61993A0005

++++

1. Institutionernes retsakter ° begrundelse ° forpligtelse ° raekkevidde ° beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne

(EF-traktaten, art. 190; Raadets forordning nr. 17, art. 3)

2. Institutionernes retsakter ° begrundelse ° selvmodsigelse ° virkninger

(EF-traktaten, art. 190)

3. Konkurrence ° administrativ procedure ° behandling af klager ° pligt for Kommissionen til at traeffe beslutning om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse ° foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 85 og 86)

4. Konkurrence ° administrativ procedure ° behandling af klager ° hensyntagen til Faellesskabets interesse i at behandle en sag ° bedoemmelseskriterier

(EF-traktaten, art. 85 og 86)

1. Begrundelsen for en bebyrdende beslutning skal dels goere det muligt for den beroerte part at goere sig bekendt med begrundelsen for den trufne foranstaltning med henblik paa, at den paagaeldende kan varetage sine interesser og afgoere, om beslutningen er lovlig, dels goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres kontrol. Kommissionen er imidlertid ikke forpligtet til i begrundelsen for sine beslutninger i henhold til konkurrencereglerne at tage stilling til alle de argumenter, som de beroerte parter har fremfoert til stoette for deres begaering om at faa fastslaaet en overtraedelse af de naevnte regler. Den behoever kun at redegoere for de faktiske omstaendigheder og retlige betragtninger, der har vaeret afgoerende for beslutningen.

En beslutning, hvorved Kommissionen afviser en klage indeholdende tre klagepunkter, og hvori Kommissionen behandler to af disse klagepunkter uden at angive grundene til at afvise klagen for saa vidt angaar det tredje punkt, opfylder ikke kravene i traktatens artikel 190.

2. En selvmodsigelse i begrundelsen for en beslutning udgoer en tilsidesaettelse af forpligtelsen i henhold til traktatens artikel 190, som kan paavirke gyldigheden af den omhandlede retsakt, saafremt det godtgoeres, at adressaten for retsakten paa grund af selvmodsigelsen helt eller delvis er afskaaret fra at goere sig bekendt med den egentlige begrundelse for beslutningen, og at der derfor ikke er nogen som helst retlig stoette for retsaktens konklusion eller dele heraf.

3. Bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 1, og artikel 86 har umiddelbare virkninger i forholdet mellem private og fremkalder umiddelbart rettigheder for borgerne, som de nationale domstole skal beskytte. Paa baggrund af denne kompetencefordeling mellem Kommissionen og de nationale domstole og den beskyttelse, den medfoerer for borgerne for de nationale domstole, findes artikel 3 i forordning nr. 17 ikke at give den, der har fremsat en begaering i henhold til denne bestemmelse, krav paa, at Kommissionen traeffer en beslutning efter traktatens artikel 189 om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse af de foernaevnte bestemmelser i traktaten, selv om Kommissionen maatte vaere overbevist om, at der foreligger en saadan overtraedelse. Et saadant krav foreligger kun, saafremt genstanden for klagen henhoerer under Kommissionens enekompetence, saasom en tilbagekaldelse af en fritagelse meddelt i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3.

4. Kommissionen er berettiget til at afvise en klage, saafremt den ° uden at have indledt en undersoegelse eller efter at have taget skridt hertil ° konstaterer, at der ikke er en tilstraekkelig interesse for Faellesskabet i en fortsat behandling af sagen. Ved vurderingen af Faellesskabets interesse i at fortsaette behandlingen af en sag skal Kommissionen tage hensyn til sagens konkrete omstaendigheder, herunder navnlig de faktiske omstaendigheder og retlige betragtninger, der er gjort gaeldende. Den skal blandt andet foretage en afvejning af den paastaaede overtraedelses betydning for faellesmarkedets funktion, sandsynligheden for, at det kan godtgoeres, at der foreligger en overtraedelse, og omfanget af de undersoegelser, der vil vaere noedvendige, for at give Kommissionen det bedst mulige grundlag for at udfoere sin opgave med at sikre overholdelsen af traktatens artikel 85 og 86. Det forhold, at spoergsmaalet om, hvorvidt en aftale eller en praksis er i overensstemmelse med traktatens artikel 85 eller 86, allerede bliver behandlet ved en national domstol eller en national konkurrencemyndighed, er et moment, som Kommissionen kan tage hensyn til ved vurderingen af sagens interesse for Faellesskabet.

Naar virkningerne af de overtraedelser, der er genstand for en klage, i det vaesentlige kun er maerkbare i en enkelt medlemsstat, og naar klageren allerede har indbragt spoergsmaalet om overtraedelserne for denne medlemsstats domstole og dens kompetente administrative myndigheder, er Kommissionen berettiget til at afvise klagen med den begrundelse, at sagen ikke har tilstraekkelig interesse for Faellesskabet, idet det dog herved forudsaettes, at klagerens rettigheder kan beskyttes i tilstraekkelig grad af de nationale instanser, hvilket kun er tilfaeldet, hvis disse er i stand til at indhente de noedvendige faktiske oplysninger med henblik paa afgoerelsen af, om den anfaegtede praksis udgoer en overtraedelse af de naevnte bestemmelser i traktaten.

Faktiske omstaendigheder

1 I perioden fra 1979 til 1988 blev der i medfoer af artikel 3, stk. 2, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), indgivet flere begaeringer til Kommissionen om at faa fastslaaet nogle overtraedelser af EOEF-traktatens artikel 85 og 86, begaaet af Société des auteurs, compositeurs et éditeurs de musique (herefter benaevnt "SACEM"), som er det franske selskab, der administrerer ophavsrettigheder til musikvaerker. Begaeringerne blev indgivet af sammenslutninger af diskoteksindehavere og af individuelle diskoteksindehavere, herunder de tre sagsoegere i naervaerende sag.

2 Der er enighed mellem parterne om, at sagsoegernes klager i det vaesentlige indeholdt foelgende klagepunkter:

° De selskaber, der administrerer ophavsrettigheder i de forskellige medlemsstater, deler markedet mellem sig, idet de indgaar gensidige repraesentationskontrakter, hvorefter ophavsretsselskaberne ikke har ret til at kontrahere direkte med brugere, der har hjemsted i en anden medlemsstat.

° Den afgift paa 8,25% af omsaetningen, som kraeves af SACEM, er for hoej i forhold til de afgifter, der betales af diskotekerne i de andre medlemsstater. Den ifoelge sagsoegerne urimelige og diskriminerende afgift kommer ikke de repraesenterede ophavsretsselskaber, navnlig de udenlandske selskaber, til gode, idet fortjenesten udelukkende tilfalder SACEM, der kun betaler nogle latterligt smaa beloeb til dem, selskabet repraesenterer.

° SACEM naegter at give tilladelser til udnyttelse af selskabets udenlandske repertoire alene, idet enhver bruger kun kan erhverve ret til hele selskabets repertoire af saavel fransk som udenlandsk musik.

3 Paa baggrund af de modtagne klager ivaerksatte Kommissionen nogle undersoegelser, idet den fremsatte begaeringer om oplysninger i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17.

4 Behandlingen af klagerne blev stillet i bero, efter at Cour d' appel d' Aix-en-Provence, Cour d' appel de Poitiers og Tribunal de grande instance de Poitiers fra december 1987 til august 1988 havde indgivet anmodninger om praejudicielle afgoerelser til Domstolen, hvorved der under henvisning til traktatens artikel 85 og 86 bl.a. blev rejst spoergsmaal om stoerrelsen af de af SACEM opkraevede afgifter, indgaaelsen af gensidige repraesentationskontrakter mellem nationale ophavsretsselskaber og det forhold, at fremfoerelseskontrakterne mellem SACEM og de franske diskoteker skulle omfatte hele repertoiret. I sine domme af 13. juli 1989 (henholdsvis sag 395/87, Tournier, Sml. s. 2521, paa s. 2580, og forenede sager 110/88, 241/88 og 242/88, Lucazeau m.fl., Sml. s. 2811, paa s. 2834) fastslog Domstolen bl.a., at "EOEF-traktatens artikel 85 skal fortolkes saaledes, at den forbyder enhver form for samordnet praksis mellem nationale ophavsretsselskaber i medlemsstaterne, som kan have til formaal eller til foelge, at det enkelte selskab naegter brugere, der er etableret i en anden medlemsstat, direkte adgang til sit repertoire", og at "EOEF-traktatens artikel 86 skal fortolkes saaledes, at et nationalt ophavsretsselskab, der indtager en dominerende stilling paa en vaesentlig del af faellesmarkedet, paatvinger urimelige forretningsbetingelser, saafremt de afgifter, det opkraever af diskoteker, er vaesentlig hoejere end dem, der anvendes i andre medlemsstater, og sammenligningen af afgiftsniveauet er foretaget paa et ensartet grundlag. Forholdet ville vaere et andet, saafremt det paagaeldende ophavsretsselskab kunne begrunde en saadan hoejere afgift ud fra objektive og relevante forskelle mellem forvaltningen af ophavsrettigheder i den paagaeldende medlemsstat og i de oevrige medlemsstater".

