61993J0317

++++

1. Socialpolitik ° ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring ° direktiv 79/7' s personelle anvendelsesomraade ° erhvervsaktiv befolkning i direktivets artikel 2' s forstand ° personer, der har ubetydelig beskaeftigelse med kort arbejdstid og lav loen ° omfattet

(Raadets direktiv 79/7, art. 2)

2. Socialpolitik ° ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring ° direktiv 79/7 ° national lovgivning, hvorefter ubetydelig beskaeftigelse med en saedvanlig ugentlig arbejdstid paa under femten timer og en loen paa under en syvendedel af gennemsnitsmaanedsloennen ikke er omfattet af obligatorisk alderspensionsforsikring ° ordning, der navnlig beroerer kvinder ° objektiv begrundelse ° lovligt

(Raadets direktiv 79/7, art. 4, stk. 1)

1. Direktiv 79/7 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring, skal fortolkes saaledes, at personer med en beskaeftigelse, der anses for ubetydelig, idet den saedvanlige ugentlige arbejdstid er paa under femten timer og loennen ikke overstiger en syvendedel af gennemsnitsmaanedsloennen, tilhoerer den erhvervsaktive befolkning i dette direktivs artikel 2' s forstand, hvorfor de er omfattet af direktivet.

Den omstaendighed, at en arbejdstager kun har en lav indtaegt, der ikke kan daekke hans behov, kan nemlig efter faellesskabsretten ikke foere til, at han frakendes status som arbejdstager, eller til, at han ikke antages at tilhoere den erhvervsaktive befolkning.

2. Artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring, skal fortolkes saaledes, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national ordning, hvorefter beskaeftigelse med en saedvanlig ugentlig arbejdstid paa under femten timer og mod et vederlag, der ikke overstiger en syvendedel af referencemaanedsloennen, ikke er omfattet af den lovbestemte alderspensionsordning, heller ikke selv om denne ordning beroerer langt flere kvinder end maend, idet den nationale lovgiver rimeligvis har kunnet gaa ud fra, at den omtvistede lovgivning var noedvendig for gennemfoerelsen af en socialpolitisk maalsaetning, der intet har med forskelsbehandling paa grundlag af koen at goere. Saaledes forholder det sig, naar den omstaendighed, at saadan beskaeftigelse ikke er omfattet af den obligatoriske forsikringsordning, er udtryk for principielle synspunkter vedroerende opbygningen af en social sikringsordning med bidragspligt, er den eneste maade, hvorpaa efterspoergsel i samfundet efter denne form for beskaeftigelse kan imoedekommes, og hvorved et stoerre antal ulovligt beskaeftigede og en stigning i antallet af omgaaelser af lovgivningen kan undgaas.

1 Ved kendelse af 25. maj 1993 indgaaet til Domstolen den 16. juni 1993 har Sozialgericht Hannover i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 4, stk. 1, i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24, herefter "direktivet").

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en sag mellem Inge Nolte og Landesversicherungsanstalt Hannover (herefter "LVA") angaaende en paastand om annullation af den afgoerelse, hvorved LVA afslog sagsoegerens ansoegning om at faa tilkendt invalidepension.

3 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at en forsikret person, der er blevet uarbejdsdygtig, efter de tyske socialforsikringsordninger har krav paa invalidepension, naar den paagaeldende i de sidste fem aar foer invaliditetens indtraeden har indbetalt bidrag i mindst tre aar i anledning af beskaeftigelse eller virksomhed, der medfoerer pligt til at indbetale saadanne bidrag.

4 Kravet herom var fastsat i § 1247, stk. 2a, og § 1246, stk. 2a, foerste punktum, nr. 1, i Reichsversicherungsordnung (social forsikringslov, herefter "RVO"), der er blevet ophaevet, men fortsat finder anvendelse paa pensionsansoegninger, der er indgivet foer den 31. marts 1992. De nugaeldende bestemmelser (§ 44 i VI. bog i Sozialgesetzbuch, herefter "SGB") har, uanset visse formelle aendringer, samme indhold som de ophaevede artikler.

