61993J0485

++++

1. Frie varebevaegelser ° told ° afgifter med tilsvarende virkning ° begreb ° vaerdiafgift opkraevet af en medlemsstat paa varer indfoert fra de oevrige medlemsstater ved deres indfoersel til en region paa medlemsstatens omraade ° omfattet ° varer med oprindelse i medlemsstaten paalagt samme afgift samt afgiftsopkraevning for udfoersler fra samme region ° ingen betydning

(EOEF-traktaten, art. 9 ff.)

2. Frie varebevaegelser ° told ° afgifter med tilsvarende virkning ° begreb ° vaerdiafgift opkraevet af en medlemsstat paa varer udfoert til andre medlemsstater ved deres udfoersel fra en region paa medlemsstatens omraade ° omfattet ° varer med bestemmelsessted i andre dele af det nationale omraade paalagt samme afgift ° ingen betydning

(EOEF-traktaten, art. 9 ff.)

3. Frie varebevaegelser ° told ° afgifter med tilsvarende virkning ° begreb ° vaerdiafgift opkraevet af en medlemsstat paa varer indfoert til eller afsendt fra en region paa medlemsstatens omraade og med oprindelse eller bestemmelsessted i andre dele af det nationale omraade ° omfattet

(EOEF-traktaten, art. 9 ff.)

4. Praejudicielle spoergsmaal ° fortolkning ° fortolkningsdommes tidsmaessige virkning ° tilbagevirkende gyldighed ° graenser ° retssikkerhed ° Domstolens skoen

(EOEF-traktaten, art. 177)

1. En vaerdiafgift, der opkraeves af en medlemsstat ved indfoersel af varer fra en anden medlemsstat til en region inden for den foerste medlemsstats omraade, maa anses for en afgift med tilsvarende virkning som indfoerselstold og stridende mod traktatens artikel 9 ff., selv om afgiften ogsaa opkraeves ved indfoersel af varer til denne region fra et andet omraade i den samme medlemsstat.

Denne konstatering aendres ikke af, at varer, der udfoeres fra den paagaeldende region, ogsaa paalaegges en vaerdiafgift, og at formaalet med afgiftspaalaeggelsen derfor ikke er at begraense indfoerslerne, men at sikre de lokale kommuner visse indtaegter.

Saaledes fremgaar det for det foerste af den ved traktaten indfoerte toldunion, navnlig dens artikel 9, 12, 13 og 16 og af det generelle og kategoriske forbud mod opkraevningen af told paa varebevaegelser mellem medlemsstaterne, at alle former for told er forbudt, uanset deres formaal eller anvendelsen af de herved tilvejebragte indtaegter. For det andet udgoer en afgift, der ensidigt paalaegges indenlandske eller udenlandske varer, hvis den ikke er en told i egentlig forstand, en afgift med tilsvarende virkning i den forstand, udtrykket er anvendt i traktatens artikel 9, 12, 13 og 16, selv om den ikke opkraeves til fordel for staten og ikke har nogen diskriminerende eller beskyttende virkning. Endelig er det med hensyn til en afgifts kvalifikation efter traktaten uden betydning, om en afgift bestaar af en samlet afgiftspaalaeggelse eller af to forskellige afgiftspaalaeggelser, hvoraf den ene udgoer en udfoerselstold og den anden en indfoerselstold. En afgift som den i sagen omtvistede rammer generelt alle graenseoverskridende transaktioner og goer herved den samhandel, som er oensket i traktaten, mere besvaerlig, hvorfor den har samme virkning paa de frie varebevaegelser som en told.

2. En vaerdiafgift, der opkraeves af en medlemsstat ved udfoersel af varer til en anden medlemsstat, naar varen forlader en region inden for den foerste medlemsstats omraade, udgoer en afgift med tilsvarende virkning som udfoerselstold, der er uforenelig med traktatens artikel 9 ff.

