61993A0003

++++

1. Annullationssoegsmaal ° akter der kan vaere genstand for soegsmaal ° begreb ° akter der fremkalder bindende retsvirkninger ° erklaering fra Kommissionen om, at en fusion falder uden for faellesskabsbestemmelsernes anvendelsesomraade

(EOEF-traktaten, art. 173)

2. Annullationssoegsmaal ° akter der kan vaere genstand for soegsmaal ° begreb ° akter der fremkalder bindende virkninger ° retsakt i usaedvanlig form ° omfattet

(EOEF-traktaten, art. 173)

3. Annullationssoegsmaal ° sag anlagt af tredjemand rettet mod en erklaering fra Kommissionen om, at en fusion falder uden for faellesskabsbestemmelsernes anvendelsesomraade ° realitetspaakendelse selv om tredjemand kan forlange af Kommissionen, at den skal kraeve anmeldelse af fusionen

(EOEF-traktaten, art. 173 og 175)

4. Annullationssoegsmaal ° anfaegtelig retsakt og afvisning af at aendre denne ° muligt at rette soegsmaalet mod baade retsakten og afvisningen

(EOEF-traktaten, art. 173)

5. Annullationssoegsmaal ° selvstaendige i forhold til retsmidler paa nationalt plan

(EOEF-traktaten, art. 173)

6. Annullationssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° retsakter der beroerer dem umiddelbart og individuelt ° erklaering fra Kommissionen om, at faellesskabsbestemmelserne ikke finder anvendelse paa en fusion ° sag anlagt af en konkurrent til deltagerne i fusionen ° realitetspaakendelse

(EOEF-traktaten, art. 173, stk. 2)

7. Konkurrence ° fusioner ° fusion af faellesskabsdimension ° begreb ° relevant omsaetning ° aktiviteter faktisk beroert af fusionen

(Raadets forordning nr. 4064/89, art. 1 og art. 5, stk. 2)

8. Konkurrence ° fusioner ° Kommissionens anvendelse af sine befoejelser i henhold til artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 4064/89 ° domstolskontrollens omfang

(Raadets forordning nr. 4064/89, art. 8, stk. 2)

9. Institutionernes retsakter ° procedure for udarbejdelse ° pligt til at foretage systematiske hoeringer ° foreligger ikke

1. Ved afgoerelsen af, om foranstaltninger er retsakter i traktatens artikel 173' s forstand, skal vaegten laegges paa deres indhold. Der foreligger retsakter eller beslutninger, der kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal, naar foranstaltningerne har retligt bindende virkninger, som kan beroere sagsoegerens interesser gennem en vaesentlig aendring af hans retsstilling.

I relation til den kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser, som er indfoert ved forordning nr. 4064/89, kan en erklaering fra konkurrencekommissaerens talsmand afgivet paa Kommissionens vegne, hvorefter en planlagt fusion mellem to virksomheder ikke falder ind under forordningens anvendelsesomraade, da den ikke er af faellesskabsdimension, jf. forordningens artikel 1, goeres til genstand for et annullationssoegsmaal.

Den saaledes offentliggjorte beslutning, som Kommissionen har truffet efter at have undersoegt sin egen kompetence med hensyn til den planlagte fusion, har nemlig retlige virkninger

° i forhold til medlemsstaterne, idet den indeholdt en klar angivelse af, at de medlemsstater, hvis omraade isaer var beroert, var kompetente til at traeffe afgoerelse vedroerende fusionen paa grundlag af deres egen nationale lovgivning, og idet den fjerner enhver tvivl om, hvorvidt betingelserne for, at en eller flere medlemsstater kan anvende bestemmelserne i forordningens artikel 22, stk. 3, er opfyldt;

° i forhold til de virksomheder, der deltog i fusionen, for saa vidt som den medfoerte, at de blev fritaget for at anmelde den omhandlede fusion til Kommissionen i overensstemmelse med forordningens artikel 4, stk. 1, og at de fik tilladelse til, at fusionen blev gennemfoert straks;

° i forhold til konkurrenterne, som saaledes kunne opleve en oejeblikkelig aendring af deres stilling paa markedet som foelge af fusionens gennemfoerelse.

2. Da valget af form ikke kan aendre karakteren af en retsakt fra en institution, og da retsaktens form principielt er uden betydning for adgangen til at indbringe den for Domstolen i form af et annullationssoegsmaal, medfoerer den omstaendighed, at en retsakt har en usaedvanlig form, idet der ikke findes andet skriftligt materiale end en tekst, der er udarbejdet af en tredjemand, og det forhold, at den ikke er blevet anmeldt, ikke, at der ikke kan anlaegges et annullationssoegsmaal, da retsakten har haft retlige virkninger for tredjemand. Dette er tilfaeldet med en erklaering fra et medlem af Kommissionen, som er refereret af et pressebureau.

3. Selv om en tredjemand, der er gjort bekendt med, at der som led i den ved forordning nr. 4064/89 indfoerte kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser har vaeret uformelle kontakter mellem en virksomhed og Kommissionen, har mulighed for at forlange, at Kommissionen kraever af virksomheden, at den formelt anmelder den planlagte fusion, og herefter kan anlaegge passivitetssoegsmaal, hvis Kommissionen ikke reagerer, eller annullationssoegsmaal, hvis opfordringen bliver afvist af Kommissionen, udelukker dette retsmiddel ikke andre retsmidler, og det medfoerer navnlig ikke, at et annullationssoegsmaal rettet direkte mod Kommissionens offentliggjorte stillingtagen, hvorefter den planlagte fusion falder uden for dens kompetence, ikke kan antages til realitetsbehandling. Et saadant soegsmaal kan nemlig baade vaere berettiget ud fra procesoekonomiske hensyn og af hensyn til domstolskontrollens effektivitet.

4. Naar Kommissionen under udoevelse af sine befoejelser i henhold til forordning nr. 4064/89 i relation til en planlagt fusion har vurderet, at denne ligger uden for Kommissionens kompetence, er tredjemand berettiget til ved et annullationssoegsmaal direkte at anfaegte denne vurdering, i stedet for, efter at Kommissionen over for ham har afvist at aendre eller ophaeve vurderingen, at anfaegte denne afvisning.

5. Det forhold, at der maatte vaere retsmidler paa nationalt plan, kan ikke udelukke, at der i henhold til traktatens artikel 173 kan anlaegges direkte soegsmaal ved EF' s retsinstanser til proevelse af lovligheden af en beslutning truffet af en EF-institution. Dette gaelder saa meget mere, naar den kontrol, der gennemfoeres paa grundlag af national lovgivning ° saasom kontrollen med fusioner og virksomhedsovertagelser ° ikke med hensyn til dens raekkevidde og virkninger kan sidestilles med den kontrol, der udoeves af EF' s institutioner.

6. En erklaering fra Kommissionen om, at en planlagt fusion ikke er af faellesskabsdimension og derfor ikke omfattet af Kommissionens kompetence i henhold til forordning nr. 4064/89, muliggoer ° retligt og faktisk ° en oejeblikkelig gennemfoerelse af den paataenkte fusion og kan dermed medfoere en oejeblikkelig aendring af situationen paa det eller de beroerte markeder, som saaledes udelukkende beror paa de involverede parters bestemmelse. Den beroerer netop derfor de erhvervsdrivende paa det eller de paagaeldende markeder umiddelbart, og disse bliver i oevrigt frataget de proceduremaessige rettigheder, som de ville have haft i henhold til forordningens artikel 18, stk. 4, saafremt fusionen havde vaeret af faellesskabsdimension og dermed skulle have vaeret anmeldt.

En saadan erklaering beroerer en virksomhed, der opererer paa samme marked som de virksomheder, der deltager i fusionen, individuelt, saafremt foerstnaevnte virksomheds egen stilling paa det paagaeldende marked bliver aendret vaesentligt, fordi en konkurrent styrker sin stilling i betydelig grad.

7. Det fremgaar af artikel 1 i forordning nr. 4064/89 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser og af den generelle opbygning af forordningens artikel 5, at faellesskabslovgiver har haft til hensigt, at Kommissionen kun skal foretage en undersoegelse, saafremt den planlagte fusion er af et vist oekonomisk omfang, dvs. af faellesskabsdimension. I tilfaelde af en delvis overtagelse af en virksomhed skal der, naar henses til formaalet med artikel 5, stk. 2, som er at fastslaa fusionens reelle omfang, kun tages hensyn til omsaetningen vedroerende de faktisk overtagne dele af virksomheden med henblik paa afgoerelsen af, om fusionen er af faellesskabsdimension. Begreberne "delvis overdragelse" og "delvis standsning" af aktiviteter kan nemlig sidestilles, da de begge giver mulighed for noejagtigt at fastslaa den planlagte fusions genstand og omfang.

8. Det tilkommer ikke Retten i forbindelse med annullationssoegsmaalet at saette sin egen vurdering i stedet for Kommissionens og tage stilling til, om Kommissionen ° i stedet for blot at tage til efterretning, at en af deltagerne i en planlagt fusion havde forpligtet sig til at opgive en del af sine aktiviteter forud for fusionens gennemfoerelse ° i henhold til artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 4064/89 skulle have udstedt paabud om en standsning af de paagaeldende aktiviteter, navnlig da denne bestemmelse i forordningen drejer sig om den grundlaeggende undersoegelse af den planlagte fusions forenelighed med faellesmarkedet, som Kommissionen foretager, naar der foreligger en behoerig anmeldt fusion.

9. Et krav om, at Kommissionen foretager en hoering, naar der hverken i de relevante bestemmelser eller som en almindelig retsgrundsaetning er foreskrevet en saadan hoeringspligt, ville vaere udtryk for en overdreven formalisme og unoedigt forsinke behandlingen af sagerne.

Faktiske omstaendigheder og retlig baggrund

1 Efter at det britiske flyselskab Dan Air Services Limited (herefter benaevnt "Dan Air"), som tilhoerer koncernen Davies and Newman Holdings plc (herefter benaevnt "Davies og Newman"), var kommet i vanskeligheder, meldte British Airways plc (herefter benaevnt "BA") sig som interesseret i at overtage virksomheden. Det vaesentligste selskab i koncernen Davies og Newman er Dan Air, som staar for ca. 90% af koncernens omsaetning. Dan Air ejer 50% af Gatwick Handling, som igen ejer 50% af Manchester Handling. Koncernen omfatter fire andre selskaber, nemlig Shearwater Insurance Company Limited, Davies and Newman Travel Limited, Airways Leasing Company Limited og Dan Air Aviation Limited.

2 Koebet af Dan Air blev ikke anmeldt til Kommissionen i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (berigtiget udgave offentliggjort i EFT 1990 L 257, s. 13, herefter benaevnt "forordningen"). Der var dog officielle kontakter med Kommissionens tjenestegrene. Den 16. oktober 1992 orienterede BA Merger Task Force (herefter benaevnt "MTF") om den planlagte fusion. Samme dag meddelte selskabets advokater skriftligt Kommissionens tjenestegrene, at transaktionen efter deres opfattelse ikke var omfattet af forordningen, da Davies og Newman' s omsaetning inden for Faellesskabet, naar henses til omstaendighederne i forbindelse med den planlagte transaktion, ikke oversteg 250 mio. ECU. Advokaterne anmodede Kommissionens tjenestegrene om snarest muligt at fremkomme med deres stillingtagen til det paagaeldende synspunkt. Skrivelsen var vedlagt et notat, hvoraf det fremgaar, at Davies og Newman' s omsaetning i det sidste regnskabsaar, som sluttede den 31. december 1991, laa over eller under 250 mio. ECU, alt efter om der blev, henholdsvis ikke blev taget hensyn til omsaetningen hidroerende fra Dan Air' s chartervirksomhed. Hvis der ikke blev taget hensyn til sidstnaevnte virksomhed, var omsaetningen ifoelge dokumentet 232,9 mio. ECU. Ved skrivelse af 21. oktober 1992 bekraeftede Kommissionens tjenestegrene (MTF) over for BA, at den planlagte transaktion paa grundlag af de fremsendte oplysninger efter et foerste skoen ikke var af faellesskabsdimension. Det blev i skrivelsen understreget, at denne kun var bindende for de paagaeldende tjenestegrene og ikke for selve Kommissionen.

3 De relevante bestemmelser i forordningen er foelgende:

Artikel 1:

"1. Denne forordning finder anvendelse paa alle fusioner af faellesskabsdimension ...

2. Med henblik paa denne forordning er en fusion af faellesskabsdimension, naar

a) alle deltagende virksomheders samlede omsaetning paa verdensplan tilsammen overstiger 5 mia. ECU, og

b) mindst to af de deltagende virksomheders samlede omsaetning i Faellesskabet hver isaer overstiger 250 mio. ECU,

medmindre hver af de deltagende virksomheder har over to tredjedele af deres samlede omsaetning paa faellesskabsplan i én og samme medlemsstat."

Artikel 3:

"1. En fusion opstaar,

...

b) naar

° en eller flere personer, som allerede kontrollerer mindst en virksomhed, ... ved koeb af andele eller aktiver, gennem aftale eller paa anden vis erhverver den direkte eller indirekte kontrol over det hele eller dele af en eller flere andre virksomheder.