5 Endvidere er i medfoer af § 1228, nr. 4, i RVO, der svarer til de nugaeldende bestemmelser i § 8, stk. 1, nr. 1, i IV. bog og § 5, stk. 2, i VI. bog i SGB, ubetydelig beskaeftigelse ikke omfattet af lovbestemt alderspensionsforsikring.

6 Det fremgaar af sagen, at ved ubetydelig beskaeftigelse forstaas beskaeftigelse med en saedvanlig ugentlig arbejdstid paa under femten timer og mod et saedvanligt vederlag paa indtil en syvendedel af referencemaanedsloennen det senest foregaaende aar for personer, der er omfattet af den lovbestemte alderspensionsforsikring. Der sker aarligt en tilpasning af dette maksimumsbeloeb. Det androg i 1993 530 DM for de gamle delstater og 390 DM for de nye delstater.

7 Inge Nolte, der er foedt den 14. maj 1930, arbejdede indtil 1965, idet hun indbetalte bidrag til den obligatoriske forsikring. Paa grund af boerneopdragelse og en derpaa foelgende ubetydelig beskaeftigelse indbetalte hun ikke laengere obligatoriske bidrag. Fra 1977 til marts 1987, da hun ophoerte med at arbejde, har hun én gang haft ubetydelig beskaeftigelse (som rengoeringsassistent).

8 Hun har fra juni 1988 vaeret alvorlig syg og kan derfor ikke mere have regelmaessig erhvervsmaessig beskaeftigelse.

9 Den 28. november 1988 indgav hun ansoegning til LVA om invalidepension.

10 LVA afslog ved afgoerelse af 14. august 1989 hendes ansoegning med den begrundelse, at hun ikke i de sidste 60 kalendermaaneder foer uarbejdsdygtighedens indtraeden i mindst 36 kalendermaaneder havde indbetalt bidrag i anledning af en beskaeftigelse, der er omfattet af obligatorisk forsikring.

11 Inge Nolte' s klage over denne afgoerelse foerte ikke til en aendring heraf, og hun har herefter anlagt sag ved Sozialgericht Hannover med paastand om annullation af afvisningen af hendes klage.

12 Naevnte ret er af den opfattelse, at det forhold, at ubetydelig beskaeftigelse ikke er omfattet af obligatorisk alderspensionsforsikring, udgoer en indirekte forskelsbehandling, der er i strid med direktivets artikel 4, stk. 1, og at sagsoegeren i hovedsagen derfor boer stilles, som om hun havde indbetalt bidrag efter alderspensionsordningens bestemmelser, foer hun blev uarbejdsdygtig.

13 Direktivets artikel 4, stk. 1, har foelgende ordlyd:

"Princippet om ligebehandling indebaerer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted paa grundlag af koen, hverken direkte eller indirekte, under henvisning saerligt til aegteskabelig eller familiemaessig stilling, isaer for saa vidt angaar:

° anvendelsesomraadet for ordningerne samt betingelserne for adgang til disse,

° bidragspligt ..."

14 Sozialgericht Hannover fandt, at tvistens afgoerelse afhang af fortolkningen af direktivet, og har derfor udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Udgoer en national ordning, efter hvilken beskaeftigelse med en saedvanlig ugentlig arbejdstid paa under femten timer og mod et vederlag paa indtil en syvendedel af referencemaanedsloennen ikke er omfattet af den lovbestemte pensionsforsikring (§ 8, stk. 1, nr. 1, i SGB IV, § 5, stk. 2, foerste punktum, nr. 1, i SGB VI), en forskelsbehandling paa grundlag af koen, der er i strid med artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7/EOEF, naar langt flere kvinder end maend beroeres af denne ordning?

2) Saafremt det foerste spoergsmaal besvares bekraeftende, skal artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7/EOEF da fortolkes saaledes, at ret til pension i anledning af uarbejdsdygtighed (§ 44, stk. 1, nr. 2, i SGB VI) ogsaa er erhvervet i tilfaelde, hvor der ikke er tilbagelagt perioder med obligatorisk bidragspligt, idet der i de sidste fem aar foer uarbejdsdygtighedens indtraeden i mindst tre aar har vaeret tale om beskaeftigelse med en ugentlig arbejdstid paa ikke over 15 timer, der efter national ret ikke er omfattet af obligatorisk socialforsikring, og hvorved de fastsatte indtaegtsgraenser ikke er blevet overskredet, naar udelukkelsen fra adgangen til forsikringsydelser ved denne form for deltidsbeskaeftigelse beroerer langt flere kvinder end maend?"