Denne konstatering aendres ikke af, at afgiften ogsaa paalaegges varer, som udfoeres fra regionen til et andet omraade i samme stat. En afgift, der opkraeves ved en regional graense i anledning af, at varer passerer fra én region i en medlemsstat til andre regioner i samme stat, er en mindst lige saa alvorlig hindring for de frie varebevaegelser som en afgift, der opkraeves ved den nationale graense ved udfoerslen af produkter fra hele statens omraade.

3. Vaerdiafgifter, som opkraeves af en medlemsstat ved varernes indfoersel til eller udfoersel fra en region paa dens omraade, udgoer afgifter med tilsvarende virkning som henholdsvis indfoersels- og udfoerselstold, ikke blot naar de opkraeves ved indfoersel af varer til regionen fra andre medlemsstater eller udfoeres fra denne region til andre medlemsstater, men ogsaa naar de opkraeves ved varernes indfoersel til denne region fra et andet omraade i den samme medlemsstat eller ved deres udfoersel fra naevnte region til samme stats oevrige regioner.

4. Naar henses til, den kommunale indfoersels- og udfoerselsafgift, der opkraeves i den graeske region De Dodekanesiske OEer, og som beregnes af vaerdien af de varer, som indfoeres til og udfoeres fra denne region, skal anses for en afgift af samme karakter som den oversoeiske afgift, der blev opkraevet i De Franske Oversoeiske Departementer ° i anledning af hvilken Domstolen i sin praejudicielle dom af 16. juli 1992, sag C-163/90 (Legros m.fl.) fastslog, at traktatens bestemmelser vedroerende afgifter med tilsvarende virkning som indfoerselstold af tvingende retssikkerhedshensyn ikke kunne paaberaabes til stoette for krav om tilbagebetaling af en afgift som den oversoeiske afgift, der var betalt inden datoen for dommens afsigelse, medmindre den, der fremsatte kravet, inden denne dato havde anlagt sag eller paa tilsvarende maade administrativt havde fremsat krav om tilbagebetaling ° kunne Den Hellenske Republik indtil den 16. juli 1992 med foeje antage, at den omhandlede kommunale afgift var forenelig med faellesskabsretten.

Derfor maa Domstolen tage de samme retssikkerhedshensyn i betragtning og fastslaa, at den tidsmaessige begraensning i ovennaevnte dom ogsaa maa finde anvendelse paa krav om tilbagebetaling af beloeb, der er opkraevet ved den paagaeldende kommunale afgift.

1 Ved to afgoerelser af 25. oktober 1993, indgaaet til Domstolens Justitskontor den 24. december 1993 har Monomeles Diikitiko Protodikio Rodou og Trimeles Diikitiko Protodikio Rodou (Graekenland) i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt flere praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktaten, navnlig af artikel 9, 12, 13, 16 og 95, og fortolkningen af artikel 33 i Raadets sjette direktiv 77/388/EOEF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter ° Det faelles mervaerdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under to retssager om ophaevelse eller aendring af en afgoerelse, hvorved Maria Simitzi blev registreret i skattelisten for kommunale importafgifter, og hvorved hun blev paalagt boeder for ikke at have opfyldt sine forpligtelser.

3 De Dodekanesiske OEer, som er beliggende i den sydoestlige udkant af Det AEgaeiske Hav, var indtil 1946 under italiensk administration. Den italienske administration havde ved lokale dekreter nr. 187/1938, og nr. 132/1939 indfoert en afgift (dazio di consumo) paa forbrugsgoder, der indfoertes til eller udfoertes fra De Dodekanesiske OEer, og bemyndiget kommunerne paa disse oeer til at opkraeve afgiften.

4 Efter at oegruppen var blevet en del af Graekenland blev denne kommunale afgift opretholdt ved en raekke graeske lovbestemmelser.

5 Paa tidspunktet for de omtvistede forhold var den kommunale indfoerselsafgift fastsat til 4% af vaerdien af de indfoerte produkter. Den kommunale udfoerselsafgift var, bortset fra Rhodos, fastsat til 1% af vaerdien af de udfoerte varer.