..."

Artikel 4:

"1. Fusioner af faellesskabsdimension, der er omfattet af denne forordning, skal anmeldes til Kommissionen senest en uge efter aftalens indgaaelse, offentliggoerelsen af overtagelses- eller ombytningstilbuddet eller erhvervelsen af en kontrollerende andel. Fristen loeber fra den foerste af disse begivenheders indtraeden.

..."

Artikel 5:

"1. Den i artikel 1, stk. 2, omhandlede samlede omsaetning omfatter de deltagende virksomheders provenu fra salg af varer og praestering af tjenesteydelser i sidste regnskabsaar i forbindelse med deres ordinaere drift, med fradrag af prisnedslag herpaa samt af mervaerdiafgift og anden skat, der er direkte forbundet med salget ...

2. Uanset stk. 1 gaelder, at hvis fusionen opstaar gennem erhvervelse af dele af en eller flere virksomheder, tages der, uanset om der er tale om retlige enheder, for saelgerens eller saelgernes vedkommende kun hensyn til den del af omsaetningen, der vedroerer de overtagne aktiver.

Dog betragtes to eller flere transaktioner som omhandlet i foerste afsnit, der finder sted mellem samme personer eller virksomheder inden for to aar, som en enkelt fusion, der finder sted paa tidspunktet for den seneste transaktion.

..."

Artikel 6:

"1. Kommissionen behandler anmeldelsen straks ved modtagelsen.

a) Hvis Kommissionen naar til den konklusion, at den anmeldte sammenslutning ikke er omfattet af denne forordning, fastslaar den dette ved en beslutning.

..."

Artikel 22:

"3. Hvis Kommissionen efter anmodning fra en medlemsstat fastslaar, at en fusion efter artikel 3, som er uden faellesskabsdimension i henhold til artikel 1, skaber eller styrker en dominerende stilling, som bevirker, at den effektive konkurrence haemmes betydeligt paa denne medlemsstats omraade, kan den, for saa vidt fusionen paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne, vedtage de i artikel 8, stk. 2, andet afsnit, samt stk. 3 og 4, omhandlede beslutninger.

..."

4 Den 23. oktober 1992 blev der indgaaet en aftale mellem Davies og Newman paa den ene side og BA paa den anden side ("Agreement relating to the sale and purchase of part of the undertaking of Davies Newman Holdings plc", aftale om koeb og salg af en del af virksomheden Davies Newman Holdings plc, herefter benaevnt "aftalen af 23. oktober 1992"), hvori vilkaarene for transaktionen blev fastlagt.

5 Aftalen af 23. oktober 1992 indeholder bl.a. foelgende bestemmelser:

"2 AGREEMENT TO SELL THE SHARES AND ASSETS

Subject to the terms and conditions of this Agreement, with effect from 1 November, 1992 the Vendor shall sell as beneficial owner and the Purchaser, relying only on the terms and undertakings contained in this Agreement, shall purchase the Shares and the Assets free from all claims of the Vendor but subject to charges, liens, equities and encumbrances of third parties and together with all rights and advantages now and hereafter attaching thereto.

3 CONSIDERATION

The aggregate consideration for the purchase of the Shares and the Assets shall be:

3.1. 1 which shall be paid to the Vendor at Completion; and

3.2. the assumption by the Purchaser of the Liabilities.

4 CONDITIONS

4.1. Conditions Precedent Completion of this Agreement is conditional upon:

(udelades)

4.1.2. the Office of Fair Trading indicating in terms satisfactory to the Purchaser that it is not the intention of the Secretary of State for Trade and Industry to refer the proposed acquisition of the Shares and Assets by the Purchaser, or any matters arising therefrom, to the Monopolies and Mergers Commission;

4.1.3. the European Commission indicating in terms satisfactory to the Purchaser that neither the proposed acquisition of the Shares and Assets by the Purchaser nor any matters arising therefrom give rise to a concentration falling within the scope of Council Regulation (EEC) 4064/89;

(udelades)

4.1.5. the completion to the reasonable satisfaction of the Purchaser of the discontinuation or disposal of the charter operations of the Group as part of the rationalisation of the Group and preservation of its remaining business comprising:

a) the disposal or transfer of ownership and/or possession of all aircraft owned, leased or held on hire purchase by the Company which have been identified by the Purchaser in writing prior to exchange of the Agreement to the Vendor as surplus to the requirements of the proposed future scheduled operations of the Group;

b) the transfer, repudiation or termination of all contracts for charter flights by the Group;

c) the effective termination of employment of employees employed by the Company or by the Vendor or the Group in the business of the Company in accordance with the provisions of the document in the agreed terms;

d) the disposal to the Vendor of all books and records which contain information exclusively in respect of the charter operations of the Group;

(udelades)

4.2. Waiver The Purchaser may, in its sole discretion, waive any of the conditions referred to in clauses 4.1.2 to 4.1.19 by written notice to the vendor (...) on or before 5 pm on the last day for satisfaction of such conditions.

(udelades)

6 COMPLETION

6.1. Date and place: Subject as hereinafter provided, Completion shall take place at the offices of the Purchaser' s Solicitors on a date specified by the Purchaser which will be on or after 1 November, 1992 but otherwise not more than 3 days after the conditions set out in Clause 4.1 are satisfied. Any notice by the Purchaser specifying such date may be revised by notice at the Purchaser' s discretion, provided that the revised date is within such 3 day period."

("2 AFTALE OM SALG AF AKTIER OG AKTIVER

I henhold til de i naervaerende aftale fastlagte vilkaar saelger saelgeren ° som retmaessig ejer ° og koeber koeberen ° som udelukkende henholder sig til de i naervaerende aftale indeholdte vilkaar og forpligtelser ° med virkning fra 1. november 1992 aktierne og aktiverne uden hertil knyttede krav for saelger, men med forbehold af haeftelser, pante- og tilbageholdelsesrettigheder og andre rettigheder og byrder til fordel for tredjemand, og med alle rettigheder og begunstigelser, der nu og senere maatte vaere knyttet hertil.

3 BETALING

Den samlede pris for aktierne og aktiverne bestaar i:

3.1. betaling af 1 UKL til saelger ved aftalens gennemfoerelse og

3.2. koebers overtagelse af passiverne.

4 VILKAAR

4.1. Suspensive betingelser: Aftalen er betinget af:

(udelades)

4.1.2. at Office of Fair Trading paa en for koeber tilfredsstillende vis tilkendegiver, at Secretary of State for Trade and Industry ikke har til hensigt at forelaegge koebers planlagte erhvervelse af aktierne og aktiverne eller andre forhold i forbindelse hermed for Monopolies and Mergers Commission;

4.1.3. at EF-Kommissionen paa en for koeber tilfredsstillende maade tilkendegiver, at hverken koebers planlagte erhvervelse af aktierne og aktiverne eller andre forhold i forbindelse hermed medfoerer, at der er tale om en fusion, der er omfattet af Raadets forordning (EOEF) nr. 4064/89;

(udelades)

4.1.5. at koncernens chartervirksomhed paa en for koeber tilfredsstillende maade indstilles eller afhaendes som led i rationaliseringen af koncernen, og at dens oevrige aktiviteter opretholdes, saaledes at:

a) samtlige luftfartoejer, der ejes, leases eller lejes med henblik paa koeb (' hire purchase' ) af selskabet, og som koeber forud for udvekslingen af naervaerende kontrakt over for saelger skriftligt har betegnet som overfloedige for koncernens planlagte fremtidige rutefart, afhaendes eller tilbageleveres;

b) alle koncernens aftaler om charterflyvninger overdrages, opsiges eller bringes til ophoer;

c) ansaettelsesaftaler med personer ansat af selskabet eller af saelger eller koncernen med henblik paa selskabets aktiviteter opsiges i overensstemmelse med de aftalte vilkaar;

d) alle regnskabsboeger og dokumenter, som indeholder oplysninger, der udelukkende vedroerer koncernens chartervirksomhed, overleveres til saelger;

(udelades)

4.2. Frafald af betingelser: Koeber kan efter eget skoen frafalde enhver af de i punkt 4.1.2 til 4.1.19 indeholdte betingelser ved skriftlig meddelelse til saelger, som skal vaere naaet frem (...) senest kl. 17.00 den dag, der er sidste frist for opfyldelsen af betingelserne.

(udelades)

6 GENNEMFOERELSE

6.1. Tid og sted: Med forbehold af nedenstaaende bestemmelser finder gennemfoerelsen af naervaerende aftale sted paa koebers advokats kontor paa en af koeber fastsat dato efter den 1. november 1992, men i oevrigt senest tre dage efter opfyldelsen af betingelserne i punkt 4.1. Enhver meddelelse fra koebers side om den paagaeldende dato kan aendres af koeber efter dennes eget skoen, forudsat at den ny dato ligger inden for den naevnte frist paa tre dage.")

6 Med henblik paa at opfylde forpligtelsen i punkt 4.1.5 i aftalen af 23. oktober 1992 indstillede Davies og Newman inden gennemfoerelsen af transaktionen sine charteraktiviteter og afhaendede de dele af virksomheden, som ikke var noedvendige for viderefoerelsen af koncernens rutefart. Davies og Newman gav alle de afgangs- og ankomsttidspunkter, koncernen raadede over til sine charterflyvninger, tilbage til de respektive koordinatorer, reducerede sin flaade fra 38 luftfartoejer til 12, haevede charterkontrakterne og reducerede flypersonalet.

7 I en skrivelse af 28. oktober 1992 tilstillede BA' s advokater Kommissionens tjenestegrene nogle supplerende oplysninger. Ved skrivelse af 30. oktober 1992 bekraeftede tjenestegrenene, at transaktionen efter deres opfattelse ikke var af faellesskabsdimension. Det blev i skrivelsen endnu en gang understreget, at den kun var bindende for Kommissionens tjenestegrene og ikke foregreb Kommissionens senere beslutninger.

8 Ligeledes den 30. oktober 1992 afgav konkurrencekommissaerens talsmand en erklaering, der af pressebureauet Europe (herefter benaevnt "Agence Europe") den 31. oktober 1992 blev refereret saaledes:

"The proposed concentration between British Airways and Dan Air (disputed by interested third parties in Great Britain) is not considered of Community dimension as one of the quantitative thresholds fixed by the EC regulation on the prior control of mergers is not reached, stated a spokesman for the European Commission on Friday.

The regulation, according to which the Commission may authorise or impede a merger, stipulates in particular that 'the total turnover achieved individually in the Community by at least two of the companies concerned' should be greater than 250 Mecus per year. This amount is not achieved by the regional European airline Dan Air, either within the Community or at world level. The Commission cannot, therefore, intervene. In the name of subsidiarity, it is up to the British Mergers and Monopolies Commission to take a position on the project. Sir Leon Brittan' s spokesman stated that the Commission, in its preliminary calculations, did not take into account Dan Air charter flight business because, as a prerequisite for merger with the British number one in air transport, Dan Air (affiliate to the holding company Davies & Newman) should give up this line of business. The merger regulation clearly stipulates on this that 'only the turnover concerning the parties which are the object of the transaction are taken into consideration' ."

("En talsmand for EF-Kommissionen udtalte fredag, at den planlagte fusion mellem British Airways og Dan Air (som er blevet anfaegtet af andre interesserede parter i Storbritannien) ikke anses for at vaere af faellesskabsdimension, da en af de kvantitative taerskelvaerdier, der er fastsat i EF-forordningen om kontrol med fusioner, ikke er naaet.

Forordningen, som giver Kommissionen hjemmel til at tillade eller forhindre en fusion, bestemmer naermere, at 'mindst to af de deltagende virksomheders samlede omsaetning i Faellesskabet' skal overstige 250 mio. ECU aarligt. Det regionale europaeiske luftfartsselskab Dan Air naar ikke op paa et saadant beloeb, hverken inden for Faellesskabet eller paa verdensplan. Kommissionen kan derfor ikke skride ind. Det er i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet British Mergers and Monopolies Commission, der skal tage stilling til fusionsplanerne. Sir Leon Brittan' s talsmand bemaerkede, at Kommissionen i forbindelse med sine forudgaaende beregninger ikke har taget hensyn til Dan Air' s chartervirksomhed, da Dan Air (som kontrolleres af holdingselskabet Davies & Newman) som betingelse for fusionen med det stoerste britiske luftfartsselskab skulle opgive denne del af sin virksomhed. Forordningen om fusioner indeholder i saa henseende den klare bestemmelse, at 'der ... kun [tages] hensyn til den del af omsaetningen, der vedroerer de overtagne aktiver' .")

9 Aftalen af 23. oktober 1992 blev forelagt de kompetente britiske myndigheder med hensyn til kontrol med fusioner, nemlig Secretary of State for Trade and Industry (herefter benaevnt "Secretary of State") og Office of Fair Trading (herefter benaevnt "OFT"). Den 2. november 1992 tilkendegav Secretary of State i en pressemeddelelse, at de nationale myndigheder havde besluttet ikke at forelaegge sagen for Mergers and Monopolies Commission.

10 Udvekslingen af kontraktsdokumenterne, der markerede den faktiske gennemfoerelse af fusionen, fandt sted den 8. november 1992.

