61993J0476

++++

1. Landbrug ° faelles landbrugspolitik ° EUGFL' s finansiering ° principper ° tilbagesoegning af beloeb, som er udbetalt i strid med Faellesskabets retsforskrifter, og efteropkraevning af ikke-opkraevne importafgifter ° medlemsstaternes forpligtelse til at traeffe de fornoedne individuelle afgoerelser ° Kommissionens befoejelse til at vedtage bindende retsakter over for de paagaeldende erhvervsdrivende ° ingen

(EF-traktaten, art. 209 A; Raadets forordning nr. 729/70, nr. 1697/79 og nr. 595/91)

2. Annullationssoegsmaal ° retsakter, der kan vaere genstand for soegsmaal ° begreb ° akter, der fremkalder bindende retsvirkninger ° Kommissionens meddelelse til myndighederne i en medlemsstat, hvorved disse opfordres til at efteropkraeve visse beloeb, som ikke tidligere er blevet opkraevet, eller som er blevet fejlagtigt udbetalt som led i den faelles landbrugspolitik

(EF-traktaten, art. 173)

1. Saavel hvad angaar tilbagesoegning af fejlagtigt udbetalt stoette, som henhoerer under den faelles landbrugspolitik, som hvad angaar efteropkraevning af ikke-opkraevne afgiftsbeloeb ° hvilke forhold er reguleret ved henholdsvis forordning nr. 729/70 og nr. 1697/79 ° paahviler det medlemsstaterne at gennemfoere Faellesskabets retsforskrifter og at traeffe de fornoedne individuelle afgoerelser i forhold til de paagaeldende erhvervsdrivende, hvorved medlemsstaterne skal foelge reglerne i den nationale lovgivning, dog med de begraensninger, der maatte foelge af faellesskabsretten.

Selv om reglerne for samarbejdet mellem Kommissionens tjenestegrene og de nationale myndigheder med henblik paa bekaempelse af uregelmaessigheder er blevet naermere praeciseret ved forordning nr. 595/91 ud fra indvundne erfaringer, har denne forordning ikke aendret den ordning, som blev indfoert ved forordning nr. 729/70, og hvorefter Kommissionen kun udoever en supplerende funktion. Forordning nr. 595/91 giver ingenlunde Kommissionen befoejelse til at vedtage bindende retsakter i forhold til de erhvervsdrivende som led i forebyggelsen og forfoelgningen af uregelmaessigheder eller forsoemmelser ved finansieringen af den faelles landbrugspolitik. Forordningen har blot styrket Kommissionens befoejelse til at tage initiativ og dens midler til at sikre sig oplysninger og kontrol paa dette omraade.

Endelig bekraeftes det klart af traktatens artikel 209 A, at ansvaret for bekaempelsen af svig, som skader Faellesskabets finansielle interesser, paahviler medlemsstaterne.

2. Kun retsakter eller beslutninger, der indeholder foranstaltninger med retligt bindende virkninger, som kan beroere en sagsoegers interesser, kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal i medfoer af traktatens artikel 173. Herunder falder ikke en meddelelse, som Kommissionen tilsender myndighederne i en medlemsstat efter gennemfoerelse af en undersoegelse, som Kommissionen har deltaget i, og hvorved den opfordrer myndighederne til dels at tilbagekraeve stoette, som er udbetalt til en virksomhed i medfoer af en ordning, der er indfoert ved en faelles markedsordning inden for landbruget ° hvilken stoette Kommissionen har betegnet som uretmaessig ° dels at efteropkraeve nogle importafgifter, som den paagaeldende virksomhed var forpligtet til at betale.

Den paagaeldende virksomheds retsstilling beroeres nemlig kun umiddelbart af foranstaltninger, som har bindende retsvirkning for den, og som er vedtaget af de nationale myndigheder, der har til opgave at anvende Faellesskabets retsforskrifter.