6 Maria Simitzi indfoerte i tidsrummet fra den 8. november til den 23. december 1991 og fra den 2. januar til den 26. februar 1992 varer til oeen Kos. I henhold til national lovgivning traf borgmesteren for Kos afgoerelse om, at Maria Simitzi skulle opfoeres paa kommunens skatteliste for kommunale indfoerselsafgifter, som var beregnet paa grundlag af de i de paagaeldende tidsrum indfoerte varer. Ved samme afgoerelse blev sagsoegeren ligeledes opfoert paa skattelisten for boeder, som hun var blevet paalagt for ikke at have opfyldt forpligtelserne efter de nationale bestemmelser.

7 Hun anlagde herefter to sager om ophaevelse eller aendring af denne afgoerelse, henholdsvis ved Monomeles Diikitiko Protodikio Rodou den 14. juli 1992, og ved Trimeles Diikitiko Protodikio Rodou den 24. juni 1992.

8 Disse to retsinstanser fandt, at det var noedvendigt at udsaette sagernes afgoerelse paa Domstolens besvarelse af foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Skal en vaerdiafgift, der opkraeves af en medlemsstat ved indfoersel af varer fra en anden medlemsstat til en region inden for den foerste medlemsstats territorium, anses for en afgift med tilsvarende virkning som indfoerselstold, selv om afgiften ogsaa opkraeves ved indfoersel af varer til denne region fra et andet omraade i den samme medlemsstat?

2) Skal en vaerdiafgift, der opkraeves af en medlemsstat ved udfoersel af varer til en anden medlemsstat fra en region inden for den foerste medlemsstats territorium, anses for en afgift med tilsvarende virkning som udfoerselstold, selv om afgiften ogsaa opkraeves ved udfoersel af varer fra denne region til et andet omraade i den samme medlemsstat?

3) Er lovbestemmelser, hvorefter der fortsat kan ske opkraevning af de ovenfor angivne afgifter, forenelige med faellesskabsretten?

4) Saafremt ovenstaaende spoergsmaal besvares benaegtende og henset til, at den region, som er undergivet faellesskabsretten, ogsaa omfatter den medlemsstats suveraene omraade, paa en del af hvilket de ovenfor naevnte vaerdiafgifter opkraeves, samt til, at der ikke i faellesskabstraktaterne er fastsat saerlige bestemmelser herom, spoerges, om en ordning, hvorefter der saerligt og udelukkende for varer, som indfoeres til den omtalte region fra den samme stats oevrige omraader, opkraeves en afgift, er forenelig med faellesskabsretten, samt om en ordning, hvorefter der saerligt og udelukkende for varer, som udfoeres fra den samme region til den samme stats oevrige omraader, opkraeves en afgift, er forenelig med faellesskabsretten, eller om en saadan saerlig afgift udgoer en forskelsbehandling af de varer, som indfoeres fra de ovenfor naevnte omraader eller som udfoeres dertil, i forhold til varer, som indfoeres fra andre medlemsstater eller udfoeres dertil, idet de ovennaevnte omraader i medlemsstaten herved forskelsbehandles paa grund af den hermed forbundne hindring af de frie varebevaegelser inden for Faellesskabet?

5) Saafremt Domstolen skulle finde, at naevnte afgifter udgoer en indenlandsk afgiftsbelastning, spoerges, om disse afgifter er finansafgifter, som har karakter af omsaetningsafgifter, og derfor ikke kan paalaegges sammen med mervaerdiafgiften paa grund af artikel 33 i Raadets direktiv 77/388/EOEF?"

9 Ved kendelse af 30. januar 1995 er de to sager i medfoer af artikel 43 i Domstolens procesreglement blevet forenet med henblik paa den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

Det foerste spoergsmaal

10 De nationale retsinstansers foerste spoergsmaal vedroerer begrebet afgifter med tilsvarende virkning som indfoerselstold.

