61993A0465

++++

1. Annullationssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° retsakter der beroerer dem umiddelbart og individuelt ° Kommissionens beslutning rettet til en medlemsstat om ydelse af faellesskabsstoette til visse projekter i forbindelse med LEADER-programmet ° sag anlagt af en lokal aktionsgruppe, hvis projekt ikke blev godkendt ° antagelse til realitetsbehandling

(EF-traktaten, art. 173, stk. 4)

2. Annullationssoegsmaal ° frist ° begyndelsestidspunkt ° retsakt, der hverken er offentliggjort eller meddelt sagsoegeren ° noejagtigt kendskab til indholdet og begrundelsen ° forpligtelse til at anmode om ordlyden af den paagaeldende retsakt i dens helhed inden for en rimelig frist, efter at sagsoegeren er blevet bekendt med den

(EF-traktaten, art. 173, stk. 5)

3. OEkonomisk og social samhoerighed ° strukturinterventioner ° LEADER-programmet ° ydelse af finansiel stoette fra Faellesskabet ° Kommissionens skoen ° procedureregler

(Raadets forordning nr. 2052/88 og nr. 4253/88)

1. Personer, der ikke er adressater for en beslutning, kan kun paastaa, at de beroeres individuelt, jf. EF-traktatens artikel 173, stk. 4, hvis denne beslutning rammer dem paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for dem, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem paa lignende maade som adressaten.

Selv om en sammenslutning af erhvervsdrivende, hvis formaal var at udvikle de erhvervsmaessige aktiviteter i en bestemt region, ikke havde noget krav paa ydelse af finansiel stoette fra Faellesskabet under LEADER-programmet i forbindelse med strukturinterventioner, kunne den kompetente nationale myndigheds foreloebige godkendelse af projektet, det forhold, at det blev opfoert blandt de sekundaere projekter, og sagsoegerens gentagne deltagelse i moeder arrangeret af Kommissionen og den kompetente myndighed ° og saaledes i den procedure, der afsluttes med vedtagelsen af Kommissionens beslutning, der var rettet til medlemsstaten, og hvorefter der ikke skulle ydes stoette til den naevnte sammenslutning af erhvervsdrivende ° skabe visse forventninger hos sammenslutningen, der ikke blev indfriet, hvilket beroerte den individuelt. Endvidere fik den anfaegtede beslutning direkte retsvirkninger for sammenslutningen af virksomheder, uden at andre faellesskabsinstanser eller nationale myndigheder var mellemled, hvorfor sagen under hensyn til samtlige disse forhold skulle antages til realitetsbehandling.

2. Fristen for soegsmaal, hvorunder der nedlaegges paastand om annullation af en retsakt, kan, hvis retsakten ikke er offentliggjort eller meddelt, foerst loebe fra det tidspunkt, hvor den beroerte tredjemand faar noejagtigt kendskab til dens indhold og begrundelse, saaledes at han kan goere effektiv brug af sin soegsmaalsadgang, hvorved det ganske vist er en forudsaetning, at han inden for en rimelig frist anmoder om ordlyden af den paagaeldende retsakt i dens helhed.

3. Lovligheden af Kommissionens beslutning om, at der ikke skal tildeles stoette i henhold til LEADER-programmet i forbindelse med strukturinterventionerne som led i indsatsen for at styrke den oekonomiske og sociale samhoerighed inden for Faellesskabet, skal, for saa vidt angaar spoergsmaalet om beslutningens rigtighed, bedoemmes paa baggrund af det vide skoen, som Kommissionen har med hensyn til, om betingelserne for at yde faellesskabsstoette er opfyldt, og, for saa vidt angaar spoergsmaalet, om der foreligger en overtraedelse af vaesentlige formforskrifter, alene under hensyn til de regler, der er fastsat dels i forordning nr. 2052/88 og nr. 4253/88 eller af Kommissionen selv i LEADER-meddelelsen.

Sagens retlige baggrund

Forordningerne vedroerende strukturfondene

1 Reglerne om gennemfoerelse af den oekonomiske og sociale samhoerighed med hjemmel i EF-traktatens artikel 130 A er fastsat i Raadets forordning (EOEF) nr. 2052/88 af 24. juni 1988 om strukturfondenes opgaver og effektivitet samt om samordningen af deres interventioner indbyrdes saavel som med interventionerne fra Den Europaeiske Investeringsbank og de oevrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 185, s. 9, herefter benaevnt "grundforordningen") og Raadets forordning nr. 4253/88 af 19. december 1988 om gennemfoerelsesbestemmelser til forordning (EOEF) nr. 2052/88 (EFT L 374, s. 1, herefter benaevnt "gennemfoerelsesforordningen").

2 I henhold til grundforordningens artikel 4 udformes faellesskabsaktionen inden for strukturudvikling saaledes, at der er komplementaritet mellem den og de tilsvarende nationale aktioner. Den fastlaegges ved et snaevert samraad mellem Kommissionen, den paagaeldende medlemsstat og de kompetente myndigheder, som medlemsstaten maatte udpege, idet disse alle optraeder som partnere med et faelles maal. Dette samraad, benaevnt "partnerskab", omfatter forberedelsen, finansieringen, opfoelgningen og evalueringen af aktionerne. Artikel 5 opregner de forskellige former for interventioner, der kan foretages; i artikel 5, stk. 5, fastsaettes, at operationelle programmer, dvs. ordninger, som hver er et sammenhaengende hele af fleraarige aktioner, kan ivaerksaettes paa initiativ af Kommissionen i samraad med den paagaeldende medlemsstat.

3 Gennemfoerelsesforordningen bestemmer i artikel 11 for de faellesskabsinitiativer, der tages i henhold til grundforordningens artikel 5, stk. 5, at Kommissionen paa eget initiativ kan beslutte at foreslaa medlemsstaterne at forelaegge stoetteansoegninger vedroerende aktioner, der er af saerlig interesse for Faellesskabet. I medfoer af gennemfoerelsesforordningens artikel 14 udarbejdes ansoegninger om stoette fra strukturfondene af de kompetente myndigheder, der udpeges af medlemsstaterne, og forelaegges Kommissionen af medlemsstaten eller af et af denne dertil udpeget organ. I artikel 14, stk. 3, fastsaettes det, at Kommissionen traeffer afgoerelse om stoette fra fondene under forudsaetning af, at betingelserne herfor er opfyldt.

LEADER-programmet

4 Den 19. marts 1991 offentliggjorde Kommissionen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (C 73, s. 33) en meddelelse, hvori den opfordrede medlemsstaterne til at forelaegge forslag om tilskud i forbindelse med et faellesskabsinitiativ vedroerende udvikling af landdistrikterne. Dette initiativ, der har hjemmel i artikel 11 i gennemfoerelsesforordningen og benaevnes "LEADER" (liaison entre actions de développement de l' économie rurale, dvs. indbyrdes forbindelse mellem aktioner til erhvervsmaessig udvikling af landdistrikterne), var baseret paa et net af lokale aktionsgrupper. Det havde til formaal at yde faellesskabsstoette med henblik paa at saette disse grupper i stand til at gennemfoere aktioner, der var i overensstemmelse med de retningslinjer, der var fastlagt i meddelelsen (meddelelsens punkt 2, 3, 11 og 16).