11 Den 9. november 1992 tilstillede Compagnie nationale Air France (herefter benaevnt "Air France") Kommissionen en skrivelse, som vedroerte to sager. For det foerste indeholdt skrivelsen Air France' s bemaerkninger i relation til den sag, der ligger til grund for naervaerende retssag. For det andet fremsatte Air France i skrivelsen sine bemaerkninger i relation til BA' s overtagelse af TAT European Airlines (herefter benaevnt "TAT"). Denne overtagelse blev paa davaerende tidspunkt undersoegt af Kommissionen, efter at transaktionen var blevet anmeldt af BA. I skrivelsen paapegede Air France de aendringer af markedets funktion, der ville foelge af den dominerende stilling, som BA ifoelge selskabet ville opnaa ved begge disse transaktioner.

12 Hvad naermere angaar den i denne sag omhandlede fusion anfaegtede sagsoegeren i skrivelsen den af Kommissionen anlagte fortolkning af forordningen, idet selskabet understregede, at der ved fastlaeggelsen af den omsaetning, der skulle laegges til grund ved vurderingen af, om transaktionen var af "faellesskabsdimension", efter dets opfattelse ikke skulle tages hensyn til, at det overtagne selskab skulle standse sin chartervirksomhed.

13 I sit svar til sagsoegeren, dateret den 17. november 1992, fastholdt konkurrencekommissaeren, Sir Leon Brittan, Kommissionens oprindelige standpunkt, idet han understregede, at standsningen af chartervirksomheden efter hans opfattelse laa forud for BA' s erhvervelse af Dan Air, og at der i henhold til forordningens artikel 5, stk. 2, foerste afsnit, kun skulle tages hensyn til den del af omsaetningen, der vedroerer de erhvervede aktiviteter. Sagsoegeren besvarede denne skrivelse den 23. november 1992, idet selskabet fastholdt sin oprindelige fortolkning af forordningen.

14 Den 27. november 1992 besluttede Kommissionen ikke at modsaette sig BA' s overtagelse af TAT, idet den fandt, at der ikke var alvorlig tvivl med hensyn til, om overtagelsen var forenelig med faellesmarkedet, jf. forordningens artikel 6, stk. 1, litra b) (EFT 1992 C 326, s. 16).

15 Efter at denne beslutning var blevet offentliggjort, sendte sagsoegeren en ny skrivelse til kommissaeren den 2. december 1992, som kommissaeren besvarede den 21. december 1992, idet han fastholdt den fortolkning af forordningen, der oprindelig var anlagt i sagen, og underrettede sagsoegeren om, at den belgiske regering havde fremsat en anmodning som omhandlet i forordningens artikel 22, stk. 3. Kommissionen tog stilling til denne anmodning den 17. februar 1993 (EFT 1993 C 68, s. 5). Kommissionen fastslog, at transaktionen ikke er af faellesskabsdimension, og at den ikke skaber eller styrker en dominerende stilling paa Kongeriget Belgiens omraade.

Retsforhandlingernes forloeb

16 Det er paa denne baggrund, at Air France ved staevning registreret paa Rettens Justitskontor den 5. januar 1993 har anlagt sag med paastand om annullation af beslutningen af 30. oktober 1992 som meddelt offentligheden samme dag ved erklaeringen fra konkurrencekommissaerens talsmand.

17 Ved saerskilt dokument af samme dato har sagsoegeren begaeret naervaerende sag forenet med sag T-2/93, som er anlagt samme dag og angaar annullation af Kommissionens foernaevnte beslutning af 27. november 1992. Kommissionen har den 20. januar 1993 tilkendegivet, at de to sager efter dens opfattelse ikke boer forenes, da de er helt forskellige. Det er meddelt parterne, at Rettens praesident paa det paagaeldende trin i sagen ikke agtede at forene sagerne.

18 Den 27. august 1993 har sagsoegeren paa ny fremsat begaering om forening af naervaerende sag og sag T-2/93. Kommissionen har den 6. oktober 1993 tilkendegivet, at de to sager efter dens opfattelse ikke boer forenes.

19 Ved saerskilt dokument registreret den 24. februar 1993 har Kommissionen fremsat en formalitetsindsigelse i overensstemmelse med procesreglementets artikel 114. Sagsoegeren har den 2. april 1993 fremsat sine bemaerkninger til formalitetsindsigelsen. Ved Rettens kendelse af 28. maj 1993 er formalitetsindsigelsen henskudt til afgoerelse i forbindelse med sagens realitet. Den skriftlige forhandling mellem sagens parter er afsluttet den 6. oktober 1993 med indgivelsen af Kommissionens duplik.

20 Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (herefter benaevnt "Det Forenede Kongerige") har den 21. maj 1993 fremsat begaering om intervention til stoette for sagsoegtes paastande i overensstemmelse med artikel 37 i statutten for EOEF-Domstolen, som finder anvendelse paa rettergangsmaaden ved Retten i medfoer af statuttens artikel 46, stk. 1. BA har den 26. maj 1993 fremsat begaering om intervention til stoette for sagsoegtes paastande og om tilladelse til at afgive indlaeg paa engelsk.

21 Ved kendelse af 1. juli 1993 har Retten tilladt Det Forenede Kongerige og BA at intervenere i sagen, afvist BA' s begaering om fravigelse af reglerne om sprog for saa vidt angaar den skriftlige forhandling og udskudt afgoerelsen vedroerende BA' s begaering om fravigelse af reglerne om sprog for saa vidt angaar den mundtlige forhandling.

22 Ved kendelse af 21. september 1993 har Retten tilladt BA at afgive indlaeg paa engelsk under den mundtlige forhandling.

23 BA og Det Forenede Kongerige har indgivet deres skriftlige indlaeg hhv. den 31. august og den 1. september 1993. Sagsoegeren har den 5. oktober 1993 fremsat sine bemaerkninger til disse indlaeg. Kommissionen har den 6. oktober 1993 dels meddelt Retten, at den ikke havde nogen bemaerkninger til BA' s indlaeg, dels fremsat sine bemaerkninger til Det Forenede Kongeriges indlaeg.

24 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Sagens parter er dog den 28. maj 1993 blevet anmodet om at fremlaegge visse dokumenter og besvare visse skriftlige spoergsmaal fra Retten. Den 13. juli 1993 er parterne og intervenienterne blevet anmodet om at fremlaegge yderligere dokumenter. Retten har endvidere samme dag stillet Kommissionen og Det Forenede Kongerige visse spoergsmaal.

25 Kommissionen har fremlagt de oenskede dokumenter og besvaret Rettens skriftlige spoergsmaal den 7. juli 1993 og den 6. oktober 1993. Den har herved meddelt Retten, at den ikke raader over noget dokument, der indeholder talsmandens omtvistede erklaering. Sagsoegeren har den 27. august 1993 besvaret Rettens spoergsmaal og fremsat bemaerkninger til spoergsmaalene til de andre parter og til sagsoegtes svar. BA har besvaret Rettens spoergsmaal den 31. august 1993. Det Forenede Kongerige har besvaret det stillede spoergsmaal og fremlagt de oenskede dokumenter den 1. september 1993.

26 Sagens parter og intervenienterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens mundtlige spoergsmaal i retsmoedet den 23. november 1993.

Parternes paastande

27 Air France har nedlagt paastand om, at "Kommissionens beslutning af 30. oktober 1992 som meddelt offentligheden af Kommissionens talsmand og offentliggjort i Agence Europe den 31. oktober 1992, hvorved Kommissionen erklaerede, at den ikke er kompetent til at traeffe afgoerelse om fusionen mellem selskabet British Airways og selskabet Dan Air i henhold til Raadets forordning nr. 4064/89 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser, annulleres, og (at) sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger".

28 Kommissionen har i sin formalitetsindsigelse nedlagt paastand om, at sagen afvises, og at sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

29 I sine bemaerkninger til formalitetsindsigelsen har sagsoegeren paastaaet sagen antaget til realitetsbehandling.

30 I sit svarskrift har Kommissionen nedlagt paastand om frifindelse og om, at sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

31 Intervenienten Det Forenede Kongerige finder, at "det ikke er paa grundlag af en urigtig retsopfattelse, at Kommissionen har fastslaaet, at British Airways plc' s erhvervelse af Dan Air Services Limited ikke var en fusion af faellesskabsdimension som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i Raadets forordning nr. 4064/89".

32 Intervenienten BA "stoetter Kommissionens paastande om afvisning af den af Air France anlagte sag eller om frifindelse og om at tilpligte Air France at betale sagens omkostninger, herunder BA' s omkostninger i forbindelse med interventionen".

Formaliteten

33 Kommissionens formalitetsindsigelse bestaar af fire led. Kommissionen har for det foerste gjort gaeldende, at den anfaegtede erklaering ikke har karakter af en beslutning, der kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal. Den har for det andet anfoert, at sagen boer afvises paa grund af den anfaegtede retsakts form. Kommissionen for det tredje anfoert, at sagsoegeren ikke har benyttet sig af det rigtige retsmiddel. Endelig har Kommissionen for det fjerde gjort gaeldende, at selv om det laegges til grund, at den anfaegtede erklaering har karakter af en beslutning, har sagsoegeren ikke godtgjort, at selskabet er umiddelbart og individuelt beroert heraf.

Spoergsmaalet om retsakten har karakter af en beslutning

Sammenfatning af parternes argumention

34 Ifoelge Kommissionen kan den anfaegtede erklaering ikke sidestilles med en beslutning, som kan vaere genstand for et soegsmaal i overensstemmelse med EOEF-traktatens artikel 173. Den kan ikke have retlige virkninger, idet den ikke indeholder endelige og bindende regler for en retlig situation, navnlig fordi den ikke binder de nationale myndigheder, for saa vidt som det fastslaas, at disse er kompetente (Domstolens dom af 27.3.1980, sag 133/79, Sucrimex og Westzucker mod Kommissionen, Sml. s. 1299; Rettens dom af 13.12.1990, sag T-113/89, Nefarma og Bond van Groothandelaren in het Farmaceutische Bedrijf mod Kommissionen, Sml. II, s. 797). Kommissionen har herved bestridt, at beslutningen af 17. februar 1993, jf. ovenfor, kan fortolkes saaledes, at den viser, at de belgiske myndigheder har anerkendt, at den frist paa en maaned, som de havde til at begaere bestemmelserne i forordningens artikel 22, stk. 3, bragt i anvendelse, begyndte at loebe med den anfaegtede erklaering af 30. oktober 1992.

35 Kommissionen finder, at forordningens artikel 6, stk. 1, litra a), kun giver den hjemmel til at beslutte, at forordningen ikke finder anvendelse paa en fusion, saafremt denne er blevet anmeldt til Kommissionen. Hvis der ikke er foretaget en saadan anmeldelse, indeholder forordningen ingen hjemmel for Kommissionen til at traeffe en beslutning vedroerende fusionen (Domstolens kendelse af 17.5.1989, sag 151/88, Italien mod Kommissionen, Sml. s. 1255, og af 13.6.1991, sag C-50/90, Sunzest mod Kommissionen, Sml. I, s. 2917; Domstolens dom af 10.7.1980, forenede sager 253/78 og 1/79-3/79, Giry og Guerlain m.fl., Sml. s. 2327; Rettens dom i sagen Nefarma og Bond van Groothandelaren in het Farmaceutische Bedrijf mod Kommissionen, jf. ovenfor).

36 Kommissionen finder endvidere, at naar den anfaegtede erklaering ikke har karakter af en beslutning, kan de svar, konkurrencekommissaeren senere gav sagsoegeren uden at vaere forpligtet hertil, heller ikke goere det ud for en beslutning (Rettens kendelse af 30.11.1992, sag T-36/92, Syndicat français de l' Express international m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2479, praemis 48).

37 Det Forenede Kongerige finder derimod, at erklaeringen fra Kommissionens talsmand er en beslutning, der kan goeres til genstand for en domstolsproevelse (Domstolens dom af 31.3.1971, sag 22/70, Kommissionen mod Raadet, "AETR", Sml. s. 41, praemis 33 ff., org. ref.: Rec. s. 263). Kongeriget har gjort gaeldende, at de britiske myndigheder ikke ville have erklaeret sig kompetente til at traeffe afgoerelse vedroerende fusionen, hvis der ikke have foreligget en beslutning fra Kommissionen om, at den ikke var af faellesskabsdimension.

38 Ifoelge BA udgoer den anfaegtede erklaering ikke en beslutning, der kan vaere genstand for et soegsmaal. MTF' s stillingtagen i de to skrivelser af hhv. 21. og 30. oktober 1992 havde ingen retlige virkninger. Saafremt fusionen skulle have vaeret anmeldt til Kommissionen ° hvilket bestrides ° kunne de paagaeldende skrivelser ikke have fritaget BA for denne forpligtelse. Ifoelge intervenienten bemyndigede skrivelserne ikke medlemsstaterne til at anvende deres nationale lovgivning. En saadan kompetence foelger direkte af forordningen og af den omstaendighed, at fusionen ikke er af faellesskabsdimension. Endelig medfoerer skrivelserne ikke, at Kommissionen ikke senere kan udnytte sin egen kompetence.

