61993J0329

1. Institutionernes retsakter ° begrundelse ° pligt ° raekkevidde ° beslutning, hvori en garanti stillet af en offentlig myndighed til fordel for en virksomhed med henblik paa erhvervelse af en andel i en anden virksomhed betegnes som stoette

(EF-traktaten, art. 92 og 190)

2. Institutionernes retsakter ° begrundelse ° pligt ° raekkevidde ° kommissionsbeslutning, der vurderer en intervention til fordel for et skibsvaerft uden at naevne direktiv 90/684

(EF-traktaten, art. 92 og 190; Raadets direktiv 90/684)

3. Institutionernes retsakter ° begrundelse ° pligt ° raekkevidde ° kommissionsbeslutning, der fastslaar, at en stoette er uforenelig med faellesmarkedet

(EF-traktaten, art. 92 og 190)

1. Begrundelseskravet skal fastlaegges i lyset af den konkrete sags omstaendigheder, navnlig indholdet af den paagaeldende retsakt.

I forbindelse med en beslutning, hvorved det fastslaas, at en garanti stillet af en offentlig myndighed til fordel for en virksomhed med henblik paa erhvervelse af en andel i en anden virksomhed, som betales med nye aktier i den foerstnaevnte virksomhed, er uforenelig med traktatens artikel 92, kan Kommissionen ved ansaettelsen af de nye aktiers samlede vaerdi i forhold til vaerdien af den paagaeldende andel ikke blot laegge til grund, at boerskursen for aktierne i den foerstnaevnte virksomhed er den eneste afgoerende faktor ved vaerdiansaettelsen af de nye aktier, idet den ogsaa skal tage hensyn til andre faktorer i relation til den omhandlede virksomheds indre vaerdi og situationen paa det marked, hvor den er aktiv.

En uindskraenket og ubetinget anvendelse af boerskurskriteriet med udelukkelse af alle andre faktorer indebaerer nemlig en automatik, der vanskeligt kan forenes med det markedsoekonomiske system og de oekonomiske valg, der traeffes af store virksomheder, der lader sig lede af mere langsigtede rentabilitetsudsigter.

2. Begrundelsen for en kommissionsbeslutning, hvorved det fastslaas, at en stoette, der er ydet en virksomhed, som driver et af det stoerste skibsvaerfter inden for Faellesskabet og er almindelig kendt som en virksomhed, der foerst og fremmest beskaeftiger sig med skibsbygning, er uforenelig med faellesmarkedet, skal, eftersom en anvendelse af direktiv 90/684 om stoette til skibsbygningsindustrien kunne have foert til en anden vurdering, noedvendigvis indeholde en redegoerelse for grundene til, at dette direktiv ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfaelde.

3. Selv om den omstaendighed, at en virksomhed har en forholdsvis beskeden omsaetning inden for Faellesskabet, ikke paa forhaand udelukker, at en statslig intervention til fordel for virksomheden kan have karakter af stoette, og selv om det i visse tilfaelde kan fremgaa af selve de omstaendigheder, hvorunder stoetten ydes, at den kan paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkaarene, paahviler det i det mindste Kommissionen at angive disse omstaendigheder i beslutningens begrundelse. En beslutning, som intet naevner om situationen paa det omhandlede marked, den beroerte virksomheds markedsandel og konkurrerende virksomheders stilling, og som for saa vidt angaar handelen med de paagaeldende produkter mellem medlemsstaterne blot angiver medlemsstaternes import af produkter, der henhoerer under bestemte toldpositioner, uden at fastlaegge den beroerte virksomheds andel af denne import, opfylder ikke dette begrundelseskrav.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 25. juni 1993 har Forbundsrepublikken Tyskland i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173, stk. 1, anlagt sag med paastand om annullation af Kommissionens beslutning 93/412/EOEF af 6. april 1993 om stoette fra den tyske regering til HIBEG og fra HIBEG via Krupp GmbH til Bremer Vulkan AG for at lette salget af Krupp Atlas Elektronik GmbH fra Krupp GmbH til Bremer Vulkan AG (EFT L 185, s. 43, herefter "den anfaegtede beslutning") (sag C-329/93).

2 Ved staevninger indleveret til Domstolens Justitskontor den 28. juni 1993 og den 1. juli 1993 har selskaberne Hanseatische Industrie-Beteiligungen GmbH (herefter "HIBEG") og Bremer Vulkan Verbund AG (herefter "BV") i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, anlagt sager med paastand om annullation af samme beslutning.