5 Efter afsigelsen af disse domme genoptog Kommissionen sine undersoegelser, saerlig for saa vidt angaar forskellene mellem de afgifter, der anvendes af de forskellige ophavsretsselskaber inden for Faellesskabet. For at skabe et ensartet sammenligningsgrundlag opstillede Kommissionen fem typiske kategorier af fiktive diskoteker. Den fremsatte derefter i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17 begaeringer om oplysninger over for ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater, som skulle oplyse, hvilke afgifter disse forskellige former for diskoteker ville skulle betale paa grundlag af de enkelte selskabers gaeldende takster henholdsvis foer og efter afsigelsen af Domstolens domme.

6 Resultaterne af Kommissionens undersoegelse blev fremlagt i en rapport af 7. november 1991. I rapporten henvises der foerst til de resultater, Domstolen naaede frem til i de to domme i Tournier- og Lucazeau-sagerne, jf. ovenfor, og til vanskelighederne ved at foretage en sammenligning af de afgifter, der opkraeves i de forskellige medlemsstater, paa grundlag af typiske kategorier af diskoteker. Det anfoeres dernaest i rapporten, at SACEM' s takster i perioden forud for den 1. januar 1990 laa klart over de afgifter, der blev opkraevet af de andre ophavsretsselskaber, med undtagelse af det italienske selskab. Kommissionen udtrykker i rapporten skepsis over for de to forklaringer, SACEM havde givet paa den paagaeldende forskel, nemlig at der i Frankrig er tradition for at betale meget hoeje beloeb for ophavsrettigheder, og at der foeres en meget streng kontrol med, hvilke vaerker der spilles, med henblik paa at fastlaegge, hvem afgifterne skal tilfalde. Det fremgaar ligeledes af rapporten, at de i Frankrig og Italien opkraevede afgifter i perioden efter den 1. januar 1990 fortsatte med at ligge langt over dem, der blev anvendt i de andre medlemsstater. Endelig undersoeges det i rapporten, om SACEM foretager en forskelsbehandling af de franske diskoteker, som kan vaere omfattet af traktatens artikel 86.

7 Den 18. december 1991 tilstillede sagsoegerne Kommissionen en skrivelse, hvori de i henhold til EOEF-traktatens artikel 175 opfordrede Kommissionen til at tage stilling til klagerne.

8 Den 20. januar 1992 tilstillede Kommissionen Bureau européen des médias de l' industrie musicale (en sammenslutning af diskoteksindehavere, herefter benaevnt "BEMIM") en underretning i henhold til artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter benaevnt "forordning nr. 99/63"). Kommissionen er af den opfattelse, at sagsoegerne i naervaerende sag fik kendskab til skrivelsen, enten som medlemmer af BEMIM eller gennem deres advokat, som ogsaa var advokat for BEMIM, hvorfor den ikke fandt det noedvendigt at underrette sagsoegerne individuelt.

9 I afsnittet "Retlig bedoemmelse" i skrivelsen af 20. januar 1992 anfoerer Kommissionen bl.a.: "Undersoegelsen giver paa nuvaerende tidspunkt ikke grundlag for at fastslaa, at betingelserne for at anvende artikel 86 er opfyldt for saa vidt angaar stoerrelsen af de afgifter, der i oejeblikket anvendes af SACEM." Afsnittet "Konklusion" i skrivelsen af 20. januar 1992 lyder saaledes:

"Jeg skal derfor i henhold til artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63 ved naervaerende skrivelse meddele Dem, at Kommissionen paa baggrund af subsidiaritetsprincippet og princippet om decentralisering ikke finder, at de i Deres klage tilvejebragte oplysninger kan give grundlag for at tage klagen til foelge, da der ikke er nogen interesse for Faellesskabet, fordi de i klagen kritiserede former for praksis i det vaesentlige kun har betydning paa nationalt plan, og da der allerede er anlagt sag ved flere franske domstole.

Kommissionen vil tilstille de franske domstole og administrative myndigheder, der har anmodet herom, en kopi af den rapport, Kommissionens tjenestegrene har udarbejdet vedroerende afgiftssatserne inden for Faellesskabet og forskelsbehandling af brugerne paa det franske marked."

10 Den 20. marts 1992 fremsatte sagsoegernes advokat nogle bemaerkninger til skrivelsen af 20. januar 1992, idet han anmodede Kommissionen om at fortsaette sin undersoegelse og sende en meddelelse om klagepunkter.

11 Ved skrivelse af 12. november 1992 meddelte konkurrencekommissaeren sagsoegerne, at deres klager blev endelig afvist.

12 I punkt 1, 2 og 3 i denne skrivelse henvises der til korrespondancen mellem Kommissionen og klagerne, og i punkt 4 understreges det, at skrivelsen indeholder Kommissionens endelige afgoerelse. I punkt 5 hedder det, at Kommissionen ikke agter at foretage videre i anledning af klagerne af de i Kommissionens skrivelse af 20. januar 1992 anfoerte grunde.

13 I punkt 6-13 i skrivelsen tager Kommissionen stilling til de vaesentligste argumenter, som sagsoegerne fremfoerte i deres bemaerkninger til skrivelsen af 20. januar 1992. Efter at have gentaget, at sagen ikke har saerlig betydning for faellesmarkedets funktion, og at der derfor ikke er nogen tilstraekkelig interesse for Faellesskabet i at fortsaette undersoegelsen, anfoerer Kommissionen under henvisning til bl.a. Rettens dom af 18. september 1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen (Sml. II, s. 2223, praemis 88, herefter benaevnt "Automec II"), at det forhold, at der er anlagt sag ved de nationale domstole, er en omstaendighed, der kan tages hensyn til som begrundelse for en beslutning om at henlaegge en sag. Over for sagsoegernes argument om, at Kommissionens stillingtagen er udtryk for en forkert anvendelse af subsidiaritetsprincippet, understreger Kommissionen, at der ikke er tale om, at enhver handling fra det offentliges side indstilles, idet der blot er truffet en beslutning om, hvilke af de kompetente myndigheder paa omraadet der bedst kan loese de omhandlede problemer. Kun de nationale domstole har kompetence til at tilkende erstatninger, og Kommissionen har i sin rapport af 7. november 1991 givet de nationale domstole de noedvendige oplysninger, for at de kan foretage en sammenligning af de afgifter, der opkraeves af de forskellige nationale ophavsretsselskaber. Kommissionen finder herved, at de nationale domstoles adgang til at anvende rapporten som bevismiddel ikke begraenses af Kommissionens tavshedspligt med hensyn til forretningshemmeligheder, eftersom de forespoergsler, Kommissionen rettede til de forskellige nationale ophavsretsselskaber, ikke drejede sig om stoerrelsen af de gaeldende afgifter, som efter deres natur er offentligt tilgaengelige, men om en sammenligning af de resultater, anvendelsen af afgifterne i praksis havde for fem former for diskoteker. Over for sagsoegernes kritik af, at Kommissionen ikke havde taget stilling til perioden forud for den 1. januar 1990, anfoerer Kommissionen dernaest, at den ikke har pligt til at undersoege, om der tidligere maatte vaere begaaet overtraedelser af konkurrencereglerne, da hovedformaalet med en saadan undersoegelse ville vaere at goere det lettere for de nationale domstole at tilkende erstatning. Som svar paa argumenterne om en paastaaet aftale mellem de forskellige nationale ophavsretsselskaber anfoerer Kommissionen, at det ganske vist ikke kan udelukkes, at der foreligger en saadan aftale, selv om Kommissionen ikke har fundet nogen vaesentlige holdepunkter herfor, men at der ikke synes at kunne tillaegges en saadan aftale bestemte virkninger med hensyn til afgiftssatserne, da visse af disse er faldet og andre steget i perioden efter Tournier- og Lucazeau-dommene. Hvad endelig angaar sagsoegernes bemaerkninger om en aftale mellem SACEM og visse sammenslutninger af diskoteksindehavere anfoerer Kommissionen, at selv om der forelaa en saadan aftale, ville den kun kunne have virkninger i Frankrig.

14 I punkt 14 i beslutningen meddeler Kommissionen sagsoegerne, at deres i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17 fremsatte begaering "afvises og henvises til de nationale domstole".

Retsforhandlinger og parternes paastande

15 Sagsoegerne har paa denne baggrund ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 11. januar 1993 anlagt naervaerende sag.