39 Sagsoegeren finder, at den anfaegtede retsakt har karakter af en beslutning og derfor kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal. Selskabet har anfoert, at der er tale om en beslutning, hvis blot den er truffet af Kommissionen. Kommissionen har imidlertid ikke bestridt, at den naaede frem til, at den ikke havde kompetence til at behandle BA' s overtagelse af Dan Air i henhold til forordningen. I det foreliggende tilfaelde erklaerede talsmanden offentligt, at Kommissionen paa grundlag af forordningen, navnlig dennes artikel 1, stk. 2, litra b), og artikel 5, stk. 2, havde besluttet, at den var inkompetent, og saaledes givet udtryk for, at BA' s erhvervelse af Dan Air var en fusion i forordningens artikel 3' s forstand, men at det udelukkende var de nationale myndigheder, der var kompetente til at vurdere fusionen.

40 Ifoelge sagsoegeren er der to vaesentlige punkter i talsmandens erklaering. For det foerste var Kommissionen den 30. oktober 1992 naaet frem til, at fusionen ikke var af faellesskabsdimension, hvorfor der paa ingen maade kan siges at vaere tale om en retsakt af "foreloebig" karakter. BA anmeldte ikke transaktionen efter talsmandens erklaering, da det fremgik af denne, at en saadan anmeldelse var overfloedig. De to omstaendigheder, at Kommissionen ikke reagerede, da OFT undersoegte sagen, og at Kommissionen i sine foernaevnte skrivelser til sagsoegeren fastholdt det synspunkt, der var kommet til udtryk i den anfaegtede retsakt, viser, at denne vurdering var endelig. For det andet var Kommissionen den 30. oktober 1992 ligeledes naaet frem til den konklusion, at transaktionen var undergivet de britiske myndigheders kompetence, og det kan ikke goeres gaeldende, at disse myndigheder kunne erklaere sig inkompetente med den begrundelse, at fusionen var af "faellesskabsdimension". Beslutningen af 17. februar 1993 bekraefter i oevrigt, at Kongeriget Belgien ogsaa anerkendte, at talsmandens erklaering havde karakter af en beslutning.

41 Ifoelge sagsoegeren er den retsakt, der blev offentliggjort den 30. oktober 1992, paa grund af sin endelige karakter materielt set identisk med en beslutning truffet i henhold til forordningens artikel 6, stk. 1, litra a). Det er formalistisk at sondre mellem den anfaegtede erklaering og en beslutning truffet paa grundlag af en anmeldelse. Sagsoegeren har under henvisning til grundsaetningen "Tu patere legem quem fecisti" (forvaltningen er bundet af sine egne afgoerelser) anfoert, at den anfaegtede retsakt har bindende virkning, idet Kommissionen er bundet af sin talsmands erklaering af 30. oktober 1992. Hertil kommer, at da forordningen ikke indeholder regler om en klageprocedure, vil Kommissionen, hvis en sag som den af sagsoegeren anlagte ikke kan antages til realitetsbehandling, kunne afgoere principielle spoergsmaal om fortolkningen af forordningen uden mulighed for domstolsproevelse.

42 Diskussionen om Kommissionens kompetence til af egen drift at undersoege fusioner, der ikke er anmeldt, er uden relevans. Det afgoerende punkt er ikke, at Kommissionen undlod at goere sig bekendt med en fusion, som ikke var blevet anmeldt, men at den erklaerede sig inkompetent med hensyn til denne. Det afgoerende kompetencespoergsmaal i sagen er herefter ifoelge sagsoegeren, om Kommissionen, naar fusionen ikke var anmeldt, havde kompetence til at fastslaa, at den faldt uden for forordningens anvendelsesomraade.

Rettens bemaerkninger

43 Indledningsvis bemaerkes, at det foelger af Domstolens praksis, at: "Ved afgoerelsen af, om de anfaegtede foranstaltninger er retsakter i artikel 173' s forstand, skal vaegten ... laegges paa deres indhold ... (der) foreligger ... retsakter eller beslutninger, der kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal i medfoer af artikel 173, naar foranstaltningerne har retligt bindende virkninger, som kan beroere sagsoegerens interesser gennem en vaesentlig aendring af hans retsstilling" (Domstolens dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639; jf. tilsvarende Rettens dom af 10.7.1990, sag T-64/89, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 367).

44 Ved afgoerelsen af, om den i sagen omhandlede erklaering paa baggrund af denne retspraksis har karakter af en retsakt, der kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal, skal det saaledes undersoeges, i hvilket omfang erklaeringen har retlige virkninger. Det er herved Rettens opfattelse, at den anfaegtede erklaering har retlige virkninger i flere henseender.

45 Den anfaegtede retsakt havde for det foerste en raekke retlige virkninger i forhold til medlemsstaterne. Det skal herved bemaerkes, at en anvendelse af forordningen principielt, naar henses til dennes generelle opbygning, udelukker, at der anvendes andre bestemmelser, navnlig nationale regler, der ligeledes drejer sig om kontrol med fusioner mellem virksomheder, og som i tilfaelde af, at en given fusion ikke er omfattet af forordningen, som udgangspunkt finder anvendelse paa fusionen. Spoergsmaalet om, hvilke nationale regler der eventuelt maatte finde anvendelse i forbindelse med en bestemt fusion, afhaenger af, hvor de fusionerende virksomheder har hjemsted, hvor markederne befinder sig, og hvor de paagaeldende aktiviteter finder sted. I det foreliggende tilfaelde indeholdt erklaeringen fra konkurrencekommissaeren, hvori det offentligt blev fastslaaet, at forordningen ikke fandt anvendelse paa den paagaeldende fusion, en klar angivelse af, at de medlemsstater, hvis omraade isaer var beroert, naar henses til hjemstedet for de fusionerende virksomheder og til de paagaeldende luftruter, nemlig Det Forenede Kongerige og Den Franske Republik, var kompetente til at traeffe afgoerelse vedroerende fusionen paa grundlag af deres egen nationale lovgivning om kontrol med fusioner. I oevrigt undersoegte den ene af de to naevnte medlemsstater faktisk den omhandlede transaktion paa grundlag af sin egen nationale lovgivning. Det bemaerkes herved, at Det Forenede Kongerige, som er interveneret til stoette for sagsoegtes paastande, selv finder sagen egnet til realitetsbehandling, idet Kongeriget med rette har anfoert, at erklaeringen af 2. november 1992 fra Secretary of State var mulig paa grundlag af den anfaegtede erklaering af 30. oktober 1992, hvori det offentligt blev fastslaaet, at forordningen ikke finder anvendelse paa den omhandlede fusion.

46 Desuden har den anfaegtede retsakt virkninger for enhver medlemsstat, hvis omraade er direkte eller indirekte beroert af transaktionen. Naar Kommissionen som i det foreliggende tilfaelde offentligt har fastslaaet, at en fusion ikke er af faellesskabsdimension, er enhver tvivl om, hvorvidt betingelserne for, at en eller flere medlemsstater kan anvende bestemmelserne i forordningens artikel 22, stk. 3, er opfyldt, nemlig ryddet af vejen. I denne forbindelse bemaerkes, at de omhandlede bestemmelser i det konkrete tilfaelde faktisk for foerste gang siden forordningens ikrafttraedelse blev bragt i anvendelse af en medlemsstat, nemlig Kongeriget Belgien. Hertil kommer, som anfoert af sagsoegeren, at Kongeriget Belgiens anmodning blev fremsat inden for den i bestemmelserne fastsatte frist paa en maaned fra datoen for den anfaegtede erklaering.

47 Den anfaegtede retsakt har ligeledes haft retlige virkninger for de virksomheder, der deltog i fusionen. Erklaeringen medfoerte nemlig ° som det i oevrigt bekraeftes i de skrivelser, konkurrencekommissaeren tilstillede sagsoegeren, inden naervaerende sag blev anlagt ° at de beroerte virksomheder blev fritaget for at anmelde fusionen til Kommissionen i overensstemmelse med forordningens artikel 4, stk. 1. Det skal herved navnlig bemaerkes, at det forhold, at det offentligt meddeles de virksomheder, der er beroert af en fusion, at de ikke skal anmelde den, i betragtning af den opsaettende virkning, anmeldelsen af en fusion af faellesskabsdimension har i henhold til forordningens artikel 7, stk. 1, i relation til faellesskabsbestemmelserne om fusioner er ensbetydende med, at der gives tilladelse til, at fusionen gennemfoeres straks. Den anfaegtede erklaering havde saaledes i relation til faellesskabsbestemmelserne den retsvirkning, at BA' s overtagelse af Dan Air kunne ske omgaaende.

48 Sagsoegeren har endvidere med rette anfoert, at Kommissionen under hensyn til omstaendighederne i sagen er bundet af den anfaegtede erklaerings ordlyd. Naar henses til, at en fusion som den i sagen omhandlede vanskeligt kan goeres om, kan den ikke gennemfoeres, hvis der er usikkerhed om de beroerte erhvervsdrivendes retsstilling.

49 Der maa foretages en skarp sondring mellem den anfaegtede retsakt og skrivelserne af hhv. 21. og 30. oktober 1992 til BA, ikke blot paa grund af retsaktens ovennaevnte retlige virkninger for de fusionerende virksomheder, men ogsaa paa grund af de formelle forskelle mellem de forskellige vurderinger, der saaledes efter hinanden blev foretaget af fusionen. Skrivelserne af 21. og 30. oktober 1992 til BA hidroerer nemlig kun fra Kommissionens tjenestegrene, og det angives udtrykkeligt i skrivelserne, at de ikke er bindende for Kommissionen som saadan. Den anfaegtede retsakt maa derimod betragtes som hidroerende fra det medlem af Kommissionen, der har ansvaret for konkurrencespoergsmaal, og der er derfor tale om, at hele kommissaerkollegiet offentligt paatog sig en forpligtelse, navnlig da Kommissionen ° som det klart har vist sig under behandlingen af naervaerende sag ° agtede at tilslutte sig erklaeringens indhold.

50 Det er paa dette retlige og faktiske grundlag med urette, at Kommissionen har anfoert, at den retlige vurdering og kvalifikation, som blev offentliggjort den 30. oktober 1992, var af foreloebig karakter. Dette kan maaske gaelde for MTF' s vurderinger i skrivelserne af 21. og 30. oktober 1992, men derimod paa ingen maade for den anfaegtede retsakt, som hidroerer fra et medlem af Kommissionen, der udtaler sig paa dennes vegne. Den anfaegtede erklaering er saaledes af de ovenfor anfoerte grunde af en anden retlig karakter end MTF' s udtalelse i det svar til BA, som er dateret samme dag som den anfaegtede retsakt. Mens skrivelsen fra MTF har karakter af en "skrivelse om henlaeggelse" ° som omhandlet i dommen Giry og Guerlain m.fl., jf. ovenfor, som Kommissionen har paaberaabt sig ° og derfor ikke kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal, er dette ikke tilfaeldet med hensyn til den omtvistede erklaering. I oevrigt kan Kommissionen ° som paapeget af sagsoegeren ° ikke goere gaeldende, at den offentliggjorde en vurdering, som ikke var endelig. Sagens behandling har vist, at Kommissionen baade havde fastslaaet, at transaktionen havde karakter af en fusion, og at den ikke var af "faellesskabsdimension". Kommissaerens henvisning til de foretagne forudgaaende beregninger skal ikke forstaas som en henvisning til nogle foreloebige beregninger, men til de forudgaaende beregninger, der er noedvendige for afgoerelsen af, om en fusion er af "faellesskabsdimension".

51 Retten finder dernaest, at virkningerne af den anfaegtede erklaering for de deltagende virksomheder i den planlagte fusion er de samme som dem, der ville vaere indtraadt, hvis Kommissionen ved en beslutning, som var truffet paa grundlag af en i overensstemmelse med reglerne foretagen anmeldelse af fusionen, i medfoer af forordningens artikel 6, stk. 1, litra a), havde fastslaaet, at denne ikke var af "faellesskabsdimension". For medlemsstaterne og for tredjemand, navnlig direkte konkurrenter til de virksomheder, der deltager i fusionen, er de paagaeldende virkninger i hvert fald de samme som dem, der ville foelge af en formel beslutning fra Kommissionens side i henhold til den paagaeldende bestemmelse i forordningen. Det er ubestridt, at en saadan beslutning ville kunne goeres til genstand for et annullationssoegsmaal ved EF' s retsinstanser.

52 Kommissionens argument om, at den kun kan fastslaa, at en fusion ikke er af "faellesskabsdimension" i overensstemmelse med forordningens artikel 6, stk. 1, litra a), dvs. efter anmeldelse af fusionen, kan herefter ikke tiltraedes. Det maa saaledes anses for godtgjort, at den anfaegtede erklaering havde retlige virkninger, baade for de virksomheder, der var direkte involveret i fusionen, og for medlemsstaterne og tredjemand.