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 22. december 1993 har Nutral SpA (herefter "Nutral") i medfoer af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen ivaerksat appel til proevelse af kendelsen afsagt den 21. oktober 1993 (sagerne T-492/93 og T-492/93 R, Nutral mod Kommissionen, Sml. II, s. 1023, herefter "den anfaegtede kendelse"), hvorved Retten i Foerste Instans dels tog Kommissionens afvisningspaastand til foelge og frifandt denne for Nutral' s paastand om annullation saavel af Kommissionens beslutning nr. SG(93) D/140.082 af 3. marts 1993 som af enhver anden forudgaaende retsakt, som havde forbindelse eller var konneks hermed, og som saerlig vedroerer undersoegelsesrapporten nr. SG(92) D/140.028 af 19. januar 1993, som er udfaerdiget af den tjenstlige enhed for koordinering af bedrageribekaempelse, dels ikke tog appellantens begaering om foreloebige forholdsregler til foelge.

2 Retten har i sin kendelse fastslaaet foelgende faktiske omstaendigheder:

"1 Det sagsoegende selskab er specialiseret i fremstilling, behandling, indfoersel og udfoersel af foder. Da Kommissionen fandt, at der var begaaet uregelmaessigheder vedroerende visse af de indfoersler, som sagsoegeren havde foretaget, anmodede den ved skrivelse af 6. august 1992 de italienske myndigheder om at indlede en undersoegelse ° hvori Kommissionen desuden selv ytrede oenske om at deltage ° i henhold til artikel 6 i Raadets forordning (EOEF) nr. 595/91 af 4. marts 1991 om uregelmaessigheder og tilbagebetaling af beloeb, der uberettiget er udbetalt inden for rammerne af finansieringen af den faelles landbrugspolitik samt om oprettelse af et informationssystem paa dette omraade samt om ophaevelse af forordning (EOEF) nr. 283/72 (EFT L 67, s. 11), som skulle vedroere indfoerslerne fra OEstrig af et produkt fremstillet paa basis af skummetmaelkspulver, der var benaevnt 'naeringsmiddel paa basis af flydende skummetmaelk, emulgeret ved hjaelp af raffineret oksefedt til konsum' .

2 I medfoer af bestemmelserne i Raadets forordning (EOEF) nr. 986/68 af 15. juli 1968 om fastsaettelse af almindelige regler for ydelse af stoette til skummetmaelk og skummetmaelkspulver til foderbrug (EFT 1968 I, s. 250) og Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1725/79 af 26. juli 1979 om naermere regler for stoette til skummetmaelk, der forarbejdes til foderblandinger, og til skummetmaelkspulver til kalvefoder (EFT L 199, s. 1, herefter 'forordning nr. 1725/79' ), fik sagsoegeren mellem 1988 og 1991 udbetalt EF-stoette for skummetmaelkspulver, som denatureres eller anvendes til fremstilling af blandfoder. Stoetten blev udbetalt af det italienske interventionsorgan, Azienda di Stato per gli Interventi sul Mercato Agricola (herefter 'AIMA' ).

3 I det omfang, det naevnte produkt dels indeholdt et erklaeret indhold af fedtstoffer af maelk paa under 1,5% og af proteiner af maelk paa under 2,5%, dels hidroerte fra et land, der var medlem af Den Europaeiske Frihandelssammenslutning (EFTA), blev der af de successivt importerede varepartier hverken opkraevet nogen afgift paa grundlag af vaerdien eller paa grundlag af et "variabelt element" ° hvilke afgifter ellers normalt opkraeves af varer importeret fra tredjelande i henhold til artikel 5, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 3033/80 af 11. november 1980 om fastsaettelse af en ordning for handelen med visse varer fremstillet af landbrugsprodukter (EFT L 323, s. 1).

4 Ved skrivelse af 19. januar 1993 tilsendte direktoeren for den tjenstlige enhed for koordinering af bedrageribekaempelse (herefter 'Tjenesten for Bedrageribekaempelse' ) de italienske myndigheder rapporten, som var udfaerdiget af de personer, Kommissionen havde paalagt at deltage i foernaevnte undersoegelse. Han anmodede de italienske myndigheder om at traeffe de noedvendige administrative foranstaltninger for at sikre, at de omhandlede beloeb blev tilbagebetalt, og at holde Kommissionen orienteret om sagens videre gang.