11 Domstolen har i dom af 16. juli 1992, Legros m.fl. (sag C-163/90, Sml. I, s. 4625), fastslaaet, at en afgift, der proportionalt med varers toldvaerdi opkraeves af en medlemsstat ved indfoersel af varer fra en anden medlemsstat til en region inden for den foerste medlemsstats omraade, maa anses for en afgift med tilsvarende virkning som indfoerselstold, selv om afgiften ogsaa opkraeves ved indfoersel af varer til denne region fra et andet omraade i den samme medlemsstat.

12 Den Hellenske Republik har imidlertid gjort gaeldende, at afgiften i hovedsagerne er forskellige fra den afgift, som naevnte sag Legros m.fl. omhandlede. I Legros-sagen opkraevedes den oversoeiske afgift udelukkende af indfoerte varer og havde til formaal at begraense indfoerslen for at fremme den lokale produktion. I hovedsagerne derimod opkraeves den kommunale afgift ikke kun af indfoersler, men ogsaa af udfoersler fra De Dodekanesiske OEer, herunder ogsaa af de lokale varer. Ifoelge Den Hellenske Republik fremgaar heraf, at formaalet med den kommunale afgift udelukkende var at sikre de lokale kommuner visse indtaegter. Denne afgift kan foelgelig ikke anses for en afgift med tilsvarende virkning som en indfoersels- eller udfoerselstold.

13 Dette anbringende kan ikke tiltraedes.

14 I henhold til fast retspraksis fremgaar det af den ved traktaten indfoerte toldunion, navnlig dens artikel 9, 12, 13 og 16 og af det generelle og kategoriske forbud mod opkraevningen af told paa varebevaegelser mellem medlemsstaterne, at alle former for told er forbudt, uanset deres formaal eller anvendelsen af de herved tilvejebragte indtaegter (jf. dom af 1.7.1969, sag 24/68, Kommissionen mod Italien, Sml. 1969, s. 47; org. ref.: Rec. s. 193, praemis 7).

15 Det fremgaar desuden af samme dom, at en afgift, der ensidigt paalaegges indenlandske eller udenlandske varer, naar de foeres over graensen, hvis den ikke er en told i egentlig forstand, udgoer en afgift med tilsvarende virkning i den forstand, udtrykket er anvendt i traktatens artikel 9, 12, 13 og 16, selv om den ikke opkraeves til fordel for staten og ikke har nogen diskriminerende eller beskyttende virkning (samme dom, praemis 9).

16 Endelig er det med hensyn til en afgifts kvalifikation efter traktaten uden betydning, om en afgift bestaar af en samlet afgiftspaalaeggelse eller af to forskellige afgiftspaalaeggelser, hvoraf en ene udgoer en udfoerselstold og den anden en indfoerselstold. Den afgift, som denne sag vedroerer, rammer generelt alle graenseoverskridende transaktioner og goer derved den samhandel, som er oensket i traktaten, mere besvaerlig, hvorfor den har samme virkning paa de frie varebevaegelser som en told (samme dom, praemis 14).

17 De nationale retters foerste spoergsmaal maa derfor besvares med, at en vaerdiafgift, der opkraeves af en medlemsstat ved indfoersel af varer fra en anden medlemsstat til en region inden for den foerste medlemsstats territorium, maa anses for en afgift med tilsvarende virkning som indfoerselstold, selv om afgiften ogsaa opkraeves ved indfoersel af varer til denne region fra et andet omraade i den samme medlemsstat, og selv om der ogsaa ved udfoersel af varer fra denne region opkraeves en vaerdiafgift.

Det andet spoergsmaal

18 De nationale retters andet spoergsmaal vedroerer begrebet afgifter med tilsvarende virkning som udfoerselstold.

19 Som anfoert ovenfor udgoer en afgift, der ensidigt paalaegges varer, naar de foeres over graensen, en afgift med tilsvarende virkning. En afgift, der paalaegges nationale varer ved deres udfoersel fra den paagaeldende medlemsstat, udgoer altsaa en afgift med tilsvarende virkning som en udfoerselstold, som omhandlet i traktatens artikel 16.