15 Foer disse spoergsmaal besvares, maa det undersoeges, om en person, der befinder sig i samme situation som Inge Nolte, og som har beskaeftigelse af den i de praejudicielle spoergsmaal omhandlede art, er omfattet af direktivet.

Direktivets personelle anvendelsesomraade

16 Ifoelge direktivets artikel 2 finder det anvendelse "paa den erhvervsaktive befolkning, herunder selvstaendige erhvervsdrivende, arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, der midlertidigt er uden arbejde paa grund af sygdom, ulykke eller ufrivillig arbejdsloeshed, og personer, der soeger arbejde, samt paa arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, der er fratraadt med alders- eller invalidepension".

17 Det fremgaar af denne bestemmelse, at "den erhvervsaktive befolkning" er et meget vidt begreb, idet det omfatter enhver arbejdstager, herunder personer, der blot soeger arbejde. Efter Domstolens praksis finder direktivet derimod ikke anvendelse paa personer, som aldrig har staaet til raadighed for arbejdsmarkedet, eller som har ophoert med at goere det, uden at aarsagen er, at en af de i direktivet naevnte risici er indtraadt (jf. dom af 27.6.1989, forenede sager 48/88, 106/88 og 107/88, Achterberg-te Riele m.fl., Sml. s. 1963, praemis 11).

18 Den tyske regering har anfoert, at personer med ubetydelig beskaeftigelse ikke tilhoerer den erhvervsaktive befolkning i direktivets artikel 2' s forstand, idet de navnlig ikke er i stand til at leve af den beskedne indtaegt, de opnaar derved.

19 Dette synspunkt kan ikke laegges til grund. Den omstaendighed, at arbejdstagerens indtaegt ikke kan daekke samtlige den paagaeldendes behov, kan ikke bevirke, at han ikke tilhoerer den erhvervsaktive befolkning. Det fremgaar nemlig af Domstolens praksis, at en loennet beskaeftigelse, hvorved der opnaas en loen, der er mindre end eksistensminimum (jf. dom af 23.3.1982, sag 53/81, Levin, Sml. s. 1035, praemis 15 og 16), eller hvorved arbejdstiden normalt ikke overstiger atten, tolv eller endog ti timer ugentligt (jf. henholdsvis dom af 13.12.1989, sag C-102/88, Ruzius-Wilbrink, Sml. s. 4311, praemis 7 og 17, af 3.6.1986, sag 139/85, Kempf, Sml. s. 1741, praemis 2 og 16, og af 13.7.1989, sag 171/88, Rinner-Kuehn, Sml. s. 2743, praemis 16), ikke udelukker, at den person, der udoever den, anses for arbejdstager i henhold til EOEF-traktatens artikel 48 (Levin-dommen og Kempf-dommen), artikel 119 (Rinner-Kuehn-dommen) eller i henhold til direktiv 79/7 (Ruzius-Wilbrink-dommen).

20 Den tyske regering har yderligere anfoert, at resultatet maa blive et andet i den foreliggende sag, hvor der ikke som det navnlig var tilfaeldet i Levin-sagen, er tale om begrebet "arbejdstager" i traktatens artikel 48' s forstand, men om begrebet "arbejdstager" i de sociale sikringsordningers forstand. Begrebets fastlaeggelse paa dette retsomraade henhoerer imidlertid under medlemsstaternes kompetence.

21 Det bemaerkes i den forbindelse, at Domstolen allerede i dom af 19. marts 1964 (sag 75/63, Unger, Sml. 1954-1964, s. 471, org. ref.: Rec. s. 347, nr. 1) i domskonklusionen), har fastslaaet, at begrebet "arbejdstager eller dermed ligestillet person", som er anvendt i Raadets forordning nr. 3 af 25. september 1958 om social sikring af vandrende arbejdstagere (JO 1958 nr. 30 af 16.12.1958, s. 561) paa samme maade som udtrykket "arbejdskraft" i artikel 48-51 har en faellesskabsretlig betydning. Den omstaendighed, at Levin-, Kempf- og Rinner-Kuehn-dommene ikke drejer sig om social sikring og ikke gaelder fortolkningen af artikel 2 i direktiv 79/7 kan derfor ikke beroere det i praemis 19 anfoerte resultat, da disse domme indeholder en naermere afgraensning af begrebet arbejdstager i lyset af ligebehandlingsprincippet.