5 Ifoelge konklusionerne i undersoegelsesrapporten indeholdt det af sagsoegeren importerede produkt i modsaetning til, hvad der var blevet angivet, over 2,5% maelkeprotein, hvorfor der burde have vaeret opkraevet den afgift paa grundlag af det 'variable element' , som normalt skal opkraeves ved indfoersler fra tredjelande. Ved undersoegelsen blev det endvidere fastslaaet, at en del af det paagaeldende produkt (nemlig 500 tons) oprindelig hidroerte fra det tyske interventionsorgan, og at der i forvejen var udbetalt eksportrestitutioner til produktet, hvorfor stoette til skummetmaelkspulver var udelukket i henhold til artikel 1, stk. 2, litra b), i naevnte forordning nr. 1725/79.

6 Den 26. februar 1993 optog 'Comando nucleo polizia tributaria di Cremona della guardia di finanza' (herefter 'guardia di finanza' ) en rapport over sagsoegeren, hvori man angav, at selskabet 'fejlagtigt havde oppebaaret EF-stoette inden for landbrugssektoren for 500 tons maelkepulver som angivet i punkt 2) i konklusionerne af den undersoegelsesrapport, som var tilsendt ved skrivelse nr. SG(92) D/140.028 af 19. januar 1993 fra Tjenesten for Bedrageribekaempelse' .

7 Den 3. marts 1993 gav direktoeren for Tjenesten for Bedrageribekaempelse de italienske myndigheder foelgende meddelelse ved skrivelse nr. SG(93) D/140.082:

...

' Med henblik paa uddybning af punkt 2) i konklusionerne af undersoegelsesrapporten ... skal jeg herved meddele, at selv om det kompetente organ lovligt har udbetalt Nutral stoette til forarbejdet skummetmaelk til foder, maa det anses for retsstridigt at oppebaere en saadan stoette.

I betragtning heraf boer de kompetente nationale myndigheder ud over at foretage en beregning af det variable element for hele det importerede produkt og at kraeve den stoette tilbage, som er udbetalt til forarbejdningen af 500 tons maelkepulver fra d' Ilyichevsk, kraeve hele den stoette tilbagebetalt, som er ydet til den forarbejdning af maelkepulver, som det importerede produkt gennemgik mellem januar 1988 og den 14. august 1991' .

8 Ved skrivelse af 23. marts 1993 fra Schmidhuber, medlem af Kommissionen, til finansministeren, ministeren for Land- og Skovbrug samt ministeren for EF-politik og Regionale Anliggender opfordrede Kommissionen ° efter at have henvist til sine tidligere meddelelser af 19. januar og 3. marts 1993 ° de kompetente italienske myndigheder til snarest muligt at traeffe de noedvendige foranstaltninger med henblik paa tilbagekraevning af de omhandlede beloeb dels i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 1697/79 af 24. juli 1979 om opkraevning af import- og eksportafgifter, der ikke er opkraevet hos debitor for varer, der er angivet til en toldprocedure, som medfoerer en forpligtelse til at betale saadanne afgifter (EFT L 197, s. 1, herefter 'forordning nr. 1697/79' ), dels i henhold til artikel 8 i Raadets forordning (EOEF) nr. 729/70 af 21. april 1970 om finansiering af den faelles landbrugspolitik (EFT L 94, s. 13, herefter 'forordning nr. 729/70' ).

9 Den 27. april 1993 optog guardia di finanza en rapport over sagsoegeren om den stoette til skummetmaelkspulver, som selskabet fejlagtigt havde oppebaaret fra AIMA mellem 1988 og 1991. En kopi af denne rapport blev tilsendt Ministeriet for Land- og Skovbrug med henblik paa, at ministeriet udstedte den 'beslutning om paalaeg' , som er foreskrevet i artikel 3 i den italienske lov nr. 898 af 23. december 1986."