16 Ved kendelse af 20. maj 1993 har formanden for Rettens Anden Afdeling tilladt Syndicat des exploitants de lieux de loisirs (SELL) at intervenere til stoette for sagsoegernes paastande.

17 Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt og er afsluttet den 4. august 1993.

18 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Anden Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Sagsoegte har paa Rettens begaering fremlagt visse dokumenter og besvaret nogle skriftlige spoergsmaal.

19 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens mundtlige spoergsmaal under det offentlige retsmoede den 18. maj 1994.

20 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:

° Kommissionens beslutning af 12. november 1992 annulleres.

° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

21 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse.

° Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

22 Intervenienten har nedlagt foelgende paastand:

° Kommissionens beslutning annulleres.

Realiteten

23 Sagsoegerne har i det vaesentlige paaberaabt sig fire anbringender. Det foerste anbringende gaar ud paa, at der er sket tilsidesaettelse af EF-traktatens artikel 190, idet den omtvistede beslutning ikke er tilstraekkelig begrundet. Som deres andet anbringende har sagsoegerne gjort gaeldende, at beslutningen hviler paa en urigtig retsopfattelse og flere aabenbart urigtige skoen. For det tredje har de gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af flere almindelige faellesskabsretlige principper, og for det fjerde, at der foreligger magtfordrejning.

24 Intervenienten har i sit skriftlige indlaeg anfoert, at sammenslutningen tilslutter sig alle de argumenter, sagsoegerne har fremfoert til stoette for deres paastande.

Anbringendet om tilsidesaettelse af traktatens artikel 190

Sammenfatning af parternes argumentation

25 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at Kommissionen ikke har begrundet den omtvistede beslutning, for saa vidt angaar afvisningen af klagepunktet om en samordning mellem ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater. Hvad angaar beslutningens afvisning af de oevrige klagepunkter finder sagsoegerne, at de angivne begrundelser er selvmodsigende. Sagsoegerne har herved anfoert, at den vurdering, Kommissionen foretog den 20. januar 1992 i sin underretning i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 (herefter benaevnt "artikel 6-skrivelsen"), hvorefter "undersoegelsen ... paa nuvaerende tidspunkt ikke [giver] grundlag for at fastslaa, at betingelserne for at anvende artikel 86 er opfyldt for saa vidt angaar stoerrelsen af de afgifter, der i oejeblikket anvendes af SACEM", dels er i strid med ordlyden af den omtvistede beslutning, hvori det under henvisning til den naevnte skrivelse anfoeres, at Kommissionen ikke har til hensigt at tage stilling til det retlige spoergsmaal, der var blevet rejst, dels strider mod en skrivelse af 17. december 1992 til SACEM, hvori Kommissionen anfoerte, at den "oensker at overlade de nationale domstole, hvortil sagen henvises, den stoerst mulige frihed ved bedoemmelsen". Der foreligger ifoelge sagsoegerne ogsaa modstridende udsagn i punkt 9 i den omtvistede beslutning, for saa vidt som Kommissionen her paa den ene side oplyser, at den havde foretaget en sammenligning af de af de forskellige ophavsretsselskaber inden for Faellesskabet anvendte afgifter, og paa den anden side, at de begaeringer om oplysninger, der var fremsat over for disse selskaber, ikke vedroerte stoerrelsen af selve afgifterne, men resultatet af deres anvendelse i praksis paa grundlag af en sammenligning mellem fem eksempler paa typiske diskoteker.

26 Kommissionen har heroverfor anfoert, at begrundelsen for beslutningen er tilstraekkelig til, at de beroerte virksomheder kan varetage deres interesser, og til, at Retten kan udoeve sin kontrol, og at den saaledes opfylder de krav, der i saa henseende er opstillet i Domstolens og Rettens praksis (Rettens dom af 24.10.1991, sag T-1/89, Rhône-Poulenc mod Kommissionen, Sml. II, s. 867). Kommissionen har desuden henvist til, at den ifoelge Domstolens og Rettens faste praksis ikke er forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som de beroerte parter har fremfoert til stoette for deres begaering, men kun behoever at redegoere for de faktiske omstaendigheder og retlige betragtninger, der har vaeret afgoerende for beslutningen (Domstolens dom af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19, og Rettens dom af 24.1.1992, sag T-44/90, La Cinq mod Kommissionen, Sml. II, s. 1).

27 Kommissionen ser ingen modstrid mellem indholdet af "artikel 6-skrivelsen" og beslutningen om endeligt at afvise klagerne. Den har herved gjort gaeldende, at konstateringen i "artikel 6-skrivelsen" ikke kan betragtes som en stillingtagen fra Kommissionens side til den retlige kvalifikation af SACEM' s omtvistede adfaerd, og at den omtvistede beslutning under alle omstaendigheder ikke er baseret paa, at der ikke foreligger en overtraedelse, men er truffet af andre grunde.

28 Hvad angaar den paastaaede modstrid mellem beslutningen og andre skrivelser fra Kommissionen, har denne anfoert, at den omstaendighed, at begrundelsen for en beslutning ikke er i overensstemmelse med eventuelle tilkendegivelser i andre dokumenter, ikke kan paavirke beslutningens gyldighed i forhold til traktatens artikel 190, naar det er godtgjort, at de forskellige punkter i begrundelsen for beslutningen hverken er indbyrdes modstridende eller strider mod konklusionen.

Rettens bemaerkninger

29 Det fremgaar af fast retspraksis, at begrundelsen for en bebyrdende beslutning dels skal goere det muligt for den beroerte part at goere sig bekendt med begrundelsen for den trufne foranstaltning med henblik paa at kunne varetage sine interesser og afgoere, om beslutningen er lovlig, dels skal goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres kontrol (Rettens dom i sagen La Cinq mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 42, og Rettens dom af 29.6.1993, sag T-7/92, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 669, praemis 30). Kommissionen er herved ikke i begrundelsen for sine beslutninger i henhold til konkurrencereglerne forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som de beroerte parter har fremfoert til stoette for deres begaering, idet den kun behoever at redegoere for de faktiske omstaendigheder og retlige betragtninger, der har vaeret afgoerende for beslutningen (Domstolens domme af 14.7.1972, sag 55/69, Cassella mod Kommissionen, Sml. s. 237, org. ref.: Rec. s. 887, praemis 22, og sag 56/69, Hoechst mod Kommissionen, Sml. s. 241, org. ref.: Rec. s. 927, praemis 22, ovennaevnte dom i sagen VBVB og VBBB mod Kommissionen, praemis 22, ovennaevnte dom i sagen La Cinq mod Kommissionen, praemis 41, og i sagen Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, praemis 31).

30 Det bemaerkes, at de af sagsoegerne indgivne klager i det vaesentlige indeholdt tre klagepunkter. Det foerste gik ud paa, at ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater havde delt markedet imellem sig ° og saaledes skabt en fuldstaendig afskaermning af de nationale markeder ° ved at indgaa gensidige repraesentationskontrakter. Eftersom de konkurrencebegraensninger, der sigtes til i dette klagepunkt, skyldes en aftale mellem virksomheder, finder Retten, at klagepunktet i mangel af holdepunkter for det modsatte maa forstaas som et klagepunkt om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1. Det andet klagepunkt gik ud paa, at SACEM opkraevede for hoeje og diskriminerende afgifter, og det tredje klagepunkt var, at SACEM naegtede at lade de franske diskoteker erhverve brugsretten til det udenlandske repertoire alene. Retten finder, at disse to klagepunkter maa betragtes som klagepunkter om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 86, da der ikke er nogen holdepunkter for, at de anfaegtede former for adfaerd hviler paa nogen aftale eller samordnet praksis.

31 Sagsoegerne har som et foerste led i deres anbringende gjort gaeldende, at den omtvistede beslutning ikke er tilstraekkelig begrundet for saa vidt angaar afvisningen af klagepunktet om, at der foreligger en aftale mellem ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater, som er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1.

32 Indledningsvis bemaerkes, at sagsoegernes klager blev afvist i deres helhed i skrivelsen af 12. november 1992. I punkt 14 i den omtvistede beslutning hedder det nemlig, uden at der foretages nogen form for sondring mellem klagepunkterne om en tilsidesaettelse af artikel 85 og af artikel 86: "Af de ovenfor anfoerte grunde skal jeg meddele Dem, at den begaering, De har indgivet til Kommissionen i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17/62, afvises og henvises til de nationale domstole."

