61993O0338

++++

1. Appel - soegsmaalsgrunde - simpel gentagelse af de for Retten fremfoerte soegsmaalsgrunde og argumenter - formalitetsmangel - lagt til grund

[EOEF-traktaten, art. 168 A; statutten for EOEF-Domstolen, art. 51; Domstolens procesreglement, art. 112, stk. 1, litra c)]

2. Retspleje - staevning - formkrav - kort fremstilling af soegsmaalsgrundene - ingen fremstilling af retlige soegsmaalsgrunde i staevningen - optagelse af den administrative klage i staevningen - ikke tilstraekkelig

[Statutten for EOEF-Domstolen, art. 19; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

1. Det foelger af traktatens artikel 168 A, artikel 51 i statutten for Domstolen og artikel 112, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement, at et appelskrift praecist skal angive de anfaegtede punkter i den afgoerelse fra Retten, der paastaas ophaevet, samt de retlige anbringender, som denne paastand specielt stoettes paa.

Dette krav er ikke opfyldt med fremfoerelse af anbringender, der med den kritik, de indeholder af Rettens behandling af samtlige appellantens klagepunkter, blot gentager eller ordret gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremfoert for Retten, herunder de argumenter, der stoettes paa faktiske omstaendigheder, som Retten har afvist at laegge til grund, og som ikke indeholder noget retligt anbringende til stoette for appellantens paastande. Formaalet med disse anbringender er i realiteten at opnaa, at de i den til Retten indgivne staevning fremsatte paastande paadoemmes endnu en gang, hvilket falder uden for Domstolens kompetence.

2. Efter artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen og artikel 44, stk. 1, litra c), i procesreglementet for Retten, skal en staevning indeholde en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene. Undladelse af at angive de anbringender, soegsmaalet stoettes paa, kan ikke afhjaelpes ved en blot og bar gengivelse i staevningen af klagen i dens helhed.

1 Ved appelskrift indgivet til Domstolens Justitskontor den 1. juli 1993 har Paul De Hoe i medfoer af artikel 49 i EOEF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af en kendelse afsagt af Retten i Foerste Instans den 28. april 1993 i sag T-85/92, De Hoe mod Kommissionen (Sml. II, s. 523), hvorved Retten afviste den af De Hoe anlagte sag om annullation dels af Kommissionens afgoerelse af 15. januar 1992 om at omorganisere sine tjenestegrene, dels om tilkendelse af erstatning.

2 Det fremgaar af Rettens kendelse (grund 1-11), at Paul De Hoe er tjenestemand ved Kommissionen og goer tjeneste paa Det Faelles Forskningscenter i Ispra (Italien) (herefter benaevnt "FFC i Ispra"), hvor han indtil januar 1992 ledede Publikationskontoret ved Dokumentations- og Publikationsafdelingen.

3 Dette kontor blev i forbindelse med en omorganisering af tjenestegrenene, der blev gennemfoert den 15. januar 1992, knyttet til Kontoret for Public Relations, hvorved sagsoegeren blev frataget den stilling, han indtil da havde beklaedt. Den 25. februar 1992 indgav han i medfoer af artikel 90, stk. 2, i tjenestemandsvedtaegten en klage, hvori han anmodede om "at maatte beholde sine arbejdsopgaver og sit ansvarsomraade eller beklaede en helt igennem tilsvarende stilling, hvor han fuldt ud kunne fortsaette sit arbejde og udnytte sine faglige kvalifikationer" samt om "erstatning for den skade, der var blevet forvoldt ham".

4 Kommissionen besvarede ikke denne klage, og Paul De Hoe anlagde herefter den 2. oktober 1992 sag ved Retten.

5 Den til Retten indgivne staevning indeholder en tredje del, der baerer overskriften "Retsspoergsmaal" og lyder saaledes:

"a) Sagsoegeren henviser til de punkter, han har redegjort for i bilag 4.1-4.21, s. 10.

Sagsoegeren har under henvisning hertil samt til eventuelle andre deraf foelgende grunde, bevisgrunde eller oplysninger, som Retten eventuelt tilvejebringer ex officio, og under angivelse af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber som sagsoegt, nedlagt foelgende paastande for De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans:

b) Sagsoegtes afvisning af sagsoegerens klage i medfoer af vedtaegtens artikel 90 annulleres, idet sagsoegte dermed ikke tillod sagsoegeren at beholde sine arbejdsopgaver og sit ansvarsomraade og/eller beklaede en tilsvarende stilling, hvor han fuldt ud kan udnytte sine faglige kvalifikationer (jf. klagen, s. 2 og 3).