3 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 6. juli 1993 har Nutral anlagt sag i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, med paastand om annullation af Kommissionens foernaevnte beslutning af 3. marts 1993 samt af enhver anden forudgaaende retsakt, som har forbindelse eller er konneks hermed, og har ved saerskilt dokument indleveret til Domstolens Justitskontor den 13. september 1993 indgivet begaering om, at Domstolen traeffer kendelse om udsaettelse af beslutningens gennemfoerelse. De to sager er blevet henvist til Retten ved kendelse af 27. september 1993 truffet i medfoer af artikel 4 i Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21).

4 Kommissionen paastod sagen ved Retten i Foerste Instans afvist.

5 Til stoette for sin afvisningspaastand gjorde Kommissionen for det foerste gaeldende, at den retsakt, som paastodes annulleret, ikke var nogen anfaegtelig beslutning i traktatens artikel 173' s forstand. Efter Kommissionens opfattelse affoedte hverken skrivelserne af 3. og 23. marts 1993 eller undersoegelsesrapporten i sig selv nogen forpligtelser for staten og dermed saa meget mindre for Nutral. Medlemsstaternes pligt til at daekke de beloeb, som ikke var opkraevet, fremgik direkte af forordning nr. 729/70 og nr. 1697/79.

6 Til stoette for sin afvisningspaastand gjorde Kommissionen for det andet gaeldende, at den anfaegtede retsakt ikke direkte beroerte Nutral. Kun en national retsakt, saasom den rapport, der var optaget af de italienske myndigheder, og som sagsoegeren kunne anfaegte under anvendelse af de retsmidler, som staar til raadighed i italiensk ret, kunne tilfoeje sagsoegeren nogen skade. Endvidere anfoerte Kommissionen, at Faellesskabets regler bygger paa et strikt kriterium for kompetencefordelingen mellem Kommissionen og medlemsstaterne.

7 For det tredje har Kommissionen anfoert, at i det omfang, den af Nutral anlagte sag vedroerte den undersoegelsesrapport, som var indeholdt i bilaget til rapporten af 26. februar 1993, var sagen anlagt efter udloebet af fristen i traktatens artikel 173.

8 Over for denne afvisningspaastand anfoerte Nutral ved Retten i Foerste Instans, at det var den endelige konstatering af sagsoegerens overtraedelse, som var fastslaaet utvetydigt og bindende i den anfaegtede skrivelse, der skadede sagsoegerens interesser. De italienske myndigheder bekraeftede nemlig efterfoelgende blot resultaterne af undersoegelsen i den rapport, som blev forkyndt for sagsoegeren den 27. april 1993, og hvori det allerede var angivet, hvilke beloeb sagsoegeren skulle tilbagebetale tillige med det udtrykkelige paakrav om betaling af beloebene. Ingen af de kompetente myndigheder havde truffet nogen "beslutning om paalaeg", hvori overtraedelsen blev fastslaaet, saaledes som det er foreskrevet i den italienske lovgivning. Sagsoegeren blev dermed beroevet den retsbeskyttelse, som selskabet har krav paa efter italiensk ret.

9 Desuden gjorde Nutral gaeldende, at der ikke kunne gives Kommissionen medhold i dens argument om, at der ikke var truffet nogen anfaegtelig afgoerelse, hvilket argument Kommissionen stoettede paa, at faellesskabsinstitutionerne ikke havde nogen kompetence paa omraadet. Dette ville nemlig medfoere, at enhver foranstaltning truffet af en inkompetent myndighed derved ville blive unddraget retlig kontrol.

10 Endelig anfoerte Nutral over for Kommissionens tredje formalitetsindsigelse, at det foerst var i kraft af skrivelsen af 3. marts 1993, at undersoegelsesrapporten ° der indtil da udelukkende havde karakter af en forberedende retsakt ° fik en anden betydning og raekkevidde hvad angaar konstateringen af overtraedelsen.

11 Til stoette for sin appel af Rettens kendelse har Nutral fremfoert to anbringender, nemlig at der er anlagt en urigtig fortolkning dels af Faellesskabets regler, dels af begrebet anfaegtelig retsakt.

