61993O0168

++++

Annullationssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° retsakter, der beroerer dem umiddelbart og individuelt ° bestemmelse, hvorved anvendelsen af en forordning om faelles regler for tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Faellesskabets lufthavne suspenderes for Gibraltars lufthavn ° afvisning

(EOEF-traktaten, art. 173, stk. 2; Raadets forordning nr. 95/93, art. 1, stk. 3)

Artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 95/93 om faelles regler for tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Faellesskabets lufthavne ° hvorved anvendelsen af forordningen paa Gibraltars lufthavn suspenderes, indtil en samarbejdsordning, som er aftalt mellem Kongeriget Spanien og Det Forenede Kongerige for lufthavnen, ivaerksaettes ° kan ikke antages at udgoere en beslutning i traktatens artikel 173, stk. 2' s forstand, og et annullationssoegsmaal, som er rejst af en fysisk eller juridisk person til proevelse af bestemmelsen, maa derfor afvises.

I tilfaelde, hvor en retsakt indeholder begraensninger eller fravigelser af tidsmaessig karakter eller med hensyn til den geografiske raekkevidde, indgaar disse som et led i de paagaeldende bestemmelser som helhed og er dermed omfattet af deres generelle karakter, medmindre der foreligger magtfordrejning. Den i artiklen foreskrevne suspension af anvendelsen af forordningen, som i sig selv er almengyldig, beroerer ogsaa alle luftfartsselskaber, som oensker at drive lufttrafik mellem en lufthavn i Faellesskabet og Gibraltars lufthavn, og, mere generelt, alle lufthavnens brugere. Bestemmelsen er i oevrigt kun en konsekvens af, at der foreligger en objektiv hindring ° som foelge af en uoverensstemmelse mellem to medlemsstater ° for umiddelbart at lade forordningen gaelde for Gibraltars lufthavn.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 19. april 1993 har Gibraltars regering og Gibraltar Development Corporation i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, anlagt sag med paastand om annullation af artikel 1, stk. 3, i Raadets forordning (EOEF) nr. 95/93 af 18. januar 1993 om faelles regler for tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Faellesskabets lufthavne (EFT L 14, s. 1).

2 Forordning nr. 95/93 har saerlig til formaal at sikre, at der benyttes en objektiv fremgangsmaade ved tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Faellesskabets lufthavne. Dette er blevet noedvendigt paa grund af det stadig stoerre misforhold mellem vaeksten inden for lufttransportsystemet i Europa og den lufthavnsinfrastruktur, der er til raadighed for at tilfredsstille efterspoergslen. Forordningen har ogsaa til formaal at skabe oeget markedsadgang for luftfartsselskaberne, som allerede omhandlet i Raadets forordning (EOEF) nr. 2408/92 af 23. juli 1992 om EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Faellesskabet (EFT L 240, s. 8).

3 Ligesom den sidstnaevnte forordning indeholder forordning nr. 95/93 en bestemmelse om, at anvendelsen af forordningen paa Gibraltars lufthavn suspenderes, indtil en samarbejdsordning, der er aftalt mellem Kongeriget Spaniens regering og Det Forenede Kongeriges regering, er blevet ivaerksat.

4 Denne bestemmelse, som findes i den anfaegtede forordnings artikel 1, stk. 3, har foelgende ordlyd:

"Anvendelsen af bestemmelserne i denne forordning paa Gibraltar lufthavn suspenderes, indtil den ordning, der er fastlagt i den faelles erklaering af 2. december 1987 fra udenrigsministrene for Kongeriget Spanien og Det Forenede Kongerige, er blevet ivaerksat. Spaniens og Det Forenede Kongeriges regeringer underretter Raadet om denne ivaerksaettelsesdato."

5 I den faelles erklaering af 2. december 1987 fra Kongeriget Spaniens og Det Forenede Kongeriges udenrigsministre hedder det bl.a. i punkt 8, at ordningen for den faelles anvendelse af Gibraltars lufthavn skal gaelde fra det tidspunkt, hvor de britiske myndigheder har givet de spanske myndigheder meddelelse om, at den lovgivning, der er noedvendig til gennemfoerelse af punkt 3.3 (om told- og immigrationskontrol i de respektive terminaler), er traadt i kraft, og opfoerelsen af den spanske terminal er afsluttet, saaledes at det sidste af disse tidspunkter er afgoerende, og under alle omstaendigheder ikke senere end et aar efter, at den naevnte meddelelse er givet.