20 Dette aendres ikke af, at afgiften ogsaa paalaegges varer, som udfoeres fra en region i en medlemsstat til et andet omraade i samme stat.

21 En afgift, der opkraeves ved en regional graense i anledning af, at varer passerer fra en region i en medlemsstat til andre regioner i samme stat, er en mindst lige saa alvorlig hindring for de frie varebevaegelser som en afgift, der opkraeves ved den nationale graense ved udfoerslen af produkter fra hele statens omraade (jf. dommen i sagen Legros m.fl., praemis 16).

22 De nationale retters andet spoergsmaal maa derfor besvares med, at en vaerdiafgift, der opkraeves af en medlemsstat ved udfoersel af varer til en anden medlemsstat, naar varen forlader en region inden for den foerste medlemsstats territorium, udgoer en afgift med tilsvarende virkning som udfoerselstold, selv om afgiften ogsaa opkraeves ved udfoersel af varer fra denne region til et andet omraade paa samme medlemsstats territorium.

Det tredje spoergsmaal

23 Henset til besvarelserne af de nationale retters foerste og andet spoergsmaal maa det tredje spoergsmaal besvares med, at en national lovbestemmelse, hvorefter en afgift med tilsvarende virkning som told opkraeves, strider mod traktatens artikel 9 ff.

Det fjerde spoergsmaal

24 De nationale retters fjerde spoergsmaal drejer sig om karakteren af de vaerdiafgifter, som alene opkraeves af en medlemsstat ved indfoersel af varer til en region paa dens territorium, fra den samme medlemsstats oevrige regioner, og alene ved udfoersel af varer fra en region til samme stats oevrige regioner.

25 Domstolen fastslog i dom af 9. august 1994 (forenede sager C-363/93, C-407/93, C-408/93, C-409/93, C-410/93 og C-411/93, Lancry m.fl., Sml. I, s. 3957), at en afgift, der proportionalt med varers toldvaerdi opkraeves af en medlemsstat ved indfoersel af varer til en region inden for dens territorium, maa anses for en afgift med tilsvarende virkning som indfoerselstold, ikke blot naar den opkraeves ved indfoersel af varer til regionen fra andre medlemsstater, men ogsaa naar den opkraeves ved indfoersel af varer i regionen fra et andet omraade i den samme medlemsstat.

26 Den samme begrundelse maa gaelde for en afgift, der paalaegges varer, der udfoeres fra én region til andre regioner i samme stat.

27 De nationale retters fjerde spoergsmaal maa derfor besvares med, at vaerdiafgifter, som alene opkraeves af en medlemsstat ved indfoersel af varer til en region paa dens territorium fra den samme stats oevrige regioner, og alene ved udfoersel af varer fra en region til samme stats oevrige regioner, udgoer afgifter med tilsvarende virkning som henholdsvis indfoersels- og udfoerselstold.

Det femte spoergsmaal

28 Paa grund af de ovenfor anfoerte besvarelser er det overfloedigt at besvare det femte spoergsmaal.

Dommens tidsmaessige virkning

29 Den graeske regering har i sit mundtlige indlaeg naevnt den mulighed, at Domstolen, saafremt den finder, at den i sagen omhandlede omstridte afgift strider mod traktatens relevante bestemmelser, begraenser dommens tidsmaessige virkning. Den graeske regering har dernaest dels anfoert, at der forelaa usikkerhed med hensyn til den reelle raekkevidde af forbuddet mod afgifter med tilsvarende virkning indtil afsigelsen af naevnte domme i sagerne Legros m.fl. og Lancry m.fl., og dels henvist til de alvorlige finansielle foelger, som en afgoerelse, hvorefter den naevnte afgift strider mod faellesskabsretten, vil have for de lokale forvaltninger.