Det foerste anbringende til stoette for appellen

12 Nutral har for det foerste gjort gaeldende, at Retten i kendelsens praemis 26 ff. har anlagt en urigtig fortolkning af forordning nr. 729/70 og nr. 1697/79 i forbindelse med forordning nr. 595/91. Efter appellantens opfattelse er Kommissionens kompetence paa det paagaeldende omraade blevet gradvis udvidet. Kommissionen er saaledes nu udstyret med en egentlig beslutningskompetence i hvert fald hvad angaar konstateringen af de faktiske omstaendigheder i forbindelse med afholdelsen af uregelmaessige faellesskabsudgifter inden for landbrugssektoren samt beviset for og den retlige kvalifikation heraf.

13 Dette anbringende bestrides af Kommissionen. Efter dennes opfattelse har Retten anlagt en korrekt fortolkning af forordning nr. 729/70, nr. 1697/79 og nr. 595/91, som er i overensstemmelse med den gaeldende ordning for kontrol af Faellesskabets udgifter paa landbrugsomraadet og med Domstolens praksis.

14 Vedroerende dette anbringende maa det konstateres, at Retten under henvisning dels til Domstolens praksis paa omraadet (dom af 7.7.1987, forenede sager 89/86 og 91/86, Étoile commerciale og CNTA mod Kommissionen, Sml. s. 3005, praemis 11), dels til selve ordlyden af artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 729/70 i den anfaegtede kendelses praemis 26 udtalte, at efter den nugaeldende ordning for faellesskabsinstitutionerne og de retsforskrifter, der regulerer forholdet mellem Faellesskabet og medlemsstaterne, paahviler det disse, saa laenge der ikke er vedtaget modstaaende bestemmelser i faellesskabsretten, at sikre gennemfoerelsen af Faellesskabets retsforskrifter inden for deres omraade, navnlig for saa vidt angaar den faelles landbrugspolitik.

15 I naevnte dom tilfoejede Domstolen i oevrigt (se praemis 11, sidste punktum), at isaer hvad angaar de finansielle foranstaltninger, der traeffes i forbindelse med den faelles landbrugspolitik, skal medlemsstaterne i henhold til artikel 8 i forordning nr. 729/70 traeffe de noedvendige foranstaltninger til at kraeve de beloeb tilbagebetalt, der er udbetalt med urette paa grund af uregelmaessigheder eller forsoemmelser. Denne bestemmelse er, hvad angaar finansieringen af den faelles landbrugspolitik, det konkrete udtryk for den generelle diligenspligt, som er foreskrevet i traktatens artikel 5 (dom af 6.10.1993, sag C-55/91, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4813, praemis 56).

16 Retten tilfoejede herefter i den anfaegtede kendelses praemis 27, at saafremt de kompetente myndigheder, som det hedder i artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1697/79, konstaterer, at "hele eller en del af den import- eller eksportafgift, der ... skulle have vaeret opkraevet ..., ikke er opkraevet hos debitor, kan disse foretage en efteropkraevning af det manglende afgiftsbeloeb". Som fastsat i samme forordnings artikel 4 skal endvidere "efteropkraevningen foretages af de kompetente myndigheder, under overholdelse af de gaeldende bestemmelser paa dette omraade, over for den fysiske eller juridiske person, som primaert eller subsidiaert er forpligtet til at betale den ... fastsatte import- eller eksportafgift ...".

17 Heraf konkluderede Retten i den anfaegtede kendelses praemis 28, at det inden for dette omraade paahviler medlemsstaterne at gennemfoere Faellesskabets retsforskrifter og med henblik paa tilbagesoegning af de beloeb, der er udbetalt med urette, traeffe de fornoedne individuelle afgoerelser i forhold til de paagaeldende erhvervsdrivende, hvorved medlemsstaterne skal foelge reglerne i den nationale lovgivning, dog med de begraensninger, der maatte foelge af faellesskabsretten (jf. Domstolens dom i foernaevnte sag Étoile commerciale og CNTA mod Kommissionen, praemis 12).

