EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61993TJ0032

Rettens dom (Anden Afdeling) af 27. oktober 1994.
Ladbroke Racing Ltd mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.
EØF-traktatens artikel 90 - passivitetssøgsmål - afvisning.
Sag T-32/93.

Samling af Afgørelser 1994 II-01015

ECLI identifier: ECLI:EU:T:1994:261

61993A0032

DOM AFSAGT AF RETTEN I FOERSTE INSTANS (ANDEN AFDELING) DEN 27. OKTOBER 1994. - LADBROKE RACING LTD MOD KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - EOEF-TRAKTATENS ARTIKEL 90 - PASSIVITETSSOEGSMAAL - AFVISNING. - SAG T-32/93.

Samling af Afgørelser 1994 side II-01015


Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


++++

1. Passivitetssoegsmaal ° passivitetens ophoer efter sagens anlaeg ° bortfald af sagens genstand ° ufornoedent at traeffe afgoerelse

(EOEF-traktaten, art. 175)

2. Passivitetssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° undladelser der kan vaere genstand for soegsmaal ° Kommissionens undladelse af at rette en beslutning til en medlemsstat vedroerende offentlige virksomheders overholdelse af konkurrencereglerne ° forpligtelse til at handle ° ingen ° afvisning

(EOEF-traktaten, art. 90, stk. 3, og art. 175)

3. Konkurrence ° offentlige virksomheder og virksomheder, som medlemsstaterne indroemmer saerlige eller eksklusive rettigheder ° Kommissionens kompetence i medfoer af dens overvaagningspligt ° skoen ° Kommissionens forpligtelse til at handle ° ingen

(EOEF-traktaten, art. 90)

Sammendrag


1. Fremgaar det under et passivitetssoegsmaal, at den retsakt, hvis ikke-udstedelse udgoer passivitetssoegsmaalets genstand, er blevet vedtaget efter sagens anlaeg, men foer dommens afsigelse, har sagen mistet sin genstand, saaledes at det derefter er ufornoedent at traeffe afgoerelse.

2. En virksomhed kan ikke anlaegge et passivitetssoegsmaal mod Kommissionen under anbringende af, at denne institution, selv om den er blevet anmodet herom af virksomheden, har undladt at anvende de befoejelser, der er tillagt den ved traktatens artikel 90, stk. 3.

For det foerste forudsaetter passivitetssoegsmaalet i henhold til traktatens artikel 175, at der for den paagaeldende institution bestaar en forpligtelse til at handle, saaledes at den paastaaede passivitet er traktatstridig. Naar henses til de skoensbefoejelser, Kommissionen raader over ved gennemfoerelsen af kontrollen med, at offentlige virksomheder overholder konkurrencereglerne, er denne forudsaetning imidlertid ikke opfyldt, naar naevnte institution undlader at tilstille en medlemsstat en beslutning herom.

Hertil kommer for det andet, at det er medlemsstaterne, der er adressater for de retsakter, der kan vedtages i henhold til artikel 90, stk. 3, saaledes at virksomheden som tredjemand i forhold til den retsakt, som Kommissionen paastaas at have undladt at vedtage, kun kan goere gaeldende, at den opfylder betingelsen om, at den er individuelt beroert, for saa vidt som den rammes paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for den, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller den fra alle andre og derfor individualiserer den paa lignende maade som adressaten.

Denne betingelse med hensyn til individualisering er imidlertid ikke, naar der ikke foreligger saerlige omstaendigheder, allerede opfyldt derved, at virksomheden er til stede paa det marked, hvor en retsakt kan paavirke konkurrenceforholdene. Naar der er tale om en retsakt, der er vedtaget i henhold til artikel 90, stk. 3, er den heller ikke opfyldt derved, at denne retsakt er blevet vedtaget efter anmodning fra virksomheden, idet en saadan anmodning ikke kan antages at vaere et udtryk for en udoevelse af processuelle befoejelser, som den besidder, eftersom de befoejelser, der ved forordning nr. 17 og forordning nr. 99/63 er tillagt de erhvervsdrivende, kun gaelder anvendelsen af traktatens artikel 85 og 86. Den kan heller ikke anses for opfyldt, fordi virksomheden har deltaget i den undersoegelse, der gik forud for vedtagelsen af retsakten, idet en saadan deltagelse ikke for virksomheden kan skabe en ret til anfaegtelse af en retsakt, der i kraft af sin beskaffenhed og sine retsvirkninger ikke beroerer den individuelt.

Endelig kan Kommissionens indgriben paa grundlag af de befoejelser, der er tillagt den ved artikel 90, stk. 3, hvis den finder sted, antage form ikke blot af en beslutning, men ogsaa af et direktiv, der er en almengyldig generel retsakt, der stiles til medlemsstaterne, og som private borgere ikke kan kraeve vedtaget.

3. Hvad angaar anvendelsen af Faellesskabets konkurrenceregler paa offentlige virksomheder og virksomheder, som medlemsstaterne indroemmer saerlige eller eksklusive rettigheder, skal Kommissionen ifoelge traktatens artikel 90, stk. 3, paase, at medlemsstaterne opfylder de forpligtelser, der paahviler dem, for saa vidt angaar de omhandlede virksomheder, og der er herved udtrykkeligt tillagt Kommissionen en befoejelse til, om fornoedent at gribe ind under anvendelse af de i artiklen naevnte retsakter. Det fremgaar af naevnte bestemmelse og af opbygningen af bestemmelserne i artikel 90 i det hele, at de overvaagningsbefoejelser, som Kommissionen har i forhold til medlemsstater, der har gjort sig skyldige i en tilsidesaettelse af traktatens bestemmelser, og navnlig konkurrencereglerne, noedvendigvis indebaerer udoevelsen af et vidt skoen for Kommissionen. Dette skoen er saa meget videre, som det for det foerste foelger af artikel 90, stk. 2, at Kommissionen ved udoevelsen heraf skal tage hensyn til de saerlige opgaver, som er betroet de paagaeldende virksomheder, og som der for det andet efter omstaendighederne kan tilkomme medlemsstaternes myndigheder lige saa store skoensbefoejelser ved udstedelsen af regler paa visse omraader, som er omfattet af de naevnte virksomheders aktiviteter.