22 Det foelger heraf, at personer, der har ubetydelig beskaeftigelse af den i de praejudicielle spoergsmaal angivne art, tilhoerer den erhvervsaktive befolkning i direktivets artikel 2' s forstand og derfor er omfattet af direktivets personelle anvendelsesomraade.

23 Den tyske regering og Det Forenede Kongerige har anfoert, at der er endnu en grund til, at Inge Nolte ikke er omfattet af direktivets personelle anvendelsesomraade, nemlig at hun fuldstaendig af ikke oplyste grunde er ophoert med at arbejde, mere end ét aar foer hun blev uarbejdsdygtig, og at intet tyder paa, at hun dengang var arbejdssoegende.

24 Med denne argumentation har de to regeringer i realiteten bestridt, at spoergsmaalene fra den nationale ret har nogen mening, idet Inge Nolte efter deres opfattelse under alle omstaendigheder ikke var omfattet af direktivets personelle anvendelsesomraade. Det bemaerkes imidlertid, at Inge Nolte ifoelge forelaeggelseskendelsen havde mulighed for paa grundlag af tysk lovgivning at faa anerkendt en ret til invalidepension, saafremt de perioder, i hvilke hun havde ubetydelig beskaeftigelse, blev anset for omfattet af obligatorisk forsikring.

25 Den nationale retsinstans, der alene er kompetent til at tage stilling til, om de forelagte spoergsmaal er relevante, er saaledes af den opfattelse, at en besvarelse af disse spoergsmaal har betydning, for at den kan afgoere den for den verserende tvist.

Det foerste praejudicielle spoergsmaal

26 Den nationale ret oensker med dette spoergsmaal foerst og fremmest en afgoerelse af, om direktivets artikel 4, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at en national ordning, hvorefter beskaeftigelse med en saedvanlig ugentlig arbejdstid paa under femten timer og mod et vederlag, der ikke overstiger en syvendedel af referencemaanedsloennen, ikke er omfattet af den lovbestemte alderspensionsordning, udgoer forskelsbehandling paa grundlag af koen, naar langt flere kvinder end maend beroeres af denne ordning.

27 Det staar fast, at den i hovedsagen omtvistede nationale ordning ikke direkte er udtryk for forskelsbehandling, idet personer, der har ubetydelig beskaeftigelse, ikke paa grundlag af deres koen udelukkes fra de omhandlede lovbestemte ordninger. Det maa derfor undersoeges, om disse ordninger kan vaere udtryk for indirekte forskelsbehandling.

28 Det bemaerkes, at i henhold til Domstolens faste praksis er direktivets artikel 4, stk. 1, til hinder for en national bestemmelse, som ° selv om den er koensneutral ° indebaerer, at langt flere kvinder end maend behandles ugunstigt, medmindre bestemmelsen er begrundet i objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen. Den sidstnaevnte betingelse er opfyldt, saafremt de valgte midler er i overensstemmelse med den paagaeldende medlemsstats sociale politik, er egnede til at naa det af den forfulgte maal og er noedvendige hertil (jf. dom af 24.2.1994, sag C-343/92, Roks m.fl., Sml. I, s. 571, praemis 33 og 34).

29 Den tyske regering har bl.a. anfoert, at den omstaendighed, at personer med ubetydelig beskaeftigelse ikke er omfattet af obligatorisk forsikring, foerst og fremmest er et udtryk for principielle synspunkter vedroerende den tyske socialsikringsordnings opbygning.

30 Det Forenede Kongerige og Irland har til stoette for den tyske regerings argumentation bl.a. fremhaevet, at en ordning med bidragspligt som den i sagen omhandlede, kendetegnes ved, at det er noedvendigt at opretholde ligevaegten mellem de af de forsikrede og deres arbejdsgivere indbetalte bidrag paa den ene side, og de ydelser, der udbetales, naar en af de af naevnte ordning daekkede risici indtraeder, paa den anden side. Den opbygning, som denne ordning nu har, vil ikke kunne fastholdes, saafremt de omtvistede bestemmelser ophaeves. Det ville give anledning til alvorlige problemer. Ordningen ville ikke laengere kunne gennemfoeres alene paa grundlag af bidragsbetaling.