33 Afvisningen af klagerne ved beslutningen af 12. november 1992 hviler i det vaesentlige paa de grunde, der var anfoert i "artikel 6-skrivelsen". I punkt 5 i den omtvistede beslutning hedder det saaledes: "Kommissionen finder af de i skrivelsen af 20. januar 1992 anfoerte grunde, at der ikke er tilstraekkeligt grundlag for at imoedekomme Deres begaering om konstatering af en overtraedelse. De bemaerkninger, De og BEMIM har fremsat i skrivelsen af 20. marts 1992, indeholder nemlig ingen nye faktiske eller retlige momenter, der kan aendre Kommissionens vurdering og konklusion i skrivelsen af 20. januar 1992."

34 Retten finder derfor, at der med henblik paa afgoerelsen af, om den omtvistede beslutning er tilstraekkelig begrundet, baade skal tages hensyn til de grunde, der er anfoert i skrivelsen af 12. november 1992, og dem, der er naevnt i "artikel 6-skrivelsen".

35 Det bemaerkes, at der hverken i Kommissionens "artikel 6-skrivelse" eller i rapporten af 7. november 1991, som var vedlagt denne skrivelse, er nogen holdepunkter for at antage, at Kommissionen undersoegte sagsoegernes klagepunkt om en tilsidesaettelse af artikel 85, stk. 1, idet begge dokumenter tvaertimod viser, at Kommissionen udelukkende undersoegte klagepunkterne om en tilsidesaettelse af artikel 86. I "artikel 6-skrivelsen" anfoerer Kommissionen nemlig, at "dens undersoegelse naermere har drejet sig om en sammenligning af afgiftsniveauet inden for EOEF" (punkt I, E). Kommissionen konstaterer dernaest: "Undersoegelsen giver paa nuvaerende tidspunkt ikke grundlag for at fastslaa, at betingelserne for at anvende artikel 86 er opfyldt for saa vidt angaar stoerrelsen af de afgifter, der i oejeblikket anvendes af SACEM" (punkt II). I afsnittet "Konklusion" i "artikel 6-skrivelsen" giver Kommissionen udtryk for, at den har besluttet at afvise klagen, "da der ikke er nogen interesse for Faellesskabet, fordi de i klagen omtalte former for adfaerd i det vaesentlige kun har betydning paa nationalt plan, og da der allerede er anlagt sager ved flere franske domstole" (punkt III). De omhandlede forhold har ifoelge Kommissionen i det vaesentlige kun betydning paa nationalt plan, fordi "virkningerne af det paastaaede misbrug i det vaesentlige kun maerkes i en enkelt medlemsstat, ja endog kun i en del heraf" (punkt II). I Kommissionens rapport, som var vedlagt "artikel 6-skrivelsen", og som har titlen "Spoergsmaalet, om EOEF-traktatens artikel 86 finder anvendelse paa det afgiftssystem, SACEM anvender over for de franske diskoteker", beskaeftiger Kommissionen sig heller ikke paa nogen maade med klagepunktet om en tilsidesaettelse af artikel 85, stk. 1, fra de forskellige nationale ophavsretsselskabers side.

36 I skrivelsen af 12. november 1992 gentager Kommissionen i punkt 6 det allerede i "artikel 6-skrivelsen" anfoerte om, at "tyngdepunktet for den paastaaede overtraedelse ligger i Frankrig, at den kun kan have meget begraensede virkninger i de andre medlemsstater, at sagen foelgelig ikke har saerlig betydning for faellesmarkedets funktion, og at Faellesskabets interesser derfor ikke goer det paakraevet, at Kommissionen behandler klagerne, som i stedet boer henvises til de nationale domstole og de administrative myndigheder i Frankrig". Som begrundelse for at henvise sagerne til de nationale domstole, stoetter Kommissionen sig i beslutningens punkt 7 til forslaget til afgoerelse fra dommer Edward som udpeget generaladvokat i sagerne Automec II og Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, jf. ovenfor, og til dommen i Automec II-sagen. Kommissionen gennemgaar dernaest de bemaerkninger, sagsoegerne havde fremsat efter modtagelsen af "artikel 6-skrivelsen", hvorefter den konkluderer, at disse bemaerkninger ikke kan danne grundlag for at aendre det i punkt 6 i den omtvistede beslutning anfoerte (punkt 8-13).

37 Retten finder, at punkt 6 i skrivelsen af 12. november 1992, som indeholder de vaesentligste grunde til den endelige afvisning af klagen, ikke med rimelighed kan siges at vedroere sagsoegernes klagepunkt om, at der foreligger en aftale mellem ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater. Det af Kommissionen anfoerte om, at tyngdepunktet for overtraedelsen ligger i Frankrig, giver nemlig kun fornuftig mening i lyset af de i klagen indeholdte klagepunkter om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 86 dvs. klagepunkterne om, at de af SACEM opkraevede afgifter var for hoeje og diskriminerende, og om SACEM' s afvisning af at give adgang til dets udenlandske repertoire alene.

38 Det bemaerkes endvidere, at de eneste punkter i den omtvistede beslutning, der vedroerer klagepunkter om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1, er punkt 12 og 13, som lyder saaledes:

"12. Hvad angaar den aftale, som [sagsoegernes advokat] kritiserer paa s. 12 i skrivelsen af 20. marts 1992, og som haevdes at bestaa mellem SACEM og de andre ophavsretsselskaber inden for Faellesskabet, skal Kommissionen bemaerke, at det ganske vist ikke kan udelukkes, at der foreligger en saadan aftale ° selv om Kommissionen ikke har fundet nogen vaesentlige holdepunkter herfor ° eller i det mindste en samordnet praksis mellem alle selskaberne, f.eks. inden for rammerne af GESAC, men at en saadan aftale eller samordnet praksis ikke kan tillaegges bestemte virkninger med hensyn til afgiftssatserne, da visse af disse er faldet og andre steget i perioden efter Domstolens domme af 13. juli 1989, og da afgifterne navnlig ° som det understreges af alle klagerne ° fortsat udviser store indbyrdes forskelle. Saafremt Kommissionen maatte modtage klare beviser for, at der foreligger en saadan aftale, og for virkningerne heraf, er den helt indstillet paa at tage hensyn hertil.

13. Hvad angaar den aftale, som haevdes at bestaa mellem SACEM og visse diskoteksforbund, og som der klages over paa s. 13 i [sagsoegernes advokats] skrivelse af 20. marts 1992, finder Kommissionen, at en saadan aftale kun kan have haft virkninger i Frankrig til fordel for visse diskoteker og til skade for andre, og at det saaledes paa baggrund af principperne om samarbejde og fordeling af opgaverne mellem Kommissionen og medlemsstaterne er de nationale myndigheder, som skal traeffe afgoerelse i saa henseende, for saa vidt som det ° selv om Kommissionen ganske vist deler kompetencen til at anvende de faellesskabsretlige konkurrenceregler med de naevnte myndigheder ° alene er disse myndigheder, der kan tilkende erstatninger. Desuden finder Kommissionen grund til at understrege, at en eventuel stillingtagen fra dens side til en saadan aftale under ingen omstaendigheder kan begraense de nationale domstoles bedoemmelsesfrihed."

39 Efter Rettens opfattelse indeholder punkt 12 og 13 i den omtvistede beslutning begrundelsen for at afvise to klagepunkter, som sagsoegerne fremfoerte i deres bemaerkninger til "artikel 6-skrivelsen". Disse klagepunkter vedroerte paastaaede aftaler dels mellem de nationale ophavsretsselskaber under GESAC med henblik paa at harmonisere deres afgifter paa det hoejest mulige niveau, dels mellem SACEM og visse franske sammenslutninger af diskoteksindehavere. Punkt 12 og 13 i beslutningen indeholder imidlertid efter Rettens opfattelse ingen begrundelse for afvisningen af sagsoegernes klager for saa vidt angaar klagepunktet om en opdeling af markedet.

40 Paa denne baggrund giver begrundelsen for den omtvistede beslutning ikke sagsoegerne mulighed for at goere sig bekendt med grundlaget for afvisningen af klagerne, for saa vidt som disse vedroerte en paastaaet opdeling af markedet som foelge af de gensidige repraesentationskontrakter mellem ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater. Det foelger heraf, at Kommissionen paa dette punkt ikke har opfyldt sin forpligtelse til at begrunde beslutningen i henhold til traktatens artikel 190. Det foerste led i anbringendet maa herefter tiltraedes.

41 Som det andet led i deres anbringende har sagsoegerne gjort gaeldende, at begrundelsen for den omtvistede beslutning er selvmodsigende for saa vidt angaar afvisningen af de oevrige klagepunkter.

42 Retten finder herved, at en selvmodsigelse i begrundelsen for en beslutning udgoer en tilsidesaettelse af forpligtelsen i henhold til traktatens artikel 190, som kan paavirke gyldigheden af den omhandlede retsakt, saafremt det godtgoeres, at adressaten for retsakten paa grund af selvmodsigelsen helt eller delvis er afskaaret fra at goere sig bekendt med den egentlige begrundelse for beslutningen, og at der derfor ikke er nogen som helst retlig stoette for retsaktens konklusion eller dele heraf (jf. f.eks. Domstolens dom af 7.7.1981, sag 158/80, Rewe, Sml. s. 1805, praemis 26).