Der bestaar foelgelig ikke nogen forpligtelse til at gribe ind for Kommissionen, naar den udoever sit skoen i henhold til traktatens artikel 90, stk. 3, vedroerende foreneligheden af de statslige foranstaltninger med traktatens bestemmelser.

Dommens præmisser


Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Sagsoegeren, Ladbroke Racing Limited (herefter benaevnt "Ladbroke"), er et engelsk selskab, der er en del af Ladbroke Group plc, hvis virksomhed blandt andet bestaar i at udbyde og organisere vaeddemaal i hestevaeddeloeb, hvilken virksomhed selskabet udfoerer gennem afdelinger og datterselskaber i Det Forenede Kongerige og i andre lande i Det Europaeiske Faellesskab.

2 Den 24. november 1989 forelagde Ladbroke paa egne vegne og paa vegne af sine datterselskaber og samarbejdspartnere paa omraadet for indgaaelse af vaeddemaal i hestevaeddeloeb Kommissionen en klage over a) Den Franske Republik, b) de ti foerende vaeddeloebsselskaber i Frankrig, der er de eneste, der ifoelge gaeldende fransk lov kan afslutte off-course-vaeddemaal i hestevaeddeloeb, idet det kun er tilladt andre vaeddeloebsselskaber at afslutte on-course-vaeddemaal paa vaeddeloebsbanen i hestevaeddeloeb, de har organiseret (artikel 4 i lov af 2.6.1891 om tilladelse til og afvikling af hestevaeddeloeb), c) Pari mutuel urbain (herefter benaevnt "PMU"), der er en erhvervsdrivende sammenslutning med de ti foerende vaeddeloebsselskaber i Frankrig som deltagere (artikel 21 i dekret nr. 83-878 af 4.10.1983 om hestevaeddeloebsselskaber og vaeddemaal i hestevaeddeloeb), der er stiftet med henblik paa i faellesskab at udnytte disse selskabers rettigheder vedroerende afslutningen af off-course-vaeddemaal, og som med eneret varetager udnyttelsen af de foerende vaeddeloebsselskabers rettigheder i henhold til den ordning, der ifoelge fransk lov har vaeret gaeldende fra 1974 (artikel 13 i dekret nr. 74-954 af 14.11.1974 om hestevaeddeloebsselskaber). Denne eneret er beskyttet ved et forbud mod, at andre end PMU afslutter vaeddemaal (artikel 8 i faellesministeriel anordning af 13.9.1985 om PMU), og omfatter ogsaa vaeddemaal, der indgaas uden for Frankrig, i vaeddeloeb, der organiseres i Frankrig, samt vaeddemaal, der indgaas i Frankrig i vaeddeloeb, der organiseres i udlandet, idet disse ogsaa kun maa formidles af selskaber, der har faaet tilladelse hertil og/eller af PMU (artikel 15, stk. III, i lov nr. 64-1279 af 23.12.1964 (1965-finansloven) og artikel 21 i ovennaevnte dekret nr. 83-878 af 4.10.1983).

3 Ladbroke anmodede, for saa vidt selskabets klage tog sigte paa PMU og de heri sammensluttede selskaber, Kommissionen om i medfoer af artikel 3 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), dels at fastslaa, at visse af ovennaevnte selskaber indbyrdes og med PMU afsluttede aftaler, for det foerste om, at sidstnaevnte ° endda foer 1974 ° skulle have eneret til off-course-vaeddemaal i loeb, der blev arrangeret eller kontrolleredes af de naevnte selskaber, for det andet om at stoette en ansoegning om statsstoette til PMU, og for det tredje om, at sidstnaevnte skulle have mulighed for at drive virksomhed ogsaa i andre medlemsstater end Frankrig, var aftaler, der i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 1, er forbudt, og dels om at paalaegge de naevnte aftaleparter at bringe denne overtraedelse til ophoer.

4 Ladbroke anmodede endvidere Kommissionen om dels at fastslaa, at PMU' s og de foerende franske vaeddeloebsselskabers adfaerd, for saa vidt den angik overladelse til foerstnaevnte af eneret til at indgaa off-course-vaeddemaal samt PMU' s modtagelse af en ulovlig statsstoette og udnyttelsen af de hermed opnaaede fordele til at imoedegaa konkurrence, var forbudt i henhold til traktatens artikel 86, idet der herved forelaa en kollektivt dominerende stilling paa det relevante marked, og dels om at paabyde, at denne overtraedelse blev bragt til ophoer, og at PMU tilbagebetalte den ulovlige statsstoette, der var modtaget, med tillaeg af rente til markedsrentesatsen.