5 De vaesentligste elementer i LEADER-programmet, saaledes som de fremgaar af denne meddelelse (herefter benaevnt "LEADER-meddelelsen"), er foelgende:

De offentlige, private eller halvoffentlige organer, der skal fungere som lokale aktionsgrupper, udvaelges i "partnerskab" mellem medlemsstaterne og Kommissionen paa grundlag af bl.a. deres lokale beliggenhed, de oekonomiske og sociale initiativtageres deltagelse i arbejdet og kvaliteten af det program for lokal udvikling, som forelaegges (punkt 5 og 6).

Blandt de kategorier af foranstaltninger, hvortil der kan ydes stoette, er aktioner, som indbyggere og de oekonomiske initiativtagere i hvert af de paagaeldende landdistrikter kan have direkte fordel af, foranstaltninger vedroerende grupperne for udvikling af landdistrikter og foranstaltninger vedroerende gruppernes anvendelse af det tvaernationale net (punkt 12-15).

Ved Kommissionens fastsaettelse af stoerrelsen af Faellesskabets stoette tages der hensyn til kvaliteten af de programmer, der forelaegges af grupperne i forbindelse med medlemsstaternes forslag, samt til stoerrelsen af landdistrikterne i disse omraader, antallet af beskaeftigede i landbruget og antallet af landbrugsbedrifter. Ved vurderingen af programmernes kvalitet vil Kommissionen isaer tage i betragtning, om de foreslaaede foranstaltninger har en multiplikatorvirkning, og i hvor hoej grad befolkningen og initiativtagere inden for det lokale erhvervsliv deltager i udformningen og forvaltningen af foranstaltningerne (punkt 17 og 18).

Med hensyn til ivaerksaettelsen af initiativet bestemmer meddelelsen i punkt 22, at "medlemsstaterne forelaegger detaljerede forslag om ... tilskud ... senest seks maaneder efter offentliggoerelsen af denne meddelelse. Forslag, der modtages efter ovennaevnte tidspunkt, kan Kommissionen ... kun tage hensyn til i velbegrundede undtagelsestilfaelde".

Sagens faktiske omstaendigheder

6 Sagsoegeren er en sammenslutning af erhvervsdrivende, hvis formaal er at udvikle de erhvervsmaessige aktiviteter, saerligt i landdistrikterne, i den italienske region Murgia Messapica og navnlig at gennemfoere Kommissionens LEADER-program. Med henblik herpaa forelagde sagsoegeren i sommeren 1991 et projekt, der sammen med andre projekter blev udtaget ved den indledende udvaelgelse, foretaget af det italienske Land- og Skovbrugsministerium (herefter benaevnt "Landbrugsministeriet"). Da Landbrugsministeriet anmodede om yderligere oplysninger og aendringer, aendrede sagsoegeren det oprindelige projekt i overensstemmelse dermed.

7 Ved skrivelse af 18. september 1991 forelagde Landbrugsministeriet i overensstemmelse med punkt 22 i den ovennaevnte meddelelse Kommissionen forslaget til gennemfoerelse af LEADER-initiativet i Italien. Forslaget indeholdt 42 projekter, der forud var udvalgt af ministeriet, og hvoraf 30 projekter var anfoert som primaere, og 12 projekter, deriblandt sagsoegerens, var anfoert som sekundaere.

8 Ved et moede i "partnerskabet" den 24. oktober 1991 foretog Kommissionen og de italienske myndigheder sammen en foerste gennemgang af de italienske projekter. Efter at Kommissionen senere i samarbejde med Landbrugsministeriet havde afholdt en raekke trepartsmoeder med de forskellige lokale aktionsgrupper for at droefte projekterne, godkendte Kommissionen ved beslutning nr. 1 af 6. december 1991, der var rettet til Den Italienske Republik, den foerste gruppe paa tolv projekter.

9 For saa vidt angaar sagsoegerens projekt blev der afholdt et moede den 16. december 1991, hvorunder dette projekt blev bedoemt af Kommissionen og Landbrugsministeriet, og der blev foreslaaet visse aendringer af projektet. I forlaengelse af moedet fremsendte sagsoegeren et aendret projekt til Kommissionen.

10 Derefter anmodede Kommissionen ved skrivelse af 31. januar 1992 fra vicegeneraldirektoeren for GD VI (Landbrug) ministeriet om at indkalde fire grupper, deriblandt sagsoegeren, til et nyt moede den 3. og 4. februar 1992. I skrivelsen anfoertes det, at der ikke i disse gruppers projekter var taget hensyn til de bemaerkninger, der var fremsat under moedet i december 1991, og at det derfor var noedvendigt yderligere at supplere og praecisere dem. De endelige dokumenter, revideret paa baggrund af de bemaerkninger, der var fremsat paa faellesskabsplan, skulle forelaegges for Kommissionen senest den 12. februar 1992. Kun de projekter, der paa dette tidspunkt var i overensstemmelse med LEADER-programmet, ville opnaa faellesskabsstoette.

11 Efter moedet den 3. og 4. februar 1992 fremsendte Landbrugsministeriet ved skrivelse af 14. februar 1992 til Kommissionen teksten til de gennemgaaede projekter, der var revideret paa grundlag af de fremsatte bemaerkninger, og deriblandt sagsoegerens projekt.

12 Da Kommissionen var af den opfattelse, at sagsoegerens projekt i den sidste udgave stadig ikke var tilfredsstillende, lod Kommissionen det ikke indgaa i den naeste gruppe paa seksten projekter, som den godkendte ved beslutning nr. 2 af 5. marts 1992, der som den foregaaende var rettet til Den Italienske Republik.

13 Da der i medfoer af Kommissionens to beslutninger af 6. december 1991 og 5. marts 1992 var blevet udbetalt faerre midler i faellesskabsstoette end fastsat som bevillingsramme for Italien (81 mio. ECU), anmodede vicegeneraldirektoeren for GD VI i skrivelse af 15. juli 1992 de italienske myndigheder om at fremkomme med oplysninger om anvendelsesmulighederne for de resterende midler. I skrivelsen paapegede Kommissionen under henvisning til punkt 22 i LEADER-meddelelsen over for Landbrugsministeriet, at saafremt dette oenskede at fremlaegge nye projekter til faellesskabsbedoemmelse, skulle disse vedroere nye initiativer. Det var udelukket at foretage en fornyet gennemgang af projekter, der allerede var bedoemt paa faellesskabsplan, og som havde faaet afslag paa stoette. Endvidere skulle de nye forslag forelaegges for Kommissionen senest den 30. juli 1992.

14 Den 10. august 1992 fremsendte Landbrugsministeriet et nyt italiensk forslag vedroerende fire nye projekter, som sagsoegerens projekt ikke laengere var iblandt.

15 Ved Kommissionens beslutning nr. 3 af 30. september 1992, rettet til Den Italienske Republik, blev disse fire nye projekter godkendt.

16 Den 20. oktober 1992 fremsendte formanden for den sagsoegende sammenslutning en skrivelse til Landbrugsministeriet og Kommissionen, hvori han under henvisning til, at det projekt, som sammenslutningen havde forelagt i forbindelse med LEADER-programmet, til slut ikke var blevet accepteret, meddelte, at de bestraebelser, han indtil da havde udfoldet for at faa et bedre kendskab til grundene til udelukkelsen, ikke havde baaret frugt, og anmodede om, at man formelt meddelte ham begrundelsen for afslaget paa godkendelse.