c) Det fastslaas, at sagsoegte ved at afslaa, at sagsoegeren beholdt sine arbejdsopgaver, har paalagt denne en disciplinaer sanktion, jf. bilag IX til vedtaegten, uden at overholde bestemmelserne om disciplinaer forfoelgning.

d) Sagsoegte tilpligtes at betale 500 000 BFR i erstatning til sagsoegeren for den skade, herunder den ikke-oekonomiske skade, han har lidt [jf. punkt b) ovenfor].

e) Sagsoegte tilpligtes endvidere at betale sagsoegeren 500 000 BFR i erstatning for den skade, herunder den ikke-oekonomiske skade, han har lidt [jf. punkt c) ovenfor].

f) Der henvises til alle de klagepunkter, der er omhandlet i de skrivelser, sagsoegeren har udfaerdiget, jf. navnlig de i punkt 2.11, s. 6 og 7, anfoerte forhold.

g) Sagsoegte tilpligtes paa dette grundlag at betale sagsoegeren 1 000 000 BFR i erstatning for den skade, herunder den ikke-oekonomiske skade, han har lidt [jf. punkt f) ovenfor].

h) Sagsoegte tilpligtes at betale de naevnte skyldige erstatningsbeloeb med tillaeg af 8% rente.

i) Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger."

6 Den 19. november 1992 fremfoerte Kommissionen ved saerskilt dokument en formalitetsindsigelse, hvorved den gjorde gaeldende, at staevningen ikke som kraevet i artikel 44, stk. 1, i procesreglementet for Retten i Foerste Instans indeholdt en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene, og at sagen derfor maatte afvises.

7 Den 18. januar 1993 fremsatte Paul De Hoe sine bemaerkninger til formalitetsindsigelsen og nedlagde i den forbindelse paastand om, at Kommissionens afvisningspaastand blev forkastet.

8 I Rettens kendelse (grund 20 og 21) bemaerkes, at efter artikel 19, stk. 1, i EOEF-statutten for Domstolen, der i medfoer af artikel 46, stk. 1, i samme statut samt artikel 44, stk. 1, litra c), i procesreglementet finder anvendelse paa Retten, skal en staevning angive soegsmaalets genstand og en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene. Efter Rettens opfattelse skal disse angivelser, uafhaengigt af, hvilket ordvalg der benyttes, vaere saa klare og praecise, at sagsoegte faar mulighed for at tilrettelaegge sit forsvar og Retten for at gennemfoere den retslige efterproevelse. Retten henviser endvidere til Domstolens praksis, hvorefter en ren abstrakt opregning af soegsmaalsgrundene i staevningen ikke opfylder kravene i statutten for Domstolen og procesreglementet, og det i disse regelsaet anvendte udtryk "en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene" er ensbetydende med, at der i staevningen skal redegoeres for, hvad der er indholdet af den soegsmaalsgrund, som soegsmaalet stoettes paa (Domstolens dom af 15.12.1961, forenede sager 19/60, 21/60, 2/61 og 3/61, Fives Lille Cail m.fl. mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 269, org. ref.: Rec. s. 559, paa s. 588).

9 Retten fastslaar (i grund 22 i den appellerede kendelse), at "staevningen i denne sag hverken i beskrivelsen af de faktiske omstaendigheder eller i redegoerelsen for sagens retsspoergsmaal indeholder en blot kort fremstilling af de soegsmaalsgrunde eller retlige synspunkter, som soegsmaalet stoettes paa. Endvidere bemaerkes, at henvisningen i staevningen til samtlige bilag til denne ikke for saa vidt angaar fremstillingen af sagens retsspoergsmaal opfylder kravene i artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen eller i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c). Retten kan nemlig ikke saette sit eget skoen i stedet for sagsoegerens og forsoege ved hjaelp af bilagene at klarlaegge, hvilke anbringender der kan antages at udgoere grundlaget for soegsmaalet (Rettens kendelse af 24.3.1993, sag T-72/92, Beuzher mod Kommissionen, Sml. II, s. 343), idet bilagene - som Kommissionen med foeje har anfoert - alene skal fungere som bevismateriale og et middel til sagens oplysning. Retten skal desuden under alle omstaendigheder fastslaa, at bilagene i den foreliggende sag, lige saa lidt som staevningen i dens helhed, ikke indeholder angivelser af nogen art, der kan forstaas som et anbringende om, at der foreligger en tilsidesaettelse af et almindeligt gaeldende retsprincip i personalesager, en vedtaegtsbestemmelse eller en regel, der kan udledes af retspraksis."