3 Efter udvidelsen af Retten i Foerste Instans' kompetence i medfoer af Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21) blev de to sidstnaevnte sager henvist til Retten ved Domstolens kendelse af 27. september 1993. Efter at Retten ved kendelse af 23. februar 1995 i henhold til artikel 47, stk. 3, i EF-statutten for Domstolen har erklaeret sig inkompetent, er sagerne blevet henvist til Domstolen (sagerne C-62/95 og C-63/95).

4 Ved kendelse afsagt af Domstolens praesident den 16. november 1995 er de tre sager i henhold til procesreglementets artikel 43 blevet forenet med henblik paa den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

Den anfaegtede beslutning

5 Ifoelge den anfaegtede beslutning anmeldte den tyske regering den 17. december 1991 en garanti, som Freie Hansestadt Bremen (herefter "Land Bremen") havde stillet over for visse banker til fordel for HIBEG, der er etableret i denne delstat.

6 Formaalet med garantien var at goere det muligt for BV, der har hjemsted i Bremen, at koebe selskabet Krupp Atlas Elektronik GmbH (herefter "KAE") af dettes moderselskab Krupp GmbH (herefter "Krupp").

7 Den 6. maj 1992 indledte Kommissionen proceduren efter EOEF-traktatens artikel 93, stk. 2, vedroerende garantien, hvorefter den traf den anfaegtede beslutning.

8 Af beslutningen fremgaar foelgende:

For at sprede sine aktiviteter uden for skibsbygningssektoren koebte BV en andel paa 74,9% i KAE af Krupp. Prisen paa 350 mio. DM blev ikke betalt kontant, men i form af nyligt udstedte BV-aktier. Der blev gennemfoert eller aftalt foelgende transaktioner (gengivet i hovedtraek):

° 17. oktober 1991: BV-aktionaererne besluttede paa generalforsamlingen at foroege aktiekapitalen ved udstedelse af nye aktier.

° 21. november 1991: Land Bremen stillede en garanti paa 126 mio. DM til HIBEG, der er et offentligt selskab, som ejes af Land Bremen.

° 26. november 1991: Handel mellem Krupp og BV, hvor BV betalte 2,8 millioner nye BV-aktier (ifoelge BV en samlet vaerdi paa 350 mio. DM, dvs. 125 DM pr. aktie) til Krupp og herved erhvervede 74,9% af KAE.

° 26. november 1991: Krupp og HIBEG oprettede sammen et Gesellschaft buergerlichen Rechts (herefter "GbR").

° 31. december 1991: Krupp og HIBEG tilfoerte begge deres aftalte andele i GbR. Krupp tilfoerte de 2,8 millioner BV-aktier, og HIBEG bidrog med 350 mio. DM i kontanter, finansieret ved et banklaan.

° 31. december 1991: I henhold til aftalen om oprettelse af GbR gav GbR Krupp et forskud paa 350 mio. DM. HIBEG fik endelig bemyndigelse til at saelge BV-aktierne til tredjemand til en mindstepris paa 125 DM pr. aktie. Hver solgt aktie reducerede de to partneres andel i GbR, da det samtidig medfoerte en reduktion af saldoen paa forskuddet til Krupp og en tilbagebetaling af det laan, som HIBEG havde ydet.

° Tidligst den 28. februar 1994 og senest den 31. december 1994: GbR oploeses. De resterende BV-aktier overfoeres til HIBEG, mens Krupp beholder saldoen paa forskuddet. Efter aftale med de banker, der ydede HIBEG laanet, har dette selskab mulighed for at tilbagebetale (en del af) laanet ved salg af BV-aktier til bankerne for 80 DM pr. aktie ved laaneperiodens udloeb.

9 Ifoelge den anfaegtede beslutning koebte BV saaledes en andel paa 74,9% i KAE ved at betale Krupp 2,8 mio. BV-aktier. Inden for rammerne af GbR udvekslede Krupp disse aktier med HIBEG og modtog 350 mio. DM. Paa transaktionstidspunktet var BV-aktier noteret paa boersen til omkring 80 DM pr. aktie, dvs. at den samlede vaerdi af de 2,8 mio. aktier var 224 mio. DM. Land Bremen stoettede HIBEG med en garanti paa 126 mio. DM, dvs. forskellen mellem den aftalte koebspris for KAE og aktiernes vaerdi, og gav derved mulighed for salget af KAE til BV.

10 Kommissionen er af den opfattelse, at garantien fra Land Bremen udgoer en statsstoette til BV ud fra foelgende betragtninger.