53 Der er efter Rettens opfattelse heller ikke grundlag for det af Kommissionen anfoerte om, at den anfaegtede erklaering kun kan have karakter af en beslutning, hvis det laegges til grund, at Kommissionen havde undersoegt fusionen af egen drift. Konstateringen af, at den anfaegtede erklaering indeholder en beslutning, der kan goeres til genstand for et soegsmaal, betyder blot, at Kommissionen paa grundlag af den udtalelse, MTF fremkom med som svar paa forespoergslen fra BA, offentligt tilkendegav, at forordningen ikke fandt anvendelse paa den omhandlede fusion. Da det ikke kan vaere parterne, der alene afgoer, om forordningen finder anvendelse, og da forordningen bemyndiger Kommissionen til at undersoege visse fusioner, er Kommissionen efter Rettens opfattelse ° modsat det af Kommissionen anfoerte ° noedvendigvis kompetent til at undersoege, om den har kompetence til at traeffe afgoerelse om en given fusion, uden at denne skal vaere anmeldt, samt kompetent til, som i det foreliggende tilfaelde, at fastslaa, at forordningen ikke finder anvendelse paa en bestemt fusion.

54 Det foerste led i Kommissionens formalitetsindsigelse kan herefter ikke tiltraedes.

Retsaktens form

55 Kommissionen finder, at den anfaegtede erklaering heller ikke efter sin form har karakter af en beslutning. Den indeholder ikke nogen navneangivelse af, hvem den er rettet til, og den kan ikke sidestilles med en meddelelse af en af Kommissionen truffet beslutning, men indeholder blot en udtalelse vedroerende fortolkningen af forordningen. Da erklaeringen, som var til brug for offentligheden, blev fremsat mundtligt, skulle den desuden ikke meddeles nogen som omhandlet i EOEF-traktatens artikel 191. I oevrigt har det vaeret fysisk umuligt for sagsoegeren at fremlaegge den saakaldte beslutning fra Kommissionen som bilag til staevningen ° hvilket indebaerer en tilsidesaettelse af bestemmelserne i artikel 19 i statutten for EOEF-Domstolen ° og det af gode grunde.

56 Intervenienterne og sagsoegeren har ikke fremsat saerlige bemaerkninger vedroerende dette punkt.

57 Indledningsvis bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis, at "valget af form ... ikke [kan] aendre retsaktens karakter" (Domstolens dom af 5.5.1977, sag 101/76, Honig mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 797), og at "akternes eller beslutningernes form principielt [er] uden betydning for adgangen til at indbringe dem for Domstolen i form af et annullationssoegsmaal" (jf. den tidligere naevnte dom IBM mod Kommissionen; jf. tilsvarende "AETR"-dommen, naevnt ovenfor). Det andet led i Kommissionens formalitetsindsigelse skal undersoeges i lyset af denne retspraksis.

58 Den anfaegtede retsakt har en usaedvanlig form, dels fordi der ° som det er fremgaaet under sagens behandling, navnlig af Kommissionens svar paa Rettens skriftlige spoergsmaal ° ikke findes andet skriftligt materiale end den tekst, der blev offentliggjort af diverse pressebureauer, herunder den af Agence Europe offentliggjorte tekst, dels fordi den meget omfattende offentliggoerelse, erklaeringen blev gjort til genstand for, peger i retningen af, at erklaeringen ud fra selve formen snarere maa sidestilles med en generel retsakt end med en individuel beslutning. Hvad angaar retsaktens ikke-skriftlige form bemaerkes dog, at det foelger af en fast retspraksis, der er henvist til ovenfor (jf. praemis 43), at mulighederne for en domstolsproevelse i foerste raekke afhaenger af retsaktens indhold og af, om retsakten har retlige virkninger, der beroerer sagsoegeren personligt. Desuden har Domstolen tidligere fastslaaet, at soegsmaal rettet mod retsakter, der har en usaedvanlig form, saasom en rent mundtlig beslutning, kan antages til realitetsbehandling (Domstolens dom af 9.2.1984, forenede sager 316/82 og 40/83, Kohler mod Revisionsretten, Sml. s. 641). I naervaerende sag er der paa ingen maade tale om, at indholdet af erklaeringen er blevet bestridt af Kommissionen, idet det tvaertimod i rigeligt maal er blevet bekraeftet af denne, saavel under den omtalte brevveksling forud for sagens anlaeg som under sagens behandling ved Retten. Hvad angaar karakteren af de foranstaltninger, der blev truffet med henblik paa offentliggoerelse af retsakten, bemaerkes, at disse er selve retsakten uvedkommende og ikke har nogen indflydelse paa dennes lovlighed, idet de kun har betydning for, hvornaar fristerne for sagsanlaeg til proevelse af retsakten begynder at loebe.

59 Hverken argumentet om, at sagsoegeren ikke har vaeret i stand til at fremlaegge en kopi af den anfaegtede erklaering som bilag til staevningen, eller argumentet om, at den anfaegtede erklaering endnu ikke er begyndt at have virkninger, da den ikke er behoerigt meddelt de i fusionen deltagende virksomheder, kan tiltraedes, da den anfaegtede erklaering som tidligere naevnt har haft virkninger for tredjemand.

60 Det andet led i Kommissionens formalitetsindsigelse kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendet om, at der er anvendt et forkert retsmiddel

Sammenfatning af parternes argumentation

61 Ifoelge Kommissionen var den anfaegtede erklaering paa ingen maade til hinder for, at sagsoegeren, hvis selskabet fandt sig berettiget hertil, havde forlangt af Kommissionen, at den skulle kraeve, at BA anmeldte fusionen. Saafremt Kommissionen herefter ikke reagerede, kunne sagsoegeren have anlagt passivitetssoegsmaal i overensstemmelse med EOEF-traktatens artikel 175, og i modsat fald kunne man have anlagt annullationssoegsmaal. Air France har i det foreliggende tilfaelde imidlertid ikke paa noget tidspunkt fremsat et saadant krav.

62 Kommissionen har endvidere anfoert, at sagsoegeren i forbindelse med annullationssoegsmaalet skulle have rettet paastanden mod et af de svar, der var blevet givet selskabet af konkurrencekommissaeren, og ikke mod erklaeringen af 30. oktober 1992, som ikke var rettet til selskabet. Kommissionen finder desuden, at sagsoegeren inden for rimelig tid efter den 31. oktober 1992, hvor selskabet kunne vaere blevet bekendt med den anfaegtede erklaerings eksistens, over for Kommissionen skulle have kraevet at faa erklaeringen tilsendt. Da dette ikke er sket, boer naervaerende sag afvises.

63 Kommissionen har endelig anfoert, at sagen skulle have vaeret anlagt ved de nationale domstole, hvorefter spoergsmaalet, om fusionen var af "faellesskabsdimension", kunne vaere afgjort ved hjaelp af et praejudicielt spoergsmaal til Domstolen i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177. Kommissionen finder nemlig, at det kun er den af de nationale myndigheder trufne beslutning, der eventuelt kan beroere sagsoegeren.

64 Det Forenede Kongerige har ikke fremsat bemaerkninger om dette punkt.

65 Intervenienten BA har understreget, at Air France har ikke fremsat nogen bemaerkninger over for de britiske myndigheder.

66 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionens konstatering af, at den ikke er kompetent til at traeffe afgoerelse om fusioner, der ikke er anmeldt til Kommissionen, ikke kan fratage virksomhederne adgangen til en retslig proevelse af en saadan erklaering om inkompetence. Saafremt Kommissionens opfattelse blev tiltraadt, ville institutionen uden at vaere underkastet nogen domstolsproevelse kunne aftale med de virksomheder, der deltager i en fusion, at denne ikke skal anmeldes til Kommissionen. Man ville saaledes faa en ordning med to procedurer, der er forskellige, alt efter om fusionen er anmeldt til Kommissionen.

Rettens bemaerkninger

67 De retsmidler, som ifoelge Kommissionen boer anvendes, er ganske vist normalt de eneste, der staar til raadighed for tredjemand med henblik paa en tvist, der opstaar efter saadanne uformelle kontakter mellem virksomhederne og Kommissionen, som er omhandlet i den ottende betragtning til Kommissionens forordning nr. 2367/90/EOEF af 25. juli 1990, med senere aendringer, om anmeldelser, frister og udtalelser i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 4064/89 om kontrol med virksomhedssammenslutninger (EFT L 219, s. 5). Under de i denne sag foreliggende omstaendigheder er de imidlertid ikke hensigtsmaessige, ligesom de ikke udelukker andre retsmidler. Hvis man i det foreliggende tilfaelde havde benyttet sig af de af Kommissionen foreslaaede retsmidler, ville dette have foert til en unoedig forsinkelse af sagens afgoerelse, hvilket ° som erkendt af Kommissionen ° naeppe er foreneligt med det krav om hurtighed, der generelt karakteriserer forordningen. Selv om proceduren med en uformel kontakt ud fra hensynet til god forvaltningsskik er af vaesentlig betydning, finder Retten ud fra procesoekonomiske hensyn og af hensyn til domstolskontrollens effektivitet, at sagsoegeren paa grundlag af de forskellige svar, selskabet fik fra konkurrencekommissaeren, med foeje kunne gaa ud fra, at en skrivelse til Kommissionen med krav om en stillingtagen ikke ville have de paaregnede virkninger, og at der direkte kunne anlaegges annullationssoegsmaal til proevelse af en erklaering, der indeholdt den kompetente myndigheds retlige kvalifikation af de faktiske omstaendigheder.

68 Hvad angaar Kommissionens argument om, at sagsoegerens paastand i annullationssoegsmaalet skulle have vaeret rettet mod et af de svar, der blev givet sagsoegeren af konkurrencekommissaeren, og ikke mod den anfaegtede erklaering af 30. oktober 1992, bemaerkes desuden, at Air France' s skrivelse af 9. november 1992 til konkurrencekommissaeren skal fortolkes som et krav om, at Kommissionen skulle aendre eller ophaeve den i den anfaegtede erklaering af 30. november 1992 indeholdte vurdering af de faktiske omstaendigheder eller denne. Under disse omstaendigheder var sagsoegeren berettiget til at rette sit soegsmaal direkte mod Kommissionens oprindelige vurdering, saaledes som den kom til udtryk den 30. oktober 1992, og ikke mod institutionens svar af 17. november 1992, hvori det afvises at imoedekomme sagsoegerens krav, saaledes som det direkte fremgaar af skrivelsens ordlyd (jf. i lighed hermed Rettens dom af 28.10.1993, sag T-83/92, Zunis Holding m.fl. mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser). PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 693A0003.1

69 Hvad angaar det synspunkt, at sagsoegeren i stedet skulle have rettet sit soegsmaal mod beslutningen fra Secretary of State, for saa vidt som denne beslutning noedvendigvis forudsatte, at denne myndighed var kompetent til at traeffe afgoerelse vedroerende fusionen, for saa i givet fald at lade spoergsmaalet om, hvorvidt transaktionen var af "faellesskabsdimension", afgoere af Domstolen i medfoer af traktatens artikel 177, og uden at det er noedvendigt at undersoege, om de nationale domstole kan tage stilling til lovligheden af en beslutning fra Kommissionens side, som er blevet endelig, bemaerkes, at det forhold, at der maatte vaere retsmidler paa nationalt plan, ikke kan udelukke, at der i henhold til traktatens artikel 173 kan anlaegges direkte soegsmaal ved EF' s retsinstanser til proevelse af lovligheden af en beslutning truffet af en EF-institution. Dette gaelder saa meget mere, som kontrollen med en fusion, der er gennemfoert paa grundlag af lovgivningen i en eller flere medlemsstater ° som det med rette er paapeget af sagsoegeren ° ikke med hensyn til dens raekkevidde og virkninger kan sidestilles med den kontrol, der udoeves af EF' s institutioner, med den begrundelse, at disse forskellige former for kontrol har samme formaal. Det bemaerkes herved, at den kontrol, der udoeves af en national myndighed, i modsaetning til den kontrol, der foretages paa EF-plan, er begraenset til en vurdering af fusionens betydning inden for den paagaeldende medlemsstat, hvortil kommer, at en saadan kontrol er saerlig vanskelig at gennemfoere inden for international luftfart.

70 Endelig kan det under de i sagen foreliggende omstaendigheder ikke goeres gaeldende, at sagsoegeren inden for rimelig tid efter den 31. oktober 1992, hvor selskabet kunne vaere blevet bekendt med den anfaegtede erklaerings eksistens, over for Kommissionen skulle have kraevet at faa erklaeringen tilsendt, da skrivelserne til konkurrencekommissaeren som tidligere naevnt (jf. ovenfor, praemis 68) skal fortolkes som anmodninger om, at Kommissionen trak den i erklaeringen indeholdte beslutning tilbage eller aendrede den. Som svar paa disse anmodninger, som blev fremsat inden for rimelig tid, bestred kommissaeren imidlertid hverken erklaeringens eksistens eller dens indhold og sagsoegerens fortolkning heraf, idet han blot bekraeftede sin oprindelige fortolkning af forordningen og afviste anmodningerne. Det var herefter under alle omstaendigheder overfloedigt at anmode om at faa den anfaegtede retsakt tilsendt.