5 Ladbroke anmodede endelig Kommissionen om i medfoer af traktatens artikel 90, stk. 3, at vedtage en beslutning med henblik paa at bringe den overtraedelse til ophoer, der forelaa fra Den Franske Republiks side a) af EOEF-traktatens artikel 3, litra f), artikel 5, 52, 53, 85, 86 og artikel 90, stk. 1, som foelge af vedtagelsen og opretholdelsen af ovennaevnte lovgivning (jf. ovenfor i praemis 2), for saa vidt som der ved denne lovgivning blev tilvejebragt et lovgrundlag for aftalerne mellem vaeddeloebsselskaberne indbyrdes og mellem disse og PMU, hvorved sidstnaevnte fik tillagt eneret til at modtage off-course-vaeddemaal, og blev indfoert et generelt forbud mod, at der gennem andre end PMU formidles eller modtages off-course-vaeddemaal i vaeddeloeb, der organiseres i Frankrig, b) af EOEF-traktatens artikel 3, litra f), artikel 52, 53, 56, 62, 85, 86 og artikel 90, stk. 1, som foelge af vedtagelsen og opretholdelsen af ovennaevnte lovgivning (jf. ovenfor i praemis 2), hvorved det forbydes i Frankrig at afslutte vaeddemaal i loeb, der organiseres uden for Frankrig, gennem andre end de godkendte selskaber og /eller PMU, og c) af EOEF-traktatens artikel 90, stk. 1, og artikel 92 og 93 ved ydelse til PMU af ulovlig stoette, som det ved en kommissionsbeslutning i henhold til traktatens artikel 90, stk. 1, og 3, skulle paalaegges PMU at tilbagebetale.

6 Ladbroke havde imidlertid allerede vedroerende den stoette, som Den Franske Republik haevdedes ulovligt at have ydet PMU den 7. april 1989, indgivet en anden klage, der var blevet behandlet i en saerskilt procedure i Kommissionen i henhold til EOEF-traktatens artikel 92 og 93, og som foerte til Kommissionens vedtagelse af beslutning 93/625/EOEF af 22. september 1993 om flere former for stoette, som den franske regering har ydet til Pari mutuel urbain (PMU) og andre vaeddeloebsselskaber (EFT L 300, s. 15).

7 Ved skrivelse af 11. august 1992 opfordrede Ladbroke, jf. EOEF-traktatens artikel 175, Kommissionen til inden to maaneder at tage stilling til selskabets klage af 24. november 1989. Det anmodede navnlig Kommissionen om underretning pr. brev i medfoer af artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42), herefter benaevnt "forordning nr. 99/63"), saafremt Kommissionen skulle vaere af den opfattelse, at der ikke var tilstraekkeligt grundlag for at give klageren medhold i den klage, der var forelagt Kommissionen i medfoer af traktatens artikel 85 og 86, eller om en skrivelse svarende til den i artikel 6 i forordning nr. 99/63 omhandlede, saafremt den skulle vaere af den opfattelse, at der ikke var grundlag for at give klageren medhold, for saa vidt som klagen var fremsat i henhold til traktatens artikel 90, stk. 3. Endelig opfordrede Ladbroke for det tilfaelde, at Kommissionen ikke skulle oenske at foelge den i artikel 6 i forordning nr. 99/63 fastlagte procedure, Kommissionen til at tage stilling til selskabets klage i henhold til traktatens artikel 85, 86 og artikel 90, stk. 3, gennem vedtagelse af en begrundet, anfaegtelig beslutning, jf. EOEF-traktatens artikel 173.

8 Ved skrivelse af 12. oktober 1992 meddelte vicegeneraldirektoeren for Generaldirektoratet for Konkurrence Ladbroke, at hans tjenestegrene fortsat aktivt var i gang med behandlingen af klagen, der imidlertid paa grund af de indviklede specielle forhold i den omhandlede sektor kraevede lang tid. Han tilfoejede, at klageren ville faa meddelt Kommissionens resultater saa snart som muligt.

9 Paa denne baggrund anlagde Ladbroke ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 21. december 1992 i medfoer af traktatens artikel 175 sag med paastand om, at det blev fastslaaet, at Kommissionen havde forholdt sig passiv, efter at selskabet den 18. december 1992 havde anlagt en identisk sag ved Retten i Foerste Instans. Disse passivitetssoegsmaal er blevet registreret henholdsvis som sag C-424/92 og sag T-110/92.

10 Kommissionen meddelte ved skrivelse af 9. februar 1993 i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 det sagsoegende selskab, at den ikke agtede at give selskabet medhold i dets klage i det omfang, denne var baseret paa traktatens artikel 85 og 86 og forordning nr. 17. Den vedtog senere en beslutning, hvorved Ladbroke' s klage i henhold til disse bestemmelser endelig blev afvist. Ladbroke har ved staevning indgivet til Rettens Justitskontor den 19. oktober 1993 anlagt sag med paastand om annullation af denne beslutning, der blev meddelt selskabet ved skrivelse af 29. juli 1993, i henhold til traktatens artikel 173, hvilken sag er registreret som sag T-548/93.

11 Kommissionen har ved et dokument, der er indgivet til Domstolens Justitskontor den 10. februar 1993, fremsat en formalitetsindsigelse, idet den herved dels har fremsat begaering om, at Domstolen henviser sagen til Retten i Foerste Instans for saa vidt angaar paastanden om, at det fastslaas, at der foreligger passivitet fra Kommissionens side i medfoer af forordning nr. 17 og forordning nr. 99/63, og i oevrigt afviser sagen for saa vidt angaar paastanden om, at det fastslaas, at der foreligger passivitet fra Kommissionens side i medfoer af traktatens artikel 90.