17 Som svar paa denne sidste skrivelse sendte vicegeneraldirektoeren for GD VI en skrivelse af 26. november 1992 til sagsoegeren med oplysning om grundene til, at det af sagsoegeren forelagte projekt var blevet udelukket fra finansiering inden for LEADER-programmet. Han anfoerte, at der ved gennemgangen af saavel den foerste som den endelige udgave af projektet var fundet vaesentlige svagheder og mangler, dels ved de foreslaaede foranstaltninger, dels ved selve beskaffenheden af den lokale aktionsgruppe. I den forbindelse blev der i skrivelsen henvist til manglen paa operationelle forslag og den begraensede og ubestemte karakter af det tekniske indhold af visse foranstaltninger, saerligt de foranstaltninger, der skulle give teknisk stoette til udviklingen i landdistrikterne og afsaetningen af landbrugsprodukter. Ifoelge skrivelsen fremgik det ikke klart af projektet, at det havde saadanne egenskaber, at det inden for en kort frist kunne omsaettes fra en plan til en raekke konkrete og umiddelbart "cantierabili" (et italiensk udtryk, hvis betydning er omstridt mellem parterne) foranstaltninger. Generelt var det omtvistede projekt endnu ikke tilstraekkeligt udviklet. Navnlig havde udstraekningen af det geografiske omraade, det skulle daekke, laenge vaeret uvis. Endvidere var den sagsoegende sammenslutning stadig ikke saerligt repraesentativ for de forskellige erhverv, der udoeves af den lokale befolkning, baade hvad angik landbrugere og andre. Hertil kom, at den endnu ikke havde deltagelse af offentlige organer. Af alle disse grunde havde Kommissionen ikke fundet, at samtlige betingelser for at modtage faellesskabsstoette var opfyldt.

18 Foranlediget af denne skrivelse sendte formanden for den sagsoegende sammenslutning den 7. januar 1993 en skrivelse til Kommissionen, hvori han bl.a. anfoerte, at skrivelsen af 26. november 1992 havde "givet os mulighed for at forstaa, hvilke mangler vort forslag indeholdt".

Retsforhandlingerne og parternes paastande

19 Det er paa denne baggrund, at sagsoegeren har anlagt naervaerende sag, der blev registreret paa Domstolens Justitskontor den 29. januar 1993. Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt. Den fandt i sin fulde udstraekning sted for Domstolen. Ved kendelse af 27. september 1993 oversendte Domstolen sagen til Retten i medfoer af artikel 4 i Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21).

20 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Foerste Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Den mundtlige forhandling fandt sted den 3. februar 1994, hvorunder repraesentanterne for parterne afgav mundtlige indlaeg og besvarede Rettens spoergsmaal.

21 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastand:

° Beslutningen, der blev meddelt i Kommissionens skrivelse (VI/036901) af 26. november 1992, hvorved Kommissionen besluttede ikke at yde stoette under LEADER-programmet til sagsoegerens projekt, annulleres.

Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

22 Da soegsmaalet ifoelge selve ordlyden af staevningen retter sig mod "beslutningen, der blev meddelt i Kommissionens skrivelse af 26. november 1992", har Retten under retsmoedet stillet et spoergsmaal for at klarlaegge, hvad sagens genstand er. Som svar paa dette spoergsmaal har sagsoegeren oplyst, at sagen er blevet anlagt med henblik paa annullation af alle de tre beslutninger, Kommissionen har truffet i det foreliggende tilfaelde. Under disse omstaendigheder skal Retten foerst undersoege paastanden vedroerende beslutningen af 6. december 1991, derefter vedroerende beslutningen af 5. marts 1992 og endelig vedroerende beslutningen af 30. september 1992.

Paastanden vedroerende Kommissionens beslutning af 6. december 1991

23 Det bemaerkes, at Kommissionen ved denne beslutning godkendte den foerste gruppe projekter, og at den foerste udgave af sagsoegerens projekt ikke var med blandt disse. Sagsoegeren har imidlertid aldrig haevdet, hverken under den skriftlige forhandling eller under retsmoedet, at den foerste udgave af projektet burde have vaeret omfattet af den godkendelse, Kommissionen meddelte i sin beslutning af 6. december 1991. I oevrigt er det ubestridt, at sagsoegeren senere flere gange foretog aendringer i projektet for at opnaa faellesskabsstoette til det. Sagsoegeren har saaledes selv vaeret af den opfattelse, at den foerste udgave af projektet endnu ikke opfyldte betingelserne i LEADER-programmet. Under disse omstaendigheder maa Kommissionen frifindes for paastanden vedroerende beslutningen af 6. december 1991, idet det er ufornoedent at traeffe afgoerelse om formalitetsspoergsmaalet i forbindelse med denne paastand.

Paastanden vedroerende Kommissionens beslutning af 5. marts 1992

Formaliteten

24 Selv om parterne foerst under retsmoedet har fremsat bemaerkninger hertil, idet dette skete paa foranledning af Rettens spoergsmaal, skal Retten, idet betingelserne for realitetsbehandling af en sag udgoer ufravigelige procesforudsaetninger, undersoege dem ex officio (Domstolens dom af 16.12.1960, sag 6/60, Humblet mod den belgiske stat, Sml. 1954-1964, s. 207, org. ref.: Rec. s. 1125, jf. s. 1147, samt Rettens dom af 6.12.1990, sag T-130/89, fru B. mod Kommissionen, Sml. II, s. 761, praemis 13). Paa denne baggrund finder Retten, at det boer undersoeges, for det foerste, om den anfaegtede beslutning, der alene var rettet til Den Italienske Republik, beroerte sagsoegeren direkte og individuelt, og for det andet, om sagen er anlagt inden for den fastsatte frist.

Spoergsmaalet om der foreligger en retsakt, der kan goeres til genstand for et soegsmaal

25 Det fremgaar af Domstolens faste praksis, at personer, der ikke er adressater for en beslutning, kun vil kunne paastaa, at de beroeres individuelt, jf. EF-traktatens artikel 173, stk. 4, hvis denne beslutning rammer dem paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for dem, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem paa lignende maade som adressaten (jf. f.eks. Domstolens dom af 28.1.1986, sag 169/84, Cofaz m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 391, praemis 22).

26 I den forbindelse fastslaar Retten efter gennemgang af den sagsbehandling, som sagsoegerens projekt var genstand for, at beslutningen af 5. marts 1992 var den, hvorved Kommissionen tilkendegav sin beslutning om endeligt at udelukke projektet fra faellesskabsstoette under LEADER-programmet, hvilket ogsaa bekraeftes af den efterfoelgende sagsbehandling, der foerte til beslutningen af 30. september 1992, der da heller ikke omfattede projektet. Sagsoegeren havde ganske vist ikke noget retligt krav paa ydelse af finansiel stoette fra Faellesskabet; men Landbrugsministeriets foreloebige godkendelse af projektet, det forhold, at det blev opfoert blandt de sekundaere projekter, og sagsoegerens gentagne deltagelse i moeder arrangeret af Kommissionen og Landbrugsministeriet ° og saaledes i den procedure, hvorefter den anfaegtede beslutning blev vedtaget ° har imidlertid kunnet skabe visse forventninger hos sagsoegeren, der ikke blev indfriet, hvilket beroerte sagsoegeren individuelt. Endvidere fik den anfaegtede beslutning direkte retsvirkninger for sagsoegeren, uden at andre faellesskabsinstanser eller nationale myndigheder var mellemled. Af disse grunde var sagsoegeren individuelt beroert af beslutningen af 5. marts 1992 i den betydning, der er fastlagt i ovennaevnte praksis, selv om sagsoegeren ikke var adressat for den.