71 Det tredje led i Kommissionens formalitetsindsigelse kan herefter ikke tiltraedes.

Spoergsmaalet om den anfaegtede beslutning beroerer sagsoegeren umiddelbart og individuelt

Sammenfatning af parternes argumentation

72 Ifoelge Kommissionen aendrer erklaeringen af 30. oktober 1992 ikke sagsoegerens retsstilling vaesentligt. Ogsaa selv om Retten maatte naa frem til, at den anfaegtede erklaering udgoer en retsakt, der har bindende retlige virkninger, indeholder retsakten ikke noget klagepunkt mod sagsoegeren, som ikke har godtgjort, at Kommissionens konklusion om, at forordningen ikke finder anvendelse paa den omtvistede fusion, i sig selv aendrer sagsoegerens situation. Den anfaegtede erklaering foregriber nemlig ikke spoergsmaalet, om fusionen er forenelig med faellesmarkedet. Den har ogsaa derfor ingen retlige virkninger (IBM mod Kommissionen, jf. ovenfor, og dom af 24.6.1986, sag 53/85, Akzo mod Kommissionen, Sml. s. 1965).

73 Kommissionen finder desuden, at selv om den anfaegtede erklaering maatte sidestilles med en beslutning truffet i henhold til forordningens artikel 6, stk. 1, litra a), beroerer denne beslutning ikke sagsoegeren individuelt (Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org. ref.: Rec. s. 197, af 14.7.1983, sag 231/82, Spijker Kwasten mod Kommissionen, Sml. s. 2559, og af 28.1.1986, sag 169/84, Cofaz m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 391, praemis 25). Den omstaendighed, at en virksomhed konkurrerer med den af fusionen beroerte virksomhed, er ikke tilstraekkelig til, at den kan betragtes som individuelt beroert af fusionen.

74 Kommissionen har anfoert, at hvis man foelger sagsoegerens opfattelse, hvorefter de graenser, der er opstillet i Domstolens praksis for at admittere annullationssoegsmaal anlagt af private, ikke skal anvendes paa omraadet for fusioner, ville et hvilket som helst flyselskab kunne anlaegge sag til trods for ordlyden af traktatens artikel 173, som kraever, at sagsoegeren er umiddelbart og individuelt beroert af den beslutning, hvis lovlighed sagen drejer sig om (Domstolens dom af 10.6.1982, sag 246/81, Lord Bethell mod Kommissionen, Sml. s. 2277, praemis 16).

75 Det Forenede Kongerige har ikke fremsat saerlige bemaerkninger vedroerende dette punkt.

76 Ifoelge BA har Air France ikke godtgjort, at selskabets interesser er beroert af den anfaegtede foranstaltning (Domstolens dom af 10.12.1969, forenede sager 10/68 og 18/68, Eridania m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 117, praemis 7, org. ref.: Rec. s. 459). Efter BA' s opfattelse gaar sagsoegerens kritik i realiteten ud paa, at selskabet ser sig som offer for en forskelsbehandling.

77 Sagsoegeren finder, at selskabet er umiddelbart og individuelt beroert af beslutningen. Ifoelge selskabet aendrer en beslutning fra Kommissionens side om, at den ikke er kompetent til at undersoege, om den omhandlede fusion er forenelig med faellesmarkedet, selskabets retsstilling. Kommissionen synes at kraeve, at sagsoegeren allerede nu godtgoer, at fusionen er uforenelig med faellesmarkedet. Desuden finder Kommissionen tilsyneladende, at en erklaering om inkompetence fra Kommissionens side under alle omstaendigheder goer de nationale myndigheder kompetente med hensyn til den omhandlede fusion, hvorved den ikke tager hensyn til, at de nationale myndigheder foretager sine vurderinger ud fra andre materielle og territoriale forudsaetninger end Kommissionen.

78 Ifoelge sagsoegeren er det forhold, at konkurrenten Dan Air er overtaget af en anden konkurrent, nemlig BA, og saaledes er forsvundet fra markedet, ensbetydende med, at stillingen paa markedet for de direkte konkurrenter til BA aendres i en saadan grad, at de er individuelt beroert af fusionen. I det foreliggende tilfaelde beroerer konsekvenserne af BA' s erhvervelse af Dan Air umiddelbart Air France' s stilling. Air France har i oevrigt i sine skrivelser til konkurrencekommissaeren, hvortil selskabet udtrykkeligt har henvist, i detaljer redegjort for, paa hvilke punkter selskabet var umiddelbart og individuelt beroert af fusionen. BA traeder ikke alene i Dan Air' s sted i Gatwick, men vil ydermere kontrollere eller eje fire af de syv selskaber, der beflyver ruten Paris-London. Paa ruten Nice-London vil BA sidde paa 70% af trafikken, hvilket paa dette saerlige marked giver selskabet en dominerende stilling, der klart er konkurrencebegraensende. Paa markedet for de store europaeiske flyselskabers forskellige net er Air France BA' s stoerste konkurrent. BA' s overtagelse af Dan Air har en selvforstaerkende virkning, som paavirker sagsoegeren individuelt.

Rettens bemaerkninger

79 Indledningsvis henvises til, at "andre personer end en beslutnings adressater ... kun [vil] kunne paastaa, at de beroeres individuelt, hvis denne beslutning rammer dem paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for dem, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra andre og derfor individualiserer dem paa lignende maade som adressaten" (Plaumann mod Kommissionen, jf. ovenfor).

80 Paa baggrund af disse principper fra retspraksis finder Retten, at det foelger af det ovenfor anfoerte (jf. praemis 47), at den anfaegtede erklaering, for saa vidt som den ° retligt og faktisk ° muliggoer en oejeblikkelig gennemfoerelse af den paataenkte fusion, kan medfoere en oejeblikkelig aendring af situationen paa det eller de beroerte markeder, som saaledes udelukkende beror paa de involverede parters bestemmelse. Det fremgaar klart af bestemmelserne i aftalen af 23. oktober 1992, at denne skulle have virkning fra den 1. november 1992 eller senest fra det tidspunkt, hvor de i aftalen indeholdte betingelser var opfyldt, herunder betingelsen om, at der skulle foreligge en tilstraekkelig klar forsikring fra Kommissionens side til virksomhederne om, at fusionen ikke laa inden for forordningens anvendelsesomraade. Under disse omstaendigheder og da den fysiske udveksling af dokumenterne, som markerede den faktiske gennemfoerelse af fusionen, fandt sted den 8. november 1992, maa den anfaegtede erklaering anses for umiddelbart at beroere de virksomheder, som opererede paa et eller flere af markederne for international luftfart, og som paa tidspunktet for den anfaegtede retsakt kunne anse det for givet, at der ville ske en oejeblikkelig eller hurtig aendring af markedet. Hvis Kommissionen derimod havde fundet, at fusionen var af "faellesskabsdimension", havde de paagaeldende virksomheder haft sikkerhed for, at der ikke ville kunne ske nogen aendring af markederne foer udloebet af den i forordningens artikel 7, stk. 1, omhandlede periode, og eventuelt foerst efter at de havde haft lejlighed til at goere deres rettigheder gaeldende og fremkomme med en udtalelse.

81 Kommissionens konstatering af, at en fusion ikke er af "faellesskabsdimension", fratager nemlig udenforstaaende virksomheder de proceduremaessige rettigheder, de har i henhold til forordningens artikel 18, stk. 4, og som de kunne have benyttet sig af, saafremt fusionen havde vaeret af "faellesskabsdimension" og var blevet anmeldt til Kommissionen. Den anfaegtede erklaering maa saaledes paa grund af dens oejeblikkelige retlige virkninger for det eller de markeder, der er beroert af den planlagte fusion, og for udenforstaaende virksomheders proceduremaessige rettigheder anses for at beroere konkurrenternes stilling paa markederne for luftfart umiddelbart (jf. tilsvarende betragtninger fra Domstolens side i dom af 25.10.1977, sag 26/76, Metro mod Kommissionen, Sml. s. 1875, og af 19.5.1993, sag C-198/91, Cook mod Kommissionen, Sml. I, s. 2487, praemis 23).

82 Hvad endelig angaar spoergsmaalet, om sagsoegeren er individuelt beroert af den anfaegtede erklaering, bemaerkes, at det fremgaar af sagen, at Air France' s situation i relation til den omhandlede fusion klart adskiller sig fra de andre internationale luftfartsselskabers, hvilket Kommissionen i oevrigt ogsaa har erkendt under retsforhandlingerne. Fusionen indebaerer nemlig, at BA traeder i Dan Air' s sted paa de ruter, sidstnaevnte selskab hidtil har befloejet. Det fremgaar af sagen, at de beroerte flyforbindelser er forbindelserne mellem Frankrig og Det Forenede Kongerige og forbindelserne mellem Belgien og Det Forenede Kongerige. Hvad angaar forbindelserne mellem Frankrig og Det Forenede Kongerige har Dan Air' s ruter afgang fra London og Manchester og ankomst i Montpellier, Nice, Paris, Pau og Toulouse. Forbindelserne mellem Belgien og Det Forenede Kongerige vedroerer ruten Bruxelles-London. Paa alle disse ruter styrker BA sin stilling vaesentligt med koebet af Dan Air, samtidig med at Air France-koncernens konkurrencemaessige stilling bliver beroert paa en maade, der adskiller den fra ethvert andet flyselskab. Air France kan under disse omstaendigheder sidestilles med en adressat for beslutningen som omhandlet i Plaumann-dommen, jf. ovenfor. Retten finder saaledes, at Air France i tilstraekkelig grad har godtgjort, at den anfaegtede retsakt vaesentligt aendrer selskabets stilling paa markedet, og at den beroerer selskabet umiddelbart og individuelt, jf. de ovennaevnte domme Eridania m.fl. mod Kommissionen og Cofaz m.fl. mod Kommissionen.

83 Det fjerde led i Kommissionens formalitetsindsigelse kan herefter ikke tiltraedes.

84 Det foelger i det hele af det anfoerte, at Kommissionens afvisningspaastand ikke kan tages til foelge.

Realiteten

85 Sagsoegeren har i staevningen paaberaabt sig tre anbringender til stoette for annullationspaastanden:

° for det foerste en tilsidesaettelse af forordningens artikel 1, stk. 1 og 2, og artikel 5, stk. 1 og 2

° for det andet en tilsidesaettelse af det generelle retssikkerhedsprincip i forbindelse med anvendelsen af forordningens artikel 1, stk. 1 og 2, og artikel 5, stk. 1 og 2

° for det tredje en tilsidesaettelse af det generelle princip om god forvaltningsskik og af EOEF-traktatens artikel 155 og 190.

86 Sagsoegeren har i replikken tillige gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning udgoer en tilsidesaettelse af det generelle lighedsprincip.

Det foerste anbringende: tilsidesaettelse af forordningens artikel 1, stk. 1 og 2, og artikel 5, stk. 1 og 2

Sammenfatning af parternes argumentation

87 Sagsoegeren har anfaegtet den af Kommissionen foretagne vurdering, hvorefter den omhandlede transaktion ikke er af "faellesskabsdimension" som omhandlet i forordningens artikel 1, stk. 1, fordi der ved beregningen af den overtagne virksomheds omsaetning ikke skal tages hensyn til omsaetningen i forbindelse med selskabets charteraktiviteter, da disse aktiviteter var opgivet forud for den fusion, der har givet anledning til sagen.

88 Sagsoegeren finder for det foerste, at Kommissionen i henhold til forordningens artikel 5, stk. 1, ved afgoerelsen af, om en fusion er omfattet af artikel 1, stk. 2, skal tage hensyn til den omsaetning, en fusionerende virksomhed har haft i forbindelse med den ordinaere drift i det sidst afsluttede regnskabsaar. Det staar fast, at Dan Air udoevede sin chartervirksomhed i det seneste afsluttede regnskabsaar. Der skulle derfor ifoelge sagsoegeren ved bedoemmelsen af, om fusionen var af "faellesskabsdimension", tages hensyn til selskabets omsaetning i forbindelse med denne virksomhed.

89 Sagsoegeren har for det andet anfoert, at det forhold, at en virksomhed, der deltager i en fusion, opgiver nogle af sine aktiviteter, ikke medfoerer, at bestemmelserne i forordningens artikel 5, stk. 2, kan bringes i anvendelse til fordel for selskabet, da de kun vedroerer overdragelse af dele af virksomheder. Da det er en vaesentlig betingelse for anvendelse af forordningens artikel 5, stk. 2, at de aktiviteter, der ikke overdrages, fortsaettes, er aktiviteter, der er opgivet i det sidst afsluttede regnskabsaar eller i perioden mellem afslutningen af dette regnskabsaar og datoen for gennemfoerelsen af fusionen, en integrerende del af de overdragne aktiviteter. Hvis der tages hensyn til aendringer, der indtraeder efter afslutningen af referenceregnskabsaaret, mister dette begreb enhver betydning. Der skal derfor kun tages hensyn til aendringer, der beroerer virksomheden direkte i form af erhvervelse eller overdragelse af aktiver. Dette boer saa meget mere gaelde, naar der ° som i det foreliggende tilfaelde ° er tale om, at den overdragende virksomhed opgiver en del af sine aktiviteter i henhold til en kontraktlig forpligtelse, som den erhvervende virksomhed har paalagt den.