12 Domstolen har ved kendelse af 3. maj 1993 henvist sag C-424/92 til Retten med den begrundelse, at sagen henhoerte under dennes kompetence. Ladbroke har efter denne henvisning og registrering af sagen paa Rettens Justitskontor som sag T-32/93 ved skrivelse indgivet til Rettens Justitskontor den 14. maj 1993 meddelt, at selskabet haever sag T-110/92, der er blevet slettet af Rettens register ved kendelse afsagt af Rettens praesident den 1. juli 1993.

13 Formanden for Rettens Anden Afdeling har ved kendelse afsagt den 14. juni 1993 imoedekommet den af Den Franske Republik til Domstolen fremsatte begaering af 19. april 1993 om at maatte intervenere i sagen til stoette for Kommissionens paastande.

14 Den Franske Republik har ved et dokument, der er registreret paa Rettens Justitskontor den 6. september 1993, indgivet et skriftligt indlaeg til stoette for Kommissionens paastand om afvisning af sagen. Sagsoegeren har den 7. oktober 1993 fremsat sine bemaerkninger til indlaegget.

15 Parterne har efter en opfordring fra Retten til at tage stilling til sagens videre behandling anerkendt, dels at sagen har mistet sin genstand for saa vidt angaar paastanden om, at det fastslaas, at Kommissionen har udvist passivitet i henhold til traktatens artikel 85 og 86, efter at Kommissionen den 9. februar 1993 havde tilstillet sagsoegeren en skrivelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63, og efter at sagsoegeren ved skrivelse af 29. juli 1993 havde faaet meddelt en afgoerelse, hvorved klagen blev afvist, for saa vidt denne stoettedes paa de naevnte bestemmelser, og dels, at tvisten bestaar, for saa vidt der er nedlagt paastand om, at det fastslaas, at Kommissionen har udvist passivitet i henhold til traktatens artikel 90.

16 Retten (Anden Afdeling) har efter at have hoert generaladvokaten i henhold til procesreglementets artikel 114, stk. 3, besluttet at indlede den mundtlige forhandling vedroerende formaliteten i det omfang, sagen stoettes paa traktatens artikel 90, uden forudgaaende bevisoptagelse.

17 Parterne har i retsmoedet den 13. april 1994 afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten.

Parternes paastande vedroerende formaliteten

18 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

° Sagen afvises, for saa vidt som den vedroerer traktatens artikel 90.

° Sagsoegeren tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

19 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Sagen admitteres, for saa vidt som den vedroerer traktatens artikel 90.

° Kommissionen tilpligtes at afholde omkostningerne i forbindelse med behandlingen af formalitetsspoergsmaalet.

20 Intervenienten har nedlagt paastand om, at Kommissionens afvisningspaastand tages til foelge.

Soegsmaalets genstand for saa vidt angaar paastanden om, at det fastslaas, at der foreligger passivitet i henhold til traktatens artikel 85 og 86

21 Retten skal bemaerke, at Kommissionen efter sagens anlaeg den 21. december 1992 har tilstillet sagsoegeren en skrivelse af 9. februar 1993 i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63, hvori det oplyses, at Kommissionen agtede at afvise sagsoegerens klage i det omfang, den stoettedes paa traktatens artikel 85 og 86, samt at Kommissionen den 29. juli 1993 gav sagsoegeren meddelelse om, at klagen for saa vidt blev endeligt afvist. Kommissionen, der hermed endeligt afviste denne del af sagsoegerens klage efter at have givet underretning som omhandlet i artikel 6 i forordning nr. 99/63, kan saaledes under ingen omstaendigheder antages at have undladt at traeffe en afgoerelse i saa henseende.

22 Paa baggrund heraf, og da parterne i oevrigt er enige herom, maa Kommissionen antages efter anlaeggelsen af naervaerende sag at have taget stilling i traktatens artikel 175' s forstand (jf. Domstolens dom af 18.10.1979, sag 125/78, GEMA mod Kommissionen, Sml. s. 2173) i overensstemmelse med den begaering og opfordring, som sagsoegeren havde rettet til den henholdsvis den 24. december 1989 og den 11. august 1992. Heraf foelger, at soegsmaalet fra den 9. februar 1993 og i al fald efter afvisningen af 29. juli 1993 har mistet sin genstand i det omfang, det vedroerer traktatens artikel 85 og 86 i forbindelse med bestemmelserne i forordning nr. 17 og forordning nr. 99/63. Retten finder det foelgelig ufornoedent at traeffe afgoerelse paa dette punkt (jf. Rettens dom af 18.9.1992, sag T-28/90, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen. Sml. II, s. 2285).

Formaliteten for saa vidt angaar paastanden om, at det fastslaas, at der foreligger passivitet i henhold til traktatens artikel 90

Sammendrag af parternes anbringender og vaesentligste argumenter

23 Kommissionen har gjort gaeldende, at henset til, at private borgere ikke har adgang til at anlaegge et passivitetssoegsmaal, naar Kommissionen undlader at indlede en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 169 mod medlemsstaterne (jf. Domstolens dom af 14.2.1989, sag 247/87, Star Fruit mod Kommissionen, Sml. s. 291, og af 17.5.1990, sag C-87/89, Sonito m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1981; Domstolens kendelse af 23.5.1990, sag C-72/90, Asia Motor France mod Kommissionen, Sml. I, s. 2181) maa privates soegsmaal ogsaa afvises i tilfaelde, hvor Kommissionen undlader at handle over for medlemsstaterne i medfoer af traktatens artikel 90, stk. 3. Endvidere har en retsakt, der er vedtaget i henhold til denne bestemmelse i traktaten, en medlemsstat som adressat og kan i oevrigt ikke umiddelbart og individuelt beroere private borgere, hvorfor disse ogsaa af denne grund maa vaere afskaaret fra at anlaegge et passivitetssoegsmaal mod Kommissionen.