Soegsmaalsfristen

27 Det bemaerkes, at i henhold til EF-traktatens artikel 173, stk. 5, skal de i denne artikel omhandlede soegsmaal indgives inden to maaneder efter, at retsakten, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt sagsoegeren eller, i mangel heraf senest to maaneder efter, at sagsoegeren har faaet kendskab til den. Da beslutningen af 5. marts 1992 ikke blev offentliggjort, og da kun Den Italienske Republik var adressat for den, kan fristen i det foreliggende tilfaelde foerst have loebet fra den dag, hvor sagsoegeren fik kendskab til beslutningen.

28 Med hensyn til den noejagtige dato for sagsoegerens kendskab bemaerkes, at sagsoegeren i skrivelse af 20. oktober 1992 til Landbrugsministeriet og Kommissionen anfoerte, at fru C., der var den tjenestemand i Kommissionen, der var ansvarlig for LEADER-programmet, "i februar d.aa. telefonisk" havde meddelt, at Kommissionen fandt, at "projektet stadig (var) for magert". Det skal derfor undersoeges, om sagen, der blev anlagt den 29. januar 1993, til trods for de oplysninger, som forelaa for sagsoegeren i februar 1992, om muligheden af, at projektet blev udvalgt, blev anlagt inden for den fastsatte frist.

29 Ifoelge Domstolens faste praksis kan soegsmaalsfristen, hvis retsakten ikke er offentliggjort eller meddelt, foerst loebe fra det tidspunkt, hvor den beroerte tredjemand faar noejagtigt kendskab til indholdet af og begrundelsen for den paagaeldende retsakt, saaledes at han kan goere effektiv brug af sin soegsmaalsadgang, hvorved det ganske vist er en forudsaetning, at han inden for en rimelig frist anmoder Kommissionen om ordlyden af den paagaeldende retsakt i dens helhed (jf. Domstolens kendelse af 5.3.1993, sag C-102/92, Ferriere Acciaierie Sarde mod Kommissionen, Sml. I, s. 801, grund 18, Domstolens dom af 5.3.1980, sag 76/79, Koenecke Fleischwarenfabrik mod Kommissionen, Sml. s. 665, praemis 7, og af 5.3.1986, sag 59/84, Tezi Textiel mod Kommissionen, Sml. s. 887, praemis 10, samt Rettens kendelse af 10.2.1994, sag T-468/93, Frinil mod Kommissionen, Sml. II, s. 0000, grund 33). I ovennaevnte kendelse, Ferriere Acciaierie Sarde mod Kommissionen, fastslog Domstolen i grund 19, at det var for sent at anlaegge sag to maaneder efter, at sagsoegeren havde faaet kendskab til den anfaegtede retsakt.

30 I den forbindelse bemaerker Retten, at de oplysninger, som sagsoegeren fik af en af Kommissionens tjenestemaend i februar 1992, kun kunne vedroere det sandsynlige indhold af en fremtidig kommissionsbeslutning, idet den formelle beslutning foerst blev truffet af kommissaerkollegiet den 5. marts s.aa. Det tidspunkt, der er afgoerende for, hvornaar der med hensyn til spoergsmaalet om sagens antagelse til realitetsbehandling kan siges at foreligge kendskab, kan kun ligge efter vedtagelsen af denne formelle beslutning. Denne ° der kun blev sendt til Den Italienske Republik og ikke blev offentliggjort ° indeholder endvidere alene en angivelse af det beloeb, der var tildelt Den Italienske Republik i faellesskabsstoette, men ingen begrundelse for at udelukke enkelte projekter forelagt af lokale italienske aktionsgrupper saasom sagsoegeren. Dette blotte kendskab til eksistensen af beslutningen, uden nogen oplysninger om de konkrete forhold, der var den officielle begrundelse for at udelukke projektet, var saaledes ikke tilstraekkeligt til, at sagsoegeren kunne goere effektivt brug af sin soegsmaalsadgang. Sagsoegeren har endelig forklaret i retsmoedet, at sammenslutningen havde haabet gennem sine uformelle kontakter til Kommissionen at kunne "redde projektet i land", selv efter beslutningen af 5. marts 1992, og at den saaledes indtil august 1992 havde haabet, at projektet ville blive godkendt i sidste oejeblik efter en forlaengelse af fristen.

31 Hertil kommer, at Kommissionen under retsmoedet har forklaret, at det paahvilede de paagaeldende medlemsstater at underrette de beroerte parter om de beslutninger, Kommissionen havde vedtaget paa omraadet. I den foreliggende sag blev oplysningerne imidlertid ikke videregivet af de italienske myndigheder.

32 Paa denne baggrund finder Retten, at sagsoegeren med god grund afventede vedtagelsen af beslutningen af 30. september 1992, hvorved det beloeb, der var afsat i faellesskabsstoette til Den Italienske Republik, endelig blev opbrugt, inden sagsoegeren anmodede om en officiel bekraeftelse af det endelige afslag paa sagsoegerens projekt og om oplysninger om de officielle grunde til afslaget. Foelgelig har sagsoegeren ved sin skrivelse af 20. oktober 1992 anmodet om disse naermere oplysninger inden for en rimelig frist. Idet disse naermere oplysninger blev meddelt i skrivelse af 26. november 1992, finder Retten, at sagen efter reglerne om procesfristers forlaengelse under hensyn til afstanden ikke er anlagt for sent den 29. januar 1993.

33 Det foelger heraf, at paastanden vedroerende beslutningen af 5. marts 1992 skal antages til realitetsbehandling.

Realiteten

34 Til stoette for paastanden har sagsoegeren gjort fire anbringender gaeldende angaaende henholdsvis aabenbar faktisk vildfarelse, tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, magtfordrejning og tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

Anbringendet om faktisk vildfarelse

° Parternes argumenter

35 Sagsoegeren har beskrevet den endelige udgave af sit projekt, som forelaa i februar 1992, paa foelgende maade: Den lokale aktionsgruppe var ifoelge sin vedtaegt en aaben organisation, som 117 erhvervsdrivende og faglige grupper havde tilsluttet sig, og deraf var de ni foreninger. Endvidere havde to kommuner i det paagaeldende omraade givet udtryk for deres stoette til det forelagte projekt. Det samlede jordareal, der tilhoerte de landbrugere, der var medlemmer af gruppen, var paa mere end 3 000 ha. I det udviklingsprogram, gruppen havde udarbejdet, var der planlagt generelle foranstaltninger, hvis maal skulle naas paa mellemlang og lang sigt, samt specielle foranstaltninger til fremme af saerlige initiativer i sammenhaeng med denne maalsaetning.

36 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionens beslutning om at udelukke dette projekt klart bygger paa fejlagtige forudsaetninger. Sagsoegeren paapeger saerligt, at det fejlagtigt naevnes i Kommissionens brev af 26. november 1992, at det omtvistede projekt ville vaere vanskeligt "cantierabile", dvs. saette i vaerk ved anlaegsarbejder eller paa fabrikker. Ifoelge sagsoegeren var dette forhold irrelevant, eftersom formaalet med det omtvistede projekt var tjenesteydelser, som ikke kan produceres paa byggepladser.