43 Det bemaerkes endnu engang, at der med henblik paa afgoerelsen af, om den omtvistede beslutning er tilstraekkelig begrundet, baade skal tages hensyn til de grunde, der er anfoert i skrivelsen af 12. november 1992, og dem, der er naevnt i "artikel 6-skrivelsen".

44 Hvad angaar spoergsmaalet om, hvorvidt der ° som haevdet af sagsoegerne ° er modstrid mellem de i "artikel 6-skrivelsen" anfoerte grunde og begrundelsen for den omtvistede beslutning, bemaerkes, at det fremgaar af afsnittet "Konklusion" i "artikel 6-skrivelsen" (jf. ovenfor, praemis 9), at Kommissionen havde til hensigt at afvise klagerne alene med den begrundelse, at de ikke havde tilstraekkelig interesse for Faellesskabet, dels fordi de kritiserede former for praksis i det vaesentlige kun havde betydning paa nationalt plan, dels fordi de paagaeldende spoergsmaal allerede var blevet indbragt for flere franske domstole. Bemaerkningen i "artikel 6-skrivelsen" om, at "undersoegelsen ... paa nuvaerende tidspunkt ikke [giver] grundlag for at fastslaa, at betingelserne for at anvende artikel 86 er opfyldt for saa vidt angaar stoerrelsen af de afgifter, der i oejeblikket anvendes af SACEM", er saaledes ikke en begrundelse, der danner grundlag for beslutningen om at afvise klagerne.

45 Det fremgaar ligeledes af skrivelsen af 12. november 1992, som er refereret ovenfor i praemis 12, 13 og 14, at den endelige beslutning om at afvise klagerne ogsaa udelukkende var begrundet i, at der ikke var en tilstraekkelig interesse for Faellesskabet i at fortsaette behandlingen af sagen, dels fordi de virkninger, de paastaaede overtraedelser ville kunne have i de oevrige medlemsstater, var meget begraensede, dels fordi der allerede verserede sager ved flere nationale domstole og for det franske Konkurrenceraad vedroerende de samme spoergsmaal som dem, der var rejst i klagerne.

46 Der er herefter ingen modstrid mellem den begrundelse, der gives i "artikel 6-skrivelsen", og den, der gives i den omtvistede beslutning for at afvise klagerne.

47 Hvad angaar argumentet om, at det i punkt 9 i den omtvistede beslutning anfoerte, hvorefter Kommissionen ikke sammenlignede stoerrelsen af afgifterne, strider mod en anden tilkendegivelse fra Kommissionens side under samme punkt, finder Retten paa baggrund af det ovenfor anfoerte, at en eventuel indbyrdes modstrid mellem Kommissionens bemaerkninger vedroerende stoerrelsen af de af SACEM anvendte afgifter under alle omstaendigheder ikke kan betyde, at der ikke er nogen retlig stoette for konklusionen i den omtvistede beslutning, som alene er begrundet i, at der ikke er nogen tilstraekkelig interesse for Faellesskabet. Selv om det maatte laegges til grund, at der er givet saadanne modstridende oplysninger, vil dette saaledes ikke paavirke beslutningens gyldighed.

48 Anbringendets andet led kan herefter ikke tiltraedes.

49 Den omtvistede beslutning boer herefter annulleres, for saa vidt som Kommissionen herved afviser sagsoegernes klagepunkt om en opdeling af markedet som foelge af en paastaaet aftale mellem SACEM og ophavsretsselskaberne i de andre medlemsstater, som forhindrer de franske diskoteker i at faa direkte adgang til sidstnaevntes selskabers repertoire.

Anbringendet om, at beslutningen hviler paa en urigtig retsopfattelse og paa aabenbart urigtige skoen

Sammenfatning af parternes argumentation

50 Sagsoegerne finder, at den omtvistede beslutning hviler paa en urigtig retsopfattelse og paa aabenbart urigtige skoen og derfor er ugyldig.

51 Sagsoegerne finder for det foerste, at Kommissionens afvisning af klagerne paa grund af manglende interesse for Faellesskabet hvilede paa en urigtig retsopfattelse. De har herved gjort gaeldende, at Kommissionen i henhold til Automec II-dommen, jf. ovenfor, kun kan tage hensyn til sagens interesse for Faellesskabet med henblik paa at afgoere, hvilken prioritet der skal gives behandlingen af klagen, men ikke som grundlag for at afvise den.

52 Sagsoegerne finder for det andet, at Kommissionen foretog et aabenbart urigtigt skoen ved at paaberaabe sig subsidiaritetsprincippet som grundlag for at henvise klagerne til de nationale domstole, da den var i besiddelse af alle noedvendige oplysninger med henblik paa at bedoemme de i klagerne anfaegtede former for adfaerd.

53 For det tredje har sagsoegerne ° som i relation til klagepunktet om en fuldstaendig opdeling af markedet finder, at Kommissionen foretog et aabenbart urigtigt skoen ved i punkt 6 i den omtvistede beslutning at anfoere, at de paastaaede overtraedelser hovedsagelig beroerer Frankrig og kun har meget begraensede virkninger i de oevrige medlemsstater ° gjort gaeldende, at Kommissionen under alle omstaendigheder har foretaget et aabenbart urigtigt skoen ved bedoemmelsen af sagens interesse for Faellesskabet. Efter sagsoegernes opfattelse var det i det foreliggende tilfaelde uberettiget, at Kommissionen i forbindelse med denne bedoemmelse lagde vaegt paa, at der var anlagt sager ved flere nationale domstole vedroerende de retlige spoergsmaal, der var rejst i klagerne. Sagsoegerne har herved understreget, at der i Automec II-sagen kun verserede én sag paa nationalt plan mellem de paagaeldende parter, og de har gjort gaeldende, at da dette ikke er tilfaeldet i denne sag, kunne Kommissionen ikke med rette sidestille Automec II-sagen og naervaerende sag. Desuden er det under alle omstaendigheder ikke forsvarligt at henvise denne sag til de nationale domstole, da det fremgaar af flere domme, som disse har afsagt, at de ikke kan sikre en korrekt og ensartet anvendelse af traktatens konkurrenceregler. Sagsoegerne har endvidere kritiseret, at Kommissionen i den rapport, den har udarbejdet til brug for de nationale domstole, udelukkende har baseret sammenligningen af de afgifter, der anvendes i de forskellige medlemsstater, paa fiktive diskoteker.

54 Kommissionen har anfaegtet sagsoegernes fortolkning af Automec II-dommen. Den finder, at det klart fremgaar af dommen, at Kommissionen er berettiget til at afvise en klage paa grund af manglende interesse for Faellesskabet.

55 Kommissionen har ogsaa tilbagevist argumentet om, at den kun kan tage hensyn til den omstaendighed, at der er anlagt sag ved de nationale domstole, som et relevant kriterium ved bedoemmelsen af Faellesskabets interesse i at fortsaette behandlingen af en sag, saafremt der er tale om en enkelt sag paa nationalt plan mellem de omhandlede parter. Hvad angaar de franske domstoles paastaaede manglende kompetence til at behandle tvisten har Kommissionen henvist til, at den ikke er enekompetent til at anvende traktatens artikel 85, stk. 1, og artikel 86, idet disse bestemmelser umiddelbart giver borgerne rettigheder, som de nationale domstole skal beskytte. Ifoelge Kommissionen er risikoen for uoverensstemmelser mellem domstolenes praksis med hensyn til anvendelsen af disse traktatbestemmelser en foelge af borgernes mulighed for at paaberaabe sig bestemmelserne for de nationale domstole. Kommissionen har tilfoejet, at det er medlemsstaternes oeverste domstoles opgave at sikre en ensartet og sammenhaengende retspraksis i relation til de omhandlede bestemmelser, idet de om noedvendigt kan forelaegge Domstolen praejudicielle spoergsmaal i medfoer af EF-traktatens artikel 177.

56 Over for sagsoegernes kritik af den anvendte metode til sammenligningen af afgifterne har Kommissionen anfoert, at den har givet en udfoerlig begrundelse for sit valg af metode i sin rapport, at Domstolen stiltiende har accepteret den i Tournier- og Lucazeau-dommene, og at sagsoegerne selv har anerkendt, at rapporten foerte til en kortlaegning af de paastaaede overtraedelser.