24 Kommissionen har anfoert, at denne loesning ikke medfoerer, at private beroeves ethvert retsmiddel, idet de til enhver tid kan paaberaabe sig traktatens artikel 90 ved de nationale domstole (jf. Domstolens dom af 10.12.1991, sag C-179/90, Merci convenzionali porto di Genova, Sml. I, s. 5889, praemis 23).

25 Intervenienten har fremhaevet, at forordning nr. 17 og forordning nr. 99/63, der blev vedtaget med hjemmel i EOEF-traktatens artikel 87, udelukkende vedroerer beslutninger, der traeffes i medfoer af artikel 85 og 86, men ikke retsakter, der er vedtaget med hjemmel i traktatens artikel 90, stk. 3. Det sagsoegende selskab kan derfor ikke, uanset at det rimeligvis kan forvente, at dets begaering paa en eller anden maade besvares, stille krav om, at der i medfoer af traktatens artikel 90 tilstilles det en skrivelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 eller en skrivelse af lignende karakter.

26 Intervenienten har herudover fremhaevet, at sagsoegeren i realiteten ikke klager over, at Kommissionen ikke har tilstillet selskabet en skrivelse af lignende karakter som den i artikel 6 i forordning nr. 99/63 omhandlede, men derimod over, at Kommissionen undlod at vedtage en beslutning over for en medlemsstat i medfoer af traktatens artikel 90, hvorved den i oevrigt raader over et skoen, der svarer til det skoen, den har i henhold til traktatens artikel 169. Sagsoegeren er derfor under alle omstaendigheder, da beslutninger, der vedtages i medfoer af artikel 90, stk. 3, alene har medlemsstaterne som adressater, og da et passivitetssoegsmaal kun kan admitteres, saafremt det anlaegges af en potentiel adressat for en retsakt (jf. Rettens kendelse af 23.1.1991, sag T-3/90, Prodifarma mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, grund 35), afskaaret fra at anlaegge sag i medfoer af traktatens artikel 175, stk. 3.

27 Sagsoegeren har i foerste raekke gjort gaeldende, at Kommissionens undladelse af at udoeve de befoejelser, den raader over i medfoer af traktatens artikel 90, stk. 3, maa kunne underkastes en retslig efterproevelse under et af private anlagt passivitetssoegsmaal.

28 Selskabet har herved fremhaevet, at traktatens artikel 90, stk. 3, er en af konkurrencereglerne for virksomhederne, hvilket fremgaar af Domstolens dom af 12. februar 1992, forenede sager C-48/90 og C-66/90, Nederlandene m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 565, praemis 22), hvorefter denne bestemmelse skal betragtes inden for rammerne af artikel 90 i dens helhed og inden for rammerne af den opgave, som Kommissionen har i henhold til traktatens artikel 85-93. De beslutninger, der vedtages med hjemmel i artikel 90, stk. 3, har saaledes, skoent de formelt har en medlemsstat som adressat, til formaal at sikre, at der for saa vidt angaar konkurrenceforholdene tilvejebringes en vis lighed mellem den retlige ordning, der gaelder for de i denne artikel omhandlede virksomheder, og den ordning, der finder anvendelse paa de oevrige virksomheder. Foelgelig maa en begaering til Kommissionen om, at en tilsidesaettelse af traktatens artikel 90, stk. 1, bringes til ophoer, ligestilles med en begaering om, at en overtraedelse af de konkurrenceregler, der finder anvendelse paa virksomhederne, bringes til ophoer, saaledes at Kommissionens behandling af denne begaering maa kunne undergives den samme retslige efterproevelse, som den, der gaelder for beslutninger til gennemfoerelse af traktatens artikel 85 og 86.

29 Sagsoegeren har desuden fremhaevet, at de befoejelser, Kommissionen har i medfoer af traktatens artikel 90, stk. 3, er forskellige fra dens befoejelser i henhold til artikel 169. Efter artikel 90, stk. 3, er der ° som det i oevrigt fremgaar af artiklens ordlyd ° givet Kommissionen kompetence til at vedtage bindende retsakter (naevnte dom Nederlandene m.fl. mod Kommissionen, praemis 25) ligesom paa konkurrenceomraadet, mens der ved artikel 169 kun tillaegges den kompetence til at fremsaette begrundede udtalelser og sagsoege medlemsstaterne (Domstolens dom af 1.3.1966, sag 48/65, Luetticke m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 169, org. ref.: Rec. s. 27, praemis 39). At Kommissionen har en saadan beslutningskompetence i henhold til traktatens artikel 90 medfoerer, at den maa vaere omfattet af en domstolsproevelse, saafremt den forholder sig passiv, eftersom den omfattes af en saadan domstolsproevelse i henhold til traktatens artikel 173, saafremt den vedtager en beslutning, der ikke fuldt ud indeholder en stillingtagen til klagepunkterne i en klage, den har modtaget (Domstolens dom af 28.1.1986, sag 169/84, Cofaz m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 391), eller som indeholder et afslag paa indgriben (Domstolens dom af 4.10.1983, sag 191/82, FEDIOL mod Kommissionen, Sml. s. 2913, og af 17.11.1987, forenede sager 142/84 og 156/84, BAT og Reynolds mod Kommissionen, Sml. s. 4487).