6 Raadet har paastaaet sagen afvist i medfoer af artikel 91, stk. 1, foerste afsnit, i Domstolens procesreglement og har anmodet Domstolen om at tage stilling til formalitetsindsigelsen uden at indlede behandlingen af sagens realitet.

7 Til stoette for sin afvisningspaastand har Raadet anfoert, at Gibraltars regering ikke har den fornoedne soegsmaalskompetence, idet en sag som den foreliggende efter britisk ret skal anlaegges af Gibraltars guvernoer. Raadet har endvidere anfoert, at ingen af de to sagsoegere, hverken Gibraltars regering eller Gibraltar Development Corporation, er umiddelbart eller individuelt beroert af den anfaegtede bestemmelse.

8 I henhold til procesreglementets artikel 92, stk. 2, kan Domstolen til enhver tid af egen drift efterproeve, om sagen skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsaetninger ikke er opfyldt, og Domstolen kan i henhold til procesreglementets artikel 91, stk. 3 og 4, traeffe afgoerelse uden at indlede den mundtlige forhandling. Da sagen findes tilstraekkelig oplyst, har Domstolen besluttet at traeffe afgoerelse om sagens formalitet ved kendelse uden at afvente udloebet af de i sagen fastsatte frister.

9 EOEF-traktatens artikel 173 bestemmer foelgende:

"Domstolen proever lovligheden af Raadets og Kommissionens retsakter, dog ikke af henstillinger og udtalelser. I denne henseende har den kompetence til at udtale sig om klager, der af en medlemsstat, af Raadet eller af Kommissionen indbringes under paaberaabelse af inkompetence, vaesentlige formelle mangler, overtraedelse af denne traktat eller af retsregler vedroerende dens gennemfoerelse, samt af magtfordrejning.

Enhver fysisk eller juridisk person kan paa samme grundlag indbringe klage over beslutninger, der retter sig til ham, samt over beslutninger, som skoent de er udfaerdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog beroerer ham umiddelbart og individuelt ..."

10 Da Gibraltars regering og Gibraltar Development Corporation ikke naevnes ° og i oevrigt heller ikke haevder at vaere naevnt ° blandt dem, der kan anlaegge sag i henhold til artikel 173, stk. 1, skal spoergsmaalet om, hvorvidt den af dem anlagte sag skal fremmes til realitetsbehandling, udelukkende afgoeres efter artikel 173, stk. 2.

11 Indledningsvis bemaerkes, at Domstolen fra afsigelsen af dommen af 14. december 1962 (forenede sager 16/62 og 17/62, Confédération nationale des producteurs de fruits et légumes mod Raadet, Sml. 1954-1964, s. 359, org. ref.: Rec. s. 901), har antaget, at udtrykket "beslutning" i traktatens artikel 173, stk. 2, har den tekniske betydning, der fremgaar af traktatens artikel 189, og at kriteriet for sondringen mellem en generel retsakt og en beslutning i sidstnaevnte artikels forstand skal soeges i, om den paagaeldende retsakt er almengyldig.

12 Desuden foelger det af Domstolens faste praksis, at en retsakt ikke mister sin almengyldighed og dermed sin karakter af en generel retsakt, fordi det er muligt mere eller mindre praecist at fastslaa antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som den paa et givet tidspunkt finder anvendelse paa, naar det er ubestridt, at den anvendes paa grundlag af objektive faktiske og retlige omstaendigheder, som er fastlagt i retsakten, og som er relevante i forhold til dens formaal (dom af 11.7.1968, sag 6/68, Zuckerfabrik Watenstedt mod Raadet, Sml. 1965-1968, s. 531, org. ref.: Rec. s. 595, af 16.4.1970, sag 64/69, Compagnie française commerciale et financière mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 41, org. ref.: Rec. s. 221, praemis 11, af 30.9.1982, sag 242/81, Roquette Frères mod Raadet, Sml. s. 3213, praemis 7, og af 26.4.1988, forenede sager 97/86, 193/86, 99/86 og 215/86, Astéris mod Kommissionen, Sml. s. 2181, praemis 13, kendelse af 13.7.1988, sag 160/88 R, Fédération européenne de la santé animale mod Raadet, Sml. s. 4121, praemis 29, og dom af 24.11.1992, forenede sager C-15/91 og C-108/91, Buckl mod Kommissionen, Sml. I, s. 6061, praemis 25).