Rettens bemaerkninger

57 Undersoegelsen af det foerste anbringende ° om en manglende begrundelse ° viste, at den omtvistede beslutning skal annulleres, for saa vidt som Kommissionen herved afviste sagsoegernes klagepunkt om en opdeling af markedet. Det led i det her omhandlede anbringende, som gaar ud paa, at Kommissionen foretog et aabenbart urigtigt skoen ved vurderingen af virkningerne af den paastaaede opdeling af markedet, er herefter blevet genstandsloest.

58 Det foelger ligeledes af det ovenfor anfoerte, at det her omhandlede anbringende udelukkende skal undersoeges i forhold til de i klagerne indeholdte klagepunkter om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 86, dvs. klagepunkterne om, at de af SACEM opkraevede afgifter er for hoeje og diskriminerende, og at SACEM afslaar at lade de franske diskoteker erhverve brugsretten til det udenlandske repertoire alene.

59 Indledningsvis bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens og Rettens faste praksis, at traktatens artikel 85, stk. 1, og artikel 86 har umiddelbare virkninger i forholdet mellem private og umiddelbart fremkalder rettigheder for borgerne, som de nationale domstole skal beskytte (Domstolens dom af 30.1.1974, sag 127/73, BRT, Sml. s. 51, praemis 16, af 10.7.1980, sag 37/79, Lauder, Sml. s. 2481, praemis 13, og af 28.2.1991, sag C-234/89, Delimitis,, Sml. I, s. 935, praemis 45; Rettens dom i sagen Tetra Pak mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 42). Paa baggrund af denne kompetencefordeling mellem Kommissionen og de nationale domstole og den beskyttelse, den medfoerer for borgerne for de nationale domstole, er det i Domstolens og Rettens faste praksis blevet fastslaaet, at artikel 3 i forordning nr. 17 ikke giver den, der har fremsat en begaering i henhold til denne bestemmelse, krav paa, at Kommissionen traeffer en beslutning efter EF-traktatens artikel 189 om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse af traktatens artikel 85 og/eller artikel 86 (Domstolens dom af 18.10.1979, sag 125/78, GEMA mod Kommissionen, Sml. s. 3173, praemis 17, Rettens dom af 18.11.1992, sag T-16/91, Rendo m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2417, praemis 98, og Automec II-dommen, jf. ovenfor, praemis 75 og 76). Et saadant krav foreligger kun, saafremt genstanden for klagen henhoerer under Kommissionens enekompetence, saasom en tilbagekaldelse af en fritagelse meddelt i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3 (Automec II-dommen, praemis 75, og dommen i sagen Rendo m.fl. mod Kommissionen, praemis 99).

60 Hvad angaar anbringendets foerste led, som gaar ud paa, at Kommissionens afvisning af klagen paa grund af manglende interesse for Faellesskabet hvilede paa en urigtig retsopfattelse, bemaerkes, at Retten i Automec II-dommen fastslog, at Kommissionen er berettiget til at prioritere de klager, den modtager, forskelligt, og at det er legitimt, at den som kriterium for prioriteringen ser paa, hvilken interesse en sag har for Faellesskabet (praemis 83, 84 og 85). Det fremgaar ligeledes af den naevnte dom, hvori Retten bl.a. tog stilling til lovligheden af en beslutning om henlaeggelse, at Kommissionen kan afvise en klage med den begrundelse, at der ikke er en tilstraekkelig interesse for Faellesskabet i en fortsat behandling af sagen. Dette led i anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.

61 Hvad angaar anbringendets andet led, som gaar ud paa, at Kommissionen foretog et aabenbart urigtigt skoen ved at paaberaabe sig subsidiaritetsprincippet som begrundelse for at henvise klagen til de nationale domstole, bemaerkes, at det fremgaar af punkt 6, 7 og 8 i den omtvistede beslutning, at Kommissionen ikke baserede afvisningen af sagsoegernes klager paa subsidiaritetsprincippet, idet begrundelsen alene var, at der ikke var en tilstraekkelig interesse for Faellesskabet. Retten finder paa den baggrund, at sagsoegerne med dette led i anbringendet oensker at paavise, at beslutningen er ulovlig, fordi Kommissionen under de foreliggende omstaendigheder i stedet for at henvise sagen til de nationale domstole burde have truffet en beslutning, hvori det fastslaas, at SACEM' s praksis med hensyn til afgiftsopkraevning udgjorde en tilsidesaettelse af traktatens artikel 86. Det fremgaar imidlertid af fast retspraksis, jf. ovenfor i praemis 59, at sagsoegerne ikke havde krav paa, at Kommissionen traf en saadan beslutning, ej heller selv om Kommissionen maatte have vaeret overbevist om, at den omhandlede praksis udgjorde en overtraedelse af traktatens artikel 86. Dette led i anbringendet kan saaledes heller ikke tiltraedes.

62 Hvad angaar anbringendets tredje led om, at Kommissionen bedoemte sagens interesse for Faellesskabet forkert, bemaerkes, at Retten i Automec II-sagen udtalte, at Kommissionen ved vurderingen af Faellesskabets interesse i at fortsaette behandlingen af en sag skal tage hensyn til sagens konkrete omstaendigheder, herunder navnlig de faktiske omstaendigheder og retlige betragtninger, der er gjort gaeldende i klagen. Den skal bl.a. foretage en afvejning af den paastaaede overtraedelses betydning for faellesmarkedets funktion, sandsynligheden for, at det kan godtgoeres, at der foreligger en overtraedelse, og omfanget af de undersoegelser, der vil vaere noedvendige for at give Kommissionen det bedst mulige grundlag for at udfoere sin opgave med at sikre overholdelsen af artikel 85 og 86 (praemis 86). Det forhold, at spoergsmaalet om, hvorvidt en aftale eller en praksis er i overensstemmelse med traktatens artikel 85 eller 86, allerede bliver behandlet ved en national domstol eller en national konkurrencemyndighed, er et moment, som Kommissionen kan tage hensyn til ved vurderingen af sagens interesse for Faellesskabet. I modsaetning til hvad sagsoegerne har anfoert, kan det forhold, at der verserer sager for de nationale domstole, ikke kun anvendes som et relevant kriterium ved vurderingen af Faellesskabets interesse i at fortsaette behandlingen af en sag, saafremt der er tale om en enkelt sag paa nationalt plan mellem klageren og den part, der klages over.

63 Retten bemaerker, at Kommissionens vurdering, hvorefter der ikke var nogen tilstraekkelig interesse for Faellesskabet, i punkt 6, 7 og 8 i beslutningen begrundes med, at de paastaaede overtraedelser kun vil kunne have begraensede virkninger i andre medlemsstater end Frankrig, og at der ved flere franske domstole og det franske Konkurrenceraad allerede verserede sager vedroerende de samme spoergsmaal som de i klagerne rejste.

64 Da sagsoegerne ikke har bestridt, at den praksis, de har klaget over som vaerende i strid med traktatens artikel 86, i det vaesentlige kun har virkninger paa nationalt plan, og da det staar fast, at spoergsmaalet om, hvorvidt den paagaeldende praksis er i overensstemmelse med traktatens konkurrenceregler, er genstand for flere sager ved de franske domstole mellem SACEM og sagsoegerne og ogsaa er indbragt for det franske Konkurrenceraad, skal det undersoeges, om Kommissionen i det foreliggende tilfaelde paa baggrund af disse faktiske oplysninger foretog et aabenbart urigtigt skoen med hensyn til Faellesskabets interesse i en fortsat behandling af sagen.

65 Retten finder, at naar virkningerne af de overtraedelser, der er genstand for en klage, i det vaesentlige kun er maerkbare i en enkelt medlemsstat, og naar der allerede verserer sager ved denne medlemsstats domstole og for de kompetente administrative myndigheder mellem klageren og den virksomhed, der klages over, er Kommissionen berettiget til at afvise klagen med den begrundelse, at sagen ikke har tilstraekkelig interesse for Faellesskabet til, at der er grundlag for en videre behandling af sagen, idet det dog herved forudsaettes, at klagerens rettigheder kan beskyttes i tilstraekkelig grad, navnlig af de nationale domstole (Automec II-dommen, praemis 89-96).

66 Sagsoegerne har imidlertid gjort gaeldende, at det i det foreliggende tilfaelde ikke var forsvarligt at henvise sagen til de nationale domstole, da de franske domstole i betragtning af sagens komplicerede karakter ikke kan sikre en korrekt og ensartet anvendelse af traktatens konkurrenceregler.