30 Sagsoegeren har endelig anfoert, at den omstaendighed, at artikel 90 i traktaten kan paaberaabes ved de nationale domstole, ikke indebaerer, at Kommissionen ikke er forpligtet til at behandle en klage, der stoettes paa denne bestemmelse, idet de for virksomhederne gaeldende konkurrenceregler ogsaa har direkte virkning, uden at Kommissionen af den grund fritages for at behandle klager over, at de er overtraadt, naar disse klager er indgivet af personer, der har en retmaessig interesse (Rettens dom af 18.9.1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223).

31 Det sagsoegende selskab har dernaest for saa vidt angaar dets retlige interesse, idet det anerkender, at det ikke formelt kan vaere adressat for en retsakt, der er vedtaget med hjemmel i traktatens artikel 90, stk. 3, bemaerket, at Kommissionens virksomhed dog er undergivet en domstolsproevelse, naar der er tale om dens behandling af klager fra tredjemaend, hvis stilling i konkurrencen beroeres af en overtraedelse af traktatens konkurrenceregler.

32 Det sagsoegende selskab har desuden gjort gaeldende, at det er umiddelbart og individuelt beroert af en beslutning, der i medfoer af traktatens artikel 90, stk. 3, rettes til Den Franske Republik, naar henses dels til dets stilling som direkte konkurrent til PMU i et vist antal omraader uden for Frankrig og dels til, at det oensker at konkurrere med PMU ogsaa i Frankrig. Det har henvist til, at et af selskabet i medfoer af traktatens artikel 173 anlagt soegsmaal under alle omstaendigheder skulle admitteres, saafremt Kommissionen vedtog en utilstraekkelig eller mangelfuld beslutning, naar henses til de alvorlige skadevirkninger for dets stilling i konkurrencen, som vedkommende regerings adfaerd har (jf. ovennaevnte dom i sagen Cofaz m.fl. mod Kommissionen), eller saafremt Kommissionen underrettede det om sin beslutning om ikke at gribe ind (jf. de ovenfor naevnte domme i sagerne FEDIOL mod Kommissionen og BAT og Reynolds mod Kommissionen).

33 Sagsoegeren har endelig fremhaevet, at selskabet i naervaerende sag blandt andet har opfordret Kommissionen til enten at vedtage en beslutning om afvisning af selskabets klage eller til at tilstille det en skrivelse af lignende karakter som den i artikel 6 i forordning nr. 99/63 omhandlede. Heraf foelger, at selskabet maa anses for potentiel adressat for en retsakt, og at det med foeje har kunnet forvente, at Kommissionen besvarede dets klage.

Rettens bemaerkninger

34 I naervaerende sag, der er anlagt i medfoer af traktatens artikel 175, er der nedlagt paastand om, at det fastslaas, at Kommissionen under tilsidesaettelse af traktatens bestemmelser har undladt at tage stilling enten ved en begrundet beslutning, der kan anfaegtes i henhold til traktatens artikel 173, eller ved en skrivelse af lignende karakter som den i artikel 6 i forordning nr. 99/63 omhandlede, til sagsoegerens klage af 24. november 1989, hvorved den opfordredes til over for Den Franske Republik at vedtage en beslutning i henhold til traktatens artikel 90, stk. 3.

35 Retten skal indledningsvis bemaerke, at passivitetssoegsmaalet i henhold til traktatens artikel 175 forudsaetter, at der for den paagaeldende institution bestaar en forpligtelse til at handle, saaledes at den paastaaede passivitet er traktatstridig. Det maa derfor undersoeges, hvilke forpligtelser der paahviler Kommissionen i medfoer af traktatens artikel 90 og navnlig dennes stk. 3, saaledes som denne er blevet fortolket af Domstolen (jf. den ovenfor naevnte dom Nederlandene mod Kommissionen).

36 I den forbindelse bemaerkes, at Kommissionen ifoelge traktatens artikel 90, stk. 3, skal paase, at medlemsstaterne opfylder de forpligtelser, der paahviler dem, for saa vidt angaar de i artikel 90, stk. 1, omhandlede virksomheder, hvorved der udtrykkeligt tillaegges den en befoejelse til, saafremt det er paakraevet, at gribe ind under anvendelse af de i artiklen naevnte retsakter.

37 Af bestemmelserne i stk. 3 i artikel 90 og opbygningen af bestemmelserne i denne artikel i det hele fremgaar det, at de overvaagningsbefoejelser, som Kommissionen har i forhold til medlemsstater, der har gjort sig skyldig i en tilsidesaettelse af traktatens bestemmelser og navnlig konkurrencereglerne (jf. ovennaevnte dom Nederlandene m.fl. mod Kommissionen, praemis 32), noedvendigvis indebaerer udoevelsen af et vidt skoen for Kommissionen. Dette skoen er navnlig for saa vidt angaar medlemsstaternes overholdelse af konkurrencereglerne, saa meget videre som, for det foerste, Kommissionen paa sin side ifoelge artikel 90, stk. 2, ved udoevelsen heraf skal tage hensyn til de saerlige opgaver, som er betroet de paagaeldende virksomheder, og som, for det andet, medlemsstaternes myndigheder paa deres side i visse tilfaelde kan besidde lige saa store skoensbefoejelser ved udstedelsen af regler paa visse omraader, som f.eks. det marked for spil, som sagsoegeren er virksom paa, og herved skal fastsaette de fornoedne forskrifter til beskyttelse af spillerne og samfundsordenen under hensyntagen til hver enkelt medlemsstats socialt og kulturelt betingede saeregenheder, jf. Domstolens dom af 24. marts 1994 (sag C-275/92, Schindler, Sml. I, s. 1039, praemis 61).