37 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at Kommissionens vurdering, hvorefter sammenslutningen ikke skulle vaere tilstraekkelig repraesentativ, var forkert i betragtning af dels antallet af dens medlemmer, dels det forhold, at Kommissionen for andre gruppers vedkommende havde anerkendt, at de var repraesentative, selv om de havde et mindre deltagerantal, hvilket er let at paavise ved en sammenligning af de forskellige projekter, der var blevet gennemgaaet, herunder dem, der blev godkendt. Paa denne baggrund forklarede sagsoegeren i retsmoedet, at naar der ikke blandt dens medlemmer var en kommune, skyldtes det, at den italienske lovgivning ikke tillod, at et saadant offentligt organ formelt er medlem af et konsortium. Det var efter sagsoegerens opfattelse derfor tilstraekkeligt, at to kommuner paa det tidspunkt, hvor det omtvistede projekt blev forelagt, erklaerede sig rede til at stoette projektet.

38 Kommissionen har gjort gaeldende, at den kritik, der er rettet mod dens vurdering af projektet og mod brugen i den forbindelse af ordet "cantierabile", ikke er berettiget. For saa vidt sagsoegeren haevder, at dette begreb vedroerer anlaegsarbejder, skyldes det en sproglig misforstaaelse; med ordet "cantierabile" var det meningen paa italiensk at gengive ordet "faisabilité", der udtrykker det forhold, at et projekt kan gennemfoeres inden for de fastsatte frister. Endvidere fremgaar det, at ogsaa selv om man forstod det omtvistede udtryk i den af sagsoegeren anfoerte betydning, havde sagsoegeren i den endelige udgave af projektet (s. 52, 53 og 57) faktisk planlagt bl.a., at der skulle udfoeres byggearbejder og/eller anlaeg, som Kommissionen hele tiden havde fundet utilstraekkelige.

39 Til belysning af begrebet repraesentativitet i forbindelse med LEADER-meddelelsen har Kommissionen dernaest forklaret, at de lokale aktionsgrupper organisatorisk udgoer et mellemled mellem det ansvarlige organ paa nationalt plan og de personer, der i sidste ende modtager stoette. Imidlertid var sagsoegeren den eneste gruppe, hvis deltagere udelukkende repraesenterede enkeltinteresser. I stedet for at oprette gruppen som et samvirke af kollektive organer og dernaest henvende sig til de erhvervsdrivende for at anmode dem om at angive deres individuelle interesseomraader og projekter, havde sagsoegeren henvendt sig direkte til de erhvervsdrivende for at faa dem som medlemmer af gruppen. I realiteten var oprettelsen af gruppen fra begyndelsen sket foerst og fremmest for at fremme interesserne for sammenslutningens stiftere, herunder saerligt selskabet Isviconsults' interesser, hvis bestyrelsesformand ligeledes er formand for den sagsoegende sammenslutning.

40 Hvad angaar de to kommuners deltagelse i det omtvistede projekt har Kommissionen i retsmoedet oplyst, at sagsoegeren i sagens bilag kun havde fremlagt to breve, hvori de paagaeldende borgmestre erklaerede, at de gerne ville tilslutte sig den sagsoegende sammenslutning, dog med forbehold af kommunalbestyrelsernes beslutning herom. En saadan beslutning blev imidlertid aldrig truffet. I den sidste udgave af projektet omtalte sagsoegeren saaledes ikke laengere tilslutning, men stoette. Med hensyn til den italienske lovgivning om konsortier har Kommissionen bemaerket, at andre italienske grupper, hvis projekter er blevet godkendt, bl.a. var oprettet af kommuner. Efter Kommissionens opfattelse tyder dette paa, at den italienske lovgivning ikke er til hinder for, at offentlige organer opnaar status som medlem af en lokal aktionsgruppe.

° Rettens bemaerkninger

41 Indledningsvis skal Retten bemaerke, at de eneste praecise klagepunkter, som sagsoegeren har anfoert til stoette for, at der foreligger faktisk vildfarelse fra Kommissionens side, angaar Kommissionens paastande om, dels at det forelagte projekt ikke var umiddelbart "cantierabile", dels at den gruppe, som det paahvilede at gennemfoere det, ikke var tilstraekkeligt repraesentativ til at berettige til ydelse af faellesskabsstoette under LEADER-programmet.

42 Med hensyn til spoergsmaalet om "cantierabilità" bemaerkes, at dette italienske begreb i den sammenhaeng, hvori det er blevet brugt, angiver, at Kommissionen har fundet de planlagte foranstaltninger i den endelige udgave af det omtvistede projekt utilstraekkelige. Sagsoegeren har saaledes, da sammenslutningen fortolkede det saaledes, at der kraevedes byggearbejder, misforstaaet indholdet af det afsnit i Kommissionens skrivelse af 26. november 1992, hvori det blev anfoert, at de aktioner, der var planlagt i det omtvistede projekt, ikke var "praecise og umiddelbart 'cantierabili' ".

43 Under retsmoedet forklarede Kommissionen, uden at dette blev bestridt af sagsoegeren, at de foranstaltninger, der var foreslaaet i det omtvistede projekt, ikke havde interesse for andre end de enkelte medlemmer af den sagsoegende sammenslutning og saaledes ikke kunne gennemfoeres med stoette fra LEADER-programmet.

44 Af ovenstaaende fremgaar, at sagsoegeren ikke med hensyn til projektets "cantierabilità" har godtgjort, at Kommissionen ved vurderingen af udsigten til, at de foranstaltninger, der var foreslaaet i projektet, ville blive gennemfoert, skulle have baseret sig paa et urigtigt faktisk grundlag, som kunne paavirke den samlede vurdering af projektet.

45 Det maa endvidere understreges, at parterne med hensyn til spoergsmaalet om repraesentativiteten af den gruppe, som projektets gennemfoerelse paahvilede, er enige om de faktiske omstaendigheder, der laa til grund for beslutningen af 5. marts 1992, dvs. den sagsoegende sammenslutnings sammensaetning og i saerdeleshed det forhold, at der ved fremlaeggelsen af den sidste officielle udgave af det omtvistede projekt i februar 1992 ikke var noget offentligt organ, der formelt var medlem, idet kun to kommuner havde tilkendegivet, at de havde til hensigt at deltage. Det foelger heraf, at sagsoegeren i realiteten ikke bebrejder Kommissionen, at den i denne henseende skulle have taget fejl med hensyn til de faktiske forhold, men at sagsoegeren kritiserer den for at have foretaget et urigtigt skoen, da den afslog at yde faellesskabsstoette under LEADER-programmet til det omtvistede projekt med den begrundelse, at den gruppe, som skulle gennemfoere det, ikke var tilstraekkeligt repraesentativ.

46 Det bemaerkes herved, at Kommissionen har et vidt skoen med hensyn til spoergsmaalet, om betingelserne for at yde faellesskabsstoette er opfyldt (jf. senest Domstolens dom af 7.5.1992, forenede sager C-258/90 og C-259/90, Pesquerias De Bermeo og Naviera Laida mod Kommissionen, Sml. I, s. 2901, praemis 25). I oevrigt har sagsoegeren selv under retsmoedet erklaeret, at sammenslutningen var fuldt ud klar over, at Retten ikke kan foretage en ny proevelse af indholdet af det omtvistede projekt.