30 Domstolen har med hensyn hertil i dommen i sagen Legros m.fl. fastslaaet, at traktatens bestemmelser vedroerende afgifter med tilsvarende virkning som indfoerselstold af tvingende retssikkerhedshensyn ikke kunne paaberaabes til stoette for krav om tilbagebetaling af en afgift som den oversoeiske afgift, der var betalt inden datoen for denne doms afsigelse (16.7.1992), medmindre den, der fremsaetter kravet, inden denne dato har anlagt sag eller paa tilsvarende maade administrativt har fremsat krav om tilbagebetaling.

31 Den omstridte afgift maa anses for en afgift af samme karakter som den oversoeiske afgift, som Legros-sagen omhandlede. Det maa derfor antages, at Den Hellenske Republik indtil den 16. juli 1992 med foeje har kunnet anse den omstridte afgift for forenelig med faellesskabsretten.

32 De samme retssikkerhedshensyn maa derfor tages i betragtning, hvorfor den tidsmaessige begraensning i dommen i sagen Legros m.fl. ogsaa maa finde anvendelse paa krav om tilbagebetaling af beloeb, der er opkraevet ved den omstridte afgift.

33 Derimod findes der ikke grund til at begraense dommens tidsmaessige virkninger efter den 16. juli 1992, datoen for afsigelsen af dommen i sagen Legros m.fl. Efter dette tidspunkt maatte den graeske regering vaere vidende om, at den omstridte afgift var i strid med faellesskabsretten.

34 Det maa derfor fastslaas, at traktatens bestemmelser om afgifter med tilsvarende virkning som told ikke kan paaberaabes til stoette for krav om tilbagebetaling af beloeb, der inden den 16. juli 1992 er opkraevet ved den omstridte afgift, medmindre den, der fremsaetter kravet, inden denne dato har anlagt sag eller paa tilsvarende maade administrativt fremsat krav om tilbagebetaling.

Sagens omkostninger

35 De udgifter, der er afholdt af den graeske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i de sager, der verserer for de nationale retter, tilkommer det disse at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Monomeles Diikitiko Protodikio Rodou og Trimeles Diikitiko Protodikio Rodou ved afgoerelser af 25. oktober 1993, for ret:

1) En vaerdiafgift, der opkraeves af en medlemsstat ved indfoersel af varer fra en anden medlemsstat til en region inden for den foerste medlemsstats omraade, udgoer en afgift med tilsvarende virkning som indfoerselstold, selv om afgiften ogsaa opkraeves ved indfoersel af varer til denne region fra et andet omraade i den samme medlemsstat, og selv om der ogsaa ved udfoersel af varer fra denne region opkraeves en vaerdiafgift.

2) En vaerdiafgift, der opkraeves af en medlemsstat ved udfoersel af varer til en anden medlemsstat, naar varen forlader en region inden for den foerste medlemsstats territorium, udgoer en afgift med tilsvarende virkning som udfoerselstold, selv om afgiften ogsaa opkraeves ved udfoersel af varer fra denne region til et andet omraade paa samme medlemsstats territorium.

3) En national lovbestemmelse, hvorefter en afgift med tilsvarende virkning som told opkraeves, strider mod EOEF-traktatens artikel 9 ff.

4) Vaerdiafgifter, som alene opkraeves af en medlemsstat ved indfoersel af varer til en region paa dens territorium fra den samme stats oevrige regioner, og alene ved udfoersel af varer fra en region til den samme stats oevrige regioner, udgoer afgifter med tilsvarende virkning som henholdsvis indfoersels-og udfoerselstold.

5) EOEF-traktatens bestemmelser om afgifter med tilsvarende virkning som told kan ikke paaberaabes til stoette for krav om tilbagebetaling af beloeb, der inden den 16. juli 1992 er opkraevet ved den omstridte afgift, medmindre den, der fremsaetter kravet, inden denne dato har anlagt sag eller paa tilsvarende maade administrativt har fremsat krav om tilbagebetaling.