10 Retten bemaerker (i grund 23 i den appellerede kendelse), at "endvidere er kravene ifoelge de naevnte bestemmelser i statutten for Domstolen og procesreglementet heller ikke opfyldt derved, at klagen i dens helhed er optaget i staevningen. Efter omstaendighederne i den foreliggende sag er der ingen forskel overhovedet paa en saadan optagelse og fremlaeggelse af et bilag, idet sagsoegeren under alle omstaendigheder i staevningen ikke goer gaeldende, at han genfremsaetter de grunde, der findes i klagen, hvorved bemaerkes, at der i oevrigt ses bort fra spoergsmaalet, hvorvidt denne overhovedet kan antages at indeholde en angivelse af soegsmaalsgrundene".

11 Retten naar paa baggrund heraf (grund 24 i den appellerede kendelse) til det resultat, at "staevningen i den form, den er blevet forelagt Retten, ikke goer det muligt at gennemfoere en retslig efterproevelse, hverken af den anfaegtede afgoerelses lovlighed eller af retmaessigheden af de erstatningskrav, sagsoegeren har fremsat, og at sagsoegte ikke paa grundlag af den kan tilrettelaegge sit forsvar paa hensigtsmaessig maade."

12 Endelig bemaerker Retten (grund 25 i den appellerede kendelse) vedroerende sagsoegerens argument om, at han ifoelge Rettens dom af 27. november 1991, Generlich mod Kommissionen (sag T-21/90, Sml. II, s. 1323) er berettiget til at uddybe sine anbringender i replikken, at "dette forudsaetter, at det paagaeldende anbringende i al fald er blevet fremfoert i staevningen (jf. navnlig praemis 23 i naevnte dom). Retten har imidlertid ovenfor fastslaaet, at staevningen i denne sag ikke indeholder nogen som helst - end ikke kortfattet - fremstilling af soegsmaalsgrundene".

13 Af de anfoerte grunde fastslaar Retten, at soegsmaalet skal afvises.

14 Appellanten har til stoette for appellen paaberaabt sig ni anbringender: Det foerste gaar ud paa, at Retten har tilsidesat artikel 113 i procesreglementet. Det andet, fjerde, femte og sjette anbringende samt foerste del af det ottende anbringende stoettes paa, at Retten ikke har gennemfoert en fyldestgoerende og fuldstaendig undersoegelse af samtlige sagsoegerens anbringender. Appellanten har med det tredje og niende anbringende gjort gaeldende, at Retten har fejlfortolket den naevnte dom i sagen Generlich mod Kommissionen. Med det syvende anbringende goeres det gaeldende, at Retten fejlagtigt er naaet til det resultat, at den omstaendighed, at klagen i dens helhed er optaget i staevningen, ikke opfylder kravene ifoelge bestemmelserne i statutten for Domstolen og procesreglementet. Anden del af det ottende anbringende stoettes paa, at Retten ved at undlade at sondre mellem sagsoegerens erstatningskrav og hans oevrige krav har forhindret ham i at fremfoere de grunde, som erstatningskravene stoettes paa.

15 Kommissionen har i svarskriftet gjort gaeldende, at appellen klart savner grundlag.

16 Det bemaerkes, at Domstolen i henhold til procesreglementets artikel 119 naar som helst, naar det er aabenbart, at appellen helt eller delvis skal afvises eller forkastes, kan forkaste appellen.

17 Foer der tages stilling til appellantens anbringender, skal der henvises til Domstolens faste praksis, hvorefter appel i medfoer af EOEF-traktatens artikel 168 A og artikel 51 i statutten for Domstolen kun kan stoettes paa anbringender om tilsidesaettelse af retsregler og ikke paa anbringender vedroerende de faktiske omstaendigheder, der skal anses for endeligt afgjort af Retten (jf. navnlig Domstolens dom af 19.6.1992, sag C-18/91 P, V. mod Parlamentet, Sml. I, s. 3997, praemis 15). Paa linje hermed er det i artikel 112, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement bestemt, at appelskriftet skal indeholde de retlige anbringender og argumenter, der paaberaabes til stoette for appellantens paastande.

18 Det foelger af disse bestemmelser, at et appelskrift praecist skal angive de anfaegtede punkter i den afgoerelse, der paastaas ophaevet, samt de retlige anbringender, som denne paastand specielt stoettes paa.

