den 12. juni 1992 i stedet for den 10. januar 1992, hvor den stoette, der var ydet i henhold til beslutningen af 20. december 1990, blev udbetalt.

72 Det tab, sagsoegerne har lidt, maa herefter fastsaettes til renterne af de 875 000 FF, der forfaldt i perioden 10. januar 1992 ° 12. juni 1992, og med en rentesats paa 8% p.a., naar henses til de kriterier, Domstolen har lagt til grund med hensyn til rentekrav (jf. dom af 26.6.1990, sag C-152/88, Sofrimport mod Kommissionen, Sml. I, s. 2477, praemis 32, og af 19.5.1992, forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 3061, praemis 35).

Sagens omkostninger

73 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegerne i det vaesentlige har tabt sagen, og da Kommissionen har nedlagt paastand om, at de tilpligtes at betale sagens omkostninger, finder Retten, at sagsoegerne boer baere deres egne omkostninger og, in solidum, betale en fjerdedel af Kommissionens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling)

1) Sagen afvises for saa vidt angaar paastanden om annullation af beslutningen af 2. juni 1993.

2) Sagen afvises for saa vidt angaar paastanden om udbetaling af resten af den ansoegte stoette.

3) Kommissionen betaler sagsoegerne renter 8% p.a. af 875 000 FF for perioden 10. januar 1992 ° 12. juni 1992.

4) I oevrigt frifindes Kommissionen.

5) Sagsoegerne baerer deres egne omkostninger og betaler in solidum en fjerdedel af Kommissionens omkostninger. Kommissionen baerer tre fjerdedele af sine egne omkostninger.