47 Sagsoegeren har ikke anfoert faktiske eller retlige omstaendigheder, der godtgoer, at Kommissionens skoen var aabenbart urigtigt, da den gav afslag paa stoette til det omtvistede projekt med den begrundelse, at den sagsoegende sammenslutning udelukkende repraesenterede enkeltinteresser, at der ikke blandt medlemmerne var et organ, der repraesenterede faellesinteresser, og at den blotte hensigtserklaering fra to kommuner om at stoette projektet var utilstraekkelig sammenlignet med de garantier, der forelaa i forbindelse med andre italienske projekter. Sagsoegeren afstod under den mundtlige forhandling fra at paavise sin repraesentativitet paa grundlag af projektets akter, selv om sagsoegeren i replikken havde erklaeret at ville goere det.

48 Under disse omstaendigheder skal anbringendet om aabenbar faktisk vildfarelse og om et urigtigt skoen, forkastes, idet det er ufornoedent, at Retten tager sagsoegerens begaering til foelge og paalaegger Kommissionen at fremlaegge dokumenter, der angiveligt er i dens besiddelse, og som vedroerer repraesentativiteten af de lokale aktionsgrupper i de projekter, den har godkendt.

Anbringendet om tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter

° Parternes argumenter

49 Sagsoegeren klager for det foerste over den manglende gennemskuelighed, der har praeget kontakterne mellem Kommissionen, de italienske myndigheder og sagsoegeren selv. I de moeder, som sagsoegeren deltog i, rejste saaledes hverken det nationale udvaelgelsesorgan eller Kommissionen kritik eller kraevede aendringer af de specifikke punkter, som senere blev anfoert som begrundelse for afslaget paa stoette til projektet. Endvidere blev der ikke udarbejdet noget referat af disse moeder med angivelse af de af Kommissionen eller Landbrugsministeriet kraevede aendringer.

50 Med hensyn til forloebet af den administrative procedure har sagsoegeren anfoert, at Landbrugsministeriet i Italien foretog en foerste udvaelgelse af projekterne, herunder af sagsoegerens. Fremsendelsen til Kommissionen af de udvalgte projekter indledte efter sagsoegerens opfattelse den anden fase i proceduren, der afsluttedes med moedet den 24. oktober 1991 mellem Kommissionen og ministeriet. Under dette moede blev det ifoelge sagsoegeren fastslaaet, at af de 42 projekter, der allerede var godkendt af ministeriet, opfyldte 30, heriblandt sagsoegerens, kriterierne i LEADER-programmet. Endvidere blev der allerede paa dette tidspunkt tildelt midler til disse 30 projekter. Den foelgende tredje fase i proceduren havde udelukkende til formaal at udforme de projekter i detaljer, der allerede var udvalgt under de to forudgaaende faser. Paa dette stadium kunne sagsoegerens projekt derfor ikke laengere forkastes. Endelig bebrejder sagsoegeren Kommissionen, at den for sent havde meddelt sin negative vurdering af det omtvistede projekt, idet det da ikke laengere var muligt at aendre det.

51 I forbindelse med sit anbringende vedroerende aabenbar faktisk vildfarelse har sagsoegeren ligeledes gjort gaeldende, at ingen af de mangler, som Kommissionen havde anfoert i sin skrivelse af 26. november 1992 som begrundelse for udelukkelsen af projektet ° bortset fra den sagsoegende sammenslutnings ringe repraesentativitet ° var samstemmende med de i LEADER-meddelelsen opregnede kriterier, og at Kommissionen saaledes havde anvendt udvaelgelseskriterier, der ikke var fastsat i denne meddelelse. Dette var ifoelge sagsoegeren navnlig tilfaeldet for kriteriet "cantierabilità" (jf. ovenfor praemis 36).

52 Kommissionen har heroverfor anfoert, at den ikke havde pligt til at anmode om aendringer af de forelagte projekter. Ikke desto mindre havde den droeftet dem indgaaende med medlemsstaterne og de paagaeldende grupper, herunder sagsoegeren, for at sikre LEADER-programmet den stoerst mulige succes. Endvidere havde sagsoegeren flere gange foretaget aendringer i sit projekt og endog i sine vedtaegter.

53 Kommissionen har dernaest gjort gaeldende, at i modsaetning til, hvad sagsoegeren har haevdet, foretog man ikke ved moedet i partnerskabet den 24. oktober 1991 en tildeling af midler til de forelagte projekter. Det drejede sig derimod om et officielt moede med henblik paa at foretage den foerste faelles gennemgang af projekterne. Det forhold, at 12 projekter blev forkastet allerede ved dette moede, betoed paa ingen maade, at de resterende 30 projekter skulle betragtes som godkendt, og at de senere moeder kun skulle runde proceduren af.

54 For saa vidt sagsoegeren har anfoert, at der ikke blev tilsendt deltagerne referater af moederne med Kommissionen, har Kommissionen anfoert, at det aldrig havde vaeret meningen ° og der paahvilede ikke en pligt dertil ° at give disse moeder et officielt praeg, idet det drejede sig om teknisk orienterede moeder, der faldt uden for de etablerede rammer for moederne med medlemsstaternes repraesentanter.

55 Med hensyn til de aendringer, den sagsoegende sammenslutning foretog i sit projekt, har Kommissionen anfoert, at disse vedblivende var smaa og utilstraekkelige i forhold til dem, der var blevet kraevet, og som vedroerte vaesentlige sider af projektet, saasom gruppens sammensaetning, lokaliseringen og indholdet af de foreslaaede foranstaltninger. Kommissionen har herved henvist til ordlyden af den skrivelse, den sendte til Landbrugsministeriet den 31. januar 1992.

° Rettens bemaerkninger

56 For det foerste bemaerkes det, at der i naervaerende sag kun kan vaere tale om en tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter som omhandlet i traktatens artikel 173, stk. 2, saafremt Kommissionen har fraveget procedurereglerne for interventioner fra strukturfondene, nemlig dels de procedureregler, der er fastsat i de forordninger, der finder anvendelse paa omraadet, dels dem, som Kommissionen selv har fastlagt i LEADER-meddelelsen (Domstolens dom af 23.2.1988, sag 68/86, Det Forenede Kongerige mod Raadet, Sml. s. 855, praemis 48 og 49).

57 Det bemaerkes endvidere, at der som led i den reform af strukturfondene, der fandt sted i 1988, og hvis vaesentligste formaal var at indfoere koordination mellem de forskellige fonde, ved grundforordningens artikel 4 og gennemfoerelsesforordningens artikel 14 etableredes "en partnerskabsordning" for sagsbehandlingen (jf. naermere herom Domstolens dom af 13.11.1991, sag C-303/90, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 5315, praemis 31). Denne ordning kendetegnes ved et snaevert samraad mellem Kommissionen, medlemsstaterne og de kompetente myndigheder, som medlemsstaterne udpeger. Stoetteansoegninger forelaegges Kommissionen af en enkelt kompetent national myndighed i hvert land, og Kommissionen traeffer den endelige afgoerelse om ydelse af stoette. Det er en logisk foelge af ordningens opbygning, at de lokale aktionsgrupper, der ansoeger om stoette fra strukturfondene, paa det formelle plan alene skal have kontakt med de nationale myndigheder saavel i forbindelse med forelaeggelsen af deres projekter som i forbindelse med aendringer, der eventuelt skal foretages i dem, enten efter anmodning fra ovennaevnte myndigheder eller fra Kommissionen.