19 I den forbindelse bemaerkes foerst, at dette krav ikke er opfyldt med de af appellanten fremfoerte anbringender, der med den kritik, de indeholder af Rettens behandling af indholdet af samtlige appellantens klagepunkter (det andet, fjerde, femte og sjette anbringende samt foerste del af det ottende anbringende), blot gentager eller ordret gengiver de argumenter, der allerede er blevet fremfoert for Retten, herunder de argumenter, der stoettes paa faktiske omstaendigheder, som Retten har afvist at laegge til grund. Appelskriftet indeholder derfor ikke vedroerende disse klagepunkter noget retligt anbringende til stoette for appellantens paastande. Formaalet med disse anbringender er i realiteten at opnaa, at de i den til Retten indgivne staevning fremsatte paastande og sagsoegtes afvisningspaastand i svarskriftet paadoemmes endnu en gang, hvilket falder uden for Domstolens kompetence.

20 Det maa derfor fastslaas, at appellen for saa vidt angaar disse anbringender skal afvises.

21 Der skal dernaest tages stilling til de anbringender og argumenter, som appellanten foerste gang har fremfoert for Domstolen.

22 Sagsoegeren har vedroerende det foerste anbringende om, at der foreligger en tilsidesaettelse af artikel 113 i procesreglementet for Retten i Foerste Instans, gjort gaeldende, at Retten har tilsidesat denne bestemmelse, idet den har tilladt Kommissionen at fremsaette en afvisningspaastand, selv om det alene er Retten, der har mulighed for ex officio at efterproeve, om sagen skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsaetninger ikke er opfyldt.

23 Hertil bemaerkes, at enhver sagsoegt, for hvem staevning er forkyndt, ifoelge artikel 114 i naevnte procesreglement har adgang til ved saerskilt dokument at fremsaette begaering om, at Retten tager stilling til, om sagen boer afvises.

24 Det er saaledes aabenbart, at dette foerste anbringende skal forkastes.

25 Appellanten har med det tredje og det niende anbringende gjort gaeldende, at Retten i grund 19 og 25 i den appellerede kendelse har anvendt naevnte dom i sagen Generlich mod Kommissionen forkert.

26 Der henvises i den forbindelse til procesreglementets artikel 112, stk. 1, litra c), hvorefter appelskriftet skal indeholde de retlige anbringender og argumenter, der paaberaabes. Appellanten har i appelskriftet blot anfoert, at Retten burde have fortolket den naevnte dom paa en anden maade uden herved overhovedet at have angivet nogen retlige argumenter herfor.

27 Det er herefter aabenbart, at disse anbringender skal afvises.

28 Appellanten har med det syvende anbringende gjort gaeldende, at Retten fejlagtigt har fastslaaet, at kravene ifoelge artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen og i artikel 44, stk. 1, litra c), i procesreglementet ikke er opfyldt dermed, at klagen i dens helhed er indeholdt i staevningen.

29 I den forbindelse bemaerkes, at efter omstaendighederne i den foreliggende sag kan en blot og bar gengivelse i staevningen af klagen i dens helhed ikke afhjaelpe den fejl, der foreligger ved undladelsen af at angive de anbringender, soegsmaalet stoettes paa. Retten er derfor med foeje i grund 23 i den appellerede kendelse naaet til det resultat, at en gengivelse som naevnt ikke opfylder kravene ifoelge de naevnte bestemmelser i statutten for Domstolen og procesreglementet.

30 Dette anbringende skal derfor forkastes.

31 Appellanten har vedroerende anden del af det ottende anbringende gjort gaeldende, at Retten ved at undlade at sondre mellem appellantens erstatningskrav og hans oevrige krav har afskaaret ham fra at fremfoere de argumenter, erstatningskravene stoettes paa.

32 Det skal i den forbindelse alene fastslaas, at staevningen heller ikke angiver anbringender, som disse erstatningskrav stoettes paa, hvorfor Retten med foeje er naaet til det resultat, at sagen i det hele skulle afvises.

33 Paa baggrund heraf skal dette anbringende forkastes.

34 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at de anbringender, appellanten har fremfoert til stoette for appellen, aabenbart skal afvises eller forkastes, hvorfor appellen i medfoer af procesreglementets artikel 119 skal forkastes.

Sagens omkostninger

35 Ifoelge procesreglementets artikel 70 baerer institutionerne i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte selv deres egne omkostninger. I artikel 122, stk. 2, i samme reglement bestemmes dog, at reglen herom ikke finder anvendelse ved appel, der ivaerksaettes af tjenestemaend eller oevrige ansatte ved en institution.

36 Herefter finder procesreglementets artikel 69, stk. 2, hvorefter det paalaegges den tabende part at betale sagens omkostninger, anvendelse. Paul De Hoe har tabt sagen og paalaegges derfor at afholde sagens omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

DOMSTOLEN

1) Appellen forkastes.

2) Paul De Hoe betaler appelsagens omkostninger.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 7. marts 1994.