67 Hertil bemaerkes i foerste raekke, at den omstaendighed, at de nationale domstole maatte kunne stoede paa vanskeligheder ved fortolkningen af traktatens artikel 85 eller 86, naar henses til muligheden for at forelaegge praejudicielle spoergsmaal i henhold til traktatens artikel 177, ikke er et moment, som Kommissionen har pligt til at tage hensyn til ved vurderingen af Faellesskabets interesse i at fortsaette behandlingen af en sag. I henhold til traktatens artikel 177, som navnlig skal sikre en ensartet anvendelse af traktatens bestemmelser, har de nationale retter, hvis afgoerelser ifoelge de nationale retsregler ikke kan appelleres, pligt til at forelaegge et praejudicielt spoergsmaal for Domstolen, saafremt der under en for dem verserende sag rejses spoergsmaal om fortolkningen af traktaten.

68 Retten finder modsat, at en klagers rettigheder ikke ville kunne anses for at vaere tilstraekkelig beskyttet ved en national domstol, saafremt denne i betragtning af sagens komplicerede karakter ikke i rimelig grad var i stand til at indhente de noedvendige faktiske oplysninger med henblik paa afgoerelsen af, om den i klagen anfaegtede praksis udgoer en overtraedelse af de naevnte bestemmelser i traktaten.

69 I relation til anbringendet om, at de af SACEM opkraevede afgifter er udtryk for et misbrug, bemaerkes, at Kommissionen i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17 sendte begaeringer om oplysninger til ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater, og at den paa baggrund af de herved tilvejebragte oplysninger udarbejdede en rapport, dateret den 7. november 1991, hvori der paa et ensartet grundlag blev foretaget en sammenligning af stoerrelsen af de af de paagaeldende ophavsretsselskaber opkraevede afgifter. Det bemaerkes, at de eneste individuelle oplysninger vedroerende medlemsstaternes ophavsretsselskaber, som blev medtaget i rapporten, herunder oplysningerne om stoerrelsen af de af selskaberne opkraevede afgifter, er oplysninger, som er offentligt tilgaengelige. Paa den baggrund finder Retten, at sagens akter ikke giver grundlag for at fastslaa, at videresendelsen af rapporten til de nationale domstole og disses brug af rapporten begraenses af reglerne om retten til kontradiktion og om tavshedspligt.

70 Retten finder under henvisning til domskonklusionen i Tournier- og Lucazeau- dommene, at de faktiske oplysninger i rapporten af 7. november 1991, som netop indeholder en sammenligning paa et ensartet grundlag af de afgifter, der opkraeves af ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater, boer goere det muligt for de franske domstole at afgoere, om de af SACEM opkraevede afgifter er saa hoeje, at det udgoer et misbrug af en dominerende stilling i traktatens artikel 86' s forstand.

71 Efter Rettens opfattelse er der intet i sagsoegernes argumentation, der kan rejse tvivl om rigtigheden af den metode, Kommissionen valgte med henblik paa sammenligningen af afgifterne. Endvidere bemaerkes, at sagsoegerne paa s. 8 i staevningen har gjort gaeldende, at "rapporten (af 7.11.1991) maa tillaegges stor betydning, da den helt klart viser, at SACEM har gjort og fortsat goer sig skyldig i et misbrug af en dominerende stilling".

72 Hvad angaar klagepunktet om den forskelsbehandling, som anvendelsen af de paagaeldende afgifter haevdes at foere til, bemaerkes, at Kommissionen i sin rapport af 7. november 1991 ligeledes undersoegte de faktiske omstaendigheder i relation til dette klagepunkt og overlod det til de nationale domstole at foretage den retlige kvalifikation af disse faktiske oplysninger.

73 Hvad endelig angaar klagepunktet om SACEM' s paastaaede afvisning af at lade de franske diskoteker erhverve brugsretten til det udenlandske repertoire alene bemaerkes, at sagsoegeren ikke har fremfoert et eneste konkret argument, som kan rejse tvivl om de franske domstoles kompetence til at tilvejebringe de noedvendige faktiske oplysninger med henblik paa at afgoere, om denne af SACEM ° en fransk virksomhed med hovedsaede i Frankrig ° udoevede praksis udgoer en overtraedelse af traktatens artikel 86.

74 Paa baggrund af det saaledes anfoerte finder Retten, at sagsoegerne ikke er fremkommet med nogen konkrete holdepunkter for, at deres rettigheder ikke kan beskyttes tilfredsstillende af de franske domstole. Det var herefter under de foreliggende omstaendigheder berettiget at afvise sagsoegernes klage med den begrundelse, at den ikke havde interesse for Faellesskabet, og herved alene henvise til, at tyngdepunktet for de paastaaede overtraedelser laa i Frankrig, og at sagen allerede var indbragt for de franske domstole. Det foelger heraf, at det tredje led i anbringendet ° om en aabenbart urigtig bedoemmelse af sagens interesse for Faellesskabet ° heller ikke kan tiltraedes, uden at det herved er noedvendigt at undersoege, om den omstaendighed, at sagen var indbragt for det franske Konkurrenceraad, i sig selv havde givet tilstraekkeligt grundlag for Kommissionens afvisning af klagen.

75 Det kan saaledes paa baggrund af Rettens undersoegelse af den omtvistede beslutning ikke fastslaas, at denne hviler paa en urigtig retsopfattelse eller paa aabenbart urigtige skoen. Det paagaeldende anbringende kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendet om en tilsidesaettelse af forskellige, almindelige faellesskabsretlige principper

76 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ved at have henvist sagen til de nationale domstole efter at have undersoegt sagen i fjorten aar, uden at der paa noget tidspunkt har vaeret tale om, at sagen ikke skulle have tilstraekkelig interesse for Faellesskabet. Sagsoegerne har herved anfoert, at Kommissionen ved at handle saaledes gav sagsoegerne en berettiget forventning om, at den selv ville traeffe afgoerelse vedroerende de i klagerne rejste spoergsmaal.

77 Sagsoegerne har endvidere gjort gaeldende, at den omtvistede beslutning er i strid med retssikkerhedsprincippet, da den medfoerer, at der fortsat bestaar indbyrdes afvigelser i national retspraksis, og saaledes giver risiko for en usikkerhed, der beroerer saavel lovgivningen som borgernes interesser. Ved under saadanne omstaendigheder at afvise at traeffe en beslutning om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse, har Kommissionen ligeledes tilsidesat hensynet til en ensartet anvendelse af faellesskabsretten og ikke opfyldt sin pligt til at samarbejde loyalt med de nationale domstole. Sagsoegerne har tilfoejet, at Kommissionen heller ikke har overholdt princippet om god forvaltningsskik, jf. Domstolens dom af 8. november 1983, forenede sager 96/82-102/82, 104/82, 105/82, 108/82 og 110/82, IAZ mod Kommissionen (Sml. s. 3369), da den ikke har undersoegt flere dokumenter, som parterne har fremlagt i de mange aar, hvor sagen er blevet behandlet.

78 Det bemaerkes, at forordning nr. 17 og nr. 99/63 uden for de omraader, hvor Kommissionen er enekompetent, ifoelge fast retspraksis ikke giver klagerne krav paa, at der traeffes en beslutning i henhold til traktatens artikel 189 om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse af traktatens artikel 85 og/eller artikel 86 (dommen i sagen GEMA mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 17, dommen i sagen Rendo m.fl. mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 98, og Automec II-dommen, jf. ovenfor, praemis 75 og 76).

79 Hvad angaar den paastaaede tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning foelger det af retspraksis, at sagsoegerne paa tidspunktet for indgivelsen af deres klage formodedes at vide, at de ikke havde krav paa, at Kommissionen traf en beslutning, hvori det fastslaas, at SACEM' s anfaegtede adfaerd udgoer en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85 og/eller 86. Det bemaerkes endvidere, at sagsoegerne ikke er fremkommet med nogen konkrete holdepunkter for, at Kommissionen under den administrative procedure har givet dem grund til at tro, at den ville traeffe en saadan beslutning. Retten finder navnlig, at varigheden af den foretagne undersoegelse ikke i sig selv kan skabe en saadan forventning.

80 Argumentet om en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan herefter ikke tiltraedes.

81 For saa vidt angaar argumentet om, at Kommissionen paa baggrund af de indbyrdes afvigelser i national retspraksis vedroerende spoergsmaalet, om artikel 85 og 86 finder anvendelse paa SACEM' s praksis, har tilsidesat retssikkerhedsprincippet og pligten til at samarbejde loyalt med de nationale domstole ved at naegte at traeffe en beslutning, finder Retten, at en saadan opfattelse er ensbetydende med, at Kommissionen ° selv uden for de omraader, hvor den er enekompetent ° paalaegges en forpligtelse til at traeffe en beslutning om, hvorvidt der foreligger de paastaaede overtraedelser, for at sikre en ensartet anvendelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler i national retspraksis. Argumentet er imidlertid ikke blot i strid med den i praemis 78 omtalte faste retspraksis, hvorefter Kommissionen ikke har pligt til at traeffe en beslutning om, hvorvidt der foreligger overtraedelser som paastaaet i en klage, men er ogsaa baseret paa en forkert opfattelse af kompetencefordelingen mellem Kommissionen og de nationale domstole. Det er nemlig i foerste raekke de nationale domstole, der skal sikre en ensartet anvendelse af faellesskabsretten, og de kan i dette oejemed forelaegge praejudicielle spoergsmaal for Domstolen i medfoer af traktatens artikel 177.