58 Det skal yderligere bemaerkes, at Kommissionen i punkt 20 i LEADER-meddelelsen har fastsat, at den ville yde faglig bistand med henblik paa udvaelgelsen af de lokale aktionsgrupper. De i den forbindelse forekommende kontakter mellem Kommissionens tjenestegrene og de forskellige lokale aktionsgrupper er imidlertid af rent teknisk art og finder sted med henblik paa at fremskynde og effektivisere gennemfoerelsen af LEADER-programmet. Saadanne kontakter aendrer ikke den indfoerte ordning for sagsbehandlingen, hvorefter de lokale aktionsgrupper skal henvende sig til de nationale myndigheder.

59 I lyset af det anfoerte skal der af Retten sondres mellem de forskellige retsforhold, der foreligger inden for rammerne af proceduren for tildeling af den omtvistede faellesskabsstoette, nemlig for det foerste forholdet mellem Kommissionen og de italienske myndigheder og dernaest forholdet mellem sagsoegeren og Kommissionen.

60 Hvad angaar forholdet mellem Kommissionen og de italienske myndigheder skal det fastslaas, at det eneste praecise klagepunkt vedroerende proceduren, som sagsoegeren har fremfoert, bestaar i, at sagsoegeren ° stoettet paa en beskrivelse af de forskellige faser i den sagsbehandling, der fandt sted mellem Kommissionen og de italienske myndigheder ° paastaar, at Kommissionen paa det stadium af proceduren, som sagsoegerens projekt var naaet til, ikke laengere havde ret til at forkaste det. Baade den naevnte beskrivelse og den paastand, der er stoettet derpaa, hvilke i oevrigt begge bestrides af Kommissionen, er dog kun anbringender, der ikke er understoettet retligt eller af faktiske forhold. For saa vidt som sagsoegeren i den forbindelse yderligere goer gaeldende, at projektet allerede var godkendt af Landbrugsministeriet, overser sagsoegeren, at det tilkom Kommissionen og kun Kommissionen, efter at "partnerskabsproceduren" var afsluttet, at traeffe afgoerelse om ydelse af stoette fra strukturfondene. Landbrugsministeriet havde i oevrigt selv kun klassificeret det omtvistede projekt blandt de sekundaere italienske projekter.

61 Hvad angaar forholdet mellem sagsoegeren og Kommissionen skal foerst det klagepunkt undersoeges, hvorved sagsoegeren bebrejder Kommissionen, at den paa intet tidspunkt rejste kritik af de senere anfaegtede punkter i det omtvistede projekt. Retten finder i saa henseende, sagsoegeren ikke har understoettet sine paastande, der bestrides af Kommissionen. Saerligt har sagsoegeren ikke under den mundtlige forhandling paavist de aendringer, som sagsoegeren var blevet bedt om at foretage og havde foretaget af projektet, selv om sagsoegeren i replikken havde erklaeret at ville goere det. Med hensyn til klagepunktet vedroerende de manglende referater af trepartsmoederne mellem den paagaeldende gruppe, Kommissionen og Landbrugsministeriet skal det blot konstateres, at der ikke findes nogen bestemmelse i de relevante forskrifter om, at der skal tages referat af saadanne moeder, der blot er uformelle, teknisk orienterede moeder.

62 For saa vidt som sagsoegeren dernaest har gjort gaeldende, at Kommissionen, da den forkastede det omtvistede projekt, anvendte nye bedoemmelseskriterier ved vurderingen, som ikke var fastlagt i LEADER-meddelelsen, finder Retten, at dette klagepunkt ikke kan tiltraedes. De kriterier, der var anfoert i Kommissionens skrivelse af 26. november 1992, herunder at betingelsen om "cantierabilità" ikke var opfyldt, paa grundlag af hvilke Kommissionen begrundede afslaget vedroerende det omtvistede projekt, vedroerer alle enten den sagsoegende sammenslutnings repraesentativitet, kvaliteten af projektet ° herunder dets multiplikatorvirkning og den grad, hvori lokalbefolkningen deltager ° eller effektiviteten af de paataenkte foranstaltninger. Det drejer sig saaledes om kriterier, der allerede er fastlagt i gennemfoerelsesforordningen (artikel 13 og 14) og i LEADER-meddelelsen (punkt 6, 17 og 18). De kan derfor ikke betegnes som nye kriterier, hvorfor sagsoegerens klagepunkt maa forkastes.

63 Hvad endelig angaar klagepunktet angaaende dels procedurens manglende gennemskuelighed, dels det forhold, at Kommissionen for sent skulle have meddelt den for sagsoegeren bebyrdende afgoerelse, bemaerker Retten, at der ikke er nogen bestemmelse i EF-traktaten, i de relevante forordninger eller i LEADER-meddelelsen, der paalaegger Kommissionen en pligt til at informere de lokale aktionsgrupper om sin beslutning. Det er derimod ifoelge de gaeldende regler tilstraekkeligt, at Kommissionen holder den beroerte medlemsstat underrettet om sine undersoegelser og meddeler den sin endelige beslutning.

64 Da det ikke er godtgjort, at der foreligger nogen mangler ved sagsbehandlingen, maa anbringendet om tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter forkastes.

Anbringenderne vedroerende henholdsvis magtfordrejning og tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

65 Med hensyn til det foerste af disse to anbringender har sagsoegeren blot gjort gaeldende, at Kommissionen, uanset at der blev arrangeret moeder med det formaal at droefte og forbedre det omtvistede projekt, i virkeligheden forfulgte det maal ° og dette ved hjaelp af en uigennemsigtig sagsbehandling ° at afskaere projektet fra at modtage faellesskabsstoette, selv om det opfyldte kravene.

66 Det bemaerkes herved, at ifoelge Domstolens faste praksis er en beslutning kun behaeftet med magtfordrejning, naar det paa grund af objektive, relevante og samstemmende indicier maa antages, at den er truffet for at naa andre maal end dem, der forfoelges med de paagaeldende regler (jf. f.eks. Domstolens dom af 13.11.1990, sag C-331/88, Fedesa m.fl., Sml I, s. 4023, praemis 24). Retten bemaerker, at sagsoegeren i den foreliggende sag ikke har fremlagt saadanne objektive, relevante og samstemmende indicier. Paastanden om mangel paa gennemskuelighed i proceduren modsiges faktisk dels af den omstaendighed, at der blev arrangeret moeder for at forbedre det omtvistede projekt, dels af, at sagsoegeren faktisk foretog aendringer af det oprindelige projekt. De foranstaltninger, der blev foretaget efter beslutningen af 5. marts 1992 kan ligeledes forklares med, at Kommissionen oenskede at udbetale alle de penge, der stod til raadighed for Den Italienske Republik, og det fremgaar ikke, at Kommissionen skulle have haft til hensigt at udelukke et projekt, der faktisk opfyldte kriterierne for tildeling af stoette fra LEADER-programmet.