11 BV-aktiernes gennemsnitlige kurs var i november-december 1991, hvor de vigtigste transaktioner fandt sted, ca. 80 DM pr. aktie (84,90 DM i november og 75,40 i december). Da boerskursen afspejler det enkelte selskabs situation set paa baggrund af den generelle nationale og internationale udvikling, skal der alene laegges vaegt herpaa. I det konkrete tilfaelde afspejlede kursen paa 80 DM allerede den kurstrykkende virkning, en ny aktieemission normalt har. Den udgjorde derfor den maksimumspris, man kunne have forlangt ved en aaben emission af nye BV-aktier. Dette blev bekraeftet af, at bankerne var villige til at koebe de usolgte aktier for 80 DM pr. stk. ved laaneperiodens udloeb, og af, at BV-aktiernes kurs fra udgangen af 1991 til februar 1993 svingede omkring 80 DM.

12 Ifoelge den anfaegtede beslutning kunne HIBEG, der ejes fuldt ud af Land Bremen og derfor maa betragtes som et offentligt selskab, kun opnaa banklaanet og betale 350 mio. DM for de nye BV-aktier inden for rammerne af GbR, fordi Land Bremen daekkede risikoen med en garanti paa 126 mio. DM. Dette beloeb udgjorde noejagtigt forskellen mellem de 350 mio. DM (det samlede laan) og de 224 mio. DM (aktiernes vaerdi paa grundlag af en markedskurs paa 80 DM pr. aktie).

13 For saa vidt angaar spoergsmaalet om stoettens stoerrelse, naar Kommissionen i den anfaegtede beslutning frem til den konklusion, at forskellen mellem de 350 mio. DM, som blev betalt for KAE, og de nye BV-aktiers vaerdi paa 224 mio. DM, dvs. 126 mio. DM, ikke kan begrundes i kommercielle forhold. Derfor maa hele denne forskel, der svarer til den samlede garanti til HIBEG, betragtes som stoette.

14 Hvad angaar spoergsmaalet om stoettemodtageren anfoeres det i den anfaegtede beslutning, at det paa det tidspunkt, hvor proceduren efter traktatens artikel 93, stk. 2, blev indledt, ikke var muligt at identificere stoettemodtageren. Svaret afhang af vurderingen af den egentlige kommercielle markedspris for KAE. Hvis 74,9% af KAE kun var 224 mio. DM vaerd, gik hele stoetten til Krupp. Hvis den paagaeldende vaerdi var 350 mio. DM, gik hele stoetten via HIBEG til BV for at goere det muligt for sidstnaevnte at overtage 74,9% af KAE. Hvis den egentlige markedsvaerdi for 74,9% af KAE laa mellem disse to beloeb, var stoetten fordelt mellem BV og Krupp. Kommissionen naaede ved afslutningen af sin undersoegelse frem til, at 350 mio. DM afspejlede den reelle markedsvaerdi for 74,9% af KAE, hvorfor den endelige stoettemodtager var BV. Formaalet med alle transaktionerne var at sprede BV' s aktiviteter gennem koebet af KAE, og selv om det var Krupp, der modtog den kontante betaling direkte fra HIBEG som led i aftalerne om GbR, var det BV, der rent faktisk forbedrede sin finansielle stilling gennem HIBEG' s kontante bidrag og statsgarantien.

15 Kommissionen giver dernaest i den anfaegtede beslutning udtryk for, at den omtvistede garanti ikke var i overensstemmelse med Land Bremen' s garantiordning ("Buergschaftsrichtlinien"), som Kommissionen havde godkendt den 28. oktober 1991. For det foerste skulle garantier i henhold til denne ordning principielt stilles i form af simpel kaution, mens den omtvistede garanti var en selvskyldnerkaution. Kommissionen kunne i denne forbindelse i beslutningen ikke tiltraede det af den tyske regering fremfoerte synspunkt, at det i "Buergschaftsrichtlinien" anvendte ord "principielt" ("grundsaetzlich") ogsaa aabnede mulighed for selvskyldnerkautioner, og at en simpel kaution heller ikke havde vaeret hensigtsmaessig ud fra et oekonomisk synspunkt, da HIBEG var statsejet. For det andet fastslaas det i beslutningen, at der i henhold til garantiordningen skulle stilles en sikkerhed for laanet og betales en praemie paa 0,5% ved oprettelsen og 0,5% aarligt. HIBEG var imidlertid i det konkrete tilfaelde hverken blevet afkraevet sikkerhed eller praemie. Endelig kunne Kommissionen ikke paa grundlag af de foreliggende oplysninger tilslutte sig, at der var tale om et normalt forhold mellem afkastet af investeringen i GbR og de midler, der var noedvendige til renter og afdrag paa laanet, som fastsat i garantiordningen.