38 Der bestaar foelgelig ikke for Kommissionen i forbindelse med udoevelsen af skoennet i henhold til traktatens artikel 90, stk. 3, over foreneligheden af de statslige foranstaltninger med traktatens bestemmelser nogen forpligtelse til at gribe ind, der kan paaberaabes til stoette for en paastand om, at Kommissionen har forholdt sig passiv.

39 Sagsoegeren kan altsaa ikke goere gaeldende, at Kommissionen ved at undlade over for Den Franske Republik at vedtage en beslutning i medfoer af traktatens artikel 90, stk. 3, saaledes som den blev opfordret til ved sagsoegerens begaering af 24. november 1989 og ved selskabets opfordring af 11. august 1992, i strid med traktaten har undladt at tage stilling, og at denne undladelse saaledes udgoer en passivitet som omhandlet i artikel 175.

40 I oevrigt, og selv om det antages, at Kommissionen var forpligtet til over for Den Franske Republik at vedtage en retsakt i medfoer af traktatens artikel 90, stk. 3, ville denne retsakt kun have denne medlemsstat som adressat. Det sagsoegende selskab kan altsaa ikke goere gaeldende, at det netop har stilling som potentiel adressat for en retsakt, som Kommissionen er forpligtet til at udstede til det, hvilket er en betingelse efter traktatens artikel 175, stk. 3 (jf. Domstolens dom af 10.6.1982, sag 246/81, Lord Bethell mod Kommissionen, Sml. s. 2277, jf. s. 2291, og Domstolens kendelse af 30.3.1990, sag C-371/89, Emrich mod Kommissionen, Sml. I, s. 1555, grund 5 og 6, samt de ovenfor naevnte kendelser i sagerne Asia Motor France mod Kommissionen, grund 10, 11 og 12, og Prodifarma mod Kommissionen, grund 35, 36 og 37).

41 Det sagsoegende selskab kan heller ikke goere gaeldende, at det er umiddelbart og individuelt beroert af den retsakt, som Kommissionen paastaas at have undladt at vedtage. I den forbindelse bemaerkes for det foerste, at tredjemaend, der herved forudsaettes ikke at have status som adressat for en beslutning, kun kan anses for umiddelbart og individuelt beroert af vedkommende beslutning, hvis denne rammer dem paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for dem, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem paa lignende maade som adressaten (jf. bl.a. Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org. ref.: Rec. s. 197, af 14.7.1983, sag 231/82, Spijker mod Kommissionen, Sml. s. 2559, og af 2.2.1988, forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 219). Dernaest bemaerkes, at den omstaendighed alene, at en retsakt kan paavirke de paa det paagaeldende marked herskende konkurrenceforhold, ikke er tilstraekkelig til, at enhver erhvervsdrivende paa markedet, som paa en eller anden maade konkurrerer med adressaten for retsakten, kan anses for umiddelbart og individuelt beroert af denne retsakt, naar der ikke foreligger saerlige omstaendigheder, der berettiger hans anbringender om, at retsakten beroerer hans stilling som erhvervsdrivende (jf. Domstolens dom af 10.12.1969, forenede sager 10/68-18/68, Eridania mod Kommissionen, Sml. 1969, s. 117, org. ref.: Rec. s. 459; Rettens dom af 28.10.1993, sag T-83/92, Zunis Holding m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1169, praemis 34, og af 24.3.1994, sag T-3/93, Air France mod Kommissionen, Sml. II, s. 121, praemis 82).

42 Det sagsoegende selskab har med henblik paa at godtgoere, at det er individuelt beroert af den retsakt, som Kommissionen paastaas at have undladt at vedtage, alene paaberaabt sig sin status som en erhvervsdrivende, der konkurrerer direkte med PMU i et vist antal omraader uden for Frankrig og tillige har oenske om at konkurrere med dette selskab i Frankrig. Den retsakt, som Kommissionen paastaas at have undladt at vedtage i medfoer af traktatens artikel 90, stk. 3, kan foelgelig kun beroere det sagsoegende selskab i dets egenskab af erhvervsdrivende paa markedet for afslutning af vaeddemaal i hestevaeddeloeb paa samme maade som enhver anden erhvervsdrivende, der befinder sig i samme situation, hvilket paa baggrund af den tidligere naevnte retspraksis ikke kan danne grundlag for et anbringende fra dets side om, at denne retsakt, naar den foerst vedtages, vil beroere det individuelt.

43 Det maa tilfoejes, at det sagsoegende selskab heller ikke kan goere gaeldende, at det er tilstraekkeligt individualiseret i forhold til de oevrige erhvervsdrivende paa det omhandlede marked, for det foerste, fordi det har anmodet Kommissionen om at vedtage denne retsakt, hvis manglende vedtagelse haevdes at udgoere passivitet, for det andet, fordi det har kunnet deltage i den undersoegelse, Kommissionen i denne sag har gennemfoert i henhold til traktatens artikel 90, og for det tredje, fordi det kan stille krav om, at Kommissionen tager stilling til dets begaering om ikke ved en beslutning, som kan anfaegtes ad rettens vej, da i det mindste ved en skrivelse af lignende karakter som den i artikel 6 i forordning nr. 99/63 omhandlede. For det foerste bemaerkes, at en erhvervsdrivende, naar forordning nr. 17 og forordning nr. 99/63 eller andre tilsvarende bestemmelser ikke finder anvendelse i forbindelse med udoevelsen af de befoejelser, der er tillagt Kommissionen ved bestemmelserne i artikel 90, ikke kan paaberaabe sig de processuelle rettigheder, det ifoelge disse forordninger tilkommer de beroerte. For det andet foelger det af Domstolens praksis, at den blotte deltagelse i en af Kommissionen gennemfoert undersoegelse ikke noedvendigvis kan give en beroert part ret til at anfaegte den beslutning, der vedtages ved afslutningen af denne undersoegelse, naar denne beslutning i kraft af sin beskaffenhed og sine retsvirkninger ikke beroerer vedkommende individuelt (jf. Domstolens kendelser af 8.7.1987, sag 279/86, Sermes mod Kommissionen, Sml. s. 3109, grund 19, og sag 301/86, Pedersen mod Kommissionen, Sml. s. 3123).