18 Retten anlagde derfor samme fortolkning af de naevnte forordninger, som Domstolen har gjort i sin praksis.

19 Endvidere bemaerkes, at Kommissionen inden for rammerne af den kontrolordning, som er indfoert ved forordning nr. 729/70, kun udoever en supplerende funktion. Dette kommer klart til udtryk i ottende betragtning til forordning nr. 729/70, hvorefter det til supplering af den af medlemsstaterne paa eget initiativ gennemfoerte kontrol, der som hidtil er af den vaesentligste betydning, skal bestemmes, at Kommissionens funktionaerer skal foretage undersoegelser, og at Kommissionen skal kunne kraeve medlemsstaternes bistand (jf. dom af 9.10.1990, sag C-366/88, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 3571, praemis 20, og i foernaevnte sag, Italien mod Kommissionen, praemis 31 og 32).

20 Selv om reglerne for samarbejdet mellem Kommissionens tjenestegrene og de nationale myndigheder med henblik paa bekaempelse af uregelmaessigheder er blevet naermere praeciseret ved forordning nr. 595/91 i lyset af de indvundne erfaringer, har denne forordning ikke aendret den ordning, som blev indfoert ved forordning nr. 729/70. Det er ikke rigtigt, som anfoert af Nutral, at forordning nr. 595/91 giver Kommissionen befoejelse til at vedtage bindende retsakter i forhold til de erhvervsdrivende som led i forebyggelsen og forfoelgningen af uregelmaessigheder eller forsoemmelser ved finansieringen af den faelles landbrugspolitik. Forordningen har blot styrket Kommissionens befoejelse til at tage initiativ og dets midler til at sikre sig oplysninger og kontrol paa dette omraade.

21 Endelig bekraeftes det til fulde af traktatens artikel 209 A, som blev indsat i EF-traktaten ved traktaten om Den Europaeiske Union, at ansvaret for bekaempelsen af svig, som er til skade for Faellesskabets finansielle interesser, paahviler medlemsstaterne.

22 Nutral kan derfor ikke med foeje haevde, at Retten burde have lagt til grund, at Kommissionen havde befoejelse inden for det paagaeldende omraade til at vedtage retsakter i forhold til erhvervsdrivende. Appellanten erkender da ogsaa, at artikel 6 i forordning nr. 595/91 ikke giver Kommissionen nogen befoejelse til at ivaerksaette undersoegelser i stedet for medlemsstaterne i de tilfaelde, hvor der er formodning for, at der er begaaet uregelmaessigheder.

23 Til stoette for sit foerste anbringende har Nutral dog ikke desto mindre fastholdt i replikken, at Kommissionen ° naermere betegnet Tjenesten for Bedrageribekaempelse ° har tilsidesat proceduren i henhold til artikel 6 i forordning nr. 595/91. Nutral anfoerer herom, at det i modsaetning til, hvad der er foreskrevet i artikel 6, nemlig var Kommissionen selv og ikke de italienske myndigheder, som formulerede de konklusioner, der blev draget paa grundlag af undersoegelsen, og at de italienske myndigheder blot noejedes med at gennemfoere disse.

24 Appellanten har ikke paa dette punkt fremfoert nye omstaendigheder til stoette for sit foerste anbringende, men blot bestridt lovligheden af den beslutning, der blev truffet af de italienske myndigheder, og som skulle vaere bebyrdende for appellanten. Domstolen har derfor ingen kompetence til at udtale sig om dette punkt under naervaerende appelsag. Appellanten maa derfor i givet fald udnytte de retsmidler, der staar til selskabets raadighed efter italiensk ret, for at kunne anfaegte denne beslutning ved de nationale domstole.

25 Af samtlige de anfoerte betragtninger foelger, at det foerste anbringende, som Nutral har fremfoert til stoette for appellen, maa forkastes.

Det andet anbringende til stoette for appellen

26 Nutral har for det andet gjort gaeldende, at Retten ved at antage i den anfaegtede kendelses praemis 28, at kun de foranstaltninger, som traeffes af de nationale myndigheder, kunne affoede bindende retsvirkninger til skade for appellantens interesser, har afvist at anerkende, at den anfaegtede afgoerelse kunne proeves under et annullationssoegsmaal og dermed har begaaet en retsvildfarelse. Ifoelge appellanten kunne Retten ikke afvise sagen alene med den begrundelse, at Kommissionen ikke havde nogen kompetence inden for det paagaeldende omraade til at vedtage retsakter, som havde bindende retsvirkninger over for appellanten, men burde have undersoegt den anfaegtede afgoerelses faktiske raekkevidde.