13 Endelig har Domstolen ogsaa antaget, at i tilfaelde, hvor en retsakt indeholder begraensninger eller fravigelser af tidsmaessig karakter (dommen i sagen Zuckerfabrik Watenstedt mod Raadet, a.st., og dommen i sagen Compagnie française commerciale et financière mod Kommissionen, a.st., praemis 12-15) eller med hensyn til den geografiske raekkevidde (dom af 18.1.1979, forenede sager 103/78-109/78, Société des usines de Beauport mod Raadet, Sml. s. 17, praemis 15-19), indgaar disse som et led i de paagaeldende bestemmelser som helhed og er dermed omfattet af deres generelle karakter, medmindre der foreligger magtfordrejning.

14 I den foreliggende sag er det ubestridt, at bestemmelserne i forordning nr. 95/93, bortset fra bestemmelsen i artikel 1, stk. 3, er almengyldige. Forordningen angaar saaledes alle EF-luftfartsselskaber, til hvilke der skal tildeles ankomst- og afgangstidspunkter i Faellesskabets lufthavne efter de naermere regler i forordningen.

15 For saa vidt angaar den anfaegtede bestemmelse bemaerkes, at den indebaerer en suspension af anvendelsen af de nye regler for lufttrafik til eller fra Gibraltar indtil ivaerksaettelsen af den ordning, der er omhandlet i den faelles erklaering af 2. december 1987 fra Kongeriget Spaniens og Det Forenede Kongeriges udenrigsministre. Som Domstolen allerede har fastslaaet med hensyn til samme bestemmelse i Raadets direktiv 89/463/EOEF af 18. juli 1989 om aendring af direktiv 83/416/EOEF om udstedelse af tilladelse til interregional ruteflyvning med passagerer, post og fragt mellem medlemsstaterne (EFT L 226, s. 14), beroerer denne suspensionsbestemmelse ogsaa alle luftfartsselskaber, som oensker at drive lufttrafik mellem en anden lufthavn i Faellesskabet og Gibraltars lufthavn, og, mere generelt, alle lufthavnens brugere. Bestemmelsen finder saaledes anvendelse paa objektivt afgraensede situationer (dom af 29.6.1993, sag C-298/89, Gibraltar mod Raadet, Sml. I, s. 3605, praemis 20).

16 For saa vidt angaar Gibraltars lufthavn begrundes suspensionen af forordningens anvendelse paa lufthavnen i den anfaegtede forordning under henvisning til den aftale, som er indeholdt i en faelles erklaering af 2. december 1987 fra Kongeriget Spaniens og Det Forenede Kongeriges udenrigsministre. Som Domstolen allerede har udtalt i sin dom i sagen Gibraltar mod Raadet, a.st., praemis 22, indebaerer denne henvisning, at der konstateres at foreligge en objektiv hindring for anvendelsen af forordningen under hensyn til dennes formaal. Under hensyn til, at der ° som sagsoegerne selv indgaaende har beskrevet det ° er uoverensstemmelse mellem Kongeriget Spanien og Det Forenede Kongerige om hoejhedsretten over det omraade, hvor Gibraltars lufthavn er beliggende, og under hensyn til de vanskeligheder, som denne uoverensstemmelse medfoerer for lufthavnens drift, vil en udvikling af lufttrafikken mellem Gibraltars lufthavn og de oevrige lufthavne inden for Faellesskabet bero paa, at den samarbejdsordning, der er aftalt mellem de to stater, ivaerksaettes.

17 Herefter kan artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 95/93 ikke antages at udgoere en beslutning i traktatens artikel 173, stk. 2' s forstand, men maa derimod anses for at falde ind under forordningens generelle karakter.

18 Sagen kan derfor ikke antages til realitetsbehandling, men maa afvises, uden at det er noedvendigt at tage stilling til de oevrige anbringender, der er gjort gaeldende til stoette for afvisningspaastanden.

Sagens omkostninger

19 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Da Gibraltars regering og Gibraltar Development Corporation har tabt sagen, boer de tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

DOMSTOLEN

1) Sagen afvises.

2) Sagsoegerne betaler sagens omkostninger.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 12. juli 1993.