31 Den tyske regering har i oevrigt forklaret, at der af sociale grunde er efterspoergsel efter de forskellige former for ubetydelig beskaeftigelse, at den finder det noedvendigt at efterkomme denne efterspoergsel som et led i socialpolitikken ved at tilskynde til skabelse og udbud af saadanne former for beskaeftigelse, og at den eneste maade, hvorpaa dette kan ske inden for rammerne af det tyske socialsikringssystems opbygning, er at holde ubetydelig beskaeftigelse uden for de obligatoriske forsikringsordninger.

32 Desuden bliver ifoelge den tyske regering nedlagte arbejdspladser med ubetydelig beskaeftigelse ikke erstattet af arbejdspladser med fuldtids- eller deltidsbeskaeftigelse, der er omfattet af de obligatoriske forsikringsordninger. Derimod oeges, fordi der i samfundet er et behov for ubetydelig beskaeftigelse, ulovlig beskaeftigelse ("sort arbejde") og det kommer til flere omgaaelser (f.eks. falske selvstaendige).

33 Det bemaerkes, at socialpolitikken paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin er omfattet af medlemsstaternes kompetence (jf. dom af 7.5.1991, sag C-229/89, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 2205, praemis 22). Det tilkommer dem altsaa at vaelge de foranstaltninger, hvormed maalsaetningen for deres social- og beskaeftigelsespolitik kan realiseres. Medlemsstaterne raader ved udoevelsen af denne kompetence over et vidt skoen.

34 Det maa fastslaas, at den social- og beskaeftigelsespolitiske maalsaetning, som den tyske regering har paaberaabt sig, objektivt er uden sammenhaeng med en hvilken som helst form for forskelsbehandling paa grundlag af koen, og at den nationale lovgiver ved udoevelsen af sine befoejelser rimeligvis har kunnet gaa ud fra, at den omtvistede lovgivning var noedvendig for opfyldelsen af naevnte formaal.

35 Den i sagen omtvistede lovgivning kan paa baggrund heraf ikke antages at vaere et udtryk for indirekte forskelsbehandling i direktivets artikel 4, stk. 1' s forstand.

36 Af det anfoerte foelger, at den nationale rets foerste spoergsmaal skal besvares med, at direktivets artikel 4, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national ordning, hvorefter beskaeftigelse med en saedvanlig ugentlig arbejdstid paa under femten timer og mod et vederlag, der ikke overstiger en syvendedel af referencemaanedsloennen, ikke er omfattet af den lovbestemte alderspensionsordning, heller ikke selv om denne ordning beroerer langt flere kvinder end maend, idet den nationale lovgiver rimeligvis har kunnet gaa ud fra, at den omtvistede lovgivning var noedvendig for gennemfoerelsen af en socialpolitisk maalsaetning, der intet har med forskelsbehandling paa grundlag af koen at goere.

Det andet praejudicielle spoergsmaal

37 Naar henses til besvarelsen af det foregaaende spoergsmaal, er det ufornoedent at besvare dette spoergsmaal.

Sagens omkostninger

38 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering, af Irland og af Det Forenede Kongerige samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Sozialgericht Hannover ved kendelse af 25. maj 1993, for ret:

Artikel 4, stk. 1, i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring skal fortolkes saaledes, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national ordning, hvorefter beskaeftigelse med en saedvanlig ugentlig arbejdstid paa under femten timer og mod et vederlag, der ikke overstiger en syvendedel af referencemaanedsloennen, ikke er omfattet af den lovbestemte alderspensionsordning, heller ikke selv om denne ordning beroerer langt flere kvinder end maend, idet den nationale lovgiver rimeligvis har kunnet gaa ud fra, at den omtvistede lovgivning var noedvendig for gennemfoerelsen af en socialpolitisk maalsaetning, der intet har med forskelsbehandling paa grundlag af koen at goere.