16 Da den omtvistede garanti ikke var i overensstemmelse med Land Bremen' s godkendte garantiordning, burde den tyske regering ifoelge Kommissionen have anmeldt den paa forhaand til Kommissionen i overensstemmelse med traktatens artikel 93, stk. 3. Den tyske regering anmeldte imidlertid stoetten, efter at garantien var stillet, efter at Krupp og BV havde henholdsvis solgt og koebt 74,9% af KAE, og efter at HIBEG og Krupp havde stiftet GbR. Regeringen overtraadte dermed den naevnte bestemmelse i traktaten. Stoetten har derfor vaeret ulovlig fra det tidspunkt, hvor den blev ydet.

17 Med henblik paa at undersoege, om den omhandlede stoette fordrejede konkurrencevilkaarene og paavirkede samhandelen mellem medlemsstaterne i traktatens artikel 92, stk. 1' s forstand, redegoer Kommissionen i den anfaegtede beslutning for KAE' s virksomhed. Det fastslaas i beslutningen, at selskabets hovedvirksomhed laa inden for soe- og forsvarselektronik (ekkolydteknik, signal- og databehandling), at fabrikanterne af disse produkter konkurrerer med hinanden inden for Faellesskabet, og at de paagaeldende produkter er omfattet af samhandelen mellem medlemsstaterne. Der henvises i beslutningen til forskellige statistiske oplysninger om KAE' s eksport i forhold til selskabets samlede omsaetning, og det konkluderes, at den omtvistede stoette paavirkede samhandelen mellem medlemsstaterne og fordrejede konkurrencen mellem producenter af soe- og forsvarselektronik.

18 Kommissionen undersoeger endelig mulighederne for at anvende undtagelserne i traktatens artikel 92, stk. 3. Den fastslaar i denne forbindelse, at den omtvistede stoette ikke skulle fremme den oekonomiske udvikling i omraader, hvor levestandarden er usaedvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskaeftigelse [artikel 92, stk. 3, litra a)], at den heller ikke skulle fremme virkeliggoerelsen af et projekt af faelleseuropaeisk interesse eller afhjaelpe en alvorlig forstyrrelse i den tyske oekonomi [artikel 92, stk. 3, litra b)], og at der ikke forelaa nogen EF-sektoral begrundelse for stoetten, der ikke var led i en godkendt regionalstoetteordning, men udgjorde en investeringsstoette, hvis formaal var at goere det muligt for BV at koebe en bestaaende virksomhed (KAE) og ikke at skabe nye produktionsanlaeg eller beskaeftigelse [artikel 92, stk. 3, litra c)].

19 Det fastslaas derfor i artikel 1, stk. 1, i den anfaegtede beslutning, at stoetten til BV paa i alt 126 mio. DM er ulovlig og uforenelig med faellesmarkedet. I stk. 2 fastslaas det, at den stoette, Land Bremen ydede HIBEG i form af en garanti paa 126 mio. DM, ogsaa er ulovlig og uforenelig med faellesmarkedet.

20 I henhold til artikel 2, stk. 1, skal Forbundsrepublikken Tyskland paase, at stoetten til BV tilbagebetales fuldt ud til HIBEG inden to maaneder efter meddelelsen af beslutningen i overensstemmelse med de i national ret gaeldende procedurer og bestemmelser. I henhold til artikel 2, stk. 2, paalaegges det den tyske regering at annullere den i artikel 1, stk. 2, omhandlede garanti inden for samme frist paa to maaneder.

Sagsoegernes anbringender

21 Sagsoegerne har til stoette for deres annullationspaastande gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning er behaeftet med mangler ved begrundelsen i hvert enkelt punkt. De har endvidere gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af traktatens regler om statsstoette, af retten til kontradiktion, af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og af proportionalitetsprincippet, samt at der er anlagt en forkert fortolkning af Land Bremen' s "Buergschaftsrichtlinien".