90 Ifoelge sagsoegeren er formaalet med kriteriet vedroerende omsaetningen i referenceaaret at aabne mulighed for, at det automatisk og indiskutabelt kan afgoeres, om bedoemmelsen af fusionen skal ske paa EF-plan eller paa nationalt plan. Det tidspunkt, der skal laegges til grund for afgoerelsen af, om transaktionen er af faellesskabsdimension, er imidlertid ikke det samme som det, Kommissionen skal laegge vaegt paa ved den materielle bedoemmelse af fusionen, saaledes som det fremgaar af Kommissionens beslutning i sagen Accor/Wagon-lits (Kommissionens beslutning 92/385/EOEF af 28.4.1992 om en fusions forenelighed med det faelles marked, sag IV/M.126, EFT L 204, s. 1). Da der er tale om et regnskabsmaessigt begreb, skal referenceregnskabsaaret ubetinget anvendes som kriterium for bedoemmelsen af fusionens dimension. Desuden blev den gaeld, der svarede til charteraktiviteterne, ifoelge sagsoegeren overtaget af det erhvervende selskab.

91 Kommissionen finder, at den fortolkning af forordningens artikel 5, som sagsoegeren har gjort sig til talsmand for, baade strider mod forordningens aand og bogstav og mod formaalet med de taerskelvaerdier for omsaetningen, der er opstillet i forordningens artikel 1, stk. 2, og metoden for beregningen heraf. De paagaeldende taerskler skal afspejle fusionens reelle betydning for udbudsstrukturen. Beregningen af omsaetningen giver derfor kun mening, hvis den sker for virksomhederne, som de er paa tidspunktet for fusionen. Kommissionen maatte derfor ikke undlade at tage hensyn til den oekonomiske betydning af de aktiver, der faktisk blev overdraget. At tage hensyn til de af Dan Air' s aktiviteter, som var blevet opgivet forud for gennemfoerelsen af fusionen, ville foere til en forkert vurdering af dennes omfang.

92 Selv om formaalet med at anvende omsaetningen i det sidst afsluttede regnskabsaar er at skabe et klart og indiskutabelt grundlag, maa reglerne dog ikke foere til, at der ses bort fra strukturelle aendringer, som er indtraadt efter dette tidspunkt. Efter Kommissionens opfattelse er der intet i forordningens artikel 5, stk. 2, foerste afsnit, der giver stoette for den restriktive fortolkning af bestemmelsen, sagsoegeren goer gaeldende. Bestemmelsen interesserer sig ikke for, hvad der sker med de dele af virksomhederne, som ikke er genstand for en transaktion. Bestemmelsen er saaledes hverken uanvendelig i det tilfaelde, at de omhandlede aktiviteter er opgivet forud for overdragelsen, eller i det tilfaelde, at de paagaeldende aktiviteter er fortsat af andre end erhververen. I det konkrete tilfaelde blev Dan Air' s chartervirksomhed faktisk opgivet, og den omstaendighed, at BA overtog Dan Air' s passiver, betyder ikke, at BA overtog de aktiver, som var knyttet til det overtagne selskabs chartervirksomhed. Hvis det imidlertid skulle vise sig, at BA har omgaaet faellesskabsbestemmelserne, vil Kommissionen ufortoevet bringe bestemmelserne i forordningens artikel 8, stk. 4, og artikel 14 og 15 i anvendelse over for selskabet. Hvis de omhandlede aktiviteter skulle blive genoptaget inden for to aar, vil Kommissionen behandle fusionen som en enkelt fusion paa tidspunktet for genoptagelsen i overensstemmelse med forordningens artikel 5, stk. 2, andet afsnit. Endelig finder Kommissionen, at den af sagsoegeren foreslaaede loesning, som bestaar i at holde sig til oplysningerne i regnskaberne, vil kunne skabe uligheder mellem de forskellige medlemsstater, da reglerne om regnskaber kan vaere forskellige fra medlemsstat til medlemsstat.

93 Det Forenede Kongerige er af den opfattelse, at det er i overensstemmelse med forordningen at se bort fra den del af omsaetningen, der kan henfoeres til charteraktiviteterne, hvad enten det laegges til grund, at den omtvistede fusion kun drejede sig om erhvervelse af en del af en virksomhed som omhandlet i forordningens artikel 5, stk. 2, eller ° subsidiaert ° det laegges til grund, at den deltagende virksomhed som omhandlet i forordningens artikel 5, stk. 1, bestaar af de erhvervede aktiviteter. Det er klart, at hvis Dan Air i forbindelse med samme fusion havde fortsat sine charteraktiviteter, ville den omtvistede transaktion have henhoert under forordningens artikel 5, stk. 2. Det samme gaelder, hvis Dan Air havde overdraget sine charteraktiviteter til andre end BA. Det Forenede Kongerige kan ikke se, hvorfor resultatet skulle blive et andet i det tilfaelde, hvor de ikke-overdragede aktiviteter opgives. Aftalen om overtagelsen indeholdt i oevrigt en alternativ betingelse, nemlig en forpligtelse til enten at afhaende de paagaeldende aktiviteter eller opgive disse.

94 Det Forenede Kongerige har subsidiaert gjort gaeldende, at saafremt artikel 5, stk. 2, ikke findes anvendelig, maa artikel 5, stk. 1, finde anvendelse. Da forordningen ikke indeholder nogen definition af begrebet virksomhed, maa udtrykket anses for at betyde en oekonomisk enhed. I det foreliggende tilfaelde bestaar den del af Dan Air, som er ophoert med at vaere uafhaengig, og som er blevet undergivet BA' s kontrol, af Dan Air' s andre aktiviteter end charteraktiviteterne. Denne del af aktiviteterne kunne umiddelbart identificeres paa grundlag af omsaetningen og skal ifoelge intervenienten betragtes som den deltagende virksomhed i forordningens artikel 5' s forstand.

95 BA finder, at selskabet kun har erhvervet en del af virksomheden Davies og Newman, og at der derfor for saelgerens vedkommende kun skal tages hensyn til den del af omsaetningen, der vedroerer denne del af virksomheden, jf. forordningens artikel 5, stk. 2. I det konkrete tilfaelde bestaar virksomheden Davies og Newman, som er blevet undergivet BA' s kontrol, udelukkende af det personale og de formuegoder, der er noedvendige for Dan Air' s viderefoerelse af sine ruteflyvninger. Dette er "den deltagende virksomhed" for saa vidt angaar Davies og Newman, og der skal kun tages hensyn til denne virksomheds omsaetning.

96 Det er ifoelge BA uden betydning, at de paagaeldende aktiviteter blev opgivet frivilligt, da de for genoptagelsen af Davies og Newman' s chartervirksomhed noedvendige afgangs- og ankomsttidspunkter, medarbejdere og fly efter overdragelsen ikke blev undergivet BA' s kontrol. BA har endvidere anfoert, at saafremt stoerrelsen af virksomheden Davies og Newman ° i modsaetning til, hvad der tidligere er gjort gaeldende ° skulle bedoemmes paa et tidligere tidspunkt end tidspunktet for gennemfoerelsen af fusionen, er det klart, at BA ikke erhvervede hele denne virksomhed, og at bestemmelserne i forordningens artikel 5, stk. 2, derfor skal finde anvendelse.

Rettens bemaerkninger

97 Indledningsvis bemaerkes, at det fremgaar af de allerede citerede relevante bestemmelser i forordningen, at "denne forordning finder anvendelse paa alle fusioner af faellesskabsdimension", jf. artikel 1, stk. 1, og at "fusioner af faellesskabsdimension, der er omfattet af denne forordning, skal anmeldes til Kommissionen senest en uge efter aftalens indgaaelse, offentliggoerelsen af overtagelses- eller ombytningstilbuddet eller erhvervelsen af en kontrollerende andel. Fristen loeber fra den foerste af disse begivenheders indtraeden", jf. artikel 4, stk. 1.

98 Der henvises endvidere til forordningens artikel 3, som lyder saaledes: "En fusion opstaar ... b) naar en eller flere personer, som allerede kontrollerer mindst én virksomhed, ... ved koeb af andele eller aktiver, gennem aftale eller paa anden vis erhverver den direkte eller indirekte kontrol over det hele eller dele af en eller flere andre virksomheder." I forordningens artikel 1, stk. 2, hedder det: "Med henblik paa denne forordning er en fusion af faellesskabsdimension, naar a) alle deltagende virksomheders samlede omsaetning paa verdensplan tilsammen overstiger 5 mia. ECU, og b) mindst to af de deltagende virksomheders samlede omsaetning i Faellesskabet hver isaer overstiger 250 mio. ECU, medmindre hver af de deltagende virksomheder har over to tredjedele af deres samlede omsaetning paa faellesskabsplan i én og samme medlemsstat."

99 Det fremgaar i det hele af alle disse bestemmelser, at spoergsmaalet, om BA' s erhvervelse af Dan Air var en fusion af "faellesskabsdimension" i bestemmelsernes forstand, kan besvares ved at undersoege, om erhvervelsen, som fastlagt i aftalen af 23. oktober 1992, skulle anmeldes til Kommissionen. Paa dette tidspunkt var aftalen mellem koeber og saelger en kendsgerning, hvorfor anmeldelsesfristen ° saafremt fusionen var af "faellesskabsdimension" ° begyndte at loebe fra aftalens indgaaelse, jf. forordningens artikel 4, stk. 1.

100 Mens en erhvervelse af en del af en virksomhed normalt kun er mulig, for saa vidt som kontrakten herom vedroerer anlaegsaktiver, og der ikke er tale om erhvervelse af finansielle aktiver, fremgaar det af bestemmelserne i aftalen af 23. oktober 1992, navnlig dennes punkt 2, som har overskriften "Agreement to sell the shares and assets", at aftalen baade drejer sig om overdragelse af Davies og Newman' s aktiebeholdning til BA og om overdragelse af visse af virksomhedens vaesentligste anlaegsaktiver. Det fremgaar i oevrigt klart af den i aftalens punkt 4.1.5 indeholdte betingelse ° der af sagsoegeren med urette er betegnet som en resolutiv betingelse, men i realiteten er en suspensiv betingelse ° at parterne den 23. oktober 1992 gjorde det til en betingelse for gennemfoerelsen af kontrakten, at aktiverne i forbindelse med chartervirksomheden ikke blev erhvervet af koeberen, idet saelgeren enten maatte overdrage disse aktiver til tredjemand eller selv standse aktiviteterne paa det paagaeldende omraade. Ved foerst at lade aftalen faa virkning fra det oejeblik, hvor betingelsen i punkt 4.1.5 er opfyldt, har parterne altsaa klart villet holde charteraktiviteterne uden for kontrakten. Af denne grund og da BA i oevrigt over for Kommissionen den 28. oktober 1992 har forpligtet sig til ikke at benytte sig af klausulen i punkt 4.2 i aftalen, hvorefter selskabet kan frafalde den netop omhandlede suspensive betingelse ("waiver"), skal punkt 4.1.5 fortolkes saaledes, at aftalen herved begraenses til at omfatte overtagelse af Davies og Newman' s andre aktiver end dem, der er noedvendige for at udoeve chartervirksomheden, dvs. at den kun omfatter de aktiver, der er noedvendige for udfoerelsen af ruteflyvningerne og driften af koncernens oevrige datterselskaber (jf. ovenfor, praemis 1).

101 Retten henviser til forordningens artikel 5, hvori det hedder: "1. Den i artikel 1, stk. 2, omhandlede samlede omsaetning omfatter de deltagende virksomheders provenu fra salg af varer og praestering af tjenesteydelser i sidste regnskabsaar i forbindelse med deres ordinaere drift ... 2. Uanset stk. 1 gaelder, at hvis fusionen opstaar gennem erhvervelse af dele af en eller flere virksomheder, tages der, uanset om der er tale om retlige enheder, for saelgerens eller saelgernes vedkommende kun hensyn til den del af omsaetningen, der vedroerer de overtagne aktiver ..."

102 Det fremgaar af den generelle opbygning af bestemmelsen, at faellesskabslovgiver har haft til hensigt, at Kommissionen ved udfoerelsen af den opgave, der er tillagt den i forbindelse med kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser, kun skal foretage en undersoegelse, saafremt den planlagte fusion er af et vist oekonomisk omfang, dvs. af "faellesskabsdimension". Formaalet med forordningens artikel 5, stk. 2, er altsaa at fastslaa fusionens reelle omfang med henblik paa afgoerelsen af, om den planlagte fusion i betragtning af de faktisk overtagne dele af virksomheden, uanset om der er tale om retlige enheder, er af "faellesskabsdimension" i forordningens artikel 1' s forstand.

103 Naar henses til dette formaal med forordningens artikel 5, stk. 2, og selv om der i artiklen ikke udtrykkelig tales om standsning af aktiviteter, finder Retten, at begreberne "delvis overdragelse" og "delvis standsning" af aktiviteter kan sidestilles, da de begge giver mulighed for noejagtigt at fastslaa den planlagte fusions genstand og omfang. Det foelger heraf, at der ved bedoemmelsen af den planlagte fusions omfang kun skal tages hensyn til omsaetningen vedroerende de faktisk overtagne dele af virksomheden. Der skal saaledes kun tages hensyn til den omsaetning i det sidste regnskabsaar, der vedroerer de reelt overtagne dele af virksomheden.