44 Endelig kan det sagsoegende selskab under alle omstaendigheder stille krav om, at Kommissionen griber ind i henhold til traktatens artikel 90, stk. 3, eftersom det er Kommissionens opgave ud fra de forskellige former, som offentlige virksomheder har i de forskellige medlemsstater og disse virksomheders forskelligartede og indviklede forbindelser med de offentlige myndigheder (jf. Domstolens dom af 6.7.1982, forenede sager 188/80, 189/80 og 190/80, Frankrig, Italien og Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, Sml. s. 2445), at vurdere, om der boer gribes ind ikke gennem udstedelse af beslutninger, der stiles til en eller flere medlemsstater, men gennem udstedelse af direktiver. Kommissionen kan nemlig ved hjaelp af den sidstnaevnte fremgangsmaade generelt praecisere de forpligtelser, der foelger af traktaten og paahviler medlemsstaterne for saa vidt angaar de i artiklens stk. 1 omhandlede virksomheder (jf. Domstolens dom af 19.3.1991, den saakaldte "Télécom"-dom, sag C-202/88, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 1223, og ovennaevnte dom Nederlandene m.fl. mod Kommissionen, praemis 26), og fastlaegge kriterier, der er faelles for samtlige medlemsstater og for samtlige virksomheder af den omhandlede art (jf. naevnte Télécom-dom). Saadanne regler kan udstedes paa grundlag af oplysninger, som Kommissionen raader over, bl.a. gennem undersoegelser af de relevante markeder som i den foreliggende sag, hvor ingen af parterne bestrider, at Kommissionen i 1990-1992 har gennemfoert en undersoegelse af de nationale lovgivninger om spil.

45 Private kan foelgelig ikke kraeve, at Kommissionen traeffer en foranstaltning i medfoer af traktatens artikel 90, stk. 3, idet en saadan foranstaltning alt efter omstaendighederne kan bestaa i vedtagelsen af enten en beslutning eller et direktiv, hvilket er en almengyldig akt af normativ karakter, der er rettet til medlemsstaterne, og som private ikke kan kraeve vedtaget (Domstolens dom af 15.1.1974, sag 134/73, Holtz og Willemsen mod Raadet, Sml. s. 1, af 28.3.1979, sag 90/78, Granaria mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 1081, og af 26.4.1988, forenede sager 97/86, 193/86, 99/86 og 215/86, Asteris m.fl. og Graekenland mod Kommissionen, Sml. s. 2181; Domstolens kendelse af 11.7.1979, sag 60/79, Producteurs de vins de table et de vins de pays mod Kommissionen, Sml. s. 2429).

46 Af det anfoerte foelger i det hele, at sagen skal afvises, for saa vidt som den er anlagt i henhold til traktatens artikel 90.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

47 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Ifoelge samme artikels stk. 6 er Retten, saafremt det er ufornoedent at traeffe afgoerelse om sagens genstand, frit stillet i sin afgoerelse om sagens omkostninger.

48 Sagsoegeren har tabt sagen vedroerende formaliteten, for saa vidt angaar paastanden om konstatering af en passivitet i henhold til traktatens artikel 90, og da Kommissionen har nedlagt paastand om, at sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, paalaegges det sagsoegeren at betale sagens omkostninger.

49 Dog maa det i det omfang, der i sagen er nedlagt paastand om, at det fastslaas, at der foreligger passivitet i henhold til traktatens artikel 85 og 86 i forbindelse med bestemmelserne i forordning nr. 17 og forordning nr. 99/63, med hensyn til hvilken paastand Retten har fastslaaet, at det er ufornoedent at traeffe afgoerelse, bemaerkes, at sagen kun har mistet sin genstand ved en for sen stillingtagen fra Kommissionens side til sagsoegerens klage, efter at sagen var anlagt.

50 Retten skal derfor bemaerke, at det paa grundlag af sagens omstaendigheder findes rimeligt, at hver part baerer sine egne omkostninger.

51 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, baerer intervenienten sine egne omkostninger.

Afgørelse


Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling)

1) Det er ufornoedent at traeffe afgoerelse i sagen i det omfang, den vedroerer paastanden om, at det fastslaas, at Kommissionen har udvist passivitet ved at undlade at tage stilling til den klage, det sagsoegende selskab havde forelagt den, om tilsidesaettelse af bestemmelserne i EOEF-traktatens artikel 85 og 86, jf. Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om gennemfoerelse af traktatens artikel 85 og 86, og Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i medfoer af artikel 19, stk. 1 og stk. 2, i Raadets forordning nr. 17.

2) I oevrigt afvises sagen.

3) Hver part baerer sine egne omkostninger.

4) Intervenienten baerer sine egne omkostninger.

Top