82 Dette argument kan derfor heller ikke tiltraedes.

83 Hvad angaar argumentet om en tilsidesaettelse af princippet om god forvaltningsskik finder Retten, at argumentet, saaledes som det er formuleret af sagsoegerne, ikke goer det muligt for Retten at afgoere med tilstraekkelig sikkerhed, hvad sagsoegernes kritik af Kommissionen paa dette punkt naermere indebaerer. Retten kan navnlig ikke se, hvilke dokumenter Kommissionen skal have undladt at tage hensyn til, eller af hvilke grunde denne undladelse skulle udgoere en tilsidesaettelse af princippet om god forvaltningsskik. Det paagaeldende argument kan derfor heller ikke tiltraedes.

84 Argumentet om en tilsidesaettelse af forskellige almindelige faellesskabsretlige principper kan herefter i det hele ikke tiltraedes.

Anbringendet om magtfordrejning

Sammenfatning af parternes argumentation

85 Sagsoegerne finder, at Kommissionen med sin maade at behandle klagerne paa har gjort sig skyldig i magtfordrejning. De har paa det proceduremaessige plan kritiseret sagsbehandlingens lange varighed og den foretagne undersoegelses utilstraekkelige karakter. De finder, at Kommissionen bevidst ventede med at traeffe en beslutning for at fastholde usikkerheden om, hvorvidt SACEM' s adfaerd var konkurrencebegraensende. Sagsoegerne har ligeledes gjort gaeldende, at Kommissionen havde et tilstraekkeligt bevismaessigt grundlag for at bedoemme SACEM' s praksis paa grundlag af traktatens artikel 85 og 86, men at den efter at vaere blevet udsat for politisk pres besluttede at undlade dette. Som bevis for den paagaeldende pression har sagsoegerne henledt Rettens opmaerksomhed paa visse udtalelser fra en tjenestemand i generaldirektoratet for det indre marked (GD III) og fra en repraesentant fra SACEM under en konference om ophavsret, som fandt sted i Madrid den 16. og 17. marts 1992.

86 Kommissionen har henvist til, at en paastand om, at der er sket magtfordrejning, i henhold til Domstolens og Rettens praksis kun kan tages i betragtning, saafremt sagsoegeren fremfoerer objektive, relevante og samstemmende indicier herfor. I naervaerende sag er sagsoegerne efter Kommissionens opfattelse blot fremkommet med nogle vage paastande uden at have henvist til konkrete omstaendigheder, der ville kunne danne grundlag for den slutning, at Kommissionens reelle formaal med at afvise sagerne var at undgaa at anvende konkurrencereglerne over for SACEM. I oevrigt stemmer beskyldningerne mod Kommissionen daarligt overens med Kommissionens adfaerd under hele sagens behandling og de synspunkter, den har fremfoert i forbindelse med de foernaevnte praejudicielle sager.

Rettens bemaerkninger

87 Det bemaerkes, at en beslutning ifoelge fast retspraksis kun er behaeftet med magtfordrejning, naar det paa grund af objektive, relevante og samstemmende indicier maa antages, at den er truffet for at forfoelge andre maal end dem, der er angivet (Domstolens dom af 21.6.1984, sag 69/83, Lux mod Revisionsretten, Sml. s. 2447, praemis 30, og af 13.11.1990, sag C-331/88, Fedesa m.fl., Sml. I, s. 4023, praemis 24, samt Rettens dom af 9.2.1994, sag T-109/92, Lacruz Bassols mod Domstolen, Sml.Pers. I-A, s. 31).

88 Efter Rettens opfattelse kan de forhold, sagsoegerne har henvist til, ikke danne grundlag for den slutning, at Kommissionen har begaaet magtfordrejning.

89 Hvad saerligt angaar sagsbehandlingens varighed bemaerkes, at det fremgaar af punkt 1 i den omtvistede beslutning, at sagsoegernes klager foerst blev indgivet i 1986. Desuden er det ubestridt, at klagerne rejste nye faellesskabsretlige spoergsmaal, og at Kommissionen afbroed sin behandling af sagen for at afvente Tournier- og Lucazeau-dommene, som blev afsagt den 13. juli 1989, efter at der var forelagt praejudicielle spoergsmaal for Domstolen i december 1987 og i august 1988. Efter afsigelsen af disse domme forsoegte Kommissionen at skabe et ensartet sammenligningsgrundlag for afgifterne, og den fremsendte i dette oejemed begaeringer om oplysninger til de forskellige ophavsretsselskaber. Den udarbejdede derefter sin rapport den 7. november 1991, sendte "artikel 6-skrivelsen" den 20. januar 1992 og vedtog den omtvistede beslutning den 12. november 1992.

90 Naar henses til, at klagerne rejste nye retlige spoergsmaal, og i betragtning af spoergsmaalenes sammenhaeng med de praejudicielle spoergsmaal i Tournier- og Lucazeau-sagerne, finder Retten, at Kommissionen ikke kan kritiseres for at have afbrudt sin behandling af klagerne, mens den afventede Domstolens domme i de paagaeldende sager. Det er endvidere Rettens opfattelse, at den tid, der er forloebet mellem afsigelsen af dommene den 13. juli 1989 paa den ene side og udarbejdelsen af rapporten den 7. november 1991 og vedtagelsen af den omtvistede beslutning den 12. november 1992 paa den anden side, paa ingen maade kan danne grundlag for den slutning, at Kommissionen bevidst forhalede behandlingen af klagerne med det formaal at opretholde usikkerheden om, hvorvidt SACEM' s adfaerd var konkurrencebegraensende. Det skal herved tilfoejes, at Kommissionen netop udarbejdede rapporten af 7. november 1991 for at give de nationale domstole mulighed for at vurdere, om SACEM' s praksis med hensyn til opkraevning af afgifter var i overensstemmelse med traktatens artikel 86.

91 Sagsoegerne har desuden til stoette for anbringendet om magtfordrejning gjort gaeldende, at den foretagne undersoegelse var utilstraekkelig. Dette argument strider imidlertid mod et andet af sagsoegernes argumenter, nemlig argumentet om, at Kommissionen raadede over et tilstraekkeligt bevismaessigt grundlag ° hvilket noedvendigvis indebaerer, at der ikke var behov for yderligere undersoegelser ° til at bedoemme SACEM' s praksis paa grundlag af traktatens artikel 85 og 86, men udelukkende undlod dette paa grund af politisk pres. Under alle omstaendigheder har Kommissionen, naar den modtager en klage i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17, hverken pligt til altid at foretage en fuldstaendig undersoegelse eller til at traeffe en beslutning om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse (Automec II-dommen, praemis 75-85).

92 Sagsoegerne har endelig til stoette for deres argument om, at beslutningen var et resultat af politisk pres mod Kommissionen, henledt Rettens opmaerksomhed paa visse uddrag af protokollen fra en konference om ophavsret, som fandt sted i Madrid den 16.-17. marts 1992 (bilag 21 til staevningen). Uddragene indeholder bl.a. en kommentar fra en tjenestemand ved Kommissionens generaldirektorat for det indre marked til "artikel 6-skrivelsen" og nogle bemaerkninger fra en repraesentant for SACEM til den politik, der blev foert af generaldirektoratet for det indre marked med hensyn til ophavsret. Efter Rettens opfattelse giver de paagaeldende uddrag ikke de noedvendige indicier for, at der er sket magtfordrejning.

93 Anbringendet om magtfordrejning kan herefter ikke tiltraedes.

Sagens omkostninger

94 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. Baade sagsoegerne og Kommissionen har tabt paa et eller flere punkter, og det boer derfor bestemmes, at Kommissionen baerer sine egne omkostninger og halvdelen af sagsoegernes omkostninger. Hvad angaar intervenienten boer det bestemmes, at denne baerer sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling)

1) Kommissionens beslutning af 12. november 1992 annulleres, for saa vidt som Kommissionen herved afviste sagsoegernes klagepunkt om en opdeling af markedet som foelge af en paastaaet aftale mellem Société des auteurs, compositeurs et éditeurs de musique og ophavsretsselskaberne i de andre medlemsstater.

2) I oevrigt frifindes Kommissionen.

3) Kommissionen baerer sine egne omkostninger og halvdelen af sagsoegernes omkostninger. Sagsoegerne baerer den anden halvdel af deres egne omkostninger. Intervenienten baerer sine egne omkostninger.