22 Der skal foerst tages stilling til anbringendet om mangler ved begrundelsen i hvert enkelt punkt i beslutningen, idet det alene vil vaere muligt at undersoege de oevrige anbringenders berettigelse, hvis beslutningen er tilstraekkeligt begrundet. Ifoelge fast retspraksis skal begrundelsen for en bebyrdende afgoerelse dels goere det muligt for Domstolen at foretage en proevelse af lovligheden af afgoerelsen, dels give den paagaeldende de noedvendige oplysninger til at bedoemme, om afgoerelsen er rigtig.

Begrundelsen for den anfaegtede beslutning

De nye BV-aktiers vaerdi

23 Spoergsmaalet om, hvorvidt den omhandlede intervention udgoer en stoette, afhaenger i foerste omgang af, om de nye BV-aktiers samlede vaerdi svarer til vaerdien af den af BV erhvervede andel paa 74,9% af KAE. Hvis der er overensstemmelse mellem disse to vaerdier, er der ikke tale om stoette. Hvis derimod de nye BV-aktiers samlede vaerdi er lavere en vaerdien af 74,9% af KAE, skal det dernaest ifoelge Domstolens praksis under hensyntagen til omstaendighederne og alle relevante oplysninger undersoeges, hvorledes en privat investor, der foelger en global eller sektorbestemt strukturpolitik og lader sig lede af mere langsigtede rentabilitetsudsigter, ville have handlet (dom af 21.3.1991, sag C-305/89, Italien mod Kommissionen, "Alfa Romeo", Sml. I, s. 1603).

24 Hvad angaar det foerste spoergsmaal er der for det foerste uenighed mellem parterne om det relevante tidspunkt for sammenligningen af de to vaerdier og for det andet om bedoemmelseskriterierne.

25 Som det fremgaar af sagens akter, foerte de i begyndelsen af 1991 indledte forhandlinger mellem Krupp og BV om sidstnaevntes koeb af en del af KAE til, at der den 12. juli 1991 blev underskrevet et "Memorandum of Understanding" (herefter "memorandummet"). I henhold til memorandummet, som foerst skulle faa gyldighed efter at vaere blevet godkendt af parternes tilsynsraad, skulle BV' s kapital forhoejes med 2,8 mio. nye ihaendehaveraktier, som Krupp skulle tegne. Som modydelse for erhvervelsen af disse aktier skulle Krupp overdrage sin andel paa 74,9% af KAE til BV. De to aftaleparter vurderede deres respektive indskud til 350 mio. DM, hvilket for de nye BV-aktiers vedkommende svarer til en vaerdi paa 125 DM pr. aktie. Krupp' s indskud skulle have virkning fra den 1. juli 1991.

26 Sagsoegerne har anfoert, at den afgoerende faktor ved vaerdiansaettelsen af de nye BV-aktier er den aftale, der blev indgaaet mellem Krupp og BV den 12. juli 1991 og er nedfaeldet i memorandummet. Denne dato er det relevante tidspunkt for vaerdiansaettelsen, idet aftalen er bindende for parterne med hensyn til de naermere aftalte dispositioner og navnlig med hensyn til vaerdiansaettelsen af hvert enkelt selskabs indskud. Paa den paagaeldende dato blev baade Krupp' s og BV' s indskud vurderet til 350 mio. DM.

27 I oevrigt tog aftaleparterne ved vurderingen af de nye BV-aktier ikke alene hensyn til deres boerskurs paa davaerende tidspunkt, som var 101,20 DM, men ogsaa til andre faktorer med relation til BV' s indre vaerdi, saasom den seneste udvikling i BV-aktiernes boerskurs, den vaerdistigning, som fulgte af aktieposten paa 2,8 mio., der udgjorde 19,13% af BV' s kapital efter forhoejelsen heraf, og den positive virkning, det havde for aktiernes vaerdi, at virksomheden Systemtechnik Nord GmbH (herefter "STN") ° et datterselskab af BV, der virkede paa samme omraade som KAE ° blev lagt sammen med KAE under BV' s ledelse.

28 Kommissionen har derimod gjort gaeldende, at den eneste relevante parameter i det foreliggende tilfaelde maa vaere BV-aktiernes boerskurs. Aktiernes vaerdi bestemmes nemlig af markedet, og aktiemarkedet er boersen. Boerskursen udgoer saaledes det eneste gyldige kriterium for fastlaeggelsen af en akties faktiske vaerdi. Kursen afspejler ogsaa markedets bekymringer og forhaabninger med henblik paa fremtiden.