104 Det fremgaar imidlertid af den i det foregaaende foretagne undersoegelse af aftalen af 23. oktober 1992 mellem BA og Davies og Newman, at aftalen med den tidligere omtalte suspensive betingelse i punkt 4.1.5 udtrykkelig holder de aktiver, der er noedvendige for udoevelsen af chartervirksomheden, uden for aftalen. Ved saaledes at begraense raekkevidden af fusionen til visse af den overtagne enheds aktiver giver kontrakten fusionen karakter af en erhvervelse af en del af en virksomhed som omhandlet i forordningens artikel 5, stk. 2, vedroerende anlaegsaktiver for en del af virksomheden. Det staar nemlig fast, at den erhvervende virksomhed efter gennemfoerelsen af fusionen oekonomisk ikke udgoeres af de virksomheder, der deltog i fusionen, da BA i sin nye form ikke omfatter de aktiver, der forud for gennemfoerelsen af fusionen var noedvendige for Davies og Newman med henblik paa udoevelsen af Dan Air' s chartervirksomhed. Denne kendsgerning kan ikke anfaegtes med den begrundelse, at koeber overtog saelgers passiver, herunder passiverne i relation til chartervirksomheden.

105 Der skal saaledes ved anvendelsen af de naevnte bestemmelser i forordningens artikel 5, stk. 2, kun tages hensyn til omsaetningen vedroerende de aktiviteter, der faktisk var genstand for fusionen, med henblik paa vurderingen af, om denne er af "faellesskabsdimension". Det er ubestridt, at naar omsaetningen beregnes saaledes ° dvs. alene omsaetningen vedroerende den del af Davies og Newman, som blev overtaget af BA, opgjort ved afslutningen af det sidste regnskabsaar og meddelt Kommissionen af BA i de beregninger, der var vedlagt den foernaevnte skrivelse af 16. oktober 1992 ° ligger den under taersklen i forordningens artikel 1, stk. 2.

106 Selv om fusionen i det foreliggende tilfaelde foerst blev faktisk gennemfoert paa tidspunktet for opfyldelsen af den sidste af de suspensive betingelser i aftalen af 23. oktober 1992, dvs. paa et tidspunkt mellem den 2. og den 8. november 1992, finder Retten, at Kommissionen ud fra en samlet betragtning af aftalens bestemmelser og de af BA indgaaede forpligtelser med rette fra den 30. oktober 1992 ° datoen for den anfaegtede retsakt ° kunne vurdere, om fusionen var af "faellesskabsdimension", med henblik paa at afgoere, om den planlagte fusion skulle anmeldes, selv inden opfyldelsen af den sidste suspensive betingelse.

107 Det bemaerkes endvidere, at saafremt det maatte vise sig, at en erhvervsdrivende, der anfoerer, at en del af aktiviteterne er standset, herved i realiteten forsoeger at omgaa forordningens bestemmelser, raader Kommissionen ° som paapeget af Kommissionen selv ° over de i forordningen hjemlede midler til at gribe ind, jf. navnlig artikel 8, stk. 4, og artikel 14 og 15. Der er dog under alle omstaendigheder ikke tale om en saadan situation i det foreliggende tilfaelde, da bestemmelserne i kontrakten, navnlig betingelsen om, at Dan Air skulle standse sin chartervirksomhed, og de af BA indgaaede forpligtelser er noeje overholdt.

108 Sagsoegerens foerste anbringende til stoette for annullationspaastanden kan herefter ikke tiltraedes.

Det andet anbringende: tilsidesaettelse af det generelle retssikkerhedsprincip i forbindelse med anvendelsen af forordningens artikel 1, stk. 1 og 2, og artikel 5, stk. 1 og 2

109 Dette anbringende har to led. Sagsoegeren har for det foerste anfoert, at begrebet opgivelse af aktiviteter ikke er noget praecist retligt eller oekonomisk begreb, og at Kommissionen ved at henvise hertil har tilsidesat det generelle retssikkerhedsprincip, og for det andet, at Kommissionen i stedet skulle have benyttet de befoejelser, den har i henhold til forordningen, navnlig artikel 8, stk. 2, med henblik paa i givet fald at paalaegge erhververen definitivt at standse chartervirksomheden.

110 Kommissionen har indledningsvis paapeget forbindelsen mellem sagsoegerens to foerste anbringender. Saafremt Retten forkaster det foerste anbringende, maa man ifoelge Kommissionen udlede heraf, at Kommissionen har fortolket forordningens artikel 5 korrekt. En korrekt anvendelse af en faellesskabsbestemmelse kan ikke udgoere en tilsidesaettelse af det generelle retssikkerhedsprincip. I oevrigt er begrebet opgivelse af aktiviteter paa ingen maade uklart. Det er derfor uden betydning, at der i forordningen ikke henvises udtrykkeligt til denne situation, idet det er ubestrideligt, at den er omfattet af forordningen.

111 Intervenienterne har ikke fremsat bemaerkninger i saa henseende.

112 Det bemaerkes i relation til det foerste led i anbringendet ° idet der i oevrigt henvises til det ovenfor i praemis 103 anfoerte ° at begrebet opgivelse eller standsning af aktiviteter er et spoergsmaal om kendsgerninger, og at anbringendet om en tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet som foelge af, at der blev taget hensyn til opgivelsen af chartervirksomheden, derfor ikke kan tiltraedes.

113 Hvad angaar det andet led i anbringendet bemaerkes, at det under alle omstaendigheder ikke tilkommer Retten i forbindelse med annullationssoegsmaalet at saette sin egen vurdering i stedet for Kommissionens og tage stilling til, om Kommissionen i henhold til forordningens artikel 8, stk. 2, skulle have udstedt paabud om en standsning af de paagaeldende aktiviteter, navnlig da denne bestemmelse i forordningen drejer sig om den grundlaeggende undersoegelse af den planlagte fusions forenelighed med faellesmarkedet, som Kommissionen foretager, naar der foreligger en behoerigt anmeldt fusion (jf. senest Rettens dom af 10.3.1992, forenede sager T-68/89, T-77/89 og T-78/89, SIV m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1403, praemis 319 og 320).

114 Det andet anbringende kan herefter heller ikke tiltraedes.

Det tredje anbringende: tilsidesaettelse af det generelle princip om god forvaltningsskik og af traktatens artikel 155 og 190

115 Ogsaa dette anbringende indeholder to led. Sagsoegeren har dels kritiseret, at den omtvistede beslutning er truffet uden hoering af medlemsstaterne eller af indirekte beroerte virksomheder, dels anfoert, at den er truffet under tilsidesaettelse af traktatens artikel 190. For det foerste skulle Kommissionen i henhold til det generelle princip om god forvaltningsskik have indhentet forskellige udtalelser med henblik paa at afgoere et principielt spoergsmaal med fuldt kendskab til sagen, ogsaa selv om der ikke i henhold til udtrykkelige bestemmelser var pligt til en saadan hoering. For det andet er begrundelsespligten i henhold til traktatens artikel 190 en del af det generelle princip om ret til kontradiktion (Domstolens dom af 4.7.1963, sag 24/62, Tyskland mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 407, org. ref.: Rec. s. 129). Kommissionen har ifoelge sagsoegeren tilsidesat denne forpligtelse, idet den ikke gav relevante henvisninger til forordningen. Den anfaegtede beslutning er derfor behaeftet med mangler ved begrundelsen, da de reale grunde til beslutningen foerst blev fremfoert efter den 30. oktober 1992. Det kunne saaledes ikke alene ud fra den anfaegtede erklaering ses, hvilke betragtninger der laa til grund for erklaeringen.

116 Kommissionen har under henvisning til Domstolens praksis for det foerste anfoert, at den ikke havde nogen pligt til at hoere medlemsstaterne eller de beroerte virksomheder, inden den tog stilling til BA' s koeb af Dan Air. Kommissionen har for det andet gjort gaeldende, at anbringendet om mangler ved begrundelsen under alle omstaendigheder er baseret paa en sammenblanding af den formelle begrundelse for beslutningen og begrundelsens rigtighed. Kommissionen finder, at den i det foreliggende tilfaelde i tilstraekkelig grad redegjorde for sine grunde til at antage, at den virksomhed, der blev overtaget, ikke havde en omsaetning i Faellesskabet paa 250 mio. ECU. Spoergsmaalet om, hvorvidt disse grunde er rigtige og kan begrunde Kommissionens inkompetence, henhoerer under proevelsen af lovligheden af retsaktens indhold.

117 Det Forenede Kongerige finder, at forordningen ikke paalaegger Kommissionen at hoere medlemsstaterne, inden den traeffer beslutning vedroerende sin egen kompetence med hensyn til en fusion. Medlemsstaternes rettigheder er fastsat i forordningens artikel 19, og tredjemands rettigheder i artikel 18, stk. 4. Ingen af disse to artikler finder anvendelse, saafremt fusionen ikke er anmeldt.

118 Intervenienten BA har ikke fremsat bemaerkninger i saa henseende.

119 Hvad angaar det foerste led i anbringendet henvises til Domstolens dom af 15. maj 1975 i sagen Frubo mod Kommissionen (sag 71/74, Sml. s. 563), hvori det blev fastslaaet, at et krav om, at Kommissionen foretager en hoering, naar de relevante bestemmelser ° som i det foreliggende tilfaelde ° ikke foreskriver en saadan hoeringspligt, ville vaere udtryk for en overdreven formalisme og unoedigt forsinke behandlingen af sagerne. Retten finder herefter ikke, at der som en almindelig retsgrundsaetning kan paalaegges Kommissionen en hoeringspligt, der ° som i det foreliggende tilfaelde ° ikke er foreskrevet i nogen bestemmelser.

120 Hvad angaar det andet led i anbringendet finder Retten, at det ° som det med rette er paapeget af Kommissionen ° hviler paa en sammenblanding af spoergsmaalet om mangler ved begrundelsen for beslutningen og spoergsmaalet om begrundelsens rigtighed. I det foreliggende tilfaelde finder Retten ° som det i oevrigt er tilstraekkelig godtgjort under naervaerende sag, hvor sagsoegeren fuldt ud har kunnet udtalte sig om rigtigheden af den fortolkning af forordningen, der kom til udtryk i den anfaegtede erklaering ° at erklaeringen er klart og tilstraekkeligt begrundet med henvisningen til, at transaktionen ikke er af "faellesskabsdimension", og med den redegoerelse for de retlige og oekonomiske overvejelser, der ligger til grund for denne konklusion.

121 Sagsoegerens tredje anbringende kan herefter heller ikke tiltraedes.

Det fjerde anbringende: tilsidesaettelse af det generelle lighedsprincip

122 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen forud for den anfaegtede erklaering foretog en hoering af Det Forenede Kongerige eller erklaerede at vaere villig til at deltage i en saadan hoering, som de oevrige medlemsstater, herunder navnlig Den Franske Republik, med urette blev udelukket fra. Det generelle lighedsprincip maa imidlertid udvides til ogsaa at omfatte medlemsstaterne i forholdet til Kommissionen. Sagsoegeren har herefter en interesse i at paaberaabe sig et anbringende, som vedroerer det forhold, at selskabets eget lands regering ikke er blevet hoert.

123 Kommissionen har anfoert, at der ikke har vaeret tale om trepartsforhandlinger mellem Det Forenede Kongerige, BA og Kommissionen. Det forhold, at OFT fik tilstillet en kopi af Kommissionens skrivelse af 30. oktober 1992 til BA, er blot et vidnesbyrd om Kommissionens vilje til at samarbejde med de kompetente nationale myndigheder i konkurrencesager. Kommissionen har anfoert, at Domstolen ganske vist udtrykkelig har fastslaaet princippet om medlemsstaternes lighed over for faellesskabsretten (Domstolens dom af 29.3.1979, sag 231/78, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. s. 1447, praemis 17), men den finder, at borgerne naeppe kan paaberaabe sig dette princip, som kun vedroerer forholdet mellem medlemsstaterne og Faellesskabet.

124 Intervenienterne har ikke fremsat bemaerkninger i saa henseende.

125 Retten finder, at der ikke er faktisk grundlag for det paagaeldende anbringende, da det ° modsat det af sagsoegeren anfoerte ° ikke fremgaar af sagens akter, at Kommissionen foretog en hoering af den britiske regering forud for afgivelsen af den anfaegtede erklaering. Anbringendet maa derfor forkastes, uden at det er fornoedent at tage stilling til, om det skal afvises i henhold til procesreglementets artikel 48, stk. 2, eller om fysiske eller juridiske personer kan goere gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af princippet om ligebehandling af medlemsstaterne.

126 Det foelger i det hele af det anfoerte, at Kommissionen skal frifindes.

Sagens omkostninger

127 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har tabt sagen og boer derfor doemmes til at betale sagens omkostninger, herunder de af intervenienten British Airways afholdte omkostninger, da Kommissionen har nedlagt paastand herom.

128 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 4, baerer medlemsstater, der er indtraadt i en sag, deres egne omkostninger. Det Forenede Kongerige baerer saaledes sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Sagsoegeren baerer sagens omkostninger, herunder de af intervenienten British Airways afholdte omkostninger.

3) Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland baerer sine egne omkostninger.