67 Med hensyn til det andet anbringende, der vedroerer tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, bemaerker Retten, at i et tilfaelde som det foreliggende forudsaetter begrebet berettiget forventning, at der hos den, der anmoder om en for ham begunstigende afgoerelse, foreligger forventninger, som faellesskabsadministrationen har givet anledning til ved afgivelse af praecise loefter (jf. Domstolens dom af 19.5.1983, sag 289/81, Mavridis mod Parlamentet, Sml. s. 1731, praemis 21, og Rettens dom af 27.3.1990, sag T-123/89, Chomel mod Kommissionen, Sml. II, s. 131, praemis 25 og 26). Det skal her blot konstateres, at sagsoegeren ikke har haevdet, endsige paavist, at Kommissionen skulle have afgivet praecise loefter om tildeling af faellesskabsstoette.

68 Anbringenderne angaaende henholdsvis magtfordrejning og tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan derfor ikke tiltraedes.

69 Det foelger heraf, at paastanden vedroerende Kommissionens beslutning af 5. marts 1992 ikke kan tages til foelge.

Paastanden vedroerende Kommissionens beslutning af 30. september 1992

Formaliteten

70 Retten bemaerker, at der fra beslutningens dato og frem til den 20. oktober 1992, da sagsoegeren ved skrivelse af samme dato anmodede om at faa oplyst den officielle begrundelse for afvisningen af projektet, forloeb tre uger, hvilket maa anses for et rimeligt tidsrum (jf. ovenfor praemis 29).

Realiteten

Anbringendet om aabenbar vildfarelse

71 Det bemaerkes, at Kommissionen ikke med henblik paa vedtagelse af beslutningen af 30. september 1992 foretog en fornyet gennemgang af sagsoegerens projekt. Det er derfor udelukket, at den kan have baseret sig paa urigtige faktiske omstaendigheder eller have foretaget et urigtigt skoen ved bedoemmelsen af det omtvistede projekt. Anbringendet om aabenbar vildfarelse maa derfor forkastes.

Anbringendet om tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter

° Parternes argumenter

72 Sagsoegeren har klaget over sagsbehandlingens manglende gennemskuelighed, en mangel der saerligt har vist sig i forbindelse med forlaengelsen af fristen for indlevering af nye ansoegninger, idet denne frist hverken blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende eller bekendtgjort nationalt paa anden maade. Sagsoegeren kritiserer endvidere, at Kommissionen ikke lod det omtvistede projekt, der blev forkastet i marts 1992, komme ind under forlaengelsen af denne frist. Sagsoegeren er af den opfattelse, at begraensningen af fristforlaengelsen til kun at gaelde for forelaeggelse af nye projekter, er ulovlig. Det var mere rimeligt at foretage en endelig faerdiggoerelse af sagsoegerens projekt, der ifoelge sagsoegeren var naesten fuldendt. I den forbindelse haevder sagsoegeren den 6. maj 1992 at have tilsendt "de kompetente organer" en ajourfoert udgave af projektet.

73 Med hensyn til den paastaaede "forlaengelse af fristen" har Kommissionen understreget, at det ikke drejede sig om en forlaengelse af fristen for de projekter, der allerede var forelagt. For alle disse projekter var den sidste frist fortsat den, der var blevet meddelt Landbrugsministeriet i skrivelse af 31. januar 1992 og de interesserede parter ved moedet i Bruxelles den 3. og 4. februar 1992. Endelig har Kommissionen anfoert, at den sidste officielle version af sagsoegerens projekt var blevet forelagt i et bilag til meddelelsen fra de italienske myndigheder den 14. februar 1992. Der er ikke af disse myndigheder blevet fremsendt nogen anden version. Den uformelle fremsendelse til Kommissionen af andre versioner af sagsoegerens projekt maatte frakendes enhver betydning.

74 Under retsmoedet bekraeftede sagsoegeren som svar paa et spoergsmaal fra Retten, at den sidste officielle version af projektet, der var forelagt for Kommissionen, var udgaven fra februar 1992. Den 6. maj s.aa. havde sagsoegeren sendt Kommissionen en rapport om medlemmerne af den sagsoegende sammenslutning og om aendringerne af dens vedtaegter. Den ansvarlige tjenestemand for LEADER i Kommissionen, fru C., har ligeledes i retsmoedet forklaret, at denne rapport var blevet sendt til hende personligt den 6. maj 1992. Ifoelge fru C. var der ikke tale om en officiel meddelelse fra Landbrugsministeriet.

° Rettens bemaerkninger

75 Det skal undersoeges, om Kommissionen har tilsidesat de gaeldende procedureregler ved med hensyn til dens beslutning af 30. september 1992 at udelukke enhver fornyet gennemgang af sagsoegerens projekt. Vedroerende dette spoergsmaal er det under retsforhandlingerne for Retten oplyst, at den sidste officielle version af sagsoegerens projekt var blevet forelagt Kommissionen af Landbrugsministeriet ved skrivelse af 14. februar 1992, hvorimod aendringerne af projektet, der blev foretaget den 6. maj s.aa., kun blev meddelt en tjenestemand i Kommissionen af sagsoegeren. Imidlertid foelger det af "partnerskabsordningen", at ansoegningerne om stoette fra strukturfondene skal forelaegges Kommissionen af en enkelt kompetent national myndighed i hvert land. Kommissionen havde derfor ikke pligt ° og end ikke hjemmel ° til at tage de senere aendringer i betragtning, som sagsoegeren foretog af det omtvistede projekt. Den kunne henholde sig til det endelige afslag paa stoette til projektet, som den stiltiende havde givet ved sin beslutning af 5. marts 1992. Gennemgangen af dette anbringende har saaledes intet frembragt, der godtgoer, at Kommissionen ved ikke at foretage en fornyet gennemgang af projektet med henblik paa beslutningen af 30. september 1992 skulle have tilsidesat reglerne om fremgangsmaaden for tildeling af faellesskabsstoette.

76 Endelig kan det forhold, at Kommissionens brev af 15. juli 1992, der kun beroerte en enkelt medlemsstat, ikke blev offentliggjort, ej heller betragtes som en mangel ved sagsbehandlingen. En saadan offentliggoerelse er nemlig ikke foreskrevet i de gaeldende bestemmelser paa omraadet.

77 Anbringendet vedroerende tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter mangler maa derfor forkastes.

78 Med hensyn til anbringenderne vedroerende henholdsvis magtfordrejning og tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning skal det blot bemaerkes, at sagsoegeren ikke har anfoert andre forhold end dem, som sagsoegeren tidligere har anfoert i sin argumentation for paastandene vedroerende beslutningen af 5. marts 1992. De to anbringender skal derfor afvises af de ovenfor anfoerte grunde (praemis 65-68).

79 Da Kommissionen ikke var retligt forpligtet til at foretage en fornyet gennemgang af sagsoegerens projekt med henblik paa beslutning nr. 3, skal paastanden vedroerende beslutningen af 30. september 1992 under alle omstaendigheder forkastes, idet det er ufornoedent at tage stilling til spoergsmaalet, om sagsoegeren var individuelt beroert af denne beslutning, og om den paagaeldende paastand derfor kunne antages til realitetsbehandling.

80 Det foelger af ovenstaaende, at sagsoegte maa frifindes for samtlige paastande.

Sagens omkostninger

81 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegeren har tabt sagen, boer sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens paastand.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Foerste Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.