29 Med hensyn til spoergsmaalet om det relevante tidspunkt for vaerdiansaettelsen finder Kommissionen, at dette ligger inden for den periode, hvor den omtvistede garanti var gaeldende, dvs. fra slutningen af november til begyndelsen af december 1991. I denne periode laa kursen for BV-aktierne paa omkring 80 DM.

30 Indledningsvis bemaerkes, at naar Kommissionen lagde til grund, at det relevante tidspunkt for den paagaeldende vaerdiansaettelse var det tidspunkt, hvor Land Bremen besluttede at stille den omhandlede garanti, skyldes det naturligvis, at den kompetente myndighed paa dette tidspunkt foretog den endelige vurdering af de omstaendigheder, der fik den til at stille garantien. Paa dette punkt er begrundelsen for den anfaegtede beslutning tilstraekkelig.

31 Ifoelge Domstolens praksis skal begrundelseskravet fastlaegges i lyset af den konkrete sags omstaendigheder, navnlig indholdet af den paagaeldende retsakt (jf. f.eks. dom af 13.3.1985, forenede sager 296/82 og 318/82, Nederlandene og Leeuwarder Papierwarenfabriek mod Kommissionen, Sml. s. 809, praemis 19).

32 Kommissionen skulle saaledes i det foreliggende tilfaelde tage hensyn til alle sagens omstaendigheder og relevante faktorer.

33 Der kunne herved ud over BV-aktiernes boerskurs tages hensyn til den tidligere udvikling i denne kurs, aftalen af 12. juli 1991, virksomheden BV' s indre vaerdi, den vaerdistigning, aktieposten paa 2,8 mio. eventuelt maatte have medfoert, de forventede synergistiske virkninger af KAE og STN' s fusion paa baggrund af markedssituationen, den inside information, aftaleparterne havde vedroerende det omhandlede marked og de konkurrerende virksomheders situation, og forventninger om udviklingen i BV-aktiernes kurs, bl.a. under hensyntagen til situationen paa det marked, hvor virksomheden er aktiv.

34 Det skal i denne forbindelse bemaerkes, at BV-aktiernes boerskurs den 12. juli 1991 var 101,20 DM, at den laa paa omkring 100 DM i oktober 1993, og at den endog naaede op paa 106 DM i januar 1994. Sagsoegerne har i oevrigt ° uden at det er blevet bestridt ° henvist til et tilfaelde, hvor en virksomhed solgte en betydelig aktiepost til en vaesentlig hoejere pris end boerskursen.

35 Det maa i det foreliggende tilfaelde konstateres, at Kommissionen end ikke tilnaermelsesvis har baseret sin beslutning paa en analyse af de ovennaevnte parametre, og at den navnlig ikke har beskaeftiget sig med spoergsmaalet, om den vurdering af de 2,8 mio. nye BV-aktier til 350 mio. DM, som den 12. juli 1991 blev foretaget af Krupp og BV ° to virksomheder uden nogen form for juridisk eller oekonomisk forbindelse ° maatte betragtes som urimelig paa baggrund af de ovennaevnte parametre og ud fra kriteriet baseret paa en stor privat investor, der lader sig lede af mere langsigtede rentabilitetsudsigter, eller om den maatte betragtes som fiktiv paa baggrund af de tilsagn, Krupp maatte have modtaget om betaling af beloebet gennem oprettelsen af et Gesellschaft buergerlichen Rechts og en garanti fra Land Bremen. Der er under alle omstaendigheder ikke foert bevis for saadanne tilsagn.

36 I stedet for at vurdere alle disse parametre fastslaar Kommissionen i den anfaegtede beslutning blot, uden at give en tilstraekkelig forklaring, at boerskursen er den eneste afgoerende faktor ved vaerdiansaettelsen af aktierne. Denne opfattelse er for kategorisk, unuanceret og restriktiv. Den uindskraenkede og ubetingede anvendelse af dette kriterium med udelukkelse af alle andre faktorer indebaerer en automatik, der vanskeligt kan forenes med det markedsoekonomiske system og de oekonomiske valg, der ° som i det foreliggende tilfaelde ° traeffes af store virksomheder, der lader sig lede af mere langsigtede rentabilitetsudsigter.

37 Det maa derfor fastslaas, at den anfaegtede beslutning paa dette punkt er utilstraekkeligt begrundet.

38 Den anfaegtede beslutning boer herefter annulleres i sin helhed paa grund af mangler ved begrundelsen.

39 Domstolen skal ikke desto mindre tage stilling til anbringenderne vedroerende begrundelsen for de andre punkter i den anfaegtede beslutning.