27 Heroverfor anfoerer Kommissionen, at Retten ikke har baseret sig paa en urigtig opfattelse af, hvilke retsakter der kan anfaegtes i henhold til traktatens artikel 173. Retten gennemgik nemlig Kommissionens skrivelser af 3. og 23. marts 1993 og naaede frem til den konklusion ° uden i oevrigt at bestride Kommissionens kompetence til at tilstille de italienske myndigheder disse retsakter ° at de ikke havde nogen bindende retsvirkning, som kunne beroere sagsoegerens interesser.

28 For at kunne tage stilling til Kommissionens afvisningspaastand maa det, som Retten anfoerte i den anfaegtede kendelses praemis 24, foerst tages i betragtning, at ifoelge Domstolens faste praksis kan kun retsakter eller beslutninger, der indeholder foranstaltninger med retligt bindende virkninger, som kan beroere en sagsoegers interesser, goeres til genstand for et annullationssoegsmaal i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173 (kendelse af 8.3.1991, sagerne C-66/91 og C-66/91 R, Emerald Meats mod Kommissionen, Sml. I, s. 1143, praemis 26).

29 I den anfaegtede kendelse bemaerkede Retten videre foelgende:

"I den foreliggende sag henvendte Kommissionen sig, som anfoert i det foregaaende, til de italienske myndigheder, efter at der var foretaget en undersoegelse, som Kommissionen paa begaering deltog i, og anmodede dem om dels at kraeve visse stoettebeloeb tilbage fra sagsoegeren, som denne havde faaet udbetalt, og som Kommissionen har betegnet som uretmaessige, dels at inddrive nogle importafgifter, som sagsoegeren var forpligtet til at betale. Det var paa foranledning af de meddelelser, som Kommissionen tilsendte de italienske myndigheder, at disse traf en raekke foranstaltninger med henblik paa tilbagesoegning af de beloeb, som sagsoegeren med urette havde faaet udbetalt" (praemis 25).

30 Foelgelig begraensede Retten sig med foeje til at fastslaa, at de skrivelser, som Kommissionen tilsendte de italienske myndigheder, blev afsendt som led i samarbejdet mellem Kommissionen og de nationale myndigheder, der har til opgave at anvende Faellesskabets regler, og at disse skrivelser alene havde karakter af anbefalinger eller udtalelser uden retsvirkning. Heraf udledte Retten i den anfaegtede kendelses praemis 28, sidste punktum, at kun de foranstaltninger, som var truffet af de nationale myndigheder, havde bindende retsvirkninger over for sagsoegeren, samt i kendelsens praemis 29, at de anfaegtede retsakter ikke kunne anses for afgoerelser, som direkte beroerte sagsoegerens retsstilling.

31 Den anfaegtede kendelses praemis 28, sidste punktum, boer derfor ikke laeses uden sammenhaeng med de betragtninger som helhed, hvori det indgaar. I modsaetning til det af Nutral anfoerte, tilsigtede Retten saaledes kun at udtale sig om det konkrete tilfaelde, som var forelagt den, og ikke at fastslaa, at Kommissionens retsakter inden for det paagaeldende omraade ikke kunne indeholde noget klagepunkt for de erhvervsdrivende alene paa grund af den omstaendighed, at Faellesskabets regler ikke tillagde Kommissionen nogen kompetence til at traeffe beslutninger direkte i forhold til de paagaeldende.

32 Foelgelig foretog Retten en korrekt retlig kvalifikation af den omtvistede retsakt, hvorfor appellantens andet anbringende maa forkastes.

33 Appellen maa herefter som helhed forkastes.

Sagens omkostninger

34 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Appellanten har tabt sagen og boer derfor paalaegges sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

1) Appellen forkastes.

2) Appellanten betaler sagens omkostninger.