Raadets direktiv 90/684/EOEF

40 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at selv om den omtvistede intervention maatte skulle betragtes som stoette, havde Kommissionen pligt til at undersoege, om denne var forenelig med bestemmelserne i Raadets direktiv 90/684/EOEF af 21. december 1990 om stoette til skibsbygningsindustrien (EFT L 380, s. 27, herefter "syvende direktiv"), navnlig artikel 5 og artikel 6, stk. 3.

41 BV er nemlig ifoelge sagsoegerne en skibsbygningsvirksomhed. Selskabets hovedvirksomhed svarende til 64,4% af den samlede omsaetning i 1991 laa inden for skibsbygningsindustrien. I oevrigt drejer moderne skibsbygning sig om produktion af et "skibssystem", der begynder med samling af metaldele og slutter med installering af elektroniske systemer, og syvende direktiv gaelder ikke kun for skibsbygning i snaever forstand.

42 I forbindelse med undersoegelsen af den omhandlede intervention blev dette synspunkt gentagne gange fremfoert over for Kommissionen, som forkastede det uden at angive grundene til, at den fandt, at det omhandlede tilfaelde ikke faldt ind under syvende direktiv.

43 Kommissionen har heroverfor anfoert, at det fremgaar af BV' s aarsberetning for regnskabsaaret 1991, at skibsbygningsvirksomhedens samlede andel i samtlige resultater inden for BV-koncernen i 1991 udgjorde 42,4%. Det er derfor ikke korrekt, at BV havde sin hovedvirksomhed inden for skibsbygning. I oevrigt er betingelserne for at anvende artikel 5 og artikel 6, stk. 3, i syvende direktiv ikke opfyldt i det foreliggende tilfaelde. Ifoelge Kommissionen skulle der saaledes ikke i begrundelsen for dens beslutning tages stilling til bestemmelser, der hverken er relevante eller anvendelige.

44 Hertil bemaerkes, at virksomheden Bremer Vulkan Verbund AG, som er et af de stoerste skibsvaerfter inden for Faellesskabet, er almindelig kendt som en virksomhed, der foerst og fremmest beskaeftiger sig med skibsbygning.

45 I henhold til syvende direktivs artikel 5, som har overskriften "Andre former for driftsstoette", kan stoette til bygnings- og ombygningsvaerfters fortsatte drift betragtes som forenelig med faellesmarkedet under visse betingelser. Artikel 6, der har overskriften "Investeringsstoette" og hoerer til kapitel III om "Stoette til omstrukturering", bestemmer i stk. 3, at investeringsstoette kan betragtes som forenelig med faellesmarkedet, bl.a. hvis stoettens stoerrelse og intensitet er berettiget ud fra den paagaeldende omstrukturerings omfang.

46 Hvis disse betingelser var opfyldt, kunne den stoette, der haevdes at vaere ydet BV, saaledes betragtes som forenelig med faellesmarkedet.

47 Paa denne baggrund skulle Kommissionen i den anfaegtede beslutning praecisere, hvilke aktiviteter der i dag maa anses for at henhoere under skibsbygning, hvilke virksomheder der maa anses for at hoere til denne sektor, og hvorfor BV maatte antages at falde uden for denne. Kommissionen skulle ligeledes i sin beslutning redegoere for de betragtninger, der dannede grundlag for konklusionen om, at de omhandlede bestemmelser i syvende direktiv ikke fandt anvendelse i det konkrete tilfaelde.

48 Da begrundelsen for den anfaegtede beslutning ikke paa et eneste punkt beskaeftiger sig med spoergsmaalet om anvendeligheden af syvende direktiv, maa det konstateres, at beslutningen i saa henseende slet ikke indeholder nogen begrundelse. Denne mangel kan i oevrigt ikke afhjaelpes ved hjaelp af de argumenter og oplysninger, som Kommissionen er fremkommet med for Domstolen.

Fordrejning af konkurrencevilkaarene og paavirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne

49 Med henblik paa at undersoege, om den stoette, der haevdes at vaere ydet BV, fordrejer konkurrencevilkaarene og paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne, som omhandlet i traktatens artikel 92, stk. 1, henviser Kommissionen i den anfaegtede beslutning til KAE' s virksomhed. Det fastslaas, at KAE' s hovedvirksomhed ligger inden for soe- og forsvarselektronik (ekkolydteknik, signal- og databehandling), at fabrikanterne af disse produkter konkurrerer med hinanden inden for EF, og at de paagaeldende produkter er omfattet af samhandelen mellem medlemsstaterne.

50 Kommissionen henviser desuden i beslutningen til omfanget af KAE' s eksport til andre EF-lande i forhold til selskabets samlede omsaetning (45 mio. DM ud af 689 mio. DM i 1991), hvorefter den angiver nogle tal for medlemsstaternes import af forskellige produkter, der har oprindelse i Faellesskabet og henhoerer under tre toldpositioner, og det konkluderes, at den omtvistede stoette paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne og fordrejer konkurrencen mellem producenter af soe- og forsvarselektronik.

51 Hertil bemaerkes for det foerste, at selv hvis det maatte antages, at Kommissionen med rette kunne noejes med at undersoege KAE' s situation med henblik paa vurderingen af, om en stoette, der var ydet BV, var forenelig med faellesmarkedet, kan Kommissionens udtalelser i den anfaegtede beslutning og de heri indeholdte oplysninger ikke give tilstraekkelig stoette til de konklusioner, Kommissionen naar frem til.

52 Selv om det foelger af fast retspraksis, at den omstaendighed, at en virksomhed har en forholdsvis beskeden omsaetning inden for Faellesskabet, ikke paa forhaand udelukker, at en statslig intervention til fordel for virksomheden kan have karakter af stoette (dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, "Tubemeuse", Sml. I, s. 959, praemis 43), og selv om det i visse tilfaelde kan fremgaa af selve de omstaendigheder, hvorunder stoetten ydes, at den kan paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkaarene, paahviler det i det mindste Kommissionen at angive disse omstaendigheder i beslutningens begrundelse (dommen i sagen Nederlandene og Leeuwarder Papierwarenfabriek mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 24).

53 I det foreliggende tilfaelde naevnes der i den anfaegtede beslutning intet om situationen paa det omhandlede marked, KAE' s markedsandel og konkurrerende virksomheders stilling. For saa vidt angaar handelen med de paagaeldende produkter mellem medlemsstaterne angiver Kommissionen blot medlemsstaternes import af produkter, der henhoerer under tre toldpositioner, uden at fastlaegge KAE' s andel af denne import.

54 For det andet bemaerkes, at Kommissionen under alle omstaendigheder, uden at begrunde sin beslutning paa dette punkt, har begraenset sig til at undersoege KAE' s situation. Da BV imidlertid angives som modtageren af den paastaaede stoette, skulle Kommissionen have undersoegt, hvorledes erhvervelsen af de 74,9% af KAE styrkede selskabets konkurrencemaessige stilling paa omraaderne for skibsbygning og soe- og forsvarselektronik, bl.a. under hensyntagen til, at BV allerede ejede STN, der opererede inden for den samme sektor som KAE, og i betragtning af situationen paa de relevante markeder og de konkurrerende virksomheder.

55 Det maa herefter fastslaas, at den anfaegtede beslutning ogsaa paa dette punkt er utilstraekkeligt begrundet.

Den stoette, som haevdes at vaere ydet HIBEG

56 I betragtningerne til den anfaegtede beslutning fremstilles HIBEG foerst som et mellemled, der har formidlet en statsstoette til BV, som er den endelige stoettemodtager. HIBEG virkede saaledes blot som et redskab for Land Bremen. I beslutningens dispositive del betegnes HIBEG imidlertid uden nogen naermere forklaring som den selvstaendige modtager af en saerskilt stoette ydet af Land Bremen i form af en garanti paa 126 mio. DM. Kommissionen uddyber paa ingen maade, hvad HIBEG' s fordel ved den omhandlede offentlige intervention bestaar i.

57 Den anfaegtede beslutning maa derfor betragtes som utilstraekkeligt begrundet i denne henseende.

58 Det maa herefter fastslaas, at den anfaegtede beslutning i flere henseender ikke opfylder begrundelseskravet i EOEF-traktatens artikel 190. Den boer derfor annulleres paa grund af vaesentlige formelle mangler, uden at det er noedvendigt at undersoege sagsoegernes oevrige anbringender.

Sagens omkostninger

59 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Kommissionen har tabt sagen og boer derfor betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

1) Kommissionens beslutning 93/412/EOEF af 6. april 1993 om stoette fra den tyske regering til HIBEG og fra HIBEG via Krupp GmbH til Bremer Vulkan AG for at lette salget af Krupp Atlas Elektronik GmbH fra Krupp GmbH til Bremer Vulkan AG annulleres.

2) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber betaler sagens omkostninger.